Melankolsk mord

Mor dræbte sin 13 uger gamle søn

Margrete Pedersdatter i Kærhuset i Olsker dræbte sin 13 uge gamle søn, mens hendes mand, Peder Jørgensen, var ude for at tække huset. En skrækkelig, men også interessant historie. Kilderne giver os en detaljeret beskrivelse af en person, der kan relateres til tidens ”melankolske mordere”, der begik mord på sagesløs for selv at blive henrettet. Alternativet var selvmord og forestilling om udelukkelse fra guds rige og dømt til evige pinsler i helvede.

Drabet

Det var lørdag formiddag den 9. september 1752. Peder, det lille spæde barn, var urolig, så faderen måtte vugge ham i søvn inden han gik ud. Lidt efter hørte han barneskrig. Det viste sig, at moderen havde låst døren, så ingen kunne komme ind. Hun svarede fra huset, at hun ikke behøvede hjælp. Efter en times tid bad Margrete sin mand komme ind til hende. Der fortalte hun, at barnet var dødt.

Barnet havde været sygt fire dage forinden, men ikke alvorligt, så det kunne dø af det. Peder Jørgensen havde umiddelbart ingen mistanke om noget unaturligt, selv om han lagde mærke til at barnet lå nøgent i vuggen og havde et vådt hoved. Margrete forklarede, at hun havde vasket barnets hovedet. Det var jo ikke var ualmindeligt at spædbørn døde, så faktisk kunne historien have endt her.

Bekendte mordet for sin mand

Fire dage efter, om onsdagen, fortalte Margrete sin mand, at hun havde dræbt deres søn. Barnet var allerede begravet om søndagen og Margrete synes ikke, at nogen behøvede at vide det. Hendes mand gik dog straks til præsten Hans Mahler, som underrettede sandemand Peder Nielsen.

Sandemanden, der var den lokale politimyndighed, underrettede herredsfoged Eskild Poulsen. På herredsfogedens initiativ afholdtes politiforhør i Kærhuset fredag den 15. september. Til stede var herredsfogeden, skriver Lars Birch og vidnerne Anders Frederiksen (13. sg. i Olsker) og Gifver Løvingsen (Skolemester i Allinge).

Politiforhøret

Margrete erkendte straks, at hun havde dræbt sit eget barn. Hun havde taget en spand vand ind i krobhuset, hentet barnet og holdt dets hoved under vandet indtil det druknede.
Peder Jørgensens mor, Elisabeth fra Bredsensgaard, kom samme dag som barnet døde for at hjælpe sin søn og svigerdatter med at klæde barnet til begravelsen dagen efter. Under politiforhøret fortalte hun, at der var kommet vand ud af næseborene og munden på barnet. Nu vidste hun, at det var bevis på, at barnet var druknet.

I politiforhøret fortalte Margrete om årsagen til drabet var, at barnet havde grædt så meget og at hun var trykket af ”Kiedsommelighed”, der i nutidssprog bedst kan oversættes til depression. Hun sagde, at hun ikke kunne klare at være alene i huset med børnene og ej heller overkomme at passe huset. Peder Jørgensen var sjældent hjemme og hun havde ingen pige til at hjælpe sig.

Indsat i Hasle Vagthus

Umiddelbart efter Politiforhøret blev Margrete arresteret. Transporten til Hasle Vagt blev foretaget af to gårdmænd fra Rutsker, Søren Høg (8 vg.) og Mogens Larsen (33 sg.). De fortalte, at da de hentede Margrete i Kærhuset, bad hun sin mand om at bringe hendes kiste med ”vakre klæder” til arresten. Klæder, hun kunne tage på, når hun skulle til gudstjeneste. Det havde undret de to mænd, da arresterende aldrig deltage i gudstjenester.

På vejen til Hasle havde de tilladt, efter Margretes ønske, at gøre stop ved Magaard i Olsker (3. sg.), hvor hendes mor Anna Larsdatter boede. Da moderen og Margretes søskende kom ud og så, at hun var arresteret, græd de. Margrete bad dem om at holde op med at græde, da ”hun snart kom til Gud”. Mor og datter tog grædende afsked. Moderen sagde ”Mit hierte barn, havde jeg tengt du skulde været saa hadsk imod dit barn skulde jeg self taget det til mig og opfostred det”.

