Jeg har bestræbt mig for at få alle sager med, men som tidligere nævnt, er det forskelligt, hvad der fanger min interesse. Nogle sager er kort omtalt, andre er grundigere beskrevet. Direkte citater er markerede med ” “.
Sager strækker sig oftest over flere tingdage.
Så vidt muligt er alle personnavne medtaget, dog ikke stævningsmændenes. Hvert tingsmøde starter med navnene på birkefogeden, skriveren og stokkemændene, som ikke er indskrevet i referatet. Her henvises til oversigten. Bemærk at navne ofte skrives forskelligt – samme persons navn kan skrives forskelligt selv i samme linje.
13. august 2009 Jesper Vang Hansen
De originale sider fra tingbøgerne er affotograferede – link til kilder findes her:
1742-1752 Hammershus Birks tingbog_Del1 — Pag. 1-127a
1742-1752 Hammershus Birks tingbog_Del2 — Pag 127b-253b
1742-1752 Hammershus Birks tingbog_Del3 — Pag. 254a-
Referater:
6. juli 1742 Amtmanden Urnes autorisation
9. juli 1742 Pag. 001b
Sættedommer Christian Rasmussen.
Ingen indfandt sig med sager til tinget og da klokken var blevet efter 10, blev tinget sluttet.
6. august 1742 Pag. 001b
Læst kgl. reskript om at dømte delinkventer eller betlere til spindehuset eller børnehuset skal indhentes tilladelse fra fattigdirektionen inden de overføres. Dat. 23. september 1740.
læst kgl. reskript via stiftsbefalingsmand Baron Vongerstorph eftersøgning af en undveget fange Lorents Hertsog fra Gottenborg. dat. 22 juni 1742.
Læst et købebrev vedr. Rasmus Weidichsnes i Allinge havde købt ungkarl Hartvig Hansens 1 td.land og 4 skæpper bygjord i Allinge byvang kaldet Bechageren, samt den hosliggende bækfald med skovbund med de stående træer for i alt 130 sdr.
Læst et købebrev der viste at Rasmus Weidichsen i Allinge havde købt 2 td.land bygjord i Sandvig bys friheds vang kaldet Svends jord for 180 sdr. af Claus Mogensen Torn.
20. august 1742 Pag. 001b
Christian Rasmussen af Sandvig overtog dommersædet, således at Poul Eskelsen kunne stævne Jesper Hansen for 30 rdr., som han efter revers af 13. februar 1741 skyldte birkefogeden. Jesper Hansen, der repræsenterede borgerne, erkendte det skyldige beløb, men mente at han havde akkorderet med birkefogeden at 5 rdr. omkostningerne til kommissionsskriveren for ægter, skrivning og papir, blev eftergivet. Jesper Hansen ville sørge for at de 30 rdr. blev betalt inden årets udgang, men mente at omkostningerne ved højesteret måske ikke skulle likvideres i denne sag. Birkefogeden var tilfreds med Jesper Hansens indlæg og ophævede stævningen.
3. september 1742 Pag. 002a
Læst kgl forordning om latinskolernes eksamener og testimonier for privatister, samt til hvem de 10 rdr. skal betales til.
Læst kgl. reskript om at delinkventer skal føres til nærmeste købstads arresthus, hvorfor huset skal holdes i forsvarlig stand, af dato 14 oktober 1718.
Læst kgl. reskript af 28. maj 1735 om at den øvrighed, der skal stå for eksekveringen af delinkventer, der er dømt til at miste deres liv ved underret eller overret, skal have kongelige danske kancellis godkendelse.
Læst kgl. reskript af 27. april 1739 om betaling til stævningsmændene i delinkventsager, samt regler for delinkventsager der utilsigtet blev forsinkede ved akter og forsvar.
Læst kgl. reskript af 3. december 1734 hvor amtmanden “tilholder den verdslige øvrighed i amtet at de troligen assisterer præsterne, naar nogen foraarsagelse med drukkenskab og fylderi paa helligdage forseer”.
Kongens resolution af dato 6. juli 1742 om adskilligt ang. landets krigsvæsen på Bornholm. Resolutionen var sendt til byfogeden via amtmand Urne den 27. august.
24. september 1742 Pag. 002b
Læst kgl. reneral-pardons patent om undvigede “søe Limiterne oc deuitionerne” for land liggeres inrolleringsforordning af 3. september 1739.
Læst kgl. plakat om jagt på fælleden.
Læst kgl. forordning om kommerciel handel i Danmark og Norge.
Læst kgl. forordning dat. 21. marts 1705 om strandede skibes gods.
Læst amtmandens instruks for byfogedens (og noget med Nørre Herreds sandemænds forhold – [svært læseligt]) ang. strandede skibes gods af dato 19. august 1742.
8. oktober 1742 Pag. 003a
Kgl. holtsførster Mattias Kettelsen bad birketinget om at vælge 8te forstandige mænd til at syne Hammershus Skovtilliggender. De siddende stokkemænd begav sig ud på opgaven umiddelbart efter tingets afholdelse.
Holtsførsten bad også om at fire mænd til at besigtige gærderne i birket, om de består af sten eller jord, samt at finde ud af hvor der findes sten til gærde, samt at se hvor mange Piletræer der er sat efter kgl. lov og forordning. De fire mænd til denne forretning blev Hans Nielsen, Aage Larsen, Jacob madsen og Anders Andersen.
Læst Kgl. forbud mod at at ødelægge “fædervildtets reder” eller at fange nattergale eller andre fugle i kongens vildtbaner.
Læst pantebrev på et lån på 68 sld. dansk kurant mønt, som Axel Christian Lind i Allinge havde fået af byfogeden Poul Askelsen i Hasle. Som anden prioritet havde Axel Lind sat 1 td.l. og 3 skæpper bygjord Grummeløkken kaldet i Allinge byvang, en egng i samme løkke kaldet Ellet og ½ td.l. bygjord kaldet Bøggersløkken, Madsen …. et tdl. bygjord og derimellem bæk . et tdl., dernæst en bækskov kaldet bækageren som ligger til sidstnævnte bygjord. Endnu 2 td.l. havrejord kaldet Hestens høj.
Kgl. tolder Johan Christian Top fremstillede fire uvillige vurderingsmænd, der havde vurderet skipper Peder Bundes fra Åbenrå opbjærgede ladning af jernkanoner og messingtråd. De tre var mødte, nemlig Poul Ancher af Hasle, Olsen Sonne af Rutsker og Jens Vefstsen af Olsker sogn. Den fjerde Hans Hansen fra Rutsker var ikke mødt på grund af svaghed. De tres vurdering var: et skipund jern i stænger for 10 rdr. Et skippund kanoner for 14 rdr. og et skippund messingtråd ringe for 80 rdr.
Skibet havde indlastet jernet i Nykøbing i Sverige og var på vej til Lübeck. Bjærgningsmændene fra Sandvig blev afhørt for at bekræfte hvor meget de havde reddet af trævarer i de 2-3 dage, inden at skibet blev slået i stykker. Det var nogle få rundholte, åretræ 76½ tylt vragbrædder, Siden blev bjerget 2871 jernstænger, samt 6 halve stænger, 89 små kanoner og 198 ringe messingtråd, samt endnu en den 1. oktober i alt 199 ringe. Varerne måtte ikke blive i landet, og derfor ført bort på nær den ene messingring. Der var udbetalt bjærgeløn i penge ikke i varer.
15. oktober 1742 Pag. 004a
Skovsynsforretningen blev oplæst. Rapport over gærde og pileplantningen blev oplæst.
læst pantebrev ang. Martha sal. Mogens Andersens i Allinge lån af 40 sdr., som hun har lånt af Christopher Hansen på St. Hallegaard i Olsker, med pant i ½ td.l. bygjord i Lildeløkken og bygjord i Knud Nielsens løkke og 1 skp.l. sandjord i Sandløkken, samt pant i hendes iboende gård i Allinge.
Den udeblevne vurderingsmand Hans Hansen fra Rutsker, der var den fjerde vurderingsmand til det strandede gods, jfr. sidste ting, bekræftede de øvrige tres takseringer.
29. oktober 1742 Pag. 004b
Læst en kontrakt af dato 18. oktober 1742 der bekræftede, at Peter Bugge i Allinge havde overdraget sit iboende hus, plads og boskabsvarer til sin datter Regina. Datteren skulle sørge for ham så længe han levede og når han døde, skulle hun sørge for en “skikkelig” begravelse. Kontrakten skulle indføres i Partsbogen.
Kaptajn Jens Hansen havde stævnet Jesper Hansen af Allinge ang. penge som Jesper Hansen havde modtaget på kaptajnens myndlings vegne. Det drejede sig om Karna Nielsdatters arv på 31 sdr. 1 mk. 7 sk.. Da stævningen blev læst op ankom “i dette øjeblich” den anden stevningsmand, således at stævningen kunne stå ved magt. Jesper Hansen bad om at få præciseret hvori stævningen begrundes, men Kaptajnen ville i stedet føre vidner. Jesper Hansen ville bruge sin lovlige ret til at komme med forklaring på en af de næste ting, efter at han var kommet tilbage fra København.
5. november 1742 Pag. 004b
Læst kgl. forordning om de gamle forbud mod at indtage de Bornholmske udmarksjorde, rive lyng og hugge enere indenfor de satte stene i Almindingen.
Kaptajn Jens Hansen ville ikke føre sine vidner, da Jesper Hansen var rejst til København, men måtte stille sagen i bero.
19. november 1742 Pag. 005a
Kgl. reskript med efterlysning af Peder Johan Collindre, der var undveget fra arresten i Stockholm. Han havde, som eskvadreskriver, ikke gjort regnskab efter en søekspedition på Gallere Eskvadren.
Læst kgl patent på højesterets afholdelse for 1743.
Læst kgl. plakat ang. proprietærernes ret til at indrullere det unge mandskab fra deres 9. år, således at de kunne indtræde som soldater eller i reserven fra deres 18. år til de bliver 40 år.
Kgl. forordning om tyveri som begås ved at skære Mank og rumpe af andres heste på marken eller andre sted.
Læst pantebrev om at Hans Snedker i Allinge havde lånt 120 sdr. ag Mads Clemensen i Hasle. Som pant var der sat 1 tdl. bygjord i Kranseløkken i Allinge byvang, samt 5 skpl. bygjord i Kokkeløkken, 4 tdl. havrejord liggende i den øverste brinch, samt i hans iboende hus i Allinge, som er en længe på 11 stolperum.
26. november 1742 Pag. 005a
Anders Jørgensen, fenrik ved 3. nationalkompagni havde fået amtmand Urnes tilladelse til at føre sag for kaptajn Jens Hansen mod Jesper Hansen. Anders Jørgensen fremlagde et bevis og kvittering med Jesper Hansens underskrift. Jesper Hansen ville ikke vedkende sig kvitteringerne, da de ikke var udgivet på stemplet papir men på slet. Han ville ikke svare på spørgsmålet om han havde fået pengene. Fenrik Anders Jørgens måtte så afhøre sine vidner: Jørgen Johansen, Michel Knudsen og hans hustru Kiersten, Gifuer Løfuingsen alle af Alllinge. Alle var mødt undtagen Kiersten, der var syg. Godvilligt var endnu et vidne mødt, nemlig Peder Mogensen og Løfuen Gifuersen af Allinge, samt Jens Hansen Rag af Klemensker.
Jesper Hansen nægtede at godkende indkaldelse af vidnerne, da de ikke var indkaldt til at vidne i en beskrevet sag. Birkefogeden ville ikke nægte fenrikken at afhøre sine vidner.
Jørgen Johansen fortalte at han og andre var forsamlet i Gifuer Løfuersens hus i Allinge for et par år siden. Jesper Hansen havde bedt om at modtage Kaptajnens myndlings penge af Jens Rag fra Klemensker. Pengene blev optalt på bordet. Jørgen Johansen havde bemærket, at da kaptajnen ikke selv var tilstede, kunne overdragelse drages i tvivl. Jesper Hansen havde bedt ham om ikke at blande sig. Vidnet mente at Jesper Hansen ikke var i tvivl om at det var børnepenge, der tilhørt Jens Rags steddatter Karne Nielsdatter, som nu er i ægteskab med Andris Knudsen i Sandvig. Jesper Hansen mente, at Jørgen Johansen vidste at pengene skulle indgå i de omkostninger, som han havde til gode i sagen mod præsten Hr. Mahler, som kaptajnen selv var interessent i. Det kendte Jørgen Johansen intet til. Fenrikken mente at Jesper Hansens indlæg intet havde med sagen at gøre.
Michel Knudsen så at Jens Rag, på kaptajnen Jens Hansens vegne, udbetalte nogle penge til Jesper Hansen i Gifuer Løfuensens hus. Hen mente at huske, at pengene var omtalt som børnepenge og at han mente at huske, at Jesper Hansen havde lånt penge af kaptajnen til sagsomkostninger i sagen mod præsten.
Jens Hansen Rag af Klemensker vedkendte, at han havde solgt 1 stk jord til Gifuer Løfuensen og pengene – omtrent 31 sdr. havde han leveret videre til Jesper Hansen. Og at det var børnepenge, som han måtte betale for sin steddatter.
Gifuer Løfuensen i Allinge bevidnede at han på vegne af Jens Rag 31 sdr. 1 mk og 7 skilling til Jesper Hansen, som var Karen Nielsdatter, hvilket skete den 24. oktober 1740. Kaptajnen havde givet lov til at pengene kunne leveres til Jesper Hansen, som så skulle afleveres til kaptajnen. Jesper Hansen bad vidnet om at fortælle, at der også var tale om, at pengene skulle dække Kaptajnens omkostninger ved retssagen mod præsten. Pengene skulle dække prokurator Sall: ved højesteret. Gifuer Løfuensen kan godt huske at der blev talt om betalingen til prokuratoren, men at pengene ikke forslog. Derfor havde vidnet lånt Jesper Hansen 50 sdr.
Peder Mogensen af Allinge havde også overværet pengetransaktionen, men havde ikke set hvor mange. Han havde hørt at pengene skulle gå til de omkostninger, der var i sagen mellem præsten og bymændene. Han vidste at nogen af pengene var børnepenge, men kendte ikke til de nærmere omstændigheder. Måske havde kaptajnen lånt nogle penge til Jesper Hansen.
Løfuen Gifuersen af Allinge bekræftede pengetransaktionerne, men kunne ikke huske om sagsomkostningerne skulle dækkes med de aktuelle penge. Han havde hørt om det siden. Sagen blev herafter udsat til næste ting.
Sidste tings producerede pantebrev blev læst igen, da Hans Hansen Snidker da var udeblevet.
Den beordrede dommer Christian Rasmussen af Sandvig nedsatte sig i dommersædet, således at birkedommeren Poul Eskelsen kunne stævne Karen Pedersdatter nuværende i Sandvig for at have begået lejermål. Karen Pedersdatter vedkendte sin forseelse og fortalte at hun havde ladet sig besvangre i København af en person ved navn Johan Jørgen, soldat i kgl. tjeneste i det fynske regiment under major Beers kompagni. Den nævnte person tjente dengang hos en rokkedrejer i Pilestrædet ved navn Henrich Lucas. Det fattige kvindemenneske fortalte at hun intet lejede til at betale sin bøde med. Poul Eskelsen henstillede til sættedommeren at dømme hende til at betale 12 lod sølv eller at blive straffet på sit legeme.
3. december 1742 Pag. 007b
På vegne af Kaptajn Jens Hansen fremlagde fenrik Anders Jørgensen et skriftligt indlæg i sagen mod Jesper Hansen. Jesper Hansen var ikke mødt og blev derfor tilsagt at møde på næste ting og svare på det skriftlige indlæg, ellers ville sagen blive ført til doms.
Den beordrede dommer Christian Rasmussen afsagde dom i sagen mod Karen Pedersdatter. Hun blev dømt til at betale 12 lod sølv eller til at blive straffet på kroppen efter loven.
10. december 1742 Pag. 008a
Læst et pantebrev udgivet af Jens Hansen Bastian i Sandvig for et lån på 101 sdr af Vefst Jensen Skou på Hammersholm. Som pant var sat 1½ rdl. bygjord – Giædeløkken i Sandvig Byvang.
Tinget fortsatte som en gæsteret ønsket af kaptajn Hans Slytter fra det svenske orlogsskib Ôland. Med amtmandens tilladelse kunne Jesper Hansen føre afhøringerne på kaptajnens vegne. Mandskabet forklarede at ikke alle reddede var mødt i retten, da de var syge.
Samtlige søfolk tilkendegav, at de forstod den danske eds oplæsning.
Den første der blev afhørt var styrmanden Madts Bolin, der forklarede, at han i den store fare og i angst havde taget journalen til sig, men at den var blevet skyllet i havet da han lå på raaen. Han havde siden forsøgt at rekonstruere journalen eter hukommelsen: 1. lørdagen den 24. november gik orlogsskibet til sejls fra havnen Slite på Gotland med en ONO stille tykt vejrlig. Kl. 4 efter middag lod de ankeret gå en halv mil fra castellet Carlsuer med en stabil vind. 2. dagen den 25. om morgenen kl. 8½ var ankeret lettet og gik til sejls med snebyger og vinden fra nord. Kl. 1 havde de østergaardholm omtrent halvanden mil fra sig, samme dag og nat derefter var vinden stille men ustadig. Næste dag den 26. var vinden ONO og “kulte temmelig” indtil kl. halvgaaen 4re eftermiddag. Da kluede de mesansejlet og vinden var vest til syd. Kl. 8te om aftenen drev de efter Schybenachtens signal med kluede merssejl og misan sydvest over til kl. 12 hvor vi opsatte mersejlet, da højbådsmanden igen bød mersen ned, gik det i stykker i stormen. Kl. 9 samme morgen den 27. november forsøgtes de at bjærge sejlet og sætte forskellige sejl, således at de kunne styre skibet. De forsøgte at reparere merssejlet, men forgæves. Skipper Glömand forsøgte med højbådsmanden og nogle få matroser at redde mersen, men sejlet var i stykker og kunne ikke reddes i stormen. Stormen gik i nordvest. Kl. 4 eftermiddag fik de landkending Christiansø vest til syd for skibet. Ankeret blev gjort klar og pumperne forsøgte at lænse skibet for det vand, der slog ind over skibet. Alle mand, på nær dem der var syge, arbejdede på at pumpe og redde skibet. Det blev mørkt og det sneede og regnede. Kl. 8 gik pumpen i stykker, men blev straks klar igen, men der var kommet 18 tommer vand ind i skibet. Loddet sagde, at de lå på 30 til 32 faune vand. Ved midnat var der 30 tommer vand i skibet. Kl. halv fem om morgenen den 28. november var der 34 tommer vand i skibet. Da så mandskabet brændingen og landet og de lod straks ankeret gå på 20 favne vand. Da ankeret gik, stødte skibet på klippen med bagbordsiden . Efter tredje styrtsø gik skibet i stykker, Der kunne ikke organiseres livredning, da alle var skyldet i vandet. Der “hørtes en jammerlig oc ynchelig raaben oc skrig i Vandet, som vi Mennesker laae oc ingen kunde hielpe hinanden”.
Følgende personer vedgik styrmandens beretning: Skipper Glømand, højbådsmand Bendthøg, archeliemester Gustau, Beert Kurst, og archelimester Friderich Hastberg, samt lærstyrmanden Daniel Hercovins, Svend Kresta, indroleret matros og coferdie baadsmand Carl Væsmand, Peter Konf: Coferdie bådsmand, rode baadsmand Lars Olsen Lang, og Andreas Hansen, forhyret matros.
Alle pegede på at kaptajnløjtnanten havde overtaget kommandoen af skibet. Han havde truet kaptajnen og han var “heel uchristelig mod” folket. Skibsfolkene havde klaget til skibsskriveren, at deres kost var indskrænket. De havde ikke fået den lovede kost og brændevin. I stedet måtte de dyrt købe brændevinen.
Kaptajnen vedstod, at de havde fået alt den hjælp fra landets øvrighed og fra det gemene mandskab på land, som de kunne ønske sig og at han kun kunne takke derfor.
Captajnløjtnanten Carl Frembling ville ikke svare på Jesper Hansens spørgsmål om han havde noget at klage over. I stedet gik har bort fra retten.
Mandskabet forklarede, at de i de tre dage stormen varede, var det umuligt at koge på skibet, men der var brød inden borde, som de kunne have spist. Men skibsskriveren ville ikke udlevede det uden regning og underholdning.
Jesper Hansen fremstillede en af bagbors roervagt på orlogsskibet Øland, nemlig Svend Olsen Livander af 3die compagnie i syndermyre. Han forklarede: “at om dagen som var en tisdag førend de strandede om natten, da kom Capt. Slytter op paa skansen oc spurde styremanden huad curs de styrede, daa svarede styremanden at de laae SW oc WSW an, da sagde Capt. om de saae noget land, oc huad de mente at det var for it land, da suarede styremanden at de meente det var udlengxx?. Da sagde Captainen for Jesu Naun skyld huad vi giør da lader os see til at vi holder søen saa vi iche skulle kome noget land for nær. Imidlertid kom captajnløjtnanten oc comanderede efter at Capt. var nedgaaen, at de skulde holde en SSW ofuer, en skøndt Capt. Slyter forhen hafde comenderet at holde WSW ofr., at de kunde kome under Scaanøe eller Carlshaum”.
Mandskabet sagde, at deres kaptajn var blevet såret ved skibets slingring og måtte bæres ned i sin kahyt, så det var kaptajnløjtnanten, der havde kommandoen på første vagt og løjtnanten dernæst på hundevagten. Dernæst kaptajnløjtnanten på dagvagten, men de så ham ikke oppe på dækket før de fik landkending og efter at de havde søgt efter ham og fundet ham i sin kahyt, hvor han lå og sov. Da han vågnede og kom op på dækket “raabte hand hisse stagsejl, cappe, lad ancheret gaae, huilket hand commanderte nogle gange.
Jesper Hansen spurte søfolkene om ikke at en del strandet gods og nogle druknede folk var drevet i land på NV-siden af Bornholm, trods det at skibet var strandet på NØ-siden af Hammeren. Søfolkene bekræftede deres forklaring. De angav, at ankertov og andet takkelade måtte brydes i stykker inden det kunne bjærges i land. Da kaptajnen lå syg, var det kaptajnløjtnanten der så til sejl og andet. Kaptajnløjtnanten havde forbudt dem at bjerge tøj og andre fornødenheder til deres eget brug.
Søforklaringen udsattes til næste dag ved solens opgang.
11. december 1742 Pag. 011a
Fuldmægtig Jesper Hansen på vegne af kaptajnen på orlogskibet Øland afhørte Anders Svan af W. Gøllands compagni, Lars Olsen Lang og Vallentin Mons Oxelgren. Desuden ville Jesper Hansen afhøre skipper Rasmus Weidichsen., skipper Hans Hyldebrand og Hans Christian Winberg alle af Allinge og her fra Sandvig Jørgen hansen, Mads Svensen.
Anders Svan, som var skibsskaffer, fortalte at skibsskriveren Bachstedt solgte brændevin til besætningen. Han havde fået ordre til at hver hvert fad brændevin skulle fortyndes med vand. Tobakken var blandet med hør på Gulland. Endvidere blev fortalt at brændevinen blev solgt i dunke.
Skipper Rasmus Weidichsen og de øvrige borgere i Allinge og Sandvig vidnede, at de aldrig i de sidste 30 år havde oplevet så stærk en storm, som de oplevede den 27. og 28. november, da det svenske skib strandede. Der var andre skibe, der forliste under stormen rundt omkring på øen. Selv et stort skib kunne ikke holde ankeret på 20 favne vand. Så snart kaptajnen Hans Slytter blev rask, tog han ud til vraget og bad samtlige bjærgere, at redde så meget de kunne. Da kaptajnen kom til vraget sagde han “Kiere gaassa bierger alt huis bierges kand, samt i achter for kongen at svare. Bjærgerne sagde, at det var meget besværligt at bringe godset over klipperne, bakker og sandbanke før det kom til Sandvig. En del af vraggodset var drevet norden om Hammeren og blev fundet på NV siden af øen.
Jørgen Hansen og Mads Svendsen af Sandvig fortalte, at de omtrent 2 timer før daggry blev de kontaktet af nogle af de overlevende søfolk, der var kommet til Sandvig. Da de kom ud til kysten ved vraget, var masterne faldet omkuld, men skibeskroget var endnu helt oventil. Flere søfolk flød omkring blandt brædder og andet fra skibet i havet. Byfolk kom tilstede og bjærgede og de der var i live blev ført til Sandvig “oc imidlertid hørtes en meget stor oc jammerlig oc ynkelig skrigen oc raaben af folchen som enda vare om borde paa skibet” De reddede søfolk blev på øvrighedens ordre, fordelt hos byfolkene i Allinge og Sandvig. De fik “forplejning og opvartning med øl, mad, brændevin og tobak, samt tørre skjorter og klæder med videre”.
Skibsskriveren Mons Hochstadt blev spurt om han var blevet forulempet af indbyggerne eller var uretfærdigt behandlet af øvrigheden. Hvilket han svarede nej til – han havde intet at klage over.
Tingsvidne på afhøringerne blev udstedt til den svenske kaptajn Slyter.
17. december 1742 Pag. 012a
Læst kgl. reskript af 12. oktober 1742 om at alle markeder, der var sat til lørdag, søndag eller mandag skulle udsættes til tirsdagen. Hvis det var helligdag, skulle markeder udskydes til næstfølgende søgnedag.
Læst kgl. plakat om forbud mod skjulte luger på artøjer, samt at toldbetjentene skulle nyde 2/3 af toldbøderne.
Pantebrev udgivet af Jens Hansen Bastian til Vefts Jensen Skou og læst på sidste ting blev underskrevet.
En købekontrakt udgivet af Henrich Pedersen i Tejn vedr. at han havde solgt den gård, som Niels Andersen bor i, til Niels Andersen i Allinge for 108 sdr.
Jesper Hansen mødte i retten og efterlyste om kaptajnen Jens Hansen agtede at høre de manglende vidner, som han tidligere havde ønsket indkaldt i sagen mod ham om børnepengene. Kaptajnens fuldmægtig svarede at det var unødvendigt, da sagen betragtede han som fuldt oplyst. Jesper Hansen angav, at han til næste ting ville fremlægge sit skriftlige indlæg i sagen.
Som taksatorer i året 1743 blev valgt Samuel Johansen og Madts Michelsen af Allinge og Jørgen Nielsen og Eske Jacobsen af Sandvig. Som kæmnere valgtes Gifuer Løfuensen af Allinge og Madts Suensen af Sandvig. De afgående kæmnere skulle aflægge regnskab til de nye.
Som stokkemænd valgtes fra Allinge Jørgen Johansen, Johan Samuelsen, Jørgen Hansen Skrædder, Jørgen Hansen ved Løsebæk Ole Hansen W. Af Sandvig Hans Hansen, Hans Jørgensen Bødker den yngre og Haagen Mortensen Skaaning.
7. januar 1743 Pag. 013a
De fire taksatorer fremlagde deres skatteligning.
Jesper Hansen fremlagde ved Eske Jacobsen sit skriftlige indlæg i sagen mellem ham og kaptajn Jens Hansen. Kaptajnens fuldmægtig udbad sig kopi af Jesper Hansens skriftlige indlæg til nærmere vurdering.
Sættedommeren Christian Rasmussen nedsatte sig i dommersædet således at birkedommeren Poul Eskelsen kunne præsentere kgl. forordning om at byens jordes regnskab. Birkedommeren spurte bymændende om der havde været forandringer i det sidste års specifikation. Bymændene sagde, at der ingen forandring havde været og at de kunne følge amtforvalter Schrøders regnskab for 1741. Alle jorde ligger omkring byerne og grænser op til Olsker sogn. Jorden bliver sat og lignet til den ordinære kontribution efter hartkornet, maltaccisen 8 rdr., samt jordebogen kvægskat 1 rdr. 10 sk., og et færgehold 16 rdr., som i alt bliver 17 rdr. 10 sk. Desuden årlig kvartalsskat a 5 rdr er 20 rdr. Alt betales i amtstuen og er derfor ikke i regnskabet og regnes derfor ikke sammen med birkefogedens uvisse indkomster. Birkefogeden udbad sig tingsvidne således at han kunne bilægge dette i hans regnskab.
Birkefogeden fik sidste års stokkemænd til at vidne om de uvisse indtægter. Der var begået et lejermål. De vidnede, at der ingen andre uvisse indtægter var indkommet.
21. januar 1743 Pag. 018b
Kaptajn Jens Hansens fuldmægtig fenrik Anders Jørgensen læste et nyt skriftligt indlæg. Et indlæg som Jesper Hansen ikke så mening med. Jesper Hansen forlagte, at den tilstedeværende Vefst Jensen vilde sige sin sandhed i sagen. Han kunne vidne, at Andris Knudsens hustrus børnepenge 12 rdr, som han havde udbetalt på forlangende af hendes mand Andris Knudsen til Vefst Jensen, som en afbetaling. Vefst Jensen vedkendte sig dette, selv om han ikke var stævnet i sagen. Dom i sagen til næste ting.
28. januar 1743 Pag. 014a
Jesper Hansen havde stævnet Hans Olsen, Jens Fridrichsen, Hans Rasmussen, Hans Hansen Snidker, Hans Andersen på hans myndling Anniche Anders Peders vegne, Jens Larsen på sin formands Albrit Dichs vegne, og Axel Lind alle af Allinge, og fra Sandvig Michel Jensen og Peder Koch. Stævningen drejede sig om omkostningerne i sagen mellem menigheden og præsten Mahler.
Jens Larsen mødte og undrede sig over Jesper Hansens indstævning. Som prokurator burde han bevise sin påstand. Selv havde han intet med sagen mod præsten at gøre og han mente, at hans formand Albert Dich heller ikke havde haft noget udestående i sagen. I skiftet efter Dich var intet krav gjort gældende.
Hans Rasmussen og Michel Jensen ville ikke have dom i sagen, men ville have påvist deres skyldige beløb og derefter betale.
Birkedommeren pålagde de øvrige at møde til næste ting og svare på stævningen.
Kaptajnen Jens Hansens fuldmægtig mente, at Jesper Hansen igen burde stævne kaptajnen, hvis han ville sagsøge ham for skyldige penge. Jesper Hansen mente at de 12 sdr. var betalt lovlig for børnepenge og de resterende 20 sdr. 3 mk 8 sk. tilkom ham, da det udgjorde det beløb som skyldtes i sagsomkostninger i sagen mellem menigheden og præsten hr. Mahler.
18. februar 1743 Pag. 015b
læst ordre fra amtmand Urne dat. 14. februar 1743 til samtlige almue på landet og i købstæderne om at holde kgl. forordning af 14. dec. 1736 om bryllupper, trolovelser og barnedåb om sabbattens helligholdelse.
Læst pantebrev på et lån på 145 sdr. i rede penge dansk kurant, som Claus Mogensen Torn havde fået af Esber Nielsen på 58. gård Marevadi Klemensker. Claus Mogensen Torn havde pantsat sin iboende gård i Sandvig, der består af 13 stolperum hus med kålhave samt 3 tdl. og 2 skæpper land bygjord i Storevang på den vestre side af Sandvig byvang.
I Jesper Hansens sag om manglende betaling af sagsomkostninger var Hans Olsen, Jens Fridrichsen, Hans Hansen snidker, Hans Andersen og Axel Lind. Hans Olsen mente, at han ikke før havde været indstævnet i sagen, som han for øvrigt mente ikke holdt sig til loven. Hans Olsen kunne dog ikke præcisere sin anke på Jesper Hansen og bad om, at han inden næste ting kunne indgå et forlig med Jesper Hansen, da han ingen penge havde til at betale med.
Løjtnant Hans Andersen mente at han ikke kunne betale sin myndling Annichas del, uden at øvrigheden gav sin tilladelse. Birkedommeren henviste til at der var faldet dom, der dannede præcedens for betaling af gælden fra arvemidler. Hans Andersen ville så betale.
Jens Fridrichsen ville gerne betale, men han havde endnu ikke haft lejlighed dertil.
Axel Lind svarede som Jens Fridrichsen. Hans Hansen snidker “ville rette for sig”.
De to sidste Nicolaj Pedersen og Peder Koch blev tilsagt til at møde på næste ting.
Christian Rasmussen af Sandvig havde fået amtmandens ordre til at dømme i en sag mod Kaptajn Jens Hansen i Sandvig og Jørgen Johansen i Allinge. Poul Eskelsen havde indstævnet de to for at de havde nægtet at adlyde ordre fra Jesper Hansen og Vefst Jensen, der af birkefogeden var sat til at lede bjærgningen af det kgl. svenske skib ud for Hammeren den 29. januar 1743. Jens Hansen og Jørgen Johansen ville svare til næste ting om de ville acceptere stævningens lovlighed. Birkefogeden Poul Eskelsen ville ikke udsætte sagen og sættedommeren tillod sagens fortsættelse. De to anklagede havde da forladt tinget. Birkefogeden fortsatte med at afhøre vidnerne.
Ole Hansen fra Allinge havde været med til bjærgningen den 29. januar. Han fortalte at ordren var under middagspausen i teltet, at den svenske konstabel Jonas Tørning ønskede at kun to både ad gangen måtte bjærge. Bådende var udvalgt efter ordre fra byfogeden. Han havde hørt at kaptajn Jens Hansen havde givet kontraordre om, at alle der havde både skulle deltage. Jørgen Johansen havde udtalt at kun en skælm ville lade sig kommandere af Jesper Hansen og Vest Jensen, som at byfogeden havde fået opgaven at føre tilsyn ved vraget og overvåge det bjærgede gods.
Jens Madsen af Allinge og Hans Olsen bekræftede Ole Hansens vidnesbyrd.
Hans Christian Wienberg kunne tilføje at han havde hørt byfogeden ordre til at alle bådene skulle være tilsynsværgerne Jesper Hansen og Vefst Jensen lydige, når byfogeden ikke var tilstede.
Jens Boesen i Slotsvangen var ikke tilstede, men blot at han ved politiretten den 28. januar, de blev holdt i Sandvig, havde hørt at Jørgen Johansen sagde til byfogeden, at han ikke ville adlyde Jesper Hansen og Vefst Jensens kommando med mindre han fik skriftlig ordre fra amtmanden. Byfogeden havde derefter befalet i amtmandens navn at de skulle adlyde de til tilsynsværger.
Hans Hansen fra Sandvig svarede godvilligt, selv om han ikke var indstævnet, at han havde hørt Jørgen Johansen nægte at adlyde ordre fra Jesper Hansen og Vefst Jensen. Derefter havde han fået ordre fra byfogeden. Det samme forklarede Hans Jørgensen Bødker.
Jesper Hansen fortalte at noget tid efter, at bjærgningen var ophævet, kom han den aften ind hos Vefst Jensens stue i Sandvig og hørte en disputs mellem Vefst Jensen og Jørgen Johansen. Han kaldte Vefst Jensen for en skælm, og ville nægte at adlyde ham uden skriftlig ordre. Der var også en disputs om kaptajnens kontraordre mod byfogeden.
Sandemand Hans Olsen i Rutsker, Hans Hansen også fra Rutsker, samt sandemand Lars Pedersen fra Rø ville blive indstævnt som vidner i sagen til næste ting.
4. marts 1743 Pag. 018a
Ved birkedommer Poul Eskelsen og i skriveren Lars Andersen Birks fravær hans søn Lars Larsen.
Dom i sagen mellem kaptajn Jens Hanen og Jesper Hansen for en gældsfording på 31 sdr. 1 mk.
I den anden sag, hvor Jesper Hansen havde indstævnet Nicolaj Pedersen og Peder Kok, kunne ikke føres da de to ikke var mødt. Jens Larsen af Allinge havde undersøgt, om der var registreret en gældspost til Jesper Hansen i hans forgænger Albert Dichs skifte. Da der ikke var krævet penge i Albert Dichs dødsbo, mente han, at Jesper Hansen ikke kunne forlange penge af ham. Jesper Hansen mente at Jens Larsen brugte “kraag love” (krolove), og ikke taget tidligere hjem og landstingsafgørelser med i sine vurderinger. Han havde ikke tidligere anket mod kravet. Jens Larsen ville ikke svare Jesper Hansen, men begærede udskrift af hans argumentation til nærmere overvejelser.
Christian Rasmussen nedsatte sig i dommersædet i sagen mellem birkefogeden og Kaptajn Jens Hansen og Jørgen Johansen. Birkefogeden afhørte de tre vidner, der ikke boede i birket, nemlig sandemand Hans Olsen og Hans Hansen fra Rutsker samt Peder Truedsen af Vang. Birkefogeden ville høre deres beretning om hvad der blev sagt i tingstuen i Sandvig den 28. januar. Peder Truedsen af Vang fortalte, at han var ved vraget den 29. januar, som han havde købt sin bjærgepart til. Han arbejdede ved vraget og var altså ikke tilstede under middagsmåltidet, hvor birkefogeden havde udstedt ordre om at Jesper Hansen og Vefst Jensen skulle have kommandoen over bjærgningen. Sandemand Hans Olsen af Rutsker havde hørt, at Lars Andersen Birk havde advaret sin dattermand Jørgen Johansen om ikke at adlyde byfogedens ordre. Hans Olsen havde dog ikke oplevet, at Jørgen Johansen havde været ulydig mod øvrigheden. Hans Hansen fra Rutsker havde hørt at Jørgen Johansen ikke ville lade sig kommandere af Jesper Hansen og Vefst Jensen, men hvem der havde sagt det, huskede han ikke. Byfogeden havde sagt, at han ikke havde haft amtmandens ordre med sig, men at han havde sagt “Nu befaler jeg det”. Vidnet mente også at kunne huske, at Jørgen Johansen havde været “beskænket”. Sandemand Lars Pedersen fra Rø var ikke mødt på tinget.
Kaptajn Jens Hansen og Jørgen Johansen ville argumentere skriftligt til næste ting.
Herefter DOM i sagen (pag. 019b) mellem kaptajn Jens Hansen og Jesper Hansen vedr. de 31 sdr. som Jesper Hansen skulle have modtaget for kaptajnens myndling Karen Nielsdatter. Sagen blev ført på tinget den 29. oktober 1742. Poul Eskelsen dømte at regnskab skulle likvideres mod regnskab, dvs, at kaptajnen måtte nøjes med restsummen efter at hans andel af sagsomkostninger i sagen mellem menigheden og præsten hr. Mahler var trukket fra det forlangte 31 sdr. til myndlingens arv. Da myndlingens ægtemand Andris Knudsen havde modtage 12 sdr. og var tilfreds dermed, dømte birkedommeren at denne sum sammen med de gamle sagsomkostninger på 21 sdr. 3 mk 8 sk. dækkede det krævede beløb samt renter. Jesper Hansen blev derfor frikendt i sagen. Dommeren frafaldt kravet om at få sagens omkostninger betalt.
11. marts 1743 Pag. 021a
Jesper Hansen efterlyste Nicolai Møller og Peder Koch, som ikke var mødt vedr. de manglende betalingerne til sagsomkostningerne i sagen mod præsten. Jesper Hansen og Jens Larsen blev enige om at vente med sagen til næste ting.
Christian Rasmussen nedsatte sig i dommersædet således at Poul Eskelsen kunne afhøre vidnet Lars Pedersen fra Rø. Poul Eskelsen benyttede ikke muligheden for at afhøre vidnet, men mente at de tidligere afhøringer var nok til at føre sagen til doms. Kaptajn Jens Hansen og Jørgen Johansen ville svare skriftligt til næste ting.
18. marts 1743 Pag. 021a
Læst kgl. forordning vedr. kammeretsordningen.
Kgl. plakat læst (indhold ikke refereret)
Læst amtmand Urnes reskript af 11. marts 1743 om tjenestetyendes pas “annammelse” når de kommer fra en husbonde til en anden og flytter fra et sogn til et andet.
Jesper Hansen mødte i retten i hans indstævnede sag. Han påpegede og truede at “hafde en stor deel vitløftighed i beviser, som tiener til sagens oplysning oc beviisligheder oc af aarsage retten saa vitløftig hafr. i dag at for rette oc maa skee ofuer 100 Mennisker at overhøre. Maaske matte hafre stor forsømelse om denne sag i dag saaledis skulle ageres, af slig beskaffenhed Jesper Hansen vilde giøre i dag,beroe, men dog sig forbeholden til næste ting, da baade retten oc i andre maader liden kand lade sig gøre”. Jesper Hansen fremlagde for de indstævnede, at de måtte tilkendegive om de ville have dom sagen eller ej.
Christian Rasmussen nedsatte sig i dommersædet. Kaptajn Jens Hansen og Jørgen Johansen fremlagde deres skriftlige indlæg, som byfogeden begærede udskrift af til besvarelse på næste ting.
Hernæst indskrevet Kgl. kammerkollegiet skrivelse (rentekammeret 9. januar 1743) vedr. restancer på anseelige summers restance fra 1. papirforvalter Christian Bram fra 1716. 2. afd. Hans Ulrich Pracht, konsumtionsskriver ved københavns toldkammer til 1710. 3. Velhelm Dæichmand sammested til 1730. 4. afg. Jørgen Olpius, materialforvalter ved Bremerholm. 5. afg. skatkræver Hans Husum for regnskaber fra 1710 til 1718. 6. Fridrich Adamsen skattekræver i København 1710 til 1711. 7 afg. Jacob Frem amtsforvalter over antvorskov 1705 til 1771. 8.afg. Anders Andersen amtforvalter ved Vordingborg for regnskaber fra 1705-1710. 9. afg. Prebiørn Rasmussen amtsforvalter i Ringsted og Sorø for regnskaber fra 1705- 1712. 10. afg. Melshoir Folsach amtsforvalter over Ringsted og Sørø amter for regnskaber 1733 til 1734. 11. afg. Lauridt Rauch som regementsskriver over 2. sjællandske regements ryttergods distrikt. 12 afg. Borthold Nissen regimentsskriver ved andet Antvorskov distrikt. 13. afg. kaptajn Pallemon Lauenborg regementsskriver ved antvorskovs distrikt til udgangen af 1735. 14. afg. Erich Kraag amtsforvalter over Halsted kloster amt til 1719. 15. afg. Peder …? sammested amtforvalter til 1720…. Den som kan angiver manglene betaling og misligholdelse vil få 10% som belønning.
Som anden skrivelse samme dato vedrørende andre 19 oppebørselsbetjente uregelmæssigheder i regnskaberne. Også her loves 10% i provision.
1. april 1743 Pag. 022b
Læst en missive fra Ole Olsen byfoged i Nexø om efterlysning af en person ved navn Jep Byder, som skal være en løsgænger og have begået tyveri hos Mads Jensen i Nyker sogn.
Jesper Hansen og Jens Larsen var blevet enige om deres mellemværende. De øvrige henviste han til dommen den 9. jnauar 1741 og hvis ikke de lovede at betale, ville han lade sagen gå til doms og kræve sagens omkostninger dækket af dem.
Christian Rasmussen nedsatte sig i dommersædet. Poul Eskelsen fremlagde sit skriftlige indlæg i sagen mod kaptajn Jens Hansen og Jørgen Johansen. Sagen blev optaget til doms.
22. april 1743 Pag. 023a
Traktaten mellem den danske konge og den franske konge fra den 23. august 1742 blev oplæst.
Læst kgl. forordning om studerende fra universitetet, der ønsker at rejse udenlands og fortsætte deres studeringer, dat. 15/marts 1743.
Kgl. reskript om militærpersoners forum.
Læst et pantebrev udgivet af Michel Jensen i Sandvig for et lån på 100 sdr. af birkedommer Poul Eskelsen i rede penge. I pant var sat 2 tdl. bygjord i Sandvig Byvang kaldet Haldeløkkestykket.
13. maj 1743 Pag. 023b
Læst kgl. forordning om præferencer til det nyoprettede almindelige magasin i København.
Læst et auktionsskøde angående Peder Pedersen den yngre i Sandvig havde købt på auktion gården, som Jørgen Nielsen boede i Sandvig for 65 sdr. 1 mk.
Dernæst blev der afsagt dom i sagen som Jesper Hansen i Allinge havde ført mod adskillige personer for manglende betaling af sagsomkostninger i sagen mellem menigheden og præsten Hr. Mahler. Jesper Hansen udbad sig dommen afskrevet.
Gifuer Løfuensen havde stævnet Hans Hyldebrand af Allinge vedr. ærekrænkende ord mod ham den 18. april i stuen i Vefst Jensens gård i Sandvig, da han ikke var tilstede. Hans Hyldebrand var i København.
Sættedommeren Christian Rasmussen afsagde dom i sagen mellem birkefogeden og kaptajn Jens Hansen af Sandvig og Jørgen Johansen i Allinge. Birkefogeden fik afskrift af dommen for at anvise landets amtmand.
Poul Eskelsen afsiger DOM i sagen som Jesper hansen havde anlagt mod de bymænd og arvinger til tidligere bymænd, der skyldte penge for præstesagen. De dømte var Jens Friderichsen, Hans Rasmussen, Hans Hansen Snidker, Hans Olsen, Hans Andersen på sin myndlings vegne, Jens Larsen på sin formand Albert Dichs vegne, samt Axel Lind alle af Allinge, samt Nicolai Møller på sin bopæl norden for Allinge ved åen og Michel Jensen og Peder Koch fra Sandvig. Der var indgået forlig med Jens Larsen. De øvrige blev dømt til at betale den skyldige omkostning inden 15 dage. Som følge af sagen beskaffenhed ophævedes denne sags omkostninger.
Christian Rasmussen afsiger DOM i sagen som Poul Eskelsen havde ført mod Kaptajnen Jens Hansen og Jørgen Johansen. Kaptajnen havde ført kontraordre mod Poul Eskelsens ordre til bjærgerne den 29. januar ved det kgl. svenske vrag og Jørgen Johansen skulle have kaldt birkefogeden for en skælm og nægtet at parere ordre fra Jesper Hansen og Vefst Jensen. Dommeren dømte hver af de to mulkt på 1 sdr. til de fattige i Allinge og Sandvig menighed og i sagsomkostninger hver 1 rdr..
u.dag juni 1743 Pag. 025a
Gifuer Løfuingsen og Hans Hyldebrand var blevet forliget. Hyldebrand havde intet ufordelagtig at beskylde Løfuer for. Sagen ophævedes.
17. juni 1743 Pag. 025b
Læst kgl. plakat vedr. forbud for udførsel af hingste og hopper fra Danmark og tilliggender.
læst kgl. reskript om arveafgift på Bornholm, som var kommunikeret via amtmanden. reglen skulle gælde landets bønder og i birket.
8. juli 1743 Pag. 025b
Læst et pantebrev udgivet af Hans Nielsen på 40 sdr. lån af skovridder Hans Piil i Klemensker. I pant var sat 2 skp.l. bygjord kaldet Nørrehans skov, samt 8 skp.l. bygjord og rugjord der ligger tæt V of VS ved Hans Nielsens iboende hus.
Læst et købe- og skødebrev udgivet af Eske Jacobsen boende i Kokkeløkken i Sandvig bys frihed til Vefst Jensen Skou i SlotsVangen. Eske Jacobsen havde solgt 2 skp. bygjord mellem Koeløkken og Vefst Jensens egen frijord. Et halvt læs engejord op til damstedsengen med den tilliggende skovbuskeri, samt et lille hjørbe som der er ophakket og brugt til linfrø, Desuden 2 skp.land havrejord, der ligger op til sidstnævnte damsted-eng grænsedende til Vefst Jensens frijord, Samt et lille tornager, der ligger midt i Vefst Jensens jord kaldet bøyserskouen (bukseskoven?). Alt for 55 sdr. 2 mk.
19. august 1743 Pag. 026a
Giert Hansen mødte i stedet for Johan Samuelsen som stokkemand.
Læst kgl plakat om toldpålæggelse af fremmede spejle og “spis-glas”.
Læst kgl. plakat om at udførsel af heste, offentliggjort i december skal fortsætte.
9. september 1743 Pag. 026a
Læst kgl. forordning om adskillige ekstraordinære påbud. dat. 20. august 1743.
Gifuer Løfuensen af Allinge opbød sin myndling Christian Jørgensens fædrende og mødrende arv på 104 sdr. til anden person, der var villig til at forrente pengene.
16. september 1743 Pag. 026a
Gifuer Løfuersen opbød for anden gang sin myndling Christian Nielsen arvelod.
30. september 1743 Pag. 026b
Læst amtmand Urnes ordre i alt 5 poster. De fire poster omhandlede løsgængere og rømningsfolk, der ikke har rigtig pas og hvordan de skal straffes. Den 5. post omhandlede søfolk, der har fiskebåde, som de optrækker om aftenen på land, og som de med lås tøjrer til piller, samt årene og tofter som hver til sit opbringer.
Kgl. holtsførster Mattias Kettelsen bad om at 8 forstandige mænd blev udvalft til at syne Hammershus skovparter og tilse Allinge og Sandvigs vangers skovrender og bækfald. Birkefogeden bad dagens fremmødte stokkemænd at udfærdige skovskønningen inden næste birketing. Desuden blev synsmændene bedt om at efterse hvor mange pile der i det sidste år er blevet sat i Hammershus birk samt i slotsladegården. Desuden skulle de efterse om der er opsat nogle stendiger, samt at undersøge hvor der findes sten dertil, således som kgl. forordning påbød.
Læst et købebrev der viste, at Jens Aagesen, der nu boede ved Aalekistedammen i Olsker sogn havde solgt den gård som sal. Morten Poulsen boede i Allinge til Hr. Mahler, sognepræst Olsker og Allinge menighed. Prisen var 76 sdr.
14. oktober 1743 Pag. 026b
De otte mænds skøn af Hammershus skove med videre blev fremlagt, samt fremlæggelse af rapport over hvor mange piletræer og favne stengærde er oprettet ved Hammershus ladegård.
28. oktober 1743 Pag. 027a
Den strandede skipper Didrich Boy fra Carlshaun ville “tage sin forklaring” på ulykken med hans skib fra Carlskrona. Da han ikke var sproget mægtig, fik han Jesper Hansen til hjælp. Jesper Hansen fik styrmanden Peter Cornelius og Peder Nielsen, samt en del borgere til at afgive forklaring om vraget og skibets stranding.
Peter Cornelius fortalte, at om mandagen den 19. oktober var vinden en “lille kulling” og de gik ved løsnet sejl mod NO. Kl. 6 om aftenen blev det ganske stille og de lod ankeret gå en mil fra reden. K. 6 om morgenen lettede de anker og gik til sejls. Vinden var da SO med en lille kuling. Kl. 12 middag var vinden SW. Ved hundevagten var det blæst op til hård kuling og vind fra OSO. Dagen efter (23.)var vinden stærk storm og de fik til nød reddet sejlene og jagten drev i vinden til de havde Ærtholmene SO og var 2 mile fra Valden. Skibet skulle lænses løbende, men da de kom på vestsiden af landet ved Hammershus måtte de ankre kl. 12 middag. Da de åbnede lugerne var skibet fuld af vand og da kabyssen var skyllet bort. Den 24. kom der hjælp fra land og da de ikke havde fået mad i 2 dage og matrosen Peder Nielsen blev såret af søen og kastet mod pumpen, lod de sig redde i land.
Byfolkenes vidnesbyrd. Peder Pedersen af Sandvig fortalte at han den 24. oktober ved middagstid så han den strandede svenske jagt komme mod land ved Sandvig vig. Om aftenen fik han at vide, at det var gået til ankers ved Sæne, hvor det var synkefærdigt. Folkene sagde, at den kastede sæd ud af ladningen. Hans to sønner havde set skibet gå norden om Hammeren og at der stod 2 mand ved pumperne og at bølgerne gik over dækket. Vidnet havde begivet sig til Sæne med to mand og om aftenen havde de fået kontakt med skipperen, som fortalte, at de havde kastet noget af ladningen overbord. Da det var blevet mørkt lå skibet så lavt, at havet gik ind gennem “spiigaluerne”. Skipperen havde spurgt ham om der var nogen havn han kunne anløbe på Bornholm. Vidnet sagde, at der ikke var nogen, men at Ystad i Skåne var det nærmeste. Vinden var så gået i ONO og steget mod stærk storm, som forhindrede skibet at gå til søs i den tilstand. Det ville synke under hans fod. Vidnet var blevet spurgt om borgerne ikke kunne hjælpe med at få skibet “verpet” ind mod land. Peder Pedersen sagde, at byboerne med meget besvær kunne transportere en stor båd over landet tillige med et verpanker og verpetov fra Allinge og Sandvig, hvis der var folk nok. Sæne var ikke det bedste sted, da der var høje bakker og klipper.
Derefter fortalte Vefst Jensen Skou, at han den 24 kom ombord på den nu sunkne svenske jagt, der lå til ankers i Sæne. Jagten var fyldt med vand. Skipperen spurgte om han vidste nogen råd til at redde fartøj og ladning. Skipperen havde spurgt ham om han kunne skaffe varpetov, der var langt nok. Hvilket Vefst Jensen ikke kunne love. Men i løbet af natten havde de fået transporteret en stor båd på en vogn over land og med verpeanker og tov og havde fået trukket jagten på grund efter skipperens anmodning. Stedet var meget dårlig, da der var kastevinde og klipper omkring.
Eske Jacobsen og Hans Nielsen bekræftede forklaringerne. Skipperen Hans Christian Wienberg af Allinge bekræftede Vefst jensens forklaring med verpningen, men han havde ikke bemærket vindretningen.
4. november 1743 Pag. 029b
Skriver var birkeskriverens søn Lars Larsen.
Vefst Jensen og Jesper Hansen lod læse et købebrev udgivet af skiper Didrich Bøy fra Carlshaun på sin jagt med navnet Anna Dotha hjemmehørende i Carlscrone. Jagten var strandet ved Sæne med en ladning rug og korn. Skibsvraget blev solgt for 100 rdr. dansk curantmønt uanset om det blev bjærget eller ej, lidt eller intet. Køberne skulle betale al kgl. skat, told og bjærgeløn. Købet er sket med amtmand Urnes accept ved hans fuldmægtig Wilken Hansen (?) og i Tolder Tops sted strandbetjent Lars Jacobsen To… (?).
Dernæst Mads Pedersen af Allinge lod læste et auktionsskøde på 3 tdl. havrejord i Bekeageren som blev tilslaget på auktionen som holdtes efter sal. Jørgen Nielsen og hans hustru i Sandvig den 18. marts 1743 for 51 sdr.
Jesper Hansen på bortrejste skipper Hans Hyldebrands vegne indstævnende Axel Lind for et skyldigt beløb til tobaksbinder Niels Christensen i København. Hyldebrand havde modtaget opgave fra den københavnske tobaksbinder, hvor efter Axel Lind af Allinge havde sejlet med den omtalte tobaksbinders varer. Axel Lind skulle betale Hyldebrand for varer, som Hyldebrand skyldte tobaksbinderen. Axel Lind var ikke mødt i retten og blev derfor pålagt at møde på næste ting.
18. november 1743 Pag. 030a
Læst amtmand Urnes ordre af 9. november bestående af 6 poster om værgemål, som blev pålagt at aflægge regnskab.
Rutsker kirkes værge Peder Jensen af Rosendale opbød en kapital på 390 sdr. tilhørende kirken til forretning og god forsikring.
Jesper Hansen mødte på Hyldebrands vegne, der endnu ikke var hjemkommet fra København. Axel Lind var mødt og angav, at han ikke vidste sig skyldig til Hans Hyldebrand. Axel Lind mente, at han for 2 år siden havde leveret Hyldebrand “halvsjette daler” til Hyldebrand, som han skyldte tobaksbinderen og var således ikke vidende om mere gæld. Jesper Hansen, der var Hyldebrands nabo, lod sagen stille i bero, til Hyldebrand lykkeligt var kommet tilbage.
25. november 1743 Pag. 030b
Læst kgl. patent om højesterets afholdelse i 1744.
Læst et auktionsskøde omhandlende at ungkarl Peder Jørgensen i Allinge havde købt sal. Hartvig Hansens 4 stolperum hus med tilliggende plads og løkke syd for for 45 sdr.
Læst et auktionsskøde omhandlende at Michel Mogensen Torn i Sandvig for 84 sdr. havde købt 8 skæppeland bygjord i Store simmensløkke i den vestre part efter sal. Jørgen Nielsen og hans hustru i Sandvig.
Ligeledes læst et auktionsskøde at Jørgen Jørgensen havde købt 7 skæpper land bygjord i Storesimmensløke østre part for 86 sld. samt 3 skæpper land bygjord i Gjædesløkken for 30 sdr. efter sal. Jørgen Nielsen og hustru i Sandvig.
Endvidre læst et auktionsskøde på at kaptajn Jens Hansen i Sandvig havde købt 1 td.land havrejord i Jydetornen i Sandvig for 14 sdr. efter sal. Jørgen Nielsen.
Endnu et auktionsskøde som viste at Johan Samuelsen i Allinge havde købt en eng i husengen i Sandvig vang for 30 sdr. 1 mark efter sal. Jørgen Nielsen og hans hustru.
Rutsker kirkeværge opbød for anden gang kapitalen på 370 sdr.
I retten kom løjtnant Matthias Brunov af Rønne, med amtmandens ordre og på kongens vegne, for at afhøre en række personer, der havde været med ved det svenske skibs stranding natten mellem den 24. og 25. oktober. Jens Larsen Smidt og andre 8 interessenter havde klaget over Jesper Hansen og Vefst Jensens betaling af bjærgeløn. endvidere var der angivet at de to havde forbrudt sig mod kgl. vragforordning og told. Jesper Hansen og Vefst Jensen forsvarede sig mod beskyldningerne ved at bjærgningen var overværet af uvillige mænd på amtmandens og tolderens vegne. De to købere mente, at de 9 mænd kaptajn Jens Hansen, Jens Larsen, Niels Hansen, Axel Christian Lind, Christian Rasmussen, Michel Mogensen, Claus Mogensen, Jørgen Jørgensen og Jens Jørgensen var vidende om det var forløbet lovligt, men at de ikke kunne vidne da det var de to personers avindsmænd. Jesper Hansen og Vefst Jensen kunne ikke acceptere indstævningen. Matthias Brunov kunne ikke se at amtmandens undersøgelse kunne være lovstridigt, men han bad dommeren om at give Jesper Hansen den fornødne efterretning.
Birkedommeren kunne imødekomme fuldmægtigens “snick snach”, og bad ham at fortsætte, da han havde påberåbt sig kgl. vragforordning og havde kaldt sagen for en “indquicition”.
Det første vidne var kaptajn Jens Hansen. Han forklarede at skipperen havde angivet at det strandede skib havde 241 tønder tør rug, som kunne kaldes god forsvarlig købmandsvare. Han vidste ikke hvor meget våd rug, der blev bjærget, men at hver bjærger havde fået 1½ skæppe (kongens mål). Han mente at der blev bjærget 171 tønder tør byg, som kunne regnes for forsvarlig købmandsvare. Desuden var der 11 sække tørt korn. Han kunne ikke sige hvor meget vådt byg, der blev bjærget, men at hver bjærger fik en ½ skæppe med nyt mål. Desuden fortalte han, at der blev bjærget 5 pakker tørt ubeskadiget klæde og 5 stænger jern, som blev kørt op til Vefst Jensen i Slotsvangen.
Jens Larsen forklarede at der der den 25. oktober blev bjærget omkring 50 tønder god rug, samt 40 tønder korn, som også var forsvarlig god købmandsvare og som blev ført op til Vefst Jensens gård og lagt på stueloftet. Samme dag bjærgede 5 pakker klæde og fem stænger jern. Den 26. oktober blev bjærget over 100 tønder rug og 100 tønder korn (byg) som også var god og tørt. Dette blev også indlagt på Vefst Jensens stueloft, så meget der kunne være. Derefter blev det lagt i den vestre længe. Senere blev der opbragt mere som dog ikke kan betragtes for god købmandsvare. Han sagde at der var i alt 241 tønder rug og 171 tønder byg. En del blev lagt på stranden og en del i Vefst Jensens have i Slotsvangen. Der blev også bjærget 11 sække korn natten melle, den 24. og 25. oktober, som ligeledes med bjærgernes vogne blev ført til Vefst Jensens gård. Han vidste ikke hvor meget vådt korn der blev bjærget, men som bjælgeløn fik hver 1½ skæppe rug og ½ skæppe byg (kongens mål). Pakkerne med klæde blev ikke forseglet og han vidste ikke hvor det blev kørt hen. Han havde hørt at der blev fundet flere pakker, men han havde ikke set dem og vidste ej heller hvor de blev transporteret hen. Dem der udtog varerne af skibet var: Hans Knudsen, Niels Pedersen væver og Mads Jørgensen alle fra Allinge, samt Mogens Bendixen som er måler og vejer og Peder Michelsen fra Sandvig.
Niels Hansen af Allinge kunne bekræfte kaptajnens forklaring og han kunne supplere, at de fire pakker med klæde var af sort kulør og en med rød kulør.
Det fjerde vidne var Axel Lind vidste ikke andet end hvad Christian Rasmussen og måleren Mogens Bendixsen havde beretter for ham: der var 241 tønder rug bragt op til Vefst Jensen, men han vidste ikke hvor meget våd rug, der blev bjerget, men at en fuld bjærgeløn var 1½ skæppe i ny mål. Han vidste at vide at der var 170 tønde byg, der var god og forsvarlig. Han mente ikke at det våde byg blev målt, men at han fik ½ skæppe i bjærgeløn. Han se 4 pakker med sort klæde og 1 pakke med rødt klæde. Han havde desuden set at to stænger jern, men hans kammerater havde fortalt, at der var fem. Klædevarerne var blevet kørt til Vefst jensens gård. Endvidere havde han hørt fra Hans Knudsen, at skipperen havde været nede i skibet og fremdraget en pakke med hvidt klæde omkring.
Dernæst blev Christian Rasmussen afhørt. Han gentog, at der var bjærget 241 tønder god og forsvarlige tønder rug, men han vidste ikke hvor meget der blev bjærget af det våde. Der var 171 tønder god og forsvarlig tønder byg. Hvor meget der var af det våde, vidste han ikke, men sagde, at det måtte måleren vide. Dernæst nævnet han de 11 sække korn der blev reddede allerede den første nat, samt de 5 pakker klæde fire sorte og en rød.
Claus Mogensen Torn af Sandvig svarede som Christian Rasmussen. Hans broder Michel Mogensen Torn af Sandvig vidnede det samme, men kunne ikke sige noget om de fem pakker klæde eller jernstængerne, da han ikke var tilstede på stranden den dag. Men han havde hørt fra skibsfolkene, at de havde optaget 2 pakker af vraget, men han vidste ikke hvad de indeholdt.
Jørgen Jørgensen af Sandvig vidnede som Claus Mogensen Torn. Jens Jørgensen af Sandvig og hans broder Jørgen Jørgensen tilstod det sammen som Claus Mogensen Torn.
Fuldmægtigen udbad sig derefter de 9 vidnes udsagn til amtmandens orientering. Birkedommeren kunne ikke nægte dette ønske men ville have Brunovs udsagn om, hvad det var for et vidnesbyrd. Brunov mante at han blot kunne kalde det for “Examen forhør ofr. de 9 personers udsigende som vorre biergere med ved det omvondene vrag, huis hensigt væl skal sigte til forordningen af 21. Marts 1705 om strandet gods oc vrag”.
Jesper Hansen, som stadig var i retten i andet ærinde, rettede på fuldmægtigen, at det ikke kunne kaldes et tingsvidne. Han undlod dog ikke at bede om en fuld udskrift af sagen på hans egen og på Vefst Jensens vegne. Måske skulle de føre kontravidner mod disse så kaldede vidner i Brunovs undersøgelse. Jesper Hansen ville klage til øvrigheden.
Skipper Hyldebrand var nu lykkeligt hjemkommet fra København og kunne føre sig sag mod Aksel Christian Lind for tobak fra tobaksbinderen Niels Christensen i København for 4 sdr. 2 mark og 8 skilling. Axel Lind ville indhente bevis hos sin kreditor, der var i København. Sagen blev udsat til næste ting.
Vefst Jensen og Jesper Hansen havde modtaget en skriftlig fuldmagt skrevet på Hammersholm den 5. juni 1743 af den svenske extraløjtnant Jonas Tørning på den svenske krones vegne. De skulle føre sag for den svenske krone i sagen om det svenske orlogsskib Ølands stranding nord for hammeren i 1742. Jesper Hansen og Vefst Jensen havde med kaldsmændene Hans Jørgensen i Slotsvangen og Mads Svensen af Sandvig indstævnet en del folk fra Allinge og Sandvigs menighed. Anledningen var at der var indkommet to klager over vragets bjærgning. Klagerne var skrevet af Christian Rasmussen, som i retten sagde, at han ikke mente, at det var en klage, men snarere en advarsel til de to fuldmægtige om at passe deres tilsynsopgave ved vraget. Dommeren ønskede at den såkaldte klage skulle oplæses, trods det sene tidspunkt på aftenen og at de 8te mænd, der var indstævnet, havde ventet så længe. Jesper Hansen mente at klagen var unødvendig, da den svenske løjtnant Tørning, der havde været med til bjærgningen, ikke havde haft noget at klage over. (sagen kan ses som et forsøg fra Jesper Hansen og Vefst Jensen side, at føre sag mod sine modstandere, en af dem var altså Christian Rasmussen.) Christian Rasmussen påpegede, at Vefst Jensen og Jesper Hansen burde have ført sag, medens bjærgningen stod på og ikke mere et halvt år efter, det var sket og henviste til loven pag. 115, art. 1. Christian Rasmussen bad derfor dommeren at dømme stævningen for død og magtesløs. Dommeren mente dog, at sagen kunne føres, da der endnu var vragdele, der ikke var opfiskede og at vragforordningen kunne gælde i to, tre eller flere år efter ulykken skete.
