Bækkegaard, 16. selvejergaard i Olsker
Niels Larsen Beck fra Bækkegård i Olsker havde sin gang i Allinge og Sandvig. Fastelavnsmandag 1715 ender han i slagsmål og efterfølgende retssag på Hammershus Birketing. Han bliver dræbt 30. juli og sagen kan læses i Nørreds Herreds tingbog.
Fastelavnsmandag den 3. marts 1715 var Niels Beck på besøg hos David Dich i Allinge. Der var forsamlet en del mennesker i anledningen af højtiden. Der blev drukket og danset. Niels Beck var beruset og opførte sig ikke ordentlig. Han beskyldte Poul Hartvigs kone for rakkertyv og i sin beruselse væltede han om på gulvet. David Dich og Poul Hartvig tog affære og ville smide ham ud af huset. I tumulten fik han slået hovedet mod bordet og hans mund blødte. Han blev smidt ud og ved hjælp af andre blev han hjulpet op på sin hest og forlod byen. Birkefoged sørgede for at voldssagen blev ført til tings, således, at kongen kunne få sin retmæssige mulkt. Niels Bech påstod, at han havde fået 2 tænder ud under kampen, men han indgik forlig med Poul Hartvig og David Dich. Imidlertid genoptog Niels Bech sagen den 1. juli og den 22. juli fik han et skriftligt indlæg læst på tinget. Sagen blev først afsluttet den 2. september, hvor Poul Hartvig og David Dich blev dømt til at betale sagens omkostninger til Niels Bechs fader Lars Nielsen på Bækkegård i Olsker. Niels Bech var død i mellemtiden.
I sagen fornemmes, at Niels Beck ikke var af fredelig natur. Han forfulgte sin ret og var ikke særlig vellidt af sine nærmeste. Trods balladen om mandagen deltog han fastelavnstirsdag i ”skyden til måls” i Allinge. Flere mente derfor, at han vist ikke var så forslået, som han angav. Han røg pibetobak ustandselig og man mente, at det kunne være forklaringen på, at han havde mistet to tænder. Desuden drak han øl og brændevin og var ofte ”drukken”.
Søndag den 30. juli om formiddagen forlod han forældrene efter han havde siddet på en kiste og røget tobak. Han havde sagt til sin mor Bodil Larsdatter, at han gik over til sin søster Karen, der boede med sin mand Lars (Lave) Andersen i nærheden af Bækkegård. Søsteren havde lovet ham brændevin. Niels Becks far fortalte, at han havde taget bøssen for at gå på andejagt ved stranden i Sandkås.
Hvad der skete, blev aldrig helt klart afklaret.
Søsteren Karen erkendte, at Niels havde været over og købt brændevin, som de selv havde lavet. Hvor han derefter gik hen, kunne hun ikke vide. Hendes mand Lave Andersen havde ikke været hjemme, da han havde været i marken for at flytte sit kvæg.
Da Niels ikke var kommet hjem om mandagen blev der søgt efter ham. Om tirsdagen den 1. august fandt de ham død ved stranden. Sandemanden i Olsker og 4 mænd holdt ligsyn på stranden og på Bækkegård, efter han var blevet bragt der op. Ordlyden af det skriftlige ligsyn kendes ikke, men synsmændene var ikke i tvivl om, at han var blevet dræbt.
Mistanken faldt hurtigt på søsteren og svogeren. Den 19. juli havde Niels Beck stævnet sin søster og svoger for 249 slettedaler for noget jord, rugsæd og leje (af Krobbedalshuset?) i otte år. Lave Andersen var ikke mødt i retten, men ville svare skriftligt på kravet på næste ting den 2. august. Søsteren Karen havde til flere mennesker forbandet både sin broder og sine forældre for dette uretfærdige krav. Hun havde antydet, at hendes forældre var gamle og uvederhæftige og at Niels Beck ville dem ondt.
