En tyvebande ved Vognsø? 2. del
Historien om Lars Larsen
På Bornholm var det meget almindeligt, at folk fik øgenavne. Lars Larsen blev i politiprotokollen for Østre Herred i 1853 kaldt “Lars Brøm”. Da han i 1880 igen blev tiltalt og dømt for tyveri, blev han kaldt “Lars Brems”. Jeg forestiller mig, at dette kan referere til en “hestebremse”, som på bornholmsk også kaldes “en horsafloua”. Lars Larsen var ikke en helt almindelig mand, og det er muligt, at han fik dette mindre flatterende øgenavn efter et irriterende insekt, der stikker og er en snylter. Mon det var fair? (se note 1)
Lars Larsens nærmeste nabo fra 1849 til 1852 var Lars Hansen, som jeg har fortalt om i forrige artikel. Der var kun få skridt mellem de to huse, som lå på hver sin side af udmarksgærdet. Lars Larsens hus lå på Tøjregårds jord, mens Hans Larsens lå på kongens jord. Begge levede de på kanten af loven. De blev begge arresterede for tyveri og i forsøget for at befri sig selv for anklagerne, begyndte Lars Hansen at hænge Lars Larsen ud som ”den største tyv på landet”.
Lars Larsens dårlige omdømme skyldtes sandsynligvis de forbrydelser han begik i sin ungdom i Østerlars, for hvilke han blev dømt i Rasp- tugt- og forbedringshuset på Christianshavn i 1842. Han var en lukket personlighed, en enspænder og af en helt anden støbning end de andre. Lars Larsens historie er alt andet end kedelig.
Læs om Lars Larsens hus her: Forsvundet hus syd for Vognsø, Søndre Lyngvej – Bornholms historie.
Født og opvokset i Østerlars
Ifølge kirkebogen blev han født den 18. maj 1823. Hans mor var Bodil Kirstine Pedersdatter på 1. vg. grund i Østerlars, og som barnefar blev angivet ungkarl Lars Larsen i Nyker sogn (Arkivalier online).
Lars Larsen havde en hård opvækst. Allerede fra 10-års alderen tjente han hos fremmede på landet i Østerlars. Han passede sandsynligvis ikke sin skole og blev ikke konfirmeret sammen med sine skolekammerater. Under sin omflakken fra sted til sted blev han påvirket af uheldige personer. Han stjal fra sine arbejdsgivere og hvor han ellers kunne komme til det. Det stoppede først, da han som 17 ½-årig blev afsløret under et indbrud i Østerlars. Efterfølgende forhør i politiretten i Svaneke afslørede hans gerninger. I referaterne af politiforhørene fornemmer man, at han havde en utryg opvækst, hvor bank hørte til hans dagligdag.
Historien i politiretsprotokollen
Den 1. december 1840 blev Lars Larsen arresteret af sandemand Jeppe Pedersen og sigtet for indbrud hos husmand og skomager Christopher Christensen på 27. slg. grund i Østerlars. Indbruddet skete, mens Christensens var i kirke, søndag den 29. november.
Naboen Morten Pedersen bemærkede, at der var ubudne gæster hos skomageren. Han undersøgte sagen og mødte drengen Lars, som han kendte og som var berygtet for tyveri. “Står du her, din Tyveknægt?” havde naboen sagt, hvorefter drengen løb sin vej over lyngen.
Lars havde gennemrodet skuffer og skabe, men det blev konstateret, at der ikke var forsvundet noget. Interessant var derimod indbrudsmetoden. Lars havde pillet sømmene ud af et vindue og skaffet sig adgang til huset. Denne metode blev den mest almindelige måde at begå indbrud på i Klemensker 10 år senere.
En anden velkendt egenskab ved Lars var, at han altid havde en plausibel forklaring på sin tilstedeværelse på gerningsstedet. Han havde mødt op søndag morgen kl. 8 hos Christopher Christensen i håb om at få repareret sine støvler. Han havde banket på vinduet, og det faldt ud, hvorfor han kravlede ind i stuen. At han havde rodet i skufferne skyldtes, at han ledte efter noget at spise, men fandt intet. Et senere politiforhør på åstedet viste hurtigt, at hans forklaring ikke kunne passe, da alle vinduer i huset var forsvarligt fastspirede.
Lars havde haft intentionen om at stjæle, og det viste sig, at han havde meget andet på samvittigheden. Han havde ikke tidligere været tiltalt for noget forbrydelse, men havde utallige gange været under mistanke.
