Politiprotokol for Nørre Herred 1741-1783

1741-1783 Nørre Herreds Politiret
Politiprotokollen blev autoriseret af fungerende amtmand Cronenberg 17. september 1740 efter ordre fra Stiftamtmanden Niels Gersdorff.

Lovgrundlaget for Politiretten byggede på Politiforordningen af 22. oktober 1701, der var udtænkt gældende for København, som det eneste sted var en politidirektør. I landets købstæder, birker og herreder var det tingfogeder, der fik myndighed til at idømme bøder og fængselsstraffe. Undersøgelsessager, hvor skyldspørgsmålet ikke klart blev afklaret, gik videre til amtmanden, som vurdere om der skulle rejses tiltale på tinget.

Interessant for Nørre Herred, der består at 4 landsogne, er, at præsterne spillede en stor rolle i anmeldelser og gennemførelsen af en politiundersøgelse. Præsterne var i flere tilfælde forhørsledere og faktisk også udøvede undersøgelser.

I tingbogen for 21. maj 1742 læstes stiftsbefalingsmand Gerstorphs reskript ang. politiinspektionen og administration.

Protokollen findes i Hasle Byfogeds arkiv. De første 100 paginerede sider omfatter sager fra Hasle Købstad (fra pag,72-94 blandet med Nørre Herred), fra pag. 96a Nørre Herred og fra pagina 200a sager fra Hammershus Birk.

Originale sider fra politiprotokollen for Hammershus Birk er gengivet  her som pdf:

1741-1783 Politiprotokol NørreHerred

 Referater

7. april 1741 – for ikke at komme i kirke (Olsker) Pag. 096a
Olskers sognepræst Hans Mahler anmeldte at Anders Pedersen og hans hustru på Hallegaard i Olsker havde forsømt i 4 eller 5 “prædikedage” i kirken.

Anders Pedersen var mødt til afhøring, men hans hustru var syg. Anders Pedersen afviste sagen, da han altid gerne ville komme i kirken, hvis de “var friske” og det havde de ikke været i lang tid. Herredsfogden spurgte ham om de var udeblevet på grund af drukkenskab? Det mente Anders Pedersen ikke. Han var tidligere dømt en mulkt på 8 skilling for samme forseelse.

30. marts 1742 – sognegilde og helligdagsforordningen (Rø) Pag. 096a
Sognepræst Fridrich Monrat i Rø sogn havde den 26. januar 1742 anmeldt 2 bønder: Jep Marcussen og Hindrich Pedersen for at have holdt gilde den 19. søndag efter trinitatis i 1741. Jep Marcussen havde som formand for gildet indkaldt til møde hos Hinrich Pedersen, hvor en del af sognemændene havde drukket en tønde øl. De to bønder var indkaldt sammen med vidnerne i fiskerlejet Røstad.

Jep Marcussen og Hindrich Pedersen vedstod, at de havde drukket en tønde øl efter prædikenen. Men det var ikke “såkaldt sommergielde” og de havde ikke fortæret noget, som de havde købt for penge. Røstadsboerne var forsamlede for at gøre regnskab for deres landgilde, som de plejede at betale til bønderne. Der var i alt 8,der hver lagde 1 sdr, eller 1 sdr 2 mark eller 2 sdr. årligt. For disse penge havde de altid årligt holdt et gilde for.

Herredsfogden idømte dem  en mulkt efter forordningen for helligdagsbrøde af 12. marts 1735. Bønderne svarede at “de ficj væl saa” betale bøden.

Den 13. april blev de dømt til at betale 9 mark hver i bøde.

13. april 1742 – Fornærmelse af kongens ejendom (Klemensker) Pag. 097a
En skrivelse fra amtmand Urne fra 21. februar fortalte at sognepræst Andreas Agerbek fra Klemensker have angivet et rygte om, at Peder Larsen skulle have fornærmet kongens Kanoner. [det er svært at gennemskue, hvad det drejer sig om, men Agerbek havde tilsyneladende ikke ret i sin anmeldelse, men at han formodede at Peder Larsen ny ville omvende sig til en sand kristen]

5. maj 1742 – anmeldelse af giftmord begået 40 år tidligere (Rø) Pag. 097a
Amtmand Urne havde bedt udbygger Jørgen Svendsens hustru Martha Jonsdatter fra Klemensker boende på Mogens Pedersens grund, at bekende sin historie til herredsfoged. Hendes historie var følgende:

“At da hun var omtrent 10 til 12 aar gammel, og nu er 52 Aar gammel, havde hun og hendes moder, som er død, deris værelse hos deres Søster og Søstermand, som boede udi Røe Sogn paa en Kierke Bolig. Hendes Søster lever enu og boer paa Lyng Gaards grunden i Olsker, Hendes naufn er Karen Jonsdatter og er gift med en mand ved Naufn Bendt Olsen. Og imidlertid de var hos Søsteren, som da var gift med en mand ven navn Lars Andersen, fornam denne qvinde, at de forligedes icke vel til sammen, og der over naar de havde verret sammen Lars Andersen og hans hustru fra fisket og til foraaret saa blef bemeldte Lars Andersen af hans hustru og moderen given for gift ind, hvilket hand icke saa snart døde efter som de vilde, hvor for de tog it tørklæde om halsen paa ham og der med qvalde ham”

Hun havde aldrig fortalt dette for nogen og for at lette sin samvittighed, havde hun nu fortalt sin historie. Herredsfoged mente dog, at konen var “heel underlig ligesom fra forstand”

19. maj 1742 – fortsat pag. 097b
Herredsfogden havde indkaldt Marta Jonsdatter fra Lynggårdsgrunden i Olsker om at undersøge om hun sammen med sin moder, skulle have ombragt sin mand Lars Andersen, for 40 år siden, medens de boede i en kirkebolig i Rø sogn. Karen benægtede historien og fortalte at hendes søster “var tåbelig, saa hun vidste vel icke hvad hun siger”. Hun ville gøre sin saligheds ed, hvis hun blev det tilladt.

Karen erkendte at hendes søster og moder boede hos dem, da hendes mand døde. Dog var hendes moder på Sigtegården i Østerlars sogn som jordemoder, da manden døde. Sandemand Jep Kiøller havde synet den afdøde, da der var rygter om at han skulle have været på et tyvetogt og havde derved blevet skadet (?) – Karen mente, at disse rygter var blevet gjort til skamme. Hun benægtede, at hendes ægteskab med Lars Andersen skulle have været pålagt hende af hendes broder.

Den 30. maj blev de to søstre indkaldt til fælles afhøring. Martha erkendte, at det alt sammen var usandt og at det var noget, at hun i “sin skrøbelige sin forstand” havde fundet på. Søsteren Karen ville bevise med attester, at hendes søster helt fra barndommen havde været sindsforvirret.

30. maj 1742 – om ulovligt omgang med hittegods (Klemensker) Pag. 098a
Den indkaldte var Lars Jacobsen Gardener, som opholdte sig hos sin søster på Højegård i Klemensker. Han var sigtet for at have fundet en pung, nøgle og signet på vejen til Rønne, samt at han ikke havde fået pas fra Rutsker til Klemensker. Han havde været i Vefst Jensen, Slotsladegårdens tjeneste og havde derefter været i sin broder Anders Gardeners tjeneste. men da hans søster var blevet enke, havde han hjulpet hende. Men han vidste ikke hvor længe det ville vare.

Angående hittegodset, havde han smidt pung, signet og nøgle væk og beholdt de 11 mark og 10 skilling, der havde været i pungen. Han havde ikke lyst (meddelt) fundet på kirkestævnet, hvilket han tilskrev hans uvidenhed og ungdom. Han ville betale ejermanden erstatning og betale sagens omkostninger.

11. september 1742 – genoptagelse af den 40 år gamle drabssag (RØ) Pag. 098b
Amtmand urne havde beordret en genoptagelse af sagen, hvor Karen Jonsdatter og hendes moder for 40 år siden skulle have dræbt sin mand Lars Andersen. Følgende var indkaldt: Jørgen Svendsen og hans hustru Marta Jonsdatter i Klemensker sogn, Mons Pedersen, Poul Hansen, Hans Bendtsen og Anne Mogens Svendsen. Desuden var Karen Jonsdatter og hendes mand Bendt Olsen af Olsker. Niels Hinrichsen og hustru fra Rø var ikke mødt.

Det var præsten Andreas Agerbech, der afhørte og han startede afhøringerne med en bøn og formaninger.

Martha Jonsdatter vedgik, at hun jævnlig blev forfulgt af “urolige tanker”, der går ud på, at hendes mor og søster skulle have forgiftet søsterens mand. Hun vedkendte, at hun for 10 eller 11 år siden havde betroet historien til sin mand, der havde foreslået, at hun skulle fortælle det til præsten. Det skete ikke og hun vedblev at holde på denne hemmelighed og det gjorde hende syg i sjælen. Hun havde fået det meget bedre ved at lette sin samvittighed. Inden anden afhøring, hvor Marta sagde, at det nok var noget hun havde bildt sig selv ind, havde hun modtaget 2 alen hørgarnlærred og bedt om at hun frafaldt sin anklage. Hun mente nu, at det nok var moderen, der var den mest skyldige.

Sognepræsten afhørte Martas mand, der sagde, at hans hustru ikke var sindsforvirret. Hun kunne klare alle situationer, så som at koge mad, passe ilden og holde varme. Han havde skrevet under på en attest, der viste, at hans hustru var sindsforvirret. Han sagde, at han ikke havde været klar over hvad det drejede sig om. Han havde set at mange andre havde skrevet under, så han mente at det ville være godt, hvis han også gjorde det. Han sagde at efter hustruen havde fået lettet sin samvittighed, havde hun det meget bedre.

4. oktober 1742 – fortsat den 40 år gamle drabssag (Rø) Pag. 099a
Fortsat afhøring af søstrene Martha og Karen om beskyldninger om at Karen skulle have ombragt sin første mand Lars Andersen. De øvrige vidner var indkaldte. Denne gang var det løjtnant Bruno, der var sat til at eksaminere vidnerne.

Karen Bendt Olsens nægtede, at det var sandt hvad hendes søster havde sagt til sidste afhøring. Hun havde været syg da hendes mand døde, det ville den tidligere præst Christen Lind kunne have bevidnet. Desuden ville hendes broder Anders Jonsen og Kirsten Peder Jens kunne bekræfte det. Bruno kunne ikke forstå hvad hun mente, det kunne bevise, at hun var syg, da hendes mand døde. Hun ville dermed sige, at hun ikke helt kunne huske hvordan hendes mand døde. Hun fortalte, at der havde været fire mennesker tilstede da hendes mand døde og “klædte ham”: Det var Elne Niels Henrichs, Ana Hans Jens, Lars Hansen og hans kvinde Kierstine, alle fra Rø, men de var nu alle døde. Hun fortalte at hendes afdøde mand havde hævede ben 5 a 6 uger efter jul. Men han blev først sengeliggende 2 uger før han døde. Han blev begravet skærtorsdag. Hun mente, at hendes to endnu levende brødre Anders og Bent Jonsen i Rø sogn kunne bekræfte dette. Karen var nu 64 år og den ene bror var ældre og den anden yngre. Den yngste bror var dengang 21 år.  Endvidere sagde hun, at hun kunne dø med god samvittighed, da hun ikke havde gjort noget forkert.

Hun nægtede at have lovet sin søster 2 alen hørgarn hvis hun ville frafalde historien. Spørgeren holdt fast I den kendsgerning, at på den ene side sagde hun, at hendes lillesøster var sindsforvirret, men på den anden side, mente hun, at hun kunne modtage gaver, for at tie stille med sin viden. Og om de ikke havde talt om, at det var deres afdøde moder, der havde være mest aktiv i forbrydelsen?

Hun kunne ikke bevise, at hendes moder var på Sigtegård i Østerlars som jordemoder, da Lars Andersen døde. Det var for langt tid siden. Men der måtte være mange, der kunne huske at deres moder brugtes som jordemoder adskillige steder på landet.

Marta blev bedt om at gennemgå mordet: Lars Andersen ville ikke dø så hurtigt som de ønskede, så medens han lå i sengen og sov, havde Karen lagt sig over hans ben og moderen havde kvalt ham med et tørklæde. Hun havde selv set det og havde løbet væk til et kammer, hvor hun havde grædt.

Niels Hendrichsen af Rø sogn var gift med sandemand Hans Karstensens  datter, som var 8te år, da Lars Andersen døde. Hustruen kunne ikke selv komme, da hun var syg, men hun havde fortalt Niels Henrichsen, at hun kunne huske, hvad faderen havde sagt, da han kom hjem efter ligsynet. Der var intet der tydede på at han var ombragt, men liget var ikke som det plejede at være, når det døde af sig selv. Niels Henrichsen, der var 76 år gammel, var barnefødt i Rø sogn, kunne ikke selv oplyse noget der havde betydning i sagen.

Ingen af Marthas naboer kunne sige at hun skulle være fra forstanden eller tåbelig, men måske lidt sær en gang imellem.

31. oktober 1742 – tyveri af rug  fra tærskelo (Olsker)  pag. 101b
Et rygte ville vide, at udbygger Peder Larsen af Klemensker skulle have stjålet rug fra Didrich Henningsens lo i Olsker, korn og får fra Niels Henrichsen i Rø, havre fra Peder Larsen i Olsker, Lam fra Hans Ipsen i Rø og to grise fra degnen i Klemensker. Som vidne til rygterne skulle afhøres Jep Skomagers enke på lyngen og Hans Hansen udbygger ved Splidsgårds møllen.

Didrich Henningsen havde fået stjålet rug for 3 år siden, men han vidste ikke hvordan og af hvem.

Peder Larsen havde miste noget havre i sække  fra sin lov, samme nat som Henningsen havde mistet sit.

Jep Skomagers enken fortalte, at Peder Larsen havde et ilde rygte. Og hendes mand, da han manglede noget korn, havde Peder Larsen taget ham med på tyvetogt. De havde været hos Didrich Henningsen fro 3 år siden og stjålet rug fra loen. Hendes mand havde kun fået en “slump” rug i en sæk. De havde også taget et får fra Niels Henrichsen i Rø fro 6 eller 7 år siden.

Udbygger Peder Brand fortalte at afdøde degn Valsøe i Klemensker havde mistet 2 grise for 10 eller 12 år siden. Han og degnens tjenestedreng Esber Jensen fandt grisene hos Peder Larsen. Peder Larsen havde ringet grisene, men udleverede dem straks, da de sagde at det var degnens. Han havde sagt at de var kommet af sig selv.

Peder Larsen nægtede alle forhold og årsagen til at han ikke havde brugt kirkestævnet for at finde ejermændene til de to grise, var, at han troede at de tilhørte hans søn.

16. november 1742 – hustruvold (Olsker) Pag. 103a
Præsten Hans Mahler havde skrevet til amtmanden og en historie som hans medhjælper Haagen Veidichsen havde fortalt ham, at Haagen Veidichsens far Veidich  Haagensen havde slået hans mor Kirstine Rasmusdatter.

Haagen Veidichsen nægtede at han skulle have fortalt præsten den historie, som var ham ubekendt. Måske var det en historie der stammede fra Kirerstine Peder Andersen fra Bachegården i Olsker, hvor moderen var gået fra faderen til sin datter i Pedersker.

Veidich Haagensen erkendte at han havde vel slået sin hustru “en rap”, da hun var “noget ubeskeden i sin tale til ham”. Det kunne Brogita Hobysdatter, som tjente hos dem, bevidne.

Kierstine Rasmusdatter erkendte at hendes mand vel “havde givet  hende et rap”, men det var intet at tale om. Hun ville ikke anke sin mand derfor.

En udskrift skulle sendes til øvrigheden.

16. november 1742 – knivdrama mellem to drenge (Olsker) pag. 104a
Forhør af et slagsmål mellem to drenge, der endte med den ene havde dødeligt beskadiget den anden med en kniv.

De to drenges fædre blev indkaldt. Den ene drengs stedfader var Haagen Weidichsen og den anden mand Mons Hansen, hvis 13-årige dreng Hans Monsen havde knive i tasken. Det var sket ved Haagen Veidichsens vandmølle.

Haagen Veidichsen hvis søn, fik en kniv i maven, erkendte at det var en ulykke og ikke sket i kamp. Haagen vidste ikke om hans stedsøn ville leve eller dø, nu da han lå på tredje uge.

28. marts 1743 – uægte barnefødsel og forsøg på fosterfordrivelse (Klemensker) Pag. 104b (side 106b ikke affotograferet)
Sognepræst Agerbechs angivelse af af ungkarl Morten Hansen på Ladegården og Seigne Jørgensdatter samme steds horeri og efterfølgende forsøgt fosterfordrivelse.

Vidnerne var Agerbechs tjenestepige Kirstine Olsdatter, Anders Gammelsen og Mogens Hansen

Sognepræsten havde selv stævnet de anklagede og indkaldt vidner til politiforhøret. Sognepræsten fortalte om et rygte, der gik i menigheden. Morten Hansen havde haft et “urent liv” med sin faders tjenestepige. Rygtet ville også vide, at Morten Hansen havde lovet Seigne 30 sdr. for at skaffe en anden karl på gården ud af landet, således, at det skulle se ud som om, at han var barnefaderen. Sognepræsten reagerede ikke på det første rygte, men han iværksatte en undersøgelse for at finde ud af den rette sammenhæng.

En søndag under prædiken gik Seigne ud af kirken over til præstens hus og bad præstens tjenestepige om noget at drikke. Hun havde det elendigt i sin mave. Hver gang hun drak måtte hun ud og kastede op. Dette gav præsten tanken om, at der måtte være noget galt. Da Seigne lå i barselsseng, sendte præsten sin hjælper Anders Gammelsen og (fattig-?)forstander Mogens Hansen til huset. De kom tilbage med et pulver og en efterretning, som præsten bad de to mænd selv om at fortælle om.

Seignev var stadig meget syg. Præsten havde forsøgt at tale med Morten Hansen, men han nægtede alt og forholdt sig “halstarrigt oc genstridig”. Der var opstået tvivl om hvad pulveret blev brugt til.

Seigne Jørgensdatters fader Jørgen Jørgensen blev afhørt. Da faderen havde været hos præsten for at få døbt barnet, havde præsten fortalt ham om rygterne om pulveret. Faderen havde da konfronteret datteren med rygtet, hvorefter hun havde fortalt om pulveret og at det blev leveret af ungkarl Morten Hansen til hende den 18. marts. Datteren havde tabt lidt af pulveret, da papiret omkring var gået i stykker. Hun havde anbragt det i sin kiste. Morten Hansen havde sagt, at hun skulle tage pulveret sammen med grød, men hun havde ikke taget noget. Men hun fortalte om en søndag, hvor Morten havde budt hende et stykke smørrebrød og bad hende om at spise det hurtigt. Da hun havde fået det ind i munden, “kradsede det under tænderne”, men hun kunne ikke se noget på brødet. Sammen dag gik hun i kirken og fik det så dårligt, at hun måtte gå under prædikenen og bede om vand hos præstens tjenestepige. Efter hun var kommet hjem fik hun sødmælk at drikke, hvilket hun også brækkede op.

Anders Gammelsen og Mogens Hansen havde været hos Seigne Jørgensdatter og “ind quirerede”. De fortalte hvad Seigne havde fortalt. Det var Morten Hansen der var barnefaderen og i høst, kort efter, at hun havde berettet det for Morten, havde han leveret et stykke smørrebrød en søndag morgen Morten havde sagt, at hun ikke måtte fortælle hans far og mor. Resten af historien er er som tidligere, dog med tilføjelse af, at Morten havde senere leveret hende et pulver.

Sognepræsten bad om en udskrift af forhøret, således at han kunne bevise, at han havde taget sit hellige embede alvorligt. Sagen måtte nu afhænge af øvrighedens vurdering.

6. november 1743 – tjenestepige fra Københavns uægte barns død og skjult begravelse (Aarsballe) Pag. 107a
Politiforhør hos Jørgen Skrub udbygger på Aarsballegaards grund. Anledningen var at hans datter Lisabet Jørgen Skrubsdatter var kommet fra København og havde født et barn, der umiddelbart efter fødslen døde. Han havde ladet det begravet uden tilladelse.

Lisabet fortalte,, at hun var kommet fra København med skipper Madts Kofoed fra Hasle. Hun havde ikke pas til rejsen. Hun havde haft 2 tjenester i København. Hendes sidste tjenestested var hos en gæstgiver i Vestergade. Hun angav at ´barnefaderen var en soldat ved navn Jørgen Fridrichsen i sjællandsk kompagni. Hun kendte ikke navnet på kompagniet eller på hans officer. Men hun var trolovet med soldaten. Trolovelsen var sket hos en præst ved Garnisions kirke i et hus i Nyboder hos en mand der hed Christian Friderichsen.

Lisabets moder havde fortalt faderen, at barnet var levende, da det blev født, men døde efter en time. Faderen havde uden tilladelse båret barneliget til kirkegården den 28. oktober og begravet barnet.

To kvinder, der havde været med til fødslen, sagde, at barnet var levende, men ikke frisk. Det havde kastet blod op. De var blevet bedt om at svøbe barnet efter at det døde. Det havde de ikke gjort, da det ikke var døbt. Anders Madsen havde lavet kisten og var tilstede da Lisabets moder lagde det ned i kisten. Han bevidnede at der ikke var noget der tydede på, at barnet var blevet kvæstet.

Den 12. november var Lisabets stedmoder og Jørgen Skubs hustru i Hasle for at blive afhørt. Hun bekræftede at det var levende født, men kastede slim og blod op. Det kunne ikke patte fra moderen. En kone Jens Haagens hustru tilbød at give det die. Det blev ikke døbt. Hun sagde, at barnet var dødt kort efter at ammen var gået. Hvorfor de ikke havde forsøgt at få barnet døbt forklarede hun ved, at der var gået for hurtigt, til de kunne nå det. At de begravede barnet på denne måde, var sket i ukundskab til måden.

4. august 1744 – om udpantning og anklage om indbrud herved (Rø) Pag. 108b
Bodil sal. Gotfrid Nielsen fra Rø sogn havde indgivet en klage til amtmanden om at to mænd i sognet Peder Jensen og Hans Johansen den 7. juli skulle have brækket hendes dør op medens hun ikke var til stede. Enken vedstod sin anklage og de to mænd nægtede sig skyldige.

Den 12. august mødte begge parter med deres respektive vidner/beviser. Broderen til enken mente at de to mænd havde brudt døren op med en hakke. Og det var fordi de skulle pante enken for en afgift. Døren var ikke låst, men den var lukket indefra. Han vidste ikke hvad der var blevet udtaget som pant.

Modpartens vidner var to mænd der havde synet enkens dør. De kunne ikke se skader og måtte derfor mene, at den ikke var brækket op.

Enken sagde, at der havde ligget 2 mark og 4 skilling i vinduet, som nu er væk.

De to mænd var sendt ud til enken efter rodemester Hans Pedersens ordre. De havde taget en lille hovedpude med den omtrentlige værdi på 1 mark. De havde ikke brækket døren op, men blot løftet døren op til den gik op.

9. januar 1745 – om forsvundet drivgods (Vang) Pag. 109a
Efter amtmandens ordre for at undersøge hvad der var blevet af noget drivegods, der var dukket op omkring slottet den 21. december 1744. Jesper Hansen fra Allinge, Vefst Jensen, Ole Brøgger, Hans Nielsen og Peder Larsen ved Slottet, Hans Hansen i Buggehuset, samt Johan Hansen i Allinge.

Jesper Hansen var i marken og ledte efter sine får i det onde vejr. Han var kommet op til Vefst Jensen og blev opmærksom på at der var blevet fundet noget drivtømmer ud for Hammeren. det skulle være en kon fra Sandvig, som havde fundet det. Sammen var de to redet ned til Sænebugten, hvor de fandt en ødelagt skibspunpe og noget andet splintret træstykker. På vejen tilbage havde han set Jørgen Hansens vogn og heste lastet med drivgods. Han vidste ikke om vicebyfoged Christian Rasmussen havde sendt bud til byfogden i Hasle. Vefst Jensen havde senere fundet drivtømmer i Møllevigen syd for Slottet, som han bragte hjem og ville angive til byfogden. Jesper Hansen red til Møllevige og så at der var meget tømmer, men kunne ikke se om det var der strandingen var sket. Han fortsatte til Vang for at finde strandingsstedet. Da han kom tilbage så han at meget af drivtømmeret, som var drevet i land var væk. Han set Mogens Hansen i Sæne, som har en sengeliggende gl.  kone, bære på en lille splintret stykke træ, men han troede ikke at han havde taget det øvrige drivtømmer.

Vefst Jensen forklarede at han blev opsøgt af Hans Hansen Rømer i Sandvig. Gentog Jesper Hansens forklaring, men tilføjede at han beordrede Ole brøgger og Hans Nielsen ved Slottet til at passe på det bjærgede drivgods, men sandemanden havde sagt, at det ikke havde værdi at sætte vagt for, da det havde ringe værdi.

De forskellige husmænd blev afhørt, men ingen havde sikre oplysninger om hvem, der havde taget hvad.

Hans Hansen af Buggehuset erkendte at han havde taget nogle stumper.

14. januar 1745 – fortsat sag om drivtømmer Pag. 111b
Afhøring af Kierstine Haagen Pedersen af Vang, der skulle have taget et ilanddreven pakke med skind. Hun erkendte at hun havde fundet en pakke med fem skind – et stort og fire mindre. Alt sammenhavde hun solgt til præsten Hr. Mahler for 3 mark for det store og 2 mark for de små. Hun havde sagt til præsten at hun havde fundet dem i søen.

Hun angav at Hans Pedersen af vang havde fundet en skibsdør og hans datter Kiersten havde fundet en æske med papirer i.

21. januar 1745 – fortsat sag om drivtømmet Pag. 112a
Hans Pedersen og Kirstine fra Vang blev afhørt.

Hans Pedersen havde fundet en skibsflage på størrelse af en havdød. den havde han brændt op. Sammen med jens Risp havde han bjærget en bænk med tre rum.

Kirstine havde æsken med sig. deri var to uindbundne bøger på et fremmed sprog, samt nogle løse papirstumper med trykte tyske ord.

Kirstine Haagen Pedersen fortalte at hun havde fået to skind tilbage fra Vefst jensen og Anders Larsen i Rutsker, og som hun havde afleveret til øvrigheden.

24. februar 1745 – løsgængeri, tyveri og horeri (Olsker mfl.) Pag. 112b
Afhøring i flg. ordre fra Amtmanden af “et løst kvindeperson” med navn Kierstine Holgersdatter. Hun var født i Allinge. Hun havde plads hos Johan Lorentsen i Rønne et års tid, derefter havde hun ingen plads efter sidste Sankt Hans dag.

Hun havde tjent Weidich Haagensen i Olsker for omtrent 2 år, men måtte forlade sin tjeneste fordi han “ville ligge hos hende” og efter at Weidichs hustru havde kaldt hende for sin mands hore, havde hun forladt sin tjeneste og blev opfordret til at gå til Weidichs datter i Pedersker. Hvis hun ikke blev “vel modtaget kunne hun tage en båd og rømme”.

Hun blev stillet “det slemme rygte” at hun drev om på landet og bedrev hor, samt at stjæle. Hun nægtede at hun stjal.

Jørgen Svendsen og hustru og datter Kirstine fra Klemensker fortalte at hun var fuld af løgn. Præsten Mahler havde vidner der kunne bevise om hendes frugtsommelighed (?) og at han havde efterlyst hende på alle kirkestævner, Fra flere af hans præstekollegaer var det efterretning om hendes liv og færden.

Hr. Agerbech havde på kirkestævnet indkaldt vidner om hendes tyveri og færden for at afsløre hendes skarnagtighed.

Hun blev sat i Hasle vagt indtil videre ordre.

26. marts 1745 – tyveri af sølvbæger og omsmeltning (Rø) Pag. 113b
Efter ordre fra amtmand Urne at undersøge om det var rigtigt, at Hans Bendtsen smed i Rø havde stjålet et sølvbæger på en pæls størrelse fra Hans Jensen i Fløjlegaarden i Rø. Hans Bendtsen skulle have erkendt tyveriet for præsten Monrad og hans svoger prokurator Reimer m.fl. Bendtsen skulle have smeltet sølvet om og udført det til en guldsmed Hans Edwartsen i Rønne, således at han kunne lave knapper af den.

Bendtsen vedkendte sig tyveriet af et bæger, der havde en værdi af 8 sdr. Han var blevet fristet til tyveriet, da han var til fæstens øl. Der var mange mennesker, han var drukken og ingen så, at han tog bægeret, der stod i køkkenet.  Han var ung og vel kun omkring tyve år, da han stjal det. Nu var han ramt af dårlig samvittighed. Knapperne var i forvaring i en gammel kiste hos hans moder i Rø sogn. Knapperne havde kostet ham 14 sdr. 1 mark 4 skilling.

Herredsfogden lod han forblive i Hasle vagt indtil videre ordre.

Tilføjelse den 27. marts: Da det nu var blevet oplyst, at Hans Bendtsen stod i det bornholmske gevorbene regimente til fods, skal han straffes i det militære retssystem.

