Dyndalegaard i Rø, 2011
I Bornholms radio hørte jeg i dag [2011], at private kan overtage huse for 1 kr. på tvangsauktion! Realkreditselskaberne vil ikke længere overtage husene, da de er for dyre at holde og umulige at sælge. Kan det sammenlignes med situationen for bornholmske gårde i 1678-82, sådan som jeg oplever den ved læsning af Nørre Herreds tingbog?
I slutningen af 1670 var der rundt om på Bornholm mange gårde, der var forladt og jorden lå udyrket hen. De kaldtes for ødegårde. Det skyldtes flere år med krige og år med misvækst. Bornholm var endnu ikke kommet sig over befolkningstilbagegangen efter pesten i 1654.
Hvor grelt det stod til, aflæses tydeligt i tingbogen. Amtskriveren havde besvær med at inddrive de kongelige skatter: ”landgilde”, ”ægter” og ”knægtepenge”. År efter år opremses ødegårdene og hvilke gårdmænd, der ikke havde betalt. Forklaringerne er mange: På Lillegård i Rø sogn er gårdmanden Mads Jørgensen ”en ganske fattig og havde ingen levende kvæg, at betale med”. Nabogården Lykkegård lå på klipperne imod lyngen, og kunne heller ikke betale. Flere gårde, der lå gå til lyngen, havde det svært, da dyrene spiste den sparsomme afgrøde, der kom op på den ofte stenfyldte agerjord. I 1682 var der et par gårdmænd, der klagede over, at deres jord lå ud til klipperne og at heden fra klipperne brændte deres afgrøde af. Mangel på driftige bønder synes også at have spillet ind: Man lokkede med tre år med skattefrihed, for at få nye gårdfolk. Fastsættelsen af gårdenes hartkornværdi i 1664 skete på Bornholm ikke ud fra gårdens bonitet, men ud fra en gammel jordebogsafgift. Der var store uretfærdigheder i skatteansættelsen og det skabte ”gode” og ”dårlige” gårde. De dårlige gårde var alt for højt sat i skatteansættelsen og de var derfor ikke attraktive at overtage. Først i 1850 blev der foretaget en ny og mere retfærdig ansættelse af ”jordskyld”.
Flere gange om året opremses gårdenes restancer i tingbogen. Stort set alle gårde er med i restancelisterne, derfor kan man via tingbogen løbende følge hver gårds beboer.
Fælles for Bornholm i slut 1670’erne og i dag er, at befolkningstallet stagnerer og efterspørgslen på gårde er lille. Det kan ikke betale sig at starte virksomhed, risikoen er for stor. Skattetrykket var for højt, mente bonden i 1670’erne, mange mener det samme i dag!