Penge var hans foretrukne mål. Hos Arid Weidemands enke, hvor han havde haft tjeneste, indrømmede han at have stjålet 4 rigsdaler fra chatollet. Han trak dog tilståelsen tilbage og sagde, at han havde tilstået af frygt.
Det dårlige selskab
Lars Larsen havde engang tjent hos Jens Mikkelsen, som pryglede ham så ofte, at han til gengæld stjal en skjorte og en særk. Senere viste det sig, at Lars havde stjålet skjorten og særken på opfordring af den berygtede tyv Lars Christensen Lind og hans kone. Lars Christensen Lind var netop det dårligste selskab, man kunne forestille sig.
Lars Christensen Lind blev født omkring 1801 og havde et langt strafferegister. Han blev første gang sigtet for tyveri i 1818 og igen i 1822, hvor han blev dømt til fire års forbedringshus. Derefter blev han dømt til fængsel på vand og brød for løsgængeri. I 1831 og 1832 blev han igen dømt for tyveri, hvilket gentog sig i 1836. For gentagne tyverier og forbrydelser blev han dømt til fæstningsarbejde på livstid. Selvom han blev frikendt ved Højesteret, blev han allerede i 1838 igen tiltalt for tyveri, men denne gang frikendt ved Herredsretten. I 1841 blev han tiltalt for at have købt en skjorte og en særk, som Lars Larsen havde stjålet til ham, men det kunne ikke bevises, og han blev derfor frifundet. Den 2. marts 1842 blev han arresteret for stort tyveri og denne gang dømt til 12 års fæstningsarbejde. (Kilde: Arrestprotokollen for Østre Herred 1833-1846)
Lars Larsen havde lært af Lars Christensen Lind, at man skulle benægte alt, man blev beskyldt for. Det gjorde han også, da han blev beskyldt for at have taget en jernstang på sit sidste tjenestested hos Søren Christensen i Klausdal. Tyveriet var sikkert et bestillingsarbejde.
Der var mange anklager mod Lars Larsen. En af de mere mærkværdige var, at han skulle have skåret halerne af kreaturer på bestilling af en kone i Rø. Halehår fra disse kreaturer blev brugt i tekstilvævning og var altså penge værd. Lars skulle have modtaget betaling for denne gerning.
Den 22. marts 1841 blev han dømt til et års forbedringshusarbejde. Dommen blev stadfæstet ved Højesteret den 26. maj 1841. Se slutningsbog for højesteret Arkivalieronline. Se også Højesterets Domprotokol Arkivalieronline
Forbedringshuset på Christianshavn 1841-42
Lars Larsen blev sendt til forbedringshuset på Christianshavn. Ifølge kirkebogen blev han konfirmeret i Straffeanstaltens bedesal den 17. april 1842. Her blev forældrenes navne angivet til at være husmand Lars Larsen og Bodil Pedersdatter i Rønne. Han var født den 18. maj 1823. Hans kundskab blev vurderet som ”godt”, og hans opførsel som ”mg”.
I mandtallet over forbedringshusets lemmer ses Lars Larsen som nr. 909 på Arkivalieronline Her fremgår det, at han ankom til Christianshavn den 25. juli 1841 og blev løsladt igen den 25. juli 1842.
Tilbage til Bornholm 1842
I 1852 blev Lars Larsen afhørt i forbindelse med nye tyverianklager. Han oplyste da, hvad han foretog sig i 1842, da han vendte tilbage til Bornholm. Det første sted, han lod sig fæste (fik arbejde), var hos Bendix Hermansen på Risegård i Østerlars i 1½ år. Derefter arbejdede han hos Hans Munck på Bakkegård (18. vornedgård) i samme sogn i ½ år. Herefter tjente han hos løjtnant Riis på Bakkegård (14. vornedgård) i Nyker i ½ år. Han flyttede derefter til Rø, hvor han arbejdede hos Jens Pedersen på Smedegård i 1½ år, før han vendte tilbage til Østerlars og arbejdede på ny hos Hans Munck i ½ år.
Det er ikke sikkert, at man kan stole på Lars Larsens oplysninger. Han kunne ikke være daglejer, men måtte arbejde som andre tjenestefolk og lade sig ”fæste” i perioder af halve år. Det påbød loven for at undgå anklager om løsgængeri.
Ifølge kirkebøgernes til- og afgangsliste flyttede han i 1846 til Hasle som tjenestekarl. Han oplyste også, at han blev gift i en alder af 23 eller 24 år i Rø sogn, men det var ikke helt korrekt. Han blev gift den 25. juli 1846 i Hasle med tjenestepigen Ellen Dorthea Hartvig Holm, 23¾ år gammel, i Hasle. Ellens far, møller Mons Hartvig Holm, og smed Anders Munch Sode var forlovere. Kirkebogen oplyste, at gommen var husejer i Klemensker.
