Klemens Kirke 1860 – rekonstruktion udført af arkitekt Thorsen. Billedet hænger i Klemensker Kirkes våbenhus.
Den bornholmske sandemandsinstitution er en undersøgelse værd. En vigtig kilde er tingbøgerne, hvor man kan få en fornemmelse af sandemanden med politimæssige myndighed i aktion.
Sandemænd kendes på Bornholm lang tid tilbage i tiden. I Christian 5s danske lov er sandemanden sammenlignelig med tingbude og stokkemænd. Den Bornholmske sandemand ligner mere den i Jyske lov 2. bogs definerede Sandemand, som var den lokale uafsættelige sandhedsvidne og myndighed i domssager. Sandemand kan sammenlignes med det i 1791 oprettede sognefogedembede. Sognefogeden var kongelig udnævnt og havde politimæssige opgaver. Sandemand/sognefoged-embedet blev nedlagt med kommunalreformen i 1970.
Det var sandemanden man gik til, hvis man blev udsat for en kriminel handling og det var ham, der kunne iværksætte ransagninger og ”skønninger”. For eksempel skulle han syne skader efter slagsmål. Sandemandens virke udgik fra hans gård og han brugte kirkestævnet til at forkynde fælles opgaver for sognets beboere. Han kommunikerede øvrighedens ordre, når der skulle gøres ægter eller møde som hjælpere ved kongelige jagter i skoven. Det var hans ansvar, at amtmandens ordrer blev forkyndt i sognets fjerneste egne. Hvis en person var under mistanke for tyveri, skulle sandemanden beordre ransagning på bopælen, med ham selv som deltager.
Sandemanden forestiller vi os som en myndig og retfærdig person, der nød respekt. Kikker man på sagerne i tingbøgerne, så opdager man, at sandemanden ofte blev sagsøgt af andre for uretfærdige handlinger, så der er noget der tyder på, at ikke alle mente, at hans retfærdighedssans var hans kendemærke.
En historie fra Nørre og Vester Herreders tingbøger 1709 beretter om sandemand Lars Hansen fra Bjørnegaard i Klemensker, der i kraft af sit hverv, blev udsat for svære prøvelser. Lars Hansen var også kirkeværge og dermed betroet kirkens økonomi. Både som sandemand og kirkeværge optræder han ofte i tingbogen i 1709.
Tyveri af brænde.
Lørdag nat mellem den 6. og 7. april 1709 blev der stjålet brændeved i Jens Rasmussens skov i Vestermarie (49. sg. Nørregaard). Jens Rasmussen var en gammel mand, der måtte bede naboerne om hjælp til at finde tyvene, der med to slæder havde været i skoven og efterladt tydelige spor, der efter Poul Jensen på Kantedams mening, førte til Stangegaard i Klemensker, hvor Hans Madsen og Anders Hansen boede. Sagsøger og anklagede boede kun små 2 kilometer fra hinanden, men i hver sit herred og dermed to forskellige juridiktioner. Kantedam og Stangegaard var naboer med sognegrænsen mellem sig.
Naboerne var ikke i tvivl, hvem gerningsmændene måtte være. Loven foreskrev, at der skal være otte vidner til ransagningen. Jens Rasmussen fik syv mand til at foretage eftersøgningen (Esper Pedersen fra Hakkeled, Jacob Mortensen fra Lille Bjergegaard, Peder Larsen fra Plummegaard, Niels Larsen på Esper Jensens grund, samt Jens Poulsen og Jens Rasmussen to sønner Peder og Hans Jensen) Den ottende mand skulle være den stedlige sandemand, nemlig Lars Hansen, som imidlertid ikke umiddelbart var at få i tale sådan en søndag formiddag. Han var i Sct. Klemens kirke. I sagens agter fortælles, at sandemanden først skulle afholde sognestævnet efter prædiken før han kunne ride med sendebuddet til Stangegaard. Sandsynligvis blev Lars Hansen overbevist af sendebuddet om sagens rette sammenhæng. Der måtte være hold i anklagerne mod Stangegaards to beboere. Da han kommer frem og anklagede Hans Madsen for tyveriet, opstod håndgemen mellem dem. Hans Madsens forklarede, at han var uskyldig og kunne bevise, hvorfra brændet stammede. Han ville derfor ikke udlevere brændet.
