”Noget saakaldet Spøgeri”

Spøgelser har eksisteret i folk fantasi i 1700-tallet ligesom i dag, men spøgeri var normalt ikke et fænomen, der endte som sag i retssalene. Det er absolut en enestående retssag, der startede den 16. august 1743 i Hasle mod tjenestepigen Margrete Mogensdatter for udførelse af spøgerier, hvor afdøde gav sig til kende som genfærd.
Sandemand Hans Kofoed havde indrapporteret sagen til Amtmanden, som så sig nødsaget til at iværksatte en undersøgelse. Løjtnant Matthias Bruno fik ordre til at undersøge sagen og om muligt dømme pigen for lovovertrædelse.

Biskoppen underrettedes

Årsagen til, at spøgerierne endte i tingbogen, skyldtes forskellige omstændigheder. Sagen mod den stridbare klemenskerpræst Anders Agerbech var på sit højeste. Præsten prædikede om helvede og synd. Han var overbevist om, at drukkenskab og liderlighed var årsagen til tidens fordærv. Mange måtte stå offentligt skrifte for øjnene af hele menigheden. I snart et år havde der kørt en retssag mellem militærpersoner og præsten. Den drejede sig om retten til at modtage nadveren og pligten til at stå offentligt skrifte efter begået lejermål. I sagsforløbet afsløredes præstens måder at tugte sin menighed. Agerbechs modstander var øens kommandant oberst Kruse, som blev støttet af landprovsten Jens Buchhave.
Buchhave skrev løbende indberetninger om Agerbech til sin biskop. Den 20. august 1743 skrev han:

”én af de døde og fordømte skulle være fra helvede opkommen og prædike Omvendelse; det blev troet af de fleste eenfoldige, ja af mange velopliuste, som derfor vil passere her paa Landet; Men da Hr. Aggerbeck kom hiem, fik hand under haanden de afdøde aabenbarede, og da fandtes en pige, som med sig hafde forført en dreng, at spøge, tale og gaae, snart om dagen paa marken – blandt fæe-vogten, snart om afften og Natten i huusene … for eenfoldige folk at kyse”.

Buchhave skrev at sagen var startet på den tid hvor Agerbech rejste frem og tilbage mellem Bornholm og København for at forsvare sig mod anklagerne for embedsmisbrug. Buchhave måtte dog medgive, at det var Agerbech, der afslørede, at det var Margrete som iscenesatte spøgerierne.

Margrete Mogensdatter

Margrete var 24 år og tjenestepige hos Lars Andersen i Risby på den 56. selvejergaard i Klemensker. Hun var datter af Mogens Hansen, udbygger på Duebjerggaards grund (59. gård). Margrete kunne ”læse vel” og kendte sin katekismus og tjente ”vel” på Ladegården i Klemensker, skrev den tidligere præst i Klemensker, Christian Opdal, i sin indberetning til Biskoppen om ungdommen i 1739.
Hendes husbond Lars Andersen i Risby var omkring 47 år, gift med Margrete Pedersdatter og havde fire børn. Den ældste søn Anders Larsen var omkring 15 år gammel og blev tjenestepigens villige hjælper til i hvert fald en af spøgelsesscenarierne.

