En tyvebande ved Vognsø?

by Jesper Vang Hansen · Published 9. marts 2025 · Updated 10. marts 2025

Spisekammeret på Splitgård blev ofte besøgt af ubudne gæster i perioden 1848 til 1851. Der forsvandt oste, kød, talg, brændevin, hvedebrød og meget andet. I stalden blev der stjålet høns, og fra tærskeloen forsvandt korn. Kalkuner blev taget i Splitsgårds skov, solgt i Hasle eller slagtet og solgt i Rønne.

Et ældre møllepars spisekammer blev hjemsøgt af tyve, som stjal pølser, oste, saltet kød og andet, tilsyneladende fordi det var et let bytte og velassorteret. En tidligere gårdmand og hans kone i Rø blev lænset for dyner, fajanceboller og andre omsættelige genstande. Tyvene stjal bistader om natten, hvis vejen faldt forbi. Honning og brændevin var en fest i sig selv.

Tyverierne foregik ikke altid i nærområdet, men også i byerne. For eksempel var der simple tyverier fra garderoben i gæstgiveriet “Skandinavien” i Rønne, klipfisk fra købmandens forstue i Rønne, voksdug fra et åbentstående vindue i en bolig samme sted, tøj fra tørresnoren i haven hos skolelæreren i Nyker og redskaber fra kulværket ved Hasle. Rønne var både stedet for tyverier og hvor tyvekoster kunne afsættes, og hvor man også kunne få en glad dag på beværtninger.

Det er chokerende læsning i de historiske kilder og overraskende at eksemplerne på indbrud og tyverier alle blev begået af en håndfuld mænd i Klemensker. Mændene og deres koner kom fra forskellige samfundslag. To var tjenestefolk indvandret fra Skåne, en var vokset op i Østerlars og havde en kummerlig og kriminel barndom, et par var børn af husmænd, en anden var bondesøn, der ikke fik gården men en uddannelse som skomager på Christianshavn og gift med skolelærerens datter. Det eneste, de havde til fælles, var, at de boede i samme område øst og sydøst for Splitsgård i Klemensker.

Jeg har sat mig for at beskrive hver enkelt af disse mennesker, der levede på kanten af loven. Dette er første del af historien.

De fire familiers huse forsvandt inden 1886. Deres omtrentlige placering er indtegnet på kortet

På den magre jord mod højlyngen boede de fire familier, der var særligt aktive tyve, og min historie starter i det nu forsvundne hus syd for Vognsø – matrikel 175ah – Bornholms historie. Huset tilhørte husmand Lars Hansen. Her logerende en svensker, Svend Johan Andersen, som var dybt involveret i kriminelle handlinger. Lars Hansens kone Magdalene og deres datter Caroline var medvidende og til dels aktive, blandt andet ved at skjule de stjålne genstande.

Nær Lars Hansens hus boede Lars Larsen med sin familie. Han kom fra Østerlars og var ligesom Lars Hansen gift og havde små børn. Han arbejdede som daglejer. En tredje familie boede i et hus på Splitsgårds grund. Manden hed Otto Nielsen Helgreen. Han var svensk, gift og havde kone og børn som de andre.

På Dyndegårdsvej, tæt ved Lars Larsen og Lars Hansen, boede Jørgen Edvardsen. Han begik indbrud og stjal som de andre, men havde ingen forbindelse med dem. Han var gift og havde små børn som de andre. Præsten skrev i en attest, at Jørgen Edvardsen og hans kone levede et forargeligt liv. Jørgen undskyldte sig med, at han var født med trangen til at stjæle. Det vi i dag kalder kleptomani. Han er også værd at skrive om i denne historie.

Til sidst vil jeg beskrive en ung mand, Jørgen Marker, som boede i det hus, som Lars Larsen overtog i 1848. Han blev beskyldt for kvaksalveri og for uretmæssigt at have tilegnet sig en del af kongens jord. Han havde ikke stjålet eller begået indbrud, men var aktiv på Nordbornholm i årene 1850 og 1851. Jeg opdagede, at han forsøgte at helbrede min tipoldemor, så derfor må jeg have ham med i denne historie.

Jeg vil beskrive hver enkelt person for, om muligt, at finde forklaringer på, hvorfor de stjal og risikerede at blive dømt til tugt- og forbedringshuset i mange år. På grund af deres kriminelle aktiviteter findes der flere unikke personoplysninger, som ellers er sparsomme for den fattigste del af befolkningen.

Politiprotokollen

Der findes domsprotokoller, fangefortegnelser, højesteretssager og andre kilder, der giver et godt indblik i de kriminelle handlinger. Min hovedkilde til denne historie er politiprotokollen. I politiprotokollen findes forhør af tiltalte og vidner samt forskellige attester fra myndigheder.

Forhør fandt sted i den såkaldte politiret, som oftest blev afholdt i rådstuen i Hasle. Den kunne også finde sted, hvor det var mest praktisk. Nogle gange blev retten sat på nærmeste selvejergård, hvorfra man så kunne besøge et syg og sengeliggende vidne, der skulle afhøres. Andre gange blev retten sat i Rønne, hvis det var lettere at komme til vidnerne end at lade vidnerne transportere til Hasle.

Årsagen til, at politiprotokollen er en god kilde og tillige meget læseværdig, skyldes herredsfoged Fritz Hendrik Jørgensen. Han var en yderst kompetent og meget nidkær undersøgelsesdommer og havde tilmed en flot håndskrift og gode formuleringsevner. Han var politimester og gennemførte mange forhør. Det var imponerende, at han også fik tid til at skrive detaljerede rapporter i protokollen. Hvis herredsfogeden var forhindret i at lede afhøringerne, blev han afløst af hans fuldmægtig Fritz Theodor Møller.

De sager, jeg har undersøgt, fylder hovedparten af politiprotokollens 550 sider, der dækker perioden fra november 1851 til marts 1853. Jeg har læst protokollen igennem og skrevet et indholdsreferat. Se og læs dem her: Nørre Herreds politiprotokoller og indholdsreferater. Her kan du også finde de øvrige syv politiprotokoller for perioden 1838 til 1860.

Højlyngen Store dele af højlyngen var i 1850 endnu uopdyrket land. Om sommeren blev det brugt til græsning for bøndernes og udbyggernes kreaturer. Der var fri lyngrivning til eget brug eller til salg. Der var igangværende planer om udstykning og salg af såkaldte arvefæstelodder. Landinspektøren skulle meget snart begynde opmåling med henblik på regulering af ejendomsforholdene. Endnu var lyngen betragtet som fælleseje, hvor få regler gjaldt, og lovløsheden florerede i det skjulte.

Småkårsfolk boede i små huse op til udmarksgærdet. Enten havde de en lille jordlod, nok til huset og en lille kålhave, eller også havde de en smule jord til dyrkning af det allermest nødvendige. Husene lå enten ”på gårdens fortov” og havde fæstebrev på jord udstedt af amtsforvalteren på kongens vegne, eller på ”gårdens grund” og havde et fæstebrev eller en mundtlig aftale med gårdejeren.

Første halvdel af 1850’erne var præget af usikkerhed om ejerforholdene til jordene op til udmarksgærdet, der adskilte bondejorden fra kongens højlyng. Op til udmarksgærdet lå gamle udbyggersteder, der ofte var veldrevne ejendomme, som af egen drift og foretagsomhed havde reguleret stendigerne mod lyngen og indlemmet jord til eget ejet brug. Det var et slaraffenland for den driftige agerbruger, men også et område, hvor landarbejdere og småhåndværkere kunne slå sig ned uden store myndighedsgodkendelser, blot med bøndernes accept. Bønderne manglede arbejdskraft, og det skabte grobund for tilflytningen. I området omkring Vognsø blev opført flere små huse, som i dag er svære at lokalisere, da de forsvandt inden det korrekte generalstabskort blev tegnet i 1886.

Mulighedernes land?

