Sommer 1703 beordres øens udbygger til at ”indgrøfte” kongens eng kaldet Eske Viske, der lå syd for Almindingen i ådalen NØ for Ekkodalen. Eske Viske er angivet på Hammers kort fra 1750 og navnet genfindes i dag i Viskesledhuset, der ligger ved leddet til Almindingen.
At indgrøfte vil sige at grave kanaler i et vandigt og sumpet område. Kongens eng kunne med vandafledende grøfter blive rigere på hø og anvendelig som græsareal. Arbejdet skulle organiseres af holtsførsten Hans Christensen.
I Nørre Herreds Tingprotokol findes en retssag fra den 3. august 1703 mod 90 udbyggere, der alle bor i Nørre Herreds fire sogne. De havde nægtet at udføre grøftearbejdet. Amtmand Woldemar Reedts havde den 11. juli 1703 skrevet til amtskriveren, at han skulle retsforfølgelse af de genstridige udbyggere.
Udbyggerne dukker ofte op i tingbøgerne, men det er første gang, at jeg finder en samlet fortegnelse med navne og stedsangivelse. En lignende retssag findes i Øster Herreds tingbog den 6. august 1703, hvor også samtlige udbyggere stævnes for samme forseelse. Jeg kan ikke tjekke om sagen findes i Sønder og Vester herreds tingbøger, da de ikke eksisterer. Det er nærliggende at tro, at amtsskriveren havde beordret samtlige Bornholms udbyggere til arbejdet i Eske Viske – måske henved 250 mennesker.
Ud over arbejdets art og omfang, er retssagerne interessante på andre måder. Man må formode, at der vil være udbyggere, der hellere ville arbejde end at løbe risiko for straffe. Det er derfor interessant, at der blev organiseret en kollektiv ”arbejdsnedlæggelse” og at man turde trodse magthaverne og nægte at parere ordre. At bønderne stod sammen i skattesager er almindelig kendt, men jeg har ikke tidligere mødt udbyggerne, som en enhed, der kunne organisere og udføre en fælles boykot mod øvrigheden.
Det har utvivlsomt været et meget hårdt arbejde, men det er ikke det, der er argumentet for at nægte. Udbyggernes talsmænd – Jens Skræder og Mons Svendsen fra Rø sogn – argumenterede mod arbejdet ved:
- At de var fattige folk og manglede redskaber til arbejdets udførelse.
- At arbejdet var ”usædvanligt”, hvilket vist nok ikke betyder, at lignende arbejder med afvanding af vådområder ikke tidligere var udført. Her betyder det, at der ikke var kutyme at udbyggerne skulle udføre det.
- At de havde ikke set kongens brev med påbud om arbejdet. Kongelige ordre fandtes selvfølgelig ikke. Det var amtmanden der handlede på kongens vegne, det var ham, der besluttede arbejdets omfang og hvem der skulle udføre det. Amtskriveren bad sognets sandemænd til at indkalde udbyggerne til arbejdet.
- At de opfattede arbejdet som en ekstra byrde, som blev lagt specielt på dem. De ydede pligtarbejde på linje med bønderne, som udførte vedligeholdelse af veje, byggede skanser, gik med på kongelige jagter, udførte vagttjenester og stillede til mønstring. Når der var alarm mødte de på lige fod med bonden.
- At de boede på bondens grund og derfor ikke var pålagt andre offentlige byrder end kvartalsskatten til kongen. De mente, at de var bondens hjælpere, som ikke kunne pålægges særskilte opgaver. Oprindelig var de bondens hjælpere i forsvar mod fjenden.
Alle argumenter var forgæves. Den 21. september læses herredsfogedens dom: Han så intet, der kunne befri dem for at ikke at følge øvrighedens ordre. De har handlet ”nacksetsigt” og for denne ulydighed blev de hver dømt at betale 3 rigsort (3/4 rigsdaler) og til straks udføre det pålagte arbejde, hvis de ellers ikke skulle blive dømt langt hårdere straffe.
Betegnelsen ”udbygger” kan ikke sammenlignes med senere tiders ”husmænd”. De udgør en svært definerbar gruppe landbrugere, der følte sig underlagt bønderne, der havde dispositionsret til jorden. I jordebøgerne findes alle jordbrugere uanset om de er selvejere, fæstere eller lejere af gårde, blot de betaler landgilde til øvrigheden. Fiskerne i Vang, Helligpeder og Tejn betalte landgilde og er med i skattelisterne. Udbyggerne findes ikke i jordebøgerne, selv om de ofte var sammenlignelige med de mindre selvejer og fæstere. Udbyggerne dyrkede andres jorde, ikke blot selvejernes jorde, men også jorde på kongens fæstegårde, i Røstad og i Hammershus slotsvang. Retssagen er derfor også interessant fordi det måske er første gang at udbyggerne blev defineret som en gruppe landboere, der kunne pålægges arbejde for fællesskabet. Senere i 1700-tallet føres retssager for at få fastslået ejendomsretten til udbyggernes jorde, der ofte grænser op til eller som ligefrem lå på kongens jorde.