Lars Larsens kone Dorthea Hartvig
Dorthea Hartvig fortalte under et forhør den 23. juni 1852 på rådhuset i Hasle, at hun var et uægte barn, og hendes far var møller Mogens Hartvig i Hasle og hendes mor hed Ellen. Hun blev født 23. juni 1822, men hun blev konfirmeret i Allinge. Efter sin konfirmation tjente hum 4 år hos skolelærer Meilgaard i Hasle, dernæst 3 år på Smedegård i Rø hos Jens Pedersen, derefter 1 år hos kaptajn Dam på Tornegård i Klemensker. Dernæst tilbage til Jens Pedersen i Rø i 1½ år. Herefter blev hun gift med Lars Larsen.
Deres førstefødte, Louise, blev født den 1. juni 1847 i Klemensker. Derefter flyttede familien til Østerlars, hvor de maksimalt boede i 1½ måned, inden de kom tilbage til Klemensker den 21. juli 1847 (Kirkebogens til- og afgangslister). Lars Larsen flyttede ofte, og det er muligt, at han ikke altid havde familien med sig. Han undlod desuden ofte at melde flytning til præsten, som han ellers var forpligtet til.
Lars Larsens og Dortheas børn
Oplysningerne i kirkebogen om de tre børn vidner om familiens omgangskreds.
Lars Larsen og Dorthea Hartvigs ældste datter, Louise Dorthea Larsen, blev født den 1. juni 1847 på 30. selvejergårds grund i Klemensker. Hun blev båret til dåben af Hans Vinbergs hustru fra 30. selvejergård i Klemensker. Faddere var Christian Hansen fra 30. selvejergårds grund, Hans Sørensen fra Østerlars, Anders Olsen fra Østerlars, Petrea Møller fra 32. selvejergård i Klemensker og Ane Sørensen fra Østerlars.
Lars Larsen og Dorthea Hartvigs anden datter, Caroline Christine Larsen, blev født den 29. april 1848 i Hasle. Hun blev båret til dåben af kulgraver Hans Møllers hustru fra Hasle, Petrea Andersen fra Klemensker, Chr. Larsen, Andreas Aaby og Andreas P. Høiegaard fra Hasle.
Lars Larsens tredje barn med Dorthea, Juliane Marie Larsen, blev født den 22. maj 1852 i fattighuset, hvor moren flyttede ind, da manden blev arresteret. Barnet blev båret til dåben af Niels Dams hustru Cecilie, der var oppasserske i fattighuset, og fadderne var tjenestekarl Jeppe Jørgensen fra 17. selvejergård og oppasserens datter samt to tjenestefolk fra den nærliggende kro.
De to ældste børn døde som henholdsvis 6 og 8 år gamle. Juliane var derimod livskraftig og blev distriktsjordemoder i Klemensker i 29 år. Hun døde ved en automobilulykke i 1912. Se Forsvundet hus på Fabriksvej – Bornholms historie
Anklaget, dømt og frifundet for tyveri i 1849
Flere genstande blev fundet under en ransagning hos Lars Larsen i hans hus på 31. selvejergårds grund den 28. maj 1849. Herredsfogeden og sandemanden fandt flere genstande, som var meldt stjålet, herunder en trøje, et par støvler, en båndkniv, en hakke, en sajs (le) i to dele, som var stukket op i taget, og en lyngrive. I Lars Larsens tidligere hus på 68. slg. grund blev der fundet et skovleblad, som tilhørte Hasle kulværk (Se Nordre herreds politiprotokol fra 29. maj 1849 til 13. juli 1850).
Lars Larsen hævdede, at de fundne ting allerede lå i huset, da han flyttede ind fjorten dage tidligere. Han påstod, at genstandene måtte tilhøre den tidligere ejer Jens Peter Nielsen. Jens Peter Nielsen fortalte, at han havde ejet huset, men flyttede ud ved nytår 1849. Huset havde stået tomt, indtil Lars Larsen flyttede ind den 15. maj. Ifølge Nielsen lå genstandene i det vestre fag med lidt hø, og han forklarede, at der var hul i væggen, så man let kunne komme ind. Derfor kunne kosterne være lagt ind i huset, før Lars Larsen overtog det den 15. maj. De fleste genstande stammede fra kulværket ved Hasle, hvilket opsynsmand Frederik Kure bekræftede. Trøjen og støvlerne var stjålet fra hans private bolig. Kure oplyste, at Lars Larsen havde arbejdet flere kortere perioder i kulværket, og hans arbejdskraft var upåklageligt.
