Skolekonflikten i Klemensker 1778
Den 2. og 3. søndag i advent 1778 talte sognepræsten Jørgen Koefoed til sin menigheden om mulighederne for at få en skole bygget i Klemensker. Betingelsen var, at bønderne gav deres to gildesboer til formålet. Hør talen gengivet af Klemenskers nuværende sognepræst Jørgen R. Bratkov fra prædikestolen i Klemensker kirke.
Manuskriptet er et ud af flere dokumenter, der ligger i Biskoppens Arkiv, og som handler om konflikt mellem præsten og dele af hans menighed. Historien fortæller ikke bare om hvor svært det var at få oprettet almueskoler på Bornholm, men også om sædvaner, rettigheder og gensidig respekt og relation.
Præsten Jørgen Koefoed, selv bornholmer, født på Simlegaard, kendte sin menighed “og deres Gemyts Beskaffenhed“. Han havde i næsten 20 år arbejdet for skolesagen og vidste, at økonomien spillede en stor rolle. Hans taktik var derfor at overbevise menigheden om, at en uventet gave fra en fremmed by på 100 rigsdaler, gjorde det muligt at opbygge en skole uden yderligere omkostninger. Så let gik det ikke. Tre bønder stævnede præsten for Nørre Herredsting for ”Begangne fornærmelige og ubeføiede Udladelser imod de os af Kongen forundte Gildes Rettigheder” . De tre var Hans Hansen Holst (43. sg.), Hans Svendsen (35. sg.) og Niels Espersen (58 sg.). De tre bønder havde rådført sig hos prokurator Johan Jørgen Grønbech i Allinge og der blev udfærdigedet et anklagebrev mod præstens tale. Grønbech blev senere afløst af en kendt prokurator i Rønne, Hans Lerche Schousboe, der førte bøndernes sag gennem det næste halve år.
Præstens udfærdigede dokument,som bønderne skulle underskrive på præstegården, findes også i biskoppens arkiv. Heri ses, at flertallet faktisk underskrev forslaget. Derfor kunne man mene, at præsten, efter almindelige demokratiske spilleregler, havde retten til at føre planen ud i livet. Imidlertid viste tingsvidnesagerne at der skete en hvervning af begge parter. Præsten ikke havde fået nok underskrifter efter de to adventssøndage, og derfor havde han foranstaltet underskriftsindsamling ved at sende to af menigheden rundt til gårdene for at bede bønderne om at underskrive dokumentet. De tre bønder red rundt og forsøgte af få underskrifter på deres dokument rette mod præsten. Anklagerne var fra begge parter ret krigeriske, bemærkede dommeren. Vidnerne var presset mellem præsten, som var deres sjælesørger, og de tre bønderne, der udgjorde en magtelite blandt sognets beboere.
Sagen startede allerede den 29. december 1778 og det viste sig hurtigt, at parterne stod stejlt på deres ret. Præsten ville have en gejstlig ret, men med henvisning til C5’s lov endte sagen på Herredstinget. Det næste halve år blev vidner afhørt for præcist at fastslå, hvad præsten egentlig havde sagt på prædikestolen.
I et brev til provsten foreslog de tre bønder et forlig. De ville have at præsten fra prædikestolen tilbagekaldte talen om gildesboerne og betalte sagsomkostningerne. Provst Hjorth, også indfødt bornholmer, var på linje med sin præst, men indkaldte alligevel parterne i forsøg på at afslutte sagen i mindelighed. De tre forurettede bønder mødte dog ikke op til forhandlingen. Provsten syntes, at de tre bønder havde ”spændt buen for vidt” og lod sagen gå videre til biskoppens afgørelse. Dette er årsagen til, at breve, taler og tingsvidnerne den dag i dag ligger i biskoppens arkiv på Rigsarkivet.
Talen, som findes i to afskrifter, er formodentlig præstens præcise ordvalg, om end mulighederne for udeladelser og ændringer kunne have fundet sted. Afhøringerne af 35 personer afslører imidlertid hvad menigheden hørte, eller rettere hvordan de opfattede og tolkede ordene.
Bøndernes prokuratoren stillede følgende 14 spørgsmål til vidnerne:
- 1. Om vidnet var i Klemensker kirke den 2. og 3. Advents Søndag
2. Om vidnet da hørte at præsten Hr. Koefoed på prædikestolen, efter at prædikenen var endt, talede om at han ville have Gildesboerne i Klemensker sogn anvendte til en Skole.
3. Om præsten Hr. Kofoed ikke ved denne tale sagde: ”Jeg haver tilforn lyst til om disse forbandende hedenske Gildesboer, at ville have dem anvendte til en Skoele; men I haver imodstaaet det, fordi I kunde faae Eder en flab øl”?
4. Om vidnet har hørt at Præsten Hr. Kofoed samme Tiid sagde: at de der ville overlade de forbandede Gildesboer til ham til en Skoele, kunde gaae ind til ham Søndagen, eller Søndagen efter; thi Mængden giorde det ikke; saa, naar han fik en Snees eller halvanden, skulle han nok trækkes med de andre om Resten?
5. Om Præsten Hr. Kofoed ogsaa sagde: At dersom nogen var saa diævle blændt, at han ikke ville overlade sin deel af Gildesboerne til Skoele, skulle han faa skoele alligevel?
6. Om vidnet hørte videre at Præsten hr. Kofoed sagde: at der som de ikke vilde overlade de forbandede hedenske Gildesboer, saa skulle han bede en Ulykke og forbandelse over begge Gildesboerne, saa I skal see at det skal kiendes?
7. Om vidnet hørte at Præsten paa Prædikestoelen sagde: Jeg siger og sværger der paa, at der skal ikke nogen komme til Confirmation, uden de kan heele Pontoppidans forklaring uden ad; og de andre skulle læse for ham hver Løverdag de skulle gaa til Skrifte, da han havde Magt at forviise dem om de end vare 30 Aar gammel, naar de vare ugivte?
8. Om vidnet da haver hørt at Præsten sagde: At der vare dem i hans Menighed, der ville drukne ham i en Skeefuld Vand, om de kunde, saa tog de ikke en Skeefuld: og var tilfreds om han med Kone og Børn skulle gaae og bede om Brød?
9. Om vidnet hørte at Præsten sagde paa Prædikestoelen, at han takkede Gud at han ei var bleven Præst for store Folk, men for gemene agtede Bønder og Udbyggere; for til Gilde og Giæstebud, hvor der var Spil og Dans kunde han ei komme?
10. Om vidnet haver hørt at Præsten paa Prædikestoelen var Vreed paa at kun en tredie eller fierde deel af Sognet gav ham en 4 skilling, men naar de havde en Procurator Snude at raades med, saa kunde de nok betale?
11. Om Præsten talede om hvor han vilde have Skoele i Sognet?
12. Om Clemensker Sogn er et vidtløftigt Sogn, og strækker sig meere end en Miil, at gaarde ligger hist og her adspredde?
13. Om det var en let Sag, naaer der var en bestemt Skoele i Sognet, at føre Børn til og fra Skoele om Dagen?
14. Om Vidnet veed at Bønderne leiede Gildesboerne bort i Clemensker Sogn, imod at nyde nogle Gildes Rettigheder deraf i steden for den Skiænk de skulde have, naaer de yder og giør Reiser med det kongelig Skatte Smør og Sæd?”
Det var bønderne, der ejede gildesboerne i fællesskab, men ikke desto mindre var de fleste vidner på tinget udbyggere (=husmænd) og aftægtsfolk og som sådan kunne vidnerne måske afvises som partiske, da de boede på bondens jord. Vidnerne svarede ja på de første spørgsmål. Nogle forsigtige vidner valgte at pointere usikkerhed med hensyn til ordvalget. Der var en bred enighed om at spørgsmål 8 og 10 vedrørte Præstens tale juledag og ikke på de 2 adventssøndage. Enkelte vidner mente, at Præsten havde sagt AMEN efter talen, hvilket ville have været en skærpende omstændighed.
Tre af vidnerne havde underskrevet præstens skrift, hvoraf én følte sig tvunget dertil. Alle foretrak at alt blev ved “sædvanen“, hvilket var et almindeligt udtryk ved afvisning af nye forslag.
