Arrangeret ægteskab og pantebrevsrytteri, 1738

Store Bakkegaard i Olsker

Gården eksisterer ikke i dag. En pyromanbrand i 1908 blev dens endeligt. Gården var en af Nordbornholms store gårde med uendelig meget historie, som er spændende at dykke ned i. Denne artikel handler om to begivenheder i 1738. Den ene om et generationsskifte med ”undentagskontrakt” og tvivlsomme økonomiske transaktioner og den anden om et ulykkeligt arrangeret ægteskab.

Der findes en 8 mands dom fra 1682, som fortæller, at gården bestod af et stuehus på 13 stolperum, en østre længe på 4, en søndre længe på 10 og en vestre længe på 4 stolperum.

Hans Mortensen overtog 18. selvejergaard Store Bakkegaard i Olsker efter sin stedfar Peder Ibsen i 1715. Peder Ibsen havde giftet sig med enken Susanne Nielsdatter, Hans Mortensens mor, i 1690 og siden overtagelsen havde han forbedret gården med nybygning, nye døre og vinduer, sat stengærde og indrettet en lille plaskevandmølle med kværn. Han var ”opsidder” på gården, hvilket betød, at han ved giftermålet med enken fik brugsret til gården indtil hun døde. Opsidderen skulle afgive gården til ”gårddrønten”, som oftest var den yngste af sønnerne af første ægteskab. Gårddrønten havde ”adgangs- og sæderetten” og han skulle indfri søskendes arvepart, som næsten altid stod som kapital i gården.

Inden Hans Mortensen overtog gården, skulle Peder Ibsen fraflytte Bakkegaard i god ro og orden, således som kontrakten fra 6. juni 1714 foreskrev. Men sådan gik det ikke. Hans Mortensen måtte sagsøge Peder Ibsen for at have fjernet træ, bl.a. 14 egetræ fra gårdens grund. Træet skulle Peder Ibsen muligvis bruge på hans nye sted, nemlig Melstedgaard ved Gudhjem, der havde ligget som et ”stel” (ubebygget grund) i mange år. I tingbogen kan man læse om Bakkegaards rige skov med eg, ask, el, birk og gran.

Hans Mortensen som gårdmand

Der skulle næsten gå et år, inden Hans Mortensen kunne overtage og drive gården. Ved siden af landbruget gjorde han karriere i militæret. I 1724 da nabogården Lille Bakkegaard brændte var han fenrik for Nordre herred og havde tillidshvervet som kirkeværge ved Olsker Kirke. I 1733 var Hans Mortensen blevet løjtnant i Nørre Herreds kompagni og derved næstkommanderende for herredets soldater. Samtlige bønder, udbyggere og tjenestekarle stod i herredskompagniet.

En gårdmand med officersrang rangerede højt på den sociale rangstige. Herredsløjtnant Hans Mortensen blev gift med kaptajn Niels Nielsens datter Sidsele Nielsdatter fra Bridsensgaard i Olsker. Kaptajn Niels Nielsen var en indflydelsesrig mand, der sad i Rentekammerets kommission i 1720-22, der skulle undersøger ejendomsforholdene til udmarksjordene.

Hans Mortensens tre døtre

Der var gode og dårlige gårde og for bønderne på Bornholm var det vigtigt, at børnene blev passende gift. Hans og Sidsele havde ingen sønner men tre døtre. Døtrene fra de bedre gårde var attraktive ægteskabspartnere, da der fulgte en pæn ”medgift” med, når ægteskabsaftaler blev indgået. Det ser ud til at medgiftens størrelse for Hans og Sidseles døtre var 100 slettedaler, hvilket var en anseelig sum på den tid.

Den ældste datter Susanne var født o. 1713 og blev gift i 1732 med Peder Thorsen på 21. selvejergaard Bakkegaard i Rutsker. Peder Thorsen døde 21. november 1735. Kun tre måneder efter blev Susanne igen gift med Hans Hansen, senere sandemand i Rutsker. Fra første ægteskab havde Susanne en datter Sidsele, der således havde sæderetten og dermed ret til gården når hun engang blev voksen og gift. Hans Mortensens første datter var hermed godt afsat.

