Tømmermandens dagbog 1827-1839

Tømmermandens dagbog – Klemensker – artikel af Karl Thorsen

[Underside til “Udbyggere og husmænd“]

I Bornholms Tidende blev der i perioden 27. maj til 23. august 1920 bragt i alt 11 kronikker skrevet af arkitekt Karl Thorsen. Artiklerne er skrevet på grundlag af en dagbog, der var i hans besiddelse og som havde tilhørt hans oldefar, tømmermand Hans Thorsen, der boede på Hulvang, senere kaldt Fredensborg, på Simblegårds grund

Dagbogen er et unikt tidsbillede af landhåndværkerens liv i første halvdel af 1800-tallet og Karl Thorsen har desuden mange steder relateret dagbogens oplysninger til den moderne tid – altså livet i 1920!

Bornholms Tidende valgte at bruge gotisk trykskrift for at understreget det historiske indhold. I gengivelsen herunder er forfatteren gengivet ordret.

Dagbogen eksisterer vist nok ikke idag – desværre.

———

En Bornholmers Dagbog fra Kong Frederik IVs Tid.

Af Arkitekt K. Thorsen

[Bornholms Tidende 27. maj 1920]

 

Den voksende demokratiske Udvikling indenfor Samfundene har i vore Dage medført forandrede Synspunkter og nye værdimaalere for Tilværelsen.

Individets Ret og det Heles ve1 er de to Hovedlinjer, som saa at sige danner Devisen over den ny Tids kulturelle Bestræbelser.

I Afbalanceringen af disse to Faktorer ligger imidlertid det endnu ikke fuldt løfte problem. I mange Tilfælde har det vist sig, at Individets fulde Frigørelse ofte har medført Skade for det almene vel, og paa den anden Side har for stærk snærende – formodet almennødvendige Forholdsregler bundet Individets Frihed og Initiativ saa stærkt, at det i bedste Fald har medført Stagnation i Udviklingen, og i værste Fald har foraarsaget stærke Sprængninger, naar Individerne har taget sig selv til Rette.

I den moderne historieskrivning har det nye Syn paa Samfundet og Menneskene medført et Slags Aandsdemokrati, der tydelig viser sig i stigende Interesse for de kuIturel1e Rørelser indenfor Samfundets bredere lag. Historiebogen, som for blot var en Opregning af de enkelte mere fremtrædende Begivenheder og Mennesker – en Beretning om Krige og Konger – bliver nu mere en Samfundshistorie, hvor Menneskenes daglige liv og levemaade tages op til Behandling. Den tidligere Form  – en romantisk farvet Beretning om ”Overmennesker” bliver efterhaanden afløst af en Realitetsskildring af virkelige Personer i Kød og Blod. Som det mest talende Eksempel herpaa skal nævnes professor Troels Lunds store Standardværk ” Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede.”

Ud fra dette demokratiske Syn paa historieskrivningen som Kulturskildring er det at lokalhistorikeren kan faa sin særlige Betydning. Levende tæt op til de Mennesker og de Forhold, som han vil skildre, kan han ved lettere Adgang til Detailstudier, tydeligere føle sit Emnes pulsslag, end den fremmede. Naar Forfattere som St. Stensen Blicher, Sørensen Thomaskjær, Johan Skjoldborg, Jeppe Aakjær, Andersen Nexø, Thorkild Granlund og mange andre, hver paa sit Felt, har skildret kulturelle hjemstavnsbilleder, viser det samme Forhold sig i Skønliteraturen.

Til Menneske- og Kulturskildringer vedrørende sin egen Samtid har Forfatteren jo stadig de personlige Oplevelsesindtryk at øse Stof af, og Muligheden for et godt Resultat er da alene bunden i hans egne Egenskaber, som Modtagelighed, Fantasi. Instinkt, Talent, eller hvad det kan nævnes for.

Anderledes ligger Sagen imidlertid, naar Talen er om Skildringer af personer og Forhold af Art – altsaa fra en periode, der ligger kortere eller længere forud for litteratens egen Tid. Da slaar de nævnte personlige Egenskaber ikke til, men en Undersøgelse af historiske Kilder – og ofte mange  – er en Nødvendighed. Her gælder samme Regel som en berømt Advokat en Gang svarede paa Spørgsmaalet om Grunden til hans enestaaende held i procedure, et held der ytrede sig i en lang Række vundne Sager:

     ”Hemmeligheden ved at vinde en Sag er stadig at fremskaffe nye Oplysninger”.

Ligesom Advokaten personlig eller ved Udsendelse af juridiske Detektiver eftersporer alle for ham betydningsfulde Momenter og spækker sit Indlæg med disse, saaledes maa historikeren være paa Jagt efter de Kilder, der kan kaste Lys over det hidtil ukendte.

Det var paa en saadan Ekspedition – og for Resten ret tilfældig – at Nedskriveren heraf fandt en detailleret Dagbog ført af en bornholmsk Landmand i Aarene 1831-40. Som et pudsigt Tilfælde eller maaske som Følge af en god Skæbne, viste det sig at Forfatteren til denne Dagbog var – hans egen Oldefader.

Ligesom det ikke kan henregnes til det almindelige, hverken den Gang eller i vor Tid, at en Almuesmand fører Dagbogsoptegnelser, er denne Dagbog ved sin Detaillerethed og Omspænding af mange Forhold heller ikke almindelig i Indhold.

Det er ikke en blot Nedtegnelse af Arbejdsdage eller Opskrift as pengeregnskab, men en systemattisk Notering af mange forskellige Forhold og Begivenheder, saavel inden som udenfor det landlige hjems Tærskel, Vejrlig og Flora, Markbrug og Dyreliv. Kirkegang og Gilder, haandværk og hjemmeflid er mangefarvede Traade i den Mindedug, der her er vævet som et Banner over den Tid, der savnede Nutidsjaget, men var rig i sin hjemlige Idyl.

Disse Mennesker havde det ikke travlere, end at de fik Tid til at opleve noget. De havde ikke de store Sensationer, men var til Gengæld mere fintmærkende, og kunde bedre tilegne sig Smaaglæderne i den daglige Tilværelse.

               —————————————      

Min Oldefader Hans Thorsen boede paa en Landejendom – et saakaldet 2 hestes Avl – der var det største af de under Simbleaaard tilliggende Fæstehuse. Her holdt han 2 a 3 Heste, 4 a 6 Køer, ca. 15 Faar m.m.. Men det er ikke afgjort at Landvæsenet var hans hovednæringsvej; thi selv om han passede sin egen Jord og ogsaa hvert Aar avlede for andre, var en stor Del af hans Tid optaget med haandværk. Her var Tømreri og husbygning det vigtigste, men foruden dette drev han saa megen anden ”Haandtering” af alle Slags, at det – i flg. Dagbogen – ikke let at nævne noget haandværk, som han ikke udøvede for sig selv og andre.

Det er i det hele taget forbavsende at se, hvor meget Folk kunde faa bestilt den Gang, og hvor mange forskellige Færdigheder i hvert Fald nogle af Datidens Mennesker maatte være i Besiddelse af.

Denne produktive Alsidighed var sikkert en gennem Aarene opfostret Egenskab, tilvendt og udviklet ved de daværende Samfundsforhold.

”Nød lærer nøgen Kvinde at spinde”, og naar landalmuen enten ikke kendte Specialhaandværkere eller ikke havde Raad til at betale saadannes Frembringelser lærte den at hjælpe sig selv.

I mange afsides Egne var Landboeren og hans Familie for 100 Aar siden lige saa afsondret fra det vi nu kalder Civilisation, som i vore Dage Nvbyggerfamilien i Kanadas Skovegne eller paa den amerikanske prærie er det. Den flittige Rydningsmand i den vilde Natur maa her gennemgaa en Skole, der kun kan udvikle hans Personlighed – han lærer Alsidighed.

Udspecialiseringen af Arbejdet, som det moderne Samfund har drevet saa vidt, at et Menneske kan tilbringe hele sin Levetid s. Eks. med at slaa Prop i en Flaske, har medført den Fare, at Individets aandelige Horisont indsnævres og dets Personlighed udviskes.

Selv i det Højere og mere sammensatte Arbejde viser Udviklingen en stadig fremadskridende Tendens til Opdræt af Specialister, som vel kan give gode Resultater af det som man i vore Dage kalder Kulturfremskridt, men som sikkerlig medfører en Fare for den rent menneskelige – og derfor naturlige – side af Individets Udvikling. Er ikke den lærde professors Aandsfraværelse og Ubehjælpsomhed overfor ganske almenneskelige Ting blevet et Ordsprog? Har ikke Nutidens Ungdom maattet søge kunstig Tilbagevenden til de naturlige alsidige Færdigheder ved at dyrke Sport, Spejderøvelser og andet Friluftsliv? Har ikke den moderne amerikanske Filmskunst – bortset fra den humoristiske Genre –  haft sin Sukces i Fremvisningen af  natur1ige Mennesker i naturlige Omgivelser, hvor Blokhuset, Lejrteltet, de vilde Bjerge og de endeløse Stepper er den rette Ramme om disse Naturbørns Liv?

Det er et frisk pust af et saadant ” Nybyggerliv” paa Bornholm for 100 Aar siden, der lufter os i Møde fra den gulnede Dagbogs Blade.

En Bornholmers Dagbog fra Kong Frederik IVs Tid.

Af Arkitekt K. Thorsen

II. Lyngen

[Bornholms Tidende 3. juni 1920]

 

Den bornholmske Landmand for 100 Aar siden havde ikke sin Bedrift samlet saa tæt op ad de hjemlige vægge, som vore Dages Gaardejere og husmænd har det. Nu kan enhver Jordbruger fra sin Ejendom nogenlunde overse sine dyrkede Marker, sin Skov og sine Enge, men saaledes var det ikke paa Frederik den 6’s Tid.

Ikke blot bestod en Del af den til Ejendommen knyttede Avlsjord i langt bortliggende Udlodder, men som den fælles Mark for Græsning, Lyngslet og Tørveskær laa det fra Arilds Tid paa Kongens (Statens) tilhørende Areal, der strakte sig fra Ols Kirke i Nord til Paradisbakkerne i Syd og benævntes Store Lyngen eller – her paa vestlandet – Østre Lyng. I Lyngen græssede Sommeren igennem Flokke af Kvæg, Heste og Faar, og her færdedes Datidens Landalmue paa Lyngslet og Tørveskær og for at røgte eller indfange deres halvvilde ”Høveder”, ”Bæster” eller Faareflokke.

Denne Fællesdrift ophørte ved Midten af forrige Aarhundrede. Allerede Kong Frederik den 6.  havde i Forordning af 30. Maj 1832 bestemt, at det mellem Staten og Bornholmerne bestaaende Retsforhold (Fællesskabet) skulde ophæves, saaledes at disse sidste skulde have udlagt en Del Udmarksjord til Ejendom, men den Deling af Udmarksjorderne, der efter dette skulde finde Sted, blev dog ikke iværksat de første 10 Aar. (Se herom i Bornholms historie af J.A. Jürgensen, 2. Bind, Side 294 og Bornholmske Samlinger, Bulmer, 2. Bind Side 105). At heller ikke Retten til Fællesdrift, trods 1832-Forordningen, var ophævet i Fred. Den 6. s Tid, ses tydeligt af min Oldefaders Dagbog, hvor ” Lyngen” spiller en ikke ringe Rolle i hans Landbrugsoptegnelser.

I deres korte, knappe Form taler disse til os om Slutningen paa en tusindaarig periode i Landbrugets historie, en Skik, der havde sin Rod i den graa Oldtid.

Under 4. Juni 1833 noterer Dagbogsføreren: slap jeg Hestene ad Lyngen og pudsigt er det at se disse Dyrs hjemlængsel, der drev dem fil at gennembryde Indhegnigen og tage den lange vej tilbage til den hjemlige Stald. Deres uanmeldte Ankomst noterer husbonden med en vis Ærgrelse allerede den 9. Juni:  kom  mine Bæster hjem fra Lyngen.

Helt poetisk virker Notitsen af 13. Februar 1834: I Lyngen og revlyng. Jeg hørte Lærken synge. Mindre poetisk, men som et Udslag af Fællesdriftens vanskeligheder og ærgrelser er Skriftstedet for Søndag den 2. Marts s. A., der lyder: gik jeg og ledte efter Faar.

Under 18. April s. A. siger Bogen: om Eftermiddagen I Lyngen og rev Lyng. Særlig bemærkelsesværdig er denne Ekspedition da det landlige hjem just samme Dags Morgen var blevet beriget med den femte Arving – en lille pige. At husfaderen, til Trods herfor, begiver sig paa den lange Tur til Lyngen med den møjsommelige Lyngrivning, tyder paa en Nødvendighedsfaktor i Form af sultende Kreaturer. Med andre Ord: Lyngen var i den Tid ikke blot Sommer ”Græsning”, men benyttedes ogsaa i høj Grad fil vinterfoder.

At den ikke er saa gal, fik mange Landmænd Erfaring for i Misvækst- og Krigsaaret 1917. Da den uindskrænkede Undervandskrig havde ødelagt Landets Foderstofimport, og Markernes Afgrøde var bortsvedet af en brændende Tørke, saa Nedskriveren heraf bornholmske husmænd ligge paa Knæ paa vejrabatterne og skære Lyng med en Lommekniv til deres sultende husdyr; et Syn, der, foruden de stakkels Kreaturers skeletagtige Jammerlighed, altid vil staa i hans Erindring som et Billede paa Krigens hæslige Furie.

Det Aar takkede mangen en Bornholmsk Landmand Forsynet for den lille, nøjsomme Lyngplante. Gaar man nu tilbage til Frederik d. 6.s Tid, hvor Begrebet Kraftfoderimport var ukendt og Markbruget endnu ikke dreves saa rationelt som i vor Tid forstaar man Lyngens daværende store Betydning.

Ikke blot til Kreaturfoder anvendtes den, men ogsaa meget til Tage; ja, Lyngtage har sikkert oprindeligt været de almindelige og Straatage de sjældnere.

I en Beskrivelse over Ladegaard fra i 1694 nævnes denne store Gaards Stuelænge tækket med Lyntag paa den Eene Side og Nystraa tag paa den Anden Side.” (K. M. Kofoed i Bornholmske Samlinger. 9. Bind Side 52.)

Det var dog ikke blot til Tage, at Lyngen anvendtes, men i Mangel af de dyre Brædefjæle, de saakaldt ”Deller” lavede man Spidsgavlene af flettet Lyngværk, ofte blandet med Ler, eller af sammensnoede vist af Kvikrod. Naar derfor den vestre Længe i nævnte Ladegaardsbeskrivelse siges at være forsynet med ”tuende deelle gaulle”, er dette meget fortrinligt.  Paa Frederik den 6’s Tid var Lynggavle sikkert endnu almindelige paa Bornholm. Min Oldefader noterer i Dagbogen for den 8. November 1827 ”satte jeg Lynggavl i for Peder Thors”.

I de smaa Redskabshuse, som Holzførster Rømer opførte i Almindingsskoven, ser vi endnu Systemet bevaret, idet f. Eks. Huset tæt syd for Rømers Mindeplads endnu i Dag er forsynet med flettede Gavle. Statens Forstvæsen har her vist en pietet overfor det overleverede, som er anerkendelsesværdig. Som en stor Nutidssjælenhed er det at haabe, at disse Gavle stadig maa blive holdt i samme oprindelige Byggemaade.

