Niels Pedersen på Lille Bakkegaard i Olsker (1. del)

Første del

Sygdom eller mord

Mandag den 8. maj 1752 døde Karen Jensdatter på Lille Bakkegaard i Olsker blot 23 år gammel. Karen var syg, men omstændighederne ved dødsfaldet førte til tvivl om dødsårsagen. Var det sygdommen, der slog hende ihjel eller var det manden, Niels Pedersen, der havde kvalt hende?
Niels Pedersen blev ikke dømt for mord, men der blev sået en tvivl, som har klæbet sig til Niels resten af hans liv.

Retssagerne fortæller om meget andet end selve dødsfaldet. Vidnerne berettede om et uforligelig ægteskab, der sjældent beskrives, samt giver et indblik i dagligdagen på en bornholmsk gård i midten af 1700-tallet, samt om naboskab, der ikke var hjerteligt.

Historien om gårdmanden Niels Pedersen, der var anklaget at slå sin kone ihjel, er kendt, men, så vidt jeg ved, er der ingen, der har beskrevet hele forløbet. Inddrager man flere kilder end tingbogen, ser man, at Niels Pedersen også i andre sammenhænge levede på kanten af loven. Til sidst blev gården tvangssolgt for at dække omkostninger til retssager gennem 8 år.

”Uformodentlige og hastig skeede død”

Sådan karakteriseredes dødsfaldet i tingbogen og hændelsesforløbet beskrives således:

Karen Jensdatter havde været syg i flere dage, og mandag morgen den 8. maj var ægtemanden draget ud på marken, medens hustruen stadig lå i sengen i stuen. Manden påstod, at hustruen var vågen og havde talt med sit spæde barn i vuggen. Efter en time kom tjenestepigen ud på marken og underrettede ham om, at hans hustru lå død i sengen. Andre vidner mente derimod, at Karen Jensdatter allerede var død, inden Niels Pedersen gik på marken.

Dødsfaldet var uventet. Gårdmand og tjenestekarl på nabogården, 18. selvejergård Store Bakkegaard, var også på marken og de blev underrettet straks efter. Naboen var, sammen med Lille Bakkegaards tjenestefolk, dem der så liget i sengen. Niels Pedersen fortalte, at hans hustru døde at et af sine epileptisk anfald. Flere så, at hun havde fråde omkring munden og havde blodigt spyt på brystet.

Karens far, Jens Rasmussen, ankom Bakkegaard så snart, at han blev underrettet. Han anklagede ægtemanden for mord, på grund af tre pletter på Karens hals og en blodig streg under hagen. Pletterne på halsen kunne ligne fingeraftryk, hvilket pegede på, at hun kunne være blevet kvalt.

Politiforhør den 9. maj

Omstændighederne omkring dødsfaldet bevirkede, at herredsfogeden, sandemanden og to synsfolk (begge gårdmænd fra sognet) organiserede ligsyn og afhøringer allerede dagen efter. Afhøringsreferaterne kan læses i politiprotokollen.
Mange blev afhørt og mistanke om mord blev forstærket på flere måder.

Feltskærene Langhorn og Kyhn

Niels Pedersen havde en dårlig sag, men forstod at modgå anklagen. Han tilkaldte feltskær Langhorn fra Christiansø og ”landets” feltskær Kyhn fra Rønne. Allerede den 11. maj obducerede de liget af Karen og udfærdigede en lægelig rapport, der frikendte Niels for mord og fastslog, at dødsfaldet skyldtes hendes sygdom.

Obduktionen blev overværet af to gårdmænd fra sognet. De fortalte, at liget blev skåret op og undersøgt, men at der havde været uenighed om konklusionen. Langhorn var overbevist om dødsårsagen, hvorimod Kyhn var mindre sikker i sin sag.

Kyhn fik senere sendt rapporten til bedømmelse i det medicinske fakultet i København. Fakultetet svarede på henvendelsen den 17. juni og udfærdigede en betænkning den 8. august. Vi kender ikke brev og betænkning, men ved at den såede tvivl om konklusionen. Der var en brevveksling mellem amtmanden og universitetet om bedømmelsen, men disse breve har jeg desværre ikke fundet.