Den mellemste datter Maren Kirstine var født o. 1715. Hun blev gift 12. oktober 1736 med Peder Pedersen, der var blevet enkemand nogle måneder tidligere. Datteren var således placeret som gårdmandskone på 16. selvejergaard, Tyskegaard i Rø.

Den tredje og yngste datters ægteskab

I 1737 var løjtnant Hans Mortensen 53-54 år og han har været aktiv for at finde en svigersøn, der havde evnen og viljen til at føre gården videre ved at gifte sig med datteren Marta Margrete og indgå en aftægtskontrakt (undentagskontrakt) der sikrede de gamle en tålelig alderdom.

Den yngste datter Marta Margrete, som var født o. 1717, blev trolovet den 5. juni 1737 med Erich Pedersen, gårdmandssøn fra 3. vornedgaard i Rutsker. Den 20årige Marta var nu klar til at blive gårdmandskone på fædrenegården, hvor det forventedes at hun fødte børn, der kunne føre slægten videre.

Men ikke alt gik som planlagt. Forhandlingerne trak ud. Først fire måneden efter trolovelsen blev Marta gift med den 28årige Erich Pedersen. Erich Pedersen købte den 7. marts 1738 svigerforældrenes gård for 420 slettedaler, men betalte kun 320 slettedaler. De sidste 100 skulle stå i gården som datterens hjemgift. Samtidig med skødet blev undentagskontrakten tinglyst. Hans Mortensen og hans hustru Sidsele Nielsdatter kunne nu se frem til en tryg alderdom.

Undentagskontrakt

Aftalen lød, at de gamle skulle bo i den østre ende af stuehuset i den såkaldte lillestue på to stolperum. De skulle endvidere have et kammer, der blev kaldt for bryggerset. Der skulle bygges til kammeret, så det i alt blev 3 stolperum stort. Tildet (loftet) over de tre stolperum skulle de kunne disponere over. Endvidere skulle de i samme længe have Herbergshuset (gæsteværelse) og køkkenet til rådighed. Brøggerset skulle de være fælles om.

Men et var boligforholdene, et andet var mad på bordet. Hans Mortensen skulle fortsat kunne drive halvdelen af jorden og betale halvdelen af alle skatter. Skoven skulle være fælles. Begge måtte sælge træer til hvem de ville, blot de delte udbyttet. Undtaget var tre store asketræer, som Hans Mortensen beholdt selv. De skulle betale hver deres tjenestefolk. Desuden skulle de i fællesskab holde husene vedlige.

På gårdens grund var der et hus, der blev lejet ud. Halvdelen af lejen skulle Hans Mortensen have. Damfiskeriet skulle tilhøre Hans Mortensen alene.

Aftalen med deling af jorden skulle fortsætte så længe Hans Mortensen ønskede det. Han havde et halvt års opsigelse. Så snart fællesdriften ophørte overgik hele gårdens avl til Erich Pedersen mod at han til gengæld forsynede de gamle med, hvad de behøvede. Det var nøje beskrevet i kontrakten: Hvert år skulle leveres fire tønder rug, 3 tønder bygmalt, en skæppe ærter, 2 skæpper salt, 6 tønder havre, 2 svin, et slagtet nød (ungkvæg), 6 lam til at slagte, 7 gæs, 10 læs kugletørv, 3 læs brede tørv og alt hvad de skulle bruge af brænde. Det er svært at forestille sig, at de to mennesker kunne bruge alt selv og man må formode, at de kunne sælge en del.
Ud over naturalier skulle Erich Pedersen yde flere tjenesteydelser. Hans Mortensens to køer, skulle stå side om side med Erichs egne køer. De skulle have lov at græsse på engen om sommeren og om vinteren skulle de fodres. Hans Mortensens fire får skulle have samme ydelse med græsning og føde, og ulden tilhørte Hans Mortensen. Hans Mortensens hest skulle være fri for markarbejde og den skulle stå sammen med Erich Pedersens bedste heste. Desuden skulle Erich Pedersen tillade Hans Mortensens hustru at tage en af hans heste, hvis hun enten selv ville ride eller bruge den foran en vogn. Desuden skulle Hans Mortensens vogn kunne stå under halvtaget.