Kulværkets smed, Hans Jacob Marker, anmeldte Lars Larsen til sandemanden for at have stjålet flere af værkets redskaber. Han kunne identificere flere af redskaberne som tilhørende kulværket. Nørre Herreds ekstraret dømte Lars Larsen den 7. september 1849 til 2 års forbedringshusarbejde for tyveri.
Dommen blev som mange andre anket til Højesteret. Højesteret vurderede, at der ikke var tilstrækkelige beviser for Lars Larsens skyld. Højesteret behandlede sagen alene på baggrund af ekstrarettens argumenter og gennemførte ingen yderligere undersøgelser. Ekstrarettens dom blev omstødt på kun 5 uger, hvilket var usædvanligt, da skyldsspørgsmålet syntes bevist. Højesterets frifindelse skete den 19/10 1849 Arkivalieronline og det offentlige betalte omkostningerne.
Lars Hansen, som sad arresteret i Hasle i foråret 1852 sammen med Lars Larsen, fortalte, at Lars Larsen indrømmede at være skyldig i det tyveri, som Højesteret frifandt ham for i 1849. Larsen skulle have lært, hvordan man undgik at blive straffet med offentligt arbejde.
Lars Larsens anklage i 1852
Købmand Olsens aflytning af Svend Johan og Lars Hansen i arresten afslørede, at de to planlagde at kaste mistanken på Lars Larsen og Otto Nielsen Helgreens kone for at gøre sig selv mindre skyldige. Den mest alvorlige anklage mod Lars Larsen var, at han skulle have stjålet gårdmand Morten Kofoeds kvie på lyngen og slagtet den hos Hans Larsen. Svend Johan hævdede, at det var almen kendt blandt folk i Klemensker. Anklagerne førte til Lars Larsens anholdelse den 3. marts 1852, 2½ måned efter Svend Johan og Hans Larsen blev arresteret. Lars Larsen blev første gang afhørt den 4. marts 1852 og nægtede alle anklager.
Enspænderen Lars Larsen
Lars Larsen holdt sig for sig selv, hvilket Svend Johan forklarede i et forhør ved at sige, at Lars Larsen ikke var “i komplot” med hverken ham eller Lars Hansen. At Lars Larsen blev sigtet for indbrud og tyveri i samme sag som Lars Hansen skyldtes flere ting: De boede tæt på hinanden og tilbragte meget tid sammen, herunder på ture til Rønne og på arbejde på kulværket ved Hasle. Desuden boede den svenske tyv Otto Nielsen Helgreen og hans familie hos ham i et år i 1850/1851.
Der var en vis fortrolighed mellem Lars Larsen og naboerne indtil den 15. december, hvor Lars Hansen og Svend Johan Andersen Holm blev arresteret. Lars Larsen kendte de andres meritter, herunder Svend Johans hule på lyngen, hvor de gemte stjålne varer som brændevin og fødevarer. Da Svend Johan Andersen blev afsløret i stadig flere tyverier, begyndte han at sprede rygter om Lars Larsens tyverier. Han udtrykte bedrøvelse over, at han som ung skulle straffes hårdt, mens andre gik fri, og hævdede, at Lars Larsen var langt værre end ham.
Modsat Svend Johan fortalte Otto Helgreen om Lars Larsen, at han ikke fortalte ham om sine tyverier. Otto sagde, at Lars Larsen var alt for klog til at fortælle om sine handlinger, da de senere kunne blive brugt mod ham.
Lars Larsens benægtelsestaktik
Lars Larsens taktik var at benægte alt, uanset hvor absurd det lød. Han gentog ofte i forhør, at han havde dårlig hukommelse og svarede “Det erindrer jeg ikke” på konkrete spørgsmål. Alle anklager blev afvist, men hvis han blev fanget en selvmodsigelse kunne han opdigte vidner, der enten var døde eller ikke eksisterede.
Det er vanskeligt at afgøre, hvad der var sandt, og hvad der var falsk angivelse.
Tyveri på Bakkegård i Nyker
Løjtnant Riis på 14. vornedgård Bakkegård i Nyker fortalte: ”Lars Larsen er en for tyveri straffet person, og det er den almindelige mening, at han er en af de allervirksomste tyve her på landet, men at han med sin snedighed har undgået at blive straffet, som han har fortjent.”
