Bornholm under pesten i 1711
Den spanske syge i 1918, koleraepidemien i 1853 og pesten i 1711 fik katastrofale følger for mange mennesker. For bare et par måneder siden troede jeg, at de dødbringende epidemier hørte fortiden til, men nu har coronakrisen ramt os hårdt. De historiske hændelser er pludselig blevet meget nærværende.
Frygt for pesten
Bornholms befolkning var klar over, at pesten, ”den græsselige Sygdom”, som den blev kaldt, hærgede i mange østersøbyer. Danzig blev ramt i juli 1709, Köningsberg i august 1709, Riga i maj 1710, Reval i juni 1710, Stockholm i august 1710. Den nåede Helsingør i slutningen af november 1710.
Det vil være interessant at undersøge, hvordan man håndterede den truende fare. Kunne man dengang mobilisere fælles forholdsregler, sådan som man kan i dag? Hvordan kunne det lade sig gøre at forsvare sig mod en ukendt sygdom? Alle vidste at epidemien var en trussel mod det enkelte individ, men hvordan taklede samfundet den truende fare, når man ikke havde kommunikationsmidler som i dag?
Oplysninger om smittefaren
I dag kan regeringen, med statsministeren i spidsen, udstede forbud og anvisninger, for at forhindre coronavirussen i at sprede sig for voldsomt, så vores sundhedsvæsen bryder sammen. Vi har højtuddannede fagfolk og velfungerende styrelser, der kan vurdere og kommunikerer på kryds og tværs af landet. I 1709-1711 var det den enevældige konge der udstedte ordrer. Der var meget få fagfolk, og de havde ringe kendskab til epidemier og virusspredning.
Smitteveje
Nutidens covid-19 spredtes verden over i løbet af få måneder. I 1709 tog det næsten to år før smitten bredte sig fra Danzig til København. Forskellen fra dengang til i dag er selvfølgelig samfærdslen udvikling. Men man var ikke ukendt med at isolere fremmede personer og gods fra de inficerede områder. Søfolk og handlende blev sat i karantæne i 40 dage.
Kong Frederik den 4. var en vigtig person i kampen mod smitten. Han havde i 1708 været i Norditalien og fået indsigt i smittefaren og hvordan man kunne bekæmpe epidemiske sygdomme. Så snart der blev konstateret pest i byer ved Østersøen, blev der udstedt ordre om oprettelse af sundhedskommissioner, planer om lazaretter på flere øer og indførsel af sundhedspas til søfolk og rejsende, således at de kunne bevise, at de kom fra sunde steder.
Politi- og Kommercekollegiet
Det var naturligvis den enevældige konge, der på papiret kommunikerede alle forordninger ud til sine undersåtter, men det var datidens ”styrelse” den såkaldte Politi- og Kommercekollegiet, der var den udfarende kraft i kommunikationen. Det kan måske virke overraskende, at man dengang så magt og handel som vigtige faktorer i et kriseløsningsberedskab – vel ikke anderledes i dag når statsministeren er flankeret af rigspolitichefen og handelsministeren?
Efter pesten i 1711 blev der ikke evalueret på sygdommens udbredelse, som vi naturligt forventer, at det bliver gjort når coronakrisen engang er forbi. Pesten, som man mener var en bylde- og lungepest, kan ikke sammenlignes med covid-19, men det vil alligevel være interessant at sammenligne hvilke forholdsregler man tog i brug dengang med dem man iværksætter i dag.
Beskyttelse mod virus
Det ældste brev til amtmanden, som vi kender, var til en ”Opsats” udgivet af Politi- og kommercekollegiet i København den 20. august 1709. I anvisningen kunne man læse, at ”anstalter og Instructioner” var rettet mod de mennesker, der skulle visitere fremmede skibes søfolk og passagerer og kontrollere deres sundhedsbreve. Disse mænd skulle altid være forsynede med ”vand eller eddike med sig saa og med Ild og Røgelse af Enebær, Beeg, Svogel [=svovl], Salpeter … Malurt og anden stærck lugtende Urter at betiene sig af…”.
Hver søndag skulle der fra kirkerne advares mod landsættelse af varer og personer langs Bornholms kyster. Præsterne skulle advare almuen om, at de skulle holde sig langt fra søfolk og fremmede købmænd, ikke tale og slet ikke handle med dem. De skulle vogte sig for infektioner.
Skibe skulle henvises til at anløbe købstædernes havne, og hvis man fandt mistanke om pest på et skib, så skulle skibet straks ”spærres” i 40 dage, altså sættes i karantæne. Hvis folkene kom i land på grund vejrliget, så skulle de indelukkes indtil vejr og vind tillod deres bortrejse.
Kongen forlangte, at der skulle gå strandvagter, der, dag og nat, skulle vogte og advare amtmanden hvis nogen landgang fandt sted.
Bornholmske dødsfald?
Et rygte om at en bornholmsk kone og hendes datter var død af pest, efter de var gået ombord på et pestbefængt skib for at købe hør, er måske de eneste dødsfald under pesten 1709-1711 på Bornholm. Politi- og Kommercekollegiet bad den 21. januar 1710 amtmand Voldemar Reetz om at bekræfte rygtet. De få bornholmere, der døde, var blevet smittede udenøs og døde medens de var bortrejst.