Sagen skulle føres på indicier: Blandt de mange vidneudsagn er et fra Mogens Pedersen fra Løsebæk, der sammen med Niels Beck var blevet spurgt af Rasmus Larsens hustru i Allinge, om de ville tage ud til Lave Andersen, for at undersøge en skade, der var sket på noget vårsæd, som hun havde sået på Bækkegårdsgrunden. Lave Andersens gæs var løbet ud i hendes sæd. Det var søndag den 23. juli altså ugen før Niels Beck forsvandt. Niels Beck havde ikke meget lyst til at besøge svogeren, men da Mogens Pedersen holdt ham fast i løftet til Rasmus Larsens hustru, tog han med. Lave Andersen truede dem begge og ville ikke tage med til kornstykket. For øvrigt mente han, at Niels Beck ikke kunne udleje jorden, da han ikke havde ejendomsretten dertil. Mogens Pedersen svarede, at den sag måtte han og Niels Beck afgøre på tinget. Lars sagde, at før han kom på tinget, skulle han (Niels Beck) ”skal faa Skam paa Panden først, og en Evig ulykke”. For øvrigt mente Lave Andersen, at Niels Beck ikke kunne tillade nogen at hente brænde i Vandale (der også kaldtes Krobdalen), da den ikke hørte til Bækkegård.
Faderen Lars Nielsen fortalte, at hans søn havde taget bøssen for at gå på andejagt. Bøssen havde de ikke fundet ved liget ved stranden, men i dammen, der lå syd for og tæt på Lave Andersens stuehus. Karen havde nægtet dem at drage vod i dammen, da hun troede, at det ville ødelægge deres fiskedam med ”kropper” (Karpe/karusser, der var en almindelig spisefisk på Bornholm, se Thura, side 23). Bøssen blev fundet med ladning i løbet, så han var ikke nået på andejagt. Ladestokken blev ikke fundet og det blev antydet, at den måske var mordvåbnet.
Et andet vidne fortalte om et sent aftentræf hos Peder Arrest i Olsker. De havde drukket og Niels Beck turde ikke gå hjem i frygt for at møde Lave Andersen, der ville slå ham ihjel.
Alt pegede på, at Lave Andersen og Niels’ søster Karen var skyldige i drabet, eller i det mindste havde sørget for at Niels blev dræbt. De klarede frisag i 5 uger inden de blev sat fast som fanger. Karen sad i vagthusets arrest i Tejn og Lars i arresten i vagthuset i Helligpeder. Her sad han, da hans forsvarer Peter Thiesen fra Svaneke fik tilladelse til at føre kontravidner ved Hammershus Birkeret den 11. november. Sædvanligvis skulle fanger på tinge befries for deres fodlænke, men uheldigvis var de, der skulle fjerne fodlænken optaget på grund af en krigsretsdom, hvor to dømte skulle løbe spidsrod ved Myregård. Lave Andersen beklagede sig over arresten i Helligpeder. Der var så småt, at han ikke kunne ligge udstrakt og hans jern om benene gnavede sig ind i kødet, der svulmede op.
Lave Andersen og Karen Larsdatter havde 4 børn, den ældste var Kirstine på 11 år, som måtte bringe mad til sin mor i Tejn. En af gangene kom hun ridende til Tejn. Medens moderen fik mad, tog hun sig af den spæde lillebror, der var hos moderen.
Kirstines bror Anders på 9 år blev udfrittet for deres forklaringer. De to ældste havde til opgave at vogte kvæget og da de kom hjem den søndag eftermiddag sagde deres lillesøster, at deres mor og far havde slået morbroder Niels Beck ihjel ved bageovnen. Det var Hans Espersen og Peder Andersen, der havde fået den fortælling af børnene ved Tejn vagthus.
Vidneudsagnet blev ikke taget som håndfaste beviser, da man ikke kunne bruge børn som vidner mod deres forældre og foruden var der forlydender om, at Lorents Petersen, der var Lars Nielsens fuldmægtig, og dermed anklager, havde været meget hård i sine afhøringsmetoder og at han havde truet børnene til at fortælle den historie. Hvad der nok var mere alvorligt for Lave Andersen og Karen var, at børnene den søndag aften blev låst inde og fik besked om ikke at åbne for nogen, der bankede på døren og ej heller svare. Forældrene var gået ud, faderen med kniv og moderen med en synål, uden at forklare hvad de skulle bruges til. Børnene havde hørt larm fra det nye stuehus. De havde også hørt en fremmed stemme, som de tillagde Hans Nielsen, der var gift med Lave Andersens søster. Børnene vidste også, at forældrene var gået ned i Ellebækken, der lå neden for gården. Mærkeligt nok blev Hans Nielsen ikke afhørt i sagen. Det var sandsynligvis ham der tog de fire børn til sig efter forældrene blev dømt.
