Se den originale kilde: Indkomne sager til biskoppen, 1805 (pag. 37-41,1805)
Læs artikel her
Den transskriberede tekst:
“Underdanigst
Indberetning om Negerens Jampahns Indlemmelse i vor Evangeliske kirke ved den hellige Daab – mandagen d. 29. April 1805.
Aar 1804 i October Maaned ankom her til Byen Hr. Capitain Herman Wolfsen, for at overvintre hos hans endnu levende Forældre; han medbragte en Neger omtrent 18 Aar gl., hvilken han havde tilforhandlet paa Fortet i Sct. Croix. Efter noget Ophold talte Hr. Capitainen med dig, og ytrede ønsket at faa Negeren, som han elskede meget, underviist i vor Religions Lærdomme og derefter indlemmet i Kirken ved Daab.- Og eftersom Rønne har hverken Cathechete eller offentlig Skolelærer, lovede jeg selv at ville paatage mig Undervisningen. Tiiden hertil blev bestemt til Seyladsens Aabning, da Hr. Capitainen agter igien at forlade Landet. – Dette korte mellemrum tillod mig ikke at fordre udenadslæsning af Catechumenen, jeg maate altsaa bestemme mig til mundtlig Underviisning.-
Ved min allerførste Samtale, hvori jeg søgte at faae forkundskab om hans Religions Begreber, mærkede jeg, at han forestillede sig at allestædes nærværende Væsen, der vilde giøre ham lykkelig (Han var i det øvrige aldeles vaan, (at) han var som Barn kommen fra sit Fødeland; men var ufordærvet og havde af Naturen et got Hierte, hvorom jeg siden blev meere overbeviist) Dette allestædsværende Væsen kaldtes paa hans Modersmaal ”Jacob Bonn”: Af navnet tog jeg Andledning at viise, at det paa dansk er den gode Jacob – Jeg førte nu hans eftertanke hen paa hans egen Skiæbne, i hvilken han havde seet store Beviiser paa denne gode Jacobs Godhed imod ham. At han, da han var bleven ført bort fra sit Fødeland, var bleven solgt til Gouverneuren paa Fortet, hvor han var bleven bedre behandlet end andre Negere, og nu efter altsaa kommen til Dannemark til denne hans nuværende nye gode og ædle modige Herre.- Selv indsaa han her, at hans Tilstand var bedre end Tienestefolks i Almindelighed.
Jeg forestillede ham nu, at hans Jacob Bonn var det samme gode Væsen, som vi kaldte Gud. Jeg søgte nu at udvikle ham de guddommelige Egenskaber, og de Pligter der ere Menniskene paalagte – da denne Underviisning var tilendebragt, tilstod han aabenhjertig, at han tydelig indsaa, at Menniskerne maatte nødvendig efterkomme Pligterne naar Gud skulde giøre dem lykkelige i Tiid og Evighed – og end da var det Godhed-
Nu gik jeg gradviis frem til Forsohnings Læren – men forud skikkede jeg denne Advarsel: At han under denne Underviisning vilde forefinde mange Ting, hvorover han vilde meget forundre sig, og som han fuldkommen ikke kunde indsee – her maatte han ikke ansee det for at være usandt, som han ikke nøje nok begreb – han skulde her forestille sig, at selv det klogeste Menniske havde ikke saa megen Klogskab imod Gud at regne, som et lidet Barn kunde have imod en fornuftig Fader – Der om, sagde han, tvivlede han ikke – jeg gik videre: Dersom Faderen nu befaler sin Søn, at giøre en vis Gierning, og siger: Naar du giør denne Gierning, vil du blive lykkelig; Men du har endnu for liden Forstand til at begribe, hvorfor jeg befaler dig dette, naar du derimod bliver fuldvoxen, da skal du selv indsee, at du ikke kan blive lykkelig uden ved at giøre dette? Bør Sønnen da ikke giøre det, faderen sagde, og troe ham paa hans Ord? Jo, vistnok! Blev Svaret-
Nu henvendte jeg Samtalen paa Bibelen, dens Oprindelse, dens Guddommelighed og Beviiser paa denne: Resultatet heraf blev: At alt hvad der i denne Underviisning var ham ikke fattelig nok, naar det ikkun fandtes forkyndet i Bibelen, skulde han antage for at være Sandhed; eftersom den viise og gode Gud aldrig kunde og aldrig vilde Lyve for ham – hermed troer og haaber jeg, at jeg fik alle Tvivlsmaal og Indvendinger mod Forsohninges Læren hævede hos ham. (Og ingen anden end som angik denne Underviisning)
Fra Forsohnings Læren gik nu vor Samtale over til den Christelige Moral, som den ere i vor heele levetid under enhver Handling skulde haves for Øye til ufravigelige Rette Snor. Her giorde jeg ham opmærksom paa selv det dydigste Menniskes ufuldkommenhed til i et hvert Tilfælde nøye at efterkomme Pligterne, og imod saadanne Skrøbeligheder blev nu Forsohnerens Død anviist ham som beroeligende Trøst – Daaben, hvori en formelig Contrakt imellem Gud og ham skulde stipuleres, blev ham nu anviist, som det udvortes Beviis for ham paa Deeltagelse i Forsohnings Nytten og den hellige Nadver, som en jævnlig Erindring og Opmuntring til Contractens ubrødelige Efterlevelse Og Evighed blev sat som det egentlige Belønnings Sted –
Under denne heele Fremgangs Maade udviiste Catechumenen en udmærket Opmærksomhed, hans Øyne vare stedse henvendte paa mit Ansigt, og ved enhver fremsatte Lærdom, saasnart den af ham blev tydelig indseet, saaes en munter Glæde at spille i hans Øyne.