Jesper Hansen fik tilladelse til at føre vidneafhøring, men ingen af de indstævnede var mødt. Men umiddelbart efter indfandt Hans Hyldebrand, Giver Løvingsen af Allinge og Peder Pedersen af Sandvig. Hans Hyldebrand vedkendte at han både havde været bjærger og haft vagtopgaver ved vraget. Men Jesper Hansen fik ham ikke til at vedstå, at han havde vagten den nat, hvor Jens Larsen Smed var officer ved vagten og da Christian Rasmussen på byfogedens vegne var ude og tilse vraget og for at forsegle det som blev optaget af vraget. Han ville heller ikke fortælle at kaptajn Jens Hansen samme nat kom til vagten og hvilken erindrede han havde. Jesper Hansen blev fortørnet over, at Hans Hyldebrand ikke ville fortælle sandheden, som han tidligere havde gjort. Dommeren forsøgte, med henvisning til lovens pag. 106 art. 7, at han skulle tage fortælle sandheden. Vidnet ville ikke udtale sig, da han mente at Christian Rasmussen forsøgte at lægge ord i hans mund og at han ikke kunne vidne i hans egen sag, samt at dommeren “i aften har fornummet har for retten paceret med buldren og larmen, samt at stokemendenen en del lader sig forstaae ligesom de ikke har hørt hvad som dommeren dem har bundet dem observere, mens ligesom fundet sig opsetzig mod dommeren”. Dommeren måtte afbryde retten og bad deltagerne om at søge øvrigheden om at der blev valgt andre upartiske stokkemænd, samt at tinget kunne holdes et andet sted. Næste ting 8te dage og stedet ville blive bekendtgjort på kirkestævnet.
2. december 1743 Pag. 039a
Læst kgl. anordning om påskens afholdelse i 1744 (Der var udgivet en almanak med forkert beregning af påsken)
Læst kgl åbent brev om personer, der ikke var indrulleret, at de skulle gøre tjeneste i flåden.
Hans Hyldebrand mødte i retten for at føre sag mod Axel Lind for et skyldigt beløb til en københavnsk tobaksbinder. Axel Lind var ikke mødt og sagen måtte stilles i bero.
Kgl. herredsfoged og byfoged i Vester herred og i Rønne Barsøe producerede en skriftlig ordre fra amtmand Urne at han skulle føre undersøgelsessagen som Jesper Hansen og Vefst Jensen på vegne af den svenske krone, havde påbegyndt. At det blev en fremmed dommer skyldte ansøgning fra Christian Rasmussen og Jens Larsen Smed.
Birkedommeren Poul Eskelsen protesterede over at være sat ud af sit dommersæde. At han er i svogerskab med Vefst Jensen kunne ikke være årsag nok, da han også var svoger til modparten Jens Larsen og i familie med flere at de indstævnede vidner. Barsøe havde ikke ønsket at Poul Eskelsen skulle vige sit sæde, men han parerede bare ordre fra Amtmanden. Christian Rasmussen svarede på egne og de øvriges vegne, at få hele beskrevet og påberåbte sig kgl. forordnings tilladelse af 17. maj 1690 “om Interlocatorie afsigter, skal blifue ham oc vedkommende forkyndet des aarsage”.
Jesper Hansen på egne, Vefst Jensen og den svenske krones vegne fortsatte med at bede retten om at godkende indstævningen af vidnerne. Dernæst ville han læse den skriftlige klage som Christian Rasmussen havde produceret og som omhandlede det svenske orlogsskibs urigtige håndtering. Jesper Hansen angav at der ikke var blevet angivet noget bjærget gods den pågældende nat. Dette ville Jesper Hansen og Vefst Jensen gøre sin ed på. Og hvis der var fjernet noget, var det sket af tyvagtige mennesker, der havde været ved vraget. Det var ikke de deres hensigt at beskylde de indstævnede for at have stålet orlogsskibets store ankerstok og ankeret, men ville kunne oplyse den svenske krone om sagen og at opfylde den kgl. vragforordning af 21. marts 1705. Jesper Hansen spurgte Christian Rasmussen om han og hans interessenter ville modsætte sig afhøringerne om vraggodsets håndtering. Christian Rasmussen leverede et 24 skillings papir for at få hele sagens foløb beskrevet. Jesper Hansen bad dommeren at han skulle kalde Christian Rasmussen til svare på spørgsmål. Dommeren påpegede at ingen måtte hindre vidnesafhøringer.
Jesper Hansen kunne da endelig afhøre Hans Hyldebrand, som på sidste ting ikke ville svare på hans spørgsmål. Hans Hyldebrand vedblev at nægte at svare, da han mente, at han var part i sagen. Dommeren måtte kalde Hans Hyldebrand til orden og henviste til, at han kunne blive dømt til at betale kongen og sagsøgeren 10 lod sølv, med mindre han kunne påstå, at han intet havde at sige til sagens oplysning. Hyldebrand ville reflektere over sagen til næste ting.
Giver Løvingsen vedkendte at han havde været og stadig var bjærgningsmand ved det strandede svenske orlogsskib, der strandede nord for Hammeren. Endvidere kunne han bekræfte at han havde vagtopgave ved vraget og at kaptajn Jens Hansen i Sandvig havde beordret Jens Larsen Smed som officer i vagten. Giver Løvingsen kunne vel nok erindre at Hans Hyldebrand var kommet til vraget om natten, men han kunne ikke huske at kaptajn Jens Hansen var med. Han kunne derimod huske at Christian Rasmussen var kommet og spurgt hvordan de holdt vagt, hvilket de kunne svare bekræftende “det beste vi kunde”. Christian Rasmussen havde været hos dem en times tid, men han vidste ikke hvad de andre havde talt med ham om, da han havde været på stranden ved vraget. Mere kunne han ikke huske, da det “var år og dag siden”. Han kunne ikke huske om der var kommet flere enten gående eller ridende ud til vraget. De havde været 7 eller 8 vagter. Vidnet mente, at spørgsmål om han var vidende om der var begået underslæb ved vraget, ikke burde stilles, da det var så lang tid siden, at han ikke kunne huske det. Men så vidt han vidste, var der intet der ikke var kommet til den svenske krones nytte indtil dato. Giver ville hverken svare ja eller nej til følgende spørgsmål: “Om iche han har tillige med sine baadsmachere oc andre tillands af biergere haft tilsammen i dulsmaal af forn. Cronegods i vidnes huus oc andre steds til deelning?” Han ville prøve at “errindre sig” til næste ting.
Jesper Hansen havde fået kaptajn Trannemus tilsagn om, at alle håndlangere i Sandvig post måtte afhøres i civilretten, derfor kunne han føre Anders Andersen Møller som vidne. Men Ole Hansen Brygger og Mads Jacobsen skulle afhøres af krigsretten. Anders Andersen Møller oplyste at holdt vagt ved skibsvraget, men han var “aldelis intet” vidende om at der skulle være rygter om at noget af skibet skulle være ulovligt omgået, ej heller havde han hørt om ankerblokken skulle være angivet som uden værdi. Han var ikke vidende om hvad der var sket i teltet da Christian Rasmussen var på tilsyn.
Dernæst blev Hartvig Andersen afhørt. Han var tilstede som vagt, men han kunne ikke erindre, at der var sket noget utroskab med det svenske vraggods indtil dato. Som den første tilstod han at han havde hørt rygter om at noget af vraggodset var blevet borte og at der ofte havde været “trætte oc larmende om” utroskab, men han havde i hvert fald ikke.
Kierstine Hans S…(?) af Allinge havde solgt øl og brændevin ved skibsvraget. Hun havde oplevet “larm og styr” på pladsen om begået utroskab vedrørende jern, træ og andet mellem formændene (Jesper Hansen og Vefst Jensen) og bjærgerne, men hun vidste ikke hvad det drejede sig om, da hun altid kom sildig på dagen til stedet og da var alarmen over. Hun ville ikke vedkende sig, at hun havde fået vraggods af bjærgerne som betaling for brændevinen. Hun indrømmede at hun havde taget et stykke “randet tørre klæde” af uld eller lin, som Jesper Hansen havde fundet i vandet, men det viste sig at det var bådsmand Høys ejendom og han havde fået det. Hun vedkendte sig ikke at have kørt vraggods som jern, kobber, bly eller trævarer frem og tilbage i sin vogn mellem Sandvig og vragpladsen, uden nogle gamle “Ryer” som den svenske løjtnant Tørning havde give Christian Christophersen.
Dernæst Lisbet Jensdatter af Allinge havde også solgt brændevin på vragpladsen. Hun blev spurgt om hun ikke havde fået noget jern af Christian Rasmussen for brændevin før en af auktionerne blev afholdt. Hun svarede at Christian Rasmussen havde adskillige gange købt brændevin for penge og kun en enkelt gang havde hun fået en bolt med en ring i. Hun kunne ikke huske hvor meget brændevin han fik for den.
Inger Jørgensdatter var “hel besvangret” og Jesper Hansen ville derfor ikke afhøre hende.
Peder Koch af Sandvig havde i sidste høsttid været med i kaptajn Jens Hansens båd ved det svenske skibsvragplads og med jernhånd opfiskede vraggods (speeg og jernboltestykker), han mente, at det var midt på dagen at Vefst jensen kom ridende til vragpladsen. Han vidste ikke om det var samtidigt med Christian Rasmussens klagede. der havde været andre både tilstede den dag. Vefst Jensen havde råbt til Kaptajnes båd, der så ud som om var på vej ud på søen, for at skjule sin fangst. Peder Koch mente ikkke, at det var for at skjule nogen og at de havde ikke været længere væk, end at de kunne høre Vefst Jensens råb. Vidnet vedkendte at han for nogle byfolk havde omskiftet bøsseflinter på deres bøsser, men han var ikke klar over om de stammede fra vraget og om de var svenske. Han måtte angive Michel Mogensen i Sandvig, Jens Larsen Smed i Allinge og for Vefst Jensen. Jesper Hansen mente at vide, at der på Jens Larsens bøsse sad en svensk skalchelaas, som vidnet for kort tid siden havde omskiftet. Det kunne vidnet ikke huske. Vidnet oplyste at han ikke kunne erindre andre end Samuel Johansen, som var på pladsen, den dag som klagen omhandlede. Og Samuel var for at hente brænde, som han havde købt.
Dernæst Mogens Bendixen af Sandvig var på vagt ved det svenske vrag. Spørgsmålet om han havde hørt utroskab vedrørende jern af rapeter og andet jern, samt “gienner”, der var blevet borte. Vidnet havde hørt at der var splid og trætte om morgenen, da godset var blevet borte, “sådan som spørgsmålet var formuleret”. Vidnet blev bedt om at bekræfte, at han tidligere havde fortalt Jesper Hansen om at kaptajn Jens Hansen i Sandvig var kommet til vidnet og anmodet om at få del i den del af godset, som var “bortkommet”. Det kunne vidnet ikke erindre. Da vidnet nægtede at “huske sligt” ville Jesper Hansen ikke stille flere spørgsmål, andet end at spørge vidnet om han havde hørt rygter om bortkommet gods. Mogens Bendixsen svarede at rygter havde der været helt fra starten indtil dato.
Atter blev Hans Hyldebrand afhørt og denne gang svarede han, at han ikke kunne nægte, at noget gods var bortkommet medens han havde vagt. Det drejede sig om “en bide Jern”, hvor meget vidste han ikke, ej hellere kunne han huske hvem han havde vagt sammen med. Han kunne heller ikke huske om han havde fået nogen part deraf.
Peder Pedersen af Sandvig erkendte at han havde roet forbi vraget den dag i høst hvor Vefst Jensen kom ridende forbi. Han havde set at Vefst Jensen havde efterset kaptajnens båd, samt havde sagt til kaptajnen at hvis han opviskede noget, så skulle han det straks levere det til ham. Peder Pedersen kendte ikke til noget der var skjult for den svenske krone til nytte.
Dernæst afhørtes en dreng på 13-14 år ved navn Hans Jensen af Sandvig. Han fortalte at han ej havde været til herrens bord, men han var blevet konfirmeret sidste mikkelsdags tider. Han kunne ikke aflægge ed, men måtte gerne udtale sig til retten. Jesper Hansen ville ikke afhøre ham, da han først ville gå til alters førstkommende søndag.
Dernæst Pernille Jørgensdatter af Sandvig, der havde tjent Jørgen Jørgensen af Sandvig sidste år. Hun vidste ikke noget om at hendes husbonde havde fået en fin blå klædes kjole fra det svenske vrag, da hun aldrig interesserede sig for hvorfra klædet stammer. Hun kendte intet til det blå klæde som skrædderen Mads Jørgensen i Allinge i Jørgen Jørgensen hus i Sandvig havde forarbejdet. Hun kunne ikke huske om hun havde været med sin husbonds ved vagten enten dag eller nat., men hun mente måske, at hun havde bragt mad ud til ham på vragpladsen når han havde vagt. Hun bekymrede sig ikke om hvad hendes husbonde kom med til hjemmet, og derfor ikke kunne erindre noget om et stykke mastetræ, som skulle være fundet ved skibsvraget. Jesper Hansen undrede sig over at hun som tjenestepige ikke kunne huske, at der lå et stykke træ i gården som var så stort at det kunne bruges til mast. Det var meget dumdristigt af hende ikke at oplyse noget som helst i sagen.
Johanne Jørgen Jørgensen i Sandvig kunne huske at hendes mand havde vagter ved skibsvraget, men hun kendte intet til bjærgningen og bjærgeløn og vagt penge. Hun kunne ikke nægte at det fine blå klæde var kommet fra vraget, men hun vidste ikke hvem han havde købt det af. Hun “kierede” sig ikke om hendes mand havde købt det af enten Allinge eller Sandvig bjærgere. Hun havde set et mastetræ på gården, men hun vidste ikke hvem han havde købt det af eller om det kunne bruges til mast. Hun forklarede at hendes broder Hans Predbjørn fik det og hendes mand kørte det ud til ham. Jesper Hansen konstaterede at det nu var bevist, at der havde befundet sig et stort stykke vraggods, der stammede fra det svenske vrag i Jørgen Jørgensens gård og at det skulle betales for til kongen.
Giver Løvingsen og Hans Hyldebrand blev pålagt at møde til næste ting. Tinget sluttede da det var blevet langt ud på natten.
9. december 1743 Pag. 047b
Læst et pantebrev udgivet af kaptajn Jens Hansen i Sandvig på et lån på 80 sdr. af Christopher Hansen boende på Nordre Haldegaard i Olsker. Som pant var sat 6 skæpper bygjord i Gædeløkken i Sandvig byvang.
Kaptajn Reyancher af Hasle indstævnede Axel Christian Lind af Allinge for en gæld på 38 sdr. 3 mk og 1 sk. Axel Lind var ikke mødt og sagen blev udsat til næste ting.
Jesper Hansen og Vefts Jensen på den svenske krones tingsvidnesag havde ved kaldsmændene Hans Jørgensen Bødker af Slotsvangen og Mads Svendsen af Sandvig stævnet Hans Hyldebrand for tredie gang. Hyldebrand mente, som tidligere, at han ikke kunne vidne i sin egen sag. Jesper Hansen slog fast at det var den svenske krones sag og ikke hans. Hans modvillighed kunne med loven dømmes mulkter. Dommeren henviste til lovens forskellige paragraffer om nægtelse af sin vidnesbyrd og truede ham med overretten, hvis han ikke svarede på Jesper Hansens spørgsmål. Hvis han ikke ville svare, ville Jesper Hansen og Vefst Jensen udtage tingsvidne og oversende det til den svenska ambassdør i København til videre foranstaltning. Afhøringen af Giver Løvingsen udsættedes til senere når de havde fået kundskab om hvordan tingsvidnerne kunne sluttes og udskrives. Christian Rasmussen på egne og interessenters vegne udbad sig sagen beskrevet. Jesper Hansen udbad sig underretning om hvor mange interessenter Christian Rasmussen havde. Jesper Hansen undrede sig over Christian Rasmussens engagement i sagen ,da han havde være tilsynsværge for byfogeden og han burde have foranlediget at Hans Hyldebrand ville svare på spørgsmål om det svenske skibsvrag. Jesper Hansen ville høre hvilke “tilhængere eller interessenter” han repræsenterede. Christian Rasmussen svarede ikke på spørgsmålet.
16. december 1743 Pag. 049a
Læst auktionsskøde på et køb, som Hans Nielsen i Sandvig havde købt af sal. Jørgen Nielsen og hustru i Sandvig 2 skæppeland bygjord Nørrehanses skov i Sandvig Byvang for 33 sdr.
Løjtnant Mathias Bruno præsenterede amtmand Urne skrivelse af 14. december at han mødte som hans fuldmægtig for at eksaminere og forhøre adskillige personer om det – den 24. oktober – strandede skibs gods. Han havde tidligere indstævnet 12 personer af Allinge og Sandvig for afhøringer.
Jesper Hansen havde fået amtmandens tilladelse til at svare for Vefst Jensen. Jesper Hansen fremlagde et købebrev på vrag og gods af dato 4. november, som viste at skipper Boy havde solgt til Jesper Hansen og Vefst Jensen. I kontrakten mellem Jesper Hansen og Vefst Jensen skulle Jesper Hansen betale halv husleje til Vefst Jensen. Jesper Hansen påpegede, at ingen stævning mod andres ejendom måtte ske uden at der var beskrevet hvilken sag, det omhandlede. derfor bød han dommeren at lyse Brunos (og dermed amtmandens) stævning som død og magtesløs. Bruno svarede at stævningen ikke sigter mod købet i sig selv, men om forretningen er lovlig eller ikke. Så vidt det var bekendt blev godset opbevaret hos Vefst Jensen fra første stund. Bruno ankede over, at Jesper Hansen havde forsøgt at få dommeren til udvirke “Interlocatoria” (Salmonsen:Interlocutorium (lat.), Betegnelse for enhver
Afgørelse, der under en Proces træffes af Retten vedrørende Sagens Gang inden Sagens endelige Paakendelse, f. Eks. en Kendelse, hvorved en Udsættelse indrømmes ell. nægtes, ell.
hvorved et Vidnes Protest mod at besvare et vist Spørgsmaal tages til Følge ell. forkastes.)
Bruno mente, at han kunne foretage afhøringer, inden en sag kunne beskrives.
Jesper Hansen mente, at det var et nedrigt angreb på deres troværdighed. Købebrevet viste jo, at de ville betale alle afgifter. Undersøgelsen var startet efter en klage fra Jens Larsen Smedt og de øvrige interessenter mod Vefst Jensen og Jesper Hansen og hovedsagen var deres utilfredshed med bjærgelønnen. Jesper Hansen mente ikke at dommeren havde lovhjemmel til at godkende Brunos undersøgelse.
Bruno svarede at dommeren ikke kunne følge Jesper Hansens “dumdristighed, end oc paa en unødvendig maade at prolongere oc opholde vidnernes føring, retten oc dagen som kaart er, oc maa storligen undre paa at hand som gifuer sig ud for at væilede andre i lou oc Ræt, saa forglemelig sætter louens Pag. 50: art. 7de af øgne, da hand iche med allermindste resong kand oblicere Hr. Ambtmandens slig alvidenhed”.
Efter flere disputs mellem de to parter, resolverede dommeren, at han måtte overveje sagen til næste ting og bad om at vidnerne skulle møde til næste ting.
Jesper Hansen på egen og Vefst Jensens vegne stævnede en stor del af Allinge menighed til afhøring vedr. bjærgningen af det svenske jagt, der strandede ved Sæne den 25. oktober. (dette var altså en kontrastævning mod Bruno og amtmanden!) Christian Rasmussen var indkaldt for at stille spørgsmål om sagen, vel vidende at han havde været vidne i kontrapartens afhøringer og derfor ikke kunne betragtes som andet end vidne. De andre indkaldte var Kapatjn Jens hansen, Jens Jørgensen, Claus Mogensen af Sandvig, Jens Larsen, Hagen Mortensen, Hans Madsen Vig, peder Sandersen, jep Andersen, jens Hyldebrand, hans Nielsen ved Slottet, Samuel Johansen, Simmen Andersen, Niels Andersen og hans rasmussen, Jørgen Jørgensen og Niels Hansen. Jesper Hansen bad om at vidnerne skulle separeres, hvilket dommeren accepterede.
Kaptajn Jens Hansen blev spurgt om ikke han havde været ombord i vraget ved Sæne og set at kongens mål var blevet brugt, da udmålingen af sæden blev gjort. Kaptajnen henholdte sig til sine svar, som han havde givet ved forrige afhøring og ville ikke svare på Jesper Hansens spørgsmål. Jesper Hansen truede kaptajnen med retsforfølgelse, hvis han ikke svarede. Dommeren påbød ligeledes kaptajnen at svare på spørgsmålet. Kaptajnen henholdte sig til, at han tidligere havde svaret på spørgsmålet . Dommeren ville da dømme kaptajnen at betale sagsøgeren 10 lod sølv, hvis ikke han mødte på næste ting og svare på spørgsmålet.
Dernæst fremstillede Jens Jørgensen, som blev spurgt om han havde været på skibet og set, at hver sort korn blev målt med tøndemål – blåde det våde og det tørre. Han svarede at han ikke havde været der hele tiden og at han for øvrigt var blevet udspurgt derom og at han derefter vil referer sig dertil. Også han blev henvist til lovens krav om, at svare på alle stillede spørgsmål til næste ting eller lide efter loven og blive dømt til at betale 20 lod sølv.
Dernæst Christian Rasmussen, som svarede ligesom de to tidligere vidner: Han havde udtalt sig om sagen og ville ikke svare videre. Han måtte dog tilstå, at han i byfogedens erinde været rundt i byen for at søge efter bortstjålet gods, bl.a. nogle nye bastemåtter alt i kongens og øvrighedens interesse. Jesper Hansen mente at vide, at der var 9 personer, som havde gods fra skibet og som var skjult for skipperen, kongen og for de to, der havde købt det strandede skib med ladning. Christian Rasmussen svarede at han var ikke helt klar over hvor mange, men det havde amtmanden helt rede på. Jesper Hansen mente at Christian Rasmussen havde deltaget i et komplot og været med til at skjule strandet gods inden han selv skulle foretage ransagningen. Jesper Hansen mente derfor ikke at det kunne være til nogen nytte, at afhøre ham yderligere.
Dernæst Jørgen Jørgensen af Sandvig, som af dommeren på forhånd påpegede, at han ikke tidligere var blev afhørt, så han kunne ikke henholde sig til forrige vidnesbyrd. Vidnet vedkendte, at han havde overværet opmålingen, men at antal tønder (241 ryg og 171 tønder byg) havde han hørt fra andre. Jørgen Jørgensen fortalte at det var kongens måler Mogens Bendixsen og byfogedens repræsentant Christian Rasmussen, der havde stået for henholdsvis opmålingen og nedskrivningen. Vidnet vidste ikke at der var blevet randsaget i byen efter sække med korn. Der var forsvundet nogle måtter (muter), som vidnet var mistænkt, at have taget til sig, hvilket han nægtede. Hvis han havde haft, var H det ført til Vefst Jensen. Han fortalte at noget af det bjærgede først var ført til Aage Larsen som lå på vejen til Vefst Jensen. Her havde også nogle af måtterne ligget inden de blev ført videre. Jesper Hansen mente ikke at han kunne få mere ud af Jørgen Jørgensen, der dog senere ville blive stillet til ansvar.
Dernæst blev Axel Christian Lind afhørt og fortalte at han hver gang han havde kørt et læs op til Vefst Jensen havde spurgt måleren og Christian Rasmussen om hvor meget der var opmålt, ellers henholdt Axel Lind sig til sin forrige forklaring og derved undgik at svare direkte på, om han havde været på skibet og set opmålingen af tøt og vådt korn. Axel Lind havde været ude på vraget for at hjælpe med at pumpe vand ud af skibet og han havde set, at en båd var kommet ud til fartøjet og taget nogle sække korn. Han vidste ikke hvor det blev af, men han havde hørt rygter om, at det var taget til Sandvig. Jesper Hansen tvivlede på Axel Lind, da han mente at vide, at Axel Lind havde forlangt at få sin part af den korn, der uretmæssigt var ført bort. Axel Lind ikke så meget som tænkt, at forlange noget af kornet. Men han nægtede ikke, at han havde talt med Jens Hyldebrand om hvor det korn blev af, som var blevet ført bort om natten.
Jesper Hansen spurgte Axel Lind om han ikke vidste eller havde hørt, at bjærgerne havde mistet sække på vejen op til Vefst Jensen. Axel Lind vedgik at der var sluppet sække bort og han selv havde mistet een, som han endnu ikke havde fundet. Axel Lind svarede at det regnede noget, men ikke “himmelregn”, men kornet havde ikke taget skade fordi sækkene var blevet våde. Axel kunne ikke huske hvor mange sække han agede op til Vefst Jensen. Han havde kun kørt sække til vefst Jensens vestre loft. Han kendte ikke til hvem der havde delt kornet hos Jens Hyldebrand.
Dernæst Jens Larsen Smed af Allinge bevidnede at der var blevet udmålt 241 tønder rug medkongens tønde. Jesper Hansen påpegede, at han den halve dag var borte til skrifte og alters i kirken i Allinge, og vel ikke kunne være sikker på at der var 241 tønderod samvittighed sige, at så meget var der. Jesper Hansen og Vefst Jensen ville gøre sin ed på, at der ikke havde været så meget.
Dernæst Haagen Mortensen havde i to dage båret sædsækkene fra båden, der havde ført dem i land, og derfra lagt dem i vognene. Han havde arbejdet lørdag og fra søndag eftermiddag. Han kunne vidne, at sækkene var så våde, ad det rendte ned ad ryggen på ham, når han bar dem. Han vidnede også, at det regnede meget. Han fortalte at det var skipperen Didrich Bøy, der roede til og fra land med sæden og at han havde roet sine sager over på sine landsmænds fartøjer, der lå til ankers ud for Sæne. Han fortalte, at ikke alle bjærgere fk rug, fordi der ikke var nok til uddeling.
Hans Rasmussen fra Allinge skulle vidne, men dette tillod dommeren ikke, da han gang på gang i retten var blevet opfordret ag Claus Mogensen til at tie stille. Han havde tidligere blevet advaret mod sin fremfærd, og nu dømte byfogeden ham en på bøde 2 lod sølv for sin misgerning. Claus Mogensen svarede at han ikke kunne betale, fordi han igen penge havde. Dommeren måtte forlange at stadskaptajnen anholdte Claus Mogensen og tog ham i sin varetægt, da der ingen arresthuse fandtes i byerne, indtil han betalte sine 2 lod sølv. Kaptajnen ville ikke arrestere Claus Mogensen med mindre byfogden fremviste en ordre derpå udstedt af kommandanten.
Hans Rasmussen vedstod Haagen Mortensens vidnesbyrd.
Dernæst Hans Madsen Veeg vedstod at han havd været bjærger ved vraget. Han vestod at sækkene var blevet våde af det vedvarende regn. Specielt de nederste i båden. Han havde hørt at flere sække var mistet, han havde selv set at en gang mistedes to sække og en anden gang fire. Vidnet fortalte at Christian Rasmussen var i vraget på byfogedens vegne og at han ikke havde hverken båret eller haft bås eller vogn med heste til at køre sæden i. Jesper Hansen spurgte Hans Madsen Veeg: “om iche jo C. Rasmussen som paa byefogedens vegne aldtid sagde at skulde hafue opsigt ved Vraget. Om hand jo iche alligevæl var med vidnet tillige med mange andre i løndom oc i dølgsmaal skiftede tilsammens det af vragfarretøyet, tagene Korn ud i seche, oc til Jens Hyldebrands i Sandvig det skiftede indbyrdes imellem huer andre, oc som bidnesbyrdet sligt har godvilligen paa sin side det tilkiende gifuet at rette sor sig i følge dend kongl. allern. Vragforaardning af 21. Martj 1705 – at vidnebyrdet dog ville Naungifue, huem flere var i dend gierning oc nødt sin part der af for uden vidnet oc de 9 med ham han god villige angifue, hand nu naungifue de andre- Vidnet her til suarede at hand noch fick sin andeel af det i spørgsmaalet ommeldte fraa vraget borttagene Korn, men iche self i modtog det mens hans hustru imodtog det, oc der for iche ved flere just at Naungifue uden ellene de 9, med ham godvilligen angifuere”. Han vedgik at ikke alle bjærgere fik bjærgeløn af den våde rug, da der ikke var nok. Han fortalte at der lå en del af den svenske skipper kammerater i skibe ud for Sæne. En del gods blev af skipperen roet ud til de svenske skibe, men hvad det avr og hvor meget vidste han ikke.
Dernæst Peder Sandersen af Sandvig, der fortale samme ord som det forrige vidne. Da han havde tilstået blev han spurgt om han ikke kunne angive de andre, der havde været med til at føre kor til Jens Hyldebrand i Sandvig. På det spørgsmål angav han at hans hustru havde fået en part deraf, samt at han havde hørt, at kaptajn Jens Hansen og Christian Rasmussen skulle have været med og fået deres part og andel af den omtalte byg.
Da det var langt ud på natten måtte afhøringerne slutte og Jesper Hansen bad om at måtte afhøre de resterende vidner på næste ting under samme indstævning. Hvilket byfogeden accepterede.
Derefter indfandt Niels Pedersen Væver af Allinge og bevist med kaldsmænd Jørgen Johansen og Johan Samuelsen at han mundtligt havde stævnet Claus Mogensen af Sandvig for gæld på 1 sdr. 3 mk og 1 sk. Claus Mogensen var ikke mødt, så sagen blev udsat til næste ting.
23. december 1743 Pag. 058b
Til næste års taksatorer blev fra Allinge valgt Giver Løvingsen, Jens Andrisen og Jacob Madsen og fra Sandvig Jørgen Jørgensen og Peder Pedersen den yngre.
Til kæmnere valgtes Niels Hansen af Allinge og Michel Mogensen af Sandvig
Til stokkemænd i 1744 valgtes fra Allinge Mads Jørgensen, Jens Enertsen, Niels Pedersen Væver, Hans Olsen, Hans Knudsen og af Sandvig Peder Sandersen, Peder Michelsen og Jens Bastian.
Kgl. tolder Johan Christian Top havde sendt strandvicitøren Lars Tornovius for at erhverve oplysninger om det den 27. og 28. november 1742 strandede orlogsskib ved Hammeren. Trods kirkestævne før sidste tingdag den 16. decemerb og til det nuværende ting, var der ikke mødt noget af de bjærgere, der kunne afhøres i sagen.
Sagen mellem kaptajn Reyancher fra Hasle og Axel Lind var blevet løst ved fremlagte kvittering. Sagen blev derfor ophævet.
Der blev læst et pantebrev udgivet af Axel Lind i Allinge til løjtnant Mathias Bruno i Rønne for et lån på 100 sdr. dansk curant mønt med pant i Axel Linds iboende gård og to haver og gårdsplads, samt ½ tdl. bygjord kaldet kranseløkken i Allinge byvang.
Dernæst løjtnant Bruno som konstitueret aktor for amtmand Urne, i sagen mod Vefst Jensen og hans fuldmægtige Jesper Hansen. Da forrige tings afhøringer, foranlediget af Jesper Hansen, ikke blev angivet hvem der ikke var mødte, bad Bruno om at der nu i protokollen blev nævnt de udeblevne. Som fremmødte angaves Ole Hinsen fisker, Hans Olsen, Jørgen Johansen, Jacob Madsens Else Catrine, Mogens bendixsen Måler, Peder Michelsen, Peder Pedersen ved Stranden og Grot Hansen. De som ikke var mødt var Niels Pedersen væver, som sagdes var syg, Hans Knudsen, som var på Christiansø og Mads Jørgensen, som sagdes var i Rønne på sit håndværk at sy. Disse tre udeblevne skulle bevise deres lovlige fravær eller lide dom derefter.
Mogen Bendixsen afgav sin ed efter loven. Mogens Bendixsen angav at han var edssvoren måler i byerne og at han havde målt rug og byg fra den svenske jagt i Sæne bugt. Han havde brugt den kongelige brændte og mærkede tønde. Han angav der der var udmålt 241 tønder tør og forsvarlig rug, som betragtedes som god købmandsvare. Bendixsen svarede i han ikke kunne mene andet end at det var gode varer. Han vedstod, at der blev solgt rug for 3 sdr. tønden og at han havde fået en tønde deraf.
Jesper Hansen brød ind i afhøringerne og bad om at vidnerne skulle separeres, således at de kunne forhindre “bulder og larm”. Dette bifaldt dommeren, da han således kunne undgå, at måtte domme folk for foragt for retten.
Mogens Bendixen mente, at de rug som bjærgerne fik var af samme beskaffenhed, som det øvrige tørre rug. I alt havde han målt 36 tønder med våd rug. Han havde desuden målt 171 tønder tør bygkorn, så god som det svarede til dansk byg ligesom malt og gryn. Han fortalte at han af Vefst Jensen var tilbud en tønde byg for 1 rigsdaler, men han vidste ikke hvem der ellers havde købt byg og til hvor meget. Bendixen forklarede at han ikke havde udmålt de11 tønder, der kom i sække. Han kendte intet til andre vare end rug og byg. Foruden det tørre byg, havde han målt 18 tønder vådt byg. Han fortalte, at han dog ikke havde magtet at veje alt korn, men at bådsfolkene og bjærgerne havde hjulpet ham med målingen. Efter forespørgsel fortalte han, at hans hjælpere va Peder Michelsen, Hans Knudsen og Ole Hansen fisker og Niels Væver. de tre sidste hjalp med at slå sæden af tønden og i sækkene. Han havde dog været tilstede hele tiden, på nær søndag eftermiddag, hvor han først kom til vraget efter at de første vogne til Vefst Jensen var begyndt at køre. Han vidste intet om, at skipperen havde bredt sit sejl ud på stranden til kornets opbevaring. Han var vidende på de 5 pakker klæder og 5 jernstænger på 10 lispund. Han havde set bådsmændede havde en rund pakke med lærred omkring, soml ignede rulle lindklæde. Bådsmændene havde stoppet det i en sæk, men om det blev bragt i land eller andet sted hen, vidste han ikke. Bendixen var tilstede hos Vefst Jensen, da kornet blev taxeret. Bendixsen havde set Peder Pedersen ved Stranden bære vand op på Vefst Jensens loft, hvor kornet var opmagasineret, dagen før det skulle takseres. Men hvad det skulle bruges til vidste han ikke. Bruno spurgte om denne Peder Pedersen havde vådt korn på tøflerne, hænderne og arme, da han kom ned fra loftet igen. Men Bendixen så det ikke, da han var i Vefst Jensens stue. Han havde ikke set Peder Pedersen bære flere spande vand op på loftet. Bendixen forsikrede, at Peder Pedersen ikke havde tabt nogle korn fra hans klæder. Bendixen fortale at stuen var fuld af mænd og kvinder. Han forsikrede at ingen andre end ham havde set Peder Pedersen gå op på loftet med vand og han havde ikke spurgt til formålet med vandet. Efter dette 38 spørgsmål blev vidnesmålet afsluttet.
Jesper Hansen meldte at Bruno havde afhørt dette vidne uhørt længe og trukket sagen i langdrag, således at det nu var blevet ud på natten. Han fik optalt at vidnesbyrdet fyldte hele 6 sider og der var stillet 38 spørgsmål. Jesper Hansen kunne nu afhøre Mogens bendixen. Han fik Bendixen til at fortælle at han var bror til Jørgen Jørgensens hustru i Sandvig. Han ikke ikke huske hvad der først blev bjælget efter at skipperen havde masten, men at han havde været med fra starten. Der var blevet brugt en autoriserede tønde ved måling af alt tørt korn. Jesper Hansen påpegede at det var Bendixens svoger Jørgen Jørgensen, der havde klaget over Vefst Jensen og Jesper Hansens håndtering af bjærgningen og han ville have Bendixens ord for, at han havde talt om sagen med Jørgen Jørgensen og hans tilhængere inden han blev afhørt. Dette nægtede Bendixen. Han havde hørt om at noget sæd var blevet stjålet, men hvornår dette havde sket, vidste han ikke. Han vedkendte sig, at der havde været tvivl om 20 sække korn var målt eller ej, og at uenigheden var med Christian Rasmussen. Bendixen var ikke bevidst om de 5 pakker klæde var givet til Vefst Jensen til “lås og lukke”. Bendixen vedstod, at søden der lå i forreste del og mkring masten var vådt, og noget var “groed” [spiret]. Jesper Hansen spurgte ind til Bendixens skåsikkerhed mht at der var 241 tønder tørt rug, da regnede meget da kornet først blev smidt op på dækket, senere i vandbåden og derefter havde ligge på stranden inden det blev kørt op til Vefst Jensen. Bendixen svarede at han kune havde sagt, at det var tørt medens han udmålte det i skibet. Bendixen havde forlangt målerpenge for 241 td. rug og 171 td. byg og han havde akkorderet med Vefst Jensen og Jesper Hansen at han i stedet skulle have en bjærgepart som betaling. Denne aftale var sket med strandvisitøren og kontrollørens nærvær. Den våde sæd skulle deles således at bjærgerne fik 1/3-del og køberne (jesper Hansen og Vefst Jensen) skulle havde 2 trdjedel. Bendixen havde fået en ½ skæppe våd rug, som lå på stranden og han vidste at ikke alle bjærgerne havde fået korn. Endvidere havde han hørt, at de havde fået skillinger i stedet, da den våde rug blev solgt på auktion fornalediget af Christian Rasmussen. Bendixen havde ingen kendskab til at knive, tang, et træfad med mange speger i, sejlsgarnsnøgle, et brændejern fra kabysen avr blevet stjålet. Bendixen angav igen hvem der havde hjulpet ham med at måle sæden i skibevraget: Peder Michelsen, hans Knudsen, Ole Hansen fisker og Niels Pedersen væver. Jacob Madsen var også med noget af tiden. Bendixen vidste at Christian Rasmussen var på stedet som byfogedens repræsentant og at det var hans opgave, at “anotere” alt hvad der blev målt, således at kongen kunne få sin part af godset. Bendixen havde hørt at bjærgerne havde klaget over manglende bjærgeløn for takkeladesejlet og for skroget.
Dommeren afbrød afhøringerne da klokken var 11 mod 12 (nat?) og stokkemændene og skriveren ikke længere kunne skrive. Han bad om at de resterende vidne skulle afhøres på næste ting den 7. januar. Amtmandens fuldmægtig bad om at de tre udeblevne vidner måtte tilsiges til at møde på næste ting. Jesper Hansen påstod at amtmandens fuldmægtig er den der er skyldig i sagens langsommelighed og at de 8te øvrige vidner ikke nåede at blive afhørte. Bruno mente at det var oplysningerne fra Bendixen der havde givet sagen en drejning, således at de øvrige ikke blev afhørt, men at han ville føre sagen på næste ting med en hastighed, således at sagen kunne få en ende.
7. januar 1744 Pag. 066a
Læst et købebrev som viste at Peder Hansen i Sandvig havde købt Karen sal. Hans Hinrichs Petersens stuehus med tilhørende gårdsplads og løkke i Sandvig for 80 sdr.
De fire taksatorer læste skatteligningen for 1744. Vefst Jensen angav at han var sat i kvartalskat af amtsskriveren for 4 rdr. 5 mk og 11 sk. . De fire taksatorer, der sætter kvartalsskatten for byerne, ville også ansætte Vefst Jensen en lignende skat, hvilket Vefst Jensen ikke vidste var korrekt og bad birkedommeren om at løse dette problem.
Amtmandens sag, som han indstævnede den 6. december, skulle nu fortsættes, og inden da, gjorde fuldmægtig Brunov opmærksom på, at “tiden allerede var forløben” og at det altså ikke var hans skyld, dommeren formenede endskjønt hand iche hafde noget ur eller kloche hos sig, at hand da paa tingstedet tillige med skrifueren var mødt omtrendt kl. 9 efter loven, hvor da skrifueren strax obnede protokollen oc begyndte at antæigne stochemend lige som de kom efter huerandre, oc der efter protocollerede først et kiøbe oc skødebref, oc der efter de kongl. skattetaxter som alt oc ord fraa ord for retten blef oplæste oc klokken kand være 10 a halfgaaen 11.”
De tre, som ikke på sidste ting var mødt, nemlig Niels Pedersen Væver, Hans Knudsen og Mads Jørgensen af Allinge, skulle have været stævnet den 24. december af Samuel Johansen og hans fader Samuel Hansen. Stævnemålet skulle bekræftes men Samuel Hansen var ikke mødt, da han var syg. Uregelmæssigheden blev løst ved at Samuel Hansen skulle bekræfte indstævningen på næste ting den 13. januar. De tre stævnede var mødt, men skulle først stiles til ansvar for tidligere udeblivelse fa tinget. Birkedommerne mente ikke at de burde mulgteres for svigt, da de jo ikke var uvillige til at vidne. Brunov derimod syntes klart, at det var birkedommerens embedspligt at aksaminere de tre for deres udeblivelse efter lovens pag. 95 og 96 art. 1.. Birkedommeren henstillede Brunov til at holde sig til sagen og ikke bruge tid på at protestere mod birkedommeren.
Sagen kunne tage sin begyndelse. De 8te indstævnede var mødt undtage Ole Hansen fisker, som var syg, hvilket blev meddelt af hans søn Hans Olsen. Brunov bad birkedommeren at undersøge udeblivelsen retsligt, da han mente, at det kunne skyldes bevidst udeblivelse. Han forlagte at han skulle stævnes til at møde, så snart han blev rask. Han ville forlange at dannermænd skulle møde op i den syges hus næste dag kl. 9 og modtage hans ed på at han var syg og om muligt, at afhøre ham på hans sygeseng. Jesper Hansen kunne dog ikke deltage som contrafuldmægtig i dette forhør, da han var optaget af en delinkventsag i Landstinget. Han foreslog, at afhøringen blev udsat til næste tingdag eller den næstfølgende lørdag. Dommeren besluttede at afhøringen skulle ske den næstfølgende lørdag kl. 8 med Peder Mogensen og Hans Vienbergs nærværelse og med de to fuldmægtiges deltagelse, samt med skriverens deltagelse.
Niels Pedersen væver blev først afhørt. På amtmandens fuldmægtiges spørgsmål vedkendte han, at han deltog med båd i bjærgningen “noget før Mortensdag” ved Sæne. Han var med fra masten blev kappet til lørdag, hvor han måtte være hjemme for “at gøre bryllup med sin hustru”. Han kunne ikke nærmere angive hvor meget korn der var, men kun bevidne at kongens tønde var brugt som mål. Men han sagde at mente “tøckte at det var dygtige” kornvarer, uden at vide hvad det var værd. Vidnet mente ikke at byggen blev målt med tønde, men med skæppemål og med en bøtte. Han vidste ikke om det var tørt eller vådt. Han var ikke med til at bringe 11 sække, men han havde set nogle sække ligge ved Mogens Hansens hus i Sæne. Han var med til at måle byggen -. ikke med tønde, men med en bøtte og mht. rugen var han kun med til at “skufe” kornet sammen. an vidste ikke hvor meget det var tørt eller vådt og han havde ikke købt noget tørt korn. Han vidnede at Peder Michelsen, Ole Hansen fisker, Hans Knudsen og Jacob Madsen hjalp Bendixen med at måle kornet og “slå af tønden” og at de løftede den op. Han så at en del vådt korn blev lagt op på sejlet på stranden. han havde været et ærinde hos vefst Jensen for at bede om sin bjærgepart og at der lå vådt sæd i haven og tørt sæd på loftet og loen. Han kunne ikke vide om kornet på loftet havde taget skade. Han kendte intet til korn, der var udtaget med passerseddel eller andet. Ej heller vidste han noget om pakker eller jernstænger i Vefst Jensen “tacelasien” eller hans huggehus. Han havde dog set at styrmanden havde taget en sæk fra lasten ved pumpen, samt at en matros lempede en pakke med glinsende sort klæde omkring, op fra lasten. Men hvro det blev af, vidste han ikke. Han havde hørt en diskurs mellem Christian Rasmussen og Jesper Hansen om disse pakker. Bronov synes ikke at fået klarhed over hændelsesforløbet, men henviser til den store vidløftighed og får mistanke om at det havde været “kroens lov” der herskede.
Inden Jesper Hansen ville afhøre vidnet Niels Pedersen væver, bad han skriveren om at “slå tilbage” i protokollen, for at tælle siden, der omhandlede fuldmægtig Brunovs afhøring, samt om hvor meget klokken var. Der var skrevet 11 sider “temmelig compres” og klokken var mellem 7 og 8. (aften)
Jesper Hansen fik Niels Pedersen til at sige, at han havde hørt at de fleste folk på skibevraget var Vefts Jensens og Jesper Hansens avindsmænd. Han vidnede at der under bjærgningen var et “temmeligt regnvejr”. Han havde også hørt at der var sket et stort tyveri medens kornet blev kørt til Vefst Jensens, men han vidste ikke, hvem der havde gjort det. Han gengav opfattelse af, at Christian Rasmussen var tilstede som byfogedens repræsentant og hans opgave var at føre bog over bjærgningen og derfor ikke deltog i bjærgningen med heste, vogn og båd. Vidnet vedgik, at det var om mandagen at det våde rug blev opbjærget, men han kunne ikke bekræfte at denne sæd blev del i tre parter: to til skipperen og 1 del til bjærgerne. Niels Pedersen vedgik at han om aftenen (mandag) havde ved Vefst Jensens gård fået, som bjærgeløn, 1½ kgl. skæppe våd rug og ½ skæppe byg. Jesper Hansen spurgte vidnet om ikke han havde hørt, at Christian Rasmussen havde udgivet sig som vicebyfoged og holdt auktion på den våde sæd om “natten i mørket”. Den historie havde han hørt fra Simon Andersen i Allinge og at der havde været forvirring om hvad der blev solgt og at sæden var lagt på en lånt presenning.
Dommeren måtte afbryde retten, da klokken var 10 og at han skulle møde for landstinget næste morgen. Da ingen af de 9 indstævnte var blevet afhørte, måtte han tilsige dem til at møde den 13. januar.
13. januar 1744 Pag. 073a
Birkedommeren måtte først fremlægge sine regnskaber og få tingsvidne på de uvisse indtægter og lejermålsbøder. De kongelige skatter blev afregnet til amtstuen og var ikke med i hans regnskab. Sidste års stokkemænd kunne ikke angive andet en et begået lejermål begået af Inger Jørgensdatter i Sandvig med en ungkarl Jens Jørgensen fra Sandvig. Han var håndlanger ved artilleriet. Lejermålssagen skulle dømmes på næste ting. Birkefogeden fik sit tingsvidne herpå.
Klokken var nu omtrent 11 og den kongelige “interesse-sag” om skibsvraget i Sæne kunne fortsætte.
Afhøringen af Ole Hansen fisker, som blev foretaget den 11. januar fremlagt og oplæst. Sidste tings manglende edsaflæggelse fra stævningsmanden Samuel Hansen blev givet.
De 9 vidner var fremmødte. Første vidne blev Else Catrine Jens Andersen. Hun vedgik at hun havde overværet takseringen af kornet hos Vefst Jensen og set kornet på loftet og andre steder. Hu havde set Peder Pedersen ved Strannde i Sandvig gå op på loftet med kiste med vand, men om det skete før eller efter vurderingen, vidste hun ikke. Hun havde set ham komme ned igen, men om det skete lige efter eller mange timer efter, kunn ehun ikke huske, da hun havde været der hele dagen. Hun huskede at han kun havde lidt korn på tøjet. Hun kendte ikke til andre, der havde set ham gå på loftet, hvortil mon kom via køkkenet. Vefst Jensens hustru opholdte sig ikke i køkkenet den dag, men det gjorde tjenestepigen, men om de havde bemærket sæd på gulvet vidste hun ikke. Jesper Hansen bad vidnet om at fortælle, om hun havde angivet denne historie med vandfadet til amtmandens fuldmægtig. Det bedyrede hun, men hun ikke havde fortalt nogen denne historie, på nær Jens Larsen. Jesper Hansen spurgte vidnet om hun ikke vidste af Jens Larsen var en af anklagerne mod Vefst Jensen. Hun kendte ikke til sagens parter eller hvem der klagede og hvem der var tilhængere til hvem. Jesper Hansen betragtede hende som en gammel forstandig kone, og bad hende at give sin vurdering at kornets beskaffenhed. Hun mente at rugen ikke var så drøjt, som det de selv høstede. Brunov spurgte vidnet om ikke hendes salige moder og Jesper Hansens sal. moder var kødelige søstre, hvilket Else Catrine vedstod, samt at hun var søskendebarn til Niels Hansen og Michel Mogensens hustru og i slægt med Jørgen og Jens Jørgensen og kaptajn Jens Hansen, samt at hun var i svogerskab med Christian Rasmussen, som havde hendes mands søster til ægte.
Dernæst skulle Jørgen Johansen afhøres og ved eget ønske afgav han forklaring uden at der blev stillet spørgsmål for derved at spare tid. Han havde været på vraget og sammen med Jacob Madsen af Allinge havde bjærget noget brænde fra skiberummet. På byfogedens begæring bragte han 3 pakker sort klæde i land på en vogn, men hvor det blev bragt hen, vidste han ikke. Han var tilstede da vurderingen fandt sted hos Vefst jensen. Måleren havde skrevet på en stav hvor manget der var bjærget. På staven var der opskrevet at der var 241 tønder rug og 171 tønder byg. Og han havde fået at vide, at alt korn var tørt. Den dag han var hos Vefst Jensen gik han ud i køkkenet for at tænde sin tobakspibe. Da kom Peder Pedersen ned i køkkenet og havde en del korn på sine støvler, men hvad han bestilte vidste han ikke. Peder Pedersen tørrede sine hænder, da de var snavsede. Vjer og måleren Mogens Bendixen havde fortalt ham, at der var bjærget 5 stænger jern, som han havde vejet til et halv skibspund. Kornet i vraget var efter hans mening tørt ligesom klædepakkerne. Han havde set, at sejl eller presenning var bredt ud på Grønningen ved strande til sæden, men han vidste ikke hvem der havde foranlediget dette. Han sagde at hans eget rug var 2 mark bedre end det bjærgede.
Dernæst Peder Pedersen ved Stranden som vedkendte, at han havde været med til bjærgningen, men han vidste ikke hvor meget der blev bjærget og om det var vådt eller tørt. Han havde været med om natten. da skibet skulle verpes i land. Der havde været byg på dækket, som imidlertid blev skuffet ned i forlugen, så det ikke lå ivejen for arbejdet med at trække skibet mod land. Peder Pedersen var kun med ved Sæne, hvor han sejlede kornet ind på strande. Han var ikke med til kørsel på land. Han havde set klædepakkerne og jernstængerne, men vidste intet om hvor de kom hen. Ej heller vidste han noget om passersedler eller anden registrering af varerne i land. Han kunne ikke angive de andre bådbjærgere, andre end dem han arbejdede sammen med, som var: Hans Vig og Peder Sandersen af Sandvig. Han kom dog i tanker om, at Jesper hansens båd var med, og i båden var Jesper hansen og en konstabel Mads Jacobsen af Sandvig, Jens Andersen med sin båd af Allinge, Chr. Jacobsen og Hans Nielsen med deres båd, Michel Mogensens båd af Sandvig, hvorpå hans søn Hans Michelsen, Hans Gertsen med en båd ejet af Giert Hansen. Peder Pedersen kendte ikke noget til takseringer på stranden eller andre steder. Fuldmægtigen var forundret over han ikke erindrede at der var taksering på Vefst Jensens gård, hvor han havde været tilstede. Der måtte han have set toldbetjentene, sandemand Hans Olsen Sonne af Rutsker, hans broder Ole Olsen Sonne af Bredsensgård i Olsker, Hans Hansen af Rutsker på Bakkegården. Fuldmægtigen bad vidnet endnu engang tænke sig om. Var han der eller ikke? Jo, han havde været der, men han vidste ikke i hvad erinde der var der i. Presset til at fortælle mere om netop hvad der skete, fortalte Peder Pedersen at Jesper Hansen havde fortalt ham, at Poul Jensen Ancher og Hans Poulsen var vurderingsmændene ved takseringen. Han nægtede at svare om han havde set dem samme dag og han vidste slet ikke hvad de skulle der. Fuldmægtig Brunov spurgte derefter om han den dag havde set Jørgen Johansen og hans søster Else Catrine, samt en stor del Allinge- og Sandvigbo. Og hvis han havde set alle disse mennesker, hvorfor han ikke havde kunnet slutte, at det var dagen hvor alt skulle vurderes og takseres. Jo, han havde godt nok set de forskellige mennesker, men han kunne ikke erindre, at det var den dag vurderingen skulle ske. Da nu fuldmægtigen var kommet tilvandet han havde båret op loftet, svarede han jo,det var rigtigt, men det var for at tætne og spartle et hul i den vestre gavl på tildet og at det var Vefst Jensen der havde bedt ham om det. Og han var ikke bedt om at gøre andet. Og han vidste forøvrigt ikke om det var rugen fra vraget eller om det var Vefst Jensens eget. Han var blevet bedt om at udføre arbejdet på dagsløn af Vefst Jensen, den dagsom han og skipperen var hos ham for at akkordere om skipperens hjemrejse til Carlshamn. Vefst Jensen benyttede sig af egen tjenestefolk og fremmedes dagsværk. Han kunne dog ikke forklare at Vefst Jensens tjenestefolk ikke havde været tilstede netop denne dag.
Jesper hansen afhørte vidnet, som berettede at det regnede de dage hvor kornet blev bjærget og at kornet var ganske vådt. Han havde også hørt at der var mistet kornsække, men ikke hvordan. Da Peder Pedersen blev bedt om at overføre skipperen til Carlshamn, skulle han medtage skibsfolkenes skrin, skipperens kiste, køje og gangklæder, som var i sække. Da Vefst jensen måtte vide hvad han skulle overføre for at tolderen kunne udstede pas, havde han spurgt skipperen om der var andet gods, der skulle medtages. Skipperen havde svaret, at der intet andet var, da pakkerne var sejlet ud til den jagt, som en af hans landsmænd ejede og som lå ud for Sæne for anker. Disse pakker indeholdt kontrabande og måtte ikke føres i lande, hvilket blev bekræftet af Peder Pedersens kammerat Haagen Mortensen. Peder Pedersen havde fået amtmand Urnes rejsepas til at overføre skipperen og hans folk. Inden de sejlede til Sverige havde Kaptajn Jens Hansen forlangt at han Ege skulle visiteres inden de rejste. Da de var sejlfærdige havde han givet besked til kaptajnen, således at vagten kunne visitere båden. Men kaptajnen var ikke hjemme.
Det var nu langt ud på natten, så tinget blev sluttet. De resterende vidner blev erindret og advaret om at møde til næste ting (Hans Knudsen, Mads Jørgensen, Hans Olsen, Jacob Madsen, Per Michelsen og Giert Hansen)
20. januar 1744 Pag. 081a
Sognepræsten Hr. Mahler havde indstævnet Inger Jørgensdatter og retten blev derfor betjent af Christian Rasmussen, således at birkefogeden kunne foretage afhøringer. Inger Jørgensdatter og ungkarl og håndlanger Jens Jørgensen af Sandvig var stævnet. Inger Jørgensdatter vedstod sit lejermål. Hun var så fattig, at hun knapt nok kunne forsørge sig selv og hendes spæde barn. Men hendes fader Jens Jørgensen havde givet hende udlæg til bøden. Birkedommeren bad sættedommeren om at ansøge amtmanden om sagens videre forløb.
Amtmandens fuldmægtig Mathias Brunov kunne derefter fortsætte sin undersøgelse om det strandede skib i Sæne. Hans Knudsen blev den første, der skulle afhøres. Hans Knudsen målede ikke kornet, men var med til at komme sæden i sækkene. Han fortalte at både den kongelige tønde og skæppemål blev brugt på skibet. Han fortalte at kornet var tørt da de kom det i sækkene, men at det i blandt regnede stort i blandt småt. Han vidste ikke hvad der skete i land og derfor ikke havde set om kornet blev attesteret om vurderet der. Han vidste ikke hvor meget sæd der var, men han mente at der var mere tørt end vådt korn. Det korn som de fik som bjærgeløn var ligesågodt som det korn de kunde købe hos bonden. Hans Knudsen havde kun været hos Vefst jensen den dag da bjærgeparten blev udbetalt, så han vidste intet om kornet der. Han havde købt 2 tønder byg af Vefst Jensen, men han vidste endnu ikke hvor meget han skulle betale. Styrmanden var ombord og havde taget en skovl fra dem og havde gravet en firkantet pakke frem ved pumpen.. Den var omsvøbt sort lærred og en anden rund pakke, der kunne have været 6 alen vadmel i. Jesper Hansen havde været tilstede da den første pakke blev fremgravet. Christian Rasmussen havde overværet fremgravningen af begge pakker. Hvor de blev af sidenhen vidste han ikke. Han så at to jernstænger blev fundet, men han så ikke om de blev vejede og hvor de blev af. Der var også nogle måtter omkring pumpen. Fuldmægtigen bad vidnet om at angive Vefst Jensens tjenestefolk ved navn, samt Vefst Jensens børn, der havde været hjemme til jul. Hans Knudsen kende kun en tjenestedreng Ole Andersen på ca. 20 årsom havde været i tjeneste siden mikkelsdag 1743. Han kendte også Vefst Jensens søn Niels Vefstsen som undertiden går i skole i Rønne. Hvor gammel han var vidste han ikke, men han havde set ham gå til alters.
Jesper Hansen bad om at får antallet af protokollerede sider oplyst. der var skrevet 6 sider i sagen. Hans Knudsen fortalte nu Jesper Hansen at rugen og byggen var adskilt i hvert sit afdelte rum i skibet. Der var måtter som forhindrede kornet at blive blandet sammen, men hav vidste ikke om de senere blev blandet sammen. Han fortalte han ikke havde været med til at bjærge korn (nævne skipper Peter Bunde fra Holsten). Han vidnede at der flere gange havde været toldbetjente ombord og at Christian Rasmussen havde talt med strandvisitøren Tornovius. Knudsen fortalte at de måtte arbejde hurtigt, da de frygtede at vinden skulle gå i vest. Hvis dette skete ville de være i fare. Vidnet havde hørt om tyveri og utroskab og at mange bjærgere havde mistet sække. han kunne ikke oplyse meget om den våde sæd, da han kun havde sko og strømper på og tilmed havde han et svagt ben, så da det blev for vådt måtte han overlade pladsen til andre med støvler på.
Jesper Hansen spurgte Hans Knudsen om han havde set og talt med nogle af anklagerne (Jens Larsen Smed, Christian Rasmussen, Jørgen Jørgensen og Michel Mogensen og kaptajn Jens Hansen med flere). Det havde han, men ikke om vraget.
Dernæst blev Mads Jørgensen afhørt. Han var først kommet ud på skibet om morgenen efter det var trukket på grund. Han var skrædder og havde genkendt de to pakker som klæde, den ene med rødt og den anden sort. Det var noget klæde han kendte og kaldtes for Bay, og han havde selv syet klæder af det. Det blev lagt i sejlet oven på lugen inden det kom i land, hvor det lå sammen med skibsfolkenes klæder. Der blev holdt vagt over det inden det blev bragt op til Vefst Jensen. Vidnet fortalte at han aldrig havde overværet vurdering elelr taxeringer på stranden, hverken ved vrag i Neksø, Svaneke eller andre steder. Ej heller at der skulle være brugt passersedler. Skipperen havde nævnt for sandemand hans Olsen af Rutsker at klædet var kontrabande og ikke kunne indføres. Vidnet var besvogret med Vefst Jensen, da deres hustruer er søskende.
Sagen måtte afbrydes da fuldmægtigens vogn var ankommet og at han i nat skulle tilbage til Rønne, for at være i retten i kgl. maj. sag. Der manglede endnu fire vidner, som blev tilsagt at møde den 27. januar.
dernæst følger to sider med disputs mellem Brunov og Jesper Hansen og sagens “vitløgtighed” og hvem der trækker sagen i langdrag. Jesper Hansen mente at Brunov burde snakke med Amtmanden om sagen overhovedet burde føres videre, da der intet var kommet ud af afhøringerne. Brunov beskyldte Jesper Hansen i at gå dumdristigt mod sin øvrighed og udfordre ham personligt. Dommeren mente at de begge var medvirkende til at sagen blev alt for langstragt, da de ikke aktivt ville fremme afhøringerne og hele tiden skulle stille spørgsmål til vidnerne. Jesper Hansen ville vide om Brunov ønskede at afhøre flere end disse resterende 4 vidner.
Mads Jørgensen fortalte at han havde syet klæder til rige købmænd og gejstlige på hele øen i 20 år og han havde også mistet en sæk med sine varer ved tyveri i Sandvig. Han var også svoger til kaptajn Jens Hansen, men han var ubekendt med, at han også var en af anklagerne i sagen og “han havde hørt splid of hvisken i øret under de sidste tingdage og han havde set Jens Larsen havde hvisket Bruno i øret”. Mads Jørgensen menet at sagen var opstået ved at bjærgerne ikke havde fået deres andel af bjærgningen og at de var fortrydelige over, at de ikke havde formået at købe skibsvraget. han havde selv budt 8 rdr for at være med i købet af båden, som de havde betragtet som et gammelt råddent skib.
Dernæst førtes sagen som Niels Pedersen væver havde stævnet Claus Mogensen for – vedr. gæld på 1 sdr. 3 mark og 1 skilling. Claus Mogensen mente ikke at skylde penge og han bad Niels Pedersen om at bevise hans gæld. Claus Mogensen mente, at Niels Pedersen havde modtaget øl, brændevin og tobak af sin afdøde broders kone Lotte. Sagen blev udsat til næste ting, da det nu var langt ud på natten.
27. januar 1744 Pag. 089a
Amtmandens fuldmægtig Mathias Brunov startede med at afhøre Hans Olsen. Hans Olsen var ikke med til målingen af kornet og kendte intet til pakkerne. Han var med heste og vogn med til at bringe kornet op til Vefst Jensen den første dag. Den anden dag bar han kornet op på loftet ved den vestre gavl på den nordre længe. På lørdagen bar han korn op på loftet i den vestre længe. Vidnet kunne ikke bidrage med mange oplysninger. og ej heller kendte han noget videre til Vefst Jensens tjenestefolk eller børn andet end Ole Nadersen som var 27 – 28 år gammel tjenestekarl og sønnen Niels, der gik i skole i Rønne.
Jacob Madsen af Allinge fortalte at han fra første færd var ombord på skibevraget og han hjalp med at støde korn af tønden, som skete noget efter at masten blev kappet. Sidenhen modtog han sæden på vefst Jensens loft og hælde det ud af sækkene. Om mandagen var han med til at køre det våde sæd. Han havde set en pakke i Vefst Jensens gård, men han troede den tilhørte styrmanden fra vraget. Han fortalte at sæden der blev lagt på sejlene i Vefst Jensens have var ganske våd og at den ikke blev vurderet på stranden, men først da den kom op til Vefts Jensen, som han dog ikke overværede. Jacob Madsen kendte Vefst Jensens tjnestekarl Ole Anderesen, som var fuld vokse, samt to drenge (tjenestedrenge) Peder Hansen og een som han ikke kendte navnet på, samt 2 fuldvoksne tjenestepiger, den ene hed Grete og den anden Bendte. Vefst Jensens børn over 15 år var Niels og Kierstine. Niels havde været hjemme i julen indtil for kort tid siden.
Jesper Hansen spurgte Jacob Madsen, hvad der skete på båden inden indvarpningen af skibet begyndte. Han fortalte at der under lænsningen af skibet skete der “utroskab”, uden at nævne hvad det bstod i. Sagen var indberettet til byfogeden og han vidste, at byfogeden havde underrettet amtmanden herom, og at byfogeden skulle have underrettet det kgl. rentekammer. Jacob Madsen fortalte at han havde givet bud på 8 rdr til den gruppe borgere, som ville købe skibevraget. Skibet var råddent, men størstedelen frisk. Han vedkendte, at vejret var meget ustadigt og man var bange for at vinden skulle slå om til Vest fra Syd. Det var allerede slemt vejr med regn og slud. Det var derfor uvist om vraget kunne reddes. Vidnet fortalte at han havde hørt om mange tomme sække, der var blevet fundet og at ofte forsvandt en eller to sække, uden at nogen kunne finde ud af, hvor de blev af.
Dernæst blev Peder Mickelsen af Sandvig afhørt. Han havde hjulpet måleren på skibet, når han blev træt, men ellers var hans opgave at slå kornet i sækkene og løfte sækkene op på skibet. Han kunne ikke angive hvor meget der var tørt eller vådt og hvor meget der var i alt. Det havde måleren og Christian Rasmussen tal på. Medens han arbejdede i lasten kom to af skibsfolkene og gravede i sæden, hvorpå de fandt en rund og en firkantet pakke op. Han mente at de var våde, da de lå nederst i lasten. Han fortalte at der var noget vadt og groet korn omkring masten, som ellers var omviklet med noget halm. (Meningen må være, at vand siver ned langs masten og efterlader stedet fugtigt). Peder Mickelsen havde ikke forrettet andre opgave end på skibet. Han havde den første dag set 3 pakker med tøj, 2 sorte og en rød. samt også at der var jernstænger der kom i land. Men hvorhen de blev bragt vidste han ikke. På spørgsmål om Vefst jensens tjnestefolk og børn, svarede Mickelsne, at han kendte Ole nadersen og en tjenestepige Bendte. han kendt også Vefts Jensens to børn Niels og Kirstine. Han vidste ikke om Niels havde været hjemme under bjærgningen, men han var hjemme i julen og nu tilbage i skole i Rønne.
