”Ildeslaget oc medhandlet en fattig Enche ”

En Røbo

Gotfred Nielsens navn dukker ustandselig op i tingbøgerne for Nørreherred. Jeg har tidligere beskæftiget mig med ham og bl.a. skrevet om en retssag, hvor han havde ”lånt” naboens heste til markarbejde uden at spørge om lov. Historien handlede om, hvordan han i 1722 og 1723 påvirkede og købte sig vidner, der ændrede forklaring til hans fordel. Gotfred Nielsen blev dømt og måtte betale store bøder.
Jeg har siden skrevet tingbogs referater frem til 1738 og næsten hvert år er han involveret i retssager. Oftest var det for manglende betaling til købmanden i Rønne, til præsten eller til amtsforvalteren, når han ikke fik betalt skat. Andre gange var det hans naboer, det gik ud over. Han pløjede markskellet op og hævdede at jorden lå til hans gård.

Anklage mod Gotfred Nielsen 1738.

I 1738 blev han og hans hustru Bodil anklaget for vold mod sagesløs enke fra Østerlars, der havde beskyldt ham for tyveri af klæder. Sagen blev under retssagen skildret på en måde, så ingen tvivl var om Gotfreds voldelig adfærd. I den anledning blev der udstedt sognevidne hvor 34 personer underskrev en erklæring om Gotfred Nielsens blakkede ry. Retssagen handler om, at Gotfreds nære naboer så mulighed for et endeligt opgør med ham. Et opgør som herredsfogeden og senere landsdommeren ikke var sen til at udnytte.
Gotfred Nielsen boede på 19. gård i Rø Sogn i 1738. Læs mere om Gotfred Nielsen og hans familie her.

Ransagning efter tyvekoster.

Den fattige enke Kirstine Jensdatter fra Østerlars var en januardag i 1738 ”gaaet ud blandt gotfolk at søge sit brød til nødtørftigt ophold.” Da hun kom tilbage, opdagede hun, at døren var brudt op til hendes hus og der var forsvundet forskelligt fra hendes gemmer.
Den 23. januar fik hun sandemand i Rø Lars Pedersens tilladelse til at ransage forskellige folk boliger (husundersøgelser) sammen med fem mænd. En af de mistænkte var Gotfred Nielsen. Enken havde besøgt Gotfreds dagen før hun var blevet bestjålet, hvor de havde talt om risiko for tyveri i hendes hus.
Under ransagningen, der er nøje beskrevet i Tingbogen, fandt hun flere af sine ting hos Gotfred Nielsen, bl.a.. et brugarnslagen, som hun havde gemt til ligklæde til engang hun døde. Desuden fandt hun lærred, som hun mente at kunne genkende ved at sammenligne vævningen på en særk, som hun havde medbragt til formålet. Hun var gået grundigt til værks. Gotfreds datter sagde, at enken havde vendt rumpen i vejret på de små børn for at finde forsvundne hoser.
Gotfred og hans hustru blev provokeret af enkens optræden. Det endte i skænderi. Gotfred og hans hustru Bodil kaldte enken for en hore og tyvetaske. Hvem der slog først var uklart, men vidnerne bemærkede, at Bodil slog enken ”under kinden” og senere sparkede Gotfred hende i maven, så hun gik i gulvet og tabte sin hue. Det udartede sig til et regulært slagsmål.
Ved ransagningsmændenes mellemkomst stoppede slagsmålet. De klæder, som enken havde udpeget som sine, turde hun ikke tage med sig.

Amtmandens mellemkomst.

