Bornholms historie

oplevet gennem kilderne

Rebeller og kongens tro arveundersåtter

by · Published · Updated

I min seneste læsning af tingbogen for Nørreherred er jeg blevet fascineret af en retssag, der varede fra 15. august til den 24. oktober 1721. På mere end 100 sider refereres fra i alt 16 tingdage, der handler om bøndernes kamp for at bevare ejendomsretten til udmarksjorden. Rentekammeret havde i 1718 nedsat en kommission til at undersøge udmarkens tilhørsforhold og brugsret.
Bønderne ønskede at klage til kongen. Til dette skulle de bruge et såkaldt tingsvidne, hvor mindst tre vidner beskrev en hændelse til sagens oplysning. Denne tingsvidnesag omfatter adskillige hændelser, der til sammen skulle bevise Kommissions overgreb på bøndernes ejendomsret.  Sagen mellem bønderne og deres plageånder er enestående, da ingen af parterne holdt sig tilbage med at beskylde hinanden for det værste de vidste. Ud over selve kommissionens arbejde, får man i tilgift oplysninger om dagligdagens konflikter og folks syn på hinanden. Bornholms særegne stilling i kraft af øens historie, og i særdeleshed begivenheden i 1658, spillede en overraskende stor rolle i konflikten.
Udmarkens samlede størrelse udgjorde op mod halvdelen af øens areal og defineredes som de områder, der ikke var opdyrket fra gammel tid og som alle kunne bruge i fællesskab. Med 1700-tallets voksende befolkningstal blev jord en ressource manglen. Udmarksjordens indtagelse som avlsjorde kunne brødføde flere mennesker. Men i 1721 var der ingen social forståelse og definitionen på fællesskab inkluderede ikke fiskerne, husmænd og daglejere. Kampen om rådighed over udmarken stod mellem bønderne på landet og borgerne i byen.

Udgærdet mod strandmarken mellem Allinge og Tejn er i dag næsten forsvundet. Diger af jord iblandet sten, der har været almindelige er ikke så holdbare som stendiger/gærder. Her er resterne af udgærde (se markering på kortet fra 1863)

Bønderne, både dem der ejede gårdene og dem der sad som kgl. fæstebønder på vornedgårdene, var dem der i praksis havde magten på landet. Udmarksjorden var ganske stille ved at blive indlemmet under gårdene. Den kongelige kommissions opgave var først og fremmest at manifestere kongens ejendomsret og kræve indtægter for jorden. I tillæg til dette overordnede formål, synes det klart, at den lokale kommission agtede at give jord til udbyggerne. Som kaptajner på Bornholm kunne de se fordelen ved at skabe en ny klasse jordbrugere, der måske også kunne blive gode soldater. Udmarks-problematikken er derfor ikke blot vigtig for at forstå Bornholms landbrugs historie, men også for at forstå samfundets udvikling generelt. Først i 1913 blev udmarkens tilhørsforholdet endeligt løst. Tingsvidnesagen fra 1721 er med til at sætte perspektiv på udmarkssagen – og gøre det meget mere spændende!

Håndtegnet kort på Kgl. Bibliotek – fra 1700-tallet af ukendt oprindelse. (NKS 398e)

Fire kategorier kunne betegnes som den bornholmske udmark:

1. Almindingen og højlyngen, strækkende sig mod nord langs østkysten gennem Rø, Olsker og Rutsker. Alle var indforstået med, at denne udmark tilhørte kongen og at ejendomsrettighederne var indiskutable. På tinget blev dette område kaldt ”alminde” og ”vildbane”.
2. Det egentlige fælles område i sognene, som på tinget omtaltes som fælles udmark. I Nørre herred findes store områder så som Krummemark i Klemensker, kirkemarkerne i Klemensker og Olsker og Østermark i Rutsker, områder der strakte sig over sognegrænserne.
3. Strandmarken, der omfatter området langs hele kysten fra gårdenes dyrkede jorde til strandkanten.
4. Købstædernes og fiskerlejernes byjorde, der var fælles for byerne. I Købstæderne kaldtes disse områder for byens frihedsjorde.