Foruden de driftige agerbrugere, der kunne mobilisere kræfter til at rydde og opdyrke en stenet og lyngklædt jord, tiltrak området folk, der alene solgte deres arbejdskraft til bønderne. De var en udsat gruppe, der var afhængig af konjunkturerne og havde i perioder svært ved at skaffe mad til familien og de ofte mange børn.

Familier endte i fattigdom, og det kan ikke undre, at nogen tyede til tyveri alene for overlevelsens skyld. Gennemlæsning af politiafhøringerne giver et mere nuanceret billede af menneskene bag tyverierne. Det var ikke nød alene, der drev folk til at stjæle. Der var mennesker, der grundlæggende var ligeglade med det omkringliggende samfund og som ikke afholdt sig fra at true folk til tavshed. Hvis man ser på, hvad der blev stjålet, fornemmer man også et andet samfundsproblem: Afhængighed af brændevin.

”Sagen mod Lars Hansen med flere”

Sagen startede, da der blev stjålet en del gryn fra Splitsgård den 13. december 1851. Proprietær Jespersen anmeldte tyveriet den 14. december til herredsfogeden. Sandemand Hans Nielsen foretog de første undersøgelser. I kraft af sin myndighed kunne han tillade sig at møde op hos Lars Hansen og forlange prøver på det gryn, de havde i huset. Lars Hansens kone Magdalene nægtede udleveringen, da hun skulle bruge alt gryn til at koge grød af.

Sandemanden meldte straks sagen videre til herredsfogeden, der straks iværksatte en ransagning i Lars Hansens hus ved Vognsø, der skulle finde sted tidligt næste morgen den 15. december. Sandemandens forgæves forsøg på at få udleveret grynene, samt rygter på egnen pegede på, at tyvene var Lars Hansen og hans logerende Svend Johan Andersen.

Da herredsfogeden var optaget med den ordinære tingdag i Allinge, blev det hans fuldmægtig, Møller, samt to vidner, husmændene Andreas Pedersen og Peter Bertelsen, der uanmeldt mødte op i Lars Hansens hus på 31. slg. fortov. De fandt selvfølgelig ingen gryn, som kunne relateres til Splitsgård, men de opdagede en række andre tyvekoster, som efterfølgende blev undersøgt og relateret til indbrud og tyverier i en række politiefterforskninger under overskriften ”Sagen mod Lars Hansen med flere”.

Politiforhørene startede hos Lars Hansen, og efterhånden blev elleve personer tiltalt i sagen. Den 53-årige Lars Hansen kan ikke betegnes som en bandeleder, men mange hændelser fandt sted i hans hus. De andre tiltalte kom ofte i huset, og nogle opholdt sig der periodevis. Dette skyldtes sandsynligvis, at konerne spillede en central rolle i at få familien til at fungere trods mændenes turbulente liv. Mere om det senere.

Forbrydelsernes art

Tyveri var den primære forbrydelse. Oftest skete tyverierne efter indbrud i huse og gårde, hvilket var en skærpende omstændighed, som blev straffet ekstra hårdt. Indbrud og tyverier var planlagte gerninger. Svend Johan Andersen begik tyverier på hotellet og klubben ”Skandinavien” i Rønne og havde flere butikstyverier på samvittigheden.

Flere tyverier må betragtes som spontane. På vej hjem fra arbejde i kulgruberne syd for Hasle eller efter en glad dag i Rønne var det for fristende at stjæle. En yndet handling var at stjæle bistader, hvilket flere var eksperter i. Tøj, der hang til tørre i haven, var et let bytte. Høns og kalkuner blev taget, enten for at blive spist selv eller videresolgt til eksempelvis en købmand i Hasle.

De tiltalte var berygtede for at stjæle, og man kan undre sig over, at de ikke tidligere blev anmeldt til myndighederne. De veg ikke tilbage for at true folk med vold, hvis de anmeldte dem. Nærmeste myndighed var sandemand Hans Nielsen, men han kunne ikke anholde mistænkte uden en arrestordre udstedt af herredsfogeden i Hasle.

Flere af de involverede havde tidligere domme. Anden og især tredje gangs tyveri blev straffet meget hårdt. Af de elleve personer, der blev sigtet i samme sag, fik ti domme i den særskilte kriminalret, kaldet Ekstraretten, den 31. december 1852.

Dommen blev anket til Højesteret, som den 13. maj 1853 afgav sin kendelse. Ekstrarettens domme blev stadfæstet for de fleste; nogle fik nedsatte domme, og en enkelt blev frikendt.

Først efter Højesterets afgørelse kunne de dømte begynde afsoningen af straffene. Tre af de sigtede havde siddet i varetægtsfængsel siden december 1851. Efter 1½ års indespærring kunne de begynde afsoningen af 6, 10 og 12 års tugthusarbejde. De tre fik fornøjelsen af at være blandt de første fanger, der blev indsat i det nye Statsfængsel i Horsens.

Fattighjælp/børnenes understøttelse

De fire familier, der havde små børn, blev hårdt ramt økonomisk, når manden blev sat i fængsel og efterfølgende dømt til mange års tvangsarbejde. Det ser ud til, at naboer og familien måske tog sig af børnene, når også moderen blev sat i varetægtsfængsel. I sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol kan man læse, at man meget hurtigt måtte træde til med ekstrahjælp i form af kostrationer og brændsel. En kostration var naturalier til en værdi af 1 rigsdaler, såsom rug, mælk, brød og flæsk.

Den 5. februar 1851 blev der på Kannikegård besluttet at yde midlertidig hjælp til Otto Nielsen Helgreens kone og børn i form af en kostportion hver 20. dag. Lars Hansens kone fik en kostration hver måned, så længe manden var arresteret. Jørgen Edvardsens kone fik ligeledes en kostration og en skæppe rug hver måned, og den ældste af tre børn blev sat i kost på Dalegård i Nyker. Han blev udskrevet af skolen i Nyker og skulle i stedet overflyttes til den nye søndre skole, hvor man bedre kunne føre kontrol med hans skolegang.

Lars Larsens kone og to børn blev bevilget ophold i fattighusets sydøstre stue ved et møde den 27. februar 1852 og skulle have en kostportion omtrent hver måned, hvis præsten fandt det nødvendigt. De boede ikke længe i fattighuset, da det den 30. april blev besluttet, at Otto Nielsen Helgreens kone og hendes to børn kunne flytte ind i fattighusets sydøstlige stue.

Da Lars Hansens kone den 26. maj 1853 skulle sendes til København for at afsone et års forbedringshusarbejde, måtte deres 3-årige dreng sættes i betalt pleje hos naboen Andreas Pedersen på 31. slg. grund. Det kostede sognet 13 rigsdaler (Klemensker sogns forhandlingsprotokol, side 76a, 24. juni 1853).

Tag og skorsten i Lars Hansens hus blev repareret på fattigvæsenets regning for at leve op til kravene for brandforsikring. Fattigvæsenets udgifter skulle sikres i den formue, som stod i huset. I 1857 blev fattigvæsenets udgifter opgjort til 76 rigsdaler, som Magdalene skulle betale for modtaget fattighjælp siden 1852. Det gjorde hun ikke, men i stedet blev gælden tinglyst som første prioritet i huset.

Det ser ud til, at familierne blev hjulpet i 4-5 år, hvorefter de ikke længere behøvede ekstrahjælp fra fattigvæsenet.

Historien om Lars Hansen

Den arresterede Lars Hansen afgav den 16. januar 1852 i Hasle rådstue oplysninger om sig selv. Årstal var tilsyneladende ikke hans stærke side, så der var flere fejl, som heldigvis kan krydstjekkes i andre og supplerende kilder.

Lars Hansen var søn af udbygger Hans Jørgensen og Anne Kirstine Hansdatter, født [døbt 19. søndag efter Trinitatis, den 29. september] 1799. I 1804 købte hans forældre Carlsgård, 45. slg., i Klemensker. Han blev konfirmeret i 1814 eller 1815 [1. oktober 1815, rangeret som nr. 14 af 17 konfirmander med karaktererne “mådelig i kundskab” men “godt forhold” i opførsel].

