Jeg er ved at gennemse Generalkommissariatets arkiv for om mulig, at finde de skånske og blekingske folk, der flyttede til Bornholm efter krigen 1676-79. I Anker E. Kofoeds Christiansø Historie fra 1961, læser man, at et kompagni friskytter deltog i etableringen af fæstningen på Christiansø, der startede i 1684. Friskytterne er usynlige i dette materiale, men jeg har fundet masser af andre spændende historier.
Danmarks største anlægsarbejde i årene 1684-87 var Christiansø og det er derfor naturligt, at administrationen forsøgte at styre projektet. I Søetatens arkiv findes to grupper arkivalier, som er værd at kikke på. I ”indkomne sager” findes breve fra folkene på Christiansø og embedsmændene på Bornholm, og i Mønsterskriverens protokoller læser man centraladministrationens beslutninger. På Bremerholm sad de ”De høje Herrer”, som de kaldtes, og traf beslutninger for Christiansø og på Bornholm. Ude sad ”de aller underdanigste tjenere”, så som øens kommandant Hoffman, proviantforvalteren Arbroe, Kaptajn Fraas og i Rønne oberst og amtmand Wettberg og amtskriver August Dechner. Overover alle svævede ”Den stormægtigste aller naadigste arvekonge og herre”.
Der er mange overraskende historier, som kan trækkes ud af dette mangfoldige materiale.
Jeg vil fortælle en lille historie, der omhandler de fire aktører: Kongen, det central embedsapparat i København, de lokale myndighedspersoner på Christiansø og embedsetaten på Bornholm.
Ekstraordinært sejler amtmand Wettberg med sine højeste officerer til Christiansø den 5. august 1686 for at undersøge, hvordan det kunne ske, at en af kaptajn Hans Jørgensens indrullerede soldat i Sandvig Bykompagni samtidig kunne være antaget som støkløjtnant på Christiansø. Den gescheftige soldat hed Hans Jensen Hammer, som formåede at opretholde sit dobbeltspil indtil, at han blev valgt som ”en dygtig karl” til bådsmand og oversendt til København. Det havde lykkedes Hammer at både passe sit job på Christiansø og samtidig deltage i mønstringerne i Sandvig. Det var helt klart noget der ikke fungerede med mønstringerne på Christiansø. Hvem havde gået på strandhugst hos modparten? Amtmandens uventede besøg på Christiansø, havde til formål, at undersøge om soldaterne på øen fysisk var på øen eller om flere ulovligt var på Bornholm. Det havde en stor betydning for forplejningen, som Bornholmerne i form af kvartalsskatter og landgilder, var med til at betale. Der var mange rygter om, at proviant, der blev sejlet til øen, blev smuglet videre til Bornholm som andre sortbørsvarer. Det afsløredes, at der fandtes et ulovligt marketenderi på øen, som handlede med kongens materialer. Der var flere eksempler på tyverier, bl.a. at brænde, som øen altid var i bekneb med at få fra Bornholm.
Hovedpersonen – den aktive Sandvigbo Hans Jensen Hammer – var for længst afskibet til København som bådsmand.
På grund at kontrær vind, måtte amtmanden med sit følge tilbringe hele 6 dage på øen, inden han med jagten Christian Quintus, blev sejlet tilbage til Rønne. Uenigheden blev skrinlagt, men amtmanden måtte rapportere til København, ligesom proviantforvalteren, kaptajn Fraas og kommandant Hofmann måtte gøre det.
Det unikke er ikke selve historien, men amtmandens indberetning. Den findes nemlig i to udgaver: En til kongen (i kopi) og en til kommissariatet (original).
Til kongen skriver han, at han og de medbragte officerer havde fundet alt i ”erlighed og forligelighed” og at ”alt grundede sig i snak”. Han forligede parterne og underspillede derved alvorlige uenigheder mellem Bornholm og Christiansø. Han sluttede brevet med en glædelig konstatering, at den svenske flåde ikke længere befandt sig ud for Skånes kyster.
Til kommissariatet skriver Wettberg hele historien og antyder, at Kaptajn Fraas ikke har styr på sine folk, som – trods afstraffelse – stadig havde ”gamle udyder og falskhed siddende i sig”. De burde udskiftes med nye folk, undtaget bornholmere der var indrulleret. Bornholmerne i kompagniet var til at stole på. Amtmanden slutter med at fortælle, at jagten ”Christian Quintus” var meget mere bekvem at sejle med end gallioten ”Gachmed”.
De to udgaver er svært sammenlign bare, men forståelige, når man tænker på at amtmanden, som kongens repræsentant på Bornholm, blander sig i en anden etats handlinger. Amtmanden måtte nødvendigvis rapportere til Kongen. Det foregik på en selvrosende måde, hvor han underspiller konfliktens alvor. Forholdet til ”De høje herrer” på Bremerholm er derimod beregnende og bestemt, da der er dem, der skulle sørge for at fremtidige konflikter opstod.
Kongen behøvede ikke at kende hele historien.