Mordet i Strandløkken, 1695

HISTORISK ESSAY

Skrevet på grundlag af Hammershus birketings tingbog 1688-1701.

Jesper Vang Hansen, 2008

Engelsk oversættelse

 Mordet i Strandløkken 9. juli 1695

Den 36-årige Henrik Nielsen fra Sandvig tilbragte aftenen den 9. juli 1695 sammen med venner i Niels Hansens hus i Allinge efter en hård dag med et besøg i Rønne. De drak og snakkede til langt ud på aftenen. Solen var for længst gået ned, før han beruset forlod huset i Allinge og begav sig hjem mod Sandvig. Ingen så ham siden.

Tidligt næste morgen red Mikkel Sørensen mod Allinge. Midt imellem Allinge og Sandvig, tæt ved udkanten af Strandløkken, fandt han Henrik Nielsens blodige kæp liggende en blodpøl. Han tog kæppen med sig til Allinge, hvor han hørte, at Henrik Nielsen aldrig var nået hjem til Sandvig. Mikkel Sørensen viste byskriveren Peder Ovesen og Laurids Jensen fra Allinge fundstedet. Rygtet om det blodige fund var allerede rygtedes og mange mennesker var allerede forsamlede omkring stedet. Der blev opdaget, at der var blodige spor, der førte ned til stranden.

Byskriveren, der havde en slags politimyndighed i de to byer, tog videre til Sandvig, hvor han traf Henrik Nielsens kone Lisbet Larsdatter på vejen søgende efter sin mand. Da hun hørte, hvad de havde fundet, slog hun sine hænder sammen og sagde: ”Gud bedre mig det, da er han ihjel slagen. Det er længe siden, de har der paa spundet. Så er han blevet myrdet, som han var blevet truet”.

Dramatisk mordsag i to akter

Drabet på en kendt beboer i Allinge-Sandvig rystede det lille samfund. Snart var det rygtedes over hele Bornholm og på få dage var historien nået til søfolkene på Københavns red.  Alle talte om det og rygter opstod, om hvem morderen kunne være og om man kunne forvente, at en retssag mod en anklaget snart kunne gå i gang. Men sådan gik det ikke.

Opklaringen blev kompliceret, på grund af flere forhold: Den myrdede Henrik Nielsen var blevet skaffet af vejen. Tidligere mordtrusler fra en tjenestekarl mod den myrdede kunne ikke undersøges da karlen flygtede fra øen i en stjålet båd. Den myrdedes fætter Hans Hansen blev anklaget, men i kraft af hans kendskab til loven trak sagen ud. Han blev dog kendt skyldig på indicier, men undslap sit fængsel inden den endelige dom kunne fastsættes.

Flugten fra Hammershus’ fængsel startede næste kapitel af den makabre mordsag. Den myrdedes bror blev anklaget og efterhånden afsløredes et familiedrama, der ikke står tilbage fra den bedste kriminalroman i dag.

Dramaet udspillede på birketinget på Hammershus, der blev afholdt i bygningen, der lå umiddelbart efter broen over slugten og 100 meter til højre. Fundamentet til tinghuset er bevaret. Hammershus Birketingbog er bemærkelsesværdig fortællende og birkeskriveren formår, at citere flere vidner, således at detaljer om livet i byerne kan fornemmes i dag, mere end 300 år efter begivenhederne fandt sted.

Anvisninger til læserne

Historien opleves bedst ved at læse tingbogens referater fra dag til dag, men form og sprog gør det vanskeligt. Denne beretning er derfor et forsøg på, at gøre mordsagen tilgængelig for et bredere publikum.

De relevante sider af tingbogen er transskriberet og er gengivet på min hjemmeside. Indholdsreferat af hele birketingbogen findes også der. Desuden har jeg konstrueret kalender1695 med noter og der gengives familierelationer i den gengivne genealogiske tavle.

Lokalsamfundet

Allinge og Sandvig var et lille samfund med få hundrede indbyggere. Under de to store pest-år i 1618 og 1654 døde henholdsvis 126 og 102 personer. I 1690 var byerne næppe helt kommet sig over tabene af menneskeliv. På landet var der endnu mange ubeboede ødegårde.

Allinge og Sandvig havde ikke købstadsrettigheder, selv om dens indbyggere ofte i kilderne kaldtes for borgere og byerne havde deres eget kompagni soldater med en kaptajn i spidsen. Byens specielle status skyldtes dens tilknytning til fæstningen Hammershus. Mange beboere havde arbejde der.

Allinge, Sandvig og Hammershus udgjorde Bornholms eneste birketing, indtil 1693 med egen Birkedommer. Retskredsen fortsatte som en enhed, men nu med Hasle Byfoged og Nørre Herreds foged som birkedommer. Birkeskriveren kaldtes ofte for byskriveren, uagtet at han også var skriver for Hasle byting og Nørre herredsting. I 1695 hed han Per Ovesen og havde været skriver for tinget i mindst 10 år. Han boede i Allinge på byskrivergården[1]. Birketinget blev afholdt på mandage i tinghuset og byernes beboere kunne overvære tingets forhandlinger. Hvert år valgtes af byerne beboere otte stokkemænd, der var en slags lægdommere. I 1695 var de fem fra Allinge og de tre fra Sandvig.

Hammershus havde for længst mistet sin fordums storhed som hovedfæstning for Bornholm, men den rummede stadig en del administrative funktioner og var hjemsted for en mindre soldaterenhed. Vicekommandanten Andreas v. Buggenhagen havde boede i disse år ikke i vicekommandantgården på slottet, men opholdt sig i Nexø. Stykkaptajnen Haagen Mickelsen var den øverste rangerende militærperson, der havde fast bopæl på slottet i 1695. Han var chef for artilleriet på hele Bornholm. Meget få andre boede på slottet, i 1687 var der kun 12. Officererne og konstablerne kunne overnatte på slottets kamre, men boede ellers på egne gårde på landet eller havde bolig i Sandvig og Allinge, der lå i slottets nærhed.

Allinge-Sandvigs beliggenhed betød, at det var herfra, der var kontakter til Skåne. I Tingbogen fornemmes, at der var en del kontakt til Skåne, specielt Simrishamn. Der har været en del trafik med små både over Hammervandet. Uanset hvilken vind der blæste, kunne man finde i læ under land. At Skåne var blevet svensk i 1658 betød selvfølgelig, at der var færre officielle kontakter mellem de to områder, men de personlige kontakter vedblev at bestå. Uden at have beviser herfor, mener jeg at adskillelsen i 1658 tværtimod har betydet et opsving for de mere lyssky handelsforbindelser. Smuglerier dukker ofte op i tingbogen.

Foruden forbindelsen til Skåne har der været mange kontakter til det øvrige østersøområde. Bådenes sejlruter gik også dengang nord om Bornholm og et naturligt sted at smide ankeret for at hente proviant var i Sandvigbugten.

Det skete desuden, at skibe forulykkede i storme omkring Hammeren, hvilket gav løn til bjergningsfolk og omsætning i byerne.

De fleste borgere havde avl spredt omkring i byvangens små løkker. Disse små løkker eller lodder gav ofte retsmæssige stridigheder, der måtte løses på Birketinget. Derimod findes sjældent konflikter vedrørende byernes anden almindelige beskæftigelse, nemlig fiskeriet. I skifterne ses, at havet var alles indtægtskilde. Enhver mand i de to byer havde fiskeredskaber og ofte partejerskab i en båd. Ved siden af avlen ernærede flere folk i byerne sig af forskellige håndværk.

Familien

I et samfund, som måske kun bestod af 300 mennesker, betød familierelationer meget for hvilke muligheder, man havde for at skabe indtægter til sig selv.

Jørgen Hansen fra Sandvig døde i dagene omkring nytår 1690. I hans skifte fra den 4. januar 1690 ses, at hans 8 børn arvede en del af værdi. Hvad Jørgen Hansen havde beskæftiget sig med vides ikke, men at han havde en fremtrædende rolle i Sandvig ses af, at han var medunderskriver på gavebrevet til kongen i 1659[2].

Jørgens 2 sønners i fra første ægteskab var allerede velstituerede beboere i 1690. Den ældste søn, Hans Jørgensen, var bykaptajn for borgervæbningen i Allinge-Sandvig (1685), birke- og byfoged og boede standsmæssigt i en af strandgårdene i Sandvig, som lå ned til den lille anløbshavn. Den næstældste søn Niels Jørgensen havde siden 1675 – på nær et par år – været arkelimester på Hammershus. Arkelimesteren rangerede under stykkaptajnen, artilleri-leutnanten og stykjunkeren. Hans årsløn var blot 60 rigsdaler, men alligevel ejede Niels Jørgensen en af de flotteste gårde i Sandvig (Strandboulevarden 7), gården hvor selveste kong Christian d. 5 overnattede pinsedag i 1685. Niels Jørgensen døde allerede i marts 1693 kun 57 år gammel og Hans Jørgensen døde omkring den 10. december samme år. Begge ejede en del jord i byvangen, men det var næppe der, de tjente deres penge. I tingbogen står der, at der i forbindelse med deres død opstod uenighed om arvens fordeling blandt de efterladte.

Det var Hans og Niels Jørgensens børn, der blev hovedpersoner i familiedramaet, der udspilledes sig i 1695 og 96. Hans Jørgensens yngste søn Hans Hansen, blev anklaget for medvirken til mord på Henrik Nielsen, Niels Jørgensens ældste søn. Niels Jørgensens næst ældste søn Hans Nielsen omtales i 1690-92 som smed og landmand. Han kommer ind i mordhistoriens anden akt, blev anklaget for mordet på sin bror, dømt og i 1696 henrettet på Allinge rettersted for mordet på broderen. Henriks søster Lene var gift med provsten Poul Ancher og hun forsøgte uden held, at redde broderen Hans fra mordsigtelsen.

Hans og Niels Jørgensens halvsøskende dukker op i retsprotokollen, enten i vidneudsagnene eller som afhørte vidner. En enkelt, Thor Jørgensen, er sågar en af de otte stokkemænd[3], der fungerer som en slags lægdommer i birketinget,´er med til at dømme Hans Nielsen til døden.

 Birketinget den 15. juli – Sagen anmeldes

Lisbet Larsdatter, Henrik Nielsens enke, mødte op mandag den 15. juli på birketinget, og bad om at føre proces med henblik på at finde sin mands mordere. Loven[4] gav hende mulighed for selv at være sagsøger, men det skulle ske på hendes egen regning og risiko. Det var birkefogeden, Jens Andersen Stege,[5] pligt at vælge otte sandemænd fra Nordre Herred til at være lægdommere, sådan som Christian den 5’s lov beskrev det.

Til formand for sandemændene valgtes Hans Svendsen fra Rutsker og de menige medlemmer var Laurits Monsen fra Rutsker, Peder Bendtsen og Hans Monsen fra Klemensker, Peder Esbersen og Niels Hansen fra Rø, Jens Hansen fra Olsker og Hans Hansen fra Ladegården. De 8 sandemænds opgave var at efterforske sagen, der til slut at tage ”tov”, hvilket betyder, at de skulle dømme skyldig eller ikke skyldig. Dommeren skulle derefter, sammen med de otte stokkemænd, udfærdige den endelige dom.

