Forgænger for “Nordlyset”- Bolbyvej 1
Før udskiftningen i 1840 fletter jordlodder tilhørende Bolbygård, Krykkegård, Nordre Kirkebigård og Søndre Bedegadegård ind i hinanden netop der, hvor “Nordlyset” ligger på Bolbyvej. På det gamle matrikelkort ser man den gamle kirkevej, der deler sig i nord og nordøst. Sandsynligvis har der ligget 3-4 mindre huse med små jordlodder til håndværksfolk og daglejere.
[Underside til “Udbyggere og husmænd”]
1810-1837 Maren Jensdatter (1783-1848) og Hans Madsen (1791-1833)
Maren Jensdatter er født i Klemensker o. 1783 og hendes far hed Jens Madsen (i flg. Olsker kirkebog 1848). Maren var husejer inden hun som 30-årig blev gift den 16/12 1814 med Hans Madsen. Forlovere var gårdmand Jørgen Rasmussen på Sdr. Bedegadegaard og udbygger på Bolbygård Svend Hansen.
Marens historie er særlig og anderledes end andre kvinders i starten af 1800-tallet. I godt 4 år var hun husejer inden hun blev gift med en yngre mand af sognet.
Maren var Svend Hansens niece. Maren var opkaldt efter sin mormor Maren Jensdatter, der var gift med Morten Hansen, der havde Bækkelund på Bolbys grund indtil 1784. Marens moster, Anna Mortensdatter, og Svend Hansen overtog Bækkelund i 1784. Marens mor hed Birgitte Mortensdatter. Hun var gift med Jens Madsen, som i 1787 var soldat i København og som tilsyneladende havde forladt sin hustru og Maren. Folketællingen 1801 fortalte, at hendes mand var ”bortrømt”. Maren Jensdatter voksede op på Bækkelund. Læs afsnittet om Bækkelund her
Hans Madsen født o. 1791 han var ældste søn af udbygger på 26. slg. Mads Aage Jensen og hustru Ellen Margrethe Hansdatter. Senere (fra 1822) blev forældrene de gårdejere af 34. slg. Hindsegård i Klemensker. Hans Madsen døde 42 år gammel 11/11 1833 på 18. slg. grund.
Maren Jensdatter døde i Olsker den ½ 1848 som fattiglem. Hun boede “til huse” hos sin datter Ellen Margrethe og svigersøn Hans Andersen, der var flyttet til Olsker i 1839.
Børn: Elsebeth Kirstine (f. 24/8 1815 udbygger 18. slg. grund- fadder udbygger Hans Andersen på Krykkegårds grund), Ellen Margrethe (f. 25/11 1816 udb. På 18. slg. grund), Hans Andersen (f. 11/1 1820 18. slg. udbygger), Jens Madsen (f. 12/12 1823 18. slg. udbygger). Birgitte Cathrine aug. 1826 – døde 2 mdl. Gammel. Børnene havde både Bolbygård og Bedegadegårds ejere som faddere.
Hus og fæstelod
Det ser ud til, at jordlodden, som Maren Jendatter fik i fæste, var opmålt og bortfæstet for første gang fra Søndre Bedegadegaard. Det var et lille lod, der lå omkranset af både 1. vornedgård jord, Krykkegaards jord og Bolbygaards jord. Kirkevejen løb igennem jorden og på vestre siden dannedes en trekant, som kaldtes for ”opbrøddet torp”.
1810 3/4 fæstebrev udstedt af gårdejer Jørgen Rasmussen bortfæster en ager, der ligger sydvest for gården og grænser på den østre og søndre side op til den 1. vornedgaard og på den vestre side til den 14 selvejergaards grund og på den nordre side til den 16. selvejergårds grund. Tillige med et ”opbrødet Torp” der ligger vesten Kirkevejen er fæstet til ”Maren Jensdatter og hendes første og forventede Mand”, der kunne bygge sig et hus. Årlig afgift var 2 rd og 2 dagsarbejder, så længe hun er ugift. Til indfæstning har hun betalt 10 rd (Udslettet den 15. december 1837 efter kvittering d 1. december 1837)
Den 29/12 1836 blev der afholdt skifte efter Hans Madsen – tre år efter, at han døde. Det skyldtes, at enken havde fået lov til at sidde i uskiftet bo. Måske fordi ejendommen skulle fraflyttes og boet skulle deles? For de umyndige børn blev Hans Madsens bror Anders Madsen på 34. selvejergård anordnet som værge. Enken havde som lauværge fået Hans Ambrosen på 15. slg. i Klemensker. Boet var blevet vurderet til 111 rbd. Der var gældsposter. Den største var på 40 rbd, fra Christen Pihls enke efter panteobligation af 31. decbr. 1834. Efter omkostninger og gælden var fratrukken, var der blot 19 rbd 4 mk 11½ skilling til deling.