Senere tilføjelse: Da herredsfogden stod til at rejse, ville han anmode om at arrestanten blev overflyttet til Vagten i Rønne. Han skal eksamineres af løjtnant Dorph.

30. juni 1745 – stridigheder på Rø kirkes konestole og rangorden mm Pag. 114b
Sag efter ordre fra amtmanden den 19. juni med Jesper Hansen fra Allinge som undersøgelsesleder. Anledningen var Marne Margrete Sonnes klage til sognepræsten Monrad af 24. april over udbyggerkonen Anna Maria Jørgen Terchelsen, der i Rø kirken 2. påskedag havde brugt ærekrænkende ord mod hende. Stolene blev kaldt for udbyggerkonernes stole.

Marne Margrete Sonne, gift med Lars Jensen i Rø sogn, var i kirke sammen med sin tjenestepige Ellen Pedersdatter. De sad i stolen som præsten og kirkeværgen havde tildelt hende. En udbyggerkone Maren Haagen Sønners (Fra Bøgeskoven) kom, hvor hvem de rejste sig op, således at hun kunne komme ind til sin lejede plads. Hun viftede tjenestepigen ind i stolen og satte sig selv ved siden af Marne Sonne. Anna Maria Jørgen Terchels kone, der sad på stole bag dem, spurgte hende om hun havde lejet eller købt sin stol. Marne sagde, at hun betalte smør til kirken for stolen, hvorefter udbyggerkonen hoverede, at hun betalte i penge. Hvorefter hun spurgte om hun, som bondekone, var finere end andre og kunne have sine tjenestepige i stolen og om hun skulle sidde yderst og ikke flytte sig ind på stolen som andre koner gjorde. (Bondekonen Marne sad åbenbart i blandt udbyggerkonerne)

Tjenestepigen Ellen Pedersdatter bekræftede ordene mellem hendes madmoder og Maren Haagen sønners. Og hun kunne oplyse, at det skete før prædikenen under sangen “alleneste Gud”. Flere andre af Marne Jens Larsens vidner blev afhørt og bekræftede hændelserne i stolene.

Jesper Hansen udsatte politiretten til 9. juli, hvor modparten skulle have mulighed for at komme med vidner.

9. juli 1745 – fortsat om stolene i Rø kirke Pag. 115b
En række kvinder, der sad på stolene i Rø kirke, skulle afhøres. Anna Ole Peders var den første der skulle afhøres om hun havde hørt “forargerlig eller uskikkelighed” tale under sangen i Kirken. Hun havde ikke hørt ordenen, men bekræftede hvordan pigen måtte vige pladsen for den der kom ind i stole. Hun kendte ikke reglerne for hvordan de skulle sidde – inderst eller yderst?

Dernæst Kierstine Hindrichs Hobye sagde, at Maren Ikke ville have at hendes tjenestepige skulle rykke ind på stolen, men at hun skulle sidde ved siden af hende. Det så ud til at hun ville forhindre den indkomne kone at sætte sig i mellem. Hun havde ikke hørt så meget, men dog at Marne havde sagt, at ingen bondekone kom i stalden, hvorefter Anna Marie havde sagt “Hvad er I da?”

Dernæst Marie Jacobsdatter på 16 år, men hun havde kun set at Maren havde vendt sig mod Anna Marie og at de snakkede sammen. Vidner blev tilsagt at mødes på næste tingdag om 14 dage ved middagstid.

Maren Haagens sønners fortalte, at hun havde lejet sin stol til Sankt Valborgs dag til en årlig leje for 6 skilling. Hun sagde, at der var plads til 7 eller 8 på stolen, men der var ikke ryg til alle. Der var kun ryg til de yderste i stolen. Der var ingen faste pladser i stolen.

Marne Jens Larsen sagde at de to yderste sæder har ryg og de var lovet hende af præsten. Jesper Hansen måtte afbryde afhøringerne, da det var ved at blive mørkt.

23. juli 1745 – fortsat om stolene i Rø Kirke Pag. 117a
Jens Andersen havde været i kirke da der var uro i udbyggerkonestolene, men da han var gammel havde han ikke kunne høre hvad der blev sagt.

Ana Friderichsdatter havde set det hele, men kunne ikke høre hvad de sagde til hinanden på grund af sangen.

Else Nielsdatter og Helvig Jensdatter blev afhørt. derefter afbrød Jesper Hansen som han betegnede “forargelse udi Guds huus under tienesten i deels til Guds fortørnelse, deels og til meenighedens forargelse”. Han vidste ikke hvad han skulle dømme, da han ikke var inde i reglerne “i slig bedrifte i Guds huus”. Det måtte være op til dommeren at afgøre det.

6. august 1745 – “salomonisk” dom i kirkestolesagen Pag. 117b
Dom blev afsagt i sagen om tumult i kirken den 2. påskedag mellem Marne Margrethe Lars Jensen, Anna Maria Jørgen Terchels og Maren Haagen Sønnes.

Dommeren havde besvær med udpege den skyldige og hvilke love der kunne anvendes. Dog havde han fundet i et punkt i politiforordning fra 1701 om uro under prædikenen, men her stod intet om strafferammen. I Loven vejleder i en straf for at skabe uorden i kirke eller kirkegård. Der var ikke klare indikationer om hvem der var skyldig. Efter hans mening var alle skyldige, så han dømte hver af de tre en mulkt på 2 mark til de fattige og 1 sdr. for sagens omkostninger.

29. marts 1746 – om fjernelse af gods i dødsbo inden registreringen (Klemensker) Pag. 118a
Sag vedr. bortførelse af uregistreret gods i stervboet efter Peder Hansen Smeds enkes bo ved Klemensker kirke. Vidnerne var Jørgen Edvardsen på Bjørnegård, Ingeborg der opholder sig i Peder Smeds hus, Ane, som bor hos Anders Gammelsen, samt Peder smeds datter Maren, der tjener hos Bendt Pedersen i Klemensker.

(Skifte oplysninger fra John Christensen: Landsogne nr. 36 Side 460.  1746.  16. Marts.

Anne Jacobsdatter, enke. Klemensker.

Afg, Peder Hansen Smed.

4 søn. 2 døt.

A: Jens Pedersen, f. 1733. Værge: Mads Hansen, Tornegård, Klemensker.

B: Hans Pedersen, f. 1738. Værge: Berthel Jacobsen, 38. Sg. Klemensker.

C: Bent Pedersen, f. 1739. Værge: Mogens Larsen, Kuuregård, Klemensker.

D: Esper Pedersen, f. 1743. Værge: Hans Espersen, Dyngegård, Klemensker.

E: Maren Pedersdatter. Værge: Jep Pedersen, udb. Østerlars.

F: Bente Pedersdatter. Værge: Moders søstermand, Mads Pedersen, for ham: Hans Hansen, udbygger på Dyngegårds grund i Klemensker.)

Jørgen Edvardsen fortalte at dagen før registreringen, havde han mødt Bertel Jacobsen, der var i færd med at tage 2 eller 3 planker der lå på loftet. Han mente at han godt kunne tage dem som erstatning for de brædder han havde brugt til at lave en kiste til enken. Han havde også taget træ, som han havde brugt til at lave træsko til Peder Smeds mange små børn. Edvardsen sagde at Bertel Jacobsen havde taget nogle sengeklæder til at svære de syge børn med, samt en overdyne, som var taget inden registreringen.

Dernæst Ingeborg Nielsdatter, der boede i huset. Hun opremsede en lang række ting som Bertel Jacobsen fjernede fra dødsboet.

Ana Mortensdatter som var til huse hos udbygger Anders Gammelsen bekræftede at en del sengeklæder ikke var registreret og var borttaget efter enken var død og inden registrering.

Maren Pedersdatter, der var datter til afdøde enke, 16 år gammel, havde set at hendes morbroder Bertil Johansen havde pakket sengeklæderne i sække og ført dem bort inden registreringen. Foruden Bertil Johansen havde udbygger Jens Henrichsen og hans tjenestepige på Peder Lars Grund hentet en børfuld hø og en sæk hø, som pigen bar.

30. august 1746 – tyveri af korn i lo (Klemensker)
Pag. 120a
Efter ordre fra amtmanden holdtes politiret. Anledningen var at en dreng ved navn Peder Thomsen af Klemensker, skulle have stjålet korn i vinters hos Svend Jørgensen, da han hjalp med at tærske for ham.

Af indkaldte vidner var Peder Thomsens forældre Jørgen Pedersen og hustru, Svend Jørgensen og hans dreng Anders Nielsen, bonden Christopher Hansen og hustru, Absalon Larsen, udbygger på Ladegård Per Larsen udbygger på løjtnant Kofoeds grund, Hans Hansen udb. på Dyngegaards grund, udbygger Poul Pibers hustru, Anthoni Holgers hustru. Desuden var præsten Anders Agerbech til stede for at “bi vaane denne forretning”.

Peder Thomsen var 20 år. Da han tærskede kom hans stedfader Jørgen Pedersen og ville have noget korn af Svend Jørgensens tjenestedreng Anders Nielsen. Dette blev ham nægtet. Senere på aftenen kom han igen og gav de to drenge tobak at ryge på. Atter blev han nægtet de par skæpper korn, som han ønskede. Senere kom drengen Anders Nielsen til Jørgen Pedersen igen og fik brændevin, gaasepølse og langkål, hvilket han fortalte til Peder Thomsen samt til sin husbond. Senere kom stedfaderen og ville bestikke Anders Nielsen med et par nye strømper og – iflg. Peder Thomsen – havde Anders Nielsen givet ham noget korn i en sæk, som han havde med sig, men det var nærmest for at blive af med ham, da han hele tiden plagede for korn. Peder Thomsen havde sagt til sin moder, at det var letsindigt at få korn på den måde. Senere kom Jørgen Pedersen og smed en sæk ind til loen, hvor Peder Thomsen kastede korn. Han ville ikke udsætte tjenestedrengen for mere plageri, så han fyldte selv sækken og transporterede det over til sin sin moder og stedfader ridende på Svend Jørgensens hest. Denne transport frem og tilbage med en sæk, fortsatte, men da stedfaderen ikke ville betale ham for kornet, solgte han nu en tønde korn til Morten Jensen for 2 sdr. Stedfaderen fortsatte med at presse tjenestekarlen til at tage havre og andet til ham. Tjenestedrengen nægtede. Peder Thomsen fortalte, at han på kirkestævnet havde hørt at hans stedfader var blevet kaldt for tyv i tørvemosen. Stedfaderen forsøgte at få Peder Thomsen med på andre handler, der ikke var legale.

Peder Thomsen havde tidligere været til forhør hos præsten i to vidners medhør. Her havde han kun fortalt en lille del af sandheden, hvilket han havde fortalt sin stedfader. Før han “rejste til retten” formanede hans stedfader, at an ikke skulle fortælle mere, da det ville sætte ham og hans moder i et meget dårligt lys.

Da Peder Thomsen var kaldet til forhør hos præsten havde han og stedfaderen forsøgt at hente alt korn tilbage, som de havde solgt til andre. Jørgen Pedersen havde hugget noget tørv fra tørvemosen, der tilhørte Jens Hansen på Dyngegårds grund.

Præsten ville nu have Jørgen Pedersen og hans hustru afhørt. De nægtede, at de skulle have været med til tyveri. Præsten sagde at “saadan hællen og hiemel” kunne ikke finde sted uden forudgående tyveri. Præsten overlod herefter sagen til kongens jurisdiktion.

17. september 1746 – slagsmål efter nøddejagt i skoven (Klemensker) Pag. 122a
Sognefoged havde anmeldt et overfald på Bærild Høy (Høg), der boede i Rutsker. Han var blevet overfaldet søndag den 11. september i fændrik Rasmus Mogensens skov  under 2. slg. i Klemensker.

Bærild Høg var sammen med en masse børn fra Rutsker sogn i skoven for at plukke nødder. Først var de på 1. slg. skov tilhørende Thor Larsen. der var de blevet afvist af tjenestedrengen Svend Hansen. Han havde fået at vide af sin husbond, at han skulle vogte og udøve myndighed i skoven, medens han var væk. Bærild Høg var så gået til en anden skov på 2. sl. tilhørende Thor Larsen, hvor de også var blevet afviste. På vej hjem var de så gået gennem 1. slg. skov, hvor de atter blev passet op af tjenestedrengen Svend Hansen, der så skældte ud og kaldte Bærild for “din sorte djævel”. Bærild tog en nød og ville spise den i trods. Han fik så en slag over ryggen af Svend Hansen, der var kommet ridende medbringende et gevær. Bærild havde slået igen og dette udviklede sig til et større slagsmål, hvor Bærild blev slået af Svend så kraftigt, at han næsten ikke kunne gå.

Hans Jensen Skomager, som var på vejen, havde set overfaldet og blev afhørt. Under afhøringerne blev en del børn, som var med, afhørte: Det var bla. Annike Larsdatter, Jørgen Jensen, Karen Jensdatter og Anne Margrethe Nielsdatter – alle fra Rutsker.

Claus Larsen vidnede om Bærild Høgs skader i hovedet og ryg.

Svend Hansen påstod, at han ikke uden grund, havde måtte bruge “myndighed” for at passe sin husbonds skov.

16. marts 1747 – fastelavnsløjer (Klemensker) Pag. 123b
Sognepræsten Agerbech havde til amtmanden meldt om fastelavnsløjer den 13. februar Flere fra menigheden havde “slaaet porten i toe og der ved holdt Gilde og drik, mer end og sat 2de oste paa spil og der paa spillet kaart med verandre.
Præstens medhjælpere udbygger Anders Gammelsen og bonden Mogens Pedersen var vidner. Forhørene skete i Hasle men med sognepræsten, som aktiv tilhører. Samtlige indkaldte vedkendte sig anklagen.

Præsten havde dog mere på sinde. Der var indløbet en klage til provsten, som de havde skrevet, om at præsten havde bandlyst dem og nægtet dem at gå til herrens bord. Klagen var skrevet af løjtnant Anders Jørgensen på Krashave. Præsten fik dem til at angre deres klage, som han mente var helt fejlagtig. Det var ikke ham der havde bandlyst og udelukket dem, men det var vor herre, der på denne måde tugtede dem til at blive bedre mennesker. Samtlige fortrød derefter at de havde fået skrevet klagen oer præsten.

12. november 1746 – tyveri af kreaturer (Klemensker) Pag. 125a
Forhør af Peder Thommesen i Klemensker, som af sandemand Hans Rosted var sat i arrest i Hasle vagt den 10. november, efter at han overfor præsten havde tilstået, at han have stjålet en ko fra Aagården i Østerlars samt en ko på øster lyng ved Baasta Mosse.

Peder Hommesen tjente på Blykoppegaard i Nyker. Han stjal koen fra Aagaarden i Østerlars 14 dage før mikkelsdag og solgte den for 5 sdr. til skipper Robert Robertsen i Rønne. Han havde lånt en hest fra sin husband Poul Kofoed og red ad marken til Østerlars. Koen førte han til Blykoppegård og lod den stå der til mandag. Husbonden vidste ikke hvad han havde gang i og ingen på gården spurgte om koen. Han havde sagt til køberen, at det var hans egen ko han solgte.

Aagaardssønnerne kom til ham og forlangte betaling for koen. Hvis han betalte ville han ikke videre høre for det. Han havde betalt 5 daler og manglede at betale een. Han nægtede at have medskyldige,

Den anden ko tog han ved middagstid ved Øster Lynggaard ved Bastamosen øst for Almindingen. Det skete næst forrige søndag. Han havde tærskearbejde hos Hans Hansen på Skindermyre. Den solgte han til en kone i Nexø, hvis mand sagdes at være rejst. Han fik 3 sdr. 1 mark. Han var ridende på Christopher Hansens hest i Klemensker, som han havde lejet for 10 skilling. Disse penge havde han brugt til at betale Aagaardssønnerne.

9. september 1749 – præstens anmeldelse af tjenestefolk uden pas eller skudsmål (Olsker) Pag. 125b
Sag foranlediget af sognepræsten til Olsker og Allinge menigheder, der havde angivet de i hans menighed, der har antaget tyende uden pas eller skudsmål. De 8 mand, der havde tjenestefolk, som efter præstens mening enten manglede pas eller skudsmål, præsenterede alle en forklaring på tingene. Enten havde de så kort tjeneste, at de ikke mente at de behøvede, eller også var det folk, på dagsløn og ikke tjeneste. Endvidere var der flere der gik til alter enten i Rø eller i Rutsker og havde attest derpå fra disse sognes præster.

6. oktober 1749 – fortsat undersøgelse og præstens anmeldelse af løsgængeri (Olsker) Pag. 126a
Sognepræsten Hans Mahler overværede den fortsatte afhøring af “opklagende” personer: Peder Larsen i Habedam med Christian Rasmussen, Jens Wefstsen med drengene Hans Pedersen, Hans Nielsen og en gift kone ved navn Anne, Ole Olsen på Bredsensgaard med Ole Nielsen, Christian Hansen på Hallegaard og Peder Bødker.

Peder Larsen vedstod at Christian Rasmussen havde været hos ham et stykke tid. Christian Rasmussen fortale at han tidligere havde haft “tilhold” et par års tid på Magaarden i Olsker og ellers rundt omkring hvor han syede sko. Han havde gået til alters i Rø sogn, hvor han også var blevet konfirmeret. Han havde ikke på det seneste forsynet sig med en attest fra Røpræsten, men det havde han for 4 år siden, men dengang var sedlen ikke accepteret af Hr. Mahler.

Dernæst blev Hans Pedersen afhørt som opholdte sig hos Jens Wefstsen i Olsker. Han havde tjent i et års tid som tjenestekarl hos Jens Wefstsen. Han var kommet fra Rønne hvor han havde gået til alters. Han havde været oppe hos sognepræst Mahler og vist sedlen fra sognepræsten i lørdags.

Hans Nielsen som opholder sig hos Jens Wefstsen. Der havde han af og til opholdt sig, når der var behov for træarbejde som at hugge tømmer og lave hjul. Han havde ikke tilhold hos Wefstsen, men hos sine forældre i Rutsker og var tilsagt til at holde vagt på posten i Sandvig. Han havde haft arbejde forskellige steder, bla. på Brogaard. Men han havde altid gået til alters i Rutsker kirke

Anne, som havde tilhold hos Jens Wefstsen havde forsøgt at få skudsmål hos Hr. Mahler og leveret ham stemplet papir, men han havde nægtet det. Hun skulle havde det fordi hun rejste til København. Hun var nægtet skudsmål fordi hun ingen pas havde. Hun mente at de ej behøvedes, da hun jo kom tilbage igen. Mahler mente, at det var mærkeligt, at hun rejste frem og tilbage, da hun jo var trolovet og gift i København?  Hun mente, at have opholdt sig hos Jens Wefstsen i 18 år, sådan af og til. Hun var blevet gift kort efter Sankt Hans i “det forgangne år”. Hun havde været i København i tre uger kort efter Sankt Hans og siden har hun opholdt sig hos Wefstsen.

Ole Nielsen på Bredsensgaard havde tærsket hos Ole Olsen og han havde sin kiste der. Han havde også haft vagt på Sandvig post. Han fik besked af Lars Larsen i Kiærehuset, når han skulle på vagt, og han vidste altid hvor han arbejdede.

Anders Jensen arbejdede på Bredsensgaard. Tidligere havde han været hos kaptajn Bidstrup i Hasle, men fik ikke skudsmål af Haslepræsten, ti han betragtede sig som håndværker med tømmerarbejde og ikke tjenestekarl.

Christen Hansen på Hallegaarden i Olsker fortalte, at Christen Madsen havde opholdt sig på gården i et års tid. Men havde ikke spurgt efter skudsmål.

Peder Bødker erkendte, at han ikke havde bedt om skudsmål da han i 13 uger var i Klemensker og tjene i et midlertidigt job i stedet for en anden dreng.

Følgende blev idømt mulkt til de fattige: Hans Nielsen 1 sdr., Ole Nielsen 2 mark, Ole Nielsen 2 mark, Brogårdsmanden Claus Olsen 2 mark, hans pedersen 1 mark, Christian Rasmussen 2 mark

25. februar 1752 – leve på “polsk” (Olsker) Pag. 127a
Efter ordre fra amtmand Urne indkaldes bødker Peder Pedersen og Ellen Gotfridsdatter fra Olsker “for deres skendige levned” og “berøgtede at lefue et lætferdigt lefnet tilsammen”.

Sognepræst Hr. Mahler havde klaget den 24. januar over at de to atter var sammen trods det forbud som de fik i oktober måned sidste år. Ellen var gravid og begge svarede at de havde forsat deres samkvem, da det havde lovet hinanden ægteskab. De havde før jul været hos præsten, som havde nægtet at vie dem. I amtmandens ordre pålagde han Peder Pedersen at rejse ud af herredet inden den 31. marts.

Amtmand Urne kommenterer og beordrer den 2. marts, at man ikke kan sende dem ud af sognet og herredet, da de havde lovet hinanden ægteskab. Endvidere fandt han det ubegribeligt, at præsten havde nægtet dem ægteskab. Han pålagde bødkeren at betale 2 mark til de fattige i mulkt.

14. juli 1752 – for drukkenskab og spirituskørsel med heste og vogn (Rutsker) Pag. 127b
Sagen var foranlediget af sognepræsten for Hasle og Rutsker hr. Lars Randers, der forlangte afhøring af ejeren af 48. selvejergaard Peder Jørgensen, der var endt i alvorligt drukkenskab. Han var blevet advaret af præsten tidligere, men intet havde hjulpet. Præsten skrev til Herredsfogden om hjælp, da alt guds tugtelse ikke hjalp på manden.

Hr. Randers havde medbragt en del vidner fra Rutsker Menighed: Peder Jørgensens hustru Giertrud, tjenestedrengen Hans Andersen, Claus Larsen boende på Rutsker Præstegaard. Rutsker sognedegn Mons. Rasch. Jens Bechs søn på 25. gaard ved navn Haagen Jensen alle fra Rutsker sogn.

Sognepræsten ville bevise Peder Jørgensens umådeholdne drikkeri, samt at han havde “forgrebet sig på præstens ære”.

Sognedegnen Philip Rasch var kommet til Rutsker for at eksaminere de unge i deres kristendomskundskab. Da ikke alle var kommet tilstede, ville han prøve at finde dem på gildespladsen, hvor en del bønder var forsamlede for at holde deres gilde. Peder Jørgensen var drukken, det kunne degnen fornemme. Jørgensen havde spurgt om degnens mening om gildet. Degnen havde svaret, at det var ej hans sag, så det havde han ingen mening om. Peder Jørgensen havde så sagt: “Jeg har saa ondt paa Præsten Hr. Randers formedelst hand forbander denne Gildes Plads saa meeget oc spurde hand da udsigeren (Degnen) om hand synes der skulle kunde voxse  nogen Sæd paa gildes Jorden tilhørende ejendom siden dend blef saa forbandet af Præsten”. Degnen svarede, at han mente, at det ikke var manglen på grøde men alene på forsamlingens misbrug. Degnen fortale, at han ofte havde set Peder Jørgensen drukken.

Dernæst Claus Larsen fortalte at han den 4. juli havde set vogn og heste ved kirken, pludselig dreje ud i kornmarken. Han havde ikke set at der var en fører ved, så han sprang til at at redde vognen fra at vælte på diget. I det han sprang op på vognen så han, at Peder Jørgensen lå i vognen døddrukken. Trods påstand om, at Peder Jørgensen kun var halvdrukken, mente Claus Larsen ikke at det var forsvarligt, at han kørte hestene selv. Han måtte holde fast i Peder Jørgensen hvis han skulle undgå at falde bagover ned i vognen igen. Han havde nævnt, at præsten var efter ham, så han var bange for at Claus Larsen fortalte det til præsten, som “forbandede Gildes Pladsen, mens han skal self være forbandet, Oc hand maae Licha min Moes eller Rompe”. Da han kom hjem til Peder Jørgensens gård, kom hans hustru ud og fortalte at han om morgenen havde kørt tl Ambrus Boes med hjultømmer. Hun slæbte ham ud af vognen og ind i huset. Han havde set Peder Jørgensen drukken før, men som hustruen sagde, aldrig så drukken, som ved den lejlighed.

Dernæst Peder Jørgensens hustru Giertrud måtte fortælle om den 4. juli episoden, men hun havde jo ikke set sin mand drikke og hun mente vel også at han var syg og svagelig.

Haagen Jensen Birch Bekræftede Claus Larsens historie om aftenen den 4. juli.

Peder Jørgensens dreng Hans Andersen kunne ikke andet end at slutte, at hans husbond var drukken, da Claus Larsen kom kørende med ham.

Præsten mente nu at sagen var fuldt oplyst og at der var bevist, at Peder Jørgensen havde ageret i drukkenskab. Han bad om retten måtte dømme ham i hans forseelse.

Den 21. juli  fortsatte sagen med oplæsning at de forskellige vidners forklaringer. Hvilket alle accepterede. Peder Jørgensens hustru måtte endelig erkende, at hendes mand havde været døddrukken den 4. juli. Haagen Birch tilføjede, at han havde set Peder Jørgensen, som var helt blåsort i hovedet, da han lå i bunden af vognen. Hans Tjenestedreng havde set sin husbond drukken flere gange siden han tiltrådte tjenesten Micaelis dag.

Peder Jørgensen vedkendte sig, at hans sjælesørger flere gange havde talt med ham om hans drukkenskab.

Han bliver dømt efter loven pag. 263 og 264 art. 8, samt reskript af 3. december 1734 “sig self til forbedring oc andre til Exempel for dette sit druchenskab at mulktere til Rudtskier sogns fattige 1 rdr. 2 mark” samt til politiretten 1 daler 2 mark.

28. juli 1752 – ødelagt middagsmad og chikane i tørvemosen I Klemensker Pag. 130a
Undersøgelsessag  efter anmeldelse fra Herman Andersen, der sammen med adskillige andre fra Hasle og Rutsker sogn havde været i en Klemensker i kul-tørvemosen den 6. juli.

Vanartede mennesker skulle have væltet, ødelagt deres middagsmand, der bestod af fisk og pandekager. Et brændevinsglas var slået i stykker. desuden var der blevet sat ild i den medbragte halm 2 gange. Og der bles kastet ind ned i Hermans tjærekande. Flere blev afhørte og det tydede på at den ødelagte middagsmad skyldtes at pige, der kom med maden til middag havde tabt kurven. Mht. ildpåsættelsen var det en af de andre husbond, der havde lokket en dreng til at gøre det for “plasir” og 2 skillings betaling.

9. maj 1752 – Hustrumord (Rutsker) Pag. 131b
Bonde på 26. gård i Rutsker Jens Rasmussen ønskede at 2 mænd skulle syne Niels Pedersens hustru, der havde lidt “en heftig” død. Jens Rasmussen var fader til Niels Pedersens døde hustru, der ikke havde været sengeliggende da hun døde.

De to mænd havde synet den afdøde hustrus bare legeme i overværelse  af den afdødes mand Niels Pedersen. Der var ikke fundet tegn på kroppen der kunne vidne om en heftig død, undtagen en rød/blå smal krans om hendes hals, der ligesom gik om mod hagen. Det så ud som at der var bundet en strikke om hendes hals.

Niels Pedersen blev afhørt. han var stået op kort før solopgang dagen før. Hans kone var blevet liggende i sengen. Han havde i de sidste tre år lidt af “slag” (epilepsi). En halv time senere var tjenestepige kommet ud til Niels Pedersen og bad ham om at komme ind, da det var galt med madmoder. Da han kom ind, så det ud til at hun var kommet over det. Hun rystede lidt på hovedet og var lidt hvid i ansigtet. Han havde så gået ud igen. En halv time efter kan tjenestepigen Johanne løbende ud og fortalte, at nu var den helt gal. Da han kom ind, var hustruen allerede død. Båndet omkring halsen forklarede han med, at det måtte være fordi hun har kommet til at snog sig omkring lagnet. Om det var slag eller ved kvælning vidste han ikke. At han ikke havde tilkaldt hustruen familie skyldtes, at hiun så ofte havde haft anfald, så han ville ikke ulejlige svigerforældrene.

Tjenestepigen Johanne Andersdatter havde vugget spædbarnet om aftenen før, derefter var hun gået ud til sig selv natten før madmoder døde. Niels Pedersen havde vækket hende ved solopgang. Da hun kom ind gik han ud. Efter en halv time var han kommet ind og han havde sagt at hun skulle lave mad og vække madmoder. Johanne sagde, at det var synd. Hun havde så lavet mad og efter en time ville hun så vække madmoder, men fornemmede straks at hun var død.  Hun havde ikke lagt mærke til den røde streg på hendes hals. Hun havde vasket hende søndagen før og ikke set noget. Tjenestepige havde tjent i huset fra 4 påskedag. Hun havde opdaget, at Niels Pedersen for 14 dage siden havde givet sin kone hug med tyvepisken. Madmoder havde bekendt sig til tjenestepigen, at Niels Pedersen havde truet hende på livet. Hun havde ikke set fråde om munden efter hun så hende død.

