Løgn og graviditet – om en tjenestepiges skæbne, 1726

”Bekend, ellers bliver du smidt i et bundløst hul som i helvede!”

.. sådan truede Hr. velærværdighed, sognepræst til Olsker og Allinge menigheder, Hans Mahler, tjenestepigen Margrete Larsdatter, der sad i fangekammeret på Hammershus den 21. august 1726. Hendes forbrydelse var, at hun skulle have født et pigebarn natten mellem den 2. og 3. påskedag 1726. En af 1700-tallets alvorligste anklager mod kvinder var ”fødsel i dølgsmål”. Fosterdrab blev takseret til henrettelse ved økse, eller som det var praksis på Bornholm, med sværd.
Retssagen, som er nøje beskrevet i Bornholms Nørre Herredstings protokol fra den 9. august til den 11. oktober 1726, fortæller indgående om tjenestepigens sørgelige historie. Takket være herredsfoged Mogens Clausen Torn blev sagen ført med sjælden grundighed og pigens prokurator Anders Larsen Krack var klar over sagens vanskeligheder. Noget tyder på at Krack, der virkede som forsvarer, var overbevist om pigens tilståelse om graviditet var løgn.

Sindssyge og retspraksis

Psykologiske forklaringer som tanke- og adfærdsforstyrrelser var ikke en formildende omstændighed.
Margrete Larsdatters sag er interessant ud fra et bredt perspektiv, da den giver os et enestående indblik i datidens retsopfattelse og samfund, der var meget anderledes end i dag. For mig at se fører retssagen tråde tilbage til grusomme hekseprocesser, hvor kvinder erklærede sig skyldige efter inkvisitoriske afhøringer. Men overraskende afslører retssagen også, at der i 1726 var flere, der var klar over at sindsforstyrrelser kunne være årsag til uforståelige menneskelige handlinger. Det er forhold som sjældent beskrives.

Anmeldelse til amtmanden og sagens start

Margrete Larsdatter forlod sin tjenesteplads 2. påskedag ved middagstid. Hun fortalte, at hun var på vej til ”at lægge sig til barsels” og folk syntes at hun så ”tyk” ud. Jeg tror ikke, at nogen troede på den historie, og slet ikke da hun dagen efter mødte på arbejde ”tynd” om livet. Der var mange forhold der ikke stemte. Omgivelserne troede, at det var dovenskab, der havde drevet hende til slippe for arbejdet og ophæve sit tjenesteforhold inden mikkelsdag.
Hun havde tilsyneladende selv været med til at udbrede sin historie om, at Jørgen Hansen Skrub havde gjort hende gravid, da hun tjente på Bjørnegård i Klemensker. Da hun lagde sig til barsel, blev sladderen så omfattende, at Margretes mor forsøgte at mane den i jorden. Men historien ville ikke dø, folkesnakken holdt den gående og myndighederne måtte til sidst handle og skride til arrestation; men det skete først tre måneder efter den formodede fødsel.
Margrete betroede sig til flere og enkelte rådede hende til at tale med præsten i Rø. Om det var for at bekende sine synder eller for at få præsten til at hjælpe hende i sin vildfarelse, vides ikke. Samtalen skete søndag den 21. juli i Rø kirke for sognepræsten Jens Marcher i Rø i overværelse af sandemand Hans Kjøller.
Præsten indberettede ikke sagen til amtmanden, men det gjorde derimod degnen Peter Clausen og kirkeværgen Poul Hansen den 24. juli. Amtmanden kunne ikke lade denne indberetning overhørig. Lejermålssager var kongens sag og dermed amtskriver Christopher Horns opgave at føre sagen. Margrete Larsdatter blev sat i Tejn Vagtbod og stævnet til tinget. Senere blev hun overført til Hasles arrest og fredag den 9. august startede retssagen på Nørre Herredsting.
Amtmanden udpegede Anders Larsen Krack fra Rutsker som prokurator for tiltalte Margrete Larsdatter og for  moderen Kirstine og faderen Lars Michelsen, der var sigtet som medskyldige.

Oplysninger der talte for en forbrydelse

Det blev amtskriver Horns fuldmægtig Jes Rask, der førte sagen på Nørre Herredsting. Rask indkaldte vidner, der kunne underbygge påstanden om, at Margrete var skyldig. Margrete havde fortalt til højre og venstre, om sin graviditet og fødsel, så vidner var ikke svær at finde for anklageren.
Allerede før påske havde der verseret rygter om Margretes graviditet.