Berild Clausen fra Klemensker

På næste ting, om mandagen den 22. juli, havde enken valgt en fuldmægtig til at være hendes lavværge og sagfører. Det blev Berild Clausen[6] fra Bjørnegården i Klemensker, som langt fra var ukendt på de bornholmske tingsteder. Han havde gjort sig særdeles bemærket under skattesagerne i midten af 1680’erne, og han var en af de bønder som ridefogden August Deckner[7] mistænkte for at opildne bondestanden mod øvrigheden. Han havde nægtet at betale landgilde og var på nippet til at blive dømt til Bremerholm. I en dom fra 1688 fik Dechner ram på den genstridige bonde, men Berild Clausen reddedes af, at Deckner selv kom i unåde. Selv om Dechner ikke selv hørte til guds bedste børn,  er der sikkert noget om snakken, når Deckner i sit forsvar i året 1690 fortalte retten, at Berild Clausen er ”en haardnacke og som den der satte ondt i de andre bønder, ….. han er et uroligt hoved som hverken agter Gud eller Øvrighed, det kan det ganske Land og især hans naboer bevise. Så [meget] at jeg for ham og slige ikke var mit Liv sikker, ja vel blev overfaldet af ham på alle tingrejser”.

Berild Clausen havde altså et ry for at være en nidkær personlighed i retssagen, og for ikke at lade sig kue af selv magtfulde personer. Han var ikke en almindelig fæstebonde. Selvom han var en strid herre, var han lærd og i den efterfølgende retssag ses klart, at han kunne loven og vidste, hvordan man brugte vidnerne til at fremme sagen bedst muligt.

Øvrigheden, det vil sige amtmanden Johan Diderich von Weetberg, accepterede dog Berild Clausen som enkens fuldmægtig og hermed fik han myndighed til at lade mistænkte personer arrestere og sætte i fængsel.

Sagen om stjålet hø under høsten i 1694

I efteråret 1694 – altså året før mordet – kan man i Birketingbogen læse om en besynderlig sag mellem de to brødre Henrik og Hans Nielsen. Henrik mente, at broderens tjenestefolk havde stjålet et læs hø fra hans mark i byvangen.

Når man læses Birketingets afhøringer, efterlades man med antiparti mod Henrik Nielsen. Det refereres, hvordan Henrik nærmest havde luret på broderens fejltrin, for dernæst at beskylde ham for bevidst at havde ladet sine folk stjæle fra ham. Henrik var gået helt amok og havde korporligt straffet broderens tjenestefolk med slag og skældsord.

Sagen er, set med nutidens øjne, ret farceagtig: Tjenestedrengene havde taget fejl af nogle stakke hø. Sagen burde være været en nem at løse mellem fornuftige mennesker, men personlige konflikter blokerede. Der skulle 4 tingsmøder til, med gensidige anklager mellem de 2 brødre, før der blev indgået forlig.

Samtidigt opstod en ny sag, hvor stykkaptajnen Haagen Mickelsen[8] på Hammershus’ mænd overraskede Hans Nielsens tjenestefolk i at tage hø fra slotsvangen ved Habbedam. Berild Clausen fik opgaven at føre retssag for stykkaptajnen mod Hans Nielsen. Hans Nielsen vogn stod konfiskeret på slottet og var stærkt savnet da høstarbejdet var i gang. Hans Nielsen søgte at få sin vogn frigivet, men mødte modstand. Hans Nielsen tog også en sagfører, nemlig hans fætter Hans Hansen. Sagen var ganske lille, materielt set, da det kun drejede sig om værdier for i alt 3 mark.  Sagen, som birkefogeden Jens Andersen Stege skulle dømme, drejede sig mere om ære og værdighed.

Begge sager endte i et forlig, men de 4 hovedpersoner Henrik og Hans Nielsen, Hans Hansen samt Berild Clausen havde krydset klinger. Alle var lovkyndige og ærekære. De simple sager om nogle stakke hø efterfulgtes året efter på Birketinget med de samme hovedpersoner, men nu i en mordsag, hvor den første var myrdet, de to næste kendt skyldige i mordet og den sidste som succesfuld sagfører.

Birkefoged Jens Andersen Stege

Birkefogeden Jens Andersen Stege var også byfoged for Hasle byting og herredsfoged for Nørre Herred. Han var den første birkefoged, der ikke var valgt af borgerne, men udnævnt af kongen, dvs af kongens repræsentant, amtmanden på Bornholm. Formålet var at centralisere statsmagten i lokalsamfundet. Jens Andersen Stege var en aldrende mand og måtte nødvendigvis støtte sig til de toneangivende kredse i lokalsamfundet for at kunne klare sin opgave.

Birkefogedens rolle som dommer i mordsagen i 1695 må have været vanskeligt for ham. Han havde støttet Hans Hansen og Hans Nielsen i sagen mod Henrik Nielsen vedrørende det stjålne hø i 1694. Nu var Henrik myrdet og birkefogedens tidligere proselytter var anklaget for mordet. Sagen var desuden vanskelig, da liget var forsvundet og ingen havde tilsyneladende set drabet. Den dræbtes søster Lene var tillige gift med landprovsten Poul Ancher, der også var sognepræst i Hasle og Rutsker. Poul Anchers deltagelse i oprøret mod Svenskerne i 1658 betød, at han var en af Bornholms kendteste og mest respekterede mænd, som selv en birkedommer nødvendigvis måtte behandle med respekt og værdighed.

Birkefogeden havde flere gange tidligere haft problemer med Berild Clausen og nu skulle han dømme en sag, hvor hans egne støtter stod anklaget for mord. Som tak for sidst påpegede birkefogeden procedurefejl på nøjagtig samme måde, som Berild Clausen havde gjort mod ham i høstsagen fra 1694: Der var ikke indkøbt stemplet papir, så han undlod at indkalde sandemændene til tingmødet den 22. juli og sagen kunne derfor ikke gå i gang. Berild Clausen kvitterede ved at udmanøvrere birkedommeren. Ved hjælp af viceamtmanden Christian Tuxen[9] blev Jens Andersen taget af sagen og i stedet valgtes Anders Pedersen Fyn som sættedommer[10]. Argumentet var, at Jens Andersen Stege var inhabil i sagen, da han var besvogret med den hovedmistænkte Hans Hansen. Det har ikke været muligt, at finde navnet på hans hustru, men det er sandsynligt, at Jens Andersen var gift med en af Hans Hansens fars søskendebørn, altså et led længere tilbage end vi i dag ville kalde for svogerrelaterede. Inhabilitetsbegrebet blev ikke brugt ved andre lejligheder, trods familierelationer ofte krydsede sagens parter.

Den tidligere birkefogeds søn Hans Hansen anklagedes for mord

Hans Hansen blev arresteret i Knudsker omkring den 20. juli. Han var lige kommet tilbage til øen efter en tur til København. Rejsen til København havde han påbegyndt tidligt om morgenen den 10. juli. Altså få timer efter Henrik Nielsen var blevet myrdet.

Hans Hansen var fætter til den myrdede Henrik Nielsen. Hans Hansen må have været midt i trediverne og dermed på alder med Henrik Nielsen. Han havde assisteret som byfoged under sin faders sygdom i 1693 på Hammershus birketing og blev ved flere lejligheder i tingbogen kaldt for vicebyfoged i Sandvig. Allerede i 1692 havde han procederet i Landstinget for Mette Elisabeth Maccabeus, enken efter ridefogeden Deckner, efter ordre fra Amtmand Johan Diderich von Wettberg.

Hans Hansen må have været discipel på Latinskolen i Rønne. Han kendte loven, og kunne både mundtligt og skriftligt argumentere i retssager. I 1694 var han taksator og var med til at vurdere, hvor meget hans medborgere skulle betale i byskat. Allerede i 1692 købte han jord i byvangen og senere, efter han havde overtaget sin faders ejendom (i dag Strandgade 18 ”Strandslottet”), udvidede han med jord omkring sin ejendom. I oktober 1694 fæstede han Hammershus avl og skov. Hans Hansen var velhavende og vel nok også den mest magtfulde person i Sandvig i 1695.

Hans mors tjenestedreng, Ole Lauritsen, havde tjansen med at bringe mad og tøj til Rønne mens Hans Hansen sad i arresten. Ole Lauritsen skulle senere vise sig, at være et vigtigt vidne for Berild Clausen, dels fordi han havde indsigt i Hans Hansens færden og dels havde han haft tæt kontakt til Hans Hansens tjenestedreng Laurits Jensen.

Den 5. august var Hans Hansen blevet flyttet fra arresten i Rønne til fængslet på Hammershus. Hans arrest var i Manteltårnets næst øverste etage, netop i det rum, hvor Eleonora Christine og Corfitz Ulfeldt havde siddet som fanger i 1661. Det var et fængsel, som man ”bød” mere prominente fanger. Han fik stadig bragt mad og tøj op på slottet. I de første dage kunne familiemedlemmer komme til ham og selv overbringe ham maden og tøj. Det var stykkaptajnen Haagen Mickelsens ansvar at bevogte ham. På et tidspunkt blev fangen isoleret og måtte kun møde vagterne, der bestod af en gruppe, der bestod af en sergent og otte soldater.

Birketinget den 5. august – Afhøringerne starter

Formalia skulle bringes i orden før det første egentlige retsmøde kunne finde sted mandag den 5. august på Hammershus tingsted, men inden da havde enken og hendes fuldmægtige Berild Clausen, afhørt adskillige vidner på enkens gård i Sandvig.

Rygter og snak blandt folk var kommet enken for øre og meget hurtigt faldt mistanken desuden på Hans Hansens tjenestedreng Laurids Jensen. Laurids var engang blevet slået af Henrik Nielsen, under høstsagen på marken i 1694 og han havde i tiden op til mordet tilbudt forskellige folk penge for at hjælpe med at slå Henrik Nielsen ihjel.

Laurids Jensen var blevet krydsforhørt i enkens gård få dage efter mordet var begået. Flere kunne vidner fortalte, hvordan enken ”knabbede” ham på brystet og sagde: ”Jo Laurids, du ved, hvem der har begået mordet” Laurits havde svaret: ”Nej, det viste han ikke. I styre mig noget på, du truer, at ville lade mig sætte fast, at jeg skulle have begået dette. Jeg vil være tilfreds enten de satte mig i forvaring eller fængsel, der vil vel komme nogen der skal tage mig ud igen”

Mistanken til at Laurids Jensen var medskyldig i mordet blev yderligere bestyrket da han og hans yngre kammerat Jørgen, der også tjente hos Hans Hansen, flygtede i en båd natten mellem den 20. og 21. juli. Båden ejedes af hans husbond Hans Hansen og Svend Jensen Ternø[11] i forening. Selvom de to drenge var forsvundet blev de to tjenestedrenge indstævnet til det første retsmøde den 5. august, det samme blev Hans Hansens tjenestepigen Bould Hansdatter.

Allinge den 9. juli 1695

Gennem vidneafhøringerne kan man følge begivenhederne den 9. juli. Henrik Nielsen kom til Allinge hen på eftermiddagen. Ved havnen[12] mødte han de to brødre, Hans og Ole Jensen, som lige var ankommet fra Simrishamn med en møllesten. De nød et krus øl eller to, inden Henrik Nielsen inviterede dem op i kirken for at se den nye tavle, der var sat op til minde om hans far Niels Jørgensen[13]. For at komme ind i kirken måtte de ulejlige kirkeværgen Johan Jørgensen. Henrik Nielsen fortalte kirkeværgen, at han var så træt, da han netop den dag havde været i Rønne for i Landstinget at anmelde en sag for landsdommeren. Kirkeværgen værgede sig ved at høre om Henrik Nielsens ærinde i Rønne samme dag. I lommen havde Henrik et brev, som han gerne havde vist kirkeværgen, men som Johan Jørgensens sagde, det kunne han tidsnok få at vide. En genpart af dette brev blev senere fundet i Henrik Nielsen gård og fremlagt i retten som bevis på stridigheder mellem brødrene Henrik, Hans og Peder Nielsen. Brevet, der var stilet til Hans Nielsen, annoncerede, at Henrik Nielsen ville føre sag mod Hans Nielsen for ærekrænkende angreb på hans og hans kones personer samt trusler på livet. Brevet blev et vigtigt dokument i mordsagens anden akt, hvor Hans Nielsen bliver anklaget for mordet.