Voldssager skulle føres på tinget, men det var en bekostelig affære at føre en retssag. Den forurettede og sagsøgeren var pligtige til at garantere for omkostningerne, hvilket var umuligt for fattige, der intet ejede. Voldssager var ”kongens sag” og det var mulighed for enken Kirstine, at klage sin nød til amtmanden. Den 19. februar 1738 – nogle dage efter slagsmålet – modtog amtmand West enkens klage og kort efter blev Gotfred og enken, samt ransagningsmændene kaldt til afhøring i amtsgården i Rønne. En udskrift af afhøringen blev senere fremlagt på herredstinget

Herredstinget den 14. marts 1738

Amtmanden gav ordre til amtsforvalter Christopher Schrøder om at stævne Gotfred Nielsen og hans hustru til herredstinget. Amtsforvalteren valgte bondeprokuratoren Anders Larsen Krack til at føre sagen.
De fire af de fem ransagningsmænd blev afhørt på tinget. Detaljeret fortalte de om enkens eftersøgning af mistede klæder, og om det slagsmål der fandt sted. Anders Kracks hensigt med afhøringerne var at bevise Gotfred og hans hustru Bodils grove vold mod enken.
Gotfred Nielsen var ikke mødt på tinget den første dag, men det forhindrede ikke Kracks undersøgelser. Enken fortalte, at hun var så dårlig efter at være maltrakteret af Gotfred Nielsen, at hun mente, hun ikke ville overleve.

Herredstinget den 21. marts 1738

Gotfred Nielsen var for første gang mødt og bad om udsættelse i tre uger. Han ville have tid til at stævne folk, der kunne vidne om hans uskyld. Anders Larsen Krack afviste en udsættelse fordi, som han sagde, enken lå for døden. Tvært imod ville han havde Gotfred arresteret og hans bo registreret, således at hans midler blev båndlagt til sagens omkostninger. Dommeren ville ikke lade Gotfred arrestere, men han søgte amtmandens kendelse til at lade hans bo registrere.
Krack fremlagde et sognevidne fra 18. marts 1738 ”om Gotfred Nielsens omgængelse og forhold”, underskrevet af 34 mand fra Rø sogn. Gotfred, som kendte loven, pointerede at et ”bænkebrev”, som sognefolkene havde udgivet, ikke kunne bruges mod ham. Krack fik dommerens tilladelse til at indkalde alle 34 mænd til næste ting, og lade dem bekræfte deres underskrift, samt at afgive ed om at sognevidnets beretning om Gotfred Nielsen var sand.

Herredstinget 28. marts 1738

Den femte af stævningsmændene Hans Nielsen Skomager afleverede et skriftligt svar på ransagningen. Krack bemærkede, at Hans Nielsen nu virkede som fuldmægtig for Gotfred, hvilket han skulle have amtmandens tilladelse til. Skomagerens forklaring stemte ikke overens med de øvrige fires forklaringer.

Herredstinget 11. april 1738

21 af de 34 mænd fra Rø, der havde underskrevet sognevidnet mod Gotfred, mødte på tinget. 11 af dem kunne læse og de bekræftede brevets vidnesbyrd ved at læse det op. De øvrige 10, som ikke kunne læse, bekræftede deres underskrift og afgav ed om at brevets ord var sande. De sidste 13 mand skulle møde på næste ting.
Elne, hustru til Gotfreds nabo, Jens Nielsen, på den 18. gård, mødte og fortalte, at Gotfred havde slået hendes mand ned med en jernstang, da de lå i stred om markskel. Han havde måttet tilbringe 3 uger i sengen, inden han igen var frisk, men siden havde han i to år ikke turdet bevæge sig uden for sin gård i frygt for Gotfred. Krack spurgte Elne, om hun kunne bekræfte indholdet i sognevidnet. Hun sagde: ”at Gotfred har boet i Røe sogn i lang tid mens har altid haft et ont Røgte paa sig, slaget oc draget, Narret, oc kommet folch sammen i trette oc søgt megen tingfærd, Jaa oc samme Gotfred vidste hun, at han hafde taget Niels Øbersens heste.”
Gotfred Nielsen forsøgte at kontrastævne Amtsforvalteren og enken Kirstine. Han ville bevise, at klæderne, som Kirstine havde påstået var hendes, var hans lovlige ejendom. Desuden ville han fremlægge en attest, der viste at Kirstine havde begået lejermål med Hans Svendsen. Stævningen var ikke gyldig, da kun en og ikke to mænd havde stævnet amtsforvalteren. Lejermålssagen, som var sket for en del år siden, var uvæsentlig for den nuværende sag. Dommeren dømte Gotfreds stævning for ugyldig.

