Farvandet mellem Frederiksø og Græsholmen hvor redningsaktionen fandt sted
En stærk storm hærgede Østersøen den 23. og 24. februar 1693. Et svensk koffardiskib ”Jomfru Catarina” fra Stokholm var på vej mod England med jern, beg og brædder. Klokken halv fem om morgenen den 24. februar forsøgte skibe at komme i læ i Christiansø havn. I manøvre mellem Græsholmen og Christiansø, løb det på et skjult rev nord for Gyldenløves batteri – 40 favne øst for græsholmen og 20 favne nord for Jomfruskæret. Det sad fast på klippen og huggede voldsomt i søen. Skibets jolle, båd og tre personer blev skyllet overbord. Om morgenen forsøgte søfolkene at stabilisere skibet med at kappe mesansejlet og stormasten. Det lykkedes ikke at kappe fokkemasten. Skibet lå lige mod søen. Det var frygtelig, at høre sømændene råbe om hjælp uden at kunne gøre noget. Christiansøs kommandant Hoffman lod en båd ro syd for Spans batteri i læ for vinden og over til Græsholmen for om muligt, at redde folkene den vej fra. Folkene på skibet kastede nathuset [=kompashuset] med en bådline og andre små liner i søen. Søen førte nathuset så langt mellem Græsholmen og Sehesteds batteri, at redningsfolkene på Græsholmen kunne få fat i linen og føre den i land. De gjorde linjen fast og skipperen – da ingen anden turde – lod sig fire ud langs linen. Men søfolkene gav ikke nok line fra vraget, så skipperen var nær blevet kvalt. En mand fra græsholmen gik ud i brødsøen og skar linjen over og fik halet skipperen i land. Skipperen blev reddet, men redningslinen var mistet. Folkene på vraget fastgjorde nu en balje i linen, som de atter lod drive. Men da vinden gik lidt østligere, kom linjen ikke så langt, som med nathuset. I stor livsfare roede kvartermester Peder Larsen København med to matroser ud i brandingen med en lille båd mellem Jomfruskæret og Græsholmen og fik fat i baljen. Atter blev linen fast gjort på græsholmen. En efter en blev derefter i alt 14 personer reddet i land. Men turen gennem 40 favne iskolde vand og klippeskærene slog mændene halvvejs ihjel. Trods forfrysninger på hænder og fødder overlevede heldigvis alle.
Dagen efter, da stormen havde lagt sig, roede skipperen og andre ud til vraget og fik bjerget kister, skrin og klæder fra vraget. Den 25. og 26. blev deres proviant bjærget, mesanen og stormasten. Den 27. blæste atter en hård storm fra østnordøst. Skibet krængede over og forsvandt i det dybe vand. Noget af brædder af lasten og rester fra tønderne drev i land på Græsholmen.
Hele historien er fortalt af proviantforvalter Lorentz Abroe på Christiansø 3. marts i et brev til Søetaten i København. Han var pålagt at indberette stort som småt, således at man i København kunne danne sig et indtryk af livet på øen. Han sparede aldrig på detaljerne og det er en oplevelse, at læse hans breve i dag. Der var også et tjenstligt formål med at skrive brevet. Skibet tilhørte en fremmed nation: Hvem måtte beskæftige sig med at bjærge vraget? Man kunne vel ikke have svenske myndigheder så tæt på fæstningen? Søetaten i København måtte udarbejde en resolution til Abroe om hvordan han skulle håndtere sagen. Abroe havde ansvaret for alle pengesager på øen og derfor taget et depositum af den forulykkede skipper, som skulle dække omkostningerne. Abroe var opmærksom på, at skipperens oplysning om lasten, der bestod af 1148 skippund jern, måske forkert. Assurancebedrageri var et velkendt begreb allerede dengang.
Den 22. juni indberettede proviantforvalteren til Sø etaten, at skipperens fuldmægtig Peter Schay var ankommet fra Karlshamn i Blekinge i en lille båd, for at afregne for bjærgningen af de i alt 6643 stænger jern, 120 tønder beg og 58 tylvter brædder og skibsredskaber fra vraget. Arbejdet var blevet udført af fiskere fra Sandvig og Gudhjem i samarbejde med folkene på Christiansø. Kommandanten lod den kongelige jagt ”Det to kølede Skib” sejle fuldmægtigen og hans lille båd tilbage til Blekinge.
Kilde: Søetatens Arkiv, Generalkommissariatet, Indkomne sager 1693.