På Jesper Hansens opfordring, fortalte Peder Michelsen, at Christian Rasmussen havde været på skibet hele tiden og at han ikke var optaget med at bjærge, men at han havde nydt fuld bjærgepart iligevel. Vidnet fortalte at kornet var blevet lagt på marken og at det havde regnet og det var “fuldt af kreaturer”, der gik omkring, og de kunne formentlig også have gjort skade på sæden. Han fortalte om de forsvundne sække, som trods rnadsagning ikke blev fundet.
Giert Hansen havde været mest på vraget og slået korn af tønden i sække, samt at løfte sækkene ned i bådene. han havde et par gange været i bådene mellem vrag og stranden. Efter hans mening var langt størstedelen af sæden tørt, men han vidste ikke hvor meget og hvad der skete efter det forlod skibets last. Han havde set styrmanden og bådsmanden grave en rund aflang pakke med sot omkring. Det blev gravet frem i sæden. Det blev lagt i en sæk, som de fik af Jesper Hansen. Det blev bragt i land og lagt på en vogn. Han havde også set et par pakke den aller første gang han havde været på skibet, men om det var klæde eller bai [en slags billigt uldent klæde – ligesom holmens klæde], vidste han ikke. Han havde været i land og fået mad i et hus, men han havde ikke bemærket noget registrering og vurdering på stranden. Han havde set 5 jernstænger, 2 på dækket og 3 under dæk. De tre blev ført i land. Han kendte Vefst Jensens tjenestedreng Ole Andersen og de to tjenestepiger. Samt Vefst Jensens to børn. Niels der gik i skole i Rønne, samt datteren, der, så vidt han vidste, stadig var hjemme og ikke sendt andet sted hen for at gå i skole.
Jesper Hansens fik Giert Hansen til at fortælle, at regnen havde gjort bådene våde og at sækkene blev derfor også våde.
Jesper hansens 3die spørgsmål: “Tilspurt om det Vednet icke tillige med Jens Hyldebrnad den sidste dag biergningen skeede, da om aftenen paa Hammeren kom til en deel folk som havde ført af fornefnte vragsæd i land paa Hameren, hvem det var, og hvormeget sed de havde og andet vednet det da vilde udsige. – Vednet svarede JA at der kom en baad for Hameren i land ved Capelet, som hand tillige Jens Hyldebrand saae da Vednet var opgaaed at see om deris egen baad som var ved Capelet, og da laae Mickel Mons baad der af Sandvig hvorudi var nogle poser med groed sæd udi og nogle moter med videre som icke vednet egentlig kunde vide, De Personer som vare ved stranden, ved dene baad var constabel Mads Jacobsen. Mikel Monssøn og datter samt Hans Nielsen i Sandvig og Peder Mickels hustru, imidlertid vednet da var der blef disse omvondene poser og moter de havde i baaden læset paa en viogn, men hvis den var vedste icke vidnet, mens blef kiørt af Mads Jacobsen, og til Mickel Mons i Sandvig, mens hvem der fik dette omvondne vidste icke vidnet.
4de til spurdes vidnet om det jo icke har hørt n gang at Christian Rasmussen som var tilseer paa Byefogdens veuge i Vraget, til Hans Vigs her i Sandvig har trued de andre af biergere, nemlig dem som den første nat førde korn fra vraget op til Sandvig og indbyrdes deelte det, om nogen angaf sligt, hvad Christian der om sagde vidnet derom vilde udsige – Vidnet svarede JA, at have hørt af Christian Rasmussen til Hans Vigs paceret nogle trussels ord om saadant spørgsmaallet indeholder som vidnet icke rettere erindre end hand sagde om Peder Sandersens, mens hvad ordede egentlig var i sig self erindrede icke vidnet at forklare, uden dette at hand skulde giøre dem til en tyv som vilde angive det, nemlig Peder Sandersen.
5te tilspurdis vidnet om icke baade Capt: Jens Hansen og Christian R. var med at deele dene tagene sæd fra vraget, og fik derris part der af, som skeede førend disse trussels ord af Christian Rasmussen der vilde giøre dem til tyve der gaf sligt an pacerede. – Vidnet svarede JA at Christian Rasmussen var self ved skiftningen til Jens Hyldebrands am aftenen, mens Captainen icke, dog blef af sat en del og part til hannem, om hand det siden afhente vidste vidnet icke, dette pacerede førend trusels ord angaves af Christian Rasmussen”
Jesper Hansen sluttede med at undre sig over at disse dispositioner ikke skulle straffes, men at flere af de afhørte i denne undersøgelsessag havde fordulgt den historie.
Amtmandens fuldmægtig havde nu afhørt alle stævnede personer undtagen Ole Hansen fisker, som var syg, hvilket blev bekræftet af stokkemændene, der oplyste at han ikke kunne tåle at blive afhørt.
Mathias Brunov anmodede om tingsudskrift af de i alt tingdages afhøringer. Jesper Hansen ville også have udskrift til sin principal Vefst Jensen.
Sagen mellem Niels Pedersen væver og Claus Mogensen måtte udsættes til senere, da Claus Mogensen ikke var mødt.
Birkefogedens sag mod Inger Jørgensdatter måtte udsættes da tiden var langt ud på natten, samt at sættedommeren Christian Rasmussen ikke var til stede.
3. februar 1744 Pag. 096b
Kgl. tolder Johan Christian Topp lod fremstille en del af de bjærgere til det svenske orlogsskib Øland, der strandede mellem den 27. og 28. november 1742 ved Hammeren. der måtte være bjærget noget som ikke var kommet kongen til gode. Det drejede sig om Giver Løvingsen fra Allinge og Michel Knudsen, Jens Andersen og Hans Olsen af Sandvig, Mads Svensen, Hans Gertsen, Hans Jørgensen bødker den yngre og Hans Nielsen. Alle sagde, at natten før d. 28. november 1742, da orlogsskibet forulykkede, blev ført reddet de levende mandskab, som var chefen kaptajn Hans Slyter, kaptajnløjtnant Frembling, en fænrik af landfolkene, en konstabel, en rostmester, og skibsskriveren og omtrent 70 gemene. Derefter var vraget under opsigt, af de tilstedeværende svenske officerer, og “da bleven opfisket oc bierget foruden skibsredskaber, sæil, ancher oc tauger, saadant som de kunde i blandt klipperne blifue bierget, huilket siden saa nær som Canoner, ammunitionsbehør, oc anchere. Alt sammen er ved afholdte aution her blefuen saalt, Noch en liden deel gefuer, flinter, Bajonetter, kaarder, patrontasher M:, oc anden ammunition, med meere som Cronen iche ved offentl. aution lod bortselge, som alt saa nær som ancherne oc Canonerne, ved it svensk Cromol skib her fra igien er blefuen bortført til Carlscronne – Ellers er blefuen opbierget omtrent nogle til 70 stk Canoner, som tillige emd anchere ere her beliggende; Oc vidste ellers disse biergere iche at være end det ringeste af bm. vrag at blefuen bierget Kiøbmandsvarer som kongl. Mayst. told rettighed kunde tilkomme.” Herefter fik Tolderen et tingsvidne på vidnesbyrdet.
Claus Mogensen var ikke mødt i sagen, hvor Niels Pedersen væver havde krævet gældindbetaling. Da sagen havde stået på i 7 uger, afsagde dommere dommen, der i sin korthed lyder, at Claus Mogensen skulle betale 7 mark og 1 sk til Niels Pedersen, samt sagsomkostningerne 5 mark danske.
Sættedommeren Christian Rasmussen havde fået amtmandens tilladelse til at akkordere med Inger Jørgensdatter for begået lejermål, således at hun skulle slippe med at betale 1 rdr.. Birkedommeren ville som anklager ikke nøjes hermed, men forlangte at hun skulle dømmes efter kongens lov. Sagen blev optaget til doms.
10. februar 1744 Pag. 098a
Christian Rasmussen var ordineret dommer i to værgemålssager. Den ene var værgemålet som Peder Pedersen Ved Stranden havde for en myndling, der har været udenlands. Peder Pedersen var stævnet, men bad om udsættelse, da han var ganske ukyndig og enfoldig og kunne ikke læse, hvad sagen drejede sig om.
Endvidere var Andris Knudsen af Sandvig stævnet for et værgemål, som han havde hos sig. Knudsen var ganske ukyndig i rettergangssagen og ikke vidste hvordan han skulle gøre. Sagen omhandlede gods tilhørende hans brors arvinger, En af dem var gift med en kvartermester af de indrullerede fra Norge på orlogsskibet Elefanten. Han havde forsøgt at få beviser fra Bergen, men forgæves og han vidste ikke om han var levende eller død, og det siges at han var på en vestindiensrejse fra Amsterdam. Broderen Michel Knudsen var karlsvoksen da han forlod øen og betroede sin stedfader Mads Hartvig sit gods, som Andris Knudsen nu havde. Han vidste ikke hvordan han kunne handle på sin udenlandsværende svoger vegne. Derfor bad han om øvrighedens hjælp, at de kunne stille en fuldmægtig for ham.
17. februar 1744 Pag. 098b
Sættedommeren Christian Rasmussen afsagde dom over Inger Jørgensdatter for begået lejermål, som hun havde begået med Jens Jørgensen i Sandvig.
Birkedommeren Poul Eskelsen havde stævnet Andris Knudsen for nogle børnepenge, han havde haft stående i de maksimale 15 år. Det var penge, der tilhørte hans broders børn (Michel Knudsen). Han havde modtaget et brev fra Bergen i Norge med en missive af 13. august 1730, en missive dateret Bergen d. 20 marts 1739 underskreven af arvingerne Michel Michelsen, Berte Michelsdatter Wolf, nok en missive dat. København d. 31. juli 1743 underskrevet af Frands Wolf, atter en af 10. juli og det 5te dateret København d. 18. november 1743. Andris Knudsen havde forsøgt at kontakte Wolf i Bergen, men han var rejst bort som kvartermester på orlogsskibet Elefanten til de Vestindiske øer. Sættedommeren ville tage sagen i betragtning til næste ting.
Dernæst blev Peder Pedersen af Sandvig, som havde en arvepart tilhørende Niels Bendts datter Margrete, som i lang tid havde opholdt sig i udlandet i lang tid. Hun havde ikke afhentet sin arvepart. Han var ikke mødt, men det var hendes værge Ole Larsen Stærk, som boede i Rønne. Han fremlagde et attest dateret 14. febr. 1744 vedr. pigen Margrete lisebet Nielsdatter. Han bad om udsættelse til sommer, således han kunne skrive til hende og få tilstrækkelig bevis på hendes opholdssted. Sættedommeren ville svare til næste ting.
Jesper Hansen mødte på egne og på vegne af Vefst Jensen for at afhøre de personer, som ikke nåede at blive afhørt af løjtnant Mathias Brunov om det svenske skibs stranding i Sænebugten. Det var følgende personer han havde mest interesse i at afhøre: Hans Nielsen ved Slottet, Samuel Johansen, Simmen Andersen, Niels Andersen og Jens Andersen alle fra Allinge.
Først Simmen Andersen fra Allinge. Han fortalte at han var ombord i det svenske skib, men han var mest med til at køre kornet op til Vefst Jensen. Han erkendte, at en del af kornet var vådt på grund af regnen. Han vidnede også at strandridderen Tornovias var ved vraget og hos Vefst Jensen på de sidste dage ved bjærgningen. Han fortalte af Christian Rasmussen havde et brædt han skrev på når noget blev ført i land. De regnede på sækkene da de stod på vognene ved stranden og oppe ved Vefst Jensen. Han erkendte at der var en del sække blev borte ved opagningen.
Hans Nielsen ved Slottet havde allerede om eftermiddagen den 24. oktober været ombord i det svenske skib efter det havde kastet sit anker. Han var sammen med Vefst Jensen. Han fortalte at der lå en anden svensk jagt nær ved og at der blev ført ting gods fra den synkefærdige jagt over på den anden ved hjælp at deres joller. De han kom ombord senere på eftermiddagen førte han, sammen med sin makker Eske Jacobsen lidt kød i en tønde, øl og et svin over på den anden jagt. Derefter deltog han i bjærgeningen af kornet ind til land. Han havde set strandridderen Lars Jacobsen ude på vraget medenst bjærgningen skete. Han vidnede at det undertiden regnede stort – men det var bygevejr med ophold ind i mellem. Målerne og folkene om bord måtte gøre et slags telt over sig, for at kunne arbejde i tørvejr. Vidnet boede tæt ved Sæne og han havde sin båd liggende der. Han kunne bekræfte Jesper Hansens frygt for at vinden skulle dreje og at der ved vestlig vind ville være store bølger og at det derfor måtte “bjærge hvad bjærges kan”. Hans nielsen fortalte at sækkene måtte kastes ned i bådene fra vraget og at maneg af bådene var utætte. Også ved strande blev de våde. Han havde hørt at Christan Rasmussen havde holdt auktion over den sidste våde rug om natten.
Samuel Johansen havde været med til at bjærge det sidste korn, og at der blev sagt, at de sidste arbejdede hårdere end de første og skulle derfor modtage fuld bjærgeløn. Han ville ikke medgive Jesper Hansen, at det var normalt at der blev udfærdiget passersedler for gods, der skulle opbevares hos bjærgerne, men at gods altid blev opbevaret under lås og slå. Men forøvrigt havde han ikke selv været så maget ved vraget, da det var hans søn, der havde taget det hårde arbejde.
Jens Andersen af Allinge havde været med, set strandridderen Lars Jacobsen og med sin båd roet korn i land. Bådene kunne ikke holdes fri for mand, så mange af sækkene blev våde. Han havde haft 6 nye bastemåtter med ind fra skibet. Christian Rasmussens søn havde taget de to og Jørgen Jørgensen af Sandvig tog de andre fire, som han sagde ville bære op til gården, uden af fortælle hvilken gård man mente. Jens Andersen bekræftede at Niels Hansen havde forventet bedre bjærgeløn end som vidnet og de andre, fordi han havde klaget til Amtmanden sammen med de andre interessenter. Han sagde, at klagerne mente at de to købere af vraget kunne vente sig mulkt og bøder i følge vragforordningen. Jens Andersen fortalte, at klagerne var forsamlede i tinggårdens anden stue og blev enige om, at de ikke ville lade sig afhøre. Endvidere fortalte Jens Andersen, at kornet, som han fik i bjærgeløn, ikke var så drøjt som landets eget korn, men da han brugte det som “Maldt”, gjorde det ikke noget.
Dernæst Niels Andersen af Allinge, der fortalte at han straks havde mødt med sine heste og vogn. Han fortalte, at de de sidst ankomne fik besked på at arbejde flittigere end de første, som havde dellatget i indvarpningen. Og hvis de arbejdede flittigt, ville de også få fuld bjærgeløn. Desuden fortalte han om strandriddernes tilstædeværelse og at det regnende. Han vidste at mange sække forsvandt og at der blev begået utroskab ved opagningen af kornet.
Dagen var gået og de resterende vidner: Mogens Bendixen, Jep Andersen, jens Hyldebrand, Kaptajn Jens Hansen, Jens Jørgensen, Michel Mogensen og Claus Mogensen af Sandvig, samt Niels Hansen af Allinge blev advaret om ikke at møde til næste ting.
DOM til Inger Jørgensdatter nuværende i Allinge for begået lejermål med ungkarl Jens Jørgensen af Sandvig, som er håndlanger under kaptajn Tranneus Kompagni. Inger Jørgensdatter skulle, som loven siger, betale sine 12 lod sølv eller hvis hun ikke kan betale, lide på kroppen.
24. februar 1744 Pag. 104a
Med sættedommer Christian Rasmussen i dommersædet behandledes sagen om Andris Knudsens børnegods. De fem skrivelse fra hans sal. broder Michel Knudsens arvinger i Bergen angav arven, som Andris Knudsen havde. Den ene arving var Frans Knudsen Wolf, der var i kongens tjeneste i København. Andris Knudsen fik udsættelse således, at han kunne skaffe sig retsmæssige dokumenter på at hans broders arvinger i Bergen, og beviser på, at de er retmæssige arvinger.
Peder Pedersen i Sandvig skulle svare arvelod til sin faster Margrete Nielsdatter, som vellærde Ole Stærck i Rønne siger er død i udlandet. Amtmanden må finde ud af hvad der skal gøres. Peder Pedersen mente at der intet var at arve, hvis der skulle føres sag. Mødte var stedfaderen Jep Andersen, Michel Jensen i Sandvig på vegne af sin hustru, der er søster til Margrete, samt halvbrødrene Hans Nielsen på egen og sin brodersøn Fredrich Nielsen. Disse arvinger ville sammen med Peder Pedersen finde ud af om Margrete Nielsdatter var død.
Jesper Hansen ville fortsætte afhøringerne af de endnu ikke førte vidner i sagen om den svenske jagt i Sæne. Først fremlagdes en kvittering for betaling af 3 fiskere fra Vang, der havde hjulpet med indvarpningen af skivet om morgenen efter at den svenske skipper havde bedt dem om det. Det var Peder Truuedsen, Jens Pedersen og Giert Gudmonsen.
Mogens Bendixen af Sandvig var den første der blev afhørt af Jesper Hansen. Han nægtede at han på Stranden havde fortalt Axel Lind og for den sags skyldt andre om hvor mange tønder der var bjærget. Da Bendixen tidligere var afhørt, blev afhøringen af ham indstillet.
Dernæst Jens hyldebrand af Sandvig, som vedgik at han var bjærgere og at han havde fået halv bjærgeløn. Jesper Hansen spurgte om vidnet havde været i “maskepi med kaptajn Jens Hansen, Christian Rasmussen med flere og af vraget taget noget af ladningen, byg i sække og det dulgt, da skipper Boy derefter lod randsage på omraader omkring vraget og i byen Sandvig” “vidnet suarede Ja at der blef af ham aget til Sandvig fraa Cappelet paa Hammeren noget biøg i seche som vidnet annammede af 2de baade, der hafde bragt det til dend sted fraa Vraget, som var Hans Gerts oc Hans Vigs baade, huilket Korn vidnet kiørde ned til sit i Sandvig oc skeede før end Ransagningen var af Skipperen begiert”. Jens Hyldebrand angav også hvem der havde afhentet kornet. Det var Christian Rasmussen selv, Mads Jacobsen selv, Peder Pedersen ved Stranden, og Peder Sandersen og Hans Viigs hustruer. Der havde også været en anden gang, at han og Gert Hansen var opppe ved Capellet og set, at der lå vragsæd i sække og poser og måtter i en båd, de ikke vidste tilhørte eller hvem der havde bragt det dertil. Konstabel Mads Jacobsen, Mogens Bendixen og Michel Mogensens datter havde også været på stedet. Mads Jacobsen kørte det i en vogn, der vist tilhørte Michel Mogensen, da godset blev kørt til hans gård. Endvidere fortalte vidnet at kaptajnens søn havde afhente korn hos ham. Om Christian Rasmussen eller om det var hans søn, der afhentede noget korn, kunne han ikke huske. Vidnet havde også været tilstede den sidste aften på stranden ved Sæne, da Christian Rasmussen holdt auktion over sæden, men han havde intet fået af auktionspengene eller af kornet.
Jep Andersen af Sandvig havde været med til bjærgningen og havde fået en halv bjærgeløn, efter anvisning fra Christian Rasmussen, selv om han havde været med med heste og vogn. an vidnede at det var regnvejr og at der ved SW over til nordlig vind var stor søgang ved Sæne. Hn fortalte at bjærgerne ikke altid kørte samme vej mellem sæne og Vefst Jensen, men´også ad skoven.
Jesper Hansen lod læse et dokument fra den 30. oktober, hvor skipperen Boy dokumenterede, at en del feltpakker var overført til sine landsmænd på deres skib. Denne attest var blevet oversat til dansk og sendt til tolder Topp.
Dernæst afhørtes kaptajn Jens Hansen, som blev spurgt om hvem der havde konceperet klagebrevene. Kaptajnen kendte ikke noget til klagebreve, men han kendte til “en begiering” ang. bjærgelønne. Han kendte ikke ophavsmanden, men havde fået brevet fra Allinge til underskrift. Han havde ikke været tilstede hos Vefts Jensen, da tolden skulle bregnes og bjærgelønne skulle udbetales – Der skulle betales 3 mk i told for hver bjærgepart. Kaptajnen var ikke bekendt med at bykaptajnen var bjærgere, men hans søn deltog både med heste og vogn. Jesper Hansen mente, at kaptajnen var pligtig til at deltage i bjærgninger eller at skaffe en dreng til at gøre det, ligesom han havde gjort ved det svenske orlogsskibs stranding i 1742. Michel Mogensen skulle have fortalt Kaptajnen, at Jesper Hansens søn Hans Jespersen skulle have været med til at dele det korn, som ulovligt var borttaget af skibets korn. Jesper Hansen protesterede og sagde, at det var grunder på sladder. Jesper Hansen spurgte ind til Kaptajnens viden om, at der var 171 tønder tørt rug. Kaptajnen mente, at han havde hørt det fra folkene, der havde været med til at måle kornet med skæpper og bøtter. Kaptajenen vedgik, at det var fra Christian Rasmussen han havde sine oplysninger. Kaptajnen måtte indrømme, at de ikke havde fået lovet fuld bjærgeløn skriftligt. Men kun mundtligt af vicebyfogeden (C.Rasmussen).
Dagen var gået og Jesper Hansen fik lovning på, at han kunne afhøre de resterende vidne på næste ting.
2. marts 1744 Pag. 109a
Jesper Hansen fortsatte afhøringerne. Den første var Jens Jørgensen. Jesper Hansen spurgte om han ikke kunne huske, at hans moder Agnes var hos Vefst Jensen og udbad sin mandens Jørgen Hansens part af bjærgelønnen fordi han var en gammel mand og længe havde betalt skat og skyld i byen Sandvig. Det kunne Jens Jørgensen ikke huske. Vidnet havde sendt sin broder op efter sin bjærgepart og derfor ikke havde hørt toldbetjentenes regnskab. Jens Jørgensen mente ikke at de havde klaget til amtmanden, men blot anmodet om at modtage deres retmæssige part. Og han havde hørt at det var Michel Mogensen der havde konciperet skrivelsen, men han havde blot underskrevet det hos kaptajnen, uden helt at være klar over, hvad det indeholdt. Jens Jørgensen havde været med ved varpningen af skibet, men havde ikke deltaget med båd eller heste, men havde hjulpet sin broder. Jesper Hansen konstaterede at vidnet ikke var bevist om hvad han havde deltaget i, men da han havde set klagen inden underskrift, havde han gjort sig skyldig på linie med de andre.
Dernæst Claus Mogensen fra Sandvig, der fortalte at den såkaldte klage var skrevet af de underskrevne personer, som kunne læse og skrive, det var Christian Rasmussen, Michel Mogensen, Jens Larsen, Niels Hansen og Jørgen Jørgensen og så ham selv. Selve konciperingen var sket både hos Christian Rasmussen i Sandvig og hos Jens Larsen i Allinge. Han havde hjulpet til med varpningen fra stranden og ikke fra skibet og han havde haft makkerskab med Christoher Møller, der ligesom ham kun ejede en hest. (den anden hest han havde var blevet syg og døde). Men det betød ikke noget at de kun havde en vogn tilsammen, da ilandbringningen af sækkene ikke kunne beskæftige flere vogne i land. Jesper Hansen mente at han kun kunne være berettiget til halv bjælgeløn. de der havde 2 heste og vgn fik en hel bjærgedel. Claus Mogensen havde sammen med de andre interessente ønsket at føre sagen til overretten, men at det var sket på falsk grundlag.
Dernæst Michel Mogensen Torn, der vedgik, at han efter han havde set jagten i Sæne, havde redet på sin egen hest til Hasle for at underrette byfogeden, efter Jesper Hansens ønske om at byfogeden skulle underrettes om at fartøjet var læk og skulle varpes ind mod land. Medens Michel var borte arbejdede hans søn med til nattens arbejde med at trække fartøjet på grund. Michel Mogensen var ikke med den første dag, da han var blevet sendt til Rønne med et brev til amtmanden, men ellers havde han været tilstede på nær den halve dag om lørdagen, da han gik til skrifte og ligeså om søndagen da han gik til alters. Men hans søn havde været der hele tiden med vidnets båd. Jesper Hansen ville ikke denne gang afhøre vidnet, end at sige, at han havde brugt kroloven og var fuld af undskyldninger.
Jesper Hansen ville ikke ofre tid på at afhøre det sidste vidne Niels Hansen, da dagen var næsten gået. Han bad om at få sagen beskrevet ved et tingsvidne.
Sagerne om de to værgemål blev optaget til videre behandling. Peder Pedersen var ikke mødt, så den kunne ikke føres. Den anden sag var der ikke tid til, da birkefogeden havde forretning at føre dagen efter, så han måtte udsætte saegn.
9. marts 1744 Pag. 112a
Lars Larsen Birch, Peder Jørgensen, Jens Enersen, Hans Samuelsen, Hans Nielsen alle af Allinge og Peder Sandersen, Hans Jørgensen Bødker den unge, Peder Hansen, Jens Jørgensen, Niels Pedersen væver af Sandvig fik borgerskab.
Lars Larsen, Hans Samuelsen, Hans Nielsen Skomager og Jens Jørgensen fik borgerskab på lidt og meget ringe købmandsskab, håndværk og avling. De leverede stempelppir til 1 mk 8 sk.
Peder Jørgensen, Jens Ennersen, Peder Sandersen, Hans Bødker den yngre, Peder Hansen og Niels Pedersen væver fik borgerskab for lidt håndværk og fiskere, hvortil de leverede stemplet papir på 12 sk.
Med sættedommeren Christian Rasmussen, således Puol Eskelsen kunne præsentere amtmandens skrivelse i sagen om Peder Pedersen, der forvalter sin faster Margrete Lisebet Nielsdatters arv. Margrete skulle være død i udlandet. Amtmanden ville have tid til at få sikre forlydende om personens død.
16. marts 1744 Pag. 113b
Tinget holdt ved sættedommeren Christian Rasmussen.
Læst kgl. forordning om pengebøders inddrivelse. Hvis ikke man kunne betale skal der dømmes på kroppen.
Læst kgl. reskript om “tørchiet graserende contagion” og smitsom sygdom der er begyndt i Italien.
Læst kgl. åbent brev ang. indrulleret mandskab af 15 november 1743.
Læst kgl. plakat om personer der har modtaget kongens indkomster og som skylder mange penge til kongen.
Læst en plakat om betjente, kautionister og andre personer i Norge som skylder kongen penge.
Birkedommerens erklæring om arven, der stod hos Peder Pedersen, blev oplæst. Peder Pedersen ville svare til næste ting.
Hernæst indskrevet teksten fra den kgl. plakat om de kgl. betjentes skyldnere (2 sider) Hvem der kunne komme med oplysninger om disse gældsposter ville blive belønnet med 10% af beløbet.
23. marts 1744 Pag. 115a
Læst kgl. plakat om auktion den 13. april1744 på Bornholms amtstuen af vorneder, fæstegårde og de for restancer hjemfaldne selvejergårde og de marticulerede udbyggere.
Læst kongens specifikation over de gårde der er berammede til at blive solgt ved offentlig auktion kl. 9 den 23. april.
Hinrich Andersen og Thor Pedersen af Allinge og Haagen Christophersen af Sandvig fik borgerskab på ringe næring med lidt avl og fiskeri og håndværk, sådan som det udgår i ringeste klasse.
Peder Pedersens søn Peder irettelagde et skriftlig indlæg i arvesagen. Poul Eskelsen svarede at der nu var gået to år i sagen og ingen yderlig udsættelse kunne gives. Han bad om at sættedommeren afgav dom på det nuværende grundlag.
6. april 1744 Pag. 115b
Intet at forrette.
9. april 1744
Pag. 115b – gæsteret.
I sagen om en arv som Andris Knudsen havde stående mødte sal. Michel Knudsens dattermand Frands Wolf fra Bergen i Norge. Siden han var en fremmed rejsende mand lod man ekstraordinært birketinget indkalde.
Frands Wolf var mødt på sin hustru Berte Michelsdatters vegne. Han havde sin hustru moder Dorte sal. Michel Knudsen i forsørgelse og havde desuden fuldmagt for sin hustrus broder Michel Michelsen til at afhente arven som stod hos deres faderbroder Andris Knudsen. For at bevise sin ret havde han et tingsvidne fra Bergen fra den 11 november 1743 udsted af Bergens byfoged og 8 stokkemænd, samt attest fra sognepræsten Fridrich Christian Halbechi Nykirke i Bergen dat. 6. november 1743.
Sættedommeren afgav straks dommen, således, at Frands Wolf kunne rejse igen og møde i kongens tjeneste, som han havde fået lovlig ret til at forrette sit ærinde. Tingsvidnet fra Bergen oplyste, at Michel Knudsen havde været gift med Dortea Gundersdatter som endnu levede, og i deres ægteskab havde de avlet to børn en søn ved navn Michel Michelsen, “som farer fra Halland” og en datter Bente Michelsdatter, som er gift med Frands Wolf, matros udi Bergen, som er kommanderet i kgl tjeneste. Andris Knudsen dømmes til straks at betale Frands Wolf arvekapitale på 56 sdr og 3 mk, samt rettens gebyr på 4 rdr.
27. april 1744 Pag. 117b
Læst kgl. reskript om politiforordningen af 11 augst 1736.
DOM afsagt i Peder Pedersen ved Stranden arvesag. Peder Pedersen havde fremlagt et skriftligt indlæg omhandlende, at Nelle Ole Stærks i Rønne for 12 år siden rejste til Lybeck. Jens Andersen havde bedt hende om hun ville hun eftersøge sin steddatter Margrete Lisebet Nielsdatter. En magister Johan, der boede 2 mile fra Lybech i en by kaldet Mæisling fortalte at hun var død for lang tid siden og at hun ikke var kommet i ægteskab. Amtmanden ville have at sættedommeren skulle dømme efter sin skønsomhed, da den mødrende arv havde stået i 42 år og den fædrende arv i 19 år i følge skiftebrevet den 5. og 6. februar 1725 efter salig Niels Bendtsen. Da der således ingen arvinger findes til arveparten, som blev opgjort til 23 sdr., skulle det tilfalde kongen. Kapitalen skulle indbetales til amtstuen inden 15 dage.
8. juni 1744 Pag. 119a
Hans Olsen og Peder Jørgensen havde indstævnet Axel Christian Lind af Allinge for gæld til by- og herredsfoged Casper Barsøe i Rønne. Axel Lind var ikke mødt og sagen udsattes til næste ting.
29. juni 1744 Pag. 119b
Læst kgl. plakat på indførselsforbud på “smask salt” i Danmark.
Læst pantebrev udsted af Mogens Bendixen i Sandvig, der havde lånt 80 sdr. af Peder Larsen på 5 selvejergård i Olsker. Som underpant var sat 1 td. land bygjord og et tdl. havrejord på Langebjergløkken ved Sandvig samt i hans gård, plads og have.
I sagen hvor Caspar Barsøe ville føre mod Axel Lind for en gældspost, mødte Axel Lind og bad om udsættelse, da han ville tage til Rønne for at gøre regnskab med Barsøe.
6. juli 1744 Pag. 119b
Axel Lind mødte og redegjorde, at han havde gjort regnskab med Barsøe og at de var blevet enige om at Axel Lind skulle betale pengene via en afdragsordning.
3. august 1744 Pag. 120a
Læst amtmandens ordre blev genlæst forordning fra 21. marts 1685 om de der blev forulempet på deres ære ved forretninger og bestillinger.
Læst skiftekontrakt af 7. juli mellem Knud Nielsen af Allinge efterladte hustru Johanne Olsdatter på den ene side og sin lauværge Peder Pedersen og på den anden side den sal. mands efterladte børn som var 2 sønner Hans og Michel Knudsen, begge fra Allinge. Hovedmeningen er at hun overdrager alt – gård, kreaturer boskabsvarer etc. til arvingerne mod at få 90 sdr. og overdraget Simonsløkken samt nogel kreaturer.
DOM: Axel Lind bør inden 15 dage betale Caspar Barsø de skyldige 10 mark, samt 2 sdr. i sagsomkostninger.
31. august 1744 Pag. 120b
Læst kgl. reskript fra 7. august 1743 om personer der for en eller ander misgerning bliver dømt til kagstrygning altid tillige skal dømmes til at arbejde på kongens fæstninger på livstid gældende for mandspersoner og for kvinder i tugt og spindehuset..
Læst kopi af stiftbefalingsmanden Baron Gersdorph dat. 4/7 1744 til kommandant Kruse og amtmand Urne vedr. skarpretter Asthausen arbejde og tilhold til almuen på Bornholm at begå misgerninger mod ham og hans efterkommere.
28. september 1744 Pag. 120b
Læst kgl. forordning dat. 1. marts 1705 om strandede skibe. Forordningen skulle oplæses hvert år inden mikkelsdag.
Holtsførster Mathias Kettelsen bad om at få 8te forstandige mænd til at syne Hammershus skovtilliggender, samt byernes skovrender og bækfald. Birkedommeren bød de siddende stokkemænd at begive sig ud på opgaven umiddelbart efter tingmødet.
Mads Jørgensen fra Allinge havde indstævnet Axel C. Lind for ikke at have efterkommet et løfte om at betale og afklare det børnegods, som han havde modtaget efter skiftet efter Albert Dich den 9 maj 1736 tilhørende margrete sal. Mogens Jons. efterladte børn der lever i Svaneke. Axel Lind var mødt og svarede at han ville betale så snart han kunne.
12. oktober 1744 Pag. 121a
Læst kgl. forordning ang. udmarksjordene på Bornholm, dat. 28. juli 1739.
De 8te mænd fremlagde deres synsforretning over Hammershus skovparter, “saavel oc dend skønning som skeede paa huad piillesætning, oc gierde oprætning som nu i dette aar ved Hammerhuuses tilliggende er oprettet”.
Blev læst et skøde på en andel af 2 stykker jord i Hestens høj og liighøj, som den afdøde Niels Jørgensen havde arvet efter sin moder Margrete Nielsdatter. Med Jørgen Johansens i Allinge og hans hustrus samtykke var denne andel af jorden til en værdi af 20 sdr. overdraget til Jørgen Johansens sønner Johan og Nicolai Jørgensen, der var brødre til den afdøde Niels Jørgensen.
i Sagen hvor Mads Jørgensen i Allinge havde indstævnet Axel Lind for manglende betaling af hans indestående arv efter Mads Jørgensens mosterbørn. Axel Lind var ikke mødt.
26. oktober 1744 Pag. 121b
Læst obligation og pantebrev på slotsladegårdsaulingen som Vefts Jensen havde købt på auktion i Amtstuen for 1275 sdr. 2 mk 11 sk. Han havde betalt 605 sdr. 2 mk 11 sk. De resterende 670 sdr. havde han pantsat slotsladegården til kongen.
Mads Jørgensen krævede dom i sagen mod Axel Lind i den manglende betaling af 25 sdr. 1 mk 11 sk for det børnegods han havde stående tilhørende Albert Dichs søster børn, som var 1 søn og 4 døtre. Dommen faldt umiddelbart selv om Axel Lind ikke var mødt til betaling til disse 5 børns værge inden 15 dage.
9. november 1744 Pag. 122a
Læst et skøde på ½ td. land bygjord i Hyldeslet syd for Allinge, som Esber Pedersen i Allinge havde solgt for 8 sdr. 1 mk 12 sk. til sin steddatter Johanne Andersdatter, der endnu er ugift og hjemmeboende hos stedfaderen.
Kgl tolder Johan Christian Topp havde stævnet en del bjærgere, der havde været med ved Sæne ved det svenske skib der strandede natten mellem den 24. og 25. oktober 1743. Stævningen var foranlediget af amtmandens tingsvidne. De indstævnede var Peder Pedersen ved stranden, Hans viig, Peder Pedersen på Bakken alle af Sandvig, Mads Jørgensen, Peder Mogensen, Jens Andersen og Jens Andersen fra Allinge, samt de fire vurderingsmænd Poul Ancher, Hans Poulsen af Hasle, Ole Sonne af Olsker og Hans Hansen af Rutsker, samt Jesper Hansen og Vefst Jensen.
Peder Pedersen ved Stranden kunne ikke svare på hvor meget tørt og vandt korn der blev bjærget, da han gik og passede sit arbejde. Han havde set to pakker tøj og tre jernstænger, men vidste ikke hvor disse blev af, men den skånske skipper havde fortalt ham, at flere pakker blev ført ud til det andet svenske skib i Sænebugten.
Hans Madsen Viig af Sandvig kunne ikke fortælle om hvor meget sæd, der var bjærget og heller ikke om klædepakkerne, andet end der vist var 2 eller 3.
Peder Sandersen af Sandvig vidste heller ikke noget om antallet af tønder korn og kun at der vist havde være 2 klædepaker der lå på dækket. Han refererede sig til sin tidligere afhøring.
Peder Pedersen på Bakken i Sandvig kunne ikke fortælle noget.
Mads Jørgensen af Sandvig var med til opkøringen af kornet og var ikke med ved udmålingen eller på loftet. Han havde set 2-3 pakker og noget jernstænger ligge på dækket.
Peder Mogensen af Allinge kunne heller ikke fortælle noget konkret om kornet. Han havde set 2-3 pakker, men vidste ikke hvor det var blevet af.
Jens Andersen fra Allinge vidste intet.
Jens Andersen fra Allinge refererede sig til tidligere afhøring,men han havde ført tre pakker klæde eller bay i lande. Andre både havde ført 2.3 jernstænger i land.
De fire vurderingsmænd fra Olsker og Rutsker fortalte, at de ikke vidste videre end det som Mogens Bendixen havde berettet. Da de havde været hos Vefst Jensens stuelænge og i loen, hvor kornet var middel-vådt. Kornet på det vestre loft var forsvarlig tør. De vedstod deres taksering, som skete den 29. oktober 1743.
Dernæst afhørte Tolderen de to købere Jesper Hansen og Vefst Jensen. Han spurgte mest til klædepakkerne og jernstængerne, som ikke var angivet iindbetretningen til amtmanden. jesper Hansen svarede, at skipperen havde overdraget disse varer, men enten overdraget dem til det andet skib i bugten eller havde taget dem med på land for at hjembringe dem, når han selv skulle vende hjem til Sverige. De 5½ stænger jern, som skipperen ikke fik med sig blev bragt til Rønne i Amtmandens firvaring. Mere kunne de to ikke oplyse. Hermed fik tolderen et beediget tingsvidne.
23. november 1744 Pag. 124a
Læst kgl. reskript om indrullerede soldater, der havde meldt sig som soldat for at slippe for lejermålsbøder, ikke kunne slippe for straf.
14. december 1744 Pag. 124b
læst kgl. patent om højesterets afholdelse i 1745.
Læst et auktionsskøde, som Mads Pedersen i Allinge havde købt den 10. marts 1744 holdt efter Claus Mogensens sal. hustru Barbro Jørgensdatter Raasmand. Mads Pedersen havde for 126 sdr. 3 mark købr Claus Mogensens iboende gård og Strandløkken, som ligger mellem Sandvig og Allinge.
Læst et skøde af dato 13. november 1744 ang. at Jørgen Johansen i Allinge havde bortskødet 2 skp.l. bygjord i Bækageren i Allinge byvang til sin datter Margrete Jørgensdatter.
For 1745 blev følgende taksatorer valgt: Jens Larsen og Hans Christiansen i Allinge og fra Sandvig Andris Knudsen og Jens Hyldebrand.
Til kæmnere valgtes Samuel Johansen fra Allinge og Michel Mogensen fortsætter endnu et år for Sandvig.
Til stokkemænd for 1745 valgtes for Allinge Peder Jørgensen, Jens Fridrichsen, Peder Mogensen, Jørgen Madsen og Hans Hansen snedker og for Sandvig Peder Hansen, Christian Christophersen og Hans Madsen.
Jesper Hansen havde stævnet Hans Knudsen og Jens Madsen af Allinge for “at de imod forbydelse oc Aarrest har fra landet bortført et skibsancher med tilheftet tou, som skete d. 26. november”. Som vidner var indkaldt Ole Hansen, Hans Olsen, Michel Hansen og Hans Nielsen skomager alle fra Allinge.
De indstævnede Hans Knudsen, Jens Madsen og Giver Løvingsen var mødt.
Hans Olsen og Ole Hansen fortalte, at da Hans Knudsen med flere kom i land med et anker bad Jesper Hansen de to (Hans Olsen og Ole Hansen) om at være beskikkelsesmænd på sagen. De mødte Jens madsen på vejen og bad ham om at gå med over til Hans Knudsen for at se ankeret. Jens Madsen sagde, at han lige så godt kunne tilstå, at han havde været med til at fiske ankeret op. Hos Hans Knudsen bød de, at ankeret ikke måtte fjernes før Jesper Hansen fik sin nøjagtige betaling, samt sine redskaber tilbage. De to ankerbjærgere sagde hverken til eller fra, men blot at de nok skulle komme til enighed. Senere kom Hans Knudsens søn til dem og bad vidnerne om at komme til Giver Løvingsen, da skipperen var tilstede. Skipperen bad de to om, at gå til Jesper Hansen og spørge hvorfor han ville fratage ham sit anker. Han skulle til Christiansø og give meddelelse til sin reder, der hed Bertil Jeger i København. De to var så over hos Jesper Hansen, som fortalte dem, at han ikke kendte personen, som kunne være skipper, kok eller bådsmand.
Jesper Hansen og hans sønner var de der fandt ankeret og som de første slog en bøje omkring ankeret. Og havde derfor rettigheder til bjærgeløn. Tidligere havde Giver Løvingsen være med til at bjærge 2 andre ankere, og der havde været uenighed om, hvem der havde ret til bjærgeløn og hvem der ikke havde.
Michel Hansen af Allinge fortalte at han havde fået besøg af en skibsmand, der havde hørt at Jesper Hansen havde fundet hans anker. Jesper Hansen og hans to sønner havde roet ud til ankeret og nået frem inden Giver Løvingsen nåede derud. Men Giver havde været med til bjærgningen og som den første have modtaget sin løn, som Michel hansen havde overværet.
Hans Nielsen af Allinge fortalte at Jesper Hansen havde akkorderet med skibskarlen om at bjærge ankeret, og Jesper Hansen med sønner havde fisket det op med båd og redskaber. Han vidste også at ankeret blev udleveret af de to indstævende til skibsføreren.
Jesper Hansen var færdig med afhøringerne. de to anklagede ville ikke afhøre vidnerne, men benyttede sin ret til at udsætte sagen til næste ting.
11. januar 1745 Pag. 126a
Læst kgl. anordning af 20 november 1744 at ingen der opholder sig i Herrenhut Marienborge eller andre “saadanne for særre Meeninger i adskillige Religionsposter” må antages til gejstlige embeder i kongens riger og lande.
Læst et pantebrev vedr. Hans Samuelsen af Allinge skylder Mads C. Engel i Hasle 70 sdr. med pant i 1½ td.l bygjord i Bryggerløkken i Allinge Vang.
Dernæst læst et auktionsskøde der viste at Michel Mogensens Torn havde købt 1 tdl. og 6 skæpper land bygjord i Storevang og 4 tdl. havrejord i bryggerstykket i Sandvig Byvang efter Calus Mogensens salige hustru for i alt 215 sdr. 1 mk.
Taksatorerne oplæste de kongelige skatter for 1745. Byfogeden konstaterede at kvartalsskatten var blevet forringet med 1 sdr. 3 mk og 3 sk. 3 af de 4 Taksatorerne havde underskrevet ligningen, som de forsvarede med, at de havde fulgt jordebogen. Birkefogeden pålagde taksatorerne at bleve eninge og at ikke forrige skatterne.
Med sættedommeren Christian Rasmussen i dommersædet fik birkedommeren tingsvidne for alle uvisse indkomster. Det eneste der kunne angives var lejermålsbøden til Inger Jørgensdatter for begået lejermålsbøde.
Hernæst fortsatte Jesper hansens sag mod Hans Knudsen, Jens Madsen og Giver Løvingsen om ankeret. Jens Madsen producerede et dokument på 6 sk. der oplyste, at en skipper Hans Jacobsen Svindt havde akkorderet med Jens Madsen og Hans Knudsen om at de skulle transportere hans anker til Christiansø. Jesper Hansen ville optage sagen igen på næste ting.
25. januar 1745 Pag. 127b
I skriverens absens virkede hans søn Lars Larsen.
Læst en ekstrakt af holtsførster Mathias Kietelsen opgaver og salære, i følge et brev sendt fra oberjægermester von Gram sendt til amtmanden.
Jesper Hansen i Allinge kunne ikke acceptere Hans Knudsens og Jens Madsens handlinger. De havde udleveret ankeret til en skibskarl, de ikke vidste hvem var, og slet ikke vidste hvor boede boede. Giver Løvingsen havde medvirket til, at Jesper Hansen blev koblet at forretningen og at han selv havde modtaget en part af bjærgelønnen. Jesper Hansen krævede 2 sdr. til sig og sine sønner Hans og Niels Jespersen, samt at de tre sagvoldere skulle betalte sagens omkostninger.
15. februar 1745 Pag. 128a
Læst kgl. plakat om at “Læreder og dreiller” fra grevskaberne Oldenborg og Delamnhorst må frit indføres.
Kgl. forbud mod indførsel af fremmed korn.
Læst et pantebrev udgivet af Hans Hansen i Løsebæk, som havde lånt 100 sdr. af Peder Nielsen i Hyldegård i Olsker med pant i sin iboende gård bestående af 2 længer med gårdsplads og haverum, samt 1 tønde land bygjord i byvangen.
Læst et pantebrev udgivet af Peder Pedersen ved Stranden i Sandvig, der havde fået “tid efter anden” 60 sdr. af sine to sønner Mads og Peder Pedersen med pant i hans iboende hus i Sandvig med tilhørende plads og have, samt i sin “vrag-ege og fiskerbaad” samt redskaber.
Læst et pantebrev på et lån som Axel Christian Lind i Allinge havde lån 110 sdr. af Mads Clenem Engel i Hasle, med pant i 1 tdl og 2 skæpperland bygjord i Grummeløkken med tilliggende eng, samt 4 skæpper land bygjord kaldet ?stykket, 3½ skpl. bygjord Madsebakken med tilhørende torn og græsgang, samt 2 tdl. haverejord kaldet Hestens høj.
2 stokkemænd angav, at de for Philip Rask i Rønne havde indstævnet Axel Lind for gæld. Axel Lind mødte og mente, at han intet skyldte Philip Rask.
Jens Madsen og Hans Knudsen blev spurgt om de havde noget at forsvare sig med overfor Jesper Hansens sag mod dem. Da de intet havde at sige, blev sagen optaget til doms.
22. februar 1745 Pag. 129a
Læst kgl. befaling om kørsler og ægter som bønderne på Bornholm skulle udføre ved fæstningsarbejdet i Rønne. Dat. 16. februar 1745.
Jesper Hansen havde fået skriftlig ordre far Amtmanden at føre afhøringer vedrørende noget ilanddrevet gods NV for landet den 21. december 1744 som ikke straks var blevet angivet. Følgende var indstævnet Jørgen Jørgensen, Hans Jørgensen, Niels Jørgensen, Hans Nielsen, Jørgen Hansen af Sandvig, Vefst Jensen og Mogens Hansen af Slotsvangen, samt Peder Sandersen og Jens Mickelsen. Ingen synes at sagen var af betydning, så de ville ikke vælge en defensor til at føre deres sag. Aktor (Jesper Hansen) afhørte Jørgen Hansen om han og hans sønner havde kørt godset fra Hammeren til sin gård. Jørgen Hansen erkendte at han havde ladet sine børn tage heste og vogn og hente nogle træstumper. Han havde ikke selv været med formedels hans alderdom. Han havde dog ikke angivet fundet til birkefogeden, da han mente at de havde så ringe værdi, at det kunne vente til birkefogeden kom til byen.
Peder Sandersen og Jens Mickelsen vidnede at de så to læs blive kørt til Jørgen Hansens gård. Om det var hugget i tu på strande lelr i gården vidste de ikke. De mente at det var Jørgen Hansen to sønner Jens og Jørgen, Hans Nielsen og Jørgen Hansdatters søn Niels Jørgensen der havde kørt det. De tre førstnævnte vedgik at det kun var dem, der havde hentet brændet.
Mogen Hansen fra Sæne vedgik at de havde fundet et (pumpe?)kar, men den var ikke større end en “pottekande”. Jesper Hansen undrede sig over, at han som en gammel mand og “staumand” kunne bære så stor en byrde. Han forsvarede sig med, at den var i stykker og rådden og så havde han kun et stenkast at bære det. Han havde brændt det, da han havde en svag gammel kone og ingern heste eller vogn eller kreaturer.
Sagen skulle fortsætte på næste ting.
8. marts 1745 Pag. 131a
Sagen mellem Philip Rask og Axel Lind var blvet forliget og sagen frafaldet.
Sagen om det ilanddrevet gods fortsatte. Vefst Jensen Skou vedkendte at hans hustru havde købt et “veedt foer Verchs skind” af en ubekendt person, som siden viste sig at være Kirstine Haagen Pedersens søn. Da de opdagede at det var i landdrevet gods, sendte de skindet tilbage og gav sandemand Hans Olsen besked. Vefst Jensen var ikke klar over om de havde fået betalingen på 2 mark og 4 skilling retur. Sagen skulle fortsætte til næste ting.
Esber Nielsen fra Klemensker havde stævnet Axel Lind for gæld, men han var ikke mødt.
22. marts 1745 Pag. 131b
Læst ordre fra amtmanden til birkefogeden af 20. marts 1745 om at publicere “for burgerskabet oc andre Vedkommende” til efterretning om Jordemødre, der i følge forordning af 30. november 1714, skulle lade sig eksaminere og om borgere og andre ville bidrage med en årlig betaling.
Læst et pantebrev af dato 28. december 1743 udgivet af Jørgen Jørgensen i Sandvig for et lån på 100 sdr., som han havde fået af Mads Pedersen i Allinge mod pant i 7 skæpper gl. mål i Store Simmenløkken og 2 skæpper land bygjord i Giædeløkken.
Læst et pantebrev udgivet af Jep Andersen i Sandvig, som havde lånt 50 sdr. af Mads Pedersen i Allinge, mod pant i 1 tdl. og 2 skpl. med kongens maal, samt 1 tdl. havrejord ved Jydetornen.
Der blev afsagt dom i sagen, som Jesper Hansen havde startet mod Jens Madsen, Hans Knudsen og Giver Løvingsen. Dommen blev afskrevet efter tingets forhandling.
Jesper Hansen, der var beordret i sagen om det ilanddrevne gods, havde fået amtmandens tilladelse til at afhøre sognepræsten Hr. Mahler, da Kirsten Haagensdatter fra Vang havde solgt ham to skind, som hun havde fundet på stranden den 21. december sammen med flere andre pakker. den 26. februar havde sognepræsten vedgået på herredstinget, at han havde købt skindene. Mahler var indstævnet til tinget, men han havde i stedet indleveret et skriftligt udsagn. Det beskrives ikke hvilket udsagn præsten havde leveret, men det bragte Jesper Hansen i effekt, da han udtalte, at han var blevet beordret af Amtmanden til at føre sagen, var hans person ikke relevant at inddrage: “Thi om Jesper Hansen i hans Kongl. Mayst. Recidensstad Kiøbenhun for langt over 20 aar siden har lært haandt Verch, huad kommer det denne kongl. Mayst. sag ved eller vraggods som her paatalles, Thi dend andre part Hr. Maller i Instrumentet omtalle oc vil forklare, om trette oc uenighed; der tilsares, Lad Maalleren treche til bage at observere tiden oc omgangen, saa skal hand iche med billighed sige kunde at Jeg iche uden aarsag eller fuldmagt har ført nogen Proces. Dend 3dir part hand forclarer om at hafue kiøbt huide haar skind, der om er hand jo iche tiltaldt forre at viides at stefningen eller forhørene om…” Jesper Hansen ville have, at præsten skulle lade sig afhøre.
Dernæst afhørte Jesper Hansen Jacob Madsen fra Allinge. Han fortalte at der den 21. december var fundet skibsror, mastestykker og andet ræværk på NV og N for landet. Ror og splintestykker lå nu hos kaptajnen i Sandvig. Vidnet havde set Kirstin Haagensdatter fra Vang i præstens stue på Olsker præstegård med et sammensyet fåreskind på 1½ alen størrelse så stort som en “Slop roch”. Vidnet mente at Kirsten Haagensdatter havde fortalt, at hun havde fundet det på stranden og at det derfor var vådt. Præsten havde spurgt om prisen og havde tilbudt. Præstens to sønner havde fulgt med til Kirsten Haagensdatter for at få endnu et skind på samme størrelse som det første. Han havde desuden set af præstens hustru havde brugt noget af skindene til underfor åp et underskørt. Han kendte intet til godsets oprindelse og der var ikke fundet folk – levende eller døde – ved stranden. Han fortalte at Kirsten Haagensdatter havde forlagt dølgsmål og at præsten havde købt skindene i offentlighed. Men vidnet kunne oplyse at han havde snakket med præsten efter at sagen om det fundne vraggods var første gang på tinget.
Dernæst afhørtes Mads Jørgensen, som også havde set præsten købet skindet af Kirsten Haagen Peders, samt at præstens to sønner havde hentet endnu et skind. De var våde og præsten hængte dem til tørre på tildet. Han havde set at præsten havde brugt noget af skindene som for til 2 “Casonicher”. Birkedommeren spurgte vidnet om han vidste noget om et strandet skib. Vidnet svarede at han ikke kendte til strandet skib, og han havde hørt at Kirsten Haagensdatter havde berettet for præsten, at hun havde fundet det ved stranden.
Jesper Hansen fortsatte sidste tings afhøringer vedr. ilanddrevet strandingsgods, som ikke var blevet anmeldt for øvrigheden. Jesper Hansen bad om at amtmandens ordre til undersøgelsen blev indskrevet i politiprotokollen. Afhøringen af Jørgen hansen og hans to sønner Jørgen og Jens, samt Hans Nielsen alle af Sandvig blev udskudt til næste ting.
Esber Nielsen fra Marevad i Klemensker var mødt i hans sag mod Axel Lind. Axel Lind var ikke mødt. Esber Nielsen fremlagde gælden størrelse, som var på 15 sdr., hvor der var sat i pant 4 tinfade, en lille kobberkedel samt en blaargarnsdug. Han bad om dommerens tilsagn, at hvis ikke gælden blev betalt ville han beholde pantet, hvis værdi var sat til 15 sdr. Dommeren ville afgive dom i sagen til næste ting, hvis Axel Lind ikke ville møde.
Christian Rasmussen havde betjent retten i birkedommeren arvesagen mod Andreas Knudsen, der havde haft arvemidler fra hans broders børn i Norge. Sagen var afgjort på et gæsteting, da en såkaldt arving Frans Wolf mødte op i Sandvig. Sagen blev anket til landsretten sidste år, men var blevet afvist, da landsdommeren ikke havde fundet de skiftebreve der kunne bevise arvedelingen. Underretten skulle derfor fortsætte sine undersøgelser og afhøringer. Frands Wolf fra Bergen var indstævnet til ny afhøring med 15 dages varsel. Men amtmandens tilladelse blev Jesper Hansen tilforordnet sagfører for Andreas Knudsen. By- og herredsfoged Daniel Stenbek var blevet sat til at dømme sagen på birketinget, men var denne dag forhindret. Jesper Hansen ville dog stille spørgsmål til Christian Rasmussen om muligt for at spare tid og dermed sagsomkostninger. Spørgsmålet om hvorfor han ikke havde leveret de fornødne dokumenter til landstinget, ville Christian Rasmussen ikke svare på, førend han havde fået lovligt kald og varsel. Jesper Hansen påpegede at de to skifter – det ene fra 1705 og det andet fra 1718 kun omfattede 32 sdr., hvorimod Christian Rasmussen havde sluttet at det omfattede en arvekapital på 56 sdr. 3 mark. Birkedommeren bad Christian Rasmussen om at oplyse på næste ting, hvilke dokumenter han benyttede, som kunne give denne sum, således at disse kunne videregives til landstinget til endelig domfældelse. Endvidere skulle Andreas Knudsen og hans fuldmægtig aflevere deres dokumenter.
DOM i sagen mellem Jesper Hansen og Hans Knudsen, Jens Madsen og Giver Løvingsen. Poul Eskelsen gennemgik sagen og fandt at Hans Knudsen og Jens Madsen havde handlet mod Jesper Hansen. De tildømmes at betale 2 sdr. til Jesper Hansen og sagens omkostninger 1 sdr. 2 mark. Giver Løvingsen blev frikendt.
5. april 1745 Pag. 137b
Jørgen Hansen og hans to sønner Jørgen og Jens af Sandvig fik læst et skriftligt indlæg i sagen om drivgodset. Jesper Hansen ville ikke acceptere dette indlæg, som han betragtede som ulovligt. Han spurgte om hvem der havde konciperet det og om de ville vedstå dets indhold. De stod ved hvert et ord og sagde, at de havde angivet det den 11. januar og var blevet afhørt af Poul Eskelsen den 25. januar i Hasle. Jesper Hansen havde intet set om at angivelsen til Poul Eskelsen var blev videregivet til Amtmanden, og derfor kunne han ikke tage dette for bevist. Birkefogeden angav at han kunne huske denne angivelse, men havde bedømt strandingsgods for ringe til at lave sag ud af det.
I sagen hvor Esber Nielsen i Klemensker havde indstævnet Axel Christian Lind af Allinge for gæld, der nu var kommet op på 17 daler 3 mark, vedgik Axel Lind gælden og ville “stille Esber Nielsen tilfreds” inden næste ting. Esber Nielsen ville derfor vente til næste ting og se om det ville ske.
Dernæst satte Christian Rasmussen sig i dommersædet for at tage sig af sagen, som var blevet afvist af landstinget på grund af manglende dokumentation. Jesper Hansen mødte som fuldmægtig for Andris Knudsen og angav, at Christian Rasmussen ikke kunne være dommer i den samme sag, som han tidligere havde dømt i (9/4 1744) og som var anket til landstinget, men måtte kræve, at der blev nedsat en upartisk dommer, som angivet ved sidste ting. Birkedommeren mente ikke at Christian Rasmussen skulle dømme i sagen for anden gang, men er blevet pålagt at føre beviser for sin afgivne dom. Derfor pålagde birkedommeren, at alle relevante dokumenter blev fremlagt på tinget. Sagen endte i juridiske spidsfindigheder, med hvad sættedommerens opgave egentlig var i denne tilbageleverede sag.
12. april 1745 Pag. 140b
Jesper Hansen mødte på tinget for at undersøge ulovlig omgang af i landdrevets gods. Jørgen Hansen og hans 2 sønner, samt Hans Nielsen vedkendte at det ikke var rigtigt, som Jesper Hansen havde påstået, at sandemand Hans Olsen havde synet det ilanddrevne gods, men blot var blevet set ridende igennem. Jørgen Hansen og Jesper Hansen Sandvig udbad sig dommen blev afsagt. Jesper Hansen ville have udskrift af sagsforløbet og alle skriftlige indlæg, samt den endelige dom, når den blev afsagt.
Esber Nielsen af Marevad i Klemensker var blevet enig med Axel Lind, så han bad sagen blev ophævet.
Christian Rasmussen nedsatte sig i dommersædet og Jesper Hansen fordrede på Andris Knudsens vegne, at sættedommeren skulle erkende, at han havde udført gæsteretten forkert. Han havde ikke indført de dokumenter og skiftebreve, som han byggede dommen på, ej hellere havde han påskrevet dokumenterne, at de var blevet læst på tinget. Chr. Rasmussen erkendte at det havde gået hurtigt på gæsteret den 9. april 1744, og han nu var villig til at lade sagen gå hurtigt for at spare tid og omkostninger. Jesper Hansen fremlagde nu skiftebrevene. Det første var skiftet efter Frands Knudsens Wolfs hustrus farfader Knud Michelsen i Sandvig fra 13. januar 1705. Det andet skiftebrev var Frands Knudsen Wolfs hustrus og arvingers faderbroder Lars Knudsen fra 26. marts 1718. Da sættedommeren havde vedgået, at han havde forsømt sagen, ville Jesper Hansen ikke kræve, at sagen skulle føres af herredsfogeden Daniel Steenbech fra Svaneke. Birkedommeren ville undersøge dokumenterne inden næste ting og komme med sit skriftlige indlæg i sagen.
26. april 1745 Pag. 141b
Kgl. forbud mod forarbejdet tøj med guld og sølv til fruentimmere (?) af dato 31. dec. 1744.
Kgl. plakat vedr. oppebørselsbetjente og kautionister i Norge, der skylder penge til kongens kasse.
Kgl. forordning om personers formue og midler, der begiver sig til de mæriske brødres menigheder i udlandet.
Læst amtmand Urnes ordre om øjeblikkelig nedgravning af sygdomsbefængte får, der dør. Endvidere amtmandens ordre om at ingen slagter må købe svage får, kreaturer til slagtning.
Kgl. forbud og plakat om fremmed trans indførsel i Danmark.
Læst rentekammer resolution om at lejermålsbøder og skovbøder ikke skal forstås efter forordningen af 6. dec. 1743, men som hidtil og afregnes til amtmand Urne.
Med sættedommeren Christian Rasmussen i dommersædet fremlagde birkedommeren de 3 skiftebrev samt 5 missiver vedr. arven som stod hos Andris Knudsen. Da han havde gransket dokumenterne kunne han ikke se andet end at arvelodden på 56 sdr. var korrekt. Sættedommeren mente at der burde inddrages flere skifter, bla., efter Andris Knudsens moder. Dette var birkefogeden ikke enig i, da de ikke var med i den afsagte dom den 11. april 1744. Sættedommeren kunne nu ekspedere sagen videre.
10. maj 1745 Pag. 143a
Læst kgl. reskript af 5. marts 1745 om tilhængere af anabatisme (adskillelse af stat og kirke) og om hvordan man skal forholde sig til dem.
Læst kgl. plakat om fremmede jerngryders indførsel til Danmark og Norge.
Læst kgl. forordning om misbrug af hjemmedåb.
Læst kgl. forordning om en sygdom i hertugdømmerne og i Jylland.
Læst et pantebrev udgivet af Mads Jørgensen i Allinge som havde lånt 60 sdr. af Mads Clemen Engel I Hasle mod pant i 1½ tdl. bygjord i Pilleløkkerne.
Blev afsagt dom i sagen om det inddrevne gods. Jesper Hansen udbad sig alt i sagen vedrørende.
DOMMEN der blev afsagt af birkedommeren Poul Eskelsen:
Jørgen Hansen med sine to sønner, en dattersøn samt Hans Nielsen havde fundet nogle træstykke og kørt det hjem på vogn.
Mogens Hansen ved Sæne, som var en gammel staumand og betler havde fundet noget træ ved strande, resterne af en punpe og et kar der var ituslagen til en værdi af 1 mark
Vefst Jens havde købt et fåreskindstykke af Kirsten Haagensdatter i Vangs søn, der var soldat. Han havde leveret det tilbage til konen, da han havde erfaret at det var drivgods uden at have fået betalingen tilbage.
De 6 personer mente birkefogeden ikke kunne dømmes straf, da de ikke havde taget godset i dølgsmål, men da de ikke havde angivet det fundne til øvrigheden og at de derved havde fået amtmanden til at begære proces, bør de dømmes til at betale processens omkostninger hver 4 mark i alt 4 rdr.
Vefst Jensen kunne heller ikke dømmes, da han havde leveret skindet tilbage, men da han havde undladt at angive sagen for øvrigheden blev han også dømt til at betale 4 mark i sagsomkostninger
FORKLARING. Christian Rasmussen forklarede tingforhandlingerne. Der var tre relevante skiftebreve: 13/1 1705 efter Frands Knudsen Wolfs hustrus farfar Knud Michelsen. Her var arven til Wolfs hustrus fader Michel Knudsen 25 sdr. 3 mark og 10 skilling. Næste skifte var fra 26. marts 1718 efter sal. Michel Knudsens sal. broder Lars Knudsen. Her arver Michel 5 sdr. 6 sk. Og det sidste skifte var fra 22. februar 1729 efter Mads Hartvig i Sandvig. I alt var arven 56 sld. 3 sk. Derudover var der 5 misiver fra familien i Norge fra 1730 og til 1744. Birkedommeren havde påpeget at den første dom var så gammel, at arvekapitalen var hjemfaldet til kongen og som sådan aldrig skulle være medregnet i det samlede arvepart. Chr. Rasmussen siger herefter: “Jeg fattige og enfoldige mand maa beklage mig at ieg er blefuen saa bebyrdet at være domer udi saadan en vigtig sag, oc ey bekomen nogen belønning derfore, men daglige dags hafuer haft store besværinger oc bekostninger, reyser oc pengespilde, saa ieg fattige mand maa snart bliue Ruineret tillige min hustru oc 7 børn for mit domerembedes paakastelse, jeg hafr haft stor bekumring oc bedrøfuelse tilforn, dend tid jeg udi en hast skulde dømme imellem birchefogden oc bm. arfvinger, efter som bm. Frands Wolf giorde sin irettesættelse udi min domsakt, at ieg straxsen skulde afsige min dom formedelst bm. Frands Wolf var en reysende person”. Chr. Rasmussen var blevet tilsagt om aftenen kl. 8 af Frands Wolfs hustrus slægtning Berte Michelsdatter om at møde på tinget næste morgen kl. 9. Chr. Rasmussen havde savnet sin foresatte birkefogedens vejledning og retvisning. Sal. Michel Knudsens datter blev født den 13. november 1712 og gift med Frands Wolf den 13. oktober 1737 i Bergen. Chr. Rasmussen beklagede sig over, at birkedommeren som citant havde tilladt at arveparten kunne udbetales til Frands Wolf. Chr. Rasmussen var nu bange for at han kunne blive gjort ansvarlig for de penge, som var tilfaldet kongen, men som nu ved hans dom den 11. april 1744 var blevet tilkendt arvingerne.