Han voksede op som gårdmandssøn og måtte ikke, som husmandssønnerne på hans alder, ud og tjene efter konfirmationen, men kunne blive hjemme hos sine forældre, indtil han rejste til København i 1821. Forældrene solgte gården til datteren Karen Kirstine Hansdatter og svigersøn Jørgen Jørgensen. Lars Hansen kunne fortsat bo på gården, da forældrene havde indgået en omfattende undentagskontrakt i 1815, der sikrede rigelige livsfornødenheder.

Han fortalte i politiretten, at han efter sin konfirmation og indtil 1821 arbejdede i skomagerprofessionen. Ifølge kirkebogens afgangsliste rejste han til København den 18. april 1821. I København arbejdede han i 2 år hos en tysk skomagermester ved navn Johan Christian Fisker i Christen Bernikowstræde. Her fik han sit svendebrev og fortsatte som svend i et halvt år, før han vendte tilbage til Klemensker og ernærede sig ved at sy sko.

Lars Hansen huskede ikke, hvor længe han var i ungkarlestanden, inden han blev gift med enken efter Peter Hansen i Østerlars. Han huskede heller ikke hendes korrekte navn og nævnte både Karen Marie og Margrethe. [Kirkebogen for Klemensker oplyser, at de blev gift 28. april 1826, og enken hed Karen Margrethe Nielsdatter, gårdmandsdatter fra Østerlars]. Han oplyste, at han med hende fik et hus i Østerlars sydlige del, hvor de boede et par år, inden de solgte og flyttede til Klemensker, hvor han byggede et hus på Piberegårds grund. Dette hus havde han i 3-4 år, inden han solgte og byggede et nyt hus på Hintzegårds grund. Derefter flyttede han tilbage til Østerlars og fik et hus på Egeskovs grund.

Det var i huset på Egeskovs grund, at hans kone døde, men han huskede ikke hvornår. [Kirkebogen for Østerlars oplyser, at hun døde 12. maj 1840. Skiftet den 27. august 1840 i Øster Herreds skifteprotokol viser, at Lars Hansen havde en betydelig gæld, der kun lige blev opvejet af boets indtægter].

Han oplyste, at han med sin første kone fik fire børn, hvoraf to stadig levede i 1852. Fra andre afhøringer ved vi, at den ældste søn hed Peder Larsen [født 9. juli 1830], og at han i 1852 var “blæser” i København. Den yngste var Caroline Kirstine Hansen [født 15. juni 1837 på 34. slg. grund i Østerlars]. Datteren Caroline, kaldet “Line”, kommer vi til at høre meget mere om senere.

Han fortæller, at han omtrent et år efter sin første kones død giftede sig med Magdalene Marie Jensen. [Så længe gik det ikke. Han blev gift med Magdalene 21. november 1840, altså et halvt år efter]. Han solgte huset og flyttede til Klemensker, hvor han byggede huset ved Vognsø. [Dette passer ikke. De flyttede til Klemensker den 30. marts 1842 og overtog fæstejorden og et gammelt hus efter Ole Svendsen].

Sognepræsten Bolbroe skrev i en attest til politiretten den 29. januar 1852, at Lars og hans kone tidligere havde levet et uforeneligt liv med hinanden og at geistlig mægling mellem dem havde været nødvendig.

Lars Hansen spillede violin

Dette ved vi fra en afhøring den 15. maj 1852, hvor han sammen med Otto Nielsen Helgreen og Svend Johan en søndag i 1849 var på besøg på Piberegård i Klemensker. Lars havde sin violin med og spillede for de andre og morede sig.

Lars Hansen var sandsynligvis en aktiv musiker og påvirkede sin søn i musikudøvelse. I et af forhørene fortæller han, at hans søn, Peder Hansen (f. 9. juli 1830), var blæser ved musikken i København eller nærmere ”spillemand” i Prinsens Livregiment 6. bataljon 3. kompagni.

Violinen blev nævnt i skiftet efter Lars Hansens død i 1865.

Tyveri hos den blinde husmand Jørgen Larsen i Rø

Den 15. december nåede rygtet om ransagningen hos Lars Hansen til Eline Kirstine, husmand Jørgen Larsens hustru i Rø. Hun mødte op og kiggede med, da hun mistænkte, at det indbrud og tyveri, der havde fundet sted hos dem i december måned, var begået af netop Lars Hansen og Svend Johan. Og ganske rigtigt – hun så en fajancebolle stå på en hylde, som hun genkendte som sin egen.

Flere detaljer kom frem om tyveriet hos Jørgen Larsen. Jørgen og Eline havde for nylig flyttet til deres husmandssted på Smedegårds fortov i Rø, da Jørgen havde mistet synet i en ulykke og måtte opgive at drive Mortingegård. Eline havde mistænkt Lars Hansen siden deres tid på Mortingegård, hvor Lars havde arbejdet som daglejer. Engang kom han på besøg for at købe en kvie, men næste dag forsvandt et får. Dengang havde de også mistænkt Lars Hansen, men havde ingen beviser.

Lars Hansen kendte ikke til Jørgen Larsens nye bolig på Smedegårds fortov, men den lå på den anden side af lyngen, omkring 3 km øst for Vognsø.

Efter nogle forhør måtte Svend Johan indrømme indbruddet og tyveriet hos Jørgen Larsen, men forklarede, at det var Lars Hansen, der havde fået ham til det. Sent på aftenen havde de gået omtrent en mil over lyngen til huset. De havde medbragt en tang, som de brugte til at udtrække sømmene i vinduesrammen og fjerne vinduet.

Først havde de brudt ind i et kammer. Her var intet at stjæle. Da en hund begyndte at gø, trak de sig væk et stykke tid, men vendte derefter tilbage og brød de ind i storstuen. Her tog de en fajancebolle og drak noget af fløden, der var i den. De tog en snustobaksdåse, to alen hvidt lærred, ½ pund kaffebønner på chatollet og et kvart anker med 9 potter brændevin, der stod foran chatollet ved sofaen.

Svend tog den ene af to dyner, der lå over en stol, han syntes, at det var synd at tage begge. De stjålne tyvekoster rakte Svend ud gennem vindueshullet til Lars Hansen. Under forhøret nærmest beklagede Svend sig over, at han havde fået lidt brændevin og fløden.

Lænkehunde var et problem, som krævede behændighed, men de blev hjulpet af den kraftige vind, der fik huset til at give lyd af sig selv. Et karakteristikum for indbruddene var, at de altid skete om natten i månens skær, så de kunne færdes sikkert i landskabet.

En gul bolle af bornholmsk fajance

Ved ransagningen den 15. december nævntes i forhørsreferatet, at de fandt en stor spølkum, en flad skål, der blev kaldt for en bolle af gul bornholmsk fajance. Lars Hansen og Magdalene nægtede, at skålen på hylden var stjålen. Lars Hansen hævdede, at den var fremstillet på Spietz fabrik, og at han havde købt den for nogle måneder siden i Rønne for 1 mark og 8 skilling.

På grund af fajancebollen blev historien om indbruddet hos Jørgen Larsen gradvist kompletteret med flere detaljer. Eline kunne nemt genkende sin gule fajancebolle, da hun havde købt den hos en fajancesælger i Rønne til nedsat pris på grund af en lille revne i skålen, der opstod ved en fejlbrænding. Hun hævdede, at hun kunne kende bollen på den særegne lyd, når man knipsede på kanten. Hun havde givet 8 skilling for den, hvilket var blot 1/3 af den pris, som Lars Hansen påstod, han havde givet.

Magdalene mente, at revnen var opstået ved et slag, og fastslog, at hendes mand havde sagt, at han havde købt den i Rønne.

