Pension Brinken

Villa Brinken

Navn fra 1946: Pension Brinken
Brinkevej 4
Matrikel 82ge, der er en parcel af 82cs

[Underside til “Udbyggere og husmænd”]

Se matrikel i Skøde- og Panteprotokollen til 1955 her. 

Indledning

Huset har årstallet 1919 angivet over indgangen, hvilket vel markerer opførselsåret. Egentlig burde jeg springe ejendommen over, da den ikke findes på Generalstabskortet 1:20.000 med rettelser fra 1914. Men ingen regler uden undtagelser! Der knytter sig nemlig interessante historier til Villa Brinken, specielt i perioden 1918 til 1930.

Matriklen købtes af en tysk frøken Zastrow, der var bosat i København siden 1910. Hun havde en nært bekendtskab til en københavnsk grosserer Olsen, der døde på Villa Brinken i 1928. Grossereren var gift, men  boede ikke sammen med ægtefællen i København, men derimod med frøken Zastrow. Grossereren og hans 33 år yngre kæreste – må det vel være? – har sandsynligvis været et kendt par i sommermånederne i Sandkaas.

Jeg har ikke kunne finde en fælles historie om disse to mennesker andet end lidt i aviserne i forbindelse med grossererens 70års fødselsdag og død året efter. Om frøken Zastrow er der intet.

Jeg har undersøgt fakta om ejendomshandler og andet. Her afsløres et liv, der ikke var helt almindeligt, men måske er deres historie netop symptomatisk for det liv, der udspillede sig i Sandkaas på den tid?

Ejendomshistorie

August Odinius Funch solgte jordlodden matr. 82ge den 11/3 1912 til Malvina Westphal fra Berlin for 275 kr  I skødet pointeredes vejret for ejerne af matrikel 82eø (Stenværket).

1912-1918 Malvina Westphal

Malvina Westphal havde i 1912-13 opført bygninger på matrikel 82fn (Storedalen 21) og 82hq (Tejnvej 46). Hun optager et obligationslån den 2/6 1916 på 2000 kr. med pant i hendes ejendomme. Den 21/8 1918 udtrækkes matrikel 82ge af pantet på krund af matrikel 82ge ”retaksation”, hvilket tyder på, at hun havde bygget eller var i gang med at bygge på grunden.

Det var sandsynligvis hendes plan at bygge tre villaer på stribe, med det optimale beliggende, syd for Storedalen, med udsigt over landskabet og havet. Westphal har været ret visionær i sit forehavende. Hendes villaer har uden tvivl været igangsætter for områdets sommerhus- og pensionatshistorie! Det er egentlig mærkeligt, at vi kender så lidt til hendes historie?

1918-1928 Martha Maria Zastrow

Efter Malvina Westphal kom en anden kvinde, der heller ikke har afsat nogen spor i Sandkås skrevne historie.

Den 19/8 1918 solgte Malvina Westphal matrikel 82ge til frøken Martha Zastrow. I skødet skrives: ”Denne ejendoms hele og rette tilliggende og tilhørende, grund og plads” sælges for 3.000 kr.

Martha Maria Zastrow er født 28/8 1890 Stresow, som er en forstad til Berlin. Ifølge folketællingen 1921 er hun kommet til København i 1910. Jeg kender intet til hendes forældre og hvorfor hun kom til Danmark. Hun har haft vinterbolig i København og været på Bornholm hver sommer fra 1918 til og med 1930 (eller 1931). Efter 1931 er hun helt forsvundet fra kilderne.

Hun blev altid tituleret ”frøken” Ved folketællingen i 1921 oplyste hun, at hun kom til København i 1910.

Bolig i København

I Politiets registerblade kan hun følges i København.

Den 1/5 1912 registreret som bosat Vestre Boulevard 42, 1. sal. Og i 1913 på Islands Brygge 31.

Den 1/5 1915 boede hun i en større lejlighed på Amagerfælledvej 31, 3. sal th. Her kan hun findes i folketællingen 1. februar 1916. Det oplyses at hendes erhverv er ”underviser” med en årlig indkomst på 1700 kr. og ingen formue. Hos hende boede hendes søstersøn Otto Julius Zastrow (f. 15/9 1913) og en husassistent Frida Ella Rosa Vehlor (f. 6/10 1889 i Tyskland).

Den 1. november 1916 flyttede Martha Zastrow ind i et helt nyt byggeri med store og moderne lejligheder. Adressen var Amager Boulevard 127 3. sal th.