Den gamle Dagbog viser endnu adskillige Data vedrørende Lyngens Betydning, som følger:

27. Maj 1835 og samme Dato 1826 noteres: ”kjøre vi Faarene ad Lyngen.”
28. Juni 1835 ”ledte jeg efter faar i Lyngen”
29. September s. A. hendte et Lam fra Lyngen og 6. September 1836 hendte jeg Faar fra Lyngen.
30. August 1825 hendte vi Qvien af Lyngen.
31. Juni 1828 hendte jeg mine Heste af Lyngen og 28. Juni: ”I Lyngen og skar Bredtørv”.

Det ses heraf, at kun Faar, Ungkvæg og Heste var ”Lyngboere”, medens Malkekøerne stadig holdtes ved Hjemmet. Det vilde jo ogsaa gaa ud over Mælkeydelse og Svineproduktion, om disse sidste blev sluppet ud paa  ”Vijlabræd” som Bornholmerne siger. Faarene holdt længst ud i det Fri, fra Maj til hen i September. Hestene kun en Maaneds Tid i Forsommeren, efter at Sæden var lagt i Jorden, hvilket ofte skete meget sent.

Det siger sig selv, at en Dyreejer ikke kunde have nogen Anelse om, hvorledes det Dag for Dag gik hans Dyr der inde paa Højlyngen, om end der maa have været et Slags Tilsyn af de nærmestboende. Ikke blot maatte han lede vidt omkring for at finde dem, der skulde afhentes; men andre Overraskelser kunde ogsaa fremkomme. Dagbogen nævner to. Den 12. August 1833: Fik vi Efterretning om, at vort bedste sorte Faar var dødt, og den 5. Juni 1826 Sønd. : Kom Hans Busk og sagde, der var et Bæst væk.

Saaledes bekræfter Dagbogen, at Højlyngen, trods Frederik den 6.s Forordning, vedblivende var Fællesmark, saa længe han levede. Det var først under Christian den 8’s Regeringstid, at Forordningen af 25. Maj 1842 udvirkede den endelige Udstykning af Udmarken fordel til de forskellige Sogne, der frit tog Bestemmelse, om de vilde beplante det dem tilfaldende Areal eller yderligere udstykke det mellem Sogneboerne.

Foruden Lyngfællesskabet var der i den Tid en anden Form for Fællesdrift som havde været almindelig fra ældgammel Tid, nemlig at lade Jorden ligge uhegnet om Efteraaret, saa at Kvæget kunde drive frit omkring, som paa et Ingenmands Land, men da dette selvsagt maatte gøre stor Skade paa de da stærkt forøgede Arealer af vintersæd, tog adskillige af de større Sædavlere resolut ”Tyren ved Hornene” og opretholdt Hegnet hele Aaret rundt. Brød fremmede Kreaturer igennem, lød Ejeren dem indfange og udleverede dem ikke igen uden Erstatning. Af den Grund opstod flere Steder paa Øen hele Revolter og natlige Overfald med Bøsseskud øg Stenkast paa den formastelige, der gjorde Indgreb i Folkets hævdvundne Ret.

En af Foregangsmændene for Hegning og Fredning af Ejendomsjord paa den Tid skal i Følge ovennævnte Ladegaardshistorie have været Proprietær Mads Stender, der var Ejer af Ladegaarden fra 1828-55. Dette bekræfter min Oldefader i Dagbogen ved den 9. April 1834 at notere følgende protest: Samme Dag tog Stender vore Faar ind. At den offentlige Mening i det lange Løb dog drejede i Jordejernes Favør, viser den mere spagfærdige Notits i et Regnskab fra 1845, hvor Hans Thorsen skriver: Jeg skylder Stender for 2 Faareskind og et Faar, han havde indgjort for mig, men Forholdet blev endnu ofte Genstand for Splid, der ogsaa kunde afføde Rettergang. Her har Dagbogen en morsom Gaasehistorie.

Under den 17. Oktober 1827 noterer min Oldefader: ” kjøbte jeg 2 Gæs af præsten for 3 Mark og 4 Skil1ing Stykket. (Præsten i Klemensker var den Gang Niels Jacob Bolbroe fra Fredericia, gift med Petronelle Georgine Saabye. En Søn af Ægteparret blev senere præst i Pedersker, en anden i Rø, en tredje ejede Dalegaard i Nyker, en fjerde var Toldkontrollør.) 1 Kr. 08 Øre! Det var billige Julegæs, men Glæden varede kun kort. Den ene løb bort blot 5 Dage efter Handelen skriver H. Thorsen med Beklagelse: gik jeg og spurgte efter en Gaas, men omsonst.

Forskellige Underhaands-Oplysninger maa dog snart være indløbet; thi den 2. November gik jeg ud og fik Stævning paaskrevet til Peder Dam, og den 4. November om Eftermiddagen var jeg paa politi med Peder Dam om en Gasse! Saaledes havnede præstens Gase i Nørre Herreds Retterting i Hasle men om den kom tilbage til Gaasestien paa Simblegaardsbakkerne, siger Dagbogen intet om. Forhaabentlig har den daværende By- og Herredsfoged Assessor J.J. Jacobsen afsagt en salomonisk Dom.

En Bornholmers Dagbog fra Kong Frederik IVs Tid.

Af Arkitekt K. Thorsen

III. Ageren

[Bornholms Tidende 10. juni 1920]

 

I Oldtiden behandlede Agerdyrkeren ganske simpelt sin Jord med et Naturredskab  – en Gren med korte pigge paa – som kradsede Jorden op med og løsnede den haarde Skorpe inden Saaningen. Efterhaanden frembragtes mere tildannede Redskaber af Træ, saavel Plove som Harver. Paa et gammelt Billede fra Tiden kort efter Bogtrykkerkunstens Begyndelse – et saakaldet Træsnit – ser man Bønder pløje, harve og rulle Marken med saadanne klodsede Træredskaber. De forbedredes vel efterhaanden lidt med Skær og Beslag af Jern, men var ellers for et lille Aarhundrede siden af samme Slags, som i det 15. Aarhundrede.

Ploven var en saakaldet hjulplov med en Forstilling, der kørte paa Hjul, efterfulgt af den egentlig, plov; alt meget svært og klodset. Selv om man ogsaa har haft mindre hjulplove, som en a to Heste kunde trække, (en saadan en hestesplov ses paa et Billede i Olau Magnus’ latinske Bispekrønike) var de almindeligst brugte af en større Type, der ofte krævede 4 a 6 Heste til Forspand, naar de skulde gaa ordentlig dybt, eller der skulde pløjes Leje.

I Bornholms Historie 2. Bind Side 254 meddeler J.A. Jørgensen at Svingploven indførtes til Bornholm i Aarene 1826-27. Hermed har Forfatteren sikkert kun ment, at de første plove af det nye System kom hertil i de Aar; thi at Almenbruget af dem tog længere Tid at indarbejde siger sig selv, og her giver min Oldefaders Dagbog en ikke uvigtig vejledning.

At han, som mindre Landbruger, endnu i 1832 benyttede Hjulplov ses af Udtrykket i Dagbogen under 2. April dette Aar. Kjøre plov havde vante paa. Ligeledes under 12. Juni 1836: Lars køere Plov for Poul Wevestsens. (Lars, min Bedstefader, var da 12 Aar). Brugeren af en Hjulplov kaldtes nemlig plovkører”, et Udtryk der faldt bort med de hjulløse ploves Indførelse. Endnu et sikrere Bevis giver Dagbogsnotitsen af 5. Februar 1834: paa Simblegaard arbejde Plou Hjul, og ligeledes 18. Januar 1836: Arbejde Plovshjul.

Heraf ses, at Hjulplovene selv paa større Gaarde endnu i 30-erne ikke var afskaffede, men at man endog lavede nye Hjul til dem til fortsat Brug. Ikke desto mindre ses det, at min Oldefader selv indførte det nye System i 1833; thi under 23. April d. A. skriver han: Pløjde jeg med Jernplov (Bemærk tillige at han ikke her benytter Udtrykket ”kjøre”)  At Skikken breder sig, viser Dagbogens Ord af 22. Marts 1835, Sønd.: Hendte Poul Wevestsen og jeg Jern Ploue fra Hasle.

I ovennævnte Bornholms Historie meddeles ligeledes, at i Aarene 1836-38 holdte Præmiepløjninger ved Aakirkeby for at opmuntre til Brug af Svingploven. Dette bekræfter Dagbogen: 7. Oktober 1837 noterer Hans Thorsen: da var denne præmie pløjningen.

Det ses saaledes, at de nye plove ikke uden videre blev godkendt af Bornholmerne, forinden de havde bestaaet sin prøve og man købte nødig en plov, før man havde prøvet den. Herved forstaar man bedre min Oldefaders Notits af 26. Maj 1834: proberde jeg Bjørnemands Plove hos Rasmus Hansen. (Udtrykket ”Bjørnemand” skal betyde Ejeren af Bjørnegaard, er et Eksempel paa et landligt Sprogbrug. der har affødt flere saadanne pudsigt. Udtryk i Dagbogen, som Julemand, Kjæmpemand, Hullemand osv.).

Ligeledes under 23. April 1840 kjørte til Rønne efter en plov og 24.: Prøve ploven. De første nye Svingplove ses saaledes at være hentet fra Byerne, hvor de sandsynligvis er købt som færdigt Fabrikata, en Begyndelse til den landbrugstekniske Industri, der afløste de gamle hjemmelavede Redskaber.

Til at køre de store Hjulplove, med deres 4- eller 6-Hestes Forspand, behøvedes 2 Mand; èn til at styre Hestene og èn til at styre ploven. I Bornholms Museum findes en smukt forarbejdet Model af en Hjulplov med Forspand og det Hele, udført af en bornholmsk Landmand, men ingen saadan plov findes her i Original. Derimod har Landbrugsmuseet ved Lyngby ikke mindre end ca. 60 Numre, der repræsenterer Hjulplove og Dele deraf.

Gaar vi nu tilbage til Dagbogen, er det forbavsende at se hvor sent Foraarsavlingen var til Ende paa den Tid. Naar vor Tids Landmænd begynder at blive nervøse, saafremt Sædlægningen trækker ud til midten af Maj, havde man anderledes stærke Nerver i gamle Dage! Hvad skal man til Eks. sige om Avlingen i 1837. hvor følgende Data viser Arbejdets Gang i min Oldefaders Bedrift, ikke stod tilbage for andres:

4.Juni saaede Ærter. 13. Juni saaede Korn. 17. Juni saaede Havre. 20. Juni saaede Liin. 21. Juni satte Kartofler og endnu 22. Juni følgende Bemærkninger: saaede atter noget Korn formedelst at jeg havde ikke flere Kartofler og saa rollede jeg, som var det sidste.

Aarsagen til dette særdeles sene Foraar i 1837 var den strenge Vinter, hvor Isen laa fast mellem Bornholm og Skaane. og hvor megen Sne i Marts og April efterfulgtes af en regnfuld Maj. I 1838 gentog vinteren sig, og Dagbogen viser i dette Aar endnu langt hen i Maj, Kulde og Frost. Intet Under, at sædlægningen først da blev tilendebragt i Juni. 1829 atter haard vinter og Afslutningen af Foraarsavlet trak ud til 19. Juni. Andre Aar udviser ogsaa kritiske Perioder. I 1820, da vaararbejdet dag sluttede 1. Juni, var det den 8., 9. og 10. Maj Frost og Snestorm (Fnøgedrev). Den 8. Maj Søndag, skriver min Oldefader: Pløjde jeg til Hans Jens, men vi maatte kjøre hjem fordi det var Fnøgedriv og 9. Maj: pløjde til Peder Thors, men snøged. Fra 29. Maj til 1. Juni 1834 noterer Dagbogen Frost, hvilket maatte være en daarlig Begyndelse for den da nylig lagte Udsæd.

At Bornholmerne under saa barske vejrforbold ikke lagde megen Vægt paa en saa kælen Plante som Hvede er forstaaeligt. J.A. Jørgensen siger i Bornholms Historie 2. Bind Side 25 følgende om Hvededyrkningen: ”Det gamle Trevangsbrug – Rug, Byg og Havre – afløstes lidt efter lidt af et fornuftigere Sædskifte, og Hvededyrkningen begyndte at blive mere almindelig. I Følge en Meddelelse hos Thaarup (”Bornholms Amt” Side 161) var der allerede 1799 begyndt paa Hvedeavl af den bekendte dygtige Landsdommer Rogert (Thornby), som i sin Rugmark havde fundet et eneste Hvedeaks hvis Kærner han saaede. Denne første Udsæd af Hvede blev Stammoder til hele Hvededyrkningen, som som udbredtes i Klemensker, og derfra over store Strækninger af Øen”.

Saavidt Jørgensen –  og det er mærkeligt at nævnte Forfatter uden Kommentar citerer denne noget legendeagtige Forklaring; thi ikke blot meddeler Thura i Bornholms Beskrivelse af 1756: Her saaes og Hvede, men ganske lidet, men Jørgensen selv meddeler i sit værks samme Bind Side 141 at Hveden allerede i Aarene  1770-79 dyrkedes paa ganske enkelte Gaarde paa Øen, og han fremfører et Regnskab for Ind- og Udførsel i nævnte Tiaar, der viser 968 Tdr. Hvede indført og 1.393 ½ Td. Hvede udført, hvoraf Udførselsoverskuddet godt 400 Td., med Rimelighed jo antages at være dyrket her. En anden Sag er, at Hveden længe, saavel i Dyrkning som i Forbrug, var en ret sjælden Vare paa Bornbolm, og et talende Bevis herfor er min Oldefaders Dagbog, der nævner de andre Kornsorter snesevis af Gange, baade i sit eget og andres Avl, men kun en eneste Gang nævner Hvede i Dagbogens 12-aarige Periode. Det var i December 1834, at Hans Thorsen skaffede sig en Smule af den sjældne Kornsort til at bage Julegodt af. Den 9. December: hendte jeg ½ Skp. Hvede as Povl Vævestsens. 14. Decb.; huggede jeg Bagebrænde. 22. December: hendte jeg et Læs Bagebrænde og 22. December: bagede vi to Gange. Saaledes blev Hvedebrødet den sjældne Julegæst; nu er det den daglige Nødvendighed, der maa rationeres til Værn mod overdrevent Forbrug.

Som ovennævnt var det forstaaeligt, at det ublide Vejrlig hæmmede Hvededyrkningen paa Bornholm. Den haardføre Rug klarede sig bedre, om end den slog fejl i 1837. Dette var først begrundet i, at det blev Snestorm under Efteraarsarbejdet i Oktober Aaret forud. Under 28. Oktober 1836 skriver min Oldefader: Saaede Rug, men fik den ikke harvet, her kom forskrækkeligt med Sne. Dernæst har den sikkert taget Skade i den efterfølgende strenge Vinter. I hvert Fald gav den det Aar kun en Fjerdedel af det sædvanlige Udbytte, der plejede at være 12-14 Fold.

Men hvorledes gik det Foraarssæden i de Aar, hvor den først blev saaet i Juni Maaned? Jo, den klarede sig helt godt, og det ses ikke, at den sent saaede Sæd gav mindre Foldudbytte end normalt, selv om den naturligvis medførte en sen Høst. Det Korn, der saaedes den 13. Juni – viser Dagbogen –  blev afmejet den 8.-13. September færdig ophobet den 21. og kørt ind den 22. September. Den 26. September d. A. var alle Afgrøder afmejet og den 28. September Høsten sluttet. Der blev tærsket 12 Td. 4 Skp. Korn, hvilket endda var lidt over det normale. Havren, der blev saaet den 7. Juni afmejedes 2.-6- September. Der tærskedes ligeledes lidt over Normalen.

