Løjtnant Jørgen Johan Schou havde overtaget birkets største gård Hammersholm efter sin far Vefst Jensen, der var respekteret og driftig mand. Sønnen var derimod årsag til en række konflikter blandt borgerne og var en sand tyran mod sit tyende. I tingbogen og i Politiprotokollen er der en række af sager, hvor han tæsker sine tjenestefolk, der flygter fra tjeneste. Han var decideret voldelig.
Den værste og mest detaljerede beskrivelse af hans voldelige adfærd findes i Politiprotokollen for den 3. januar 1778. Her oprulles en forfærdelig historie om tjenestepigen Kirstine Pedersdatter, der nær blev slået ihjel af sin husbond.
Det var en morgen en uge før jul. Kirstine var på vej ind i huset, hvor hendes husbond, løjtnant Schou, kommanderede hende ud for at finde ornen, som var undsluppet svinestien. Efter et stykke tid lykkedes det Kirstine at finde ornen og få den tilbage, hvor den hørte hjemme. Hun gik ind i køkkenet for at fortsætte sit arbejde der. I forstuen blev hun mødt af husbonden, der skældte hende ud for ikke at passe sit arbejde – tilsyneladende havde han glemt, at han havde sendt hende på ekstraordinær opgave med at finde ornen. Efter et ordentligt møgfald nåede hun ind i køkkenet. Et øjeblik efter kom madmoder og skældte hende ud. Hun mente, som sin mand, at Kirstine fortjente en ordentlig irettesættelse. Det blev for meget for Kirstine. Hun brød sammen i gråd. Dette resulterede i, at løjtnanten kom ud i køkkenet og bad om ro. Kirstine undskyldte sin reaktion og lovede – at hvis hun havde gjort noget forkert – ville hun forbedre sig og aldrig gøre det igen. Husbonden mistede helt besindelsen, bankede Kirstines hoved ind i dørkarmen og slog hende i ansigtet flere gang. Blodet flød fra hende næse og det venstre øre. Hun flygtede nu hen til brændevinspanden, han fulgte efter og fortsatte med at skælde ud. Hun forsøgte, at flygte hen til den gamle moder – Vefst Jensens enke og nuværende husbonds mor – der boede i en separat del af det store hus. Pigen trak blodspor efter sig og faldt bevidstløs om foran den gamles dør. Enkens tjenestepige Ellen og en anden logerende, vicekorporal Peder Andersen, hjalp hende. Først blev hun lagt i en af gæstesengene i huset og fik varmt tevand at drikke og hendes hoved og øre blev vasket med eddike.
Efter et par dage forsøgte Kirstine at flygte fra Hammersholm. Hun ville hjem til sine forældre, der boede på Søndre Kirkebogaards fortov i Olsker. Hun nåede ikke længere end til Hammersholms port inden hun besvimede. Efter endnu et par dage på Hammersholm, mente hun, at hun kunne klare turen og forsøgte igen at flygte. Men hun kom kun til skoven hvor hun sank bevidstløs sammen. Hun blev fundet af de andre tjenestefolk, som fik hende bragt tilbage igen og lagt i seng. Kirstine turde ikke flygte igen, fordi hun fik at vide, at madmoderen risikerede at blive slået ihjel af husbond, hvis madmoders tjenestepige ikke blev på gården. Kirstine ville ikke have et menneskeliv på sin samvittighed.
Kirstines moder kom for at se til sin datter. Madmoder havde været flink nok og viste moderen hen til pigens sengeleje. Kirstine var endnu “reent forkommen i hovedet og strides endnu baade paa hørelsen og Tale”, så Kirstine kunne ikke få fortalt hele historien til moderen. Moderen ville alligevel have datteren med hjem. Det ville husbonden ikke høre tale om, da han jo havde tilladt hende at hvile og komme sig, til hun blev rask. Derefter skulle hun genoptage sit arbejde.
Moderen var dog helt klar over hvor galt det var fat med datteren og faderen husmand Peder Andersen meldte sagen til byskriver Faver i Allinge. Han iværksatte et politiforhør, for at have fakta i orden til en eventuel retssag mod løjtnanten.
Husbonden, løjtnantSchou, og de andre vidner til sagen skulle stævnes af to stævningsmænd. Da stævningsmændene kom ind i på Hammersholm fandt de løjtnanten liggende i sin seng. Inden de læste stævningen op, bad de Schou om at sammenkalde sine folk, der alle skulle stævnes til forhør hos byskriveren. Det nægtede Schou under henvisning til, at man ikke kunne afbryde deres arbejde. Efter tre gange opgav stævningsmændene at få folkene i tale. I stedet opsøgte de tjenestefolkene i gård og på marken, hvor de læste stævningen. De bad dem, de fik fat i, om at sige det til de øvrige, som de ikke kunne finde.
Kirstine var stadig på Hammersholm og hun var så småt begyndt at arbejde igen. Imidlertid følte Schou, at jorden var ved at brænde under fødderne. Madmoder og husbond fik Kirstine overtalt til at følge med til byfogden i Hasle. Det skete i skumringen. På vejen til Hasle instruerede løjtnanten Kirstine, hvad hun skulle sige til byfogden. Hun turde ikke sige imod. Kl. 10 om aftenen var besøget hos byfoged Jens Christian Prahl slut. Løjtnanten havde overtalt den syge og konfuse byfoged til at udfærdige en erklæring om, at sagen var blevet forliget. Kirstine blev tvunget til at meddele vidnerne, at der intet forhør skulle foretages. Dernæst søgte løjtnanten at få pigen til at overbevise sin fader om, at det hele var en misforståelse. Kirstine slap på denne måde væk fra Hammersholm. Hun skulle hjem og bede faderen om sagens skulle droppes. Hun blev hjemme hos forældrene og faderen ville ikke trække sagen tilbage.
Til politiforhøret den 3. januar mødte hverken løjtnanten eller nogen af hans tjenestefolk og husmænd op. De har sikkert ikke turdet. Kun to tærskemænd og skomageren og to skomagerlærlinge kom og lod sig afhøre. Byfoged Prahl havde jo allerede udfærdiget en skrivelse, der beskrev ”det såkaldte forlig” mellem parterne. Men Kirstines fader Peder Andersen insisterede på afhøring af sin datter og de fem fremmødte vidner. Da afhøringerne sluttede, blev det besluttet at de øvrige vidner skulle møde til afhøring den 7. januar ”under faldsmåls straf” dvs mod bøde, hvis de ikke mødte. Da politiforhøret skulle starte for anden gang, blev en ordre fra birke- og byfoged Prahl oplæst: ”Sagen måtte ikke fortsætte”. Den sluttede således uden videre forklaring.
Kirstines far Peder Andersen og sagføreren Michel Grønbech bad om udskrift, således at de kunne søge amtmanden om at intervenere i sagen. Michel Grønbech beklagede, at ”de ikke kunne nyde rettens bistand i sagen”.
Løjtnant Jørgen Johan Schou havde sandsynligvis insisteret på at sagen skulle forelægge hans ”værneting”, som var krigsretten. Intet er bevaret herfra. At Grønbech ville hjælpe en tjenestepige var ikke af medlidenhed, men snarere i had til Løjtnanten på Hammersholm som i mange år havde forfulgt ham. I 1772 havde Jørgen Johan Schou truede Grønbech på livet og havde forsøgte at få andre til at skyde eller indebrænde Grønbech – men det er en anden historie!
Indholdsreferat her 3. januari 1778. Se originale Politiafhøringer på side 277a-280b 1741-1783 Poltiprotokol Hammershus Birk