Retssagen på herredstinget

Trods alvorlig mistanke, blev sagen henlagt på grund af at de to feltskærere, som var de ypperste lægelige eksperter på Bornholm, i det væsentligste kunne rapportere, at dødsfaldet var forårsaget af hendes sygdom.

Rygterne lod sig derimod ikke henlægge. Amtmand Urne måtte tage affære, så retfærdighed kunne ske fyldest. Svend Mikkelsen blev udnævnt som anklager ”på justitsens vegne” med opgaven at bevise Niels Pedersen skyld i konens død. Hvis han blev kendt skyldig, var straffen, at han blev dømt fra livet.

Retssagen, startede i oktober 1752 på herredstinget i Hasle og dommen blev afsagt den 8. april 1753. Den frikendte ægtemanden for mord, men skyldig i ”ukristeligt liv med hustruen”.

Da det var amtmanden, der i princippet førte retssagen mod Niels Pedersen, fik den anklagede ret til en forsvarer. Det blev Jesper Hansen fra Allinge, som dygtigt klarede opgaven, selv om han blev beskyldt for at føre en uretfærdig sag. Han forsvarede sig med, at han var ”beordret” forsvarer og som sådan skulle han agere neutralt i forhold til skyldsspørgsmålet. Det er interessant at bemærke, at retssystemet dengang på det punkt faktisk fungerede, som det gør i dag.

Den afdøde Karen Jensdatter

Karen blev døbt i Rutsker 10. november 1728. Hendes forældre var Jens Rasmussen og Kirstine Pedersdatter på 26. sg. kaldet Bondegård i Rutsker. Karen var den ældste pige i en børneflok på otte. Så vidt jeg kan bedømme, var familien en almindelig velsitueret bondefamilie, der kunne give pigerne en rimelig medgift og hvor den yngste søn overtog gården, når han blev myndig.

Karen havde været syg inden hun blev gift. Hun led af epilepsi, som dengang blev kaldt for ”den faldende syge”, ”den faldende sot”, andre gange som ”Slag” eller ”krampeslag”. Sygdommen var ikke sjælden i 1700tallets Bornholm. Af behandling af sygdommen fandtes utallige råd og mærkværdige medikamenter. (Se Moths beskrivelse og Folkelige Lægeråd).

Hvor svært og hvor ofte, hun havde anfald, er uklart, men noget tyder på, at hun i perioder var meget syg. Måske led hun også af andre sygdomme.

Hendes sygdom var så invaliderende, at hun søgte hjælp hos feltskær J.F. Langhorn, der var garnisonens læge og kirurg på Christiansø. Det var et dyrt lægebesøg, så Niels Pedersen måtte låne penge af naboen for at kunne betale Jens Madsen i Allinge, for at sejle Karen over til Christiansø. Langhorns honorar for undersøgelse og medicin i form af medikamenter, løb op i adskillige slettedaler. Medicinen skulle hun tage morgen, middag og aften.

Niels Pedersen

Niels kom også fra Rutsker. Han blev døbt 19. januar 1725 af forældrene Peder Jensen og Kirstine Nielsdatter, der var gårdfolk på 1 sg. Puggegaard. Niels blev faderløs allerede i 1728 og hans mor, Kirstine Nielsdatter, giftede sig med Hans Christensen Piil.

Niels var et godt parti, da han som 4årig arvede retten til Lille Bakkegaard i Olsker efter bedsteforældrene Jens Pedersen og Bente Larsdatter. Han overtog gården kort efter, at han blev myndig som 23årig i 1748. Den 27/9 1748 blev Niels og Karen trolovet i Rutsker og gift den 22/11 samme år.

Ægteskabet

Ægteskabet varede kun godt 3½ år og må betegnes som langt fra lykkeligt. Ægtemanden anklagede hende for dovenskab. Måske var Karen lovlig undskyldt, da epilepsi forårsagede træthed.
Anklageren Svend Mikkelsen indkaldte vidner, der støttede påstanden om ægtemandens dårlige opførsel mod sin kone. I vidners historier er mange eksempler på rå og urimelige handlinger fra mandens side.
I kontrasag førte forsvareren vidner, der forsvarede Niels Pedersen. De fortalte, at konen ikke levede op til de forventninger, der blev stillet til en gårdmandskone, og slet ikke til pligterne i et køkken. Flere vidnesbyrd kan tolkes som at hustruen heller ikke levede op til de ægteskabelige pligter, hvorfor man mente at det kunne forsvares, at Niels slog hustruen.