Spøgelset

Spøgelseshistorien foregik på gårdene i og omkring Risby i Klemensker og handlede om en afdød bondemand på 57. gård i Risby, Jørgen Jørgensen. Han havde gjort sig særdeles uheldig bemærket i 1742. Han havde svirret og drukket i Hasle fra onsdag til han døddrukken var kommet hjem om søndagen. Præsten havde en medhjælper Peder Pedersen, der boede på nabogården 54. selvejergaard i Risby og det var ham, der havde fortalt om den gamle Jørgen Jørgensens druktur for præsten. Præsten brugte Jørgen Jørgensens historie i en djævlelignelse, der fordømte drukkenskaben som menighedens største svøbe. Præsten lod Jørgen Jørgensen stå offentligt skrifte uden han selv var til stede. Det at præsten havde ”absolveret”, som det kaldtes, Jørgen Jørgensen efter prædikenen, selv om han ikke havde været tilstede, blev en af de væsentligste anklager mod præsten i den senere undersøgelsessag mod ham.
Jørgen Jørgensen døde kort efter sin druktur i november 1742 og han fik aldrig præstens syndsforladelse, idet præsten ikke længere betragtede ham som tilhørende menigheden. Margrete, der var tjenestepige på nabogården, havde hørt præstens fordømmelse. Hun forstod at bondens liv i drukkenskab var årsagen til, at han endte i helvede. Margrete fortalte på tinget, at hun havde drømt om Jørgen Jørgensen, og hun troede at hun kunne frelse menneskeheden ved at fortælle hans historie til skræk og advarsel.
Peder Pedersens tjenestepige, Marie Nielsdatter, fortalte i retten om spøgerierne. Hun var i køkkenet og lagde dej, da hun hørte en stemme fra et nærliggende kammer. Hun var blevet bange og kaldte på madmor, der så hentede naboen Lars Andersen. Stemmen havde sagt, at det var Jørgen Jørgensen fra helvede, der ville tale med Peder Pedersen, der havde gjort ham så forbandet, fordi han havde klaget over Jørgen Jørgensen til sognepræsten. Stemmen sagde, at han ikke havde kunnet vende sig i sin ”sotteseng” for den forbandelse, som præsten havde påført ham. Spøgelset havde så forsat: ”De danse og sjunge og holde sig lystige og jeg må ligge i helvede og pines.” Og videre sagde spøgelset, at ”der var en præst i sognet vest for denne som var i helvede, samt en mand ved navn Hans Høg og mange flere”, og det sidste vidnet hørte var, at spøgelset ville rive et stykke af sit ligklæde og lægge det som bevis for, at det havde været der.
Stemmen hos Peder Pedersen var Lars Andersens 15årige søn Anders Larsen, som Margrete havde overtalt til at spille spøgelse. Hun havde digtet, hvad han skulle sige. Anders Larsen erkendte, at Margrete Monsdatter havde lært ham ”at gaae i djævlelignelse” omkring Sant Hans. Hun havde truet ham til at tale som Jørgen Jørgensen og hvis han ikke gjorde, som hun sagde, så ville den afdøde vise sig for ham. Anders Larsen erkendte at han tidligere havde spøgt om hans morfader Peder Bentsen, der også var i helvede for sin drikfældigheds skyld.

Retssagen

Margrete erkendte, at hun havde spøgt fire gange tidligere. Handlingerne havde gjort, at fire af de afdødes slægtninge var blevet så gale, at de havde sat hende i arresten i Hasle. De fire var Jørgen Jørgensens sønner, gårdmand Jens Jørgensen på Nørre Risbygaard den 57. selvejergaard og hans bror Peder Jørgensen, skovridder Hans Piil, Vestre Pilegaard (69. gård) og Rasmus Rasmussen på Duebjerg den 64. selvejergaard.
Margrete blev hentet fra Hasle Vagt og i ”veed og forstand” erkendte ”narrerierne”. Hun bedyrede at hun ikke havde gjort andet end det der stod i anklagen, hvorfor hun bad om at blive straffet for den forseelse. Hun tog hele ansvaret for at drengen Anders Larsen havde deltaget i løjerne.
Løjtnant Bruno, som først havde sagen, fik opgaver i København og amtmanden beordrede fik derfor Jesper Hansen fra Allinge til at føre sagen videre. Jesper Hansen var mere grundig i sine undersøgelser, og derfor kender vi i dag detaljer af den kuriøse sag.
Jesper Hansen foreslog Margrete, at hun tog en forsvarer, der kunne forsvare hende, men det havde hun ikke råd til. Hendes egen fader Mogens Hansen, der boede på den 59. gårds grund, ville ikke tale hendes sag.
Rasmus Rasmussens anklage mod Margrete var, at spøgelset havde fortalt at hans far Rasmus Erichsen var i helvede sammen med Jørgen Jørgensen.
Genfærdet, Jørgen Jørgensen, havde efterladt et stykke fra sit ligklæde i kammeret hos Peder Pedersen og beviset blev fremlagt i retten. Margrete erkendte forfalskningen. Det stammede fra et stykke af et klæde som hun havde omkring et sår på sit ben.
Margrete Mogensdatter fortalte, at hun på hendes forrige plads, havde oplevet sin madmor og husbond, Hans Hansen i Krummeled, løbe ”med snak som hendes”, men de havde ikke opfordret hende til at gøre det samme.

