Birket – Storedalen 35

Birket

Tidligere Birkely
Storedalen 35, parcel af Bækkegård 16. slg. i Olsker

[Underside til “Udbyggere og husmænd”]

Ejendommens jordtilliggender i 2021.

Bækkegaards og Dyndegaards fortorv (16. og 15. slg.) Matrikelkort brugt 1826-1860

Matriklen 20c bestod oprindelig af to arealer. Det ene var kongens arvefæstelod, skyldsat til 2 skpr. ¾ album. Det andet var en udstykning af Bækkegård 20b og 20s på i alt 1 skp 3 fdk 1 album.

Bækkegaard og Dyndegaards fortorv (15. og 16. slg.) Matrikelkort brugt 1860-1881

 

Matrikelkort brugt 1881-1954. Dyndegaard og Bækkegaard (15. og 16. slg.)

I 1954 nedlagdes matriklen 20c og jordlodden blev nu til matriklen 20b. I dag er det matrikel 20n

De ældste beboere

Hans Pedersen er den første fæster, der er nævnt i amtsregnskaberne og med bemærkning i kirkebogen, da deres første barn blev døbt, kan man sandsynligvis slutte, at huset blev bygget i 1772.

1772-1785 Hans Pedersen (1737-1781) og Karen Pedersdatter

De blev gift 19/2 1769 i Olsker. Hans Pedersen stammede fra Siegaard i Klemensker og pige Margaretha var datter af Peder Mogensen i Vedby.

Da de døbte deres første barn den 17/4 1772, var en af fadderne Kirstina Samson Andersens, ”Paa hvis Grund de skal boe”. Samson Andersen var ejer af Bækkegaard, 16. selvejergaard i Olsker. I 1781 omtalt som ”Salig”, bosat på Samson Andersen Buchs grund.

Bækkegaards udbygger Hans Pedersen døde og blev begravet 16/4 1781 44 år gammel. Karen Pedersdatter ventede barn, da han døde, hvorfor skiftet efter Hans Pedersen først blev holdt den 18/12 1781.

Deres børn: Karen Hansdatter (døbt 17/4 1772 i Olsker), Englicha Catharina Hansdatter (1/5 1774), Peder Hansen (døbt 3/5 1778), Anne Hansdatter (døbt 2/12 1781)

I Amtsregnskaberne nævnes Hans Pedersens enke som fæster 1784 af 2 tønder land.

1785-1787- Jørgen Christensen (-1786) og Margrete Pedersdatter (1740-)

Deres børn: Anna Jørgensdatter (f. 1767), Christen Jørgensen, (f.o. 1769), Hans Jørgensen (f. 1772), Elsebeth Jørgensdatter (f. 1775), Karen Jørgensdatter (f. 1776), Jens Jørgensen (f. 1782)

Jørgen Christensen døde i 1786, hvor der findes et skifte fra 23/6 1786 . Der blev registreret et hus på 11 stolperum til 16 daler, Kakkelovn 8 daler, bord 1 mk 8 sk, en bagstol 8 sk, en gl. seng med nogle kapper til omhæng med gl. stribet overdyne, 1 underdyne og nogle gamle puder med videre til 2 daler 2 mark, en bænk, en spinderok, en gl. kiste med lås, en plov med skær, en gl jerharve, en gl. vogn uden tilbehør, en gl. gryde, gl. tønde, en gl. sort kjole til 14 skilling, et gl. staab og krus 1 mark, en skæppe rug der var sået, 4 får, en vædder og 5 lam. I alt var boet 40 daler værd. Gæld til udbygger Hans Jørgensen på Kongens Mark i Østermarie og omkostninger, således at gælden i alt blev opgjort til 95 daler.

Obligation udstedt til Ole Adolpsen den 20/7 1785 læst 29/7 1785 på 40 daler.

Grundejeren Ole Adolpsen ville lade enken sidde på fæstet, men det lod til, at enken ikke klarede sig igennem de økonomiske besværligheder. I forlketællingen 1787 nævnes at hun var ”tiggerske” og at de to hjemmeboende børn tiggede.

1790-1828 Hans Jensen (1752-1820) og Anne Margrethe Hansdatter (1760-)

I folketællingen 1801 er Hans Jensen husmand og har lidt fæstejord.

