Kirkerøveri i Klemensker 1717

Natten efter søndag den 17. november 1717 eller kort derefter, blev kirkens sølv[i] stjålet fra alteret i Klemensker kirke. Intet blev opklaret de første måneder, men rygterne svirrede blandt folk om, hvem der kunne have gjort det.

Dette er en historie om en for den tid alvorlig forbrydelse. At røve af kirkens hellige sølv, til ”Jesu legeme og blod”, var en alvorlig forbrydelse, der ifølge loven[ii] takseredes som mord til ”Hjul og Stejle”- lovens mest vanærende dødsdom. Kirken var både centrum og symbol på de kristne samfund, der forenede sognet i et fællesskab. Tyveri fra kirken var derfor også en forbrydelse, der betragtedes af befolkning, som en afskyelig handling. Man accepterede at røveren kunne dømmes hårdt.

Tyveriet blev ikke fuldstændigt opklaret, men i alt fire personer blev dømt på indicier, der i dag kan synes problematiske. Nørre Herreds tingbogs oplysninger, om de formodede tyve, er interessante, da man fornemmer en uvilje mod personerne, der levede i på kanten af samfundet. Tyveri var en del af deres hverdag og trusler om vold var måden de klarede sig på. Af frygt turde ingen angive dem, men da retssagen startede forsvandt frygten for repressalier og vidnerne fortalte nu villigt om de sigtedes ry og handlinger. Den hovedmistænkte, Svend Olsen Grønning fra Tejn, var uden tvivl tyvagtig og tillige voldelig i sin adfærd.

Skriveren Hans Poulsen på Nørre Herredsting har ladet sig rive med i den spektakulære sag og han noterer et væld af enkeltheder, der giver et indblik talemåder og detaljer i dagligdagen blandt almindelige mennesker på Bornholm.

Tæt ved Klemensker kirke lå Gammel Andersens hus, vist nøjagtigt dér hvor kroen ligger i dag. Her kunne man både drikke, spise og overnatte. Da Gammel Andersen døde i juni 1717 førte hans enke og hans tre børn stedet videre som herberg. Kirsten Gammels enkes hus lå på præstegaardens grund og hvad der skete på kroen blev hurtigt en offentlig hemmelighed:

Første Påskedag 1718 om eftermiddagen kl. 3 fik Kirsten besøg af Cornelis Monsen fra Rø. Han havde været hos ”Stobba Smeden”[iii] i Rønne og da han var kendt som en der kunne skaffe ting og sagen, udfrittede Kirsten Gammels ham om, hvad han vidste om røveriet fra Kirken i efteråret. Cornelis bedyrede, at han var en ærlig mand, modsat Svend Olsen Grønning i Tejn. Detaljeret berettede Cornelis om hvordan Svend Olsen udførte røveriet. Svend Olsen havde været til mønstring ved kirken den 17. november og efter han afleverede sin bøsse og fået en jeton for geværet, så havde han skjult sig neden for kirkebakken. Om natten var han brudt ind og taget fadet og gået til Rønne og solgt det til en skåning, der var rømt fra Skåne.

Kirsten Gammels huskede, at de dage efter røveriet skulle være begået om efteråret, fik hun besøg af netop denne Svend Olsen og en følgesvend meget sent om natten. De to var gået videre dagen efter, før solopgang, mod Allinge. Historie fortalte hun til kirkens værge Anders Monsen fra Krashave. Sognepræsten Jørgen Sandby bad kirkeværgen stævne Cornelis Monsen til Nørre Herreds ting. Den 29. april 1718 startede retssagen i Hasle, hvor en række vidner aflagde deres vidnesbyrd om sagen.

Den unge bonde på Tårnbygård, Lars Hansen, havde været i Rønne langfredag for at hente nogle vinduer hos Ditlef Glasser. Her mødte han Cornelis Monsen. Lars Hansen spurgte ham om han kunne skaffe nogle sølvknapper. Cornelis vidste godt hvad han antydede, men bedyrede sin uskyld. Godt nok var han en kunstner, men når det drejede sig om sølv, så skulle han have det fra København. Cornelis fortalte herefter om Svend Grønning, der var den skyldige i tyveriet af kirkens sølv.

Kirkeværgen, der var anklager på kirkens vegne, spurgte alle vidner om de mente, at Cornelis var drukken, hvilket alle benægtede. Det var en almindelig praksis, at sådanne historier skulle afgives i ædru tilstand, ellers kunne det betragtes som fuldemandssnak. Småhåndværkere, ligesom glarmesteren i Rønne, supplerede deres indtægter med servering af øl og brændevin, selv små ærinder i byen endte ofte i en lille rus.