Præstens prokurator var Nansen Müller og i hans kontrastævning kender vi præstens bevæggrunde til at tale “med Ivrighed“. Han vidste, at menigheden ville dele sig i grupper: Halvdelen ville indse at sagen nødvendighed, og ville samtykke. En del ville være ligeglade. Og så var der enkelte, der ville være modstandere uanset hvordan han bragte sagen frem. Præsten mente, at der kun var to der umiddelbart blev vrede og straks ville sagsøge præsten Det var Hans Svendsen og Hans Hansen Holst. Hurtigt fik de Niels Espersen med på sagen.
Da sagen nu mere drejede sig om gildeboerne, ville præsten i sin kontrastævning bevise, at på gilderne “udøves adskillige syndige og mod sand Christendom uoverensstemmende Gierninger” . Flere kunne berette om drikkelag og tragiske hændelser, ja, sågar drab. Problemet var at det var hændelser, der havde fundet sted før Jørgen Kofoeds tid.
Gilderne havde deres egne love (gildesskrå), hvorefter de idømte gildesbrødrene bøder i form af øl, som så blev drukket i festligt lag. Det kom frem, at der under sognepræsten Anders Agerbechs tid var en diskussion om gildesboernes berttigelse. Agerbech havde i sine prædikerne tornet mod dem omsiggribende drukkenskab, hvilket altså bevirkede, at man i stedet for ølbøder, betalte pengeafgifter ved overtrædelser. Bønderne havde i Agerbechs tid delt pengebøderne imellem sig. Øllet var dog kommet tilbage efter Agerbecks forflyttelse til Christiansø (1756).
Præstens vidner kunne berette om drukkenskab og trætterier især på Østre Gildesbo. En historie om en fordrukken gildesbroder, blev nedtonet og undskyldt, da det skete under festlighederne for en oldermandens afsked. Den 82-årige oldermand måtte nødvendigvis støttes, hvis han skulle kunne holde sig på hesten hele vejen hjem.
De tre bønder skrev til biskoppen i håb om, at han ville gribe ind i konflikten. De krævede at deres præst ikke talte hadsk om deres Gildesbo, som var skænket dem af kongen, men også, at en offentlig skole ikke var til nogen nytte for sognet. Sognets børn blev oplært af forældrene og omvandrende skoleholdere. De mente, at det var naturligt at undervisningen skete hjemme i påsyn af forældrene. Børnene lærte mere end ved en samling af mange børn, “hvoriblandt aldtid kand findes nogle ryggesløse, hvoraf de gode blive fordærvede“.
Retssagerne trak ud og provsten og amtmanden ønskede at få sagen lukket. De bad Jørgen Koefoed at indsende sit forsvarsskrift til dem. Jørgen Koefoed gennemgik minutiøst retssagerne og de udskrifter, som blev indsendt i form af tingsvidner. Præsten tilbageviste bøndernes klager punkt for punkt. Han mente, at bøndernes anklage var af personlig karakter, der var drevet af “ Selvraadighed, Trættekiærhed og Overhørighed“. Han ønskede, at de blev dømt en mulkt til sognets fattige og betale præstens sagsomkostninger. Præsten forsvarede sig i den gode sags tjeneste og at han blot ønskede at gennemføre de kongelige resolutioner, som var givet på skoleområdet.
Endelig skrev præsten til biskoppen den 28. september og bad ham om at intervernere. Han oplyste at de to bønder, som var hovedmændene bag sagen, havde han konfirmeret og at de skyldte ham andet end stridigheder.
Sagen ender uden afgørelse, men i et forlig, hvor ingen af parterne fik ret. Sagen blev simpelt hen frafaldet af begge parter. 25 år efter nævnte Jørgen Koefoed, at han stadig led under de enorme omkostninger, som han havde haft ved sagen i 1779.
Klemensker fik ført en offentlig skole i 1821, da degnegården blev tilføjet tre fag, hvori skolen blev indrettet. Omvandrende skoleholder eksisterede helt frem til 1850’erne inden sognet fik skoler, der dækkede hele sognet.
Se de originale kilder her