De otte mænd afgav deres dom, som blev leveret skriftligt af sandemanden. De dømte Lave Andersen og Karen Larsdatter til at miste livet.
Drabssager skulle ankes til højere ting og den 13. oktober kom sagen for landstinget. Det første, der blev anket, var retten til at føre kontravidner, hvilket Lave Andersen og Karens fuldmægtig Laurits Thiesen fra Svaneke fik lov til. På Hammershus birketing blev disse afhøringer ført den 11. november. Desværre kunne birkeskriveren ikke nå, at udskrive tingsvidne til Landstingsretten om onsdagen den 13. De to sigtede blev afhørt om deres forhold. Blandt andet fortalte de, at de sagtens kunne have gået 10 gange frem og tilbage mellem den gård de boede i og stranden, hvor Niels Beck blev fundet dræbt. Efter de forskellige tingsvidner blev læst og vurderet, kunne sættedommeren Jacob Lorentsen den 8. januar 1716 ikke fastholde dødsdommen. Lars Nielsen og hans hustru Bodil vidnesbyrd kunne ikke bruges i sagen, da de både var sagsøgere og arvinger og dommeren syntes, at deres nidkærhed var mistænkelig. Men da synsmændene ikke havde været i tvivl om, at Niels var blevet dræbt ”af onde mennesker” og at Karen og Lave Andersen adskillige gange havde truet ham på livet, kunne dette ikke forbigås, selv om der i loven ikke fandtes noget om det. De dømtes på følgende præmisser:
”Saa paa det, at sligt icke skal gaa i Svang og Vane og andre her af skulle tage Excempel, Bør Lave Andersen og hans Hustru for slige grove haarde undsigelser, trusler og formastelser, Lave Andersen at gaa paa Bremmerholm i Jern og arbeide sin lifstid og Karen Lavis i Spindehuuset sin Lifstid, og have forbrudt deris boeslod til Hans Kongl. Majestæt”
Dommeren havde tilladt, at der kunne stilles borgen (sikkerhed) for fangerne, således at de ikke skulle sidde fangne med fodlænke, inden dommen skulle eksekveres. En slægtning, Gotfried Nielsen fra Rø, garanterede for de dømte, indtil de kunne overføres til København. Skibslejlighed indtraf den 10. marts 1716, men da var de forsvundet. Den 23. marts blev der holdt endeligt skifte.
Lave Andersen og Karen boede enten på Bækkegård eller, hvad der er mere sandsynligt, på Dyngegaard 15. selvejergård i Olsker. Et enkelt sted nævnes Kroppedalshuset, men jeg er ikke klar over, om det var deres bolig eller om det var Lave Andersens mors aftægtshus. Dyngegården eksisterer ikke i dag, men den lå blot 200 meter nord for Bækkegård. Gården ejedes af Laves’ far Anders Larsen (i skiftet benævnt Laugesen) til hans død i 1687. Hans mor giftede sig med Anders Didrichsen, som således blev opsidder på gården. Lave Andersen, som var den eneste søn og dermed arving til gården, måtte vente til moderens død, før han kunne arve gården. Moderen døde først december 1718, 3½ år efter drabssagen. Sandsynligvis var Lars’ moder og Anders Didrichsen flyttet fra gården og Lars og Karen var de egentlige beboere, selv om det var Anders Didrichsen, der stod for gården. I herredstingbogen blev det nævnt, at Didrichsen skyldte kongelige skatter for 3 rd. 5 mark og 13½ skilling. I drabssagen blev Lave Andersen beskyldt for ikke at have betalt disse kongelige skatter. I skifterne (første gang den 16/9 1715 og anden gang den 23/3 1716) nævnes ikke ejendomsbesiddelse, men kun dyrehold og løsøre. Der fandtes en del værdier i boet.
Ingen af de fire børn blev nævnt i skifterne.
Kilder:
Bornholms Nørre Herreds Tingbog 1711-1716, pag. 217a-263a
Hammershus Birks Tingbog nr. 3 1715-1742, 2. september og 11. november 1715
Bornholms Landstings Justitsprotokol 1701-1718, Pag. 509a-519b – Se udskrift af Landstingsprotokollen
Skifteprotokol Bornholms landsogne nr. 23, pag. 90a, 22. december 1718
Skifteprotokol Bornholms landsogne nr. 3, pag. 44b., 12. august 1687
Henvisninger: Artikel om fastelavn