Trods trætheden fortsatte Henrik Nielsen op til Niels Hansens hus i Allinge, der sandsynligvis var et af mange små værtshuse i byen. Ved retssagen blev flere af de på værtshuset tilstedeværende afhørt. Kaptajn Jørgen Pedersen fra Brogård i Olsker, hvis afdøde hustru var Henrik Nielsen faster, fortalte, at der ikke havde været uenigheder mellem de tilstedeværende personer, da han gik hjem kl. 10 om aftenen. Det samme kunne Thor Pedersen fortælle. Sandemanden Hans Svendsen fra Tornegård i Rutsker var også i huset, hvilket er interessant, da han senere valgtes som formand for de otte mænd, der skulle dømme i sagen mod Hans Hansen og som samme dag, Hans Hansen blev dømt, havde en aktiv rolle i hans flugt fra Hammershus. Henriks farbror Johan Jørgensen var også i huset, foruden de to Simrishamn-farere Ole og Hans Jensen, Peder Pedersen og Laurids Nielsen, alle fra Allinge. Der var også en enkelt Sandvigbo, nemlig Lars Nielsen. Han havde tilbudt Henrik Nielsen følgeskab til Sandvig, da Henrik havde følt sig lidt urolig ved situationen. Men Lars Nielsen kone dukkede op og insisterede på at få sin mand med hjem. Henrik Nielsen var endnu ikke rede til at tage afsked med sine venner, fordi der endnu var meget ”at snakke om”.

Berild Clausen krydsforhørte ikke selskabet yderligere. Han var åbenbart tilfreds med deres samstemmende forklaring om, at Henrik Nielsen forlod huset i fred og fordragelighed. Senere fortalte Johansen Skomager under afhøring, at han havde hørt, at der var planer om at drikke Henrik Nielsen fuld den aften i Allinge hos Niels Hansen, med henblik på at han skulle passes op på vej hjem og dræbes.

Da Henrik gik, var han nær ved at glemme sin ”kæp”. Den kæp, som dagen efter blev fundet på mordstedet. Kæppen, som blev fremvist i retten, var af spanskrør og Henrik havde købt den af Hans Jespersen fra Allinge søndagen inden mordet[14]. Hans Jespersen fortalte retten, at han på dagen, hvor mordet var blevet opdaget, spillede kegler[15] med med bla. Lars Gummeløs[16]. Umiddelbart efter han hørte om fundet af kæppen, tog han ud på mordstedet og skar et stykke tørv op med blod. Det forlyder ikke, hvorfor han gjorde det.

Berild Clausen førte flere vidner, der havde opholdt sig mellem Allinge og Sandvig den 9. juli om aftenen. Sidsel Jacob Ibsens havde set Hans Hansen gå mod Allinge med en grå hund, da hun flyttede sin kalv i Strandløkken kort efter solnedgang. Malene Hartvig Andersdatter, der tjente hos Henrik Nielsen og var i Strandløkken for at malke køer, havde også set Hans Hansen, som havde talt med en ukendt mand oppe ved vejen. Først under den følgende retssag mod Hans Nielsen fortalte hun til Landstinget, at det netop var Henriks bror Hans, hun havde set.

Hans Hansens argumenter mod sigtelsen

Hans Hansen nægtede at være skyldig i mordet på Henrik Nielsen. Han fremførte, at det var helt absurd at sigte ham for denne uhyrlige gerning, han jo var et respekteret menneske. Retorisk spurgte Hans Hansen samtlige indkaldte vidner, om de kunne fortælle retten, om han i sin opvækst havde været sine forældre ulydig? Eller, efter han var blevet voksen, havde begået ”hor, mord, tyveri, skjælmesgerninger eller andre udediske gerninger?” På den første dag svarede alle afhørte vidner, at de ikke havde noget at bebrejde Hans Hansen.

Hans Hansen klagede over, at hans egne tjenestefolk skulle vidne mod ham. Det var ikke lovligt efter loven, mente han. Berild Clausen svarede ham prompte, at det var en alvorlig sag, og derfor var samtlige Allinge og Sandvigs borgere, der vidste noget om sagen, indstævnet for retten til at vidne i sagen. Sættedommeren støttede Berild Clausen i ønsket om at føre samtlige beboere som vidner, og dermed kunne både hans hustru og tjenestefolk indstævnes til at vidne på tinget.

Alle vidner måtte høre dommerens oplæsning af edsbesværgelsen og, med oprakte fingre, love at tale sandt. Hans Hansen beskyldte gentagende gange Berild Clausens vidner for at tale falsk, hvilket var en alvorlig forseelse, der kunne koste fængsel. Det var dog kun Ole Lauridsen, der blev arresteret for at vidne falsk, og dommeren pointerede, at han ikke fængsledes med blev taget i forvaring til senere afhøring. Hvad der derimod var almindeligt under denne retssag var, at vidnerne undlod – i første omgang – at fortælle alt, hvad de vidste.

I retssagen brugte Berild Clausen meget energi på at afsløre Hans Hansens færden om natten mellem den 9. og 10. juli. Hans Hansen var klar over, at det kunne være belastende for hans sag, hvis ikke han havde en plausibel forklaring på aftenen. Hans Hansens egen historie gik på, at han havde gået sin kone i møde. Hun skulle ikke gå alene fra Allinge, hvor hun havde været for at købe boghvedegryn af de skånske søfolk. Aftenen havde han tilbragt hos sin fætter Hans Nielsen i Sandvig, sammen med bl.a. Lars Gummeløs fra Hasle, der var gift med Hans og Henrik Nielsens søster. Berild Clausen afhørte Hans Nielsen og hans kone i sagen, og de bekræftede Hans Hansens historie.

Hans Hansens ærinde i København

Hans Hansen havde i starten held med at argumentere for sin færden mellem Sandvig og Allinge på mordnatten. Hans hustru var vitterlig i Allinge for at hente boghvedegryn af de skånske søfolk, men der var usikkerhed om tidspunktet. Mindre held havde Hans Hansen med at forklare, hvorfor han den følgende morgen havde så travlt med at forsvinde til København med båden, der om aftenen var ankret op udfor Sandvig.

Hans Hansen havde ikke nået at få tøj, mad og kiste med sig. Det eneste, han havde med, var breve til rentekammeret. Han forklarede, at skibet var klar til afgang tidligere end forventet og at hans folk ikke nåede at bringe noget ud til skibet, før det stak til søs. Skibet var kongens galease Jægeren og var gået til Rønne for derefter at sejle til København. Hans hustru Barta var den 10. juli taget til Rønne med tøj til ham. Hun fortalte i retten, at det var først da hun var kommet hjem til Sandvig at hun havde hørt om mordet på Henrik Nielsen. Hans Hansen bedyrede, at han først hørte om mordet efter at hans ærinde i København var gjort og han var på vej tilbage. Nogle bornholmske søfolk ombord på en tømmerbåd, der lå på Københavns red, fortalte ham det.

Hans ærinde i København var at levere breve til kongens rentekammer, hvilket han ikke behøvede at præcisere nærmere, da han tilsyneladende ofte kom der. Han havde et lovligt ærinde til København, ellers kunne han ikke have benyttet kongens skib.

Det er bemærkelsesværdigt, at Hans Hansens tur til København ikke blev nærmere undersøgt. Dette skyldtes sandsynligvis, at alle vidste, at han kunne have lovligt ærinde til København og at han ikke behøvede eller også allerede havde rejsepas.  Alle retsmøder blev overværet af amtmandens stedfortræder Christian Tuxen, hvilket indikerer mordsagen havde øvrighedens interesse.

Birketinget den 12. august – afgørende afsløringer

Berild Clausen spurgte samtlige vidner, om de havde hørt om stridigheder mellem Hans Hansen og den myrdede Henrik Nielsen. Også her benægtede alle. De hverken vidste eller havde hørt om stridigheder på de første tingdage.

Hans Jensen Skomager fra Allinge var den første der uopfordret berettede om familiestridigheder på birketinget den 12. august. Desuden berettede han, at han efter tinget den 6. august havde drukket øl sammen med en soldat, der kørte for viceamtmanden Christian Tuxen. Svend Jensen Ternøs hustru havde gjort dem selskab og fortalte at de havde fået betaling for båden, som drengene var flygtet i. Søndagen derefter den 11. august blev Hans Jensen Skomager beskyldt af Svend Jensens Ternøs hustru for at være en af de falske profeter. Hvorfor vidste han ikke, men han ville ikke undlade at fortælle det i retten, hvis det havde betydning.

På retsmøder herefter huskede flere vidner, at der havde været sammenstød mellem de to fætre.

Det var tydeligt, at vidnerne ikke turde fortælle sandheden i starten af retsmøderne. Efterhånden som retssagen skred frem fortalte vidnerne det de tidligere havde undladt at sige. Flere vidner forklarede, at de var blevet truet til at tie med deres viden om sagen.

I retssagen fornemmes et samfund, hvor stærke lokale kræfter dominerede og påvirkede folk, til hvad de skulle mene eller turde mene. Hvert retsmøde bragte nye afsløringer og magtstrukturen krakelerede.

Hans Hansens forsvar

Hans Jensen Bistrup mødte på birketinget den 5. august som Hans Hansens forsvarer, men på senere retsmøder udeblev han. Han undskyldte sig på forskellig måde. På det førstkommende retsmøde var han bortrejst i kongens tjeneste. Senere bad han sig fritaget i sagen, da han ikke var fra herredet eller var uddannet i lovens indhold. Til sidst meddelte han, at han ikke ønskede at påtage sig opgaven. Hans Jensen Bistrup optrådte i flere landstingssager som fuldmægtig, så det var næppe manglende viden om juraen, men snarere ulyst til at beskæftige sig med sagen, der fik ham til at trække sig. Hans Hansen måtte altså føre sin egen sag, hvilket han mestrede udmærket, indtil han i slutningen af august kom i forklaringsvanskeligheder pgra afsløring af ulovlig brevveksling. Hans Hansen nægtede derefter at udtale sig, før han fik en fuldmægtig, der kunne håndtere loven. I første omgang ville han have en prokurator fra København, og da det blev ham nægtet, måtte han nøjes med en lovkyndig person fra øen. Flere blev bragt på bane, men alle undslog sig opgaven.

Tilsyneladende var der ingen, der ville stå frem i retten og hjælpe Hans Hansen. Selv familiemedlemmer måtte udtale sig om forhold, der ikke var gunstige for Hans Hansen. Det stod klart for alle, at han ville blive dømt for mordet. Det skulle dog snart vise sig, at Hans Hansen, trods al modgang, havde venner, der ville risikere liv og formue for at hjælpe ham.

Tjenestefolkene

Tjenestekarlene og pigerne viste sig at være gode vidner i sagen mod Hans Hansen. Berild Clausen udnyttede deres vidneudsagn til at underbygge teorien om, at Hans Hansen var skyldig i overlagt mord.

Tjenestefolkene var helt og holdent i sin husbond og madmoders vold. De kunne ikke forlade deres plads uden opsigelse til en af de to skiftedage om året. Hammershus Birketing har flere sager om tjenestefolk, der rømmede fra deres pladser. Henrik Nielsen var sikkert en hård husbond; den 29. oktober 1694 efterlyste han f.eks. på birketinget sin dreng Clemen Sassersen, som var rømt fra tjenesten.