Enken Kirstine

Anders Larsen Krack fremlagde på tinget et missive (officielt brev) fra sandemanden Morten Monsen i Østerlars til amtmanden af dato 8. april 1738, hvor han fortæller, at enken Kirstine sal. Jens Nielsen nu lå ”ganske svag, spytter blod efter slaget på hendes bryst,”. Hun troede ikke, at hun ville overleve, hvorfor hun anklagede Gotfred og hans hustru for hendes tilstand og mulige død.
Retssagen omhandlede primært om vold og sekundært tyveri. Enkens alvorlige tilstand var altafgørende i sagen mod Gotfred og hans hustru, hvorfor enkens svaghed blev nævnt gang på gang. Kosterne var forsvundet, hvorfor Gotfreds formodede tyveri ikke kunne bevises. Efter gennemlæsning af kirkebogen er der intet der tyder på, at enken døde de første mange år, hvis altså hun blev boende i sognet.
På herredstinget blev det ikke nævnt at enken Kirstine var Gotfred Nielsens hustru Bodils faster og stammede fra Brommegaard. En oplysning der først blev nævnt, da sagen blev prøvet ved Landstinget nogle måneder efter. Familieskabet kunne ellers være relevant for at forstå, hvorfor ransagningen endte som den gjorde.
Sandsynligvis var enken en flittig gæst hos Gotfred Nielsen og niecen på Gudmingegaard for at tigge. Eller for ”at æde smør og brød”, som Godtfreds hustru antydede, da hun og Gotfred blev stævnet til tinget.
Kirstines mand, Jens Nielsen, var indvandret fra Sverige. Hun var 43 år, da de blev gift i 10/6 1715. De boede i et hus på Lehnsgaards grund tæt ved hendes barndomshjem og tæt på Gudmingegaard. Da hendes mand døde i 1732 besluttede skiftekommissionen, at rygtet om at han havde haft kone og børn i Sverige, ikke skulle hindre Kirstine i at arve det lille fire stolperums hus. For øvrigt var der intet tilbage efter at omkostningerne var betalt. (LS 32, pag. 376b, 10. december 1732)

Herredstinget 25. april

Gotfred mødte ikke. 11 af de sidste 13 mænd fra sognet vedkendte sig underskrift og sandheden i sognevidnet. De to sidste var ikke nødvendige, for at Anders Larsen Krack kunne afgive sin endelig påstand og indstillede sagen til doms.

Herredstingsdommen

Den 9. maj afsagde herredsfoged dommen. Gotfred Nielsen var ikke til stede, da dommen blev afsagt, selv om dommeren havde udstedt arrestordre.
Dommeren, herredsfogeden Poul Eskildsen, var overbevist om at Gotfred Nielsen og hans hustru havde overfaldet enken Kirstine voldeligt, efter hun havde fundet sine forsvundne klæder. Enken var slået næsten død. Gotfred var tidligere dømt for tyveri af to heste og dømt ved landstinget den 13. juni 1723. 34 mænd fra Rø vidnede at Gotfred havde et dårligt rygte, ”mange til at trættes og selv haft mange trætter, og slaget og tribuleret mange, samt bedraget mange ærlige og skikkelige folk her og der i landet.”
For volden dømtes han 3 gange 40 lod sølv. For at have kaldt enken for hore og tyvetaske, uden at bevise det, var han ifølge loven selv en tyv. Da han var dømt tyveri, skulle han nu dømmes at arbejde på Bremerholm resten af sit liv.
Gotfreds hustru, som havde været med til overfaldet, burde også straffes, men fordi hun havde mange små børn, så ville herredsfogeden overlade den afgørelse til øvrighedens beslutning.
Oversendelse til København.
Umiddelbart efter domsafsigelsen blev Gotfred arresteret og ført til Rønnes Rådhus kælder, der var øens eneste arrest. Han havde ikke appelleret herredstingsdommen, da han, som han sagde, ikke havde hørt dommens premisse, da han ikke var til stede, da den blev afsagt. Amtsforvalteren havde besøgt ham i arresten og der var sikkert straks disputeret om dommens lovlighed. Gotfred blev straks oversendt til Bremerholm i København for at afsone sin straf.