Herredstingets undersøgelser

Mikkel Grønbæk fra Sandvig var anklager på vegne af amtmanden. Han havde ingen besvær med at bevise mordet. Lige som under politiforhøret tilstod Margrete straks drabet på sin søn. Anklageren konstaterede, at det var overlagt mord, der ikke var sket i affekt. I sagsakten læses, at hun tilstod ”uden tvang”, det vil sige uden tortur, og uden at der var vidner til drabet ”uden gud alene”.

På anden afhøringsdag den 6. oktober forklarede Margrete atter, hvorfor hun havde dræbt barnet: ”Det skeede af kedsommelighed, hun maatte ingensteds komme ud fra sit huus, deels at hun var saa alene, at hun ingen hielp havde at forrestaa Huuset og see til børnene”. Hun havde ikke tænkt på straffen, men var overbevist om, at satan havde forblændet hende og fået hende til at begå mordet. Hun forlangte ikke andet end at måtte dø for sin handling.

Den tilforordnede forsvarer, Sven Mikkelsen fra Rønne, konkluderede i sin forsvarstale, at mordet var sket af ”kiedsommelighed, at hun altid maatte være ene ved Huset, og ey nogenstæds udkomme, enten til sin mands eller til sine egne forældre, ia end icke for sin mand fik hun lov at komme til sin sjælesørger, da hun mente at hendes barn var bandsat [=forbandet]. Det er naturens lov at indespærring giver satan anledning til at friste et armt menneske”.

Forsvareren bad om, at hun blev benådet til ”en kristelig død” så hun kunne blive begravet på kirkegården i kristen jord.

Herredstingsdommen

I årene efter 1740 var der sket flere mord på forsvarsløse børn. Mord begået af folk, der var ked af livet. I stedet for at begå selvmord, begik de drab for at blev dømt til henrettelse. Loven og dermed straffe var indstiftet af gud, hvorfor mordere forestillede sig at kunne få syndsforladelse på retterstedet.

For at dæmme op for sådanne mord, skærpede man straffen i 1749 i håb om at forhindre mord på sagesløse børn.

Det var denne forordningen, der dikterede Margretes dom den 20. oktober 1752. Herredsfogeden og de otte stokkemænds dom lød således:

”Delinqventinden skulle dømmes til velfortjent straf og andre ligesindede til skræk og afsky at knibes med gloende tænger først udenfor huset hvor dette mord er begået, dernæst 3 gange mellem gerningsstedet og retterstedet, og allersidst på retterstedet. Derefter bør hendes højre hånd med en økse levende afhugges, og siden hovedet i lige måde med en økse, samt det døde legeme af natmanden henføres og lægges på stejle og hovedet tillige med hånden at fæstes på en stage over legemet. Hendes yderste formue skulle tilfalde kongen”.

Gårdmand og udbygger

Fra andre kilder ved vi, at Peder Jørgensen havde retten til Bredsensgaard (9. sg.). Han kunne dog ikke tage gården i besiddelse så længe hans mor Elisabeth Pedersdatter levede. Hun havde nemlig giftet sig med Ole Olsen efter at Peders far, Jørgen Nielsens, døde i 1737. Ole var såkaldt opsidder og kunne disponere over gården, så længe hans kone levede.

I mangel på en gård købte Peder Jørgensen nabogården, Sjælegaard (10. sg.), i 1745, som han solgte igen den 12. august 1751 til Christen Piil for 500 sld. gældende fra 1. april 1752.

Sagføreren, Jesper Hansen fra Allinge, fortalte, at han havde ordnet en kontrakt mellem Peder Jørgensen og hans stedfar Ole Olsen, så Peder kunne bo i Bredsensgaards udhus kaldet Kærhuset. Jesper Hansen havde undret sig over, at en så velbeslået bondemand som ham, med to gårde på hånden, skulle nøjes med et udbyggerhus. Peder Jørgensen havde svaret, at hans hustru ikke var i stand til at holde en bondegård. Jesper Hansen foreslog, at han lejede sig en ”stor Pige” til arbejdet lige som enkemænd gjorde. Peder havde svaret kort, at det ikke kunne lade sig gøre med ”den konna”.