Erich Pedersen på Bakkegaarden i Olsker havde for 8te dage siden hørt skrig fra Niels Pedersen gård. En kvinde ved navn Margrethe havde så gået over for at se vad der var sket. Hun kom tilbage og forklarede, at det var Niels Pedersen, der havde slået sin hustru. Niels Pedersen hustru havde beklaget sig til Lars, som var Hans Knudsens søn i Allinge. Hun havde fortalt at hun ikke turde gå tilbage til manden.

Anders Pedersen på Bakkegaarden havde hørt at Niels Pedersens hustru på Maria Bebudelses dag på vej hjem fra kirken, havde fortalt, at hendes mand slog hende, så han ikke turde gå hjem til ham.

Hendes far og mor havde hørt, at datteren blev slået af manden og Jørgen Kruuse fra Rutsker forklarede at for 7 til 8 uger siden havde han set at Niels Pedersen havde slået og sparket hende medens hun lå på gulvet.

Tjenestedrengen Anders Hansen på 16 år havde set Niels Pedersen slå sin hustru i sengen og trække hende ud på gulvet.

Note:

Skifte i Landsogne nr. 37   Nr. 171.

Side 138b.  1752.  4. Juli.

Karen Jensdatter, 17 sg Bakkegaard i Olsker

enkemand Niels Pedersen.

2 sønner: Peder Nielsen, f. 1750. ( 1 ½ år). og Jens Nielsen, f. 1752, ( 21 uger.).
Værge: Far. Tilsynsværge: Morfar, Jens Rasmussen, 26. Sg. Rutsker.

1. september 1752 – børn slår kalve – den ene død (Rutsker) Pag. 133a
Johan Svendsen havde fået mishandlet to kalve af Rasmus Pedersens børn på 15. gård i Rutsker. Den ene kalv var senere død.

Vidner fortalte at to Rasmus Pedersens små børn havde slået kalvene med en kæp og der var to hunde der bed kalvene imedens. Det var på marken ud mod Borre. Det var drengen Hans der slog og pigen også gjorde det, var der ingen der så. Først da Fændrik Hans Olsen Sonne var løbet op på marken, stoppede børnene deres forehavende og løb deres vej.

Den ene kalv døde 6-8 dage derefter. Da skinnet blev taget af det døde dyr, sås tydeligt bid og blå mærker.

15. september 1752 – drab på eget 13 uger gamle drengebarn Pag. 134a
Afhøring i sagen hvor udbygger Peder Jørgensens hustru – boende på Bredsensgaards grund – skal have tilstået at have dræbt sit drengebarn ved at drukne det i en spand vand. Hustruen fortalte at det var sket sidste lørdag om formiddagen. Drengebarnet var 13 uger gammelt. Hun havde taget en spand vand og båret det ind i krobhuset, lukket døren og druknet barnet ved at holde dets hoved ned i vandet. Manden var i gang med at tække på huset. Arsagen var “sorg og genvordighed, dels manden var ey aldtid hiemme eller inde, dels at hun hafde iche noget Pige eller andre som kunde hielpe hende med at se til Huset eller Børnene, mens hun allene self maatte forrestaae samme, hvor forre gierningen skeede af Kiedsommelighed”.

Manden havde ikke først haft mistanke til at konen havde dræbt barnet, da det havde været sygt nogle dag. Konen havde senere bekendt det for manden, med den forklaring, at barnet havde grædt meget. Manden havde derefter gået til Præsten hr. Mahler og angivet det.

Hustruen blev herefter anbragt i Hasle Vagt til videre foranstaltning.

Note:

Skifte:Landsogne nr. 37 Side 231.  1753.  1. Dec.

Margrethe Pedersdatter, døde i hovedvagten i Rønne.

Peder Jørgensen, udb. 9. Sg.g. Olsker.
1  søn: Jørgen Pedersen, f. 1749. Værge: far. Tilsynsv. Morbror, Wefst Pedersen, 29. Sg. Olsker.

1. februar 1753 – slagsmål på 7. frigård i Rø Pag. 141a-144a (Indført senere end fortsættelsen pag. 134b)
Grenader Bendt Andersen i Rø havde klaget på den overlast. Han var ikke tilstede under første afhøring, da han endnu var for svag til at møde.

Bendt var natten mellem 12. og 13. november på besøg hos Hans Poulsen Bidstrup på 7. frivaarnedgaård i Rø, hvor han blevet slået ned og “ilde behandlet”.

Bendt Andersen har med sin med sin foresatte kaptajn Schachs hjælp klaget den 15. december til generalmajor Schepeleren.

Hans Poulsen Bidstrup var indkaldt som vidne. Desuden var Anders Hansen på 21. gård, Lars Nielsen, som var på 7. frigård, Karen Peder Jensen og datter Signe på 15. gårds grund, Haagen Sønnesen, udbygger på 14. gårds grunds fortov, Lars Jørgensen på 17. gårds grund, Anders Monsen hustru på den 6 vaarnedes gårds grund, Hans Poulsens hustru Anna Dortha, såvel som Anders Monsen på 6. vaarnede gårds grund.

Bendts Andersens klage fra 15/12 blev oplæst. det samme blev præsten Monrads anmeldelse til generalmajoren fra den 13/12 oplæst. Feldtskæreren mons. Kions (?) attest af 15. dec.

Hans Poulsen kunne ikke acceptere anklagen. Hans forklaring var således: Natten mellem den 12. og 13. var Bendt Andersen kommet tilbage med en hest han havde lånt af Bidstrup. Bidstrup havde bemærket, at han var et drukken go havde sagt, at han havde lånt hesten til en hædersmand og ikke en skarn. Bidstrup satte hesten på stald og de var så blevet gode venner igen. Havde gået ind i huset og drukken 1 sk. brændevin. Da Bidstrup ville gå i seng, kom Anders Hansen fra 21. gård. Bendt Andersen ville give en anden grenader Hans Andersen en gang tæsk, men Bidstrup forhindrede dem i det. De to kamphaner ville trække deres knive, men Bidstrup fik dem til at aflevere knivene til ham. Straks efter begyndte de to grenaderer at skælde hinanden ud og de begyndte at slå på hinanden. Medens de tumblede rundt på gulvet, væltede de lyset som gik ud. Anders Hansen sørgede for at lyset blev tændt. Da han kom ind igen, var det Hans Andersen der havde overtaget og slog kraftigt til Bendt Andersen. Hans Poulsen blandede sig i slagsmålet, men uden succes. Bendt Andersen stimlede imod kakkelovnen og fik huld i tindingen og over øjet. Hermed sluttede slagsmålet og efter et stykke tid  gik Bendt Andersen.

Hans Andersen nægtede at have slået Bendt Andersen, men at det var Bendt Andersen, der havde slået ham og truet ham med kniv. De havde sloges lidt, men det havde været Hans Poulsen Bidstrup, der havde sat sig oven på Bendts Andersen og været den der havde slået Bendt de afgørende hug. Hans Andersen ville derimod skille Hans Poulsen og Bendt Andersen ad.

Anders Hansen lod sig ikke afhøre, men afleverede sin egen skriftlige beretning om hændelserne, som er afskrevet:
“Da jeg kom ind i Hans Poulsens huus om Natten imellem den 12. og 13. Nouember ungefær kl. 2, fandt sidende 2de Personer Nemblig Graderer kaldede Hans Andersen og Bent Andersen af Østermarie sogn huelche sad en tiidlang med skichelighed oc tallede Indbyrdes, men som de allerbæst sad begyndte de at truue hinanden med slag, dog firrede dend eene den anden, siden beraabte de dem paa deres knifue, strax bad ieg tillige med Verten Hans Poulsen dem at de skulde vere skichelige oc lade slige ting farre ellers i skulde viige, sagde Hans Poulsen, af mit Huus, strax leverte Bendt Andersen godvillig Hans Poulsen Knifuen, siden brugte de trussel mod hinanden oc omsider tog fat paa hinanden, oc ved deres turmmel gich lyset ud, strax tænte Hans Poulsen lyset igien oc imidlertid lø b Jeg til at ville skelle dem ad,  men kunde Iche af ald magt holde eller faae dem adskildte, siden Hans Andersen immer fort slog paa Bendt Andersen, da nu Hans Poulsen kom Ind igien med lyset slap Bendt løs fra Hans Andersen oc strax i samme greb fat paa Hans Poulsen saa de lomlede begge omkuld paa golfuet oc slugte allet lyset igien, da nu Hans Andersen fornam at Bendt Andersen laae paa golfuet stodte Hans Andersen ham med føderne, men huad Hans Poulsen oc Bendt Andersen giorde paa golfuet saae jeg iche siden lyset var slucht. Hans Poulsen gich atter igien at tænde lyset, det Hans Poulsen kom ind med igien med lyset Ræiste Hans Poulsen Bendt Andersen op, oc i samme fart tou Hans Andersen Bendt Andersen fat oc slog ham omkuld med ansigt oc bryst mod Kachelofnen. Da Bendt laa ligesom død, da gich Hans Poulsen til oc Ræiste ham op, huor hand efter lang suinglende stod frisck paa benene, der næst ofuertallede Hans Poulsen Bendt Andersen oc Lagde ham paa benchen i dend tanche at vilde frelse ham fra hans Cammerates vreede hænder, Imidlertid holt jeg Hans Andersen oc formanede ham til freed strax der efter stod Bendt Andersen op af benchen, sprang om paa golfuet, bød saa an til at slaaes med huem der vilde møde ham, mens blef saa tilfredsstellet, oc bad Hans Poulsen ham at søge sin seng som hand var undt at ligge udi. Da nu Hans Poulsens stifdatter gich i Herbergs Huuset, for at lade ham see sengen i huelchen hand skulde lægge sig,  Var i en hast der fraa gaaen bort ud af døren, oc der leedtes efter ham, men fandt ham iche. Dette med egen Haand tilstaaer oc bekræfter. Anders Hansen”

Anders Hansen er søskendebarn til Hans Poulsens hustru.

Lars Nielsen, der var Hans Poulsens tjenestedreng bekræftede slagsmålet og nævnte at Hans Poulsen steddatter Karen, ham selv og Hans Poulsen havde ledt efter Hans Andersen da han var gået. De var bange for at der skulle ske ham noget.

Hans Poulsens hustru bekræftede sin mand udtalelser.

Hans Poulsens steddatter Karen bekræftede at Bent Andersen havde ramt kokkelovnen og at han derfor blev skadet.

Enken Karen Peder Jensen fortalte at Bendt Andersen havde indlogeret hans hustru og barn hos hende aftenen før den 12. november. Han red da bort til den 7. frigård. Om morgenen da han kom tilbage var han blodig i ansigtet, “14 hull i Ansigtet og den underste læbe kløvet 2 steder” og klagede over smerter i brystet. Han var ganske elendig “saa at om hand døde var hans banemand Hans Poulsen”. Hans Poulsens hustru var kommet ned til hende den 14. november for at se hvordan Hans Andersen havde det. Hun sagde, at det var Hans Andersen der havde slået Bendt Andersen. Bendt Andersen sagde at han og Hans Andersen havde sloges sammen, var blot for “plasir”. Han sagde at Bendt Andersen havde kastet en hel del blod op.

Karen Peder Jensens datter Signe Pedersdatter forklarede, at hun havde fundet Bendt Andersen i Tyskedalen, hvor han lå besvimet. Hun havde fået ham vækket, hvor efter han selv med stor besvær kunne gå med til hendes moders hus.

Mogens Nielsen Dalbye forklarede at han havde været med præsten Monrad den 13. november hos Karen Peder Jensen. Han fortalte at Bendt Andersen var blodig i ansigtet, havde revet hul ved øjet og var så svag, at han ikke ventede at han ville overleve.

Haagen Sønnesen havde overværet slagsmålet hos Hans Poulsen, der havde sagt til Bendt Andersen “Saa skicheli som I er Naar I er ædrue, saa ufin er I naar I er beskienchet”.

Lars Jørgensen blev afhørt og han havde set Bendt Andersen Dagen efter. Han bekræftede hvor ilde tilredt han var.

Karen Anders Mogensen fortalte at Hans Poulsens dreng Lars Nielsen havde hentet hende. Bendt Andersen var blevet slået så kraftigt, at tjenestedrengen ikke mente, at han ville overleve. Hans Poulsen havde fortalt hende, at han havde blevet forhindret af sin kone, at slå Bendt Andersen endnu mere. Og takke været sin hustru behøvede han ikke at “tage en baad og rømme fra landet”.

Hans Poulsen havde fået Mads Larsen fra Østerlars til at vidne. Mads Larsen havde kommet til Hans Poulsens om dagen efter at slagsmålet var fundet sted. Han havde fået at vide, at Bendt Andersen nu lå hos Per Jensens enken og klager sin død på hans Poulsen. Mads Larsen forklarede at han havde hørt at Hans Andersen havde slået ham og ikke Hans Poulsen.

Margrete Niels Øbers i Rø sogn fortalte at hun og hendes søn Hans Andersen havde været hos Bendt Andersen 2 dage efter. Bendt og Hans var enige om at deres slåskamp kun var for “plasir”. Hun havde hørt at Hans Poulsen var bange for at Bendt Andersen skulle dø og at han fik skylden og at han så måtte rømme fra landet.

6. marts 1753 – forsættelse af sagen om slagsmål på 7. frigård i Rø Pag. 134b
Efter ordre fra amtmand Urne fortsatte afhøringerne for at finde ud af hvem, der havde slået Bendt Andersen fordærvet. De nye vidner var Hans Pettersen på 7 frivaarnedgaards fortov, Anders Monsen på 6 vaarnedgaards grund, Lars Andersen samme sted, Carl Jens tjenestepige Ellen Pedersdatter på 17. gård alle fra Rø sogn. Christen Pedersen Klinge på 1. selvejergårds grund i Olsker, Didrich Pedersen på bagergården i Rutsker, Jens Pedersen og Peder Jensen Stange fra Østerlars sogn.

Både Hans Poulsen Bidstrup og Bendt Andersen var mødt på tinget.

Bendt Andersen havde fået en sagfører til at føre sin sag, nemlig løjtnant Anders Jørgensen fra det 2. nationale kompagni på Bornholm.

Anders Jørgensen krydsforhørte Hans Bidstrup og sammenlignede med hans sidste udtalelser. Bidstrup fastholdt stort set sin forklaring, men måtte indrømme, at de to grenaderer ikke havde trukket knivene, men at han havde fået Bendt Andersen til at tage sin kniv op ad lommen og frataget han den. Desuden havde han hørt de to grenaderer, at det skulle have talt om Sankt Hans Aften ved Kolde Kilde, hvor Hans Andersen skulle have betalt Bendt for hans hvervning. Han mente, at det var Hans Andersen, der havde slået Bendt i hovedet, men han var nu ikke sikker, da lyset jo var slukket.

Anders Hansen bekræftede stort se, hvad han tidligere havde fortalt, men efter at Bendt Andersen var gået ud af stuen lev de siddende og drak for 1 skilling brændevin. Hans Poulsen bad derefter sin pige og se om Bendt havde lagt sig i sin seng. Da hun kom tilbage og fortalte, at han ikke lå i sin seng, bad Hans Poulsen sin dreng og tjenestepige at tænde lygten og gå ud og lede efter ham.

Lars Jørgensen fortalte intet nyt.

Anna Dorte, Hans Poulsen Bidstrups hustru, fortalte som tidligere, at det var slåskamp mellem de to grenaderer. Hun fortalte desuden at Bendt Andersen havde fået en skæppe korn hver uge han læste for Hans Poulsens børn “naar han ikke havde flere fremmede”. Desuden påstod hun at de to grenaderer havde draget sine knive og ligesom havde dem bagvendt og parat til at hugge. Hun havde råbt til dem fra sin seng og de lod deres knive være.

Margrete Niels Øbers havde hørt Hans Andersen i sin fader Anders Mogensens hus, at han havde slået Bendt Andersen.

Marte Hans Ibs af Rø blev ført som vidne af Hans Poulsen. Hun havde hørt af Hans Andersen, at Hans Poulsen ikke havde slået Bendt, det havde Hans Andersen gjort.

Karen Peder Jensen bekræftede at hendes udsigelser den 1. februar var sande.

Dernæst hendes datter Signe Pedersdatter, der bekræftede hendes udsagn den 1. februar. Det samme med Mons Nielsen Dalbye og Karen Anders Mons.

Anders Mogensens hustru fremlagde sin mands skriftlige attest.

Mads Larsen tilstod at Hans Andersen havde sagt, at det var Hans Poulsen der havde slået Hans Andersen.

Jens Pedersen vidste intet til slåskampen andet end hvad han havde hørt da Præsten havde været hos Bendt Andersen. Bendt havde sagt om han døde var det hans Poulsen der havde slået ham i brystet og at det var årsagen.

Karen Jensdatter på 17 år vedstod sine udtalelser den 1. februar, undtagen dem hun havde sagt om at Hans og Bendt havde sloges. Hun kunne nemlig ikke have set det, da lyset var slukket.

Sagen blev herefter udsat til næste dag kl. 9.

7. marts 1753 – fortsat slasmålssage i Rø Pag. 138b-141a
Det startede med afhøring af Bendt Andersen, der fortalte, at han havde kommet med hoppen, han havde lånt af Hans Poulsen Bidstrup. Bidstrup havde påstået, at han havde redet som et skarn. Hvilket ikke var korrekt, da han havde reddet med et lille barn på skødet. At Anna Hans Poulsen havde sagt at det Bendt og Hans havde trukket knive mod hinanden, var ganske usandt. Endvidere havde han ikke trukket Hans Poulsen i håret, men klappet ham på “axlerne”. Det var også usandt at Hans og Bendt skulle have sagt, at de ville give Anders Hansen hug.

Hans Andersen fortalte, at han og Bendt havde tjattet til hinanden for sjov og at det var derfor at lyset slukkedes første gang. Da Hans Poulsen kom ind med lyset, havde Bendt sagt “kære fader skal vi ikke være venner” og klappet ham på skuldrene. Dette havde Hans Poulsen misforstået som slag og derefter slået Bendt i gulvet. Og derefter sat knæet hårdt i brystet på Bengt. Da Hans Poulsens dreng var kommet tilbage fra Bengt Andersen sygeleje og fortalte, at han var døden nær, havde han i påhør af Mads Larsen fra Østerlars, sagt at det ikke var Hans Poulsen, der havde slået hård på Bengt, men snarere ham, der havde gjort det. Hans Andersen sagde nu, at han følte sig under pres og at det ikke var rigtigt.

Hans Petersen havde tidligere vidnet, han tilføjede nu, at der var en fastelavns mandag for 5 til 6 år siden havde været mange folk forsamlede hos Hans Poulsen. Pludselig var folk begyndt at slås med hverandre. Hans Petersen var blevet slået ned af Hans Poulsen, så hårdt at han stadigvæk kunne føle det. Den der startede slagsmålet dengang var Anders Mogensen Lindholm.

Lars Andersen, som var broder til Hans Andersen, fortalte om at Hans Poulsen og hustru havde været nede hos hans forældre og snakket om slagsmålet, nogle dage efter det var sket. Hans Pulsen havde prist sin kone, at hun havde grebet ind. Ellers havde han måtte flygte ved at tage en båd. Han refererede også at Hans Poulsens hustru et par dage efter var på besøg hos den syge Bendt Andersen. Hun havde sagt at han burde have fået mere hug, fordi han havde sagt så mange uartige ord om hendes mand.

Hans Poulsen refererede, hvad Hans Andersens mor havde sagt om sønnen: “Gud bedre mig, altid skal jeg have sorrig for dig” og fortalte at han altid havde haft problemer med sin opførsel.

Dernæst Carl Jens tjenestepige Ellen, der havde fundet Bendt Andersen. Han havde været ilde tilredt og hans brystkasse bevægede sig ved hurtige vejrtrækninger.

Christian Klinge fortalte om Hans Poulsens tjenestedreng Lars Nielsen, som havde fortalt ham, at Bendt var nærmere døden end helbredelse.

Som de sidste blev tjenestedrengen Lars Nielsen og Didrich Pedersen afhørt.

Bendt Andersen ville forlange at den skyldige skulle betale “Skade, svie, forsømmelse af qvarters Penge og alle ekstraudgifter.

14. august 1753 – vold mellem to gårdes koner (Rutsker) Pag. 144a
Hans hansen Høg på 31 sg. i Rutsker havde klaget over, at Mogens Larsens hustru Margreta på 33 sg. havde slået hans hustru endte med en pæl den 9. august.

Mogens Larsens hustru Margrete gik selv og vogtede sit kvæg syd for deres gård. Ikke langt derfra gik Hans Høgs kone og rev sit hø op. Margreta kunne ikke erindre, at hun havde slået hende og hun kunne ikke huske, at hun havde fået slået hul tre steder i hovedet. Hun nægtede også, at kvæget var gået ind i sæden. Hun kunne ikke huske, at Hans Høgs kone lå som besvimet, ej heller at huske at en hund havde løbet efter noget fæ.

Berild Høg fortalte, at han en time før solnedgang havde hørt at Hans Høgs hustru kaldte på sin hund, der var efter kvæget. Han så Margreta Mogens Larsen og Bendta Hans Høgs på marken. Han hørte ikke hvad de råbte til hinanden om, men pludselig hørte han slag og klageråd fra Bendta. Dette blev bekræftet af Bærild Høgs tjenestedreng David Andersen, som gik og mejede sammen med Bærild.

Mogens Nielsen gik og mejede sammen med sin stedfader Thor Hansen, samtidig  var Mogens Nielsens hustru Ellen i færd med at trække lin op. Sammen bekræftede de, at Hans Høgs kone havde sagt til Margreta: “En evig ulykke skal du faa, hvis dit kvæg kommer ud i sæden” Margreta sagde, at hendes kalve ikke gjorde noget. Høgs hund kom nu tilstede og Margreta blev gal over, at den jagtede hendes kalve.

Ingen af vidnerne havde direkte set Margreta slå Bendta.

3. maj 1754 – rygter “om legemlig omgængelse med en ko og en hoppe” Klemensker Pag. 145b
Klage fra en ungkarl Rasmus Jensen, der boede hos sin stedfader Hellis Pedersen på 24. sg. grund i Klemensker sogn. Klagede over Poul Olsen som skulle havde udbredt det rygte om at Rasmus skulle have haft “omgængelse” med en ko. Rasmus skulle have tjent sammen med Poul Olsen på Splitsgaard.

Følgende vidner var indkaldte: Erich Hansen og hustru, tjenestedreng Hans Lund og tjenestepige Ellen Jacobsdatter på Splitsgaard, udbygger Hellis Pedersen, Mogens Hansen Kure med hustru, og dreng Peder Jensen på Kuregården, Hans Jensen og hustru på Østre Gildesbo, en tjenestepige på Splitsgaard Maren, Kiersegaards møllere Didrich Jacobsen og Herman Brandt, samt Karen Hansdatter alle fra Klemensker sogn.

Hans Lund sagde, at Poul Olsen havde sagt til ham: “Jeg vil gierne sige dig noget om du vil tie dermed, da bmt. Poul Olsen sagde, at han troede Rasmus Jensen havde haft omgiengelse med en koe som tilhørte Smeden Hans Truelsen”. Poul Olsen havde sagt det samme til Erich Hans tjenestepiger og andre.

Erich Hansen og hustru (Splitsgaards ejere) havde hørt rygtet fra tjenestepigen Maren. Men de havde ment, at det var børnesnak og ikke havde taget notits deraf.

Maren Hansdatter havde bemærket at en ko ofte savnedes når der skulle malkes, men det var drengene, der havde fået koblet koen og rygtet sammen. Det var ikke noget han havde tages sig af.

Hellis Pedersen, som var stedfader til Rasmus Jensen, havde hørt om rygtet, men ikke se noget det kunne tyde på denne “legemlige omgængelse” med dyr. Han mente at det var Splitsgaardspigerne, der havde udbredt rygtet.

Hans Jensens hustru  Marthapå Vestre Gildesbo fortalte da Rasmus jensen for omtrent 3 år siden tjente på Kuregård, havde hun set at Rasmus Jensen havde stået bag ved Mogens Larsens hoppe , der stod nede i et vognspor og ligesom havde omgængelse med dyret. Hun var ikke sikker, men da Rasmus Jensen opdagede, at hun måske kunne se dem, Lod han straks hoppen gå frem og det var som om han “knape buxerne til og stoppede til omkring sig”. Hun havde konfronteret ham med hendes mistanke, hvilket han så havde nægtet. Han havde sagt, at hoppen var løs og han netop havde indfanget.

Mogens Larsens datter og flere af Kuregårdens folk var advaret af Rasmus Jensen mod at fortælle historien om hoppen. Han skulle endda have lovet dem en gave, hvis de ville lade være. Ingen af de folk, der dengang arbejdede på Kuregård havde dog se Rasmus Jensen have omgængelse med hoppen.

Poul Olsen på 15 år blev afhørt. Han havde set Rasmus i laden sammen med koen. Døren til laden var låst. Han havde ikke direkte set Rasmus gøre det, men da han kom var han i færd med at stoppe sine hosebånd i lommen. Senere var koen igen borte. En anden gang – en søndag under prædikenen – så han Rasmus Jensen gå med et reb om koen. I det samme slap koen fra ham. Det var alle disse iagttagelser, som Poul Olsen byggede sine antagelser på.

Rasmus Jensens anklage er afskrevet i protokollen.

22. maj 1754 – fortsat om legemlig omgængelse med dyr Pag. 147a
Flere personer var indkaldt til at vidne om Rasmus Jensens “omgiængelse mod Naturen”. Følgende var indkaldt til yderligere afhøring: Hans Jensen på Østre Gildesbo, Mogens Larsens hustru af 28. sg. og Ellen Jacobsdatter tjenende på samme gård i Klemensker. Rasmus Jensen var tillige indkaldt.

Ellen Jacobsdatter havde tjent samtidig med Maren på Splitsgaard. Nogen havde sagt at Ellen Jacobsdatter havde haft omgængelse med Rasmus Jensen i Laden, da hun to gange havde sovet i laden. Dette benægtede hun. Det var rigtigt, at hun et par gange var blevet lukket inde i laden, men det var fordi slåen kunne falde i af sig selv.

Mogens Larsens hustru fortalte at Rasmus Jensen for omtrent 3 år siden tjenet hos vidnet. Marte Hans Jensens på Bildesbo kom og fortalte hvad hun mente at have set Rasmus Jensen gøre med hoppen. Hun og hendes mand havde konfronteret Rasmus med anklagen, som han benægtede på det kraftigste.

Hans Jensen fortalte om hvad hans kone for 3 år siden havde set, da hun kom gående fra 28 sg. “Gresselig giærning”. Hans Jensen havde dagen efter talt med Rasmus Jensen, at han “for Guds skyld” aldrig igen måtte gøre dette mere. Rasmus havde ikke nægtet sine gerninger.

4. marts 1755 – Hustruvold (Rø) Pag. 148a
Udbygger Niels Jensen boende “ud for” den 15. gaard i Rø skal i følge pastor Monrads angivelse til amtmand Urne, havde behandlet sin hustru ilde og tyranisk.

Foruden de to var følgende vidner indkaldte: Anders Hansen på 22. gård, Michel Madsen udbygger på 15. gårds grund, Mads Pedersen Møller på 8. selvejergårds grund, Hans Friderichsen på 15 selvejergård og Hans Poulsen på 7 fri vaarnedgaard alle fra Rø sogn.

Først blev præstens angivelse oplæst for Niels Jensens hustru, som bekræftede mandens “usamdrægtighed og ilde med handling”. Han fortalte, at hun hverken i ord eller gerninger havde “giort anledning til at manden der over skulde være beføyet til at bruge saadan haar adfær”. Ham havde begyndt at slå hende sidste års pinsedag.

Ander Hansen, Michel Madsen og Mads Møller havde hørt den 18. februar, hvordan hustruen havde bedt for sig og dernæst blevet slået og at hun efterfølgende havde jamret. De havde ikke hørt om nogen anledning. Anders Hansen fortalte at Niels Jensens hustru måtte opholde sig hos ham 1. juledag på grund af mandens adfær mod hende. Den 18. februar havde de hørt manden begrunde sin adfærd med at hustruen “slaar mig med sine udsompaty Dievle og Spirtus hun sender ud paa mig”. De vidnede alle tre at “Manden har et ondt og halvstarigt Sind”.

Dernæst Hans Poulsen og Hans Fridrichsen fik oplæst deres egen skriftlige synsrapport fra den 17. februar, hvor de synede kvindens sår og blå mærker. De vedgik deres rapport og fortalte at de ikke selv havde set manden slå sin kone, men der var vedvarende rygter om at han i det sidste års tid jævnligt havde slået sin kone.

Hustruen bekræftede mandens trusler mod fremmede mænd, der ville angive ham for øvrigheden. Dem ville han skyde. Dette gav anledning til at stokkemændene skulle begive sig til Niels Jensens hus og fratage ham sine skydevåben og bringe dem til sandemanden eller til herredsfogden.

