Bjørnegaard på matrikelkort 1817-1859
Natten mellem den 8. og 9. juli 1711 brændte Bjørnegaard i Klemensker ned til grunden. Karen Knudsdatter, der var sandemand Lars Hansens hustru, blev så alvorlig forbrændt, at hun døde kort efter. Lars Hansen selv blev alvorlig forbrændt. En måned efter lå han stadig i sengen uarbejdsdygtig og svag. To af hans tjenestefolk blev også skadede.
Bjørnegaard var kongens gård og Lars Hansen havde haft gården i fæste siden 1696 og havde brugt mange kræfter og penge på at reparere og nyopføre bygninger. Han kaldte selv gården ”nærmest øde af bygninger”, da han overtog fæstet efter Berild Clausen, der var mere optaget af at føre retssager på tinget end at dyrke og vedligeholde gården.
I tingbøgerne findes synsforretninger for Bjørnegaard i 1682, 1692 og 1701. Indtil 1700 bestod den af to længer: Stuelængen på 19 stolperum, hvor de 5 mod vest var ladehus, og en nordlig 13 stolperums lade, med fårhus og tærskegulv.
Lars Hansen renoverede og forbedrede den nordlige lade umiddelbart efter han overtog gården. I år 1700 tilføjes en østre længe på 6 stolperum med stråtag. Den vestre længe på 13 stolperum opbyggede han i perioden 1701-1711. Da gården brændte var der i alt 51 stolperum bygninger – en anseelig gård med store mark, eng og skov. Gårdens bygninger var velholdte.
Kongelige fæstegårde var bedre stillet end selvejergårde, hvis ulykken ramte dem. Kongen bevilgede tømmer og bygningsmaterialer, men det var fæstebonden, der selv måtte genopbygge gården mod han fik skattefrihed nogle år. Rentekammeret, der var kongens myndighed, når det drejede sig om skovens træer. Træ var en mangelvare og holstførsten var den stedlige myndighed, der udviste træ til bygningsmaterialer. Når træet blev lovligt fældet, blev stubben forsynet med kongens brændemærke. Bjørnegaard havde i en skov (1693), hvor der fandtes gamle ege og mange asketræer, så bygningsmaterialer var lige ved hånden.
På tinget blev valgt otte kyndige mænd til at beregne hvor meget tømmer, der skulle til for at genopføre de 51 stolperum, sådan som gården havde haft inden branden. Deres liste så således ud:
114 stolper a 5 alen
57 bjælker a 12 alens længde,
16 fodbjælker 11 a 12 alen lange,
408 alen lied (=tagrem),
102 løsholte hver 3½ alens længde,
36 døre 3 alen høje,
18 stk. dør tærskler a 3 alen,
114 sparre 9 alen lange,
57 hanebjælker a 3½ alens længde,
10 skunkebjælker (=ekstra hanebånd i fx tærskelo og i gavle) i 11 til 12 alens længde,
8 husbrande, som sættes på gavlen, hver i en længde af 8 alen.
67 stk. Surre baand til at fæste spærene med (=skråbånd eller stormbånd) a 7 alens længde,
30 læs letter (= lægter, hvorpå taget hænger) og rygtræer af ask,
1428 opstande Rostter (? måske = stokke i de lerklinede tavler) hvilket er 18 læs,
12 læs trækæppe og tecke seeger (?),
20 læs tømmer til loft, døre- og vindueskarme.
Sammen med de tidligere synsforretningerne er det muligt at rekonstruere gården, som den (sandsynligvis) så ud på brandtidspunktet 1711.
Lars Hansen fulgte ikke anvisningerne om, at genopføre gården som den var. Nye ideer og behov har spillet ind da han planlagde de nye bygninger. For eksempel var det unødvendigt at indrette lade i stuehuset. Da Lars Hansen døde i 1720 var der syn og skøn på gården for at se, om den var holdt i forsvarlig stand. Synsmændene konstaterede, at gården bestod af 33 stolperum, hvoraf de 29 var af nyt tømmer. Stuehuset var nu på 12 stolperum, hvoraf stuen, som tidligere, var på fire. Den nordre længe var på 12 stolperum og en tredje lade var på 9 stolperum. På gårdspladsen lå en stabel egetræ nok til 6 stolperum. Lars Hansen nåede ikke at afslutte genopførelsen af gården.
De næste 300 år er Bjørnegaard ombygget flere gange og der er næppe noget tilbage af genopbyggede gård. Men et er sikkert, gården ligger på samme plads som dengang.
Læs mere i referatet af tingbogen for den 24. juli og 14. august 1711
Skifteprotokol for landdistrikterne 1718-1724, pag. 170 (Skifte efter Lars Hansen, 11. maj 1720)
Jens Riis Jørgensens kommentar 10. august kl. 22:34 :
Det er meget interessant at se din rekonstruktion af Bjørnegård, som den fremstod ved genopførelsen efter branden. En generation efter blev denne stolte gård med husbrande andet udstyr overtaget af den purunge og senere kendte kaptajn Jørgen Edvardsen Sonne (min 5xtipoldefar, så vidt jeg husker) omkring hans giftermål med Marie Sandbye. De købte herlighederne til selveje i 1743 fra Kronen. Der var åbenbart askekragetræer på stråtaget til at fastholde mønningen (rygningen). I bornholmsk byggeskik interessant. Antallet 1428 delt med 102 løsholter, lig med 14, kan godt være “tømrana”, der på Sjælland blev kaldt stejler. Så har der været syv foroven og syv forneden i hvert løsholt (fag, også gavlene). Det er jo bare et overslag, men et meget præcist og troværdigt overslag. Stuehuset blev erstattet af det nuværende grundmurede stuehus halvandet hundrede år senere af min tipoldefar, Rønnevognmanden Jens Rottensteen. Jeg har tit spekuleret over, hvad han dog ville dér, men som Jesper fortæller, var Bjørnegård en attraktiv ejendom. Det var ikke første gang, den tilhørte en Rønneborger, som vi kan læse om i kilderne til 1658-begivenhederne, men Jens Rottensteens bedstefar havde åbenbart også boet på en ejendom lige i nabolaget i starten af 1800-t. Det er meget vigtig Klemenskerhistorie og Bornholmshistorie, som Jesper her finder fligene af.