Til Bakkegaard hørte en stor have. Den skulle de deles om, og der blev specielt påpeget fællesskabet om havens ”urtekvarter” og den mere specielle ”Commions Plads”, der sandsynligvis er et sted i haven, hvor man opholdte sig.

Store Bakkegaards ejerforhold

Salget af gården til svigersønnen er bemærkelsesværdigt. Erich Pedersen betalte 320 slettedaler og accepterede at yderligere 100 slettedaler skulle stå rentefrit i gården. De 100 slettedaler blev i skødet kaldt for ”hjemgift”, og kan forstås som en sikkerhedskapitalt for at ægteskabet holdt. Hans Mortensen havde ret til at få pengene helt eller delvist udbetalt, hvis han havde brug for pengene.
Bakkegaard var en god ejendom og derfor var 320 slettedaler en rimelig pris, men med købet fulgte altså også et ”undentag”, der var særdeles omfattende og dyrt, men til gengæld fik Erich Pedersen og datteren Marta Margrete sæderetten til gården og dermed sikkerhed for at deres efterkommere kunne føre gården videre.

Pantebrevsrytteri

Men Erich Pedersen bortpantede gården til sin halvbror Christopher Hansen på Brogaard som brugspant i 19 år den 11. juli 1738. Samme dag bortpantede Christopher Hansen gården videre til halvbror Jens Pedersen på 63. slg. Tyskegaard i Vestermarie, som brugeligt pant i 9 år. Jens Pedersen var helbror til Erich og var gift med Ellen Hansdatter Low. Der blev aftalt at de skulle flytte ind på Bakkegaard og dyrke den halvdel, som ellers var tiltænkt Erich Pedersen.

Christophers ”karriere” som gårdbesidder var ikke ualmindelig. Han giftede sig med enken Karen Rasmusdatter på Skindemyregaard i Klemensker og efter et par år købte han 60. gård i Vestermarie i 1733. To år senere erhvervede han Brogård i Olsker som brugeligt pant i 12 år. Fremgangsmåden var meget lig metoden, som blev brugt ved Store Bakkegaard. Både Brogaards og Bakkegaards pantebreve blev en sag for herredstinget og begge sager nåede aldrig til domsfældelse, men forhandlet til forlig af parterne.
Ægteskaber var oftest en planlagte arrangementer, og pantsættelser var et almindeligt redskab til opnåelse af status som gårdbesidder. Det behøvede ikke at være mere prestigefyldt at være selvejerbonde, end at være pante- eller fæstebonde. Brødrene må have haft en ukuelig optimisme og tro på, at metoden var juridisk holdbar. Dog kunne pantebreve skjule manglende solvens og mistanken herom var naturligvis større, hvis de cirkulerede blandt brødre.

Hans Mortensen kunne ikke acceptere, at hans svigersøn straks efter købet af Bakkegaard lod gården pantsætte, og slet ikke at hans bror videregav brugspantet til Erichs bror. Måske var det af frygt for at miste den lukrative undentagskontrakt, at han stævnede Christopher Hansen.

I juli 1738 kan man i tingbogen læse om konfrontationen, hvor Christopher Hansen mødte en sen aften Hans Mortensen i hans stue, efter han var gået i seng. Det ene ord tog det andet. Christopher anklagede Hans Mortensen for kun at tænke på sit undentag. Christopher gik så vidt, at han udfordrede den gamle officer på kårde. Sagen endte med et forlig, hvor Hans Mortensen accepterede pantebrevkonstruktionen mod at undentagskontrakten blev en del af pantebrevskonstruktionen.

Med lejlighed på Brogaard

Med ægteskabet og undentagskontrakten var det meningen at Erich Pedersen og hans hustru Marta Margrete skulle bo på Bakkegaard, men det ændredes med pantebrevet til halvbroderen Christopher. Nu skulle Erich Pedersen og Marta Margrete bo på Brogaard. I stedet skulle Jens Pedersen og hans hustru Ellen Hansdatter Low flytte ind i den ene halvdel af Bakkegaard og drive gården. Erich Pedersen skulle dog have en seng stående, som han kunne bruge når han kom forbi.