Foraarsarbejdernes Afslutning ses i Aarene 1832-40 at ligge mellem de to yderpunkter 20. Maj (1840) og 22. Juni (1827), en Termin som vor Tid jo har rykket en Maaned tidligere frem.

I følgende Artikel skal omtales Kløver- og Kartoffelavl, Brak og Gødning, priser og Afsætningsforhold osv.

En Bornholmers Dagbog fra Kong Frederik IVs Tid.

Af Arkitekt K. Thorsen

IV Ageren

[Bornholms Tidende 17. juni 1920]

 

En hel Del af de nu almindelige Avlsskikke og Driftsmetoder er for Bornholms Vedkommende ikke mere end ca. 100 Aar gamle; thi her kom Udviklingen senere end i det øvrige Land.

Allerede i sidste Halvdel af 17hundred-Tallet havde man paa de store adelige Godser indført adskillige forbedrede Driftsformer, og de store Foregangsmænd i Slutningen af Aarhnndredet, under den saakaldte oplyste Enevælde, arbejdede ikke blot paa rent menneskelig Højnelse af Landalmuens Kaar (Stavnsbaandets Løsning), men indførte ogfaa mere rationelt Agerbrug.

Paa Bornholm var Landbruget imidlertid den Gang som nu spaltet i mange Smaabedrifter, hvis Indehavere vel besad større Frihed end f. Eks. den sjællandske Bonde, men til Gengæld – dels af Mangel paa Oplysning, dels af Stædighed – holdt mere konservativt paa de ældre Driftsskikke end Lederne af Adelsgodserne.

At Jorden ved nye og forbedrede Metoder kunde dyrkes op til større Ydeevne, tænkte man ikke Paa.

Adskillige af Bornholms tilrejsende Embedsmænd forundrede sig over dette og søgte at arbejde paa det stedlige Landbrugs Fornyelse. Det var da ogsaa enten Landmænd, der kom ovre fra, eller saadanne, der kom i Berøring med Tilrejsende, der – først under Latterliggørelse og Modstand, men senere under mer eller mindre stædig Tilslutning – blev Banebrydere for det forbedrede Landbrug. De to Veje, de fulgte, var dels Indførelse af bedre Driftsformer og dels optagelse af nye Avlsprodukter.

Paa Bornholm havde man indtil omkring Aar 1800 endnu ikke det Kendskab til Agerbrug, at Jorden trængte til Hvile, med andre Ord: Brakmarkens Betydning for Høstudbyttet var ukendt.

I 1756 berømmer Thura Svanike Bye-Vang for dens Frugtbarhed; ”thi den i bærer ej alene Vexter i overflødighed, men faar endog aldrig Hvile, som anden god Jord dog paa andre Steder i Landet maa forundes, om dets Frugtbarhed ellers skal holdes ved Lige”.

Selv om nu faadanne fede Jorder fom Svanekevangen en Tid kunde holde ydeevnen, hævnede det sig dog at de bornholmske Landmænd foragtede en af Livets fundamentale Love: Hvile efter Arbejde – og Nemesis viste sig snart i Form af udpinte Jorder og dalende Udbytte.

Da var det, at enkelte fremstaaende Landmænd i Begyndelsen af forrige Aarbundrede gik i Spidsen for en Forandring. Sandsflugtskommissær Peder Dam Jespersen (1772-1835) lagde de forsømte havrejorder paa Sejersgaard i rent Brak og gjorde dem derved efter et Aars Hvile mere ydedygtige. Bønderne holdt stille paa Landevejene og faa med misbilligende Undren paa hans brakpløjede Marker. ”Han fattes Sæd, kan tro; han pløjer uden at faa.” Han blev saaledes Bornholmernes første Læremester i Brakdriften (efter M. K.  Zahrtmann).

Nu kunde det være af interesse at undersøge, hvornaar egentlig Brakbehandlingen blev almindelig længere oppe paa Øen. Her oplyser min Oldefaders Dagbog ved fin Tavshed – at han ikke benyttede det nye System før i 1838; Thi da først noterer han under 6. Juni: Pløjde Brak. hvilket gentager sig samme Aar den 2. og 20. August, saavelsom senere i Dagbogen.

En anden gammel Skik, som boldt sig paa Bornholm længe efter, at man var gaaet bort fra den i det øvrige Land, var den Maade, hvorpaa man om Efteraaret praktiserede Avlingen til Rug. I en Tid, da Kunstgødning var et ukendt Begreb, og Staldgødning – på Grund af ringe Kreaturhold og megen Fædrift i det fri – var  knap, var det kun paa Rugen, man kunde ofre væsentlig Gødning.

Præsten Hans Severin Witte i Aaker skriver i en Indberetning til Amtet efter Tørkeaarene 1783-85: ”Hvor skal man faa Gødningen fra til vores smaa Rug-Vange”.

Den gamle bornholmske Rugdyrkningsmaade skildres af Thura 1756 saledes: Jorden dyrkes til Rug paa en ganske anden Maade end ellers sædvanligt i Danmark; thi Ageren pløjes først og dernæst føres Gødning derpaa i Steden for at paa andre Steder Gødningen først føres paa Iorden og Jorden derefter pløjes. Og naar Jorden saaledes dyrkes, kan alletider en Sædemand, som er i Stand til med Gødning at bedynge et Stykke Jord paa 6 Tønder Rugs Udsæd ved den Højestes Bistand vente en Høst paa Hundrede Tønder og saa fremdeles. Adskillige, især Fremmede, som er komne her til Landet, har eragtet denne Skik paa Jordens Dyrkning forkert og urimelig og har indført den anden i denne Tilfælde sædvanlige Maade, men da Høstens Tid er kommen, har de set sig bedragne i deres Spekulation, har i den kommende Tid faret fort efter Landets Maade og derved bedst fundet deres Regning.” Saavidt Thura, og selv om han roser denne bornholmske Gødningsmetode, har Tiden jo vist. at den ikke var for god til at give Slip paa. Saaledes at Gødningens paaføring med efterfølgende Nedpløjning og saa paa Bornholm er blevet det sejrrige System. Men at den gamle Skik endnu var raadende i 1830’erne ses af Hans Thorsens Dagbog.

For 1835 er følgende derom nedtegnet:

16.Oktober: pløjde til Rug.

24.-26. Oktober agede jeg Møg.

27.Oktober: Brede Møg.

28.Oktober: Saaede Rug. 3 3/4 Skæppe.

Det Ses af Høstoptegnelsen for 1836, at den saaledes behandlede Rug dette Aar gav i Udbytte 6 Td 2 2/4  Skp.  = 13 ½ fold. At der tillige efter Saaningen paafulgte en harvning, ses af  1836-Optegnelsen. 28. Oktober: Saaede Rug, men fik den ikke harvet, da der kom forskrækkeligt med Sne.

Thyras Udtryk ”at bedynge et Stykke Jord med Gødning” synes at bekræftes af Dagbogen, som siger, at til 5 Skp. og 5 Spind (”Spind” skal vel være Fdk.) Udsædesrug paaførtes Jorden i 1837 ”63 Læs Møg” og til 4 Skp. Sæderug i 1838 ikke mindre end ”43 læs Møg og 30 Læs Dama-Dynd”. Formodentlig maa dog det store Antal læs forklares i disses ringe Størrelse.

En anden Skik, der har været Benyttet i magre, gødningsfattige Egne paa Bornholm, anvendtes ved Kartoffelavlen. Det var den saakaldte Klatgødning, som i denne Forbindelse skal nævnes her, selv om den vistnok ikke endnu er helt uddød og derfor ikke kan betegnes strengt historisk. Tæt bag Kartoffelsætteren gik Klatgøderen med et Lærredsforklæde fuldt af mer eller mindre tør Staldgødning, som han ganske ugenert tog en Haandfuld af og lagde paa hver af de i plovfuren lagte Knolde. Bagefter kom saa plovmanden, dragende den nye Fure , som lukkede den ”Tilsaaede”.

Kartoflen, som paa Bornholm for 100 Aar siden ikke var anerkendt som det udmærkede almene Næringsstof, den er i Nutiden, dyrkedes dog almindeligt paa Dagbogens Tid.

Som en fremmed plante, indført fra en anden verdensdel, findes den ikke i Rækken af Naturalydelser og Landgildeskatter, da den ikke var kendt ved disses Opkomst. Almuen havde heller ikke synderlig Lid til denne fremmede Opkomling. Baade her i Danmark og i Udlandet maatte europæiske Godsejere ofte optræde skarpt overfor de livegne Bønder for at faa dem til at spise Kartofler, og Straffe blev endog paadømt og udførte af den Grund ( f. Eks. i Irland).  Bornholmerne saa til en Begyndelse noget lignende paa Sagen. Brød spistes faavel til den daglige Sild som til den festlige Klipfisk; bart Brød og Brændevin nævnes i 1770’erne som absolut Nødvendighedskost til Tjenestefolk, hvorimod Kartofler slet ikke omtales. Det kan derfor være af Interesse at se, hvad Bogen fra 1832-40 kan sige om Kartoflen paa den Tid.

Spørger man om Grunden til Modviljen mod det nye, fortrinlige Næringsmiddel, synes Svaret at ligge ret nær. Bortset fra, at et Folks daglige hovednæringsmiddel er tilvant gennem Generationer (jfr. Grønlændernes Sælhundespæk!) og at det tager Tid at indpode nye vaner, kan man vist ikke se bort fra det Faktum, at de tidligere gængse Næringsstoffer fra planteverdenen – kornsorterne faavel som Bælg- og Kaalplanter  – alle havde deres spiselige Dele over Jorden, medens Kartoflen var den første plante, hvor Roden (Mellemstokken) var den spiselige Frugt. De øvrige Rodfrugter dyrkedes først senere (Runkelroer, Kaalrabier, Radiser etc. etc.).

Naar man dernæst ser hen til, at Kartoffelknolden ikke blot kom i direkte Berøring med Jorden, men endog med Staldgødningen, og at man ikke plejede at skrælle eller pille den for Serveringen, kunde der jo let opstaa en forstaaelig Modvilje mod dette nye ”Menneskefoder”.

Det synes at være et Udslag heraf, der bringer min Oldefader til at skrive i Dagbogen under 14. Februar 1839. Smagte jeg Kartofler, der vare bedækkede med Jord”. Det kan dog ogsaa være at Udtrykket skal gælde Kartofler, der har været nedkulede; thi en kilden Sag ved Kartoffeldyrkningen (som al Rodfrugtdyrkning) var den vanskelige vinter, opbevaring, som man den Gang ikke havde tilstrækkelig Erfaring eller Færdighed i, hvorfor man ofte maatte spise halvsfosne Kartofler, hvilket jo smagte mindre godt.

Den 30. Oktober 1837 siger Dagbogen: Dækkede jeg til om Kartoflerne i Moserenden”, (det var en dyb Grøft, der benyttedes som Kartoffelkule), men den følgende 21. Marts meddeles: ”Tog vore Kartofler op 6 Tdr. Saa meget som 4 Tdr. fik vi frossed, saa de kunne ikke due til Menneskeføde”.

Saa var det bedre at sælge Kartoflerne om Efteraaret til Byboerne og selv spise Brød. ”Den 6. Oktober 1838 kjøre jeg til Rønne og solgte Kartofler og fik 2 Rigsdaler Tønden”.

Sammenlignet med Sædpriserne, som her skal anføres, var det en god Kartoffelhandel for Sælgeren.

6.Oktober 1832 kjøre jeg til Rønne, solgt 5 Tdr. Byg, 2 Rdlr. 4 Sk. Tønden.

20.Oktbr. kjøbte Hans Ambrusen 1 Tt. Rug, 3 Rdlr. 2 Sk.

7.Januar 1837 kjøre jeg til Hasle og solgte 10 Tdr. Havre og fik 1 Rdlr. 2 Sk. Tønden.

11.Oktoher 1837 kjøre til Rønne og solgte Korn, 3 Rdlr. Tønden.

10.November 1838 kjøbte Christian Lyster en tønde Korn til 3 Rdlr. 5 Sk.

26.December 1838 betalte jeg 6 Rdlr. til Marevad-Sønnen (4 Rdlr. for Tønden af Korn).

Man ser Heraf, hvor priserne igen er dalet siden Paniktiderne under Kaperkrigen og Statsbankerotten eller rettere, pengene er igen steget i værdi.

 

En Bornholmers Dagbog fra Kong Frederik IVs Tid.

Af Arkitekt K. Thorsen

V. Haandværk og husflid.

[Bornholms Tidende 24. juni 1920]

 

Et betydningsfuldt Afsnit af vore Forfædres daglige Liv er deres haandværk og hjemmeflid, der strakte sig til næsten alt, hvad man havde Brug for i husholdningen faavelsom i Bedriften. Mange Brugsting, som nu fremstilles fabriksmæssig, maatte den Gang møjsommeligt udfores enten med de bare hænder eller med primitivt værktøj.

En anden Ting var, at haandværket ikke var saa udspecificeret som nu, og de fleste udøvere kunde mere en et Fag, ja, for omkring 100 Aar siden var der – i hvert Fald paa Landet – en Slags Universalmestre, der mægtede at spille paa alle værkflidens Strenge. Selv om det ikke altid var de reneste Toner, der lod fra en saadan haandværksskala, maa man dog indrømme, at disse Enkelte besad en opdragende Alsidighed, der maatte virke udviklende og skærpende paa Sanser og Evner. Dette, at maatte hjælpe sig selv overfor de forskellige Krav, det daglige Liv stillede dem, gav dem al Overblik over vanskelighederne og et Mod paa at løse de opstaaede krav. En anden Ting, som skabte Karakterer, var den Opøvelse til Selvstudering, der ofte laa til Grund for deres Kunnen.

Her synes det, som om Bornholmerne tidlig besad mærkelige Anlæg for ved Selvtillærthed at tilegne sig haandværksmæssige Færdigheder, og det i saa høj Grad, at vor Tids Ungdom selv ved Læretid, Undervisning, Foredrag, Bøger, Udstillinger etc. ofte ikke driver det saa vidt. (Urmageri og Fajanceri.)

En Forfatter (Thura) skriver i Midten af det 18. Aarhundrede følgende om den bornholmske Almue: De ere klygtige og bekvemme til at udfinde adskillige Ting, og tillige behændige at fuldføre dem; Der findes unge Drenge, som af egen naturlig Drift og paafund have beflittet sig paa at skære i Træ og have bragt det saa vidt, at man skulde af deres Arbejder slutte, at de virkelig havde lært Billedhuggerprofessionen; Andre gjøre Tømmermands – Snedker – Mur – og andet Arbejde, som de have lært sig selv til, aleneste ved deres eget gode Nemme, og ved Optagning, hvorledes de have set et og andet deslige.

Som Regel gik de fleste haandværkersærdigheder i Arv fra Fader til Søn; tidlig maatte Børnene hjælpe til – Skolegangen var jo minimal den Gang – og efterhaanden blev Færdighederne mange og højst forskellige.

Skulde man kunne tænke sig en nulevende håndværksmester udøve alle de Fag, som min Oldefader i Følge Dagbogen dyrkede for sig selv og andre, maatte en saadan Mester i vor Tid kunne blive Medlem af saa at sige alle eksisterende haandværkerorganisationer.

