Ostindisk klæde på M/S Museet for Søfart
For gentagne eller grove tyverier var straffen døden ved hængning, hvilken dom anklageren netop krævede for de tre tyve, som denne historie handler om.
I dag søges forklaring på, og årsag til, begåede kriminelle handlinger. I 1700-tallets start nøjedes man med at konstatere, at den kriminelle havde en slet karakter. Straffens størrelse afhang af forbrydelses art og hvilken gang man havde forbrudt sig mod loven. Herredsfogeden lagde en subjektiv vurdering af sagens karakter og dømte herefter til ”skræk og advarsel” for andre.
Natten mellem den 26. og 27. marts 1710 begik to bønder og en indsidder fra Rø sogn et indbrud hos Barbara Jens Jørgensen i Rønne. De er en lidt besynderlig historie, som man med nutidens øjne har svært ved at forstå.
Handlingsforløbet er således:
Hans Andersen, kgl. fæstebonde på Pellegaard 3. vornedgård i Rø og indsidder Niels Mortensen på Krogegaard red over til Hans Henrichsen Lylow, på Krakkegaard (14. gård) i Rø en sen aftenstund den 26. marts. Her lagde de planer for indbrud hos Barbara Jens Jørgensens i Rønne. De nåede frem midt på natten til den 27. marts og Hans Henrichsen slog hul på gavlen med en økse og et hugjern. Hans Henrichsen kravlede gennem hullet og slog haspen fra døren indefra, således at de to andre kunne komme ind. Forskellige klædevarer, de fandt i skabe og på hylder, og en kiste bar de ud på gaden, brød en kiste op og anbragte kosterne i bylter. De diskuterede, hvor de kunne finde skrinet med hendes penge. Den måtte naturligvis findes. Hans Andersen og Niels Mortensen gik ind i stuen, hvor de fandt flere skrin. Barbara, som lå i sengen i stuen vågnede og råbte, hvad de havde gang i. De truede hende til at ligge stille ”så skulle de ikke knye hende”. I skyndingen tog de en kiste, som efter nærmere eftersyn ikke indeholdt penge. Hans Henrichsen blev meget fortørnet og ville straks gå ind igen for at finde pengeskrinet. Barbara havde i mellemtiden slået låsen for. End ikke med slag med øksen kunne han bryde døren op. De frygtede at have vækket nabolaget, red tilbage til Rø, hvor de skjulte kosterne i klipperne og medtog, så meget de kunne, til deres egne boliger.
Gerningsmændene blev pågrebne allerede næste dag den 28. marts og anbragt i rådhuskælderens arrest i Rønne. Den bestjålne Barbara, havde ansvaret for arrestationen og dermed pligt at holde de mistænkte personer i forsvarlig fangeskab og at føre retssag mod de tre og bevise deres handling. Amtmanden gav den 7. april Barbara tilladelse til at Augustus Viol kunne hendes fuldmægtig i sagen.
Første egentlige retssag fandt sted den 8. april, hvor fangerne blev fremstillet ”løs og ledig” på Rønne byting. August Viol gennemgik sagens sammenhænge og fik noteret hvilke midler de tre mistænkte rådede over. Derefter kunne sagen føres ved de mistænktes hjemting – altså Nørre herredsting. Efter afhøringen i Rønne blev de tre tyve ikke slået i jern, som de egentlig burde og derfor lykkedes det for to af de tre mistænkte, at flygte natten mellem den 9. og 10 april fra fangekælderen. Fredag den 11. april var det kun Niels Mortensen, der kunne blive transporteret til Hasle, for at blive afhørt. Retssagen i Hasle sluttede med en formaning til August Viol og Barbare Jens Jørgensen, at den mistænkte tyv denne gang skulle forvares forsvarlig. Ikke desto mindre lykkedes det også Niels Mortensen at bryde ud af rådhuskælderen. Han var heller ikke anbragt i jern og der var end ikke sat vagt ved arresten.
En retssag uden mistænkte må nødvendigvis bygge på indicier. På Nørre herred den 11. april blev Rønne tings betjentes foreløbige afhøringer, såkaldte ”instrument”, oplæst. Heri skulle de tre have indrømmet tyveriet. Niels Mortensen bekræftede sin tilståelse. Herredsfogeden måtte derfor mene, at der var klare beviser for, at de tre havde begået tyveri af koster til henved 100 slettedalers værdi. Ved de efterfølgende retsmøder blev det nævnt, at en fuldstændig fortegnelse over kosterne ikke eksisterede. Ikke alt blev fundet, som Barbara påstod var forsvundet. At de tre tyve var brudt ud af arresten og at der ikke fandtes en registrant over kosterne, var forkasteligt.