Tingsvidnesag

Forsvarer Sven Mikkelsen indkaldte vidner den 24. oktober 1752 til en såkaldt tingsvidnesag. Formål var, at Landstinget skulle have yderligere oplysninger, der kunne forklare Margretes handlinger og dermed formilde dommen til en almindelig dødsstraf.
Det er interessante oplysninger om forventninger til en gårdmandskone og to gårdes historie.

Det første vidne var sandemand Peder Nielsen. Han kunne fortælle, at Peder Jørgensen havde solgt Sjælegaard på grund af sin hustru Margrete. Peder havde fortalt ham, at han i to måneder havde ”været haard og god med hende, mens havde aldelis intet hjulpet”.
Anklageren Mikkel Grønbæk spurgte sandemanden hvad ”Fejl” der var på hende. Sandemanden svarede: ”Noget var vel hendes gienstridighed, og andet var hendes enfoldighed, men benægtede ellers, at have set noget taabeligt af hende”.

Vidnet Lars Didrichsen bekræftede sandemandens udtalelse og tilføjede, at han havde hørt fra andre, at Peder Jørgensens kone ikke vidste eller forstod at holde hus som andre retskafne koner. Dette rygte stammede fra den tid, de boede på Sjælegaard.

Henrik Larsen Tysk, der havde arbejdet på Sjælegaard, fortalte, at Margrete ”ligesom var bange eller ræd for folk”. Han havde ikke set nogen tåbelighed ved hende.

Vidnet, Anne Margrete Bent Jørgensen, så heller ingen tåbelighed hos Margrete, men havde hørt at Margretes svigermor klagede over sin svigerdatter. Hun havde ligefrem kaldt hende tåbelig og halvgal. Margrete havde betroet sig til Anne Margrete og fortalt, at hendes mands familie gjorde ”ligesom spot” af hende. Dog havde Anne Margrete set, at hun kunne være forvirret. I kirken til gudstjenesterne havde hun flere gange oplevet, at Margrete gik op og ned ad kirkegulvet indtil hun fandt sit eget stolestade.

Arrangeret ægteskab mm

Krydstjekker man oplysningerne fra skøde og kirkebog fremgår det, at Margrete allerede i skødet fra den 10. december 1745 omtales som trolovet med Peder Jørgensen, men faktisk skete trolovelsen først den 25. juni 1746 og ægteskabet blev konfirmeret med vielsen den 28. oktober 1746. Margrete kom fra en anden af sognet store gårde, nemlig Magaard. Medgiften var god, og det var ikke mindst nødvendigt, når der skulle købes en gård. Det var uden tvivl et arrangeret ægteskab. At de to unge passede sammen, var der ingen der tænkte på.

Efter Peder Jørgensen forklaringer, så opgav han at være gårdmand efter 4-5 år, hvorefter de flyttede fra Sjælegaard til det lille udbyggersted, kaldet Kærhuset, der blot bestod af et stuehus på 3 stolperum og et mindre steerhus [=køkken og bryggers], der var en tværbygning til stuehuset.

I kirkebogen ses, at parret fik en datter, der blev døbt den 19. januar 1748, men som døde efter 3 uger. Den 23. april 1749 døbte de Jørgen, som efter moderens død bliver hos faderen. Han bliver senere gårdmand på Lille Vedbygaard i Olsker (1. sg.).

Landstingsdommen

På landstinget i Aakirkeby tilstod Margrete atter mordet på sin søn.

Forsvarerens vidneudsagn, der med datidens bevidsthed forklarede Margretes sindstilstand, betød intet. Atter konstateredes det, at mordet var sket af ”kiedsommelighed og gienvordighed” [=depression og genstridighed] og at det skete uden tegn på affekthandlinger som ”vildelse og raseri”. Det var overlagt mord, hvorfor Landstinget stadfæstede herredstingsdommen uden nogen formildende omstændigheder.