Margrete var tjenestepige hos et ældre ægtepar, Henning Kjøller og Dorothea Didrichsdatter på Bjergegaard i Olsker. I flere dage havde hun klaget over smerter i siden og i maven, hvorfor Kjøller havde tilkaldt Rasmus Hansens kone Kirstine, for at hun kunne tilse og måske hjælpe hende af med smerten. Men da Kirstine ville føle på hendes mave, havde Margrete vendt sig om og skubbet hende væk. Det eneste som Kirstine havde bemærket var, at Margrete havde nogle mærkelige hanke under sit skørt. Ved middagstid den 2. påskedag bad Margrete om lov til at gå hjem til sine forældre fordi ”hun lagde sig til barsels”.
På vejen hjem aflagde hun besøg hos Karen og Peder Løfuingsen, der kendte til hendes forældre. Margrete var bange for hendes forældre og især på deres reaktion på hendes forestående barsel. Karen rådede hende til at gå hjem, selv om forældrene sandsynligvis ville tage hendes tilstand meget negativt.
Hjemme hos forældrene var påstanden at hun skulle have født i loen med lys tændt. Hun havde haft store smerter, hvorfor hun ikke havde registreret ret meget, men antydede, at hendes mor måtte vide bedre om selve fødslen og hvor hun havde gjort af barnefosteret. Hun havde tryglet moderen om at beholde barnet, men lige meget havde det hjulpet. Hun fortalte senere, at hun havde født et pigebarn, og at moderen havde smurt hendes bryst med brændevin og noget andet stærkt, for at hendes mælk ikke skulle løbe til.

Sankt Hans dag 1½ måned efter påske havde Margrete besøgt Gertrud, enke efter Peder Andersen på Dynddalegaard. Gertrud er var en kvinde med mange kundskaber og Margrete søgte hendes råd i den svære situation. Gertrud kunne berette på tinget, at Margrete åbent havde fortalt hende detaljer om fødslen. Gertrud havde stillet sig skeptisk til historiens virkelige sammenhæng, blandt andet syntes hun, at det var besynderligt, at hun var kommet sig så hurtigt, at hun allerede den næste dag kunne møde i tjenesten. Hvorefter Margrete forklarede, at hun skulle ”spille en løgn”, en rolle som var indstuderet af hendes moder. Gertrud fortalte også om Margretes gudsfrygt, og hvordan hun var fortørnet over, at hun var blevet forment adgang til det hellige sakramente i kirken, hvorimod hendes moder gik rask væk til alters.
Soldater i Tejn Vagtbod refererede Margretes snak om, at hun i en måned havde haft ondt i sine bryst, som følge af barnefødslen.

Forhold der talte imod fødsel i dølgsmål

Margrete havde ikke protesteret over stævningen; hun havde ligefrem selv ønsket at få sagen prøvet på tinget.
Hendes forklaring på, hvorfor hun havde forladt sin tjeneste 2. påskedag, skyldtes at hun tre uger inden havde forløftet sig på et kar.

Moderen havde allerede den 3. påskedag forsøgt at mane den omfattende sladder om datterens graviditet og fødsel i jorden. Hun havde blandt andet været hos Løfuingsen og truede dem med ”bål og brand”, hvis de viderebragte sladderhistorien til andre. Samme dag havde Margretes moder, Kirstine, bedt to kvinder, sandemand Hans Kjøllers og Peder Løfuingsens hustru, om at undersøge Margretes bryst, for at se om der kom ”vådt” ud af dem. Det gjorde der ikke. Undersøgelsen fandt sted på Kjøllergaard i Rø hos sandemanden.

Efter Margrete havde bekendt sin fødsel i dølgsmål på tredje tingdag den. 30 august, var hun ligesom ivrig efter at bevise sin skyld. Det må have virket underligt i tingstuen, at hun to gange viser sit bryst frem for dommeren, for at bevise, at hun havde haft brystsmerter.

Den pietistiske præst Hans Mahler

Fra tingbøgerne i Nørre Herred og Hammershus Ting er præsten kendt som den nidkære og retfærdighedssøgende præst, der sagsøgte mennesker for et godt ord. Modstanden fra bønder i Olsker sogn og borgere fra Allinge og Sandvig er nok årsagen til, at forsvareren Anders Larsen Krack turde føre vidner, der afslørede præstens metode med trusler om at blive ”kastet i et dybt bundløst hul, der var så dybt, at ingen husstige kunne nå ned”.
Vi kender ikke Hans Mahlers attests ordlyd, men vi ved at den blev forkastet ved herredstinget, men lagt til grund for dommen ved Landstinget.

