Finnedalshuset i slutningen af 1600-tallet

Tyveri af ni får, der kostede livet og hjemmet

Historien foregår i 1698. Jacob Mathiasen var fisker, men drev også landbrug. Hans hus, der lå på slottets grund nord for Vang, ses tydeligt på Hammers kort fra 1750. På et kort fra 1888 kaldes det Finnedalsgård netop der, hvor Hotel Finnedalen startede i 1908. Jeg vil for nemheds skyld kaldt det for ”Finnedalshuset”.

Allerede i 1679 var der tvivl om ejendomsretten til hus og jord og der blev ført adskillige retssager på Herredstinget og på Landstinget inden det kom på plads. I retssagerne kan man følge huset historie tilbage til Christian 4s tid, bl.a. omtales en synsforretning fra 1652, der angav, at huset havde et lille jordstykke nord for slotsgærdet mellem huset og bækken (Pissebæk), samt en lidt større løkke til byg- og havre syd for bækken og gærdet. Huset skulle være bygget af Jacob Mathiasens fader Mathias fisker, der, med stort besvær, havde ryddet grunden og gjort den anvendelig. Generalmajer Hans Løvenhjelm på Hammershus havde accepteret at en løkke nord for bækken skulle høre til huset. I 1698 hørte der ca. 5 td. Land avlsjord til huset. Det i 1652 omtalte 12 stolperums hus eksisterede endnu i 1698, men som et gammelt og i slet stand med lervægge og stråtag.

Jacob Mathiasen var altså anden generation i fiskerhuset. I perioden 1679-83, ved vi, at han ikke boede i huset, men på Kølleregård lidt ovenfor Vang. Gården tilhørte Peder Wefstsen og senere Wefst Pedersen, der boede i Olsker, men det var Jacob Mathiasen, der drev jorden og det var ham, der skulle betale dagværkspenge til Amtsskriveren, som andre Bornholmske udbyggerhuse.

Man undrer sig ofte over, at man tager ejendomsretten meget lemfældigt. I 1678-78 fik fenrik Hans Christensen gennem sine forbindelser til Hammershus skaffet bødker Frederik Thiesen bolig i Finnedalshuset. Frederik Bødker betalte leje til Christian Gedde på Hammershus. Først da amtskriver August Dechner i 1679 ville have afgifter for huset, som et almindeligt fæstehus, måtte Jacob Mathiesen føre retssager, for at hævde sin ret til huset. Sagen kørte i over to år, hvor en Landstingsdom til sidst fastslog, at huset tilhørte Jacob fisker, men også fastslog, at det stod på slottes grund, der ejedes af kongen. Jacob kunne fastholde ejendomsretten til huset og løkken syd for slotsgærdet og bækken.

Jacob Mathiesen flyttede fra 13. sg. Kølleregaard tilbage til Finnedalshuset inden 1688, hvilket ikke behøvede at betyde social deroute, men snarere en almindelig opsigelse af lejemålet på Kølleregaard.

I 1698 boede Jacob med sin hustru Kirstine Hansdatter i Finnedalshuset, sammen med deres søn Mathias Jacobsen og hans hustru  Maren Ibsdatter. Man hører også at Mathias og Maren havde børn. Jacob og hans søn fiskede fra en lejet båd, og han drev jorden med egne heste og redskaber.

Den 16. december 1698 fik fisker Jacob Mathiasen uventet besøg af fire mænd, der eftersøgte 12 forsvundne får. Mændene var sendt på såkaldt ”ransagning” af Berild Clausen i Sandvig, Jacob Madsen og Johan Jørgensen i Allinge. De tre havde mistet fårene i Hammershus Slotsvang, hvor de gik i store flokke. Det var vintertid og dyrene skulle drives hjem til husene, hvilket var årsagen til at man opdagede de manglende får.

Under ransagningen fandt de tønder med fårekød og pølser, der hang under taget. Fåreskindene, som de også fandt, var skåret i stykker og ikke identificerbare, da ørene var klippet af. Det var kutyme at man brændte sit ejermærke i fårenes øre, for at senere kunne genkende hvilke dyr, der tilhørte hvem. Da Jacob ejede adskillige får selv, kunne man ikke bevise at fårene var stjålne. Det var først da man fandt en fåreklokke i en ”hodde” på huset, man kunne afsløre tyveriet.  Indicierne var stærke nok til at sætte Jacob og hans søn Mathias i Rønne Rådstues kælderarrest.