Højesteret

Landstingsdommen blev anket til højesteret og blev behandlet den 3. oktober 1753. De 12 højesteretsdommere var uenige. Justitsråd Kofod (Ancher), og tre andre, ønskede at stadfæste landstingsdommen. Én højesteretsdommer ønskede at indstille sagen til hans majestæts nåde og én anden ville have at Landstingsdommen skulle gå om, da sagen var ikke undersøgt fuldstændig.

Afgørende for dommen blev etatsråd Henrik Stampe og fem andre dommere, der havde hæftet sig ved, at Margrete var ked af livet og at hendes sindstilstand sandsynligvis havde foranlediget mordet. Desuden var det et faktum, at ingen havde overværet mordet og man havde forsømt at obducere barnet. Det blev Stampes votering, der kom til at ligge til grund for den endelige dom: Margrete skulle arbejde i Tugthuset på livstid og ikke miste sine formue (”boslod”) til kongen.

Melankolske mordere

Henrik Stampe var ikke i tvivl om, at Margrete var morderen, men at anledningen til mordet var hendes valg for at slippe fra livet i stedet for at begå selvmord.

Henrik Stampe kaldte disse mordere for ”Melankolske mordere”, hvis eneste formål var at blive henrettede og opnå præstens syndsforladelse og sin sjæls frelse på retterstedet.
Skærpelsen af dødsdommen i 1749, med knibning af gloende stænger og afhugning af højre hånd i levende live, fik tilsyneladende ingen afskrækkende virkning. Henrik Stampe foreslog i 1757, at dødsstraffen for denne slags forbrydelser skulle afskaffes. Først i 1767 blev dødsstraffen fraveget og i stedet indførtes en ny straf, der netop pålagde en livslang straf i form af det hårdeste arbejde i tugthuset.

Selv om Margrete flere gange forlangte at dø for sin gerning, kan vi naturligvis ikke vide om Margrete faktisk havde til hensigt at begå mordet for at blive henrettet. I dag ville vi nok mene, at Margrete led af en svær fødselsdepression. Symptomerne passer: Nedtrykthed, angst, ingen energi, tanker om at skade barnet og svær tristhed. Tilstande som vel i 1700-tallet kunne tolkes som ”tåbelighed og halvgal”.

Margrete havde indstillet sig på at blive henrettet og stolede på, at gud ville frelse hendes sjæl. Margretes drab på sin søn er et bornholmsk eksempel på et ”melankolsk mord”.

Margretes selvmord

Har Margrete modtaget nyheden om Højesterets omstødelse af straffen til livslangt tugthusarbejde med glæde eller bedrøvelse?

Fra skiftet efter hende den 1. december 1753 ved vi, at hun døde i Rønne vagthus og at der blev betalt tre mænd hver to mark for at begrave hende. Hun fik ikke en kristen begravelse, da der ikke er udgift til præst. Oplysningerne tyder altså på, at Margrete ikke døde af sygdom, men at hun tog sit eget liv.

 

Kilder:

Nørre herreds politiprotokol 1742-1783, pag. 134a-b, 15. september 1752

Nørre Herreds tingbog for 30/9 1752, pag. 343a-344b, 6/10 1752, pag. 346a-b, 20/10 1752, pag. 552a+b)

Tingsvidne i Nørre Herreds tingbog for den 17. og 24. november 1752, pag. 371a-378a

Landstingsprotokol 6/12 1752, pag. 255a, 17/1 1752, pag. 256b, 7/2 1753, pag. 258a. Landstingsdom 7. februar 1753

Højesterets voteringsprotokol, 3. oktober 1753, side 298-302

Landdistrikternes skifteprotokol nr. 37 for 1749-1759, pag. 231a-b

Hør for øvrigt Tyge Kroghs beretning om selvmordsmord på youtube

Luftfoto af Kærhuset på KBs Danmark set fra luften

Bemærkninger:

Forkortelsen vg. står for vornedgård – sg. for selvejergård.

Kirkebogen for Olsker sogn ingen begravelser, kun de dødfødte er indført for året 1752-1759.

Illustrationen fra skillingsvise er brugt af flere, men med forkert henvisning til Kgl. Bibliotek.