Allerede den 22. december indkaldte herredsfoged Jørgensen tre vidner til forhør i Rønne Rådstue. Den beslaglagte gule fajancebolle blev fremvist for fabrikant Curds, fajancefabrikant Spietz og fabrikant Jens Andersen Bager. Eksperterne var enige – revnen var ikke opstået ved et slag, men under “halvbrændingen”, hvor skålene blev stablet ind i hinanden. Bollen kunne ikke have kostet mere end 8 skilling, mens en ny og fejlfri ville have kostet 16 skilling. Fabrikant Spietz kunne meddele, at bollen ikke var fremstillet hos ham.

Herredsfoged Jørgensen lod Lars Hansen og hans kone Magdalene Marie Jensen stå overfor de tre pottemagere, der så arrestanten i øjnene og sagde, at han aldrig kunne have købt bollen hos Spietz. Lars Hansen fastholdt sin forklaring og forsøgte at få sin kone til at sige, at hun havde været med til købet. Efter at manden var tilbage i sin celle, indrømmede Magdalene, at hun ikke havde været i Rønne de sidste to år. Det stod klart, at manden løj om fajancebollen. Lars Hansen nægtede fortsat og kom med nye, mere eller mindre sandsynlige forklaringer.

Den 10. maj 1852 synes alt om indbruddet hos Jørgen Larsen at være opklaret, blot ikke om hvem der havde planlagt det. Svend Johan sagde, at Magdalene var helt klar over indbruddet hos Jørgen Larsen i Rø. Hendes mand gad ikke stå op af senge og gå med Svend Johan, men Magdalene tvang ham til det ”ellers skulle han gøre mere arbejde end han ellers gjorde”.

Magdalene erkendte at hun havde hørt om planen, men ikke at hun havde brugt det ordvalg mod sin mand.

Lars Hansen dømt til tugthus

Lars Hansen blev ved Nørre Herreds ekstraret den 31. december 1852 dømt til 8 års tugthusarbejde for indbrud, tyveri og for uforsvarlig behandling af sit barn (Caroline). Han blev overført fra tugthuset på Christianshavn til Horsens Straffeanstalt den 23. maj 1853.

Lars Hansens Stamblad med arbejdsregnskab og breve

Der findes to stamblade på Lars Hansen. Det ene er en afskrift fra Christianshavns straffeanstalts protokol, og det andet er fra Horsens Straffeanstalt. De er stort set identiske, men der er flere oplysninger i den fra Horsens. I stambogsbladet fra Horsens findes her: Arkivalier online.

Der er mange interessante oplysninger fra stambladene. Han startede sin afsoning på Christianshavn og blev først overført til Horsens den 15. juli. Han var 53 år, gift og havde tre børn. Hans erhverv var skomageri og daglejer. Hans signalement var: Højde 65 tommer (1,65 cm), proportioneret figur med middel lemmer, blond hår, blå øjne og flad, lille næse. Han havde en sund ansigtskulør ved indsættelsen. Af særlige kendetegn nævntes, at venstre hånds pegefinger var kroget. Hans sundhedstilstand var god ved ankomsten.

Hans påklædning ved ankomsten til arresten bestod af en frakke, en vest, et halsbind, en kasket, en skjorte, et par bukser, et par strømper og et par træsko. Han havde 10 skilling i lommen, da han ankom til Horsens. På Lars Hansens stamblad er intet opført under “Straffet”, hvilket betyder, at han ikke blev idømt disciplinære straffe, mens han var indsat. Han var heller ikke på “Listen for Dovenskab”.

Lars Hansens beskæftigelse i straffeanstalten

På billedet ses en arbejdsstue i Horsens Tugthus. Billedet er fra Hansen Ringers bog “En bog om Horsens og dens omegn“

Lars Hansens uddannelse som skomager kom ham sikkert til gode på straffeanstalten. Han kunne bruge sine hænder trods den krogede venstre pegefinger. Stambladet oplyser: “Beskæftiget som Skrædder og ved Linnedspind”.

Straffeanstalten samarbejdede i de første år med firmaet “Goldschmidt” inden for tekstilfremstilling. Det holdt fangerne beskæftigede, og anstalten tjente penge. I 1856 blev tekstilfirmaet til det velkendte “Crome og Goldschmidt”, der nærmest fik koncession på al tekstilproduktionen på straffeanstalten. Fangerne kunne tjene lidt til sig selv, hvis de var ekstra flittige med arbejdet.

I rubrikken “Oplagt Overarbejdsfortjeneste” ses det, at hvert år den 31. marts blev arbejdsindsatsen opgjort. Lars Hansen var nogenlunde flittig. I 1854 tjente han for overarbejde 16 rigsdaler 86 skilling, i 1855 20 rigsdaler 15 skilling, i 1856 9 rigsdaler 8 skilling, i 1857 1 rigsdaler 80 skilling og i 1858 13 rigsdaler 28 skilling.

I rubrikken “Været paa Sygehuset” er Lars Hansen registreret som indlagt på anstaltens sygehus. I 1853 var forkølelse årsag til indlæggelse et par gange. I 1858 var det for sting, to gange forstoppelse, øjenbetændelse, to gange kolik, to gange gigt og en gang koldfeber.

Lars Hansens breve fra Horsens

Interessant er stambladets “Anmærkninger”, hvor der er en liste over, hvem han sendte breve til. Kort efter han ankom til Horsens Straffeanstalt den 24/7 1853 fik han præsten til at skrive til sin søn Peder Hansen, der var spillemand i 6. bataljon 3. kompagni i København. I perioden frem til 1860 er 12 breve stilet til sønnen. Kun to gange sendte han brev til sin kone. Første gang den 21/5 1854 og anden gang i 1855 sammen med 5 rigsdaler. Den 20/3 1857 sendte han 5 rigsdaler til datteren Caroline og et brev den 30/5 1857 uden penge. To gange skrev han til broderen (1856 og 1859).

To breve var til den hjemlige skole- og kirkemyndighed: Den 29/8 1857 sendte han et brev til skolelærer og kirkesanger Ludvig Petersen, som var den første lærer på den Søndre Skole i Klemensker (se Søndre Skole, Centralvej 6 – matrikel 6a – Bornholms historie). Det andet brev fra den 14/4 1858 til pastor Bolbroe i Klemensker med 5 rigsdaler.

Tre af brevene blev skrevet af præsten, og de øvrige sandsynligvis af ham selv. Tænk, hvis vi kendte indholdet af brevene? Måske kunne vi heri fornemme, hvordan livet på straffeanstalten har været.

Lars Hansens frigivelse efter 8 års tugthus

Lars Hansen blev løsladt fra Horsens statsfængsel den 28/5 1861 og blev transporteret til Bornholm ifølge Løsladelsesprotokollen Arkivalieronline. Han kom tilbage til sin konen i Vognsøhuset og her levede han til sin død den 21/11 1865 66 år gammel. Se mere på Forsvundet hus syd for Vognsø – matrikel 175ah – Bornholms historie

Historien om Magdalene Marie Jensen

Lars Hansens hustru, Magdalene, blev også afhørt om sin opvækst og sine tjenestesteder. Selvom hun huskede sine forskellige tjenestesteder, havde hun lidt svært ved datoerne.

Hun oplyste, at hun blev født i Gudhjem den 27. oktober 1811, som datter af kirkesanger Hans Jensen og Ane Cathrine Hansdatter. I 1817 blev hendes far skolelærer og kirkesanger i Klemensker, hvor familien boede i degnegården. Magdalene blev konfirmeret i Klemensker som 13-årig den 2. oktober 1825 og præsten placerede hende som nummer et på konfirmationslisten med karakteren “Meget god i alt”. Hun var altså en kvik pige fra gode kår.

