Svin 1750 på kartouche på KBs eksemplar af Hammers Kort
Kan det virkelige passe, at sagføreren Michel Grønbech havde et svin gående i et kammer ved køkkenet i 1781? Historien fortælles i tingbogen, da en borger i Allinge beskyldte Grønbech for at stjæle et af hans svin. Under afhøringerne kom detaljer om svinenes liv og færden i Allinge og Sandvig. Grønbechs nabo fortalte, at han havde set et svin gå op af trappen og forsvundet ind i køkkenet. Et andet vidne havde set at Grønbech havde indrettet et tidligere kammer ved siden af køkkenet til svinesti – det var en praktisk måde, at komme af med sit affald på.
I hele 1700-tallet omtales svinene i byerne som en naturlig del af gadebilledet. Man kan næste ikke forestille sig mængden af svin i byerne, hvor hver husholdning havde mindst et, oftes to eller flere. I tingbogen den 16. februar 1756 kan man læse, at der på stranden ved Allinge gik op mod 100 svin og åd opskyllet korn fra et strandet skib. I Allinge har der altså mindst været 100 løsgående svin.
Svinene blev betragtet som et nyttedyr og skulle værnes for farer. I 1714 forbød birkefogeden løse hunde, da de kunne gøre skade på de løsgående svin. Svinene fungerede som byernes skraldemænd og sørgede for at intet spiseligt gik tabt. Modsat skulle man også forhindre at de åd ens grøntsager ved at sætte gærder for sin kålhave. Når en skibslast skulle opbevares i land, måtte det skærmes for at svinene ikke skulle fortære varerne.
Hvis svin var det? I 1696 og i 1702 indskærpedes, at alle svin skulle ringes, således at ethvert dyr havde et ejermærke. Oftes blev de ringet i begge næsebor. Uringede svin dukker ustandseligt op i birketingbogen og er genstand til kiv og ballade. Hvert efterår skulle kæmneren tjekke om svinene var ringede. Hvis ikke, måtte han dømme ejeren en bøde, tage pant eller – hvis det skete tredje gang – konfiskere svinet. Bøden var i 1713 på 8 skilling, men i 1771kun 4 skilling pr. svin og 2 skilling for små grise. Hvorfor prisen faldt i løbet af århundredet er uforklarligt. Måske fordi der kom flere af dem?
At efterse ringningen en lukrative opgave, hvor kæmneren tjente en pæn skilling. Bøden tilhørte ham og hans medhjælpere. I 1771 var de kutyme at de drak pengene op. Disse emolumenter (rettigheder til pengeafgifter) var almindelig indkomster til embedsmændene. Men med pengene fulgte konflikterne. Kæmneren gik nidkært til værks i eftersyn af svinenes ringe, og det førte ofte til voldsepisoder fordi enten svineejeren følte sin ære gået for nær eller også fordi embedsmanden blev forhindret i at udføre sit arbejde.
Da svinene sjældent skulle fodres, men selv fandt føde i gadens affald, kunne alle – rig som fattig – holde svin. Svinene var en vigtig del af borgernes mad. Da der i 1779 kom et forbud mod at have løsgående svin i købstæderne var det et slag mod byernes eksistens, som vi i dag næppe kan forestille os.
Forordningen i 1779 med forbud mod løse svin, blev som så mange andre forordninger ikke taget seriøst på Bornholm. Derfor måtte Stiftamtmand Brockenhuus med et dekret i 1782 atter forbyde de løsgående svin. Svinereglerne blev fulgt af regler for ”priveter” – lokummers indretning, samt regulering og udformning af møgdynger. I Allinge og Sandvig mødtes man efterfølgende på hele to Rådstueforsamlingen for at diskutere hvordan man kunne (eller skulle) følge de nye regler. Forbuddet var et alvorligt indgreb i købstædernes rettigheder, ikke blot i Allinge og Sandvig men over hele øen. Der er bevaret et fantastisk brev til landsdommer Graah, skrevet af byfogden i Nexø N. Jespersen. Han refererer frimodigt købstadens opfattelse af forbuddet, der ville ruinere byen. At fjerne de løsgående svin fra gaderne ville ødelægge den naturlige renovation – sågar ”Folke Skarn” sørger svinene for at bringe af vejen. Skulle borgerne i stedet for bære skarnet i havet eller ud på marken, ville det – uanset vindretningen – bære forfærdelig stank til byen. At fjerne svinene fra gaderne bevirkede at den fattige mand, uden jord i vangen, ville være forhindret i en væsentlig føde og måtte leve af suppe uden flæsk – som betragtedes, ja netop, som ”svineæde”. At fjerne svinene fra byerne betød at bønderne fik monopol og at brændevinsproduktionen blev forøget (?). Gælden ville vokse, hvis byerne skulle købe svin af bønderne. At borgerne pålagdes højere skatter kunne på en vis måde forklares ved at statens gæld voksede, men at giver forbud mod løsgående svin, ville forringe livsvilkårene og forvandle borgeren til slaver og trælle. Forbuddet ville forringe borgernes evne til at betale kongens skatter. Og det var vel ikke meningen? For at sætte trumf på argumenterne, henviste borgerne til de friheder som engang var blevet givet undersåtterne på Bornholm af Frederik den tredje og bekræftet af kongerne siden.
Forbuddet mod løsgående svin skal ses i centraladministrationens ønsker om at regulere og modernisere byerne. Man havde i flere årtier forsøgt at få borgerne til at tænke i sikkerhed. Med lov havde man indført restriktioner i byggemetoder, pålagt obligatoriske bygningsforsikringer, indført brandbekæmpelsesredskaber og sågar pålagt købstæderne at holde vægtere. Byer med gader som grisestier var umulige at færdes i.
Læs N. Jespersens brev til Landsdommeren her.
Læs om Kæmnerens problemer med de uringede svin for 17. oktober 1771 her