Andris Knudsen havde gjort indsigelse og fået tilsagn om at han måtte udbede sig sikkerhed om af Frands Wolf var den rigtige arving.
12. juli 1745 Pag. 146b
Læst kgl. forbud og extention af forordningen af 29. marts 1745 vedr. kød, huder indførsel til Danmark nu hvor kvægsygen hærger.
2. august 1745 Pag. 146b
Læst kgl. forordning der underbygger loven og de tidligere reskripter, hvor den evangeliske lutherske lære bliver forført af den papistiske lære. Dat. 18. juni 1745.
Læst kgl. bestalling til Lars Larsen Birch om at ha kan hjælpe sin fader Lars Andersen Birch i birkeskriverembedet og at han kan efterfølge ham i hans embede. Dateret 1. juli 1745.
Byfogeden Casper Lorents Barsøe mødte med tilladelse fra amtmanden, at domme i en sag mellem sognepræsten Mahler og birkefogeden Poul Eskelsen. Skriveren Lars Andersen Birch overlod skriveropgaven til sønnen.
Præsten Hr. Mahler havde stævnet herredsfogeden Poul Eskelsen for forbrydelse i sit embede. Han havde indkaldt i alt 22 personer i birket. Da kaldsmændene stævnede Jesper Hansen som vidne, havde Jesper Hansen sagt, at det ikke kunne vidne, at Poul Eskelsen havde bedt ham om at svare for sig. Poul Eskelsen havde søgt amtmanden og fået hans tilladelse til, at Jesper Hansen måtte være hans fuldmægtig i sagen. Mahler protesterede over at Jesper Hansen ikke skulle kunne føres som vidne. Dette blev afvist af Jesper Hansen, da det var en tingsvidnesag til en landstingsdom mod Mahler vedr. hans køb af skind, der var fundet på stranden. En sag hvor Jesper Hansen var citant på kgl majestæts vegne. Mahler mente ikke han behøvede at svare på Jesper Hansen “bagvendte og lange førsel og omsvøb”. Byfogeden Barsøe kunne ikke andet end at acceptere amtmandens tilsagn om at Jesper Hansen måtte være birkefogedens fuldmægtig.
Jesper Hansen påpegede, at da der i stævningen omtales vold, skulle vidnerne separeres, hvilket Barsøe tillod.
Mahler første sit første vidne, nemlig Lars Andersen (Birch). Hans spørgsmål knyttede sig til flere strandingssager, dels skibet med korn i Sænebugten og dels under det svenske orlogsskib Ølands stranding. Birkefogeden skulle have nægtet Jens Larsen at vidne, samt episoden i Vefst Jensens stue den 27. maj 1743, da bjærgelønnen efter Ølands stranding, skulle udbetales. Mahler påstod, at Poul Eskelsen havde taget ham i brystet og ville slå ham, men blev forhindret i det af skriveren. Poul Eskelsen skulle efter præstens usagn have sagt: “Havde ieg giort Hr. Mahlers ræt skulde ieg have Pryglet ham i min tyve pidsk”. Præsten havde ført “mundstrid” med birkefogeden under uddelingen af bjærgeløn hos Vefst Jensen og at birkefogeden havde nægtet at fortsætte så længe præsten ikke gav ham fred i sit forehavende. Endvidere kunne skriveren fortælle om de skind som præsten havde købt af en kone i Vang, men som han overfor ham havde nægtet var drivgods.
Sognepræsten ønskede at afhøre Jørgen Johansen, da Jesper Hansen blev for vidtløftig i hans vidneafhøringer.
Det tredje vidne var Niels Hansen af Allinge, de havde set at Birkefogeden havde taget præsten i brystet, men han havde ikke hørt hvad de talte om. Dog havde Niels Hansen ikke hørt at birkefogeden havde sagt “havde hand giort Ræt ved Hr. Maller, da skulde hand have Pryglet ham i en tyve Pidsk”. Vidnet svarede på spørgsmål fra præsten, at han havde givet birkefogeden 2½ mark for at få læst et pantebrev. Poul Eskelsen havde tilsyneladende modtaget to bjærgeparter, hvilket Niels Hansen ikke mente at kende noget til. [Jeg har ingen fornemmelse for, hvad dette betyder for sagen, andet end et personligt angreb på Poul Eskelsen]. Jesper Hansen nævnte, at det var gammel sædvane, at ved strandinger modtog øvrigheden sine parter, kaldet “øvrighedsparter”.
Det fjerde vidne var Giver Løvensen. Han fortalte, at birkefogeden i Vefst Jensens stue havde taget præsten i brystet og førte ham tilbage. Årsagen var at præsten havde taget bjærgernes ret til at få part i sagen. Vidnet var overbevist om, at hvis ikke skriveren havde forhindret det, så ville birkefogeden have givet præstem “et rap eller to”. Giver fortalte at han både havde fået læst pante- og skødebrev og havde betalt birkefogeden 2½ mark for hver. Giver Løvingsen havde været beskikkelsesmand da bjærgelønnen skulle udbetales efter det svenske orlogsskib. Øvrighedsparterne var 1 part til amtmanden, en til birkefogeden og en til en anden, som han ikke kunne huske. Birkefogeden havde sagt, at han ville have to. Men om han fik det, viste han ikke. Giver Løvingsen fortalte, at han – på de øvrige bjærgeres vegne – var bemyndiget til at forbyde birkefogeden at tilegne sig flere bjærgeparten end de tre som var kutume. Jesper Hansen spurgte ind på Løvingsens deltagelse i opgøret efter at adskilligt gods var forsvundet fra det svenske orlogsskib, om vidner der nægtede at lade sig afhøre og om den mulkt der faldt under den efterfølgende retsag.
Det 5te vidne var Hans Olsen, der havde været stokkemand under sagen om det svenske “rugskib” ved Sæne. Hans Olsen så at birkedommeren slog sin snustobaksdåse i bordet, da han nægtede Jens Larsen at vidne i sagen, men han vidste ikke om det var i vrede eller ej. Vidnet fortalte at han nogle gange var i stuen og andre gange i Vefst Jensens gård, da bjærgelønnen efter vraget Øland blev udbetalt. På spørgsmål fra Præsten bekræftede Hans Olsen, at birkedommeren havde taget ham i brystet og løftede hånden og ville slå. Årsagen til tumulten var at birkedommeren ville tage 2 parten uanset om de andre bjærgere ville give ham det. Da Jesper Hansen fik lejlighed til at afhøre vidnet Hans Olsen, omhandlede det om stridighederne mellem parterne både under behandling af orlogsskibet Ølands bjærgning og under rugskibet i Sæne bugten. Jens Larsen havde forsøgte at få vidnet til at erkende, at han sympatiserede med Jens Larsen Smed, der havde været i konflikt i begge strandinger. Hans Olsen nægtede, at Jens Larsen havde bedt ham om, at holde med ham, og han huskede ikke rigtig hvordan konflikten hang sammen. Vidnet kunne dog godt huske at Jens Larsen Smed og andre havde været i København i forbindelse med rugsskibet og vidnet ved birketinget samt landstinget. Vidnet kunne ikke angive hvor mange personer der havde protesteret over øvrighedsparterne, da der var så meget alarm.
Dernæst Jens Ennersen, der var stokkemand under birketinget den 9. november 1744. Præsten stillede vidnet de samme spørgsmål, som han tidligere havde stillet sine vidner. Hovedsagen med dette vidne var at bevise, at Poul Eskelsen havde nægtet Jens Larsen Smed at vidne ved tinget. Reelt havde birkefogeden nægtet ham at vidne, men vidneudsagnet var ikke klart, da det skete meget sent på aftenen og birkefogeden kunne med rettet udskyde vidnesmålet til næste tingdag. Endvidere var der tvivl om, at Jens Larsen var ønsket som vidne af tolder Topp, som var den øvrighed, der havde ønsket et tingsvidne.
“Tiiden var borte og Natten paagående” så tinget sluttede og de ti manglende vidner blev bedt om at møde på ting otte dage.
9. august 1745 Pag. 153a
Læst kgl. forordning om hvordan informatoris skal straffes, hvis de besvangrer “dem til undervisning anfortroendes pigebørn”.
Læst kgl. plakat om at enhver skal betale til en enkekasse og ingen i fremtiden skal nyde noget af generalpostkassen, med mindre de havde tilstrækkelige beviser på, at deres vilkår har været slette.
Dernæst nedsatte kgl. byfoged Casper Lorents Barsøe sig i dommersædet i den følgende tingsvidnesag. Mahler havde indkaldt via kaldsmændene Hans Bødker af Slotsvangen og Jens Friderichsen i Allinge. De resterende vidner fra sidste tingdag var mødte.
Første vidner var Hans Andersen fra Allinge. Præsten fik vidnet til at fortælle om sit værgemål for sin broder Anders Andersens børn og han måtte udbetale 7 sdr. til Jesper Hansen for præstesagen, uanset at Anders Andersen døde 7-8 år før præstesagen endte. Poul Eskelsen havde dømt ham til at betale til Jesper Hansen. Jesper Hansen modgik dette angreb ved at læse en landstingsdom, der havde fastslået den lovlige betaling af præstesagens omkostninger, Jesper Hansen fik Hans Andersen til at vidne, at afgiften til birkedommere Eskelsen var det samme som i Mogens Clausens tid 2½ mark. En anden af Jesper Hansens pointer, var at Allinge og Sandvig betalte skatter til præsten som andre købstæder og ikke som bønder.
Dernæst var det Hans Wienberg af Allinge, der også var værge for et af sal. Anders Andersens børn og at han havde betalt 7 sdr. til præstesagens omkostninger, hvilket var beløbet som Christian Rasmussen og Vefst Jensen havde beregnet. Jesper Hansen fik vidnet til at erkende, at sagen mod præsten var startet af den nu afdøde prokurator Henrik Falck og Anders Andersen havde underskrevet en kontrakt som blev lyst på tinget den 4. februar 1732.
Jacob Madsen af Allinge blev stillet de samme spørgsmål om udbetalingen af bjærgelønne i Vefst Jensens stue, samt om birkefogeden havde truet præsten. Han kunne erindre at birkefogeden, amtmanden og præsten hver fik tildelt en bjærgepart. Om birkefogeden forlangte to, vidste han ikke. Jacob Madsen ville kun gengive, at han havde hørt, at birkefogeden holdt sammen med Jesper Hansen og at det var folk misfornøjede med.
Dernæst Michel Mogensen, der også var beskikkelsesmand ligesom Jacob Madsen, fortalte at birkedommeren to to bjærgeparter fra det svenske orlogsskib Ølands bjærgning trods protest fra bjærgerne, der havde slæbt i vinterkulde i Kuling og koldt vejr. Bekræftede ligeledes at birkefogeden havde taget præsten i brystet og nær havde slået ham. Jesper Hansen mente at Michel Mogensen brugte kroloven og ikke kongens lov.
Jørgen Jørgensen fra Sandvig svarede undvigende på præstens spørgsmål, men påstod dog at bjærgerne havde mistet en del parten af orlogsskibet mod deres vilje. Jørgen Jørgensen mente at han var blevet uretfærdig dømt til at betale sagens omkostninger, eftersom han kun havde taget nogle brædder, der havde ligget og flydt på stranden og som han ikke nåede at anmelde for birkefogeden. Han mente at birkefogedens handlinger mod ham var sket i had. Michel Mogensen mente at de fik en mulkt for ikke at vide mere og ikke fordi de havde nægtet at lade sig afhøre. Jesper Hansen forsøgte at få vidnet til at erkende rækkefølgen af landstingsdommen efter rugskibet-sagen og de vidneafhøringer, hvor han, sammen med de 9 klagere over Vefst Jensen og Jesper Hansen, havde følt sig uretfærdigt behandlet. Vidnet kunne ikke længere huske detaljer herom. Jesper Hansen mente at vidnet havde overtråd loven i sine udtalelser og ville ved lejlighed indstævne ham til en æresag-
Dernæst Christian Rasmussen afhørt. Rasmussens dom om børnegodssag med norske arvinger var blev anket til landstinget af birkefogeden. Han kunne ikke svare på hvorfor han i sin tid var blevet dømt en mulkt af birkedommeren, men henviste klogelig til tingbogens forklaring. Jesper Hansen spurgte Christian Rasmussen om skatte og afgifter blev lignet og betalt ligesom i Rønne, hvor han tidligere havde boet. Hvilket Christian Rasmussen bekræftede. Han kunne ikke pege på sager, der var dømt mod kongens ret.
16. august 1745 Pag. 159a
Der var ingen nye sager, så Byfogeden fra Rønne Casper Barsøe kunne overtage dommersædet i vidnesagen.
Peder Pedersen erkendte at han havde gået imellem præsten og birkedommeren i Vefst Jensens stue, men han kunne ikke vide hvordan det ellers havde udviklet sig. På Jesper Hansens spørgsmål kunne Peder Pedersen ikke forklare, hvorfor præsten var tilstede ved bjærgelønnes udbetaling. Ej hellere kunne han huske, at der var sat vagt for stuen, således at præsten ikke skulle komme ind og gøre alarm og ufred.
Peder Mickelsen af Slotsvangen , som var stokkemand under sidste års tingmøde, fortalte på Mahlers opfordring af Jens Larsen Smed havde mødt 3 gange på tinget for at afgive forklaring, men at han var blevet det nægtet, da han ikke var indstævnet for tinget. Jesper Hansen fik vidnet til at erkende, at Jens Larsen havde interesser i vragskibet og at han havde fået at vide, at han kunne klage skriftligt til øvrigheden, om han havde noget at klage over.
Hans Knudsen af Allinge fortalte at han var “udgaaed paa Naturens vegne” så han kunne ikke fortælle hvad der var sket unde tinget, da Jens Larsen ville vidne i rugskibssagen.. Vidnet udslog at tage stilling til noget.
Eskel Jacobsen af Kokkeløkken vidnede om det første tingmøde vedr. Didrik Boys vrag ved Sæne den 28. oktober 1743. Han kunne ikke huske om han vidnede under ed eller ej. Jesper Hansen undrede sig over Mahlers spørgsmål, da han jo bare kunne se i tingbogen. Hernæst udspandt sig en disputs mellem Præsten og Jesper Hansen om det var lovligt, at man 2 år efter kunne sætte spørgsmål til en lovlig sag, som i adskillige følgende tingsmøder var blevet ført. Præsten ville have tingprotokollen oplæst, således at dette kunne blive be- eller afkræftet. Han påpegede at købebrevet, der blev tinglyst på købet af det svenske skib var på slet papir og som burde have været på 1 rdr. papir. Jesper Hansen kunne ikke se, at dette købebrev nu skulle kunne drages i tvivl, da det senere var blevet behandlet af landstinget.
Sagen sluttede og Jesper Hansen ville have tid til at overveje om han ville sagsøge Mahler for uretmæssigt undersøgelse af tidligere retssager.
30. august 1745 Pag. 163a
Læst kgl. forordning om den udbrudte kvægsygdom i Sjællands og Fyns stifter.
Læst kgl. forordning om forbud for indførsel af fremmede “plyseri oc alt af forbudne silke og uldtrøjer” der er forarbejdede.
Læst kgl. forordning om hvordan man skal forholde sig til kvægsygdommene.
Læst kopi af kgl. generals landøkonomi- og kommers kollegiums brev til amtmanden om at enhver købstad skulle forhindre indførsel af kvæg for at forhindre udbredelse af kvægsygdommen.
Endvidere læst stiftsbefalingsmandens ordre af 12. august til amtmanden om, at ingen passagerer måtte tages ombord uden at de har et gyldigt sundhedspas. Hensigten var at forhindre at den omsiggribende kvægsygdom på Sjælland skulle brede sig til Bornholm.
6. september 1745 Pag. 163a
Læst kgl plakat om “huus Inquicitioner om contrabande oc andre ufortoldne Vahrer”
Jesper Hansen mødte med amtmandens ordre om at udføre et politiforhør den 10. august i Sandvig i anledning af en klage som Christian Christoffersen havde over Haagen Mortensen Skaaning begge fra Sandvig. Jesper Hansen havde stævnet Haagen Mortensen Skaaning, som den 1. august skulle have slået Christian Christoffersen med mere. Som vidner var indkaldt Claus Madsen, Michel Mogensen og Hans Nielsen alle fra Sandvig. Den klagende part Christian Christoffersen var også indkaldt til at møde.
Det første vidne var Claus Madsen, som var til stede i Haagen Mortensens stue søndag den 1. august, Men han var gået inden Haagen slog Christian “Blaae oc blodig”. Claus Madsen havde kun hørt at de talte om, hvor meget Christian skyldte Haagen. Han var gået hjem. Da han spurgte efter ham på gaden fik han at vide, “at han var vel hos Jørgen Hansen sammen med Haagen Skaaning og drak brendeviin”. Da han var i Haagens Skaanings stue, havde han set et stor pal, på størrelse med en plovstang stå ved sengen. Han havde hørt at Haagen havde ønsket at få bud efter Christian for at gøre regnskab med ham.
Hans Nielsen så Christian Christoffersen havde revner på næsen. Han vidste også at Christian Chr. og Haagen Skaaning også havde været hos Jørgen Hansens i Sandvig. Vidnet mente at vide, at de to havde indgået et forlig om slagsmålet, men at Haagen Mortensen, selv ønskede kongens sag.
Michel Mogensen kunne ikke tilføje noget nyt siden politiforhøret den 10. august.
Haagen Skaaning nægtede at have slået Christian Christoffersen og han mente at Christian skulle bevise sin påstand.
Jesper Hansen bad Christian Christoffersen om han ikke kunne fremføre andre vidner end de tre, der allerede var blevet afhørte. Hvilket han ikke kunne, men han ville fremlægge det indgåede forlig på næste ting. Det var Christian Rasmussen der havde konciperet klagen for ham og havde været han rådgiver. Desuden havde Christian Rasmussen også skrevet forliget.
20. september 1745 Pag. 164b
Læst et pantebrev udgivet af A. Christian Lind i Allinge, som havde lånt85 sdr. af Anders Jensen på 3 selvejergård i Rø. Axel Lind havde sat sin iboende 3 længe gård med plads og have i pant.
Jesper Hansen ønskede at fortsætte den sag, som var blevet ham pålagt.Haagen Skaaning var ikke mødt, men det var klageren Christian Christoffersen. Christian fremlagde forliget dat. 9. august. Jesper Hansen konstaterede at Christian ikke havde evnet at bilægge forliget på et stemplet papir og at det 3 steder var “udstrøgt oc Macoleret oc heel uforstaaelig Conceperet”. Dette forstod Christian ikke, da ingen anden end Christian Rasmussen havde skrevet i det. Selv om at skriftet ikke var på behørig stemplet papir behold Jesper Hansen det til næste ting.
4. oktober 1745 Pag. 165a
Læst kgl. reskript om ikke at misbruge tingsvidne efter at have været ramt af ildebrand, enten ved lang betleri eller ved at bortsælge tingsvidnet til andre. Sådanne tingsvidnerne blev herefter ugyldige efter et kvart år.
Blev læst kgl. vragforordning af dato 21. marts 1705.
Holtsførster Mathias Kettelsen kom til birketinget og bad om at 8te forstandige mænd ville syne Hammershus skovtilliggender, samt de skovdele som fandtes i byvangen. De siddende stokkemænd skulle begive sig ud på opgaven umiddelbart efter tingmødet. Samtidigt skulle de syne gærderne.
Jesper Hansen, der på amtmandens ordre havde indstævnet Haagen Skaaning, der skulle have slået Christian Christoffersen, var ikke mødt, da han havde andre opgaver. Christian Christoffersen var mødt og ville deponeret 3 mark, således han kunne få forliget skrevet på stemplet papir. Haagen Skaaning var ikke mødt.
Henrich Andersen af Allinge lod læse et købebrev af dato 17. april 1745 på at han havde købt Hans Christian Wienbergs iboende gård i Allinge, nemlig en sammenhængende stuelænge og ladehus på 14 stolperum. Med gårdsplads og haverum havde han givet 81 sdr.
18. oktober 1745 Pag. 165b
Læst kgl. forordning om hvordan ungdommen som før deres konfirmation begår lejermål skal straffes, dat. 2. september 1745.
Læst rentekammer ordre til amtmanden om selvejerbøndernes skove kun kan sælges til andre indbyggere i flg. kgl. resolution af 9. dec. 1720, når det er “udvist” af holtsførsten.
Blev læst kontrakt af 12. oktober 1745 mellem Michel Hansen og Hans Michelsen af Allinge vedr. Michel Hansens boesmidler og beboelse.
De otte mænd fremlagde deres synsrapport over skovenes tilstand, samt syn over pile, gærdernes og rendesteder.
Jesper Hansen mødte i retten for at føre sagen mellem Haagen Skaaning og Christian Christoffersen. Haagen Skaaning svarede, at han ikke havde noget at tilføje i den voldssag, som han var beskyldt for. Og han vidste ikke hvad han skulle sige til det “benchebrev” (forliget) at sige. Jesper Hansen måtte indrømme, at han ikke kunne føre bevis for at Haagen Mortensen Skaaning havde slået Christian Christoffersen med en pæl, men at det fremlagte forlig viste, at der havde være en “Liden splid” mellem dem og at de begge havde været årsag til sagens start på tinget og at de derfor bør betale omkostningerne herved. Birkefogeden tog sagen til doms.
Jens Andersen af Allinge fremkom på retten som værge for sin sal. broders Anders Jensens datter Johanne Andersdatter, som havde 98 sdr 1 mark til gode hos Hans Christiansen Wienberg. Hans Christiansen Wienberg vedstod sin skyld, og ville, så snart han havde tilendebragt sin københavnerrejse, betale pengene eller også at stille nøjagtig forsikring for pengene. Imidlertid var Jens Andersen forsikret for dette børnegods i 4 skæpperland bygjord beliggende i det sydvestlige hjørne på Nyløkken, samt 2 tdl. havrejord der grænser op til Jens Andersens og Jens Enersens jord.
8. november 1745 Pag. 166b
Kgl. forordning om adskillige poster om kvægsygdommen af dato 8. oktober 1745.
Kgl. plakat ang. forbud for udførsel af rede penge til ultimum november og om hvorledes man skal forholde sig til rede penge der står i banker, dat. 16. oktober 1745 (?)
Læst kgl. reskript af 5. juni 1744 om afholdelse af torvedag en dag om ugen i købstæderne. I følge stiftsbefalingsmanden skulle der holdes torvedag i Rønne om lørdagen, i Hasle hver tirsdag, i Svaneke hver mandag, i Neksø om onsdagen. Hvis torvedagen var en helligdag skal det holdes den næstfølgende søgnedag.
Læst et auktionsskøde fra 24. november 1744 som angiver at Hans Samuelsen i Allinge havde købt 8te skæpper land bygjord i Allinge byvang kaldet bøggersløkken for 134 sdr.
Læst et pantebrev på et lån på 100 sdr. som Eske Jacobsen over Allinge havde lånt af Anders Jensen på 3. selvejergård i Rø med pant i 2 tdl. og 2 skæpper land bygjord samt et læs engesjord i Kokkeløkken.
Dom afsagt i sagen som Jesper Hansen er blevet palagt at føre i voldssagen mellem Haagen Mortensen Skaaning og Christian Christoffersen.
DOMMEN lyder, at da der ikke var fundet beviser på voldsudøvelse mof Christian Christoffersen, så kunne birkedommeren ikke dømme Haagen Mortensen bøder efter loven pag. 900 art. 8. Haagen Mortensen frikendes. Men da de havde indgået en forligsskitse, bør de begge betale 1 sdr. til sagens omkostninger, da deres uenighed endte i retten.
29. november 1745 Pag. 167b
Læst kgl. patent på højesterets afholdelse i året 1746.
Læst kgl. forordning om hvordan der søges om pension af generalpostkassen.
Kgl. forordning am tilladelse til at udtage “tellen” af de døde hornkvæg, som er døde af kvægsygdommen.
Læst et pantebrev udgivet af Mads Michelsen i Allinge på et lån på 60 sdr. af Lars Olsen på Dalegården i Olsker med pant i 1 tdl. havrejord i Allinge byvang.
Læst en skiftekontrakt oprettet i mellem sal. Nicolaj Persens efterladte enke Karen Bentsdatter og Hartvig Andersen og Andersen som er i ægteskab med enkens 2 døtre.
6. december 1745 Pag. 167b
Læst kgl reskript om at de som sælger stempelpapir i købstæderne skal befries for borgerlig tynge efter forordningen af 9. juli 1665 samt 14 marts 1718. Læst ekstrakt af stiftsbefalingsmanden baron Gersdorph skrivelse til amtmand Urne dat. 26. oktober 1745 om samme materie.
Læst kgl. plakat ang. at de 6 mand der årlig afgår fra landmelitien, må have frihed til, hvis de ikke antage gårde, at engagere sig ved bevorbene regimenter.
10. januar 1746 Pag. 168a
Efterlysning af den bortrømte Niels Olsen, der for 15 år siden boede i Svaninge på Fyn. Anmeldelse skulle ske til birkefogeden.
Læst et pantebrev udgivet af Ole Andersen i Allinge, der havde lånt 50 sdr. af birkefogeden Poul Eskelsen mod pant med anden prioritet i tdl. bygjord Pilleløkken i Allinge bys vang.
Poul Eskelsen bad borgerskabet om at udvælge de mænd, der kunne taksere borgerskabet hvad enhver skulle give til kongen, kirken og præsten i 1746. De tilstedeværende borgere udnævnte af Allinge Jesper Hansen og Hans Hansen ved Løsebæk og af Sandvig Jørgen Hansen og Eske Jacobsen.
Til kæmnere valgtes Mads Mickelsen af Allinge og Michel Mogensen af Sandvig, der igen godvilligt lod sig vælge endnu et år.
Til Stokkemænd valgtes af Allinge Jens Andersen, Erik Hansen, Hans Nielsen Skomager, Hans Hansen Nord og Ole Andersen og af Sandvig Hans Bødker af slotsvangen, Hans Nielsen ved kroleddet og Claus Madsen.
24. januar 1746 Pag. 168b
Jesper Hansen fremlagde, som formand, taksatorernes ligning af årets skatter dat. 17. januar 1746. Til kgl. majestæt lignes grundskat, kvartalsskat og maltaccise, som i gammel tid er sat på byerne. Skattetaksterne var underskrevet af formanden og Hans Hansen fra Allinge, som dog ikke var mødt. De to fra Sandvig, Jørgen Hansen og Eske Jacobsen, havde ikke underskrevet. Der havde været disputs om kvartalsskatten, som de ikke var enige om. De to taksatorer mente at de ikke længere kunne betale 20 rdr. Jens Larsen af Allinge mente ikke at skatterne kunne lignes før jordebogen blev konsulteret. Mickel Mogensen af Sandvig mente, at Jesper Hansen havde takseret højere end jordebogen viste. Sidste års skat var endnu ikke fuldt indbetalt. Birkedommeren måtte have amtmandens bedømmelse af skatteligningens størrelse.
Niels Hansen af Allinge havde stævnet Vefst Jensen på Hammersholm og Hans Christian Wienberg af Allinge for den part af en jagt, som de tre havde sammen. Jagten havde været brugt uden Niels hansens tilladelse. Vefst Jensen mente at de kunne lade jagten ophugge og fordele redskaberne imellem sig. Hans Wienberg ejede kun en sjettedel, så han mente ikke at han havde del i uenighederne.
Birkefogeden efterlyste borgerskab, der ved køb eller salg havde ændret byernes jorde. Alle tilstedeværende svarede nej – intet var ændret siden sidste år.
Birkedommeren ønskede angivelse af leiermålsbøder, samt andre sagefald således at han kunne få tingsvidne på, at han havde afregnet korrekt til kongen. Forrige års stokkemænd svarede at der ingen af disse bøder var faldt i 1745.
14. februar 1746 Pag. 170a
Tinget var indkaldt på kirkestævnet dagen før og der var annonceret, at året skatteligning nu var blevet tilrettelagt og underskrevet at de fire taksatorer. Jens Larsen Smed gjorde indsigelse og krævede udskrift af taksterne og af tingets behandling af sagen, da han mente at de var uretmæssigt lignet. Jesper Hansen Smed [måske er det bevidst, at han netop her bliver betegnet med erhverv som relation til den anden smed i byen Jens Larsen?] ville også have udskrift, da han mente, at han handlede på amtmandens ordre.
Niels Hansen af Allinge mødte i retten i sagen mod Vefst Jensen. Han oplyste at de var blevet forliget og han bad om at ophæve sagen.
Læst pantebrev på et lån på 60 sdr. som konstabel Mads Jacobsen i Sandvig havde fået af Mads Pedersen i Allinge mod pant på 1 td og 2 skp. land bygjord i Allinge Vang.
21. februar 1746 Pag. 171a
Læst kgl plakat af 16. oktober 1745 om pengeudførselsforbuddet skal stå ved magt. “Aarsagen at dend nu blef først læst nu er aarsagen at dend var kommen byefogden tilhende i Jullen, oc saa i andre brefskaber meleret”.
14. marts 1746 Pag. 171a
Rønne byfoged og vestre herreds foged Casper Lorent Barsøe havde fået ordre til at betjene retten i en sag mod Giver Løvingsen af Allinge og Jørgen Jørgensen af Sandvig i følge en landstingsdom af 10. november 1745 havde vidnet ufordelagtigt mod birkedommeren. Sagen, hvor de to havde vidnet, var startet af sognepræsten Hans Christian Lassen Mahler. Birkedommeren Poul Eskelsen var under anklage for manglende bevisførelse. Alle tre involverede var mødt på tinget. Birkedommeren søgte at modbevise de vidneudsagn, som havde stille birkefoged i et dårligt lys. have præsten til at sige, hvilket vrag som de to var indstævnet til at vidne om. Hr. Mahler mente, at birkedommeren handler ligesom at dømme en soldat til at løbe spidsrod og så bagefter retsforfølge ham for hvad han havde gjort. Poul Eskelsen forsvarede sig mod Mahler ved at kalde hans opstande som “søgte uloulige og beviste beskyldninger, det andet Rips Raps som icke sømmer en Præstmand”, derfor ville Eskelsen ikke besvare hans indlæg i retten.
28. marts 1746 Pag. 172b
Læst et pantebrev udgivet af Peder Hansen i Sandvig for et lån på 50 sdr. som han havde fået af ungkarl Hans Jensen i Rutsker sogn “til hold hos” Svend Hansen. Som pant havde Peder Hansen sat sit iboende hus i Sandvig.
Jens Andersen af Allinge havde stævnet Hans Christiansen Wienberg af Allinge for et værgemål for afgangne Anders Andersens datter Jahanne Andersdatter. Hans Wienberg havde modtaget både arven “i klingende mønt” fra moderen og faderen, me havde aldrig stille fuldstændig forsikring derfor. Hans Wienberg bekendte sig stævningen og ville svare til næste ting.
Rasmus Weidicksen af Allinge havde indstævnet Giver Løvingsen af Allinge for fragt og told for nogle tørre og nogle ferske laks, som Rasmus Michelsen havde fragtet til København. Giver Løvingsen mente at han havde betalt både transport og told for laksene. Rasmus Michelsen ville fremlægge regnskab til næste ting.
By- og herredsfoged Casper Lorents Barsøe nedsatte sig i dommersødet i sagen, hvor præsten forsøger, at forsvare sig mod birkedommeren, der havde ført en sag ril landstinget, og hvor præsten var idømt mulkt til justitskassen og til at betale sagens omkostninger til birkefogeden Eskelsen. Barsøe kunne ikke håndtere sagen før end, at Mahler havde leveret har udskrifter af landstingets dom, samt helt forklare havde sagen egentlig drejede sig om. Mahler ville ikke gendrive dommen, men ønskede at få underrettens vidnesbyrd undersøgt, for at bevise, at birkefogeden havde handlet ukorrekt. Poul Eskelsen ville afhøre Giver Løvingsen, som undgik afhøringen ved at fremlægge et skriftligt indlæg på stemplet papir. Poul Eskelsen lovede at sammenholde vidnesbyrdene der lå til grund for landstingets dom. Giver Løvingsen og Jørgen Jørgensen ville føre kontravidner, hvad Eskelsen undrede sig over, da han ikke kunne se, hvad de kunne modbevise.
18. april 1746 Pag. 174a
Læst kgl. plakat om toldens og konsumptionens nedsættelse på ordinære portugisiske vine.
Kgl. forordning om udførselsforbud på får, lam, smør, flæsk samt fåre- lamme- og fækød.
Læst kgl. plakat på nedsættelse af told på fremmed smør.
Jens Andersen mødte på Rasmus weidicksen og Giver Løvingsens og egne vegne i sagen hvor Rasmus Weidicksen havde stævnet Løvingsen for manglende told og transportudgifter. Sagen var løst og sagen var ophævet.
Jens Andersen oplyste, at da Hans Wienberg var rejst til København, var sagen om børnegodset udsat til senere tingdag.
Dernæst nedsatte Casper Barsøe sig i dommersædet for at videreføre undersøgelsessagen mellem præsten og Poul Eskelsen. Giver Løvingsen havde skriftligt rejst kontrastævning på egne og Jørgen Jørgensens vegne mod birkedommeren Poul skelsen for “utilbørlig beskyldning”. Poul Eskelsen påpegede, at han var stævnet i sin rolle som kongens repræsentant. Han fremlagde et skriftligt indlæg og fremlagde 3 dokumenter: En landstingsdom af 1. september 1745, der med rødt kridt i margin markedet de aktuelle punkt, samt tingsvidne fra 16. december 1743 også markeret med rødt, samt mulkt-dommen fra Hammershus birketing den 16. dec, 1743. Giver Løvingsen fik ikke lov til at låne de tre dokumenter, men måtte entrere med skriveren om udskrifter. Eskelsen kunne ikke fortsætte sagen før den 9. maj, da han var optaget andet sted.
9. maj 1746 Pag. 175a
I birkedommerens fravær betjenes retten af Casper Barsøe af Rønne.
Læst kgl. plakat om forbud at overføre betlende jøder ved færgestederne. Forbuddet gjaldt de jøder, der var kommet til landet i det eneste ærinde, at besøge slægt og venner, dat. 10. december 1745.
Læst kgl. orden om højesteretssager for 1742, 1743, 1744, 1745 samt for indeværende år 1746.
Giver Løvingsen fremlagde et skriftligt indlæg i hans og Jørgen Jørgensens kontrasag mof birkefogeden Poul Eskelsen. Eskel Poulsen var mødt på sin faders vegne og modbevist Giver Løvingsens skriftlige indlæg med henvisninger til flere lovsteder og han begærdende straks dom i sagen “til ligesindede til exempel”. Endvidere kunne han ikke forestille sig, at Mahler fik log til at trække sagen i langdrag. Dommeren mente, at Poul Eskelsen selv skulle svare på sagen og ville udsætte sagen til den 6. juni.
16. maj 1746 Pag. 175b
Læst kgl. forbud mod indførsel af fremmede kobberarbejder.
Foranlediget en rentekammerskrivelse fra 30. april sbefaler amtmanden i en skrivelse af den 11. maj, at ingen må udføre køer, kvier og kviekalve.
Læst pantebrev udgivet af Jens Hansen Bastian i Sandvig efter at have lånt 100 sdr. i rede penge af Hasles kirkeværge Jens Jensen. Kirken havde i pant fået 1½ tdl. bygjord kaldet Gædeløkken.
Jens Andersen forlagte nu at Hans Christiansen Wienberg skulle svare for Anders Andersens datter Johannes arv på 98 sdr. 7 sk. Wienberg var ikke mødt.
6. juni 1746 Pag. 176a
Læst et pantebrev udgivet af løjtnant Hans Andersen af Allinge for et lån af 100 sdr. af birkefogeden Poul Eskelsen i Hasle med pant i Allinge byvang.
Hans Christiansen Wienberg kunne ikke betale Jens Andersen den arvepart som tilhørte Johanne Andersdatter før end Mikkelsdag.
Casper Lorents Barsøe overtog dommersædet. Giver Løvingsen og Jørgen Jørgensen fremlagde deres indsigelse mod birkefogeden og begæreden dom i sagen. Barsøe ønskede udskrift i sagen og ville give dom indenfor den lovlige tid.
13. juni 1746 Pag. 177a
Læst kgl. forbud mod indførsel af fremmede stolemageres arbejder.
Læst amtmandens skrivelse af 11. juni til birkefogeden Poul Eskelsen om den frygtede sygdom på hornkvæget havde bredt sig til Skåne, og derfor nu er så tæt på Bornholm. Derfor at indført streng ordre på indførselsforbud af kvæg, saltet eller ferske kød, pølser eller andet.
Jens Larsen af Allinge havde indstævnet flere personer til at vidne, at han og flere andre borgere havde sejlet til København med en skipper fra Køningsberg ved navn Anders Rasmussen, som var hjemmehørende i København. Skibet lå på reden pgra kontravind i oktober måned 174. Som vidner bruget han Hans Samuelsen, der fortalte at Jens Larsen havde ført følgende varer ud på skibet, som han bragte til København: ½ tønde lammekød, ½ lispund talg, 6 sider flæsk, 1½ lispund uld. desuden havde Johan Samuelsen haft noget uld med sig. Et andet vidne Hans Hansen af Allinge fortalte at han havde udført 5 eller halvsjette tønde kød, 1½ tønde saltet laks, 10 eller 1 stk rå huder, 6 eller 7 lispund talg. Han fortalte at Giver Løvingsen havde udført en tønde oksekød, 2 tønder saltet laks. Jørgen Jørgensen og Jens Jørgensen vidnede at det var korrekt hvad der var blevet fortalt at jens Larsen havde udført. Jacob Larsen vidnede også, at der var indtaget en del varer, men han huskede ikke hvor meget der var bragt om bord, men han vidste at skipperen havde købt 1½ tønde kød og lidt talg af Eske Jacobsen i Allinge. Jens Larsen fik derefter et lovligt tingsvidne på vidnesbyrdet på stemplet papir.
11. juli 1746 Pag. 178b
Læst kgl. forordning om en general lands havne kommission, dat. 11. marts 1746.
Læst kgl. forordning om hvor begåede misgerninger skal straffes.
Læst amtmand Urnes ordre og advarsel om at landmanden skal holde sig fra øl og brændevinhandel, som er forbeholdt købstæderne.
Dom afsagt i børnearvesagen mellem Jens Andersen og Hans Wienberg.
Casper Lorents Barsøe afsagde dom mellem birkedommeren på den ene side og Giver Løvingsen og Jørgen Jørgensen på den anden side. Birkedommeren bad om udskrift af dom og fuldmagt.
DOM i sagen hvor Jens Andersen havde forlagt nøjagtig pant for arvesummen tilhørende afg. Anders Andersens datter Johanne på 98 sdr. af Hans Christiansen Wienberg. Birkedommeren dømte Hans Wienberg til at betale de 98 sdr. inden 15 dage, samt sagens omkostninger på 2 sdr. Da han havde vedgået sin skyld, ville han blive frikendt for påløbne renter (?)
DOM mellem byfogeden Poul Eskelsen og Giver Løvingsen af Allinge og Jørgen Jørgensen af Sandvig. Sagen startede med at birkefogeden beskyldte Giver Løvingsen og Jørgen Jørgensen for at vidne faslk i en sag mellem Birkefogeden og Præsten Mahler fra Olsker og Allinge menigheder. giver Løvingens havde udtaget kontrastævning i sagen. Barsø dømte birkefogedens beskyldninger for uberettiget og han skulle bøde 1 rdr. til justitskassen og 1 rdr. til Allinge kirke. Da det ikke kunne anses at være kongens sag, men birkefogedens egen, så skulle han betale alt det stemplede papir som var blevet brugt i sagen. Til sagens betaling skulle Poul Eskelsen betale 4 rdr. til Giver Løvingsen og 4 rdr. til Jørgen Jørgensen. Desuden skulle birkefogeden betale for 6 gange ægter fra Rønne og tilbage i alt 12 rdr.
22. august 1746 Pag. 180b
Læst kgl. forordning om adskillige poster om landgodset.
Læst en ordre fra kommandant Kruse ang. hans instruks punkt 7 om ilandsatte passagerer skulle bringes til officeren ved vagten for at fremvise deres rejsepas.
Læst et købebrev af dato 21. april 1746 om at Henrich Andersen i Allinge havde solgt sin gård i Allinge, som han i sin tid havde købt af Hans Wienberg, til Vefts Pedersen i Allinge. Gården var en sammenhængende stue og ladehus med gårdsplads og have.
19. september 1746 Pag. 180b
Læst en kopi af kong Frederik den Femtes åbne brev om at hans undersåtter skulle indsende alle bestallinger, privilegier, ekspektancier og beneficier, som de havde modtaget af hans fader Christian den sjette inden den 1. november.
3. oktober 1746 Pag. 181a
Læst Kgl anordning om sørgeklæder at bære ihukommelse af Chr. 6. død af dato 8. august 1746.
Læst kgl. forordning om ringen med klokkerne og forbud mod spil og leg i kirkerne og udenfor, dat. 8. august 1746.
Læst kgl reskript om at almuen skulle holde kirkegårdsgærdet vedlige og reparere det hvis det var brøstfældigt.
Læst en messive fra Kgl. holstførster Kettelsens om at få 8te forstandige mænd til at syne Hammershus skovtilliggender mv.
æst kgl. plakat om hvordan fremmed salt kunne indføres og klareres.
31. oktober 1746 Pag. 181a
Læst kgl. reskript af 12. august til amtmanden om konfirmation af bestallinger benådningsbreve udstedt af Chr. 6.
Læst et pantebrev udgivet af Jens Hyldebrand af Sandvig, der havde lånt 100 sdr. af Christopher Hansen på Haldegården i Olsker mod pant i 2 tdl. bygjord i Allinge byvang.
Skovskønningen blev produceret og påskrevet.
21. november 1746 Pag. 181b
Læst kgl. patent om højesterets afholdelse i 1747.
Læst ordre fra amtmand Urne på amtsforvalter Schrøders rekvisition om at alle der transportere hans majestæts landgildesmør og byg skal indfinde sig inden udgangen af november, hvis ikke, skal de dømmes.
Jesper Hansen havde fået amtmandens tilladelse til at være fuldmægtig for Vefst Jensen og føre sag mod flere personer. den første Jesper Hansen havde stævnet var Michel Mogensen af Sandvig, der med sine mænd, heste og vogn skulle ulovligt have hugget et læs ene og lyng på den såkaldte Slotslyngmark. Michel Mogensen havde angrebet Vefst Jensen med en jernhøtyv og det kunne havde gået galt, hvis ikke folk havde holdt om Michel Mogensen arme. Vefst Jensen måtte forsvare sig i retten for at forhindre andre ulovligheder som at borttage og hjemkøre ligesom Michel Mogensen.
Jesper Hansen indstævnede en del vidner på Michel Mogensens øvede ulovlighed den 9. november, nemlig Hans Nielsen ved Slottet, Jens Boesen, Mogens Samsingsen, David Hansen Ancher og Peder Pedersen. Han havde endvidere indkaldt holtsførsten Mathias Kettelsen af Rønne.
Michel Mogensen mente ikke at stævningen var lovlig, da den omfattede to sager. den ene for at at have revet lyng og den anden for at slagsmål. Jesper Hansen mente, at det var sket på samme tid og derfor indstævnet samlet. Om det så var to domme, der skulle afsiges, måtte sagen vise. Hvilket dommeren gav ham medhold i.
Vidnerne blev separerede. Det første vidne var Hans Nielsen ved Slottet. Han fortalte at han havde kendskab til slotslyngen i 30 år. Der havde fra gammel tid været et markskel i for for et stengærde der delte slottets mark og på den søndre og sydøstre siden, der blev kaldt for Vestermarken, som var fælles mark for alle og enhver. Vidnet fortalte at der efter kongens salg af Hammersholm, benyttede øvrigheden og soldaterne på slottet sig af at hente ved i Højeskoven og i Koløkken – i sæt om vinteren. De benyttede sig også af fiskeri i Hammersø og andre steder. Når der var sne på lyngen hentede soldaterne hassel og kvas. Jens Boesen havde bedt Hans Nielsen at følge med ud på lyngen for at være vidne til Vefst Jensens undersøgelse af, hvem der hentede lyng på grunden. Da de kom der ud stod Vefst Jensen og Hans Jespersen ved Michel Mogensen. De havde hørt, at Vefst Jensen havde sagt til Michel Mogensen, at han skulle lade lyngen aflæsse. Da Michel Mogensen ikke ville det, gik Vefst jensen hen til vognen og trak lidt lyng af vognen. Dernæst bandede Michel Mogensen og slog Vefst jensen med tyven (høtyven) over armen. Michel Mogensens datter Grete og Hans Jespersen havde taget fat om Michel Mogensen og holdt ham, så han ikke kunne gøre mere skade på Vefst Jensen. Han havde været skønningsmand på Vefst Jensens arm, som var hævet. Michel Mogensen kørte derefter hjem med sit læs. Men han kunne ikke sige vor præcis han havde hentet brændet, men at vognen holdt midt på Slotslyngen mellem slottet og markskellet. Michel Mogensen spurgte Hans Nielsen om ikke han og andre var bevæbnet med plovpæle og høtyve. Hans Nielsen svarede, at han havde gået bag sin plov og det var derfor naturligt, at han havde taget den med sig. Michel Mogensen mente at Vefst Jensen havde væltet hans søn af vognen sammen med lyngen, så han græd. Dette kunne vidnet ikke bekræfte.
Det andet vidne var Jens Boesen, som kunne mindes 20 år tilbage i tiden og at i den tid siden Vefst Jensen havde købt kongens jord, havde folk sneget sig ind i Koløkken at revet og hugget brændsel. Han havde også set Michel Mogensen hugget brændsel i Koløkken. Han bekræftede at efter ønske af Vefst Jensen hentet Hans Nielsen. Han havde hørt Vefst Jensen sige til Michel Mogensen, at han havde købt jorden af kongen. Michel Mogensen havde sagt, at det var løgn og at det stadig var kongens mark. Jens Boesen fortalte detaljeret om slagssmålet og kunne berette, at Michel Mogensen havde truet Vefst Jensen med at kløve hans hovede, hvis han tog brændslet af vognen. Han fortalte at han og hans stedfader Niels Aagesen havde været “skovløbere” med den opgave at tilse slotsladegårdens skove, for at forhindre, at der skete ulovlig hugsk. Efter at grunden var solgt, havde han ikke haft opgaven at tilse skovene. Jens Boesen boede på Vefst Jensens grund og han undertiden arbejde på dagsløn for Vefst Jensen. Han kunne også bekræfte at sal. oberløjtnant Bartram såvel som andre herrer på slottet havde benyttet fiskevandet i Hammersøen indtil salget til Vefst Jensen.
Michel Mogensen afhørte dernæst Jens Boesen, som ikke ville mene, at de havde pale og tyve til at slå på Michel Mogensen. vefst Jensen havde ikke en pal i hånden, men kun en hasselkæp i hånden og de andre havde ikke stokke til at slå med, men udelukkende brugte dem til at støtte sig til.
Jesper Hansen mente, at de to vidners udtalelse og Michel Mogensens egen tilståelse var nok til at begære dom i sagen, således at ikke trak ud. Jesper Hansen læste en dom fra Birketinget fra den 3. juni 1709 om skovhugst.
Dommeren mente dog, at de tre manglende vidner skulle føres ved tinget på næste tingdag.
28. november 1746 Pag. 187b
Jesper Hansen havde overbevist Michel Mogensen om, at han ikke kendte til ejendomsretten til Slotsmarken og til dommen fra 1709, hvor borgerne var blevet dømt mulkt for at have revet lyng. Han blev spurgt om han kunne huske, “at det gamle af arillds tiid paa slots marken staaende huus der forhen er beboet af Albert Henriksen Skræder, siden for 14 a 16 aar siden af Jens Aages formand Mons Olsen, er samme huus bleven fløt og sat paa fælles kongens mark som det ny staar.” Michel Mogensen kunne huske, at det blev flyttet mod syd, da det derved stod bedre. “Den grund og huuseløkken som Jens Aagesen nu bruger, nemlig synden for Marksskields giærdet, jo har værret af fælles Vester Marken indlagt af Jørn Christensen Buge, Lars Andersen og en deel af Albert Henriksen Skræder, som er synden for aalle kiste dammen og det gamle steengierde. – Mickel Monsen svarede at hand vidste det var af udmarken indlagt”
Michel Mogensen var en lille dreng i 1709 og kendte ikke dommen før end den blev læst på sidste ting. Han erkendte nu, at han havde revet lyng på Vefst jensens mark og tilbød at betale for det. Derefter stillede Jesper Hansen sagen i bero indtil Vefst Jensen kom tilbage fra København.
Jesper hansen fortsatte til en ny sag med samme emne, men mod Samuel Johansen og hans søn Hans Samuelsen, Hans Andersen og hans søn Johan Hansen af Allinge, Jørgen hansen og hans søn Jens Jørgensen af Sandvig, Jens Larsen Smed og Vefst Pedersen begge fra Allinge. De havde også hugget lyng og brænde den 9. november og siden på Vefst Jensens grund.
Jens Larsen Smed ankede over indstævningen, da han mente at Jesper Hansens tilladelse fra amtmanden, kun var bregnet til en sag, nemlig sagen mod Michel Mogensen. jesper Hansen mente at kunne gennemskue, at jens larsen som var fiskal over stempelpapir i birket, derfor kunne tjene ekstea penge ved en ny stævning. Jens Larsen mente at der skulle stævnes for hver enkelt sag. Jesper Hansen modbeviste, at sagen kun er en, nemlig uretmæssig omganmg ag Vefst jensens jord.
Dommeren måtte overveje denne disputs mellem Jesper Hansen og Jens Larsen inden næste ting.
12. december 1746 Pag. 189b
Læst et købebrev som viste at Peder Pedersen Væver boende i Rønne og Mickel Mogensen Torn i Sandvig havde solgt 2 stykker jord i Allinge Byvang til skipper Hans Hyldebrand i Allinge for 78 sdr.
Læst et pantebrev udstedt af Peder Mogensens fra Allinge, der havde lånt 100 sdr. af Herman Bohn Jørgensen på Bakkegård i Klemensker med underpant i td og 3 skp ladn bygjord i Allinge Byvang kaldet Foedstien, samt 3 tdl. havrejord i samme vang der sammen med nogle skovbuske kaldes for Hestenshøj.
Læst pantebrev udstedt af Vefst Pedersen i Allinge for te lån på 100 sdr af Christopher Hansen på Nordre Hallegård i Olsker med pant i Vefst Pedersens iboende gård samt 1 tdl. bygjord i Allinge byvang.
Læst et købebrev som viste at Jens Andersen i Allinge havde solgt Damstedengen i Allinge Byvang i den nordre kokeløkke for 45 sdr. til Niels Andersen.
Jesper Hansen, på vegne af Vefst Jensen, fremlagde et udsnit af vidnesbyrdene fra birkeretten 14. januar 1709 om skovhugst og lyngrivning på Slotslyngen, samt en landstingsdom fra 18. december 1709. Envidere fremlagdes en ridemandsforretning fra 23. oktober 1709, der fastlagde Slotsmarkens egentlige markskel og gærde. Desuden fremlagdes et udtog af 25. april 1710 fra Nørre Herred.
Jesper Hansen havde fået Bertel Madsen fra Vang til at fortælle om Slotsmarken. Bertel kunne huske 42 år tilbage i tiden og i den tid har slotslyngen, som var af store klippebakker altid hørt til Slottet og han havde ikke set skovbetjentene på Slotslyngen efter, at den var solgt til Vefst Jensen. Bertel Madsen boede op til den omtvistede slotslyng og hans løkke havde en del jord på Slotslynge og noget på kongens mark eller Bondemarken kaldet. Vidnets hus ligger ved det gamle stengærde der deler Slotsmarken fra kongens fælles Vestermark. Stengærdet strækkede sig fra huset nordost på ned til det gamle hus som Albert Skrædders hus, som nu er nedbrudt. Det omgivne stengærde var nogen steder belagt med tørv. Bertel Madsens fader var Mads Finde, som var død og som havde været soldat på Slottet. Vidnet fortalte, at slotsmarken var blevet indhegnet i hans tid. Desuden blev gærdet sat omkring Havreløkken og Koløkken til brug for øvrighedens køer. Holtsførsten og skovbetjentene gav undertiden folk lov til at nyde lidt brændsel og tørv på Slottets grund. Det samme gjorde Kommandanten. Dette sluttede for 3-4 år siden.
Dernæst blev Lisbet Albertsdatter afhørt. Hun var 58 år og kunne mindes omtrent 32 år tilbage. Hun var datter af Albert Skrædder og opfødt i det gamle hus, der stod ved Ålekistedammen på Slotsmarken. Hun huskede at hendes forældre betalte 2 mark årligt for at rive tørv og skære lyng i Slotsmarken. Hun mindedes, at Woldemar Reed, da han havde Slotsladegårdens mark i fæste, gav Albert Skrædder lov til at indgærde Ålekistedammen. Vidnet kunne huske at da sal. Niels Hansen havde Slotsladegården i fæste, skar han tørv i Slotslyngen.
De øvrige tre vidner blev bedt om at møde på næstfølgende ting om 8te dage.
Jens Larsens anke mod den anden stævning, som Vejst Jensens fuldmægtig Jesper Hansen havde ihværksat. Dommeren kunne ikke følge hans anklage og sagen kunne gå sin gang. Vefst Pedersen mente at han havde revet lyng på Vester Fælleds bondemark. Han erkendte, at han ikke vidste, at jorden var Vefts Jensens og han tilbød Vefst Jensen at betale, således at han kunne undgå proces. Løjtnant Hans Andersen og hans søn Johan Hansen vedkendte, at de havde revet lyng på vefst Jensens mark og ville for at undgå proces, rette sig efter Vefst Jensen ønsker.
19. december 1746 Pag. 192b
Borgerskabet blev tilhold af byfogeden Poul Eskelsen om at vælge næste års taksatorer. Fra Allinge valgtes Mads Jørgensen og Hans Hyldebrand og af Sandvig Christian Rasmussen og Peder Pedersen på Bakken.
Til kæmnere valgtes Jørgen Johansen af Allinge og Jørgen Jørgensen af Sandvig.
Til stokkemænd af Allinge Vefst Pedersen, Thor Pedersen, Ole Hansen ved Stranden, Jens Madsen og Giver Løvingsen og af Sandvig Mickel Jensen, Hans Nielsen og Hans Giertsen.
Jesper Hansen mødte i sagen mellem Vefst Jensen og Michel Mogensen. En udskrift af Herredsprotokollen fra 1710 om Slotsmarken blev produceret i retten. De tre sidste vidner blev afhørte. Først Jens Boesen af Slotsvangen. Han vidnede at der omkring bygjorden og rugjorden var et gammelt stengærde. Desuden var havreløkken omkranset af et gammelt digegærde, som endnu ses. Desuden findes til ladegården den så kaldede koløkke til hør, som også var omdiget. Desuden findes den såkaldede Egesdam, som vidnet vidste blev brugt af Niels Hansen og nu hørte til Ladegården. Vidnet havde i de halvsnese år han havde boet i Løkkehuset i Slotsvangen, gærdet omkring Egesløkken, som lå grænsende mod sydost til den fælles Vester udmark. Gærdet gik fra Egedammen ned langs dalen med vand på den søndre siden ned mod Ålekistedammen. Dette gærde delte Slotsmarken og den fælles udmark.
Dernæst afhørtes Peder Michelsen bekræftede Jens Boesens udtalelser om gærder og diger. Peder Michelsen havde boet i 18 år ved Hammersøen på Slotslyngen og han vidste at vicekommandanten havde benyttet fiskeretten til den del af Hammersøen, som lå på den nordøstre side af Slotslyngen. For 20 år siden havde vidnet været vagt som soldat ved Sæne g dengang kunne de hugge hassel under bakken uden de blev hindret deri. Michel Mogensen mente at Hammersøen tilførte halvt byen og halvt Slotsladegården. Hvilket vidnet ikke kunne bekræfte.
Dernæst Ole Hansen Vester havde tjent Niels Jørgensen på fri Haldegården i Olsker i året 1709. Niels Jørgensen havde været en af ridemændene til Slottet, som havde opsyn med gærderne mellem Slotslyngen og den fælles udmark. Ole Hansen havde boet i Allinge i 33 år- Han havde aldrig skøret lyng i kongens Slotslyng, som han ikke vidste var solgt til Vefst Jensen.
Jesper Hansen fremlagde skødet på Slots ladegården og havde derefter ikke spørgsmål til vidnerne og bad dommeren at udsige sin dom. Michel Mogensen ville til næste ting fremlægge en skriftlig frklaring og havde tid til at overveje en kontrastævning.
Dernæst sagen mellem Vefst Jensen og Jørge Hansen og hans søn Jens Jørgensen, Samuel Johansen og hans søn Johan Samuelsen, løjtnant Hans Andersen og hans søn Johan Hansen, Vefst Pedersen og Jens Larsen.
Samuel Johansen oplyste at han ikke havde skåret lyng på Slotslyngen, men blot havde kørt over med en tom vogn. Men han vidgik at hans to sønner Hans og Jørgen havde gjort det og at de var blevet opbragte af vest Jensen. Jesper Hansen ville undersøge ved afhøring af naboer og børn, hvor mange læs han havde kørt.
Dernæst blev Jørgen Hansen spurgt om det var med vilje, at han havde ladet sin søn hente brændsel på slotslyngen den 9. november. Jens Larsen udtalte sig på sin svigerfader Jørgen Hansen og Jens Jørgensens vegne, at indstævningen var ulovlig, og at de ikke skulle svare på spørgsmålet. Endvidere mente Jens Larsen at Vefst jensen ikke havde købt hele Slotlyngen, da efter matriklens 14 td. og 5 skæpper hartkorn samt lidt skov kaldet Koeløkken ikke bevislig, at være hele slotslyngen. Jesper Hansen kaldte Jens Larsen indlæg for “misk mask” og beklagede at sagen “nu skal ageres og førres i huuset som 2de af sag volderne boer og har deres boepæl og kand ansees for it Kroehuus end et tinghuus og paa det alting kand Tracteres louligt i ædruelighed som skee bør” Han bad stokkemændene bemærke sig Jens Larsen skældsord i tingstuen.
Dommeren spurgte Jesper Hansen om “han kunne anvise noget skikkeligt huus her i byen hvor retten kunde holdes og der icke samme stæds kunde bekomme drickevahre” og hvad stokkemændene angår vil han lade det være op til dem at afgøre om der er udtalt noget i drukkenskab.
Derefter blev retten sluttet.
9. januar 1747 Pag. 195b
Læst mageskiftebrev af 23. dec. 1746 mellem Mads Pedersen af Allinge og Hans Christian af Sandvig, således at Hans Christian skal have Mads Pedersens gård i Sandvig bestående af 2de længer og 25 sdr. og Mads Pedersen skal nyde og beholde 5 tynderland havrejord i Nyløkkerne i Allinge Byvang.
Læst købebrev der viste at Jens Enersen boende på Vester Udmark i Olsker Sogn havde solgt til Hans Hansen i Allinge sin tilhørende gård i Allinge med gårdplads og have for 56 sdr.
Taksatorerne fremlagde deres skattetakster for 1747. De tre havde underskrevet, men ikke Christian Rasmussen af Sandvig, da han ikke ville ligne højere end taksten for 1745. På birkefogedens forespørgsel tilkendegav Christian Rasmussen, at han ikke selv havde lignet skatterne, derfor bad Poul eskelsen de tilstedeværende borgere om de kunne godkende skattetaksterne. Jens Larsen af Allinge mente at de tre havde lignet højere kvartalsskat end der var belæg for i jordebogen. Birkefogeden erindrede striden om skatterne for 2 år siden og han havde derfor fået amtrmandens krav om at byerne skulle betale 20 rdr. uanset at vefst Jensen særskilt betalte for Slotsladegården og Jens Jørgensen af Sandvig for den så kaldede Fogedjord. Derfor skulle skatterne forhøjes.
Sættedommeren Christian Rasmussen overtog dommersædet, således at birkefogeden Poul Eskelsen kunne spørge borgerskabet om der var sket forandringer med byens jorde i løbet af året. Borgerskabet benøgtede, at der var sket ændringer, hvilket birkefogeden fik et tingsvidne (skriftlig accept) på. Birkefogeden fik sidste års stokkemænds accept på, at der ikke var ekstraordinæve uvisse indtægter eller lejermåls bøder, der tilhørte kongen.
Michel Mogensen fremlagde et skriftligt indlæg i sagen, som Vefst jensen havde stævnet ham til. Jesper Hansen kommenterede indlægget som han mente “var domdristig sammen kludret vel sammen sancket hos sine tilhengere, mens som det icke er svær verdigt i sagen af aarsag uden nogen bevis men taller om egen opdigt” og kun tjente til at forvirre dommeren. Herefter bad han dommeren om at tage sagen op til doms.
I sagen som Vefst Jensen på Slotsladegården mod Samuel Johansen, Jens Larsen med flere, bad Jesper Hansen om udsættelse i 14 dage, da der var dukket en ny sag op. Jens Larsen af Allinge ville ikke lade sagen ligge, men opponerede mod jesper Hansens udtalelse mod ham som misk mask. Jens Larsen beskyldte Jesper Hansens pande at være fyldt op med misk mask og at han agtede at forfølge sagen med alle tænkelige medler og han “agter næst guds hielp at følge ham med den Ræt som Gud og Kongen allernaadigst har udgivet. Han bad om dommerens “interlocatorie kiendelse”. Jesper Hansen bad dommeren at bemærke, at flere af de indstævnede havde erkendt deres ulovlige skovhug. Dommeren mente at Jens Larsen skulle have de øvriges samtykke til at føre sag for dem. Det var ikke nok at være svoger for at føre sag for vedkommende. En svoger er ingen frænde. En frænde vil sige- i flg. – loven at være i slægt med hinanden. Jesper hansen bad om delation (udsættelse) af sagen.
16. januar 1747 Pag. 197b
Vefst Jensen havde fået amtmandens tilladelse til, at Jesper Hansen måtte føre en sag for ham mod Jens Larsen Smed af Allinge. Som vidner var indstævnet Peder Sandersen og Claus Madsen fra Sandvig, Jens Andersen og Erik Hansen af Allinge og Lars Jacobsen af Rutsker.
Jens Larsen kaldte stævningen byggende på kroloven og vidtløftig sammenvævet og han agtede at føre kontravidnesbyrd og ville forklare dommeren med en “reen og sund efterretning” og han “anser at consepisten til slig en maculeret stefning icke haver været ved sin fulde forstand” når Jesper Hansen påstod, at Jens Larsen ville tage gården fra Vefst Jensen. Jens Larsen nægtede ikke at have budt på Slotslyngen på auktionen, men han kunne ikke have købt gården, da den havde Vefst Jensen selv bygget og derfor ikke var på auktion. Og at han skulle have forsøgt, at tilføje Vefst Jensen en ny skatteligning, var også absurd, da der allerede i auktionsskøder var berammet en skal på 2 mark hver hver tønde hartkorn.
Jesper Hansen førte sit første vidne Peder Sandersen af Sandvig. Han bekræftede, at han havde hørt på sidste tingmøde fra Jens Larsen og andre, at Vefst Jensen ikke havde tilegnet sig Slotslyngen og at den stadig tilhørte kongen. Han bekræftede Samuel Johansens vidnesbyrd fra 16. december. Han bekræftede, at Jens Larsen havde sagt, “at dem der tog lyng fra folk på kongens mark var skielme, tyve og voldsmænd”. Vidnet ville ikke angive om andre havde kørt brænde eller hugget lyng på Slotslyngen. Jens Larsen fik vidnet til at fortælle, at han faktisk ikke vidste hvem slotslyngen tilhørte.
Dernæst fremstod det godvillige vidne Lars Jacobsen af Rutsker, der bekræftede at han på tingmødet den 16. december havde hørt at Samuels 2 sønner havde revet lyng på Slotsvangen og at Vefst Jensen havde taget lyngen fra dem. Lars Jacobsen bekræfter tidligere tingdages udtaleleser [mærkeligt, da det jo allerede var blevet refereret i tingbogen] Vidnet nægtede – på Jens Larsens påstand, at være en slags dreng til Lars Weftsen.
Dernæst Claus Madsen, der havde været stokkemand i 1746 og havde været tilstede under tingmøderne. Han bekræftede den forrige vidnes udtalelser og bekræftede, at han havde dørt Jens Larsen kaldte de der tog lyng på kongens mark enden tilladelse var tyve, skjelme og voldmænd. Han havde hørt skældsord mellem Jesper Hansen og Jens Larsen, men det skete da dommeren og skriveren var gået udenfor for at lade deres vand. Vidnet kunne ikke skelne mellem Jesper Hansen og Jens Larsen, begge havde brugt skældsord mod hinanden.
Det var blevet aften og sagen sluttet for at blive genoptaget på tinget om 8te dage.
23. januar 1747 Pag. 202a
Vefst Jensens sag mod Jamuel Johansen, hans sønner, Jens Larsen, Jørgen Hansen m.fl. gennemgik Jesper Hansen sagens forløb i “opfriskelse” øjemed fra den 28. november og frem til sidst afholdte ting. Oplysninger, der allerede fremgik af de afholdte tingmøder. På nær oplysning om at David Hansen Ancher var mødt på sin moder vegne i Buggehuset.