I 1828 eller 1829 begyndte Magdalene i væverlære hos Jens Christensen i Rønne, men måtte hurtigt forlade stedet på grund af en øjensvaghed. Hun vendte tilbage til degnegården i Klemensker, indtil hun som 20-årig kom i tjeneste hos assessor Jacobsen i Hasle. Efterfølgende boede hun hos sin søster, der var gift med gårdmand Klaus Nielsen i Klemensker, i et halvt år. Derefter tjente hun et halvt år på Kofoedgård hos Hans Madsen Jensen og 2½ år i Rønne hos sin moster, gift med rokkedrejer Rapsøe.

Magdalene fortsatte med at skifte tjenestesteder og arbejdede et halvt år hos Adolph Dam, derefter et år hos Peter Bidstrup og et halvt år hos Erik Mortensen. Hun tog derefter til Gudhjem og arbejdede hos Lars Jensen i 1½ år og senere et halvt år hos Mads Jensen. Da hun var godt 28 år gammel, blev hun gift med husmand Lars Hansen. De boede på Egeskovs grund i Østerlars i 1½ år, indtil de flyttede til Klemensker og byggede et hus på kongens mark, som de stadig bor i.

Magdalene oplyste, at hun kun havde født et enkelt barn, Hans Hendrik Hansen, født den 5. juni 1850. I Bornholms Tidende kunne man læse, at han druknede i Præstegårds mose den 26. august 1906 i Klemensker.

Under afhøringerne nægtede Magdalene konstant at have nogen som helst kendskab til tyverierne og, ifølge referatet i politiprotokollen, kaldte hun mange gange Gud til vidne på sin uskyldighed. Hun forsøgte at dække over sin mand, men efter hans varetægtsfængsling den 17. december 1851 havde hun ingen mulighed for at koordinere deres forklaringer under afhøringerne. Magdalene undskyldte sig med dårlig hukommelse, når herredsfogeden fik hende til at afgive forklaringer, der ikke stemte overens med mandens.

Magdalene vidste, hvad hendes mand lavede, men fastholdt, at hun ikke opfordrede ham til at stjæle. Hun blev kun sat i personlig arrest i en lille uge fra den 18. til den 24. februar 1852, dels på grund af pladsmangel i fængselscellerne i Hasle og dels fordi hun havde et 1½-årigt barn at passe. Ved Nørre herreds ekstraret den 31. december 1852 blev Magdalene dømt til 1 års forbedringsarbejde for uforsvarlig behandling af et barn og for hæleri. Den 28. maj 1853 blev Magdalene Marie Jensen indsat i Rasp-, Tugt- og Forbedringshuset på Christianshavn. Se Arkivalieronline

Historien om Caroline Kirstine Hansen

Caroline, kaldet Line, var Lars Hansens datter med hans første hustru, Karen Nielsdatter. Hun blev født den 15. juni 1837 på 34. slg. grund i Klemensker.

Caroline havde en svær barndom i huset ved Vognsø. Omsorg fik hun ikke af hendes far og af stedmoren Magdalene heller ikke. Caroline vidste, at hendes far og især familiens logerende begik indbrud og stjal, hvilket udfordrede hendes loyalitet.

Hun skjulte tyvekoster og blev endda sendt på rekognoscering i huse og gårde for at lokalisere indbruds- og tyverimuligheder. Hun deltog også i at sælge tyvekoster i Rønne.

Efter hendes far blev arresteret den 15. december 1851, havde Magdalene belært Caroline om at benægte alt, hvad hun eventuelt blev beskyldt for, uden at lære hende, hvad hun i stedet skulle sige.

Det var familiens logerende, Svend Johan, der primært fik Caroline til at begå ulovligheder ved at true med at slå hende ihjel, hvis hun røbede noget. På trods af truslerne var Caroline den første, der fortalte om tyverierne.

Den 11. februar 1852 fortalte Caroline, at hun var hjemme kl. 10 om formiddagen, da hendes far og Svend Johan kom hjem fra Splitsgård. Hun hørte deres samtale og fik kendskab til det første tyveri, de begik, hvor de stjal brændevin, en otting sæbe og lys. Hendes far gemte sæben i et rum i huset, mens Svend Johan kravlede op på loftet og gemte lysene i taget.

Caroline havde set Svend Johan gemme ting ude på lyngen. En anden gang så hun ham med et stykke flæsk på størrelse med en hånd og en kniv, som han gemte nær brandtomten af Lars Larsens hus. Hun vidste, at kødet var stjålet fra Skinderbymølleren, da hun havde hørt Svend Johan overtale hendes far til at stjæle derfra. Hendes far havde tøvet, men lod sig overtale under betingelse af, at han ikke behøvede at gå ind i huset, men kun skulle tage imod tyvekosterne udenfor.

På spørgsmålet om, hvorvidt Magdalene var vidende om tyverierne, svarede Caroline, at hun ikke vidste, om Magdalene kendte til alt, men hun kendte til noget.

Caroline delte seng med den logerende

At Caroline var så godt orienteret om tyverierne skyldtes til dels, at hun delte sengen i husets kammer med den logerende Svend Johan Andersen. Det havde hun gjort i flere år.

Herredsfogeden spurgte stedmor Magdalene om hun havde tilladt sit stedbarn at ligge sammen med Svend Johan. Hun svarede: ”at dette forholdt sig således, da de ikke havde sengeklæder til mere end to senge og hendes mand ville ikke ligge i kammeret hos Svend Johan. Foreholdt den synd, hun derved har begaaet imod barnet, og den ulykke, hun derved har maattet paaføre det, erklærer hun, at det var hendes Mand, som var skyldig deri, da han ikke havde villet undvære Svend Johans Medhjælp”.

Magdalene begrundede yderligere, at ”datteren ikke havde vægret sig ved at ligge hos Svend Johan, ligesom hun også ytrede formodning om, at han ikke skulle have tilført hende nogen skade”.

Dommeren spurgte faren, Lars Hansen om: ”det syndige i, at han havde [ladet] sin egen datter, ikke voksne datter, der kun er 14½ år gammel og ikke konfirmeret, til stadighed ligge i seng sammen med Svend Johan”. Han havde svaret, ”at hun endnu kun var et barn, og hun formodentligen ingen skade taget, og at han tiltroede Svend Johan til, at han vilde gøre hende noget”.

Den 1. marts 1852 fortalte Caroline i politiretten, ”at hun i flere år havde ligget afklædt i sengen med Svend Johan, uden at denne, dog med undtagelse af nogle gange i den sidste tid, har forsøgt samleje med hende. Men i den senere Tid er dette sket nogle gange, dog uden at det har været forbundet med nogle smerte eller med nogle behagelige fornemmelser for hende”.

Svend Johan indrømmede at ”han nok havde været uterlig overfor hende nogle gange, uden han dog derved formener at have tilført hende nogen legemlig skade”.

På politiretten den 21. oktober 1852 fremlagde dommeren en rapport fra landphysikus og justitsråd Grove, der omhandlede hans skøn over Carolines modenhed til ”at pleje Samleje”.

Caroline blev sigtet for meddelagtighed i indbrud og tyveri, men ikke for sit seksuelle forhold til Svend Johan. Hun blev frikendt for sigtelserne ved ekstraretten. Derimod blev Svend Johan blev dømt for ”forargeligt omgang med et uconfirmeret pigebarn” og faren og stedmoren for ”uforsvarlig behandling af sit barn”. Det fremgår ikke af dommene, hvor meget disse forhold talte i den samlede dom.

Caroline flyttede hjemmefra

I slutningen af året 1851, før farens arrestation, boede hun i Bromme i Rø hos gårdmand Peter Laurits (Laurius) Dam. Den direkte årsag til at hun kom til Rø kendes ikke, men det forhindrede ikke, at hun blev indkaldt til forhør.

