udsnit af kartouche på Kgl. Biblioteks eksemplar af Hammers kort, 1750
”Spøttet i Haanden tre gange og tog om Patterne paa toe kiøer, og dedn tredie tog hun om Hornene….”
Sådan anklagede Hans Larsen nabokonen Karen at have gjort mod hans madmors køer. Hans Larsen var tjenestedreng Strangegård og Karen var nabokone på Skindermyregård i Klemensker på Bornholm. Hvorfor blev tjenestedrengens ord minutiøst gengivet i Nørre Herreds tingbog den 28. oktober 1692?
Ordene var nemlig en indirekte beskyldning for at have brugt trolddomskunst.
Umiddelbart handlede sagen om vold af særdeles grov karakter. Opfordret af sin mand Anders Hansen lod Karen ikke tjenestedrengens beskyldninger gå upåagtet hen. Hun slog drengen i ansigtet med hånden og derefter med riven, så blodet flød og han faldt omkuld. Slagsmål skulle anmeldes til øvrigheden, der ikke tålte vold af denne karakter. Landet skulle opbygges som et retssamfund, konflikter skulle løses ved domstolen og kongen skulle have indtægt ved en bøde.
På grund af høstarbejdet var der mange vidner til Karens voldsomme angreb på drengen. Alle kunne fortælle om drengens beskyldninger mod gårdmandskonen. Når man er blevet klar over ordenes betydning, står det klart, at vidnerne vidste hvad de betød. Drengens blødende sår blev behandlet ved hjælp af et stykke flæsk.
Tjenestedrengens madmor hed Birgitte, enke efter Mads Olsen, hvis køer historien handlede om. En af køerne havde øjensynlig mistet evnen til at give mælk. Tjenestedrengens forklaring var trolddom og tilsyneladende havde enkens søn, Esper Madsen, også sagt det offentligt. Karens mand kunne ikke acceptere et sådant rygte, derfor indkaldte han vidner på tinget den 4. november, som havde hørt ham sige, at Karen ”havde taget køerne om patterne”. Esper Madsen nægtede hårdnakket, at han havde sagt noget i den retning.
Voldsagen blev fortrængt af anklagen om trolddom. Anders Hansen nærmest opfordrede modparten til at anmelde trolddomssag mod sin egen hustru. Det ville man vel ikke gøre, hvis man tvivlede på udfaldet?
Sagen ender i et forlig mellem naboerne på Strangegård og Skindermyregård. Begge parter fremstod den 23. december 1692 på tinget og udtalte offentligt, at de betragtede hinanden, som ”ærlige og kristelige mennesker, som de kun vidste godt om”. Her sluttede voldsagen, drengen fik ikke erstatning og kongen sin bøde.
I 1692 bliver den sidste heks i Danmark dømt og henrettet året efter på Falster for at udøve hekseri: Læs herop på http://www.historie-online.dk/special/sankthans/anne.htm . Sagen i Klemensker, er vist ikke enestående, men tiden for trolddomssager var ved at rinde ud.
Læs referatet: Nørre Herreds tingbog 28. oktober 1692