I 1790 bar Lundegaards ejeren Jens til dåben. Og i 1793 står der nævnt i kirkebogen at de boede på 16. selvejergårds grund

Deres børn: Jens Hansen (døbt 5/9 1790 i Olsker), Hans Hansen (døbt 10/3 1793 I Olsker), Ingeborg Hansdatter (døbt 22/4 1796 i Olsker), Anne Kirstine Hansdatter (døbt 16/9 1798 i Olsker). Marcus Hansen (døbt 29/7 1804 i Olsker)

Udbygger Hans Jensen døde den 22/12 1820. I kirkebogen står, at han faldt ned fra taget på sit hus og døde morgenen efter af sine kvæstelser i hovedet. Enken fik lov til at beholde jorden, som var i fæste fra Bækkegaard.

Da Hans Jensen døde var der kun en anmeldelse og intet skifte. Ane Margrethe har sandsynligvis kunne sidde i uskiftet bo. I kirkebogens afgangsliste er hun den 7/9 1829 flyttet til Østermarie, 69½ år gammel. Det ser ikke ud til at hun har flyttet sammen med familiemedlemmer. Hun er ikke til at finde i Østermarie kirkebog.

Storedalen 35 – foto JVH 17/5 2021

1828-1829 Hans Thiesen (1791-) og Kirstine Larsdatter (1792-)

Ane Margrethe, enken efter Hans Jensen, solgte 1/12 1828 sit syv fags hus til Hans Thiesen for 70 rbd i sedler. Grundejeren, Bækkegaards bonden, havde givet sit samtykke til, at huset måtte sælges uden at det blev nedrevet. Hans Thiesen måtte love, at han ikke kunne forvente, at med huset fulgte grunden.

Ifølge en flytteseddel af 29/9 1828 som nævnt i kirkebogens tilgangsliste flyttede Hans Thiesen til sognet fra Østerlars. Han var snedker og udbygger 37½ år og hans kone hed Kirstine Larsdatter (36½ år), med børnene Lars (12 år i 1845 var han skrædder), Jens (9 år), Jeppe (5 år) og Henrik (2½ år i 1845 var han krøbling).

Allerede den 3/11 1829 flyttede familien til Allinge. I 1840 boede familien i Østergade, Allinge og han ernærede sig som hjulmager.

1831-1845 Ole Adolphsen (1757-1845)

Ejendommen synes at være en del af undentagskontrakten fra 1815, dengang Samsing Olsen overtog Bækkegaard efter sin far Ole Adolphsen. Jeg tror, at huset blev brugt som aftægtsbolig, hvilket er kendt fra mange bøndergårde på Bornholm. Forpligtelsen til forsørgelse kunne løses ved at stille en bolig til rådighed i et husmandssted på gårdens grund.

Der findes et fæstebrev fra 8. oktober 1831, som sikkert vil kunne bekræfte huset blev brugt som aftægtsbolig, men det har jeg endnu ikke fundet.

Ole Adolphsen er født i Østermarie og ejede Bækkegaard 1782-1803. Han døde 88 år gl den 18/3 1845 som aftægtsmand på 16. selvejergaards grund. Hans far hed Adolph Olsen.

1845(-1854) Anders Michael Pedersen (1815-1882) Kirstine Samsingsdatter (1820-1879)

Efter Ole Adolphsens død har huset på grunden tilhørt gårdejeren Anders Michael Pedersen. Han og hans familie har sandsynligvis ikke boet, kun ejet det. Da Hans Krak har betalt kommuneskat fra 1845, så tror jeg, at det har været ham og hans familien der har boet der til leje. (Se næste)

Anders og Kirstine blev gift 4/4 1840 i Olsker. I 1840 købte de Bækkegaard af Kirstines far mod en undentagskontrakt (læst 20/3 1840)

På gården hvilede også et undentag på Samsing Olsens far Ole Adolphsen fra 1815.

Anders Michael Pedersen fik et arvefæstebrev på matrikel 20b med datoen 31/8 1859. Jordlodden var skyldsat til 2½ album. I realiteten disponerede han over jordlodden langt tidligere, men kunne først afhænde jordlodden i 1859.