Hans Nielsen ved Slottet blev afhørt. Han fortalte, at han havde set Samuel Johansen, hans søn Hans Samuelsen, Jens Larsen, og Jørgen Hansens søn Jens og faderens dreng i Slotsvangen med deres heste og vogne for at hugge og afraspe lyngbrændsel og krat. Hans Nielsen var helt sikker på at det var på Vefst Jensens købte slotsvang, selv om at jens Larsen havde påstået, at det var kongens lyng. Han havde sammen med Jens Boesen, Mons Samsingense og David Hans hørt at Vefst jensen havde forbudt sagsvolderne, at rivelyng og hugge krat. Han fortalte også at Jens Larsen havde truet Vefst Jensen, da han havde passet Michel Mogensen op for at have revet lyng på Slotslyngen. Jens Larsen var kommet med en lyngrive i den ene hånd og et lyngriveskaft i den anden. Efter dette optrin havde Vefst Jensen forladt dem, da han ville beholde sit helbred. Derefter havde gruppen fortsat med at rive lyng og køre det hjem.
På Jens Larsens opfordring fortalte han, at han boede i et hus, der “liger paa den søndre side ud for Slotsvongen paa Slotslyngen og hand svarer sin skat der af til vicecommendant Cronberg” .Jesper Hansen mente, at Hans Nielsens hus “og den af ham brugende liden bake Jord, er paa den plads, som I gammel Tiid dette ting har holdes her før været holdt der huuset staaer og kaldet Hamers Huuses Broeting paa same stæd byernes folk haft derris Tingsted, og om hans jord joe liger op til Stots Broen og huuset kaldes Broehuuset?” Hans Nielsen svarede: “at hand icke havde hørt talle om paa bemt. stæd at bleven holdet ting, mens har hørt at der holdtis et ting paa Slots Platsen, og hans Jord streker sig paa 2 a 3 faune nær op til Broen, og vidste icke vidnet, at hans huus kaldes kroe huuset, mens havde hørt sige, der skulde være et stk jord til forren en liden Løke siden forbedret og ere Indlagt, hvilken liden løcke er beligendes i blant hans anden brugende Jord, den kaldes Kroeløken” Han betalte accise til dato og havde betalt kvartalsskat og byskat indtil for 2 år siden, ligesom andre byfolk. Han havde været stokkemand i 1746.
Jens Boesen blev afhørt og fortalte om den 9. november da Jens Larsen havde være “2 lempelige bøsseskud” fra Michel Mogensens vogn, hvor Vefst Jensen stod og ville forhindre Michel i at rive lyng. Jens Larsen havde haft en rive i den ene hånd og en stok i den anden og havde gået imod Vefst jensen og parlamenterede om hvis lyng det var. Vefst Jensen påstod, at det var hans og Jens Larsen påstod, at det var kongens. Jens Boesen fortalte om sagen ligesom Hans Nielsen. På Jens Larsens spørgsmål fortalte Jens Boesen, at der var flere huse, som fæstede jorden til husene hos oberstløjtnant Cronberg i Rønne og udgiver redsel til ham. Jens Larsen gennemgik også hans udsagn om mødet mellem Jens Larsen og Vefst Jensen på lyngen og påviste, at Vefst Jensen også havde haft. Jens Boesen havde været i vicekommandant og oberst løjtnant Bartrams tjeneste på slottet. Jens Boesen boede i det andet hus næst ved Hans Nielsens. Huset havde han fæstet af oberstløjtnant Cronberg. Endvidere havde han fæstet kål og frugthaverne inden for murene og for det betalte han redsel til Lars Larsen. Men der eksisterede ikke nogle skriftlige fæstebreve på huse og jord, så vidt han vidste.
Dernæst blev David Hansen Anker i Buggehuset afhørt. Han var først kommet til slotslyngen noget efter Jens Boesen, Hans Nielsen og Hans Jespersen. David Hansen havde fået til opgave af vefst Jensen, at han skulle tilse Slotslyngen, imdens han var på rejse til København.
De tre sidste uafhørte vidner blev tilsagt til at møde på næste tingdag.
Sagen mellem Vefst Jensen og Jens Larsen i Allinge for et såkaldt “skældsmålssag”. Der var lagt op til forlig, men Jens Larsen mente ikke at der var noget at komme efter, og at Jesper Hansens som svoger og fuldmægtig for Vefst Jensen skulle have lov til at føre bevis i sagen.
6. februar 1747 Pag. 207b
I sagen mellem Vefst Jensen og Samuel Johansen m.fl. mødte Jesper Hansen for at fremstille Hans Jørgensen Bødker, der havde fået til opgave omkring den 6. november 1746, af Vefst Jensen, at gå til Hans Samuelsen (som beskikkelsesmand) for at forbyde ham at bortkøre brændsel fra slotsmarken. Hvilket Hans Samuelsen ikke havde pareret, men havde dog tilbud at betale for brændslet. Vefst Jensen ville ikke lade ham købe, da han havde “brugte saa vas en kieft”. En time eller halvanden efter kørte Hans Samuelsen bort med brændslet.
Dernæst blev den anden beskikkelsesmand Claus Madsen Vig fremstillet og underbyggede Hans Bødkers vidnesbyrd.
Mogens Samsingsen havde også været på opsyn for Vefst Jensen i Slotslyngen og havde fundet Jens Larsens tjenestedreng Johan i færd at samle brændsel. Det skete før at Jens Larsen selv var blevet afsløret på Slotsmarken den 9. november. Vidnet kunne opremse af navnene på de sagsøgte personer, som alle var set af ham på slotsmarken og hente brændsel. Mogens Samsingsen havde været i Vefst Jensens dreng indtil mikkelsdag 1746 og havde sidenhen udført dagsarbejde for ham. Jens Larsen fortlate at hans dreng ikke havde været til konfirmation eller “staar under gevæhr” og at Jens Larsen ikke havde givet ham ordre til at rive lyng. Mogens Samsingsen havde ikke set Jens Larsen Smed rive lyng, men hans dreng havde fortalt ham det. Mogens Samsingsens afdøde fader var Vefst Jensens halvbroder.
I sagen mellem Vefst Jensen og Jens Larsen Smed for begået skældsmål. Både Jesper Hansen og Jens Larsne ønskede denne sag blev udsat til næste ting.
20. februar 1747 Pag. 210a
Sagen som Vefst Jensen havde anlagt mod Jens Larsen for grove skjældsord mod ham. Jesper Hansen oplæste et skriftligt indlæg. Jens Larsen måtte nødvendigvis have udskrift af dette “sammen flikede og u bevislige indleg til besvaring”. Jens Larsen fik 14 dage til at fremlægge sit indlæg eventuelt at fremføre kontravidner i sagen.
I Vefst jensens sag mod Samuel Johansen, hans søn Hans, såvelsom Jens Larsen med flere. Jesper Hansen mente at alle vidner var afhørt og sagen kunne gå til doms. Jens Larsen mente dog, at der kunne være flere undersøgelser. Han ønskede sagen stillet i bero.
DOM afsagt i sagen som Vefts Jensen Schou havde ladet indstævne mod Michel Mogensen af Sandvig for lyngrivning og slagsmål. Vefst Jensens fuldmægtig Jesper Hansen havde bevist at en dom fra 1709 havde slået fast at den så kaldede Stotslyng fra gammel tid lå under Hammershus og som ved generalmajor Løvenhjelm var blevet indgærdet og derefter var lyngrivning blevet straffet. Inden slotslyngen blev solgt, havde området været under tilsyn af skovbetjentene. Efter at slotsladegården blev solgt i 1744, skulle den uddrages af jordebogen fra 1696 og deraf ses at tilliggenderne var sat til 14 tønder land hartkorn, samt et udhus på grunden, der bebos af Jens Aagesen. Imidlertid var dette hus flyttet for 14-16 år siden og Jens Aagesen havde fået skøde på hus og plads, som var taget fra kongens fælles udmark. Dommeren kunne ikke andet en at dømme for Vefst Jensens ret til at disponere fuld ud over slotsladegårdens grund og de tilliggender, som han havde købt i 1744. Men Michel Mogensen blev frikendt for at have revet lyng i slotslyngen, da han ikke vidste, at det tilhørte Vefst Jensen. Men det var bevist at Michel Mogensen havde slået Vefst jensen og derfor skulle han bøde 9 rdr. – 1/3 til sagsøgeren og 2/3 til kongen. Desuden skulle han betale 2 rdr. til Vefst jensen for sagens omkostninger.
6. marts 1747 Pag. 213a
Jens Larsen Smed havde søgt amtmanden om, at Poul Eskelsen ikke kunne dømme i sagen mellem ham og Vefst jensen. Poul Eskelsen var besvogret med Vefst Jensen på sin hustrus side, og på lige siden med Jens Larsens hustru, som næstsøskendebørn. Og forøvrigt var han arvindsmand til birkefogeden, da han havde ført adskillige sager mod ham. Birkedommeren havde nægte dette, da sagen var så fremskreden, at det ville være spild, at lade den gå om. Da amtmanden ikke havde villet give Jens Larsen medhold i sagen, ville Jens Larsen ønske om udsættelse af sagen, således, at han kunne få kongens indgriben i sagen. Dette ville dommeren ikke acceptere.
Jens Larsen præsenterede derefter en kontrastævning og indkaldt adskillige bymænd. Jesper Hansen klagede og med henvisning til loven pag. 100 art. 12, kunne hans indstævning ikke kaldes for kontrastævning og han ville have den dømt som død og magtesløs. Jens Larsen “kunde icke noksom forundre sig over Jesper Hansen som har naun af at være en beløben Procurator og dog tør her aabenbare opføre sig imod louens pag. 109 art. 13”. Dommeren henviste til en anden paragraf og lod Jens Larsen føre sine vidner: Hans Hansen Nor, Erik Hansen og Hans Andersen alle af Allinge.
Hans Hansen Nor var stokkemand den 19. december 1746 fortalte at Jesper Hansen og Jens Larsen begyndte deres “desciors” ved kakkelovnen i tingstuen, men hvem der begyndte kunne han ikke sige. Dommeren og skriveren var gået ud for døren. Jesper Hansen spurgte vidnet om Jens Larsens skjældsord “af ham skeede i vredhed paa en tretagtig maade, eller det skeede ved en latterlig despyt, eller om vidnet hørde samme tiid nogen talte om nogen loybog eller deri meldende Capitler” Vidnet kunne ikke huske nogen vrede eller latterlige tale, han havde dog heller ikke hørt henvisninger til lovbogen.
Jesper Hansen drog nu sagen om det svenske skibsvrag i Sænebugten, hvor Jens Larsen havde ført sag mod Veftst Larsen. Efter Jesper Hansens mening var sagen var endt i landstinget, da Jens Larsen ikke havde haft succes med at købe skibsvraget Ligeledes mente Jesper Hansen, at Jens Larsen ikke havde formået at byde over Vefst Jensen på auktionen i Rønne på Slotsladegården, kunne være årsagen til den store stridigheder. Jesper Hansen fik vidnet Hans Hansen til at opremse Jens Larsens “interessenter”. Det var Niels Hansen, Hans Samuelsen, Jørgen Johansen, Rasmus Weidichsen og måske Michel Mogensen.
Erik Hansen var også stokkemand hin tingdag. Det var Jens Larsens taktiske manøvre at få det til at se ud som om, at det var umuligt af få vidnerne til at give et konkret billede, at hvad der skete i tingstuen den 19. december. Alt synes, at have været i kaos. Ingen beskyldninger var behæftet med navn og derfor kunne de ikke placeres. Både Jesper Hansen og Jens Larsen bad stokkemændene “drage til minde”, hvad der blev sagt.
Jens Andersen af Allinge var også stokkemand den 19. december og han kunne heller ikke forklare, hvem der sagde hvad og til hvem, da der var så meget buldren af folkene, der var der inde i tingstuen. Jesper Hansen ville have Jens Andersen til at vidne om Jens Larsen eventuelle misundelse over ikke at have købt, ført vraget i Sænebugten og senere Slotsladegårdsgrunden. Jens Andersen undslog at svare på spørgsmålet, men dog kunne erindre, at også Rasmus Weidichsen og Michel Torn havde budt på rådstuen i Rønne. For et par år siden havde Jens Larsen, Hans Wienberg og Jens Hyldebrand som taksatorer forsøgt at påligne Slotsladegården kvartalsskatter og dermed forhindret en ligning.
Dernæst Vefst Jensens sag mod Samuel Johansen, hans søn Hans Samuelsen, jens Larsen med flere. Jesper Hansen bekragede sig over at skriveren ikke havde fået dommen mellem Vefst Jensen og Michel Mogensen. Skriveren forsvarede sig med, at han ikke havde fået leveret det rette sorts stempletpapir. Jesper Hansen bad om udsættelse.
13. marts 1747 Pag. 219a
Læst kgl. plakat om fredslutningen af republikken Algier, dat 12. januar 1747.
Kgl. forordning om hvilke slags delinkventsager, der skulle pålignes almuen.
Hr. Mahler mødte på tinget og ville – i første omgang i mindelighed og i kærlighed, havde rettet henvendelse til Vefst Jensen om ikke han ville betale kirketiende som han skyldte for i 23 år. Da han havde fået afslag fra Vefst Jensen, producerede han en stævning mod Vefst Jensen for at søge kirketiende inddrevet. Endvidere havde Michel Mogensen Torn og Johan Samuelsen produceret en liste over manglende tiendebetalinger. Hr. Mahler fik tilbuddet fra Poul Eskelsen om at birkefogeden overlod dommersædet til en anden, da Poul Eskelsen var svoger til Vefst Jensen. Mahler ønskede ikke en anden dommer. Jesper Hansen havde også til denne sag, fået amtmandens tilladelse til at gå i rette for Vefst Jensen. Jesper Hansen fremlagde en skrivelse fra Rentekammeret den 14. august 1728, hvor det blev fastslået hvilke friheder, som Slotsladegården havde som fæstegård. Ved købet af kongen beholdt gården sine friheder. Jesper Hansen bad præsten at fremlægge sine beviser, hvis han altså havde nogen. Jesper Hansen mente, at præsten skulle nyde samme rettigheder som sin formand og derfor burde han bare kikke på regnskabsbogen for at overbevise sig om, hvilke indtægten han skulle have. Og så var der lige en periode hvor Vefst jensen var kirkeværge, endda på præstens ønske. Jesper Hansen nævnte, at Vefst jensen havde betalt til kirken o gde havde præsten ikke angivet om det så var lam, kalle, føl, kid, grise, høns, gæs, ænder eller bisværme eller sildetiende, som han tidligere havde haft en proces om. Jesper Hansen fortalte at der ingen steder betalte reguler tiende, men var akkorderet og senere sanktioneret af kongen. Slotsladegården var ikke en bondegård, men tilhørte byerne og dermed havde købstadsrettigheder.
Jens Larsen spurgte birkedommeren om han ville vige sit dommersæde i sagen mellem ham og Vefst Jensen. Han mente at dommerne ikke var upartisk. Jesper Hansen synes at Jens Larsen var grov og urimelig og han mente, at sagen nu skulle afsluttes. Han havde intet mere at fremfør i sagen, da han mente, at sagen var fuldt oplyst. Sagen blev stillet i bero til næste ting.
I sagen mellem Vefst Jensen og Samuel Johansen m.fl. kunne ikke fuldføres da Jesper Hansen stadig manglede udskrift af dommen over Michel Mogensen. Skriveren forsvarede sig med, at han endu ikke havde det rigtige stemplet papir. Jens Larsen mente at det var højst ulovligt, at trække sagen i langdrag. Det var tidsspilde og unødig. Jesper Hansen mente, at det var Jens Larsen skyld, at det trak ud.
27. marts 1747 Pag. 221b
Læst et pantebrev udgivet af Hans Hansen i Allinge, der havde lånt 50 sdr. af Peder Olsen i Tejn med pant i 2 skp. bygjordjord i Kalveløkken og 2 skp. land bygjord i Bækageren begge i Allinge Byvang.
Læst et pantebrev udgivet af Hans Hansen i Sandvig, der havde lånr 25 sdr. af Christopher Hansen på nordre Hallegaard i Olsker med pant i hans iboende hus i Sandvig på 9 stolperum.
I sognepræstens sag mod Veft Jensen for 23 års manglende betaling af tiende til Allinge Kirke og præsten, måtte udsættes fordi præsten var svag. Jesper Hansen mente, at præstens svaghed var en måde, at trække sagen ilangdrag og bad derfor dommeren om at forlange præstens tilstedeværelse, eller at han valgte en fuldmægtig, der kunne føre hans sag.
Endelig kunne Vefst Jensens sag mod Samuel Johansen, hans søn Hans og Jens Larsen med flere fortsætte. Jesper Hansen gennemgig sagens udvikling. Sagen fra 1709 om ulovlig hugst i Slotslyngen blev igen læst op, hvori det fremgår at grænsen mellem kongens slotslyng og den fælles udmark er det stengærde, der går fra Bertil Finnes hus i Vang og NO på forbi Ålekistedammen søndre side. Jesper Hansen læste også teksten på den plakat, hvor kongen oplyste om bortsalg af sine fæstegårde. Jens Larsen ville ikke svare på jesper Hansens sammenflikede beskrivelse, men ville have udskrift, således, at han kunne svare til næste ting. Jørgen Hansen ligeså. Samuel Johansen og hans søn var ikke mødt. Sagen blev udsat til næste ting.
Dernæst Jens Larsen i sin egen kontrasag mod Vefst Jensen. Han ville vide hvad Jesper Hansen ville gøre følgende i sagen. Jesper Hansen agtede ikke at foretage sig noget, da alt var efter hans mening fuldt oplyst.
Tinget blev sluttet og der blev indkaldt til et nyt om 14 dage.
10. april 1747 Pag. 223b
Læst et pantebrev udgivet af Vefst Pedersen i Allinge for et lån på 50 sdr. af Peder Olsen i Tejn med pant i 1 tdl. bygjord i sydligste Bergestybben i Allinge byvang.
Præsten Hr. Mahler læste et skriftligt indlæg mod Vefst Jensen Schou. Jesper Hansen betragtede indlægget som hjernespind og han ville på næste ting bevise hvor tåbelig præstens indlæg var. Mahler ønskede dom i sagen.
Jens Larsen fremlagde endnu et skriftligt indlæg i sagen mod ham og de grove ord, som han skulle have brugt mod Vefst Jensen. Jesper Hansen var klar over Jens Larsens taktik med sine kontravidner. De havde sagt samstemmende, at ingen navn blev nævnt, samt at det havde været umuligt at skelne Jesper Hansens ord og Jens Larsens. Jens Larsen mente, at der ikke kunne siges mere i sagen, andet end at han overvejede en sag mod Jesper Hansen for ærekrænkende ord. De lod sagen gå til doms. Begge parter udbad sig dommen beskrevet.
Jens Larsen fremlagde et skriftligt indlæg i sagen mod ham for at have revet brændsel i slotslyngen.
Jørgen Hansen og Samuel Johansen fremlagde også deres skriftlige indlæg i sagen. Jesper Hansen påpegede at Jørgen Hansen havde fået dom for en lignende handling for omkring 20 år siden. Jørgen Hansen svarde, at det dom kom ikke “Jesper Hansens næse ved”. Dommeren ville også føre denne sag til doms.
17. april 1747 Pag. 225b
Læst amtmand Urnes ordre, der var foranlediget af stiftsbefalingsmanden Gersdorph skrivelse af 31. januar at kgl.forordning fra 8. oktober 1734 skulle følges. (noget med takst på skind?)
Hr. Mahler og Vefst Jensen var kommet til forlig i sagen om manglende tiende af Slotsladegården. Mahler skulle modtage offer på de tre store offerdage modtage “2 danske 4 marks croner eller courant 8 mark 8 skilling, samt årligt et godt lam. Derforuden til kirken 1 sdr. på de tre højtider enten på kirkens tavle, eller sende kierkeværgeren saa mange penge der beløber til 1 sdr. aarlig” begyndende dags dato.
8. maj 1747 Pag. 226a
Læst kgl. forordning om Livrente Societetets oprettelse.
Læst kgl. forordning om plakaten fra 16. oktober og 26. november 1745 ophævedes.
Læst kgl. forordning om plakaten fra 25. april 1745 ændres på visse punkter.
Læst kgl. reskript om at rettens betjente ikke måtte tage større gebyr end lov og forordning tillader.
Læst kgl. bestalling og konfirmation på at Lars Larsen Birch skal være skriver i Hasle by, herredsskriver i Nørre Herred samt birkeskriver, dat. 7. januar 1747
15. maj 1747 Pag. 226b
Kgl. plakat om forbud af fremmed kobber “victroils indførsel” (?)
Dom afsagt i sagen mellem Vefst Jensen mod Samuel Johansen og Jens Larsen af Allinge med flere, samt Jørgen Hansen af Sandvig etc. ang. lyngrivning i slotslyngen,
Dom i sagen mellem Vefst jensen og Jens larsen i Allinge vedr. skældsord i birkeretten. Jørgen Hansen af Sandvig udbad sig kopi af dommen på sin svigersøn Jens Larsens vegne med de fulde akter.
DOMMEN mod Samuel Johansen, Hans Andersen og søn Johan Hansen, Vefst Pedersen og Jens Larsen, samt Jørgen Hansen og søn Jens Jørgensen af Sandvig er indskrevet herefter. Dommeren mente at det var bevist, at de havde revet lyng på Vefst Jensens mark, men at de kunne have ret i at de ikke var vidende om markens tilhørsforhold. De blev derfor frikendt for bøde. Men da de derefter ikke ville erkende fejltagelsen og derfor havde startet retssagen, blev de dømt til hver at betale 1 sdr. til sagsomkostninger. To af de tiltalte havde fra starten vedkendt deres skyld, nemlig Hans andersen og Vefst Pedersen, derfor frikendtes de to for at betale sagsomkostninger.
Dommen mellem Vefst Jensen og Jens Larsen for ærekrænkende udsagn. Da udtalelsen var sket i ordstrid og at ingen kunne præcis gengive ordene, ej heller om der var brugt navne, så frikendt dommeren Jnes Larsen for tiltale. Det havde ikke kunnet bevises, at striden ødelagt Vefst Jensens navn og rygte. Men da både Jesper Hansen og Jens Larsen Smed havde misbrugt retten og ikke havde æret kongens ret efter loven pag. 99 art. 1, skulle de begge mulkteres med 1 rdr til Allinge kirke. Desuden skulle Jens Larsen “for sin utilbørlige opførsel imod dommeren for rætten, som af acter er at see, samt den imod contra parten under Prosesen øvede usømmelige omgang og nærgaaende skrivemaader, som icke heller bør komme ham eller fuldmegtig til mindste prejudise at bøde efter forordningen af 23. December 1735 til de fattige udi Allinge 1 rdr og dernæst ligesaameget til Justits Cassen”. Processens omkostninger ophævedes for begge parter.
29. maj 1747 Pag. 228a
Læst kgl. forordning og reglement ang Algierske Søe xx (?)
Læst et pantebrev udgivet af Hans Jørgensen Bødker i Sandvig for et lån af 80 sdr. i rosendaler af Peder Jensen med pant i 4 skp.land i Langebjergstøkket, samt 1 skp. i Snaveageren, samt 1 stk sandjord ved Sletten.
Læst et købebrev ang. Ana Maria sal. Mads Jacobsen havde solgt 1 tdl. 2 skpl. bygjord Seierageren i Allinge byvang til Hans Hyldebrand i Allinge for 120 sdr.
17. juni 1747 Pag. 228b
Kgl. forordning af forbud på at indføre levende eller slagtede kalve i købstæderne, samt ophævelse af svins udførsel af Danmark.
Læst amtmand Urnes skrivelse til Poul Eskelsen om hans majestæts gilde-smør skulle leveres in nature uden restance.
Læst amtmand Urnes skrivelse til birkefogeden om at borgernes klage til rentekammeret om kvartalsskatten. Kendelse tilsagde bymændene at betale som tidligere år.
10. juli 1747 Pag. 229a
Kgl. reskript til amtmand Urne med ordre til at meddele på alle ting og kirkestævner “at ingen af den bornholmske Almue, maa enten for sig selv eller andre understaa sig immediate til hans Mayst. at indkomme med remonstrationer, de på Landet giorte indretninger angaaende, men at de i fald de med føye noget der imod haver at andrage, skal der med melde sig for den paa Landet anordnede bestandige Commision, saa fromt de ey vil vente som hans Maysts. mandaters overstrædere at blive anseet” (remonstration = henvendelse til en forvaltningsmyndighed, der har truffet en afgørelse, for at få afgørelsen ændret eller ophævet, se administrativ rekurs – I flg. Den store danske Ordbog)
21. august 1747 Pag. 229a
Kgl. bevilling til Poul Eskelsen, byfoged i Hasle, birkedommer til Hammershus birk, herredsfoged til Nørre Herred og kirkeskriver på Bornholm at hans søn Eskild Poulsen måtte være ham adjungeret i hans embede (medhjælper)
11. september 1747 Pag. 229a
Læst kgl. forordning om lastepenge, der skulle betales til slavekassen, som blev oprettet efter freden med Algier.
Læst Frederik 5 allernådigste confirmation af det bornholmske privilegiebrev, dat. den 21. februar 1747.
Læst et pantebrev udgivet af Mathis Nielsens i Allinge for et lån på 36 sdr 8 sk. i rede penge af byfogeden i Hasle Poul Eskelsen med pant i sit iboende hus på 3 stolperum med gårdsplads og haverum, alt løsøre og boskabsvarer.
Kgl holtsførster Matthias Kettelsen bad retten om at vælge 8te forstandige mænd til at udføre en synforretning af skovene i birket og i dens vang. Desuden skulle de otte syne vangenes gærde og pilesætningen. Valgt til opgaven blev de tilstedeværende stokkemænd.
25. september 1747 Pag. 229b
Læst en kontrakt af dato 19. september 1747 mellem skipper Matthias Pettersen Riis fra Aabenraade i Holsten og samtlige bjærgere af hans skib. Bjærgerne skulle nyde en 4.part af skibets ladning “vaadt og tørt”.
Skipper Matthis Pettersen Riis mødte på tinget sammen med sine skibsfolk, styrmand Peder Hansen Lund, tømmermand Peder Jensen, ungmand Jes Pedersen. Fra Allinge og Sandvig borgerskab mødte Giver Løvingsen, Axel Lind, Hans Jørgensen, Jacob Madsen, Mads Jørgensen og Hans Hansen.
Skipperen fremstillede kaptajn Jens Hansen, skipper Vefst Pedersen, skipper Rasmus Weidichsen, overkonstabel Jens Hansen, Jørgen Johansen, Jens Andersen Mørk, Jørgen Jørgensen, Jesper Hansen for at de kunne give deres endelige forklaring på hvordan hans galiot Wolfart søndag den 17. september var blevet så læk og ulykkelig tilstand måtte sættes på grund.
Styrmanden Peder Hansen Lund fortalte at de var gået fra Riga den 5. august var skibet tæt og ganske “hegt”. De skulle sejle til København. Den 16. september om natten kl. 11 blev det storm og skibet sprang læk. Kl. 4 havde de Hammershus OSO halvtredie mil fra dem. Da vinden slog om til W og WSW måtte de gå tilbage og lægge til anker ud for Allinge på 13 favne vand. Vinden tog til og de måtte sætte flag ud. 3 mand fra Allinge kom ud til skibet og siden 6 mand for at hjælpe med pumpen. De aftalte at de 6 mand skulle hjælpe dem til Christiansø. Det var blevet nat og skibsfolkene mente ikke at de kunne holde skibet oppe så de kunne nå Christiansø. Efter råd fra en skipper frea Aabenraa Bertel Kok besluttedes at sætte skibet på grund på det bedst tænkelige sted og bjærge ladningen på købmændenes og rederens vegne. Vinden var i SW og 4 mand vedblev at pumpe. Da skibet var tømt, stod der 5½ fod vand i galioten. Styrmanden fortalte, at det ikke var et gammelt skib og at han havde været tryg ved at sejle med det.
Tømmermanden Peder Jensen og ungmanden på 18 år vedgik styrmandens forklaring.
Skipperen fremstillede de tre mand, der var kommet ud på skibet efter signalflaget Giver Løvingsen, Hans Hansen og Hans Jørgensen fra Allinge. De forklarede at det var stærk storm at det næsten ikke var sikkert at ro en jolle ud til skibet. De 3 og sidenhen 3 flere havde tilbudt hjælp, både med at pumpe og til at få skibet sejlet til Christiansø. Men skibet var for læk, så skipperen bad om at 2 af folkene vil hente skipperens landsmand Bertil Kok for at spørge ham til råds. Der blev enighed om at det var bedst at sætte skibe på grund på de bedste sted. De tre vidnede at alt synes tørt under dæk, men da hamp og hør var bundtet, måtte de skære båndende op og meget blev derfor vådt. Da de var færdige var der ligeså meget vand i skibet som udenfor.
Dernæst Jacob Madsen, Axel Lind og Mads Jørgensen fra Allinge var de tre der efterfølgende kom ombord i skibet. Der var ikke noget “uordentlighed” på skibet, hverken drukkenskab eller andet. De hjalp med at pumpe. De bekræftede de tre første vidnesudsagn.
Dernæst fremlagde skipperen et skriftligt syn af galioten, som var underskrevet af 9 mand
Jesper Hansen havde sammen med Jørgen Johansen og Vefst Pedersen gået ombord om morgenen i den på grundsatte galiot. Skipper Hyldebrand ville påtage sig at losse vraget med sin jagt, desuden var der en del store både og vrageger som var mere bekvemme til formålet. Det var også en skipper Jacob Knudsen der mente at skibet kunne hjælpes ud igen, men de to holstenske skippere valgte at få skibet losset.
9. oktober 1747 Pag. 232b
Læst et købebrev om at Jens Ennersen af Olsker havde solgt 3 tdl. havrejord i Allinge byvang Stennersløkken kaldet, samt ½ tdl bygjord op til Hans Snedkers gård i Allinge til Hans Samuelsen i Allinge for 9 sdr.
Læst et auktionsskøde udgivet af byfoged Poul Eskelsen på Else sal. Niels Hansen hus og plads med have. Køberen var Mathis Nielsen og købepris var 36 sdr. 8 sk.
Synsforretningen over Hammershus ladegårds skove tillige med gærde og pile blev fremlagt.
Skipper Henrik Kyhl af Køge på Sjælland og hans skibsfolk styrmand Hans Friedriksen, matros Valentin Greve og ungmand Niels Jonsen kom på Sandvig Byting for at få tingsvidne på deres galiot Enighedens stranding. Som vidner mødte kaptajn Jens Hansen, Hans Jespersen, Haagen Christophersen Møller, Peder Pedersen ved Stranden, Jens Pedersen Hyldebrand, Jens Jørnsen og Andris Knudsen fra Sandvig, samt Michel Mogensen og Hans Christian af Sandvig.
Skipperen afhørte styrmanden Hans Friedrichsen. Han fortalte at lørdag den 30. september var galioten ud for Ystad, da vinden kom over i vest mod dem, så de måtte gå nord om Bornholm. De satte flag og to mand kom ud for at hjælpe dem til ankers, som skete kl 5 a 6 om eftermiddagen. Vinden var i SW og stille vejr. de hvilede med øl og brød. Skipperen og en pasager tog med jollen i land for at købe proviant. En time efter sejlede 2 mand ind for at hente skipperen, passageren og provianten. Senere på første vagt slog vinden om til NO og de gjorde straks klar til at gå til havs. Men vinden blev stærkere og det regnede og helt mørkt og de måtte drive på “valden” og gik mod klipper SO for Sandvig. På grund af klipperne kunne folkene ikke ved egen hjælp bjærge sig i land for at redde livet. Efter at have råbt om hjælp kom to joller dem til hjælp og de kom i land. Skipperen fik reddet nogle af sine gangklæder, men ikke folkene, uden de som de fiskede lidt op ad vandet da skibet gik i to stykke. Der gik 4 a 5 timer inden det første tjære fra de ituslåede tønder drev i land. Der blev bjærget 40 tønder, som ikke alle var fulde.
Valentin Greve og Jens Johansen bekræftede styrmandens forklaringer.
Kaptajn Jens Hansen af Sandvig fortalte at han lørdag aften den 30. september så galioten lå til ankers med vinden fra SW. Skipperen havde været hos hom den dag og ville købe brød og øl. Han havde fået brød, men ikke øl.Han vågnede om natten og havde hørt vinden springe over til NO med storm og regn. Han var gået til stranden og hørte tummelt af folkene og sejlene på galioten. Han kunne ikke se skibet på grund af mørket. Han nabo Hans Jespersen, der sagde at skibet var stødt på klipperne SO for byen.
Michel Mogensen og Jens Hyldebrand af Sandvig, som havde hjulpet skipperen til at ankre på den sædvanlige plads, således at han kunne komme i land for at købe brød og øl med mere. Skipperen havde fulgt dem tilbage til land. En time senere havde skibets jolle hentede ham ud igen. Om aftenen havde de to gået til stranden for at bjærge deres jolle fra den tiltagende NO-vind. Da var galioten allerede løbet på klipperne og havet flød med tjære og brædder.
Skipperen afhørte Hans Jespersen og Haagen Møller af Sandvig var gået til stranden for at bjærge deres fiskerjolle. Da hørte de skibsfolkene råbe om hjælp. De var på vej ind i deres jolle men var kommet ind i “brydningen” og kunne ikke komme videre. De to kom dem til hjælp. Da de var kommet i land, havde skipperen spurgt dem om de kunne hjælpe ham med at ro ud til skibet og redde noget af hans klæder og andet. Hvilket de gjorde i stor livsfare. Da de atter var kommet i land, ville skibsfolkene have dem til atter at ro ud til skibe, men stormet rejste sig mere og mere, så de måtte opgive.
Dernæst Peder Pedersen ved Stranden, Hans Christian Winberg, Jens Jørgensen og Andris Knudsen alle af Sandvig var også på vej ud til skibet med deres jolle, men Han sjespersen med sin kammerat havde allerede reddet søfolkene. Skibsfolkenen bad Peder Pedersen at ro ud og bjærge noget af deres klæder. Han og Gert Hansen og 2 af skibsfolkene roede ud af havnen, men en høj sø fik dem til at vende om. De fortalte at de senere bjærgede skibes træ og tjæretønder for 20 sdr. Mange at tønderne blev stået i stykker og tjæren flød mod klipperne, hvor da endnu kan ses.
23. oktober 1747 Pag. 235a
Kgl. forordning ang. jøder i tingsvidnesager.
Læst et pantebrev udgivet af Hans Christiansen Winberg i Sandvig for et lån på 70 sdr af Mads Pedersen i Allinge med underpant i ungefær 5 skpl. bygjord i Skovløkken i Sandvig byvang, samt i hans iboenden hus og gård med 3 kålhaver og frugttræer og gårdrum.
Læst et pantebrev udgivet af Axel Lind i Allinge for et lån på 230 sdr. af Mads Pedersen i Allinge med underpant i 1 tdl. og 2 skpl.bygjord i Grummeløkken, en lille eng med to hjørner sædesjord grænsende til Grummeløkken og kaptajn Jens Hansens eng, et stk bygjord kaldet Massebakken med tilhørende skov, et stk 2 tdl. havrejord kaldet Hestenshøj, et stk bygjord ½ tdl. stor, kaldet Krandsenløkken, samt i hans iboende gård i Allinge med haver og jernkakkelovn.
Læst et pantebrev udgivet af Vefst Jensen på Slotsløngen for lån af 600 sdr. i rede penge af borger i Rønne Jens Larsen med pant i hans iboende gård.
30. oktober 1747 Pag. 235b
Kgl. forordning om forbud for udførsel af okser, som enten er opstaldede eller på græs.
Læst skøde og købebrev udgivet af Ana Maria sal. Mads Jacobsen i Sandvig for et salg af et 7 stolperum stuehus med plads og haverum for 52 sdr. til ungkarl Peder Pedersen i Sandvig.
Niels Hansen havde købt en hoppe for 7 sdr 2 mark af Hans Pedersen i Allinge. Nu havde Hans Pedersen taget hoppen igen. Niels Hansen stævnede Hans Pedersen til tinget. Hans Pedersen var ikke mødt i retten.
2. november 1747 Pag. 236a Gæsteret
Den strandede skipper Matthias Pettersen Riis fra Aabenraa havde fået amtmandens tilladelse til at føre sag mod Poul Eskelsen og hans adjuctus Eschel Poulsen for injurier. Til at betjene retten havde amtmanden valg Casper Lorents Barsøe og skipperen havde fået Jesper Hansen til at føre sin sag. Jesper Hansen havde to stævningsmænd Hans Jørgen Bødker og Peder Michelsen, der boede ved Hammersø. Byfogeden var stævnet for ikke at ville betale skipperen for det hør og lind som var leveret til birkefogeden for at sælge på auktion. Byfogeden Poul Eskelsen var ikke mødt, men hans søn Eskild Poulsen havde fået tilladelse til at svare på sin faders vegne.
Eskild Poulsen ankede over, at gæsteretten ikke blev holdt i den sædvanlige tingstue, men i Jørgen Hansens gård i Sandvig. Endvidere mente han at ethvert søgsmål skulle ske til den stævnedes hjemting, som måtte være Hasle Byting og ikke Birketinget. Jesper Hansen, som skipperens fuldmægtig, påpegede at det var en gæsteret under søretten og derfor skulle have sin sag, hvor ulykken var sket. Dommeren henviste til vragforordningen fra 1705, at sagen skulle fortsætte. Og hvis ikke Poul Eskelsen kunne acceptere dommmen, kunn han anke den til overretten.
Jesper Hansen ville bevise med vidner, at aktionsforretningen fra 21. september med salg af våd hamp og lin for i alt 656 sdr 1 mark 14 skilling, endnu ikke var blevet afregnet til skipperen. Eskild Poulsen ville gøre opmærksom på, at skipperens angivelse at eget gods ved hjælp af mærker, ikke kunne stå til troende og derfor endnu ikke kunne udbetales.
De to beskikkelsesmænd Niels Hansen og Rasmus Weidichsen var blevet bedt af skipperen den 5. oktober om morgenen at gå til Eskild Poulsen som var i Allinge om ikke at udbetale penge til Johan Gerløff, som var ubekendt for skipperen og som ikke havde betalt fragt for at transportere gods. Beskikkelsesmændene havde fået besked på at at der måtte kun udbetales penge for det våde hør til skipper Riis. Vidnerne vidste ikke om godset var forsikret af befragterne, som rygtet fortalte.
Jørgen Johansen af Allinge kørte, med heste og vogn, en københavnsk person ved navn Johan Gerløf til birkefogeden Poul Eskelsen i Hasle den 4. oktober. Han kørte fra Allinge kl. 10 og var i Hasle omtrent kl. 1. På vej til Hasle ud for Habbedam kom købmand Mads Clemensen ridende på vej til Allinge. Købmanden spurgte Gerløff om han kunne sælge ham noget lin, hvilket blev bekræftet om hans jagt var kommet ud for Hasle og hvis der var tid dertil. Da vidnet var i Hasle så han ikke denne jagt, men han mødte skipperen i stuen hos birkefogeden.
Giver Løvingsen af Allinge bekræftede at den københavnske person Johan Gerløff logerede hos ham de få dage han var i Allinge. Johan Gerløff og hans skipper Andreas Bodenhoff havde talt om, at den københavnske befragter havde forsikret de tre af fire parter af ladningen i det skib, som var forulykket ud for Allinge, var forsikret, da befragteren havde frygtet at ladningen skulle forulykke, da skibets sejlads havde stået på så længe og ikke ville nå København.
Jesper Hansen mente nu, at hans principal (skipper Riis) ejede den fjerde part af linnet og at skipperen havde 9 skibpund lin tilgode, som han egenhændigt havde købt i Riga. Værdien var for denne part 102 sdr. 9 sk. Endvidere har skipperen fragt tilgode hos befragteren eller assurandørerne, som nu ejer godset. Ladningen var efter skipperens mening på i alt 22½ læster, som var akkorderet med ham til i alt 6 rd 2 mark pr læster, i alt 142 rd 3 mark, hvis rejsen var tilendebragt. Da 3/4-dele var fremmed gods, ville han kræve 106 rd. 4 mark i fragt.
Dommeren udsatte sin kendelse til næste dag kl. 10
3. november 1747 Pag. 241a
Skriver Lars Andersen Birch.
Skipper Mathias Petersen Riis fuldmægtig Jesper Hansen fremlagde connossementer (bevis for varer som en befragter havde overladt til en skipper at transportere). Eskild Poulsen fremlagde Gerløffs krav på godset, som skipper Riis aldrig tidligere havde set. Skipperens redere var Hans Petersen Skade, Henrich Hæisen og Jørgen Petersen Riis fra Apenraade. De tre havde fået adresseret en fuldmagt til skipper Riis således at han kunne disponere over vrag og gods. Krav til skipperen var indløbet fra forskellig side: kaptajnen for vagtpenge, præsten Hans Mahler for husleje. Rasmus Weidichsen havde købt træskroget og leveret pengene til Eskild Poulsen, men det burde retteligt have været betalt til skipper Riis. Jesper Hansen påpegede at birkefogeden ikke havde ført ordentlig regnskab over linnet og det hampeblaar, som var bjerget og solgt på auktionen. Desuden havde der været divergerende budgivning på auktionen, som var holdt i Hr. Mahlers hus. Jens Larsen havde budt 24 rdr. pr lispund lin, men de var blevet solgt til Gerløff for godt 23 rdr. Desuden var der forsvundet noget lin, som ved politiforhør var blevet undersøgt. Sagen drejede sig om hvem, godset tilhørte. Var det skipperen på redernes vegne eller befragterne på kommissionens vegne ved Gerløff? Skipperen krævede at alle 626 sdr. som var indkommet ved auktionen. Pengene var endt hos birkefogeden, som auktionsforvalter.
Sagen sluttede og dommeren ville føre sagen til doms.
6. november 1747 Pag. 242b
Begge parter var tilstede og dommen afsagt. På vegne af birkefogeden bød hans søn Eskild Poulsen hele sagen beskrevet for at derefter kunne appellere den til højere instans. Jesper Hansen bad også om dommen, ikke til brug for appel, men til skipperens efterretning.
Dommeren fandt det helt klart bevist, at birkefogeden ikke havde handlet korrekt. Han var blevet tilsagt til at auktionere alt vådt gods af lin og hamp. Og han kunne derfor ikke udbetale pengene til tredieparten Gerløff, der som kommissær var tilrejst fra København. Det lå i skipperens lod, at aflønne for husleje, vagtpenge og andre udgifter. Gerløff havde unddraget sig disse omkostninger. Der var blevet advaret mod handlingen og birkedommeren havde derfor handlet mod vragforordningen og loven. Han skulle inden tre solemærker betale skipperen 626 rdr. og 16 rd i sagsomkostninger.
13. november 1747 Pag. 244a
Vefst Pedersen fra Allinge indstævnede Axel Lind fra Allinge for gæld. Axel Lind var ikke mødt, så sagen måtte udsættes til næste ting.
Niels Hansen mødte i sag som Hans Pedersen i Allinge havde stævnet ham i. På Hans Pedersens vegne mødte hans far Peder Mogensen af Allinge. Peder Mogensen angav at Niels Hansen måtte stævne hans søn for nørre herred, hvor han boede. Men da Hans Pedersen stod under borgerskabskompagniet og havde jord i byvangen og ikke havde fast tilknytning noget sted, kunne Niels Hansen føre sag ved birketinget.
27. november 1747 Pag. 244b
Læst kgl. patent om højesterets afholdelse i 1748
Eskild Poulsen havde fået fuldmagt fra Søren Jensen Cramer og Johans Gierløf i København, som interessenter for den lin og hampeblaar, der forudlykkede ud fra Allinge, til at afhøre/eksaminere skipper Riis personligt ved retten. Jesper Hansen begærede kopi af fuldmagten til skipper Riis og klagede over, at skipperen skulle eksamineres af Eskild Poulsen med faderen Poul Eskelsen i dommersædet, netop fordi de to havde anket sagen til landstinget.
Eskild Poulsen ankede over, at Jesper Hansen ville føre sagen for skipperen, trods at det var skipperen der var indstævnet til at blive eksamineret personligt. De to parters fuldmægtige disputs om lovlighed fylder to sider inden selve afhøring blev produceret.
Eskild Poulsen stævning af skipperen Matthias Pettersen Riis, som opholdt sig i Allinge, kunne ikke effektueres, da han ikke var mødt i retten.
I sagen som Niels Hansen af Allinge ville føre mod Hans Pedersen kunne ikke føres ad Hans Pedersen ikke var mødt. Dommeren tilsagde Hans Pedersen at møde til næste ting, ellers ville han afgive dom uden hans forklaring.
Vefst Pedersen af Allinge havde stævnet Axel Lind for gæld på 4 sdr. 2 mark og 9 skilling. Axel Lind mødte og fremlagde sit skriftlige indlæg i sagen. Vefst Pedersen ville svare på næste ting. Da der var fremlagt et regnskab, bad dommeren Christian Rasmussen og Andris Knudsen at likvidere posterne og derefter fremlægge deres mening om sagen på et møde den 1. december.
11. december 1747 Pag. 247a
Retten blev ført af Eskild Poulsen.
Læst et købe. og skødebrev der viste aat Hans Christian Winberg i Sandvig havde solgt 7 skpl. bygjord i Allinge byvang i Nyeløkkerne til Peder Jørgensen for 65 sdr. kurant.
Læst et pantebrev udgivet af Peder Jørgensen i Allinge, der havde lånt 60 sdr. af Lars Pedersen på Bådstadsgården i Rø sogn. I pant havde Peder Jørgensen sat sin iboenden gård, plads og løkke i Allinge, samt 7 skpl. bygjord i Nyløkkerne.
Vefst Pedersen i Allinge mødte og angav, at han var kommet til forlig med Axel Lind.
Herredsfenrik Svend Mickelsen af Rønne havde fået amtmandens ordre til at nedsætte sig som sættedommer i afhøringssagen mellem Eskild Poulsen og skipper Matthias Petersen Riis. Jesper Hansen Smed fremlagde på skipperens vegne et connossement, der fortalte at skipperen skulle levere en linmotte (=en pakke) til mons. Børge Madsen Lund i København. Godset havde han modtaget i Riga. Connnossementet blev oversat til dansk, således at stokkemændene kunne forstå det. Sættedommeren henviste til kgl. lov om tingsvidner og at han ikke kunne tillade, at sagen blev stillet i tvivl. En længere disputs om lovligheden blev afsluttet af sættedommeren med henvisning til amtmandens ordre til ham om at føre tingsvidnesagen.
Eskild Poulsen fremstillede sine to kaldsmænd, der beviste at de havde indstævnet skipper Riis personligt til at møde i retten. Man han var ikke mødt. Jesper Hansen havde fået hans tilladelse til at svare for ham. Jesper Hansen henviste til afhøringen af skibsfolkenen den 25. spetember og af borgerne i byerne. Jesper påpegede at da Johan Gerløff var i landet havde han ikke en eneste gang talt med skipperen Riis og ej heller betalt noget af de udgifter der pålagdes godsets håndtering. De to københavnere synes at ville påvise, at skipperen Riis havde stjålet noget af ladningen og derfor forholdt dem deres retmæssige ejendom. Eskild Poulsen mente derfor at det var forklaringen på, at Riis ikke var mødt i retten og derved undgik at gøre sin ed på en forklaring, der ikke ville være sandhed.
Eskild Poulsen havde med kaldsmænd indkaldt vidner til sagen om den såkaldte “kælder hør”, der blev fundet i Hr. Mahlers gård i Allinge, samt de manglende pakker hør, der tilhørte Gerløff, der udgjorde den beskikkede kommission på interessenternes vegne. De indkaldte vidner var Jørgen Johansen, Jens Larsen Smed, Jesper Hansen Smed, Jacob Madsen, Axel Lind, Vefst Pedersen, Jens Madsen, hans Hyldebrand, Rasmus Michelsen, Erik Hansen Skrædder, Jens Andersen Mørk og Giver Løvingsen fra Allinge og fra Sandvig Christian Rasmussen, Peder Pedersen, konstabel Jens Hansen, Hans Nielsen og Mogens Bendixen, samt Vefst Jensen på Slotsladegården og Jens Boesen på slotsgrunden. Desuden var sognepræsten Hr. Mahler bedt om at møde og fortælle sin historie.
Jesper Hansen fremførte at der ikke var noget bevis for at befragteren Børge Madsen Lund i København havde lin på det forulykkede skib. Desuden mente han at det ikke var bevist, at skipper Riis havde lejet Hr. Mahlers kælder til opbevaring. Desuden kunne han ikke afhøres som vidne i en sag, hvor han var fuldmægtig for den sigtede skipper. Eskild Poulsen modsagde Jesper Hansen på alle punkter. Dommeren kunne ikke lade Jesper Hansen afhøre i sagen, da han havde øvrighedens tilladelse til at være skipperens fuldmægtig.
Jesper Hansen betragtede hele afhøringen som et angreb på skipperens troværdighed og derfor var det en æressag. derfor ville han have vidnerne separerede, hvilket dommeren accepterede og bad vidnerne at forlade salen og være klar til at blive råbt ind.
Eskild Poulsen startede med at afhøre t godvilligt vidne Peder Jørgensen fra Sjælegård i Olsker. Han havde været med ved ransagningen den 4. november efter de manglende pakker fra skibet. Det havde været Jesper Hansen der bad ham at følge med som vidne til Hr. Mahlers gård i allinge. Både skipperen og Gerløff var med da de ransagede i gården. Ransagningsmændene havde bedt Mahler om nøglen til kælderen, men da den ikke blev udleveret, og efter der var ledt i huset på “kroge og paneler”,gik Jesper Hansen hjem efter dirke og dermed fik Jesper Hansen døren op. I kælderen fandt de hør i pakker. Pakkerne blev taget op af kælderen – Gerløffs pakker blev lagt i kammeret og bjergernes i køkkenet.
Dommeren måtte afbryde afhøringen og vise styrmand Lund ud af retten, da han adskillige gange havde afbrudt sagen “med bulder og Allarm”.
Jesper Hansen kunne derefter fortsætte med afhøringen af Peder Jørgensen, der kunne bekræfte at kælderen blev åbnet i mange folk påsyn. Vidnet kunne ikke bekræfte, at Gerløff havde bedt om at ransage kælderen.
Dernæst Jens Boesen kunne på spørgsmål fra Eskild Poulsen bekræfte at Johan Gerløff havde begæret ransagning efter, at han have modtaget det strandede gods i Mahlers gård. Han havde været med som ransagningsmand på vegne af bjergerne og efter opfordring af Jesper Hansen. Han havde ikke hørt hvad præsten svarede, da han blev spurgt om nøglen til kælderen, men hørte præsten undre sig over, at der var hør i kælderen og han spørgsmål om hvem “der havde puttet det der ned”. Vednet havde fået betaling af Gerløff for at bringe hans part op i kammeret. På Jesper Hansens spørgsmål kunne han bekræfte at han havde været med ved auktionen i Præstens gård selv samme dag den 4. oktober og at der næppe gik 2 timer førend ransagningen blev gennemført og at der gik en rum tid inden Jesper Hansen fik kælderdøren op. Han kunne ikke bekræfte, at Gerløff havde sagt, at lin’et i kælderen var tyvekoster.
Tiden var gået og de øvrige vidner blev tilsagt til at møde på tinget om 8te dage.
I sagen mellem Niels Hansen og Niels Pedersen, var kun Niels Hansen mødt. Men da “det er langt ud paa natten” blev sagen udsat til ting 8te dage.
18. december 1747 Pag. 254a
Læst et købebrev omhandlende at Vefst Pedersen har købt en eng i Rutsker sogn for 16 sdr. af sin fader Peder Christensen i Rutsker.
Læst et pantebrev udgivet af Jens Andrisen for et lån af 100 sdr. af Jørgen Jørgensen på Magaarden i Olsker. Som pant var sat 1 tøndeland bygjord i Knudsløkken i Allinge byvang og 8 skpl. havrejord og et læs enges i samme byvang.
Niels Hansen af Allinge mødte for retten i sagen mod Hans Pedersen af Allinge vedrørende en hoppe Niels havde købt af ham, men som han havde taget tilbage. Hans Pedersen var heller ikke denne gang mødt for retten. Niels Hansen fremstillede derfor to vidner: Michel Mogensen og Hans Winberg begge fra Sandvig. Michel Mogensen fortalte “at hand var paa Dyngemøllen hos Jens Monsen og talte med Hans Pedersen (der syede sko) da bad Hans Pedersen vidnet at hand vilde naar han kom til Allinge sige til hans morbroder Niels Hansen, at hand kunde icke komme til ham paa Søndag, men paa Tisdag vilde Hans Persen komme ned til ham, og ieg vil sige hvor om det er, det er om en hope som Niels Hansen vilde kiøbe af mig og hand skal faae den i hvilket budskab vidnet fremførte” Vidnet kunne berette at hoppen var kommet til Niels Hansen om tirsdagen. Hans Christian Winberg bevidnede, at der kort tid efter at hoppen var leveret til Niels Hansen kom der bud om at Hans Pedersen ville have hoppen igen. Niels Hansen fortalte at han havde nægtet at levere hoppen tilbage, da han havde lovet betaling af 7 sdr. 2 mark inden påske. To dage efter var hoppen sluppet løs og han fandt den hos Jens Wefstes, som havde fået den af Hans Pedersen. Dommeren ville ikke vente at Hans Pedersen skulle dukke op. Derfor tog han sagen til doms.
Dommeren efterlyste upartiske mænd til at beskride taksatoropgaven mht. de kongelige skatter. Af Allinge valgtes Axel Lind og Jens Andersen og af Sandvig Michel Mogensen og Hans Madsen. Som kæmnere tilsattes Johan Samuelsen fra Allinge og Per Persen på Bakken i Sandvig.
Til stokkemænd valgtes fra Allinge Hans Hansen fra Løsebæk, Michel Hansen, Anders Olsen i Egesløkken, Hans Samuelsen og Mads Pedersen og fra Sandvig Hans Jespersen, Per Larsen Lyng og Jens Hyldebrand.
Derefter blev retten betjent af fenrik Svend Mikkelsen af Rønne for at fortsætte tingsvidnesagen mod skipper Riis. Skipperen var stadig ikke mødt, men havde sendt sin fuldmægtig Jesper Hansen. Jesper Hansen startede med at erklære indstævningen ulovlig. Hvilket Eskild Poulsen ikke havde forventet fra “en gamel forfaren Procurator uden det skulle være krogloven”.
Den første blev indkaldt. Axel Lind fortalte at han arbejdede for skipper Riis med at lægge hørret i Hr. Mahlers køkken. Han mente at høre fra skriveren, at der var 40 “motter” (pakker). Han sagde at der var lås for, men han vidste ikke, hvem der havde nøglen. Der blev kun lagt hør i køkkenet og hampen blev anbragt på loftet over stuen og studerekammeret og under lukke. Vidnet huskede, at da ejerne af linnet (kommissionen/Gerløff) skulle afhente linnet, så havde bjergerne savnet fire pakker. Om det var disse fire pakker, der blev fundet i kælderen, vidste vidnet ikke. Skipper Riis og hans skibsfolk. havde logeret hos Hr. Mahler i en stue midt imellem køkkenet, med linpakkerne og kælderen, hvor der senere fandtes pakker. To af skibsfolkene (tømmermanden og en anden) var rejst bort inden Gerløff kom til Allinge. Axel Lind havde hørt at linnet i Køkkenet måtte være taget ud af det vestre køkkenvindue til gården. Vidnet kunne berette at Skipper Riis havde talt med tolderen hos Giver Løvingsen og der bedyrede han, at han inetet kendte til kælderlinnet. Men vidnet havde set, at styrmanden havde solgt hør til Vefst Jensens hustrus søster. han mente også at hørret i køkkenet var lidt løsere da det blev bragt ud end det var da det blev lagt ind. På Jesper Hansens spørgsmål kunne vidnet bekræfte at de tre pakker, som Gerløff købte på auktionen, der blev bragt ned til stranden, var meget store, så store at stitræet gik i stykker. Det blev ikke vejet, da der ikke var en vægt til rådighed. Jesper Hansen fik vidnet til at fortælle, at den stue hvor skipperen logerede sammen med sine skibsfolk, ikke havde adgang til gården. Fra gården var der en klippe, hvorfra tyve kunne få adgang til køkkenet med linnet uden at det ville blive opdaget af nogen selv ved højlys dag. Vidnet, som var en lovkyndig gammel mand, fortalte at den der udlejer til opbevaring af gods, også havde ansvaret for sikkerheden. Axel Lind berettede at Eskild Poulsen havde beskyld skipper Riis for at have solgt lin til en mand i Østerlars, men han havde ikke selv set skipperen sælge noget, til trods for, at han boede tæt ved præstegården. Jesper Hansen mente, at Eskild Poulsen havde beskyldt skipper Riis for at være tyv og havde derved angrebet skipperen på hans navn og rygte.
Da klokken var langt ud på natten og at mange havde lang hjem blev sagen udsat til første mandag efter Hellig tre konger.
23. december 1747 Pag. 258b – gæsteret
På begæring af den hollandske kompagni kaptajn Henrik Intze. Kaptajnen havde bemyndiget Jesper Hansen til at forestå tingsvidnesagen, da Henrik Intze ikke var det danske sprog mægtig. Tingsvidnet skulle oversættes til et forståeligt sprog.
De fremstillede skibsfolk var styrmanden Jocum Springer fra Holland, understyrmand Jan de Jung fra Sernse (?), obertimmermand Henrik Peters fra Cønsberg, undertimmermand Christian Ginge fra Stolp, bådsmand Hans Albregt fra Stolp, Christian Riechardt Kok fra Fur, Jørgen Husmand, matros fra Dantzig, Johan Mikilke fra Dantzig, Jan Siske fra Dantzig, Daniel Bönke fra Stolp i Pommern, Gotlieb Klingbiet fa Leebe, Carl Segel fra Dantzig, Thomas Hansen fra Norge.
David Petersen fra Rønne blev indkaldt som tolk, da han beherskede det hollandske sprog, som han havde lært efter mange rejser til Holland. Han havde oversat den skriftlige beretning fra skibsfolkene, som efterfølgende blev indskrevet i tingbogen.
Endvidere blev adskillige borgere indkaldt til at bevidne strandingen: Hans Jespersen, kaptajn Jens Hansen, Jørgen Jørgensen, Jens Jørgensen, Giert Hansen, Michel Mogensen og Peder Pedersen alle fra Sandvig og Jens Larsen, Rasmus Weidicksen, Hans Hansen, Niels Hansen, Jacob Madsen af Allinge.
Edsaflæggelsen blev tydeligt translateret til hollandsk, me ikke indskrevet i tingbogen på grund af tidsnød. David Pedersen fra Rønne afgav ed på at han havde oversat korrekt til hollandsk.
Hans Jespersen havde opdaget skibet med deres mange lanterne norden for Sandvig natten mellem den 11. og 12. december. Han hentede kaptajn Jens Hansen, Jørgen Jørgensen og Jens Jørgensen der straks begav sig noden byen til Landshoken (?). Skibet stod på klipperne og de to master var allerede knækkede. Skibsfolkene råbte om hjælp. Først efter to timer fik de en line i land, dernæst en trosse for tilsidst partlinen som de fæstnede til klippen. Derefter kunne de trække mændene en efter en i land. Det var meget svært, da det var helt mørkt og kunne ikke se hvornår de skulle trække. Først da det lysnede den næste dag var alle trukket i land. De fortalte at skibet havde gået forbi øen blot 1½ kabellængde nordligere. Skibet strandede på nær det farligste sted på øen. Takkeladen, vanter redskaber der sad på fokmasten med sejlene og bovspydet gik på grund af den stærke storm væk fra landet og kom ikke op på klipperne. Stormastens sejl og tilhørende vandterstag og løbende redskaber blev slået i stykker. Samme sted strandede det svenske orlogsskib nogle år tidligere. Mange af skibsfolkene mistede en del af deres kister og klæder. Vidnerne svarede at efter høst dette år var mange skibe kommet i ulykke, senest en svensk ostindienfarer.
Dernæst Peder Pedersen, Giert Hansen af Sandvig og Hans Hansen og Niels Hansen af Allinge vidnede ligesom de andre fire. Jesper Hansen fandt det ikke formålstjenligt at afhøre flere. Hollænderne fik et sit tingsvidne.
(Den omtalte oversættelse af hollændernes vidnesmål findes ikke i tingbogen, som således må have været indført i den såkaldte genpartsbog, der ikke eksisterer mere)
8. januar 1748 Pag. 260b
Taksatorerne fremlagde deres taksering af skatter for 1748. Det var underskrevet af tre taksatorer. Michel Mogensen ville ikke underskrive, da han ikke mente, at man kunne taksere højere end skatterne i 1744, der fulgte hans majestæts jordebog. De tre underskrivere havde takseret efter amtmandens ordre, der tillagde den resterende kvartalsskat for 1744. Birkedommeren beordrede udskrift at takseringen til amtmandens orientering.
Christian Rasmussen overtog dommersædet, således at Poul Eskelsen kunne spørge borgerne om der var ændringer i jordene ved køb og salg. Hertil svarede borgerskabet nej. Dernæst fremstillede birkefogeden sidste års stokkemænd for at få vidnesbyrd om uvisse indtægter såsom sagefaldsbøder eller lejermålsbøder. Vidnerne meddelte at Hans Hansens hustru i Allinge kom 20 uger for tidlig i barselsseng og derfor har lagt bøde efter loven på 5 sdr. 4 sk. Det var det hele.
15. januar 1748 Pag. 261a
Dom afsagt mellem Niels Hansen og ungkarl Hans Pedersen begge fra Allinge.
Dernæst blev retten betjent af herredsfenrik Svend Mikkelsen i tingsvidnesagen. Eskild Poulsen fremlagde et skriftligt indlæg på vegne af de københavnske befragtere.
Først blev Jørgen Johansen fra Allinge afhørt. Han vidste intet om, hvor meget hør der blev bjærget og opbragt i Mahlers gård. Men han mente, at en eller to af borgerskabet stod vagt ved Mahlers gård “i førstningen”. Han vidste, at skipper Riis logerede i stuen mellem køkkenet, hvor linnet var opmagasinet og gangen, hvor nedgangen til kælderen var. Han havde, som sine medbjærgere, fået sin part af hørret, da det blev optaget af kælderen. Han ville ikke bekræfte, at skipper Riis fuldmægtig Christian Gregor havde lovet bjærgerne, at de nok skulle få deres part, hvis de indstillede ransagningen. Jørgen Johansen havde ikke hørt om forbud til Gerløff om at fjerne hørret. Men at han mente, at der var blevet fundet 4 måtter hør og at den ene blev givet til bjergerne og de tre til skipperen. Men vidste, at der blev 24 pakker/motter blev nummererede 1 til 24. Og et skippund blev takseret til at være hampeblaar. Den første pakke blev takseret pr. skippund til 10 rdr., men de sidste tre (nr. 22,23 og 24) var af dårligere kvalitet svarende til hampeblaar a 5 sdr. pr. skippund (Der nævnes lin, hør og hamp i en forvirring, samt der var forskel på tør og våd tilstand. Noget blev løsnet fra pakkerne og bragt ind til et rum med kakkelovn. Det er svært at helt gennemskue uenigheden) En del af uenigheden udsprang af at måtterne var i forskellig størrelse. Ved auktionen blev de vurderet til 6 lispund stk. men ved fordelingen af linnet blev pakkerne vurderet til at udgøre hver 7 lispund. Vidnet fortalte at Gerløf var “vred og truedes og toug til kaarden da de (bjærgerne) icke vilde nøyes med hans bud” Der havde være stor utilfredshed mellem bjærgerne og birkefogeden. Bjærgerne ville ikke nøjes med 14-mands bjergeandel og derfor havde de ønsket at have 18 mands bjærgedele. Jørgen Johansen forsøgte at være uvidende om trætten, men antydede, at de 18 mands parter var med tillægget af de såkaldte “øvrighedsparter”. Jesper Hansen antydede at de fire forsvundne pakker sagtens kunne have været stjålet ud af Mahlers gård, der var et helt lukket gårdskompleks, således at ingen kunne se, hvad der foregik på gårdspladsen. Vidnet bekræftede at de fire lin måtter, som blev fundet, efter auktionen, i kælderen, blev ikke vurderet, men delt mellem bjærgerne og Johan Gerløff.
Dernæst Jens Andersen Mørk blev afhørt. Han hørte til de få, der havde været med helt fra starten. Han var med til at pumpe vand ud af skibet, så den kunne holde sig flydende. Han kunne bevidne, at der intet blev fjernet, medens han var om bord. Vidnet var en af bjærgerne og var som sådan deltager i fordelingen af godset. Han undgik behændigt, at svare på detaljerede spørgs desangående. Jesper Hansen fik vidnet til at fortælle, at der sad en hængelås i døren ind til det bjærgede gods. Hængelåsen havde vidnet selv udlån til Jesper Hansen til formålet. Hængelåsen var sat på døren til linnet, hvor også Gerløffs, Christan Gjegers samt tolderens segl var sat. Det bekræftedes, at både bjærgerne og øvrigheden havde presset skipperen for hver 18 parter i stedet for 14. Han kunne ikke bekræfte, at der var afbrækket med et bræt, der var slået for vinduet i Hr. Mahlers gård. Jens Andersen Mørk boede tæt ved stedet, hvor skibet forliste. Han kunne bekræfte, at skipperen dagen efter var i gang med at bjærge sejl, ankertov og redskaber.