Maren Jensdatter døde som fattiglem i Olsker
Den 14. april 1847 søgte Maren Jensdatter, der opholdte sig på Store Hallegaards grund, fattighjælp fra Olsker Kommune. Olsker søgte at få refunderet hjælpen fra Klemensker, men pastor Bolbroe nægtede det i første omgang. Først efter hendes svigersøn havde udtalt til politiforhøret, at hun var født i Klemensker, ville Klemensker refundere udgifterne til hendes forsørgelse. Hans Andersen måtte søge 20 skilling fra kommunen til dækning af jordpåkastelse i forbindelse af sin svigermors begravelse. Maren Jensdatter havde boet ”til huse” hos ham. Han fik desuden 20 skilling af kommunen til betaling af ligsynsmændene. [kilde: Sognerådsprotokollen 1842-1861 -side 93]
1837-1838 Hans Andersen (1808-1894) og Ellen Margrete Hansdatter (1816-1900)
Hans Andersen er født 22/12 1808 i Olsker, søn af husmand Anders Andersen og hustru Karen.
De blev gift 28/11 1835. Hans Andersen var i 1835 bosat på 18. slg. grund – måske som tjenestekarl hos kommende svigermor Maren Jensdatter. Forlovere var Anders Andersen af Olsker og skolelærer Nielsen
Fæstebrev 1. februar 1837. Gårdejer Hans Peter Hansen bortfæster et stk agerjord omtrent til 4 td. Land til havre og er beliggende sydvest fra gården og grænser med den østre og den søndre side til den 1. vornedgaards jorde, med vestre side til 14. og til den nordre side til den 16. selvejergård, som ved tydelige markskel er markeret. Jorden henfæstes til Hans Andersen og hustru i 50 år. Hvert år betale 2 rbd sølv hvert år til nytår og tillige yder 2 mandsdages arbejde om høsten på bondens kost og egne redskaber. Til indfæstning betaltes 10 rbd.
1.februar 1837 lånedokument udstedt af Hans Andersen, der var ejer og beboer af et hus på 18 slg. grund bekræftede, at have lånt 100 rbd af sin husbond Hans Peter Hansen mod årlig rente af 4 % som betales hvert nytår mod sikkerhed i ejede og iboende hus samt fæsterettighed til al den til samme hus fæstede jord, tillige med løsøre bestående af senge og sengeklæder, jernkakkelovn, 2 køer mm.
Undentagskontrakt der aldrig blev til noget
Skødet den 1. februar 1837 (læst 15/12 1837) Enke efter Hans Madsen, Maren Jensdatter skøde til sin svigersøn Hans Andersen og datter Ellen Margrete Hansdatter sit iboende hus inklusive husets tilfæstede jord tillige med al løsøre, både ind- og udvendig undtagen det, der er undtagen i kontrakten, der blev indgået med datter og svigersøn (undentagskontrakt) Den aftalte pris var 100 rbd. I overdragelsesskødet bemærkedes, at enken ikke havde lovligt adkomst til det solgte hus. Undentagskontrakten har jeg ikke kunnet finde i skøde og panteprotokollen.
Børn: Caroline Martine Schou (f. 27/2 1837 i Klemensker), Madsen Andersen (f. o. 1841 i Olsker), Janusine Andrea Andersen (f. o 1843 i Olsker), Andreas Christian Andersen (f. 1847 i Olsker), Ellen Margrethe Andersen (f. o. 1850 i Olsker), Valentin Christian Andersen (f. 1854), Oline Marie Andersen (f. 1859)
Ifølge afgangslisten i kirkebogen flyttede de til Olsker sidst på året 1838. I Olsker tilgangsliste angives dato 24/3 1839 for ankomst – Anmærkning: ”Godt Skudsmaal” I 1840 oplyser folketællingen, at Hans Andersen var daglejer og husmand i Olsker.
Hans Andersen døde den 30/3 1894 85 år gammel og husmand på 23. selvejergårds grund i Olsker. Ellen Margrethe Hansdatter døde 29/8 1900 på 31. selvejergaards Lynglod i Olsker 83 år gammel.
Hus og jord efter 1838
Det har ikke (endnu) været muligt, at afkode, hvad der sket med huset. Måske brændet det. Det kunne være starten på den deroute, der førte Maren Jensdatter mod fattigdom og offentlig forsørgelse? Jorden blev mageskiftet mellem Bolbygård, Nordre Kirkebogård, Krykkegård og Søndre Bedegadegård, således at jorden overførtes til dels Bolbygård og Nordre Kirkebogård og en ny parcel, sandsynligvis nr. 6, opstod.
Huset kan være en forgænger for “Nordlyset”, Bolbyvej 1.