Karen og Niels Pedersen fik dog to børn: Peder Nielsen, der blev døbt den 9. september 1750 og så Jens Nielsen, der blev døbt den 26. januar 1752, men som døde 21 uger gammel medio juni 1752, godt en måned efter moderen.

Niels Pedersens affære med tjenestepigen

At Karen ikke levede op til ægtemandens seksuelle krav, ses af, at umiddelbart før Karens første barns fødsel, indledte han et forhold til den ene af gårdens to tjenestepiger. Niels argumenterede, ifølge vidner, at Karen havde tvunget ham til det uægteskabelige forhold. Han skjulte ikke forholdet hverken for Karen eller de øvrige beboere på gården.

Karen betroede tjenestefolkene, nabokoner og alle der ville høre, at hun var vraget af ægtemanden, ja, nærmest forfulgt med hug og skældsord. Den udvalgte tjenestepige, som Niels lå med, boede i længere tid på gården og var i konstant konflikt med sin madmoder.

Tjenestepigen hed Bente og var datter af udbygger på Lyngen ved 1. sg. i Olsker, Hans Larsen. Hun opkaldte sin ”uægte” søn Niels, der blev døbt den 31. maj 1751 i Ols Kirke. Den 25. maj stod Bente offentligt skrifte i Ols kirke for begået lejermål med Niels Pedersen på Lille Bakkegaard. Først den 7. november stod Niels Pedersen åbenbart skrifte i kirken.

Præsten Hans Mahler

Olskerpræsten Hans Mahler kom til at spille en ikke uvæsentlig rolle. Han var helt overbevist om, at Niels var skyldig i konens død. Han sagde det direkte til menigheden i sin tale ved begravelsen.
Lille Bakkegaards jorde lå op til præstens og der havde været et godt forhold mellem ham og Niels Pedersen tidligere. Præstens kone havde endda båret Niels og Karens førstefødte til dåben.
Niels Pedersens uægteskabelige forhold til tjenestepigen, har givet ændret præstens opfattelse af naboen. I lejermålssager var præstens rolle afgørende, da loven bød, at parterne skulle belæres om deres sjæls frelse, og at man skulle bekende sin handling ved at stå offentligt skrifte i kirken.
Præsten Mahler havde i over 30 år været sognets sjælesørger på godt og ondt. Han havde mange fjender i Olsker og Allinge/Sandvigs menigheder. Han blev flere gange sagsøgt af menigheden og havde i et halvt år været suspenderet fra embedet. Han stod ikke selv tilbage for at slæbe folk i retten i verdslige sager, og han agerede ofte som anklager i retssager. Hans argeste modstander var Jesper Hansen i Allinge, som nu var Niels Pedersens forsvarer.
Præsten kaldte Jesper Hansen for ”en aabenbar Guds fornægter”, hvilket fik Jesper Hansen til at sagsøge præsten for injurier midt under retssagen om Niels’ formodede drab på sin kone. Denne sag fortæller om en præst, der ytrede sig i retten, som om han var anklager.

Biskop Harboe

Den 25. oktober 1753 skrev Hans Mahler til biskop Harboe. Anledningen var at biskoppen havde beordret ham til at tage alle sognebørn til alters – også Niels Pedersen.

Til sit forsvar skrev præsten om Niels Pedersen. Han var et slet menneske, der ikke var ”oplyst af Guds ånd”, men tvært imod var ”vankundig i hans Saligheds Sag”. Han havde aldrig hørt eller læst Guds ord. Niels var kommet til Olsker fra Rutsker et år efter sin konfirmation og præsten havde eksamineret ham.

Niels havde vist stor modvillighed, så præsten ikke, med god samvittighed, kunne tage ham til alters. Da Niels endelig lod sig undervise ”i hans saligheds sag” efter at han havde begået horeri sit ægteskab, gjorde han ”narrerier og spottede Guds Ord”.

Da præsten endelig fik Niels til at stå åbenbart skrifte for sit lejermål med tjenestepigen, så kom, ifølge præsten, Niels’ mord på hustruen. Han skrev, at han skam havde indkaldt Niels nogle gange, for at forholde ham til ”denne Synds grusommelighed og hans straf af den retfærdige Gud”. Niels havde blot reageret med latter og spotske ord.