21. marts 1755 – tyverianklage mod bonde i Klemensker -Kleptomani? Pag.
Politiforhør om tyveri anklage mod Jens Jensen 51 sg. Klemensker. Tyveriet blev bekræftet af Hans Bidstrup Ibsen og Jørgen Bendtzen. Degnebonden Hans Andersen havde hørt at Jens Jensen havde taget en sæk i Rønne fra en af sine kollegaer, da de var hos en købmand. Andre vidner kunne fortælle om småting, som var forsvundet. Jens Jensen havde fortalt nogen, at han ligesom var blevet draget til tyveriet af jernnaglen. Degnebonden havde advaret sin broder Michel Jørgensen tjenende hos Anna sal. Hans Piil i Klemensker. Han havde været på besøg samme sted som Jens Jensen. Jens Jensen havde stjålet nogle penge fra ham. Senere da han anklagede ham for tyveriet, havde han fået de fleste penge tilbage. en havde hørt at Jens Jensen skulle have forsøgt at stjæle en hakkelseskniv hos mons. Colling  i Rønne.

Bonden Jens Jensen fra 51 sg. i Klemensker var ikke mødt, men præsten Agerbech mente at politiforhøret havde klart bevist, at Jens Jensen havde begået tyveri. Sagen blev derefter overdraget til herredsfogdens foranstaltninger.

15. april 1755 _ Jens Jensen vedkender sig alle tyveriforhold Pag. 151a
I følge brev af amtmand Urne havde Jens Jensen skrevet og bedt om, at han måtte blive fri for omkostningerne ved endnu en politisag. Han vedkendte sig alle anklager og ville betale alle tilbage, samt give 30 sdr. i mulkt til de fattige og så åbenbar skrifte.

17. april 1755 – tyveri af dyner (Olsker) Pag. 151b
Niels Pedersen på 17. gård i Olsker Sogn skal være blevet frastjålet en rød, grøn og hvidrennet hoveddyne af uld og linned, samt en underdyne af hvid linned bolster. Han havde fået sandemanden og 2 mænd (Didrich Hansen og Lars Olsen fra Allinge) til at foretage en ransagning hos Peder Bødker i Olsker. De havde ikke fundet de to dyner, men 2 små vuggepuder, som han påstod hans kone havde fået af Anna Margretha, der boede hos Niels Pedersen.

Niels Pedersen fortalte at de to dyner var blevet stjålet for 2 år siden. Da han for 8 dage siden var kommet ind hos Peder Bødker, havde han set disse to dyner i sengen. Ved ransagningen havde de kun fundet 2 små vuggedyner, som lignede de to store. De nægtede at de stammede fra Niels Pedersens hjem, men derimod Anna Margrethe, som var i tjeneste hos Niels Pedersen. Peder Bødkers hustrus moder Ellen Gottfrids have lånt hende en ulden overdyne med Røde, grønne, blaa og hvidestriber.

Anna Margrethe benægtede at de to små puder tilhørte hende. Derimod kunne hun genkende dynerne i Bødkers hustrus seng som værende dem, som tilhørte og var blevet stjålet fra Niels Pedersen.

21. maj 1755 – mistanke om tyveri af orne (Klemensker) Pag. 153a
Hans Jacobsen Kofod på Ladegården havde på Klemensker sognestævne efterlyst sin orne. Den blev fundet hos Aage Madsen i Nyker sogn. Derefter var den lånt ud af Jens Jensen på 51 sg., som så solgte den til Anders Jørgensen. Sognepræsten var til stede for at overvære afhøringerne.

Jens Jensen var kommet til Ladegården for at låne ornen, men da der ingen var tog han videre. Da han havde hørt, at der var en orne hos Aage Madsen i Nyker sogn. Aage Madsen havde sagt, at ornen var kommet til ham af sig selv, så han vidste ikke, hvem der ejede den. Han fik lov til at låne den, mod at bringe den tilbage. Dette var sket sidste “fisked” for et år siden. Hustrufaderen Anders Jørgensen havde sagt, at det var hans og taget den. Han solgte den videre til Anders Keysen i Rønne og Peder Pedersen Lindemand for 5 mark. De 2 mark og 8 skilling fik Jens Jensen for sin “umage”. Anders Jørgensen havde sagt til ham, at han havde for et år siden mistet en orne. Jens Jensen mente, at det var Anders Jørgensens søn Anders Andersen havde taget den.

Anders Jørgensen var overbevist om at ornen var hans. Han spurgte polemisk, om han skulle spørge præsten om forlov til at sælge svin.

Rasmus Olsen, som var tjenestedreng på Ladegården, fortalte at den bortløbne orne var uringet. Han mente ikke, at det var var love der pålagde folk at ringe sine svin, da selv præstens svin er uringede.

30. juni 1755 – om et læs lyng, der måske blev stjålet! (Klemensker) Pag. 154a
Peder Esbersen på 8. vaarnedegård i Klemensker skule have taget lyng på udmarken tilhørende udbygger Hans Jensen på Leensgaardsgrunden i Østerlars sogn.

Som vidner var indkaldt Esber Haagensen af 8. vaarnedegaard og udbygger Jens Olsen boende i Bøgeskoven uden for den 15de gårds grund, begge fra Rø sogn.

Peder Esbersen havde som vidner indkaldt sin fader Esber Pedersen og broderen Jens Esbersen af 16. vaarnedegaard i østerlars sogn, samt Peder Olsen på 8. vaarnedegaards grund i Nyker sogn.

Hans Jensen på Leensgaardsgrunden fortalte, at han havde revet lyngen sammen under sidste høst. Lyngstakken blev taget for 11 dage siden og havde en værdi af 3 mark. Årsagen til at lyngen havde fået lov til at stå i så lang tid, skyldtes at han igen heste og vogn havde og han skulle derfor vente på, at nogen ville hjælpe ham dermed. Han vedkendte, at han havde tilbudt Peder Esbersen i Østerlars stakken for kun 4 skilling.

Peder Esbersen  vedkendte at han havde taget lyngen, men at den næppe kunne være 2 skilling værd. Han havde taget lyngen, da hans fader havde lånt Hans Jensen en hest til en tur til Rønne. Han mente, at det var betaling nok. Vidner fortalte forskellige historie om lyngen var mere eller mindre værd.

Efterfølgende skriver amtmanden tilbage til herredsfogden, at dette næppe kan være en retssag værdig og at han skal rette sig efter en attest skrevet af Svend Rasmussen (?).

18. september 1755 – uenighed om fællesskabet med høstens indkørsel. (Olsker) Pag. 155b
Erich Pedersen, 18. sg., Anders Pedersen 16 sg., Haagen Weidichsen på 20 sg. Weidich Haagensen af 19. sg., Jens Jørgensen af 35 sg. Jørgen hansen af 12. sg. og Jens Jensen af 15. sg. alle af Olsker sogn havde klaget over Niels Pedersen på 17. sg. i Olsker

Niels Pedersen havde truet de andre med at nedskyde deres kreaturer. Sagen var, at Niels Pedersen ikke ville høste sit korn og dette satte hans naboer i bekneb med at bruge markerne til kreaturerne.

Ekstra vidner var Erich Pedersen tjenestefolk Rasmus Andersen, Berite, Anders Pedersens søn Peder Andersen og Erich Pedersens hustru Kierstine, Jørgen Jensens datter af Dalegaarden ved navn Anne, Johanne Hansdatter af Maegaarden, Hans Truedsen og hustru af Habedam og Anne Jens Jensen alle af Olsker sogn.

Niels Pedersen ville ikke acceptere anklagen. Han havde ikke truet med at skyde, ej heller gjort nogen skade på naboers kreaturer. Han havde ikke bragt et ladt gevær med ud på marken, kun en gammel bøsse uden flint og uden ladning. Han havde kørt Anders Pedersens kreaturer bort fra marken. Han ville ikke acceptere, at han havde nægtet at indhøste. Anders Pedersen havde indhøstet den 6. september og Niels Pedersen havde indhøstet den 14. september. Desuden tilstod han, at han ikke havde modtaget Erich Pedersens tilbud at stille en vogn til rådighed den 8. september, da vejret var godt. Niels Pedersen havde ikke mandskab til at hjælpe, derfor ville han ikke.

Erich Pedersens tjenestedreng Rasmus Andersen fortalte, at han havde høstet 8 dages tid før Niels Pedersens korn stadig stod på rod og en del på stok. Præstebonden (Niels Pedersen) var den eneste tilbage, der ikke havde høstet. Han fik først høstet sidste søndag over middag. Han havde ikke set Niels Pedersen true andre folk, andet end Anders Pedersen og hans søn, som kom kørende med et læs ærter.

Dernæst Erich Pedersens tjenestepige Berite fortalte, at Niels Pedersen kunne have indhøstet det korn, der stop på stok. Hvad der stod på rod, kunne naturligvis ikke. Dette skyldtes, at han fik sået alt for sent. Hun bekræftede episoden hvor Niels Pedersen havde truet Anders Pedersen og hans søn, da han kørte med et læs ærter over en hjørne af Niels Pedersens grund. Niels Pedersen vogtede med en bøsse. Sikkert fordi han mente, at hans sæd var i fare for at kreaturer, som var sat ud på græs, skulle gå ind i hans uhøstede sød. Alle kreaturer var vogtet, så der havde ikke været nogen fare. Hun mente at der var flint på Niels Pedersens bøsse, som hun også mente var ladt.

Anne Jørgensdatter, Johanne Hansdatter, Anne Jens Jensen bekræftede at Niels Pedersen kunne have høstet kornet på stok samtidigt med naboerne. Desuden var det et problem for fævogterne, som ikke turde nærme sig Niels Pedersens ager, da de var bange for hvad han kunne finde på. Han havde redet med sit gevær og råbt efter fæbudene. Det var derfor hændt, at et par kreaturer var sluppet løse.

Niels Pedersen fortalte, at der havde været 13 andre bønder i sognet der havde høstet i samme uge. Da han fik høstet var sæden endnu grøn, hvilket skyldtes det dårlige vejrlig.

26. marts 1756 – slåskamp mellem to brødre (Rø) Pag. 157a
Politiforhøret blev afholdt som en følge af en klage fra ungkarl Rasmus Rasmussen i Rø sogn, som den 10. marts på vej fra kirken til sin bror Christian Rasmussen i Tejn. Broderen Christian var anklaget som den der havde slået Rasmus.

Som vidner var indkaldt følgende: Christian Rasmussen, Lars Pedersen Bødker og Sophie Elisabeth Rasmusdatter tillige med hendes moder Inger Rasmus Olsen, samt fra Rø Martha sal. Hans Ibsen.

Christian Rasmussen var søndag den 10 marts i Rø hos sin søster Martha Thor Hansen i Rø sogn, der samme dag havde begravet sin mand. Broderen Rasmus var der også. Efter en uenighed ville Rasmus gå sin vej. Det havde Christian blevet så gal over, at han var gået efter og slået ham “en tveds over skuldrene” med sin stok og trække ham ind igen.

Lars Pedersen Bødker var også til begravelsen hos Martha Thor Hansen. Rasmus Rasmussen var gået ud af huset sammen med ham. Lidt efter kom Christian Rasmussen løbende ud af huset mod dem og han slog straks til Rasmus med en stok. Efter Rasmus anmodning holdt Lars Bødker Christian Rasmussen så han kunne komme vil. Da Rasmus var kommet lang væk, slag Lars Bødker broderen, som straks løb efter Rasmus, som han indhentede og slog direkte over ryggen. Søsteren Sophia Elisabeth kom ud og bad dem om at stoppe.

Sophia Elisabeth kunne bekræfte hændelsesforløbet. Men hun fortalte ikke hvorfor de to brødre havde sloges.

Rasmus Rasmussen ville ikke føre sag mod sin broder, men hvis kongens lov kræver det, så må broderen selv betale udgifter.

Christian Rasmussen ville bad om at der ikke blev sag ud af det og han ville gerne betale en mulkt til fattigvæsenet, bare at den ikke blev så stor, da han var en fattig mand.

12. juli 1756 – voldtægt mod 7årig pige (Rutsker) Pag. 158a
Herredsfogeden var kaldt til Hans Andersen, der boede på 4. vaarnedegaards grund i Rutsker. Sammen med to skønningsmænd og 2 skønningskvinder skulle de syne Hans Andersens 7årige datter Karen, der var voldtaget af en gift 18årig mand ved navn Jørgen Jensen, som boede på sandemand Anders Jensens grund (3. sg.) i Rø sogn.

De to kvinder Elsebye Jørgen Kaas på 27. gårds grund og Kiersten Jens Rasmussens på 26. selvejergård i Rutsker skønnede således: “Barnets hemmelige lem at være ganchke beskadiged….og meener de, om hun end skulde blive ved live, som de deels paatvivler, at hun nogen sinde meere skulde bekomme sin forrige førlighed og helbred formedelst samme usømmelige omgang.” De havde også skønnet hende igår og fandt hende blodig på lår, strømper og særk.

Jørgen Jensen fortalte at han boede på sandemand Anders Jensens grund i Rutsker, han var gift og stod som soldat ved oberstløjtnant Schors kompagni.

Han tilstod gerningen. “Det skete i gaar ved middagstiider under en ællebuske norden Jens Erichsens d. 27 s.gaard, og fik først samme Dag denne onde Løsagtigheds Indskydelse at vilde bedrive utugt først med en Peder Hansdatter Naunlig Bodel paa 13de Aar gammel paa 32. gaard i Sognet, mens da hand i denne Tanke var did hen gaaed kom de andre Peder Hans børn tilstæde, som voldte at hand icke kom til at bedrive nogen Skam med hende den hand dog havde forresat sig. I fald hand havde været allene, om icke andet saa med magt at vilde paa hende øvet og taget med Magt og vold, Mens formedelst samme gik saa strax i samme onde forsæt til denne Karen Hans Datter som gik og leedte efter en ? bøyl der var tabt af barnets hoesbohnde Jens Erichsens heste paa bemelte 27. sf. gaard i Sognet, hos hvilken og deponenten gik i dag løn, og hvor han var siden sidst afvigte onsdag, og saa Snart hand var kommen til hende, slog hende med Magt omkuld og uagtet hun grad og bad for sig to klæderne op om hende, brugte sin uchristelige og skiændige løsagtigheds omgang ved dette lidet umyndige barn, og for at hand des bedre kunde øve denne forsætlige ondskab, tog en Steen og lagde denne bag under hendes lænder og saae da hand havde fuldbyrdet sin inde lyst, at der løeb og havde løbet en heel deel blod fra Barnet, og var blod paa Stædet hvor de havde ligget som var norden d. 27. s.gaard.”

Har fortsatte med at fortælle, at han nu så udbygger Hans Nielsen på 27. sg.s grund kom gående. Han og pigen var derefter gået tilbage til gården.

Hans Nielsen fortalte, hvordan han havde set Jørgen Jensen ligge og bevæge sig under nogle buske og han besluttede sig til at se, hvad han bedrev der. Han havde se stenen og blodet og gik straks til 27. gaard for at fortælle om sin iagttagelse. Barnets forældre blev tilkaldt. Hun havde ikke i første omgang turdet fortælle, hvad Jørgen havde bedrevet med hende. Men i snart efter havde hun fortalt det.

Herredsfogden pålagde 27. gård at tage vare på Jørgen, men hustruen på gården ville ikke tage ansvaret, så han blev kørt til Hasle og indsat i vagtboden indtil øvrigheden fandt ud af, hvordan sagen skulle føres.

26. november 1756 – undersøgelse om der kunne ligge en forbrydelse bag en piges druknedød. (Rø) Pag. 158b
Undersøgelse af Karen Esbensdatter fra 4 sg. i Røs dødsårsag. Hun var blevet fundet druknet i et damsted. Sagen er iværksat af søskende og af værge. Et rygte vil vide, at pigen var kommet “uskyldig af dage”, de der var fundet rifter i ansigtet og et hul i tindingen.

De indkaldte var 4 gardsbeboer Hans Pedersen og hustru Kirsten, steddatter Ellen, tjenestepige Karen Kristendatter og dreng Jens Jensen, Hans Pedersen paa 23 sg. og søn Lars Hansen, den 4. gaards udbygger Didrich Pedersen alle af Rø sogn. Endvidere mødte den druknede piges broder Peder Esbersen i Melstad.

Hans Pedersen havde som gårdejeren og dammens ejer ikke bekræfte et rygte om, at pigen “skulde formedelst Haandspaaleggelse af nogen der i være kommen uskyldig af dage”. Han mente ikke at det kunne være en forbrydelse der lå bag, men en ulykkelig hændelse.

Kierstine Hans Pedersens hustru svarede som sin mand.

Ellen Larsdatter, som var Hans Pedersens steddatter. Hun havde bemærket, ligesom sin moder, at den druknedes hus i hendes venstre tinding var lidt brunt. Og den dag da pigen blev begravet, var der ganske lidt blod på klædet, så hun mente, at pigen måtte have fået disse rifter, da hun faldt.

Hans Pedersens tjenestepige Karen Arrists Datter, tjenestedreng Jens Jensen mente ikke at der lå en ulykke bag

Lars Hansen (sønnen på gården) så at der var3 streger på panden og et lille hul i den venstre tinding, hvor der var løbet lidt blod ud ned af kinden. Måske var det torn, der voksede omkring dammen. Da de havde fundet liget blev der talt en del om hvordan stregerne og hullet i tindingen var kommet.

Didrick Persen fortalte at han havde været på 4. sg. da liget skulle bæres til jorden og havde ligeledes set liget. Rifterne og hullet i hovedet mente han måtte stamme fra tornen omkring dammen.

De to syningsmænd Mickel Pedersen og Jørgen Pedersen af Rø sogn havde synet pigen da hun taget op af dammen. De havde set de tre streger og hullet i tindingen. Der var ikke andre skader på hendes legeme. Deres bedømmelse var at det var tornene, som var viklet rundt om hendes hoved, der havde forårsaget sårene.

30. november 1756 – undersøgelse af mulig forsikringssvig ved hollandsk skibs forlis. (Allinge) Pag. 161a
Politiforhør vedr. et hollandsk skibs “Den forgyldte Boys (?) forlis ved Allinge. Skipperen Didrich Visher fra Horn i Holland. Der var en mistanke om, at skibet ikke var forlist naturligt, men på en svigagtig måde.

Skipperen var indkaldt, samt adskillige folk fra Allinge: Giver Løvingsen, Poul Jensen, Jesper Hansen, Jacob Madsen, Mads Jørgensen Løsbech og Mads Jensen. Skibsfolkene ville ikke møde. Giver Løvingesen og Poul Jensen var de første der mødte skibet med deres båd. Det var 1½ mil øster for Allinge. De fik ikke lov til at gå ombord, da skibet var fyldt med vand. Skibsfolkene kappede de to master og lod ankertovet hugge over. Skibsfolkene gik derefter i to både og lod så skibet drive hvor det ville. Giver Løvingsen kunne ikke forklare, hvorfor masterne skulle kappes. Da søfolkene var gået fra borde, kunne Giver og Poul Jensen gå ombord. de fik straks en luge op og så at lasten var af træ. De mente jo nok, at et skib lastet med træ næppe kunne synke. Da vinden synes at kule op fra sydvest, lod de et anker gå.  Skroget ville drive fra land, hvis de ikke gjorde noget. Der kom flere både ud og efter fælles aftale ville de blive på skibet til næste morgen. Imidlertid var skipperen  kontakt med Jesper Hansen og skipperen havde sagt “bjærg hvad I kan.”

Der var en mængde fiskerbåde kommet ud til skroget og morgenen efter varpede de skroget ind mod land. Den 23. november lykkedes det at få vraget ind til land.

Jesper Hansen mente dog, at skibsfolkene ikke havde kunne redde skibet uden deres hjælp, men han kunne dog ikke fornuftig forklare hvorfor de havde ladet masterne med sejl hugge om og lade det drive.

21. januar 1757 – hustruvold (Klemensker) Pag. 163a
Politiforhør ønsket af Hans Jacobsen Kofod på ladegården i Klemensker Sogn og sandemand Hans Kofods indberetning.

Hans Andersen, hvis kones søster var gift med Hans Kofoed, havde søndag den 9. januar “handlet meeget uchristeligt formedelst hug og slag, saa vel med hustruen Bodel Olsdatter, og sin egen moder Marte sal. Anders Gammelsen”.

Som vidner var Peder Kofod, Haagen Bek af 17. sg., hans sønner Jens og Anders Haagenssøn., Jens Olsen og hustru Karen, Peder Esbersen af kirkemarken, Bendt Hansen på Boldbyes grunden, Herman Brandt på Ladegaardsgrunden, samt Hans Pedersen af 16 sg. alle fra Klemensker Sogn.

Haagen bek forklarede: Da det var ved at blive mørkt søndag den 9.  kom Hans Andersens kone til Haagen Bek, uden sko og barhoved med sit mindste barn i sin favn. Han klagede sin nød, at hun var blevet slået af sin mand og kunne nu ikke længere være hjemme. Hun var flygtet fra hjemmet, men manden var så begyndt at slå sin egen moder. Hans Pedersen, som var hos Bek, Haagen Bek og hans to sønner løb straks op til “Hans Gammels” og fandt Hans Andersen der bandede og svovlede. En af hans sønner hentede sandemanden, der kom og manede ham til at besinde sin opførsel. På spørgsmålet hvorfor han havde slået sin kone, svarede han: ” gjorde hand for hendis Skarns munds skyld”. Sandemanden havde pålagt manden ikke længere at slå konen, hvilket han modstræbende gik med til.

Sandemanden konstaterede at det lille barn havde fået en rift over det ene øje. Det var sket da han havde slået ud efter konen. Manden havde adskillige gange tidligere slået konen.

Bodil Hans Andersen fortalte at manden var kommet lidt drukken hjem om aftenen og havde bedt om brændevin. Hun havde intet brændevin, men ville servere mad for ham i stedet. Det blev han så fortørnet over, at han havde slået hende adskillige gange. Hun fortalte at hun til sidst havde flygtet ud gennem laden og over til Haagen Bek. Hun fortalte, at hun var blevet slået adskillige gange tidligere.

manden hans Andersen erkendte hustruens forklaring og vedkendte, at han jo nok, når han var drukken, slået konen, men det var kun fordi hun havde brugt mund mod ham. Men han havde aldrig slået sin moder, der boede hos dem.

Herman Brandt fortalte at han for 2 år siden havde overværet at Hans Andersen havde slået sin kone med en tyvepisk, samt med bare hænder, fordi hun ikke ville servere brændevin for dem.

Karen Jens Olsen fortalte at konen Bodil ofte havde beklaget sig til hende over sin voldelige mand. En gang havde Bodil og Hans Andersens moder kommet over til hende en nat, fordi de ikke kunne være hjemme på grund af mandens drikkeri. Han var jævnlig drukken.

Jens Olsen og Peder Esbersen bekræftede mandens voldelige adfærd mod konen.

Hans Andersen stod frem og lovede at han ikke i fremtiden ville drikke, slå sin kone eller bruge ord og gerninger mod hende eller mod moderen.

Han blev eftergivet straf denne gang, men hvis han ikke holdt sit løfte skulle han lide straf. Dog skulle han betale politirettens udgifter.

15. april 1757 – tyveri af korn på loen (Klemensker) Pag. 164b
Politiforhør efter ønske af Svend Hansen af 29. gård i Klemensker sogn, som mistænkte udbygger Lars Jensens hustru Kierstine skulle have taget en sæk byg og efterfølgende mistet sit tørklæde natten mellem 25. og 26. februar. Hun skulle have været inde på loen den nat.

Vidnerne var: Lars Jensens moder Anne, som boede son sønne på 27. sg. grund i Klemensker. Svend Hansen tjenestepige Anne Anders Jensen, Andris Pedersen, Mogens Larsen Kure og hustru, Andersn Christensen og hustru Karen af 27. gårds grund, Lars Hansen Skomager af 29. gårds grund alle af Klemensker sogn.

Svend Hansen havde overrasket en kvinde i loen natten mellem 25. og 26. februar. Han havde ikke set hendes ansigt og hun tog ikke lo-døren, da hun skulle ud Derimod forsvandt hun ind i fæhuset og kom ud af dette hus dør, med to poser byg på ryggen. Hun tømte sækkene og løb ud af porten ud over marken. Svend Hansen løb efter og nåede hende på marken. Han slog hende over nakken. Hun vendte sig og slog efter ham med den tomme sæk. Han greb efter hende og fik fat i sækken og hendes tørklæde. Hun slap væk. Svend Hansen mente, at tørklædet tilhørte Lars Jensens hustru.

Lars Jensen ville ikke lade sig afhøre, da han var grenader i kongens krigstjeneste og hørte således under krigsretten.

Svend Hansen fremlagde de to poser og tørklædet i retten. De 2 poser var lavet af dynevår. Tørklædet var blåt og hvidt ulden og lindet sammenvævet.

Jens Larsens moder Anne kendte poserne som Jens Larsens, men tørklædet kendte hun ikke. Hun havde ikke bemærket noget særligt ved hverken hendes søn eller svigerdatter.  Hun havde hørt fra svigerdatteren, at de to poser var stjålet fra dem.

Mogens Larsens kone Ane fortalte at poserne virkelig ligner det tøj, som Lars Jensens kone havde købt af Kiersten Anders Peders i Klemensker. Hun mente også, at tørklædet tilhørte Lars Jensens kones.

Anders Christensen mente, at sækkene tilhørte Lars Jensens. Han kunne genkende stoffet, da hustruen havde brugt dem til dej, som hun havde båret over til ham for at få bagt brød.

Karen Anders Christens havde set Lars Jensens kone dagen efter. Hun havde set Lars Jensens kone dagen efter. Da var hun blodig på det højre kindbind – hvilket skulle passe godt sammen med, at hun var blevet slået af Svend Hansen.

Ane Hansdatter med flere havde genkendt Lars Jensens som den rette ejermand til poserne og hans hustru til tørklædet.

7. maj 1757 – om kvindes løsgængeri og smårapserier (Rø) Pag. 166a
Politiforhør af Margrete Andersdatter fra Rø sogn, som skulle være løsgænger og have begået adskillige “skarnagtigheder”. Margrete var ikke mødt. Vidnerne var Anders Jensen, Jep Thorkilds hustru Signe på 40 sg., Niels Hoby af 1. sg.s grund, alle af Rø sogn, samt pigen Ane Ole Ibs datte af 34 gård i Klemensker.

Først Anders Jensen, der ikke så nogen hindring at Margrete kunne arbejde og tage tjeneste. Men hun havde kun haft tjeneste i kort tid, stjålet lidt og så forsvundet. Flere andre vidne fortalte om tre brød, røget kød, et forklæde, et skørt osv

25. juni 1757 – om mistanke om tyveri af rug på loen (Rutsker) Pag. 166b
Efter ønske fra Johan Svendsen på 16. gård i Rutsker holdt politiforhør for at finde tyven til tærsket rug. Sæden skulle være kommet til udbygger Hans Andersen på 13 gårds grund i Rutsker.

Vidnerne var: Jens Bendtsen og hustru på 11. gårds grund, Hans Pedersen og hustru Karen på 10. gårdsgrund begge af Rutsker, samt udbygger Niels Nielsen på 1 sg. grund i Klemensker og hans hustru.

Jens Bendtsen var blevet spurgt ved sidste pløjetid af Hans Andersen om han ville være med til at stjæle noget rug fra Johan Svendsen. Han havde fortalt detaljeret, hvordan det kunne gøres.

Jens Bendtsens hustru Sisel bekræftede sin mands fortælling, men havde ikke oplevet det selv.

Hans Pedersen fortalte at han havde været tærskemand hos Johan Svendsen i Rutsker i sidste vinter. Han sagde: “De kunne nok tage sig en skeppe Rug som laa paa Loen, Thi det var ingen Synd,” havde Hans Andersen sagt til ham og fortalt at man kunne sætte sækken i skjul, hvorfra man så senere kunne tage den, når de gik derfra. Hans hustru bekræftede at manden havde fortalt hende historien om Hans Andersen, da han kom hjem fra tærskearbejdet. Hun havde formanet sin mand at ikke gøre det,

Niels Nielsen fortalte at han var blevet tilbud en skæppe rug af hans Andersen. Han havde givet 3 mark 10 skilling for det. Han havde rugen med sig, som blev synet og fundet lig det, som Johan Svendsen havde i sin lo.

Hans Andersen nægtede alt han havde fortalt om tyveri af Johan Svendsens rug. Han havde modtaget rug i betaling fra et lignende arbejde hos Herman Hansen. Han havde også solgt en skæppe rug til Mads Madsen i Vang og en spand rug til Mogens Bug i Olsker. Efter forhøret egentlig var blevet sluttet, tilføjede Hans Andersen, at han også havde afhændet 4 skæpper rug til fenrik Hans Olsen Sonne.

22. august 1757 – om pantning for udeblivelse på kirkearbejde (Olsker) Pag. 167b
Efter anmodning af kirkeværge Anders Hansen af 4. gård i Olsker afholdtes politiforhør da Ole Jørgensen Bug på 8 sg. fortov havde frataget hans dreng Anders Hansen en økse, han havde taget i pant.

Ole Bug havde ikke mødt til kirkearbejde for at “slaa kalk” efter tilsigelse den 17. august. Det samme havde Hans Truelsen forsøgt. Anders Hansen havde derfor sendt sin dreng ud for at pante de to for deres udeblivelse. Ole Jørgensen Bug var ikke hjemme og hans hustru ville ikke betale eller erlægge en pant for mulkten. I stedet til drengen Anders Hansen en økse. Da han kom over til Hans Truelsen, kom Ole Bug derover og påstod, at hverken amtmanden eller herredsfogden havde bemyndiget noget til at tage pant, derfor var hans økse tyv stjålen fra ham. Han tog den derfor tilbage igen.