Senere blev hendes ophold hos gårdmand Dam i Rø blev formaliseret og betalt af fattigvæsenet i Klemensker. I forhandlingsprotokol for 27/2 1852 står: ”En datter af husmand Lars Hansen på 31. slg. fortov ved navn Line, 15 år gammel, hvor faderen for tiden er arresteret og aldeles fattig, bestemtes at tages under fattigforsørgelse for at blive confirmeret, da hun staar langt tilbage i kundskaber. I den hensigt indgikkes accord med Peter Dam af Rø sogn, der fra 15. marts tager bopæl i Allinge, at han modtager bemeldte pigebarn i kost og logi samt besørger hendes confirmation og i den tid saaledes han forsyner hende med det fornødne linned og klæder, samt desuden til hendes confirmation med anstændig klædning. Han modtager derfor i vederlag 26 rigsdaler, hvilket udbetalt således: De første 13 rigsdaler anvises ved hvert ordinært møde indtil påske 1853. De sidste 13 rigsdaler anvises ved pigens konfirmation”.

Caroline flyttede med Peter Laurits Dam til Allinge i starten af 1853. Og den 3. april 1853 blev hun konfirmeret i Ols kirke, sammen med ni andre piger fra Allinge. Præsten gav hende følgende vidnesbyrd: Temmelig god i kundskab og meget god i opførsel. I Præstens vidnesbyrd var alle konfirmander gode, men godheden blev gradueret. De bedste fik karakteren ”udmærket god”, så ”meget god”, ”ret god” , ”temmelig god” og så ”nogenlunde antagelig god”. At være temmelig god er således ikke særlig godt!

I kirkebogen står, at Caroline boede hos Peter Laurius Dam i Allinge på Klemensker fattigsvæsens regning.

Caroline flyttede med Peter Dam til Allinge. Efter konfirmationen kom hun tilbage til Klemensker, men flyttede snart efter til Rø som tjenestepige. Hun fik et barn i Rø i 1862, som fik navnet Andreas Peter Hansen. Hun blev efterfølgende gift med den udlagte barnefader Jens Peter Jensen den 15/4 1863, medens de boede i Tejn. I 1870 boede de i Vestermarie og havde en pige Petrea Magine Caroline Jensen.

Historien om Svend Johan Andersen Holm

Svend Johan Andersen Holm blev første gang afhørt den 14. december 1851 i forbindelse med en verserende sag mod Otto Nielsen Helgreen, som var anklaget for tyveri af et ur. Otto vil vi høre mere om senere. Samme dag indløb en anmeldelse fra sandemand Hans Nielsen om et indbrud på Splitsgård, hvor Svend Johan var en af de mistænkte. Han boede hos Lars Hansen ved Vognsø.

Svend Johan Andersen Holm oplyste, at han blev født den 2. marts 1829 i Sjörup By i Kalmar Län. [Han må bevidst have givet forkerte oplysninger, da der ikke findes en by med dette navn i Kalmar, men i Skåne].

Svend Johan fortalte, at han kom til Bornholm lidt efter Sankt Hans dag i 1848 og tjente hos Morten Kofoed på Løkkegård i godt fire måneder. Derefter flyttede han til husmand Lars Hansen på 31. slg. fortov og ernærede sig ved at sy sko om vinteren. Han opholdt sig hos Lars Hansen i cirka fire måneder, hvorefter han tjente i to måneder hos Ole Mogensen på Piberegård. Efterfølgende arbejdede han som murer hos Lars Hansen fra 1. maj til Sankt Hans dag 1849.

Rejsepas 1849 for Svend Andersen fra Gunnarstorp

Derefter rejste Svend Johan tilbage til Sverige, hvor han opholdt sig i lidt over 14 dage, før han vendte tilbage til Bornholm. Han genoptog arbejdet med murerarbejde for Lars Hansen indtil den 17. december 1849, hvor han fik tjeneste på Splitsgård. Der arbejdede han til den 1. maj 1850. Han arbejdede derefter igen i to måneder med Lars Hansen, før han fik tjeneste hos sandemanden i Klemensker i fire måneder. Efter dette opholdt han sig i to måneder frem til nytårsdag 1851 hos smed Niels Sonne i Vestermarie. Fra nytår til den 1. maj 1851 tjente han hos Philip Rasch i Aabygårdene i Nyker. Siden da har han arbejdet sammen med Lars Hansen med at kløve sten, der blev brugt til fundament ved husbyggeri.

Ulovlig udrejse til Bornholm?

I politirettens dokumenter findes et pas udstedt til Sven Anderson af Befalingsmanden over Kalmar og Øland den 12. juni 1849. Her fremgår det, at han stammede fra Gunnarstorp, der ligger cirka 15 km nord for Bröms. Passet angav, at det var udstedt med henblik på en rejse til Bornholm for at skaffe sig arbejde. Det blev påtegnet ved ankomst til Hasle den 2. august 1849.

I en attest skrevet den 2. og 11. juli 1849 af præsten i Söderåkra sogn, der ligger mellem Kalmar og Karlskrona, beskrives hans fødselsdag som værende den 2. marts 1829. Det nævnes også, at hans far, Anders Andersson, var død flere år tidligere, mens hans mor stadig levede og var afhængig af sognets fattigvæsen, og levede under meget fattige vilkår.

Svend Johans 14 dages tur til Sverige efter Sankt Hans 1849 skyldtes sandsynligvis, at han skulle skaffe sig et lovligt pas og en fødselsattest. Ellen Kirstine, Otto Nielsen Helgreens kone, fortalte i retten, at hun under et besøg i Lars Hansens hus hørte, at Svend Johan havde forfalsket sine papirer, mens han var i Sverige. Hun mente også, at han tidligere var blevet straffet i Sverige. Om dette er sandt, kan dog ikke bekræftes, men der kunne være noget om snakken.

Løsgængeri

Dommeren konstaterede, at Svend Johan havde overtrådt tjenestereglerne ved at lade sig fæste mindre end et halvt år ad gangen og tage lejlighedsvis arbejde. Hvis han ikke rettede sig efter dette påbud, kunne han straffes for løsgængeri. Senere i sagsforløbet, den 20. oktober 1852, indhentede herredsfogeden arbejdsattester fra de bønder, hvor Svend Johan havde tjent, og alle var tilfredse med hans arbejde.

Svend Johans klæder

I november 1851 stjal han en skjorte hos hattemager Olsen i Rønne. For 1 rd. solgte han den til en tjenestekarl i Rønne (ifølge forhør den 6. april 1852). Tjenestekarlen bemærkede, at skjorten var usædvanlig fin, og havde mistanke om, at Svend Johan var tyven. Svend Johan var kendt for at være fint påklædt og kunne derfor sandsynligvis sælge en skjorte, der var finere end dem, bønderkarle plejede at gå med på Bornholm.

Svend Johan nægtede alle anklager indtil den 19. februar 1852, hvor han tilbød at afgive en åbenhjertig tilståelse om de tyverier, han havde deltaget i. Han angrede sit tidligere liv efter at have læst i bibelen, som arrestforvareren havde givet ham. Svend Johan tilstod dog kun de tyverier, hvor tyvekoster blev fundet under ransagningen den 15. december, udført af fuldmægtig Møller med to husmænd fra nabolaget, Andreas Pedersen og Peter Bertelsen, som vidner. Ransagningen skulle oprindeligt finde gryn, stjålet på Splitsgård. Disse blev ikke fundet, men der blev fundet andre tyvekoster i huset og på lyngen, der pegede på Svend som tyv.

Tyveri hos skolelærer Peter Rømer Siersted i Nyker

Svend Johan besøgte ofte Rønne. På vej hjem den 25. oktober 1851 kom han forbi skolen i Nyker. I skumringen så han, at der hang vasketøj på en snor i haven, inklusive nogle fine skjorter, som han blev fristet til at tage. Han sprang over havegærdet og tog skjorterne, og han tog ikke kvindetøj, sagde han senere. Det viste sig dog, at han ikke kun havde taget tre skjorter, hvoraf to blev fundet ved ransagningen i december, men også tre ”fruentimmersærker”, som endnu ikke var blevet fundet.

Skolelærer Siersted anmeldte tyveriet til Vester Herreds herredsfoged. Både skolelærer Siersted, hans kone, tjenestepigen og den pige, der havde repareret skjorterne, kunne genkende dem, da de havde et indsyet “S”.