Præsten sluttede sit 5 siders brev med at sige, at han til trods sin egen modvilje, skam havde rettet sig efter biskoppens ordre og taget Niels til alters, men beklagede Landstingets beslutning om frifindelse. Han mente, at Højesteret ville give Niels sin velfortjente straf.

Pro et kontra

Den offentlige anklager, Svend Mikkelsen, og forsvareren, Jesper Hansen, førte vidner der selvfølgelig var valgt til formålet. Var det manden, der var voldelig og grusom og dermed skyldig, eller havde konen en andel i konflikterne, hvorfor vidnernes udsagn skulle tages med forbehold? Retshandlingen gik ud på at overbevise dommeren og de otte stokkemænd, der skulle dømme i sagen.
Selv om alle vidner udtalte sig under ed, så har man på fornemmelsen, at de ikke altid svarede ærligt. Vidner blev ofte afhørt med ledende spørgsmål, der kan besvares ja eller nej. For eksempel: ”Om Vidnet da icke hørt talle om baade før og efter Konens død, at …”. Heldigvis svarede vidner nogle gange med uddybende forklaringer, som skriveren heldigvis har taget sig tid til at citere.

To sider af samme sag

Anklageren Svend Mikkelsen afhørte Peder Pedersen Bødker om en episode i dagene kort efter jul i 1751. Peder Bødker fortalte, at han havde været med Niels Pedersen hos smeden i Sandvig, hvor der blev holdt kro. De var kommet godt fordrukne tilbage til gården. Niels havde i sinde, at ride ind i stuen, men de løjer blev afværget af tjenestepigen Ellen Godtfredsdatter.

Karen, der lå i barselsseng, skulle have sagt til Niels: ”Du maatte Skamme dig noget at komme hjem og giøre sådant alarm, det var bedre du var hjemme og hjalp mig til rette, jeg ligne her et elendigt Menneske og har ondt”. Niels havde svaret: ”Begynder du nu dit djævelskab, skal jeg nu være over larmed af dig, og sagde ydermere til hustruen, jeg skal tage dig og trække dig af sengen og træde dig under mine fødder, og siden skal jeg tage dig og grave dig ned i bakkerne hvor ræven har gjort hul til sine unger, thi du er ikke bedre værd”. Dagen efter fødte Karen.
Forsvareren Jesper Hansen førte samme vidne, Peder Pedersen Bødker, i kontrasagen. Nu fortalte han, at Karen havde truet sin mand med kniv. Og alt det som Niels havde sagt til konen var af ”Plasier”, altså for sjov.

Godtfred Nielsens enke og to børn

Forsvareren, Jesper Hansen, afhørte Bodil Gotfred Nielsen med de to døtre Ellen og Bodil. Alle tre kender jeg fra tidligere retssager.
Ellen Gotfredsdatter, der havde arbejdet på gården det sidste år frem til påske, fortalte at Karen Jensdatter havde sagt, at hun skulle jage en kniv i Niels, da han ikke var bedre værd. Ellen nægtede at have set eller hørt, at manden skulle have mishandlet sin hustru. Karen havde derimod sagt, at ægtemanden var ”god mod hende som dagen var lang”. Ellen var overbevist om, at det var Jens Rasmussen på Bondegaardens folk i Rutsker, der havde spredt onde rygter.
I Kontrasagen mødte Ellens lillesøster Bodil Gotfred Nielsen fra Rønne som frivilligt vidne. Hun havde haft sin gang hos Niels Pedersen både før og efter konens død. Bodil havde hørt at ægteparret ”snebedes” tilsammen, men hun mente, at det var mere hustruens end mandens skyld.
Bodil fortalte, at Niels Pedersen var taget ind fra marken, for at vidne i en af præstens sager. Karen havde sagt: ”Skam faa du som løber med dit krøglerie, du maatte blive hiemme. En krøgling er du, lige saa er Præsten…”.

Trekantsdrama?