Nu nærmede Foraaret sig og anmeldede Seyladsens Aabning – Døbeacten maatte gaae for sig; denne krævede, at en Religions Bekiændelse maatte offentlig aflægges Menigheden med fornemmelig Faddere (som stode nærmest og vare Byens offentlige Embedsmænd og nogle Præster fra Landet) maatte overbeviise dem at Religionens rigtigste og væsentlige Lærdomme vare Catechumenen fuldkommen bekiendelse og af ham antagen som faste Sandheder. Dette maatte beviises med anbragte Spørgsmaal til og grundede Svar fra ham – der maatte altsaa læres noget uden ad og dette maatte have en sammenhængende Orden: Men Sygdom havde fængslet mig til Leyet heele Martii Maaned, og standset Underviisningen. Jeg talte nu atter med Capitain Wolfsen, og han udviiste Os begge den udmærkede Godhed at forunde Os heele April Maaned til Arbeydet – det blev begyndt – og her kom mit forrige Missions Arbeyde mig til nytte. Jeg havde erfaret, at ikke eet eneste overflødigt Ord, hverken i Sprøgsmaal eller svar maa anbringes, men alt maa være kort og ret udtrykkende, det maa forelæses tydelig, langsom og et svært enkelt Spørgsmaal maa igien tages 6 a 8 gange, og saa snart hans lærdom saaledes stykkeviis er giennemgaaet da starks maa den atter gientages end befordres med andre spørgsmaal. – og aldrig maa en Underviisningssamtale drives frem med andre Hovedlærdomme – Ved den næstfølgende Samtale bør den første Hovedlærdom med alle didhørende Spørgsmaal i den samme uforandredede Ord 2 a 3 gange igientages, og derpaa skrides til den anden Hovedlærdom som staar i den nærmeste og naturligste sammenhæng og forbindelse med den forhen forklarede; thi ved denne Lærdommens naturlige Gang bestyrkes Catechumenens Hukommelse overordentlig meget – Ved denne fremgangsmaade fortsat hver Dag, endog nogle Hellige Dage vandt vor Undervisning en saa hastig fordeel, at jeg nu med fuld tillid til Catechumenens Kundskab turde bestemme d. 29. April til Døbe Acten – Denne blev fra Prædikestoelen bekiendtgiort og siden paa den bestemte Dag fuldført efter Ritualets Forskrift – Under Handlingen her, skede en meere end forventet Orden, efter som Nyeheden af dette Slags Forretning trækkede mange fra hele Landet til Byen og kirken, saavidt denne kunde rumme, sammen!
Med hvilke hellige Følelser denne høytidelige Handling fyldte min Siæl, og hvilke Indtrykke den øyeblikkelig giorde paa Tilhørerne lader sig ikke udtrykke. Med Frimodighed og Glæde aflagde Catechumenen sin Troes Bekiendelse med tydelighed og til de omkringstaaende Faddere fulde Tilfredshed besvarede han de opgivne Spørgsmaal, fuld af Ærbødighed og Taknemmelighed modtog han Daab, og Forretningen endte med heele Menighedens bevidnede Biefald.
At jeg under denne Forretning har viget fra Ritualets i disse 2de Anordninger: 1. ikke at have indsendt Forholds Ordre fra Deres Høyædle Høyærværdighed og 2. at jeg har afholdt forretningen ikke paa en Søndag – forventer jeg gunstigst undskyldt – Thi Grunden til den første Fravigelse laae ene i Aarstiden, som giorde al Correspondance umuelig – og til den anden vare Grunden ren god Ordens Vedligeholdelse under Forretningen, hvilken paa ingen maade kunde forrettes i saa stort et Guds Rum, som Søndags Forretningen tillige sammenlagte nødvendig maatte kræve.
Underdanigts Christian Transe
Rønne d. 27. juni 1805″
——–
Fra Arkivalieonline findes tekst i Rønne kirkebog under 29. april 1805:
Mandag blev efter foregaaende Underviisning af mig selv mundtlig anbragt, og efter aflagt Prøve i Christendoms Kundskab blev en ung Neger omtrent 18 Aar gl. tilhørende Hr. Skibs Capitain Hermann Wolfsen døbt og givet Navnet Friderich Johan Jampán. Vidner til denne Døbe Act vare (?) Oberstløjtnantinde Tues, Madame (A..?) Catharina Kofoed, Frøken Hals, Jomfrue Agnethe Sonne, Hr. Amtmand Thaarup, Hr. Major Rømmer, Hr. amtsforvalter Due, Hr. Byfoged Stub, Hr. Byeskriver Barclay, Hr. Toldkasserer Høybjerg, Stadskaptajn Bohn, hr. J. Stender, Købmand Marcher, præst Hr. Jensen, Hr. Balle, Hr. Gad, Hr. Melbye, byskriver Arboe, løjtnant Peder Kofoed, Hr. Christian Wolfsen, Hr. Mangor, Hr. regimentscirurg Olivarius, Hr. Skibscapitain Jørgen Hansen