Hvem var Barbara Jens Jørgensen?
Ingen andre kilder, som jeg kender, omtaler Barbara Jens Jørgensen. Hvem var hun og hvem var Jens Jørgensen? Hvor boede hun i Rønne?
Den del af tyvekosterne, som blev fundet hos Niels Mortensen var: Hvergarnslagen for 3 mark, 6 alen ostindisk klæde til 2 daler, en alen blånet silketøj 1 daler, 2½ alen rødt fint sars [=groft uldtøj] 7 mark 8 skilling, 2 fine skotskternet forklæder 6 daler, et nyt tørklæde med bred søm med lærred 1 daler 2 mark, nok et tørklæde af ostindisk lærred for 1 daler 2 mark, 2 stykker biefalds (?) lærred for 1 daler 3 mark og en brugarns [=hørlærred] strik (?) på 4 alen er 4 mark. Foruden disse fremviste ting, ved vi, at de også stjal 12 a 14 garnnøgler, som hang i et net.
Ud fra disse stjålne ting, som blev fremlagt på Nørre Herredsting den 11. april, må det være sandsynligt, at Barbara var indehaver af en tøj- og klædeforretning i Rønne med blandt andet importerede varer. Barbaras klædeforretning er interessant. Tørklæder og forklæder af fremmede tekstiler er ikke almindelige på dette tidspunkt. Det var kun hos velhavende folk, der ejede ostindisk klæde og silkevarer.
Og hvem var så tyvene?
Den ene af de tre mistænkte tyve, Hans Henrichsen Lylow, er ofte nævnt i tingbogen i perioden 1682-1710, hvorimod de to andre er ukendte.
Hans Henrichsen Lylow var den ældste af de tre. Han havde tre sønner og to døtre. Hans forældre var Henrich Lylow og Anne Olsdatter, der, da de døde henh. 1694 og 1688, boede på Brommegaard – 8 vornedgård i Rø. Det var imidlertid Hans Hendrichsen var betalte landgilde for Brommegaard og i en liste fra 25. august 1682 over ødegårde i Nørre Herred, oplyses det, at han omkring 1680 havde overtaget det øde sted mod at sætte bygninger på grunden. Da må det formodes, at han var myndig og altså født 1655 eller tidligere. Han må have været en driftig mand, der bl.a. af ridefogeden August Dechner fik fæstebrev på Bromme Skvatmølle, der var flyttet fra Splitsgaard til Brommegaard. I 1700 flyttede Hans Hendrichsen med sin hustru Karen Ipsdatter til Krakkegaard (14. sg.) i Rø, der på grund af landgilderestancer var en blevet en kongelig fæstegaard. Gården havde i 1710 et gammelt stuehus på 8 stolperum og et velholdt ladehus på 6 stolperum. Ved skiftet blev værdierne opgjort til 61 slettedaler og 3 mark, heri også medregnet et lille udhus på 3 stolperum på 14. gårds grund, som blev regnet som hans eget. Som den eneste af de tre anklagede personer, der havde positivt regnskab. Der var 5 slettedaler til den efterladte hustru og et ”boeslod” på 5 slettedaler, som tilfaldt kongen.
Hans Hendrichsen Lylow var i 1710 mindst 55 år gammel. Han kunne skrive og læse, endda tysk eftersom han ved skiftet i 1710 ejede en tysk huspostil (andagtsbog). I boet var en flintebøsse og en hugkårde. Han optræder i adskillige retssager enten som anklaget for ærekrænkende udtalelser, eller som sagsøger, hvor han mente sig uretfærdigt behandlet. Han optræder også som vidne i forskellige sager, hvilket tyder på, at han var der hvor tingene skete – ofte i et festligt lag!
Hans Andersen var kirkebonde på Pellegaard – 3. Vornedgaard i Rø. I 1706 giftede han sig enken Karen Joensdatter (født 1681), der med sin første mand Lars Andersen havde overtaget fæstegården. Karens fader Joen Monsen (Knecht) døde i 1704. Joen Monsen vedblev at stå som skyldner, uanset at han var død og at det var Hans Andersen, der havde forpligtigelsen. Hans Andersen, der formentlig ikke var ældre end 30-35 år, forlod sin hustru og et 4 uger gammel barn, der hed Joen Hansen. Barnet nåede Hans Andersen aldrig at se.
