Skovrider Madvigs slagsmål med præst i 1701

Skovrider Hans Olufsen Madvig døde den 18. august 1701. 7 uger tidligere var han i håndgemæng med Christen Christensen Lind[i], der var hjælpepræst i Rø for sin far Christen Lind. Sønnen Christen Lind var indkaldt for den gejstlige ret og det var ham magtpåliggende at rense sig for anklage om voldelig adfærd mod skovrideren. Tingprotokoller fra den gejstlige ret eksisterer ikke længere, så det er heldigt at historien findes i Nørre Herreds tingbog for den 26. august 1701. Det er en såkaldt tingvidnesag, som skal føres der, hvor vidnet bor. Vidnet var skovrider Hans Erichsen på Splitsgaard i Klemensker. Historien føjer en ny dimension til M.K. Zahrtmanns beskrivelse af skovrider Hans Olufsen Madvig, som ellers kalder ham en retsindig og fredselskende mand.

Sagen startede inden skovrider Madvigs død og der er intet i kilderne, der kobler skovriderens død med slagsmålet. Christian Christensen Lind havde fået skifteskriver Brugmann til at føre sin sag mod den kgl. skovrider. Sagen kaldtes ”en tvistighed” eller ”klammeri og slagsmål”, der fandt sted i kongens hus ved landevejen i Almindingen den 27. juni 1701.

Petter Thisen fra Svaneke var fuldmægtig for Hans Olufsen Madvig og, efter skovriderens død, for enken Sophie. Vidnet Hans Erichsen fortalte, at han var sammen med holtsførsten Hans Christensen og skovrider Hans Madvig. Efter skovforretningen var overstået havde skovrider Madvig budt sine følgesvende og de tre præster, Christen Lind fra Rø, Hr. Jørgen Sandby fra Klemensker og magister Søren Skade fra Olsker, indenfor i kongens hus i Almindingen. Imidlertid talte Christen Lind, Jørgen Sandby og mag. Skade latin til hinanden og Hans Madvig havde sagt: “Tal dansk, det kan vi forstaa”. Christen Lind havde svaret: “Vi taler ikke om eder, men vi taler latin og græsk”. Hans Madvig replicerede: “Skulle ikke en dansk karl være lige så god som en græker, da måtte han være en skælm”. Christen Lind svarede: “Det er gejstlig ord for omtalte” (altså: ”det kan du selv være”.) De rejste sig begge op og greb hinanden i håret og tumlede rundt på gulvet mod en teglkakkelovn, der revnede og to stene faldt på gulvet. Hans Madvig lå underst mod gulvet. Hans Erichsen og Jørgen Sandby forsøgte med al magt at skille de to personer ad. Hans Madvigs næse blødte. Da de kom op på benene greb Hans Madvig en pibekande og slog Christen Lind i hovedet. Hvorefter Christen Lind igen greb Hans Madvig i håret. Atter måtte Hans Erichsen og Jørgen Sandby skille de to parter ad. Hans Madvig greb en stol og ville slå Christen Lind med den, men det forhindrede Hans Erichsen.

Brugmann argumenterede med, at de på intet tidspunkt havde grebet til våben. Begge havde stokke af spanskrør og Hans Madvig havde ikke grebet til sin hirchfænger. (Et stikvåben, der findes beskrevet i skovriderens skifte nogle dage senere. Den havde hjortetak og fem sølvnagler i fæstet og en godt fem lod tung sølvskede med Christian d, 5´s monogram). Christen Lind havde heller ikke brugt sin kårde eller gevær mod den anden, men sine bare hænder.

Hans Erichsen havde dog hørt, at Hans Madvig havde sagt: “Jeg kan ramme dit skallede hoved med noget andet”. Ej heller havde Hans Erichsen set Christen Lind bruge fødder, knæ eller albue mod Hans Madvig.

Petter Thisen mente, at Christen Lind havde sagt til Hans Madvig “du slog ikke som en ærlig karl .. og du haver vel skudt flere danske ihjel end svenske?” Det kunne Hans Erichsen dog ikke huske, men blot ordene “som en brav karl”.

Petter Thisen ville høre om Erichsen huskede ordvekslingen da Hans Madvig kom fra køkkenet efter han havde tørret blodet af sin næse. Christen Lind skulle havde sagt, at dette måtte være “En liden revanche for den tort han gjorde mod hans far, da han kradsede jorden af stubben”. Dette hentyder til reglerne om forbud mod at fælde træer i skoven uden tilladelse af skovrideren eller holtsførsten. For at det var en lovlig fældning, blev stubben forsynet med det kongelige mærke. Christen Linds far, der havde en stor præstegårdsskov, havde åbenbart forsøgt at skjule, at træet ikke havde lovligt mærke.

Da Hans Madvig var kommet ind i stuen igen, sagde magister Skade til Madvig, at han skulle forliges med Christen Lind, hvilket Madvig nægtede, fordi der, efter hans mening, intet var at forliges om. Drillerierne fortsatte: Jørgen Sandby spurgte Madvig, hvor skindet på næsen var blevet af? Magister Skade havde sagt, at det lå på gulvet sammen med noget af Madvigs hår. Christen Lind havde derefter sagt, at han skam også havde et tot af hans hår i lommen. Hans Erichsen kunne ikke bekræfte ordvekslingen, kun at kvinden i huset havde hentet en klud for at tørre blodet væk. Erichsen havde godt nok hørt noget med hud, der lå på gulvet, men han havde ikke set det.

Præsterne synes ikke at have været de bedste venner med skovrideren, der må have været over 50 år. Det synes nærliggende at koble hans død sammen med det voldelige slagsmål. Måske har det været Christen Linds hensigt med tingsvidnet at modgå eventuelle anklager herom?

Se referatet af tingbogen for den 26. august 1701 her

M.K.Zahrtmanns artikel ”Den skaanske Indvandring paa Bornholm omkring 1680 og Skovrider Hans Olufsen Madvig paa Kohhegaard” i Bornholmske Samling, bd. 12, 1918, side 11-26