Svend Johan havde selv vasket skjorterne, men turde ikke hænge dem til tørre på en snor. I stedet lagde han dem over sengens himmel for at tørre den dag, hvor ransagningen fandt sted, og han ikke var til stede. Ved ransagningen blev der også fundet en voksdug, som han indrømmede at have stjålet, men han kunne ikke huske hvornår og hvordan den var stjålet i Rønne. Efter flere måneders afhøringer fandt herredsfogeden voksdugens ejer og detaljer om, hvordan den var blevet fisket ud af et åbentstående vindue.

Indbrud og tyveri hos Skinderbymølleren Hans Pedersen på 37. slg. grund

Den gamle møller Hans Pedersen havde haft ubudne gæster flere gange i det sidste halvandet år. Efter mange og længere afhøringer måtte Svend Johan indrømme, at han og Lars Hansen havde begået indbrud hos Skinderbymølleren omkring 14 dage før Svend Johans arrestation den 15. december 1851. De mente, at mølleren var velhavende, da han modtog aftægt fra Bjørnegård. Svend nævnte, at andre også havde begået indbrud hos mølleren, og at han og Lars Hansen derfor følte sig nødsaget til at gøre det samme. Svend Johan havde tidligere været hos mølleren for at reparere sko, så han kendte huset godt.

Svend forsikrede, at han ikke tidligere havde begået indbrud hos mølleren, men det blev senere afsløret som en løgn. Mindst to gange tidligere havde Svend Johan været i de gamle møllerfolks spisekammer. Ved indbruddet medbragte Svend Johan en lerdunk – kaldet en munk – til at fylde med brændevin, hvis brændevinen var opbevaret i en tønde, der var for stor til at tage med.

Lars Hansen vidste, hvor spisekammeret var, og hvor folkene sov. Han trak sømmene ud af vinduesrammen med en tang og tog vinduet ud, så Svend Johan kunne krybe ind og tage brændevin, kød, rullepølser, talg og nogle sild fra en tønde. Kødet gemte de i et hul på lyngen, talgen gav de til Magdalene, som lavede lys af den. Sild, kød og rullepølser blev efterhånden spist, og brændevinen drukket.

Trusler på livet

Svend Johan var meget bevidst om sit udseende og kunne charmere sine medmennesker, hvis det var nødvendigt. Bag hans pæne facade gemte der sig dog et voldsomt temperament. Flere gange brugte han trusler på livet for at få folk til at tie om hans kriminelle aktiviteter.

Hans fjendskab med naboen Lars Larsen, som boede ved siden af Lars Hansen, førte til, at Svend Johan truede Lars Larsen på livet. Lars Larsen havde angiveligt afsløret tyveriet af et ur for herredsfogeden. Han ønskede en andel af salget, da han havde hjulpet med at skjule uret på lyngen. Ud over truslerne, ser det ud til, at Svend Johan tog revanche og afslørede Lars Larsens egne tyverier. Lars Larsen var af en helt anden støbning end Lars Hansen, som jeg vil beskrive senere.

Otte Nielsen Helgreens kone, Ellen Kirstine, var flere gange på besøg i huset ved Vognsø, hvor hun havde hørt om tyverierne. Svend Johan sagde, at han ikke ville tøve med at slå hende ihjel, hvis hun angav dem. Da Svend Johan var bag tremmer, kunne Ellen fortælle herredsfogeden en masse om hans forbrydelser.

Svend Johan truede også sin sengekammerat, den 14-årige Caroline, på livet. Også hende ville han dræbe, hvis hun afslørede noget af det, hun havde fået kendskab til.

Selvfølgelig! Jeg retter teksten for dig og lader citaterne være urørte.

Aflytninger af arrestanterne

Herredsfogeden var klar over, at de sigtede digtede historier for at forklare, hvordan de var kommet i besiddelse af tyvekoster. I håb om at afsløre de falske historier arrangerede herredsfogeden en aflytning i arresten.

Da Lars Hansen blev overført fra Rønne arrest til Hasle arrest den 16. januar 1852, fik herredsfogeden Lars sat i nabocellen til Svend Johan i et forsøg på at aflure, hvad de to talte om. De to tingsvidner i politiretten, købmand Olsen og skrædder Hansen, blev bedt om at sidde uden for hver af cellerne og lytte efter samtalen mellem de to arrestanter.

Skrædder Hansen måtte hurtigt forlade sin post på grund af hoste. Købmand Olsen gjorde sit bedste, men i hans rapport måtte han erkende, at han sjældent kunne høre, hvad Svend Johan sagde. Det blev ikke bedre af, at Lars talte tysk på et tidspunkt. Desuden blev han generet af en larmende rotte, der gnavede i noget træ i nærheden.

Dele af afhøringsrapporten med overskriften “Fuld samtale ved Nøglehullet i hviskende Tone” findes bevaret i politidokumenterne. Købmand Olsen blev under forhør den 25. februar 1852 bedt om at referere, hvad han havde hørt. Her kom flere detaljer fra aflytningen frem.

I rapporten kunne man læse: ”Lad mig se Svend, at du ikke forraader mig. Vær mig Troe. Du kan troe at baade Byfogden og Olsen var færdig til at æde mig, men jeg blev ved at sige NEJ. De kaldte mig baade for Tyv og Kjæltring og sagde jeg var værre end et Dyr, som dog havde kjærlighed for sine Unger, men det havde jeg ikke.”

Der var et forsøg på at opfinde en historie. Lars instruerede Svend i at fortælle, at en gammel kone havde solgt dem et par halstørklæder på Frigårds jord i Nyker. De aftalte, hvor meget de havde givet hende. Da de to arrestanter fik fortalt, at de var blevet aflyttet, erkendte de begge, at det var sandt, at de havde aftalt historien.

De to arrestanters historie om forskellene ved at sidde i Rønne og Hasle arrester blev nedfældet af købmand Olsen. Lars Hansen var nærmest pralende over, hvor godt det var i Rønne. Lars Hansen efterlyste aftensmad og sagde så til Svend Johan:

“I Rønne faaer vi 2 stykker Mad (Hvedebrød), og om morgenen undertiden med Smør paa og godt Drikke til om Midagen, varm mad og om aftenen 2 stk. mad og Drikke.”

Svend svarede: “her faar vi intet.”

Lars: “Havde jeg vist det, skulle jeg have bedet Byfogden om Mad. Hvad fik du i Midags?”

Svend sagde noget, som købmanden ikke kunne høre.

Lars: “Ærter siger du, jeg fik Kaal med Kjød og Kartofler saa meget som jeg kunde præsse i mig.”

Lars: “Ja, det maa du sige mig, for jeg fik Sgu kaal. Hvad fik I her Juleaften? Vi fik Fisk og Grød og Lys paa Bordet, da vi saa havde Æt, kom hun og tog Lyset og sine Kar, kan troe…”

Svend: “Vi fik Søbe om Midagen, om Aftenen ingen Ting.”

Lars: “Hvad siger du? Sikke det lyder. Fy for Fanden her bliver jeg vel fuhl. Nu var jeg saa daarlig vorn, der ude faar vi reent paa hver Løverdag.”

Omfattende tyverier på Splitsgård

Efter aflytningen af de to arrestanter i Hasle arrest begyndte tilståelserne at komme så småt. Først valgte Svend Johan Andersen at tilstå enkelte tyverier, og efterhånden begyndte Lars Hansen også at erkende, at han havde deltaget i indbrud og tyveri.

Det var ofte naboer, der blev bestjålet, men især Splitsgård blev hårdt ramt. Ved anmeldelse til herredsfogeden den 15. december 1851 kunne proprietær Jespersen umiddelbart opremse fem indbrud, der var sket i løbet af året. Først blev der stjålet ost, der var stillet ud i haven for at “soles”. Otte dage senere blev en krukke med otte til ni pund smør stjålet fra mælkekammeret. Indbruddet blev begået ved at fjerne vinduesgitteret.