Et enkelt vidne fortalte, at Margrete ofte søgte det hellige sakramente i kirken, hvilket han syntes var sædvanligt. Præstens indflydelse på pigens tilståelse kan have været stor. Præsten så djævlens spil i et syndigt samfund.

Udlagt barnefader Jørgen Hansen Skrub

Margrete har haft trang til at fortælle indgående om sit forhold til Jørgen Hansen Skrub, som skulle være barnefaderen til barnet. Hun fortalte, at hvis hun havde vidst, at Jørgen havde haft 4 a 5 uægte børn i forvejen, så ville hun aldrig havde ligget med ham i en høstak på Bjørnegård i Klemensker en måneds tid før mikkelsdag i 1725, da hun var tjenestepige på Bjørnegård og hvor Jørgen Hansen Skrub havde daglejerarbejde.
I tingbogen læses at Jørgen Hansen Skrub faktisk blev dømt i 1714 for at have begået lejermål i 1713. Da han ikke kunne betale bøden, blev han dømt til soldatertjeneste på Christiansø. At han skulle være barnefader til flere, kan ikke verificeres, men han har nok haft ry som en ”horekarl”.

Anders Larsen Kracks forsvar

Anders Larsen Krack, var kgl. fæstebonde på 11. selvejergård, Krackegaard, i Rutsker. Han var en lærd mand og virkede som prokurator i mange retssager på Nørre Herredsting. Indtil videre havde hans retssager handlet om grænseskel-, arve- og pengesager. Margretes sag var ny og vanskelig for ham.
Hans vidner var gårdmanden på Bjørnegaard og en tjenestekarl, der bedømte hende som” ikke ret klog”, men dog alligevel en pligtopfyldende tjenestepige, der gjorde, hvad der blev sagt. Om natten kunne hun finde på de mærkeligste ting. Hun havde siddet og ”hugget” på gærdet og en anden nat, havde hun løbet rundt nøgen i gården og råbt som en gal. Om dagen kunne hun være helt normal og kunne tale fornuftigt som alle andre.

Anders Krack fik afhørt de to jordemødre fra Rønne, der havde undersøgt Margrete allerede den 8. maj. Tidspunktet for denne undersøgelse kan kun forklares ved, at Margretes historie havde været i omløb lang tid før den egentlige retssag startede, og at amtmanden havde foranlediget undersøgelse. De to jordemødre havde ”malket” Margrete, men ikke kunnet konstatere, at hun havde født et barn. Den ene jordemoder Ellen Anders Sadelmager havde boet i Rø og kunne fortælle, at hun for 9 år siden ”vist nok” havde set Margrete løbe nøgen rundt ud for hendes barndomshjem.
Anders Krack førte to vidner, der havde bemærket Margretes trang til at vikle tøjbylter omkring maven.

Jes Rask må havde følt, at Anders Krack havde succes med sit forsvar, hvorfor han angreb Anders Larsen Krack på hans hæderlighed. Han ville have, at Krack skulle afgive ed på, at han førte ”en retfærdig sag”. En prokurator måtte ikke arrangere vidners udtalelser og ej heller pålægge anklagede, at tie med sin bekendelse. Det mente Rask, at Krack havde gjort. Soldater, der havde overværet Anders Kracks besøg i Tejn Vagtbod, havde hørt at Krack havde pålagt Margrete tavshed og lade ham føre sagen. Krack protesterede mod hans påstand, men ville dog ikke sætte sin ærlighed på prøve ved at afgive ed. Som prokurator, mente Krack, kunne man ikke tvinges til edsaflæggelse.
Den 27. september imødegik Krack Jes Rask angreb på hans ærlighed ved at føre kontravidner om hvad der skete i Tejn Vagtbod. Han havde ikke pålagt Margrete at tie med sin tilståelse. Samme dag førte Krack vidner, der i Hasle arrest havde talt med Margrete om præsten Hans Mahlers trusler om at anbringe hende i et dybt hul med helvedes pinsler. Margrete havde fortalt, at hun ikke turde andet end at tilstå.

De anklagedes holdning

Margrete, der var tilstede under vidneafhøringerne, afviste alle vidners udsagn som løgn og nægtede alt om barnefødslen tinget den 9. og den 16. august, men den 30. august – på sagen tredje tingdag – aflagde Margrete Larsdatter fuld tilståelse. Hun havde født et pigebarn og antydede, at moderen kunne fortælle om fødslen. Hun vedgik nu alt som vidnerne tidligere havde berettet.
Hendes mor nægtede alt kendskab til fødslen og vedblev at kalde det for sladder.
Faderen, Lars Michelsen, vidste tilsyneladende intet om fødslen og undgik al videre anklage.