Ole Bug mente også at det slet ikke var hans tur til at gøre kirkearbejde. Anders Hansen forklarede at “hands formænd eller udbyggere paa første gaards tallets Nr. forham No efter No havde været paa Kirkearbejde i dette år”. Hans svar var, at det måtte således være deres egen sag.

26. august 1757 – om slag og huk på anden mand ko i rugmark (Rø) Pag. 168a
Efter klage fra udbygger Anders Mogensen Kiere på 27 gårds grund og Rasmus Aristsen samme sted i Rø sogn.

Klagen var rettet mod Mads Pedersen Møller på 27 sg. grund i Rø sogn, der skal have behandlet Anders Mogensens ko ilde, samt at have overfaldet Rasmus Aristsen og hustru Chatrine Gotfrids datter med hug og slag.

Peder Hansen af 5. sg. grund forklarede, at Mads Pedersen Møller om onsdagen for 14 dage siden på hest skulle have jaget Anders Mogensen Kieres eneste ko fordi den skulle have skadet Møllers rugstub. Han skulle have slået koen bag i, så den blødte og fået skader, men nok ikke værre end at den ville komme sig.

Hans Bendtsen smeds hustru Ane Dorthe bekræftede Peder Hansens beretning. Og tilføjede, at Rasmus Aristsen og hustru Cathrine Gotfridsdatter noget tid derefter havde ledt gæssene over Møllers slåede rugmark. Dette havde været Mads Pedersen Møller for meget. Han slog Cathrine og da Rasmus Arestsen kom til stedet blev han også slået. Som forklaring havde han sagt til Rasmus Aresten, at “man skulle holde skik på sin Kone”.

Mads Pedersen Møller nægtede ikke at han havde jagtet koen ud af sine marker og at han havde slået den en gang med en kæp. At han havde slået Rasmus Arestens og han kone, ville han ikke vedkende sig.

21. oktober 1757 – amtmandens løsning af ko-sagen Pag. 169b
Udbygger Mads Pedersen Møller fra Rø mødte i politiretten vedrørende sidste forhør den 26. august, hvor han var sigtet for at have slået udbygger Anders Mogensen Kieres ko og havde overfaldet Rasmus Aristsen og hustru med hug og slag. Amtmanden havde den 11. september skrevet tl herredsfogden, at han ville spare Mads Pedersen Møller for proces, hvis han ville love aldrig at gøre det igen og i fremtiden leve som en god nabo, samt betale en passende mulkt til de fattige i sognet.

Herredsfogden fastlagde en mulkt på 1 sdr., som skulle indbetales til præsten. Kvittering herfor skal vises til herredsfogden. Omkostningerne ved sagen ville senere blive krævet af ham.

24. november 1759 – dødsulykke i tørvekule (Klemensker) Pag. 170a
Foranlediget af Jens Christophersen på 24. sg. i Klemensker sogn mødte herredsfogden Skougaard i en lille lund kaldet Humle Lund, hvor Mogens Hansen var fundet død på en slæde. Mogens Hansen boede på 24. sg. [på aftægt]

Man skønnede at døden var indtruffet mellem onsdag og torsdag.  Efter besigtelse blev det tilladt at bære den døde hjem på gården i overværelse af den dødes dattermand Poul Pedersen og Jens Pedersen, samt to upartiske mænd Claus Hermansen og Hans Pedersen.

Der var intet der tydede på en “voldsom død”, men et uheld. Man mente at han var faldet af slæden og endt i en nærliggende tørvekule. Det var lykkedes ham at komme op og på grund af den stærke kulde, var det ikke lykkedes ham at nå hjem.  Ved tørvekulen var fundet to spor, der tydede på ulykken. Jens Christophersen fortalte, at den afdøde ville rejse til Poul Pedersen på Knudegården. Derfra var han taget til Rønne og altså forulykket på hjemturen derfra.

Den 26. november skriver Amtmand Urne, at han på foreliggende eksamination af sagen, ikke så nogen hindring for at begravelsen kunne finde sted.

29. februar 1760 – Vinduerne i Tejns vagtbod blev slået i stykker. Pag. 170a
På amtmand Urnes ordre skulle der holdes afhøringer for at finde ud af hvem der mellem den 1. og 2. februar havde slået vinduerne i stykker på Tejn vagthus i stykker.

Følgende var indkaldt til afhøring: Jens Mogensen og hustru, Rasmus Olsen, Christian Rasmussen, Hans Jørgensen, Zizel Nielsdatter alle fra Tejn. Desuden Lars Didrichsen på 26. sg. i Olsker sogn og hans broder Terkel Didrichsen samme sted – Morten Didrichsen, samt Peder Bødker af Tejn.

Jens Mogensen indrømmede, at han havde hørt Peder Pedersen Bødker prale den 1. februar med at han turde tage vinduerne ud af vagthuset og sætte dem i pant hos Kirstine Hans Jensen for øl og brændevin. Jens Mogensens hustru Kirstine bekræftede dette.

Samme historie havde han betroet aldre af vidnerne, således at han nu måtte gøre det, for at være et ærligt menneske. Efter Peder Bødkers mening var det lige meget med vinduer i vagtboden, da den alligevel ikke blev brugt. Hans Jørgensen skulle have været lejet til at passe vagten, men han gik altid på marken medens han havde vagt.

14. marts 1760 – mistænkt i Vagthussagen afhøres Pag. 171a
Peder Bødker og hans hustru Ellen blev afhørt i ovenstående sag om vinduerne i Tejn Vagthus.

Konfronteret med de mange vidnesudsagn “måtte det saa være, men det var sket i drukkenskab”. Han bad om forladelse. Herredsfogden idømte han en mulkt på 2 mark til de fattige, 1 sdr. til politiforhørene og bringe vagtboden i god stand igen.

17. september 1760 – tyveri under herredsrettens møde i Hasle Pag. 171a
Den 12. september var Nørre herredsting afholdt i Hasle, som sædvanlig i Jochum Høg stue eller sal. I en skuffe under et bord var der opmagasineret en del garvede skind. I løbet af eftermiddagen forsvandt disse “felbredte” skind. Desuden var det forsvundet en stok (af spanskrør) med sølvknap. Mistanken faldt på Niels Pedersen fra Tejn. Han var sammen med Christian Rasmussen til herredsting. Niels Pedersen var lidt smådrukken og i løbet af eftermiddagen ville han købe for en skilling brændevin af Jochun Høgs kone. Hun havde nægtet ham mere at drikke, da han efter hendes mening havde fået rigeligt allerede.

Niels Pedersen havde opført lidt mærkeligt i stuen, hvor han ligesom havde ligget hen over bordet. En havde bemærket hans tilsyneladende uforklarlige roden med hænderne under bordet. Da han således ikke kunne få mere at drikke, havde han rejst sig op og taget noget op under sin kappe og forsvundet ud af huset. På gårdspladsen blev det set, at at han mistede et skind, som han derefter samlede op.

Senere havde Jochum Høg fundet skindene i et hul i gærdet mod byvangen. Det var skjult under en viske halm. Stokken havde ligget oven på ovnen i forstuen og den blev senere fundet skubbet om bagved.

Under vidneafhøringen blev det antydet at de to mænd fra Tejn havde et meget dårligt ry.

5. juni 1761 – ulovlig krohold i Tejn Pag. 173a
Politiforhør afholdt hos Jochum Høg angående ulovligt krohold i Tejn hos Jens Mogensen. Trods herredsfogdens forbud var kroen fortsat.

Foruden hovemanden Jens Mogensen var følgende indkaldt til afhøring: Jørgen Jørgensen, Andris Larsen, Terkel Pedersen og Peder Pedersen Bødker alle af Tejn.

Jørgen Jørgensen boede tæt ved Jens Mogensen og bekræftede at der blev holdt kro, men at der flere andre steder i Tejn hvor der stedse holdtes kro, hvor man både kunne købe øl og brændevin. Det var sket både da der var kommet et vrag udfor Tejn sidste år og derefter.

Peder Pedersen Bødker, Terkel Pedersen og Andris Larsen bekræftede Jørgen Jørgensens udsagn.

Jens Mogensen tilbød at betale 2 marks mulkt til de fattige og 1 sdr. 1 mark til sagsomkostninger.

21. juli 1761 – krybskytteri (Olsker) Pag. 173b
Efter anmeldelse af holtsførster Kettelsen holdtes politiforhør i Jochum Høgs hus i Hasle. Der var blevet skudt en hjort i Olsker sogn, hvilket var fobudt. Følgende personer var indkaldt: Zizek Hans Nielsen, Rasmus Olsen, Sophie Elisabeth Rasmusdatter, Christian Rasmussen skomager, Jens Mogensen alle af Tejn, Mogens Jørgensen og hustru Kierstine, Hans Larsen og hustru Zizel Oluf Jørgensen, Morten Jacobsen og Lars Didriksen med hustru og tjenestefolk.

Zizel Hans Nielsen havde hørt “murmelsnak” om at en hjort var blevet skudt i sognet, intet andet.

Sophie Elisabeth Rasmusdatter havde hørt fra Zizel Hans Nielsen, at der lå en hud i kalktønden oppe hos Laurs Didriksen.

Jens Mogensen havde hørt af Christian Rasmussen, at en pige ved navn Anne fra Jens Hansen på Kirkeboet i Olsker sogn havde snakket med en tjenestekarl, som havde spurgt hvordan hun befandt sig hos Lars Didriksen. Hun havde svaret at køb havde de nok af, men brød savnede hun.

Christian Rasmussen var hos Kirstine Jens Hansen i Kirkeboet for at købe mælk. Hun havde antaget, at der ikke langt fra ham var kød nok til at koge suppe på, nemlig hos Lars Didriksen.

Hans Larsen som en gang i mellem var i arbejde hos Lars Didriksen [26. sg. i Olsker] havde hørt at der for tre uger siden var skudt et stort dyr, men han vidste ikke om det havde været hos Lars Didriksen. Det store hud som lå i en kalktønde syntes han var lidt brunt blakket og kunne ligeså vel være en stud.

Oluf Jørgensen havde også arbejdet på gården hos Lars Didriksen. I tømmerlageret havde der ligget en stinkende lunge, som folk på stedet nok mente måtte være en hund, der havde slæbt der ind.

Morten Jacobsen fortalte om rygtet.

Anna Henrichsdatter tjente hos Lars Didriksen kendte ikke til hverken hjort eller hud. Jo huden mente hun stammede fra en kalv.

27. juli 1761 – krybskytteri fortsat Pag. 174b
Politiforhøret fortsatte, men denne gang hos udbygger Hans Larsen på Lars Didriksens grund i Olsker. En række nye vidner blev afhørt og alle kredsede om den lille tjenestepige Anna, der havde fortalt om kødet.

Jens Hansens tjenestepog Jacob Bertelsen indrømmede at tjenestepige Anna til ham også havde fortalt, at det har hendes husbond, der havde skudt hjorten

5. juni 1762 – Om fortsat krohold i Tejn Pag. 175a
Politiret holdt i Allinge. Jens Jensen Skomager, Jens Mogensen, Hans Jørgensen, Hans Giversen og Michel Kiempe af Tejn. de var alle mistænkt at holde kro i Tejn.

Flere vidner blev afhørt og alle havde en bevidsthed om, at der de fire steder stadig var krovirksomhed. Hos Hans Jørgensen og Giversen havde der været brændevinsudskænkning under prædikenen. Et enkelt vidne havde hørt, at de i Tejn havde talt om, at de ikke ville rette sig efter forbuddet. En havde sagt at de ville sælge brændevin op under næsen på byfogden.

Hans Jensen, Jens Mogensen tilbød at give 2 mark og Hans Giversen 1 mark i mulkt til de fattige, 2 mark til sagsomkosningerne og 8 sk til bisidderne. Mikkel Kiempe blev skånet, da han var meget fattig. Alle lovede ikke mere at holde kro.

Mig forevist Allinge 3. juli 1762. Urne

12. februar 1763- trusler ved gældsforpligtelse (Olsker) Pag. 176a
Politiforhør i Hasle hos Jochum Høg efter anmeldelse af Lars Didrichsen i Olsker. Mogens Jørgensen Bug, der boede på Didrichsens grund, havde brugt hårde trusler mod ham.

Mogens Bug havde lavet et stykke arbejde for Didrichsen, men han havde ikke betalt den ene daler som han var blevet lovet. Didrichsen havde en sag kørende ved herredstingen og Mogens Bug ville vidne mod ham, således at han ikke skulle klare sig. [det er uvist hvad sagen egentlig drejer sig om!] Mogens Bug ville sagsøge Lars Didrichsen i herrredsretten.

2. maj 1766 – ulovlig krohold og tobakssalg i Tejn Pag. 177a
Jens Mogensen og Hans Jørgensen fra Tejn er igen indkaldt til forhør, da de stadig holdt kro og solgte tobak.

Følgende vidner var indkaldte: Jens Mogensens hustru, og Hans Jørgensens hustru, Peder Bødker og hans hustru Ellen, Anders Larsens enke og hendes søn, Jørgen Jørgensens enke og hendes søn alle af Tejn. Ole Thomesen og hustru oven for Tejn.

Jens Mogensen var mødt men ikke Hans Jørgensen. Han var på vagt i Rønne forklarede hans hustru.

Jens Mogensen havde solgt øl, brændevin og tobak fra Tobaksspinder Peter Boeses fra Rønne. Hans Jørgensen havde solgt øl og brændevin. begge vist nok også på helligdage under prædiken om formiddagen i Olsker kirke og om eftermiddag i Allinge kirke.

Jens Mogensen fremlagde en attest fra sandemanden Nikolaj Pedersen i Olsker, der havde givet ham lov til at holde kro. Herredsfogden fortalte at der ikke kunne være rigtigt, da sådan en tilladelse havde kun Ole Thomesen, der boede ovenfor Tejn.

13. juni 1770 – tjenestepiges var gået fra sin tjenesteplads (Olsker) Pag. 178b
Politiforhør hos Aage Bertelsen i Hasle. Sagen drejede sig om Peder Andersens datter i Olsker sogn, ved navn Zizel, der efter to måneders fæstet tjeneste hos løjtnant Hans Kofoed i Skubbe, var gået hjem til sine forældre. Hun havde været syg og derefter ville hun ikke tilbage igen.

Peder Andersen var mødt uden datteren. Han se gerne at hans datter gik tilbage i tjenesten, men han kunne ikke tvinge hende. Moderen kom til retten og fortalte at nu ville Zizel komme tilbage. Dette var Hans Kofoed tilfreds med, hvis det sket indenfor 24 timer. Han ville så selv betale for rettens omkostninger.

25. juni 1770 – samme tjenestepiges udeblivelse  Pag. 178b
Holdt hos Aage Bertelsen i Hasle. Zizel var ikke kommet tilbage til Hans Kofoed i Skrubbe og hun måtte så lide dom. Faderen Peder Andersen ville dog ikke høre af at hun havde forladt sin tjeneste, da de ikke havde fået papir på hendes tjenesteforhold. I stedet var pige begyndt hos Haagen Weidichsen. Weidichsen påstod at han intet vidste om hendes tjenesteforhold hos Hans Kofoed og ville ikke i retssag om dette. Faderen ville den 29. juni bevise, at hans datter ikke var i lovligt fæstet hos Hans Kofoed.

29. juni 1770 – fortsat sag om tjenestepiges bortløben fra tjeneste Pag. 179a
Peder Andersen havde udstedt en stævning mod Hans Kofoed af Skrubbe i Klemensker. Peder Andersens vidner var folk, der kunne vidne om løjtnantens trusler mod pigebarnet. Og løjtnantens vidner var folk der vidnede at både husbond og madmoder havde behandlet tjenestefolkene korrekt uden hug og slg. Herredsfogden menet at de sidste vidner skulle høre inden han kunne træffe en beslutning.

9. juli 1770 – fortsat sag om tjenestebrud – og domsafsigelse Pag. 180a
Tjenestepigens sag skulle have været ført den 5. juli, men formedelst den kongelige kommission, blev den udsat til den 9. Tidligere tjenestepiger blev afhørt, men ingen af dem ville sige, at de var blevet uretfærdig behandlet af husbond hans Kofoed eller madmoderen. En havde godt nok fået en ørefigen, men den havde hun vel fortjent? Begge parter ville nu have dom:

Politidommen blev afgivet den 13. juli 1770: Herredsfogden var ikke på Peder Andersens side. Hans skriver: “Det er let at se, at en uforsvarlig ømhed hos forældrene og en slags kælenskab og egen raadighed for deres barn har været aarsag til saadan ude blivelse ligesom hvad ag Peder Andersen er fremført, ei kand for andet agtes, end for elendige udflugter”. Hun dømmes til at gå tilbage til sin tjenesteplads indtil Mikkelsdag og erstatte den forsømmelse hun har været årsag til. Af de 4 sdr. 4 mark som dømmes i sagsomkostninger skal Hans Kofoed havde det halve og dommeren og skriveren resten.

9. august 1770 – Tjenestepige havde ikke fået løn efter endt tjeneste (Klemensker) Pag. 181a
Politisag hos Aage Bertelsen i Hasle.

Marte John Hansen i Tejn havde meldt at hendes datter Gertrud havde tjent hos Christen Hansen på Kuregård i Klemensker i lovlig tid, men havde ikke fået sin løn.

Christen Hansen mente at hun havde fæstet sig i yderligere en periode til mikkelsdag 1770, hvorfor han havde beholdt hendes klæder [som var lønnen for tjenesten].

Præstebonden Peder Andersen vidnede at det var sandt, at Christen Hansen havde beholdt klæderne indtil hun havde tjent et helt år og ikke et halvt. Han var ikke klar over, hvad der var korrekt.

Tjenesteperioden var ikke blevet aftalt ordentlig mellem husbonden og tjenestepigens moder. Marte havde derfor lovet sin datter i tjeneste hos Anders Svendsen i Krashave.

Marte John Hansen mente at datteren var blevet udsat for et stort pres, da hun samtidigt med at passe jobbet, skulle læse til konfirmationen.

Christen Hansen ville ikke finde sig i, at Marte havde anklaget ham for at behandle sin tjenestepige for dårligt. Han ønskede straks at sagen gik til doms.

14. august 1770 –  Pag. 182b
Politidommen afsagdes i sagen om tjenestepige manglende løn. Det var ikke almindeligt, at der blev indgået halve års aftaler på landet, så herredsfogden mente, at det sandsynligvis var Christen Hansen der havde ret i sin mening om fæstetiden. Men dette kunne ikke bevises. Hun havde forladt sin tjeneste. Dommen sagde, at Gertrud skulle have sine klæder udleveret, men ikke have mere end 4 af de 14 mark løn udbetalt. De resterende ti mark skulle hun have forbrudt og afgives til dækning af sagens omkostninger.

15. august 1770 – strid om hvem der havde fæstet en landarbejder (Rø) Pag. 183a
Holdt hos Aage Bertelsen i Hasle. Hans Jørgen Sonne, Baadstadsgården, Rø sogn, havde klaget over Hans Larsen fra Lynggårdsgrunden, som ikke mødte op på til den aftalte tjeneste Sankt Hans dag. I stedet havde han fæstet sig til to andre et par dage om ugen hos henholdsvis Esper Jensen i Olsker og Marcus Marcussen i Rø sogn.

Følgende vidner var indkaldte: Lars Jensen, fra Hans Sonnes grund, Hans Andersen på Esper Jensens grund, Jacob Pedersen på Myregaardsgrunden i Olsker sogn, Jacob Pedersen på Myregaarden i Olsker og Terkild Didrichsen på Myregaards grunden i Olsker og Terkil Diderichsen af Tejn.

Hans Jørgen Sonne havde mødt Hans Larsen hos Peder Kjøller dagen før Sankt Hans. Her var han ved at rejse tømmer. Hans Larsen havde lovet at komme til Sonne 8te dage efter Sankt Hans indtil først kommende påske. De havde givet hinanden hånden på det. Han skulle først have fæstepenge dagen efter. Da han var blevet spurgt, hvor han blev af, havde han straks sagt, at hun kom på mandag, da han havde for meget at bestille inden da. De ti beskikkelsesmænd spurgte endnu engang om han kom om mandage, hvilket han bekræftede. Han havde fået 5 mark i løn og 1 mark i fæstepenge.

Dernæst Hans Andersen, Esper Jensen grund og Terkild Didrichsen blev afhørt og bekræftede at Hans Larsen lovet at komme til Hans Sonne.

Esber Jensen bekræftede for retten, at Hans Larsen havde lovet at arbejde to dage om ugen frem til høsten og Marcus Marcussen derefter 4 dage om ugen. Både Esber Jensen og Marcus Marcussen mente, at Hans Sonne vidste dette inden han forsøgte at fæste Hans Larsen.

Hans Sonne forlangte, at Hans Larsen stillede i tjeneste inden 24 timer. Esper Jensen og Marcus Marcussen forlagte også dommen afsagt, og de ville påstå, at det var Sonne aftale der burde ophæves.

17. august 1770 – dom i tjenestesagen Pag. 184b
Dommeren synes, at det var fuldstændig klart, at Hans Larsen havde fæstet sig til Hans Sonne fra pinsedag til følgende påske. Han havde modtaget løn i forskud som fæstepenge. At de to andre havde delt en fæsteperiode med henh. 2 og 4 dage om ugen, synes dommeren ikke var en brugbar tjenestemåde. Esper Jensen og Marcus Marcussen skulle betale omkostningerne, Hans Larsen skulle miste en del af sin fæstepenge og ellers møde hos Sonne inden 24 timer. Hvis ikke skulle han dømmes som en løsgænger.

26. juli 1770 – Et lille barn druknede i et kar i køkkenet(Klemensker) Pag. 185a
På amtmand Urnes ordre afholdtes politiforretning i Hasle efter en ulykke hos Anders Svendsen på 20 sg. Krashavegaard i Klemensker. Hans søn Jens på andet år var druknet. Anders Svendsen og hans hustru Karen Jensdatter var indkaldt til forhør. Karen Jensdatter var ikke mødt, da hun efter ulykke var blevet så svag, at hun ikke kunne rejse.

To tjenestefolk var til stede, nemlig Søren Larsen og Anna Clemmensdatter.

Svendsen gengav sin hustrus forklaring på hændelsen. Hun havde givet sine to børn Karen på 5 og hendes lillebroder Jens en kringle. Hun havde fremmede i stuen, som hun gerne ville tale med. De to børn blev bedt om at gå ud af huset. Hun havde formanet Karen at passe på sin lillebror. Hun havde set dem i gården sidde sammen. Døren til køkkenet var oppe og den lille Jens havde set sit snit til at gå derind. Barnet var så faldet i en Raae (kar) hvori der var en spand vand. Karen havde så opdaget at lillebroderen var borte og hun havde fundet ham med hovedet nede i karet og var død. Hun havde taget barnet op og lagt ham på gulvet og kommet ind i stuen og sagt: “Nu er Jens død”. Hustruen havde ikke ville acceptere dette og troede at der var liv i ham. Hun vaskede ham og gav ham patte. Det varede lidt inden hun accepterede at barnet var dødt. I stuen var Arist Pedersen og hustruens søster Else Mons Jensen begge fra Klemensker.

Søren Larsen havde været på marken og kunne kun fortælle, hvad han havde hørt fra madmoderen.

Anna Clemmensdatter havde heller ikke været hjemme. Hun hjalp buddene med at få kvæget ud på marken. Madmoderen havde kommet hende grædende i møde, da hun var på vej hjem.

Anders Svendsen vidste ikke at sådanne ulykker skulle meldes til øvrigheden og ikke blot til præsten. Han fik at vide, at dette tilfælde var så stor en uagtsomhed og skulle udstå kirkens disciplin og give noget til de fattige.

Anders Svendsen fortalte at han havde en temmelig god gård, der vel var 500 daler værd. Han havde dog stor gæld, men foreslog at han ville give 1 rdr. til de fattige, bisidderne hver 1 mark og betale rettens betjente.

8. juni 1773 – Skånsk kvindes ophold i Rutsker Pag. 186a
Efter amtmandens ordre holdt politiforhør af et kvindemennesker ankommet fra Skåne og havde opholdt sig et stykke tid i Rutsker.

Hendes navn var Karen Nielsdotter, født i Hobye i Skåne, er enke og 34 år gammel. Hun havde været gift et halvt år med Morten Pedersen, som var død for 12 år siden. Hun var taget til øen, fordi hun uskyldigt var blevet mistænkt for at have stjålet et stykke lærred. Hun havde ikke pas, men blevet transporteret til landet af Jens Pedersen og Ole Hansen, som begge boede i Hobye. Hun var blevet i landsat i Teglkaas. Hun kunne ernære sig med at ordne fiskegarn og deslige. Hun ville gerne tilbage til skåne, hvis hun kunne få herredsfogden overbevist om, at hun var uskyldig. Hun ville ikke ligge landet til last og ville opføre sig ordentlig.

11. juni 1773 – en tjenestedreng bliver slået i sin tjeneste (Rurtsker) Pag. 186b
Seyne Jens Pedersen havde klaget over, at hendes søn Peder Jensen på 14 år var blevet uretfærdig behandlet i sin tjeneste hos Hans Høg i Rutsker (31. sg.). Hans var blevet banket af Hans Høgs søn Jens Hansen, fordi han havde ladet gæssene spise af afgrøden.  Hans Høg havde endvidere slået ham med en rive, da han havde kommet til at rive nogle rødder op. Drengen, der nærmest var fæstet som vogtedreng, var fæstet i et halvt år (fra påske til Mikkelsdag) med løn i form af klæde, et par træsko og et par lædersko. Han havde tjent 7 uger før påske (?) til 7 uger efter påske. Om han var gået fra tjeneste eller om han var blevet bortvist, synes ikke klart, men drengen moder havde kommet med drengen et par dage efter og sagt at drengen ville optage sin tjeneste, hvilket Hans Høg havde nægtet, da han havde fundet en anden vogtedreng.

To vidner Wefst Jensen på Klingegården og Peder Pedersen af Krogholms gården blev afhørt, men de havde kun hørt, men ikke set tilfældene med vold.

Hans Høg var ikke bekendt med at hans søn havde slået drengen. Han vidste, at man ikke kunne opsige midt i en tjenesteperiode, men han kunne ikke tage drengen tilbage.

16. juni 1773 – fortsat sag om tjenestedrengs forhold. Pag. 187b
Hans Høgs datter Karen blev afhørt, men kunne ikke komme med oplysninger, der afdækkede tjenestedrengens forhold hos Hans Høg. Da ingen af parterne havde noget at tilføje blev sagen ført til doms.

25. juni 1773 – dom i tjenestedrengs forhold Pag. 188a
Dommeren brugte udstryk som prygl og ikke ville give løn, samt at moderen ville have drengen tilbage i tjenesten og at Hans Høg ikke ville have ham. Dommen ophævede tjenesten og dømte hans Høg at betale drengen endnu 3 mark, som betaling for udført tjeneste og at betale sagsomkostningerne på 1 rd. 4 mark

12. februar 1774 – slagsmål hos kirkeværgen Jens Svendsen (Rutsker) Pag. 188b
Otte Henrichsen Sort havde for tre uger siden truet Jørgen Nielsen Kruse og Ole Jørgensen “paa liv og Blod”. De forulempede havde klaget til sognepræsten, som havde lavet sin egen undersøgelse. Da denne præsteundersøgelse var afsluttet havde de fået fenrik Ole Hansen Sonne til at skrive en klage til amtmanden. Amtmanden havde nu beordret herredsfogden til at foranstalte en politiafhøring.

Otto Henrichsen Sort var ikke mødt, hvilket hans husvært Mads Madsen i Vang ikke forstod. Husværten afleverede en skriftligt indlæg fra Otte Sort skrevet på 6 skillingspapir. De to vitterlighedsvidner Mogens Mogensen og Mogens Hansen blev afhørt. Begge boede i Rutsker sogn og de var begge tilstede ved “udførsels øllet til Jens Svendsen” for en måned siden. De forklarede, at medens de sad i køkkenet hos Svendsens, havde Otte Sort slået hatten af hovedet på Ole Jørgensen og han havde en kniv i venstre hånd. Jørgen Nielsen Kruse havde grebet Otte Sort om livet og forhindret kampen. Otte Sort truede da dem begge med at splitte dem ad led for led. Derefter var Otte Sort blevet slæbt ud ad køkkenet. Årsagen til Otte Sorts hidsighed var, at han havde fået et stykke kød galt i halsen. En af klagerne havde sagt, at det var fordi han slugte mere end hans hals kunne svælge. Vidnerne mente, at Otte Sort kom fra Skåne. De huskede ikke for hvor mange år siden.

Klagerne fremstillede Peder Christophersen, der boede på 29 sg. i Rutsker. Han havde også været med hos Svendsen. Han forklarede at Ole Jørgensen  havde frydet over, at Otte Sort havde flyttet sig hen til kakkelovnen, “saa man kunne sidde i fred for svinet”. Derefter havde Otte Sort taget hans hoved osv. Han mente, at Otte Sort var kommet til landet for 6 år siden, men han vidste ikke hvorfra.