Tredje gang blev der stjålet fire høns fra kostalden. Tyveriet blev begået af Svend Johan, der fra dengang han tjente på gården, vidste at der sad høns i stalden. Han kunne åbne døren ved hjælp af en kniv, der kunne løfte den indvendige krog. Han vred halsen om på de fire høns før de nåede at skrige. De kogte hønsene hjemme hos Lars Hansen og spiste dem.

Fjerde gang blev vinduet taget ud af spisekammeret, og der blev taget to til tre brød, en pølse og tre sølvteskeer, som stod i en tekop på bordet.

Det sidste indbrud skete på samme måde; vinduet blev pillet ud, og tyven kom ind i spisekammeret. Denne gang forsvandt fire til fem brød, en halv ost, omtrent en skålpund gryn, en lærredspose, to krukker med svinefedt samt et kræmmerhus med et lispund rismel og to muskatnødder.

Jespersen mente, at han ville kunne genkende teskeerne og posen, men de andre varer ville han næppe kunne udpege med sikkerhed.

Senere opdagede Jespersen, at der også var forsvundet brændevin fra spisekammeret. Årsagen var, at Splitsgård fik leveret hele ankre brændevin fra Køge. Et anker var 40 potter, som svarede til 38,6 liter, hvorfor det var svært at konstatere, hvis der kun forsvandt nogle potter af det. Brændevinen fra Køge var for øvrigt stærkere og smagte anderledes end den bornholmske brændevin, hvilket tyven var opmærksom på, og at man ikke skulle skænke den til uindviede, da det så ville blive røbet, at det var stjålet.

Sandsynligvis blev Splitsgård bestjålet flere end fem gange. Blandt andet stjal Lars Larsen en kalkun i Splitsgårds skov.

Alle gik på tyvetogt til Splitsgård, men Svend Johan begik de fleste. Det var en stor gård med mange tjenestefolk og daglejere. Alle tyve havde arbejdet på gården og vidste, hvor let det var at bryde ind. De vidste, hvor husets beboere lå og sov, kendte gårdens rytme og vidste, hvornår de kunne bryde ind uden at blive opdaget.

En aften, hvor Otte Nielsen Helgreens kone havde honning og brændevin til en festlig aften, men manglede brød, sendte hun Svend Johan op til Splitsgård for at stjæle noget hvedebrød. Hun vidste nemlig, at der var blevet bagt brød tidligere på dagen.

Svend Johans bekendelser

Svend Johan Andersen Holm tilbød den 19. februar 1852 at afgive “en åbenhjertelig tilståelse om tyverierne, som han har deltaget i”. Han angrede sit tidligere liv efter at have læst i bibelen, som arrestforvaringen havde givet ham adgang til. Det viste sig dog hurtigt, at de tilståelser han lagde frem, langt fra var fyldestgørende.

Den 2. april 1852 erkendte Svend Johan Andersen, at han havde fortiet flere tyverier, da han var bange for at blive tildømt strafarbejde på livstid. Han indrømmede: “Jeg har ikke været fuldkommen oprigtig.” En af bekendelserne omfattede et tyveri begået i efteråret 1850 hos husmand Esper Christensen, hvis hus lå et bøsseskud fra Lars Hansens hus. Anledningen til tyveriet var Caroline, der havde været henne for at købe mælk hos dem. Hun blev opmærksom på, at der hang flæsk og uldgarn samt nogle oste tæt ved vinduet til spisekammeret. Det var måneskin, så Svend Johan kunne nemt pille sømmene ud og fjerne vinduet. Han stjal to stykker røget flæsk på omtrent et pund, noget uldgarn og tre små oste i et net.

Svend kunne høre Esper Christensen snorke i rummet ved siden af spisekammeret. Han satte vinduet på plads igen. Da han kom hjem til Lars Hansen, vækkede han Magdalene, som stod op og lavede mad til ham. Efter måltidet, omkring klokken to om natten, gik han mod Rønne for at sælge uldet og de to oste.

Han var taget så tidligt afsted, at han lagde sig til at sove på “sandflugten” mellem Sejersgård og Rønne. Han gik til hattemager Olsens hus, hvor konen og datteren var hjemme. Her solgte han uldet for 9 mark og ostene for 1 mark og 8 skilling. For pengene købte han brændevin og kaffebønner. Uden for hattemager Olsens hus i Rønne solgte han en skjorte til karlen Peter. Han havde tidligere undladt at fortælle om dette sted, fordi han frygtede, at det ville afsløre tyveriet hos Esper Christensen.

Svend Johan Andersen Holms dom

Den 31. december 1852 blev de ti af elleve anklagede dømt i Bornholms nordre herreds ekstraret. Svend Johan Andersen Holm fik 10 års tugthusarbejde for indbrud og tyveri, for “forargelig omgang med et uconfirmeret pigebarn” samt for løsgængeri. Derefter dommen var afsonet skulle han udvises af landet.

Dommene blev prøvet ved højesteret. Svend Johans 10 års dom blev stadfæstet den 13. maj 1853. Efter 1½ års varetægtsfængsling på Bornholm blev han overført til Christianshavns Rasp-, Tugt- og Forbedringshus den 28. maj 1853. Den 15. juli 1853 ankom han til det nye Statsfængsel i Horsens, hvor han efter planen skulle sidde indtil den 28. maj 1863, hvor han blev udvist til Sverige.

Horsens Tugthus (senere Horsens Statsfængsel) og Tvangsarbejdsanstalten på Tugthusvej (nuværende Fussingsvej), muligvis set fra Nørretorv Mølle. Foto L. Busk, 13 x 20 cm. Rigsarkivet.

I Horsens Statsfængsel

Fire mænd fra Nordbornholm blev overført til Horsens Statsfængsel. Et stamblad på den 23-årige Svend Johan viser, at han var 63 ¾ tommer høj (162 cm), havde en proportioneret figur, middel lemmer, lysblond hår, blå øjne, en lille afrundet næse og en sund ansigtsfarve. Han havde ingen særlige kendetegn. Svend Johan talte både svensk og dansk, var konfirmeret og kunne læse, men ikke skrive.

Ved ankomsten var Svend Johan iført en frakke, bukser, strømper, et par træsko, en vest, en halsklud, en skjorte og en hue.

Fangerne i Horsens arbejdede med tekstilfremstilling. Ifølge Svend Johans stamblad var han beskæftiget med “vaskplydring og linnedspinding”. Vaskplydring er formentlig den første arbejdsproces i forarbejdningen af hør eller bomuld, der senere blev spundet til garn.

Siden fængslets oprettelse i 1853 forsøgte fængselsledelsen at beskæftige fangerne med tekstilproduktion. Firmaet Goldschmidt var partner i det første forsøg på tekstilproduktion, og senere blev Crome og Goldschmidt stiftet, som overtog produktionen og nød godt af den billige arbejdskraft, som fængslets indsatte udgjorde.

Svend Johan var flittig med tekstilarbejdet og kunne lægge en del penge til side som overarbejdsfortjeneste. På hans stamblad står der, hvem han sendte breve til, og det ser ud til, at præsten i straffeanstalten skrev for ham. Indtil den 7. december 1861 sendte han hvert år tre til fem breve og i alt 15 rigsdaler til sin fattige mor i Sverige.

Svend Johan Andersen Holms stamblad fra Horsens tugthus

I brevfortegnelsen fremgår det, at han fik skrevet breve til blandt andre politibetjent Ibsen i Rønne (14. september 1853 og 16. juli 1854), provsten i Rønne, købmand Olsen i Hasle (21. november 1854 – det var ham, der aflyttede de to arrestanter i arresten!), og spillemand Peder Hansen i 6. bataljon 3. kompagni (10. maj 1856 – Det må være Lars Hansens ældste søn i København).

Næste del af historien handler om Lars Larsen..