Tjenestedrengen Anders Hansen, på 17 år, kunne fortælle, at Niels fandt tjenestepigen Bodil i sengen sammen med Karen Jensdatter. Niels ville lægge sig sammen med dem, men Bodil var sprunget op. Niels havde i den anledning trukket sin hustru ud af sengen og banket hende. Historie blev delvist bekræftet af andre vidner, men helt klog på hændelsesforløbet bliver man ikke.
Den tredje part, Bodil Gotfredsdatter, havde en anden vinkel på historien. Hun sagde, at det var konen, der ville slå manden og at hun ville jage kniv i ham, men det blev forhindret af Jørgen Kruse. Jørgen Kruse derimod vidnede, at han havde forhindret Karen i at bruge knive mod sig selv.
At tjenestepigen ligger i sengen sammen med sin madmoder, synes mærkværdigt, men behøver ikke betyde seksuelt samkvem. Dog er det interessant at samme Bodil Gotfredsdatter blev gravid i 1755 og hun beskyldte Niels Pedersen for at være barnefaderen. Han nægtede, selvfølgelig!

Herredstingsdommen

Den 13. april 1753 – efter godt 6 måneders sagsbehandling – afsagde dommeren og de otte stokkemænd dom i sagen. De kunne ikke dømme Niels Pedersen fra livet, da der var modstridende oplysninger. Det medicinske fakultet kunne ”ej til fulde determinere om konen paa en voldsom maade var bragt fra livet”. Derfor bliver Niels Pedersen frifundet for drab.
Det var derimod fundet bevist, at Niels Pedersens havde levet et ukristeligt liv med Karen og slået hende. Dommen fastslog, at hans levned var af den karakter, at mange troede, at han havde dræbt sin kone.
Niels Pedersen dømtes efter lovens 6. bog, 5. kapitel og 7. artikel ”sig selv til en velfortjent straf og andre ligesindede til eksempel”, at arbejde i Frederikshavns Citadel (dvs. Kastellet i København) i 3 år. Han skulle desuden betale 6 slettedaler til Svend Mikkelsen for omkostninger.

Landstingsdommen 17. oktober 1753

Anklageren Svend Mikkelsen ankede dommen til Landstinget med henblik på en skærpelse og på at få Niels Pedersen dømt for mord på sin kone. Sagen blev afvist, da en af stokkemændene var stævningsmand. Stokkemanden var nemlig part i sagen, da han havde været med til at dømme ved herredstinget.
Med procedurefejlen fik Niels Pedersen mulighed for at anke med henblik på frifindelse.
Efter flere måneders behandling kom landsdommeren til den konklusion, at der var en stærk formodning om drab, men intet bevis. Den ankede herredstingsdom hvilede på oplysninger om et ”uforligeligt ægteskab”, der kunne føres tilbage til hustruens påstande. Det var ikke bevis for, at det var manden, der har slået konen ihjel.
Anden og mere afgørende procedurefejl var, at amtmanden havde beordret Svend Mikkelsen til at bevise, at Niels var skyldig i hustruens død. Landsdommeren skulle tage stilling til en mordsag, derfor var det sagen uvedkommende, at de levede i et ukristeligt forhold. Niels Pedersen blev pure frikendt.
Dog blev Niels Pedersen dømt til at betale omkostningerne af sagen, fordi hans opførsel var årsagen til, at der overhovedet blev en sag. Han skulle betale 12 sld. til Svend Mikkelsen.

Mordsagen opgives, men andre sager fulgte

Præsten Mahler arbejdede på at få sagen anket til højesteret, men beslutningen lå hos amtmanden. Tilsyneladende blev det opgivet. Der er intet i højesteret eller i amtmandens arkiv, der forklarer hvorfor.
Niels Pedersen fra Lille Bakkegaard slap med livet i behold, men det blev ikke sidste gang at han blev part i en retssag. Det er svært at have sympati for manden. Mere herom i anden del af historien.

 

Kilder:

Nørre herreds politiprotokol 1741-1783, 9. maj 1752, pag. 131b-133a

Nørre herreds tingbog 1745-1754. 20. oktober 1752 pag. 352b-412a  -Herredstinget dom, 27. april 1753 – pag. 411b

Jordebogsregnskaber 1751 – Side 63-70 Med Registrering af boet 21. juni 1751

Landstingets tingbog, 25. juli -17. oktober 1753 (Arkivalieronline)

Niels Pedersens ansøgninger til amtmanden findes Rigsarkivet, Bornholms Amts arkiv, Kopibøger over indkomne sager 1740-1759.

Læs Hans Mahlers brev til biskoppen, med hans karakterisering af Niels Pedersen, findes her for 1753.