Slægt og byrd

Historierne i Nørre Herreds tingbøger kan virke trivielle og kedelige, de handler mest om arv, markskel og gæld, men – hvis man holder ud – skjuler tingbøgerne et væld af oplysninger, der sammenstukket giver et godt indblik i Bornholms landbrugs historie og et væld af personoplysninger.  I 1705 er der for eksempel historien om Østre Bedegadegaard i Klemensker, hvor udlængerne desværre brændte for nyligt.

Den 16. januar 1705 tinglystes en kvittering for udbetaling af arv til Peder Mogensens børn. Jens Andersen havde giftet sig med enken Johanne Mogensdatter Sort. Jens Andersen havde penge efter en arv fra sin far Anders Mortensen på den 20. gård i Pedersker. Tingsagen foranledigede, at Mads Nielsen i Sandvig gjorde krav på gården, da han mente, at han var den rette arving til gården, fordi hans morbror Hans Pedersen, var den lovmæssige arving af gården efter sin bror Jørgen Pedersen. Mads Nielsens fuldmægtig Mogens Clausen fra Sandvig lagde sag an mod Jens Andersen.

Sagen fortæller om bornholmske arveregler, samt at gårdene skulle lovbydes (tilbydes) ”slægt og byrd” inden den kunne sælges til tredjepart. De mange vidneafhøringer beretter om gårdens ejere og brugere igennem 80 år, alle enestående oplysninger der supplerer, korrigerer og supplerer Kures gårdregistre.

Jeg skal i det følgende prøve at beskrive gårdens historie:

Den ældste gårdejer, der nævnes, var Peder Andersen, som havde gården fra o. 1624. Han havde fire sønner: Anders Pedersen, Hans Pedersen, Mads Pedersen, Kobbegaard i Østerlars og Jørgen Pedersen. Som det var sædvane på Bornholm, overtog den yngste søn Jørgen gården i Bedegade. Jørgen fik 2 sønner med sin første hustru Anne, der begge døde. I andet ægteskab med Birgitte Hansdatter var der ingen arvinger. Jørgen Pedersen døde omkring 1664 og efterlod en gæld så stor, at der tilsyneladende intet var at arve efter ham. 80 daler havde købmand Herman Clausen i Rønne tilgode. Gården var tilsyneladende ikke engang 80 daler værd og derfor måtte panthaveren tage gården i brug, som om var det hans egen. Pantebrevet kom til at spillede en stor rolle for sagen 40 år efter. Dokumenter og breve var forsvundet, så det var let for sagføreren Mogens Clausen at påstå, at gården aldrig var blevet lovbudt slægten og at der aldrig var blevet udfærdiget et lovligt skøde. Da Rønnekøbmanden døde giftede enken sig med landsdommer Matthias Rasch, som dermed kom i besiddelse af pantebrevet. Landsdommeren overdrog pantebrevet til major Westerwalt på Simlegaard, og der således fik brugsret til gården. Peder Hansen drev gården fra 1660’erne og betalte leje til landsdommeren og senere til Major Westerwalt. Peder Hansens søn Mons Pedersen fortalte at Westerwalt en dag tilbød Peder Hansen gården for en billig pris, men faderen afslog. En anden af Peder Hansen sønner, Oluf Pedersen i Hasle, fortalte mere detaljeret, at Westerwalt havde tilbudt gården medens de gik på Nørregaards eng. Han huskede det omtrentlige år, da han lige var blevet gammel nok til at holde en plov. Familien boede på Østre Bedegadegaard i 10-11 år, hvorefter de at flyttede til Præstegaard i Rutsker i 1677/78. Herefter flyttede en gammel mand ved navn Jens Kielbergsen ind på Bedegadegården – vel sagtens som en slags opsynsmand. Vidner, der var tjenestefolk hos majoren, fortalte, at de havde høstet rug og slået græs på gårdens enge og ført afgrøden til Simlegaard.

I 1679 købte Laurids Hansen, fra Nørre Kirkebogaard i Klemensker, Østre Bedegadegaard, af major Westerwalt.  Laurids Hansen flyttede ind på den 9. gård. Der var ingen vidner, der kunne bekræfte om det var en traditionel handel. På den tid var der stor pengeknaphed og gårdovertagelser skete ofte ved overtagelse af forpligtelser i form af pantebrev. Et af vidnerne mente, at Laurids Hansen betalte 100 slettedaler til Peder Monsen Smed i Nyker.  Dette er sandsynligvis en erindringsforskydning, da man i følge tingbogen den 9/3 1683 tinglystes et 14 års gammelt pantebrev på 100 sld. til Mogens Mogensen nu med pant i den 9. gård.  Mogens Mogensen overtager gården som brugspant sammen med sin søn Peder Mogensen, der får skøde på gårde den 5. juli 1695. Peder Mogensen dør i januar 1704 og der holdtes skifte den 15. januar. Jens Andersen gifter sig med enken og altså vælger, at udfri arven, sandsynligvis for at kunne beholde løsøregodset.

Når man læser om denne sag, som i alt fylder 6 siders i referat, kan man se, at selv dengang var det svært at udrede ejerforholdene. Herredsfogedens dom byggede på antagelser: Da ingen havde gjort indsigelser ved overdragelserne i 1664/65, 1679 og 1683, så dømte han skødet fra den 5. juli 1695 for gyldigt. Dermed fik Mads Nielsen ikke sit ønske opfyldt. Gården kom ikke tilbage til slægten med ham som jorddrot.

Gården findes ikke som skyldig i landgilderestancelisterne, hvilket skyldes, at landgildet skulle betales til generaltolddirektøren Hans von Meullengrach.

Se mere i tingbogen på følgende datoer 16/1, 30/1, 6/2, 13/2, 27/2, 6/3, 13/3, 20/3, 27/3, 3/4, 17/4, 1/5, 15/5, 26/6 1705

[PS – Anders Nielsen findes som gårdbeboer før 1681 i Kures gårdregister. Det er en fejl. Han boede på 9. vornedgaard]