I Birkerettens protokol ses flere sager, hvor personer indstævnede hinanden for nedsættende og ærekrænkende udtalelser og forbandelser; Det er ikke småting, man kom til at sige til hinanden. Alle sådanne sager endte oftest i forlig. Der var ingen tjenestefolk, der vovede at stævne sine arbejdsgivere for retten, selvom de lagde ryg til mange verbale tæsk. Derimod var det ulovligt og utilstedeligt, når en mand tillod sig at tugte en anden mands tjener. Henrik Nielsen havde ikke holdt sig tilbage med at revse andre folks tjenestedrenge. I sommeren 1694 slog han Laurits Jensen med en vognstang under høstarbejdet. Der har været et ualmindeligt dårligt forhold mellem Laurits Jensen og Henrik Nielsen. En af de andre tjenestefolk fortalte om en aften, hvor de havde siddet og delt en tønde øl, som de havde fået for at hjælpe med at losse et skib. Henrik Nielsen havde under selskabeligheden kastet et hønseæg i hovedet på Laurits og hånet ham.

Laurids Jensen var altså blevet både hånet og slået af Henrik Nielsen og havde derfor et motiv til at slå ham ihjel. Han havde adskillige gange i løbet af foråret 1695 søgt at få folk til at hjælpe sig med at dræbe Henrik Nielsen, bla. Ole Lauridsen, der på det tidspunkt var tjenestekarl hos Giese Hans Jørgensens enke. Laurids ville skyde Henrik Nielsen og Ole Lauridsen skulle hjælpe ham med at slæbe liget ned til havet for at sænke det. Ole Lauridsen havde ikke taget Laurids alvorligt, men under gentagne afhøringer, viste det sig, at han skjulte forhold han var bekendt med. Derfor lod Berild Clausen ham sætte fast på Hammershus efter de første afhøringer den 5. august. Den mordanklagede Hans Hansen forsøgte at miskreditere Ole Lauridsen, dels fordi han mente, at havde vidnet falsk og dels fordi han nu var løsgænger. Sådan folk kunne man ikke stole på.

Man kan undre sig over, at ingen havde konfronteret Laurits Jensen for at udbrede disse mordtrusler, men som et af vidnerne (Svend Jensen Ternø) fortalte, så kom der meget ”snak og vrøvlenskab” fra den dreng, at han ikke havde taget det alvorlig. Først efter mordet havde han fortalt bykaptajn Anders Lauridsen, at han var blevet tilbudt 50 slettedaler af Laurids Jensen for at hjælpe ham med at slå Henrik Nielsen ihjel.

Berild Clausen beskæftigede sig meget med Hans Hansens tjenestedrengs Laurids Jensens adfærd og færden op til mordet i juli. Det kan undre, at Berild Clausen ikke straks havde fået Laurits fængslet.  Senere på Landstinget fortalte Berild Clausen landsdommeren, at han først havde fået sagen overdraget efter drengene var flygtet, hvilket dog ikke var rigtigt. Drengene flygtede 5 dage efter, at Berild Clausen første gang var i retten. En sendrægtig Birkedommer, Jens Andersen Stege, var måske den egentlige forklaring på den manglende arrestation, fordi han ikke var særlig villig til at føre sag mod sin tidligere nære medarbejder i birketinget

Viden om Laurits Jensens færden på mordnatten byggede på andenhånds vidner. Hans Hansens tjenestepige Bodil Hansdatter fortalte, at Laurits Jensen om aftenen en time før solnedgang havde roet ud til et skib på reden ud for Sandvig og aftalt, at Hans Hansen kunne få skibslejlighed om morgenen til København.

Thor Jørgensens tjenestepige Bente Lauridsdatter havde hørt, at Laurids Jensen havde fået ordre på, at han om aftenen skulle ro til Stenløkken, for at hente deller (træplanker), der var kommet fra Allinge.

Svend Jensen Ternø var blevet vækket af Laurits Jensen tidligt om morgenen den 10. juli, for at få ham med ud og fiske. Trods en overskyet dag, der normalt betød godt fiskevejr, havde Svend Jensen afslået. Han syntes, at det var alt for tidligt at stå op. Laurits havde fortalte ham, at han allerede havde været på havet og da udbyttet kun havde været 7 sild, så der var ikke noget at komme efter Svend Jensen havde undrende spurgt Laurits, hvorfor han havde været så tidligt på færde. Laurits havde svaret, at han var blevet vækket af sin husbond og beordret til at tage på søen.

Langt senere i retssagen (25. nov.) fortalte Bodil Hansdatter, som i juli havde tjent hos Hans Hansen, at det var Hans Nielsen, der havde bedt Laurits om at følge med ham den 9. juli om aftenen og at hun i hast havde givet Laurits mad, så han kunne komme af sted. Hun havde først set ham igen to dage senere, hvor han kom tilbage med fisk fra søen.

Laurits Jensens far Jens Pedersen Sadelmager fra Rø havde været i Sandvig lørdag den 13. juli og bedt Hans Hansens hustru om, at hans dreng måtte komme hjem om søndagen. Hvilket han fik lov til, fordi han samtidigt kunne gøre et ærinde til Dyndalegård, hvor hendes mands halvsøster Gertrud og mand Peder Andersen boede. Laurits fortalte sin far og mor Margrete Lauridsdatter, at han var uskyldig i mordet, men at han frygtede for, at han kunne blive arresteret for mordet. Laurits var om aftenen taget tilbage til Sandvig.

Faderen Jens fortalte senere, at han havde givet sin søn en uskæftet bøsse, som han vidste, var blevet lavet i stand. Laurits Jensen havde haft mulighed for at skyde Henrik Nielsen med to kugler, som han havde fortalt Ole Lauridsen.

Tjenestedrengenes flugt til Skåne den 27. juli

Inden retssagen gik i gang den 5. august var Laurids Jensen og fædrengen Jørgen Pedersen flygtet i en båd til Skåne. Der var ingen mistanke til den yngre dreng Jørgen, som blot var 15-16 år gammel, men han var ulykkeligvis den yngste dreng hos Hans Hansen og måtte sandsynligvis parere ordre fra den ældste dreng.

Det var lørdag aften og et enkelt vidne havde set dem gå med mast og segl over Hammerknuden. Dagen efter var de borte og båden, som ejedes af Hans Hansen og Svend Jensen Ternø i forening, var væk tillige med Giese Hans Jørgensens mast og sejl. Rygterne dømte straks, at de var flygtet, fordi de var skyld i Henrik Nielsens død.

Svend Jensens hustru kom til at røbe, at de havde fået betalt deres halvdel af Hans Hansen og derved bestyrkede hun mistanken om, at drengenes flugt var arrangeret af Hans Hansen for at understøtte mistanken mod drengene og friholde ham selv for aktivt at have taget del i det grusomme mord.

Tjenestedrengen var forsvundet, men retssagen beskæftigede sig fortsat med at afsløre detaljer om Laurits Jensens færden og adfærd. Måske har Berild Clausen hurtigt gennemskuet, at tjenestedrengenes flugt havde været planlagt af Hans Hansen.

Hans Hansens udsmuglede breve

Flere vidner fortalte, at de var blevet truet til at tie stille, uden at fortælle hvem der havde truet dem. Indirekte virkede Hans Hansens egen vidneafhøring dæmpende på vidnernes lyst til at fortælle alt, hvad de vidste. Birketinget var åbent for alle, og i princippet vidste alle hvem, der blev afhørt og hvad de fortalte.

Hans Hansen forsøgte systematisk at så tvivl om Berild Clausens vidners troværdighed. Gentagne gange ville han stævne vidnerne for at vidne usandt. Han bad løbende om udskrifter af tingbogen og havde held til at udskyde Berild Clausens ønske om at afhøre hans kone Barta, som tilsyneladende var syg og derfor havde lovlig grund til at udeblive fra tinget.

Hans taktiske forsvar kom alvorligt i knibe på retsmødet den 2. september. Hans vagter afslørede en hemmelig brevveksling med fætteren Hans Nielsen. I alt tre breve blev fundet af sergent Christen Hansen, da han undersøgte de madskåle, der var bragt til Hammershus af Hans Hansen familie i Sandvig. Fæstnet til det opsvøbte klæde fandt de et brev fra Hans Hansen til Hans Nielsen, hvori han instruerer i hvordan hans kone skulle svare, når Berild Clausen afhørte hende. Dagene efter fandt de yderlig to breve.

Hans Hansen nægtede at svare på spørgsmål om brevene. Han antydede blot, at Berild Clausen selv kunne have fabrikeret dem. Sergenten havde været så forudseende, at han havde ladet udfærdige en rapport om fundene. En skrivelse han selv havde forfattet og som han og de otte soldater havde underskrevet, så ægtheden kunne ikke drages i tvivl.

To uger efter præsenterede Hans Hansen retten for hans forklaring om, hvordan han havde skrevet brevene og hvad meningen var. Han havde ladet sig inspirere til brevskrivningen, ved at betragte den vise, der var skrevet på en tavle i kammeret. Mon det har været en Eleonoras Christines viser, der endnu befandt sig i cellen? I mangel på blæk havde han brugt opblødt rust fra vinduesrammerne. Meningen med brevene var i alt sin enkelthed, at hjælpe hans kone at vidne den fulde sandhed om hans færden på mordnatten. Hun ville nemlig blive konfus under Berild Clausens hårdhændede afhøringsmetode. Han sagde, at hans hustru var enfoldig og aldrig før havde vidnet i retten. Derfor bad han Hans Nielsen om gentagne gange, at læse brevet for sin hustru.

Desværre for ham blev brevene opsnappet og mistanken om, at han ville påvirke vidnerne, blev bestyrket.  Da brevene blev fundet, blev hans hustru Barta sat i arrest i hendes gård med forbud om at forlade den. Hun blev først afhørt på tingsmødet den 23. september, hvor hun – klogt nok – undgik at afsløre sin viden om sin mands færden. På spørgsmålet, om hun vidste noget om stridigheder mellem hendes mand og Henrik Nielsen, svarede hun, at det aldrig var sket i deres hus, men om det var sket udenfor hjemmet, vidste hun ikke.

Mysteriet om to skarpladte bøsser

Under ransagning af Hans Hansens gård, blev der fundet 2 skarpladte bøsser. Kun den ene tilhørte Hans Hansen. Selv om de var anbragt i et aflåst loftskammer, kendte hverken Hans Hansen eller hans hustru noget til bøssen. Tjenestekarlen Laurids Jensen var også i besiddelse af en bøsse og dermed var der hos Hans Hansen i alt 3 bøsser. Desuden bemærkedes flere gange, at bøsserne var skarpladte, hvilket var mistænksomt. Hans Hansens egen bøsse blev fremvist i retten og det blev konstateret, at den var svensk, uden at der blev draget nogen konklusioner heraf. Berild Clausens interesse for bøsserne var stor, da ingen endnu vidste, hvordan mordet var fundet sted.

Senere viste det sig, at den anden bøsse tilhørte Hans Nielsen. Langt senere kom Hans Nielsen med en plausibel forklaring på, hvorfor hans bøsse netop befandt sig hos Hans Hansen. I landstingets afhøringer den 19. februar 1696 fortalte Hans Nielsen med al forundring ”paa Berild Clausens usømmelige udflugter”, at bøssen havde han hentet hjemme hos sig selv den 15. juli og ladt med to kugler, fordi han på vej til Allinge, havde set en sælhund ligge på en sten i strandkanten. Da han var kommet tilbage til stranden, var sælhunden desværre forsvundet, så han havde stillet bøssen fra sig hos Hans Hansen, der på det tidspunkt var bortrejst til København. Han drak sig beruset i Allinge og på hjemvejen havde han glemt alt om bøssen. Sælhundene var et problem for laksefiskeriet, da de stjal fisk fra laksekrogene[17], så Hans Nielsens forklaring lød plausibel.