Berild Clausen og de to anklagere kunne nu kræve at boet blev registreret, således at værdierne ikke forsvandt. De fik landkaptajn Jørgen Pedersen og tre lokale folk til at holde vagt indtil Hans Hjort, på skifteforvalterens vegne, kunne registrere boets værdier den 20. december.

På Nørre Herreds ting den 7. januar 1699 blev far og søn fremstillet ”løs og ledig”, hvor de begge gik til bekendelse og vedstod, at de havde stjålet flere får på Hammershus slotsvang. Faderen Jacob Mathiasen fortalte, at det var ham, der forlangte at søn og svigerdatteren hjalp ham. Afhøringerne afslørede visse uoverensstemmelser. Faderen nævnte, at han havde stjålet seks, hvorimod sønnen angav ni får. Sønnen fortalte, at de kort efter mikkelsdag var i Slotsvangen for at drive deres egne får hjem. De havde fået adskillige fremmede får med og fristelsen havde været for stor til at slagte et par af dem. Næste gang, de var på Slotsvangen, var der 5-6 fremmede får i flokken og da de var kommet hjem, gennede de fårene ind i den nordre forstue og udvalgte de tre fedeste til slagtning. Sønnen havde holdt fåret, faderen stak det og moderen havde taget blodet. Derefter havde svigerdatteren lavet pølser og skåret skindene i stykker. Faderen havde smidt ørene ud til hundene som havde ædt dem. Et barnebarn havde holdt lygten, således at de kunne se at slagte.  Pølserne blev kogt og hængt op under taget på loftet.  Sidste gang, de havde været i Slotsvangen, var et par dag før ransagningen, og denne gang havde det udelukkende været for at stjæle nogle får.

Alle tyvekoster blev fremvist på tinget den 7. januar og vurderet til i alt godt 9 sld..

Svigerdatteren Maren erkendte sin deltagelse, men sagde, at hun var blevet truet til det og senere truet til at tie med sin deltagelse. Jacobs hustru derimod nægtede alt. Hun kunne hverken ”sanse eller erindre” noget som helst. Efter de tre familiemedlemmers tilståelserne den 7. januar, besluttede man også at sætte moderen Kirstine i arresten i Rønne, hvor hun fik lov til at sidde til næste afhøring, som skulle have været den 13. januar, men udsat, på grund af dårligt vejr, til den 20. januar.

Den 20. januar fremlagde Berild Clausen sin påstand om forbrydelsen. Han mente, at alle fire var skyldige i gentaget tyveri og at straffen skulle være ”at miste sin hud”, dvs. offentlig piskning, betaling af i- og tvigæld (dvs erstatning til ejermændene) miste sin boeslod til kongen, for derefter at blive landsforvist. Kravet om straffens størrelse byggede på Danske lov, for begået tyveri gentagne gange. Sønnen og svigerdatteren bad om nåde ikke mindst for deres børns skyld.

Jacob Mathiasen oplevede ikke domsafsigelsen. Han døde i Rønne arrest den 23. januar.  Årsagen kendes ikke, men da han var til stede i Hasle den 20. januar, har han ikke været mere syg end han kunne tåle at blive transporteret frem og tilbage fra Rønne. Det er vel sandsynligt, at han havde taget sit eget liv?

Uanset dødsfaldet dømte herredfogeden og hans otte stokkemænd den 27/1 Jacob Mathiesen, hustru, søn og svigerdatter til at miste deres hud og til at betale i- og tvigæld, samt til at miste deres hovedlod til kongen efter at omkostningerne var fratrukket. Dommen fulgte Den danske lov 6-17-32, der blev frugt ved første gangs ”simpelt” tyveri.  Berild Clausen ankede dommen til landstinget, da han mente at straffen burde skærpes. Dels fordi fårene var stjålet i flere omgange og dels fordi, at der var mistanke om, at Jacob fiske havde flere ting på samvittigheden. Der blev fundet 30 favne line, som en Vangebo havde mistet på søen.

Landstinget kom hurtig med sin afgørelse. Landsdommer Mathias Rasch skærpede dommen den 13. februar med at moderen og sønnen skulle brændemærkes på ryggen.  Svigerdatteren slap med piskningen, da hun havde handlet i nødværge, hun reelt ikke undslå sig i at deltage i.

Den 13. februar blev der holdt endelig skifte i Finnedalshuset. Registreringen var allerede sket den 20. december og denne registrering, danner grundlag for skiftebehandlingen.  Selve huset og jorden blev vurderet til 40 sdr., sammen med løsøreværdien er aktiverne i alt 176 sdr., hvilke ikke indikerer et fattigt hjem, der ellers kunne have givet os en formodning om, at tyveri var sket af nød.  Fordringerne i boet var store og retssagerne kostede mange penge. Herredsfogeden, stævningsmændene, skriveren, amtskriveren, vagter ved boet, transport af fangerne, kost i Rønne arrest, udgifter til ligkistesnedkeren, Byfoged i Rønne, landsdommeren, landsskriveren, vurderingsmændene mange skulle have betaling for udført arbejde.  Selv bysvendens blev på forhånd tildelt 2 mark, som han skulle sørge for at fangerne kom til Hammershus den 16. februar. ”Misdæderne” boede på Hammershus slotslyng og derfor var Hammershus rettersted det nærmeste. 6 slettedaler blev afsat skarpretteren, som havde fast prisliste for piskning og brændemærkning.

De bestjålne fik tildelt i-gæld og tvi-gæld, dvs. værdi af det stjålne får, tillagt det dobbelte. Berild Clausen og Jacob Madsen skulle hver have 9 sld. for sine to får. Johan Jørgensen fik 12 slettedaler for sine 3 mistede får. Det er bemærkelsesværdigt ,at Berild Clausen beregnede – og fik – 20 slettedaler for at føre sin egen og sine to fællers sag. Alt i alt blev gæld, domme og fordringer opgjort til 193 slettedaler. Alle anfordringer, som ikke var bevislige med regnskaber, lodsedler og anden dokumentation, blev slettede.  Fordringer for 17 sld. Blev slettede, lige netop nok til at bringer balance i regnskabet. Dommen bød også, at delinkventerne skulle mistede deres boslod til kongen, det vil sige, at alle værdier, der var tilbage, efter gælden var fratrukket, skulle tilfalde kongen.  Mærkværdigvis var der ikke en eneste daler tilovers til kongen, hvilket der sjældent var i lignende sager.

Finnedalshus overgik til amtsskriver Hans Hendrich Skaar, som havde, af egen lomme, betalt forskellige kreditorer i alt 40 slettedaler, lige netop det, som hus og jord var blevet vurderet til.

Finnedalshuset fik lov til at bestå, men uden fiskerfamilien Jacob Mathiasen. Hvad der blev af hans søn, svigerdatter og børnebørn vides ikke.

Bare tyve år senere var der atter vrøvl i ejendomsrettighederne. I den første udmarkskommissions undersøgelser fra 1718-21 findes oplysninger om, at huset er beboet af Mads Persen Finne. Mads Persen berettede for kommissionen, at han havde overtaget huset efter den forrige amtskriver Skaar og at jorden således ikke tilhørte kongen men ham selv. Kommissionen troede ikke på det, da det jo var tydeligt, at huset stod på kongens udmark. Han blev pålagt at skaffe lovlig bevis for ejendomsretten. Vi ved ikke om det lykkedes ham at overbevise kommissionen om ejendomsforholdene, men i Jordebogsekstrakten 1721 er Mads Persen Finne ansat til 1 slettedaler i årligt fæsteafgift, samt 2 slettedaler og 3 mark i skat.

Om ejerforholdene til Finnedalshuset, Nørre Herreds tingbog 25/10 og 5/12 1679, 18/6 1680 og 4/11 1681

Landstingsdom  5/3 1679

Selve tyverisagen i Nørre Herreds tingbog,

Skifte 12. februar 1699, Landsogne nr. 6, pag. 392a- 396b

Rentekammeret, Kommissionen af 1718, Forhandlingsprotokollen side 101.

Se også skøde til Mads Pedersen Finne, den 9. juni 1699

Billedet herunder er et af flere billeder fra Finnedalen i en fotomappe, der findes på Klemensker Lokalarkiv. Se på Borholms Historiske Samfunds facebookside: (20+) Facebook