Skovminde 2014
Der var ingen tvivl om, hvem tyven var. Allerede dagen efter, fandt man stjålne tyvekoster hos Hans Olsen, som tilhørte sandemand Jep Kjøller, Hartvig Andersen og Oluf Monsen fra Rø. I kammeret stod sandemandens kobberkedel fyldt med mælk. Ransagningsmændene måtte bruger kårde som tingfinder, fordi de øvrige ting (hestebidsel, en lille tængsel* og en stokøkse) var godt gemt i tagdækket. Andre bortstjålne genstande – jernstang, kohud og kobberkar – fandt man ikke, men tyveriet af de fire genstande var nok til at dømme Hans Olsen til kagstrygning, brændemærke i panden og til at arbejde i jern resten af sit liv på Bremerholm. Den hårde straf blev ikke eksekveret, da tyven var forsvundet fra Bornholm. Straffe for tyveri var usædvanlig strenge, så han vidste meget vel, hvad der ventede ham.
Tingbogens oplysninger, sammenholdt med en oplysningerne i skifteprotokollen, fortæller, at huset lå på Lynggårds grund i Olsker, tæt ved Rø sognegrænse, sandsynligvis det, der i dag er sommerhus og tidligere husmandssted ”Skovminde”, Lynggårdsvej 13. Huset lå op til højlyngen, et vådområde med tørvegrave og lyngslet. Huset, der ejedes af selvejerbonden Jens Andersen på 30. sg. Lynggård, var lejet ud til Hans Olsen. Han havde jord til dyrkning af korn og græsningsarealer til en ko og adskillige får. Der var stue, kammer, forstue, steer-, lo- og krobhus. Ikke et af de mindste udbyggerhuse på Bornholm, hvilket ses af, at landgildet til Lynggård blev opgjort til godt 7 slettedaler.
Hans Olsen var ikke hjemme da ransagningsfolk dukkede op den 7. juni. Hustruen Marie Hansdatter hilste dem velkommen og havde sagt ”Ransage I blot i Guds navn”. Hun fortalte, at hendes mand, tidligt om morgenen, havde taget den lille hest og redet op til Myregård, hvor broderen Rasmus Olsen tjente. Derefter var han redet på den store brune hest til Rønne for at se om de 9 alen sort klæde og 5 alen rødt vadmel var blev færdigsyet til ”ifare tøj”. Manden havde været ude om aftenen for at jage harerne væk fra ærtemark. Ellers havde hun ikke bemærket noget usædvanligt ved hans færden.
Marie havde svar på rede hånd. Hun forklarede, at hendes mand havde fået kobberkedlen som hjemgiftsgave af svigerfaderen Ole Andersen, da hun blev gift med Hans Olsen i efteråret. Den lille økse, mente hun, at hendes mand havde købt af sin fader for 16 skilling. Det var så sært, at de var forsøgt skjult i taget.
Herredsfogeden afgav dom over Hans Olsen in absentia allerede en måned efter den 6. juli 1708. Hans brune hest blev fundet i Rønne og vidner kunne berette, at han var sejlet med en svensk skipper til Lübeck, hvor han nu opholdte sig. Hans tilstedeværelse i Lübeck kunne bekræftes af søfolk fra Nexø, der havde mødt ham der. Hvordan han kunne klare sig i Tyskland, kan muligvis forklares ved, at han som håndlanger havde haft tyske kollegaer. I skiftet der blev afholdt i huset fire dage efter domsafsigelsen, beskriver en Gl. blå haandlanger liberi kjole med røde opslag til 5 mark. Måske har Hans Olsen været en af de 200 håndlangere, der fandtes på Bornholm (1703).
De tre bestjålne bønder i Rø havde engageret Petter Thiessen fra Nexø til at føre deres sag. Petter Thiesen brugte gentagende gange udtrykket ”berøgtet tyve” om Hans Olsen og i særdeleshed om hans far Ole Andersen. Både Ole Andersen og hustruen Marie Hansdatter blev stævnet for at meddelagtighed i tyverierne, men blev frifundet, da der ikke fandtes beviser. Laurids Jensen væver på Myregaard gik i forbøn for sin broderdatter Marie Hansdatter og det var også Laurids Jensen Væver, der stillede sikkerhed ”borgen” for, således at de kunne slippe for at sidde arresteret under retssagerne.
En forbryderisk familie?
Vi kender Ole Andersen og hans to sønner fra en tidligere sag. Det var dem der var i slagsmål på sommergildet i 1706, hvor oldermanden Hans Hansen blev slået så heftigt, at han døde nogle uger efter. Ole Andersen og Hans Olsen, som havde ramt Hans Hansen med en sten, blev frifundet på grund af manglende beviser på, at det var det Hans Hansen døde af. (Se min artikel herom).
Men tingbogen afslører meget mere om familien. Ole Andersen blev allerede så tidligt som i 1681 dømt for vold. Han var i ”klammeri og slagsmål” med Hans Pedersen fra Skovgård ved herredsmønstringen ved Olsker kirke. Hans Pedersen var uarbejdsdygtig i 13 uger. Dommeren dømte efter jyske lov, tredje bog 32 kapitel, en bøde på 1 rigsdaler, bartskærerløn og 12 mark som erstatning for at Hans Pedersen blev ”trælslået”, altså så voldsomt, at han ikke kunne flytte sig fra stedet. Ole Andersen og hans hustru Ellen boede på Lærkegård hos sin fader Anders Olsen, indtil han fik sit eget udbyggerhus på den 18. sg.g. i Olsker sandsynligvis efter 1696.
