Matthäus Greuter (1566-1638). Overtro, fantasi og særheder skulle bekæmpes eller kureres!
Retssager mod hekse findes i det meste af 1600-tallet. De kendte sager hører til den ”sorte” heksekunst, hvor man er i ledtog med djævelen og hvor den anklagede, som blev kendt skyldig, endte på bålet. Der findes desuden ”hvid” magi formuleret i de tre ord: signen (ved hjælp af magiske ord) og manen (ved besværgelse) og målen (magisk helbredelse ved at tage mål). På Bornholms Nørre Herredsting blev der den 25. oktober 1679 afsagt dom i denne ”milde” kategori af heksesager: En kvinde i Rø ved navn Ellen, enke efter Esber Esbersen blev landsforvist og mistede sin boslod. (ejendele).
En ungkarl Niels Hansen fortalte den 14. juli 1679 sognepræsten Christen Lind, at han nær var blevet forgivet af en pandekage lavet af Ellen sal. Esber Esbersen i Rø (Magaard), Mandell Matsdatter og tjenestepigen Margrete Lauridsdatter. Sognepræsten indberettede straks sagen til amtmanden, der videregav sagen til den nye amtsskriver og ridefoged August Dechner. Den 25. juli fandt det første forhør sted på herredstinget i Hasle. Kun Mandell Matsdatter mødte og erklærede sig for uskyldig.
På næste ting den 8. august mødte tjenestepigen Margrete Lauridsdatter, som tjente hos Anders Carstensen på Pilegård i Rø sogn. Den omtalte ungkarl hører man intet om, til gengæld fortalte tjenestepige en mærkværdig historie om forsøg på at helbrede et svageligt barn. Enken Ellen yngste barn var noget ”Hvidt og Blegt” og hun havde den idé, at overføre gårdmandens søster Kirstens kræfter til hendes eget barn. Kirsten Carstensdatter og Ellens svage barn var nemlig født på samme tid. Den makabre metode bestod i, at tjenestepige skulle skaffe hende Kirstens ”skarn” (afføring). ”Overførslen” skulle ske ved hjælp af en pandekage. For 2 skilling skaffede tjenestepige noget skarn på størrelse med et hønseæg – men ikke gårdmandens søsters, men noget hun fandt ved den øde Møllegård. Under afhøringerne kom det frem, at lignende overføring af kræfter via ”skarn” havde tidligere været praktiseret af en gammel kvinde.
Enken fik aldrig at vide, at det var en andens ”skarn”, som hun havde fået. Pandekagen havde heller ikke haft sin virkning, da enkens barn stadig var blegt og sygt.
At historien overlever til i dag må skyldes ungkarlen, der uheldigvis fik serveret en pandekage med ”skarn” og at han gik til præsten, der så de kristne værdier angrebet af overtro og kvaksalveri. Amtmanden overgav sagen til den nye energiske amtsskriver August Dechner, der forfulgte sagen på herredstinget. Sagen blev ikke fuldstændig belyst, da enken Ellen Esber Esbersen var forsvundet. Trods efterlysning over hele øen, lykkedes det ikke at finde hende. Selv i hendes nærmeste slægt var man uvidende om, hvor hun kunne være. Hun vidste hvilken skæbne hun kunne få ved at blive dømt for hekseri.
August Dechner ville have enken dømt i absentia efter Den store Reces fra 1643 den 2. bog og 28. kapitel, der for ”signen, manen og målen” dømmer til landsforvisning og til at miste deres boslod. Herredsfoged Barch fulgte anklagerens påstand og dømte Ellen til landsforvisning – hvilket hun sandsynligvis allerede selv havde fuldbyrdet med sin forsvinden.
Sagen findes i Bornholms Nørre Herreds tingbog 1678-1684 på følgende fredags tingmøder: 25. juli 1679, 8. august 1679, 15. august 1679, 22. august 1679, 12. september 1679, 17.oktober 1679, 25. oktober 1679 (dom)