Lars Larsen havde et halvt års tid arbejdet på gården og var sidenhen kommet så ofte at han havde indgående kendskab til gårdens aktiviteter. Riis mistænkte Lars Larsen for at have stjålet 12 til 14 ænder, en del fårekød, nogle pølser og en kobbertragt. Det måtte være ham, da det krævede en smal og tynd person, og det var Lars.
Lars Larsen skulle også have stjålet lærred, der lå til blegning i haven på Bakkegård. Lærredet skulle være brugt til at sy skjorter til ham selv og med salg for øje til andre.
Lars erkendte, at han havde arbejdet på gården, men nægtede tyveri ”på det bestemteste”, som det blev refereret i politiforhørsprotokollen. Han var villig til at afgive ed på sin benægtelse. Anklagerne mod Lars Larsen blev alle almindeligvis bekræftet med vidners edsaflæggelse. I denne sag synes edsaflæggelser ikke yderligere undersøgte, selv om de anklagede jævnligt beskyldte hinanden for at lyve.
Splitsgård
På Splitsgård var produktionen høj, og der var mange tjenestefolk og daglejere, hvilket gav tyvene gode muligheder for at stjæle. Alle anklagede mænd havde arbejdet der. Svend Johan Andersen hævdede, at Lars Larsen stjal fra gårdens køkken, hvilket Caroline og Hans Larsen bekræftede. Senere viste det sig, at det var Svend Johan Andersen, der havde udført de fleste tyverier, herunder tyveri af sølvskeer. Derimod stjal Lars Larsen sandsynligvis korn medens han arbejdede som tærskemand på gården. Han gemte korn i en pose under lidt halm og hentede det om aftenen. Lars Hansen afslørede ham og advarede ham om at være forsigtig i fremtiden.
Omsyning af tøj
Lars Larsen pralede af sine bedrifter. Lars Larsen hævdede, at han aldrig havde købt tøj, siden han blev gift. Hans kone farvede og syede det stjålne tøj om til børnene og sig selv og manden. Tøj, som de to ældste døtre havde på, mens de boede i fattighuset, blev genkendt af ejeren og de blev afleveret til den rette ejer.
Omformning af stjålne tekstiler var almindeligt ikke bare af Lars Larsens kone, men også af nabokonen Magdalene og Otto Nielsen Helgreens kone.
Kalkuntyveri
Svend Johan Andersen hævdede, at Lars Larsen mange gange havde fortalt ham om sine tyverier og rost sig af dem. For eksempel stjal han kalkuner i Simblegårdsskoven og solgte dem til købmand Hartz i Hasle. Ritmester Holm fra Simlegård antog, at ræven havde taget kalkunerne, hvorfor tyveriet ikke blev anmeldt umiddelbart efter. Lars Larsen blev også beskyldt for at have stjålet kalkuner i Splitsgårdsskoven og i Blykoppeskoven. Kalkuner var lette at stjæle. De kunne afsættes til private og til købmændene. Lars Larsen blev genkendt af en købmandshustru i Hasle og indrømmede at have solgt en kalkun til hende, men han nægtede at den var stjålet. Senere viste det sig at kalkuntyveri i Simlegårdsskoven var udført af Otto Helgreen.
Levende kalkuner kunne sælges i Hasle, men slagtede dyr blev oftest solgt i Rønne. Lars Larsen forsøgte at overtale Lars Hansen til at stjæle får og en gris, slagte dem og sælge kødet i Rønne. Lars Hansen skulle have nægtet, selvom Lars Larsen hævdede, at det var let og uden risiko.
Lars Larsens vagabondering
Gårdmand Hans Vinberg (30. slg.) fra Klemensker fortalte, at Lars Larsen tjente hos ham som daglejer under høsten 1851. Vinberg var utilfreds med hans arbejde, da Lars Larsen ofte udeblev uden at give en grund, andet end at han ville vandre rundt på landet. Vinberg mistænkte desuden Lars Larsen for at stjæle korn, da han fandt en pose med to skæpper rug på stænget og en anden gang to skæpper havre. Det måtte have været Lars Larsen, der havde gemt dem, da han var den eneste, der havde adgang.
Selvom Vinberg mistænkte Lars Larsen, ville han ikke anmelde ham, da der var stor mangel på arbejdskraft, og Lars Larsens hjælp var uundværlig. Lars Larsen solgte ofte sine stjålne varer og skulle have sagt til mistænksomme købere, at der intet var at frygte, da varerne var stjålet så langt væk, at ingen ville opdage det.