Hans Andersens værdier udgjorde kun 30 slettedaler, hvorimod has gæld var 46 slettedaler. Hans Andersen var forgældet og kunne derfor have et motiv til at begå et tyveri. Men hvorfor var det lige hos en klædehandler i Rønne, han begik indbrud?
Niels Mortensen boede i en lejebolig sammen med hans hustru Boehl Erichsen hos gårdmanden Oluf Andersen på Krogegaard i Rø (21. sg.). De havde ”ingen levende børn”. Værdi af hans bo blev opgjort til de beskedne 17 slettedaler, hovedsagelig værdien af to køer og en hest, samt et lagen og en dyne. Gælden blev opgjort til 20 slettedaler, så heller ikke her var der værdier til hverken den efterladte hustru eller kongen, som skulle have hans ”boeslod”. Oluf Andersen krævede en husleje på 10 mark for 1709 og for 1710 for husleje og græsgang 4 mark. Klædehandleren Barbaras fuldmægtig, August Viol, havde lånt ham 6 slettedaler i rede penge og kirkeværgen havde lånt ham en tønde byg og lin frø. Niels Mortensen havde også et klar motiv til at stjæle sig til livet ophold.
Den 3. maj dømte herredsfogeden de tre ”for deres onde gerning” efter lovens 6. bog, 17. kapitel 37. artikel: Først at stryges til kagen, dernæst brændemærkes i panden og siden forsendes til Bremmerholm for arbejde i jern på livstid. Dommen blev aldrig eksekveret, da tyvene var flygtet til udlandet.
Hvorfor var det klædehandler Barbara, det gik ud over? Havde Barbara Jens Jørgensen en forbindelse til tyvene, der kunne forklare sagen? Blev de tre tyve hjulpet til flugt fra Rådhuskælderen? Mange arrestanter flygtede fra sit fængsel og ”rømmede” Bornholm på denne tid. Øen rundt var der fiskerbåde, der var lette at stjæle og komme til Skåne eller Tyskland. Da Hans Hendrichsens hustru Karen Ibsdatters moder døde i 1714, kan man læse, at Karens mand var ”rejst fra landet” – uden antydning om en forbrydelse.
Læs mere på min hjemmeside Nørre Herreds tingbog 8/4 – 3. maj 1710
Desuden er brugt Justitsprotokollen 1708-1724 for Rønne Byfoged, pag. 72b (8. april 1710)
Skifteprotokollen for Landdistrikterne bd. 17 for 18., 19,. og 20. juni 1710
Jens Riis Jørgensen kommentar: Nu har virkeligheden igen overgået fantasien, også på Pellegård, 3. vornedegård i Rø, hvor der altid har været trange kår, men det er nyt med oplysninger om røveri og flugt. Joen Monsen Knechts datter Karen var blevet gift med Laurs Andersen omkring 1704, hvor de overtog fæstet på gården efter hendes far. Jeg husker ikke, om jeg har kikket efter betaling af indspringerpenge m.v. Hun havde i øvrigt to brødre og to søstre, som det ses af skifteprotokollen. Allerede i foråret 1705 døde Laurs eller Lars Andersen, hvor Karen var frugtsommelig. Hun giftede sig snart efter med den famøse Hans Andersen. Var de mon i familie med hinanden? Hans Andersen rømte så åbenbart i 1710 efter Rønnerøveriet, hvilket forklarer, at der kom en ny fæstebonde til det år. Jeg har noteret, at han hed Anders Hansen, og igen ville det være interessant at vide, om han evt. var i familie med Hans Andersen. Anders Hansen havde vel gården til 1722, hvorefter Arrist Powelsen havde den til 1740 (bekræftet af præstens fortegnelse over ukonfirmerede børn, hvoraf der var seks stykker her på 3. vg.). Derpå hed fæsteren Peder Nielsen, og han købte gården af kronen i 1745. Siger man Peder Nielsens gård lidt hurtigt, bliver det til Pellegård, som har en meget lang og interessant bygningskultur- og socialhistorie, som Jesper Vang Hansen nu har føjet en interessant retshistorie til fra 1710, og hver gang noget nyt er fundet for at lukke huller, lader det endnu flere spørgsmål stå åbne.