Det var ikke svært for kirkeværgen at få tre uafhængige vidner til at bekræfte Cornelis Monsens beskyldning mod Svend Grønning. Ifølge Danske lov[iv] var det en alvorlig sag, at beskylde andre for at have begået tyveri. Hvis han ikke kunne bevise sine beskyldninger ville han selv blive dømt som tyven. Kirkeværgen besluttede at lade Cornelis arrestere og føre til Hasle Vagt, der blev brugt som fængsel i undersøgelsessager. Cornelis kunne have undgået indespærring, hvis han kunne stille borgen for sig – enten selv eller ved andres garantier. Cornelis havde hverken penge eller venner dertil. Kirken måtte selv garantere for at udgifterne blev betalt.

Herefter blev Svend Olsen stævnet og anklaget for tyveriet. Han var i løbet af vinteren blevet overført som soldat til Christiansø og hørte derfor under den øens egen jurisdiktion. Her blev han afhørt af kommandanten og sendt til Rønne vagt for derefter at blive indsat på Hammershus.

Nørre Herreds tingdag holdtes om lørdagen og den 14. maj var alle vidner indkaldt til forhør. Svend Olsen Grønning og Cornelis Monsen skulle fragtes fra Hammershus fængsel, hvor de nu sad i forvaring, til tingsalen i Hasle. Endvidere var begges hustruer, eller kvinder, som de omtaltes, stævnet til tinget som medskyldige i tyveriet. Retssagen må have været kendt på hele nordlandet, da der var vidner fra alle sognene og fra Rønne. Alle spor pegede mod Svend Grønning og hans hustru Ulve, der boede i et halvt hus i Tejn.

Så skete det, at aftenen før – Store Bededag, den 13. maj – knustes en rude i kirkens søndre side op mod alteret. Gennem hullet blev kastet en lærredssæk sammensyet med sejlgarn. I sækken lå det stjålne sølv. Tyvekosten var altså ikke blevet solgt til en skåning i Rønne, som Cornelis havde fortalt, men havde været gemt. Ingen havde set sækken blevet kastet ind ad vinduet, men Svend Grønnings kvinde Ulve, var mistænkt og hun havde svært med at bevise, at hun opholdte sig i sit eget hus i Tejn. Tværtimod havde hun forsøgt at købe sig vidner til at sige, at de havde set hende i Tejn samme nat. Hendes samboer i huset i Tejn forklarede at han ikke kunne bevidne, at Ulve var i huset natten til Store Bededag. Samtidigt kom det frem at Ulve havde truet Cornelis kvinde Anne Marie og det blev derfor besluttet at Ulve skulle forvares i Tejns Vagthus.

Afhøringerne afslørede at både Cornelis Monsen og Svend Grønningen levede livet på grænsen af lov og ret. Begge havde et blakket ry og de begyndte nu at anklage hinanden. Cornelis havde betroet Carstensen i Rø, at han havde været en ærlig mand indtil ”den skælm” til Svend Grønning havde ødelagt hans rygte. Svend Grønning havde i påsken været på Bornholm og i Rønne hele påsken. Han var kommet hjem belæsset med alt hvad han kunne bære på ryggen. Endvidere havde han købt en båd af Villum Andersen i Rønne for 18 daler. At Svend Grønning havde så mange penge skyldtes, sagde Cornelis, at han havde røvet Klemensker kirke.

Deres hustruer var tilsyneladende involverede i deres mænds aktiviteter. Og afhøringerne bekræftede at det måtte være Svend Grønning der var røveren, men han og hans hustru benægtede alt. Cornelis anklage mod Svend blev anledning til at Ulve beskyldte Cornelis som den egentlige hovedmand. Han havde lokket Svend til at begå tyveriet. Begge kvinder var tilbøjelige til at råbe højt og skælde hinanden ud i al offentlighed. Anders Olsen fortalte, at Ulve havde været hos Anne Marie i Rø og sagt: ”din Mand har loket min Mand til at Røfve Clemens Kircke og det skal din mand svare for”. På tinget brugte de begge gudsfornægtende udråb, der gentagne gange måtte bekræftes af stokkemændene, der overhørte afhøringerne. Svend Grønnings hustru Ulve havde truet med at sætte ild Cornelis hus, hvis Cornelis hustru Anne Marie afslørede tyveriet.

Tre mænd fra Tejn bekræftede en historie om Svend Olsen nytårsaften 1717. Svend var kommet ind til Isach Jensen og forlagt for 2 skilling brændevin. Isach nægtede at servere for ham, hvorefter Svend indirekte truede ham på livet. Svend var tidligere blev nægtet en pot brændevin af Peder Andersen og derfor var det ikke synd at slå ham ihjel. Skam få alle bønder på Bornholm, sagde han. Han var god nok, når der skulle arbejdes, men når der intet arbejde var, så var der ingen der kendte ham. Deres afvisning var grund nok for ham at stjæle deres penge og brænde dem op i deres huse. Hvis ikke han slog Peder Andersen ihjel, så ville han, som det mindste, gå op i hans skov med elletræer og bore hul i stammerne og slå salt i dem, så de tørrede ud[v]. En dag i efteråret 1716 skulle Svend Grønning have sagt til Peder Olsen og hans hustru i Sandvig, at da der var så mange fremmede søfolk i Allinge og Sandvig, så var det en ideel nat at stjæle og give de fremmede skylden. En kobberkedel var fin og en plovkniv var ideel til at fremstille pandejern af. Om natten var 3 borgere i Allinge og Sandvig blevet bestjålet.