Ildebranden 1. august 1851
Ifølge politiprotokollen blev der den 1. august 1851 afholdt forhør for at finde ud af, hvorfor Lars Larsens hus brændte ned tidligere på dagen. Lars Larsen var alene med sine to små børn på 3 og 4 år, da konen, Dorthea Hartvig, var gået over til Mads Andersen omkring kl. 4 om morgenen for at bage brød. Lars Larsen var vågen, da hun gik, men blev liggende i sengen, indtil han hørte noget knage på loftet. Han stod op og så, at det brændte i taget. De to børn blev afleveret til Magdalene i nabohuset, og derefter løb Lars Larsen tilbage for at redde ejendele ud af huset.
Konen, Dorthea Hartvig, blev spurgt, om ildebranden var påsat, men hun benægtede det og troede ikke, at hendes mand ville sætte ild til huset. Hun udtalte dog, at hendes mand ikke havde nogen fortrolighed med hende og ikke ville betro sig til hende om noget, han havde gjort, ligesom han heller ikke tidligere havde vedgået tyveriet, der medførte hans arrestation i 1849.
Naboerne blev afhørt. Hans Lyster oplyste, at han havde været på marken for at meje græs omkring kl. 3 om morgenen. Efter en time bemærkede han en lysning, som han troede var solen gennem tågen, men det viste sig at være ilden fra taget. Han løb straks til det brændende hus for at hjælpe med at redde ejendele ud.
Nabokonen Magdalene Marie fortalte, at hun havde taget imod de to børn, og at Lars Larsen straks derefter løb tilbage for at redde flere ejendele ud. Mads Andersen kom til brandstedet et stykke tid efter Dorthea Hartvig var gået fra ham. Da han ankom, var Hans Lyster den eneste på stedet. Lars Larsen var gået over til naboen og lagt sig, da han var syg.
Forsikringssvig?
Året efter rygtedes det, at Lars Larsen skulle have påsat branden i sit eget hus den 1. august 1851. I politiprotokollen refereres naboen Lars Hansens udsagn: “Hvad der, udover at husets materialer var meget gamle og forrådnede, og at det lå på et fugtigt sted, har ført ham til denne tanke, var, at efter hans kones forklaring, havde Lars Larsen bragt sine børn hen til arrestantens kone, før han antændte huset om morgenen tidligt og ikke efter, at der var gået ild i det.”
Lars Hansen var ikke hjemme, da huset brændte. Han var på arbejde hos en mand ved Skarpeskade og kom først hjem om aftenen. Det var stille vejr og tyk tåge, da ilden fortærede huset. Ved brandforhøret blev det bemærket, at huset var forsikret for 120 rigsdaler knapt et halvt år inden branden.
Lars Hansens hustru Magdalene Marie fortalte i politiforhøret den 10. maj 1852 om morgenen, hvor Lars Larsens hus brændte. Hendes datter Line var tidligt gået til Gudhjem for at hente sild, så hun var alene i huset, da Lars Larsen kom og spurgte, om hun havde noget malurt mod hans maveonde. Hun havde noget på loftet, som han kunne tage, men han tog det ikke og gik blot ud af døren igen. Kort efter kom han løbende med børnene og fortalte, at hans hus brændte.
Hun havde ikke hørt direkte fra Lars Larsen, at han ville sætte ild til sit eget hus, men det var almindeligt rygte. Hun havde hørt sin mand sige, at hvis han satte ild på huset, måtte det ikke blæse, da deres hus lå kun en halv snes skridt derfra og kunne være gået med i flammerne.
Dommeren bemærkede, at Lars Larsen ved brandforhøret hævdede, at han lå i sin seng, da ilden udbrød, og ikke nævnte sin tur til naboen. Lars Larsen bekræftede, at han havde været hos Magdalene for at spørge efter malurt, men gik derefter tilbage i seng og faldt i søvn. Han blev vækket af knagen fra taget, som skyldtes ilden. Magdalene mente, at det ikke kunne passe, da Lars Larsen hurtigt kom med børnene. Lars Larsen fastholdt sin påstand om, at han var gået i seng og havde sovet.
Der var ingen håndfaste beviser for ildspåsættelse hverken den 1. august 1851 eller ved de efterfølgende undersøgelser i maj 1852.
Lars Larsens hus syd for Vognsø på matrikelkort før 1858. Markeringen viser husets placering før branden i 1851. Efter branden genopførtes huset på den anden side af stengærdet
Genopbygning af hus
Lars Larsen og hans familie flyttede ind hos Lars Hansen efter branden. De boede der i 3-4 måneder, før de fik husly hos husmand Peder Bertelsen (se Søholt, Søndre Lyngvej 22 – matrikel 175de – Bornholms historie).
