Bornholmske breve til biskoppen 1730-1820
Her er Buchhaves valgseddel af Peder Rasmussen til viceprovst. Et lille sammenfoldet aktstykke, der har overlevet i biskoppens arkiv.
I arbejdet med at skrive artikel om ”Lærdommens historie på Bornholm i 1700tallet” til Bornholmske Samlinger 2015, blev jeg opmærksom på, at der lå mange spændende og nyttige arkivalier i Biskoppens indkomne sager. Der er i alt 13 arkivkasser, der omhandler Bornholm i perioden 1730-1820. Jeg skønnede, at det ville tage for lang tid at gennemse kasserne og finde de relevante dokumenter frem, så i stedet for affotograferede jeg materialet og samlede dem i pdf-filer. De er nu tilgængelige fra min hjemmeside.
Materialet omhandler primært præste- og degneembedet, men også meget andet. Som det gælder for alle historiske kilder, er der sidehistorier, som er værd at lægge mærke til. Eksempelvis er der ofte nævnt problemer med rejser mellem Bornholm og København. I breve kan vi f.eks. læse hvordan biskoppens visitatsbesøg blev organiseret i 1814. Han blev sejlet i en ege fra Simrishamn til Sandvig. Mellem de to byer var der i sommermånederne næsten daglig forbindelse til øen.
Biskoppen var den øverste myndighed i kirkesager. Det var biskoppen der bestemte, udnævnte og gav tilladelser. Der var næsten igen grænser for, hvor små sager præsterne kunne finde på at involvere biskoppen i. I starten af 1800tallet blev der pålagt præsterne først at søge/skrive til landprovsten inden biskoppen blev ulejliget. Et særkende i brevene til biskoppen er præsternes store fortrolighed ja næsten grænsende til sladdervornhed. Et eksempel er Fr. Monrad i Bodilsker, der skriver til biskoppen i 1767:
Præsten for Bodilsker og Nexø Fr. Monrads ærinde var først og fremmest at slippe af med sin personlige kapellan Jens Mahler. Men da en bror til Jens lå i arvesag om Kyndegaard i Nyker, flyder bægeret over med en spids karakteristik af den bornholmske bondestand, hvis rigdomme og nærighed resulterede i små offergaver til præsten.
Bonde-standen lever i stor hærlighed, pragt og statz og de giver deres døtre 100 daler i medgift, hvorimod præsten intet havde at give sine døtre. Ifølge forordningerne skulle præsten betales for bryllupper afmålt efter brylluppets størrelse. Trolovelser, derimod, var ikke pålagt de samme “offergaver”. Det resulterede i, at trolovelserne var kæmpe fester, hvorimod bryllupper var meget beskedne.
I midten af 1700tallet var der mangel på arbejdskraft på landet og det resulterede i tjenestefolkenes forkælelse med høje lønninger og brændevin to gange om dagen og fri tobak.
Præstens ironi kan være svær at forstå i dag 250 år efter uden at kende de historiske forhold. Monrad påstod, at bønderne tilranede sig kongens jord uden ret. Gårdenes såkaldte fortov udstraktes til også at gælde passagerne til kongens alminding, hvor de gratis kunne lade kvæget gå på græs. Ved utallige retssager fik bønderne, ved at føre vidner, rettigheder til kongens jord. De rettede gærde ud og tillagde jord uden ret, mente han. Kongen betalte sandemændene til at holde øje med kongens mark. Men bønderne havde lige så meget respekt for sandemanden, som købmænd havde til toldbetjenten!
Prøv at læs brevet, som jeg har transskriberet. Det er i et herligt gammeldags sprog med mange underfundigheder.