Af korte Notitser i en Dagbog er det imidlertid vanskeligt at forme et sammenhængende anskueligt hele, der vil kunne give et tydeligt Billede af Land-haandværkeren paa Fred. d. 6.’s Tid, men til Forklaring af denne skal i det følgende gives et Resume af Optegnelserne.

Datidens Snedkeri – hvilket var vor Dagbogsførers haandværksmæssige hovederhverv – var en Udøvelse af Træbearbejdning lige fra Fældningen af Træet i Skoven til Fuldførelsen af saa at sige alt, hvad der kunde fremstilles af dette vigtige Stof.

Ligesom Træets ved i Oldtiden var Menneskets første nyttige Tjener, hvor de flettede Grene dannede hytten og den udhulede Træstamme den primitive Baad, saaledes spille de af Træ dannede produkter en meget større Rolle for 100 Aar siden end i vor Tid, fortrængt som de nu er af Metallerne, Cementen og Teglvæksprodukterne osv. Først og fremmest var Datidens Bindingsærkshuse med Bræddegavle og Bjælkeloft et udpræget Træprodukt, hvis klinede Lervægge og Straatag yderligere gjorde Murerne overflødige, saaledes at Tømreren maatte blive den alt overvejende haandværker ved Bygningen, den egentlige Bygmester.

Naar en Bonde havde Tømret i sin egen Skov, Tækkehalmen af sin egen Rug og Klineleret fra sin egen Grund, var det forbavsende lidt penge, der behøvedes for at bygge den Gang, særlig da haandværkerne ogsaa ofte fik deres vederlag in natura. Den nordre Længe paa den vestre Gamlevældegaard i Østerlars – en stor og anseelig Bindingsværksbygning – skal saledes i sin Tid være opført for et kontant Udlæg af blot 8 Rdlr., et Beløb, man ikke engang kan saa et par Sko for i vore Dage!

I Frederik d. 6’s Tid var de bornholmske Bondeskove af stor Udstrækning og rige paa store Træer særlig Eg og Ask (Gran og Fyr blev jo først indplantet i Begyndelsen af Aarhundredet), hvoraf enkelte Kæmpetræer endnu er tilbage.

Min Oldefaders Dagbog siger adskilligt om Skovning af Træer, og her skal nævnes en Kæmpe af en Ask, som han købte og skovede i Ritmester. Proprietær H. Holms Skov, ”Torpeellet” (Simblegaard).

Alene Dagbogens Bemærkning af 14. Februar 1839: ”Begyndte at hugge paa en Ask, som koster 10 rdlr.” giver et Begreb om Træets Størrelse; thi ikke blot var den højeste pris. der ellers nævnes for et Træ. 4½ Rdlr., men 10 Rdlr. var en stor Sum den Gang  = Prisen for en Ko.

Det ses ogsaa ved Besværligheden og Langsomheden af dette Træs Fældning, at det var stort: det tog 5 Dages Arbejde at faa det omkuld. Den fjerde huggedag – ”da havde Asken faldt noget”: den femte Dag ”fik først Asken om”. Derefter gik der 5 Dage med at køre Askegrene (Slædrætten gik itu) og med at skære Kolossen i passende Stykker  ”fik Rodkjølet i to skaaret og ophugged”.

Man forstaar. at Fældningen af saadanne Kæmper krævede baade omtanke og Kræfter og var med Datidens Redskaber ofte vanskelig. Saaledes skovede min Bedstefader en Gang en Kæmpeeg i Vestre Pilegaardskoven i Klemensker. Den stod paa Skrænten ned mod Aaen og maatte køres paa Ruller og med Taljetræk ud til Landevejen – En Transport, der tog flere Dage. Paa Blokvogn blev den transporteret til Rønne, men da Forspandet naaede Store Torv, slog Flammerne ud af hjulnavene, og man maatte hente Vand fra Stadspumperne, der den Gang stod paa Torvet, for at slukke ”Branden”. Denne Eg var saa svær, at en velvoksen Mand ikke kunde se over Stammen, naar denne laa paa den lave Blokvogn.

Naar man betænker, at de svære Skovstammer i en Tid, hvor mekanisk Savskæreri var ukendt, maatte kløves med Haandsav, forstaar man, at ”Snedkerier”  den Gang var strengt Muskelarbejde. Ved Kløvningen af større Træer lagdes Stammen op paa et par Bukke godt og vel mandshøje, og en lodretgaaende Sav (Kløvsaven) blev ført af to Mand, hvoraf den ene stod oprejst ovenpaa Stammen og den anden underneden. For ikke at faa Savsmullet i Øjnene havde denne sidste et Slags ”Støvbriller” paa. Saaledes kunde man staa i ugevis og kløve Stammer til Bjælker og Stolper. De mindre Træer, som ikke behøvede Kløvning, blev blot glathugne med Økse. Her havde Bornholmerne den Særmode, at Tømmerstykket laa næsten umiddelbart paa Jorden, og hugningen foregik i foroverbøjet Stilling. Dette kaldes paa Bornholmsk at ”slijna”.

Den endnu staaende østre Længe paa Simblegaard opførte min Oldefader i 1834. (Mærkelig nok er alle denne Gaards Bygninger til forskellige Tider opførte af samme haandværkerslægt, saaledes Stuehuset i 1843 og 46 af min Oldefader og Bedstefader i Forening, vestre Længe med Kostald i 1885 af min Bedstefader og Fader i Forening, og endelig Ombygning af søndre Længe i 1918 af min Broder.)

Da der i den historiske Beskrivelse as Simblegaard (A.M. Kofoed, Bornholmske Samlinger 11, Side 124) er opgivet 1835 som Opførselsaaret for østre Længe, skal her anfæres de nøjagtige Data efter Dagbogen.

At Tillavningen af Tømret foregik i 1835, ses af Hans Thorsens Opskrift dette Aar fra 9.-19. Oktober: ”Paa Simblegaard og slingede”.

 I 1834 følger Opførselsdatoerne saaledes: 22. Maj: paa Simblegaard, huggede Tømmer. 6. Juni rejste Tømmer paa Simblegaard.. 7. Juni stemmede Tømmeret. 16. Juni klinede Simblegaard. 17. Juni hendte jeg et Læs brændte Sten fra Rønne til Holms. 18. Juni paa  Simblegaard, lettede. 28.-30- August paa Simblegaard, arbejde Loft.

Det ses saaledes, at 1834 var Opførelsesaaret, og at man selv paa anseelige Gaarde endnu benyttede lerklinede vægge. Den brændte Sten var endnu saa sjelden, at ovennævnte Læs er det eneste der nævnes om Teglværksprodukter i Bogens 8-aarige af mange Byggeforetagender opfyldte periode.

Da Hammershus siden Forordning af 21. April 1822 var fredet, kunde der ikke mere hentes Sten herfra eller fra Kommandantens ”Slotsdepot” i Rønne, hvorfor nævnte Sten sandsynligvis var fra Rønne Teglværk, der allerede eksisterede den Gang. En Teglfabrikant Hansen nævnes 1824, som Rønnebo og Aktionær i Teatret. (Bornholmske Samlinger 1. Bind, Side 101)

Af Tømrermesteren ogsaa hjalp til ved lerkliningen, der mærkelig nok foretoges forinden Tagtækningen, hvilket bekræftes flere Steder i Dagbogen, viser at der ingen højtidelig Begrænsning var i Fagudøvelsen. Naar man i vor Tid har bevidnet latterlige Kævlerier mellem forskellige Fagforeninger, om hvorvidt en eller anden Handværksudøvelse kunne siges at tilhøre dette eller hint Fag, og at Arbejdsstandsninger og konflikter er fulgt heraf, er det forfriskende at se Datidens lyse Arbejdsmod og villige Nævenyttighed. Arbejdet var endnu ikke blevet en gold Teori, men en haandgribelig Praksis. Ligeledes er det fornøjeligt at jo Datidens Haandværker i sin udøvende Alsidighed, hvorom mere i det følgende.

En Bornholmers Dagbog fra Kong Frederik IVs Tid.

Af Arkitekt K. Thorsen

VI. Haandværk og Husflid.

[Bornholms Tidende 15. juli 1920]

 

Naar der i Indledningen til denne Artikelserie er sagt, at det bornholmske Landmandsliv for 100 Aar siden, særlig som det formede sig paa højderne i Nærheden af Lyngen, i mangt meget bar præg af et Nybyggerliv, da er det specielt den da nødvendige Selvfrembringelse af Redskaber, husgeraad, Klæder osv., der skaber dette Lighedspræg, og tillige udruster dets Udøvere med en mærkelig alsidig Færdighed i haandværk og husflid.

Vi har set Dagbogsføreren i hans Færd i Lyng, Mark og Skov; set ham fælde de store Træer og kløve de tykke Stammer; set ham hugge slette Lynggavle og kline Lervægge. Nu skal videre ses, hvorledes han tillige udfører en hel Del mere haandens Arbejde, der i vore Dage er spaltet i mange forskellige Specialhaandværk.

Ikke blot udførte min Oldefader sin egen Tagtækning, men tækkede ogsaa for andre, hvilket skal meddeles ud fra Dagbogen. Først maa dog bemærkes, at i ældre Tid benyttedes paa Bornholm ikke den nuværende Tækkemetode paa tæt Lægtning, men øverst i Spærets Kryds lagde man en Ryglægte og paa Spærene blot to a tre Taglægter, der saa vel som Ryglægten vare bundne med Lindebast. Over Lægterne lagdes korsvis og i den skraa Plan parvis med kvadratiske Mellemrum paa en halv Alen, lange smækre Kæppe af Alm eller Lind, der sammenbundtes i Krydset paa samme Maade. Disse Kæppe kaldtes Tagredsel, og at anbringe dem kaldtes at tagre. Paa denne Underfletning lagdes Straataget fra neden af i Længder paa en halv Snes Alen og ovenpaa lagdes vandrette Stænger, Rafter, der bandtes til Lægterne med Bastvidjer. Endelig foretoges Rygningen paa Bornholm ikke saaledes, som Skik var i en stor Del af det øvrige Land, hvor den løse Ryghalm maatte fastholdes af ridende Krydstræer, de saakaldte Kragtræer eller Vartræer. Paa Bornholm fastholdtes Rygningen – der oftest var af Lyng – med de ovennævnte vandrette Raster, hvoraf èn anbragtes paa hver Side af husryggen, eller ogsaa var Rygningen af Græstorv, Gimper, der ikke behøvede særlig Fæstning. Saa strengt overholdes endnu i Dag denne lokale Bygningsskik, at jeg blev højst forundret ved for et par Aar siden at ”opdage” en Ejendom i Bodilsker, tæt ved Kirken, med Kragtræer paa husryggen, men som jeg formodede, at det ikke var nogen Bornholmer, der havde lagt dem op, fik jeg bekræftet ved at besøge Ejeren, der modtog mig med den mest uforfalskede sjællandske Dialekt, han havde ingen Anelse om, at de af ham for nylig oplagte Kragtræer var en stor Sjældenhed paa Bornholm. (Vistnok det eneste Eksempel her paa Landet.) Efter denne ”teknisk”-historiske Redegørelse vil man bedre kunne forstaa Dagbogens Optegnelser herom.

4.Januar 1832: Skar jeg Gimper. 28. Oktober 32: hjalp jeg P.T. at tække. 16. April 33: Kørte jeg efter Tagredsel. 25. Aug. 34: huggede Tagredsel hos Poul. 1. September 34: Tagreede jeg. 2. September tækkede vi. 20. September 34 fik jeg Taget oplagt og 17. September skar jeg Taget ned (Afpudsning). 6. Decbr. 1835 ryggede jeg for Peder Thors osv.

Det er for sagt, at Murerarbejdet ikke var noget særlig paakrævet haandværk ved de gamle Landbygninger, hvor det kun var Fodmur, Ovn og Skorsten, der kunde siges at høre herunder. Min Oldefader tog om nødvendigt dog selv Murskeen i sin haand. 13. August 32 siger Dagbogen: klinede og klikkede. 24. August: klikkede i Ovnen og 18. December 37: lagde en vel Ler paa Ovnen. Selv de mindste Ejendomme paa den Tid havde deres egen Bagerovn, hvoraf de fleste var cirkelrunde, halvkuleformede Lerovne, der af og til maatte have et nyt Lag Ler paaført for at kunne holde paa Varmen. Adskillige saadanne Lerovne findes endnu paa Bornholm, om end de efterhaanden er blevet sjældne, og det vilde vistnok være betimeligt at søge en eller anden af dem bevaret for Fremtiden.

Som Brøndgraver viser Dagbogen os Hans Thorsen under 3. Novomber 1834: hos Poul Wevestsen og satte Brønd. og 2. Juli 1858: paa Brøndarbejde hor Niels Henrichs.

”Enhver er Lykkes Smed,” siger Ordsproget, og dette gjaldt sikkerlig ogsaa vor Dagbogsfører. I hvert Fald havde han lært at være sin egen Smed, naar det gjaldt Forfærdigelsen eller Udbedringen af Redskaber. 18. Juni 1835: Fik lidt Jern smidt til en hjulbør. 1. April 1836: da smide jeg plovjern. 15.September 1836: Fik jeg Plovjern smidt, og 4. Oktober 37: hos Smeden og smide.

Fra Smed til Slagter er et langt Spring, men hans Thorsen tog det. 15. Januar 1833: hjalp jeg Hans Monsen at slagte sin So. 9. Januar 36: Slagtede en So og en Gris. 20. November 37: Slagtede en sort Ko for Peder Thors osv. Under Slagterhaandteringen eller maaske snarere som Dyrlæge: 21. September 34: ringede jeg Peder Thors Gris (man gav Svinene Ring i Næsen, for at de ikke skulde rode Jorden saa meget op), og gildede Grise paa Kempegaarden (9. Maj 38).

En mindre blodig Haandtering var Skomageriet. 28. Februar 35: Klampede Sko op. 27. Maj 35: Arbejde Skomagerværksted, og 29. December 37: reparerede en Sko for Kjerstine P. T.

Rebslageriet dreves ogsaa som Hjemmeflid, og man dyrkede Hamp. Under 3. Juni 39 staar: saaede Hamp og Lin (Hør). Hampen benyttedes til Tov-værk. 8. Maj 1834: kom Hans Jørgen Pikker (Tilnavn) Her med Tøjrev (et produkt af den Hjemlige Hamp) og 24. September 37: slingede en Snor til Klokken.

Saa vidt man kan forstaa Dagbogen ret, maatte min Oldefader ogsaa forsøge sig som Kobbersmed; thi 26. Januar 37 berettes: hos Paul Wevestsens, arbejde Bunde til Kobberkar.

Mølleriet var ogsaa en nødvendig Syssel, som Datidens Landmænd oftest selv passede. Ikke blot havde min Oldefader Mølleindretning paa sin Ejendom: 27. Februar 32 fik jeg Bind og Sko til Qværn, 19. Januar 35: hakkede Qværn og 29. Novbr. 39: fik vi Qværn hakked, men naar han en enkelt Gang tog til Mølles, malede han selv og tog Melet med hjem med det samme. 5.September 32: hos Møllen, malede en Pose osv.