Marta Margrete var ikke enig i mandens dispositioner og anklagede sin mand for at have pantsat gård og solgt afgrøden mod hendes vilje og samtykke. Marta stævnede sin mand til herredstinget. Stridighederne blev offentlige for tilhørerne i tingstuen i Hasle, der med stor interesse fulgte kampen mellem ægtefællerne. I dag er retssagen, som refereret i tingbogen, en enestående kilde til samlivsproblemer.

Retssag mellem ægtefællerne

Den 3. oktober 1738 mødte Anders Larsen Krack på Nørreherreds ting og præsenterede en tilladelse fra viceamtmand Cronberg, at han måtte føre en sag for Marta Margrete mod hendes ægtemand Erich Pedersen, med påstand om at manden havde bortpantet gård og solgt løsøregods, således at hun var blevet husvild.

Sagens alvor ses af at Erich Pedersen fik regimentskvartermester Niels Linderoed fra Rønne, som sin fuldmægtig i sagen, hvor hustruen sagsøgte ham. Som forsvar startede Erich Pedersen en kontrasag den 14. november mod sin hustru ”for et ukristeligt ægteskab”. De to verserende retssager kørte samtidigt og giver os – 280 år efter – et unikt indblik i et ulykkeligt ægteskab.
Normalt førtes ægteskabsproblemer i tamperretten (i sagen kaldtes den for kapitelsretten) og ikke på herredstinget, men pantesagen medførte, at også familiære stridigheder blev et argument eller forsvar for handlinger, der hørte hjemme på hjemtinget – altså på herredstinget.

Den moralske vogter, præsten Hans Mahler, havde pålagt Marta at tage hjem til sin mand, der boede på Brogaard, hvor de nu skulle havde bolig, efter Bakkegaard var bortpantet. Christopher Hansen havde også forsøgt at få sin brors hustru Marta til at forlige sig med sin mand. Marta svarede, at hun hellere ville ”skære sin hals eller lade bødlen hugge sit hofvet af sig” end at gå hjem til sin mand. Til Jens Pedersen, der boede på Bakkegaard, havde hun sagt ”med grædende taarer”, at hun var ligeglad med pantepengene og gården, bare hendes mand ville lade sig skille fra hende og lade hende rejse bort.

Anders Larsen Kracks opgave som Martas fuldmægtig må have været dels at bevise ægtemandens ulovlige bortpantning af gården og dels at bevise Martas uskyld i ægteskabsproblemerne. Det sidste er her det mest spændende, men ikke helt gennemskuelige. Krack spurgte hvert eneste vidne, om de vidste eller havde hørt fra andre, at Marta havde begået tyveri eller horeri. Det var der ingen vidner, der havde.

Elne Hansdatter, Jens Pedersens hustru, fortalte om flyttegildet, der blev holdt søndag før mikkelsdag, dvs. 28. september 1738, på Bakkegaard. Hun havde sammen med Karen Jens Madsens, Martas mor Sidsele og Elnes ældste datter Anna Jensdatter, fundet Marta bundet til sengestolperne. Anna havde åbenbart været det første øjenvidne til sengescenen, hvorfor hun chokeret havde forladt stuen, men havde dog set, at det var løjtnant Peter Ecomands søn Michael, der spillede til flyttegildet, der stod ved sengen. Hun havde senere hørt, at det var spillemanden, der havde bundet Marta. Hvorfor får vi ikke at vide. Blev hun bundet til Erich Pedersens seng og dermed en hentydning til at hun skulle ville sin mand? Var der en symbolik i, at det var flyttedag og at de ikke ville have, at hun skulle flytte? Eller var der en hentydning til en seksuel akt havde fundet sted mellem spillemanden og Marta?

Vidner fortalte, at hverken Marta eller Erich ville hinanden. Når Erich kom til Bakkegaard, så forsvandt Marta ind til forældrenes stue eller forlod gården. Nogle vidner kunne fortælle, at de aldrig havde hørt dem tale sammen.

Martas moder havde taget datterens parti og skulle have forsøgt, at arrangere flugt til København. To mænd i Tejn var blevet bedt om at ro til Sandkås og tage Marta med ud til et passerende skib. Arrangementet blev ikke til noget, da mændene ikke turde føre hende til skibs ude at hun havde en ”præsteseddel” med sig. En høstkarl på gården, Rasmus Olsen, fortalte, at Marta ofte var med på markarbejdet og at Jens Pedersen havde betalt hende for det og at hun altså havde egne penge. Han kunne også berette, at Martas flugtforsøg var reelt nok, da han mente, at hun havde været klar med klæder og mad til rejsen.

Der blev fortalt en historie om, at Erich engang havde taget omkring Marta og sagt til dem, der var i stuen, at ”han ville gøre sin hustru højtid”. Marta havde vristet sig løs fra hans omfavnelse og stukket ham med en spids genstand, så han blødte. Marta forklarede sin handling med, at så kunne han lade hende i fred.

Erich Pedersens fuldmægtig Linderoed ville have Marta til at fortælle, hvorfor hun ikke ville have ”samkvem med sin mand, som andre kristelige folk”. Martas fuldmægtig forbød Marta at svare på det spørgsmål mundtligt, men lade ham svare skriftligt på et senere tidspunkt. Martas far Hans Mortensen blev bebrejdet at have givet sin datter en seng at sove i og ikke lade hende sove med ægtemanden. Han svarede, at han havde bedt Marta at forlige sig med ægtemanden, men ved en lejlighed, hvor Erich havde forsøgt sig med datteren, havde Erich i arrigskab stødt sin kårde mod loftet. Underforstået, at Hans Mortensen beskyttede datteren mod ægtemanden.

Peter Worms ægteskabsmægling

Anders Larsen Kracks vidner blev afhørt i den hensigt at bevise, at forholdet mellem Marta og Erick var kernen i sagen, selv om det ikke direkte havde noget med pantesagen at gøre. Han fremlagde en skriftlig redegørelse fra kontrollør Peter Worm, der allerede i januar-februar 1738, altså tidligt i deres ægteskab og før salget af Bakkegaard til svigersønnen, havde været på Bakkegaard og forsøgt at mægle mellem Marta og Erich, men uden held. Erich ville afgive ed på, at ”han havde haft noget med Marta at gøre”, hvorimod Marta havde benægtet og sagt ”at hun ville være fri for sin mand såvel som andre mandspersoner.” Og for øvrigt ville Marta lade sig undersøge af jordemødre, der kunne bevise, at hun ikke havde været sammen med nogen mand.

Worms redegørelse fortalte også, at Martas mor og far havde rådet og tilskyndet til ægteskabet, selv om Marta var meget ung og ikke havde lyst til det. Forældrene havde ment, at Erich Pedersen var en skikkelig karl og kunde være forældrene behjælpelige. Worms forligsforhandlingerne mellem Marta og Erich havde varet i to dage, og til sidst havde Erich indrømmet, at han aldrig havde haft ”omgængelse med sin hustru”.

Et af vidnerne, Karen Jens Madsen fra Allinge, blev spurgt om Marta levede ”som skicheligt, Vachert, Erligt som en bonde Kone”. Hun svarede ”at hun iche vedste hvad hun her skulde suare, uden dette, at hafde Marte Erich Pedersens lefuet som anden bonde kuinde med deres mend, daa hafde væl hun blefuet hos hendes mand”. Som til alle andre vidner ville Krack høre om Marta ”havde begået horeri eller tyveri, eller noget uærligt i nogen måde”. Vidnet svarede, at det havde hun ikke hørt noget om.

Erich Pedersens tilbud om forlig

Kort før julen 1738 var Erich Pedersen kommet til Bakkegaard for at forsøge at tvinge sin hustru til at ændre sin afvisning af ham. Han kom med to mænd, der skulle bevidne hans gode vilje. Han ville have hende med til alters og tilbød at lade det ene pantebrev trække tilbage, således at hun kunne ”få” gården i 9 år. Hans betingelse var, at hun ville leve med ham i et kristeligt ægteskab ”oc ligge hos hende oc giøre hende høytid”. Marta var straks forsvundet ud stuen og havde lukket sig inde i herbergshuset. Erich Pedersen ville bryde ind for at få hende i tale, men Martas forældre havde nægtet ham adgang til deres private område, hvilket var deres lovlige ret. Erich måtte have sandemandens tilladelse til at ransage huset, hvis han skulle have adgang.

Marta havde været ude af sig selv og havde sagt: ”At hun hellere vilde staae til Kagen splitter nøgen 3 gange om dagen end at hun vilde se sin mand Erich Pedersen, oc Gud gifue der vilde nogen aflifue mig” Derefter sagde hun, at ”hun at vilde ud til genneralen at hand skulde lade hende skyde ihield”.

Den 6. februar mødte Marta på tinget og afgav svar på forligsforslaget. Hun ville først have gården tilbage, og derefter ville hun tage stilling til hans krav om deres samliv.

Herredstingets dom om pantesagen

Den 17. april 1739, efter et halvt års afhøringer og undersøgelser, afgav herredsfogeden sin dom.
Pantebrevet blev dømt lovligt, eftersom selvejergårde ejedes på lige fod af mand og kvinde ifølge loven.

Dommeren dømte altså ikke efter fakta, men grundede dommen på en definition af ægteskabet ”oc de hafuer oc bør hafue lige lod oc deel i deres Gods oc Midler, huor for oc hustruen bør følge sin Mand indtil de loulig adskildt vorder, enten ved dødsfald eller Dom, saa hafuer de alle ting til felles med hinanden”.
Herredsfogeden nægtede at tage stilling til deres ægteskab. Det var ikke hans sag, men måtte føres ved anden retsinstans.

Æressag

Samtidigt med pantesagen stævnede Erich Pedersen sin svigerfar Hans Mortensen for at have brugt ord mod hans ære. Hans Mortensen havde beskyldt sin svigersøn for at have handle ondt mod ham og hans datter, samt kaldt ham for en skælm. Svigerfaderen havde endda ønsket, at Erich ikke skulle få en ”kristelig død”, eller underforstået, at han skulle brænde op i helvede. Godt nok havde Hans Mortensen sagt ordene i en heftig rus, men ordene var uigenkaldelige og Hans Mortensen blev dømt at betale 2 rigsdaler til Olsker kirke, 2 rigsdaler til justitskassen og 6 rigsdaler til omkostningerne.

Vejen til skilsmisse

Martas egentlige ønske med retssagen var at blive skilt fra Erich Pedersen. Erichs egenrådige økonomiske handlinger var ikke nok. Øjensynlig var Marta parat til at rejse fra manden ved at rejse til København, men det lykkedes ikke. Vi kender ikke hendes strategi for at slippe ud af ægteskabet, men der er noget der tyder på, at hun valgte at begå lejermål i ægteskabet, altså få et barn med en anden end sin ægtemand. Det var grund nok til skilsmisse.

Lejermål

Den 24. december 1741 døbtes Marta Magrethes uægte barn Carl Friderich i Olsker kirke. Barnefaderen var sergent Carl Friderich ved Kronprinsens Regiment.

Undfangelse kan have fundet sted på Bakkegaard, da forældrene Hans Mortensen og Sidsele først flyttede fra gården i juli 1741. Ifølge et skøde fra 21/7 1741 overtog de et mindre hus med en smule jord i Tejn.

Den 13. januar 1742 anmeldte præsten Hans Mahler lejermålet til øvrigheden og amtsforvalter Schrøder førte lejermålssagen på Nørre Herredsting den 9. februar. Marta Margrete erkendte åbent sit forhold til sergenten, og vedkendte sig lejermål begået medens hun stadig var gift.

Ægtemanden Erich Pedersen fik tilbuddet om at vedkende sig faderrettigheden til barnet, men sagde ”at hand iche nu kunde giøre sligt, siden det var saa aabenbarligt for alle at en anden barnefader hafuer veret efter hendes egen bekiendelse for sognepræsten, oc ey heller paatager sig at være sin hustrus forsvar udi denne grofve mishandling, men sig gandske der fraa absondrer”.