Næste vidne var Vefst Jensen, der kunne berette om skipper Riises fuldmægtig Christian Gegers, der til ham havde fortalt, at præsten selv havde leveret nøglen til kælderen, således at den kunne bruges til opbevaring af lin. Eskild Poulsen ville have Vefst Jensen til at fortælle, hvem ellers vidste om nøglen og linnet. Dette kunne han ikke erindre, men fortalte at skipper Riis havde følt sig afmægtig overfor sin overordnede Christian Gegers, som ikke var klar over at skipperen havde bedt Jesper Hansen at gå ind i sagen på hans side. Gegers havde bemægtiget sig retten over godset og disponerede, som ejer af godset, ikke altid i overensstemmelse med skipperen.
Dernæst Jens Larsen Smed af Allinge, der fortalte, at han blev afvist som bjærger af godset, så han vidste ikke detaljer om godsets opmagasinering. Han vedstod, at han havde købt 4 lispund hør af styrmand Lund, som havde angivet at hørret “var hans føring”. Eskild Poulsen ville have vidnet til at fortælle, hvorfor der var så mange hemmeligheder om godsets vej til de nye ejere og hvor meget der var blevet solgt udenom systemet. Jens Larsen protesterede over spørgsmålet, da der deri lå en beskyldning mod ham, at han skulle have købt hør eller hamp ulovligt. Jens Larsen ville have at Eskild Poulsen skulle bevise disse “subtile sigtelser” i stedet for indirekte anklager. “Eskild Poulsen deklarerede at hans question til vidnet i ingen maade var nogen sigtelse til vidnet, det een hver klog og forstandig hierne kand begribe”. Jens Larsen svarede vredt, at da han ikke havde været bjærgere, havde han ikke kendskab til hvilket lin eller hør, der tilhørte hvem og hvorfor. Han havde køb lin af sine egne penge og han havde budt 24 rdr. lispundet for den første pakke lin, men var blevet overbudt af Johan Gerløff.
Dagen var gået og sagen måtte udsættes til næste ting.
Hernæst er indskrevet DOMMEN mellem Hans Pedersen og Niels Hansen i Allinge om den hoppe, som Hans Pedersen havde lovet Niels Hansen. Det var Niels Hansen, der havde stævnet Hans Pedersen for ikke at holde sit løfte om hoppen, men Niels Hansen havde ikke hverken betalt eller fået noget endelig aftale, så dommeren mente ikke at Hans Pedersen kunne dømmes i sagen. Hans havde trukket sit tilbud tilbage på et lovlig måde. Men da Hans Pedersen ikke havde mødt op på tinget og forklaret sig, havde tinget måtte spilde tid på en unødvendig sag. derfor skulle Hans Pedersen betale 2 sdr.i sagens omkostninger.
22. januar 1748 Pag. 266a
Beordret sættedommer Svend Mikkelsen i dommersædet i sagen, hvor Eskild Poulsen på vegne af en del befragtede, havde indstævnet vidner for at afklare handlingsforløbet vedr. det forulykkede skib ført af skipper Riis. Endnu var 6 vidner ikke afhørt i sagen.
Den første var Jacob Madsen fra Allinge. Han bekræftede, at skipperen Riis, en styrmand og en dreng logerede i Mahlers hus inden købmand Gerløff ankom til Allinge og havde derfor opsyn med godset. Tømmermanden og jungmanden var rejst inden Gerløff kom til byen. Jacob Madsen var nabo til Mahlers gård og han benægtede, at nogen kunne komme ind i gården uden at skulle klatre over gærdet. Han mente, at det var umuligt at komme ind på gårdspladsen uden at blive opdaget. For øvrigt havde han ikke været tilstede ved auktionen, da han var på generalmønstring i Rønne. Han vidst også, at bykaptajnen havde sat Jens Frederiksen som vagt ved gården, og at det var ham, der fik opgaven mod betaling, da han ikke tilhørte bjergerne, der havde del i godset.
Dernæst Jens Madsen af Allinge kunne fortælle, at han var en af bjærgerne og havde været tilstede, da kælderen blev åbnet, ved at Jesper Hansen havde dirket kælderlemmen op. Præsten havde udtalt, at han ville have kammeret og kælderen for sig selv, så derfor havde han ikke villet lukke op for kælderen. Han havde som bjærger fået 4-5 pund lin, og Gerløff havde fået sin part af linnet, der måske havde være på 4 måtter. Men linnet havde været løst, så han vidste det ikke.
Derefter Erik Skrædder af Allinge havde været med til at pakke hørret ind i pakhuset (køkkenet). Han mente at der var 21 måtter, men vidste det ikke, da han passede sit arbejde. Han var helt sikker på, at intet blev lagt ned i kælderen. Men at hørret var mage til det løse der lå ved skorstenen.
Dernæst Vefst Pedersen fra Allinge, der selv var sømand, blev bedt om at fortælle, hvor meget vand der stod i skibet om aftenen, da han kom ombord i skibet for at pumpe. Han fortalte, at den var halv fuld og efter de havde pumpet hele natten, var vandet steget to fod. Han mente ikke, at pumpen var i stykker og kunne derfor ikke forklare, at vandet trods pumpningen steg. Vidnet erkendte at styrmanden havde solgt 1 lispund hør til hans fader Peder Christensen. Styrmanden havde et par sække, som han solgt af. Vidnet fortalte også, at om onsdagen blev 4 måtter båret ud af pakhuset og løst op. Efter onsdagsprædikenen, tog skipperen sine 3 pakker og bad det ind ved skorsten og den sidste fjerdepart fik bjærgerne uddelt. Vidnet huskede også, at skipper Riis havde beklaget sig over sikkerheden. Blandt andet var gavlen så skrøbelig, at den kunne slås ind og linnet kunne udtages ad den vej. Præsten havde derfor slået en lægte for gavlen. Vidnet kunne også huske, at præsten havde bedt smeden Jesper Hansen om at smede et overfald og en krampe, således at der kunne lukkes mellem det kammer, som skipperen brugte til sin kiste og tøj og det kammer, som hørret/linnet blev opbevaret. Han fortalte, at da Christian Griger fra Rønne kom som fuldmægtig for skipper Riis, havde han løst gods inde i pakhuset og sat sit segl på døren.
Dernæst Giver Løvingsen fortalte at i hans hus var Johan Gerløff mødt op, som fuldmægtig for ejerne. Han havde erklæret sit formål med tilstedeværelsen. Dernæst havde han, skipperen Riis og Styrmanden Lund begivet sig til toldbetjentene i Sandvig, som var ved et andet vrag. Det var hos Giver Løvingsen at Johan Gerløff logerede, men trods det havde Løvingsen ikke set eller hørt, at Gerløff havde nogen fuldmagt som indikerede at han havde repræsenterede ejerne. Løvingsen kunne erindre, at to kaldsmænd Weidichsen og Niels Hansen, havde påbudt Johan Gerløff ikke at rejse med godset før ejerforholdene var afklarede. Gerløff rejste til Hasle med Løvingsens hustrus fader Jørgen Johansen, som kaution havde han sat sin kuffert. Men halvvejs til Hasle havde han vendt om og hentet sin kuffert. Både Gerløff og hans skipper Bodenhøf havde fortalt vidnet, at en del af godset var forsikret.
Dernæst Weidichsen af Allinge, der stort set ikke kunne berette om sagen, da han havde gået og arbejdet på stranden.
Dernæst Peder Pedersen fra Sandvig, der heller ikke kunne oplyse noget nyt.
Eskild Poulsen ville ikke afhøre resten af vidnerne, da han mente, at han derved ville få nye oplysninger til hans principaler Johan Gerløff og Jørn Jensen Cramer på befragternes vegne. Vidnet Jens Hansen var konstabel og hørte derfor ikke til dette ting. Præsten Hr. Mahler ville ikke lade sig afhøre frivilligt og skulle derfor indstævnes særskilt. Hvilket Eskild Poulsen ikke ville gøre.
Skipper Riises fuldmægtig Jesper Hansen undrede sig over, at vejermesteren Mogens Bendixen og Christian Rasmussen ikke skulle afhøres, da de jo var vigtige personer i vurderingssager. At præsten ikke ville lade sig afhører, var for Jesper Hansen et savn, da han havde en central rolle. Hvis det ville blive nødvendigt ved senere uenighed, ville Jesper Hansen sørge for at præsten blive afhørt.
11. marts 1748 Pag. 270b
Johan Samuelsen af Allinge og Hans Hyldebrand erklærede at deres uenighed var blevet bilagt og at de gensidigt havde ønsket hinanden al ære og godt.
26. marts 1748 Pag. 270b
Læst en skrivelse fra amtmand Urne ang. en hollandsk ostindiske kompagnikaptajn Henrich Intze, som strandede ved Sandvig, og havde rekvireret assistance af nogle i kompagniet stående folk. Nogle af disse folk forlader deres logement og løber rundt på øen. Disse folk skal anmeldes eller indbringes til kaptajnen. Brevet var dateret 21. marts 1748.
Med sættedommeren Svend Mikkelsen i dommersædet fortsatte tingsvidnesagen, i anledning af det strandede skib ført af Matthias Pettersen Riis havde mons. Søren Jensen Crammer på vegne af Johan Gierløf, der repræsenterede ejerne af skibets ladning bedt Eskild Poulsen at stævne forskellige personer til afhøring. Flere af disse stævnede var endnu ikke afhørte og Eskild Poulsen indstævnede nu sognepræsten Hans Mahler, Christian Jæger af Rønne og Mads Jørgensen af Allinge. Hans Mahler og Christian Jæger var ikke mødt i retten.
Jesper Hansen var mødt i retten, ikke for at tage til genmæle, men for at følge sagen, som han havde ført til landstinget, der skulle føre sagen den 10. april. Endvidere ville han påpege, at sættedommeren Svend Mikkelsen ikke kunne videreføre sagen, da den kommende landstingssag påviste, at sagens parter er avindsmænd.
Sættedommeren afgav sit interlocatoriekendelse og ville ikke afbryde Eskild Poulsens tingsvidnesag, da han ikke endnu var blevet lovligt underrettet om landstingssagen. Jesper Hansen ville have udskrift af disputten (2½ side) til senere påvisning om sagens lovlighed.
Eskild Poulsen kunne så endelig afhøre Mads Jørgensen af Allinge. Han var bjærger af godset og var med til at opage godset til Hr. Mahlers gård. Han synes, at der var mindre hør, som senere blev kørt fra gården, men om det skyldtes at hørret var presset sammen, vidste han ikke.
Eskild Poulsen ville føre et skriftligt indlæg med behørige attester på sagens sammenhæng til næste ting.
1. april 1748 Pa. 273b
Et pantebrev udgivet af Hans Olsen i Allinge på et lån af 50 sdr., som han havde fået af Rasmus Rasmussen på Deibjerg i Klemensker mod pant på 1 tdl. 2 skpl. bygjord i Jydetornen i Allinge byvang.
På vegne af tolder Christian Topp mødte strandvisitøren Lars Jacobsen Tornovius for at tage et tingsvidne på strandingen af galiot Enighedens ud for Sandvig natten før den 1. oktober 1747. Tingbogen for den 9. oktober blev oplæst. Skibet var på vej fra Calmar med brædder og tjære, samt “sendingsgods” som med det allerførste skulle videre til Lübeck. Straks efter strandingen blev bjærget 52 tylter fyrrebrædder på 5 a 6 alen, samt 12 tylter, som var slået i stykker, “en fustatie med en slump løs og ganske vaad allun” [alun], “en slump homle 40 tønder tjære, der var blandet med vand, og 97 jernstænger. Bjærgerne havde fået en fjerdedel. En af vurderingsmændene var udeblevet og derfor måtte tolderen vente med at få sit tingsvidne til efter næste ting den 22. april.
Dernæst nedsatte sættedommeren Svend Mikkelsen af Rønne sig i dommersædet i sagen mellem Eskild Poulsen og skipper Riis. Eskild Poulsen havde ikke nået at sammensætte sine beviser skriftligt og var af den mening at landsdommeren skulle beslutte om sagen skulle fortsættes på birketinget eller landstinget. Sættedommeren mente at sagen måtte hvile til landsdommeren havde besluttet sig for sagens forløb. jesper Hansen mente fortsat, at sagen burde føres på landstinget og han oplyste at han havde bestil “logement” til skipper Riis i Rønne, således at han kunne være tilstede ved landstingets behandling af sagen.
22. april 1748 Pag. 274b
Hans Jespersen af Sandvig, Hans Hansen af Løsebæk, samt Vefts Pedersen af Allinge søgte og fik borgerskab.
Sættedommeren Svend Mikkelsen satte sig i dommersædet i sagen mellem Eskild Poulsen på vegne af Gierløff og Cramer mod skipper Riis. Eskild Poulsen ville have udsættelse af sagen, da landstinget nu havde antaget sagen til pådømmelse. Hvilket sættedommeren bevilgede.
13. maj 1748 Pag. 275a
Sognepræsten Mahler stævnede Jesper Hansen i Allinge fordi han endnu i 11 år ikke havde ydet den årlige tiende og “Mikels rættighed af Jord, lam med videre”. Jesper Hansen var ikke mødt i retten og præsten fik udsættelse til næste ting.
27. maj 1748 Pag. 257b
Kgl. forordning om forbud for overførsel af alle slags hornkvæg fra Jylland til andre provinser, undtaget slagterne fra København.
Kgl. forordning og plakat om krybskytteri.
Læst kongelig forordning om aflæggelse af regnskaber for hospitaler, skoler og fattiganstalter – skærpelse af forordning fra 6. februar 1694.
Læst kgl. konfirmation af de reformertes privilegier.
Læst kgl. forbud mod fremmede perlegryn og bankebygs indførsel.
Læst et købebrev udgivet af Gotfrid Martinesen i Rønne, som har solgt en del jordstykker i Allinge byvang for 90 sdr. til ungkarl Mads Jørgensen i Allinge. Jorden er kommet i ejerskab via Gotfrid Martinsens hustru.
Læst et pantebrev udgivet af ungkarl Mads Jørgensen i Allinge for et lån på 60 sdr. af Haagen Weidichsen i Olsker sogn og hans stedsøn Thomas Mortensen mod pant i den jord som var solgt til Mads Jørgensen af Gotfrid Martinsen og hustru i Rønne. Jordstykkerne kaldtes Bøgersløkken og Bøgesskovs jorden.
For retten kom Mads Jørgensen af Allinge ved Løsebæk og ønskede borgerskab. Hvilket blev bevilget.
Sagen som sognepræsten havde forsøgt startet mod Jesper Hansen for manglende betaling for tiende, kunne nu føres, da Jesper Hansen var mødt i retten. Jesper Hansen mente ikke, at han skyldte præsten nogen. Tvært imod skyldte præsten ham penge for jeg og stålarbejde. Endvidere erindrede han præsten om den sag fra 28. februar 1742, hvor Jesper Hansen måtte opgive en landstingssag mod præsten på grund af sygdom. Præsten havde for at sagen skulle bilægges, lovet, at Jesper Hansen ikke skulle betale præstetiende, så længe præsten var i sit kald, mod at han frafaldt krævet på 120 sdr. Præsten mente ikke at han havde lovet Jesper Hansen at frafalde sin tiende i det forlig, der blev indgået i 1742. Tvært i mod ville præsten havde jesper Hansens jordtilliggender synet og vurderet, således han kunne blive sat i tiendeskat. Og han mente, at Jesper Hansen skulle bevise, at der i forliget indgik tiendefrihed. Sagen blev udsat til næste ting.
10. juni 1748 Pag. 276b
Læst kgl. reskript fra 9. februar 1748 ang. Cartel mellem Danmark og Sverrig. Specielt pkt. 9 skal strikte efterleves.
Hr. Mahler mødte i retten og lod erklære, at Jesper Hansen skulle bevise hans påstande fra sidste tingdag. Jesper Hansen mente, at Mahler som citant, var den der havde at bevise sine påstande og ikke ham. Hr. Mahler fremlagde derefter sit skriftlige indlæg i sagen. Jesper Hansen mente, at han skulle bruge tre uger til at imødegå Mahlers stævning og for øvrigt måtte han have 14 dage til at stævne Mahler til kontra, da han boede udenfor birket.
25. juni 1748 Pag. 277a
Eskild Poulsen fra Hasle havde sendt en skriftlig missive, hvori han frasiger sig sagen, som han på vegne af Gerløfs og Cramers vegne havde ført mod skipper Riis, men han vedstod stadig sin ret mod smeden Jesper Hansens påstande, som han som fuldmægtig for skipper Riis, havde udtalt.
Christian Gierløf fra København var ankommet fra København i anledning af at landstinget den 19 juni havde afgivet en afvisningsdom i sagen. Derfor ville han havde den sag der var påbegyndt den 26. marts genoptaget og ville have Jesper Hansen og skipper Riis sag, som stod “In Seqvistro”, straks genoptaget. Han bad om, at de indstævnede i sagen genindkaldes. Han ville i løbet af ugen sørge for at sende kontinuationsstævning til start næstfølgende mandag.
1. juli 1748 Pag. 277b
Christian Gierløf leverede stempelpapir til sagens beskrivelse. Han startede med at spørge Jesper Hansen om han ville trække sine beskyldninger tilbage og indgå et forlig i følge en reqvisition og derved spare retten for unødig sag. Christian Gierløf var broder til den i sagen omtalte Johan Gierløf, der repræsenterede godsets ejere. Jesper Hansen mente at sagen nu var behandlet på birketinget og i landstinget. Hvis sagen skulle fortsætte, måtte det ske ved højesteret. Han beskyldte birkedommer Poul Eskildsen for at begå ulovlighed ved at starte sagen og at indstævningen slet ikke var sket retmæssigt. Christian Gierløf ville have sagen beskrevet som et “Notarial instrument”. Dommeren mente, at det nu var op til Jesper Hansen om sagen nu genoptages.
Jesper Hansen mødte i sagen hvor sognepræsten Mahler havde stævnet ham for 11 års præstetiende. Jesper Hansen havde kontrastævnet Hr. Mahler i sagen, men gav præsten mullghed for at frafalde tiende krav og således leve op til det gamle forlig, hvor præsten havde lovet Jesper Hansen for tiendefrihed, så længe han levede eller så længe præsten havde sit kald.
Hr. Mahler agtede ikke at føje Jesper Hansen og ønskede at sagen skulle gå sin gang. Jesper Hansen havde indkaldt følgende vidner: Hartvig Andersen, Margrete sal. Hans Hansen, Hans Samuelsen, Hans Hansen og hustru Margreta, Jens Andersen, Lars Andersen Birch, Mads Jørgensen, Peder Monsen, alle fra Allinge, Vefst Jensen af Hammersholm. Alle på nær Vefst Jensen var mødt i retten.
Den første som Jesper Hansen ville afhøre var Mahlers beskikkelsesmand Hans Vig Andersen, der sammen med Hans Hansen fra Løsebæk havde stævnet Jesper Hansen ved Mikkelsdags tider. Argumentet fra Mahler var at da Jesper Hansen ikke holdt sine løfter ville han heller ikke holde sine løfter. Han havde dog ikke fået at vide hvilke løfter det drejede sig om. Den anden beskikkelsesmand Hans Hansen var død, men hans efterlevende hustru Margrethe blev afhørt. Hun kunne bekræfte at hendes mand talte om at sagen drejede sig om brudte løfter.
Dernæst afhørte Jesper Hansen de to tidligere beskikkelsesmænd Hans Samuelsen og Hans Hansen fra Allinge, der fortalte at de var sammen med Mahler i Jesper Hansens hus, medens Jesper Hansen lå syg. Jesper Hansens hustru havde haft en disputs med præsten. Jesper Hansens hustru havde ikke lovet præsten noget. Vidnerne huskede uklart at Præsten havde sagt, at Jesper Hansen havde brudt sit løfte ved at klage over præsten til landsprovsten Anders Agerbæk og ført sag mod Mahler på vegne af kongen i en vragsag.
Jesper hansen fremlagde en kvittering af præsten fra den 6 april 1743, som Mahler mente ikke havde noget med sagen at gøre. Derimod ønskede Mahler, at Jesper Hansen skulle fremlægge det forlig, hvori den påstående tiendefrihed var beskrevet. Jesper Hansen svarede at der ikke var indgået et skriftligt forlig, dels for Mahler gode løfter og dels fordi Jesper Hansen var syg. men det var indgået i påhør af Casper Barsø fra Rønne.
Margrete Hans Hansen af Allinge svarede at hun ikke huskede om der var indgået forlig mellem præsten og Jesper Hansen, men hun kunne dog huske, at hr. Mahler havde sagt til hendes fader Jørgen Johansen, at gud havde imødekommet hans ønske, at Jesper Hansen var blevet syg og han derved ikke kunne overkomme at føre sagen videre.
Vefst Jensen var nu kommet til tinget og han kunne fortælle, at Hr. Mahler havde sagt, at kravet på 120 sdr. til en landstingsdom var stillet i bero og at præsten derfor havde eftergivet præstetiende fra Jesper Hansen på betingelse af at Jesper Hansen ville lade ham i fred. Han havde også senere hørt, at Mahler ikke kunne holde sit løfte og dertil havde Jesper Hansen tilegnet sig mere jord. Endvidere havde han hørt at Hr. Mahler nu fandt tiden inde til at sagsøge Jesper Hansen, da birkefogeden var vred på Jesper Hansen.
Dernæst blev Jens Andersen fra Allinge afhørt og kunne fortælle, at Mahler havde sagt, at hun kunne “faa bugt med Jesper Hansen”, da birkedommeren nu var vred på Jesper Hansen.
Sagen blev herefter udsat til senere behandling.
Dernæst blev retten betjent af Svend Mikkelsen fra Rønne i sagen som Eskild Poulsen på vegne af mons. Gerløfs og Jørn Cramer. Sættedommeren fremlagde amtmandens erklæring, at han kunne fortsætte og føre dom i sagen. Gierløf ankede sættedommerens rettighed til sat dømme i sagen, da det ikke var i overensstemmelse med loven om Sø- og Gæsteret pag. 662 og 663, hvor det var den stedlige dommer (altså birkedommeren) der skulle dømme i sagerne. Jesper Hansen mente ikke, at det kunne lade sig gøre, da han var inhabil, hans søn Eskild Poulsen, der havde ageret som fuldmægtig for den ene part. Christian Gierløf vedblev med at kræve sættedommeren skulle afgive sit dommersæde i denne sag. Jesper Hansen ville ikke acceptere de nye beskyldninger fra Eskild Poulsen, men formodede, at sættedommeren ville afgive sin dom i sagen. Sættedommeren udsatte sagen til næste ting, hvorefter han forlod dommersædet.
Dernæst nedsatte birkedommeren sig i dommersædet for at føre den sø- og gæsteret, som Christian Gerløf havde anmodet om. De arrangerede stævningsmænd havde stævnet Skipper Riise hos Jesper Hansen, da han var bortrejst. Hvilket ikke Jesper Hansen kunne acceptere, desuden protesterede kraftigt over, at sagen allerede var ført til hjemtinget og landstinget. Landstinget havde dømt Poul Eskildsen at udrede 656 sdr. til Riis og da han var part i sagen kunne han ikke være dommer i den nye sag, hvilket klart kan læses i loven pag. 50 art. 6. Øvrigheden skal i sådanne sager antage en upartisk dommer. Christian Gerløf henviste til loven, der siger, at hvis den stævnede skipper var rejst uden angivelse af sted, kunne sagen alligevel føres og at det var Jesper Hansens opgave at påvise, at skipperen var rejst inden sagen blev stævnet. Jesper Hansen berettede at Skipperen straks efter landstingsdommen blev afgivet den 6. maj, fik rejsepas. Da han rejste fra landet tog han alle relevante dokumenter med sig. Derfor burde dommeren give udsættelse af sagen i 6 uger. Christian Gerløf mente, at Jesper Hansen bare ønskede at trække sagen i langdrag. Det blev Gerløf tilladt at afhøre sine vidner.
Gerløf fik oplæst vragforordningen af 21. marts 1705 pkt. 10, 12, 13 og 15. artikel. Gerløf leverede en række spørgsmål, som birkedommeren kunne bruge ved afhøringen.
Jesper Hansen fik tilladelse til at fungere som skipper Riis fuldmægtig, selv om han ikke kunne fremvise en gyldig fuldmagt. Birkedommeren sanktionerede, at den tidligere fuldmagt kunne være gyldig i denne nye sag.
Vidnerne blev separerede.
Først Axel Lind, der svarede på de i alt 32 spørgsmål, som ikke fremgår af tingbogen. Axel Lind fortalte at han havde hørt at en flamsk skipper havde tilbud at købe fartøjet efter den var sat på grund. Skibet blev lodset om natten, hvor vejret var godt. Han havde været med til at læse hamp og linnet ind i præstegården, men han var sikker på at der ikke blev lagt noget i kælderen. Alt gods blev taget ind ad køkkendøren ud til gården. Han mente ikke, at der var nogen vagt ved præstegården den første nat. Han mente at der var meget mindre hamp, da de kørte det fra præstens bolig end da de kørte til. Han havde set styrmanden sælge til Vefst Jensens hustrus søster.
Dommeren konstaterede at solen var gået ned. Det var helligdag næste dag, så tinget blev indkaldt til den 2. juli.
3. juli 1748 Pa. 283b
Gæsteretten fortsatte med at Jesper Hansen stillede vidnet Axel Lind spørgsmål til supplering af hans svar på de 32 spørgsmål. Han fortalte at skipperen Riis ofte var hos Giver Løvingsen, fordi han ikke i ensomhed kunne opholde sig i Mahlers gård. Han havde også hørt at Riis fortalte tolderen, at han intet vidste om kælderen, som han ikke havde nøgle til. Mahler havde betinget sig, at kælderen og hans studerekammer ikke var udlejet, men at han selv disponerede over dem. Og da linnet blev fundet, havde tolderen sagt, at han ikke ønskede sig i Mahlers sted. Desuden kunne han oplyse, at der var et vindue i pakhuset, som kunne have været brugt til at føre hamp og hørret kunne udtages.
Gerløf afhørte Christopher Jæger, der ikke ville komme med flere forklaringer, men holdt sig til sine forrige forklaringer.
Dernæst Hans Olsen fik stillet de 32 spørgsmål. Han forklarede at vinden var SV, da Riis lod sit fartøj på på grund. Han fortalte, at Riis havde kontaktet de andre skibe, som lå på reden. De fremmede skippere rådede skipper Riis til ikke at forsøge at sejle fartøjet til Christiansø, som ellers Hans Hyldebrand havde tilbudt. Skipper Mads Koefod fra Hasle havde budt på det strandede skib, men var blevet afvist. Da ladningerne var ilandbragt, lettede skibet sig en smule. Han mente ikke, at der var noget galt med pumperne. Vidnet fortalte at det var godt vejr den første nat efter skibet blev sat på grund indtil middag, da kom der en del regn og storm fra SSW, men det generede ikke bjærgningsarbejdet, som fortsatte uhindret. Han mente at der blev sat vagt på godset, men vidste ikke hvor omfattende det var. Han vidste at der var hul i den SØ’tre gavl på pakhuset.
Jesper Hansen meddelte, at det var landets sædvane, at dem der modtager strandet gods var forpligtiget til at “svare” for det som eventuelt bortkom. Lars Andersen Birk og Else Catrine Jens Andersen tilbød at modtage godset, ligesom de tidligere havde haft ansvaret for strandingsgods.
Næste vidne var Niels Andersen. Han var ikke ombord på skibe da lugerne blev åbnet, men arbejdede på stranden. Han kunne ikke sige så meget, da han primært havde fungeret som håndlanger og ikke lagt mærke til, hvor meget hør og lin der var transporteret til og fra stranden.
Dernæst Mads Kofod fra Hasle, som frivilligt var mødt på tinget. Han var selv skipper og tilbudt at købe fartøjet efter at det var blevet tømt for gods. På hans bud på 200 rdr. kunne Riis ikke acceptere, da det ville være en ekstra ulykke, hvis han modtog tilbuddet. Mads Kofod sagde, at der stod 2 fod vand i skibet og at vejret var godt. Det var ingen fare for gods eller skib. Mads Kofod og hans sognepræst Børge Poschelan havde resoneret, at skibet var det værd.
Dernæst Peder Mogensen af Allinge, der havde været med til at bjærge linnet fra Stranden til Mahlers hus. Han havde været med til ransagningen i Mahlers hus. De havde intet fundet i præstens studerekammer, stue og andre steder. Tilbage var blot at undersøge kælderen, der var låst. Mahler havde hverken nøglen i sit hus i Allinge eller i præsteboligen i Olsker. Riis havde fundet en nøgle på et panel, men den passede ikke til kælderen. Han havde nøglen til stuehusdøren, som han brugte, da han forlod sit logi. Birkefodgedens adjunktus Eskild Poulsen havde spurgt præsten om det var i orden at brække kælderdøren op. Hvilken han indvilgede i. Jesper Hansen hentede en dirke, men det lykkedes ikke at få kælderdøren op. Derefter brækkede de døren op og fandt linnet. Skipper Riis tilbød at gøre sin saligheds ed på, at han intet kendskab havde til linnet i kælderen. Kældergodset blev straks delt, således at bjærgerne fik en fjerdedel og Gerløf 3/4-dele. Hver bjærger fik 4-5 pund. Han vidste at Vefst Jensens hustrus søster havde købt 2 eller 3 pund hør af styrmanden. Vidnet sagde, at der var et vindue på den vestre side af pakhuset og at der var hul i den SO’re gavl. Hr. Mahler havde på stranden tilbudt sit hus til opbevaringen. Vidnet kunne supplere med oplysning om, at der i kontrakten mellem skipper Riis og bjærgerne, var indføjet aftale om, at bjærgerne skulle lægge både, heste og vogne til bjærgning..
Dernæst Jens Andersen af Allinge, der intet nyt kunne berette uden at skibsdrengen havde være ude på skibet på andendagen, men hvad han skulle der, vidste vidnet ikke.
Dernæst Jørgen Johansen fra Allinge kom først til stranden da skibet var sat på grunden i “vakkert vejr”. Skipper Riis havde en samtale med en anden skipper på tysk, som vidnet ikke forstod. Skibet var gået på grund på det bedste sted med åben strand, der hvor de plejede at hale både op på stranden. Fartøjet var så nær stranden, og at trossen fra skibet kunne de bruge når de trak bådene frem og tilbage. Jørgen Johansen var med sin båd med til at bjærge det sidste af det våde gods. Vidnet var en af vurderingsmændene og Jesper Hansen ville vide, hvordan og hvor meget han havde være med til at vurdere. Gerløff protesterede over spørgsmålet, da sagen ikke drejede sig om værdi og auktionen.
Dernæst Esber Pedersen fra Allinge vidste intet om sagen og blev umiddelbart dementeret.
Simon Andersen havde været med til at lægge hør ind i præstens køkken og stuve hør op på “tjildet” bag gavlen.
Ole Hansen fra Allinge var kun med på den sidste dag, hvor den våde hør blev båret op.
Ole Andersen af Allinge var med til at pumpe på skibet. Han fortalte, at Mikkel Hansen og Mikkel Knudsen var vagter på stranden den første nat.
Mads Jørgensen af Allinge var sammen med Jørgen Johansen på skibet og så skipper Riis var sammen med 2 andre skippere. De talte tysk til hinanden, som vidnet ikke forstod. Han havde havde med vogn kørt godset op til præstens hus. Før han kørte med et læst skulle han vente til kontrolløren havde registreret det. Da han nåede frem til præstegården stod byskriveren skrev op, hvad der kom ind i huset. Han mente ikke, at der stod vagt ved præsteboligen hverken den første eller anden dag. Om der var vagt om natten, vidste han ikke. Der havde ikke været lås for køkkendøren de første dage, da de havde måtte tage den ene stolpe af, for at få måtterne ind. Da de kørte hørret tilbage til stranden, blev vognene læsset så maget, at de måtte have fire heste for at trække vognene. Han fortalte at Vefst Jensens hustrus søster fra Carlshamn havde købt noget af hørret.
Sagen blev afsluttet, da det var blevet mørk. Det skulle genoptages næste dag kl. 8.
4. juli 1748 Pag. 288a
Erik Hansen af Allinge fortalte, at da han mandag morgen så skibet var sat på grunden, tænkte han, at skipperen havde gjort det for at få repareret fartøjet. Han mente, at Peder Pedersen ved Stranden i Sandvig havde lovet skipper Riis, at han kunne føre skibet sikkert til Christiansø. Vidnet videregav rygtet, at skibet var sat på grund med vilje, da det jo var et nyt skib. Vidnet kunne også fortælle om rygter, der sagde at skibet var gjort utæt ved at bore eller slå en planke i stykker så det blev utæt. Vidnet vidste, at der kun blev lagt gods ind i pakhuset, på loftet og i det såkaldte køkken og ikke i kælderen. Han kunne også berette, at skipper Bodenhoff og Gerløf havde konstateret, at det bræt som var slået på vinduet, sad ganske løst og kunne nemt aftages. Efter Jesper Hansens krav om at oplyse navn på dem, der havde fortalt ham om rygterne, svarede vidnet, at han ikke huskede navnene. Han huskede heller ikke om rygtet ville vide, at skibet var slået læk før eller efter, at det blev sat på grund.
Dernæst Peder Jørgensen havde kun arbejdet på stranden og kunne ikke svare på nogen af de 35 spørgsmål.
Hans Samuelsen af Allinge mente også, at skibet var for godt til at mistes og at flere havde tilbudt at trække skibe af grunden og føre det til Christiansø. Mads Kofod havde tilbudt 200 slettedaler eller rdr. for skibet, men skipperen havde undslået. Vidnet var blevet fortalt, at nogen havde hørt, at der blev banket om natten på skibe. Han huskede ikke hvem der havde fortalt det. Men dagen efter, da han kom ombord, var der meget vand i skibet og det tiloversblevne hør var aldeles vådt. Mahler havde om morgenen været på stranden og tilbudt sin gård, som det bedste og sikreste sted at opbevare lin og hør. Vidnet sagde, at der inden noget af godset var savnet, havde han set travler hænge ud af vinduet, som noget var “krøbet” ud. Flere af bjærgerne havde bemærket, at hør måtterne synes mindre da de blev udtaget af Mahlers gård. Han mente ikke, at der blev mistet noget ved udlosningen af godset. Overraskende fortalte vidnet, at de folk der havde vidnet skipperens stranding havde fået 1 daler “for deres umage”.
Johan Samuelsen bekræftede, at han havde hørt rygter om at skibet var sat på grund med vilje, da det var et godt skib, der kun var 7 år gammelt. Og han havde hørt om morgenen, at der var blevet hamret på skibet om natten. Det var almindelig bevidst, at der var taget af linmåtterne og blårhampen. Vidnet kunne også berette om at Riis havde betalt vidnerne.
Jesper Hansen erindrede om Mahlers dokument om udlejningen af præstegården til formålet. Han bad om at dette dokument blev oplæst på tinget.
Dernæst Løving Giversen kunne ikke oplyse mere end at også han havde hørt rygter om at skibet var sat på grund med vilje.
Skipper Hans Hyldebrand af Allinge fortalte at Jacob Knudsen, Jørgen Bertelsen og Jørgen Brøns, de to var skippere og den tredje købmand, havde været ombord hos skipper Riis. Disse tre bad Hyldebrand om at tage sig jagt og læsse godset over i sin båd, således at gallioten kunne hæves fra grunden, således at det kunne gå til Christiansø. Han skulle have 4 rdr. for sin umage. Flere både havde også tilbudt sig. Riis havde dog undslået sig, da godset ligesågodt kunne komme i land, da det var vådt og fordærvet. Styrmanden havde fortalt Hyldebrand, at da de konstaterede læk var de under Øland. Vidnet havde “hørt murmelsnak” om at skipperen havde sat sit skib på grund med vilje. Han havde set, at Jørgen Bertelsen fra Aabenraa havde målt dybden af vandet i skibet. Vidnet var med i skibet, da det blev vurderet om skibet kunne komme fri af stranden, men han fornemmede, at skipper Riis ikke havde vilje dertil.
Dernæst Mikkel Knudsen af Allinge havde set skibet ligge på reden til anker søndag og at en skipper fra Aabenraa var ombord. Han red hjem og først dagen efter så han skibet var sat på grunden. Den følgende nat stod han vagt på stranden. Han vidste at Jens Frederiksen og tømmermanden holdt vagt ved præstegården den første nat. Han havde hørt Christian Geger (Jæger) at bjærgerne skulle være tilfredse og tie stille om de forsvundne 4 måtter lin, der var blevet borte. Christian Jæger, som var tilstede, ville høre om det ikke var ved fundet af kælderlinnet, at han havde tilbudt bjærgerne sin part. Vidnet holdt sikkert på, at det var før end kælderen blev brudt op.
Jens Andersen fra Allinge havde talt med to fremmede skippere på stranden, den ene havde fortalt ham, at skipper Riis havde sat skibet på grund med vlije, den anden mente at han var blevet læk på søen. Vidnets hustru havde været på stranden og tilbud skipper Riis, at godset kunne opmagasineres i deres kælder.
Dernæst Hans Hansen nord af Allinge fortalte, at de fremmede skippere havde fortalt Riis, at det var uforsvarligt af ham, at sætte skibet på grund, da der kun stod få fod vand i skibet. Hyldebrand havde tilbudt at tage godset over i sin jagt og folk havde tilbudt at føre skibet over til Christiansø. Han havde, sammen med Peder Pedersen fra Sandvig, tilbudt at pumpe skibet læns for 2 sdr. og hvis det ikke ville lykkedes for dem, skulle de ikke betales. Skipperen havde afslået tilbuddet. Han fortalte, at amtmanden havde været i præstens stue og overværet at linnet den første aften blev ført til præstegården. Og at linnet om aftenen derefter var blevet overladt uden opsyn.
Jens Madsen af Allinge havde også hørt om de fremmede skippere havde bebrejdet skipper Riis, at han havde sat skibet på grund.
Dernæst Hans Snedker af Allinge, der var om bord på skibet og var med til at tage jernet af storlugen. Han havde bemærket, at styrmanden havde taget en af måtterne og skåret rebene op og erklæret, at det har hans. Præsten havde ikke ønsket, at der skulle låses til køkkenet, men Jesper Hansen havde hentet en slå og vidnet hjalp til at lukke og låse døren. Han havde også været behjælpelig med at slå en planke foran vinduet. Han havde bemærket, at måtteren ikke var så fulde som da de blev bragt til huset.
Dernæst Hans Andersen fra Allinge, der nævnte, at han havde hørt rygte om at skibet var sat på grund med vilje, men sådanne rygter gik der om de fleste skibe der sættes på grund. Han havde bemærket at det var traver ud af vinduet, som om der var trukket noget ud. Planke foran vinduet sad løst.
Dernæst Giver Løvingsen af Allinge havde set skipper Riis kaste anker ud for Allinge om søndagen, hvor han satte flag. Vidnet havde med to andre roet ud til skipperen, som fortalte, at han var sprunget læk udfor Øland. Da vinden var vestlig og kontrær, var han gået til Bornholm. Trods tilbud om hjælp havde skipperen udslået sig hjælp til at komme til Christiansø, da han mente, at det ville udsætte dem for livsfare, da de ikke kunne pumpe skibet læns. Gerløff afbrød afhøringen, da han mente at vidnet ikke talte sandt.
Dernæst Hans Nielsen af Allinge var ombord på skibet allerede om søndagen. Om bord var en anden skipper Bertil Kok og 6 andre mænd, der pumpede vand. Han havde også hørt murmelsnak om at skibet var sat på grund med vilje. Han vedstod, at alle måtter kom til præstens gård, men da de blev taget ud igen var de “noget slankede”.
Niels Hansen af Allinge var kommet ud på skibet mandag morgen og så skipper Riis gå rundt og vred sine hænder. Vidnet var ombord på Bodenhofs jagt for at tage imod måtterne, da de blev udsejlet. De var blevet “heel slunkne”.
Sagen sluttede og dommeren bad de resterende 17 vidner om at møde næste dag kl. 8.
5. juli 1748 Pag. 293b
Af de 17 manglende vidner var Hans Knudsen blevet syg, Vefts Pedersen var endnu ikke kommet og Jens Larsen var rejst til København. Jens Larsen havde været tilstede tidligere, men havde ikke angivet at han rejse. Han ville blive sagsøgt som udeblivende og gerløf agtede at få ham dømt til at betale 10 lod sølv.
Dagens første vidne var Jacob Madsen fra Allinge, der sammen mad Hans Hansen Løsebæk var roet ud til skipper Riis, da han ankrede op ud for Allinge. Derefter bad Gerløf Hans Hansen, som var stokkemand, at udtræde fra tingstuen, så han ikke kunne høre Jacob Madsens vidnesmål. Claus Madsen Vig blev valgt til stokkemand i Hans Hansens sted. Jacob Madsen blev bedt om at hente en ekstra jolle, således at mandskabet kunne få deres kister i land om skibet skulle synke. 6 mand pumpede skibet læns, til de fik skibet sat på grund; da var de også så udmattede, at det ikke magtede mere. Riis havde bedt ham om at ro hen og hente skipper Bertil Kok, som lå med sit skib på reden. Der opstod diskussion om de kunne nå til Christiansø eller ej. Bertil Kok havde ført forladt skibet hen mod morgenstunden. I løbet af mandagen havde der været tre fremmede skippere været ombord. En af dem var skipper Jørgen Bertelsen, der skulle have part i Riises skib. Tømmermanden havde mål med sin tømmerstok, hvor meget vand der var i skibet. Vidnet mente at der stod “vel en halv alen” vand. Han havde hørt, at der “græmmelig” blev talt om at fartøjet var blevet sat på grund med vilje. Han havde set styrmanden tage 7 sække hør med sig og at han havde orienteret tolderen, at det var skibsfolkenes “føring”. Vidnet var en af de folk, der havde afgivet søforklaring, men han bedyrede, at han intet havde fået for det. Han havde fået 9 mark af Riis, men det var for at hjælpe med at bringe ankertovet i land og taklet det med rundholter.
Jesper Hansen afbrød afhøringerne og ville have, at samtlige 35 spørgsmål blev skrevet ind i protokollen. Gerløf mente, at det ville tage for lang tid og at det ville trække sagen i langdrag. Han foreslog dommeren, at skriveren kunne skrive spørgsmålene ind efter næste dag, hvor afhøringerne skulle slutte. Dommerne mente, at det var umenneskeligt, at forlange at skriveren skulle skrive dag og nat. Derfor skulle Jesper Hansen få som han ville have det, men først på et belejligt tidspunkt.
Dernæst afhørtes Hans Knudsen af Allinge. Han havde set Gallioten gå til ankers ud for Allinge kl. 10 søndag. Vinden var stærk og kom fra landsiden. 4 mand kunne ro ud til skibene på reden. Det var først efter, at de havde besøgt en anden båd, at de kom over til skipper Riis, der var meget vred, da han blev rådet til at sejle til Christiansø. “Hvad fanden skulde ieg der” havde han sagt. Men da der pludselig blev pumpet vand ud af skibet lige ned til vidnets båd, så havde han forladt skibet og roet til land.
Dernæst Hans Jørgensen Skrædder af Allinge, som havde set skipper Riis komme på reden ved middagstid søndag. Han havde, sammen med Giver Løvingsen og Hans Hansen Løsebæk, roet ud til skibet, hvor han sammen med 5 andre hjalp med at pumpe skibet læns for vand. Han blev ikke stillet de 35 spørgsmål, da Gerløff ikke mente, at han ikke kunne bidrage med mere.
Dernæst Rasmus Weidicksen kunne ikke oplyse noget nyt. Han havde ikke været med til at pumpe eller til at bjærge. Han mente dog, at skibet ikke kunne pumpes læns.
Dernæst kaptajn Jens Hansen af Sandvig, der ikke kunne oplyse meget, men lovede at lave en skriftlig redegørelse om vagterne til Gerløf. Han kunne bekræfte, at mængden af hamp og lin var blevet mindre, da det blev udlosset. Han mente, at vandet stod ligeså højt i skibet som udenfor. Skipperen ville kunne have fået alle de mænd han ville til at stå ved pumpen. Han havde ingen mening om skipperens reelle hensigter.
Dernæst Jørgen Jørgensen af Sandvig, som var en af de fire, der afløste pumpeholdet om natten. Styrmanden var i kahytten på skibet og han hørte nogle bump, ligesom et kistelåg eller skabsdør slog i. Før dette sket bød styrmanden vidnet og konstabel Jens Hansen en mundfuld brændevin. De to ved pumpen talte ikke om hændelsen. Der var lys i kahytten senere på natten, men i løbet af natten kom der mere og mere vand i skibet. Vidnet fortalte om et rygte, om at Jæger skulle have bedt bjærgerne ikke at forlange ransagning efter det forsvundne gods.
Dernæst Peder Pedersen på Bakken i Sandvig. Han havde været med til at transportere måtterne i land. Det skete ved hjælp af trossen fra gallioten til stranden. Trossen brugte de, når bådene, der var lastede med måtterne, skulle hales i land. Han fortalte, at han var til stede da linnet blev fundet i kælderen. Skipperen havde sagt “at han var saa uskyldig som det barn, der var fød i nat, at hand icke vidste hvor den hør var kommen i kielderen”
Dernæst Vefst Pedersen i Allinge, der fortalte, at han først var i kontakt med skibet mandag morgen da det stod på grunden. Han havde været med til at ro skipper Riis ud til en af de andre skibe på reden. Han havde ikke hørt hvad de talte om, da de var i kahytten og han på dækket. Bagefter roede han skipperen og den fremmede skipper retur til skibsvraget, hvor der var en del andre folk på dækket. De talte om hvor meget vand der var i skibet og han mente, at det blev målt til 1½ til 2 fod vand. De fremmede skippere mente, at det var forsvarligt at hale skibet af grunden efter at godset var losset. Hyldebrand havde tilbudt at tage godset over i sin jagt. Andre tilbød ligeledes at hjælpe med lodsningen. En af de fremmede skippere tilbød at tage ansvaret for at føre skibet til Christiansøs havn. Skipperne tog ind på stranden hvor skipperne gik hårdt til skipper Riis, at han skulle læsse af og søge at få skibet til Christiansø. En af skipperne var Anders Rasmussen fra København. Vefst Pedersen havde været på pumpeholdet. Gerløf ville have vidnet til at bekræfte, at skipperen kunne have fået skibet til havs igen, men vidnet mente, at det stod på klippe. Dog var klippen ikke til at se inden i skibet.
Afhøringerne standsede da det var blevet aften.
6. juli 1748 Pag. 298b
Gerløf havde stævnet sognepræsten Hr. Mahler og hans hustru, men de var ikke mødt på grund af sit embedspligter. Gerløf mente, at han selv måtte tage følgerne, hvis der fremkommer oplysninger han kunne blive sagsøgt for.
Dernæst Claus Madsen fra Sandvig, der havde set skibet første gang om mandagen ved højlys dag. Han havde arbejdet på anden dagen med losningen. Han havde også arbejdet på præstegården med at pakke linnet og hørret. Skriveren stod og registrerede alt hvad der blev indlagt.
Dernæst Mads Mikkels datter Christanse af Allinge, som havde tjent Hr. Mahler i Olsker præstegård, da hørret og hampen var indlagt hos præsten i Allinge. Hun var i gården den første dag da hørret kom og så den dag der blev holdt auktion. Hun fortalte at Mahler havde købt noget vådt hør på auktionen. Efter det var blevet tørt vejede det 3 lispund og 12 a 13 pund, samt noget tørt hør i en sæk som var næsten fuld, samt noget som hr. Bernholt havde i en måtte. Noget af dette blev ført af præstens arbejdsvogn ført til præstegården i Olsker. Senere blev en fuld sæk med hør ført tilbage til Allinge, da præsten ikke var kommet overens med styrmanden, der var sælgeren. Styrmanden ville have 6 mark for et lispund, men hørret var for groft. En anden sæk var fyldt med 1½lispund finere hør som præstens hustru beholdt. Prisen for der var 9 mark. Hun ville ikke svare på, om hun havde set noget hør eller hamp var kørt bort fra præstegården om natten. Efter at være pålagt at svare for at undgå beskyldning for mened, fortalte hun, at hun havde hørt at et læs med lin var blevet kørt bort fra Allinge og forbi Maagaard i Olsker, hvor de fik et frisk spand heste. På Jesper Hansens direkte spørgsmål vedgik hun, at Hr. Mahler havde sagt i sit studerekammer “Børn I har fortalt jer paa motterne” da det blev konstateret, at der manglede 4 måtter hør og inden at de blev fundet i præstens kælder. Tjenestepigen havde ikke opgave, at renholde præstens studerekammer og seng i hans gård i Allinge, derfor vidste hun ikke, hvor nøglen til kælderen befandt sig, men hun kunne huske, at præsten havde sagt, at styrmanden havde lånt nøglen, da han havde noget at bruge kælderen til. Det var Peder Thorsdatter Berta som passede præstens gård i Allinge på den tid hvor hørret lå i huset. Ellers var det Hr. Mahlers søstersøn Poul Eskelsen, der altid fulgte med præsten og hans hustru til og fra Allinge. Præsten havde endnu en tjenestepige Anika, men ikke en tjenestedreng, thi det var ikke nødvendigt, da ham der passede avlen havde tjenestedreng.
Dernæst blev Anika Winbergs, Mahlers tjenestepige, afhørt. Hun havde ikke været i præstegården, da hørret blev ført dertil. Hun bekræftede det forrige vidnes forklaring om Mahler og om Berenholts hør. Hun kunne også bekræfte, at hun havde set præsten låne styrmand Lund nøglen til kælderen under studerekammeret.
Dernæst Anders Mortensen fra Olsker, der var præstens bonde, og boede på præstegården i Olsker. Han havde kørt vådt hør, som blev delt mellem de to præster Mahler og Bernholt. desuden var der et par poser med tørt lin. Han havde ikke kørt noget tilbage til Allinge. Han huskede også, at der kom en humpel fint lin til præstegården. Han havde været i præstegården flere gange medens hørret var der og han kunne bekræfte, at præsten havde tilført sit studerekammer en ekstra udgang til gården, således at han kunne få porten op og heste på stald. Tidligere havde der ikke været adgang fra stuen til gården. Han kunne bekræfte, at præsten havde fortalt, at han havde lånt styrmanden nøglen til kælderen.
Derefter sandemand Peder Nielsen fra Olsker, som ikke kunne fortælle noget, selv om han havde været tilstede på stranden.
Dernæst Hans Hansen Løsebæk, der havde set skipper Riis’ skib kom på reden kl. 12 om søndagen og da han havde flaget inden han havde kastet sit anker, havde han roet derud sammen med Giver Løvingsen og Hans Skrædder. Han bekræftede, at skipper Riis havde sagt at skibet var læk, men hun kunne ikke erindre, at folkene om bord var udmattede, selv om de havde sagt at de brugte al deres flid på at holde skibet læns. De havde på skipperens begæring roet tilbage for at hente endnu en båd, der kunne bringe folkene i land med deres kister, om det var nødvendigt. Da de var kommet tilbage til skibet, var de på dækket. Denne gang bad skipperen om at de hjalp ved pumpen. Han erindrede ikke, at der blev pumpet første gang de var derude ved skibet. De pumpede 377 dobbelte streger i et glas indtil skibet blev sat på grund. Han bekræftede, at en anden skipper ved navn Bertil Kok kom om bord medens den lå på reden, men han syntes ikke, at de var under dæk for at se hvor meget vand der var. Vidnet fik ikke stillet de øvrige spørgsmål, da Gerløf ikke mente, at det var nødvendigt.
Dernæst Christian Christophersen af Sandvig som ikke kunne oplyse noget nyt.
Dernæst Christian Rasmussen fra Sandvig var ikke aktiv i bjærgningen, men han kunne fortælle, at Christian Jæger havde trukket ham til side og bedt ham om at tie og lovede at bjærgerne skulle få deres part af det savnede hør. Vidnet havde undret sig over tilbuddet, men da Mikkel Knudsen kom og fortalte, at han havde fået den samme besked fra Jæger, men at det skulle have været betaling for at de ville hjælpe med udlosningen.
Dernæst Jørgen Jørgensens hustru Anna fra Maegård i Olsker, som ikke kunne svare på nogen af de 32 spørgsmål.
Dernæst Jørgen Jørgensen fra Maegård, men han kunne heller ikke svare på nogen af spørgsmålene.
Dernæst Peder Larsens hustru på Habedam i Olsker, der heller ikke kunne svare på spørgsmålene.
Dernæst Peder Larsen fra Habedam, der ligesom sin hustru ikke kunne svare på noget.
Jørgen Pedersen fra Olsker kunne heller ikke svarer.
Hans Christian af Sandvig fik pumpet vand i den båd, som han befandt sig i. Han kunne fortælle, at han kom til Hr. Mahler der “stod i sin dør lige over kielderlemmen og, sagde vidnet, det er sært, at fra saa god lucke kunde blive saa meget borte og skaden kunde icke værre biergerne saa stor, mens skulde vi icke have skam der af, at de som havde fred det skulde siden grine ad os. Da svared Hr. Mahler: Min gode Hans Christian I kunde see Jer om saa vel som de andre, da svared vidnet, Fader Prædicker, Joe om at vi ey maa stiele og det veed een hver i sin Samvittighed. Hvor paa Præsten vendte sig og gik fra vidnet.”
Afhøringerne sluttede for at blive genoptaget mandag den 8. på den ordinære ret.
8. juli 1748 Pag. 301b
Læst skiftekontrakt imellem afgangne Bertil Johansen efterladte enke og arvinger. Enken Elsebye Berildsdatter skulle blive boende på gården og nyde til livets ophold.
Blev læst et købe og skødebrev der viste at Christopher Hansen på nordre Hallegård i Olsker havde solgt et stykke jord og en eng og bækfald med nogle få skovbuske i Allinge Byvang til Jens Andersen i Allinge for 100 sdr.
Christian Gerløf havde stævnet Jesper Hansen for ærekrænkende ord mod hans broder Johan Gerløf. Jesper Hansen havde fået amtmanden til at udnævne Casper Lorents Barsøe til at betjene retten i den nye sag, som Gerløf startede. Gerløf ville ikke godtage Jesper Hansens anke om at sagen skulle føres af en fremmed dommer, da sagen efter loven skulle føres af birkefogeden. Birkefogeden mente ikke, at det var grund nok til at vige dommersædet, fordi Christian Gerløf logerede hos birkefogeden og Johan Gerløf hos skriveren. Desuden kunne han ikke acceptere Jesper Hansens ønske om udsættelse, da disse sager krævede begge parters accept. Jesper Hansen kunne ikke acceptere, at kun een af de to kaldsmænd var mødt. Gerløf svarede at den anden stævningsmand ville møde hvert øjeblik. Birkedommeren lod sagen fortsætte.
Gerløf oplæste en skriftlig beskrivelse af sagen og ønskede Jesper Hansens svar på tiltale. Jesper Hansen nægtede at svare og henviste til hans ret til at undersøge muligheden med kontrastævning. Jesper Hansen holdt fast i sin ret på at læse dokumenterne, således at han ikke blev overilet af retten. Gerløf protesterede og mente, at Jesper Hansen blot ville trætte ham og forsinke hans hjemrejse. Dommeren måtte give Jesper Hansen udsættelse af sagen i 8te dage. Efter dette ankom den sidste kaldsmand i sagen.
Sagen mellem Jesper Hansen og Hr. Mahler blev ikke ført, da ingen af parterne havde noget at fremlægge.
Derefter kunne gæsteretten fortsætte: Gerløf bad præsten Hr. Mahler om at give sin forklaring på hørret i hans kælder. Mahler ville give sit skriftlige svar næste dag.
Hr. Christian Jæger fra Rønne var mødt og fremlagde et skriftligt indlæg i sagen. Gerløf bad Jæger om at stille borgen (sikkerhed) for sig selv som person, da han efter sit skriftlige indlæg kunne sagsøges. Jæger mente, at han ikke kunne sagsøges på birketinget, da han hørte under den militære jurisdiktion, hvorfor Gerløf måtte henvende sig til generalmajor Krause. Gerløf mente, at han ved afhøringerne havde bevist, at Jæger var vidende om denne “tyvsag”.
Dernæst Mikkel Hansen var mødt frivilligt på tinget for at lade sig afhøre. Han havde gået vagt på stranden mellem den 18. og 19. september. Han havde hørt, at der om natten blev stødt hårdt på et eller andet på skibet.
Mikkel Knudsen blev afhørt kort. Han mente at slagene stammede fra kahytdøren der bandt.
Jesn Andersen fra Allinge fortalte, at Jæger havde bedt ham om at styre bjærgerne. Så skulle de få part af det gods som var forsvundet.
Axel Lind blev fremstillet, men vidste ikke mere end. hvad han allerede havde fortalt.
Konstabel Jens Hansen bekræftede at styrmanden havde givet dem brændevin da de holdt pause ved pumpen. Umiddelbart derefter gik han ind i kahytten og der lød nogle bump, som det kom fra en skabsdør. Vidnet var blevet budt penge for at pumpe.
Mads Jørgensen Løsebæk af Allinge havde været med til at pumpe før skibet blev sat på grunden.
Vefst Jensen fra Slotsvangen var om bord på skibet før det blev udlæsset og han forklarede at de fremmede skibsmænd målte vandet i skibet og de ville have at skipperen fik sit skib fri af grunden og gå til Christiansø. Skibet stod ikke fast på grunden og det bevægede sig da det blev udlæsset. Da Jæger havde tilbudt bjærgerne del i det forsvundne hør, havde Vefst Jensen spurgt Jæger hvordan han kunne love det, og om han da vidste hvor det forsvundne hør var. Jæger havde fortalt ham, at det lå i præstens kælder. Og desuden havde Jæger fortalt, at præsten vidste det, og at han selv havde leveret nøglen til formålet. Vefst Jensen fortalte straks Jesper Hansen om sagen. Jesper Hansen havde sagt, at dersom de tier med denne oplysning, så blev de alle til tyve. Derfor tog Jesper Hansen 2 andre med sig til Eskild Poulsen og begærede ransagning. Han havde set ind i pakhuset og konstateret, at hørret synes mindre end da det blev lagt ind. Han mente at kunne se, at hørret var blevet transporteret ud af vinduet.
Som nyt indkaldt vidne blev Berit Pedersdatter af Allinge afhørt. Hun fortalte, at hun havde set en sæk med hør i præstens studerekammer.
Derefter begærede Gerløf at 4re uvildige mænd skulle granske og syne omstændighederne i Hr. Mahlers gård tidligt næste dag. Formålet var at undersøge hvordan man kunne få hør ud af pakhuset og ned i kælderen. Præsten protesterede mod dette og mente at det både var billigt og ukristeligt mod en præstemand. Dommeren tillod det, da det også kunne være med til at frikende uskyldige for mistanke. De fire udvalgte til opgaven blev Samuel Johansen af Allinge, Mikkel Hansen fra Allinge og fra Sandvig Anders Olsen og Jens Hyldebrand. De skulle møde næste morgen kl. 5 og i parternes overværelse for at se hvordan huset var konditioneret. Kl. 8 skulle de aflevere en skriftlig rapport. Christian Jæger var ikke sikker på, at kunne være tilstede, da han skulle melde sig til generalen den samme aften. Desuden meddelte Jæger. at han intet havde imod granskningen. Jesper Hansen kunne også tilslutte sig nødvendigheden i granskningen.
9. juli 1748 Pag. 305a
Peder Pedersen af Sandvig blev afhørt. Han kunne fortælle, at han kom om bord på skibe mandag morgen samtidigt med de tre fremmede skipperen. Skipper Riis havde sagt: “Hvad devlen vil I her. Derefter målte de tre mænd med en stage vandet i pumpen for at se hvor meget vand der var i skibet. Da hand optog stagen sagde han til dem som var paa dekket: er der ingen raad, at hand kand komme ud igien, hvorpaa Hans Hyldebrand med sin jagt og flere med deris baade vilde indlæse og modtage af godset saa meget de kunde rommet, men ej ved af hvad aarsag deris tilbud icke blef imod taget, derefter bød een af de fremmede skiper 10 daler til hvem der vilde tage sig paa at pumpe skibet læns, hvortil vidnet svarde hand vilde self 4de paatage sig” Men hvorfor han ikke måtte påtage sig opgaven forblev ham uvidst. En skipper fra København Anders Rasmussen sagde:”Henger han sig ikke her saa skal hand vist blive hengt naar hand kommer hiem”. Dette tolkede vidnet, at skipper Riis havde sat sit skib på grund med forsæt. Vidnet blev senere beordret ud på skibet for at pumpe. Men da han var i gang med det, blev han befalet ikke at pumpe så heftigt. Det var vist nok styrmanden der havde beordret det. Han havde konstateret, at når de pumpede sank vandet tydeligt i skibet.
Herefter erklærede Gerløf, at han ville slutte afhøringerne, da han mente, at have fået sagen belyst. Han lovede, at sagen kunne slutte den følgende mandag, hvor han ville fremlægge den i dag udførte granskning af Mahlers gård i Allinge.
15. juli 1748 Pag. 305b
Hr. Mahler fremlagde et skriftligt indlæg mod Jesper Hansen i sagen om den manglende tiendebetaling. Jesper Hansen undrede sig over, at Mahler pludselig ville genoptage sagen. Han havde en mistanke om, at det var for at forhale den anden sag der verserede. Mahler sagde, at han ønskede, at sagen nu skulle gå til doms. Jesper Hansen bad dommeren om udsættelse således at han på næste ting kunne svare på Mahlers indlæg.
Jesper Hansen fremlagde en kontrastævning mod Gerløf, som han havde produceret med kaldsmænd på Gerløfs logement med 14 dages varsel. Gerløf svarede, at han straks ville modtage kontrastævningen og ikke behøvede at vente. Han mente, at Jesper Hansen blot var ude på at trække den anden sag i langdrag. Jesper Hansen sagde, at han blot fulgte lovens bogstav. Han ærgrede sig over, at han havde måttet bekoste to kaldsmænds rejse til Hasle, hvis det ikke havde været nødvendigt. Jesper Hansen henviste til at sagen ikke måtte “overiles” så han ville forlade retten. Dommeren måtte lade sagen vente til nærmere ting.
Christian Gierløf mødte for retten og foreviste en kontinuationsstævning, som han desværre ikke kunne få ekspederet før næste dag.
16. juli 1748 Pag. 306b
Gjerløf fremlagde sin kontinuationsstævning. Foruden en række personer var toldbetjentene og kontrolløren indstævnet. Kontrollør Hammer havde sendt en attest om, at de hørte under kammerkollegiet og ikke kunne sagsøges ved birketinget. Dommeren kunne ikke undskylde betjentene, da de jo ikke var anklaget, men blot skulle afgive forklaring. De udeblevne blev pålagt at møde næste dag kl. 2 eftermiddag. Med hensyn til toldbetjentene (Tolder Topp, kontrollør Hammer og strandvisitøren Tornovius) skulle indstævningen angives for amtmanden, som var betjentens foresatte.
Hr. Mahler fremlagde et skriftligt indlæg i sagen. Gerløf kunne ikke umiddelbart imod gå præstens svar, da hans skrivemåde var i tilstrækkelig, for eksempel var skriftet uden tid og sted. Præsten mente, at Gerløf ikke havde fremlagt nogen bevis for flere personer som han angriber på deres ære.
Jesper Hansen ville have Gerløf til at fremlægge den bjærgningskontrakt, som var indgået mellem skipper Riis og bjærgerne. Hans pointe var, at samtlige i kontrakten skulle have været indstævnet i sagen, da kontraktens indhold havde været ulovlig. Gerløf ville næste dag fremlægge kontrakten og bevise, at alt var gået lovligt for sig.
Dommeren indkaldte til fortsættelse af sagen næste dag kl. 2.
17. juli 1748 Pag. 308a
Gerløf fremlagde sin stævning og beviste med sine kaldsmænd at alle var indstævnet til at møde. Hr. Mahler havde leveret et skriftligt andragende, at han ikke kunne møde.
De fire synsmænds rapport blev forelagt og indført på 24 skillingspapir, som blev endelig bekræftet.
Gerløf leverede en kopi af kontrakten på 24 skillingspapir.
Jesper Hansen fremførte sin tvivl om Christian Gerløfs troværdighed. Han forlagte at Gerløf fremlagde sin fuldmagt, der beviste hvem han repræsenterede. Alle de personer som han miskreditere, skal have mulighed for at føre sagen videre. I blandt de fire befragtere, som kendes, er Christian Gerløf ikke i blandt. Gerløf ville vise sin fuldmagt, men Jesper Hansen påpegede, at han i hele sagen ikke givet tilkende hvem han førte sag for.
Gerløf ville have sagen udsat i 8te dage.
27. juli 1748 Pag. 308b
Christian Gierger fra Rønne havde levret et indlæg, som blev læst og påskrevet.
Jesper Hansen leverede et skriftligt indlæg på den bortrejste skipper Riis vegne og egne vegne.
Axel Lind læste et indlæg på egne og sine interessenters vegne.
Christian Rasmussen og Rasmus Weidicksen irettelage et skriftligt indlæg.
Gierløf begærede at retten skulle udsættes til næstkommende tirsdag, hvor han vil komme med sin endelige deduktion og påstand. Han benægtede aldeles de påstande som Jesper Hansen, Axel Lind med sit kompagni og Christian Rasmussen.