Birketinget den 23. september – Sandemændene giver deres “Toug”[18]

Hans Hansen gav ikke op. Han ville stille flere vidner til regnskab for at have vidnet falsk mod ham og han ønskede at måtte føre vidner både for Nordre Herreds ting og Hasle byting.

Birketingets sammentræde den 23. september var imødeset, da dommeren Anders Pedersen Fyn havde bebudet, at sagen skulle afsluttes, fordi den havde varet længere end de lovpligtige 6 uger fra første samling. Berild Clausen derimod var ikke indstillet på at lægge sagen på hylden. Han var taget til Skåne den 16. september for at finde de to flygtede drenge for om muligt, at få deres vidneudsagn om sagen. Han var ikke kommet tilbage den 23. så Berild Clausen havde sendt sin broder Mons Clausen[19] fra Nyker som enkens fuldmægtig.

Berild Clausen havde mistanke om, at drengenes flugt var arrangeret for at dække over Hans Hansens skyld. Dette faktum blev yderligt bestyrket, da det kom frem, at Hans Hansens tjenestepige havde betroet sig til et af høstfolkene. Hun havde sagt, om bare at drengene blev borte, så klarede Hans Hansens sig nok.

Konkrete motiver til drabet blev ikke formuleret af retten, bortset fra at der havde været uenigheder og konflikter mellem Hans Hansen og Henrik Nielsen. Bykaptajnen Anders Lauridsen udtalte på vegne af Allinge og Sandvigs borgerskab, at man ikke kunne sige ham fri for gerningerne. De otte sandemænd gav deres toug, ved at beslutte, at Hans Hansen ikke kunne siges fri for at være Henrik Nielsens banemand. Hans Hansen blev altså dømt på indicier, da hverken lig eller konkrete beviser var fundet. Dommen betød, at han skulle miste sit liv. Dødsdommen skulle derefter prøves ved Landstinget.

Konspiration for at befri Hans Hansen

Ifølge birketingbogen havde der i de sidste ti år ikke været en lignende mordsag, så det var en sjælden begivenhed. Og da det tilmed var en af de toneangivende mænd, der skulle dømmes, må folk fra byerne og landet være mødt talrigt op på tinget. Sagen var klar og det vidste Hans Hansens venner også.

Under dække af at det endelige retsmøde foregik samtidigt – få hundrede meter derfra – foregik de sidste forberedelser på at befri fangen fra sit fængsel.

Ugerne op til den afsluttende retssag havde en gruppe mennesker omkring Hans Nielsen – bror til den myrdede Henrik Nielsen – planlagt en flugt for ham. Hans Nielsens hustru Anne Marie arbejdede aktivt med planer om at befri fangen på Hammershus, selvom hun var højgravid. Hans Svendsen fra Rutsker, selveste formanden for de otte sandemænd, der dømte Hans Hansen, var den økonomiske bagmand i befrielsesaktionen. Han leverede de økonomiske midler, der var nødvendige for at kunne bestikke hjælperne. Han leverede også de nødvendige redskaber til at brække døren op til fangen. Arkelimester Peder Michelsen fra Duebjerggaard i Klemensker havde lokalkendskabet til Hammershus og han var hjernen bag befrielsesaktionen. Jens Hansen fra Olsker var også aktiv deltagere, om end meget passiv og uvillig, men som han sagde, ”presset af omgivelserne”. Hans gård blev et passende skjulested for Hans Hansen den første nat efter flugten. Jens Hansen var ligesom Hans Svendsen en af sandemændene, der dømte Hans Hansen..

Jens Hansen og Peder Michelsen blev hver lovet 50 slettedaler for deres indsats. Da den første plan gik i vasken, blev Niels Jørgensen inddraget i flugtplanerne, fordi han havde adgang og nøgler til dele af Hammershus. Konstabel Niels Jørgensen[20] var gift med Anne Catrine, som var søster til Hans Nielsens hustru Anne Marie Leopoldidatter. Niels Jørgensen boede i et hus i Sandvig, men havde desuden et kammer på Hammershus og havde derfor en nøgle, så han kunne komme ind på Hammershus. Han var en nyttig person, da han kunne komme tæt på Hans Hansens fængselskammer. Anne Marie Leopoldidatter havde, som han sagde, beordret ham til at hjælpe med at få Hans Hansen ud af sit fængsel. Hans betaling var et stykke byg-jord i byvangen, som kaldtes for Waldborg Torn.

Peder Michelsen havde på tingdagen den 2. september vist Niels Jørgensen, hvordan han kunne komme ind til fangerummet og instrueret ham i den nemmeste vej til og fra fæstningen. Det var sandsynligvis den samme flugtvej, som Eleonora Christine og Corfitz Ulfeldt havde benyttet under deres flugt fra Hammershus i 1661.

Meget tydede på, at der trods afsløringerne af de udsmuglede breve, havde været kontakter til Hans Hansen. Han havde en bagtanke med sin insisteren på at føre vidner til både Hasle byting og Nørre Herredsting, som foregik i Hasle. Den allerførste plan gik nemlig ud på at befri fangen med magt, når han skulle transporteres til Hasle. Planen blev opgivet, da der var for stor risiko for at miste liv og lemmer. Derefter planlagdes det, at fangen skulle befries fra Hammershus. Første forsøg den 12. september mislykkedes, da Hans Nielsen ikke mødte på det aftalte sted og fordi natten var for lys. Den nat var det fuldmåne, og månen gik op allerede kl. 18.12, hvilket de åbenbart ikke havde forudset.  Næste gang endte i overdreven brændevinsdrikkeri hos Hans Svendsen, så de i stedet måtte sove rusen ud. Tiden var nu knap. Berild Clausen var taget til Skåne for at skaffe vidnesbyrd fra de flygtede tjenestefolk og han ville snart komme tilbage med yderligt belastende beviser. Desuden var der sandsynlighed for, at Hans Hansen ville blive lagt i jern, så snart dommen blev afsagt. Den endelige befrielsesaktion tog sin begyndelse under selve retssagen den 23. september og skulle gennemføres den følgende nat. Natten var mørk; månen var i sit sidste kvarter og stod først op ti minutter i et[21].

Flugten fra Hammershus

I løbet af den 23. september under retsmødet, fjernede Niels Jørgensen et bræt i rustkammeret og løsnede lemmen til næste etage ved hjælp af en tang, som han havde fået af Hans Svendsen. Vejen var banet, således at man om natten kunne komme op i manteltårnet via kælderen og rustkammeret. På næst øverste etage fandtes den låste dør ind til Hans Hansens celle.

Efter retsmødet sent på eftermiddagen tog Niels Jørgensen, sammen med Hans Svendsen og Jens Hansen til Sandvig, hvor de mødtes med Hans Nielsen i hans ølkammer. Efter tjenestefolkene var gået i seng og drak de lid på aktionens succes. I nattens mørke red Hans Nielsen, Jens Hansen og Niels Jørgensen op til ålekistedammen, som vist nok er den dam, der ligger nord for Hammershus. Herfra klatrede de op ad skråningen og gik langs den yderste mur til Blommetårnet. Her svang de sig, ved hjælp af en klofod, over den næste mur til slotspladsen. Her blev Hans Nielsen stående i stykkaptajnens kålhave, medens Jens Hansen og Niels Jørgensen fortsatte gennem kælderen i Manteltårnet videre op til rustkammeret, således som de havde forberedt sig på om eftermiddagen. Herfra var der adgang videre op, indtil de nåede døren til fangerummet. Med en jernbolt vred de bøjlen (marnen) til hængelåsen op, således at døren kunne åbnes. Sammen med Hans Hansen kunne de nu entre tilbage samme vej, som de var kommet ind. Hans Hansen blev transporteret tilbage på Hans Nielsens hest til Sandvig. Hans Hansen fortsatte på hesteryg sammen med Hans Svendsen og Jens Hansen. Inden det blev lyst nåede de frem til Jens Hansen, der boede på 28. selvejergård, Hollændergård, i Olsker. Hans Hansen overnattede i udlængen til næste dag.

Mordet afsløres i detaljer

Næste dag ankom Peder Michelsen til Jens Hansens gård. Medens de ventede på, at det blev mørkt, spurgte de Hans Hansen, hvordan han kunne slå en så stor og stærk mand som Henrik Nielsen ihjel. Hans Hansen fortalte beredvilligt om mordet på Strandløkken. Han havde sammen med Hans Nielsen stået og ventet ved udkanten af Sandvig, at Henrik Nielsen skulle komme fra Allinge. Det blev sent, så de kom i tvivl, om han overhovedet var i Allinge. Derfor besluttede de sig for at gå mod Allinge og se efter. Hans Hansen gik langs stranden og Hans Nielsen ved udgærdet vest for vejen. I udkanten af Strandløkken, omtrent der vor søjlehuset findes i dag, mødte de så Henrik Nielsen. Hans Hansen slog ham i hovedet med en økse, så han faldt mod jorden. Da Henrik Nielsen rejste sig op på knæ, slog tjenestedrengen Laurits Jensen ham bagfra i hovedet med sin bøsse. Endelig blev han liggende. Hans Nielsen svøbte hans hoved ind i jakken (kjole) og sammen slæbte de ham ned mod stranden til båden, som Laurits Jensen havde sejlet dertil. De bandt en strikke med en sten om livet på Henrik Nielsen og roede ud og sænkede ham i havet.

Hans Hansen havde også fortalt, at det ikke var første gang, at de havde haft planer om at dræbe Henrik Nielsen. Hans Hansen og Hans Nielsen havde en nat stået på lur efter Henrik Nielsen, men da Hans Hansens bøsse ved en fejltagelse gik af og kuglen gik igennem hans hår, havde han tolket uheldet som et varsel fra gud om, at de skulle lade være med at dræbe ham.

Senere i retssagen fremgik det, at Hans Hansen også havde fortalt historien på vejen mellem Hammershus og Sandvig i Hans Nielsens påhør. Hans Nielsen havde ikke korrigeret hændelserne, hvilket i domsafsigelsen blev betragtet som et belastende vidnesbyrd mod ham.

Forholdet mellem Hans Hansen og Hans Nielsen

Hans Hansen havde ikke under retssagen røbet Hans Nielsens rolle i mordet. Hvorfor? Måske fordi Hans Hansen havde brug for Hans Nielsen i forbindelse med hans flugt. Men hvorfor var Hans Hansen så villig til at fortælle om mordet til de to hjælpere Jens Hansen og Peder Michelsen? Han måtte vide, at historien ikke kunne forblive hemmelig i fremtiden!

Denne manglende realitetssans, synes uforståeligt i dag, med mindre at Hans Hansen og Hans Nielsen havde stolet blindt på deres medhjælperes loyalitet og selvfølgelig at flugtens bagmænd ikke ville blive afsløret. Eller også var Hans Hansen, der nu var på fri fod, ligeglad med Hans Nielsens situation?

Pengemanden Hans Svendsen fra Rutsker

Det er også en gåde, at Rutskers sandemand Hans Svendsen var så aktiv i befrielsen af Hans Hansen, manden som han selv havde dømt som morder?

Hans Svendsen var en respekteret mand. Under sagen mod August Deckner i 1690 forsvarede han med held en gårdmand i Rutsker, der var blevet dømt af den ærgerrige ridefoged. Hans Svendsen regnedes for en hædersmand, og blev, som en selvfølge, valgt som formand for de otte mænd. Det nyttede ikke, at han bad om fritagelse for hvervet, da han, som han sagde, allerede havde haft et mord at undersøge i 1685. Dommeren accepterede ikke denne undskyldning, dels var det længe siden og dels var der ingen tid at spilde i undersøgelsen. Hans Svendsen kan meget vel have ønsket at slippe for arbejdet, da han kendte den dræbte og hans familie. Hans Svendsen var egnens kapitalstærke mand og lånte penge ud mod pant i jord og huse. Hans forbindelse til Hans Hansen kan man gisne om, måske var der pengesager imellem dem og måske skyldte han ligefrem Hans Hansen en modydelse for tidligere aktioner?