Hårdere kontrol og behandlingsanvisning
Den 1. oktober 1709 udsendte Politi- og Kommercekollegiet et brev, der indførte skrappere kontrol med fremmede skibe, og retningslinjer for hvordan man skulle forholde sig til nødstedte skibe. Brevet blev udsendt sammen med et skrift udgivet af det medicinske fakultet, der handlede om behandling af sygdommen. Amtmanden skulle sammen med apotekeren, doktoren eller barberer træffe foranstaltninger til at behandle de syge. Men det bornholmske sundhedsværet havde hverken en apoteker eller doktor men blot en bartskærer, der kunne behandle folk for simple fysiske skader. Desværre kender jeg skriftet med behandlingsmåder.
Allerede den 11. oktober blev denne forordning oplæst på Nørre Herredsting (NH tingbog 1703-1711, pag. 417a) Det blev pålagt sandemændene og byfogederne at underrette samtlige bådejere om disse forbud. Sandemændene skulle på det kommende ting aflægge ed på, at de havde kommunikeret forbuddet til alle ejere af fiskerbåde eller anden fartøj. Hvis sandemændene forsømte underretningspligten, skulle de straffes hårdt.
Annonce i aviserne
Den 31. oktober 1709 meddelte Politi- og Kommercekollegiet, at man ville sende aviser til Amtmanden hvori de ville bringe underretning om pesten i Østersøen, oplyse om hvordan sundhedspassene var indrettede og hvordan man ellers skulle forholde sig. De medsendte et par eksemplarer med målrettede ”advertissementer og regnede med, at han lod oplysningerne gå videre til relevante personer.
I amtets arkiv findes et 2-sides tryk, kaldet ”Advertissement”. Det er på tysk, og oplyser om pligter og straffe for at udsætte kongens lande for smitten. Målgruppen for dette skrift var de fremmede skibe. Hvis de kom fra smittefarlige steder, skulle de føre et hvid flag, således andre kunne holde sig på afstand.
Kommunikationen blev også praktiseret ved hjælp af plakater. Den 16. september 1710 blev der afsendt plakater til amtmanden omhandlende sundhedspassene og om hvordan man skulle forholde sig til mistænkelige skibe, folk og varer, specielt dem der kom fra Dantzig.
Under pesten i København
Amtmanden, som var den øverste bemyndigede på Bornholm, havde indberetningspligt til Politi- og Kommercekollegiet. Han skulle beskrive de foranstaltninger som han havde ladet udføre og hvilke han havde ladet ligge. I breve kan det ses, at amtmanden efterlevede indberetningspligten.
Et brev fra Politi- og Kommercekollegiet den 13. oktober 1711 fik amtmanden ros for sit arbejde: ”Vii kand ei nok som berømme den gode anstalt Hr. Brigader og Ambtmand udi skrivelse af 21. September beretter indeværende at have gjort”.
I brevet omtales, at et skib fra København var ankommet til Bornholm med søfolk og passagerer. På vej til Bornholm var nogle mennesker døde af pesten, og andre døde medens det lå på reden ud for Rønne. Amtmanden skulle derefter have ladet de overlevende indlægge i ”ommelte Taarn”. Brevet omtaler ikke hvilket tårn det var, men jeg gætter på Kastellet.
I brevet blev amtmanden påbudt at ”tage i agt, at alt hvis baade Passagerer, Skipper og Folck har herfra overbragt, bliver tilbørlig reenset, tvet, og windet og røget”. Altså alt skulle desinficeret, inden returnering af skibet til København.
Ros til amtmanden var ikke ubetinget. I brevet blev oplyst, at amtmanden snarest skulle indrette et afsides liggende hus til karantænested for de syge. I brevet henvistes til forordninger og plakater for et lazaret. I eftertiden kunne det så bruges til sygehus for de fattige. Hvis han ikke selv ville, så skulle han i det mindste få borgerskabet til at gøre det. I eftertiden burde vagter sætte mistænkte syge i karantæne.
Afslutning
I 1711 havde Kong Frederik den fjerde en række personligheder i København i Politi- og Kommercekollegiet. Folkene i dette råd var ikke fagfolk, men ”respekterede mænd”, så som Ole Rømer. Det var amtmanden, der skulle agere som ”sundhedsdirektør” på Bornholm. Det var op til ham, at få bornholmerne til at tage forholdsregler mod smittespredningen.
Der er flere lighedspunkter i bekæmpelse af pesten i 1711 og coronakrisen i dag. Afskærmning, afstand og isolation er de samme. Røg, fremkaldt ved afbrænding af enebær, beg og svovl og andre stærkt lugtende urter, troede man på dengang modsat i dag, hvor frisk luft anbefales.
Økonomiske hjælpepakker hører kun nutiden til, men i 1711 var man klar over, at pesten kunne blive særdeles dyrt for landet. Brud på reglerne om samkvem med folk fra pestramte steder, ligesom det skete, da to bornholmere tilsyneladende gik ombord på et pestramt skib, kunne bevirke, at Bornholm skulle i karantæne ligesom Dantzig og Køningsberg. Trusler på ulykke var (heller) ikke ukendt i 1700-tallet.
Det lykkedes for Bornholm at undgå epidemien i 1711. I Helsingør og København tog pesten livet af omkring en tredjedel af befolkning.
Må Bornholm i dag slippe lige så let som i 1711.