Rygtet fortalte at Svend Olsen Grønning også havde truet med at brænde præstegården af. Men ingen vidner kunne bekræfte denne trussel. Attester fra Rø og Olsker præsterne bevidnede at de to mænd var berygtede som de ”arviiste Tyve her paa Landet” (=mest frygtede tyve på Bormholm)

På vej til arresten på Hammershus havde Svend Grønning sagt at alle vidner selv var tyve, hvilket han ville bevise. Denne trussel førte til, at alle vidner aflagde ed på, at det de havde fortalt var sandhed. Ingen ville forsvare Svend Grønning eller hans hustru.

Kun Cornelis kone Anne Marie var fri. Den 8. juli blev der foretaget en ransagning i hendes og Cornelis hus i Rø. De fandt 45 alen klæde, som de næppe havde kommet lovligt til. Hendes temperament fejlede intet. På tinget råbte hun flere gange en hedensk bøn over dem og slog i bordet. Hun mente, at de forfulgte hende og bad Gud om at sprede en glød over dem, som aldrig skulle slukkes.

Kirkeværgen opgav at få Svend Olsen Grønning og Cornelis Monsen til at erkende deres forbrydelse, hvilken de først ville erkende efter ”dødsdom og pinligt forhør”.[vi]  Præsten og Kirkeværgen ville havde at de to mænd skulle dømmes til ”Hjul og Stejle” for røveriet af kirkens hellige sølv.

Sættedommeren kaptajn Gregers Christensen afgav dommen den 2. september 1718, som lød, at Svend Olsen Grønning og Cornelis Monsen skulle straffes med arbejde på Bremerholm i jern på livstid og deres kvinde straffes med spindehuset på livstid, samt at deres boeslod tilfaldt kongen efter at kirkeværgens omkostninger var betalt.

For kirkeværgen Anders Monsen var straffen for lav, derfor ankede han dommen til skærpelse ved Landstinget i Åkirkeby, hvor ankesagen startede den 21. september. Den 5. oktober afgav Cornelis Monsen en skriftlig erklæring om sin rolle og ville have frifindelse. Svend Olsen, derimod, mente, at kirkeværgen skulle bevise, at han var kirkerøver og mordbrænder. På vej tilbage til fængslet på Hammershus lykkedes det Svend at vriste sig ud af lænkerne og flygte fra sine 4 fangevogtere, men han blev fanget igen. På det næste tingmøde erklærede han, at han havde i sinde at rømme.

I Landstingsprotokollen gengives den endelige dom 2. november. Indledningsvis berettedes, at Svend Olsen Grønning og hans kvinde Ulve var brudt ud af fængslet på Hammershus kort forinden og at de endnu ikke var blevet fanget. Dommen blev skærpet for Svend Grønning, som er ”saa halstarrig i suine Synder at icke vil gaa til Sandheds bekiendelse, og paa det hand disse bedre kand komme til at fortryde sine grove Synder” blev han dømt til at bindes til ”kagen” og have 6 ris a 20 slag, samt brændemærkes i panden som tyv og tilbringe resten af sit liv i jern på Bremerholm. Ulve, hans kone, blev dømt til kagen og have slag med 6 ris a tre slag, samt anbringelse resten af sit liv i Spindehuset.

Cornelis Monsen og hans kvinde Anne Marie fik tre års arbejde i henholdsvis Bremerholm og spindehuset.

Om det lykkedes at fange Svend Grønning og hans hustru Ulve vides ikke (endnu)

—-

Se referat af tingbogen for Nørre Herred 29. april – 2. september 1718

Ankesagen findes i Landstingsprotokollen 21. september 1718 til 2. november 1718.

Læs også transskribering af Herredsdommen og Landstingsdommen

Noter:

[i] Kirkens sølv bestod både af ”disk og kalk”. Kalken blev omgjort i 1732 og igen stjålet i 1844 ifølge Danmarks Kirker.

[ii] Christian Vs lov Pag. 968, 4.Art.

[iii] Stob – er et krus af forskelligt materiale – stobbesmed må være en person der fremstiller krus.

[iv] Danske lov pag. 1001, 6. artikel

[v]  Tingdag 10. juni 1718

[vi] Efter loven måtte man kun anvende tortur mod dødsdømte forbrydere.