Udmarks-problematikkens historie

Bønderne henholdte sig til praksis i ”allers tid”. De påviste deres ejendomsret med gamle dokumenter ofte tilbage fra 1500-tallet som ridemandsforretninger eller i 1600-tallet med skøder og 12mandsdomme. I disse dokumenter kunne man læse at deres gårde omfattede alle marker og enge ”inden og uden gærdet”. Altså også den jord som befandt sig på den anden side af det såkaldte ”udgærde”, der skilte deres dyrkede marker fra den udyrkede fælles jord, der fra gammel tid blev brugt til fælles græsning om sommeren mm. Spørgsmålet var derfor hvem der havde brugsretten til jorden og i datiden var der tre parter: gårdmændene, borgerne i købstaden eller kongen. Fra slutningen af 1600-tallet voksede en ny gruppe op, som ikke tidligere havde haft mulighed for at blande sig i jordfordelingen, men som kunne blive en trussel for den etablerede magtstruktur, nemlig husmændene, der på Bornholm oftest betegnes som udbyggere eller ”nybyggere”. De havde tidligere haft mulighed for at bruge jorden udenfor udgærdet, men var underlagt bønderne.  Udbyggerne var bøndernes fæstere og betalte ”en genant” til gårdmændene – hvilket udtryk ofte blev brugt af bønderne på tinget for at pointere, at var det kun var en ringe hjælp til gårdmændene, der betalte skat deraf. Ofte kaldtes dette område for gårdens fortov, der altså var anderledes til forskel fra det øvrige Danmark, hvor fortov er det fælles areal der lå mellem gårdene i landsbyer.

Den kgl. Kommission 1718

Den kongelige kommission blev nedsat med henblik på en endelig afklaring af spørgsmålet om ejendomsretten. Men så let skulle det ikke blive. Forundersøgelser førte til en ret kategorisk beslutning om at al fællesjord skattemæssigt hørte til kongen. Brugte man jorden måtte man også fæste det og betale skat til amtstuen. Den kongelig forordning fra 18. og 25. november 1720, bestemte at der med brugsretten fulgte et fæstebrev og dermed udgift til stedsmålsbetaling, årlig skat og udgift til stemplet papir samt skriverpenge. Tingsvidnesagen handler om dette og kommissionens beslutning blev – efter bønderne mening – et uretfærdige pålæg af skatter, stik imod hvad de var blevet lovet i Frederiks den tredjes gavebrev fra 1660.
Gang på gang blev privilegiebrevet fra 1660 inddraget. Privilegierne var givet til Bornholms ”tro arve undersaatter” som hædersgave efter bornholmerne havde givet kongen øen tilbage fra Sverige. Bønderne tolkede privilegiebrevet således at de for al evighed blev fritaget for ekstraskatter. Kommissionens beslutning var grundet på antagelsen om, at bønderne egenmægtigt og uretmæssigt havde taget ejendomsretten af jord, der tilhørte kongen. Forordningerne fik den konsekvens, at bønderne kunne miste ejendomsretten på udmarken, hvis ikke de kunne bevise, at de havde et specifikt skøde på jorden, hvilket de færreste kunne. De fik alle præsenteret et fæstebrev, som de kunne acceptere eller, hvis de ikke ville, så var udbyggerne mere end villige til det.

Konflikten

I Rentekammerets arkiv ligger sager for hele Bornholm og heri kan man se, at der blev organiseret en fælles modstand mod kommissionens pålæg om fæstebreve, ved at nægte at betale stemplet papir på enten 12 eller 24 skilling. Udgiften til det stemplede papir var beskedent, men blev betragtes som symbol på øvrighedens overgreb mod bøndernes rettigheder. Bønderne blev, over en bred kam, pantet 3 mark for den kollektive vægring med at betale for papiret. Hvor sandemanden og hans to medhjælpere ikke kunne inddrive pantet blev officer Christian Kofoed med to soldater sat på opgaven.
Modstanden var massiv og tingstuen var fyldt med tilhørere fra hele herredet under sagens forløb. Det første som kommissionens fuldmægtig Anders Brun måtte anmode herredsfoged Mogens Clausen Torn om sørge for, at loven om ”skikkelighed” i retten og ikke lade tilhørerne sabotere rettens behandling af sager. Der var en almindelig opfattelse i tingsalen at kommissionen havde begået overgreb mod bønderne. Anders Brun, der var byskriver i Rønne, havde en vanskelig opgave med at forsvare kommissionens handlinger.