Jørgen Hansen Skrub, der også var blevet arresteret, nægtede at have haft noget med Margrete at gøre. Han var villig til at afgive ed på sin påstand.

Prokuratorernes votum

Anklageren Jes Rask var overbevist om at de to anklagede var skyldige og krævede, at moderen Kirstine Lars Michelsen skulle dømmes efter lovens pagina 889 artikel 7 at miste sin hals og hendes hoved sættes på en stage. Den samme dom skulle tildeles Margrete eller, da hun var så ung, anbringes i spindehuset på livstid.
Forsvareren Anders Larsen Kracks påstand var, at Margretes tilståelse var et udslag af hendes sindsforvirring og præstens trusler. Hendes tilståelse byggede på ”uforstandige fabel og fantasi”. og derfor burde hun frifindes. Margretes mor Kirstine var følgelig også uskyldig og skulle frikendes.

Herredsfoged Mogens Clausen Torns dom

Dommen blev afsagt den 11. oktober. Den var usædvanlig lang og detaljeret. De fleste vidnesbyrd blev refereret og Margretes opførsel i tingsalen blev usædvanligt beskrevet i dommen.
Mogens Clausen fulgte forsvarerens påstand og frikendte Margrete for fødsel i dølgsmål, men dømte hende tre års arbejde i Spindehuset for at have forvoldt den unødvendige og vidtløftige sag. Moderen Kirstine blev frikendtes for tiltale.

Jes Rask, på amtskriver Horns vegne, ankede straks dommen til Landstinget til skærpelse.

Landstingets afgørelse

Landstinget behandlede sagen den 30. oktober, hvilket var usædvanlig hurtigt efter herredstingets dom. Der var ingen yderligere vidneafhøringer og dommen afsagdes samme dag.
Landsdommer Nansen beskæftigede sig ikke meget med sagens emne, men mere om herredstingsdommens procedure. Herredsfoged Mogens Clausen Torn havde afgivet dom den 11. oktober, men den var først blevet underskrevet af stokkemændene den 19. oktober. Hvorfor? Forsinkelsen af underskriften skyldte at stokkemændene, der selv kaldte sig som ”enfoldige bønder”, der hverken kunne læse eller skrive. De havde udbedt sig tid til at få gennemlæst den lange dom før de sætte deres tegn under. På Landstinget afgav alle otte stokkemænd ed på, at de stod bag herredsfoged Mogens Clausen Torns dom.
Landsdommeren angreb Anders Larsen Krack for, at havde ført sagen på en ulovlig måde og bebrejdede ham for ikke at ville afgive ed på, at han førte en ”retfærdig sag”, hvorfor Nansen måtte tolke, at Kracks vidner ikke skulle stå til troende. Landsdommeren forbød Krach at beskæftige sig med sagen på landstinget.
Margrete erklærede at hun var uskyldig. Hun nægtede at have født et barn. Moderen Kirstine kendte intet til datterens fødsels i dølgsmål.

Landsdommeren så ingen formildende omstændighed, men lagde vægt på Margretes bekendelse til præsten Hans Mahlers og oberstløjtnant Tamsen på Hammershus, samt på Jes Rasks vidners udsagn. Landsdommeren dømte herredstingsdommen for ugyldig. Han mente, at det var bevist at hun havde født i dølgsmål og moderen for at medvirke til fødslen og for at have sørget for barnets ombringelse og borttagelse.

Margrete Larsdatter blev dømt til at miste hovedet med sværd, hovedet sættes på en stage og hendes hovedløse legeme begraves i jorden nedenunder hovedet. Moderen Kirstine skulle dømmes til Spindehuset på livstid, ”så hun kunne komme til sine synder bekendelse”. Deres ejendele skulle tilfalde kongen, hvis der var noget til overs efter retssagens omkostninger var betalt.

Dog skulle dommene først eksekveres efter at Amtmanden havde indhentet kongens resolution.

Højesteretsdommernes votering.

Heldigvis findes kongen resolution i Amtstuens arkiv. Den 20. december 1726 udfærdigedes kongens resolution til amtmand Niels West. Kongens besluttede, at både herredstingsdommen og landstingsdommen skulle prøves ved Højesteret.