Det var dog, som før bemærket, særlig Træbearbejdningen, Snedkeriet, der var hans hovedhaandværk, og det var et Snedkeri, der kunde vaske sig! Vognhjul og fine Møbler, Tønder, Baljer og Ligkister, Væve og Kærner var en Del af de brogede Produkter, der udgik fra hans værksted. Jeg skal ikke trætte med Dagbogens Data og Aarstal, men blot nærme en Del af dens Snedkerarbejder, saa meget mere som her findes Benævnelser paa husgeraad og Redskaber, der forlængst er gaaet af Brug:

Paa Simblegaard, arbejde Stenvogn. Fik præstens vogn færdig. Arbejde Plous Hjul. Brændte hjulnav. Laggede en Saae for Anne Lars. Arbejde to Malkekjitter for Holm (Kjita = Spand). Arbejde Barkekar. Til Hans Mons arbejde pibetønde. Arbejde Røstebalje. Paa Simblegaard, arbejdede nogle Bagstole (Stole med Ryg). Bejsede Stole. Begyndte at arbejde Lænestole. Satte Karnis (Gesims) paa Sengen (himmelseng) paa Sahlen. Arbejde et Staubord. Arbejde Ligkiste til en dig kaldte Smigrav! Tog paa Kirstine Alexanderes Maal. Arbejde Ligkiste til en horre (Dreng), som tjente paa Kagaarden. Arbejde Ligkiste til en Lagaardspige. (Disse to omtrent samtidige Dødsfald tyder paa Epidemi). Arbejde to Dræften Trug til Kapt. Rømer (Hoglebjærg), hos Nielsen arbejde Kjølne. Arbejde Dejgtrug til Skræderen. Arbejde Ligramme (Gravminde af Træ) til Peter Madsen. Fik en Kærne færdig. Arbejdede en Mose skovl. Satte Brøndstage i Stand. Arbejde Kjølneflage (Malttørringsbriks). Arbejde paa vævtømmer. Arbejde plov til Julemand. Arbejde en Dunstkasse. Hos Lars Kuures med en hodde (Tømmeret til en halvtagsbygning). Ruppererede Loe Lygterne (disse var af Træ, de saakaldte Lotrold). Arbejde Siebotter. Arbejde varpe. Lad være at denne Liste er lang og ensformigt virkende; den giver dog et tydeligt Billede paa, hvad man forlangte af en Snedker i gamle Dage, og her er jo endda Tale om en, der udsvede mange andre Fag, og desuden passede et ikke ringe Landbrug, samt dog fik Tid til at praktisere som ”huslæge” Tørvefabrikant og endvidere maatte passe sin vagt paa Skanserne som Soldat i Bornholms Milits! herom mere i det følgende.

En Bornholmers Dagbog fra Kong Frederik IVs Tid.

Af Arkitekt K. Thorsen

VII. Militsen

[Bornholms Tidende 24. juli 1920]

 

Langs Bornholms Kystlinie, paa de steder, hvor en Fjendes Landgang var lettest, laa fra ældgammel Tid et stort Antal skanser, der tildels endnu er bevarede. Paa Mansas Kort fra Midten af forrige Aarbundrede, da disse Fæstningsværker endnu havde militær Betydning, vises de i et Tal af 76! I Kraft af disse kanonspækkede volde, suppleret med Fæstningsanlægene ved Rønne og paa Christiansø kunde man med god Grund betragte de danske Øer i Østersøen, som et eneste sammenhængende Fæstningsomraade. Hvorvidt Christiansø har haft Skanseanlæg forud for Christian d. 5. s Fæstning er ikke bestemt afgjort, men et Stednavn paa Bagge Vandels Kort fra 1676, synes at tyde paa noget saadant, idet de nord for hovedøen liggende Skær paa dette kaldes Skansrif (Skanserev).

Det er almindelig formodet at de Bornholmske Kystskanser er opførte under den nordiske Syvaarskrig 1563-70, hvor Lybæk og Danmark i Forening bekrigede Sverige, Lybækkerne, der den Gang som et Brugspant besad Bornholm, havde i hovedsmanden Sweder Kettingk en haandfast Styrer af Øen, der i Fredstid var en Byrde for Beboerne, men som i Krigstid viste sit Feltherretalent i et glimrende ført Forsvar af sit Omraade, hvorved det under den lange Krigsperiode fuldt ud lykkedes at afslaa Fjendens talrige Angreb paa Landet. Her omtales i hvert Fald første Gang Bornholmerne som en organiseret Strandvagt rundt langs Øens Kyster. Vil man ikke betragte Skanserne som værker fra Oldtiden eller den tidligste Middelalder – hvad der ingen skellig Grund er til – maa netop ogsaa 1500-Tallet være det tidligste man kan regne med som deres Opførelsesaar; thi den Fæstningsteknik, der opstod ved Stenbygningernes Indførelse i Norden, holdt sig hele Middelalderen igennem, hvor Forsvaret var Murværk indtil Krudtets Opfindelse og  Skydevaabnenes stigende Kraft atter nødvendiggjorde Tilbagevenden til det gamle Jordsystem.

At man senere igen udførte Fæstninger af svære Stenmure forede med Jordværker og i nyeste Tid af kolossale Betonkonstruktioner, der under verdenskrigen, trods 7 Meter tykke hvælvinger, lettelig gennembrødes af det moderne Skyts, hvorfor man igen maatte søge tilbage til forhen ældgamle Moder Jord som den bedste Beskytterinde og grave sig ned i hendes Skød, beviser kun udviklingens evige Kredsløb – Vismandens Ord ”intet er nyt under Solen”.

Bornholms Milits som saadan fik sin endelige Ordning af Chr. 4., som selv var her inden 1624 for at se det hele ”klappe” og at denne ordning beholdtes næsten uforandret indtil Militsens Ophør ved den nye hærordning 1867. Det var en virkelig Folkevæbning, hvor Soldaten selv holdt sig med ”Mundering” og hvor det af Kongen skænkede Gevær hang hjemme i Stuen paa BjæIken parat til hurtig Udrykning.

Enhver vaadenfør Bornholmer blev straks efter Konfirmationen og den første Altergang indrulleret i Militsen og det er ejendommeligt at se, hvor tidlig denne lagde Beslag paa Ungdommen.

Landstingsmand og Kaptajn O.E. Sonne (1821-1910) meddeler i fin Levningsskildring følgende: ”I Mit 16. Aar indtraadte jeg, der var forholdsvis høj af vækst, som Underofficer i Neksø Borgerkompagni under Bornholms Milits. Jeg mindes godt at jeg efter den Tids Skik og Brug mødte i Uniform hver Søndag Morgen en vis Tid af Aaret for at indøve Rekrutter.”

Man behøvede saavidst ikke Spejderkorps eller andre af de nu moderne Ungdomsbevægelser den Gang. Med 14-aarige Rekrutter og 16-aarige Underofficerer maatte Ungdommens virketrang her kunne faa rigeligt Afløb. Paa den anden Side holdt Bornholms Milits sit Mandskab højt op i Alderdommen. I Linien gjordes Tjeneste til omkring 50 Aars Alderen, da Overflytning til Reserveafdelinger (herredskompagnier) fandt Sted. Efter 60 Aars Alderen var man fri for Ekscercits, men endnu til det fyldte 70 Aar skulde man gøre vagttjeneste!

Da en udførlig Skildring af Bornholms Milits og dens Bedrifter vilde fylde en hel Bog og det foreliggende Emne særlig er min Oldefaders Dagbogsnotitser om sin Erfaring som Militssoldat er det foranstaaende blot nævnt som Orientering.

Her skal nu berettes Dagbogens Ord om Soldatertjenesten, der falder i tre Afsnit: Vagttjeneste, Ekscercits og ”Vissentering” (Mønstring).

I 1832 da Hans Thorsen var 49 Aar noterer han i Dagbogen under 7. Juli paa Skansevagt.

I Følge Thura 1756 fandtes i Nørre herreder ”Artilleri-Posterne med Canoner beplantede Batterier Hasle-Post, Hammershus-Post og Sandvig-Post”.  Paa Bornholms Kort af 1805 vises paa Hammeren en Vagtbod ved nuværende lille Fyr samt to Krudthuse nærmere Sandvig, et lignende ved Sænebugten og en vagtbod syd for Tejn.

I.S. Panum meddeler 1830, at vagtstedet med vagthus for Nørre Herred var paa ”Sandhammeren”, hvilket maa betyde den nordligste Del af Hammeren ved Sandvigbugten. At min Oldefaders vagttjeneste foregik ved denne vagtbod nævnes flere Steder i Dagbogen, og den lange vej han maatte vanke fra Klemens Kirke til Hammeren passer ikke videre godt med Thuras Beretning om ”at de udskrives saaledes efter deres Opholds og Bopæls Steder, at de med Magelighed kan inddeles og reporteres efter posternes Situation”. Panum beklager ogsaa de gamle Mænd, som har én a to Mil fra deres Hjem til vagtposten. Naar samme Forfatter anslaar den aarlige vagttjeneste for hver Mand til – paa Grund af de store Kompagnier – kun at være én Dag en Gang om Aaret, passer dette langt fra med Dagbogen, der udviser 3 a 4 Dages aarlig vagttjeneste som Gennemsnit.

Den daværende dygtige Kommandant. Oberstløjtnant Hoffmann (Kommandant fra 1814-1842) var ikke blot dygtig Militær, men havde og saa stor Interesse for Øens almindelige Opkomst.

Han ordnede det saaledes, at Militssoldaterne blev fritaget for Øvelsesdage imod at udføre Arbejde ved Amtets Landeveje i Stedet, da et godt vejnet jo ogsaa havde Betydning for Øens Forsvar. Dette forklarer, at der i Dagbogens 1832-Notitser og senere ofte er nævnt vejarbejde i Forbindelse med Militstjenesten, saaledes 5. og 6. Juni og 5. Oktober 32: paa vejarbejde.

Militsens aarlige Ekscercits, der for Nørre herreds vedkommende afholdtes paa Hasle ”Frihed” (Fælled) var for Datiden et kærkomment Skuespil. Da Kompagnierne var store, var ”Aktørernes” Antal i Skuespillet ikke ringe og som panum beretter: ”Munterheden er meget forøget ved at Kommandant Hoffmann har skaffet Militsen et Musikkorps, der musicerer i hviletiden fra Kl. 10-11. Da danser, hvem der har lyst. De piger, der kommer med Frokost faar da ogsaa gerne en Dans”. Det er derfor intet Under, at den lille Syvaarsdreng – min Bedstefader – mutters alene drister sig den 7 Kilometer lange vej fra hjemmet til Skuepladsen som Dagbogen beretter den 26. Juli 1832: ”Gik Lars til Hasle og skulde se paa Esition!”

I 1833 og 34 forekommer igen i Dagbogen vejarbejde og ”Vissentering”, men ingen vagt eller Ekscercits.

Aaret 1835 og 36 giver et tydeligt Billede af, hvor meget af Militssoldatens Tid de forskellige Faser i Tjenesten lagde Beslag paa: 3. Juni havde jeg Hammer-vagt. 4. Juni paa vejarbejde. 5. Juni paa Hammer vagt. 9. Juni paa Skansevagt. 12. Juli Blev vi vissenteret. 22., 23. og 23. Juli Exerde vi.

Aaret 1836 udviser 3 Dages vejarbejde, 4 Dages Skansevagt og 3 Dages Excercits foruden 1 Dags vissentering, ialt 11 Dage, ofret paa Militsen, hvilket giver et noget andet Billede end Panums Beretning.

Vissenteringen ses at være foregaaet paa Torpelyngen nordvest for Klemens Kirke. At her ogsaa har været en Skydeplads, militær eller civil ses af Dagbogsnotitsen for Søndag den 29. April 1838: ved Torpe og saa paa dem at de skød til Maals.

At man knude stille en Stedfortræder til vagttjenesten ses af 10. Juli 37: Samme Dag skulde jeg have Hammere vagt, men lejde. Militsen i Hoffmanns Tid var for Resten i god Skik. Ikke blot beretter Panum at: ”Hvem der ikke har set det tror næppe, at de efter faa Dages Øvelse kan ekscercere med saa megen Færdighed; især overraskes man ved den Lethed, hvormed Dragonerne gør deres Øvelser, men at Ekscercitsen ikke altid var Legeværk for noget ældre Mænd” – siger Dagbogen 24. Juli 37: Exerde vi, men jeg blev svag i Lænderne. 25., 26. og 27. Ligesaa. Det er derfor med en vis Lettelse at den 48-aarige Soldat under 16. Maj 1840 beretter: ”da slaap jeg til herredskompagniet” (Reserven), thi der var Tjenesten ikke saa streng. I samme Overflytning henhører ogsaa Notitsen: da leverede jeg Gevær i Tornegaarden, thi her boede en Militsofficer, som tog imod de kongelige vaaben. Reservemandskabet skulde nemlig holde sig selv med Gevær og ni skarpe Skud.

Foruden det rent militære spillede Militsen ogsaa en vis Rolle som politi ved Opretholdelse af Orden og Sikkerhed, naar Straffe skulde udøves eller Forbrydere paagribes. To Steder i Dagbogen vises min Oldefader i slig Tjeneste, 16. April 37: ”da saa vi fyldede (berusede) Carle, den ene fulgde jeg til Bolbye”, og 22. September 38: ”om Aftenen fik jeg Ordre, at jeg skulde møde hos Mads Jørgens og sige, at de skulde tage sig i vare for Hans Espersen”.

Saaledes var Bornholms Milits for 100 Aar siden virkelig et Folk i vaaben og den bestod sin prøve med Bravour under Englænderkrigen 1807-14, hvor den sammen med den bornholmske Kaperfotille værgede Landet med held mod talrige fjendtlige Anfald.

En Bornholmers Dagbog fra Kong Frederik IVs Tid.

Af Arkitekt K. Thorsen

VIII. Gilder

[Bornholms Tidende 29. juli 1920]

 

Paa faa Områder ses Forskellen fra før og nu saa meget som paa Fornøjelsens.

I gamle Dage var Morskaben henlagt til Hjemmets og Familiens Kreds eller dog i snevre Gildeslag, medens i vor Tid de adspredende Fornøjelser og folkelige Forlystelser er blevet et Arrangement, der angaar Offentligheden, en Forretning til at slaa Mønt af.

Ligesom Købmandens Varer ved Vinduesudstillinger og Annoncer søger at virke dragende paa Kunderne, kan man i vore Dage købe for saa og saa mange Kroners Fornøjelse, i dertil indrettede mer eller mindre privilegerede Etablissementer.

Teatre, Biografer, Revuer, Koncerter, Karusseller, hvortil kommer en Mængde Fester og snart lige saa mange ”Dage” slider i hidsig Konkurrence om Førstepladsen, og Folket er blevet til et ”Publikum”, hvis Bevaagenhed, der fra alle Sider bejles til.

Saaledes er Udviklingen, og det kan ikke nytte at moralisere over det ene eller andets Fortrin og Mangler. Tidens Hjul lader sig ikke standse eller krænge ud af sin Bane.

Skal man fremhæve noget til det gamle Systems Fordel, maatte det vel være den Kendsgerning, at Gilderne var Udslag af en mere barnlig, naturlig og umiddelbar Livsglæde, der ikke behøvede vore Dages kunstige Stimulans. Da de trivedes om den hjemlige Arne, betød de ikke den Flugt fra hjemmene, som vor Tids Fornøjelser medfører, og endelig som hjemlig Fornøjelfe var den forholdsvis billig.