Hans Svendsen havde sikkert ikke kendt hele sandheden om mordkomplottet. Den fik han først fortalt senere. Da Hans Nielsen blev arresteret for at have befriet Hans Hansen, gik Hans Svendsen i forsvar for ham. Sammen med Poul Ancher, der var gift med Hans Nielsens søster Lene, stillede han kaution for Hans Nielsen og risikerede derved liv og formue. Først da han sidst i november blev bekendt med Hans Hansens detaljerede beretning om mordet, trak han sin kaution tilbage.

Der er flere mærkværdige hændelser. Den 11. september midt under befrielsesaktionen tinglystes et lån på 148 slettedaler ydet af Hans Svendsen til Hans Nielsen mod pant i hans ejendom. Det er fristende at spørge om Hans Svendsen ønskede at få formaliteterne om pengesagerne i orden før Hans Nielsen lovede sine hjælpere betaling. Jens Hansen og Peder Michelsen skulle have hver 50 og derudover var der altså 3 x 16 daler til at gøre godt med. Flere vidner havde allerede fortalt, at det var blevet budt 16 daler for at hjælpe med mordet!

Hans Svendsen blev dømt den 7. februar 1696 på Nørre Herreds ting til at miste sin formue og til at arbejde på livstid i jern på Bremerholm. Trods den meget klare dom, blev han på det nærmeste frikendt på landstinget den 2. september samme år. Dette faktum er ufattelig i dag. Man kan gisne om, at der har ligget andet bag frifindelsen, årsager som næppe kan afsløres i det bevarede kildemateriale.

Idemageren Peder Mickelsen

Hans Nielsen hustru Anne Marie havde to gange bedt Peder Michelsen om at befri Hans Hansen. Han var blevet tilbudt 50 slettedaler derfor.

Peder Michelsen, der var aktiv i befrielsen af Hans Hansen med rådgivning og kontakter, boede i Rønne, men var også kgl. fæster på 59. slg. Duebjerggård i Klemensker. Han var optaget af mange aktiviteter og han har været besværlig at være medsammensvoren med; enten var han optagen på torvedage i Rønne eller også var høsten forestående, så han meldte afbud. Hans Nielsen og hans tjenestedreng red flere gange forgæves til Peder Michelsen. Foruden landbruget og købmandsskab, havde han i 1693 efterfulgt Hans Nielsens far Niels Jørgensen som arkelimester.[22]

Den fordrukne bondemand Jens Hansen fra Olsker

Jens Hansen[23], der var en af de otte sandemænd, der dømte Hans Hansen skyldig i mordet på Henrik Hansen var bondemand på Hollændergård i Olsker. Hvilken forbindelse han havde til Hans Nielsen vides ikke, men en forbindelse var der. Jens Hansen fortalte i retten, at han nærmest blev plaget af Anne Marie til at hjælpe med at befrielsesaktionen. Hver gang undskyldte han sig med, at det var ulovligt og farligt. Ikke desto mindre var han tilstede, når det skete. Måske blev han trukket ind i sagen, fordi betydningsfulde venner, så som Hans Svendsen, sagde, at han skulle.

Han bliver dømt på Nørre herreds ting til at miste sin boeslod til Kongen (½-delen af værdierne) og tilbringe resten af sit liv i jern på Bremerholm. Ved landstingsdommen den 8. april blev hans dom modereret, da den kgl. forordning fra 21. september 1695 om straffen for at hjælpe mordere på flugt ikke var kundgjort på tinget, men det var ikke nok til at dommen kunne lempes. Han havde et godt skudsmål fra bønderne i Olsker, men han var drikfældig og enfoldig, sagde landsdommeren.

Senere blev hans dom ændret til få måneders fængsel på Hammershus.

Hans Hansens dom in absentia

Hans Hansen nåede at blive kendt skyldig på Birketinget inden hans flugt. Den endelig dom blev udstedt af Landdommer Mathias Rask på Landstinget den 30. oktober. Hans Hansen var blevet efterlyst på alle kirkestævnerne Bornholm rundt, men det var ikke lykkedes, at finde ham. Han dømmes som Henrik Nielsens ”Stiemand, at miste sit lief, først hans Haand afhugges, der nest hans hofuet, og settes paa stage, och hans haand der hoes paa slagen, och Kroppen legges paa Steille og Hiul”.

I en dom på Landstinget den 30. april 1696 mod Poul Hansen i Melsted i hvis båd Hans Hansen var flygtet, oplyses det, at han var flygtet til Blekinge. I tingbogen for den 8. august 1701 kan man læse, at Hans Hansen boede i Hamburg , og da hans kones mor døde, befandt han sig endnu i landflygtighed i Hamburg, hvor hans kone og børn også opholdt sig.

Mordsagens 2. akt – Retssagen mod Hans Nielsen

Hans Svendsens og Jens Hansens sag blev ført på deres ”hjemting” dvs på Nørre Herredsting. På Østre Herredsting afhørtes Poul Hansen fra Melsted, hvis båd Hans Hansens havde benyttet til sin flugt væk fra Bornholm. Endvidere blev en del vidner afhørt på Hasle Byting. Berild Clausen havde travlt.  Afhøringerne afslørede hurtigt, at den egentlige bagmand i Hans Hansens flugt var Hans Nielsen og hans hustru Anne Marie Leopoldidatter. Berild Clausen arresterede Hans Nielsen for hans deltagelse i Hans Hansens flugt og lod ham fængsle på Hammershus den 21. oktober. Afhøringerne og domfældelserne på de respektive lokale tingsteder var endnu ikke fuldførte.

Jens Hansen og Peder Michelsen havde erkendt deres deltagelse i befrielsesaktionen på Hammershus. Deres samarbejdsiver med Berild Clausen var påfaldende og de havde begge gengivet Hans Hansens beskrivelse af mordet..

På det første retsmøde på Birketinget den 23. oktober var Hans Svendsen principal, dvs. fuldmægtig, for Hans Nielsen. Hans Svendsen mente, at Hans Nielsen var ulovligt fængslet og burde frigives. Hans Svendsen kautionerede sammen med provsten Poul Ancher[24], Lars Gummeløs og Hans Andersen Thorup[25]. Det vil sige, at de med deres liv og formue garanterede for, at Hans Nielsen ikke flygtede fra sin eventuelle dom, og at han kunne slippe for at sidde i fængsel under retssagen. Berild Clausen ville ikke acceptere kautionsbrevet, men overlod det til øvrigheden om kautionen kunne accepteres.

Den 4. november bestemte Birkefoged Jens Andersen Stege, at Hans Nielsen kunne løslades mod de fire kautionsmænds borgen for ham. Birkefoged lod de otte stokkemænd sætte deres signaturer under beslutningen om frigivelsen. Berild Clausen indklagede denne afgørelse til Landstinget den 13. november. De otte stokkemænd indrømmede på retsmødet, at de ikke var blevet spurgt om deres mening i denne afgørelse. De var på det nærmeste blevet truet af birkefogeden til at skrive under. Samtidigt opsagde Hans Svendsen sin kaution for Hans Nielsen og desuagtet, at Hans Nielsen lovede at skaffe en anden kautionsmand i stedet for Hans Svendsen, dømte landsdommer Rask, at kautionsbrevet ikke stod ved magt og fængslingen af Hans Nielsen blev opretholdt. Jens Andersen Stege måtte bøde 4 rigsdaler til Aakirkebys fattighus og frasige sig dommersædet i Hans Nielsens sag.

Jens Andersen Stege nåede på tingmøde den 11. november, at provokere Berild Clausen en sidste gang: Hans Nielsens søskende Lene, Anne Dorthe og Peder Nielsen var mødt op på tinget og klagede over at deres bror, trods tre tingsmøder, ikke endnu havde fået sin anklage præciseret. Berild Clausen var ikke mødt til dette tingsmøde, vel fordi han havde travlt med de andre anklagedes sager. Jens Andersen Stege spurgte tre gange ud i salen, om der var nogen, der havde noget at beskylde Hans Nielsen for. Da det ikke var tilfældet, kunne han udfærdige et tingsvidne til de tre søskende om, at der ingen sag var mod deres bror.

Det er mærkværdig sag, at de tre søskende går i brechen for at beskytte deres bror for tiltale af mord på deres anden bror Henrik Nielsen. Alle i den nære familien risikerede deres gode navn og rygte i sagen, men endnu var de afslørende vidneudsagn fra Hans Hansens hjælpere ikke nået ud til familiemedlemmerne. Det skete først på Nørre Herredsting den 20. november. Når disse blev kendt, forstummede hjælpen til deres bror. I de senere afhøringer nøjedes de med at referere til deres tidligere vidneudsagn på Nørre herredsting og Hasle Byting og som Landsdommeren i den endelige dom kunne konstatere, ingen af søskende havde kunnet komme med oplysninger, der frifandt Hans Nielsen for anklagen.

Hans Nielsens forsvar

En almindelig måde at udsætte en retssag på, var at påpege procedurefejl ved indstævning til retten. Dette skete også denne gang. Berild Clausens stævning fra 21. oktober indeholdt kun en mistanke mod Hans Nielsen, hvilket i juridisk sprog ikke var tilstrækkelig til at fængsle ham og starte retssagen. Derfor måtte den gentages den 18. november nu med en mordsigtelse. Som det var kutyme, blev der berammet i alt 6 tingsmøder. Den 25. og 26. november kunne retssagen for alvor komme i gang.

Hans Nielsen ønskede en fuldmægtig, der kunne føre hans sag. Byfogeden i Rønne Hans Olsen[26] var hans foretrukne person, og hvis ikke han kunne, så ville han vælge Jens Andersen Stege. Byfogden i Rønne blev det ikke, men Jens Andersen Stege påtog sig opgaven. Allerede på næste ting oplystes ,at han havde forfald på grund af sygdom. Hans Nielsen måtte derfor, ligesom Hans Hansen, føre sin egen sag.

Sagen trak ud, hvilket også skyldtes, at Berild Clausen havde travlt med at føre sag på andre tingsteder. Resultaterne af sagerne mod Jens Hansen og Peder Michelsen var særdeles belastende for Hans Nielsen og hans gravide hustru Anne Marie Leopoldidatter. Hustruen kunne egentlig også arresteres, men hun var højgravid. Og to borgere stillede sikkerhed for hende. I stedet slap hun med en slags husarrest på gården i Sandvig. Hun fødte en datter den 11. november. Hun slap for at blive afhørt på tinget, før hun var blevet introduceret i kirken.

Tjenestedrengenes flugt afsløredes i detaljer

Berild Clausens tur til Skåne førte til, at han fandt den ene af de to drenge, der var flygtet den 27. juli. Et tingsvidne fra Borrebygaard i Skåne refererede afhøringen af den yngste af drengene Jørgen Pedersen. Det blev bekræftet, at Hans Nielsen og hans hustru havde sørget for, at de to drenge kunne sejle til Skåne og at de havde proviant med til turen. Endvidere fortalte Haagen Jacobsen og Niels Hansen i Sandvig, at de den 26. juli var blevet opsøgt af Anne Marie Hans Nielsens hustru med ønske om at købe deres båd for 8 mark, uanset at den kun var 4 værd. De afslog tilbuddet. Anne Marie havde tigget dem en ekstra gang om at afstå båden, for som hun sagde, ellers ville hendes mand blive forrådt. I mordsagen blev denne udtalelse ført som bevis på, at gerningsmændene havde planlagt drengenes forsvinden for at kaste mistanken på dem og dermed, skjule deres egen deltagelse i mordet.