Der skulle gå et helt år inden Højesteret behandlede sagen. Desværre findes højesteretsprotokollen ikke, men vi har 10 højesteretsdommeres voteringer. Ingen kunne godkende landstingsdommen. Flere af dem antydede, at Landsdommen var mangelfuld og at landsdommeren skulle stilles til regnskab for svigt. Nogle ønskede, at herredstingsdommen skulle stå ved magt, mens andre at sagen helt skulle annulleres.
Margrete var imidlertid død i arresten og en enkelt dommer nævnte at hun døde af melankoli, hvilket sandsynligvis betyder, at hun havde taget sit eget liv. Flere af højesteretsdommerne mente, at Margrete – post mortem – skulle have æresoprejsning.

Hammershus som fængsel

Margrete sad i vagtboden i Tejn nogle uger inden hun blev sat i et kammer på Hammershus. Hammershus var almindelig brugt som fængsel frem til omkring 1740’erne. Fængselsfunktionen sluttede da vicekommandanter flyttede sin residens til Rønne og med ham forsvandt soldaterne, der blev brugt som vagtpersonale.
Det var Bornholms Amt, der skulle dække udgifterne til arrestanterne. Udgifterne til de to kvinders ophold i fængslet var i 1731 endnu ikke betalte. Et regnskab angiver at Margrete og hendes mor Kirstine var arrestanter som følge af fødsel i dølgsmål. I regnskaberne ses at Kirstine ”Michels” var arresteret på Hammershus i perioden fra 13. august 1726 til 27. juni 1727 og udgifterne var 9 rigsdaler 46½ skilling.
I regnskabet ses, at soldater fulgte de to kvinder og Jørgen ”Skrobe” til herredstinget og senere til Landstinget. Oberstløjtnant Bartram forlagte 20 rigsdaler for arbejdet, men fik kun dækket halvdelen.
For Margrete er der ingen specifikation og vi kan således ikke se, hvornår hun døde. I kirkebogen for Allinge og Olsker findes ingen oplysninger om Margretes død.

Afslutning

Denne sørgelige historie fortæller om en retssag, som ved tre instanser fik vidt forskellige slutninger: Herredstinget frifandt de sagsøgte, dog med en dom for unødvendig retssag. Landstinget dømte Margrete til henrettelse, hvorimod Højesteretsdommerne frikendte alle og var mest stemt for at forkaste sagen som grundløs.

Med vores øjne er det ganske tydeligt, at pigen Margrete Larsdatter led en form for personlighedsforstyrrelser, der i dag ville være en sag for en psykiater. I 1726 var præsterne de eneste man kunne tale med og som måske kunne hjælpe psykisk syge mennesker, hvis man altså erkendte, at det var en sygdom. Præsternes holdninger var forskellige; Hans Mahler mente tilsyneladende, at han gjorde samfundet en tjeneste, hvis han med inkvisitorisk afhøring kunne få Margrete til at tilstå og dømt.

Man må formode, at sindssygdom var ligeså udbredt i datidens samfund som i dag, men det er sjældent, at de dukker op i tingbøgerne. Jeg kender flere sager om sindssyge i Hammershus Tingbog. En enkelt sag blev ført mod en valgt værge til en sindssyg ung mand. Værgen blev anklaget for at svigte opgaven med at passe den unge mand, som var uarbejdsdygtig, modsat Margrete, der passede sit arbejde.

Kriminelle handlinger skulle dømmes som et eksempel for andre til at efterleve lovene og få samfundet til at fungere. Margrete havde ikke begået en kriminel handling, men folkesnak, sladder og uvidenhed tvang myndighederne til handling, som førte til hendes ulykkelige død.

---

Oplysninger om Kirstine og Lars Michelsen, samt Kongens Mark i Rø

Kilder:

Se de originale side af 1722-1734 Nørre Herreds tingbog_pag 140a-280a, se pag. 192a-226a –

Læs referatet af Tingbogen 1722-1734

Læs referatet af Herredsfogedsdommen fra pag. 221a-

Bornholms Landstings protokol 1718-1742, pag. 283a-284a. De originale sider her  – Referatet af sagens behandling er transskriberet

Bornholms Amts arkiv (RA) Kgl reskripter og resolutioner 1701-1779
Kongens brev til Amtmanden om Højesterets prøvelse i (RA) Rentekammeret, Bornholms amt, Diverse sager navnlig vedr kommissionen af 1738, side 361-64

Litteratur om sindssygdomme i 1700-tallet er få, men en lokal og personlig beretning er udgivet:  C.S. Andresen, Min Sinds-sygdom i Aaret 1783, udgivet af Vilhelm Maar, 1925. (kommenteret udgivelse af artikel i månedsskriftet Iris og Hebe, Kiøbenhavn 1801. III, s. 193-253)