Solgte hus og arvefæsteskøde af matrikel 20b og den tilliggende grund af Kongens Udmark, som han havde haft i fæste siden 7. april 1845. Oplysninger fra skødet fra 27/11 1854 (læst 19/1 1875):

(1845-) 1854-1874 Hans Hansen Krak (1806-1874) og Ane Margrete (1808 i Klemensker-)

Hans Krak har betalt kommuneskat fra 1845 og har sandsynligvis boet i huset fra 1845, men først købt hus og overdraget fæsteretten på jord i 1855.

Skødet den 27/11 1854 overdrog hus på 16. slg. fortorv samt fæsteret til jord fra den kongelige eller statens udmark for 200 rbd.

Den tidligere ejer Anders Michael Pedersen var flyttet til 18. selvejergård i Østermarie og solgte hus og overdrog arvefæstelod til Hans Hansen Krak den 27/11 1854 for 300 rbd. Den 18/1 1860 betalte Hans Hansen Krak 1 rbd for overdragelsen af arvefæsteloddet.

Hans Hansen Krak lånte 220 rbd den 11/12 1873 af aftægtsmand Lars Hansen Lund på Lundegaard. Som sikkerhed satte han sit hus og jordlod på 16. slg. fortorv.

Hans Hansen Krak er født i Olsker d. 12/10 1806 af Martha Kristine Jespersdatter. Han var ”uægte” og hans far var Hans Hansen, der tjente på Skovgaard.

1870 var han medlem af Frimenigheden (folketællingen)Han døde af alderdom den 8/3 1874 umiddelbart efter at han havde overladt ejendommen til datter og svigersøn.

Børn: Andreas Hansen Krak (f. 1834 i Olsker), Martine Sophie Krak (f. 1837 i Olsker), Elisabeth Gjertea Krak (f. 1844 i Olsker)

Den 24. januar 1874 overdrag Hans Hansen Krak arvefæstelodden, matriklen 20bm samt det påstående hus, til sin svigersøn Michael Kofoed og hustru Martine Kirstine Sophie Krak. Med i salget fulgte lejeretten til et indhegnet stykke af lynglodden matr. 82v, som han havde lejet den 10. december 1859 af Jens Peter Holm, som blev tinglæst c. (cirka?) den 1. maj 1867. Prisen for alt var 320 rbd.

Undentagskontrakt

Med overdragelsen af hus og jord til datter og svigersøn blev der indgået en aftale om at de to gamle kunne blive boende så længe de levede. Michael Kofoed bekræftede aftalen i en kontrakt, der blev tinglyst. Der stod:

I Bestragtning af den hjælpeløse stilling, hvori mine Svigerforældre som gamle, svage og fattige Mennesker, der med al deres flid og stræbsomhed ikke formaar at erhverve sig hvad de absolut behøve til deres nødtørftige Underholdning, fortiden befinder sig, tilsiger jeg dem herved deres nødtørftige Ophold og Forsørgelse hos mig Michael Kofoed, boende paa 16 Selvejergaards fortorv i Olsker Sogn, saalænge nogen af dem, nemlig Hans Hansen Krak og Hustru Ane Margrethe, er i live, saaledes at de hos mig nyde deres tarvelige og anstændige Underholdning med Mad, Drikke, Varme, Reenlighed og Oppasning i alle Maader, mod at de arbeider hvad de formaaer til hjælp til Opholdet og Klæder. Men skulde jeg forhandle mit ovennævnte Huus eller anden Omstændigheder indtræffe, der skulde gjøre bemeldte mine Svigerforældre utilfredse med Opholdet paa Huset, da er Ejeren pligtig efter et fjerdingaars varsel at udbetale dem eller den Længstlevende 200 Rbd, siger tohundrede Rigsdaler Rigsmønt og hvis de lever begge 10 rigsdaler aarlig eller hvis den Ene er død da 5 Rigsdaler aarlig med en tolvtedeel maanedlig forud, saalænge nogen af dem er i live, mod at saavel huseværelse, som uden forpligtelse derved ophøre.

Det er en selvfølge, at hvis mine Svigerforældre dør paa Huset hos mig, da lader jeg dem anstændig og christelig begrave, imod som Vederlag for den oventagne forpligtelse, at beholde alt hvad de maate efterlade sig. En de bortflyttede fra mig, da er baade begravelse og hvad de maatte efterlade sig mig eller Husejeren uvedkommende.