Det er også på Amager Boulevard hun bor ved folketællingen 1. februar 1921. Hun er nævnt først og altså den, der har lejemålet. Der er ingen oplysninger om erhverv, blot angives “Husbestyrerinde”. Hos sig har hun søstersønnen Otto Julius Zastrow (f. 18/9 1913 i København [fejl 15/9]). Hun har en bornholmsk husassistent: Emmy Johanne Rasmussen (f. 28/11 1900 i Sandvig), som er baptist og havde boet i København siden 1920. Og så har hun en logerende, nemlig trælasthandler Carl Julius Olsen, som er norsk, men tilflyttet København fra Tyskland i 1882.

Den ”logerende”, Carl Julius Olsen, er faktisk grosserer og det er ham, der døde på Villa Brinken i 1928

I folketællingen den 1. november 1925 havde både Martha Zastrow og Carl Julius Olsen samme adresse, men nu er Carl Julius Olsen, der var “husfader” og Martha Zastrow “husbestyrerinde”.  Hos dem havde de Marthas yngre søster Annemarie Wilhelmine Zastrow (f. 10/11 1908 i Tyskland) som “gæst”. Søsteren var registreret i Politiets Registerblade og her oplyses det, at hun allerede kom i 1923. Søstersønnen Otto Julius Zastrow var “slægtning” og 11 år gammel. I lejligheden boede en husassistent Petra Caroline Beyer, født 1/8 1904 i Svaneke. En bemærkning i folketællingen oplyste, at hun fratrådte den 1. november 1925.

I folketællingen 5/11 1930 er hun ikke til at finde, hverken på Bornholm eller i København. I november 1931 oplyser Sankt Petri Kirkebog, at hun boede på ”Svinget 2”. Herefter er hun ikke til at finde i de danske kilder.

Bornholmske tjenestepiger

Annonce i Bornholms Tidende 22. september 1921

Annonce 31. oktober 1923

Det var skiftedag for husassisten hos Martha Zastrow den 1. november adskillige gange i perioden 1921-1929. Martha Zastrow annoncerede flere gange i de bornholmske dagblade og ugeavisen Nord-Bornholm efter hushjælp.

Sidste gang hun annoncerede om hushjælp var i Bornholms Social-Demokrat 30/7 1929: Ung piges søges, proper og paalidelig, Zastrow, Sandkaas

Den forsvundne Skoleelev

Søstersønnen Otto Julius Zastrow blev født 15/9 1913 på Rigshospitalet med anonym mor, men i kirkebogen er tilføjet oplysninger fra Søllerød kirke, hvor hans mor er nævnt: Ugifte Frieda Anna Marie Zastrow, født 13/2 1894 i Stettin. Fadderne var Frk Martha Marie Zastrow og Marie Elisabeth Boch fra Trørød. I Politiets Registerblade nævnes, at Frieda Anna Marie Zastrow anmeldte midlertidig bopæl hos søsteren Islands Brygge 31, 2, sal tv. Søsteren blev frameldt 1/5 1914 ifølge politiets registerblade. Hun overlod altså sin søn til søsteren Martha.

På Bornholm gik Otto Zastrow for at være Marthas søn.

I Bornholms Avis og Amtstidende 14. marts 1928 læses: Den 14årige Otto Juul Zastrow, søn af Martha Zastrow, Villa Brinken i Sandkaas og elev på Statsskolen i 3. mellemklasse, og som skulle konfirmeres til efteråret, var stukket af med Damperen til København. Han havde efterladt et brev om, at han ville ud i den vide verden og prøve noget andet. Han havde kun en snes kroner på lommen. Det københavnske opdagelsespoliti var sat på sagen.

I Bornholms Socialdemokrat 15/3 1928 læses: Otto Jul. Zastrow ankom i Morges hertil mod Damperen sammen med sin Moder, Martha Zastrow, der i Tirsdags Aftes rejste til København for at søge efter Sønnen. Han er antagelig fundet i Aftes, idet der ogsaa i Gaar blev foretaget Efterlysning pr. Radio Den unge Mand har en Del Bekendte i København og nærmeste Omegn, og det er antagelig hos disse, at han har søgt Tilflugt. Den romantiske Rejse ud i Verden er nu endt. Skoleeleven er atter vendt tilbage til den graa Virkelighed.

Hvorfor Bornholm?