Lars Larsen begyndte straks at opføre et nyt hus, ikke på samme sted, men lidt længere mod vest.
Allerede 4 dage efter branden lånte Lars Larsen 110 rigsdaler af købmand Jens West i Rønne, med sikkerhed i brandforsikringspolicen. Formålet var at komme hurtigt i gang med genopbygningen. Lånedokumentet blev først tinglæst den 23. april 1852, men da var Lars Larsen arresteret og konen Ellen Dorthea flyttet ind i fattighuset.
Lars Larsen fik hjælp til opbygningen fra folk i Rønne, som bl.a. blev aflønnet med kød, som Lars Larsen havde skaffet sig. Bygningsmaterialer blev fundet hist og her. Lars Larsen og naboen Lars Hansen arbejdede på at mure huset op efter branden. Lars Larsen ville have Lars Hansen med op til skolen i Nyker for at se, om de kunne tage rebstigen og tovværket fra skolens klatremaskine. Lars Larsen sagde, at så behøvede han ikke at købe kabel til at binde halmen på taget til hans nye hus. Tyveriet blev dog ikke til noget (se forhør 28. april 1852).
Lars Larsen nåede ikke at færdiggøre huset, og da han formodentlig ikke havde betalt den tidligere ejer, Lars Peter Nielsen, for huset, gik ejendomsretten til det nye hus tilbage til ham. Lars Peter Nielsen afsluttede genopførelsen af huset, som nu kun bestod af tre fag mod tidligere fem.
Dømt ved ekstra herredsretten og frikendt ved højesteret
Lars Larsen blev dømt ved herredsretten den 31. december 1852 for tyveri og idømt 2 års forbedringsarbejde, den samme traf som han fik den 7. september 1849 og frikendt for. Den 13. maj 1853 blev han atter frikendt ved højesteret.
Hans kone Ellen Dorthea Hartvig Holm blev dømt for hæleri og idømt fængsel på vand og brød i 5 dage. Højesteret nedsatte straffen til 3 dag.
Efter arrestationen i 1853
Den 19. maj 1853 blev Lars Larsen løsladt fra Hasle arrest. Han tog til Østerlars og flyttede ind hos konen i Østerlars fattighus. Konen, Dorthea Hartvig, havde efter mandens arrestation i 1852 boet i fattighuset i Klemensker, hvor hun fødte deres yngste barn, Juliane, den 22. maj 1852. Hun og de tre børn flyttede (eller blev flyttet?) til Østerlars fattighus den 21. marts 1853 (se afgangslisten for Klemensker). Hun og børnene var forsørgelsesberettiget i Østerlars på grund af mandens fødested. I kopibogen for Klemensker sogneforstanderskab ses et brev dateret 1. februar 1854 til fattigvæsenet i Østerlars med ønske om refusion af udgifterne for Lars Larsens families ophold i Klemensker fattighus fra den 1. januar til den 28. februar 1853. I brevet udtrykkes usikkerhed om, hvorvidt familien overhovedet var nået frem til bestemmelsesstedet.
Lars Larsen levede af at arbejde som daglejer rundt omkring i sognet. Han havde arbejdet hos Jeppe Andersen på 6. vg. Slettegård, men ikke fast. Han forsvandt en gang imellem uden at melde afbud. Han søgte ikke fast tjenestested, som han skulle, og havde mange ærinder rundt omkring.
Udvist fra østre herred!
Den 29. oktober 1853 blev han arresteret, mistænkt for at have stjålet en ko fra 4. vornedhus i Østerlars. Ved visitation under arrestationen fandt de to knive på ham. I fangeprotokollen læses, at han var “middel af vækst, blondt hår og blå øjne.” Han var sigtet for tyveri, men “aktion ei beordret,” altså blev anklagen frafaldt. Han blev løsladt den 1. december 1853 efter, at der i Politiretten blev læst et brev fra amtet angående Lars Larsen. Vi kender ikke indholdet af brevet, men tilsyneladende var det en ordre om, at anklagen skulle frafaldes. Herredsfogdens betingelse var, at Lars Larsen skulle følge sit ønske om at finde arbejde i Klemensker sogn. Han skulle melde sig til sandemanden i Klemensker, når han ankom. Han fik et slags polititilhold: I fremtiden måtte han ikke færdes i Østre herred. Hvis han blev pågrebet, ville han blive anklaget for løsgængeri. Han måtte ikke slå sig ned i Østre herred uden tilladelse (Østre herreds politiprotokol 1. december 1853).