Svend Jensen Ternø og hustru Kirstine blev gentagne gange afhørt og efterhånden afslørede de, at de var blevet truet til at tie med deres viden, om at drengene var hjulpet af sted i deres og Hans Hansens båd. De havde endog fået tilbudt betaling for deres halvpart af båden af Hans Nielsens hustru for at vidne til fordel for Hans Nielsen.

Hans Hansens flugt afsløredes i detaljer

Den 26. november blev konstabel Niels Jørgensen, gårdmanden Jens Hansen og arkelimester Peder Mickelsen afhørt på birketinget. Alle tre var nu særdeles åbenmundede og fortalte detaljeret om Hans Hansens befrielse fra Hammershus fængsel. Jens Hansen og Peder Mickelsen gengav beskrivelsen af selve mordet, som Hans Hansen havde fortalt dem.

Hans Nielsens forsvarede sig ved at stille spørgsmål ved lovligheden i vidnesbyrdene. Niels Jørgensen, Per Michelsens og Jens Hansens forklaringer var ikke gyldige, sagde han, da de var arresterede for en forbrydelse og derfor ikke var ærlige vidner. Hans Nielsen mente, sandsynligvis ikke med urette, at de tre vidnede for at redde deres eget skind eller i det mindste med forestilling om, at de ville få lettelse af deres egen straf.

Haagen Jacobsens vidneudsagn prøvede Hans Nielsen at miskreditere ved at påpege, at han ikke var født i landet, men kommet fra Skåne. Haagen Jacobsen viste sit pas og sagde at han, første gang han kom til Bornholm, var han blot fire år. Samme metode brugte Hans Nielsen på Landstinget mod Svend Jensen Ternø, der var fra Blekinge og derfor en udlænding, der ikke var at stole på. Landsdommeren havde blik for Hans Nielsens metoder. Han indføjede en bemærkning herom i landstingsdommen den 26. febr. 1696: Hans Nielsen havde ”giort og søgt adskillige forrevendinger imod de førde Vidnesbyrd, med allehaande formeeninger, at vidnere icke skulle være kraftig og gode nock til at vidne hannem denne Sag paa”.

Henrik Nielsen var blevet truet på livet af Hans Nielsen

På birketinget den 9. december præsenterede Berild Clausen et brev, der var blevet fundet i Henrik Nielsens hjem. Brevet var sandsynligvis en genpart af det brev, som han den d. 9. juli ville vise til kirkeværgen i Allinge og som skildrede årsagen til, at Henrik Nielsens havde været i Rønne for at gøre forberedelse til retssagen, som han agtede at føre ved Landstinget.

Brevet var en stævning til Hans Nielsen om at møde i retten om 14 dage. Heri berettede Henrik Nielsen, at han og hans hustru var blevet overfaldet med slag og hug af Hans Nielsen og den anden bror Peder Nielsen, da de skulle ud med mad til deres høstfolk. På forbøn fra provsten Poul Ancher og deres søster Lene var de blevet forliget, mod at Hans Nielsen lovede aldrig mere at overfalde ham. Mandagen før brevet blev skrevet, var der opstået klammeri i Hans Hansens hus i overværelse af provsten og svogeren Lars Gummeløs. Hans og Peder Nielsen, samt Hans Hansens hustru og hendes mor havde overfaldet Henrik med skældsord. Peder og Hans havde sparket og slået ham, samt trukket knive og truet ham på livet både i huset og udenfor. Henrik Nielsen ønskede nu at føre sagen på tinget efter landets lov og ret.

Berild Clausens formål med fremlæggelsen af brevet var at bevise, at Hans Nielsen havde truet Henrik Nielsen på livet, og at brevet kunne have været anledningen til at mordet blev begået netop den dag den 9. juli.

Henrik Nielsen har givetvis ikke tiet stille med sine klager over sine brødres handlinger. Hvorfor skulle han ellers have ønsket at vise kirkeværgen brevet? Om aftenen i Niels Hansens hus i Allinge, hvor der blev drukket tæt, har Henrik Nielsen sandsynligvis talt om familiekonflikten og at han ville stævne sine brødre for retten. Med brevets indhold havde Berild Clausen bevist, at der var konkrete motiver til drabet, hvilket underbyggedes ved at Hans Hansens tjenestedreng Laurids Jensen havde fortalt sine forældre, at hvis ikke Henrik Nielsen havde været i Rønne den dag, havde han været i live. Senere oplystes det, at Hans Nielsen selv samme dag havde været i Rønne, hvorfra han var kommet hjem kl. 5. Både Hans Hansen og Hans Nielsen vidste, at han var i drikkelag i Allinge og forventede, at han ville være beruset, når han vendte hjem til Sandvig.

Det kunne have været interessant at vide, hvad de havde snakket om den aften i Allinge. Hans Svendsen og onklen Jørgen Pedersen sad og drak sammen med Henrik Nielsen i Allinge. Måske vidste Berild Clausen, at det ikke kunne nytte noget, at krydsforhøre de tilstedeværende om hvad de havde talt om.

Hans Nielsen dømmes til at miste sit liv lille juleaftensdag 1695

Dommeren Anders Pedersen Fyn havde berammet den endelige dom over Hans Nielsen mandag den 16. december, men han blev forhindret af et strengt vintervejr, således at han og flere andre ikke kunne komme frem til Hammershus tingsted. Det sidste og afsluttende retsmøde fandt derfor sted mandag den 23. december 1695.

Hans Nielsen forsøgte at miskreditere enkens sagfører Berild Clausen ved at anklage ham for at bearbejde vidnerne til at vidne mod Hans Nielsen. Berild Clausen havde kunnet tilrettelægge deres vidnesbyrd mod ham, uden at Hans Nielsen kunne modsige dem i retten uden at selv at komme i vanskeligheder. Hvorimod Hans Nielsen ikke havde haft lejlighed til at opsøge vidnerne. Han sad fanget i ensomhed og, som han sagde, i ”den stanck paa Naturens Vegne som ieg maa bestille inde hos mig, er mit hofued oc mine Sind, gandske Underlige, saa at ieg icke Veed, huad ieg self siger”. Desuden beklagede han sig over, at han aldrig havde fået bevilget en fuldmægtig, der kunne føre hans sag.

Hans Nielsen angreb Berild Clausen for at arbejde for egen vindings skyld. Han, som besad en af øens bedste vornedgårde, nemlig Bjørnegård i Klemensker, havde ikke behov for at ønske at overtage hans bolig i Sandvig. Om det har været drivkraften i Berild Clausens arbejde, var nok ikke sandhed, men dog ikke grebet ud af luften. Berild Clausen havde overtaget den flygtede Hans Hansen strandgård i Sandvig den 14. november, endda før der endeligt var skiftet efter dommen på Hans Hansen. Den efterladte hustru kunne ikke klare pantebrevsforpligtelser på gården og også betale omkostningerne af retssagen. Efter udgifterne var betalt skulle halvdelen af værdien tilfalde kongen og resten overdrages enken. Berild Clausen var gået for vidt i at mele sin egen kage, mente enken. I retten (26/11) citeredes hun for at have sagt, at Berild Clausen ”icke hafuer noget udi den Bort Rømte Hans Hansen Boe at sige, før end skifte er holden, oc ald vedkommende hafuer faad deris fornøyelse oc om da Berild Clausen hafe noet at krefue, meener hun, hand bør at søge hende, for sin betalling, oc icke Hans Hansens Boe, i huilke Boe hun sigger at Berild Clausen skalter oc walter”. Hårde ord fra sin arbejdsgiver, men samarbejdet fortsatte uden at dette mellemværende fik betydning.

Hans Nielsen fortalte, at han havde villet arrestere de to tjenestedrenge for mordet, men enken ikke ville det, da det ikke kunne betale sig økonomisk. I stedet gik enken efter ham, trods det, at der kun var lidt at komme efter.

Berild Clausens attest fra den skånske retsinstans, med den ene tjenestedrengs vidneudsagn, bedømte han for en forfalskning. Desuden anklagede han, ligesom Hans Hansen havde gjort det, Berild Clausen for selv at have skrevet de breve, som blev fundet den 29. og 30. august blandt madskålene.

Trods de mange beskyldninger mod Berild Clausen mente dommeren ikke, at det kunne forlænge sagen ud over de lovbefalede 6 uger.

Dommeren var overbevist om, at Hans Nielsen og hans hustru havde været hovedkraften bag morderen Hans Hansens flugt fra Hammershus den 23. september. Endvidere gav deres aktive deltagelse i at skaffe de to tjenestedrenge af vejen, en alvorlig mistanke om, at den arrangerede flugt skulle kaste hele skylden på drengene og dermed friholde Hans Hansen og Hans Nielsen. Med hensyn til selve mordet på Henrik Nielsen, var Hans Nielsen ikke i stand til at bevise, at han ikke var til stede på mordstedet på den tid, hvor Henrik Nielsen blev myrdet. Sammenholdt med mordtruslerne mod Henrik Nielsen i det fundne brev og de adskillige vidners udtalelse om familiestridighederne, dømtes han på linie med Hans Hansen at være skyldig i sin broders død. Han dømtes som sin broders stimand efter Christian 5’s lov 6 bog 9 kapitel og 12 artikel, der siger hvis ”Stiemand ligger paa Skov, eller i Skiyel, eller paa farende Veje, eller nogen bryder ind i Mands Huus og Boelig, og myrder nogen Menniske, da om hand vorder taget ved Gierningen, haver hand forbrut sit liv, og bør at leggis paa Steigle oc Hiul, oc hands Houedlod være forfalden til Koneg og den dræbtis Arfuinger”

Hans Nielsens hustru, Anne Marie Leopoldidatter, blev dømt til at tilbringe resten af sit liv på Spindehuset i København og miste sin boslod:, dvs halvdelen til kongen og resten til enkens arvinger, når udgifterne først var trukket fra.

Landstingets dom

Hans Nielsen ankede begge domme til Bornholms landsting ved at føre kontrastævning mod enken Lisbet Henrik Nielsen og hendes lavværge og fuldmægtig Berild Clausen. Hovedparten af de tidligere vidner blev på ny afhørt og enkelte kom med nye afslørende udtalelser.  Hans Nielsens forsøg på at modsige vidnernes udsagn som falske mislykkedes.

Landsdommeren Mathias Rask stadfæstede den 26. februar Birkerettens dom over Hans Nielsen og hans hustru Anne Marie Leopoldidatter. Endvidere dømtes Hans Hansens tjenestedreng Laurids Jensen som morder og skulle, hvis han blev fanget i kongens lande, miste sit liv.

Den 22. maj 1696 stadfæstede Højesteret i København dommen: ”Hans Nielsen bør for sine Ugjerninger, sig selv til velfortjent Straf og andre ligesindede til Eksempel og Afsky, at miste sit liv og ved Sværdet fra Livet til Døden henrettes. Saa bør og hans Boeslod til Kongen at være hjemfalden, når den dræbte Hendrik Nielsens enke til Processens Omkostning har nydt forud 300 rigsdaler.

Hans Nielsen blev ført tilbage til Bornholm og den 28. juli 1696 blev han ledsaget af Olsker-Allinge præsten Jacob Jensen Schade til retterstedet på ”Tjivehöj” ud for Allinge. Det var almindelig procedure, at mordere skulle henrettes på det til mordstedet nærmest beliggende rettersted. Med bødlens nyindkøbte sværd fik han her hovedet skilt fra kroppen.

Efterskrift om smugleri – et vigtigt bierhverv

På landstinget var Svend Jensen Ternø atter blevet afhørt den 26. februar 1696. Han fortalte, at Hans Nielsens hustru Anne Marie havde fortalt ham om en episode, hvor Hans Nielsen og Hans Hansen havde købt lin og humle fra en båd i søen. De var blevet overrasket af Henrik Nielsen, da de stod på stranden med varerne. Han havde sagt, at det kunne han ikke lade passere og havde truet dem med at anmelde det til tolderen, fordi det var smuglervarer. Anne Marie havde derfor ønsket ”Gud fader og Søn og den hellig Aand give at It Meniske vilde én gang skille os af It Menisker her i byen, saa bleve her siden Roligt og stille i byen, og sagde hun, at det vere Henrich Nielsen hun ønskede at vere af med”

Småsamfundet Allinge og Sandvigs rolle i slutningen af 1600-tallet havde opretholdt forbindelser til det gamle danske land i Skåne og Blekinge og meget at byens økonomi var forbundet med denne legale og illegale forbindelse. Mange af Allinge og Sandvigs beboere havde økonomisk udbytte deraf. Der boede flere skåninge og blekingeboer i Allinge Sandvig, ligesom i fiskerlejerne Tejn og Gudhjem og disse havde gode forbindelser over hammervandet.

Den gamle byfoged Jens Andersen Stege havde tætte relationer til Hans Hansen og Hans Nielsen, som afløste ham som vicebyfogeder, når han ikke kunne passe sit job på tinget. Med Jens Andersen Stege i dommersædet, havde de to haft ro til at handle for egen vindings skyld.

Bonden og pengemanden Hans Svendsen lånte penge til Hans Nielsen og var derfor afhængig af byernes handelsliv og gode kontakter.

På de første birketingsamlinger fortalte ingen om konflikterne mellem Henrik Nielsen, Hans Hansen og Hans Nielsen. De turde ikke, da der var en chance for, at de senere kunne lide under det, dels hvis Hans Hansen kunne klare frisag og dels var de selv afhængig af at bevare status quo, således at deres egen forretning ikke led skade. Berild Clausen må have kendt til disse sammenhænge og derfor måtte han ty til tjenestefolkenes vidneudsagn.  De havde ikke så meget at miste. Hans Hansen var klar over faren for at tjenestefolkene kunne tale over sig og derfor forsøgte han miskreditere deres vidneudsagn.

Først efter at tjenestefolkene havde røbet afgørende forhold i sagen, begyndte borgerne at tale. Nu kunne de se, hvor det bar hen. For at redde deres eget skind måtte de tale og håbe på, at sagen blev ved mordet og ikke ribbede op i byernes uofficielle handelsliv. At det var Svend Jensen Ternø, der afslørede den egentlige sammenhæng, er overraskende, da han, som indvandrer fra Blekinge, må have haft gode ”handelsforbindelser” og var en vigtig person til at opretholde byernes kontakter. Måske var det også derfor Hans Hansen ejede halvparten af hans båd?

Mordet på Henrik Nielsen skal ses i sammenhæng med stedets økonomiske situation. Der kan have været mange, der ønskede Henrik Nielsens død, hvis han havde truet med at ødelægge den illegale handel, som var grundlaget for mange lukrative indkomstmuligheder ud over de traditionelle indkomster af deres små landbrug og fiskeriet.

Det er tankevækkende, at Berild Clausen opgav sin gode vornedegård i Klemensker og flyttede ind i morderen Hans Hansens strandgård i Sandvig. Han overtog senere Peder Ovesen job som skriver for Birketinget, Hasle Byting og Nordre Herredsting. Endvidere giftede hans bror Mons Clausen sig med Henrik Nielsens enke Lisbet Larsdatter og opgav sin vornedgaard i Nyker og flyttede ind i enkens gård i Sandvig. I 1714 bliver han birkefoged og fra 1718 byfoged i Hasle samt Herredsfoged i Nørre Herred. Begge fik succes på tinge og måske fik de også succes ved at overtage to af Sandvigs bedste gårde og dermed få adgang til at suppleres indtægterne ved handelen med Skåne?

————————————————————————————

 Kilder/litteratur

Hammershus birk. Tingbog 1685-1701. (Rigsarkivet)

Hammershus birk. Skøde- og Panteprotokol, 1693-1747. (Rigsarkivet)

Hammershus birk. Skifteprotokol. 1685-90. (Rigsarkivet)

Bornholms Landstings justitsprotokol 1694-1701 (Rigsarkivet)

Dokumenter ang. amtsskriver Aug. Denckers administration 1679-1690 i Rentekammeret (Rigsarkivet)

M.K.Zahrtmann. Borringholms historie, bd. 2, side 93f

Bornholmske Samlinger (BS), 1. række, bd. 14, side 42-44, M.K.Zartmann om Poul Ancher.

Bornholmske Samlinger, 1. række, bd. 12, side 11-26. Den skånske indvandring paa Bornholm af M.K. Zahrtmann.

Bornholmske Samlinger, række 2, bd. 7. Louise Skovgaard, Kjølleregårdsskiftet, side 79

Oberstleutnant Hirsch: Danske og Norske Officerer 1648-1814 (håndskrevet biografi i 12 bd. på rigsarkivets læsesal)

Laurids de Thurah, Bornholm og Christiansøs beskrivelse, København 1756 (genudgivet 1968)

Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Århundrede, 4. udg. 1914-1915

Aage Kure: Brodermordet i Sandvig, udateret beretning Blad 10

————————————————————————————————-

Noter

[1] Allinge har haft i alt tre forskellige byskrivergårde. Den nuværende byskrivergård er yngre.

[2] Bornholmske Samlinger II rk, bd. XV-XVI s. 78.

[3] Hvert år valgtes otte stokkemænd som bisiddere til birkeretten. I 1695 var der 5 fra Allinge og 3 fra Sandvig. (Chr.5’s danske lov 1. bog 7 Kapitel 1-4) Deres opgave var at høre retten og sørge for alt går som det skal. Ved afhøringer er stokkemændene garantien for sandværdige tingsvidneattester kunne udstedes.

[4] Chr. 5’s Danske lov 1. bog 16 kapitel 1-18 afsnit, som omhandler Sandemændenes udvælgelse og pligter i forbindelse med tvivlsomme drabssager.

[5] Birkefoged, byfoged i Hasle og Herredsfoged på Nørre Herred 1692-1695. Han døde januar/februar 1696.

[6] Berild Clausen, Født ca. 1654 på Tornbygård i Klemensker. Døde efter 1721. Havde Bjørnegård (10. vg) i fæste ca. 1685-95. Gift med Sidsel Haagensdatter, der døde på Elleskovgård i Østerlars i 1736.

[7] August Deckner, 1656-1691) Ridefoged, amtsskriver på Bornholm 1679-90.

[8] Haagen Mickelsen, Fyrværker på Kbhs tøjhus 1661, stykfændrik på Kronborg 1668, Stykleutnant i København 1772, Kaptajn 1677, dommer i krigsretten 1677, chef for art.komp. i Kristianstad under krigen 1677/78. Chef for artilleriet på Bornholm i 1679. Døde på Bornholm 13/3 1699. (kilde: Hirsch)

[9] Christian Tuxen var amtmand Hans Bøfkes fuldmægtig på Bornholm og fungerede som dennes stedfortræder. Bøfke boede i København og var sjældent på Bornholm i sin embedsperiode 1694-99.

[10] Sættedommer, var et almindeligt udtryk for en dommer, der ved amtmandens dekret indtager dommersædet i stedet for den siddende dommer.

[11] Svend Jensen Ternø, gift med Kirstine, stammede fra Blekinge. Tärnö var navnet på en klippeholm udfor fiskerlejet Madvig, sydøst for Karlshamn. Han staves forskelligt i protokollerne: Terne Svend, Svend Terne, Tærne, Ternøe, Tærnø og Thernøe. I Landstingsprotokollen 26. februar 1696 omtales at han havde fået dansk pas, men født i Blekinge. Han boede ved Sandvig – da der flere steder læses, at man gik ”op til” Svend Ternø, kan man tolke det som et af nordligste eller østligste huse i byen.  En kvartermester Jens Jensen Ternø , fra det skånske frikompagni, slog sig ned på Bornholm. I 1680 fik han og bla. skovrider Hans Madvig, der også kommer fra Ternø/Madvigen frihedsbrev af kongen (BS bd. 12, s. 15ff)

[12] En egentlig havn fandtes næppe dengang, men snarere et anløbssted, hvor små både kunne lastes og losses.

[13] Gengives i Laurids de Thurah, Bornholm og Christiansøs beskrivelse fra 1756. På tavle stod: ”Herunder hviler den Ærlige og Mandhafte Archelie-Mester Niels Jörgensen, som har tient Hans Kongel. Mayest. Til Danmark og Norge udi 18ten Aars Tiid; Døde i Sandvig den 16de Martij 1693, udi hans Alders 57. Aar”. Tavlen er senere forsvundet.

[14] At spanskrøret kunne bruges til at slå hinanden med, fortæller en historie fra 1684. De to kaptajner Jens Kofoed og Haagen Mickelsen blev dødelig fornærmede på hinanden og da de blev forhindret i duel, slog de hinanden med deres spanskrør i stedet. (BS 12 bd. s. 21)

[15] Troels-Lund, bd. 3, side 392: Det var et almindeligt spil i 1600-tallet, men det var sjældent, som i dag, med trillende kugle. I stedet kastede man med en lille stav, man holdt midt på, ikke for enden, efter keglerne.

[16] Lars Gummeløs, Leutnant i Hasle, gift med Anne Dorthe Nielsdatter, søster til Hans og Henrik Nielsen.

[17] Laurids de Thurahs beskrivelse fra 1756.

[18] Toug (tog, tov) var sandemændenes endelig kendelse eller vidnesbyrd i skelstrætte, rans- eller drabssager (Ordbog over det danske Sprog)

[19] Mons (Mogens, Magnus) Clausen (Torn), var ligesom sin bror juridisk kyndig. I dag ville man kalde ham for sagfører. I 1695 var han fæster på 15. vg. Vallegaard i Nyker. Han giftede han sig med Lisbeth Larsdatter, enke efter den myrdede Henrik Nielsen og flyttede til hendes gård i Sandvig (Strandpromenaden 7). Han udnævnedes til birkefoged fra 1714 og Byfoged i Hasle og Herredsfoged i Nørre Herred fra 1718 til 1729. Han døde i slutningen af januar 1737 i Sandvig. Se hans biografi.

[20] Niels Jørgensen, F. før 1680. Søn af Jørgen Pedersen, kaptajn på 8 sg. I Olsker og hustru Karen Jørgensdatter

[21] Månens opgangstider er venligst beregnet af Rundetaarns observator Erling Poulsen.

[22] Jeg har ikke kunnet finde dommen over Peder Mickelsen, da han i kraft af sin militære status, blev dømt ved krigsretten, hvis arkiv ikke længere eksisterer.

[23] Jens Hansen, gårdmand på Hullegaard i Olsker (28. selvejergaard) efter giftemål med Inger Jørgensdatter, der var enke efter Diderich Larsen.  De får en søn – Jens Jensen – i 1695. Han død i 1711 (skifte 30. marts)

[24] Poul Ancher, sognepræst i Hasle og Rutsker, provst for Bornholm. Gift med Lene Nielsdatter, Hans og Henrik Nielsens søster.

[25] Hans Andersen Thorup, borger i Hasle, død i 1717, gift med Ane Monsdatter

[26] Hans Olsen Schou, byfoged i Rønne 1689-1696. Han blev afskediget på grund af sagen mod Hans Nielsen.