Landstinget den 9. juli.

Det var naturligvis en fejl, at Gotfred var sendt til København. Så nemt skulle man ikke slippe af med ham. Han formåede at blive returneret hurtigt og amtsforvalteren måtte selv stævne sagen for Landstinget den 21. juni 1738.
Gotfred Nielsen blev fremstillet ”løs og ledig”. Han fremlagde de to skudsmål, som han ikke måtte få fremlagt i herredstinget. Det ene var sandsynligvis om hans dokumentation af ejerskabet af klæderne, som enken havde påstået var hendes. Det andet var om enken Kirstines uvederhæftighed. Heller ikke landsdommeren ville tage stilling til Gotfreds attester.
Gotfred ville have udsættelse, således at hans hustru kunne rejse til København og bede om Beneficium pauper¬tatis, altså fri proces på grund af fattigdom. Han ville bevise sin uskyld. Landsdommeren udsatte sagen for at vente på øvrighedens afgørelse.

Landstinget den 23. juli 1738

Amtmanden pålagde Michel Andersen at være fuldmægtig for Gotfred Nielsen. Michel Andersen var uvillig til at påtage sig hvervet, men blev tvunget til det af amtmanden. Fuldmægtigen havde besøgt Gotfred i hans arrest, men erklærede sig ikke i stand til at føre sagen ”for vidtløftighed skyld”. Sagen udsatte han til næste landsting. Landsdommeren var egentlig modstander af udsættelsen, men tillod 3 ugers udsættelse.

Landstinget 3. september

Gotfred Nielsen beskyldte både herredsfogeden og landsdommeren for partiskhed og han søgte om yderligere udsættelse af sagen, så han kunne få vidner indkaldt. Han afleverede en memorial (skriftlig anvisning til dommeren), der beskrev hans sag og hans uskyld. Gotfred nægtede, at oplyse hvem der havde skrevet for ham. Senere udvikling i sagen viste, at det sandsynligvis var præsten Friderich Christian Gerlach i Vestermarie, der selv lå i svære stridigheder med øvrigheden.
Gotfreds stridslyst var usvækket. På landstinget beskyldte han herredsfogeden og vurderingsmændene for tyveri af 7 rigsdaler, 1 mark og 10 skilling da de registrerede hans bo. Pengene havde han lagt til side for at kunne betale sin skat, som en hver anden lovlydig bondemand.
Gotfred Nielsen blev atter nægtet at fremlægge sine beviser, som bestod at et skriftligt indlæg, attester fra to præster og andre beviser. Dommen blev prompte afsagt. Gotfred bad om udskrift, således at han kunne stævne sagen til højesteret.

Landstingsdommen.

Dommeren, Michel Nansen, erklærede at Gotfred Nielsen både var skyldig i vold og tyveri. Sognevidnet beviste Gotfreds onde og ugudelige levned. Landsdommeren ville gerne have dømt ham til livsvarig hensættelse i jern på Bremerholm, man da han var en gammel mand, så ville det ikke være til kongens nytte at føde ham resten af livet. Derfor dømtes han til arbejde i jern på Christiansø i 6 år. Og efter 6 år på Christiansø, blev han landsforvist så ”hand icke skal komme her til Landet igien og giøre meere fortræd, end hand hidindtil haver giort”. Hans hustru burde være dømt til spindehuset, men med medlidenhed for hendes mange små børns skyld, så blev hun skånet.

Højesteret 18. april 1739

Gotfred fik sagen antaget til højesteret og i voteringsprotokollen læses, at herredsdommen og i særdeleshed Landstingsdommen blev underkendt. De 9 assessorer fordømte enstemmigt sagens behandling ved herreds- og landsting som ugyldig og fejlagtig. Gotfred Nielsen var en kendt person i København.
Assessor Varberg sagde: ”Hvad Gotfred Nielsens person er angaaende, da er hand et stort Skarn det er bekiendt, thi hand har overløvet Cancelliet i de ting som hans Mayst. allerede havde resolveret og derfor er kommen paa Bremerholm men siden igien løs; men hvor stor skarn hand end er, saa kand hand ej dømmes for Tyverie, thi der er intet bevist, at de har været klammerier, det er klart, men hvem der har slaget først er ej beviist, thi bør dommene frafaldes”. Han bør i kendes erstatning på 100 rigsdaler af Landsdommeren.
Dommens nøjagtige ordlyd kendes ikke, da domsprotokollerne gik til under Københavns Slots brand i 1794. Men et er sikkert, nemlig at Gotfred blev pure frifundet og fik erstatning. Hvor meget vides ikke, men erstatningen måtte Gotfred inddrive efter et sagsanlæg mod amtmanden. Han mistede dog sin fæstegård og måtte flytte til sin ældste søn i Lindeskoven.

Forbillede?

Jeg har tidligere skrevet om Berild Clausen, som, ligesom Gotfred Nielsen, var ”en besværlig personlighed” for øvrigheden. Begge påstod at tale og handle for en højere retfærdigheds skyld, ikke blot for sig selv, men også for bornholmere, der var i samme situation som de selv. Begge var kongens fæstebønder, altså nød de en vis beskyttelse fra amtsskriveren/amtsforvalteren. Begge skrev supplikker til kongen for at klage over en uretfærdig behandling af enten det kancelliets kommissioner, herredsfogedens eller landsdommerens domme eller præstens handlinger. Deres meninger kom ustandseligt i konflikt med samfundets autoriteter, og de var ikke bange for at gå imod dem, der stod i vejen. Problemet var, at de også fik deres medborgeres modvilje at føle, da deres retfærdighedssans ofte var grundet på egen personlige fordele.
Gotfred Nielsen var ikke lærd som Berild Clausen, men han må have haft en fortræffelig evne til at tale sin sag. Vi ved, at Gotfred blev tilkaldt, når der skulle tælles penge, og at han blev valgt som formand for 8 mandsforretninger, hvilket må betyde, at han både kunne regne og læse, selv om han underskrev sig med tre bogstaver. Ligesom Berild Clausen rejste Gotfred ofte til København for at klage til ”kongen”.

Afslutning

Landsdommeren dømte Gotfred landsforvisning, hvilket kan sammenlignes med Berild Clausen, der blev dømt fredløs. Det lykkedes ikke at eliminere Gotfred Nielsen.
Gotfred fortsatte, selv om han var ”en gammel tungfør mand”, med kæmpe mod autoriteterne. Han rejste i 1739 Bornholm rundt som talsmand for Vestermaries præst Friderich Christian Gerlach, der, ligesom han selv, talte øvrigheden imod. Blot få måneder efter at han blev frifundet i højesteret, klagede viceamtmand Cronenberg til Kancelliet over, at Gotfred rejste han rundt på Bornholm for at få underskrift på en supplik til kongen om, at præsten ikke skulle forflyttes, fordi præsten var en fortaler for de fattige bornholmere. Man frygtede, at Gotfred Nielsen ville opildne til oprør. Kancelliet gav tilladelse til at vicekommandant Cronenberg kunne bede herredsfogederne at afhøre og eventuelt retsforfølge Gotfred Nielsen. Men det skulle ske indenfor lovens rammer.

Læs mit referat af tingbogen, hvor der er flere oplysninger.
Læs også personoplysninger om Gotfred Nielsen og hans hustruer.

Læs Landstingsdommen og voteringsprotokollen