29. juli 1748 Pag. 309a
I sagen mellem sognepræsten Hr. Mahler og Jesper Hansen, kom Jesper Hansen og fremlagde, til bevis og oplysning, en landstingsstævning fra 16. februar 1642 samt et udtog af Landstingsprotokollen for 23. maj 1742, som viste at præsten selv havde ophævet sagen, da Jesper Hansen var alvorlig syg. Præsten havde modtaget de 120 sdr. og afgivet en kvittering og eftergivelse af tiende. Desuden læste Jesper Hansen et skriftligt indlæg. Hr. Mahler ville ikke kommentere disse tre dokumenters indhold, da han mente, at de ikke vedrørte sagen. Han vedblev at begære dom i sagen, hvilket Jesper Hansen accepterede.
Christian Gerløf mødte i retten i sagen om ærekrænkende ord mellem Jesper Hansen og hans bror Johan Gerløf. Byfoged Barsøe indfandt sig i retten og fremviste amtmandens tilladelse til at domme i denne sag. Birkedommeren havde mange indvendinger mod at blive tvunget til at forlade sit dommersæde, men han blev nødt til det, da Jesper Hansen havde stævnet ham for embedsmisbrug i sagen mellem skipper Riis og hans befragtere. Birkedommeren henviste til politiforhørene den 10. oktober 1747, hvor Johan Gerløf allerede havde antydet, at hørret var ligesom stjålet, men trods dette, var der ikke sket undersøgelse deraf.
Christian Gerløf rykkede Jesper Hansen for svar på hans sag, hvor han sigtede Jesper Hansens for ærekrænkende udtalelser. Jesper Hansen undrede sig over Gerløfs utålmodighed, da sagen nu måtte gå sin gang, hvorfor han i sagen havde udtaget kontrastævning. Birkedommeren nægtede at forlade sit dommersæde. Rent juridisk mente han at have ret, men også i praksis: Hvordan skulle en ny dommer kunne sætte sig ind i en så kompliceret sag?
Efter lang parlamentering fik Jesper Hansen lov til at fremføre sin kontrastævning: Han fremlagde Kasper Barsøe dom fra 6. november 1747, samt de forskellige afhøringer, missiver og andet som Jesper Hansen havde fået tilsendt fra skipper Riis. Blandt andet fra Børge Madsen Lund fra København, der viste hvad han havde ført til København på befragternes vegne. En udskrift fra Københavns toldbod dat. 10. oktober 1747 viste hvor meget der blev ført til København af vraggodset. Dette stemte ikke overens med Johan Gerløfs opgivelser og derfor havde Jesper Hansen ret til at angribe Johan Gerløfs troværdighed. Opgivelserne passede heller ikke sammen med auktionspapirerne, der angav Johan Gerløfs køb af godset. Christian Gerløf kunne ikke se, at Jesper Hansens fremlagte dokumenter ændrede ved hans anklager mod Jesper Hansen. Æressagen måtte nu gå til doms.
Derefter overtog sættedommer Svend Mikkelsen dommersædet i sagen, som Eskild Poulsen havde anlagt mod Jesper Hansen og hans beskyldninger fremført under sagen mellem Skipper Riis og hans befragtere. Eskild Poulsen fremlagde et skriftligt indlæg i sagen, som Jesper Hansen modsagde, da han ikke kunne se, at denne sag kunne føres. Der var afgivet en landstingsdom i hovedsagen, og en mindre separat sag blev af landstinget sendt tilbage til birketinget. Derfor kunne Eskild Poulsen ikke erklære dom i sagen før sagen var blevet “ageret”. Sættedommeren henviste til tingdagen den 1. juli, hvor Jesper Hansen havde taget til genmæle mod den indstævnede sag, så sættedommeren mente, at sagen kunne føres til doms. Han ville tage sagen i betænkning og afgive dom.
Derefter genoptages gæsteretten. Christian Gerløf fremlagde sit kontinuationsstævning og påberåbte vidnerne i sagen. Flere var ikke mødt. Kaptajn Bistrup var ikke mødt, da han var svag. Han ønskede at blive afhørt i hjemmet.
Det første vidne var Dorte Jacob Mads af Allinge, der kunne fortælle, at hverken hendes mand eller andre havde sagt, at skipper Riis havde planer om at sælge skib og gods, da han lagde skibe til ankers ud for Allinge. Hun blev spurgt, om hun havde hørt, at Christian Rasmussen af sine kammerater blev kaldt for jordemoderen. Det kunne hun bekræfte (Der er ingen forklaring om, hvad dette betød)
Dernæst fremstilledes Karen Giver Løvingsen, der ikke kunne bekræfte noget om salgsrygterne eller hendes mands kælenavn.
Margrete Hans Hansens kunne heller ikke bekræfte rygterne.
Kaptajn Bistrup skulle stilles de samme spørgsmål.
1. august 1748 Pag. 312b
Kaptajn Bistrups svar på spørgsmålene fremlagdes (uden at de blev gengivet)
Gerløf fremlagde et skriftligt indlæg bilagt med 12 dokumenter på stemplet papir.
Både Jesper Hansen og Axel Lind ville have udskrift af Gerløfs indlæg og bilag.
Sagen udsattes til mandag 8te dage til den 12. august.
5. august 1748 Pag. 313a
Mikkel Andersen fra Østermarie havde fået amtmandens tilladelse til at gå i rette for sognepræsten Hr. Mahler i sagen, som Christian Gerløf havde stævnet.
Gerløf påpegede, at hr. Mahler allerede havde afgivet forklaring og dette kunne Mikkel Andersen ikke undskylde. Mikkel Andersen svarede, at han ikke ville beskæftige sig med tidligere afhøringer, men ønskede at stævne vidner til nye undersøgelser. Han havde med kaldsmænd indstævnet Christian Gerløf fra København samt andre vidner til oplysning i sagen om det forsvundne gods fra præstens gård i Allinge.
Gerløf imødegik stævningen ved at påpege, at der allerede var afhørt vidner i sagen. Han fremhævede Peder Monsen der havde fortalt, at da nøglen til kælderen blev efterlyst, havde præsten sagt at den enten var i Olsker præstegård eller i præstegården i Allinge. Anke Winbergs havde fortalt at Præsten den 3. oktober havde leveret nøglen til styrmanden. Dette rimer ikke, at han havde udlejet kælderen og beholdt nøglen.
Jesper Hansen var indstævnet på vegne af skipper Riis. Stævningen fulgte ikke lovens regel om 6 ugers varsel og for øvrigt havde skipperen intet med sagen at gøre, da Mahler havde givet styrmanden nøglen og ikke skipperen.
Mikkel Andersen havde ikke til hensigt at imødegå tidligere afhøringer, men udelukkende at bevise, at Mahler havde udlejet hele gården til skipper Riis og dermed også kælderen.
Dommeren ville ikke umiddelbart antage Mahlers stævnemål, da der igennem Gerløf afhøringer ikke levnedes tvivl om, at Mahler havde udlejet præstegården til skipper Riis. Han kunne ikke se, at Mikkel Andersen på Mahlers vegne kunne få tingsvidne på udlejningen før lovens pag. 108 og 109 art. 12 om at genafhøre andres vidner, efterleves, hvilket vil sige at varselsperioden skal overholdes. Men Jesper Hansens krav om 6 ugers varsel kunne for så vidt fraskrives, da han allerede havde givet sig tilkende som værende skipper Riis fuldmægtig.
12. august 1748 Pag. 314b
Dom i æressagen mellem Jesper Hansen og Johan Gerløf, som Christian Gerløf havde startet på sin broders vegne. Gerløf fik udtag af dommen.
Efter ret gange påberåbelse om der var andre sager at føre, sluttede tinget.
Derefter fortsatte gæsteretten.
Vefst Jensen fra Slotsladegården fremlagde på vegne af Jesper Hansen et skriftligt indlæg i sagen.
Dernæst producerede den forhenværende birke, by og herredsskriver Lars Andersen Birch en skrivelse i sagen. Gerløf var meget interesseret i denne fremlæggelse, da den viser at auktionen over den våde hør blev holdt den 21. september, men kontrakten først underskrevet den 25. september. Skriveren havde registreret 41 måtter lin i præstens gård.
Dernæst blev parterne sammenkaldt: Kaptajn Jens Hansen på de vagthavendes vegne. Ingen var mødt på toldbetjentenes vegne, Hr. Mahler og Jæger var ikke mødt.
Axel Lind var mødt på egne og 5 kammeraters vegne og tilkendegav, at de ikke, som Gerløf påstod, var lodser for skipper Riis. De var blot fattige fiskere, som kom til skipperen som arbejdsfolk. Der fandtes ikke lodse i byerne. Skipperen havde ikke rådført sig med dem, men havde tilkaldt Bertil Kok som rådgiver. På opfordring angav de stedet for den bedst belejlige sted til at sætte skibet på grund.
Gerløf lod sagen gå til doms.
Jesper Hansen, som ikke var tilstede, havde indgivet et skriftligt indlæg, hvor han betingede sig tid – tre solemærker – inden han kunne imødegå de forskellige dokumenter.
Gerløf agtede at rejse til København, men han ville ikke nægte yderligere skriftlige indlæg. Men han ville erhverve et kongeligt Commisarier til at dømme i sagen. Dommeren måtte acceptere Gerløfs ønsker og ville vente, om ansøgning til kongen ville ende med en nedsættelse af et kommissorium. Sagen blev derfor ophævet og blev stillet i bero.
DOM (pag. 315b-316b)
I ærekrænkende sag mellem Jesper Hansen og Johan Gerløf anlagt af Christian Gerløf. I tingbogen for den 11. december 1747 havde Jesper Hansen på vegne af skipperen beskyldt Johan Gerløf for ikke at have talt med skipperen samt at have tilegnet sig godset ulovligt på auktionen. Da Christian Gerløf læste dette, stævnede han Jesper Hansen i sagen den 1. juli 1748 og tilbød, at han kunne trække disse beskyldninger tilbage og betale nogle penge til et gudeligt formål. Dette ville Jesper Hansen ikke. I stedet fremlagde han politiforhøret, hvor det blev konstateret at noget af hørret var blevet stjålet. Dommeren fandt, at Jesper hansen havde tilført beskyldninger mod Johan Gerløf uretmæssigt. Disse beskyldninger blev dømt døde og magtesløse. Jesper Hansen blev dømt til at betale Gerløf 12 rdr, 1 rdr til kirken og 1 rdr til justitskassen, samt 4 rdr. for kost og tæring til Christian Gerløff.
26. august 1748 Pag. 317a
Læst kgl. forordning om koffardiskibe og kinafarere, samt octroierede kompagniers flagføring.
Mikkel Andersen af Østermarie mødte på sin principal Hr. Mahlers vegne og stævnede Christian Gerløf, som logerede hos byfogeden Poul Eskildsen i Hasle. Sagen var at bevise, at Hr. Mahler havde udlejet sit hus og plads i Allinge til skipper Riis – intet undtaget. Endvidere var indstævnet Lars Larsen ved Slottet. Indvidere var Jesper Hansen fra Allinge og Christian Jæger fra Rønne indstævnet.
Christian Gerløf var ikke mødt, men på indstævningen havde han skrevet, at han ikke kunne møde, da hans sag først skulle dømmes i kommissionen, inden han kunne udtale sig. Jesper Hansen mente, at det var skipper Riis, der skulle have været indstævnet og ikke ham. Han kunne ikke møde under fuldmagt fra sin principal. Christian Jæger var ikke mødt.
Lars Larsen ved slottet Hammershus. Han havde hørt Mahler lejer alle sine huse til godsets opbevaring, men han havde ikke hørt, at studerekammeret var undtaget. Jesper Hansen spurgte på skipper Riis vegne (på den gamle fuldmagt) om han ikke vidste at Lars og Jens Andersen havde tilbudt opbevaring. Jo, det havde han hørt fra andre på stranden. Jesper Hansen spurgte vidnet om detaljer ved hørret indførsel i præstens gård. Han mente, at der var tale om, at præsten havde lovet, at godset lå tørt og godt og at der ikke blev talt om tyve.
Et godvilligt vidne Claus Rasch af Rønne blev afhørt. Han havde været med til at løfte måtterne af bådene nede ved stranden og siden havde han arbejdet med hør og hamp ved præsten gård. Han havde hørt, at Mahler i sin stue havde tilbud Riis alle sine huse på nær sit studerekammer. Han hørte ikke at der blev sluttet nogen kontrakt.
Dernæst Anders Mortensen, Anika Hansdatter, Peder Monsen, Berit Pederdatter, Christance Madsdatter, som alle blev spurgt om ikke Mahler bortlejede alle sine huse på nær studerekammeret. Anders Mortensen fortalte, at præsten havde gjort en dør fra sit studerekammer, således at han kunne komme i gården og lukke porten op for at bringe sine heste ind og ud fra stalden. Porten kunne kun lukkes op indefra.
DOM (pag. 320a)
i sagen mellem sognepræsten Hr. Mahler og Jesper Hansen om manglende tiendebetaling i 11 år. Dommeren mente ikke, at de 120 sdr. havde noget med sagen at gøre, da de var en del af en højesteretsdom og at beløbet blev overdraget til Mahler “ved assignation af Cancelieraad Nansen”. Men på den anden side havde Mahler koblet det sammen med ønsket om at Jesper Hansen skulle lade ham være i fred. Siden 1743 havde Jesper Hansen retsforfulgt Mahler hele fire gange og alle havde ikke været på andres vegne. Først i 1746 havde Mahler forsøgt at gøre sit krav gældende overfor Jesper Hansen. derfor dømte birkefogeden Jesper Hansen fri for tiende frem til 1746. Derefter skulle han betale. Desuden skulle han betale 2 rdr. til Mahler for sagens omkostninger.
DOM (320B)
i sagen mellem birkedommerens søn Eskil Poulsen og Jesper Hansen ang. nærgående beskyldninger. Dom afsagt af sættedommeren Svend Mikkelsen. Den ene stokkemand Hans Jespersen udbad sig dommen beskrevet på sin fader Jesper Hansens vegne. Sagen drejede sig om Jesper Hansens udtalelse om Eskild Poulsen under forhøret af Axel Lind den 18. december 1747. Sagen havde hvilet siden 26. marts efter ønske fra Eskild Poulsen. Sagen blev genoptaget den 1. juli 1748. Eskild Poulsen havde, efter Jesper Hansens mening, uretmæssigt beskyldt skipper Riis for at have solgt lin i Østerlars. Dommeren mente ikke at dette var sandt, da Eskild Poulsen havde sagt, at “han havde hørt” at skipperen havde solgt lin. Dommeren kunne derfor ikke dømme Eskild Poulsen for ærekrænkende udtalelser mod Jesper Hansens principal. Jesper Hansen skulle idømmes mulkt på 1 rdr. til justitskassen, 1 rdr. til Allinge kirke, samt i alt 10 rdr. til dommerens omkostninger.
16. september 1748 Pag. 321b
Holtsførster Kettelsen udbad sig 8te forstandige mænd til at syne Hammershus birks skove.
Intet var for retten.
7. oktober 1748 Pag. 322a
Læst kgl forordning om “roulerede Banco Sedlers” forandring og omveksling.
Læst kgl. generalpardon for de deserterede fra tropperne i Danmark og de tyske provinser.
De 8te mænds synsforretning blev fremlagt.
25. november 1748 Pag. 322a
Læst kgl. patent om højesterets afholdelse i 1749.
Læst stiftsbefalingsmanden baron von Gersdorphs befaling at man ikke må skære ørene af lammeskind når det købes og sælges. (For ikke at skjule ejermærker)
16. december 1748 Pag. 322b
Skøde læst om at Mikkel Mogensen Torn af Sandvig sælger 2 stykker sædsjord på 1 tdl bygjord og 4 tdl. havrejord i Sandvig byvang til ungkarl Haagen Christophersen.
Læst et pantebrev af dat. 10 dec. 1748 udgivet af skipper Hans Hyldebrand af Allinge for et lån på 271 sdr. udgivet af ungkarl Jørgen Andersen Grønbæk, der nu opholder sig i Allinge. Hyldebrand havde i pantsat 1 tdl. bygjord, kaldet Nyløkkerne, 1 tdl. og 4 sp. bygjord i krantsløkken, 1 tdl. og 1 skpl. bygjord i Bygersløkken samt 1½ tdl. havrejord kaldet Sparreløkken.
Johanne Pedersdatter sal. Jørgen Hansen i Løsebæk sælger sin gård på 11 stolperum, med gårdsplads og haverum til sin datter Gundel Jørgensdatter, og hendes forlovede ungkarl Jens Ambrusen. Til gården hørte 5 skp. land sandjord kaldet Sandløkken, samt 2 sorte heste, en ko, en hjemkværn, en jern harve med videre for i alt 100 sdr.
Læst kontrakt mellem Jens Ambusen og hans kommende hustrus moder Johanne Pedersdatter sal. Jørgen Hansen. Han forpligtede sig til at bygge et forsvarlig 3 stolperum stuehus, levere hende årlig to læs “kulle tørv”, 1 læs brændetørv og et læs brænde. Så skulle han dyrke hendes 4 skæppelands jord og levere hende 1 tønde rug, 2 tønder korn og en skæppe ærter.
Af det tilstedeværende borgerskab valgtes taksatorer for næste år: Giver Løvingsen og Mikkel Knudsen af Allinge, Christian Rasmussen og Andris Knudsen fra Sandvig.
Dernæst valgtes kæmnerne: Fra Allinge Rasmus Weidichsen og fra Sandvig Hans Christian Winberg.
Til stokkemænd: Fra Allinge: Niels Andersen, Mads Jørgensen ungkarl af Løsebæk, Hans Hansen Snidker, Niels Hansen, Hartvig Andersen Møller. Fra Sandvig Peder Pedersen den ældre, Peder Pederen den yngre og Hans Vig.
13. januar 1749 Pag. 323a
Taksatorernes ligning af skatterne blev oplæst og overleveret til kæmnerne.
De af amtmanden anordnede sættedommer Christian Rasmussen fra Sandvig i efterfølgende tingsvidnesag. Birkedommerens adjunctus Eskild Poulsen forelagde regnskab for de uvisse indtægter. Sidste års stokkemænd blev spurgt om de var bevidst om der var lejermålsbøder, sagefald eller andre indtægter tilhørende kongen. Jens Jørgensen fra Sandvig havde begået lejermål med Gertrud xxxdatter i Sandvig. Stokkemændene aflagde deres salighed ed på alt var angivet. Endvidere aflagde borgerskabet ed på at der ikke var jord i byvangen, som ikke var pålagt skatter. Eskild Poulsen fik derefter udstedt sit tingsvidne, som han kunne bilægge sit regnskab.
Vefst Jensen lod sin svoger Jesper Hansen stævne amtsforvalter Christopher Schrødder af Rønne på hans kgl. embedes vegne, at den så kaldede Habedams eng og jord, Aalekistedammen tillige med den så kaldede slotslyng og mark er med under de 14 tønder hartkorn, der fra gammel tid har hørt til Slotsladegården, som blev solgt til Vefst Jensen i 1744. Da han havde samme gård i fæste “der har haft fri brendsel og tøfs skiær paa bemeldte Slotsmark og Lyng og endskiøndt at hans naboer i Byerne her i birket for deris eiendoms Jord, Skou og enge som i gammel tiid i lige maade er sat for 28 tønder hart korn, som de ikund skatter forre haver 176 tønder biug land og 199 tønder haure land for uden enge skou og fægang og sand jord, der een deel af denne alligevel ligesom hat tileignet sig til brendselsrifning benefnte Slotsmark”.
Vefst Jensen havde kun 13 til 14 tønder bygjord, 40 tønder havreland, ganske lidt eng.
Kammerråd og amtsforvalteren Schrøder var ikke mødt, men havde sendt en missive, der undskylde hans udeblivelse på grund af lovligt forfald. Han tilføjede dog, at han intet kunne oplyse om sagen, men han ville spørge i rentekammeret, så snart at vejret var til at sende breve til København.
Vefst Jensen lod derefter sagen stille i bero, indtil at der kom svar fra det kgl. rentekammer.
Dernæst nedsatte byfoged i Svaneke og herredsfoged i østre herred Erik Møller sig i dommersædet efter amtmandens ordre. Christian Gerløf fra København havde ved hjælp af kaldsmændene Svend Mikkelsen og Eskel Jacobsen, som meget nøjagtigt forklarede, hvordan de havde stævnet folk til retten. De var alle blevet stævnet mundtlig, men enkelte havde fået leveret en kopi af stævningen. Alle havde fået at vide, hvor der lå papirkopier, som de kunne læse. Endvidere havde hver enkelt fået besked om, at de ville vente med at tage originalen med sig, hvis de ønskede at afskrive den. Hvilket ingen havde ønsket.
Christian Gerløfs ærinde med denne sag, var at få stillet hele distriktet (Dvs. både øvrighedspersoner og beboere) til ansvar for de tab befragterne havde lidt ved Skipper Riis stranding ved Allinge.
Alle var mødt på nær Skipper Riis, Christian Jæger og tolder Topp. Jesper Hansen fremstod i retten og ønskede, at hans fuldmagt fra 28 oktober 1747 stadig gjaldt, således, at han kunne være skipper Riis fuldmægtig i denne sag. Han påpegede, at Skipper Riis havde 6 ugers respit som fremmed indstævnet person.
Eskild Poulsen mødte på egne og på sin fader birkefoged Poul Eskildsens vegne, med et skriftligt indlæg mod sagen.
Giver Løvingsen, Exel Lind, Jacob Madsen, Hans Skrædder, Hans Løsebæk mødte i retten og protesterede over at de ikke lovligt var stævnet, hvorfor de ikke vidste hvorfor de skulle møde i retten.
Tolder Topp havde sendt en memorial til amtmanden om, at Jesper Hansen måtte tale på hans vegne.
Hr. Mahler protesterede mod Christian Gerløfs mange retssager. Denne sidste var unødig og ville have dommeren til at dømme den for unødvendig.
Christian Gerløf modgik hver enkelt protest og henviste til loven, at han havde ret til at indkalde vidner i sagen. Han fik dommerens tilsagn om at vidnerne blev afhørt separat.
Den første afhørte blev Mikkel Mogensen (Torn), der fortalte at søndag ved prædiken, lå skibet til ankers ud for Allinge. Han vidste ikke på hvilket tidspunkt skibet blev sat på grund. Mandag morgen var der en livlig snak mellem nogle fremmede skippere på stranden. Den københavnske skipper Anders Rasmussen tiltalte skipper Riis ilde, men han var ej ombord. Han fortalte, at Peder Pedersen fra Sandvig ville pumpe skibet læns for 10 sdr., og hvis det mislykkedes for ham, skulle han intet have. Men i stedet blev Peder Pedersen kommanderet til at pumpe. Hvorfor havde han ikke vidst. Om mandagen kom han til stranden og så skibet, der var bundet til stranden med et slags tovværk. Om søndagen blæste det godt fra SW, men om mandagen var det vakkert vejr. Jesper Hansen var den første der førte et bundt hamp ind på land. Af de øvrige i alt 21 spørgsmål vidste han intet.
Dernæst Jens Larsen af Allinge havde været på stranden om mandagen og hørte de fremmede skippere havde sagt til Riis, at han skulle gå til ChristiansØ. Det var Eskild Poulsen der ordinerede bjærgerne til arbejdet. Han havde fået besked af amtmanden, som var til stede, at han skulle antage flere bjærgere. Jens Larsen ville gerne være bjærger, men det blev ham nægtet. Han fortalte, at man med et helt skib nemt kunne gå til Christiansø. Med den vind der var om søndagen ville det tage 4 timer. Han mente, at Eskild Poulsen havde været ombord på skibet, men var ikke sikker. På Jesper Hansens opfordring fortalte han at søen kunne vokse en fod eller mere i løbet af en dag, men han vidste ikke hvordan det havde været den søndag og mandag, hvor skibet blev sat på grund.
Dernæst Ole Hansen fisker af Allinge. Han fortalte at Skipper Riis satte sit skib på grund en time efter solens nedgang om søndagen. Vidnet havde henvendt sig til amtmanden og Eskild Poulsen for at blive bjærger. Trods amtmandens påskyndelse, blev Ole Hansen ikke antaget som bjærgere. Heller ikke som medhjælper til kontrolløren. Ole Hansen mente, at de kunne havde sejlet til Christiansø på 3½ time.
Mads Mikkelsen af Allinge ville også gerne være bjærgere, men havde fået afslag af Eskild Poulsen, der altid plejer at være den, der vælger bjærgerne. Derefter var han gået hjem og “skiøttede sig self”.
Det var blevet aften og sagen sluttede for at genoptages dagen efter.
14. januar 1749 Pag. 326b
Gerløf spurgte kontrollør Hammer om skipperen havde gjort nogen angivelse over lasten. Hammer mente ikke, at han var pligtig til at svare, da han ikke var blevet stævnet til at svare herpå. Gerløf blev irriteret og dommeren ville have tid til at se nøjere i loven og på stævningsteksten.
Dernæst Peder Sandersen af Sandvig, der mente, at skibet kunne have haft det bedst mulige vejr til at sejle til Christiansø. Han blev heller ikke antaget til bjærgere. Jesper Hansen antog ingen bjærgere, det var udelukkende birkefogedens søn der antog dem.
Dernæst Haagen Møller fra Sandvig, der havde hørte, at de fremmede skippere ville have skibet af grunden og sejle det til Christiansø. Peder Pedersen havde tilbudt at pumpe skibet læns, men i stedet blev han antaget som bjærger. Vidnet havde set Eskild Poulsen være ombord på skibet inden der blev losset hamp af skibet. Den første dag var korporal Mikkel Knudsen på vagt ved vraget. På Jesper Hansens spørgsmål, fortalte vidnet, at han havde været tilstede på stranden, da den våde hamp blev solgt på auktion. Det kunne ikke lade sig gøre at sælge det ved vægt, da det var for vådt. Vidnet havde set Giver Løvingsen gå fra vraget ind mod land. Vandet havde gået ham midt på livet. Han vidste, at vandet kunne hæve eller sænke sig over 1 fod i løbet af en dag. Han kunne fortælle at udtagningen af bjærgerne fandt sted i Giver Løvingsens stue.
Dernæst Hans Nor i Allinge var med da Peder Pedersen tilbød sig at pumpe og føre skibet til Christiansø. At det ikke blev til noget skyldtes, at vidnet ikke turde være med. Han havde hørt at Amtmanden havde sagt, at der burde udtages 10 bjærgere mere til opgaven. Det havde været amtmanden der beordrede vidnet at arbejde i præstens gård, med at stuve hampen ind i huset.
Dernæst Erik Skrædder, som fik læst sit forrige vidnesmål op. Han fortalte, at han var en af de 10 ekstra bjærgere, som blev antaget efter at amtmanden, på Jesper Hansens foranledning, havde påbudt Eskild Poulsen, at han skulle antage flere bjærgere, Vidnet blev kommanderet til at køre gods op til præstegården.
Dernæst Hans Samuelsen fra Allinge kunne fortælle, at der efter at de første gods blev optaget fra skibet, kunne man se ned til bundplankerne og skibsstenene, altså ikke så meget vand i skibet. Han mente med sikkerhed, at Eskild Poulsen havde været ombord på skibet inden det blev læsset. Han havde været en af bjærgerne og havde fået sin fjerdedel af det våde gods. Havde tillige købt på auktionen på stranden. Hans Samuelsen blev tilbudt at blive bjærger af Eskild Poulsen, da han kom ombord på Skipper Riis skib. De folk der hjalp Riis om søndagen fik betaling – undertiden 1 rdr. – for at hjælpe Riis. Axel Lind afbrød og fortalte, at det havde været betaling for at ordne skibets takkelage. Da birkefogedens adjunktus overtog administrationen af bjærgningen, skulle de have part i bjærgningen. Han fortalte at øvrigheden skulle have 18 bjærgeparter.
Skipper Hans Hyldebrand af Allinge var blev tilbudt 4 rdr. for at tage godset over i sin jagt for at lette skibet, således at det kunne komme af grunden. Skipper Riis var nogenlunde ligeglad med at blive på Bornholm eller tage til Christiansø. Han fortalte, at skipper Riis og de holstenske skippere talte om, hvor mange bjærgere der skulle bruges. De blev enige om 10 til 12 mand. Hans Hyldebrand blev den 12. bjærgere, udvalgt fordi han var sømand. Da de startede med at optage godset af skibet, stod styrmanden og skrev op. Som sømand blev han spurgt ud om skibets evne til at sejle. Men Hyldebrand undgik at svare konkret på spørgsmålene. Han mente, at det var let at komme til Christiansø, men han vidste ikke om skibet kunne holde tæt. Han fortalte, at han ikke kunne bedømme om det havde været nødvendigt, at sætte skibet på grund, men han havde blot konstateret, at skipper Riis ikke synes at have været særlig villig til at komme fra grunden igen. Han kunne fortælle, at de havde hejst en måtte op, som lå nederst i skibet. Den var aldeles våd og under den stod vandet som om det var en brønd. Måtten blev lagt ned igen og derefter bjærgede de alle de tørre måtter, før de tog de våde. Alt det tørre gods fik det hejst op med takle, med det våde var for tungt. Skipperen havde beordret at måtterne måtte skæres op for at det kunne gå hurtigere med at få bjærget godset. Amtmanden havde fra land givet ordre til at bjærgningen skulle ske så hurtigt som muligt, da uvejr kunne forhindre, at noget af godset kunne mistes. Vidnet kunne ikke fortælle om skibets utæthed. Det var umuligt, at svare på, da skibet var blevet sat på grund ovenpå faste stene. Han bekræftede at øvrigheden fik 18 bjærgeparter af bjærgernes fjerdedel.
Retten blev sluttet, da det var langt ud på natten – sagen blev udsat til næste dag kl. 9.
15. januar 1749 Pag. 329b
Christian Gerløf producerede to attester. Den ene udgivet af skipper Anders Rasmussen af København den 3. september 1748 og Fridrich Biboe (senere Wibo) den 20 august 1748. Jesper Hansen ville ikke godkende disse attester, da de ikke er udgivet af “fornemme folk som ikke plejer at søge ting”. Han mente, at de skulle bekræftes af personerne selv på tinget, hvis de skulle have retsgyldighed. Gerløf svarede, at disse personer boede i København og kunne ikke komme på tinget på Bornholm. Hvis hans kontraparter (både Jesper Hansen og Eskild Poulsen) ville påstå, at disse attester var falske, ville han bevise det modsatte. Dommeren ville ikke godkende attesterne, da de ikke var verificerede af Natario Publico eller på rette sorts papir.
Christian Gerløf oplæste en syns- og granskningsforretning dat. 8. juli 1748. Han bad parterne om at modtage forretningen og da alle var tilstede (på nær Mahler og Jæger) ville han slutte afhøringerne og udbede sig en udskrift af protokollen på den leverede 24 skillings papir.
Sættedommeren udbad sig teksten det det kgl. kommissorium, som Gerløf og befragterne havde fået bevilget. Gerløf havde ikke originalen med sig, men en kopi af den havde Eskild Poulsen, som han lånte sættedommeren, som læste det op.
“Comisorium til Comisarier her udi at dømme imellem sine befragtere i Kiøbenhaun og disse her nemlig skiper Matthias Ris og hans fuldmegtiges Gieger og Jesper Hansen. 2de mod de 6 mand som har ladet sig bruge som lodtsmend i indstrandingen. 3 mod biergerne der imod skiperen har contraceret. 4de imod Capt. Jens Hansen som har ladet godset bevogte, den 5te imod Rættens betiente som har imodtaget og administreret alle ting. 6 imod toldbetjentene for uforsvarlig behandling med godset, 7de imod Præsten Hr. Mahler i hvis hus godset har været henlagt under hvis særlaas og luke der er siden ved randsagning funden udi hans kielder”
Gerløf havde ansøgt amtmanden om at måtte stille hele distriktet til ansvar for tabene. Amtmanden havde bevilget byfoged Møller fra Svaneke til at føre sagen og afgive dom heri. Sættedommeren havde allerede den 11. januar 1749 afgivet sin dom, men inden han oplæste den, ville han have ansøgningen til amtmanden oplæst, da den kunne have givet klarhed over Gerløfs intentioner. Ansøgningen var efter Gerløfs mening unødvendig, da det jo ikke kom sagen ved.
DOM (pag, 331a) afsagt af Müller dat. 11. januar 1749 fastslog at Commissariet der skulle dømme i sagen ikke kunne dømme distriktet kollektivt, men måtte sagsøge den enkelte person for begået uretmæssigheder. Distriktet blev frikendt for erstatningsansvar.
3. marts 1749 Pag. 331b
Læst kgl. generalpardon for landliggerne i Norge siden 1745 på linje med det undvigende mandskab, der fik pardon i Danmark i 1742.
Læst kgl. plakat om forbud mod tyrekalves indførelse i købstæderne.
Læst et gavebrev hvorved Vefst Jensen Skov på Slotsladegården forærer en ham tilhørende gård i Sandvig til sin datter Kirstina og dattermand Hans Jespersen, dat. 20. december 1748.
Niels Samsingsen i Allinge ønskede borgerskab – hvilket blev bevilget.
Pantebrev udgivet af Niels Friederichsen i Allinge havde lånt 120 sdr. af Esber Nielsen af Marevad i Klemensker, med underpant i 2 stykker bygjord i Allinge byvang, det ene kaldet Murehulsjorden og det andet Ungerslækken.
For retten fremkom Hans Hyldebrand af Allinge og med hans to kaldsmænd Hans Vig af Sandvig og Hans Bødker i Slotsvangen, havde han stævnet Mikkel Mogensen af Sandvig. Imidlertid var Hans Bødker død, således at han ikke kunne bekræfte stævningen. Sagen drejede sig om penge Mikkel Mogensen skyldte Hans Hyldebrand. Mikkel var ikke mødt, så sagen måtte udsættes til næste ting.
Tolder Topp, byfoged Poul Eskildsen, kontrollør Gert Hammer, strandvisitør Lars Tornovius havde indgivet en tingsvidnesag mod Mons. Gerløff i København. Amtmanden havde tilladt sagen og nedsat sættedommere Svend Mikkelsen til at føre sagen.
Topp, Hammer og Tonovius havde fået amtmandens tilladelse til at Jesper Hansen måtte føre sagen for dem. Birkefogedens søn Eskild Poulsen af Hasle producerede en skriftlig stævning på vegne af sin fader og toldbetjentene, dat 17. februar, retten mod Christian Gerløf logerende i Rønne. Med sagen ønskede de at bevise, at de havde håndteret skipper Riis strandede gods korrekt.
Der var indkaldt følgende vidner: Jørgen Johansen, Samuel Johansen, Johan Samuelsen, Vefst Pedersen, Hans Andersen, Ole Andersen, Jens Madsen Løsebæk, Jørgen Jørgensen, Jens Jørgensen, Peder Pedersen ved stranden, Peder Pedersen paa Bakken, Claus Vig, Christian Rasmussen, Hans Nielsen, Hans Bødker, Mons Bendixen, Boe Haagensen, Jens Boesen og Anders Olsen. Desuden var 4 taksatorer på skipper Riis skib, Jep Larsen, Jens Andersen, Didrik Didriksen af Olsker sogn og Peder Christensen af Rutsker sogn.
Gerløf mente, at de fleste vidner var inhabile, da de havde været bjærgere af godset. Sættedommeren ville dog ikke nægte vidnernes afhøring. Om vidnernes troværdighed må vurdering finde sted ved domsafgivelsen.
Vidnerne blev separerede.
Først blev Vejermester og måler Mogens Bendixen af Sandvig afhørt af Jesper Hansen på vegne af toldbetjentene. Han fortalte, at det var det tørre hør og hamp, der blev lagt ind hos præsten. Det våde blev på stranden. Lars Birck stod i præstens hus og registrerede (tegnede) hvad der blev ført ind. Han havde som vejermester henvendt sig til kommissæren Johan Gerløf og tilbudt at skaffe “balancevægten” til veje, således at godset, inden det forlod landet igen, kunne vejes. Kontrolløren havde sagt, at det måtte tolderen forlange. Dette havde tolderen ikke krævet. Vejermesteren sagde, at han ville have vejet det, hvis det ønskedes, men Gerløf gav udtryk for, at tiden var knap og han ligesom ønskede, at vejningen ikke skulle udsætte afsendelse af godset. Toldbetjentene var optaget af et andet vrag ud for Sandvig lige netop da Johan Gerløff kom sejlende med sin jagt, for at hente godset. Bendixen havde ikke hørt Johan Gerløf klage over toldbetjentenes fravær. Efter Christians Gerløfs afhøring, svarede vidnet, at han havde arbejdet med 3-4 måtter på stranden den første dag, da godset skulle køres op til præstens hus. Amtmanden havde derefter givet ham ordre til at gå til præstens hus og fortsættes at arbejde i pakhuset. Det eneste Bendixen havde vejet var bjærgernes part. På stranden havde han 3 stk 14 punds vægte go til at veje kældervægten havde han kun een vægt. Han kunne ikke huske hvor meget bjærgernes part af “kælderlinnnet” vejede. Han vidste ikke om bjærgerne havde betalt told af deres bjærgepart, “men det havde de vel, hvis de havde blevet afkrævet told”. Dernæst var det Eskild Poulsen der afhørte Bendixen. Han bekræftede, at da hørret blev taget af skibet, skulle det gå hurtigt, hvis vinden skiftede kunne godset have været ødelagt indenfor en time. At det våde hør blev lagt på stranden og hurtigt solgt, skyldtes at hvis det var blevet lagt ind i huset, ville det blive “heednet” og hurtigt blevet ødelagt. (=altså gå i forrådnelse).
Eskild Poulsen fremlagde de fire taksatorers indberetning om det våde vraggods, som blev solgt på stranden. Eskild Poulsen fik de fire taksatorer Jep Larsen, Jens Andersen, Didrik Didriksen af Olsker og Peder Christensen fra Rutsker til at vedstå deres forretning, samt at meddele, at dem der købte hampen havde betalt deres forretning med 2 sdr.. Gerløf protesterede, dels kunne disse mænd hverken skrive eller læse, så det var ikke troværdigt, at de vedstod dokumenternes indhold og dels var det så lang tid siden, at de næppe kunne huske vurderingens detaljer. De fire mænd gjorde deres saligheds ed på, at de havde vurderet godset ved at lægge hver sort i bunker. De vidnede at Gerløf havde betalt dem for deres arbejde. Gerløf spurgte om de vidste, hvor dette dokument havde ligget siden nu kunne dukke op. Samt om de vidste hvem og hvornår det var skrevet. De kunne ikke vide hvor dokumentet havde været, men de havde angivet oplysningerne til tolderne, som havde skrevet for dem. Det var byfogeden der havde bedt dem om at vurdere og to af dem var valgt på tolderens vegne og 2 på kongens vegne.
Dernæst Jørgen Johansen af Allinge blev afhørt af Jesper Hansen. Vidnet vidste intet og havde intet hørt om at godset var blevet stjålet. Alt var gået redeligt til, mente han, og den våde hamp blev ikke solgt efter vægt, da det var så våd “som en møgdynge”. Kontrollør Hammer havde registreret godset på stranden og ingen havde klaget, hverken skipper Riis eller Johan Gerløf. Jørgen Johansen fortalte, at Johan Gerløf havde meget travlt med at få godset indskibet, således at han kunne forlade landet. Han vidste at vejeren havde betinget heste og vogn af Hans Olsen paa Borre, så han kunne hente balancevægten. Det blev ikke til noget, da Gerløf havde meget travlt. På spørgsmål fra Christian Gerløf fortalte Jørgen Johansen, at heller ikke tolderen og kontrolløren havde forlagt at godset blev vejet. Bjærgerne delte selv imellem den selv. Og de havde ikke betalt told af det – da det endnu ikke var krævet. Han forklarede, at det var skipper Riis, der udpegede bjærgerne for birkefogedens søn, der så antog dem. Arbejdet blev aftalt mundtligt og om det ville tage 14 dage eller mere, var ikke afgørende.
Dernæst Hans Andersen af Allinge, der havde tjansen med at køre godset op til Mahlers gård. Han havde en fjelevogn, som kun rummede en måtte hør ad gangen. Kontrolløren noterede, hver gang han kørte med et læs. Hvert læst blev fulgt af enten en af skibsfolkene eller en af bjærgerne. Han mente ikke at der kunne forsvinde noget under transporten.
Dernæst Johan Samuelsen af Allinge havde været med til at hejse det tørre hør op af lasten, men da de kom til det våde, havde de ikke redskaberne til at få det op. derfor var det nødvendigt, at skære måtterne op. Han fortalte, at hvis de havde ladet de våde måtter ligge, ville de blive ødelagte. Han huskede endnu, at noget af de våde hør allerede var blevet varmt. Han havde ikke været tilstede under auktionen, da han var til generalmønstring i Rønne.
Han havde også kørt hørren tilbage til stranden, da Johan Gerløf havde købt det på auktionen. Hans vogn var brudt sammen i vandkanten og måtten var faldet i søen.. Vidnet havde tilbudt 4 rdr., så 6 rdr. for måtten, men Gerløf havde taget den våde måtte ombord, sådan som det var. Johan Samuelsen var i første omgang ikke udvalgt som bjærger, men på opfordring fra skipper Riis, blev han antaget. Siden kom amtmanden og forlagte flere bjærgere end de 12, der i første omgang blev valgt.
Dernæst Samuel Johansen af Allinge, som havde været med den 4. oktober ved auktionen af den tørre hør. Han havde væltet måtterne ud af pakhuset. Styrmanden Lund ville have at mærkerne på måtterne vendte opad, Johan Gerløf havde forbudt at mærkerne vendte op. Vidnet havde købt for 10 mark vådt hør og hamp på stranden.
Dagen var slut og der resterende vidner blev tilsagt til at møde på næste tingdag 8te dage.
10. marts 1749 Pag. 336b
Ved sættedommer Svend Mikkelsen.
Eskild Poulsen fremlagde en skriftlig beskrivelse, som blev læst op. Dette skriftlige indlæg blev overbragt af Mads og Peder Pedersen i Sandvig.
Første afhøring var af Christian Rasmussen i Sandvig. Gerløf angav at Christian Rasmussen var anklaget i den tidligere sag og derfor kunne han ikke vidne i denne undersøgelsessag, hvilket blev underkendt af dommeren, da vidnet i dette tilfælde bare skulle svare på spørgsmål. Christian Rasmussen kørte lin op fra stranden til Mahlers gård. Han kunne bekræfte at Lars Birch stod og registrerede, hvor meget det blev lagt ind i Pakhuset. På Eskild Poulsens oplysning fortalte han, at da de fire måtter med fundet, blev det delt med en fjerdedel til bjærgerne og 3/4 blev lagt ind i pakhuset igen. Der blev uenighed om øvrigheden skulle have 18 parter, hvorimod bjærgerne kun ville give øvrigheden 14 parter. Han vedkendte sig, at det mest almindelige var at bjærgerne fik 1/4 eller 1/3-del af strandet gods, og normalt udreder bjærgerne 2-3 parter til øvrigheden.
Dernæst Jens Madsen Løsbæk af Allinge, som vidnede at der var en del våd løs hamp, der lå øverst i skibet. Vidnet bor ved stranden, hvor skibet blev sat på grund, men havde hverken hørt eller set tyveri af godset. Han vidnede at det våde gods hverken kunne sælges pr. vægt eller tåle at blive lagt ind i hus. Han havde set lugen blive åbnet til kælderen med linnet. Gerløf havde ligesom stået og “betænkt sig” før end han beordrede bjærgerne at tage linnet op, for derefter at blive delt 1/4 til bjærgerne og 3/4 til Gerløf. Vidnet mente ikke at der blev klaget over toldbetjentenes handlinger under Johan Gerløfs besøg på stedet.
Dernæst Vefst Pedersen fra Allinge, der kunne erindre, at der i skibet lå en del våde hampemåtter oven på hørmåtterne, som var så tunge, at de ikke kunne løftes op med to takler, derfor måtte de opskæres. Endvidere kunne vidnet fortælle, at byfogeden bad præsten om at sætte lukke og lås på døren mellem værelset hvor Skipperne og hans mandskab logerede og der hvor linnet blev opbevaret. Præsten bad Jesper Hansen om at smede et overfald til døren, samt han bad om at der blev slået en lette over den nordlige gavl. Han havde bemærket at den 4. oktober, ville styrmanden Lund have alle måtterne vendt, således at alle mærkerne vendte opad. Johan Gerløf mente det var unødvendigt, ja ligefrem ønskede, at de skulle vende ned ad. Vidnet var en af bjærgerne og han havde været med, da godset blev delt i 4 parter på gårdspladsen. Det sket en onsdag, da vidnet sammen med 3 andre stod vagt under prædikenen i Allinge kirke.
Dernæst Ole Andersen fra Allinge var med til at pumpe vand ud af skibet den første dag, da bjærgningen var gået i gang. Han var blevet bedt om, at ikke pumpe så kraftigt da der kom vand ned i bjærgningsbådene.
Peder Pedersen ved Stranden i Sandvig havde været med til at pumpe skibet læns, men forinden han blev bjærgere, havde han tilbudt at pumpe skibet læns for 10 sdr. og hvis det ikke lykkedes, ville han ingen betaling have. Han havde ikke lovet at føre skibet til Christiansø, som nogen havde sagt.
Dernæst Boe Haagensen var i tjeneste hos kaptajn Jens Hansen kunne ikke bekræfte, at der var blevet kørt hamp og hampeblaar fra Mahlers gård til stranden for at blive solgt. Han havde ikke kørt det, men det havde den anden efter ham i tjenesten Lars Jensen.
Dernæst Jens Boesen, der havde været tilstede den 4. oktober da kommissionen ved Johan Gerløf udtog det tørre hør og hamp for at føre det til København. Han havde ikke hørt nogen klage over toldbetjentenes håndtering af sagen.
Citanterne mente ikke, at de kunne komme sagen nærmere ved yderligere afhøringer, hvorfor de ville slutte sagen.
Eskild Poulsen fremlagde skipper Riis tilbud, dat. 19. september 1747 til birkefogeden, at han kunne afholde auktion over det våde gods på stranden. Gerløf protesterede imod, at dette skulle medtages i sagen, da skipperen ikke var indstævnet. Sættedommeren ville ikke tage denne auktionsbegæring med i sagen.
Dernæst fremlagde Eskild Poulsen en af Johan Gierløf skrivelse til byfogden om at afholde en auktion på det tørre gods som han havde modtaget fra vraget.
Desuden fremlagde Eskild Poulsen to kvitteringer over auktionen over det våde gods den 21. september og det tørre gods den 4. oktober 1747 – begge kvitteret af Johan gerløf – “uden nogen for for reservationer”. Christian Gerløf tog sine forholdsregler mod disse dokumenter, der ikke kunne være. Efter at toldbetjentenes fuldmægtig Jesper Hansen havde afleveret sin kommentar og påvist at der i de tidligere undersøgelser, var inddraget dokumenter af lignende karakter, kunne dommeren ikke nægte at de nye dokumenter blev lagt ind i sagsakterne til den kommende kommissionsretten.
31. marts 1749 Pag. 341a
Læst kgl plakat om at det er tilladt for enhver, at handle med ostindiske og kinesiske varer, der er bragt eller vil blive bragt til landet af de octroyerede asiatiske kompagniers skibe.
Forklaring af kgl. forordning om grove morderes straf af 16. oktober 1697, dat Christiansborg 7/2 1749.
Amtmand Urnes skrivelse til Poul Eskildsen, at efter afgangne geheimekonferensråd Gersdorph er indsat Conrat Detlef greve af Reventlou i stillingen som stiftsbefalingsmand over Sjællands stil og amtmand over Københavns amt. Amtmand Urnes er stiftsamtmandens vices på Bornholm.
14. april 1749 Pag. 341a
Læst stiftsamtmand Reventlou brev om strygningen i sundet efter de har passeret Kronborg.
Stiftsamtmandens reskript af 13. december 1748 om betlende jøders færden uden pas.
Kgl. forordning om danske konsulater på fremmede steder og hvilket konsulatpenge som var tilladt at tage.
Læst et pantebrev udgivet af Esper Pedersen i Allinge, som har lånt 40 sdr. af Esper Nielsen i Marevad, som pant var sat et stk. bygjord kaldet Pilleløkken på 6 skp.land.
Jesper Hansen af Allinge mødte på sin svoger Vefst Jensens vegne i den sag, som var startet den 13. januar, hvor amtsforvalter Schrøder var stævnet i sag om ejerforholdene til Slotsmarken, Habedams enge med mere. Der var indkaldt 14 vidner, som Jesper Hansen fik lov til at afhøre på den næst følgende tingmøde den 28. april. Det var Hans Nielsen ved Slottet, Jens Boesen, Anders Olsen, Ole Hansen Fisker og hustru Sidsele, Anna Mads Mikkels, Rasmus Weidichsen, Peder Monsen, Boel Welem Hartvigs, Anders Knudsen, Mons Bendixen, Jens Bastian, Peder Laren Løng, Peder Larsen Sandvig, Hans Wig, Peder Mikkelsen og hans hustru, alle her i birket.
Hans Poulsen af Vestermarker sogn havde fået amtmandens tilladelse til at føre Ellen Gotfridsdatter sag mod tambour Peder Jacobsen i Olsker sogn for brudte ægteskabsløfter. Som vidner var indkaldt Hans Christian Winberg, Vefst Jensen, Jesper Hansen, Anne Madsedatter og Hans Pedersen på Skovgården i Olsker, Mons Hansen i Vedby, Hans Hansen og fra Rø sogn Marta John Hans.
Svend Mikkelsen fra Rønne var mødt på begæring af Peder Jacobsen af dato 4. december 1747 som hans fuldmægtig. Peder Jacobsen havde på Nørre Herredsting frasagt alle anklager om besvangring og ægteskabsløfter og Svend Mikkelsen mente derfor, at ingen vidner kunne føres ved birketinget, da det ikke var hans hjemting. Endvidere var Anne Madsedatter angivet uden sin mands navn, da hun var en gift kone fra København. Hans Poulsen protesterede mod Svend Mikkelsen, da han mente at han kun havde ret til at gå i rette for Boel Gotfrid Niels. For øvrigt påpegede Mikkelsen at der ikke står noget i loven om, at kvinder skal angives ved deres mands navn, faderens van er godt nok, og for øvrigt er hun alle vel bekendt.
Vefst Jensen af Slotsladegården kunne fortælle, at Ellen Gotfridsdatter og Peder Jacobsen forhandlede om forlig hos han fader Jens Vefstsen. Ellen ville have 20 rdr., men Peder ville kun give 10. Vefst Jensen havde fulgtes med Peder Jacobsen fra Klemensker, hvor Peder havde bedt ham om at hjælpe. Vefst Jensen havde henvist ham til Jesper Hansen, der kunne hjælpe ham med at blive forliget på den “skikkeligste ” måde. Vidnet blev spurgt af Ellens fuldmægtig Hans Poulsen om Peder havde sagt til ham, at præstens attest ikke var sandfærdig. Det kunne Vefst Jensen ikke erindre noget om, ligesom han ikke kunne erindre noget om, at Peder havde lovet Ellen nogle penge til at “forstre barnet med”, ej hellere huskede han ikke, at det havde været præsten der havde opfordret Peder Jacobsen til at føre sag mod Ellen. Der var blevet udfærdiget et skriftligt forlig, men han huskede ikke hvem der lavede det.
Hr. Mahler var mødt i retten og stillede Vefst Jensen hvornår forligsmødet hos hans fader fandt sted. Præsten mente det var på en søndag. Det kunne Vefst Jensen ikke huske, blot at det sidst i sidste vinter. Der var serveret øl og brændevin ved gæstebuddet, men Vefst jensen mente ikke at Peder Jacobsen var drukken. Præsten benyttede sig af lejligheden til at spørge Peder Jacobsen om han ikke havde leveret stemplet papir til attesten. Peder Jacobsen havde leveret stemplet papir til formålet , men han havde været hos præsten een gang og hans fader på hans vegne to gange før han havde fået attesten udleveret.
Jesper Hansen fortalte at han havde tilbudt sin hjælp at udfærdige et retsgyldigt forlig, men måtte stilles i bero, da Peder Jacobsens forældre og Ellen Gotfrids moder eller fuldmægtig Hans Poulsen ikke tilstede hos Jens Vefstsen. Peder Jacobsen havde fortalt Jesper Hansen, at han aldrig havde fået denne sag med mindre pristen havde viklet ham ind i det “ligesom en fugl i sit garn”. Ellen havde også bedt Jesper Hansen om at sørge for forlig. der blev aftalt, at de skulle sætte hinanden stævne en hverdags aften på Skovgården, hvor alle parter skulle være tilstede.
Jesper Hansen fortalte, at de to parter havde været sammen hos Jens Vefsten aftenen før at de skulle møde og aftale det endelige forlig på Skovgård. Alle var mødt på Skovgården, men ikke Peder Jacobsen. Ellen havde sagt, at de aftenen før havde været gode venner, så gode, at Peder havde fulgt hende hjem fra Jens Vefstsen og han havde endda holdt hende om livet og bidslet i den anden hånd. Da Peder Jacobsen endelig møder op på Skovgård, kunne Jesper Hansen give sin glæde over at de nu var blevet venner, da han havde hørt, at han havde fulgt Ellen hjem. Peder Jacobsen blev vred og de to var igen begyndt at skændes. Da forligsteksten blev oplæst, ville Peder Jacobsen kun acceptere aftalen hvis Ellen ville trække sine beskyldninger om at han var barnefader til hendes barn.
Peder Jacobsens fuldmægtig Svend Mikkelsen spurgte Jesper Hansen om historien om præstens falske attester skulle være fabrikeret til ham, på grund af hans uvenskab til sognepræsten Mahler. Svend Mikkelsen mente, at det kunne være Ana Madsdatter, der havde ønske forlig mellem parterne og ikke Ellen og hendes mors ønske. Svend Mikkelsen spurgte polemisk Jesper Hansen om han mente, at han var så “skarpsindig at han kand see paa folk deris syn og geberder hvad de meener af hiertet”. Jesper Hansen henviste til at fuldmægtigen bar kunne spørge parterne selv. Peder Jacobsen havde givet udtryk for, at han var myndig, således at han ikke behøvede sine forældres tilstedeværelse. På spørgsmål om der var blevet drukket hos jens Vefsten, svarer Jesper Hansen, at han har aldrig hørt, at Jens Vefstsen “har været nogen gnie Pind, at hand Joe skienker fremede folk naar hand har det og de komer til ham, og icke var hverken gistebud eller gilde, og vidnet saa icke at nogen blef nød til at drikke ey heller saa nogen druken der”
Præsten hr. Mahler spurgte Jesper Hansen om han med god samvittighed mente, at han havde ulovligt fået Peder Jacobsen til at føre sag mod Ellen Gotfriedsdatter. Jesper Hansen refererede blot Peder Jacobsens tale. Peder Jacobsen svarede Præsten, at da han blev eksamineret, havde præsten været interesseret i, at Jesper Hansen skulle have taget Ellen Gotfridsdatters parti.
Dernæst blev Hans Winberg af Sandvig afhørt. Han fortalte at han en torsdag aften, for 3 a 4 uger siden, var kommet fra Dyngegårds møllen i Rutsker. Da det var sent på aftenen ville han låne hus til sig og sine bæster, som han havde foran sin slæde. Da han kom ind hos jens Vefsten var der en del forsamlede: Vefst Jensen, Jesper Hansen, Peder Jacobsen, Ellen Gotfrid. Han hørte at Ellen ville have mindst 20 rdr., hvorimod Peder kun ville give 10. Jesper Hansen mente, at det skulle tænke over sagen, således, at de kunne komme overens med beløbet. Hvis de blev enige ville han udfærdige et forlig til tinglysning på birketinget og til at give til kammerrådet i den gejstlige ret. Hans Winberg havde hørt Jesper Hansen spørge Peder Jacobsen om han selv havde ønsket attest fra Mahler, hvilket Peder havde svaret nej til. Præsten havde ønsket, at han fik den, dog mod betaling. Vidnet fortalte, at Ellen ville forliges med Peder Jacobsen men ikke i præstens sag.
Dernæst Hans Hansen af Heslegård, som fortalte at han havde mødt Peder Jacobsen flere gang. Han ville ikke bekræfte, at han havde hørt ham sige, at “hand var icke frie for Ellen Gotfridsd. paa legemets veigne, men var fri for barnefader”.
Dernæst John Hans fra Rø sogn fortalte, at hun havde set Myregårdsdrengen komme til vidnet, hvor Ellen opholdt sig. Drengen bad Ellen komme med til Peder Jacobsen, som ville fortælle hende noget. Ellen havde sagt om han ville hende noget, skulle han komme til hende. Drengen fortalte, at han gerne ville aftale noget med hende, selv om han ikke mente, at han var barnefader til hendes barn.
28. april 1749 Pag. 345a
Læst stiftsbefalingsmandens brev med påmindelse om sal. kong Christians d. 6s befaling om at de indrullerede officerer i søetaten kunne nyde fri retssager og at de måtte bruge ustemplet papir.
Jesper Hansen mødte på sin svoger Vefst Jensens vegne i sagen mod kammerråd og amtsforvalter Schrøder. På Schrøders vegne mødte Christen Pedersen Dam fra Rønne, som havde fået amtmandens tilladelse til at forsvare kongens interesse i Habedams enge og slotsmarken. Alle vidner var mødt undtagen Boel Willum Hartvigs som var så syg, at hun ikke kunne gå til tinget.
Det første vidne var Peder Mikkelsens hustru Margrete, der var 52 år gammel og som kunne huske tilbage fra den gang hun var en ung pige. Da havde John Jørgensen slotsvangen i fæste. Han opsatte en længe. Hun kunne også huske, at soldater og byernes folk, hvis de kunne komme fri af skovbetjentene, snigende sig til at hugge hassel, torn og andet i koløkkerne og i Møllebuskene da Niels Hansen og Vefst Jensen havde ladegårdens avl i forpagtning. Vidnet kunne sige, at hun havde hørt at Vefst jensen havde benyttet sig af lyngrivning i Slotslyngen, men ikke hørt noget om, at han skulle have benyttet sig af Habedams enge. Hun kunne ikke bekræfte om Jens Aagesens hus og grund lå til slotsavlingen fra æld gammel tid. Jens Aagesen havde købt samme hus af kongen samtidigt med at Vefst Jensen købte ladegården. Jens Aaagesens hus har aldrig tilhørt den jord som Vefst Jensen fæstede. Hun huskede at vicekommandanterne Bartram og Cronberg skar tørv på Slotslyngen.
Christian Pedersen Dam fremlagde et rentekammerskrivelse fra 7. juli 1714 efter at brigader Reeds havde haft slotsavlingen i brug, havde fået Habedams enge udskilt af slotsavlingen til eget brug. Endvidere var det ud af et vidnesbyrd bevist at Jens Aagesens formand havde fået flyttet sit hus sønden for markskellet mellem Slotsladegårdsmarken og kongens fælles udmark. Dette hus står nu på den fælles udmark. Huset som Jens Aagesen købte ligger med sin løkke i den fælles udmark, der hvor Jørgen Christensen Bugge og Lars Andersen og Jens Aagesens formand havde sin jord. Det var dette Jens Aagesen havde købt og den har aldrig ligget til Slotsladegården.
Dernæst blev Ole Hansen Fisker fra Allinge afhørt. Han havde været soldat på Hammershus fra 1707 til 1709. Han fortalte at garnisonen huggede brænde på slotslyngen, men når vejret var dårligt med sne måtte de hugge brændsel til deres fornødenheder på Møllebakken, som ligger indenfor gærdet i Slotsvangen, hvor der var krat og ene. Desuden fik garnisonen “udvisningsbrænde” til vagtens fornødenheder fra Myregårds, Kobegårds og Lensgårds skove. Vidnet fortalte at alle som det opdagede tog brændsel i Slotsvangen og Slotslyngens skulle opbringes og føres til Hammershus med heste og vogn og sættes i arrest, indtil holstførsten var blevet underrettet. Vidnet sagde, at det var generalmajór Reeds det dyrkede slottets jorde. Han fortalte at soldaterne stod til rådighed for skovbetjentene, når de tilså slotslyngen og avlsgårdens grund og der forbrød sig mod loven blev bragt op til vagten, der på den tid befandt sig på slottet. Christian Pedersen stillede vidnet de samme spørgsmål som til Margrete Peder Mikkels. Hans huskede at generalmajor West havde Habedams enge i fæste eller brug. Hvis kommandanten havde kunnet hente brændsel i slotslyngen havde det været med Holstførstens tilladelse.
Dernæst Ole Hansens hustru Sidsele, der havde været gift med Ole Hansen siden han havde været på slottet, tilstod at være enig med sin mand.
Dernæst Anne Mads Mikles af Allinge kunne fortælle at borgerne i Allinge og Sandvig sneg sig til at hugge af den såkaldte Koløkke og Mølle buskene, på de tider da jorden var fæstet til Jon og Niels Jørgensen, og Niels Hansen og Vefst Jensen, hvis de kunne gøre det uset af skovbetjentene. Hun kunne bekræfte at Jon Jørgensen havde rejst en længe tæt ved det sted hvor Vefst Jensen nu bor. Vidnets forældre havde solgt enge i Kokkeløkken til Vefst Jensen.
Dernæst Peder Mogensen af Allinge kunne huske tilbage, da Jon Jørgensen havde slotavlingen i fæste og da han satte en længe nord for den nuværende gård. Han kunne huske at Jon Jørgensen og Niels Jørgensen havde haft Habedams enge med i fæstet, indtil Reeds tog engstykket fra slotsavlingen. Niels Hansen havde givet vidnet lov til at skære tørv i Eges Dam, som ligger sønden for ladegården. Årsagen var at det kunne forhindre kvæget i at gå ind i slotsvangen og gøre skade på sæden. Senere da Vefst Jensen havde slotsladegården, havde vidnet fået lov til at meje og høste rør i samme dam. Vidnet var helt klar over, at da slotsavlingen lå under øvrigheden blev folk, der forsøgte at hugge ask, lyng og ene, opbragt og ført til slottet. Peder Mogensen kunne bekræfte at den jord som Jens Aagesen havde købt, bestod at løkker som Jørgen Bugge, Lars Andersen og Albert Skrædder havde indgrøftet og indhegnet. Og imellem Jens Aagesen og slotsladegårdens grund findes der et gammelt stengærde, som løber fra Jens Bugges købte jord i lige SW-lig retning til Bertil Finnes hus. Vicekommandanten trak fisk i Hammersøen, da Vefst Jensen havde slotsladegården i fæste. Vidnet fortalte at Vefst Jensen, efter han havde købt slotsladegården, havde skåret tørv på Mølledalsbakken, som ligger i slotslyngen. Vidnet havde hentet brænde til vicekommandanten på Leensgård og i andre skove.
Dernæst Hans Nielsen som boede på slottets tilliggende have og løkke i ca. 15 år. I de første år han boede der, blev der kørt brænde fra kongens gårdes skove. Senere havde vicekommandanten fået penge til at købe brænde af selvejerbønderne i stedet for at få brændslet udvist fra kongens skove. Vidnet var selv med til at køre brændet fra selvejerskovene til slottet. Hans Nielsen havde have og løkker både indenfor og udenfor slotsporten. Og han måtte forære vicekommandanten en genant for det. Vidnet forklarede at havene som han havde i brug tidligere var øvrighedens lyst frugthaver inden slottets nedbrydning og øvrigheden var rejst til Rønne.
De resterende vidner blev tilsagt til at møde på tinget om 14 dage.
12. Maj 1749 Pag. 348a
Efter at sagen blev oplæst fremstilledes Bertil Finde af Vang. Han fortalte at han med sikkerhed kunne mindes 46 år tilbage. Han boede ved stengærdet, der fra hans hus går nordøst på forbi Jens Aages hus, som adskiller kongens slotslyngen fra den fælles udmark for bønder og byfolk til fælles brændsel og tørveskær.
Bertil Finde fortalte at stengærdet var et “fuldkommen gierde der har udlugt den saakaldede Slotsløng fra kongens fællis udmark, og oven paa steenene har været tørf”. Han kunne som beboere på området nyde en hvis form for fordele, men han turde aldrig hente brændsel i slotslyngen uden at have kontaktet holstførsten eller oberstleutnanten på slottet, “hvorforre hand under tiiden maate lade see en liden villighed, og ellers vær beedet af slottets beboer vicekommandanterne at have indseende at der icke indfandt sig nogen at rive lyng eller skiere tørv, det same maatte og Jens Aagesen og Hans Hansen som boer ved Slotsløngsgieret”. Han havde skæret tørv med vicekommandanten tilladelse, men han blev passet op på marken af holstførsten Eriksen, der sagde, at vicekommandanten ikke kunne give tilladelse dertil, men udelukkende ham som holstførste. Bertil Finne gik dog fri for tiltale. Han kunne fortælle at både Niels Hansen og Vefst Jensen, da de havde slotsladegården i fæste, ikke skar tørv på den fælles udmark, men på slotslyngen. Han kendte intet til at Vefst Jensen havde benyttet Habedam. Den var efter hans opfattelse til øvrighedens brug. Vidnet mente ikke, at jens Aagesens hus og løkker havde fra gammel tid tilhørt slotslyngen og dermed slotsladegårdens avl, kun den lille løkke som lå på den anden side af stengærdet. Jens Aagesens hus var blevet flyttet fra slotslyngsiden over til den fælles udmark og Bertil Finne havde været til at rejse huset. Jens Aagesen havde fæstet Jørgen Christensen Buges jord efter, at han var død og desuden fæstet Lars Andersens jord, da han afstod den. Det var jorden hvor hans nye hus stod, samt de to andre lodder, han havde købt af kongen i 1744. Han vidnede at Aalekistedammen, der lå på den nordre side af markskellet, blev benyttet af Jens Aagesen og at han gav smørleje for at benytte dammen til general West. Jens Aagesen købte den lykke, som lå sønden for gærdet ved Aalekistedammen.