At kilderne dog ofte kunde udarte fra Kaadhed til Raahed, fra Takt til Smagløshed skal ikke fordølges, ligesom der ofte ved kirkelige Familiehøjtideligheder under og efter Gildet kunde herske en Tone, som kun lidet passede med højtidelighedens Aarsag. Her skal ikke lægges en  besmykkende Kaabe af poesi og Idealisme, som nogle har gjort, over disse Fortidens Gilder, men flottet af min Oldefaders Dagbog, skal jeg forsøge en realistisk Skildring.

Kulturhistorisk set har et Folks Gilder og Familiefester altid særlig Betydning, da Folkekarakteren gennem disse ligesom viser sig i større Klarhed og fastere Form.

Som tiltrækkende Moment ved de Gamles Forlystelser kan nævnes, at Gildet faa godt som altid holdtes foranlediget af en eller anden ydre Anledning og saaledes blev en Slags Mindesammenkomst for den snævre Kreds, det berørte.

At man – rimeligvis af ren Gildesyge – søgte og opfandt mange ”Anledninger”, som man i vor Tid kan undres paa, kunde begrunde større Festligheder, er en Sag for sig. Man maa heller ikke tage Ordet Gilde for højtideligt eller altid i Nutidsforstaaelse. Ofte betød Gildet blot et par Glas af en eller anden Drikkevare. Til Gengadd var de større Gilder en Uendelighed af Mad og Drikke, Kortspil og Dans.

Om Foraaret naar Avlingen var til Ende holdtes Vaargilde. (Dagbogen 5. Juni 1838 pinsedag: til Vaargildes til P.T.)

Naar Sæden var slaaet om høsten holdtes Mejeregilde (af meje). Foruden det endnu almindelige Høstgilde holdtes ved Hæsets (Halmstakkendes) Indtagelse for Vinteren hæsgilde. (Dagbogen 15. Deebr. 35 paa Kannikegaard til Hæesgildes).

Ved Bygningers Opførelse holdtes foruden det endnu brugelige Rejsegilde, der paa Bornholm altid benævnes Tømmergilde (Dgb. 19. Maj 37. Til Barsels- og Tømmergildes hos Bendt Jørgen, 30. Juni  til Tømmergildes til Holms, Simblegaard), tillige Klinegilde efter endt Klinig af Lervæggene (Dgb. 5. Juli 34 klinede vi to par og til P.T. til Gildes) samt endelig Tækkegilde.

Flyttegildet, som nu nærmest kun eksisterer, som en Betegnelse for selve Flytningen, var den Gang en Virkelighed. (Dgb. 21. Februar 36: Fik jeg Fløttegilde til Jørgen Monsens).

Adskillige af disse mindre Gilder bestod, som før nævnt sikkert kun af Smule Drikketraktement med tilhørende honning. Datidens Mennesker var jo nøjsomme, f. eks. finder min oldefader det paakrævet at notere 10. Februar 39 Søndag: ” Fik jeg et Glas Pons paa Simblegaard”, og 9. August 35 Søndag: ”Spiste jeg Honning paa Kannikegaard”.

Kaffe nævnes ingensteds i Dagbogen, men at Varen har varet sjælden, fremgaar af den som en højtidsdag noterede 19. Marts 36: ”da kjøre jeg til Rønne og kjøbte Kaffemølle”.

Om Cigarers Sjældenhed i Midten af Aarbundredet, erindrer jeg en gammel Mands selvoplevede Fortælling: Paa den Gaard, hvor han tjente, var Silden sluppen op. Og man havde intet andet at sætte paa Aftensbordet end bart Brød, men Bonden kom ind med en Cigar til hver af Karlene og med den Motivering at den maatte de saa i Stedet for Sild! Henrykte over Byttet ”Nød” nu Røgpindene til bart Brød og Brændevin! Situationen var saaledes reddet.

Af kulinariske Gilder var særlig pølsegildet almindeligt og nævnes mange Gange i Dagbogen, Alf en Skæmtevise mindes jeg et Par Strofer:

    I gaar saa fløjtada vi vor Kal

    romelibojs Hurra,

    I Da saa holla vi pølsebal

    romelibojs Hurra.

Fæesuppe (Oksesuppe) og Raagesuppe (Thura siger 1756, at Bønderne som har af disse Fugle i sine Træer byder fine Slægtninge og Naboer til Gæst paa Ungerne, naar Tiden er) var ogsaa  Delikatesser, men særlig to Ting var nødvendig til Servering ved større Gilder; det var fersk Fisk og – Brændevin. Et Barselsgilde hos Hans Thorsen i 1834 forberedtes paa følgende Maade: 14. Maj gik til Rønne, købte til Barselsgot.16. Maj gik jeg efter Fisk. 18. Maj Søndag: pintsedag gik jeg til Paulusa efter 9 potter Brændevin. 19. Maj holdt vi Barsel 45 Personer.

At Drikkevarerne spillede en stor Rolle ved de Gamles Gilder ses bl. a. af, at Betegnelse ”Fæstensøl” for Bryllup og ”Øfrøl” for Begravelser (Dgb. 14. Maj 1839 gik jeg til Rønne og købte Øfrølsgot efter Peber Thorsen).

De gamle Gildeslav kaldtes ogsaa alment Ølgilder, og af Lavskraaene ser man, hvor stor en Rolle Øldrikningen spillede ved Sammenkomsterne. Nylars og Vestermarie Gilder eksisterer den Dag i Dag, men ellers er disse Lag forsvundne. Klemensker vestre Gildeshus var den nuværende Skole ved Duebjerg.

At min Oldefader var Gildesbroder ses af Dagbogen. 15. Maj 37: ”Til Gildes paa det vestre”, 4.Juni 58: ”Paa det vestre Gildet lidt” og 29. Septbr. 39: ”Var her Gilde Vester”.

Punchen var ogsaa en yndet Drikkevare (jfr. det ene Glas ovenfor). Dagbogen siger 17. Februar 35: ”Holdte Punsebal til H.M.S.” og 2. Marts 40: ”Drak vi puns til Christian Juuls”. Det var dog Brændevinen, der var, om man saa maa sige, Bornholmernes Nationaldrik, og man havde Brænderier omtrent paa hver Gaard. I Aaret 1786 skriver provsten Hans Severin Withe i en Indberetning til Amtet om Muligheden af Brændevinsbrændingens Ophør: ”Brændevin og Brød skal Folkene have i steden for Smør og Brød; thi ellers tabes Smørret, som kunde gøres i penge osv. Det er derfor ikke saa underligt, at Dagbogen nævner som en Kalamitet 30. August 35: “Slog Lars en Flaske itu og spilde Brøndevin.” At Forbruget ikke har været helt lille ses desuden af et i Dagbogen forekommende Regnskab, hvor Dagbogsføreren paa et givet Tidspunkt skylder for 47 potter 5 Pægle Brændevin, hvilket Beløb udlignes ved et vist antal Arbejdsdage.

De gamle Gilder varede ofte i to eller flere Nætter og Dage, kun afbrudt af ringe Søvn. (Dgb. 31. December ”Holdte Huus til Peder Thors, det anden Dags Gilde”.

Som et særlig Felt maa navnes Skovgilderne, der særlig var helliget Dansen, og som paa Dagbogens Tid særlig var knyttet til Pilegaards og Brogaardsskoven i Klemensker. Brogaards-Festpladsen er desværre med omliggende Skov nu forsvundet, men Stedet ses tydeligt ved pløjning, og viser en cirkelrund plet med sortmuldet Kulturlag, Rester af Fyrstedernes Kullag, hvor man kogte Vand til Kaffe og punch, !. August 1838 siger Dagbogen: til Gildes ad Rasmus Niels Skov. (Brogaardens Ejer var den Gang Rasmus Nielsen).

Fridtjof Bon skildrer i sin Bog ”Hjemstavns-billeder fra Bornholm” en saadan Skovdans. Dansen var den Maade, hvorpaa man rekreerede sig ovenpaa Gildernes megen Spisen og Drikken. Mange af Dansene kan nærmest karakteriseres som Lege. “At Svinering” kaldtes det, naar man holdende hinanden i hænderne i en lang Kæde gennemløb alle Husets Rum op og ned ad Trapper, ud og ind ad alle Døre.

Musikanten var som Regel en Violinspiller, og at min Oldefader har trakteret dette Instrument, ses af Dgb. 12. December 35: ”kjøbte jeg en ”Fiolin”,” Sønnen Lars, min Bedstefader blev bl.a. professionel Balmusiker; hans Nodebog fra 1840’erne har jeg endnu delvis vel bevaret. Her forekommer mange gamle Dansemelodier saasom ”Kærlighed uden Strømper”, Pandekagedansen, pigernes Fornøjelse, Herman Bossesska, Kedelflikkedans, Manden med Glas i Haanden, Kjedebro-Galop, den sjællandske Bondedans osv.

Kortspillet var væsentligt Trekort. (Dgb. 8. Juni I840: ”Gik til Gildes og vandt penge paa Trekort;” i 1846 Regnskab: ”19. skilling til Trekortspil, da vi havde Barsel”.)

Gamle Mennesker har meddelt, at man dansede og spillede Kort ogsaa ved 2. Dags Øfrøl, da den mere højtidelige Del af Begravelsen var forbi. Oste var Præft og Degn Midtpunktet for disse Gilder. Kirkens Tjenere tog ikke altid deres hellige Embede særlig højtideligt. Det er desuden betegnende for den Tid, at Dagbogen er fyldt med utallige Eksempler paa Søn- og Helligdage knyttede til alskens mer eller mindre nødvendigt Arbejde. At Præst og Degn ikke foregik med et godt Eksempel, ses af 6. August 1837 Sønd.: holdt Præsten Auktion over noget Græs i Mosen, og 21. Maj s.A. Sønd.: Da lejede Folk Jord af Degnen.”

Saaledes gjorde der sin paa mange Omraader helt anden Opfattelse gældende end i vore Dage, og Vilkaarene var højst forskellige, ikke mindst paa det Omraade – ”Hvor man morer sig”.

En Bornholmers Dagbog fra Kong Frederik IVs Tid.

Af Arkitekt K. Thorsen

IX. Lægekunst

[Bornholms Tidende 5. August 1920]

 

Et af de interessanteste Kapitler i Kulturhistorien er Folkesygdommene og Kampen mod dem.

Om Sygdommes Aarsag og Behandling er det ikke saa Iænge siden at Almuen i Danmark endnu besad helt middelalderlige Forestillinger. Som de vilde Folkeslag endnu tiltror den Febersyge at være besat af en ond Aand, der maa bortskræmmes ved Medicinmandens hysteriske og vilde Dans, saa var det endnu for nogle Aartier siden en indgroet Forestilling blandt det jævne Folk, at mystiske onde Kræfter drev deres Spil med den pludselig syge.

Ved Midten af forrige Aarhundrede hændte det, at en 12 Aars pige (af min nære Slægt) en Dag gik ud i Skoven for at plukke Blomster, men hastig vendte tilbage aldeles vild og forstyrret og døde kort efter, hellere end at antage den nærliggende Formodning, at hun havde spist giftige Bær, troede Forældrene fuldt og fast, at de underjordiske havde ”forgjort” hende. At mange af Datidens ”Kure” derfor stod i nær føling med ”Dianosen” kan ikke undre, og Lægmandens Doktoreren var da en mærkelig Blanding af gode husraad og mystiske Hokus-pokus-Kunster.

Naa – den virkelige Lægekunst stod den Gang heller ikke paa særlig stærke Fødder. Ikke engang Saarfeberens Aarsag, Bakterierne kendte man til at holde ude ved antiseptisk Behandling. Sygehuse var ogsaa ukendte og en eksamineret Læge en sjælden Forekomst.

Ganske vist var Rønne Apotek oprettet allerede i 1760, men Foretagendet var for saa vidt risikabelt, som den jævne Befolkning paa Øen ikke var tilbøjelig til at søge Lægehjælp, hvorfor ingen Doktor medic. prakticus eller Apoteker havde villet nedsætte sig her.

I 1750 klager Apotekeren over sin ringe Indtægt fordi ”Indvaanerne aldrig var van til at bruge noget for deres Heldbred”.

I 1793 berettes, at Afsætningen er ubetydelig ”formedelst Almuens Mistillid til Medicinens virkning”, og  ”i almindelighed er Fritænkere – ja endog vantroe – I Medicinen”. (Rønne Apoteks første Dage af C.E.A. Scøller. Bornholmske Samlinger 5. Bind).

Bornholmernes Foragt for Apotekervarerne var dog ikke saa meget begrundet i vantro overfor Medikamenter, som den Kendsgerning, at man mængede disse selv, saaledes at ethvert Hus var et lille Apotek.

Før Apotekets Oprettelse skriver Thura 1756 at ”de indfødte Indbyggere ved ej at sige af nogen Slags Medicamenter uden de, som de selv tillave af simple, dog skiønne Sundheds Urter, som vor Herre lader vokse paa Marken hos dem selv, eller og andre gennem Huusraad”. Som ”den  gemene Mands almindelige Middel”, nævner han foruden mange Planter tillige Peber, Brændevin, Ingefær, Bøssekrud og Svovl! Dette sidstes beskyttende Magt opdagedes allerede under ”Den stora Pesten” 1563-66, hvor kun en plet i Sverige var sikker i denne som under alle følgende Farsoter, det var Dylta Svovlbrug i Nerike; Svovldunsterne modvirkede Smitten, og dette Sted blev derfor senere Hoffets Tilflugt, naar fest opstod. (Ilmoni: Bidrag til Nordens Sjukdoms-Historia.) Sygdommens Folkenavne var mange: Bæveren, Bæstet, Utrugen, Stiv-Moderen, Pokker, Tudse Bid osv.

De faa Læger, der praktiserede i ældre Tid, var mest de offentlig ansatte Regimentskirurger eller Feltskærere, og det er betegnende, at Stillingen ofte forenedes med et Barber- eller endog – Skarpretterembede.

Haar man paa middelalderlige Billeder ser en Feltskærer behandle de saarede, og de Instrumenter, med hvilke dette gik for sig, f. eks. at brænde Saaret til med glødende Jern –  alt uden Bedøvelse – var en saadan saaret jo ogsaa en lignende Skæbne undergivet som Delinkventen paa Retterstedet.

Hvor lidt Lægepraksis, der fandtes paa Bornholm blandt Almuen i Fred. d. 6. s Tid, ses af min Oldefaders detailerede Dagbog, hvor der nævnes talrige Sygdomstilfælde og Dødsfald, men ikke et eneste Sted berettes om, at man hentede Læge.

1852 26. Decbr.: Blev jeg syg i Kirken. 1823 30. Juli: Slog jeg næsten nogle Rifben af i min Side (laa i 6 Dage). 1833 2. Marts: Blev jeg antasted med Buld i mine Lænder, saa jeg ikke kunde røre mig (3., 4., 5., 6. ligesaa). 1833 6. August: Huggede jeg mig skrækkelig i Haand. 1836 10. Januar: Var Lars paa Isen og slog sig fælt.1. Maj s. A.: væderen stødte Jørn mest ihjel. 1840 August: Syg i 21 Dage og saa videre.

Men Husraadene, Hjemmemedikamenterne og Lægmandsdoktoreringen har været saa meget mere anvendt. Egentlig kan det ikke ses af Dagbogen, at Hans Thorsen har virket som ”Klog Mand”, hverken ved medikamental eller mystisk Behandling af Sygdommen, hvad derimod andre blandt min Slægt – paa Spindesiden – haft stor Praksis i, men saa mange flere Eksempler giver Dagbogen paa hans virksomhed som Aarelader.