Herredsretten dømte Marta for lejermål, begået i ægteskabet, den 9. marts 1742. Hun dømtes til at miste sin ”boslod” til kongen. Det betød, at alt hvad hun ejede af faste værdier, overgik til kongen.

Skifte den 6. april 1742.

Skifteretten mødte på Store Bakkegaard for at vurdere skilsmisseboet. Der var værdier, der skulle registreres og der var gæld, der skulle fratrækkes, før Martas halvdel kunne bestemmes.

Erich Pedersens pantegæld kom ham til gode. Det var en indviklet sag at udrede boets værdier og der gik hele to dage før skifteretten kunne konstatere, at gælden på 523 slettedaler oversteg værdien med 22 slettedaler. Der blev intet tilbage til kongen. Erich kunne beholde gården og Hans Mortensens undentagskontrakt blev stående ved magt.

Skilsmisse

Indtil 1797 behandledes ægteskabs- og skilsmissesager i tamperretten, der afholdtes på årets 4 tamperdage i Rønne kirke. Desværre findes kun én protokol bevaret for Bornholm og den dækker ikke perioden, som er aktuel for denne sag.
Marta og Erich må have været blevet skilt senest tamperdag, onsdag efter askeonsdag den 27. februar, altså før Marta blev dømt for lejermål den 9. marts.

Erich Pedersen efter skilsmissen

Før skifteretten afsagde dom i bodeling efter lejermålet, var Erich Pedersen allerede gift igen. Den 30. marts blev Erich Pedersen gift med Bente Christensdatter, datter af Christen Hansen Rømer, 52. selvejergård i Vestermarie.

Bente Christensdatter døde i barselsseng i 1749. Sammen fik de tre døtre, som alle døde. Den 5. august 1749 giftede Erich sig for tredje gang med en gårdmandsdatter fra Rutsker Kirstine Sørensdatter Høg og den 1. januar 1751 døbtes en datter Bente og opkaldt efter hans afdøde hustru.

Erich Pedersen fik styr på Store Bakkegaard og blev en holden mand. Han købte nabogården Lille Bakkegaard og solgte den igen nogle år efter. Kort før han døde i 1776 havde han solgt Store Bakkegaard for 2200 slettedaler og kunne testamentere sine to drenge hver 500 slettedaler og sine tre døtre hver 400 slettedaler.

Marta Margrete Hansdatter efter skilsmissen

Noget tyder på at det lykkedes Marta at komme til København. Da hendes far Hans Mortensen døde i Tejn i 1749 var hun i København, men død inden moderen Sidsele døde i 1758. For øvrigt kan man i skifterne se, at undentagskontrakten stod ved magt indtil deres død.

Martas ”uægte” søn, Carl Friderich, der fødtes i december 1741, er sandsynligvis opvokset på Bornholm. Da hans mormor Sidsele døde i 1758, fik han foræret en jernbunden kiste, der højst sandsynlig havde tilhørt has mor Marta Margrete. Carl arvede moderens andel af arven. Carl Frederiksen, som han blev kaldt, døde i Sandvig 66 år gammel og blev begravet den 6. juni 1808. Carls første datter blev døbt Marta efter hans mor.

Historien om Erich og Marta var næppe en familiehistorie, der blev fortalt fra generation til generation. Men den findes i tingbogen!

 

Kilder:

Tingbogen (Justitsprotokollen) for Nørreherred 1732-1745 – læs referaterne og klik videre i de originale tingbogssider.

De fleste kontrakter, undentagsaftale, skøder, pantebreve og skifter, har jeg transskriberet. Her kan du læse Martas egen klage til kommissionen. Find og læs dem her

Tak til Jette Jacobsen, der har lånt mig ”Slægtsbog over Jacobsen-slægten fra St. Bakkegård i Olsker” hvorfra ovenstående billede af Store Bakkegaard, 1892-1893, stammer. Og tak til Johan Lyngberg Jacobsen, som reagerede på min efterlysning.