Bækkegårds to husmænd
Der har kun været to ejendomme på Bækkegårds grund i Klemensker, men til gengæld har de begge eksisteret tilbage i 1600-tallet. Det vestlige husmandssted, øst for Balsmyre, blev nedlagt før 1900 og selvejergården Bækkegård blev revet ned omkring 2014 (Se hjemmesiden om Bornholmske bondegårde). Tilbage er kun ejendommen Møllevang, som fik sit navn i 1922.
Der er mange spændende historier knyttet til ejendommene.
Anders Gregersen døde i 1701. Han havde ejet både Bækkegård og husmandsstedet, som senere kom til at hedde Møllevang. Han var en kontroversiel herre, der ofte blev nævnt i den ældste tingbog, som findes for Nørre herred. En af historierne omhandler Anders Gregersens forsøg på at redde sin søn Laurits Andersen fra dødsdom for tyveri af en hest. Anders indgik et forlig med den bestjålne hesteejer. Laurits blev dog alligevel dømt til ”galge og gren” på herredstinget, men ved appelsag i Landstinget, blev sagen afvist, da der var begået en procedurefejl. Laurits måtte forlade Bornholm og melde sig som kongens soldat.
110 år efter Anders Gregersen, ejede guldsmed, Carl Emanuel Kjerling, Møllevang. Kjerling var medvirkende i måske det største tyveri, der er begået på Bornholm, nemlig tyveri fra amtsforvaltergården i Rønne. Hele kassebeholdningen på i alt 41.251 rigsdaler forsvandt. Guldsmed Kjerling var ikke hovedmanden, men medskyldig. Han døde under retssagen i 1811 og enken Margrethe Marie Hansdatter på Møllevang, måtte af med dødsboets værdier på i alt 566 rigsdaler til amtskassen. Enken giftede sig igen med Hans Jacobsen smed og blev boende på Møllevang til hun døde i 1819.
Møllevang brændte i 1849 og blev genopført samme år godt 100 meter nord sin tidligere beliggenhed.
Læs mere om de to husmandssteder her:
Ejendom vest for hovedlodden – matrikel 25b – beboet indtil 1899
Møllevang, Bedegadevej 23 – matrikel 25c – i dag 25d