Petter Thiessen anklage mod Ole Andersen for tyvagtighed, stammede tilbage til 1691, hvor Ole Andersen var blevet indsat i Rønne arrest på mistanke om, at han havde stjålet kød fra Rønne bys borgere. Der var også noget om en sølvskål. Det var en mærkelig sag, da det lykkedes Ole Andersen at flygte to gange fra arresten inden han blev dømt: At arbejde På Bremerholm resten af sit liv. På forunderlig vis – enten ved forbøn eller fordi han lovede at blive soldat – slap for videre straf. En gåde, som altså var i folks erindring 17 år efter. Ole Andersens forsvar i 1708 var, at så mange år siden, kunne man ikke dømme ham på formodninger. Fuldmægtigen svarede med et gammelt ordsprog: ”Rygtet følger gerningsmanden til hans død”.
Sagen fra 1691 var interessant, da der kommer en del oplysninger om familien: Ole Andersen var mistænkt at havde været i ledtog med tyven Hendrich Pedersen, som en overgang boede på Lærkegård. Han blev dømt til galgen på tinget den 13/2 1691 for begået tyveri af korn og brød hos Mikkel Hartvig i Knudsker. Sagen blev prøvet i Landstinget, som hurtigt konfirmeret herredsdommen. Ole Andersen var mistænkt bl.a. for at have solgt Hendrich Pedersens tyvekoster. Ole Andersen fortalte, at han levede af køb og salg af varer, bl.a. klædevarer som han købte af lybske købmænd.
Ole Andersens far hed Anders Olsen og havde selvejergården Lille Lærkegård i Olsker. Gården overtog han efter Ole Pedersen i 1662, som sandsynligvis er hans far. Som så mange andre gik det meget skidt med at betale landgilde til kongen i misvæksttiderne i slutningen af 1670- og i starten af 1680-erne. I 1681 nævnes han som ”arm, fattig og bedaget mand”. Gælden blev efterhånden så stor, at gården stod til at blive en kongelig fæstegård. Imidlertid klarede Anders Olsen sagen ved at leje gården til Laurits Jensen Væver. I 1691 var det galt igen. Anders Olsen gav Hendrich Pedersen skylden. Han påstod, at han var jordejer af samme gård i 50 år “men det sl. Anders Wognsen hafde fæstet gaarden bort til en anden skyldtes, at en misgierningsmand ved navn Hendrich Pedersen, som for sine misgierninger er blefuen henrettet, hvorpaa han (Anders Olsen) havde draget sig en del Restancer, hvorfor gaarden var taget til Kongen, hvilket han formeener icke kan prejuricere ham”: Anders Olsens påstand var en ulovlig konfiskation og dermed følgende udstedelse et livsfæstebrev til Peder Hansen. Den indsatte kgl. Fæster Peder Hansen nåede, at bo på Lærkegård et par år, inden Anders Olsen vandt retssagen mod amtskriveren og fik sin gård tilbage. Trods protester fra øvrigheden lovbød han gården 1696 til ”slægt og byrd”, hvorefter han solgte til Morten Dircksen. I denne handel indgik en lejekontrakt på et lille udbyggerhus, hvor Anders Olsen kunne bo. I 1701 opholdte Anders Olsen sig hos sin søn Peder Andersen, 29. sg. i Rutsker (Rosendalegaard), da sønnen døde. Anders Olsen bliv værge for det nyfødte lille barn, og han arver sønnens ”ifare-klæder”, som bestod af tre vadmels kjoler af ikke var af ringe værdi. 1703 nævnes han igen som udbygger på lille Lærkegaard.
Hverken Hans Olsen og Ole Andersen lod sig kue af myndighederne. Det kræver sin mand, at anlægge sag mod amtskriveren – og vinde! De må have haft gode kontakter, hvordan kunne Ole Andersen ellers have engageret Esper Espersen fra Vestermarie, som sin fuldmægtig og forsvarer i voldsagen i 1706?
Det er spændende, at køb og salg af klæde var en del af familiens erhverv. Det passer fint med Laurids Jensens tilnavn ”væver”. I 1706 tjente Hans Olsen på 5. vg. Myregaard og i 1708 havde den yngre bror Rasmus Olsen overtaget tjeneste. Så tidligt som 1681 lejede han Anders Olsens gård og betale landgilde i 1683 og 1684. Herefter bliver han gift med Martha Erlandsdatter på 5. vg. Myregaard og bliver ”opsidder” på gården. Laurids Jensen stammer fra 65. sg. i Vestermarie. Der var stærke bånd til Anders Olsen og Ole Andersen – selv efter disse retssager i 1706 og 1708 fortsatte kontakten. Hans Olsen yngre bror Rasmus Olsen blev gift (2x) med Marthas barnebarn Inger Pedersdatter, som i 1733 boede i Tejn.
Rasmus Olsens sønner Rasmus og Christian Rasmussen havde arvet farfar Ole Andersens voldelige adfærd. I 1755 bliver de dømt for indbyrdes slagsmål under søstermands begravelse i Rø. (26/3 1755 i politiprotokol for Nørre Herred)
Læs mere på min hjemmeside under den 14. januar 1681: 11. februar 1681: 1. juli 1681: 26. august 1681: 16. december 1681: 9. februar 1683: 20. april 1683: Juli 1691: 31. juli 1691: 14. august 1691: 20. november 1691: 29. april 1692: 16. juni 1692: 11. august 1693: 26. juli 1696: 3. juli 1696 10. juli 1696: 17. juli 1696: 7. august 1696: 3. august 1703:
Henrich Pedersens dom til galgen findes ikke, da tingbogen for denne periode er forsvunden. Afskrift af dommen findes imidlertid i Landstingsprotokollen 26/3 1691.
* En tængsel er en lille tværøkse, der bruges af bødkeren og skomageren.