Aareladningen, som bestod i, at man ved et skarpt Instrument aabnede en af Underarmens eller Fodens Blodaarer og efter at have tappet en Pægl Blod ud, atter underbandt Aaren, var ikke blot en Behandling for adskillige Sygdomme, men som Nutidens Koppeindpodning ogsaa en forebyggende Foranstaltning, der tiltroedes at styrke Sundheden og forlænge Livet.

For Nutidsmennesker synes det dog at være en uforstaaelig overdrivelsesmani, naar denne Blodtapning paa mange foregik fire Gange om Aaret. Baade Hans Thorsen og Martha, hans hustru, praktiserede Aareladningen saavel ved hjemlig Konsultation, som ved Udevirksomhed. Dagbogens optegnede Tilfælde en henved hundrede, men intetsteds ses, om der blev betalt noget for Ulejligheden, lige saa lidt som hvad prisen var.

Nogle af de mest karakteristiske Forretninger skal Her nævnes: 1831 18. Decbr. Søndag: Esber Kannikedreng blev aareladt. 25. Decbr. Juledag: Da aarelade Martha Rasmussen. 1832 25. Septbr.: Aarelade jeg Christen Munchs Hustrue. 1835 29. Januar: Gik Martha op og aarelade Thor Pederska. 1835 24. Februar: Aarelade jeg Simblegaards Dreng. 1834 5. Februar: Bar jeg min Aarlasnappert (Instrumentet) hen til Ole Jørgens. 5. Novbr. Søndag: Aarelade jeg Povl Weveste Folk. 1835 15. Marts: Aarelade jeg Jens Hogensen paa Foden. 29. Marts: Aarelade jeg Præste Dreng. 26. April: Aarelade jeg Ole Hansen, Anders Jakob og Jens Hogensen. 1856 20. Ianuar: Aarelade jeg 3 til P.W. Den 25. Februar dette Aar skete et ”Ulykkestilfælde” ved Aareladningen; thi: ”Jeg aarelade Jørgen Peter paa Foden, og da gik Fjern i Stykker.”

Nu var gode Raad dyre; thi der maatte vel en Instrumentmager til at lave dette kirurgiske værktøj?

Nej –  det ses at være en Kunst, som Smeden (!) mente at kunne klare; thi 6. Marts Søndag: ”Gik jeg til Smidden og skulde hent mit Aarlatøs, men omsonst.” Det kunstfærdige Arbejde var ikke færdigt, og derfor maatte Doktoren i sin Nød laane et andet Instrument, da patienterne jo ikke godt kunde vente.

9.Marts: “Aarelade jeg Hans Monsen med Jens Jens Snappere.” Snart maa Smeden dog have afleveret sit Kunstværk; thi uden Bibemærkning noteres den 20. Marts med en vis Tilfredshed: ”Aarelade jeg 5 paa Kannikegaard.” At ikke mindst Kvinderne maa have haft Tillid til den nogle og fyrretyveaarige Kirurg, kan man skønne, naar man læser: 1835 26. August: Gik jeg hen og aarelade Hans Jørgen Pikkers Kone.

1856 14. Decbr. Søndag: Aarelade Jakob Skræders Kone, hun laa i Barselseng.

1858 10. Marts: Gik jeg op ad Tøndekulle og aarelade Enken. 1839 20. Maj: Aarelade jeg Lars Mortens Kone paa Foden osv.

Thi uden en vis Autoritet havde vel ikke en Lægmand faaet Adgang til saa megen kvindelig praksis.

For den, der har fulgt med i denne Dagbogskronik, vil det ogsaa staa klart, at denne Lægmand ved sine mange Færdigheder og virksomheder for sin Samtid har staaet berydeligt over Gennemsnittet. Nu kunde det ligge nær at spørge, om en saadan Mand havde nogen som helst boglig Dannelse; thi Fred. d. 6.s Skolelov af 1814, der paabød Skolers Oprettelse paa Landet, kunde ikke have kommet den da allerede 22-aarige unge Mand tilgode.

Ikke destomindre ses det af den omfangsrige Dagbog, at han baade skrev godt og havde Lyst til skriftlige Arbejder, ligesom det ses, at han ofte skrev Brev for sine Naboer. At han heller ikke har været ukendt med boglig Syssel, ses af Dagbogens Ord. 1852 25. Marts Søndag: Fik Mons Pedersen min Regnebog, og 1835 15. Juni: Til Auktion i Rønne, kiøbte Bøger for 1 Rigsdaler 1 Mark og 12 Skilling.

Tiltrods for fornævnte primitive Lægevæsen, der mest bundede i husraad og hjemlig Behandling, blev Datidens Mennesker oftest gamle, Hans Thorsen saaledes 82½ og Martha 84½ Aar. Som Thura beretter, er de indfødte Indbyggere i Almindelighed ”en  stærk og munter Compleksion”, opvante fra Ungdommen af til Arbejde og robust haardforhed.

At Datidens Folk var gode Fodgængere og ikke tog en Tur tværs over Landet saa nøje, ses af Dagbogen 12. Ianuar 1838: ”Kom Peder Nielsen  her fra Ibsker Sogn og skulde gaa til Hasle.” At man ikke var bange for at slæbe tunge Byrder langvejs: 1834 12. April: Trillede jeg til Rønne med en Kalv. 1839 28. April: Gik til Hasle med en Harve.

Paa Grund af Datidens daarlige veje var Ridning almindelig. Under 7. November 1856 noterer husfaderen: ”Red Moer ad Tein for at kræve penge.” Dette milelange Ridt fire Uger efter det sjette Barns Fødsel giver et livskraftigt Billede af den unge Moder, ja, synes mere at tilhøre fjerne Tiders Urtidsfolk eller en moderne amerikansk prærieroman end et Husmandshjem i Danmark, og at det har været et sundt Liv for Ryttersken, synes hendes Afgang som 85-aarig Oldemoder – 52 Aar senere –  at tyde paa.

Saaledes former Livet sig i sin brogede Mangfoldighed, mærkeligt og højst forskelligt fra Nutidens.

Blot man gaar nogle Tiaar tilbage i Tidsregningen, har man de bedste dramatiske Scenerier og kan ”lære Visdom af Livets Optrin”.

En Bornholmers Dagbog fra Kong Frederik IVs Tid.

Af Arkitekt K. Thorsen

X.Finanser

[Bornholms Tidende 12. August 1920]

 

Pengene, som efter et gammelt Ord ”regerer Verden”, har sin egen historie, der selv om man kun berører de forholdsvis beskedne bornholmske Forhold i ældre Tid, dog viser mange interessante Enkeltheder.

Saafremt Nutidens Mennesker ikke kendte det af egen Erfaring, vilde historien betyde dem om, at Krige, Misvækst og Pest er de store Kilder til Fattigdom, hvorimod Fred, Frugtbarhed og Sundhed bringer velstand.

I Aarene 1745-60, da der var Kvægpest i de omliggende Lande, saaledes at det meste Kvæg døde, men Bornholm saa godt som var helt forskaanet herfor, udførtes mange Skibsladninger Kreaturer og heste fra Øen, en Eksport, der bragte Beboerne stor velstand.

Samtidige Forfattere meddeler, at ”Kvæget blev mestendels betalt med reen gode Ducater”, og her var en saadan pengeoverflod, at man maatte lade umyndiges Midler forsegle, saasom ingen vilde laane dem, fordi andre bød ud til halv Rente.

Anderledes var Situationen efter de tre Misvækstaar 1783-84-85. Da var der efter Aakirkepræsten H.S. Withes Udsagn  ”Saa stor Pengemangel i landet, som ingen nulevende nogensinde kan mindes, og saafremt ikke enkelte havde haft Evne og vilje til at hjælpe de trængende, dels med Sædkorn, dels med Penge uden Renter i det uvisse haab at faa det udlagte tilbage, havde det været aldeles ude med Bonden og Almuens Folk i Landet”.

I Slutningen af det 18. Aarhundrede fik Bornholm igen gode velstandsaar i Tilslutning til de da gode Konjunkturer for Landbrug og Handel, men det nittende Aarhundreds første Fjerdedel blev til GengæId en slem Tid med Krige, synkende pengeværdi og Statsbankerotten med dens Eftervirkninger.

Hvor dyrt al Ting var under Kaperkrigen 1807-14 eller med andre Ord, hvor ringe pengenes værdi var, ses af mange Træk fra hin Tid. For Eksempel fik en Rønnebo (Kaptajn Johannes Holms Bedstefader), der havde været med til at kapre en god prise, for sin Part udbetalt 800 Rdlr. (1600 Kr.) i danske penge sedler. For disse penge købte han 2 Tdr. Rug, men maatte betale 500 Rdlr. pr. Tønde, og for de resterende 200 Rdlr. naaede han lige at faa et bornholmsk Stueuhr. Dermed var Summen opspist. Papirspengene var altsaa ikke meget værd.

De nu saa nødvendige Anstalter Banker og Sparekasser fandtes den Gang slet ikke paa Bornholm. I 1810 skriver Amtmand Thaarup:  ”Bornholm har ikke de, stor og god Handel ledsagende Indretninger at kunne faa Søforsikring, Veksler, Diskontering eller Banklaan, et formeligt Købmandskontor findes ikke, næppe holdes handelstidenden her”.

Det første pengeinstitut paa vor Ø, Bornholms Spare- og Laanekasse, oprettedes først 1844. Indtil da var pengeudlaan kun en privat Forretning, der særlig dreves af de større Købmænd, men ogsaa florerede i mindre Maalestok Mand og Mand imellem, hvilket min Oldefaders Dagbog tit nævner.

At veksler var almindelig benyttede ”ovre” i store handelsvirksomheder paa den Tid, ses af oventnævnte Bemærkning af Amtmand Thaarup, men at bornholmske Gaardmænd og husmænd paa samme Tid omsatte saadanne indbyrdes, turde vistnok være en Overraskelse for de fleste.

Her bliver hans Thorsens Dagbog os et værdifuldt Kildeskrift.

1854 25. Januar: skrev jeg veksel til Hans Monsen. 1839 1. April: lavede jeg Holm en veksel.

At min Oldefader som Dokumentskriver har udfærdiget vekselformularer til andre, ses af adskillige Klader paa saadanne, som er indført i Dagbogen, hvoraf blot følgende skal anføres:

“Vekselobligation for 10 Rdlr”, “Tre maaneder fra Dato indbetaler og indfrier undertegnede Hans Jensen, boende paa Simblegaards Grund, denne min udgivne vekselobligation med den Summa 10 Rdlr., siger ti Rigsdaler, i Repræsentativer og det til Anders Jakob paa samme Gaards Grund eller andre valuta bekommet, som jeg tillige med lovlig Rente til Forfaldstiden promt og skadesløs lover og binder mig til at udbetale.”

Af dette og flere lignende Eksempler ses det, at der har eksisteret en hel moderne pengeomsætning, der dog ikke har andraget ret store Summer i hvert enkelt Tilfælde. Det største vekselbeløb, Dagbogen nævner, udgør saaledes kun 55 Rdlr., men man maa erindre, at pengene nu i 1830- og 40’erne igen var i høj værdi, eller at altsaa varerne var billige. Tidligere i denne Dagbogsmeddelelse er nævnt Datidens Sædpriser; her skal nu tilføjes nogle flere pristal (1 Rdlr. = 2 Kr, 1 Mark= 55 Øre, 1 Skilling= 2 Øre).

1832 26. Januar: kjøbte jeg en Koe for 11 Rdlr. 2 Mark 5½ Skilling. 12. Februar: solgte en Koe for 16 Rdlr. og en Soe for 10 Rdlr. 6. August: solgte jeg 4 Lam a 10 Mark. 1835 8. Oktober: solgte jeg 7 Lam a 7 Mark 8 Skil. 1834 21. Juli: hendte jeg Sild 70 Ole til 6 Skilling olen. 1835 5. August: kjøre til Rønne med 1 Læs Tørv til 1 Rdlr. 5 Mark 8 Skilling. 1837 7. Januar: kjøre jeg til Hasle og solgte 5 Lispund 4 pund Flæsk til 4 Mark Lispundet (1 Lispund = 8 Kilogram).

At Daglønnen i den Tid ikke engang vilde forslaa til en rygende Arbejders Tobaksforbrug i vore Dage ses af: 1838 Februar: 1½ Dag paa Simblegaard, 2 Mark kan det være (altsaa 44 Øre pr. Dag).

I følgende Aar er Daglønnen endog lavere. I 1840: 10 Dage paa Simblegaard, for Mesteren a 20 Skilling og for Medhjælperen, Lars a 12 Skilling.

Endnu i 1845 er Daglønnen den samme eller 40 øre i Nutidsmønt. Dagbogen noterer dette Aar: Tilgode af Stender, Ladegaard, for høst-Arbejde 36 Dage a 20 Sk. hertil kom selvfølgelig altid Koften paa Gaarden.

Af et Regnstab fra en senere Tid (1858), som min Bedstefader Lars Thorsen har opgjordt med Ejeren af Gothegaard over udført Byggearbejde, og som balancerer med 149 Rdlr. 4 Mark, 14 Skilling, ses Daglønnen nu at vare ”steget” til følgende Summer:

Mesteren 2 Mark = 66 Øre, ældre Svende 1-12 skilling = 57 øre, yngre Svende 1-8 Skilling = 49 Øre, og saa maa man erindre Arbejdstiden var mindst 12 Timer daglig, ja selv om Sommeren oftest til Solnedgang, og undertiden f. Eks. ved Tømmerrejsning blev man ved til Tømmeret var rejst, om det saa skulde vare til Midnat. Begrebet Overarbejdspenge var ukendt. Min Bedstemoder har meddelt, at Høstarbejde kunde begynde saa tidlig om Morgenen, at Forspændingen af Hestene maatte ses ved Lygteskin, og man blev ved saa lange det overhovedet var muligt at se.

Alt dette lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage –

Naar man betragter Yderpunkterne af pengenes værdiskala, Kapertidens 1600 Kr., der kun kunde indbringe 2 Tdr. Rug og en Klokke, og saa f. Eks. Flæskeprisen i 1837 58 Øre Kiloet, kan man se Bølgegangen gennem Tiderne, en Bevægelse Nutidsmennesker ikke tænkte saa meget paa før 1914, men som de sidste 6 Aar har været et godt Kursus til Belæring om.

Om det til Finansproblemet stærkt knyttede Skattespørgsmaal, var for faa vidt dagbogen noget interessant at meddele, som de kongelige Landgildeskatter den Gang ikke betaltes med penge, men in natura (de saakaldte Naturalskatter).

Fra ældgammel Tid omfattede Landgilden alle mulige Naturalier og lidelser af forskellig Art. men efterhaanden blev det særlig Smør og Havre der ydedes.

Indtil 1685 leveredes Skatten paa Hammershus, men efter denne Tid i Rønne, hvor et kongeligt Skattemagasin opførtes. Pladsen tillader ikke her en nøjere Redegørelse, men det kongelige Magasin i Rønne eksisterer endnu som den lange Bindingsværksbygning paa det nordre Hjørne af Toldbodgade og Havnepladsen, i senere Tid benyttet af Toldvæsenet, men nu i Rønne Kommunes Eje. Her holdt i lange Rækker Bøndernes vogne for at aflevere Skattesmørret, og man ser endnu i enkelte Stolper de Jernringe, hvori Hestene var bundne. ”Lars smørstikkara” havde paa de store Skattedage travlt med at modtage de mange Smørbøtters saftige Indhold, og ælte det sammen i Statens Tønder.