Martha Zastrow kom fra Berlinområdet og kan have kendt Malvina Westphal og hendes datter Greta, der var fire år ældre end Martha. Måske var Martha musiker som Greta og tilbød undervisning i København?

Der var mange sommergæster i Sandkaas, der kom fra Berlin, så hun kan havde haft bekendte blandt sommergæsterne. Måske havde hun allerede før krigen været på besøg Sandkaas?

Matrikelkort brugt 1924-1954

Jordkøb

Den 19/8 1918 købte Martha Zastrow matrikel 82ge af Malvina Westphal. Marthas købsprisen var i alt 3000 kr, hvilket var meget for en lille grund på klipper, der 6 år tidligere var købt for 250 kr. Der har sandsynligvis være en mindre bygning opført af Malvina Westhphal.

Martha Zastrow købte i 1918 også købte matriklerne 82hv og 82hz, 82hl.

Stenværksejer

Møller & Hanberg solgte matriklen 82eø – det nedlagte stenværk – til Martha Zastrow den 3/8 1921. Det havde stået uvirksomt siden 2016. Firmaet ønskede ikke at drive stenværket videre (Se afsnittet om de tre stenværker i Sandkaas).

Martha gav 1500 kr for det gamle stenbrud uden den på grunden stående smedebygning, tilbehør samt forarbejdede sten. Frk. Zastrow blev fritaget for at vedligeholde vejen over 82cs og sælgerne forbød fremtidig drift af stenhuggeri eller stenbrudsvirksomhed på lodden.

På kanten til stenbruddet er i dag bygget et flot sommerhus. For 10-15 år sider så jeg et rustent jerngitter omkring en udsigtsplads, der kunne tyde på, at stedet blev brugt til servering af en slags.

De  kunne det være interessant om det er Marthas Zastrow, der at stenene i værket fik opbygget den flotte stenvæg både om værket og op mod Villa Brinken.

Foto: JVH 21. juni 2021

Villa Brinken 1919

Årstallet på huset 1919 antyder at huset er bygget dette år. Men af Martha Zastrow, der havde en årlig indtægt på 1700 kr og ingen formue? Næppe.

En lille notits i Bornholms Tidende den 6/12 1918 meddeler: En grosserer Olsen fra København lade i Vinter opføre en Sommervilla ved Sandkaas. Anthon Sonnes Byggeforretning har taget Bygningen i Entreprise for 30.000 kr.

Der var igen andre huse, der blev opført i 1919 end “Villa Brinken”.

Fotograf Alfred Kjøller har taget dette billede af Villa Brinken ca. 1925. Til venstre ses grosserer Carl Olsen og til højre Martha Zastrow. Drengen midten er Otto Julius Zastrow og til højre for ham, kogekonen og sandsynligvis søstrene Frieda og Anne-Marie. [Personoplysninger fra Karin Zastrow, 2022]

Carl Julius Olsen

Grosserer Carl Julius Olsen, som i 1921 var ”logerende” hos Martha Zastrow på Amager Boulevard, må stå bag opførelsen/ombygningen af Villa Brinken. Han er født 10/2 1857 i Drammen i Norge og var gift med Alma Maria Liedberg, som han ikke boede sammen med.

Carl Julius havde boet i Tyskland indtil 1883. Derefter var han handelsrejsende for et tysk fjerkompagni inden han i 1890erne stiftede et trælastagentur for Skandinavien. Det blev et stort velrenoveret firma, som han i 1917 delvis overgav til sin kompagnon.

I Nationaltidende den 10. februar 1927 kunne læses følgende fødselsdagsportræt:

Grosserer C.J. Olsen

Mange Ældre fra den glade fredelige By kan sikkert endnu huske en af Forgrundsfigurerne i hine Dage: en meget høj og kraftig, embonpoint Herre, hvis joviale Ansigt tittede frem ved Premierer og andre Mærkedage.

Det var alligevel en uægte Københavner, for saa vidt Manden var født oppe ved Drammen.

Carl Julius Olsen, der i dag bliver 70, fik sin Uddannelse i Tyskland og lærte Danmark at kende som Agent for Fjerfirmaet Carl Breiding und Sohn. Hr. Olsen forlod imidlertid Fjerene og startede et snart meget omfattende Agentur for skandinaviske Trælast-Eksportører, og rundt om i Landet var ”Norske Olsen” en kendt og velset Figur.

1917 optog Hr. Olsen sin Prokurist Alfred Asmussen i Forretningen, og for et Aarstid siden trak han sig helt tilbage. Landstedet paa Øen Bornholm, hvor der jo baade er norsklignende Klipper og københavnsklignende Mad.

Nationaltidendes portræt af grosserer Olsen vidner om, at han var en særlig selskabssøgende personlighed, der uden tvivl har nydt livet i Sandkaas om sommeren. Hans arbejde i Tyskland har sandsynligvis givet ham mange kontakter. Måske har han ligefrem  kendt flere af sommergæsterne i Sandkås?

Nationaltidende meddelte godt et år efter, den 29. maj 1928, at han var død og var begravet i fuldstændig stilhed. Han havde slået sig ned i en meget smuk ejendom i Sandkaas. Han efterlod sig en datter, der var gift med grosserer Adam Madsen.

En annonce i Bornholms Avis og Amtstidende den 24/5 1928, indrykket af hans datter Sigrid Madsen, f. Olsen, oplystes at grosserer Carl Julius Olsen var død den 20. maj 1928 på Villa Brinken i Sandkaas.

I samme avis den 31. maj var der en længere notits om grossererens død. Han havde de sidste par år levet en velfortjent rentier-tilværelse i Sandkaas efter han havde trukket sig tilbage fra den velkendte trælastagenturforretning ”Carl Jul. Olsen”, der hørte til det største indenfor trælastbranchen.

I dødsattesten udfærdiget dagen efter hans død erfares, at han havde lidt af mavesmerter i 1½ måned inden hans død på amtssygehuset i Rønne. Han blev kremeret i Rønne allerede den 23. maj – tre dage efter sin død.

Hustruen, Alma Maria Liedberg, Vesterbrogade 2B, arvede Villa Brinken og salget ordnedes af en bornholmsk overretssagfører.

Annonce 7. maj 1929

Grossererens ejendomme i Sandkaas

Det er ubegribeligt, at grosserer Olsen tilsyneladende opførte en villa på Martha Zastrows grund. Mere mærkværdigt var, at Martha Zastrow solgte Villa Brinken og flere grunde, inklusiv det nedlagte stenbrud, til grosserer Olsen tre uger før at han døde den 20. maj 1928 og så på et tidspunkt hvor han lå på sit dødsleje?

Prisen var 20.000 kr. for det hele, selv om at det var vurderet til 35.000 kr.

Grosserer Olsen var jordejer i Sandkaas. Han havde i 1919  købt matrikel 82gg af den berlinske apoteker Max Gartz, der havde haft jordlodden siden 1912. Matriklen 82gg bestod i 1927 af en byggegrund og et stort hønseri, da grossereren solgte til den Martha Zastrow den 11/2 1927 for 2.000 kr.

Tiden efter grossererens død

Da Martha Zastrow havde solgt Brinken måtte hun finde en ny sommerbolig. Den 30/4 1928 købte hun villaen på matrikel 82hq for 2000 kr af revisor V. Ahlbom fra København.
Villaen, der dengang kaldtes for “Strandbo”, lå ned til strandvejen (Fyrrebakken, Tejnvej 46 – se denne) og var bygget af Malvine Westphal før 1913.

Hønseri

På grunden (matrikel 82gg), som Martha købte af grossereren i 1927, var et hønseri. Det vides ikke om det var Martha Zastrow havde opført hønseriet? Men at det var oppe i tiden at drive et industrielt hønseri, er utvivlsomt.

Hun annoncerede i Bornholms Social-Demokrat 20/3 1928: ”Mit Hønseri i Sandkaas er til salg paa grund af Bortrejse, Zastrow Villa ”Brinken”, Sandkaas”.

Annonce 1928

Et halvt år efter den 18/8 1928 annonceredes i Socialdemokraten, at hun ville sælge sin villa ved Strandvejen, 6 værelser, indlagt vand, alt nyistandsat til helårsbolig og også egnet som mindre pensionat. Samtidigt ville hun sælge sit veldrevne hønseri på 32.000 kvadratalen [mere end 2 tønder land], der lå nærheden. Henvendelse ”Strandbo” i Sandkaas.

Den 20/9 1929 kunne Bornholms Social-Demokrat meddele af avlsbruger Mathias Dahl havde købt et stort Hønseri med tilhørende byggegrund for 4000 kr. Mathias Dahl byggede hus på grunden med pensionat. Det vi i dag husker som Pension IMATRA. Der for øvrigt fik sit navn efter hans hustrus fødested i Finland.