Hans Madsens forklaring i retten var følgende: Først blev han slået i hovedet af Peder Espersen, derefter slog sandemanden ham i gulvet med sin kårde. Da Hans Madsen stadig gjorde modstand, besluttede sandemanden, at hans egen hests seletøj skulle bruges til at binde den genstridiges hænder og fødder. Sandemanden beordrede herefter folkene, at lægge Hans Madsen øverst på slædens brændestabel, spænde Hans Madsens egne heste for slæden, for at bleve trukket til Jens Rasmussen på Nørregaard. Sandemandens myndighed ophørte ved sognegrænsen, så han begav sig hjem til Bjørnegaard. Retssagen i Nørre Herred var foranlediget af Hans Madsens anklage for vold og overlast, derfor var hele episoden fortalt fra anklagedes synsvinkel.
På Vester herredsting er det derimod anklager Jens Rasmussens historie der fortælles. Hans Madsen havde tilbudt forlig med ham, da han nåede Nørregaard på toppen af brændevedet. Hans Madsen ville betale 1 slettedaler for brændet. Det var en indirekte tilståelse af tyveriet, mente Jens Rasmussen, som dog ikke vovede at indgå aftaler uden øvrighedens nærværelse. Derfor blev slæden med brændet og den formodede tyv på toppen, kørt videre til Rønne. Slæden endte i amtmandens gård, hvor dette besynderlige optrin sluttede. Amtmanden (eller hans fuldmægtig) skønnede, at sagen ikke kunne føre til arrestation af Hans Madsen. Vidner til optrinet var nemlig kommet til Rønne og kunne fortælle, at Hans Madsen havde brændet fra andet sted.
Hans Madsen og Anders Hansen blev frikendt for tyveri, da ”hjemmelsmænd” kunne bevidne, at det ikke var brænde fra Jens Rasmussens skov, men fra deres tilhørende skove. Hans Madsens brændeleverandørs påstand var mistænkelig, da han næppe havde så meget skov, at han kunne have leveret brændet. Men da loven bød, at hvis en person sværgede sin korporlige ed, så kunne herredsfogeden ikke modsige påstanden. Sagens karakter førte også til frikendelse af ransagningsmændene for vold og overlast mod Hans Madsen. Mændene var i deres gode tro, og mod gerningsmænd var hårdhændede metoder tilladt. Herredsfogeden besluttede at ”efter processens beskaffenhed ikke komme nogen af parterne paa deres ærlige navn og rygte til forkleinelse”.
Hans Madsen stævnede sandemand Lars Hansen for vold og ærekrænkende anklage. Sandemanden formåede at skabe tvivl om Hans Madsens handlinger. Det lykkedes at bevise, at han ikke havde brugt sin kårde mod Hans Madsen, men at Hans Madsen derimod havde fravristet ham våbnet, så han måtte kæmpe for at skaffe det igen. Hermed forklaredes også handlingen at binde den anklagede med seletøjet og anbringe ham på brændelæsset. Herredsfogeden frifandt pure sandemanden og dømte i stedet Hans Madsen til at betale sagens omkostninger og erstatning til sandemanden for rejser og besvær. Herredsfogeden angav, at det var en stor forseelse at tage kårde fra en betjent i sit embede, derfor ville han overgive sagen til amtsskriveren og ridefogeden at vurdere om der skulle føres sag mod Hans Madsen for angreb på sandemand i tjeneste.
Amtsskriver og ridefoged Schor rejste ikke sag mod Hans Madsen, men man må formode, at alle i sogne kendte til denne groteske historie. Både bonden Hans Madsen og sandemand Lars Hansen var handlekraftige mænd, der sikkert vil dukke op i tingbogen i nye sager.
Læs mere på min hjemmeside i tingbogen for Nørre herred for 21/6, 12/7, 26/7, 9/8, 16/8, 30/8 og 2/11 1709
og Vester Herreds tingbog 1709-1716, pag. 66a f. – dom d. 29. august 1709