Hans Andersen fortalte at da han for 2 år siden holdt barselsgilde var der klammeri mellem Otte Sort og andre gæster, men han havde brevet ind og sat Otte Post udenfor døren. Han kunne i dette nye tilfælde ikke sige om Otte Sort havde begyndt på trætterierne.

21. februar 1774 – forlig i slagsmål-sagen Pag. 190b
Sagen skulle fortsætte med afhøring af kirkeværgen Jens Svendsen og Thor Larsen på Dyngegården. Men Otte Henrichsen Sort og klagerne Jørgen Nielsen Kruse kom og fortalte at de var blevet forligede og bad derfor om at sagen måtte ophæves. Hvilket bevilgedes mod at der blev betalt for sagens omkostninger.

Forliget er afskrevet i protokollen, hvor det ses at Otte Sort skulle betale omkostningerne og love ikke at retsforfølge hinanden herfor.

17. maj 1774 – Om falsk angivelse af barnefader (Olsker) Pag. 191a
Ane Margrethe Pedersdatter af Sandvig havde udlagt Peder Hartvig Møller af Olsker sogn som barnefader til sit 2 år gamle uægte barn. Peder Hartvig Møller havde fået hende til at vidne falsk om hvem der var barnefaderen.

Poul Hartvig Møller var ikke mødt på tinget, da han var syg. Ane Margrete var heller ikke mødt, da hun var en krøbling og gik med krykker

Anne David Jens Jensen i Hasle var mødt fortalte at Anne Margrethe før hun fik barnet havde fortalt hende, at Peder Hartvig Møller var faderen, hvilket han ikke helt kunne nægte, da hun havde talt med ham i Sandvig, da han boede der. Peder Møller havde så sagt til hende, at han var blevet enig med Ane Margrethe, at hun skulle angive en skåning som fader til barnet. Før sidste jul havde Poul Hartvig Møller været hos hende i Hasle, hvor han havde været bekymret for om Ane Margrete ville røbe den rette sammenhæng. Ane Margrete havde fået 6 sdr. af Poul Hartvig. Endvidere fortalt vidnet at hun var næstsøskendebarn til Peder Hartvig Møller at at Ane Margrete var vidnets søsterdatter.

30. maj 1774 – fortsat afhøring af falsk angivelse af barnefader Pag. 191b
Politiforhøret var rykket til Sandvig i sagen mellem Peder Hartvig Møller og Ane Margrethe Pedersdatter.

Ellen Anders Ipsen vedstod at Peder Hartvig Møller havde fortalt hende, at han var fader til Ane Margrethes barn. Hun havde leveret de 6 sdr. til hende fra Peder Hartvig. Hun mente at det var rejsepenge, således hun kunne rejse bort inden barslen.

Ane Margrethe vedstod alt hvad hendes moster havde fortalt og fortalte videre at Peder Hartvig havde sagt til Ane Margrethe, at hun skulle udlægge en skåning ved navn Johan, da han vidste, at der i Rønne hos Ingeborg Niels Claus logerede en skåning med dette navn. Ane Margrethe ville have at barnefaderen skulle hedde Niels. Det blev Johan, som barnefader. Endvidere havde Peder Hartvig lovet at betale for hendes hus, hvis hun ville fastholde det med skåningen. Hun havde i alt fået 12 til 13 sdr., et brød, et lispund malt og en skæppe rug.

15. juni 1774 – sørejse uden afgivelse til tolder – fra Tejn. Pag. 192b
Tolder Krog havde bedt om afhøring af Terchel Didrichsen og Jens Svendsen Korp i Tejn, samt Svend Hansen Bagge af Rø sogn, boende på sandemand Anders Jensens grund.

Anledningen var at de havde foretaget en rejse ud af landet uden at angive formålet hermed.

Jens Svendsen Korp angav, at han var 58 år og født i Willands herred i Skåne. Han havde været i landet i tre år og havde ingen pas, men et “afskedsbrev” af dato 5. maj 1763. Han levede af fiskeri i Tejn. “Han havde hidrømt til landet formedelst den dyre Tid i Schone i de forrige Aaringer”. Han havde været med på rejse sammen med Terchel Didrichsen engang mellem påske og pinse. Han havde taget pas til en rejse til København for at bringe noget tøj tilhørende Svend Bagger der til. De var gået til Skåne, men han skulle have været til København. Han vidste ikke om der var brændevin i de to halvankre på dækket. Han skulle have stået af på Christiansø og finde bådlejlighed til København. Men da vinden var for sydlig endte de i Taasse i Blekinge 3 mil fra Carlshavn.  Imidlertid kom strandvisitøren og konfiskerede både båd, brændevin og andre sager de havde om bord. Han måtte så tage ind til Carlshavn, derfra til Ystad, hvorfra han fik skibslejlighed tilbage til øen. Han var tilbage inden pinsen. De andre to kom først efter dom i Sellsborg i Blekinge tilbage til øen for kort tid siden.

Terchel Didrichsen af Tejn havde taget pas til København den 21.de april 1774. Han havde taget søpas, men vidste ikke at man skulle anmelde sin afrejse og have synes sin last inden afgang. Svend Hansen havde pas, men vist ikke “Korpen”, der blot skulle have været med til Christiansø. At han ikke havde angivet de tre halve ankre brændevin, synes han var lidt, men at han ville have angivet det, når de kom til København. Han havde tillige noget tøj til en søster i København. Han fortalte ligesom Korp og fremlagde en dom fra Sylvetsborg, dat. 18. maj. Han bad om nåde, og erkendte at han havde begået fejl.

Sven Hansen Bagge i Rø havde også rejsepas dat. 21. april 1774. Han havde en af de tre halvankre brændevin. den skulle have været med til København. – Ellers angav han samme beskrivelse som de to andre.

15. juli 1774 – 7 årigt barn druknet i tørvemose (Klemensker) Pag. 194a
Gårdejer Jens Jensen på 24. gård i Klemensker havde en dreng der druknede den 4. fredag efter påske. Barnet var begravet uden anmeldelse til øvrigheden, som ved sådanne tilfælde skulle syne legemet, for undersøge om at barnet måske skulle have haft “lidt en voldsom død” – altså var blevet slået ihjel. Faderen angav at barnet hed Peder og var 7 år, da det druknede i en tørvemose på gården grund. Drengen var ude for at se efter om kreaturerne var gået i rugen, der lå vester for gården. Faderen havde selv sendt barnet ud på opgaven, da det havde gået turen før og var meget “bevidst”, så han havde ikke haft betænkeligheder.

Der var to tjenestepiger og en tjenestedreng på 22 år, der dog endnu ikke havde været til alters, hjalp til at redde liget af drengen. De havde tilkaldt sandemanden.

Herredsfogden bebrejdede faderen, at der ingen gærde eller hegn var omkring tørvemosen, hvor der til flere sider var stejle skrænter. Jens Hansen sagde at de var flere lodsejere: Jørgen Larsen, Peder Larsen og degnen Toxværd.

Barnet gik ud kl. halv tre og da det ikke kom hjem klokken fire gik faderen og tjenestefolkene ud for at lede efter ham. Klokken halv fem fandt faderen barnet og efter et stykke tid fandt de barnet og forsøgte med genoplivning.. Kl. 9 næste dag meldtes det til sognepræsten

Sandemand fenrik Peder Kofod af Splidsgaard blev afhørt og han blev underrettet da de fandt ud af, at barnet var druknet. Liget blev synet af sandemanden i overværelse af tjenestefolkene, faderen og moderen. Herredsfogden anklagede sandemanden for ikke at have fulgt instruksen. Hans undskyldning var at han ikke havde læst den siden han var tiltrådt som sandemand. Han vidnede, at der var ingen tegn på vold.

Tjenestefolkene bekræftede faderens fortælling, men tilføjede at naboen Jørgen Larsen havde hørt et barn skrige, så de havde en anelse om at det var ved tørvemosen, at de skulle finde ham,

10. september 1774 – strid om tjenestedrengs fæsteforhold (Rutsker) Pag. 195a
Sandemand Jens Olsen Schou fra Rutsker havde den 7. september klaget over, at en tjenestedreng Johan Svendsen, med kost og løn, ikke var mødt i tjenesten, men havde leveret sine fæstepenge tilbage.

Følgende vidner var indkaldte: Ole Jørgensen fra Dyngemøllen, Jørgen Nielsen Kruse på 27. gårds fortov, Thor Larsen hustru og datter.

Tjenestedrengen Johan Svendsen fortalte, at han var 17 år og han havde tjent til sin føde siden han var 8 år: 3 år på Heslegaard, 4 år hos Thor Larsen og et år og et halvt på Kirkeboet i Rutsker sogn. han havde den 29. april fået tilbud tjenestepladsen hos sandemanden, men efter at han havde ladet sig fæste til sandemand ville Thor Larsen tilbyde ham mere – 8 sdr. for et halvt år, så han fik ikke opsagt sin gamle tjenestested.

[tilsyneladende er der mangel på tjenestefolk, således at arbejdsgiverne overbød hinanden med løn] Jeg er ikke helt klar over hvordan juraen forvaltes i denne sag.

4. oktober 1774 – strandingsgods fra et vrag ved Tejn forsvundet. Pag. 197a
Forhør efter ønske fra den strandede kaptajn Eichmann og hans kommissær Schousboe, hvis gods er “forsvundet eller borte bleven”.

Kirstine Jens Mogensen fra Tejn blev afhørt som mistænkt. Der var fundet 16 3/4 alen gardintøj i 2 stykker hos hende. Hun svarede, at det var sandt. Det ene var leveret hende af Christen Hansen fra Hasle, der havde sagt, at det var til karklude og særker, da han kastede det ind i skorstenen. Men hun måtte bekræfte at kaptajnen Eychmann havde overnattet i hendes hjem og at det var mistænksomt, at mange klædningsstykker var blevet borte under hans ophold. Hun angav at flere strømper var endt hos Mogens Skovs sønnekone Inger, som dernæst blev afhørt. Inger havde fundet strømperne i klipperne i vandkanten, hvor de lå og flød. Hun havde taget dem med hjem og hængt det til tørre for senere at aflevere dem til kommissionæren i Hasle. Inger fortalte, at Peder Jacobsens søn på Myregårds skulle have fundet for over 10 sdr. tøj. Inger angav også de såkaldte “bondebjærgere” som mulige indehavere af forsvundet tøj.

Mogens Schou blev afhørt. Han havde godt nok udtalt, at han vidste, hvor tøjet var, men det var løgn. Han havde blot sagt sådan for at skræmme dem, der havde en dårlig samvittighed. Mogens Schou var kommanderet på vagt den 17. september ved vragstedet ved Tejn. Han havde været på vagt to nætter i træk og det kunne været at han havde været noget uopmærksom. Måske havde Søren Olsen taget noget.

Dernæst Hans Jensen Schou fra Tejn fortalte at hans hustru havde fundet to sække tøj, som om andre havde kastet det fra sig. Han gik selv til Hasle for at anmelde fundet.

Jens Mogensen af Tejn og ungkarl Mogens Jensen af Tejn, Morten Andersen og hans hustru Margrethe af Tejn havde hverken set eller hørt noget til tøjet.

Mogens Schous hustru vidste ikke noget.

Derimod var Jacob Pedersen fra Myregård under mistanke, men han nægtede selv om han blev lovet straffrihed, hvis han kunne angive andre tyve. Christian Pedersen fra Store Myregaard

26. oktober 1774 – fortsat afhøring am det forsvundne tøj fra skibsvrag Pag. 199b
Fortsat afhøringer om det forsvundne strandingsgods. De indkaldte var Jørgen Jørgensen, Jacob Pedersen og Peder Jacobsen, Christen Hansen paa Hallegaard, alle af Olsker sogn, Hans Hansen med husbond Hans Jørgen Sonne på Badstadsgaard i Rø sogn.

Flere vidner “foregav” at være syge eller lå i barselsseng.

Fortsat på pag. 28a (Hasle Købstad)

Vidnet (?) vidste ikke hvor pakken fra Riga og skibsfolkenes kjoler var blevet af, men der var noget med at Samuel Johansens hustru Mona skulle have fundet nogle skjorter på stranden og hun skulle være set bære dem op i sit forklæde. Vidnet navngav folk, der måtte vide  noget herom.

Dernæst Peder Jacobsens hustru Kirstine Christensdatter, som bedyrede at hun ikke havde set tøj, som hendes stedsøn Jacobs eventuelt skulle have fundet. Men efter hun blev konfronteret med andre vidners udtalelse, måtte hun indrømme, at hun havde set hele fire stykker klæde. Men kendte ikke til hvordan og hvor det var blevet af. Efter endnu at blive konfronteret med andre vidners udtalelse måtte hun indrømme at hun havde båret nogle klæder ned til stranden igen, da hun ikke turde havde det i huset. Men hvor resten var blevet af, vidste hun ikke. Men hun mente, at stedsønnen Jacob havde båret resten ned til stranden. Hun fik forevist tøjstykkerne og kunne udpege et par stykker, som havde været i hendes hus.

Mogens Pedersen fra Vedby fortalte at Jørgen Jørgensen havde fortalt ham, at han havde fundet en pakke ved vraget. Jacob Pedersen og Bådstadsdrengen (?) havde taget tøjet fra ham, efter at han ikke ville aflevere pakken til vagten.

Dernæst Peder Mogensen fra Vedby kendte intet til tøjet.

Christian Pedersen blev igen afhørt efter at han fik sit forrige vidnesmål oplæst. Han kendte stadigvæk intet til de fire stykker tøj. Men at han var blevet kontaktet af Baadstadsgaards drengen Hans Hansen. Hans fader Peder Jørgensen havde fået ham til at bære tøjstykkerne ned til strande igen.

Peder Jørgensen Store Myregaard fortale, at hans søn Jacob var kommet med noget tøj, som han havde fundet ved vraget den 17. september. Tøjet var i hans hus nogle dage, indtil han bad sin søn om at bære det bort igen. Han mente, at Baadstadgaards drengen Hans Hansen og Jørgen Jørgensen havde fået pakken med tøjet.

Schousbo sluttede afhøringerne og ville fortsætte “ved belejlig tid”

31. oktober 1774 – fortsat om strandet gods forsvinden Pag. 029b
Den 28. oktober var tilsigelsesmændene atter i Tejn for at stævne folk til afhøring i sagen om det forsvundne tøj.  De stævnede var Hans Hansen, tjenende på Baadstadsgaarden i Rø sogn, Hans Bohn og hans søn Hans Hansen Bohn, Jørgen Hansen Schou, Martha Johansen, Maria Samuel Johansen, Karen Hans Giversdatter og Henrich Didrichsen på Lars Didrichsen grund.

Tjenestedrengen Hans Hansen fra Baadstadsgaard. Han var født i Rø sogn, 27 år og hans moder boede på Smedgaard i Rø sogn. Hans Hansen nægtede, at have været ved stranden sammen med Jacob Pedersen. Han havde ikke set nogen pakke. Han havde derimod være hjemme den lørdag aften. Han navngav tre personer der kunne bevidne dette. han havde aldrig set noget tøj og han havde aldrig hør om det. Han nægtede at have talt med Peder Jacobsens søn eller Jørgen Jørgensen. Søndag aften var han i Tejn hos Mogens Hansen Schou og dansede til solen gik ned. Siden gik  han hjem til sin husbond tidligt om morgenen, hvor han havde mødt husfolkene, der var igang med at lave mad til husbond og madmoder. Efter tilbud om at ændre sin forklaring til sandheden, blev han dementeret.

Martha Johans af Tejn havde hverken set eller hørt om en blå kjole der stammede fra Eickmanns stranding, men hun havde hørt at Karen Lars Bødker i Tejn havde set en mand, der havde optrukken en blå kjole og givet den til en “horra”. Måske var det Jørgen Jørgensen i Brydden, som skulle have givet kjolen til “horran” Anders Andersens søn på Bostadsgaards grund. Hun fortalte, at Jens Mogensen i Tejn havde fortalt hende, at han havde set Maria Samuel Johansen tage en hvid skjorte og stoppet den i sit forklæde eller under sin kappe. Om nogle strømper vidste hun ikke andet end at Kirstine Jens Mogensen havde set Inger Hans Schous sølge et par hvide og et par blå strømper.

På samme måde blev Karen Hansdatter afhørt. Hun fortalte om Maria Samuel Johansens og Jens Korpes kone og flere andre havde enten set eller hørt om fund eller salg af forskellige klædningsstykker.

Maria Samuels Johansen indrømmede, at hun havde fundet 2 blå og hvide underbukser, men efter at Jens Korpes havde set dem, havde hun afleveret dem til en strandet styrmand. Hun mente, at Kirstine Jens Mogensens havde set hende aflevere dem til styrmanden. Hun havde set skjorter, som blev afleveret til nogle matroser.

Henrich Didrichsen på Lars Didrichsens grund angav, at Jens Hansen fra Dyngegaard i Olsker (boede hos sin moder og stedfader Hans Larsen) havde tage 2 par hvide strømper og et par grønne, som vist nok blev afleveret til Hans Mogensen Schors i Tejn. Andet kendte han intet til.

Hans Hansen Bahn og faderen Hans Bahn vidste intet.

Inger Hans Mogensen fra Tejn måtte indrømme, at hun havde solgt et par hoser til Christian Rasmussen for noget skofedt, thi de var ikke meget værd. Schousboe undrede sig over, at hun ikke vidste, hvor hoserne kom fra. Hun vidste ikke, hvordan de var kommet i hendes hus og hvor et par lærredsbokser kom fra.

Udbygger Hans Pedersen og hustru var syge. Øvrige udeblevne var sergent Christen Hansen, hans hustru og søn vicekorporal Niels Christensen og hjemmeværende søster, sergent Hans Jørgen Sonne, hans hustru og voksne børn. Herredsfogden henviste til en forordning fra 1702, som ikke forhindrede militære personer i at blive afhørt i politiretten.

12. november 1774 – fortsat   Pag. 032a
Christen Hansen, Store Hallegaard og de andre militære personer med hustruer og børn var ikke mødte.  Schousbo mente, at udeblivelse var i strid med loven og at de skulle idømmes en mulkt på 2 rdr. hver til politikassen. Herredsfogden havde påbudt Christen Hansen og hans familie i at møde. Han kunne derfor idømmes en mulkt, der for alles vedkommen kom til at lyde på 60 lod sølv eller 30 rdr. Sønnen Niels Christensen blev idømt 20 lod sølv eller 10 rdr. Hans Jørgen Somme på Baadstadsgaard blev dømt til at betale sit faldsmål med 20 lod sølv og hans hustru det samme – i alt 20 rdr. Samtidigt blev de tilsagt til at møde den 19. november kl. 10 formiddag.

Hans Pedersen og hustru på Samsing Andersens grund i Olsker vidste intet.

Jens Nielsen på Dyngegaard havde fundet nogle strømper, som han havde afleveret til Hans Schou. Da han derefter fik at vide, at de skulle have været afleveret til vagten og ville derfor hente dem igen, fortalte Schous hustru, at de var blevet stjålet.

Jens Mogensen af Tejn fortalte, at Christian Rasmussens søn havde købt et par strømper af Inger Hans Mogensen Schous hustru. Jens Mogensens hustru Kirstine fortalte den samme historie som sin mand.

19. november 1774 Pag. 033b
Atter var de indstævnede militære personer med hustruer og børn ej mødte og atter blev de dømt til at betale bøder for udeblivelsen. De blev dernæst indkaldte til at møde den 25. november kl. 10.

25. november 1774 -fortsat Pag. 034a
Fenrik Jørgen Sonne af Dahlegaard var mødt med en ordre fra kommandant, Generalmajor Melstorph af data 23. ds.

Klokken var hen ved et da endelig begge sergenterne og Hans Jørgen Sonne  mødte og fremlagde et skriftligt indlæg, som blev læst og påskrevet.

Vicekorporal Niels Christensen mødte og erklærede at det var sandt, at det fremviste tøj var afleveret til byfogden i Hasle efter aftale med hans fader Christen Hansen. Han erkendte, at det først var sket efter at afhøringerne var startet. Han var ikke bekendt med andet klæde ej hellere det, som hans fader havde afleveret i Tejn hos Jens Mogensen. Han vidste ikke, at der skulle befinde sig mere tøj på Myregården.  Både hans fader og han selv havde været bjærgere. Han kunne ikke sige andet end rygterne betragede han som murmelsnak.

Der var to vidner da Niels Christensen afleverede tøjet til byfogden i Hasle. Begge sagde, at Niels havde angivet at det var fra hans fader.

Dernæst Christen Hansen fra Store Hallegaard, der ikke havde skrevet under på bjærgekontrakten med den strandede skipper. Han kunne dog ikke vide om andre havde skrevet hans navn på kontrakten. Han var blevet udnævnt som formand af Sandemanden. Det afleverede tøj, havde han fundet søndagen den 26. oktober, var delt i flere stykker. Han forklarede, at han og Jørgen Jørgensen på Hollændergården og Karne Christophersen havde vredet tøjet. Der var vådt og derved var gået i stykker. Det ene stykke var så taget ind hos Jens Mogensen, det næste til Christopher Pedersen i Tejn og det tredje havde han taget med sig hjem. Han havde hentet de andre stykker. Han havde kendskab til en pakke tøj som var fordelt på mange hænder. Han havde ikke bevidst tiet med oplysninger om tøjet, men beskyldte sin uvidenhed om vådt tøj som strandingsgods.

Christen Hansens hustru Ane fortalte, at det var hende, der havde rådet sin mand til at aflevere tøjet, efter at det havde været i deres hus i fire dage.

Christen Hansens døtre Margrethe og Karen Marie, som ikke kunne oplyse noget som helst.

Marthe Larsdatter af Baadstadsgaard i Rø sogn kunne ikke angive deres tjenestedreng Hans Hansen for at have taget noget tøj. Hun kendte heller ikke til en pakke som Jørgen Jørgensen i Brødde havde fundet. Hans Jørgen Sonne var Martes stedfader.

Marthes broder Jørgen Larsen blev afhørt. Dernæst Hans Jørgen Sonnes hustru Kirstine, til sidst  Sergent Hans Jørgen Sonne. Ingen kunne komme med oplysninger om tøjet.

21. juni 1775 – 2årigt barn druknet Pag. 040b
Politiforhør på Hasle tingsted efter at sandemand Nicolaj Pedersen mundtlig havde berettet at et barn var druknet i Olsker sogn den 14. juni.

Det druknede barns moder var Karen, enke efter Lars Pedersen Bødker. Manden døde efteråret 1774. Hun boede i en lille hytte på Jep Larsens grund “østen for Tejn” og som tilhørte Jep Larsen.

Hendes dreng Peder var 2 år og havde fået lov til at gå ud og kikke på gæssene. Et halv kvarter efter gik hun ud for at se til drengen. Han lå på ryggen i en bæk kaldet “dyn hul” eller sprængbæk. Der var ikke særlig dybt og ikke meget vand i, men han var livløs. Hun bar ham ind i huset og løb efter hjælp. Den nærmeste nabo var ikke hjemme. Næste hus var Peder Pedersen Bødkers, som lå 200 skrift fra hendes hus. Snart kom der flere folk til. De kunne ikke genoplive drengen. Konen var helt ude af sig selv, og naboerne fulgte hende til præsten samme dag og den næste dag, da han ikke var hjemme den første dag.

Hun ernærede sig med håndarbejde, var fattig, har endnu et 5 årigt barn tilbage. Hendes andet barn var sygt. Hun var i færd med at arbejde med et sildegarn.

Fire mand havde synet vandhullet, der lå 40 skridt fra huset og at det ikke så farligt ud. Hun havde et godt rygte og gjorde sig umage for at føde sine børn efter hendes mand var død. De bedømte drukningen som en ulykkelig hændelse og bød konen at passe godt på sit andet barn. Sagen blev indberettet til amtmanden.

7. juli 1775 – 6 3/4 årigt barn druknet i tørvekule Pag. 041b
Politiforhør i anledning af at en 6 3/4årig dreng Henrik Madsen var druknet i en tørvekule på Mads Madsens grund [sandsynligvis 12. sg. Lille Knudegaard i Klemensker]. Drengen vogtede gæs, som han havde gjort i de sidste to somre.

Hans fader Mads Madsen afgav forklaring: Drengen var sendt ud for at vogte gæs en aften ved 6 tiden. Da han ikke kom hjem et stykke tid efter, gik faderen ud for at lede efter ham. Efter et stykke tid fandt han ham på bunden af en tørvekule.

Vidner var Niels Christensen af Hasle, Thor Pedersen på 11 sg. (Store Knudegaard i Klemensker) og Søren Rasmussen af Hasle. Tørvekulen lå yderst i mosen og var i brug af Aage Bertelsen fra Hasle.

Faderen havde fundet drengen på bunden af kulen. I nærmest chok tog faderen sin hest og red til Hasle for at anmelde drengens drukning. Han havde ikke ænset, at han skulle have forsøgt genoplivning, sådan som det var pålagt enhver at gøre det – jfr. en plakat af 25 september 1770. Faderen var så opsat på at ikke at anmelde hændelsen til øvrigheden. Han var bange for at blive straffet af øvrigheden. Han anmeldte drukningen inden solen gik ned inden han red han tilbage for at hente drengens afsjælede legeme af kulen.

Tørvekulen var to alen dyb og der var stejle skrænter på den ene side. I følge en offentlig annoncering på kirkestævner for et par år siden, skulle alle grundejere sørge for, at der ikke fandtes stejle skrænter ved tørve- og lerkuler.

Niels Christensen arbejdede i en anden tørvemose, da han mødte Mads Madsen, der ledte efter sin søn. Han hjalp med at lede efter drengen og han var tilstede, da Mads Madsen fandt drengen og trak ham op fra tørvekulens bund. Niels Christensen red sammen med Mads Madsen til Hasle for at anmelde drukningen. Øjensynlig trak de ikke drengen op ad tørvemosen.

Thor Madsen og Søren Rasmussen var vidner, da Mads Madsen kl. 10 om aftenen trak barnet op af kulen. Der var ingen tegn på slag eller andre tegn på slag. Vidnerne fortalte hvordan de frygtede, at Mads Madsens hustru skulle tage skade på forstanden.

27. juli 1775 – et 7 3/4-årigt barn druknet i tørvekule i Rutsker Pag. 042b
Politiforhør i anledning af Ole Larsen drukedet den 25. ds. om eftermiddagen i “Wassing” på den 26. sg i Rutsker sogn. Det druknede barn var Lars Smeds 7 3/4årige barn fra Hasle. Han vogtede får for Christen Lind i Rutsker sogn.

Foruden Christen Lind var barnets fader Lars Olsen Smed fra Hasle, Christen Lind af Kaasbygård 3. sg. i Rutsker og Christen Linds tjenestepige Karen Anders Jensdatter og Christen Linds hustrus søster Margrethe Elisabeth Jensdatter, såvel som Rasmus Jensen fra 26. sg., samt Christen Linds tjenestedreng Jens Mogensen.

Christen Lind fortalte, at Ole Larsen havde været hos ham i otte dage for at hjælpe med at vogte kreaturerne. Kvæget bissede, så kvæget var ikke ude. I stedet hjalp drengen Christen Lind med at stakke tørv fra kl. 1 om eftermiddagen. Han løb et par gange efter en hund, som han jagede bort. Da klokken var hen ved halv fire blev han borte. Christen Lind og hans tjenestedreng Jens Mogensen ledte efter ham. Straks så de bobler i tørvekulen, der kun lå 40 skridt fra hvor de var. Drengens hat flød på vandet. Da tørvekulen var 4 alen dyb kunne de ikke gå ud i den, men tjenestedrengen løb efter hjælp på gården. Rasmus Jensen havde en tørveskærer med sig og med den fik de fat i drengens skjorte og trak ham op. De forsøgte at tømme ham for vand ved at lægge ham på siden, men der kom næste intet vand ud af ham. Christen Lind red da til Hasle for at melde det til hans fader og byfogden. Byfogden var ikke hjemme, så han red derefter til sandemanden, der kom med ud til tørvemosen.

Tjenestedrengen Jens Mogensen på 16 år og pigen Karen bekræftede deres husbonds forklaring.

Rasmus Jensen og Mogens Mogensen på Rasmus Jensens fortov vidnede om episoden og sagde, at der var stejle kanter ned til kulen.

Faderen Lars Olsen fortalte at hans søn var 7 3/4 år og at han var selv tilstede da barnet blev synet. Der var ingen synlige tegn på slag eller andre skader på drengen.

14. oktober 1775 – ægteskabsproblemer og vold i Olsker Pag. 044b
Anna Peder Tommesens og hendes fader Niels Nielsen fra Skovgaaardsgrunden i Olsker sogn, havde klaget over Annas mand Peder Tommesen på 4 slg. fortov i Klemensker sogn.

Manden truet, behandlet hende ilde og beskyldt hende for at ødelægge deres næring, så hun var ved at miste forstanden.

Foruden manden, var følgende vidner indkaldt: Arist Pedersen på 4 sg. gård, Mogens Gottfriedsen på 5 sg., Haagen Haagensen på 4 sg. fortov, Anders Mogensen på 5 sg., Claus Ipsen på 6 sg. grund, alle af Klemensker sogn, og Hans Hansen på Vedbygrunden i Olsker sogn.

Manden Peder Tommesen kunne ikke acceptere klagen. Den påstand måtte hustruen bevise. Han ville klage over sin kone, der ikke blev hjemme og passede sin husholdning. 2 gange er hun flyttet hjem til sine forældre. Hun var ofte gået fra huset flere gange, hvor hun havde taget sengetøj og sit tøj med. I løbet af sommeren havde hun ernæret sig som amme til et barn, som nu er et år gammelt. Han mente ikke, at han havde slået eller truet hende. Det måtte andre bevise. At hun var blevet blodig og forslået i hans hus, måtte det skyldes en anden. Han havde ikke slået hende.

Arist Pedersen fortalte, at han synes ægteparret artede sig ordentligt, på nær den ene gang. hvor hun har kommet løbende til ham og fortalte, at hendes mand truede med at slå hende. Han blev bedt om at hende det ene barn. Og så var der en gang, at han kom over og ville tale fred mellem ægtefællerne.

Et godvilligt vidne Jørgen Mogensen, tjenende hos Anders Mogensen på 5 sg. i Klemensker sogn, havde set Karen 2 gange slået brun og blå. Og for otte dage siden gik han, sammen med Hans Hansen, forbi Tømmes hus, hvor han hørte stor alarm og skrig fra huset. De gik derind og fandt Karen blodig og det højre øre forrevet. Peder Tømme nægtede at det var ham, der havde slået. Der var ingen andre i huset en ham, så han løj for dem.

Haagen Haagensen i Klemensker sogn havde set fra sit hus, der lå ved løkken ved gærdet, at Karen havde slået ud efter sin mand med en rive, men hun ramte ikke.

Dernæst Hans Hansen på Berild Høgs grund i Olsker, der bekræftede Jørgen Mogensens udsagn.

Anders Mogensen af Klemensker bekræftede.

Claus Ipsen fra 6 sg. grund havde flere gange set Karen slået af sin mand. Manden havde truet med at sælge huset, så hun blev husvild. Han havde hørt at Peder Tømmesen havde bedt sin kone at gå “ad helvede til”.

Dernæst Hans Hansen fra Heslegaard, som mødte godvilligt. Han havde kendt Karens forrige mand Lars Jensen [Præstegårdens grund i Rutsker] og vidste at hendes nuværende mand havde en del at gøre med Karens afdøde mand.

Karen Peder Tømmesens hustru blev spurgt om hun ville leve et kristeligt liv med hinanden. Hun svarede, at det ville hun genre, men hun troede ikke at ægtemandens holdt sit løfte.

8. januar 1776 – rejse uden told til Blekinge Pag. 046b
Politiforhør efter anmodning fra tolder Krog. Det forlød at der forrige år i høstens tid var foretaget en rejse til Skåne af Peder Rørstrøm af Allinge med skomager Carl Møller med søn Ole Carlsen af Tejn. Med til Skåne havde de tre ankre brændevin og en del vraghamp.

Det var Peder Rørstrøms lille båd der havde gjort rejsen til Skåne sidste september måned. Han havde ikke haft brændevin med, men 2 sække hamp, som var “plukket blandt tangen” ved Tejn og som stammede fra kaptajn Eykmanns vrag. Han havde ikke toldkammerets tilladelse, men amtmandens rejse- og sundhedspas af dato 4. september 1775. Rejsen var gået til “Blekinge Wallen”, hvor Carl Møller ville “besøge sine folk”.

Carl Møller havde ikke en vejerseddel fra Toldkammeret på hampen. Han havde intet brændevin med sig.

De fik påtalt, at de ville blive straffet hårdere, hvis de fortsat nægtede, at de ikke  havde brændevin med og det så viste sig, at de de havde smuglet brændevin ud.

15. marts 1776 – om ulovlig krovirksomhed i Tejn Pag. 047a
Politiafhøring i anledning af præsten Lars Mahlers klage over Mogens Hansen Schous ulovlige krovirksomhed i Tejn i Olsker sogn.

Mogens Schou var syg og derfor ikke mødt. I hans sted mødte hans søn Hans Mogensen Schou af Rø sogn. Han kunne ikke vedgå klagen fra præsten, men indrømmede, at hans fader kunne have haft brændevin, som han havde solgt til gode venner.

Jens Mogensen af Tejn fortalte, at efter hans vidende var der tre i Tejn, der havde brændevin til salg, nemlig: Mogens Schou, Christopher Pedersen og Hans Bahn. Mogens Schou havde haft drik og spil både på søgne- og helligdage. Vidnet kendte dog ikke til rygtet om, at der hos Mogens Schou opholdte sig fremmede fruentimmere “for løsagtigheds skyld”. Han mente, at der både kom unge karle og gifte folk, der kom for at drikke og undertiden spille kort.

Jens Mogensens hustru Kirstine bekræftede sin mands første udtalelse og lagde til, at der ofte var slagsmål hos Mogens Schou, og folk havde ofte den vane, at de gik fra den ene til den anden. Men i følge Kirstine blev der drukket mest hos Mogens Schou.

Mogens Jensen (søn til Jens Mogensen og Kirstine) bekræftede forældrenes udtalelser.

Lars Jørgensen og Jens Andersen bekræftede også ovenstående.

Jens Andersens hustru blev ikke afhørt, da sagen synes helt oplyst.

Hans Bahn og Christian Pedersen lovede fra denne dag hverken at sælge øl eller brændevin.

Hans Mogensen Schou tilbød på sin faders vegne, at bøde lidt til de fattige, hvis han kunne slippe med en tålelig bøde. Sagen blev overdraget til amtmandens afgørelse.

15. maj 1776 – tjenestepiges udeblivelse fra tjeneste i Rutsker Pag. 048a
Politiafhøring efter begæring af Claus Christensen fra Rutsker sogn fra den 9. maj, efter at en tjenestepige Anna Jørgensdatter, der havde taget fæstepenge for at møde i sit fæste fra mikkels dag. Hun havde leveret pengene tilbage, da hun ikke ønskede at møde.

Hendes nuværende husbonde Hans Pedersen på Siegaard i Klemensker var mødt.

Anna Jørgensdatter havde akkorderet med Hans Pedersen om en løn på 10 sdr. om året og 2 par sko. Claus Christensen havde tilbudt 7 sdr. og et par sko. Da hun nu havde besluttet at blive i sin værende tjeneste, blev hun tilbudt at betale en fjerdedels årsløn som erstatning til Claus Christensen eller lade sig underkaste sig en politirets kendelse og den derved pålagte omkostning. Hun betalte derefter  7 mark og 12 skilling og 4 mark til rettens omkostning.

11. juni 1776 – Tilsigelse Pag. 048a – løs lap
der er Jens Chr. Prahls tilsigelse til Anna, tjenende hos Mogens Pedersen i Vedby og at møde ved et politiforhør i Hasle, torsdag den 13. juni 1776.

21. maj 1776 – strid om kirkestolene i Rutsker Pag. 048b
Politiforhør i anledning af en klage til amtmanden, skrevet af løjtnant Anders Christensen Rømer, dat. 6. maj.

Løjtnant Ole Hansen Sonne (28. sg. i Rutsker) havde siddet på lægten [pulpituret] med sin stedsøn og ikke i den stol, som han betalte for. Stolen på lægterne måtte ikke benyttes, da den tilhørte Anders Rømer for en årlig leje, hvilket landsprovsten ved en resolution havde bestemt. Sonne havde ikke hørt om dette ejerforhold og mente at han havde set andre sidde på lægterne. Og for øvrigt mente Sonne, at selvsamme Rømer havde inviteret ham der op.

Striden var opstået da Sonne tidligere havde sagt til Rømer, at han aldrig nogen sinde skulle kunne få stolen på lægterne.

Wefst Mogensen fra Borqvist kunne ikke erindre at det offentligt var blevet sagt, at den forreste stol på lægten tilhørte Rømer og måtte ikke benyttes af andre end ham. Wefst Mogensen vedkendte, at han i en af juledagene havde benyttet selvsamme stol. Jens Jensen som tjente hos Jens Svendsen i Rutsker, kunne heller ikke huske at han havde været i denne stol. Begge, der tilsyneladende nægtede at huske noget som helst, havde generet Rømer på lægten.  Der var mistanken om, at de hjalp Sonne i at chikanere Rømer, enten fordi han havde fået denne lukrative stol eller også fordi der var uvenskab mellem dem. [Sandsynligvis betragtede folk løjtnant Rømer som en lidt naragtigt personage. Hvorfor skulle folk ellers have rykket ham i parykken? ]

Rasmus Hansen var i kirken 1. juledag, men havde ikke lagt mærke til, hvem der sat i stolen på lægteren. Han havde  set en mand stå bag ved stolen og rykke kraftigt i stoleryggen eller rykke ham i parykken. Om det var Jens Jensen kunne han ikke erindre.

Mogens Høg kunne heller ikke huske hvem der havde stået bag Rømer og rykket i hans paryk og i stoleryggen. Mads Pedersen huskede heller intet fra gudstjenesten på første juledag.

Jørgen Hansen erkendte, at han havde været på lægten første juledag, men han havde ikke set eller hørt om stridigheder om denne stol.

Esper Pedersen på Rosendahle kunne ikke huske, at han havde stået bag løjtnant Rømers stol på lægten sammen med Jens Svendsens tjenestedreng Jens Jensen.

Ellen Jensdatter, der tjente hos løjtnant Rømer kunne heller ikke hjælpe med opklaringen.

Den konstituerede byfogden fik en udskrift af politiprotokollen til indsendelse til amtmanden, der måttetage stilling til denne sags fortsættelse eller ej.

13. juni 1776 – Tjenestepiges opsigelse af fæstekontrakt i Olsker Pag. 052a
En tjenestepige Anna Jensdatter, som tjente hos Mogens Pedersen i Vedby havde taget fæstepenge af Anders Hansen i Skovgaarden, men havde fortrudt og leveret pengene tilbage. Anders Hansen havde klaget over handlingen og ville nu have erstatning.

Anna Jensdatter var 26 år og havde tjent siden hun var femten år gammel. Først 7 år hos Anders Hansen, 1 år i Magaarden, halvt år hos Thor Larsen i Rutsker og derefter i 4 år til Mikkels dag i Vedby. Hun var blevet opfordret til at søge tjeneste flere steder. Og denne bøjlen til tjenestefolk, havde fristet hende til at tage fæstepenge. Hun havde lovet sig ud til Kofoedgård i Klemensker, dog uden fæstepenge. Med fæstepenge havde hun altså også af Else Margrethe Anders Hansens hustru.

Hendes værge var hendes morbroder Hr. Predbiørn i Rønne og hun havde ikke fortalt ham, hvad hun havde gang i. Hun var således blevet betalt 8 sdr. i fæstepenge hos Anders  Hansen.

Hun kunne blive fri af kontrakten hos Anders Hansen, hvis hun betalte en fjerdedel af en årsløn. Hun ville gerne betale pengene, men hun havde intet at betale med. Mogens Pedersen betalt 2 mark for pigen og lovede hende forudbetaling, således at hun kunne betale sin skaf.

9. september 1776 – mand (Søren Olsen) beskylder kone for vold i Tejn Pag. 053a
Politiforhør på Hasle tingsted.

Søren Olsen klager over sin hustru Margrethe Mogensdatter for slagsmål og undsigelse. [Havde Heslegård i Olsker sogn til medio 1775, hvorefter de var flyttet til Tejn]

Klageren var ikke ankommet ved starten. Det var hans hustru, samt følgende vidner: Peder Andersen og hans datter og læredreng, Jens Mogensens hustru Kirstine af Tejn.

Retten ventede på klageren, men da han ikke var mødt kl. 10, gik forhøret i gang. Hans hustru kunne ikke på nogen måde se en sandhed i ægtemandens klage, men hun erklærede, at hun ikke levede i enighed med sin mand. Hun havde ikke kastet noget efter ham.

Imidlertid ankom nu ægtemanden, som ønskede de indkaldte vidner afhørte. Dommeren ville ikke afhøre vidnerne under ed, da sagen var af så delikat sag, af der måtte anordnes et forsvar inden.

Første vidne var Martha Jons fortalte, at da hun for nogle dage siden var hos Jens Mogensen for at “giæle” sild, kom Søren Olsen ind og var meget blodig i ansigtet. han sagde, at hans hustru havde slået ham. Samme dag havde hun mødt Sørens hustru, der godt nok indrømmede at de havde trættedes. Hun havde vist hende hendes venstre arm som var gul og blå. Hun sagde at det var mandens skyld, samt at han havde stået hende med “stelle kieppen”. Mande havde kaldt hustruen for “en tyve tæve” og havde beskyldt hende for horeri. Martha vedkendte at hun havde hørt Søren påstå, at hans hustru ville forgive ham med en forgiftet pandekage. Søren Olsen afbrød vidnet og sagde, at det blev sagt i forbindelse med, at hustruen ikke selv ville spise af pandekagerne. Vidnet tilføjede at to af døtrene havde uden problemer spist af pandekagerne.

Dernæst Peder Andersens datter Kierstine, der havde tjent hos Søren Olsen og hustru for et år siden, da de boede på Heslegaard. Hun fortalte at de sloges ind imellem, men hun kunne ikke sige, hvem der havde skylden, da hun ikke var inde i stuen hos dem. Men hun havde måtte tage et barn fra dem, da det var ved at komme i mellem dem under deres slåskamp. En anden gang havde hun måtte hjælpe hustruen at løsne et bånd fra huen, der var bundet så stramt under hagen, at det kunne have kvalt hende.

Dernæst Peder Andersen, som nu boede på Christen Linds grund i Olsker og som for nogle år siden havde været i slaveri for nogle forseelser. Peder Andersen var sidste år hos Søren Olsen for at hugge tømmer til ham. Søren havde gået og ledt efter sin hustru og fundet hende på Jens Mogensens høstænge. Da Søren ville havde hende ned, så hun kunne lave mad til folkene, hvade hun sagt nej. Da Søren havde prøvet at krybe op efter hende,havde hun slået ham på knoerne og havde sagt: Kryber du her op, “skal jeg se dit hjerteblod”. Vidnet kendte ikke til årsagen til deres stridigheder.

Næste vidne var Mogens Hansen, som var Peder Andersens læredreng havde også set optrinet i laden. Han havde som sin læremester set Søren Olsen krybe op via en bådemast til hustruen, der havde slået ham med sin høtyv.

Dernæst Ole Carlsen af Tejn, der havde overværet at Søren havde brudt sin hustrus kiste op, for at se om der var tyvekoster. Han havde også hørt Søren kalde sin hustru for hore og tæve, samt for nogle dage siden set Søren Olsen ligge blodig på gulvet, uden dog at vide hvordan han var kommet der. Sidste lørdag havde hustruen kommet ind til dem efter at manden havde slået. Han hældede mest til at det var Søren Olsens skyld.

Jens Mogensens hustru Kierstine af Tejn havde hørt at mande havde kaldt hustruen for hore og morder tæve, men hun havde ikke set dem slås. Vidnet fortalte at Grethe for et stykke tid siden var kommet ind til dem for at skjule sig for manden på deres høstænge fordi manden havde slået hende grøn og blå. Han havde været noget drukken.

Herredsfogden ville ikke afhøre deres datter, da barnet i så faldt skulle vælge side og følge faderen eller moderen.

Herredsfogden prøvede at forene mand og kone. Margrethe ville gerne leve et kristeligt liv i enighed med manden. Søren ville derimod finde flere vidner for at bevise sin påstande. Herredsfogden fortalte manden, at ifølge loven kunne han blive dømt for tyranisk handel mod sin hustru og dømmes til Bremerholm. Søren Olsen ville ført forenes med sin hustru, hvis hun leverede de 100 sdr. tilbage til ham, som hun havde fået som skødegave da de solgte deres gård. Han ville vide hvor disse penge var. Han ville så sætte dem på rente og hun skulle nyde rente af dem.  Grethe ville ikke give pengene til ham, da hun så risikerede at de ville forsvinde..

Herredsfogden sluttede hermed afhøringerne.

9. oktober 1776 – hustruen anklager manden for vold og for mened – Tejn Pag. 055a
Margrethe Søren Olsens hustru havde den 30. september klaget over sin mand og hans slette levned og opførsel mod hende.

Søren Olsen var ikke mødt. Denne gang blev vidnerne taget i ed. Første vidne var Martha Johns, der fortalte at Søren Olsen havde forsøgt at bestikke hende til at vidne mod sin hustru. Hun havde fået 3 sdr og lovet, at hun ikke skulle savne brød dette år. Søren Olsen ville have hende til at fortælle, at hustruen havde slået ham med en “tærskel” og en anden gang havde slået ham tre gange i hovedet med en stokkekølle. Hun havde derimod set at Søren Olsen for tre uger siden havde slået sin hustru, så hendes mund og næse blødte. Hun havde også set ham pisse på sin kone. Hun havde hørt fra parrets datter at faderen også havde pisset i hendes kiste. Martha mente også, at Søren havde slået sig på “dovenskab og Slattenhed og slet intet foretager sig at arbeide”. Hun var også bange for at han i sin ladhed skulle volde andre fare, såsom ildebrand.

Christian Rasmussen var imidlertid gået fra tingstedet og blev derfor ikke afhørt.

Jens Mogensens hustru af Tejn fortalte, at Margrethe kom mikkelsdag om aftenen var kommet i sin bare særk, da manden havde truet med at sætte ild i deres hus.

Christian Rasmussen var nu kommet tilbage. han var blEvet tilbudt 20 sdr. for at vidne om Sørens hustrus mordplaner mod ham. Senere i søndags havde Søren lovet ham og Svend Baqge hver 5 sdr., hvis de ville vidne falsk mod sin hustru. Vidnet sagde, at sidste gang Søren Olsen havde arbejdet var da de høstede, siden havde han gået på kroen.

Dernæst Lars Diderichsen af Olsker sogn havde hørt Søren Olsen ville slå sin hustru til krøbling. Han sagde at Søren Olsen “jævnt hen tager sig en syp”.

Bendt Jørgensens hustru Karen Jørgensdatter af Olsker sogn fortalte, at da de boede på landet, havde datteren kommet ind til dem og bedt dem om at redde moderen som var ved at få tæv af faderen.

Mogens Schou af Olsker sogn fortalte, at han engang for flere år siden besøgte Søren Olsen, da de boede i Østerlars sogn. Margrethe havde fortalt ham, at hun var blevet slået både “døs og brusten”.

[Søren Olsen første hustru var Barbara Hansdatter, som døde i 1763.  Da boede parret på 11 vg Kirkebogaard i Østerlars. I 1764 giftede han sig med Margrethe Mogensdatter og flyttede i 1765  til 4 vg Rågelundgaard og i 1767 til 36 sg. Pilegaard i Østerlars]

Hans Pedersen af Olsker sogn fortalte, at Søren Olsen opholdte sig mest på kroen.

Jens Mogensen af Tejn og Mogens Jensen af Tejn bekræftede flere af historierne.

Dernæst Margrethe Sørensdatter – den anklagedes egen datter – fortalte, at han havde truet hendes stedmoder med så mange slag, at hendes tarme ville gå af hende. Hun frygtede at han ville slå stedmoderen ihjel.

Bendt Jørgensen af 1. vaarnedegaard i Olsker, Jens Andersen af Tejn, Jens Hansen af 33. selvejergaard i Olsker sogn, samt Ole Carlsen Møller, som gik til konfirmation i søndags og var 20 år gammel forklarede alle nogle af de samme historier som de forrige afhørte personer. Det samme med vidnet Hans Jensen fra Kildesgård i Olsker.

Søren Olsens hustru fremstod, at hun ikke turde leve sammen med manden. Hun bad om udskrift af politiforhøret og ville bede om øvrighedens assistance.

20. juni 1777 – om kroer i Tejn Pag. 067a
Politiforhør i anledning af en klage fra Jens Mogensen og Kirsten Ole Thomesen fra Tejn af dato 10 juni. Den anklagede var Christopher Pedersen.

Christopher Pedersen var anklaget for at holde kro, selv om han for et år siden var blevet forbudt af fortsætte med den beskæftigelse. Han bedyrede, at han kun havde solgt lidt til sine kammerater og han mente “ikke at det var saa meget ulovligt at sælge en enkelt skilling brændevin imellem”.

Første vidne Jens Andresen af Tejn vidste af Christopher solgte en skilling brændevin ind i mellem. Han solgte dog ikke øl og han mente ikke at have hørt om nattesæde eller “anden usømmelighed”

Næste vidne var Margrethe Søren Ols fortalte, at hun havde hørt at der blev spillet kort hos Christopher. Hun mente ikke at der var spil og den salgs hos Jens Mogensen. Hos Ole Thomsen, vidste hun, at der havde været lystighed og spil til klokken 8 eller 9.

Christopher Pedersen lovede at kun at sælge brændevin til hans fiskende kammerater, sådan som han tidligere havde fået tilladelse til.

28. juni 1777 – Tab eller tyveri af 250 sdr. -Søren Olsen i Tejn Pag. 067b
Om at Søren Olsens angivelse af at have mistet 219 sdr i banco sedler og 31 daler i sølvpengepenge. Søren Olsen afhørte selv vidnerne.

Hans Bahns hustru Bodel havde set Søren Olsen i sit hus torsdag for 8 dage siden. Hun så 2 forseglede pakker, som efter sigende, skulle være penge. Han betalte brændevin af nogle penge han havde i et tørklæde. Han drak for 8 skilling. Hun kunne ikke sige hvor pakkerne blev af, men hun havde kun “haft hænderne på” de 8 skilling, som han købte brændevin for. Hun mente, at Søren Olsen havde gået bort med pengene igen. De øvrige personer i stuen, som eventuelt kunne bevidne dette var: Lars Diderichsen, Søren Olsens hustru Margrethe, vidnets mand Hans Bahn og Lars Diderichs søn Mogens. Da han gik fra Hans Bahns stuen havde Lars Diderichsen ham i den ene arm og hans kone i den anden arm og drengen Mogens Wefsten gik med ned til Tejn. Hun havde sagt til ham, at han ikke skulle gå ud om natten med så mange penge på sig.

Hans Bahns hustrus moder Kirsten Ole Thomsen bekræftede at Søren Olsen havde stoppet en pakke i bukserne inden han forlod stuen.

Hans Bahn var ikke hjemme, da Søren Olsen kom til hans hus. Han kom senere og overværede, at Søren Olsen havde taget penge fra vestelommen og betalte for brændevinen. Dagen efter, da Søren Olsen kom og beklagede sig over at have mistet pengene, havde han sagt til ham, at han skulle have blevet hos dem og ikke gået til Tejn.

Lars Diderichsen havde sammen med sin søn fulgt Søren Olsen og hans hustru til Tejn. Han havde fulgt dem helt ind i huset, hvor hustruen havde hjulpet Søren Olsen af klæderne for at gå til sengs. Han havde forladt dem inden. Søren Olsen havde fået pengene af Ole Sonne Ibsen.

Hans Hansen fortalte, at Lars Diderichsen havde fortalt- hos Hans Pedersen – at da han kom med Søren Olsen, havde han taget sølvpengene af hans lomme og leveret dem til konen. Lars Diderichsen havde ikke fortalt dette under sit vidnesbyrd. Lars Pedersen havde hørt denne samtale hos Hans Pedersen og at sedlerne var i en taske.

Jens Mogensen af Tejn havde hørt om Søren Olsens penge, men han vidste ikke hvor de var. Lidt over midnat var Søren Olsens hustru kommet over til ham og bedt om, at nogen ville gå med hende hjem, da hun ikke turde være alene. Jens Mogensens søn var gået med hende. Han sagde at Søren Olsen og Lars Diderichsen var gået fra hende.

Herredsfogden afbrød afhøringerne og mente, at Søren Olsen måtte anlægge sag og sigtelse ved den almindelige ret.

25. oktober 1777 – tjenestedreng havde taget fæstepenge to steder – Klemensker Pag. 069a
Niels Andersen Dam fra Vestermarie klagede over, at en dreng Peder Larsen ikke var mødt i tjeneste hos ham mikkelsdag, men var taget i tjeneste hos Hans Hansen Holst i Klemensker sogn.

Niels Andersen afhørte Peder Larsen, som fortalte, at han tjente hos Jens Mortensen på 2 v.g i Klemensker. Han vidste godt, at han ikke kunne tage fæstepenge af flere end een, men han mente han bare kunne levere pengene tilbage efter at han havde besluttet sig at tage et andet fæste.

25. oktober 1777 – ildebrand 8 vg. i Rutsker Pag. 069b
den 13. september 1777 blev Claus Johansen Anchers gård (8. vg.) og gods lagt i aske. Et rygte skulle efterprøves.

Jørgen Hermandsen der boede på Lille Dammegård i Klemensker var indkaldt som vidne, men var udeblevet, da han havde bryllup selv samme dag.

Morten Pedersen på 14 sg. i Rutsker havde ikke set ildebrande starte, men var blev hentet umiddelbart efter. Han fortalte at rygtet sagde at Jørgen Hermannsen skulle have sat ild på gården. Men det betragtede han som løs snak.

Andreas Johansen på 3 sg. i Rutsker sogn var Jørgen Hermansens stedfader. Han havde været hjemme den aften som ilden begyndte på 8 vg. Jørgen var gået ud med sin bøsse om aftenen og var først kommet hjem ved 9 eller 10 tiden. de havde ikke snakket om hvor han havde været.

Karen Hermansen – Andreas Johansens steddatter – havde snakket med sin broder om, at han var bange for at blive beskyldt for branden.

Claus Johansen Anchers steddatter Birgitte Hansdatter var hjemme og havde hørt ilden knitre og knage i huset, men hun vidste intet om ildens opståen.

Wefst Pedersen – Claus Johansens stedsøn – kunne ikke oplyse andet end rygter – som han ikke troede på.

Jørgen Kruse Nydammen havde haft besøg af Jørgen Hermansen en aften. Han var kommet for at betale en gæld på 3½ mark i kobbermønter. Han synes, at kobbermønterne havde være i ilden eller var rustnet i en kiste (?) en anden dag ville han have for 1 skilling brændevin. Han havde en bancoseddel, som synes at have lidt skade.

Peder Hansen Tulleborg kendte intet – havde kun hørt rygter.

Thor Peders datter Anne vidste intet. Otto Post af Vang vidste intet, men synes at det var mistænkeligt, at ilden opstod i den del af huset som ikke blev brugt.

Mads Madsen af Vang kendte kun rygter.

Claus Olsen på Bakkegaarden sagde, at han ikke kendte årsagen. Da han kom til ildebranden stod alle fire længer i lys lue.

Peder Thorsen af Rutsker vidste intet.

28. november 1777  – Skibs stranding ud for Kaas og gods stjålet Pag. 071a
Sø- og gæsteret i Hasle i anl. af coffardikaptajn Johan Henrich Wissendorphs stranding ud for Kaas. Skibet kom fra Wismar.  En del gods, skibsredskaber og proviant var mistet. Kaptajnen og skibsfolkenen ville bevise, at der var forsvundet 200 pund fastbrød og 20 pund blødt brød, 7 lispund smør, 1 tønde saltet flesk, ½ tønde saltet torsk, et nyt Bonet Spil (?), en nye stormklyver, en ny taljeblok, et nyt  Br…(?) Spil, et Bådesejl, en Safne (?) i lærred, en kobbergrødkedel, en silke Paque, en stor skibslanterne, et anker brændevin, spejl med forgyldt Ramme. Alle disse varer var bragt i land og der var stillet vagt ved godset.

Kaptajnen fremstillede styrmanden Michel Conrath, tømmermand Johan Østerland, matroserne Michel Christian Rytter, Daniel Heemand og kokken Johan Scheitz. Alle udtalet under ed, at disse varer var bragt i land.

Ansvaret på land var Peder Madsen og Jens Hammer begge fra Kaas.

Mandskabet kunne ikke blive på Bornholm ret længe, men kaptajnen udbad sig rettens hjælp til at finde dette bortkomne gods.

16. december 1777 – afhøringer om forsvundet strandingsgods Pag. 071b
Fortsat undersøgelse af det bortkomne strandede gods. Kaptajnens kommissærer var “Mahlen & Bidstrup”.

Peder Madsen fra Kaas blev afhørt. Han havde været med til at ro fra den forulykkede skib til land med gods. Det skete fra om eftermiddagen fra kl. 4 til 4½. På land stod sandemand kaptajn Hans Kofoed og tog imod. Så vidt han vidste, blev bjærgekontrakten først underskrevet næste morgen kl. 5. Han kendte intet til de forsvundne gods, mad og nogle flasker Arrach og karduser tobak. Han huskede at han roede kød ind til land. Skibet gik i stykker i løbet af natten, hvornår huskede han ikke. Han vidste, at noget sejl var borte, men var vist kommet tilbage igen.

Dernæst Jens Hansen Hammer af Kaas, som bekræftede Peder Madsens vidnesbyrd. Han havde fundet 2 dukker silke og uldtråde af gul farve.

Peder Pedersen af Rutsker sogn og Christen Lind af Olsker sogn kendte intet til den forsvundne gods.

26. september 1778 – ildebrand i hus i Tejn – Søren Olsen anklaget Pag. 073a
Politisagen var ønsket af Jens Mogensen i Tejn, Hans Pedersen af Olsker sogn og Michel Grønbech af Sandvig og formålet var at opklare en ildebrand, der skete natten mellem torsdag og fredag, som lagde Jens Mogensens hus i Tejn i aske.

Den mistænkte var Søren Olsen, som havde et slet forhold, var uordentlig og levede næsten som en løsgænger. Huset, som brændte, var tidligere ejet af Søren Olsen, men han havde skødet det videre til Jens Mogensen.

Søren Olsen nægtede kendskab til ildebranden, men han kunne ikke nægte, at han havde været i Tejn kl 10 eller 11 om aftenen. Tidligere havde han spist aftensmad hos Lars Jacobsen Gartner. Han ville have besøgt Jens Mogensen, men da lyset var slukket, havde han gået hjem til Hans Pedersen i Olsker sogn, hvor han boede.

Christian Rasmussen af Tejn havde dagen før ildebranden været hos Hans Bahn “oven Tejn” for at få lidt brændevin. Her mødte han Søren Olsen, der havde sagt noget om at han ville gøre bryde ind i Jens Mogensens nordre længe og få fat i nogle penge der lå der. Så kunne de to drikke pengene op. Men da der var lås for, ville Søren Olsen dirke den op. Christian Rasmussen fik dirken vristet fra Søren, som han så gik ned til Jens Mogensen med. Han advarede Jens Mogensen og sagde, at han skulle passe på Søren Olsen, da han ville bryde ind i husets nørre længe. Søren Olsen havde truet med ildebrand flere gange.

Jens Madsen af 24 sg. i Olsker havde stået vagt ved brandstedet. Han fortalte at Søren Olsen blev betragtet som et ondt og farligt mennesker, hvilket han ikke kunne genkende.

Mogens Hansen Schou af Tejn fortalte at Søren Olsen havde sagt “den røde hane skulle gale over Jens Mogensens hus og hjem” og dermed fortalt, at han havde sat ild på huset den nat inden han var gået hjem.

Søren Olsen havde erkendt overfor Marthe Johns af Tejn, at han havde sat ild til huset og derefter ilet sig hjem og gået i seng.

Anna Karl Møllers af Tejn bekræftede Søren Olsens udsagn om gerningen. Han havde ikke benyttet en bøsse med flinte, men en svovlstikke.

Søren Olsen havde også fortalt Terchild Pedersen af Tejn at han havde brændt huset af.

17. oktober 1778 – tjenestedreng løb af tjenesten i Olsker Pag. 074a
Efter Jens Hansen på 33 sg. i Olskers ønske blev der holdt politiforhør da hans tjenestedreng Anders Pedersen uden årsag havde forladt tjenesten.

Hans fader Peder Andersen var mødt sammen med drengen. Fader, tjenestedreng og husbonde blev enige om et forlig, der sagde, at drengen skulle have 12 slettedaler og et par sko. Omkostningerne delte parterne med 2 mark hver.

11. juni 1779 – ulovlig bebyggelse på lyngen i Klemensker Pag. 074b
Sandemand løjtnant Peder Kofod havde angivet til amtmanden at udbygger Jens Andersen havde sat et stolperum hus på kongens lyng.

Udbyggeren Jens Andersen var mødt, tillige med udbyggerens husbond Hans Svendsen, som også var rodemester.

Udbygger Jens Andersen ville ikke tilstå anmeldelsen. Vel stod måske den nordre stolpe på lyngen og den søndre står på stenene af det gamle gærde, men det mente han ikke var ulovligt. Han havde boet på 35 sg. grund i fire år (35 sg = Kjølleregård i Klemensker sogn). Han forklarede, at huset oprindeligt var en et skur med noget lyng på, hvor fårene kunne lægge sig under. Jens Andersen havde ingen tilladelse til at rejse huset, da han mente, at det ikke kunne fornærme nogen. Det var først nu, han var blevet klar over, at det var ulovligt. Han ville, om det blev pålagt ham, nedtage huset og betale en bøde efter hans fattige evne.

Jens Andersen var 26 år og sidder i fattigdom med kone og to stedbørn.

To stokkemænd havde besigtiget åstedet og tegnet et kort. Det oprejste stolperum var til nordre side 4 alen og et til 2 qvarter; til østre side 6 til 7 alen; til søndre side 2 til 3 qvarter” Kortet følger sagen. Begge stolperum stod på lyngen. Rodemesteren godkendte tegningen, som passede på hans opmålinger på nær et qvarters på den nordre side,.

Hans Svendsen havde selv været rodemester, men ikke vidst at det var forbudt at sætte et stolperum på kongens mark.

18. juni 1779 – om ulovligt rejse til Skåne   Pag. 075a (075b og 076a – oversprunget!)
Afhøringen på forlangende af at tolderen, fordi Jens Korp ikke var mødt til afhøring sidste mandag på Hammershus Birketing. Manden skulle forhøres om han sammen med Peder Hansen i Sandvig var på rejse til skåne sidste november måned.

Jens Korp bekræftede, at han havde været med i Skåne, hvor Peder Hansen havde 13 tønder ærter og nogle skind med i en pose. Peder Hansen havde sagt til den anden medrejsende Peder Olsen, at han havde toldpas til rejsen. I fiskerlejet Kivik fik de for hver skæppe ærter 2 svenske daler eller 2 mark 6 skilling dansk. Han vidste ikke hvad de fik for skindene.  Det var planen at turen skulle gå til Blekinge, men formedelst tåge og “tykt vejr” kom de til Kivik, efter at de havde fået landkending ved Steenshøe. De lå i Kivik i 8te dages tid. Med tilbage havde de 6 lispund bladtobak, men den blev fordærvet på grund af søgang og regn. De havde betalt 3 eller 4 svenske dalere for et lispund. De havde ligge en hel nat i Aahuusebugten, de fik Christiansø i kending. Båden gik til Gudhjem hvor han forlod den med tobakken.

4. november 1779 – om ærekrænkende udtalelser af lediggænger, Olsker sogn Pag. 075b
Samsing Andersen på 16 sg. i Olsker havde klaget til amtmanden over en lediggænger, der havde angrebet hans søn Samsing Samsingsen  Buch på liv og ære.

Den anklagede var Peder Mogensen Schou var mødt med sin fader Mogens Schou af Tejn. Peder Mogensen Schou var 17 eller 18 år. Han påstod at han kunne læse lidt i en bog, men han havde ikke været til konfirmation og han vidste ikke om han stod i sø- eller landmilitsen. Han fejlede ikke noget legemligt, men faderen sagde at han “aldrig har været ret klog”.  Han boede hjemme hos sin fader, som sagde, at sønnen var lidt doven.

Det første vidne var Jens Hansen af 33 sg. grund i Olsker sogn, havde hørt Peder Schou kalde Samsing Buch “aller forsmædeligste ord” så som “ved at have sin legemlige omgang med Mærrer”.  Peder Schou havde sagt, at “Samsing Buch havde været paa en Mær og havt Pikken inde, og sagde, at han kunde sige det for han kunde bevise det”. Jens Hansen kunne ikke sige noget ondt om Samsing Buch, som hverken var tosset eller tåbelig.

Martha Jensdatter og Jens Jensen tjente begge hos Jens Hansen og bekræftede hans vidnesbyrd.

Margrethe Larsdatter tjente hos Anders Erichsen på Dyngegaarden havde hørt mange skarnagtige ord fra Peder Schou, som var stilet mod Samsing Buch. Hans Larsen på 26 sg. grund bekræftede dette. Hans Jensen på 17 sg. i Olsker ligeledes bekræftende.

Et tingsvidne blev herefter bestilt til Amtmandens orientering og stillingtagen.

4. november 1779 Trusler med vold mellem brødre og familie (Rø og Tejn) Pag. 076b
Kl 1 eftermiddag holdtes politiforhør efter amtmandens ordre. En ungkarl Mogens Andersen skomager, der boede hos Marcus Marcussen i Rø sogn, havde klaget til amtmanden over hans broder Peder Andersen for hans løsgængeri og overlast på ham, deres moder og søster, samt en anden pige.

Peder Andersen opholdte sig hos løjtnant Schou i Slotsvangen for at tærske.

Flere vidner var indkaldte. En pige Anne Hansdatter, som var løsgænger, kunne ikke findes og derfor ikke mødt på tinget.

Svend Bagge vidnede, at han og Peder Andersen havde været på besøg hos Peder Andersens moder for at søge pigen Anna Hansdatter, som skyldte han noget. Kvinderne blev arrige på Peder, så han truede dem med en kniv. Han mente ikke, at han havde slået sin moder. En anden gang var han med Peder Andersen til Peder Bødkers hus i Tejn. Det var ved midnatstid og de havde kastet sten mod bødkerens vinduer. Han vidste at Mogens Andersen var der inde. Peder Bødker var kommet ud og der synes at opstå slagsmål, så Svend havde skønsomst forladt selskabet.

Dernæst Lars Pedersen, som var klagerens læredreng og søn til Peder Bødker i Tejn. Han havde set, hvad der skete den nat, hvor Peder Andersen kastede sten på vinduerne. Årsagen var at Peder Andersen og en anden (Peder Haagensen), samt Hans Korup (Korp?) havde gået fra en kro i Tejn og nu ville have øl hos bødkeren. Bødkeren nægtede det og ville så selv bryde ind og tage øllet. dette blev forhindret af Bødkeren og hans hustru. Et væsentligt ærinde var at få fat i Mogens Andersen, som var i huset. Bødkeren og hans hustru nåede at barrikadere sig bag en låst dør. De lovede, at hive tarmen ud af ham, når de engang mødte ham på vej eller sti. Peder Andersen lovede at han ville gøre en ulykke på dem.

Peder Bødker og hustru Ellen bekræftede sønnens udsagn om Peder Andersens trusler mod dem.

Mogens Hansen Schou forbigås som vidne.

Næste vidner var Ole Schou og Karen Peder Andersens, som er Mads Larsens datter. Peder Andersen havde udtalt en dødstrussel mod en ubekendt og lovede at han ville brænde en gård af. Ingen havde dog hørt hvem han ville dræbe og ej hvilken gård han ville brænde af.

Konstablerne fra København Johan Haagensen og Hans Kurup ville ikke lade sig afhøre, da det mente, at det burde sket ved krigsretten.

5. februar 1780 – falsk rigsdalerseddel i Klemensker Pag. 077b
Afhøring i en falskmøntersag. Peder Larsen på 22 sg. i Klemensker havde leveret en falsk Bancoseddel til amtsstuen, da han skulle betale sine jordebogspenge. Den falske seddel blev fremvist.

Peder Larsen erkendte, at det var ham, der havde leveret amtsstuen sedlen, som de ikke ville godkende. I stedet måtte han betale i courantmønt. Han havde fået sedlen samme dag af købmand Rasmus Marcher i Rønne for et stykke slagte kreatur, som han havde leveret. Han havde også fået en anden 1 rigsdaler seddel for en tønde havre af Jørgen Jørgensen, Bjørnegård i Klemensker, men den var ægte. Peder Larsen  kunne hverken læse eller skrive.

7. februar 1780 – en 26 årig kvinde med uægte barn beskyldes for tyveri i Tejn Pag. 078a I byskriver Favers gård.
Hans Larsen i Tejn havde klaget til amtmanden, at et kvindemennesker ved navn Kirstine Christiansdatter havde stjålet hør og uld. Der var sket en ransagning hos kvinden, men der var ikke fundet noget af det savnede. Hans Larsen fastholdt trods alt anklagen. Hans Larsen kunne ikke svare på spørgsmålet om, hvorfor han ikke havde efterlyst kosterne på kirkestævnet. Han havde udpeget tre hælere i Tejn. og sandemanden havde foretaget en ransagning hos disse tre. Den skriftlige rapport var ikke udfærdiget, så denne del af sagen kunne ikke udføres.

Kirstine Christiansdatter var mødt, men ikke hendes fader Christian Rasmussen. Kirstine sagde, at hun var 26 år og født i Tejn. Hun havde været hjemme indtil hendes moder døde for 8 eller 9 år siden. Derefter havde hun levet af at være spindepige, som f.ex.hos Mads Larsen på Bådstadsgård. Hun havde ernæret sig ved sin rok og hun boede der hor hun arbejdede. Hun kan ikke tage fast tjeneste, siden hun havde endnu et spædt barn ved brøstet. Hun var kommet til Hans Larsen og var hos ham 8 dage efter mortens dag sidste år. Hun nægtede at have stjålet noget fra Hans Larsen og solgt til de tre navngivne personer. Efter at have boet hos Hans Larsen var hun flyttet hen til Hans Schou i Tejn med sit barn.

Randsagningsmændene Sandemand Nicolai Pedersen, korporal Ole Sonne, Jens Hansen og Terchild Diderichsen fortalte, at de havde ransaget hos Hans Bidstrup, Lars Jacobsen Gardeneer og Jep Pedersen og fundet adskillige ting, som Hans Larsen genkendte som værende hans. De tre hælere sagde, at de havde købt uld og hørgarn af Kirstine Christiansdatter, men ingen af dem kunne huske, hvad de betalte.

Hans Bidstrups hustru af 27. sgs grund fortalte at hørren var af tysk oprindelse og at det var købt af Kirstine Christiansdatter, sammen med en blåknyttet trøje, son hun havde forklaret var købt af Hans Schou i Tejn til hende. En mindre del af hørren var købt hos Jonas i Allinge.

Lars Jacobsen Gardeneer var blevet overtalt til at give Kirstine Christiansdatter en kjole, som hun kunne stå åbenbar skrifte i.

Jep Pedersen af Tejn mødte, da hans hustru var syg. Han vedstod, at han havde købt forskellige effekter af Kirsten Christiansdatter for nogle billige penge og noget smør. Hans Johansen, Hans Bahns hustru Bodel og søster Ellen havde hørt Kirsten Christiansdatter tilstå tyveri fra Hans Larsens kiste og fra hans sæk.

Kirsten Christiansdatter fortalte at de havde truet hende med en pal til at tilstå tyveriet

16. juni 1780 – manglende skifte efter afdød i Rø sogn Pag. 079b
Politisag om arvesvig i Rø sogn, da enken Catrine Aritsen døde. Hendes efterladenskaber var forsvundet, Følgende personer var indkaldt som vidner: vurderingsmændene var Mads Larsen af Olsker sogn, Marcus Marcussen af Rø sogn,  samt Mads Larsen af Olsker sogn.

Vidnerne forklarede, at den afdøde Catrine Rasmus Aretzen var et almisselem i Rø sogn, som tiggede og som nød en part af midlerne, som præsten havde at gøre godt med. Nogle gange var hun “ved god forstand og undertiden gandske forvildt i sit Hoved”. Ingen troede, at hun skulle have noget til begravelsen andet end en “knap” til sin begravelses omkostninger.

Det første vidne var Mads Larsen. Han fortalte, at da hun lå syg, ville hun ikke beholde nøglen til de to kister, som stod i stuen. Nøglen til kisterne gav hun til Marcus Marcussen med besked om at de skulle leveres videre til Mads Larsen. Dem beholdte han et par dage. Da hun døde begav Mads Larsen sig straks til stervboet. Han lukkede kisten i stuen op og fandt  hendes ligklæder, som hun havde fortalt. Dem fik hun på. Ellen Peder Bødkers fra Tejn var tilstede og de konstaterede, at der ikke fandtes klæder eller andet end værdi. Det eneste man kunne regne af værdi var en lille kakkelovn og 10 sdr. som Poul Larsen skyldte hende og som skulle bruges til begravelsen.

Mads Larsen fortalte, at Peder Bødkers hustru, som man sagde var i den nærmeste slægt, tilbød at gå til øvrigheden og anmelde dødsfaldet og fortælle, at der intet var at arve. Marcus Marcussen gav anmelderen 1 sdr for at gøre det. Marcus Marcussen havde hjulpet den afdøde med underhold og brændsel den sidste tid.

Dagen efter at den afdøde var begravet kom Anders Mogensen fra 5 sg. i Klemensker til stervboet. Anders Mogensens fader var søster til den afdøde. Marcus Marcussen, Hans Ipsen på 21 sg i Rø sogn, Poul Larsen og hustru som boede på stedet, Lars Pedersen Bødker og hustru var til stede. Alle var fra Rø sogn. Da de skulle åbne døren til huset og til kisterne blev der fortalt, der der var sket et tyveri medens Mads Larsen havde haft nøglerne. Mads Larsen var rede til at afgive sin ed på, at han ikke havde taget noget.

Anders Mogensen og Lars Pedersen Bødkers hustru Ellen tømte begge kister og lagde alt ud på bordet. Mads Larsen kunne erindre at det bestod af nogle trøjer og skjorter, lagener, skoe og tøfler, 2 ruller, et blaagarn og et hørgarn. Bødkerens hustru fik et rødt skørt. Resten blev lagt ned i kisten igen. Marcus Marcussen fortalte at kisten havde tilhørt en karl, som havde var i tjeneste hos Rasmus Arritzen, men som gik i kongens tjeneste. Anders Mogensen tog kisterne. I den anden kiste var der forskellige sorter ulden og linnet. Dette blev delt ud til til bl.a. Ellen Bødkers. Hans Ibsens havde en vogn med, som han han lod sin søn køre til Klemensker til Anders Mogensen. En øxe, trækar, gryde, tøjrejern og andet småt blev fordelt.

Poul Larsen skulle havde overtaget huset for 10 sdr, men havde reelt betalt 30 sdr.. De 19 sdr. betalte han straks til Marcus Marcussen. De var en kvie og noget korn, som der blev sagt allerede var solgt til Marcus Marcussen og der var noget sæd i jorden. Marcus Marcussen havde stået for begravelsen.

Næste vidne var Poul Larsen, udbygger i Rø sogn. Han boede samme sted som den afdøde. Vidnet fortalte, at der desuden havde været et fjerding stort kar, et pandejern, en økse, samt en æske med kvindfolkehovedtøj. Han vidste ikke hvem der fik det. Poul Larsen fortalte, at han havde købt huset for 30 sdr.. De 20 sdr.  havde han givet den afdøde, medens hun levede. Pengene var gået videre til Marcus Marcussen. De øvrige 10 sdr. skulle han betale når hun døde og at han derefter kunne overtage de fire stolperum, som konen boede i. Peder Bødkers kone fik en del mel, noget tøj, lille gryde af Anders Mogensen. Marcus Mogensen og Hans Ipsen på Lykkegård fik hver en rød skjorte.

Poul Larsen oplyste om den afdødes søskende: Det var Martine i Rønne og et fattigt menneske Bodil, som var i København og Ellen Peder Bødkers i Tejn. De skulle alle være halvsøskende. Anders Mogensen var brodersøn.

De to vurderingsmænd Anders Jensen og Hans Jørgen Schou blev afhørt. De havde givet en attest på, at der intet var at vurdere. De havde ikke set med selvsyn, at det var sådan, men bar skønnet, at det måtte være sådan, eftersom den gamle havde gået og tigget i 12 til 14 år, selv inden hendes mand døde. De vidste, at da manden døde var der intet skifte, da der dengang heller ikke var noget at vurdere.  Lauværgen Mads Larsen var kommet til vurderingsmændene og bad dem om at skrive en attest

15. august 1780 – fortsættelse af arvesag i Rø sogn Pag. 082a
Fortsættelse af ovenstående arvesag.

De indkaldte var Peder Bødker af Tejn og hustru Ellen, Anders Mogensen var ikke kommet, da han havde en svag og sygelig hustru, hjemme i Klemensker.

Ellen erkendte at hun havde bortført to gamle særke, en sort trøje og et sort skørt. !½ skæppe rug mente hun at hun havde fået. Anders Mogensen mente også at hun skulle have en større gryde. Hun fortalte hvad der ellers havde været i kisterne.

Ellen var halvsøster til Catrine – samme fader.

Peder Bødker havde fået noget mel og en gryde fordi han havde hjulpet med at grave graven til den afdøde.

Anders Mogensen havde skriftligt redegjort for sin sag.

Sagen blev indstillet til amtmandens afgørelse.

21. september 1780 – Klage over at to mænd, der havde smidt sten gennem vinduerne efter en strid om gæld. Olsker sogn Pag. 083b (084a-088b er sprunget over i pagineringen)
Jens Svendsen Korp havde klaget til amtmanden over Hans Mogensen Schou og Peder Jensen.

Jens Svendsen Korp var født i Wilands Herred i Skåne. Han havde det samme navn i Skåne som her. Han ernærede sig med fiskeri og i 9 år boet på 29. gårds grund i Olsker.

Sagen var at de to personer, som Jens Svendsen havde klaget over, var kommet til til hans hus søndag eftermiddag. De var beskænkede og havde opført sig uanstændigt. Deres ærinde var at kræve Jens Svendsen for 6 skilling. Da Jens Svendsen ikke var hjemme, ville de kræve penge af hustruen. De var således kommet ind i huset, da jens Svendsen kom hjem. Han jog dem ud med en kæp og truede dem med en øxe.

Jens Svendsen havde fortrudt, at han havde klaget over de to, da de jo var gode naboer. Hans søgte derfor om lov til at bilægge striden med et forlig. Herredsfogden ville ikke sådan uden videre forlige sagen, nu de var indkaldte og at afhøringerne var i gang.

Da de to var kommet udenfor huset havde de smidt sten mod vinduerne, således at 4 glas blev ødelagte.

Hans Mogensen Schou og Peder Jensen forsøgte at drage kendsgerningen om de knuste ruder i tvivl. Der var en dreng på 5½ år i stuen og måske var det ham, der havde kastet stenene?

Vidnet Svend Bagge fra Rø sogn havde været i huset og kunne bekræfte optrinet med det to, som var blev smidt ud af huset temmelig brutalt. Herredsfogden spurgte alle om Jens Svendsen holdte kro, hvilken ingen mente var tilfældet.

Anne Margrethe Hans Johansens datter af 27 sg. grund i Olsker og Peder Andersen fra Bådstadsgrunden blev også afhørt.

Sagen blev afskrevet og det var så op til amtmanden at afgøre om der herefter skulle føres en sag.

21. September 1780 – delinkventen Søren Olsens penge Pag. 089b
Søren Olsen, som var arresteret, havde indleveret et andragende, hvori han opremser alle de mennesker som skyldte ham penge.

Ole Sonne erklærede at han intet skyldte Søren Olsen, men derimod skyldte Søren Olsen ham for 8 skålpund kobber. Tidligere gæld på 350 sdr. havde han betalt ham for tre år siden [se tidligere sag, hvor han mister 250 sdr.]

Følgende personer blev indkaldte og alle nægtede at skylde Søren Olsen noget. Tvært imod var Søren ofte i gæld til dem: Jens Mogensen af Tejn nægtede at skylde Søren 40 sdr., Jens Hansen i Pilegården i Olsker sogn (Søren skyldte ham 2 rdr.), Hans Andersen af Kirkeboet, Peder Andersen af Olsker sogn, Poul Mortensen Kofod, Mogens Schou havde en kvittering, Hans Bahn, hustru og hustrus moder skyldte ham ikke 219 sdr., hvilket blev attesteret af Mads Larsen, Hans Pedersen af 25 sg. i Olsker.

Pigen Margrethe, som var Søren Olsens datter fortalte, at hun ikke vidste hvor hendes fader havde gjort af alle pengene eller hvor han havde noget til gode.

Jens Madsen erklærede at han heller ikke skyldte ham noget.

Else Andersdatter og Gundel Hansdatter havde ikke mellemværende med Søren Olsen.

Terchild Diderichsen og Henrik Diderichsen ligeså.

Søren Olsen tidligere hustru nægtede at have noget af hans tøj eller vidste noget om hans pengetransaktioner.

28. april 1781 – vådeskudsulykke i Rø Pag. 090b
Politiforhør i anledning af ulykken på 24 sg. i Rø.  Obduktionsforretningen af 16. juli 1780 blev oplæst. Niels Jensen var mødt for at gøre sin befrielsesed, som er lød:

“Jeg, Niels Jensen af Røe Sogn, sværger ved den højeste Gud, at ieg hverken vidst eller tænkt, at den Bøsse, hvorved dets ulykkelige Skud skedte, var ladt eller hvem der havde ladt skudet. Geværet hvorved min Sønne Qvinde Kirsten Jensdatter blev ihielskudt af Vaade, imod min vidende og villie, at beskadige enten hende eller noget andet Menneske; hvilket ieg alt bevidner og sværge: Saa sandt hiælpe mig Gud og hans Hellige Ord”.

Der var afholdt forhør på herredstinget den 17. juli og 1. august 1780 over vådeskuddet der dræbte hans søn Jens Nielsens hustru Kirsten Jensdatter. Afhøringerne af naboer og genboer viste at Niels Jensen var en skikkelig og ædruelig mand. Så han fik mulighed for at gøre end på sin uskyld. Poul Arristsen bevidnede at han aldrig havde hørt nogen uenighed eller misforståelser mellem Niels Jensen og hans svigerdatter.

Efter lovens 6 BOG 11 KAP. 1 ART. skulle Niels Jensen betale 40 lod sølv til den dræbtes arvinger. Derudover skulle han betale regimentfeldskærer 15 sdr. og for attester 4 mark 8 skilling. Til hver af bisidderne 1 mark 8 skilling.

Efter denne politisag blev bøssen udleveret til Niels Jnesen

21. juni 1781 –  slagsmål på kro i Lindeskoven Rø Pag. 091b
Klage fra Esper Hansen, boende på Lindeskoven 7 sg.s grund i Rø om kortspil en søndag efter prædikenen.

Første vidne var Hans Pedersen på 12 sg.i Rø sogn, som fortalte, at der kom 7 eller 8 personer ind hos Esper Hansen umiddelbart efter prædikenen og begyndte at spille kort. Esper Hansen og hans kone forbød kortspillet, men Jens Hansen havde slået Esper Hansen i gulvet. Han selv og andre fik dem skilt ad.

Senere blev Esper Hansen og Hans Pedersen kastet ud i møjdyngen af Jens Hansen, som var lidt drukken. Desuden havde der været en arnagerbo, der sammen med Jens Hansen havde været voldelig. Præstens dreng havde hentet præsten som så kom til stedet, hvorefter alle gik hjem.

Hans Pedersen fortalte at Jens Hansen, Holger Hansen, Lars Pedersen, Michel Hansen, Peder Jensen på 7 sg., Rasmus Hansen, Niels Pedersen og Esper Hansen havde spillet kort “3de spil om 1 skilling” i Ladehuset under prædikenen

Lars Pedersen var ikke helt sikker på at de havde spillet kort under prædikenen. De havde hentet kortene hos Peder Jensen på “Stælen”. Han mente at det var Jens Hansen og fisker Hans Pedersen, der havde været voldelig mod Esper Hansen. Endvidere kunne han huske, at Jens Hansen fisker havde sagt i forstuen til Esper Hansen. “Spil mig ind til min Broder, jeg skal spille “Liv og Blod” med dem alle sammen.

Jens Hansen, som var i præstens tjeneste. Han kom i præstens erinde kl. 5 om eftermiddagen og så at Esper Hansen var slået omkuld. Han gik hjem for at hente præsten. Da de kom tilbage fandt de Esper Hansen og Hans Pedersen ligge ude ved risgærdet. Hvordan de var kommet til at ligge der, vidste han ikke.

Dernæst Christen Ibsen Lind af Olsker sogn kunne ikke fortælle noget, da han først var kommet til stedet efter at al ting var faldet til ro.

Jens Hansen Fiskers hustru Sidsele kom ned til Esper Hansen kl. 5. Hun havde ikke set, kun hørt, at nogen sad og spille kort på loen, hvor der også var bragt brændevin ud. Hun mente, at det hele startede da Hans Pedersen ville trække sin bajonet. Holger Hansen havde forhindret det. det var rigtigt at hendes mand havde råbt forskellige ord, men hun huskede ikke hvilke. Og hun vidste ikke, hvordan hendes mand og Hans Pedersen var endt ude ved risgærdet.

Peder Jensens hustru Bodel kom først til stedet efter kl. 5, så hun havde kun hørt Hans Pedersen erklære, at der aldrig mere skulle spilles kort om søndagen.

Herredsfogden beordrede Esper Hansen ikke at sælge brændevin om søndagen, hvis han gjorde, ville han miste retten til at holde kro

9. maj 1783 – tjenestepige gået fra præsten i Olsker Pag. 092b
Anledningen var en klage fra præsten Hr. Mahler omfattende at hans tjenestepige Kirstine Pedersdatter var løbet bort. Tjenestepigen “havde kolden” [feber] og var hjemme hos sin fade Peder Haagensen. Faderen havde hentet hende hjem, da hun var syg. Han lovede, at hun skulle genoptage sin tjeneste straks.

23. maj 1783 – dom i tjenestepiges udeblivelse i Olsker Pag. 093a
Præsten hr. Mahler manglede stadig sin tjenestepige Kirtsen Peder Haagensdatter. Til politiforhøret mødte faderen Peder Haagensen og moderen Maren. Datteren var ikke kommet tilbage i tjeneste. Dommen fulgte straks. Kirstine skulle betale halv tjenesteløn (4 sdr) i erstatning til hr. Mahler, men da der tidligere var lavet en aftale som blev brudt, skulle faderen betale yderligere 4 sdr.