Afslutning

Martha Zastrow blev mor den 2/4 1929 i Sandkaas. Barnet blev navngivet Siegfried Wolfgang Zastrow, men først i 1931 døbt i Sct. Petri kirke i København. Ingen af kirkebøger oplyser hvem faderen er, blot at moderen var ugift.

De sidste oplysninger om Martha Zastrow har jeg fundet i følgende annoncer:

Radio. Et meget fint 3-lampers Apparat med Phillips comb. Højttaler er til salg. Zastrow, Sandkaas. (Bornholms Social-Demokrat 2/5 1930)

Villa ”Strandbo”, Sandkaas til salg paa fordelagtige Vilkaar, naar Handel kan ske snarst. Udmærket egnet til Pensionat. Personlig Henvendelse til Zastrow, Sandkaas (Bornholms Social-Demokrat 30. juli 1930)

Zastrow annoncerede Villa Strandbo til salg i Bornholms Social-Demokrat, sidste gang den 1/8 1930.

Ejendomssalg. Martha Zastrow til Ingeniør, cand polyt. H. Hasle, Mtr. Nr. 82hq Olsker, 8000 kr (Bornholms Avis og Amtstidende 3/1 1931)

Jeg har ikke fundet videre om Martha Zastrow liv og færden.

Fortsat ejerliste

1928 Carl Julius Olsen (1857-1928)

Skøde udstedt af Martha Zastrow den 29/3 1928 på matriklerne 82ge, 82hv, 82hz, 82hl, 82if, 82ig og 82eø. Købspris 20.000 kr

1928-1929 Alma Olsen, født Liedberg

Enke efter grosserer Carl Olsen sølger hus og grunde den 13/7 1929 for 17.000 kr til grosserer Valdemar Jensen, Gl. Kongevej 68, København

1929- 1945 Valdemar Jensen

Grosserer i København. Han ejede ejendommen ”Smutten” i Allinge, som han solgte i 1931.

Aage Colberg i Klemensker passede villaen medens grossereren var i København. Det var også Colberg, der den 9/4 1937 annoncerede efter en ”pæn pige”, der kunne stå for den daglige madlavning på Villa Brinken i perioden 10. maj til den 1. august.

Pension Brinken 1949. Luftfoto tilhørende Det kgl. Bibliotek

1945-1955 Johan Carl Christian Blichfeldt (1879-1955) og Davine Betty Blichfeldt, f. Meier

Murermester fik skødet den 10/10 1945 til en købspris på 29.000 kr. Overdragelsen omfattede matrikel 82ge, 82hv, 82hz, 82eø og 82ig.

Notits i Bornholms Tidende 6. april 1946 oplyser, at den tidligere ejer havde forsøgt at sælge i mange år [siden 1941] inden at Blichfeldt købte i efteråret 1945. Han er nu flytter fra København og vil omdanne ”Villa Brinken” til ”Pension Brinken”. Han har i løbet af vinteren 1945/46 ombygget ejendommen, så der er plads til 22 liggende gæster. Sommerpensionatet er planlagt åbnet den 1. maj 1946 og er beregnet som ”luksuspensionat”.

Flyttede fra København i 1945 for at drive pensionatet Brinken.

Pension Brinken 1958. Luftfoto tilhørende Det kgl. Bibliotek

1955-1972 Alfred Anders Christian Olsen (1908-1990) og Anna Emilie Hansen (1913-1975)

Skødet den 26/10 1955 omfattede matriklerne 82ge, 82hv og 82hz. Købsprisen var 55.000 kr

1972-1992 Alf Larsen

Skøde 28/3 1972 – købspris 375.000 kr.

1992-2000 Lis Hjorth

Skøde 25/5 1992 – købspris 1.547.500 kr.

2000-2017 Jørgen Mortensen og Unni Gunveit

Ejendommen blev udbudt til salg for 6,8 mio. kr den 9/12 2006 (Bornholms Tidende)

2017- Egon og Charlotte Mondrup Jensen

Pensionatet blev købt, istandsat og opdelt i syv ferielejligheder, der blev solgt for 1,6 til 2,5 mio. kr stykket. Ægteparret beholdt selv hovedhuset. (Kilde: Bornholms Tidende 24/8 2018)

Foto: JVH 21. juni 2021