Dernæst Andris Knudsen af Sandvig, som kunne berette at hans stedfader Mads Hartvig, Jørgen Hansen og Mogens Clausen alle af Sandvig var blevet opbragt for at hugge brændsel og havde ført sagen fra hjemting til landstinget. endvidere kunne han huske at Hans Larsen Stærk af Sandvig blev dømt for at hugge brændsel i Koløkken, da Niels Hansen havde avlsbruget i fæste. Vidnet var født og opvokset i birket og i høj alder. Han havde aldrig hørt, at andre end dem der havde jorden i fæste, måtte skære tørv på slotslyngen, så længe at jorden ikke var solgt. Hvis det skete sagsøgte holtsførsten vedkommende. Han havde hørt, at hvis byfolkene og slottets soldater kunne slippe af sted med det for skovbetjentene, så huggede de underskov af hassel og andet i avlvangens skovdele, såsom Koløkken, Slotshøjskoven og Sø elierer.
Dernæst Mogens Bendixen, der fortalte, at det var 28 a 29 år siden at han kom til byerne og havde kendskab til slot ladegården. Han havde arbejdet både for Niels Hansen og Vefst Jensen, men kun skåret lyng for Vefst Jensen på Slotslyngen. Han fortalte om stengærdet mellem slotslyngen og “kongens fælles bonde mark”. Han fortalte at Habedam kun benyttedes af øvrigheden.
Jens Boesen af Slotsvangen fortalte, at den såkaldte Egesdam “som strækker sig paa den S og SO side i linin med det saa kaldede marksskiels gierde liggende paa den saa kaldede Slottsløngs mark” altif havde været i brug for den den havde slotsladegården i avl. De skar tørv og maje rør i denne dam. Slotsladegårdsfæsteren lod undertiden husmændene Samsing Nielsen, Peder Jørgensen og Hans Bødker skære tørv i Egesdommen.
Dernæst Peder Larsen Løng af Sandvig, som kunne bekræfte at Vefst Jensen og hans udbyggere Samsing Nielsen, Peder Jørgensen og Hans Bødker skar tørv til eget brug i Slotslyngen, men han vidste ikke om det måtte det eller ej. Han fortalte, at så længe der var vagt på Hammershus, havde denne pligt til at holde øje med om nogen skar tørv i Slotslyngen. Da kommandanten flyttede, var det Slotsladegården, der havde denne opgave. Om denne pligt var før eller efter slotsladegården blev solgt, vidste vidnet ikke.
Dernæst Anders Olsen af Egesløkken, hvis grund grænsede op til slotsladegårdens Egedammens S og SO-side. I de 16 år han havde boet på Egesløkken, havde Vefst Jensen benyttet Egesdammen til at maje rør og grave tørv. Han vidste at den sidste kommandant på Hammershus Cronberg skar tørv og rev lyng på Slotslyngen.
Jesper Hansen standsede afhøringerne, dels fordi dagen var gået og dels fordi han synes at spørgsmålene var rigeligt belyst og derfor ikke ville afhøre flere. Han ville til næste ting fremlægge et skriftligt indlæg i sagen, der fremviste hvordan hartkorn var beregnet som var brugt ved salget af Slotsladegården.
19. maj 1749 Pag. 351b
Jesper Hansen fremlagde Vefst Jensens skødebrev af 1. februar 1745, der byggede på kgl. plakat af 21. december 1743 om salg af kongens gods. Gården var solgt på den specifecation der stammer fra 1696s jordebogen angivelse 14 tønder og 5 skæpper hartkorn. Dernæst fremlagdes birketingprotokollen og dernæst landstingsprotokollen over processen i året 1709, hvor holtsførsten Hans Christensen førte sag mod tre borgere fra Sandvig for lyng og brændsels hugning. Dernæst landstingets dom afsagt den 18. december 1709. Dernæst fremlagdes tingsvidneakten a dato 11 marts 1746, samt birketingets protokol af 26. februar 1742. Jesper Hansens påstand var at det var belyst, at Slotslyngsmarkens avl altid havde tilhørt Slotsladegårdens avl. Endvidere mente han at Habedam rettelig hørte under Slotsladegården avl, da den altid havde hørt under slottets avl. (?)
Efter skriftlig ordre skulle skriveren udskrive sagens agter og sagen skulle herefter stilles i bero indtil videre.
2. juni 1749 Pag. 352a
Kgl. forbud om at optrykke det Autoriserede Corpus Constitutionere Regio Holsatiarum [kort over Holsten]
Kommerråd og amtsforvalter Schrøder bød at tingsvidneafhøringen på Nørre Herred d. 11 marts 1749 pag. 8-13 skulle tilføres i birketingsagten. Derefter forlangte han dom i sagen. Vefst Jensens svoger Jesper Hansen i rette lagde et indlæg og bad om delation (udsættelse) i 14 dage.
16. juni 1749 Pag. 352b
Læst skøde og købebrev ud givet af Hans Knudsen i Allinge, hvor han sælger og skøder til sin datter Anna Hansdatter og hendes kæreste Mikkel Hansen hans 8 stolperums store stuehus og 4 stolperum ladehus med tilhørende gårdsrum og have i Allinge og det til en pris af 30 sdr.
Jesper Hansen fremlagde på sin svogers vegne et skriftligt indlæg i sagen. Da kammerråden ikke var mødt i retten, mente dommeren at det var tilrådeligt, at sende kammerråden en kopi af Jesper Hansens indlæg, inden endelig domsafgivelse.
30. juni 1749 Pag. 353a
Vefst Jensen fremlagde påstand om at slotslyngen aldrig har været separeret fra Slotsladegårdens avl. Ingen øvrigheds breve og bestallinger beviser at det har tilhørt kommandantmandsskabet og at det derfor er medregnet i den hartkornsansættelse som ligger til grund for salget og derfor er tilskødet Slotsladegården. Det er bevist at til bemeldte gårds hartkorn skal holdes en dragon der parerer under borgerskabs kompagniet. Han lader derefter sagen gå til doms.
11. august 1749 Pag. 353b
Dom i sagen mellem Vefst Jensen og kammerråd Schrøder omhandlende ejerslkabet over Slotslyngen, Aalekistedammen og Habedams enge.
DOM (pag. 354a-355a) Dommeren Eskold Poulsen mente ikke, at Vefst Jensen kunne bevise, at fordi han havde haft tilladelse til at skære tørv på slotslyngen, var det bevis for at lyngen tilhørte den fæstede jord. Ej hellere kunne han se Jens Aagesens hus var blevet flyttet fra nord for gærdet til syd for, kunne bevise at Slotslyngen tilhørte Slotsladegårdens avl. De 14 td. land og 5 skæpper hartkorn omfattede kun Slotsvangen og ikke Slotslyngen, Aalekistedammen og Habedams enge.
8. september 1749 Pag. 355a
Mikkel Hansen og Jens Ambrosen i Allinge fik borgerskab. De afgav deres saligheds ed at holde borgerskabets pligter.
30. september 1749 Pag. 355a
Kgl. tolder Top bad om udfærdigelse af tingsvidne på skipper Matthias Pettersen Riis fra Åbenrå i hans skib “Die Wolfart” stranding, der fandt sted natten mellem 17. og 18. september 1747. Skibet var på vej fra Riga til København med en ladning hør, hamp og blaar. Tolderen udbad sig en liste over bjærgeparterne, som der skulle lignes told af. Strandingssagen var behandlet både ved birkeretten, landstinget og ved en kommission. I alt 9 af de 58 bjærgere skulle afhøres for at finde ud af hvor meget bjærgerne fik og som de skulle betale told af.
Inden afhøringen oplæste Top en liste over bjærgerne og over hvad de formodes at have fået.
Inden afhøringen af vidnerne blev Jesper Hansen bedt om at afgive forklaring. Han havde deltaget med en båd og sig selv og havde modtaget 2 bjærgeparter af det vade hamp på stranden. Hvor meget det var, kunne han ikke angive, da det ikke blev vejet. Af de fire måtter som blev delt i Mahlers gård udgjorde hans part hen ved 11 pund. Dernæst fik han 2 parter af det hør og lin som fandtes i Mahlers kælder, som han mente udgjorde 8 a 9 pund. Alt i alt måtte de uvildige mænd, som ikke havde del i bjærgningen afgøre. Johan Gierløf havde ikke ladet veje hverken hør, hamp eller blaar. Øvrigheden havde fået 18 mandsparter.
Mogens Bendixen, Hans Winberg, kaptajn Jens Hansen, Jens Hyldebrand, Peder Mikkelsen, Mads Jørgensen, Hans Samuelsen og Rasmus Veidichsen bekræftede Jesper Hansens forklaring. Jørgen Johansen udtalte, at han ikke var klar over om kælderhørret var blevet stjålet eller ej.
Tolderen opgave at komme nærmere sagens oplysning, så han fik et tingsvidne på forklaringerne.
Dernæst ønskede tolder Topp et lovligt dokument på skibet, der strandede imellem den 11. og 12. september (skal have være t december) 1747 udfor Sandvig. Det hollandske skib blev ført af Henrich Intze, som for det vestindiske kompagni, førte en galay fra Dantzig. Skibet førte 18 små kanoner og 4 “svunge Bøsser”. Skibet var distineret til Michelburg. Skibet havde hen ved 60 personer om bord, der sammen med nogle passagerer alle blev reddede tillige med redskaber, kanoner og en del af provianten og ladningen, som egentlig bestod af “Pibestauer” [pibestave= buede stave til brug ved fremstilling af fade og tønder]. En del egetræsnagler blev opbjærget. I sagen blev følgende afhørte. Af sandvig Jørgen Jørgensen, Vefst Jensen, jens Jørgensen, kaptajn Jens Hansen og Hans Nielsen og fra Allinge Johan Samuelsen, Hans Samuelsen, Jens Madsen.
Den første det afgav forklaring var Vefst Jensen om hvor meget af det bjærgede som de 122 andre medbjærgere fik som løn. Vefst Jensens bjærgepart bestod af Pibe “Staur” 60 lange og 30 korte (tøndestaver), samt 14 rå egenagler. Dertil fik bjærgerne en del små “Fustier med krud” [det må være krudtladninger] Dernæst fik de 123 bjærgere den tredjedel som tilkom dem af skibets redskaber, så som sejl, anker, tovværk, takelage og andet. Skibskosten, som til dels bestod af kødtønder beholdt kaptajnen til sit mandskab. De fik også en tredjedel af de 16 kanoner og 4 svingbøssser. Ved generalmajor Kruses mellemkomst blev de 16 kanoner tillagt kongens del. De fire svingbøsser blev ikke tillagt kongen.
De øvrige vidner bekræftede Vefst Jensens vidnesbyrd. De fire taksatorer var ikke mødte og Topp måtte derfor udsætte forretningen til næste ting.
Kgl. holtsførster Kettelsen bad om 8te mænd ville syne Hammershus skove iflg. skovforordningen, samt at at efterse hvor mange piletæer der var blevet sat i det forløbne år, samt syne stengærderne og jordgrøfterne også iflg. samme forordning.
13. oktober 1749 Pag. 356a
De 8te mænds synsforretning blev fremlagt.
De fire taksationsmænd Jep Larsen, Peder Nielsen, Jens Andersen og Didrik Henningsen fra Olsker som skulle afgive forklaring om deres taksering af strandingsgodset efter det hollandske skib i 1747 var ikke mødt. Sagen blev atter udsat.
27. oktober 1749 Pag. 356b
Tre af de fire taksatorer ved det hollandske skibs stranding i 1747 var mødte. Den fjerde Didrik Henningsen var død. De tre aflagde følgende beretning: Der var 93 hobe “Pibe staue af eg [pibestave= buede stave til brug ved fremstilling af fade og tønder].- i hver haab 60 skok af de lengste som er 62 haabe, hver haab for 1 rdr, dito mindre 31 haabe og i hver haab 60 skok hver haab vurderet for 1 sdr. 15 haabe ege nagler i hver haab 300 stk, hver haab vurderet for 1 mark, een del ege planker sat over hoved for 6 rdr” [1 skok er 3 snese/60 ]
1. december 1749 Pag. 356b
Læst kgl. plakat om højesterets afholdelse i 1750
Læst kgl. forordning ang. prinsessestyr påbud.
Læst stiftsbefalingsmand Reventlous repartition af rentekammerets skrivelse om prinsessestyr.
Læst pantebrev udgivet af Mikkel Mogensen for et lån på 149 sdr 2 mark, som han har fået af Mogens Larsen Barqvist i Rutsker mod pant i 1½ tdl. bygjord i Sandvig byvang kaldet Jespers hul.
Læst et pantebrev udgivet af Jon Sørensen konstabel i Sandvig for et lån på 24 sdr. af Hans Ancher Engel i Rønne mod pant i Jon Sørensens 3 rums hus i Sandvig.
8. december 1749 Pag. 357a
Peder Nielsen sandemand i Olsker mødte som værge for Christian Jørgensen – Jørgen Niels søn i Sandvig. Arvekapitalen på 78 sdr., som er ynglingen fædrene og mødrene arv, udbydes til den, der vil påtage at forrente beløbet.
Borgerskabet indkaldes til næste ting for at vælge stokkemænd, taksatorer og kæmnere.
15. december 1749 Pag. 357a
Peder Nielsen sandemand i Olsker mødte og udbød sin myndlings arvekapital på 78 sdr. for anden gang.
Som taksatorer for året 1750 valgtes som formand leutnant Hans Andersen, Niels Hansen og Hans Knudsen af Allinge og for Sandvig Jørgen Jørgensen.
For kæmnere valgtes genvalgtes Rasmus Weidichsen og for Sandvig Jens Jørgensen.
Til stokkemand valgtes fra Allinge Mads Jørgensen skrædder, Jens Ambrusen, Mikkel Hansen Kaas, Niels Samsingsen og Eske Jacobsen og af Sandvig Haagen Møller, Giert Hansen og Jep Andersen
12. januar 1750 Pag. 357a
De fire taksatorer fremlagde deres skatteligning for de to byen.
Læst købe og skødebrev hvor Esber Pedersen af Allinge bortsælger til sin steddatter Jahanne Andersdatter et td. land bygjord i Sandvig byvang kaldet Asserelle og et der ved liggende engehjørne og et lille stykke bygjord ved den vestre ende for 60 sdr.
Læst et købebrev hvor Kiersten sal. Peder Hyldebrands boende ved Løsebæk i Allinge sælger sit hus med plads og have for 30 sdr. til sin datter Kiersten Pedersdatter. I salget indgår en løkke på 3 skp.l. Beløbet skulle betales til Mads Pedersen i Allinge. Salget blev vedgået af enkens lavværge Samuel Johansen i Allinge.
Sandemand Peder Nielsen tilbød for 3. gang afgangen Jørgen Nielsen af Sandvigs søn Christian Jørgensens arvekapital på 78 sdr. Myndlingens mostermand Niels Hansen af Allinge tilbød at forrente kapitalen med 2 daler 1 mark og 8 skilling årligt. Kapitalen blev forseglet og hvis ingen inden næste ting bød højere, kunne han få overdraget kapitalen på de tilbudte vilkår.
Stiftsbefalingsmandens ordre om at lovbøgers første og sidste side skal bestå af No. 22 1 rigsdaler stemplet papir (dette gjaldt også den igangværende tingbog, som afsluttes med samme stemplede papir)
Mikkel Andersen, Hans Jørgensen Skædder af Allinge og Mads Pedersen og Peder Pedersen af Sandvig fik bevilget borgerskab.
Christian Rasmussen overtog dommersædet, således at fungerende birkedommer Eskild Poulsen kunne få et tingsvidne på året 1749 vedr. lejermålsbøder og andre uvisse indtægter, der tilhørte kongen. Sidste års stokkemænd var mødte og afgav under ed, at de ikke kendte til hverken lejermål eller andre uvisse indtægter for 1749. Det tilstedeværende borgerskab afgav deres deres forklaring om, at der var ingen ændringer af jordtilliggender i byerne. De blev spurgt om ejendomforholden efter kgl. forordning af 14. august 1741.
3. februar 1750 Pag. 358a
Læst kgl. forordning om, at når nogen bliver indlagt på et hospital eller nyder noget af de fattiges kasse, skal det refunderes, hvis vedkommende arver.
16. februar 1750 Pag. 358a
Læst kgl. reskript om forbud mod underofficerers giftermål uden kompagnichefens kendskab.
Læst pantebrev udgivet af Niels Samsingsen for et lån på 50 sdr., som han havde lånt af Mads Pedersen i Allinge. I pant var sat 3 tdl. havrejord, som kaldes uløkken, samt 3 tdl. gygjord kaldet Ungersløkken begge i Allinge Byvang.
6. april 1750 Pag. 358b
Læst et pantebrev udstedt af Hans Noor i Allinge, der havde 50 sdr. af Mads Koefod i Hasle med pant i4 skpl. bygjord grænsene til Jydetornen på den ene side og Jens Hyldebrands jord på den anden side, samt 1 skpl. bygjord kaldet Skovparten alt i Allinge Byvang.
20. april 1750 Pag. 358b
Kgl. forordning mod såkaldte vinkelskrivere, der skriver især for almuen og som ikke tør give sig til kende med deres navn.
25. maj 1750 Pag. 358b
Kgl. plakat om rafineret sukker og sirups indførsel i Danmark.
Læst kgl. forordning om birkedommere og de ved kgl. rytterdistrikters friherrer kan indanke domme, hvos hovedstol er mere end 66 lod sølv.
Læst et købe- og skødebrev om at Anna sal. Mads Svends i Sandvig havde solgt sin 11 stolperums længe i Sandvig til Hans Jørgensen Kaas og sin datter Kierstina Falentinsdatter, tillige den tilliggende løkke og frugthave samt et tøndeland bygjord kaldet Arredsvang for i alt 100 sdr.
Dernæst læst en kontrakt mellem Hans Jørgensen Kaas og Anna Mads Svends, hvorved Hans Jørgensen årligt skal levere 1/3-del af alt frugt og sæd som vokser på den solgte jord, samt at bygge hende et 2 stolperums god stuehus og hold det ved lige. Derudover skal hun have mælk af en ko hver anden dag.
Jens Jørgensen af Sandvig lod opbyde en værgekapital på 78 sdr. tilhørende afg. Jørgens søn af Sandvig ved navn Christian Jørgensen.
På amtmandens ordre var følgende indkaldt for at afgive deres forklaring på et strandet fartøj: Udbygger Lars Jørgensen på 11. gårds grund, sandemand Anders Jensen, Hans Jørgen Skou, Niels Jensenpå 4. vaarned Friederich Hansen i Lindeskoven. De var vidner til det for Rø sogn imellem den 29. og 30. april strandede skib. De havde gjort forklaring den 2. maj og skulle på tinget endelig bekræfte deres forklaringer. Hans Pedersen på Lindholm ved Lindeskoven og Jesper Hansen fra Allinge var ikke mødt. Foruden de ovennævnte var følgende tilstede: John Krak, Friederich Godtfriedsen, Anders Hansen, Hans Poulsen, Hans Jensen og Niels Jensen, og fra Allinge var alene Anders Jensen. Disse folk skal forklare om strandingen, hvor skibsfolkene var blevet af og om hvad der blev bjerget fra skibet.
Den første inkvisitionsforretning blev oplæst. Derefter blev Lars Andersen, sandemand Anders Jensen, Hans Jørgen Skou, Niels Jensen på 4. vaarnedegaard og Friederich Hansen i Lindeskoven. Disse personer vedstod den tidligere afhøring (inkvisition) og tilføjede, at der var blevet fundet to døde, som er blevet begravet på Rø kirkegård. Han fortalte, at den første døde blev fundet den 30. april, han havde grove linnedbukser, en grå vadmelstrøje, men om han havde skjorte på vidste de ikke. Han blev begravet i sit tøj. Strandingen var sket ved stejle klipper og dybt vand, så der var ingen redningsmuligheder. Der blev fundet en del iturevne klædningsstykker.
Dernæst Anders Jens af Allinge, Jon Krak, Friederich Gottfriedsen og Anders Hansen af Rø. De så ikke hvordan de døde blev bjærget, men på stranden så de 4 skibsfolk, der havde linnedbukser, grå grove trøjer, en enkelt havde et sort bind om halsen og en tredje havde kun tøjstumper på. En fjerde haavde fået knus hovedet. De havde set en masse iturevne skindbukser og andre tøjstykker, men intet af værdi.
Dernæst blev Hans Poulsen, Hans Jensen, Anders Jensen og Niels Jensen fra RØ afhørt om de 2 menneskekroppe, som de bjærgede den 3. maj. De svarede at den ene havde istykkerslagen skjorte og et par gamle strømper på og den anden havde en strømpe på og et halsbind. Den ene var ilde stødt i hovedet. Den anden lå under en planke i vandet og var ikke så ilde tilredt. De vidnede, at ingen gangklæder eller andet var fundet, som kunne komme ejeren til gode. Herefter blev der udfærdiget tingsvidne.
Tolder Topp fra Rønne havde stævnet Jens Larsen og Niels Hansen af Allinge samt Hans Hansen Stærk af Sandvig for manglende betaling af told for den bjærgepart, de havde modtaget af Skipper Riis og Kaptajn Intzes vrag. Tolderen var ikke tilstede, men havde fået tilladelse til at føre sagen aligevel. jens Larsen mente ikke at han var pligtigt til at betale 2 x 9 skilling af det våde lind, som han havde fået på stranden, men da han ville undgå retssagen betalte han de 18 skilling. Mht. pibestaue og krudt fra det andet skib, mente han at det var styrmand Lund, der var pligtigt dertil.. Niels Hansen mente, at han havde betalt tilden inden stævningen. Hans Stærk betalte 18 skilling på stedet. Tolden blev taget i forvaring til tolderen kunne afhente dem.
8. juni 1750 Pag. 360a
Et købe og skødebrev blev læst omhandlende, at Vefst Jensen på Slotsladegården havde solgt 3 tønderland bygjord og 2 tønderland havrejord og nogen eng og skov kaldet Koløkkerne for 440 sdr. til Hans Hermandsen i Olsker.
Der blev læst et pantebrev på 200 sdr. som Hans Hermandsen i Olsker havde udsted for et lån af Jørgen Hansen på Hullegården i Olsker med pant i Koløkkerne i Allinge Byvang.
Læst en kontrakt hvor Johanne sal. Knud Nielsens enke havde overladt til sin søn Peder Pedersen alt sin jord og boskabsvarer mod en skikkelig årlig føde og ophold. Det var 1 tønde rugmel, en tønde bygmel, ½ tønde havre, ½ tønde malt, 1 sdr. i penge og hver anden dag mælk og derforuden brændsel og et værelse i huset.
Tolderens sag om manglende betaling af told fra to strandede skibes bjærgeandele, da alle havde tilbudt at betale. Sagen blev ophævet.
Mikkel Andersen af Allinge opbød for første gang sin værgemålskapital på 33 sdr. 2 mark og 10 skilling tilhørende Ana Maria Fallentinsdatter.
Jens Jørgensen opbød for anden gang sin værgemålskapital tilhørende Christian Jørgensen. Ingen tilbød at modtage kapitalen og forrente kapitalen.
Christopher Hansen fra Nordre Hallegård i Olsker var blevet tilsat for at værge for afgangne Jørgen Nielsens søn Christian Jørgensen i Sandvig. Christopher Hansen opbød den halve arvekapital, som myndlingen havde arvet fra sine forældre, samt den kapital som han havde arvet efter Jørgen hansen i Sandvig, i alt 78 sdr. 2 mark og 9 skilling.
22. juni 1750 Pag. 360b
Blev læst et købebrev af dato 17. februar 1750 som viste at Jep Andersen i Allinge havde skødet 2 tønderland havrejord til Rasmus Jørgensen i Allinge for 57 sdr.
Læst et pantebrev udgivet af Simon Andersen i Allinge til Niels Pedersen på 7. gård i Rutsker for et lån på 100 sdr.. I pant var sat et tønderland og 6 skæpperland bygjord kaldet Byggersløkken.
Jens Andersen af Sandvig lod opbyde arvekapitalen for 3die gang. Da ingen ville modtage pengene og yde den almindelige rente, tilbød værgen at betale en årlig rente på 2 daler og betale betjentene 2 mark og 8 skilling for rettens behandling af sagen.
Mikkel Andersen af Allinge lod for anden gang arvekapitalen på 33 sdr. 2 mark og 10 skilling, der tilhørte Ana Marie Fallentinsdatter.
Christopher Hansen på Hullegården i Olsker, der var værge til afg. Jørgen Niels søn i Sandvig opb’d arvekapitalen for anden gang.
Rasmus Jørgensen af Allinge fik borgerskab.
29. juni 1750 Pag. 361a
Læst kgl bestalling, at Eskild Poulsen skulle være byfoged i Hasle, herredsfoged til Nørre Herred og birkedommer til Hammershus Birk i sin faders sted. Dog skulle hans fader nyde den tillagte visse løn, så længe han levede., dat. Fredensborg 22. maj 1750.
Endvidere læst bestallingsbrev at Eskild Poulsen skulle være kirkeskriver på Bornholm i sin faders sted, samme dato.
Læst en obligation udsted af Giver Løvingsen af Allinge, som viste at han havde lånt 100 sdr. af ungkarl Hans Monsen, boende hos siin stedfader Haagen Weidichsen i Olsker. Som pant havde Giver sat 1½ td.l. bygjord i Allinge Byvang kaldet Vangen.
Christopher Hansen af Olsker opbød sin værgekapital for 3die gang, men ingen tilbød sig.
Mikkel Andersen indfandt sig ikke med ønsket op opbydelse af sin værgekapital. derfor udsattes det til næste ting.
Derefter tilføjet:
“Denne Protokoll er mig som Stiftsbefalingsmand foreviist. Allinge d. 4. juli Anno 1750. C.D.Reventlow” [Han døde på Bornholm den 24. juli]
13. juli 1750 Pag. 361b
Mikkel Andersen opbød for tredje gang værgekapitalen tilhørende Anna Marie Fallentinsdatter. Ingen ville modtage den, derfor blev der udtaget 4 mark og 8 skilling og resten af pengene blev forseglet og leveret til Mikkel Andersen i Allinge.
Jørgen Jørgensen af Sandvig mødte som værge for Christian Jørgensen , søn af afg. Jørgen Nielsen og op bød arvekapitalen på i alt 78 sdr. 5 skilling.
27. juli 1750 Pag. 361b
Læst kgl. forordning ang. militære skifter.
Læst kgl. reskript af dato 5. juni 1744 om forprang på landet forbydes og at der i stedet skulle afholdes torvedage i købstæderne.
For anden gang opbød Jørgen Jørgensen af Sandvig den kapital han havde fra sin myndling Christian Jørgensen i alt 78 sdr. 5 sk.
10. august 1750 Pag. 362a
Jørgen Jørgensen opbyder for 3die gang arvekapitalen på 78 sdr. Ingen ville i modtage den og Jørgen J’ørgensen tilbød selv at forrente kapitalen for 2 sdr. og 8 skilling, hvilket han fik et tingsvidne på.
31. august 1750 Pag. 362a
Haagen Weidiksen boende på 20.de selvejergård i Olsker opbød en værgemålskapital på 65 sdr. 12 sk. tilhørende en umyndig Maren afg. Jørgen Rasmussens datter af Allinge. Kapitalen var både fædrende og mødrende arv.
På amtmandens vegne mødte Welhelm Hansen og stævnede Jesper Hansen og Jens Larsen af Allinge, Anders Jensen sandemand i Rø og Hans Jensen sammesteds fra, for at de kunne forklare hvilket gods der blev fundet efter strandingen natten mellem d. 29. og 30. april. Samme stranding hvor ingen overlevede.
Jesper Hansen var i Tolder Topps hus i Rønne da postrytteren fra Rø kom og fortalte, at der var strandet et skib, hvor ingen havde overlevet. Strandvisitøren var samme dag gået til skrifte og kontroløren Hammer havde svært ved at skaffe heste, således, at han kunne komme til Rø samme dag. Det var sent og det var “ondt vejr”. Tolder Topp akkorderede med Jesper Hansen, at han skulle ride den vej hjem og besigtige vraget på vegne af tolderen. Han havde straks begivet sig af sted. Det var aften da han kom frem og han kunne se, at lætter og gods var splintret og lå ubekvemme steder, således, at han ikke kunne få overblik over godset. Han havde påbudt folk, at de ikke måtte tage noget af det inddrevne gods. Folkene mente, at det inddrevne gods var nok til at skaffe dem vagtpenge, som tilkom dem.
Næste dag var amtmandens fuldmægtig Mons Hansen og kontrollør Hammer på vragstedet. De to udnævnte Jesper Hansen til formand for de 4re mænd, der skulle tage sig af bjærgningen i følge strandforordningen. På spørgsmål fra amtmandens fuldmægtig om Jesper Hansen mente at der var mere gods end det der blev solgt på auktionen den 4. maj, svarede Jesper, at da han kom til vragstedet den 30. april så han fremmede mænd løbe i buskene med granstager (til at fiske vraggods op med). Endvidere havde Rasmus Olsen fra Tejn efter auktionen henvendt sig om at få bjærgeløn for et sengedækken eller en såkaldet Rye, der havde en værdi af 6 sdr.. Den havde ikke været med på auktionen. Senere – efter auktionen – havde Jesper hansen og Jens Larsen roet rundt på vragstedet og fundet nogle jernstænger, men om de tilhørte vraget eller fra et andet vrag kunne han ikke sige.
Dernæst blev Jens Larsen fra Allinge afhørt af amtmandens fuldmægtig. Han var kommet til vragstedet samme dag som mons Hansen (amtmandens fuldmægtig) og kontrolløren Giert Hammer. Jens Larsen blev sammen med gtre andre sat til at have opsyn med vraggodset. Han erkendte at det var svært at overskue vragstedet, emn han begyndte straks at tage godset i tal og No. hvis det var muligt. Han mente ikke at være ansvarlig for godset om natten.
Dernæst sandemand Anders Jensen af Rø sogn, der ikke vidste andet end at sengetæppet blev anmeldt til ham efter auktionen.
Dernæst Hans Jensen af Rø vidste at de tre ankre blev henlagt og ikke kom på auktion. Han havde på den første dag været sammen med Hans Poulsen, Anders Hansen Krogegaards sønnen og Hans Larsen i Kirkeboet i Rø sogn, udbygger Jørgen Sørnsen, Lars Mortensen også fra Rø. Sammen havde de optaget så 3 – 4 lægter og lagt dem ved et gærde ½ bøsseskud fra vragstedet. Siden var lægterne – nogle hele og andre isplintrede. Dette blev senere opkørt til Hans Larsen, hvor de delte træet mellem sig. Dette blev overværet af underofficer Lars Jensen i Rø, samt flere andre, der havde set dem trække plankerne op. Anders Hansen havde fortalt vidnet (Hans Jensen), at han havde set kaptajn Jensen Hansen med Hans Jespersen af Sandvig var ved vragstedet og havde fisket en del brænde op i sin båd. Jesper Hansen havde sejlet med denne båd tilbage til Allinge om aftenen.
Derefter fik fuldmægtigen et lovligt tingsvidne på afhøringerne.
Hans Jørgensen Kaas af Sandvig fik borgerskab.
14. september 1750 Pag. 363a
Læst et pantebrev udgivet af Rasmus Jørgensen i Allinge for et lån på 80 sdr., som han havde fået af Hans Pedersen på 4. gård i Rø sogn mod pant i 4 skp. bygjord i Allionge Vang kaldet Nyløkken og 2 tdl. havrejord i JydeTornen.
Læst et købebrev der fortalte at Christopher Hansen på nordre Hallegård i Olsker havde solgt 4 td.l. havrejord i Allinge Byvang for 100 sdr. til Mikkel Hansen Kaas.
Haagen Weidichsen af Olsker opbød for anden gang en værgemålskapital på 65 sdr. tilhørende Maren Jørgensdatter af Allinge.
Holstførste Kettelsen havde den 3. september skrevet og bedt om at Hammershus birks skovtilliggender skulle synes og vurderes. Stokkemændede blev beordret den følgende mandag den 21. september at foretage synsforretningen
21. september 1750 Pag. 363b
Læst kgl. plakat om at jøderne fra den portugisiske nation må rejse uhindret i kongens riger og lande og bedrive handel og vandel.
Læst kgl. forordning om den agende jyske post mellem København og Aalborg.
Haagen Weidichsen opbød for treje gang den kapital, han værgede for. Ingen ville modtage kapitalen, som derfor blev forsejlet og leveret tilbage til Haagen Weidichsen.
5. oktober 1750 Pag. 363b
De 8te mænd aflagde deres synsforretning efter synet af skovene i birket.
Jesper Hansen mødte på sin søn Hans Jespersens vegne og stævnede Hans Samuelsen af Allinge for skeldsor, som han havde udsagt den 21. september.Endvidrere af følgende vidner tilsagt: Niels Hansen og Giver Løvingsen af Allinge, Hans Winberg og Andris Knudsen af Sandvig. Godvilligt var Simon Andersen af Allinge mødt.
Hans Samuelsen kunne ikke nægte, at han kunne havde sagt blandt andre de omtalte ord. Hans Samuelsen modtog Jesper Hansens forslag om han på næste ting ville komme med en skriftlig erklæring på behørg papir, samt at betale sagens omkostninger, Han bad Jesper Hansen om at udfærdige det foreslåede forlig. Han ville modtage dette “hvis det var tåleligt”. Vidnerne blev bedt om at møde på næste ting, således at de kunneblive afhørt, hvis sagen ikke endte i et forlig.
19. oktober 1750 Pag. 364a
Læst et pantebrev udgivet af Mogens Bendixen i Sandvig for et lån på 76 sdr 4 skilling af Christopher Hansen på Nordre Hallegaard i Olsker mod pant i 4 skp. bygjord og 1 tdl. havrejord på Langebjerg.
Hans Samuelsen indgik forlig med Hans Jespersen. Hans Samuelsen trak ordene om, at han havde kaldt Hans Jespersen for en tyv, der havde stjålet lyng fra ham. For sagens omkostninger skulle hanbetale 2 sdr.
Lars Larsen fra Olsker mødte i retten og anklagede Esber Pedersen i Allinge for at have taget hans tjenestepige på en ulovlig måde og beholdt hende i otte dage indtiil Lars Larsen ved at spørge sig om, fandt ud af hvor hun opholdt sig. Som vidner var indkaldt Hans Snidker, Niels Samsingsen og Johanne Anders datter alle fra Allinge, desuden “for sagens skyld” den undvigte tjenestepige Anna Chartrine Mortensdatter. Desuden har den stævnede Esber Pedersen var værge for pigen.
Esber Pedersen vedkendte sig, at pigen havde opholdt sig hos ham i otte dage, men han mente at Lars Larsen havde været vidende derom. Pigen havde fået lov til at gå til Allinge til sin søster fæstensøl. derefter har hun kommet til Esber Pedersen og fortalte at hun var udtjent.
Johanne Andersdatter kunne bevidne at Lars Larsen havde fæste tjenestepige Chartrine Mortensdatter fra mikkel dag til mikkels dag og hun havde ikke fået fri til at gå til til konfirmations læsning, men havde fået lov der til aligevel. Hun havde ikke hørt at pigen havde klaget over Lars Larsen og hans hustru.
Chartrine Mortensdatter svaredde ikke benægtende på spørgsmålet, at hun var “lejet” i et år, men at hun stoppede til påske, men ville vende tilbage når hun havde fået sin første ½års løn.
Niels Samsingsen fortalte at ingen havde forhindret hende at gå tilbage til Lars Larsen.
Lars larsen ville udsætte sagen og tage den “i betænkning” – Esber Pedersen ville gerne indgå et forlig. Sagen udsat i 14 dage.
2. november 1750 Pag. 364b
Læst stiftsamtmand Gram om at skibe fra Africa og Aleppo (Syrien) skal i karantæne i 40 dage inden de måttekomme i land på grund af den smitsomme sygdom fra disse steder.
Mads Pedersen af Allinge havde indstævnet Axel Lind af Allinge for gæld. Axel Lind var ikke mødt. De to stævningsmænd Niels hansen og Hans Samuelsen forklarede under ed, at de havde stævnet ham til tinget.
Lars Larsen mødte i retten og erklærede, at han havde indgået et forlig med Esber Pedersen, som er værge for tjenestepigen, der havde forladt sin plads. Lars Larsen ophævede sagen.
16. november 1750 Pag. 365a
Kgl. patent om højesterets afholdelse i 1751.
Læst kgl. kammerkollegiums skrivelse til amtmand Urne ang. indtægterne til justitskassen skal betales promte af oppebørselsbetjentene ligesom andre kongelige skatter.
Læst kgl. befaling til den nyudnævnte stiftsbefalingsmand Gram at ingen fremmede jøder – på nær dem med kongelig lejdebrev – må transporteres af skippere og færgemænd og overføres til København. Hvis man gør det skal de straffes med 10 rdr. i bøde til politikassen. Undtaget er de portugesiske jøder, der havde fået kongelig tilladelse den 23. januar.
Læst et pantebrev udgivet af Hans Christian Winberg i Sandvig for et lån på 100 sdr. af Anders Jørgensen på 51. gård i Klemensker sogn. I pant var sat 1½ tdl. bygjord og ½ læs engesjord i Lille løkken i Allinge byvang.
Mads Pedersen af Allinge mødte i retten i sagen mod Axel lind, som skyldte penge for en panteobligation. Som bevist fremlagde Mads Pedersen et pantebrev af 27. september 1747, som han begærde læst og påskrevet. Axel Lind var ikke mødt og blev derfor at retten pålagt at møde til næste ting om 14 dage.
30. november 1750 Pag. 365b
Læst et købebrev, der viste at Giver Løvingsen i Allinge havde solgt et stykke havrejord på 4 tdl. og 4 skæpper land til Simon Andersen i Allinge for 80 sdr.
Natten mellem den 22. og 23. november strandede udfor Allinge skipper Jacob Asmussen fra Echelförde. Han var kommet sejlende fra Gulland (Gotland). Skipperen anmodede om at han og hans skibsfolk måtte få lov til af afgive forklaring for dernæst at få udstedt et tingsvidne. Han ønskede også at få de nærmestboende borgere til at afgive deres vidnesbyrd.
Hans skibsfolk var styrmand Johan Henrij Schultz, Matros Petter Christian, Henrich Buk og jungmand Hans Jacobsen. de nærmeste beboere var Hans Knudsen, Giver Løvingsen, Mikkel Hansen Kaas og Niels Madsen.
Styrmand Johan Henrich Schults afgav ed og fortalte at tog de last ind den 14. november i deres Galliot kaldet Ebenetzer på Gotland i Klintehavn og lagde ind til Visby. Den 15. formiddag var vinden Syd, efter middag stillede det af. Den 16. var vinden øst med “tyk luft og gott Veir” og kl. 10 gjorde de skibet sejlklar. Men det blæste op og lodsen kunne ikke sætte skibet ud forbi banken. Den 17., 18. 19 var vejret hård fra kuling til storm. Om morgenen den 20. stillede det af og lodsen kom om bord og fik skibet ud. Det blæste igen op med en stiv kuling fra øst med sneDe sejlede west til syd og kl. 3 om eftermiddagen var de ud for Store Carls (?) – herefter minutiøs beskrevet vindretning, sejlføring ogafstande. Vejret blev bedre, men der var tyk snefog. De sejlede forbi Øland, men kunne ikke se land. Den 22. var der stiv kuling men vinden var dog bekvem, men de måtte rebe en del af deres sejl. Men de kunne intet se på grund af den tykke sne. De var krydsede frem og tilbage og da de umiddelbart før hundevagten mente at de var 7½ mil fra Bornholm, sneede det tykt. Pludselig hørte de brændingen foran dem og de forsøgte at dreje for vinden,men de støtte umiddelbart på klipperne. Han mente ikke at de havde forsømt noget.
Petter Christian fra Echelførde, Henrich Buk fra samme sted samt jungmand Hans Jacobsen fra Flensburg vedgik styrmandens forklaring og vidnede at skipperen havde passet alle ting både sejlladsen og andre måder – dag og nat.
De fire skibsfolk fortalte at da de gik på klipperne kl. halv to om natten, blev de først opdaget af folk på land kl. 5. De gjorde en line fast i et stykke træværk, som de forsøgte træffe klipperne. Til sidst lykkedes det. Dernæst fik de pertlinen over, således at landsmændene kunne fastgøre den til klipperne. Derefter kunne de trække skibsfolkenen en efter en fra skibet til land. Til sidst skipperen.
Giver Løvingsen, hans Knudsen, Mikkel hansen Kaas og Niels Madsen fortalte at de natten melle, den 22. og 23. fik de at vide at et fartøj var forulykket på klipperne i det stærke snefog. de var kommet i kontakt med skibsfolkene ved at råbe fra land og de skibsfolkenen ønskede redning, så foreslog de, at de skulle forsøge at få en line tiæl land. Dette blev gjort ved, at de bandt linen om et stykke brædt. Det lykkedes og de kunne derefter få hevet pertlinen fra skib til land. Den blev fastgjort og de kunne trække skibsfolkenen i land en efter en – skipperen til sidst. Allerede under personredningen var skibets last løsnet fra skibe og flød mod land. Lasten bestod af bjælker, spare og brædder. Skibe lagde sig om på siden og bølgerne gik over dækket. Noget efter middag kastede bølgerne skibe op på en klippe og med stor livsfare sprang nogle af landsmændene på på skibe for om muligt at redde noget af skibsfolkenes klæder. Kahytsbunden var borte og ingen kunne komme ind. I stedet fik de hugget hul på siden af skibet og fik lidt af skipperens køjeklæder bjærget. Dagen efter den 24. var vejret stilnet så meget at bjærgningen kunne begynde. Skipperen havde kontraheret med landfolkene. Takkelage, sejl og det ene ankertov, samt alt det gods, som ikke var blevet slået ud af skibet. den 27. var alt gods bjærget. Det sværeste ankertov lå under skibet, som med bevær blev reddet. Om aftenen kl. 8 trak søen skibevraget ud fra klippen og mast med mere blev slået i stykker og endte rund omkring på klipperne. Hans Knudsen vidste at nogle af landsmændene havde kontraheret med skipperen, at de kunne overtage vraget inklusive stormasten for 7 rdr. De tre øvrige havde kun hørt om denne aftale.
Skipperen Jacob Asmussen fik et lovformeligt tingsvidne på beretningerne.
Mads Pedersen fra Allinge, der havde stævnet Axel Linds for skyldige pantepenge, indfandt sig på tinget og fortalte at Axel Lind havde indfundet sig og betalt med kontante penge – derfor var de blevet forliget og hvorfor sagen blev ophævet.
21. december 1750 Pag. 367b
Læst stiftsamtmand Grams skrivelse til amtmand Urne at kongen ikke længere accepterer forulykkede holstenske skippere kollekter eller bækkender for kirkedøren, da de i stedet skulle lade sig frosikre i assurancekontoret.
Fænrik Hans Olsen Sonne af Rutsker kom på sin stedsøn Jørgen Jørgensens vegne og fremlagde et panteobligation på 20 sdr. udgivet af Vefst Pedersen i Allinge. Som pant havde Vefst Pedersen sat en eng i Rutsker sogn ved hestehaven, tørvkuleengen kaldet. Vefst Pedersen blev bedt om at møde på næste ting og bekræfte panteobligationen.
Blev læst en kontrakt mellem Bendte afg. Sander Svends på den ene side og på den anden sønnen Peder Sandersen. Hun afstår den halve del af et stykke bygjord kaldes Langebjerg i vestre løkken i Sandvig sædesvang, samt 5 stolperum stuehus og 5 stolperum ladehus og en lille sædesløkke og kålhave nord for bygningerne, der tillige har en brød. Sønnen Peder Sandersen skal betale penge “til en og anden” og have en 2 stolperum stuehus med kålhave, tillige med at sønnen skulle købe dette hus, skal han også vedligeholde det og dyrke den øvrige 3 skæppeland jord og have den halve afgrøde deraf. Hendes kreaturer skal sønne huse frit.
Læst et pantebrev udgivet af Axel Lind for et lån på 200 sdr, som han havde fået af Jørgen Jørgensen i Maagården i Olsker med pant i sin iboende gård i Allinge med plads og to haver, samt jorde i Allinge byvang: 1 tøndeland og 3 skæpper bygjord kaldet Grummeløkken og ved siden af 1 skæppeland bygjord ½ tøndeland bygjord Kranseløkken, ½ tdl. bygjord kaldet Mosebakken og det hosliggende Torn Rye (?) og 2 tdl. liggende nord for Hestens høj.
Blev læst et købebrev udgivet af Peder Mogensen af Allinge og Mikkel Mogensen Torn af Sandvig til Jørgen Jørgensen Maegård i Olsker. Salget bestod at 2 små enge kaldet Stenløse begge liggende op til Maegårds jord i Olsker. Prisen var 40 sdr. Jorden tilhørte den såkaldte Byens friheds jord og erklærede byens formynder Jesper Hansen at jorden også tilhørte hans søstersøn Hans Pedersen, der havde fået jorden ved sin moders arv. Han bad retten om at beholde købebrevt , således han kunne foretage en nøjere undersøgelse.
Læst et pantebrev der viste at Hans Christian Winberg i Sandvig havde lånt 100 sdr. af Jens Erichsen Skomager fra Østermarie. Som sikkerhed er sat 1 tdl. bygjord Simmerløkken og 1 tdl. bygjord i Skouløkken i Sandvig bys friheds vang.
Samuel Johansen af Allinge, som er værge for sin broders søn Johan Johansen, mødte på tinget for at opbyde hans værgekapital efter fader Jahan Johansens kapital på i alt 104 sdr. De 35 sdr. stod i jord 2 politiskæpperland og 1½ halftønde havrejord, som skulle forrentes ligesom de resterende penge.
4 taksatorer valgtes til at ligne skatterne for 1751. Til formand valgtes Jacob Madsen, samt Rasmus Weidichsen fra Allinge og Hans Jespersen og Mogens Bendixen fra Sandvig.
Som kæmnere Giver Løvingsen af Allinge og Andris Knudsen af Sandvig.
Som stokkemænd valgtes fra Allinge Rasmus Jørgensen, Mikkel Andersen, Hans Jørgensen skrædder, Jens Andrisen og Jens Friederichsen, og fra Sandvig Hans Jørgensen Kaas, Hans Sterk og Hans Bødker.
11. januar 1751 Pag. 368b
Læst et købebrev der viste at Axel Lind i Allinge havde solgt et stykke bygjord på 5 skp.land i Allinge byvang for 66 sdr. til Mads Jørgensen af Løsebæk.
De fire taksatorer oplæst årets kongelige skatter for Allinge og Sandvig. Med hensyn til accissen var Vefst Jensen afkortet med 12 skilling og pålagt de øvrige borgere. Hans Jespersen ville dig efter nærmere omtanke ikke afkorte Vefst Jensen, da han jo havde betalt accissen i 20 år og fortfarende gerne ville betale. Accissens fastlæggelse blev udskudt til næste ting.
Samuel Johansen af Allinge udbød for anden gang sin brodersøns arvekapital for anden gang. En kapital som dels stod i jord og dels i penge.
Peder Mogensen af Allinge lod opbyde arvekapitalen på 64 sld 3 mark og 2 skilling tilhørende hans myndling Kirstin ? Pedersdatter – der er Peder Mogensens egen datter. Jesper Hansen, der var myndlingens morbroder, ville gerne modtage myndlingens mødrende arv, der stod i sædesjord i byg og havreland, og betale rente til myndlingens bedste. Myndlingen tjente til sit eget brød hos fremmede. Jesper Hansen ville derimod have en undersøgelse af Peder Mogensens arvekapital. Peder Mogensen tilbød at ville forrente kapitalen med 1 rdr årlig rente. Sagen blev udskudt til næste ting.
Hans Hermandsen boende i Kokkeløkken oven Allinge fik borgerskab.
Eskild Poulsen opstod af sit dommersæde og overlod det til Christian Rasmussen, således at han kunne få et lovligt tingsvidne på alle uvisse indtægter, der tilhørte kongen. Sidste års stokkemænd var forsamlede for at angive lejermålsbøder, sagefald, arveløst gods, 6de eller 10endepenge med videre. Det eneste, der var indkommet var 1 rdr. fra Christian Rasmussen i Sandvig for moderens arv til deres søn Anders Christiansen, der var flyttet til København.
De tilstedeværende borgere bevidnede, at der ikke var sket ændringer i ejendomsforholdene i birket siden sidste år.
18. januar 1751 Pag. 369b
De fire taksatorer, (som nu er) formand Jens Larsen, Jørgen Johansen fra Allinge og Mikkel Mogensen og Hans Christian Winberg fra Sandvig fremlagde deres ligning for byerne. Taksterne var de samme som blev fremlagt på sidste tingmøde. Hans Jespersen ville ikke godkende ligningen, da han mente at der var “raderet” i ligningen, siden han havde skrevet under. Jens Larsen ville ikke lade Hans Jespersen få ligningen således “at han ikke skulle løbe gadeløb med den”.
Jesper Hansen mødte på sin egen og sin søn Hans Jespersens vegne og stævnede kaptajn Jens Hansen, Hans Winberg og Jens Larsen. Desuden var Anders Møller, Rasmus Jørgensen og Peder Mogensen stævnet. Sagen vedrørte det splintrede tømmer fra skipper Jacob Asmussen fra Echernførde. Jens Larsen anførte, at han ikke så at sagen kunne føres, da han havde købt det splintrede tømmer af skipperen og at Jesper Hansen, ikke havde noget at komme efter. Jens Hansen og Jens Winberg havde forklaret, at de ikke havde taget andet end de de havde købt. Hans Winberg, der var mødt i retten forklarede at han havde kun fået det træ han for 1 mark 2 skilling, som han havde betalt til Jesper Hansens datter, da Jesper Hansen ikke var hjemme. Disse peneg havde Hans Winberg fået igen af kaldsmændene, men ikke modtaget.
Jesper Hansen afhørte vidnet Rasmus Jørgensen af Allinge, der kunne berette, at han havde været hos Jens Larsen, hvor der var disputs mellem kaptajn Jens Hansen, Hans Winberg og Jesper Hansen, men han kunne ikke huske hvad det drejede sig om. Jesper Hansen mente, at skipperen alene havde solgt til Jesper Hansen og Jens Larsen. Vidnet mente at træet, der blev bjærget blev delt i tre parter; en til bjærgerne og to til Skipperen. Disse to parter blev solgt på auktionen til Johan Samuelsen for 8 sdr.
Dernæst Peder Mogensen fra Sandvig bevidnede, at det såkeldede tømmer blev delt i 3 hobe. Han vidste kun at noget blev solgt til Johan Samuelsen på auktionen og ikke huskede, at noget blev solgt til Jesper Hansen. Han kunne dog huske at Hans Jespersen, Winbergs søn og Kaptajn Jens Hansen rørte bort medgodset på heste og vogn.
Anders Møllere var ikke mødt, da han var i kongens tjeneste. Han blev af dommeren bedt om at møde til næste ting.
Peder Mogensen af Allinge mødte i retten og opbød sin myndling Kristinas kapital på 64 sld. 3 mark og 2 skilling. Inge meldte sig.
Samuel Johansen af Allinge mødte og aflyste ønsket om at opbyde sin brodersøns arvekapital. Myndlingens stedfader Ole Andersen havde tilbudt at modtage kapitalen og forrente den.
I retten fremstod Anders Jensen, Johan Hansen og Anders Andersen Smed af Allinge blev antaget som borgere i Allinge.
25. januar 1751 Pag. 371b
Jesper Hansen og egne og på hans søn Hans Jespersens vegne ville fortsætte sagen mod kaptajn Jens Hansen, Hans Winberg og Jens Larsen. Anders Møller var tilstede og skulle afhøres. Desuden var mødt frivillige vidner: Hans Thorsen af Hasle, + Samsingsen af Allinge.
Først Anders Møller af Allinge. skipper Asmussen var logerende hos kaptajn Jens Hasnen. Omtrent før jul havde vidnet overværet et skænderi i Jens Hansens stue mellem Jesper Hansen, Winberg og kaptajn Jens Hansen om hvem skipperen havde solgt tømmeret til. Vidnet mente at skipperen havde sagt, at han havde solgt til sin vært Jens Hansen. Han kunne også bekræfte, at Johan Samuelsen i Allinge havde fået en hob brædder for 8 sdr. – vist nok på auktionen. Vidnet fortalte at han af Samuelsen havde købt en ottendedel af træet. Det var 2 bjælker og nogle stumper – han havde givet 1 sdr, men det havde nok værdi på 2 sdr. Vidnet kunne huske at Jesper hansen betalte skipperen penge den aften hvor der var skænderier hos Jens Hansen. Jens Larsen afhørte vidnet uden at få ham til at fortælle, at jens Larsen havde betalt penge for at noget af brædderne.
Dernæst Peder Mikkelsen og hans søn Mikkel Pedersen. De kunne fortælle at Jesper Hansen havde været meget bekymret for, at brædderne uretmæssigt skulle komme bort. Vidnerne kunne også bekræfte, at skipperen havde solgt til to: Nemlig kaptajn Jens Hansen og Jesper Hansen.
Dernæst Niels Samsingsen af Sandvig, der vidnede at de 2 parter som skipperen havde kom ikke på auktion. Noget blev købt af Joh Samuelsen, som senere solgte for 1 sdr. til Niels Samsingsen.
Hans Torsen fra Hasle blev afhørt og fortalte, at han kom på auktionspladsen ved Løsebæk og havde henvendt sig til Jesper Hansen for at købe en bjælke 20 alen lang for 2 sdr. 8 skilling. Om han købte af Jesper Hansen eller Jens Larsen huskede han ikke.
Dernæst læst et skøde, der viste at Jep Andersen i Allinge.
Peder Mogensen opbød sin myndling og datter Kierstines mødrende arvekapital på 64 sdr. 3 mark og 2 skilling. Ingen bød og derfor foreslog Peder Mogensen halv rente.
Peder Pedersen på Bakken i Sandvig opbød for anden gang Calus Mogensens søn i Sandvig, som hedder Andris Clausen. Arvekapitalen var 8 sdr. 2 mark og 4 skilling.
8. februar 1751 Pag. 372b
I sagen som Jesper Hansen og hans søn Hans Jespersen havde startet mod kaptajn Jens Hansen, Hans Winberg og Jens Larsen, femlagde Jesper Hansen et skriftligt indlæg. Jens Larsen ville ikke svare, men ville senere fremlægge sine beviser. Han ønskede at skipperens auktionsforretning skulle fremlægges, og hvis den ikke findes i landet, skulle den eftersøges hos købmanden i Echenførde.
Peder Pedersen af Sandvig udbød Claus Mogens søns arv for tredje gang – ingen bød og arvekapitalen blev overdraget til Peder Pedersen igen.
22. februar 1751 Pag. 373a
Jens Larsen af Allinge mødte på egne og de andres vegne og fremlagde et skriftligt indlæg. Jesper Hansen svarede, at det hverken drejede sig om messingskruer, klædesække eller andet. Han havde aldrig brugt ærekrænkende ord om Jens Larsen. Noget bevis for sine påstande, havde Jens Larsen ikke fremlagt. Jesper Hansen ville have dom i sagen. Auktionsforretningen kunne ikke hentes i Holsten, da sejlads ikke kunne udføres om vinteren. Jens Larsen forklarede, at han ikke var blevet nægtet at se autionsforretningen, men at de sandsynligvis kunne bevise om tømmeret var blevet solgt ved auktion eller ej. Jens Larsen ville ikke udsætte sagen, men ønskede snarest dom i sagen.
15. marts 1751 Pag. 373b
Ole Andersen af Allinge lod opbyde en værgemålskapital på 8 sdr. som han værgede for sin søster Seigne Andersdatter.
Jesper Hansen stævnede Jens Larsen, kaptajn Jens Hansen og Hans Winberg. Jens Larsen var mødt, men agtede ikke at svare på stævningen før senere. Hans Winberg ligeså. Jesper Hansen mente at de burde forholde sig til stævningen med det samme. Sagen måtte udsættes.
Jesper Hansen producerede en skriftlig memorial til landets amtmand, hvor han søger om tilladelse til at gå i retten for Jens Andersens datter i Allinge mod Anders Andersen Smed af Allinge. Hvilken blev tilladt. Derefter stævnede Jesper Hansen, på sin principals vegne, Anders Andersen Smed. Mikkel Pedersen fra Sandvig havde fået amtmandens tilladelse til at gå i retten som defensor for Anders Andersen Smed. Sagen drejede sig om “beskiemelige ord” mod Kierstine Jensdatter. Mikkel Pedersen mente, at stævningen ikke var lovlig, dels fordi stævningen ikke havde beskrevet sagens kerne, nemlig hvilke ord, der var blevet sagt. Jesper Hansen mente, at sagen var klar, Jens Andersens datter var blevet forhindret alterets sakramentes brug og derve hindret hendes lykke og fremgang til ægteskab. Jesper Hansen ville føre 6 vidner i sagen. Anders Smed havde brudt sit ægteskabsløfte til Jens Andersens datter Kierstine.
Rasmus Weidichsen var den første der blev afhørt. Han fortalte, at han sammen med Mikkel Pedersen Grønbæk var beskikkelsesmand den 22. februar, sendt af Jens Andersen af Allinge til Anders Smed. Anders Smed havde sagt, at han var forlovet med Jens Andersens datter Kierstine, men at det var præstens sag, at hun var blevet holdt fra alterets sakramente. Med hensyn til trøjetøjet (?) så havde han staks sagt det til Jens Andersen. Mikkel Pedersen vedkendte sig vidnets fortælling.
Dernæst Anders Jensen af Allinge, der fortalte at han aldrig havde hørt fra sin søster Kierstien Jensdatter, at hun havde lovet Anders Smed, at hun ville være hans hustru. Anders Smed havde bedt Anders Jensen om at spørge sin søster om hun ville giftes med ham. Søsteren svarede hver gang: ” så snibede hun ham af med det, og bad ham at skiøtte sig self” og hun havde også sagt til Anders Smed at han skulle tage “sit trøjetøj til sig igen, fordi hun ikke ville vide der af”. Anders Smed havde sagt, at han ikke ville have det igen, hun kunne gøre med det som hun ville “smide det i havet eller på ilden eller træde det i rendesteenen”. Vidnet vidste at Anders Smed havde været hos faderen, men vidste ikke om der blev aftalt noget. Vidnet mente, at smeden havde været i Rønne for at fri til en der. Vidnet havde været hos præsten for at høre, hvorfor hans søster ikke måtte komme til alters. Præsten havde svaret, at hun skulle forlige sig med smeden om det tøj, som hun havde fået af ham. På Mikkel Pedersens spørgsmål, fortalte vidnet, at hans søster havde trøjen i sin kiste og at det sandsynligvis var givet hende som gave for at hun skulle acceptere hans frieri, men han vidste ikke hvordan trøjen var kommet i søsterens kiste, men hun havde i de sidste to år forsøgt at afvise smedens ønsker. Han vidste også, at søsterens kiste altid havde nøglen i låsen, således enhver kunne lægge hvad som helst i kisten. Og desuden havde smeden arbejdet i samme kammer med at beslå en kiste, men hvornår dette skete, huskede han ikke.
Dernæst Niels Hansen af Allinge, der ikke havde hørt noget om ægteskabsløfter imellem de to. Vidnet havde sammen med Peder Monsen været beskikkelsesmænd hos Kierstine for Anders Smed i det ærinde, at hun skulle enten love ægteskab eller levere trøjen tilbage tillige med et par handsker.. Hun havde i den anledning sagt “hun havde baaret det tøj, som han havde baaret til hende, og kast over det gierde som gaa fra Niels Samsings lenge til Esber Pedersens laage ind ad gaarden som smedens forældre boer”. Hun havde sagt til beskikkelsesmændene, at smeden havde sagt til hende, at hun kunne gøre med tøjet, hvad hun ville. Det var sket for ontrent 1 år siden.
Dernæst Peder Monsen af Allinge, der bekræftede forrige vidnes forklaring. Han havde dog også hørt, at Jens Andersen ville give smede 3 mark, således at han ikke skulle lide skade. Men han vidste ikke hvorfor.
Tre udeblevne vidner: AnneDorte Larsdatter, Margrete Pedersdatter og Johanne Andersdatter af Allinge, blev tilsagt til at møde på tinget om otte dage.
dernæst blev dommen mellem Jesper Hansen og hans søn Hans Jespersen contra Jens Larsen, kaptajn Jens Hansen og Hans Winberg afsagt.
DOM. Dommeren Eskild Poulsen kunne ikke se beviser for, at der er sket en ulovlig deling af træet. Af sagens akter ses, at Jesper Hansen og Jens Larsen havde indvilget i at sælge en bjælke til Thorsen i Hasle fra deres fælles køb af skipperen. Altså skulle jens larsen betale halvdelen af bjælkens købesum til jesper Hansen. Sagens omkostninger blev frafaldt for begge parter.
22. marts 1751 Pag. 377a
Sagen som var startet af Jens Andersen af Allinge ved hans fuldmægtig Jesper Hansen fortsatte. Jesper Hansen fremlagde en skriftlig redegørelse.
Anne Dorte Larsdatter fra Allinge fortalte, at hun aldrig havde hørt at Kierstine Jensdatter havde indgået ægteskabsløfte til Anders Smed. På Mikkel Pedersens spørgsmål, vedkendte vidnet sig, at hun havde set noget blåt og hvidt halvsilketøj i Kierstine kiste, men Kierstine havde fortalt, at Anders havde kastet det i hendes kiste. Hun havde også set et par handsker, men Kierstien havde fortalt, at de havde hun købt af Esber Peders steddatter Johanne for 10 skilling.
Dernæst Margrete Pedersdatter af Allinge, der heller ikke havde hørt om ægteskabsløfter. Hun havde set silketøjet i hendes kiste, som Anders havde lagt i hendes kiste. Anders ville ikke have det tilbage, men kun kunne komme med det og kaste det i ilden i smedien, hvis hun synes.
Sagen blev udsat, og sagvolderens søster Johanne Andersdatter ville Jesper Hansen skåne for at vidne.
Jesper Hansen ville have genoptaget sagen mod Jens Larsen, Hans Winberg og kaptajn Jens Hansen. Jens Larsen mente at sagen var afsluttet. Hverken Winberg og kaptajnen havde ikke udtalt et eneste ord i sagen. Sagen blev stillet i bero til næste ting.
Ole Andersen lod opbyde arvekapitalen for anden gang.
Jens Andersen på egne og sin datter Kierstines vegne fremstod og erklærede at have forliget sig med Anders Andersen Smed, som ligeledes erklærede at han intet havde at beskylde Jens Andersens datter for. Ingen af parterne havde noget at anke på hinanden.
5. april 1751 Pag. 378a
Læst et pantebrev udgivet af Jep Andersen i Allinge for et lån på 100 sdr. af Hans Pedersen i Brøddegården i Rø. Sam pant var sat 6 skæppeland bygjord kaldet Hyldeslet, samt 4 skpl. bygjord kaldet Hans Jens Vang i Allinge byvang.
Jesper Hansen i Allinge mødte på sin broder Niels Hansens vegne og stævnede Niels Andersen Skrædders vegne for ærekrænkende beskyldninger. Der var indkaldt flere vidner. Jesper Hansen tilbød Niels Andersen at vedkende sig ordene og give en “tilstrækkelig erklæring” samt betale omkostningern og give en mulkt til de fattige. Niels Andersen vedkendte sig ordenen og fortalte, at de var kommet til ham i hastighed. Han ville betale 5 mark 14 skilling til Niels Hansen og 2 mark til de fattige til næste ting. Sagen blev ophævet.
Jesper Hansen tilkendegav, at han havde sag ved overretten og ville således ikke forfølge sagen, som tilkendegivet på sidste ting. jens Larsen derimod søgte dommeren om at tage kontrastævning mod Jesper Hansen.
Ole Andersen af Allinge opbød for tredje gang værgekapitalen på 8 sdr. tilhørende hans søster Seine Andersdatter. Ingen ville modtage kapitalen, som derefter blev leveret tilbage sammen med et tingsvidne.
19. april 1751 Pag. 378b
Jens Larsen af Allinge stævnede på egne og kaptajn Jens Hansen og Hans Christians af Sandvigs vegne Jesper Hansen og hans søn Hans Jespersen. Hverken Jesper Hansen eller Hans Jespersen var mødt. Sagen måtte udsættes til næste ting.
3. maj 1751 Pag. 379a
Læst kgl. forordning om ægteskabets ophævelse, hvis husbonden eller hustruen er straffet og fængslet på livstid.
Kgl. forordning om at Nørre Jyllands landsting skal tage sin begyndelse den 26. april.
Kgl. forordning om straffe for skipperes, styrmænds eller andre skibsfolks tyvagtighed.
Kgl. forordning om publicering af umyndiges kapitaler og forsvarlige pant herfor.
Kgl. forordning om kvinder, der for tredje gang har avlet børn i løsagtighed, skal straffes med kagstrygning og anbringes i tugthus.
I sagen mellem Jesper Hansen og Jens Larsen m.fl. fremlagde dommeren et dokument udgivet af skipperen Asmussen fra Eckernførde, dat. den 29. april. Jesper Hansen ville ikke modtage sagen, da skriftet var på tysk og ikke oversat til dansk. Dommeren måtte udsætte sagen til næste ting om 14 dage den 17. maj.
Birketingets protokol nr. 4 slutter hermed.