For yderligere at sikkre mine Svigerforældre giver jeg dem herved til sikkerhed for foranførte forpligtelse 1ste Prioritets Pantebrev i min Arvefæstelod Matr. No 20b med derpaa staaende huus i Olsker Sogn, nestefter 320 Rdl.. For Stempelpligtens skyld bemærkes, at Opholdet er beregnet til 10 Rdl aarlig eller for 5 Aar 50 Rdl. <den eventuelle Udflytningssumma 200 Rdl og Begravelsesomkostninger med 44 daler.
Medunderskrevne Hans H. Krak erklærer herved at jeg med Taknemmelighed har modtaget dette Tilbud paa de nævnte Betingelser. Dette til Bekræftelse under vore Hænder i Vitterlighedsvidners Overværelse.

Olsker 27. Januar 1874
Hans Hansen Krak (m.f.P.) M. Kofod
Til Vitterlighed
E. Bohn L.H. Lund
[I margin skrevet: ”Udslettet den 30/1 1895]

Undentagskontraktens nedsættende formuleringssprog hindrede ikke at Michael Kofoed måtte udstede et pantebrev på 100 rdl til svigerfaderen for at få økonomien til at hænge sammen.

Arvefæstelod 20c

Gårdejer Jens Peter Holm fik arvefæsteskøde på jordlodden matr. 20c, som var skyldsat til 2 skæpper ¾ album (hartkorn)
I skødet af 13. februar 1875 (læst 2. juni) hvor Bækkegaard blev solgt for 40.000 kr af Janus Peter Larsen Kofoed til Jens Hansen Schou fremgår det, at Bækkegaard ejede matriklen 20c, som var en såkaldt ”arvefæstelod”, som var en del af ”Statens udmarksjord”. Disse arvefæstejorde blev i 1850’erne givet som livsfæste til brugerne, som ofte var husmændene, der havde drevet jorden. I Olsker er det imidlertid ofte de bønder, der havde jord op til udmarken, der fik brugsretten til jorden med en årlig afgift.

Jorden ejedes altså af Bækkegaard, men i skødet kan læses, at der stod bygninger på jordlodden, som var i privateje.

Udmarkslodden matrikel 82v

I salget af Bækkegaard i 1875 indgik også udmarkslodden matrikel 82v, som var skyldsat til 1 fjerdingkar og 1 album.

Luftfoto 1955 af ejendommen Storedalen 35. Tilhører Kgl. Bibliotek.

1874-1907 Michael Kofoed (1847-1907) og Martine Kirstine Sophie, født Krak (1837-1882) – anden ægteskab med Ane Marie Kathrine, født Pedersen (1859-)

Ejendomsoplysninger

Jens Hansen Schou slutter en 50års lejekontrakt med Michael Kofoed om arvefæstelodden 20c gældende fra den 1. januar 1875. I lejekontrakten  beskrives grunde som indhegnet med stengærde som var ca 2 skæppe land stort. Det grænsede mod øst til udmarksjordene, i syd og vest mod arvefæstelodderne og i nord mod 15. selvejergaards grund. Der fulgte en del træer med i lejekontrakten, og som lejeren kunne fælde om han ville. Jagtretten fulgte med. Lejeretten blev betalt med 80 kr og der skulle årligt ydes 2 dages arbejde på gården.

Bækkegaards ejer Jens Hansen Schou solgte matr. 20c til Michael Kofoed den 15/6 1888 (læst 4/7). Forinden salget blev en jordlejekontrakt fra 21/8 1875 (læst 19/1 1876) ophævet.

Gårdejerens salg omfattede arvefæstelodden matrikel 20c, samt en del af matriklen 82v, som fik matrikel 82er, som var skyldsat til i hartkorn til blot ½ album. Prisen for de to jordlodder var 200 kr.

Matrikel 82bæ, som var en del af matr. 82es, blev solgt den 14/6 1888 af Martha Kirstine Larsen, som var enke efter Jørgen Larsen på 15. selvejergaards fortorv til Michael Kofoed for 200 kr.

Personlige oplysninger

Michael Kofoed døde 13/5 1907.

Michael Kofoeds første kone var Martine Sofie Kirstine Krack blev født 6/11 1837 i Olsker. Hendes forældre var husmand Hans Krak og hustru Ane Margrethe. De samme sted den 19/11 1882 blot 45 år gammel. Hun fik ingen børn.