Vold som middel

Kommissionen havde tre medlemmer. Amtmand von Bippen var formand, men da han var gammel og svag, var det kaptajn Adolph Tobias Herbst og kaptajn Niels Nielsen, der var de udfarende kræfter. Kaptajnernes var ikke vandt til at blive modsagt og tøvede ikke med at gå hårdt mod bøndernes argumenter. Kommissionen beskyldte simpelt hen bønderne for at stjæle kongens jord. De kaldte bønderne for rebeller. Kaptajnerne var autoritære personligheder og tøvede ikke med at gribe til vold og arrestationer. Peder Larsen fra den 46. gård i Klemensker blev f.eks. sat i Rønne arrest, da han, som han selv sagde, forsvarede sin gård. Kommissionen derimod fortalte, at Peder Larsen blev sat i arresten fordi han var ”drukken”.  Kaptajn Herbst kaldte Jens Wefstsen for ”bonde-rækel og bonde-tolpert” og foranledigede at han fik tre-fire dages ufrivilligt ophold i Hammershus tårnkammer. Herbst havde slået ham med sin stok, hvorefter han havde sat sig til modværge.  Sandemand Lars Nielsen, der ellers var systemets mand, mistede sin stilling, da han ikke ville godkende, at han skulle fæste en del af udmarken, som han betragtede som hørende til hans gård i Habbedam.

Bøndernes taktik

Bøndernes fuldmægtig var Lorents Petersen Krog fra Sandvig. Han havde indkaldt bønder, der havde jord mod udmarken, til at fremlægge deres fæstebreve på udmarksjorden. Til bevis for at udmarksjorde tilhørte gårdene havde fuldmægtigen indkaldt ældre mennesker som vidner. Bønderne var mere end villige til at møde på tinget og vise deres adkomstbreve og det påtvungne fæstebrev. Alt blev læste på tinget og refereret. Alle var dybt indignerede over, at de var blevet tvunget til at fæste deres egen jord, som den mente det var deres ejendom. Udbyggerne, som også var stævnet som vidner, havde derimod sværere ved at møde frem. De var udmærket klar over, at kommissionens bestemmelser kunne være til deres fordel i det at de kunne få eget fæstebrev. Fæstet var livsvarigt og de slap for at være underlagt bønderne som tidligere.

Korruption?

Uanset forordningens klare bestemmelser var der tilsyneladende mulighed for at påvirke kommissærernes beslutninger ved at bestikke dem med penge, korn eller dyr. Der var bønder, der direkte spurgte de to kaptajner i kommissionen om de kunne give den noget ”for deres umage”- underforstået, at opmålingen af jorden og bedømmelse af jordens kvalitet blev lempeligt ansat som ”kløvgang” [eng] i stedet for den dyrere ”sædesjord” [avlsjord].  Endvidere kunne de håbe på, at beholde den jord, de havde fået, ved at regulere udmarksgærdet uden tilladelse. Der var eksempler på, at en ny skelstenssætning kunne tilføre ekstra jord.  Og så kunne de gamle dokumenter tolkes mere eller mindre gunstigt for bønderne. Kommissionen benyttede ofte lejligheden til at fortælle bønderne, at udbyggerne gerne ville modtage fæste på jorden, hvis de ikke ville.
Ordet bestikkelse blev ikke brugt i 1700-tallet og selve handlingen, med at tilbyde betaling for en lempelig ordning, var udbredt og til dels accepteret. Datidens embedsmænd oppebar ikke løn, men aflønnedes med sportler, friheder og skattefordele. Da kommissionen ofte klagede til Rentekammeret for manglende betaling for udført arbejde, er det nærliggende at tro, at det var praksis, at kommissionsmedlemmerne villigt modtog ”gaver” for deres velvilje. Men det var naturligvis ikke lovligt. At korruption blev undersøgt på tinget var primært, fordi bønderne følte sig snydt, og at de ikke fik, hvad de mente de var lovet.

Den lærde enke

En enkelt korruptionssag er spændende (Se tingdag 27/9+17/10). En lærd enke, Gertrud Peder Andersen, som jeg kender fra ”Mordet i Strandløkken” i 1695, fungerede som mellemmand for tre bønder i Rø og kaptajn Niels Nielsen. De tre havde lovet at betale 10 slettedaler hver til kaptajnen. De tre bønder havde allieret sig med Gotfried Nielsen, som kunne læse og skrive, samt ikke mindst tælle penge. Enken var god til at formulere sig på skrift og de 10 daler var skriverpenge og papir – sagde hun! Hvad der var op og ned på den historie blev ikke fastslået, da en tingsvidnesag ikke førte til domsfældelse, men kun beskrivelse. Sagen om udmarken giver et sjældent indblik i menneskelige relationer, kutymer, samt indblik i hvor almindeligt det var med skjulte pengetransaktioner.

Strandmarken mellem Allinge og Tejn på sognekort fra 1863 (den røde pil markere rester af jord og stendige der ses på fotoet herover)

Strandmarken

Strandmarkens forhold er sjældent omtalt i 1700-tallets retssager, vist nok fordi det meste af arealet var af ringe værdi.Tingvidnesagen handler også om strandmarken fra Allinge bys jorder til Lindeskoven i Rø, der fra gammel tid var fælles udmark, hvor købstædernes og fiskerlejernes indbygger havde ret til at drive deres kreaturer på sommergræsning. Ind i mellem var der arealer, som var gode med skove og brugelig avlsjord og her boede små avlsbrugere og husmænd, der tjente bønderne. Bortset fra den fælles græsning havde bønderne helt overtaget retten fra udmarksgærdet til strandkanten til skovhugst, tørvegravning og lyngrivning. Vidnerne – de gamle mennesker – oplyste, at det var sædvane, at folk måtte spørge gårdmændene om lov, før de kunne rive lyng eller grave tørv. Nu fastslog kommissionen at bønderne skulle fæste strandmarken eller også skulle den gives til de udbyggerne på strandmarken, der havde bygget hus og indhegnet sin jordlod. Forholdet kunne ingen bønder acceptere, fordi det blev opfattet som ombytning af rollerne: Bønderne var nu blevet deres udbyggeres ”dreng”. De blev frataget deres jord, som de mente havde betalt jordepenge for.

Resultat

Det var ikke kun i Nørreherred der første sag mod kommissionen, øen rundt førtes lignende ingsvidnesager og overalt var der en ophidset stemning mod overgrebene. Men det ser dog ud til at bølgerne gik højest i Nørreherred.
Gårdmændene Jens Jensen fra Gothegaard i Klemensker og Christen Hansen fra Damaskegaard i Østerlars rejste til København for at overrække supplikker fra henholdsvis Nørreherreds og Østerherreds ting. Deres ønske var at komme i audiens hos kongen. Det kom de ikke. I stedet afleverede de deres klager og tingsvidner til Rentekammeret den 23. december, hvorefter de fik lov til at rejse hjem inden vinteren for alvor satte ind (se dokumentet). Det var modstanden mod kommissionens beslutninger, der førte til at der allerede i 1723 blev nedsat en ny kommission, nu med den nye amtmand West for bordenden.

Referat af tingbogen

Jeg kan anbefale, at man læser mine referater fra tingets afhøringer. Tingsvidnesagen giver mange oplysninger om strandmarken og om udmarkerne inde på øen. Der er mange personoplysninger. Vidnerne blev præsenteret med alder for at understrege hvor langt tilbage i tiden, de kunne huske. Desuden er skøderne daterede og indikerer ejerskifter, som kan supplere gårdenes ældste historie.

Henvisninger:

Litteratur:

You may also like...