Familierelationer på Lille Dammegård
I mine beskrivelser af udbyggere og husmænd i Klemensker dukker ind imellem min egen familie op. Det gør arbejdet ekstra spændende. På Damskov boede min fars onkel og hans familie.
På Lille Dammegård boede mine oldeforældre Hans Peder og Petrea Johanne Hansen fra 1877 til 1906. Deres mange børn omfatter min farfar og dermed min fars onkler og tanter og deres børn, som er min fars fætre og kusiner. Dem hørte jeg meget om i min barndom. Men ikke alt. Familien på Damskov og specielt billedet af dem, har inspireret mig til at kikke nærmere på familiehistorien.
Billedet af familien på Damskov er taget 1910 af en ukendt fotograf. Det forestiller Martin Johan Hansen, hans hustru Anna Kjøller, plejebarnet Emil Jensen, datteren Ingeborg og i midten på stolen, ikke en datter, men en søn, Thomas. Det var vist ikke ualmindeligt, at lillebror blev iklædt kjole, der engang var syet til storesøster. Når fotografen kom, skulle man iklædes de flotteste klæder, som man nu havde.
I hvilken anledning fik man taget et billedet og fik produceret postkort? Måske var tanken, at det skulle sendes til Amerika til Martins yngre brødre Otto Theodor Hansen og Viktor Niman Hansen, der var emigreret i 1901 og 1902, som henholdsvis 19 og 18 år gamle.
Viktor Niman var den yngste af brødrene og altså var den, der traditionelt skulle overtage fædrenegården. Viktors mellemnavn ”Niman” indikerede, at han var nummer ni i børneflokken i en række af elleve børnefødsler. To børn døde som spæde, af de overlevende var seks drenge og tre piger.
Hvem af de fire brødre, som blev på Bornholm, førte fædrenegården videre? Det blev den næst ældste bror, min farfar Peter Hansinius Hansen. Der eksisterer et billede af Anna og Peter Hansinius Hansen på Lille Dammegaard. På moderens skød ses min farbror Hans Andreas i dåbskjole og stående foran sin far, min faster Marie Hansen. Hans Andreas blev døbt 16. maj 1910. Mon ikke at fotografen samme dag var på Damskov og tage billede?
Jeg ved ikke hvorfor, det blev min farfar, der overtog Lille Dammegård, men jeg gætter, at min oldefars valg førte til misundelse og stridigheder. Men hvad fik de andre så?
Den ældste bror, Jens Peter Hansen, født i 1870, fik tilsyneladende ingen hjælp til hverken at erhverve sig gård eller husmandssted. Han blev arbejdsmand i Rø indtil han, som 56årig, giftede sig med Anine Hansen, der var gravid i syvende måned. Derefter købte de et husmandssted på 14. vornede grund i Nyker.
Den næst ældste bror, som jeg har nævnt, Peter Hansinius Hansen, født 1871, overtog Lille Dammegård i 1906, som han havde til 1920. Han opgav gården og købte Rosenvænge, hvor der var mulighed for at tjene penge uden at være for meget i marken. Familierygterne vil vide, at det var dovenskab, men jeg vil helst tro, at det var på grund af alvorlig allergisk lidelse.
Den tredje bror Martin Johan Hansen, født 1873, fik Damskov, som lå på Lille Dammegårds grund. Den ejendom beskriver jeg indgående på min hjemmeside. Se Damskov, Splitsgårdsvej 19 – matrikel 31b – Bornholms historie (bornholmerting.dk)
Den fjerde bror Niels Peter Hansen, født 1876, blev først forvalter på Værfeldtsgård i Aaker, blev gift med husmandsdatter fra Klemensker, dernæst blev han bestyrer af præstegården i Nylars. I 1905 købte han husmandsstedet ”Salenehuset” i Salenebugten og blev ejer o. 1910 af Hotel Salene. Det var “noget”, så ham blev der snakket meget om i familien. Hotellet brændte i 1949. Uanset om hotellet var væk, ligesom sandet ved stranden, var det der, min familie tog på søndagsudflugt og badetur.
Af mine oldeforældres tre døtre blev i hvert fald to gift med gårdmandssønner og fik deres gårde. Karoline fik Kuregård i Klemensker og Anna fik Dammegård i Nyker. Hvor blev den sidste, Hansine, af? Jeg ved, at hun giftede sig med en Peder Nielsen, men husker ingen tale om den familiegren. Måske tog hun ”over”?
Drengebørnene fik hjælp til at erhverve ejendomme, der kunne ernære en familie. Pigebørnene fik medgift. MEN det var traditionelt i forbindelse med ægteskab, at hjælpen blev formidlet. Mon den ældste bror, der først blev gift i 1926 som 56årig, fik støtte? Og hvor blev Hansine af? Hun var ugift da min oldefar Hans Peter Hansen døde i Rønne 1913. Oldemor sad i uskiftet bo og med en kontant formue på 23.571 kroner og 87 øre, så hun var i stand til også at hjælpe dem på vej.
Når man borer i historien, finder man ud af, hvor meget man ikke ved!
Læs mere om de tre ejendomme på Lille Dammegårds jorde:
Kløven, Dammegårdsvej 12, matrikel 31d m.fl.
Damskov, Splitsgårdsvej 19, matrikel 31b
Splitskov, Splitsgårdsvej 21, matrikel 31c