I landstingsprotokollen for 12. november 1690 (fol. 139b-140b ) kan man læse en ufattelig historie om at Hans Pedersen – bonde på den 11. vornedgård Vestergård i Pedersker – skal have ”ligget” med sin hustrus datter i 7-8 år. Det havde resulteret i 4 fødsler. De to skulle være dødfødte drengebørn og den tredje et fuldbåren pigebarn, der imidlertid døde kort efter fødslen. Alle tre fostre blev begravet i jorden under Vestergårds længer. Hans Pedersen hustru Inger Olsdatter havde været vidende om sin mands og sin datter Karen Esperdatters usømmelige levned. Hun havde været med, da fostrene blev begravet, som alle blev fundet af sandemanden og hans folk efter hun havde udpeget stederne. Det fjerde barn havde Hans Pedersen og steddatteren taget med sig, da de sammen flygtede fra øen for at undgå at blive straffet. Tilbage blev Inger Olsdatter, der villigt fortalte på tinget om mandens og datternes forhold. Han erkendt sin deltagelse og vidste at hun ville blive henrettet. Blot bad hun om at blive begravet i indviet jord. Hun blev dømt til at miste sin hals og at hendes hoved sættes på stage. Både hendes og hendes mands ejendom tilfaldt kongen. Vurderingen af deres ejendele kan læses i Skifteprotokollen for Landet, bd. 5, pag. 14b.
Skiftet viser at boet var god for 148 slettedaler, så det var ikke en socialt belastet familie. Som en formildende omstændighed fik hun en pot brændevin før hun blev henrettet den 17. november. Mester Haagen fik 4 rigsdaler for halshugningen, samt 2 mark til “pallen”, hvor hendes hoved skulle ligge.