I Bornholms Tidende annonceredes 2.-4. juni 1898 møder i Bornholms Biavlerforening hos Mikael Kofod i Storedalen

Michael Kofoed og Ane Maries børn: Jørgen Mathias Andrias Kofoed (f. 7/5 1884 i Olsker), Anna Karoline Marie Kofoed (f. 25/3 1886), Kristine Martine Kofoed (f. 17/7 1889 i Olsker), Marie Kofoed (30/7 1891 i Olsker), Plejebarn Eline Magrethe Kristine Kofoed (f. 1880 i Nyker)

1907-1923 Ane Marie Kathrine Kofoed, født Pedersen (1859-)

Efter Michael Kofoeds død sad enken Anne Marie i uskiftet bo. Hun overtog følgende jordlodder:
Matr. 20b, 20c, 82er, 82es, 19c og 19d.

Folketællingen i 1916 står ”ejer husmoder Marie Kofoed, f. 22/2 1859, der har nedsat arbejdsevne på grund af gigt. Matias Kofoed f. 7/5 1884, ugift bestyrer. Kristina Kofoed f. 19/1 1889, ugift bestyrerinde. Ejvind Kofoed, f. 27/6 1912, barn”

Den 21. oktober 1918 købte Anne Marie Kofoed nabohuset (Storedalshuset) og de to jordlodder 19e og 82hi af Hansine Kristine Funch for 2000 kr.  Med i handlen fulgte huset med kakkelovn, komfur og murkar. Det vides ikke om nabohuset blev revet ned eller om det blev lejet ud til beboelse.

1923-1941 Jørgen Mathias Andreas Kofoed (1884-)

Ane Marie Kofoed overdrog ejendommen til sin søn den 1. juni 1923. Foruden de ovennævnte matrikel også matriklerne 82hi og 19e. Købesummen var i alt 9.000 kr. Som ”forskrivning” var betalt 4040 kr som forskud i kraft af at sønnen havde hjulpet med bedriften i en årrække. Betingelsen var også, at enken fik lov til at bo I på ejendommen så længe hun levede. Hvis hun skulle flytte skulle hun modtage 1200 kr. som erstatning.

I 1921 boede Mathias Kofoed hjemme hos moderen og var banearbejder.

I vejviseren 1942 er Mathias Kofoed nævnt som beboer.

1941-1948 Bankdirektør Edvard Eriksen

Han var bosat i Rønne i 1938
I vejviseren 1944 boede forpagter Jens Jespersen på ejendommen

1948 arbejdsmand Axel Hansen

Oplysninger via Skøde og Panteprotokollen

Foto JVH 17/5 2021

1948-1951 arbejdsmand Harald Andreas Beck

Han flyttede senere til matrikel 82da (Vejviser for 1968)

1951-1960 malermester Hans Rømer (1923-2019)

Skøde 21/1 1951 til Hans Rømer på matr. 19d, 20b, 82er og 82hi – 13.000 kr
Skøde 16/10 1953 fra Peter Nielsen til Hans Rømer på matr. 20k 2000 kr
I Vejviseren 1952+1958 er han malermester på Birkely 16. slg. parcel. I 1952 på matrikel 19c og i 1958 matrikel 19d. (Sammen hus, men ændring i matrikelnr)
I Bornholms Tidende 28/12 2019 med billede: Udd. Maler, malermester. Spillede med Rytsels orkester, var rejselyssten, boede i Australien og på Grønland. Kunstmaler. Fløjtede. 03. januar 1923-17. april 2019. Begravet fra Allinge Rigssal.

1960-1968 Th. Bors Nielsen

Skøde 2/7 1960 30.000 kr.
I Bornholms Tidende 13/10 1966 klagede stadsdyrlæge Bors Nielsen over planerne om udbygning af minkfarmen på Ejendommen ”Storedal” (nr. 37) da ejendommen lå i rekreativt område og at stadsdyrlægens ejendom udlejedes til turister. Klagen blev sendt til sundhedskommissionen til behandling

1968-1994 Ragnhild Margrethe Sachmann Rowold

Skøde 12/11 1968 pris 115.000 kr

1994- Finn Sachmann Rowold

Skifteoplysninger har en ejendomsvurdering til 800.000 kr i 1994.
Se digitaliserede skøder efter 1927: