Bornholm under den skånske krig

Amtsskriver Hans Christensen døde den 27. marts 1679 og enken Kirstine Mikkelsdatter [1629-1698] måtte stå til regnskab for sin mands forvaltning af jordebogsregnskaberne i hele embedsperioden, der strakte sig over 16 år fra 1663 til 1679. Det var en periode præget af misvækst og krig. Jordebogsregnskabet fra 1. maj 1678 til 1. maj 1679 rummer mange oplysninger om krigen og i særdeleshed om dens betydning for Bornholm, sådan som Hans Christensens enke oplevede det.

Bornholm i misvækst og krig

Årene 1670 og 1671 var særdeles hårde for bønderne. Høsten slog fejl og mange forlod deres gårde og måtte tigge for livets opretholdelse. Den skånske krig fra 1675-1679 fik stor betydning for Bornholm. Bornholmske soldater stod i konstant beredskab for at forhindre en svensk invasion. Mange ressourcer blev brugt til at forsyne den danske flåde med proviant, og dertil kom at Bornholm virkede som lazaret for syge og kvæstede søfolk.
Den bornholmske befolkning blev presset til at levere mandskab til flåden og i særdeleshed til at varetage de særlige opgaver, der fulgte af krigen. Blandt andet var landets soldater frataget mulighed for at tjene bønderne, da de skulle varetage bevogtningsopgaver. Soldaternes familier sultede.

Amtsskriverens opgaver

Hans Christensens opgave som amtsskriver var primært at varetage kongens økonomiske interesser. Misvæksten bevirkede, at mange bønder ikke kunne betale landgildeskatterne og den efterfølgende krig bevirkede at befolkningen måtte betale mange ekstraordinære skatter til finansiering af krigen.

Amtsskriverens primære opgave med skatteinddrivelse blev suppleret med flådens proviantering, pleje af de kvæstede, begravelser af officerer og meget andet. Desuden skulle han betale klæder og rejser til 60 bådsmænd, der hvert år blev udskrevet i årene 1675-1678. Amtsskriveren synes også at have haft en rolle i et kommunikationssystem, hvis opgave var at viderebringe ordrer og kommandoer til de officerer, der bevogtede kyststrækningerne.

Amtsskriverens svigt

Hans Christensens regnskaber for årene 1674 til 1677 var højst mangelfulde. Hvilket sandsynligvis kan forklares ved, at opgaverne i krigstid var mangfoldige og arbejdspresset stort, så han glemte at få kvitteringer – såkaldte ”beviser” – for sine udgifter.

Sørejsen til København var farefuld og vanskelig. Svenske kapere havde held med i 1677 at opsnappe flere regnskabsbilag. Flere års regnskaber måtte derfor rekonstrueres for endelig at blive afleverede i Rentekammeret i sensommeren 1678. Han døde dog, inden han kunne nå at bringe sine regnskaber i orden.
Amtsskriveren havde tilsyneladende heller ikke ført regnskab over indtægterne, som han burde. Restancer i jordebogskatterne mente han, i sin naivitet, nok skulle blive betalt hen ad vejen. Amtsskriverens efterladte bo, og dermed enken, skulle svare al skyldig gæld, der måtte være i Jordebogsregnskabet.

Amtsskriverenkens rolle.

Amtsskriverens private og offentlige økonomi var, som mange andres embedsmænds regnskaber på den tid, uadskillelige. Med amtsskriverens død blev hans bo registreret og alle økonomiske forretning måtte indstilles.
Amtmand Christian Gedde beordrede, at enken ikke måtte inddrive restancerne, men kun at udarbejde registre over skyldnerne. Amtmanden overlod inddrivelsen af skatterestancerne til den nye unge amtsskriver Augustus Dechner, der tiltrådte sit embede den 1. maj 1679. Det konstaterede rod i jordebogsregnskabet blev sandsynligvis starten på Dechners aggressive administrations periode. Modsat Hans Christensen blev Dechner kendt for hårdhændede metoder overfor skatteskyldnerne. Med Augustus Dechner fulgte endnu en svær tid for især de bornholmske bønder.
Den afdøde amtsskriver Hans Christensens sidste regnskab sluttede den 1. maj 1679 – altså 5 uger efter hans død. Enken og hendes to fuldmægtige, der tidligere havde udfærdiget amtsskriverens regnskaber, mente, at det ville være muligt at aflevere det færdige regnskab i løbet af sommeren. De to fuldmægtige ansatte Diderich Michelsen som medhjælper til færdiggørelse af regnskabet.
Så let gik det ikke. Det var umuligt at dokumentere mange af udgifterne.

Amtsskriverens tjenere og enkens fuldmægtige

Enkens to fuldmægtige, Rasmus Lauridsen og Johan Bendixen, havde været ansat i amtstuen under Hans Christensen, hvorfor de havde kendskab til de udgifter, som skulle have været betalt til officerer, købmænd og flådens folk. Udgifterne skulle dokumenteres. Specielt Bornholms officererne var uvillige til at attestere enkens fabrikerede udgiftsbilag. Enkelte officerer mente, at have løn til gode, en løn som amtsskriverens skulle have betalt dem. Flådens officerer og Holmens administration var også uvillige, da de påstod at fordringerne var forældede.
Enkens påstand var, at hendes afdøde mand, af et godt hjerte, havde betalt når situationen krævede det og derfor ikke havde nået at kræve dokumentation.

Ikke bare et regnskab

Der gik 2½ år inden regnskabet for året 1678/79 blev afleveret til Rentekammeret. Det der gør netop dette regnskab interessant, er netop fordi de manglende bilag. Enken måtte argumentere for den ekstraordinære situation som krigstiden medførte. Ofte sammenlignede hun med administrationen i fredstid og derfor er regnskabet en enestående kilde ikke bare om krigen, men også til en amtsskrivers arbejde og om hvordan Bornholms Amtstue fungerede i almindelighed.

Enkens argumenter skal ses i lyset af hendes desperate forsøg på at redde familiens økonomi, samt midler til hendes hjælpere, de to fuldmægtige, som manglede betaling for deres indsats. Jeg formoder, at regnskabet og enkens argumentationer er formuleret af hendes to tjenere.

Jordebogsregnskabet

Jeg har transskriberet enkens tillæg i regnskabet for 1. maj 1678 til 1. maj 1679, pag. 28-39+52-53, som omhandler alt det, som ikke kunne dokumenteres, men som enken forsøger at forklare. Læs det her. Da teksten er vanskelig tilgængelig, vil jeg referere de mest interessante oplysninger herunder.

Inddrivelse af skatter

Enken påpeger flere gange om de dagligdags problemer med at inddrive skatterestancer. Hun forklarede, at de fleste bønder ”vidste vel at undslå sig” for skattebetalinger, hvorfor man jævnligt skulle huske dem om det. Men det var umuligt i for amtstuens tjenere at ride rundt i landet i krigstiden og indkræve skatterne. Der var desuden mange andre opgaver for Amtsskriveren og hans fuldmægtige.
Enken fremhævede sin afdøde mands gode hjerte og gemyt, som forklaring på hvorfor han ikke havde afskrevet bøndernes skatterestancer i regnskaberne. Han forventede, at de ville blive betalt efterfølgende. Restancerne hæftede boet for og det bevirkede, at enken nu intet havde at leve af og amtsskriverens tjenere ikke kunne betales for deres store arbejde.
Enken beklagede sig over, at lenet – et udtryk som stammede fra før 1660 – ikke havde gårde nok til at give amtsskriveren indtægter til at dække den daglige administration og betale for sine fuldmægtiges klæder og kost. Kongens gårde blev efterhånden udlagt til andre formål.
Det lykkedes enken at få opgjort bøndernes restancer fra 1671 til 1679 til i alt 2263 rigsdaler, hvoraf 304 rigsdaler blev fratrukket for de forarmede og bortrømte bønder, der havde forladt deres gårde på grund af hungersnød og dyrtid i årene 1670 og 1671.

Jagt for kongens jægere

I foråret 1675 måtte amtsskriveren arrangere jagt for kongens jægere. Bornholm var et forrådskammer for hoffet og der var mange jagter, der arrangeredes af den kongelige overjæger, men som betaltes af amtsskriveren og dermed af bornholmerne. Udgifterne kunne løbe op i flere hundrede rigsdaler.

Bådsmændene

I 1675 måtte amtsskriveren udskrive 60 bådsmænd fra Bornholm, der skulle gøre tjeneste på kongens flåde. Det gentog sig i 1676, 1677 og 1678 med de besværligheder det medførte.
Amtsskriveren havde sørget for at bønderne havde betalt rejsepenge, klæder og mundering for bådsmændene, der var blevet udskrevet til tjenesten i 1675. Imidlertid lå skibet, der skulle transportere dem til København, på Rønne red i over fire uger på grund af kontrær vind. Ekstraudgiften til øl og proviant til bådsmænd, skib og besætning løb op i 250 rigsdaler, som amtsskriveren forsøgte at få inddrevet ved en ekstra halv kvartalskat, men uden held. Bønderne nægtede at betale, da der ikke forelå en ordre.

Ud over betaling for bådsmændenes klæder og rejsepenge, skulle de have et årligt sold [løn]. Enken påstod at hendes mand ikke havde fået hverken skriftlig eller mundtlig besked herom. Efter hendes mening havde hendes mand aldrig modsat sig krav og ordre, hvorfor det naturligvis ikke efterfølgende kunne forlanges. Hun måtte under protest betale for denne udgift.

Bornholm som lazaret og spisekammer

Fra 1675 til 1678 [Den skånske krig] skulle amtsskriveren sørge for flådens syge og kvæstede folk. Desuden skulle der føres forsyninger til skibene, der ankrede op på alle mulige steder, der normalt ikke brugtes. Arbejdet med at få kørt proviant til flåden øen rundt var en koordineringsopgave som amtsskriveren var forpligtet til. Dag og nat skulle amtsskriveren og hans tjenere være til rådighed, når flåden manglede ankre, proviant eller andet. Der var ikke tid til at tage ”restancebogen i hånden”.

Den svenske flådes stranding ved Sose

Den ene amtsskrivertjener, Rasmus Lauridsen, var borte i 15 uger i 1678 for at aflevere hele fire års regnskaber til Rentekammeret. Han kom først tilbage sidst i november og få dage efter, natten mellem den 4. og 5. december, strandede mange skibe med de svenske tropper fra Usedom i Pommern. Amtsskriveren måtte varetage de svenske fangers ophold og afsendelse. Det kæmpe arbejdet dette medførte, førte til at amtsskriveren blev syg og døde ”fra denne Elendige Jammerdall og Syndige Verden”.

Knægtepenge

Knægtepenge er på intet tidspunkt nævnt som indtægt i regnskaberne fra 1663 til 1677, hvorfor heller ikke de udgifter, som skulle betales heraf. Årsagen var, at afgiften hvilede på en gammel sædvane, der ikke var stadfæstet i jordebøgerne.

Knægtepenge var en afgift, der skulle betale for de unge mænds eksercits og oplæring i krigsførelse, hvilket skete ved at betale de to herredskaptajner en årlig gage på 100 slettedaler. Desuden skulle afgiften dække skarpretterens løn på 50 slettedaler og latinskolens rektors gage på 10 slettedaler. At skolens rektor skulle have denne sum skyldtes, at Rønne var fattig og dens skoleskyld ikke var tilstrækkelig til at dække en anstændig løn.

Knægtepenge indtægter og udgifter skulle hvile i sig selv, men på grund af mange restancer fra ødegårdene og at flere officersgårde og frivornedgårde var fritaget for afgiften, havde amtsskriveren selv måttet lægge penge til. Desuden havde Hans Christensen betalt de to herrredsskrivere en årlig gage af egen lomme.
Enken ville have kompensation for knægtepengene, selv om hun ikke kunne dokumentere størrelse på mandens tilskud.

”Klagemaal, som mange bønder gerne velbehager”

Amtsskriveren havde ikke haft råd til også at holde en tjener og hest alene til at opkræve knægtepenge på 22 eller 27 skilling fra hver gård. Da det var ”godvillig afgift”, turde amtsskriveren ikke indkræve dem af bønderne ”ved eksekution” (hvilket vil sige med soldater som inkassatorer) eller ved udpantning, ”thi ellers haffde mand faadt og bekommedt mange klagemaaler paa sig, som de fleste aff dennemb altid gierne velbehager, og af Naturen mergeligere Gemyet till”

Amtsskriverens tjenere

Ovenstående bådsmandsløn måtte betales af amtsskriverens bo på linje med betaling til hendes to fuldmægtige, der havde hjulpet med regnskaberne efter hendes mands død. Hun fortæller i tillægget om de to fuldmægtige, som også havde tjent hendes mand.

Johan Bendixen

Johan Bendixen havde udført et stort arbejde med at pleje de syge og kvæstede fra flåden i de værste krigsår fra 1675 til lidt ind i 1678 uden frygt for egen sygdom og død. Han havde stået for regnskaberne udfærdigelse siden 1674.
Fra 1. maj 1679 til 1. maj 1682 havde han arbejdet med at udrede regnskaberne for enken. Enken kunne ikke betale ham kost og klæder i denne periode, hvilket hun beregnede til 104 rigsdaler.