Dommen

”Spøgeri” findes ikke i Christian den femtes danske lov og derfor var der tvivl om, hvordan man skulle håndtere handlingen og dømme for at udøve en gerning, der skræmte folk. Men i denne sag var der ingen tvivl, det var ”en blamerisk og skammelig” handling, som burde straffes.
Den 2. november 1743 blev der afsagt dom over Margrete Mogensdatter, som stadig sad i Hasle Vagthus arrest. Margrete dømtes for løgn om en tidligere præst og for at have forledt en dreng til at lyve. Dommerens usikkerhed bevirkede at han ville have at samtlige stokkemænd var med til at afsige dommen. Hun straffedes med en bøde på 3 mark sølv og trende fyrretyve lod sølv. Hvis ikke hun kunne betale, skulle hun dømmes til ”kagen og bære sten af Byen”. Drengen blev frikendt.
Som verdslig dommer ville han ikke dømme for misbrug af guds ord og for at have gjort sig til et spøgelse. Det måtte være op til den gejstlige øvrighed, hvad straf de ville give herfor.

Margrete efter dommen

Man skulle forvente, at Margrete Mogensdatter efter dommen blev løsladt fra Hasle Vagt. Det blev hun ikke.
Under afhøringerne havde Margrete fortalt, at hendes husbond, Lars Andersen, var ”lunken i sin gudsfrygt” og hverken læste eller sang på helligdage. Det viste sig, at han havde heller ikke overholdt det sjette bud. Til haslepræsten Børge Poscholan fortalte Margrete, at hun havde haft ”legemlig omgang” med sin tidligere husbond i Risby, Lars Andersen.
Lejermålssager skulle amtsforvalter Christopher Schrøder forfølge. Poscholan anmeldte sagen den 27. november. Det var en alvorlig sigtelse, da Lars Andersen var en gift mand. Begge blev stævnet på herredstinget. Margrete havde ikke andet at sige til sigtelsen, end at hun ikke var gravid. Lars Andersen tilstod forholdet. Dommen blev afsagt umiddelbart: Margrete skulle betale 12 lod sølv og Lars Andersen 24 lod sølv, samte miste sin ”yderste formue”. Og hvis de ikke kunne betale, skulle de ”lide på kroppen”. Begge skulle udstå ”kirkens disciplin” og stå offentlig skrifte i kirken.
Samme dag som anmeldelsen skete til Amtsforvalteren blev den 56. gård registreret og i Skifteprotokollen læses at Lars Andersens ”yderste formue” var 48 daler 2 mark og 5 skilling, som han i straf skulle betale til kongen.
Den 17. april 1744 afhørte herredsfogeden naboer til Margretes forældre, der boede på den 59. gårds grund. Alle sagde, at hun ikke ejede mere end sine gangklæder. Naboerne kunne fortælle, at Margretes mor og søster havde gået rundt og tigget penge til at købe plaster til Margretes sår, som ikke ville heles.
Margrete var arresteret i lang tid efter sin dom, hvilket kan virke uforståeligt, men skyldtes sandsynligvis, at sagen skulle behandles ved en provsteret eller vurderes på Sjællands Stifts Landemode i Roskilde.

Afslutning

Sognepræsten Anders Agerbech blev den 6. september 1743 suspenderet fra sit kald og der blev nedsat en kommission til undersøgelse af hans embedsførelse. Fra januar 1744 udstedtes et kongeligt reskript der pålagde menigheden og andre til at fremlægge alt, hvad de mente at præsten uretmæssigt havde bedrevet i sit kald. Det var ikke småting, der blev afsløret om præsten. Men det er en anden historie.

Lars Andersen i Risby betalte sin lejermålsbøder og levede som en respekteret selvejergårdsbonde indtil han i 1768 solgte gården til sin søn Anders Larsen.

Den stakkes tjenestepige Margrete sad i arresten i mindst 8 måneder. Om hun blev straffet korporligt eller om hun overhovedet fik et liv efter indespærringen, ved jeg ikke.

Henvisninger:

Referat af Nørre Herreds tingbog 1734-1745

Buchhaves brev til Biskoppen den 20. august 1743, Pag. 169.

Klemenskers ungdom i 1739 findes i Biskoppens indkomne sager pag. 2-27

Artikel ”Præsten Anders Agerbech – rebel eller fantast?”

Skiftet (og vurdering) af Lars Andersen formue findes Landsogne nr. 36, 27/11 1743, side 325

Illustrationen til denne artikel er et kunstværk af Thomas Larsen udstillet  i Rundetaarn sommeren 2018