Om Skattemagasinet og dets Historie er her ikke pladsen at dvæle nærmere, men Bygningen er af større historisk Interesse end almen kendt paa Bornholm. I 1917 udarbejdede Meddeleren af disse Linier Opmaalingstegninger af Magasinet, og disse er senere erhvervet til en af Statens offentlige Samlinger. Det er kun Skade, at Gavlen mod Havnepladsen skæmmes af grimme Reklameskilte for Øl og Margarine, et Forhold man turde betvivle, at Kommunens Forskønnelsesudvalg ret lange vilde lade uanset, selv om det her gjaldt at feje for ejen dør. Vel er i hvert Fald stødende, at en Bygning i offentlig eje og af historisk Interesse skal tjene som Markedstelt. Hvor smukt vilde det ikke virke, om der opad Gavlen plantedes Slyngroser eller anden lignende plantevækst.

Men tilbage til dagbogens Meddelelse om Smørydelse: 1832 11. Aug.: ydte Smør 1 Lispund 9 pd. (= 12½ Kilogram). 1835 7. Juli kjøre til Rønne, ydte Smør. 1834 8. Juli kjøre Peder Thors til Rønne og ydte Smør osv.

Dagbogen viser ogsaa at Fæsteafgift har varet ydet i Smørlevering, der dog omsattes i tilsvarende pengebetaling. 1858 14. Februar betalte jeg Smørpenge til Holm (Simblegaard) 17 Rdlr. 5 Mark for 6 Lispund 8 pd. Smør. (Ydelsen er altsaa beregnet efter 52 Kilo Smør a 68 øre pr. Kilo – 65 Kr. 66 øre).

Foruden Smørskatten omtales i Dagbogen en vel andre Skatter: 1835 1. Aug.: betalte jeg Skillingsskatten. 29. Septbr.: betalte Kirkepenge. 1835 Januar: betalte jeg Fattigskat. 1837 22. Januar: betalte jeg Dilliqvent Skat.

En stor vel af Datidens Omsætning skete ved Auktioner, og Dagbogen nævner ca. 60 saadanne. SirStrandingsauktioner er hyppige og Dagbogsføreren har overvåret saadanne ved Sorthat, Hellepær, Kaas, Sæne, Hammeren, Sandvig Skandser, Sandkaas, Tein og Melsted.

Af mere notable Auktioner kan nævnes 1836 2. Septbr. : til Auctions hos Pingels (efter den afdøde Rønnebyfoged). 1838 5. Januar: i Rønne til Auctions efter provstinden. Mere dramatisk har det været samme Aar d. 20. Februar: Til Aucttons i Røe Sogn paa Gømminga, men Gaarden brændte af. At Baggaard er brændt samme Aar ses Oktober: paa Baggegaard ved den afbrændte Stælen.

Paa Grund af de billige priser i 1830 og 40-erne var altsaa pengene af forholdsvis høj Værdi, og en pengeseddel var derfor et betydeligt værdipapir. Naar Dagbogen for Søndag den 22. Marts 1840 kun anfører disse Ord: ”da rev Hans (en 5-aarig Søn) en Seddel mest i to”, kan den lille hjemlige Katastrofe passende slutte denne Finansartikel, som Bevis paa pengeseddelens Værdi i denne periode.

En Bornholmers Dagbog fra Kong Frederik IVs Tid.

Af Arkitekt K. Thorsen

XI.Børnene og Kirken (Sidste Artikel)

[Bornholms Tidende 23. August 1920]

 

Denne Dagbogskronik vilde ikke værre fuldendt, saafremt den glemte Børnene! Som Novellisten gerne koncentrerer det bedste i Fortællingen paa de sidste Sider, for at læseren kan afslutte Samværet med Forfatteren paa den behageligste Maade, er denne sidste Artikel helliget de smaa. der skønt unge og uerfarne dog bærer Fremtidens forjættende Banner højt hævet over deres Barndomsfærd.

Det er før sagt, at Dagbogen ikke er en almindelig Regnskabs- eller Arbejdsbog, men som et Tværsnit af hele Livet, hvor mange Enkeltheder fra de daglige Tildragelser indenfor hjemmets Tærkel er berørt, og det turde være en temmelig enestaaende Sjædenhed, at en Husfader systematisk optegner de smaa Børnesorger og Glæder for som et værdifuldt Folkelivsbillede at opbevare Erindringen om dem for kommende Tider.

At Dagbogsførerens Hjem ikke var daarligere økonomisk stillet, end at man holdt Barselsgilde med 45 Deltagere, er set foran, og det kan derfor ikke være af Fattigdom, at man ingen Vugge havde i Hjemmet, men maa snarere søges i, at dette gyngende Symbol for vor Indtrædelse i denne Verden den Gang var en Slags Luksus, der kun ejedes af særlig velhavende. Dog ved at staa sig godt med Velhaverne kunde man faa overladt vidunderet til Laans.

9.Oktober 1836 (5 Dage efter Hustruens Nedkomst) hendte jeg en vugge fra Marevad, og den 20. januar 1839 (5 Dage efter en lignende Begivenhed) meddeles: kom Simblegaardspigen med Barnleje.

Ligesom Dagbogsføreren betragtede Himlens Fugle og nedskrev naar han først hørte Lærken synge om Foraaret eller Gøgen kukke paa Forsommeren, samt under udbrudet ”da saa jeg Havreaks” eller ”da saa jeg Ærteblomster først”! Betragtede Markens Blomster, saa er og Hjemmets Blomster – De glade Fugle om Arnen – Børnene Genstand for hans beundrende Iagttagelse og Faderglæde.

Det store Øjeblik – de første famlende Skridt har ikke undgaaet sit Data i Dagbogen. 15. Marts 1835: da saa jeg Anne at gaa. 19. September 1837: gik vor lille Horra første Gang. Det er ret sjældent at min Oldefader benytter Udtryk fra det bornholmske Talesprog i Dagbogen, som helt igennem er ført i temmelig korrekt Skriftsprog efter Datidens Retskrivning. Udtrykket ”Horra”(dreng) er jo almen kendt og benyttet paa Bornholm den Dag i Dag; det synes ikke at være af nordisk Oprindelse. Mange af de bornholmske Ord genfindes i Svensk, Norsk, Islandsk, Engelsk eller Tysk, men ikke Udtrykket ”Horra”, der maa være hidført ad anden vej. I denne Forbindelse vil jeg gerne nævne en kendt dansk Forfatterindes Rejseberetning fra Ungarn, hvori hun skildrer det malabariske Sprog og som Eksempel paastaar, at man der kalder en ung Bondeknøs for en ”Horra” Ungarn og Bornholm! en mærkelig Sammenstilling, uren kunde man finde til Bunds i Sprogenes Labyrint, vilde man sikkert støde paa mange Overraskelser.

Naa – imidlertid, den lille Horra, der gik første Gang i 1837, lever endnu i bedste velgaaende hævdende Slægtens levedygtige Traditioner.

I vore Dage har man jo Skolelæger, der blandt andet ved vejning og Maaling konstaterer Børnenes Sundhedstilstand og fremskaffer videnskabeligt statistisk Materiale.

Dagbogsførerens Interesse for sine Børn gav sig lignende Udslag. 1832 12. Februar (Søndag): Samme Dag maalte jeg vore Born. Med Stolthed konstateres Resultatet: 5 Tommer havde omtrent hver især stukket i vejret paa et Aar.

Til Trods for Frederik den 6’s Skolelov af 1814 ses Skolegangen i følge Dagbogen at have været højst problematisk. Kun Lars, den ældste Søn, ses at have besøgt Skolen nogenlunde regelmæssigt, men kun om vinteren. 30. Januar 1833 noterer Hans Thorsen: gik Lars i Skole første gang. 11. November 1835 meddeles atter: Gik Lars i Skole først (hermed menes at vinterskolen er begyndt).

Hele Sommer- og Høsttiden var for kostbar til at benyttes til Skolegang. Børnene skulde arbejde enten hjemme eller for fremmede. Dagbogen viser, at Larses to Søstre begge maatte ud fra Hjemmet i 9-Aars alderen. 1. April 1836, Langfredag: gik Karen til Tjeneste. Maaske var denne tidlige Udfart fra Hjemmet paa hin Dag en via dolorosa (Smertens vej) for Barnet, men Glæden har vel været saa meget større ½ Aar efter da Gensynet med Hjemmet atter fandt Sted. 2. Oktober 1835 (Søndag): kom Karen her og spiste til Middag. 29.April 1841 gik vor Stine til Tjeneste til Mie Hansen. (Hun var da ligeledes kun 9 Aar).

Lars, den ældste Søn, var i Barneaarene Hjemmets ”Dræjn” (Tjennestekarl). Dette Udtryk, som mange ”over fra” synes er pudsigt og nærmest nedsættende om et voksent Menneske, benyttes ogsaa i svensk Sprog i samme Forbindelse.

Ordet ”Dreng” betegnede i vikingetiden en Helt eller Kriger til Forskel fra Trællene, som ikke maatte bære vaaben. altsaa langt fra en nedsættende, snarere hædrende Benævnelse. Digterne har jo ogsaa i ore nyere Krigssange kaldet Soldaterne ”de danske Drenge”. Udtrykket ”en rask gammel Dreng” er jo ogsaa en hædrende Titulatur for en ældre mandig person, der bevarer sin Ungdom og Livsmod op i Aarene.

En bornholmsk Landmand, hvis Navn her skal forties, plejede at kendetegne sine Børns Stilling i Hjemmet ved følgende Rim:

    Maja min paja (pige).

    Andris min Dræjn (karl).

    Martin min Horra (dreng).

     Peter min Bæl (barn).

Lars maatte tage fat tidlig. Som 7-aarig gaar han den lange vej til Købstaden. I 8 Aars Alderen trækker han til Byen med Koen Blakbælte, samt henter vædderen fra præsten, og som 10-aarig kører han Hestene alene fra Klemensker til Tejn og hjem igen. Kun 10½-aarig optræder han første Gang som Medhjælper i Tømmerhaandværket for fremmede. 2. Februar 1835: paa Simblegaarg, da hjalp Lars mig der. Endnu ikke fyldt 12 Aar kører han plov for fremmede. 12. Septetnber 1836: Lars køre plov for Povl Wevestsen. Samme Aar 11. November: prøvede Lars først at tærske.

Alt dette viser at Børnene maatte tage fat i de Tider og sikkelig har der i enkelte Tilfalde sket Misbrug, men som Helhed maa man indrømme, at der opfostredes en stærk, nøjsom og haardfør Slægt, der har skabt en stor Del af de værdier, hvoraf verden endnu lukrerer.

Man maa dog ikke tro, at Børnenes Liv den Gang gik glædesløst hen i ensformigt Trælleslid. Nej, ikke blot deltog de med Liv og Lyst i de mange Gilder, men havde ogsaa anden Adspredelse. 7. Januar 1838: gik Lars op til Smeden i Krykkegaarden og købte Skøjter (disse var af Træ forsynet med et Jern underneden omtrent som Kølen paa et Skib). 19. Februar noteres at den unge Mand er løbet Fastelavnsnar.

Et mærkeligt Forhold bestod den Gang mellem Skolebørnene og Kirken.

Ligesom M.K. Zarhrtmann i Bornholmske Samlinger 7. Bind Side 66 skildrer Eleven i Rønne Skole ”allerede straks ved sin bævende Indtræden i Skolen blev Pogen en lille Kirkens Embedsmand, optagen i det kirkelige Lav, som varetog Sangopvartningen og med Primklokken ringede Menigheden sammen” osv., saaledes viser min Oldefaders Dagbog, at den 9-aarige Landalmuesdreng staaende paa Kirkestien oplæste Indledningsbønnen eller andet Ritualet Vedrørende. 1834 16. Februar læste Lars paa Kirkestien først. Den 9-aarige Degn maa have været flittig i sin kortvage Skoletid! At han senere skulde kunne henregne opførelsen af Sognets 3 nye Skolebygninger til sine Manddomsgerninger, var der vel Ingen, der tænkte den Gang, lige saa

lidt som at hans nære Slægtsefterkommere skulde afløse disse med vore Dages moderne Sogneskoler.

Ud over ret jævnlig Kirkegang samt Altergang et Par Gange om Aaret, der omhyggelig noteres i Dagbogen, kan det ikke ses, at det religiøse Liv i særlig Grad har præget Datidens Folk. Alt muligt forefaldende Arbejde paa Søn- og Helligdage tyder i hvert Fald paa en vis kirkelig Slappelse. Kun noterer Dagbogen de større kirkelige Begivenheder, og her kommer jo i første Række Kong Frederik den 6’s Død. Ligesom senere ved Kristian den 9’s Død var jo den Gang en dansk Konges Afgang en Begivenhed, som hele den yngre Slægt ikke før havde oplevet. 1839 21 December noterer Dagbogen: da saa Folk Kongen (hermed maa vel menes lit de parade). Først den 16. Januar 1840 meddeles: var her Liig præken over Kongen. En anden kirkelig Begivenhed noteres 1833 18. Juli: var Biskoppen her.

Maaske var det ved samme Visitats, at det pudsige Ordskifte fandt Sted mellem Drengen og Bispen.

Denne var paa vej pr. vogn til Aakirkeby, men hans Kusk havde taget fejl af vejen og holdt Hestene. Bispen raabte en Dreng an, som gik ved vejsiden og vogtede Faar, ”om det var den rigtige vej til Aakirkeby?” “Vejen kan vel være lige saa rigtig som enhver anden,” lød Orakelsvaret. ”Jeg mener” fortsatte Bispen utaalmodig, ”om jeg kommer til Aakirkeby, naar jeg fortsætter ad denne vej?” ”Du kan vel ogsaa komme mange andre Steder hen,” vedblev Oraklet. Bispen opgav ævret, men næste Dag ved Overhøringen i Kirken genkendte han den forsvorne vogterdreng, ”hvorfor svarede du saa uhøfligt i Gaar?” ”Jo” sagde Drengen, ”Mor har sagt, at man skal ikke sjæle (fylde) Folk med Sandhed hver Dag!” Bispen, som nu troede, at der var noget i vejen med Drengens mentale Tilstand, vilde anstille en prøve og tog en Sølvdaler frem, som han lagde paa Kanten af Kirkestolen. ”Nu retter jeg et Spørgsmaal til dig og du et til mig,” henvendte han til Drengen, ”det gælder Sølvdaleren til den, der svarer bedst.”

”Hvad hed Guds Moder?” ”Marie” svarede Drengen prompte. ”Spørg du nu mig” vedblev Bispen opmuntrende, ”hvad hedder min Mor?” brasede det hurtigt ud af Drengen. Almindelig Stilhed -Tableau. Bispen sad i Saksen.

Hurtig som et Lyn strøg Drengen Sølvdaleren til sig, og den store Kirkehyrde maatte indrømme at være overlistet af en vogterdreng.

Om historien er autentisk, skal jeg ikke afgøre, men den giver et ganske godt Billede af den Menigmand ofte medfødte naturlige Logiks Overlegenhed over oplært Intelligens.

Naar ”en Bornholmers Dagbog” nu har vist Almuesmandens Liv og virke i gamle Dage, staar dette vel i Forhold til vor Tids Opfindelser og moderne Livsførelse for mange som en lavere Grad, og man tror sig som Bispen at være klogere, men i mangt og meget fra hin Tid maa man indrømme at høre Folkets kloge Røst og Almuens sunde Sans, der altid vil vinde i væddeløbet om Livets værdier og Menneskelykken.