Rasmus Lauritsen

Rasmus Lauritsen havde også tjent amtsskriveren i mange år og også hjulpet enken med boets opgørelse. Hun nævnte, at det var ham, der rejste over med fire års regnskaber i juli 1678, en rejse der varede 15 uger. I København havde han flittigt forsøgt at få dokumentation på de ekstraordinære udgifter, som amtmanden havde haft i de fire år. Han havde besøgt Bremerholms søofficerer for at få deres kvitteringer og påskrift på regninger. Nogle fik han, men mange blev afvist med begrundelse at de var forældede. For ikke at beviserne skulle blive væk, havde han hentet dem og bragt dem tilbage til Bornholm.
Rasmus Lauritsen burde efter enkens mening godtgøres med 37 rigsdaler.

Enken om krigens ofre

Afslutningsvis bad enken om forståelse af hendes situation. Restancerne fra 1663 til 1679 var kun ringe i forhold til det som bornholmerne havde været udsat for.

Hungersnøden og dyrtiden i 1670 og 1671 var hård, mange bønder måtte rømme deres gårde, pantekvæget [kvæg som stod som sikkerhed for et lån] og hestene døde. Omkostninger var meget større end det som amtsskriveren havde bogført som uopdriveligt.

Udskrivning af 60 bådsmænd til flåden hvert år fra 1675 til 1678 var mere end Bornholm kunne bære.

En del af landgildesmørret blev fordærvet, da det ikke kunne transporteres på grund af krigen og det blev forbudt at udføre og sælge det til fremmede steder.

Garnisonens soldater kunne ikke forsørge deres kvinder og børn, da de ikke kunne leve af deres ringe løn og de ikke havde tid til at tjene lidt ekstra som medhjælpere hos bønderne. De skulle stå til rådighed dag og nat for at våge over den svenske flåde, der truede med invasion.

Amtsskriveren og hans tjenere havde desuden yderligere en pligt nemlig at ride med ”breve, bud og budskab rundt i landet” [Bornholm] nat og dag, hvornår det behøvedes”, således at officererne og landfolkene kunne være parate til at agere. En anden opgave var at organisere transporterne af syge og kvæstede fra stranden til lazarettet, og når de igen blev friske og skulle fra lazarettet til stranden for at påmønstre flåden. For denne specielle tjeneste måtte amtsskriveren ofre sine bedste heste. Enkelte heste blev ”redet til døde”.

Endelig nævnte enken den lovløshed, der florerede i krigens skygge. Hun påstod, at flere af de opkrævede skatter forsvandt under transporten enten på vagtposterne eller i drukkenskab. Andre skatter blev simpelt hen stjålet. Hvis en mand blev anklaget, klarede han frisag ved at lade sig hverve til kongens tjeneste.

Regnskabets afslutning

Enken afslutter sit regnskab med en bøn, således:

Bedes derfore allerydmyggeligen, at den Sahl. Mands Boe formedelst disse og andre flere aarsager, og shadelidelser, af Naade maate medtdeeles Quiterings for alle sine paa det lofflige Renndte Cammer indleffuerede Regenshaber fra Anno 1663 til Anno 1679 – foruden nogen Anteinelser – Thi Boedt formaar intet meere.

Aller underdanigste, Allerydmygeligste og plygtskyldigste fatige tienerinde
Kristine, Sall. Ambtshriffer Hans Christensønns efterladte Enche

Datum Almegaard paa Borringholm d. 12 July Anno 1682

Hun kastede så at sige håndklædet i ringen. Hendes økonomiske vanskeligheder medførte at hun i 1685 måtte afgive ejerskabet af St. Almegaard i Knudsker.

 

…………….

Henvisninger:

Artikel om jordebogsregnskaberne

Jordebogsregnskaberne med indholdsfortegnelser og henvisning til de affotograferede regnskaber

Læs transskribering af Enkens tillæg til jordebogsregnskabet 1678/1679.

Oplysninger om Almegaard I Knudsker Sogn, ved M. K. Zahrtmann, Bornholmske Samlinger, 1. række, bd. 21 s. 23-36.

Mænd fra 1658, Optegnelser af M.K. Zahrtmann, Bornholmske Samlinger, 1. række, bd. 20. Side 16-17 omtales Hans Christensen Storch – her afsløres det, at Zahrtmann har været i samme jordebogsregnskaberne.

Liste over Amtsskrivere og deres fuldmægtige.

Om den Skånske Krig i Wikipedia