Barnefader til tjenestepiges barn
Lars Larsen kom til Klemensker og færdedes i området ved sit gamle tilholdssted. Her gjorde han en tjenestepige gravid. Barnet blev født den 9. december 1854 og fik navnet Laurits Andreas Mogensen. Moderen var den ugifte Anne Marie Mogensen, som opholdt sig på 27. slg. grund. Lars Larsen var på det tidspunkt tjenestekarl på 28. slg. At det var ham, der var far til barnet, havde udbyggeren på 15. slg. grund, Anders Andersen, fortalt præsten, som skrev det i kirkebogen.
Tiden efter 1860
Det har ikke været muligt at finde Lars Larsen i folketællingen den 1. februar 1855. Han dukker først op igen i Klemensker ved folketællingen i 1860. Han er nu skilt og “kostgænger,” dvs. lever af fattighjælp.
I folketællingen i 1870 for Klemensker Dansk Demografisk Database er han ”fraskilt, daglejer og logerende hos enken Ane Margrethe Kofod på 10. vg. Parcel” – se Lundshøj – Klemens Storegade 62 – Bornholms historie
I folketællingen 1880 og 1890 bor han i Klemensker, er henholdsvis daglejer og arbejdsmand og bor sammen med Ane Christine Jensen, der blev i 1880 tituleredes som husbestyrerinde.
Den 4. februar 1880 blev han dømt 10 dages fængsel på vand og brød for tyveri. Her nævnes hans kaldenavn ”Brems”.
I 1901 bor han på 63. slg. grund og er daglejer.
Lars Hansen døde 26/7 1902 79 år gammel i fattighuset i Klemensker. Hans datter Juliane Larsen, gift med Hans Nielsen, var opsynskvinde i fattighuset. Læs om datteren Juliane i Forsvundet hus på Fabriksvej – Bornholms historie
Lars Larsens karakteristika
Lars Larsen var anderledes! Han var ifølge fangefortegnelsen almindelig af vækst, men flere nævnte at han var smal over brystet, altså tynd, så han kunne komme ind overalt. Han gik oftest alene og delte ikke sine tanker med andre, selv ikke konen blev indviet i hans gerninger.
Han var raskløs og vagabonderede rundt på Nordbornholm. Han havde svært ved at slå sig ned et sted i længere tid. Hans kone klagede over, at han ikke passede sin familie.
Naboen Lars Hansen stjal en bikube engang, men tog ikke honningen den med hjem fordi Lars Larsen boede i huset. Selv om begge havde tyvagtige tilbøjeligheder, turde Lars Hansen ikke betro ham hans handlingen. Han vidste ikke hvor han havde Lars Larsen.
Men Lars Larsen var ikke dum. Han vidste, at han skulle holde mund og ikke tilstå. Måske Herredsretten dømte efter indicier, men højesteret frifandt ham i 1849 og 1853 på grund af mangel på konkrete beviser.
En hård opvækst synes at være hans skæbne.
Indhold
Født og opvokset i Østerlars. 1
Historien i politiretsprotokollen. 1
Forbedringshuset på Christianshavn 1841-42. 2
Lars Larsens kone Dorthea Hartvig. 3
Anklaget, dømt og frifundet for tyveri i 1849. 4
Lars Larsens anklage i 1852. 4
Lars Larsens benægtelsestaktik. 5
Dømt ved ekstra herredsretten og frikendt ved højesteret 8
Barnefader til tjenestepiges barn. 9
Lars Larsens karakteristika. 9
Efterskrift
Jeg har tidligere skrevet om Mogens Hansen Møller fra Dyndegårdsvej (Se: Mogens Hansen Møller på tvangsarbejdsanstalt – Bornholms historie). Han minder lidt om Lars Larsen og havde også en fortid i Østerlars inden han kom til Klemensker. Han og konen begik tyverier og hæleri og blev dømt til forbedringshuset. Senere blev han sendt på tvangsarbejdsanstalt, da han forstyrrede den offentlige orden og endte sit liv på tvangsarbejdsanstalten ved Hillerød.
Læs også “En tyvebande ved Vognsø? 1. del
Note 1: Alex Larsen har et nyt bud på tilnavnet/øgenavnet:
Ved FT 1834 bor den 11-årige dreng (Lars Larsen) hos sin mormor og morfar i Østerlars, og både morfaren og dennes far blev ved flere lejligheder kaldt for Brom, da de boede i Brommehuset i Bromme, Østerlars. Morfaren er Peder Andersen Brom (1771-1846), udbygger og husmand på 39 Slg. Grund i ØL, og hans far Anders Jensen Bromme på Lensgårds grund.
