Politiprotokol for Nørre Herreds 1851-1853

Politiretten dommer var byfoged i Hasle, herredsfoged i Nørre herred og birkefoged for Hammershus birk, Fritz Hendrik Jørgensen f. 1812 – Under hans fravær blev hans fuldmægtig, exam. juris. (Fritz Theodor) Møller, konstitueret dommer i politiretten.

[der er ikke læst korrektur på referaterne – der er tillige enkelte transskriberinger og citater, der gerne skulle være sat i citation]

Se originaler her: Politiprotokoller

 

Side 1a –

Indbrud på Løkkegård (33. slg. Klemensker ejer: Morten Kofoed)  fortsættelse af tjenestekarl Hans Peter Olsens forklaring.

Anholdte ugifte fruentimmer  Hansine Jørgine Koefoed afhørt: Hun ville ikke vedkende sig træskomærkerne, som var fundet ud for Løkkegård. Hendes træsko havde ikke kramper på.

Det ikke var hende der var løbet på strømpesokker bort fra Løkkegård søndag nat. Morten Kofoed skyldte Hansine 3 rd 3 mk og han havde formodentlig fundet på historien for at slippe for at betale hende pengene. Dommeren mente, at Hansine var skyldig og derfor ”belægge hende med personlig arrest”.

Dernæst besluttede dommeren at sætte hende personlig arrest (=varetægsfængsling).

Side 2b – 29. november 1851

På rådstuen i Hasle

Forhøret vedr. overfaldet på husmand Hans Thorsen blev fortsat.

Datter af arrestantinden Else Marie Larsen, fruentimmer Ellen Kirstine Larsen, genkendte nogle klæder, som moderen havde lånt af hende. Desuden mente hun af en skjorte i moderens varetægt i fattighuset i Hasle, tilhørte hendes broder Morten, som var 16 år. Han var lille af størrelse.

Det fundne lap tøj, var ikke solgt af købmand Hartz af Hasle.

Else Marie Larsen erkender at hun havde fået to nattrøjer af sin datter Ellen i Hasle og at hun havde lånt støvler til Jeppe, der skulle til Nyker. Støvler var givet tilbage om søndagen.

Arrestanten Jeppe Larsen Dal blev afhørt. Den onsdag aften da han var fulgt med husmand Hans Thorsen, havde han træsko på, de som han havde på nu. Han skulle ikke låne nogle støvler af sin moder, da de ikke kunne holde vandet ude.  Han ejede kun de træsko, han havde på.

Side 3b – 30. november 1851

Højesteret havde udbedt sig oplysninger om Jørgen Edvardsen og hustruen Else Marie i indstævnede justitssag. Retten ”affattede en grundtegning over Pilegården”.

Jørgen Edvardsen var undveget fra arresten i Hasle. Amtet ville have at underretten valgte Marckman til defensor for Jørgen Edvarden, men han var ”upasselig”, som han ikke kunne møde.

Gårdmand Peder Poulsen til Pilegården (26. slg. i Klemensker), stod frem og godkendte grundplanen af Pilegården. Jørgen Edvardsen var blevet pågrebet af bondens søn og karlen, hvorfor grundtegningen skulle bruges til at forklare hændelsesforløbet.

Rebekke Marie Espersen, hustru til Peder Poulsen, godkendte grundplanen.

Tjenestepigen Ellen Elisabeth Sonne og tjenestekarl Nicolas Pedersen godkendte grundpalen og afstanden mellem værelserne

Castus Koefoed Hansens fra Bjergegård (29. slg. i Klemensker) godkendte grundplanen for Bjergegård til brug for beskrivelse av Jørgen Edvardsens indbrud i gården. Flere andre vidner mødte og bekræftede.

Side 6a – 2. december 1851

Ang. Indbrud på Løkkegård. Magdalene Margrethe Hansen, Morten Kofoeds hustru, forklarede at natten mellem den 23. og 24. forrige måned kom tjenestepigen listende ind til hende og manden og fortalte at der var tyve i huset. Karlen blev vækket.

Gården blev gennemsøgt, men ikke fundet nogen tyv i første omgang. De fortsatte søgningen i kælderen, og da fandt de en træsko, som blev genkendt tilhørte Hansine Kofoed. Hansine havde nægtet, da klamperne ikke var hendes træsko. Dagen efter var der fundet fodaftryk på strømpefødder hen til Hansines hus. Det var svært at få noget arbejde, derfor havde Hansine ørdagen før Hansine fået lov, mod betaling, at rive i maltet, hvilket ærinde havde fået hende til at planlægge tyveri. Om det var hende, vidste de ikke, men Hansines søster var gift med Jørgen Edvardsen, der var udbrudt fra arresten i Hasle. Edvardsen havde hjulpet hende med at stjæle, men Magdalene Hansen.

Leo Morten Kofoed, 14år og søn af gårdmand Morten Kofoed på Løkkegård, ikke konfirmeret, sov i karlekammeret sammen med sin sted broder og karlen afgav forklaring.

Arrestanten Hansine Jørgine Kofoed fremstod og afgav forklaring. Hun havde ikke været på loftet, men rigtig nok havde hun om søndagen ikke rørt i maltkøllen, da de på løkkegård havde en tjenestepige, der havde den opgave. Imidlertid havde hun siddet at og forarbejdet hørren. Hansine nægtede alt og desuden havde hun været hjemme hele søndagen og natten til mandagen den 24.forrige måned.  Træskoene var fremstillet af Jens Haagensen. Arrestantinden blev overdraget til arresten.

Side 9b – 2. december 1851

politiretten sat på 4. slg. i Rutsker

En gammel undentagskone Karen Olsdatter, enke efter Peder Pedersen Melgaard, var fundet druknet i eftermiddage. Der var ingen ydre tegn på begået vold mod kvinden.

Vidne Bentine Oline Olsen, enke, fraskilt sin mand Lars Hansen Kure, boede i huset sammen med afdøde Karen Olsdatter. Karen var 75 år og temmelig rask i forhold til sin alder, som gik rundt i huset for ”at sysle” i stedet for at sidde uvirksom., derimod var hun temmelig forfalden til drik, men havde den dag kun fået en snaps. Hun havde sagt, at hun ville gå ned til vandstedet der lå en snes skridt nordøst for huset. Da det havde taget lang tid, havde vidnet gået ud for at se efter hende. Hun fandt hende liggende i vandstedet med kun lidt at kjolen var synlig.. Hun havde slæbt hende op af vandet og løbet efter hjælp på Melgården og fundet en mand på marken 150 alen fra huset. De havde forsøgt at bringe hende til live, men forgæves.

Flere vidner blev afhørte. Alle mente at konen havde fået et slagtilfælde og faldet forover i kilden

Side 11b – 3. december 1851

Jen Haagensen på Simlegårds grund bekræftede, at han havde lavet tre par træsko til Hansine Kofoed for 4 til 5 uger siden. Hun havde fortalt at hun var søster til Jørgen Edvardsens hustru på Bjergegårds grund i Klemensker. For 14 dage siden var Jørgen Edvardsens kone kommet for at hente de to træsko, som han havde nået at lave. Han genkendte den fundne træsko som en han havde lavet, men kunne ikke være sikker på, at der var andre der kunne lave nogen lignende. Han havde travlt og fremstillede 2 til tre par træsko om dagen.

Træskomageren genkendte Jørgen Edvandsens kones søster, som den der havde bestilt træsko for 4 a 5 uger siden.

Jørgine Hansine Kofoed genkendte Jens Haagensen hos hvem hun havde bestilt træsko hos.

Side 13a – 3.december 1851

Overfaldet på husmand Hans Thorsen fortsættelse.

Vidnet gårdmand Hans Munck til 7 slg. i Rø fortalte, at da drengen Morten Peter Larsen, der går på omgang i sognet, havde haft ophold hos ham, og han havde givet ham et par gamle støvler. Støvlerne fundet i fattighuset blev genkendt af ham

Husmand Jørgen Peter Andersen på Bådstadgårdens grund i Rø havde set Hans Thorsen og Jeppe Larsen (Dal) på vejen op til Dyndalegården.

Husmand på 1. vornedgårds fortov i Rø Mogens Christian Lind havde mødt de to ved Vallevig ved Dyndalen.

Jeppe Larsen Dal fastholdt at han havde lånt støvlerne af sin moder. Deres fortalte han at han hele natten havde være optaget med at stange ørreder og var på vej til Vallevig (havet ud for Dyndalen) og at han havde forladt Hans Thorsen umiddelbart efter at de havde mødt de nævnte personer. Han havde kun været ved havet i 5 min.

Husmændene Mogens Christian Lind og Jørgen Peter Andersen gik på hver side af åen, der var omtrent 5 a 6 alen bred, med en lygte i hånden. Da de nåede gangtræet, gik Andersen over på den nordlige side af åen. De havde ikke set Jeppe i den time, hvor de søgte fisk i åen. Jeppe svarede, at han ikke havde lygte med, men sagtens kunne fiske i mørket. Nu sagde Jeppe, at han havde set tre lygter ved åen og han påstod, at han havde været der.

Drengen Morten Peter Larsen på 16 år havde været hjemme hos sin mor i fattighuset i søndags. Hans halvbror Jeppe Dal var der ikke. Støvlerne stod til tørre på kakkelovnen og han havde været misfornøjet, at andre havde benyttes hans støvler. Tørklædet vidste han intet op.

Side 15a – 3. december 1851

Jørgen Edvardsen og hustru Else Maries sag.

Fremstod den 22. og 24. januars retsvidne skomager Sonne som sagde at Else Marie virkede rask og rørig. Senere var hun bedrøvet indtil hun blev løsladt fra arresten, og fået tilladelse fra sandemanden om at hun måtte besøge sin mand, der lå på sygestue i Rønne. Da hun var løsladt mente Sonne, at hun intet fejlede.

Arrestforvareren politibetjent Christophersen havde haft hendes besøg umiddelbart før hun skulle afhøres i januar og efter hun havde været indsat i arresten. Hun sagde, at hun ikke var vel. På madrassen i arresten var der en plet så stor som to hoveder, som han antog stamme fra hende, der havde sine ”forandringer”. Han mente ikke, at Else Marie havde aborteret i arresten.

Prokurator Fog blev defensor for Jørgen Edvardsen – sagen udsat på grund af at der skulle synes en død person i Rutsker sogn.

4. december 1851 Retten sat i et hus på Bjergegårds grund, hvor Else Marie, Jørgen Edvardsens hustru fandtes sengeliggende. Hun var villig til at svare på spørgsmål. Hun bekræftede at hun for nogle dage siden var hos Jens Haagensen for at hente træsko til hendes søster Jørgine Hansen, men den ene var gået i stykker. Derfor havde søsteren kastet den i kakkelovnen.

Else Marie fortalte at hendes mand, der nu var undveget fra arresten, ofte havde opholdt til på Bjergegård da ”han havde et utilladelig forbindelse med Morten Koefoeds Kone”. Hun sagde: Morten Koefoed er en stor fux ?? imod alle Folk, og nu vil han med falsk Vidnesbyrd føre folk i Ulykke saaledes som der staar i en Vise, som hun har hørt, og hvor der staaer: Falske Vidner han altid fører, en sprukken Træsko Resten gjoer”.

Søsteren havde set at hendes søster havde siddet i stuen på gården og lappet et par hestedækkener.

Side 17a – 4. december 1851

Politiret på Bjergegårds grund i Jørgen Edvardsens hus.

Jørgen Edvardsens hustru Else Marie var sengeliggende. De kunne ikke finde nogle sygdoms symptomer og mente at hun kunne transporteret til sygestuen i Rønne.

Else Marie sagde at hun aborterede i arresten i Hasle, som hun var i fra den 22. til den 24. januar. Hun havde været for svag til at bede om hjælp og for bly til at lægge sit foster foran dommeren. Fosteret skulle have været omtrent 12 uger gammelt efter hendes formening. Hun havde meddelt sin tilstand før hun blev sat i arresten. Hun blev transporteret til sygearresten i Rønne, da arrestordren endnu var gældende.

Side 17b – 5. december 1851

På rådstuen i Hasle.

I sag mellem det offentlige og parcellist Jens Kaas på 4. vg. i Olsker for forsømmelse af vejarbejde på sognets biveje. Han havde været syg – betalte 1 mk 8 sk. Til amtsfattigkassen i mulkt.

Side 17b – 6. december 1851

På rådstuen i Hasle.

Arrestantinden Jørgine Hansine Koefoed fortalte om da hun kom hjem den søndag morgen fra Egebjerg, havde hun kastet træskoene under kakkelovnen og satte sig til at lappe et par hestedækkener tilh. Morten Koefoed på Løkkegård.

Hun fortalte hvordan hun havde udlånt 3 rd 3 mk til Morten Kofoed, der skulle til Allinge for at købe sild.

Jørgine Hansine fortalte, at hun var født i Nyker i 1823, konfirmeret i Rø og første tjeneste som 13årig hos Mads Engel på Kantedam i Vestermarie. Dernæst i Rø hos gårdmand Jens Pedersen på Smedegård i hvis tjeneste hun blev konfirmeret. Hendes bedsteforældre Jens Madsen og kone i Nyker på Kongens Mark var svagelige tog hun hjem til dem om 16årig og blev der i 2 år. Dernæst 1½ år hos gårdmand Peder Jensen i Vestermarie – navnet på gården havde hun glemt. Dernæst 4 års tjeneste hos løjtnant Vest på Smørenge. Hos dem avlede hun et uægte barn og hun udlagde Peder Espersen som barnefaderen men som fralagde sig under ed. Barnet fødte hun hos sine bedsteforældre i Nyker. Her var hun et ½ år indtil hun tog ophold i et hus i Klemensker, som hun havde købt for sine sammensparede penge. Hun havde ikke været tiltalt eller straffet tidligere.

Hun fastholdt sin forklaring om træskoene, der var gået i stykker. Dommeren mente ikke at helt nye træsko kunne gå i stykker. Hun førte derefter tilbage i arresten

Side 19b – 6. december 1851

på Rådstuen i Hasle

Overfaldet på husmand Hans Thorsen i Rø sogn. Jeppe Dals mor blev afhørt. Jeppe Dal og hans kone var tilsagt at møde på tinget, men var udeblevet

Side 19b – 8. december 1851

Politiret afholdt i et hus i Tejn angående overfaldet på Hans Thorsen.

Huset i Tejn tilhørte Kristine Dam hvor Jeppe Dals kone havde tilhold. Konen havde efterladt sig en pose med lærredslap og en jerngryde. Konen havde derefter logi hos Poul Hansen og Hans Morten, hvortil retten begav sig. De fandt intet hos disse to mennesker.

Side 20b – 8. december 1851

Efter rekvisition afhørtes sømand Peder Bødker, som sejlede med skipper Lyngberg. På en tur til Pommern efter laks, faldt skipperen overbord. Han fortalte at skipperen så syner og var afsindig.

Side 20b – 9. december 1851

Afhøringer vedr. overfaldet på husmand Hans Thorsen. Thorsens hustru Marthe Kirstine blev afhørt. Hun og hendes søn havde været oppe hos svigermor om aftenen i fattighuset. Flere detaljer om støvler, tørklæde mm

Side 21b – 11. december 1851

Forhør af arrestanten Otto Nielsen Helgreen

, der havde begået ”ejendomsindgreb”, efter anmodning fra By- og herredsfoged Smith i Nexø. En udskrift af Søndre Herreds Politiprotokol dat 25, 26 og 27 November samt 1. og 4 . december blev lagt til akten.

Helgreens hustru Ellen Kirstine  Haagensdatter blev afhørt. Hun vidste intet til sin mands færden i Aaker sogn og hun kendte Svend Johan Andersen Holm, da han ofte var sammen med ham. Carl Gunberg kendte hun imidlertid ikke. Noget lommeur i hans ejendom kendte hun intet til. Han havde solgt sit ur, da de blev gift for 4 år siden. Det fremviste ur kendte hun intet til.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreen blev afhørt. Han nægtede at have tilstået. Uret, der tilhørte Jørgen Thorup har han aldrig haft i sin besiddelse. Han havde ikke været i Aakirkeby siden sin ankomst til landet, som skete til byen.

Arrestanten var efter hans egen udsagn 24½ år og født i Johleby (Johbeby?) Sogn lidt over en mil fra Kalmar, hvor han også var konfirmeret. Han havde været på Bornholm i 6 år og i den tid har han tjent 1 år på Ladegård hos Stender, ½ år hos degnen, ½ år hos præsten, ½ år hos snedker Lars Thorsen i et hus på Skarpeskade da han blev gift. Siden logerede han hos Jens Johansens enke syd for kirken i 1 år, dernæst hos Hans Kofoed i et hus sydøst for Splitsgård og dernæst hos Lars Larsen i et hus på Tøjregårds grund i 1 år, dernæst hos Hans Bonde i et hus på Pilegårds grund i Klemensker i 1 år. I foråret købte han det hus han nu har.

Side 22b – 11. december 1851

Sagen vedr. indbrud på Løkkegård fortsatte. Ungkarl Peder Kofoed på 23 år afhørtes. Han erklærede at han var fuldstændig sikker på at Jørgine Hansine Kofoed ejede de træsko, som var blevet fundet. Tjenestekarl på 20½ år Hans Peter Olsen bekræftede Peders udsagn og at det var dem som madmor og pigen fandt udenfor stuelængen.

Gårdmand Morten Koefoed erkendte at han skyldte arrestantinden 3 rd 3 mark. Arrestantindens søster, Else Marie, afgivne forklaring gav han intet for. Hun var kendt for at være usandfærdig og kan ikke befri sig for straf.  Hun stod i utilladelig forbindelse med Erik Hansen på Bjergegård. De omtalte tyvekoster, sagde hun stammede fra Jespersen på Splitsgård som en belønning for at hun havde tilladt ham omgang med hende.

Morten Kofoeds hustru Magdalene Margrethe Hansen på Løkkegård følte sig meget fornærmet over Else Maries påstand om, at hun havde et forholdt til Jørgen Edvardsen. Else Marie var kendt som et meget slet menneske, der ofte har påstået sådanne beskyldninger.

Magdalene mente, som tjenestefolkene, at træskoen tilhørte arrestantinden. Tjenestepigen  sagde det sammen. Træskomageren Jens Haagensen vidnede igen.

Hansine Jørgine Kofoed nægtede stadig og udtalte at hun ikke brød sig om folk, der vidnede falsk.

Efter edsaflæggelse blev vidnet Jørgen Edvardsens hustrus udtalelser dømt uden magt, da hun tidligere var straffet for tyveri og hæleri. Hun kunne nu dømmes for meddelagtighed i indbrud, der var begået af hendes søster. Hun havde opdigtet usandheder.

Side 25b – 12. december 1851

Sagen mellem gårdejer Anders Rasch til Bjørnegård og landmand Tønnes Rasch på Klemensker Præstegård angående verbal injurier. Anders Rasch blev kaldt for en Kjeltring

Side 26a – 14. december 1851

Sagen mod Otto Nielsen Helgreen ang. forøvet ejendomsindgreb.

Svend Johan Andersen Holm anklagedes for at have hjulpet Otto Nielsen Helgreen med at hente et ur, hvilket han nægtede.

Svend Johan Andersen Holms data

22½ år gammel født i Sørup By i Kalmar Län. Han kom til landet lidt efter Sankt Hans dag i 1848 og tjente hos Morten Kofoed på Løkkegård i lidt over fire måneder. Derefter kom han til husmand Lars Hansen på 31. slg. fortov og ernærede sig med at sy sko om vinteren. Hos Lars Hansen var han omtrent 4 måneder, Dernæst tjente han 2 måneder hos Ole Mogensen på Piberegård. Siden arbejdede han som murer ved ovennævnte Lars Hansen fra 1. mak til St. Hansdag 1849. derefter tog han tilbage til Sverige, hvor han var noget over 14 dage og kom derefter tilbage til Bornholm. Atter arbejdede med Murerarbejde i forbindelse med ovennævnte Lars Hansen indtil den 17. december 1849, da han fik tjeneste på Splitsgård. Der tjente han til 1. maj 1850. Derefter arbejdede han atter 2 måneder med Lars Hansen, hvorefter han fik tjeneste hos Sandemanden i Klemensker, hvor han var i 4 måneder. Så var han 2 måneder til nytårsdag 1851 hos smed Niels Sonne i Vestermarie. Derefter indtil 1. maj 1851 hos Philip Rasch i Aabygårdene i Nyker. Siden den tid har han arbejder i forbindelse med ovennævnte Lars Hansen med at kløve sten.

Dommeren pålagde Svend at tage ½årsarbejde og ikke lejlighedsvis arbejde. Hvis han ikke rettet sig efter dette tilhold kunne han straffes for løsgængeri.

Side 26b – 14. december 1851

Husmand Hans Thorsens overfald.

Arrestanten Jeppe Larsen Dals forklaringer anses til dels som usande og da han tidligere var straffet med 10 dages fængsel på vand og brød efter at han havde slaget sin husbonde N.V. Holm i Allinge.¨

Jeppe Larsen Dal data

Han fødtes i Rø i året 1812 af forældrene Morten Pedersen Stange og Else Marie Larsen. Der er han også konfirmeret. Hans første tjeneste var hos P. Koefoed på Kroggården i Rø til hvem han kom da han var 11 år eller der omtrent. Der blev han i 5½ år til han blev konfirmeret. Dernæst tjente han 1½ år hos P. Dam på Hallegård i Østermarie, 1 år hos sandemand Lund i Rø, 1½ år hos Klaus Munck på Dyndalegård, 1 år hos løjtnant Rømer på Store Hallegård i Olsker, 3 år hos Ole Stub og Niels Nielsen Holm i Allinge og ½ år hos Ole Jørgensen på Tønnekulle. I året 1838 eller 1839 giftede han sig i Hasle og ernærede sig ved at sejle med købmand Juuls båd eller ved at arbejde i Kulværket om vinteren. Da hans kone var kendt øst på, flyttede de derned (?) og ernærede sig der med at fiske. Han tænkte at hans kone der kunne aflægge sin trang til Drik, men det var ikke sket. I Kaase havde de lejet ophold hos Hans Morten.

Dommeren kunne ikke trække flere oplysninger ud af ham og derfor var det ikke muligt at forlænge arrestationen.

Arrestantinden Else Marie Larsen skulle forholde sig til Jeppe Dals hustrus afgivne forklaring, hvad der var sket på fattighuset, hvor hun boede. Hun mente ikke at hun havde haft noget tørklæde og lapper.

Else Marie Larsens data

Else fortalte om sit tidligere liv: Født i 1789 eller 1786 i Rø sogn, hvor hun også var konfirmeret. Hendes forældre var Peder Rasmussen og Maren Margrethe, som ikke var gifte. Medens hun  tjente hos præsten blev hun konfirmeret og siden var hun hjemme hos sin moder. Da hun var en snes år kom hun til København og tjente der omtrent i 1 års tid hos en spækhøker ved navn Lars Lund i Dronningensgade på Christianshavn. Da hun tjente der blev København bombarderet, derefter kom hun atter hjem til sin moder. I året 1809 eller 1810 blev hun gift med Morten Pedersen Stange og boede med ham adskillige steder i Rø, Rønne og Klemensker. Da manden druknede var hun enke i 2 år. Derefter gift med Marius Larsen. Med ham boede hun i Rø sogn omtrent i 15 år og derefter i Tejn i 5 år. Derefter kom hun i Rø fattighus hvor hun nu har været omtrent 11 år. Hun blev straffet i 1841 med fængsel på vand og brød for tyveri.

Side 28a – 14. december 1851

Politiretten afholdt på byfogedkontoret i Hasle.

Anmeldelse af tyveri på Splitsgård

Fremlagde en skrivelse fra sandemand H. Nielsen og en fra gårdejer Jespersen. Anledningen var at husmand Lars Hansen havde vægret at forevise prøver af hans gryn og på grund af, at han i lang tid har huset en svensker Svend Johan Andersen Holm, der for tiden var tiltalt for et ejendomsindgreb (indbrud), samt at stjålne koster var fundet der, hvor han og Svend havde deres daglige arbejde. Der burde foretages ransagning hos Lars Hansen på 31. slg. fortov, hvor Svend Johan Andersen Holm logerede.

Da dommeren var optaget med tingdag i Allinge ville ransagningen næste dag blive foretaget af den konstituerede fuldmægtig exam. juris. Møller.

Side 28b – 15. december 1851

Politiretten fandt sted i det hus der tilhørte Lars Hansen på 31. slg. fortov i Klemensker.

Ransagning i Lars Hansens hus

Retten blev holdt ved Møller og husmændene Andreas Pedersen og Peter Bertelsen. Ransagning blev foretaget. Årsagen til at han ikke ville udlevere grynene til sandemanden var, at han skulle bruge dem til at koge grød af. Han anslog, at der kun var to potter gryn. Ransagningen afslørede ingen gryn, men der fandtes en stor Spølkum (flad kop uden hank) af gul fajance, som tilhørte husmand Jørgen Larsens kone i Rø.

Lars Hansen erklærede, at han havde købt denne spølkum af mærket Spietz i Rønne for 1 mark 8 skilling.

Endvidere blev der fundet 2 fine ”Cambreds Skiorter” [Kamgarn – Uld skjorter] indviklet våde i et stykke voksdug ovenpå en sengehimmel. Lars Hansen sagde at det tilhørte den hos ham værende svensker Svend Johan A. Holm. Spølkummen, de to skjorter og voksdugen blev taget i rettens forvaring.

Side 29a – 16. december 1851

Forhøret fortsattes.

Eline Kirstine Hansen, gift med husmand på Smedegårds fortov i Rø sogn, Jørgen Larsen (Kofoed), fortalte at hun for 8 dage siden havde mistet forskellige ting ved et tyveri og at hun havde mistanke til husmand Lars Hansen. Da hun hørte, at der skulle foretages ransagning, mødte hun op i huset. Hun havde opdaget den gule ”bolle” på en hylde ved senge. Hun kendte den matte klang når man slog på den. Årsagen var, at der var en lille revne i den. Men ellers havde bollen tre mærker i bunden: to runde mørke pletter og en tredje, derfor ville hun altid kunne genkende bollen når hun så den.  Hun turde aflægge sin ed på, at bollen var hendes. Hun havde købt bollen for 2 – 3 år siden hos en fajancehandler i Storegade i Rønne overfor apoteket. Hun fik den for 8 skilling – en fejlfri kostede 18 sk.

Hun forklarede, at omtrent kl. 11½ hørte hun en susen og deres hund begyndte at gø heftigt. Hun kikke ud af vinduet, men så intet. Hendes mand var blind og var gået i seng. Han stod op og gik ud i storstuen, der er øst for lillestuen, for at se hvad der var på færde. Han havde følt efter et par dyner, som skulle lille på en stol udenfor sofabænken i storstuen. Han mærkede en dyne, men ikke at der manglede en. Han havde heller ikke observeret at det nederste vindue var taget ud. Dog mærkede han trækket fra det manglende vindue, men da det blæste meget, mente han at det skyldtes træk.

Konen havde gået ud i gården for at tysse på hunde, der havde gøet kort før at hun havde hørt den omtalte susen, der altså var foranlediget, at vinduet blev taget ud.

Næste dag konstaterede de at vinduet var taget ud og stillet op ad muren. Ved siden af stod en lille tallerken til at sætte en urtepotte i. Den plejede at stå i vindueskarmen.

Vinduet var slået fast med søm, der ikke var fastere end at de kunne trækkes ud med fingrene.

Det stjålne var en dyne, der havde ligget på stolen, et kvart anker med 9 potter brændevin, ½ pund kaffebønner, som lå ovenpå et chatol i storstuen, en snustobaksdåse med en stjerne på låget, samt det omtalte fajance bolle. Ankeret tilhørte hendes fader og den havde et mærke ”H med et S i”. Hendes far hed Hans Seier Hansen.

Sandemanden fremviste et brændevinspimpel sammen med et dynevår, som var fundet liggende på lyngen lige ved det sted hvor Lars Hansen og hans logerende Svend Johan A. Holm havde deres daglige arbejde. Dynevåret havde været hendes broders. Brændevinsankeren havde mærket, som hun omtalte

 

Side 30b

Gryn og pose kendte hun intet til. Dynevåret kunne hun beskrive med striber og lapper. Da hun så det passede det med hendes beskrivelse.

Hun nævnte en række koner, der sandsynligvis kunne bevidne, at tyvekosterne tilhørte hende.

Voksdug og skjorter kendte hun intet til. Desuden nævnte hun at den gule fajancebolle var fyldt med fløde, som blev hældt ud på gulvet, da den blev taget.

Næste vidne var Ellen Marie, der  var husmand på 20. slg. grund i Rø Jørgen Peters hustru. Hun havde boet i huset hos Eline Kirstine i 6 uger, da hun gjorde barsel. Det var tre år siden. Eline Kirstine havde været i Rønne og købt fajance bollen. Hun genkendte bolle på den omtalte lyd. Dynevåret var hun overbevist om, at det har tilhørt Jørgen Larsen.  Derimod kendte hun intet til brændevinsankeret, grynfjerdingen, posen, voksdugen og skjorterne.

Husmand Lars Hansen på 31. slg. fortov blev afhørt. Han fastholdt at bollen havde han købt hos fajancefabrikant Spietz på hjørnet ved købmand Jens Thorsen og han betalte 1 mark 8 sk. Revnen var der også da han købte den.

Han blev forevist dynevåret og kvartankeret brændevin, en fjerding med gryn og en pose, der var fundet ved hans og Svends arbejdssted på lyngen. Desuden forevistes en gammel trøje af mørkt vadmel. Alle disse sager erklærede han var ”aldeles uvedkommende” og aldrig set dem før.

Han erkendte, at han ved sandemandens henvendelse i første omgang ikke havde sagt, at han skulle bruge dem om aftenen til grød, men først dagen efter ved ransagningen.

Dernæst svenskeren Svend Johan Andersen Holm logerende hos Lars Hansen. Han meddelte, at han var i besiddelse af 3 a 4 blaargarns skjorter, som er i hans kiste eller hænger på væggen. Det snavsede linned lå på loftet. Han har ikke noget kammer for sig selv, men har dog ”et særegent kammer, hvor han ligger ene”. Noget voksdug til at ligge på bunden af kisten, har han aldrig været i besiddelse af. Skjorter og voksdug, der blev fundet på hans sengehimmel benægtede han på det kraftigste var hans og aldrig havde set dem før. Han mente, at have set bollen i huset så længe som han havde været der, men vist ikke i den størrelse. De øvrige ting, som blev fundet på lyngen, kendte han intet til. Han nægtede på det bestemteste, at han havde begået noget tyveri.

Anholdte Lars Hansen mente at de fundne skjorter tilhørte hans logerende Svend, der havde fået dem sidste gang han havde været i Sverige. Voksdugen tilhørte Svend og blev brugt til at ligge nederst i kisten. Hvorfra den stammede vidste han ikke.

Side 32b – 17. december 1851

Ovenstående sag fortsattes.

Husmand Lars Pedersen på 18. slg. grund forklarede at han ofte havde hjulpet Jørgen Larsen, dels med vinterarbejde og dels også med høstarbejdet. Fajancebollen havde han set, men kunne ikke med sikkerhed udpege den. Den samme usikkerhed havde han med brændevinsankeret, men det lignede. Vedrørende bollen huskede han nu, at han havde haft mellem hænderne og sagde nu. At det var ”accurat sådan en bolle” han havde set.

Husmand Jens Kofoed i Lindeskoven i Rø var bror til Jørgen Larsen, men det var længe siden at de set hinanden, så han kunne næppe genkende hans ting.

Husmand på 20.slg. fortov Jørgen Peter havde hjulpet Jørgen Larsen et par år, fordi han var blevet blind og ikke kunne klare markarbejdet. Han vidste, at Jørgen i et par år havde haft en gul fajancebolle med en revne, men som dog klingede når man slog på den, som om den var hel. Dynevåret kunne han ikke kende og han havde ikke overnattet i huset. Ankeret havde han set, men ikke så nøje, at han kunne være sikker på, at det var den samme. De øvrige ting kendte han ikke.

Husmand og møller Hans Pedersen på 37. slg. grund i Klemensker fortalte, at der ”ofte er bleven stjålet fra ham, hvilket er udført ved indbrud om natten”. Det drejede sig om fødevarer, men han havde ikke kunnet fatte mistanke til nogen. Hans bopæl ligger temmelig langt fra andre bygninger og han er alene med hans kone på omtrent 80 år, samt en pige, og han selv var 71 år gammel, hvorfor bekendte folk let kunne begå indbrud uden at det blev opdaget. I foråret 1849 blev der stjålet om natten en murkedel. I året 1850 blev stjålet 4 a 6 brød, 8 pund flæsk, en lysestage, en kobbertragt, samt en ost. I 1851 stjal de i første omtrent for 3 uger siden et brændevinsanker med 16 potter brændevin, 4 brød, en ost og en pot honning.  Natten mellem sidst torsdag og fredag var der atter indbrud, hvor der blev stjålet en del kød, som lå nedsaltet i en tønde, der stod i det nordøstre kammer.  De var tre gange kommet ind ved at tage et vindue ud. Indbruddet året før skete ved at brude ind gennem en væg.

Husmand og møller fortalte om det første indbrud i året bemærkede han kl. 4, da han gik nord om huset, at vinduet til kammeret var faldet ned og lå på jorden. Han tænkte straks, at der havde været tyveri i løbet af natten. Der var fra kammeret flyttet nogle mælkebøtter og spildt mælk på gulv og bord. I en fjerding med sild var halvdelen taget, hvilket han glemte at fortælle da han opremsede brændevinsankeret med 16 potter, 4 brød, en ost og en pot honning. Nogle fodspor, eller andet der kunne afsløre tyven, fandt de ikke. Brændevinsankeret ville han kunne genkende, da der er udskåret et navn og at det kunne rumme 16½ potter, hvilket er usandt, da det kun rummede 16 potter og en pægl.

Sandemanden fremvist en bund , der lå i den tidligere omtalte grynfjerding, med bogstaverne HCS. Husmand og møller Hans Pedersen sagde, at det var hans kones initialer og at den tilhørte hende og hendes forrige mand. Bunden lugtede af brændevin. Øvrige mulige tyvekoster var ham ubekendte.

Det sidste tyveri torsdag nat bestod af 3 a 4 pund saltet kød i en tønde. Tyven var kommet ind af det samme vindue, som denne gang var udtaget med en tang. Han havde brugt store søm for at fæstne det. Kammeret støder op til forstuen, der ligger op til skorsten og videre til lillestuen, hvor han og konen sov.

Lars Hansen blev fremstillet og blev konfronteret med Svend Johan A. Holm benægtelse til skjorterne. Lars Hansen var sikker på, at de tilhørte ham, da han set at han havde haft dem på flere gange. Voksdugen var også Svends. Han fastholdt ejerskabet til bollen. Retten bemærkede, at han tidligere havde sagt, at det var i foråret han havde erhvervet bollen og senere sagt, at det var fire uger siden.

Retten fandt det bevist at Lars Hansen havde stjålet fajancebollen fra Jørgen Larsen og dette atter leder til formodning om delagtighed i flere indbrudstyverier, hvorfor han nu kunne sættes i personlig arrest.

Anholdte Svend Johan A. Holm blev fremstillet og konfronteret med Lars Hansens udsagn. Han nægtede stadig kendskabet til skjorter og voksdug.

Dommeren anså det bevist, at Svend var meddelagtig i de af Lars Hansens begåede tyverier, hvorfor han bør undergives personlig arrest.

Side 35b – 18. december 1851

Ovenstående forhør fortsattes.

Gårdejer Jespersen på Splitsgård fortalte, at der fem gange var begået tyveri fra hans ejendom. Straks efter høst blev der stjålet en ost, der var stillet ud i haven for at ”Soles”. 8 dage efter blev en krukke med 8-9 pund smør stjålet fra mælkekammeret ved at fjerne vinduesgitteret. Tredje gang blev der stjålet 4 høns fra kostalden. Og fjerde gang blev vinduet taget ud af spisekammeret. Der blev taget 2 a 3 brød, en pølse og 3 sølvteskeer som stod i en tekop på bordet.

Det sidste indbrud skete på samme måde. Her forsvandt 4 a 5 brød, ½ ost, omtrent 1 skålpund gryn, en pose, 2 krukker med Svinefedt samt et kræmmerhus med 1 lispund rismel og 2 muskatnødder. Et tyveri begået natten mellem tirsdag og onsdag i forrige uge.

Teskeerne og posen vil han kunne genkende, men de andre varer ville han næppe kunne udpeget med sikkerhed.

Jespersen havde bedt Sandemanden om at ransage hos Lars Hansen, da han havde en mistanke til ham. Vidner til ransagningen var gårdmand Castus Kofoed fra Bjergegård, gårdmand Peter Poulsen til Pilegård og husmand Hans Lyster på 30. slg. fortov. Lars Hansen havde givet tilladelse til ransagningen og der blev ikke fundet noget. De fandt ikke fødevarerne i huset. Peter Poulsen, Castus Kofoed og Hans Lyster fulgte med ud på lyngen, hvor han vidste af Lars Hansen og Svend Johan havde sit daglige arbejde. Det var set før på Bornholm, at tyvekoster var gravet ned på lyngen. Sandemanden var ikke med, da han havde opgaver andet steds. De fandt straks et lille gemmested, som så ud til at nogle brød havde ligget der. Nu var den tom. Under en sten fandt de et stykke dynevår og senere fandt Peter Poulsen et lille brændevinsanker med noget brændevin i. Senere en grynfjerding eller rettere et brændevinshalvanker, hvoraf det ene endestykke var slået ud. I denne halvanker fandtes omtrent en halv skæppe gryn samt en pose og en gammel pjalt af en trøje. Senere fandt de dynevår mage til den tidligere fundne.

Jespersen mente at kunne genkende flere genstande som værende hans.

Gårdmændene Peter Poulsen fra Pilegård og Castus Kofoed fra Bjergegård, samt husmand Hans Lyster bekræftede Jespersen beretning.

Tjenestepige Kirstine Samuelsen fra Splitsgård på 26 år ville afgive sin ed på, at posen, der blev fundet på Lyngen, stammede fra Splitsgårds spisekammer, hvor der blev stjålet gryn for 8 dage siden.

Side 38a – 19. december 1851

Sagen mellem Anders Rasch på Bjørnegård og Tønnes Rasch på præstegården i Klemensker ang. Injurier. Sagen gennemgået og optaget til doms efter 14 dage.

Side 39a – 20. december 1851

Forhør ang. indbrud på Løkkegård blev fortsat. Punkter til sagen: 1. Arrestantinden Jørgengine Hansine Diderikke Koefoeds dåbsattest viste, at hun blev født 26/11 1823. 2. Konfirmationsattest fra Rø sogn.3. Forholdsattest fra præsten i Klemensker dateret 18. december 1851. 4. Straffeattest, der viste at hun ikke var straffet i Hasle, Nørre Herred og Hammershus birk.

Præsterne i Rø og Klemensker havde skrevet Jørgensine i attesterne, hvilket var en fejl.

Jørgengine fastholdte, at hun havde stillet træskoene bag kakkelovnen, da hun kom hjem fra Egebjerg, uanset at hendes søster Else Marie havde en modstridende forklaring. Hun havde ikke set sin svoger efter han var udbrudt fra arresten i Hasle og hun mente ikke, at Jørgen nogen side havde været på Løkkegård. Hun nægtede stadig, at hun havde begået indbrud på Løkkegård eller have begået nogen som helst forbrydelse.

Arrestantinden gjorde opmærksom på. At gårdmand Morten Koefoed var straffet under Nexø Købstads jurisdiktion og forlangte, at en attest herpå skulle tillægges sagen.

Side 39b – 20. december 1851

Sagen mod Lars Hansen m. fl. Vedr. tyveri. 
Lars Hansens hustru Magdalene Marie Jensen blev afhørt. Hun forklarede at det gryn, som de havde købt af husmand Hans Lyster, skulle bruges og derfor ikke ville udlevere det til sandemanden. Hun fastholdt ejerskabet til fajancebollen, som hendes mand havde købt for 3 a 4 uger siden. Hun var ikke med ved købet i Rønne, men sagde, at han ved samme lejlighed købte nogle kopper. Det brød de havde spist de sidste 14 dage var dels købt og dels lånt. De havde lånt et 6 pund brød hos Hans Lyster og 2 pund hos husmand Jørgen Jørgensen i Klemensker. For 8 dage side havde de købt et stykke på 6 pund i Gudhjem hos Hans Christensens. Den rug, som hendes mand havde tjent til, var kogt til grød.

Dommeren mente, at det var for lidt brød til ”at nære dem”, hvortil Magdalene svarede, at hendes hukommelse var svag, hvorfor hun ikke kunne erindre hvor ellers de havde fået brød fra.

Revnen i fajanceskålen havde hun ikke lagt mærke til, så hun kunne ikke svare på, hvor lang den var.

De to skjorter sagde hun tilhørte Svend, der logerede hos dem, og at hun mente, at han havde haft dem med sig, da han sidst var i Sverige. Voksdugen havde han haft i længere tid og brugt til at lægge nederst i sin kiste.

På nye spørgsmål vedrørende fajancebolle, svarede hun nu, at hun selv var kommet til at slå revnen i bollen, men hun havde ikke tænkt over, hvor lang den var. Dommeren gjorde hende opmærksom på, at revnen ikke var slået, men opstået ved en fejl før eller under forbrændingen. Dommeren sagde, at det var utroligt, at de havde købt en bolle i en tid, hvor de måtte gå rundt og låne brød. Det var utroligt, at hun ikke havde spurgt manden om prisen på bollen i den svære tid.

Dommeren bemærkede, at ”inkvirenten” havde et barn, hun ”gav die” og da de to ”arrester” i Hasle var så overfyldte, at hun ikke kunne anbringes der uden at hun kunne samtale med sin mand, valgte han at lade hende gå hjem til sit barn.

Arrestforvareren meddelte dommeren, at Lars Hansen, der var indsat mandag aften klagede over heftige smerter i maven, så han havde bedt ”landphysikusen” om at undersøge ham. Han havde først ”åbning” (afføring) torsdag morgen, som det var sandsynligvis derfra smerten stammede. Landphysikusen havde ikke kunnet vurdere årsagen til smerten og ville have fangen overført til Rønne arrest, hvor der var lægeovervågning. Hvilket sket, hvorfor dommeren ansøgte amtet om at afholde politiret i Rønne næste gang.

Side 41a – 20. december 1851

Fortsat forhør af Otto Nielsen Helgreen og Svend Johan A. Holm.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreen nægtede, at han havde tilstået sagen i Søndre Herreds ret, da han ikke havde været i Aaker siden dengang han kom til landet. Dommeren fremlagde følgende til akten:

1.Domsakt med bilag ifølge hvilken arrestanten ved Nørre Herreds Ekstrarets dom af 27/4 1849 for tyveri blev dømt til fængsel på vand og brød i 5 gange 5 dage. Dommen var afsonet.

2.Bilag til dommen i 1849 var et forhørsudskrift af 20/3 1849, hvori attester nr. 1 og 3. førte til stridsmål.

3.Attest fra sognepræsten Bolbro i Klemensker dat 18/12 1851

4.Attest fra byskriver Paludan om at der ikke var andre straffe på ham end ovennævnte.

Nr. 3 og 4 blev tilført sagen.

Side 41b – 21. december 1851

Politiretten afholdt på byfogedkontoret i Hasle

Svend Johan Andersen Holm blev afhørt for sandsynlig meddelagtighed i en del indbrudstyverier. Han var varetægtsarresteret ved dekret af 17/12 – følgende attester blev tilføjet akten:

a.En dåbsattest der viste, at han var døbt 2. marts 1829

b.Et skudmål fra Morten Koefoed dat. 1. november 1848

c.Et skudsmål fra O.M.Marker dat. 19. juni 1849

d.Et par af 12. juli 1849 med påtegnet skudsmål fra Jespersen af 14. maj 1850

e.En forholdsattest fra sognepræsten i Klemensker dat. 18. december 1851

f.En straffeattest fra byskriver Paludan om at han ikke tiltalt eller dømt under Hasle Købstad, Nordre herreds eller Hammershus Birks jurisdiktion.

Svend Johan tilføjede, at han ikke var tiltalt eller dømt i sit fødeland.

Side 41a – 22. december 1851

Politiret afholdt på rådstuen i Rønne vedr. sagen mod Lars Hansen m.fl. Bollen var medtaget til Rønne.

Fabrikant Curdts af Rønne fortalte, at han ikke var i stand til at bestemme om bollen var fabrikeret af ham eller fajancefabrikant Spietz, da de brugte samme stempel. Men et var han sikker på. Revnen var opstået i brændingen og ikke ved slag eller stød.  Dette vidste han, da bollen havde bevaret sin klang. Revnen opstår under ”halvbrændingen” hvor karrene sættes ind i hverandre.

En hel fajancebolle ville have kostet 18 skilling og en med revne kunne meget vel have været solgt for 8 skilling, vel at mærke, hvis den var solgt sammen med andre varer i butikken.

Fajancefabrikant Spietz i Rønne bedyrede, at bollen ikke var fremstillet af ham og derfor ikke solgt i hans udsalg. En tilsvarende hel fajancebolle ville han sælge for 16 skilling. Bollen havde en brænderevne og ikke frembragt ved slag eller stød. Han fremstillede ikke den slags bolle, men en lidt større til 24 skilling.

Fabrikant Jens Andersen Bager, der havde arbejdet længe hos Spietz, kunne meddele, at den fremviste fajancebolle ikke var fremstillet hos Spietz. Revne af den slags var opstået ved brændingen og ikke ved slag.

Magdalene og hendes mand Lars Hansen blev afhørt sammen. Lars Hansen holdt fast sin forklaring af købet af fajancebollen, ”i det han vendte sig om til Konen, sagde han til denne, om hun ikke huskede, at de havde sammen kjøbt Bollen, hvilket hun imidlertid benægtede”.

Curdts, Spietz og Jens Andersen Bager så arrestanten i øjnene og sagde, at han aldrig kan have købt bollen hos Spietz. Lars Hansen fastholdt sin forklaring.

Dommeren forklarede Lars Hansen om edens hellighed og angav straffen for mened.

Lars Hansen erklærede, at det muligvis ikke var den bolle, som han købte og som han leverede konen, men måske senere blev forbyttet i hans hus med en anden. Han så ikke så nøje på sådanne ting og kunne ikke forklare sig anderledes end som han havde gjort. Han huskede nu, at han havde nogle skår af en bolle liggende under kisten i kammeret for omtrent 8 dage siden. Lars Hansen blev ført til sin arrest.

Magdalene Marie Jensen benægtede, at hun havde været i Rønne de 2 sidste år. Hun sagde også, at de havde haft en bolle på omtrent 3 potter størrelse, som var slået i stykker, men det var længere tid siden.

Side 43b – 22. december 1851

Politiret sat på Rønne rådstue ang, det på Løkkegård skete indbrud.

Arrestanten Jørgen Edvardsen benægtede at have begået indbrud på Løkkegård. På spørgsmål om hvor han havde været ”ommeldte aften, da han som undvegen fra Arresten i Hasle havde holdt sig skjult, erklærede han, at han har været hele Tiden paa Løkkegården”

Han havde ikke talt med andre end Morten Koefoed og dennes kone og børn, Han opholdte sig i et kammer ved siden af salen, men også i stuen, når folkene var ude. Med Jørgengine Hansine Koefoed talte han kun med den første aften. Han havde ikke mærket noget til en skade ved noget indbrud. Han havde været undveget arresten i 9 uger og opholdt sig på Løkkegård, hvor han syede linned.

Dernæst Jørgen Edvardsens hustru Else Marie erindrede ikke, hvorfra hun tog træskoen og kastede den på ilden, enten den lå i stuen eller i køkkenet. Hun huskede heller ikke, om hendes søster bestilte andet end at stoppe og lappe på Morten Kofoeds hestedækkener den søndag, hvor indbruddet skete på Løkkegård. Hun blev gjort opmærksom på, at hun tidligere ikke havde kunnet huske noget om hendes træsko og som hun nu siger, at hun brændte dem.

Hun benægtede også, at have gemt de koster, som hendes mand skal have stjålet, da han var udbrudt af arresten i Hasle. Hun havde kun set ham en gang efter han var udbrudt og vidste ikke hvor han gemte sig, men antog, at det var på Løkkegård.

Side 44b – 23. december 1851

På Rådstuen i Hasle.

Arrestforvarer politibetjent Christophersen meddelte, at de arresterede om natten havde forsøgt at gennembryde en mur for at undslippe. Der var nedbrudt en 9 gange 7 tommer hul ved kakkelovnen. Når muren omkring kakkelovnen var løsnet, så kunne der blive adgang til skorstenen, hvorfra man nemt kunne undvige.

Alle tre arrestanter vidste intet til hullet. Jørgine Hansine Kofoed havde lavet en kost af noget halm, som skulle tilintetgøre sporene af nedfalden kalk og sten. Murstenene var satte løse i hullet og resten af stenene var gemt under briksen.

Otto Nielsen Helgreen sagde at de havde brudt hullet for at få adgang mellem arresterne, således at Jørgine Hansine Kofoed kunne bringe hendes middagsmad ind til ham og Svend Johan Andersen Holm. De havde ikke til hensigt at bryde ud af arresten.

Dommeren troede ikke på forklaringen, som synes afstemt med hinanden. Han dømte de to mandlige arrestanter hver 15 rottingslag og Jørgine 7 rottingslag.

Side 45a – 24. december 1851

Afhøring i sagen mod Lars Hansen m.fl.

Svend Johan A. Holm sagde nu, at de to skjorter ikke var hans, hvilket stred mod Lars Hansens og hans hustrus vidnesbyrd. Han ville heller ikke vedkende sig voksdugen, som Lars Hansen og kone havde tilskrevet ham.

Side 46a – 29. december 1851

Skolelærer (Peter Rømer) Siersted fra Nyker mødte og forklarede at den 25. oktober om eftermiddagen mellem kl. 7 og 8 ville tjenestepigen tage vasketøjet ind fra snoren i haven. Tre  skjorter manglede, hvoraf de to tilhørte Siersted og den tredje hans svoger garver Wueff i Rønne. Pigens havde 3 særke. Tyveriet var anmeldt politimesteren i Vester herred. Han mente, at tyven var sprunget over det to alen høje stengærde til haven. Han mente, at han havde set Lars Hansen og svenskeren fra Klemensker samme  dag, men det var først i dag han sammenkæder hændelsen til dem.

Siersted kendte en af de to skjorter, som var fundet hos Lars Hansen. Den havde et påsyet mærke ”S” med kædesting. Han var sikker på hans hustru kunne identificere dem. Det anden var muligvis hans svogers. Sypigen til skjorterne var Ane Kofoed, der havde logi på 3. slg. i Nyker,  vil sandsynligvis kunne bekræfte ejendomsretten til skjorterne. Voksdugen havde han intet kendskab til.

Siersted genkendte svenskeren, som han så på Nyker kirkegård  samme dag som tyveriet skete.

Side 47a – 30. december 1851

Politiret på Hasle Rådstue. Sagen mellem det offentlige contra gårdmand Hans Jensen Marker, der ikke mødte med sin dragonhest til mønstringen. Amtet tillod at udstede en mulkt på 5 rdl for forsømmelsen.

Side 47a – 30. december 1851

Sagen mod Lars Hansen m.fl.

Sypigen Ane Margrethe Kofoed, der logerer på 3. slg. i Nyker, 26 år gl. Efter at have synes de to skjorter var hun fuldstændig vis på, at hun havde syet den ene til skolelærer Siersted. Hun kendte den på syningen, på faconen og på det påsyede bogstav ”S”. Hun var ikke fuldstændig vis på den anden skjorte, men det kunne være den som hun havde at sy efter og som tilhørte garver Wulff i Rønne.

Pigen Margrethe Mikkelsen på 25 år, der tjente hos skolelærer Siersted i Nyker. Hun sagde, at det lignede de skjorter, der var hængt til tørre i haven, men da hun kun få gange havde set dem, havde hun ikke rigtigt sikre kendetegn hun kunne bruge for at identificere dem.

Side 48a – 3. januar 1852

Sagen op det på Løkkegård hørende indbrud.

Ungkarl Peter Kofoed, 23 år, søn af gårdmand Morten Kofoed sagde, at det var aldeles usandfærdigt, at Jørgen Edvardsen skulle have haft ophold på Løkkegård i den tid, hvor han havde brudt ud af arresten i Hasle. Han ville have opdaget det, da han næsten dagligt havde været omkring i huset også i det kammer, der lå op til salen. Han havde ikke hørt eller set noget til ham. Han havde talt med sin svigerinde, der havde arbejde på gården, heller ikke havde nævnt noget.

Tjenestekarl på Løkkegård Hans Peter Olsen 20½ år havde heller ikke observeret Jørgen Edvardsen på gården eller i det omtalte kammer, som man kan observere gennem vinduet til kammeret. Men han havde hørt fra sin madmor, at Jørgen Edvardsen havde været forbi for at tale med Hansine Kofoed, en aften efter han var brudt ud.

Tjenestepige på Løkkegård Karen Margrethe Kjøller havde ofte sin gang i huset. Der var ingen rum, der var aflukkede, så hun kunne med vished sige, at hun ikke har truffet Jørgen Edvardsen. Hun kan også sige, at der ikke var blevet serveret mad til Edvardsen. Hun var den, der bar maden ind og bar ud fra bordet.

Hun fortalte at madmor, den aften Edvardsen var brudt ud af arresten, havde set ham, da hun var i gården for at forrette sin nødtørft. Han ville tale med Hansine Kofoed, hvilket skete på gårdspladsen.

Side 49a – 7. Januar 1852

På rådstuen i Rønne. Sagen mod Lars Hansen m.fl. fortsat.

Dommeren havde taget skjorterne med fra Nørre Herreds ret. Skolelærer Siersteds hustru Emilie, født Wulff, genkendte de ene skjorte som værende sin mands. Hun havde flyttet knapperne ved hænderne og havde selv syet ”S” på den. Den anden skjorte mente hun var hendes brors garver Wulffs.

Skolelærer Siested og pigen Ane Margrethe Kofoed vedstod det de tidligere havde vidnet. Derefter blev arrestanterne Lars Hansen og Svend Johan Andersen Holm fremstillet. Det nævnes at Svend var transporteret til Rønne i den anledning.

Arrestanterne blev oplyst om straffen ved meded. De afgav ed på deres vidnesbyrd.

Garver Wulff kendte ikke skjorten med ”S”, men det anden var sikkert hans. Dog lagde han ikke så meget mærke til sine skjorter, at han kunne være fuldstændig sikker. Hans kone er svagtseende, så hun vil ikke være et troværdigt vidne.

Side 50a – 8. januar 1852

Sagen ang. indbrud på Løkkegård.

Magdalene Margrethe Hansen, gårdmand Morten Kofoeds hustru, sagde, at det var usandt, at Jørgen Edvardsen har haft ophold hos dem medens han var undvegen fra arresten i Hasle. Men hun bekræftede at hun en aften 3 eller 4 dage efter hans udbrud, var ”gået ud for sig selv udenfor den nordre gavl. Han havde da hilst på hende, der var blevet forskrækket ved hans kommen. Han ønskede at snakke med sin svigerinde, der på den tid arbejdede på gården. Han havde gået med ind i huset til pigekammeret og der talte han med Hansine. Siden havde hun ikke set ham. Hun erkendte, at det var en fejl, at der ikke skete en anmeldelse efterfølgende. Hun havde først om morgenen fortalt sin mand om hændelsen. Han havde søvnbesvær og meget svagelig, så hun ville ikke vække ham.

Løkkegårds ejer Morten Kofoed havde sagt til sin kone, at hun havde handlet galt ved at give Jørgen Edvardsens ret til at komme ind i gården. Han erkendte også, at det var en fejl, at de ikke havde anmeldt Jørgens besøg på gården.

Morten Kofoed oplyste om at han i Aaker sogn var blevet straffet med 4 gange 5 dages fængsel på vand og brød i 1833 eller 1834. Sagen var ”tumult” i anledning af en nabo var begyndt at ”holde hegn og traad” og derved mishandlet sine kreaturer. Det havde endt i håndgemen, men de havde senere fået fritagelse for at straffen skulle ødelægge deres navn og rygte.

Side 51a – 9. januar 1853

Dommeren oplæste dommen i sagen mellem gårdmand Rask til Bjørnegård og Tønnes Rask på Klemensker præstegård (Dommen indskrevet side 51b) Tønnes Rask blev dømt en mulkt på 5 rd og omkostninger på 2 rdl 72 sk

Side 52a – 13. januar 1852

Sagen mod Lars Hansen m.fl. fortsat på Sandemandsgården i Rø.

Husmand Jørgen Larsen fra Rø forklarede, at han ved et uheld var blevet blind og har mange smerter i øjnene i sær i denne tid hvor det er koldt. Han havde ikke kunnet komme til Hasle, hvorfor afhøringen foregik i Rø. Hans forklaring stemte overens med hans kone Eline Kirstine Hansens afgivne forklaring, dog med den tilføjelse, at der også forsvandt 2 alen hvidt lærred.

Han blev blind året før at fajancebollen blev købt. Han har således ikke set den. Andre vidner til genkendelse til bollen nævnte han: Trine, der er gift i Rønne med Christian, en søn af husmand Lars Christian og som boede på den lille plads i Rønne lige overfor Qvintus Port i en spækhøkerhus øster i gaden, samt konens søster Karen Marie, den nu går til præst.

Bollen var sat i værdi til 8 skilling, snustobaksdåsen 11 sk, dynen 8 rd. Brændevinsankeret tilhørte ikke ham selv, men hans konens familie i Sandvig. Den var af egetræ. Brændevinen blev ansat til 1 rd, 4 pund kaffebønner til 14 sk og forrådet til 2 mk 12 sk.

Jørgen Larsen havde haft mistanke til Lars Hansen. Han fortalte, at da Jørgen Larsen boede på 9. vg havde han haft besøg af Lars Hansen, der ville købe en kvie. Det ville Jørgen Larsen ikke. Dagen efter savnede han et fedt får, og han mistænkte Lars Hansen som tyven.

Husmand Hans Tønnes hustru Marie havde været noget dynevår for 10 -11 år siden. Hun plejede at væve dynevår i rødt sort hvidt, men da det var så længe siden, kunne hun ikke huske mønsteret.

Husmand Hans Thorsens kone, Laurine Kirstine talte at hun en enkelt gang havde hjulpet Jørgen Larsens kone med arbejde. Det var for kort til at hun kunne genkende dynevåret og andre ting.

Side 53a  – 15. januar 1852

Sagen mod Lars Hansen m.fl. fortsættes

Elsebeth Kirstine Hansdatter, 31 år, havde tjent på Skinderbymøllen hos Hans Pedersen henved 5 fjerding år (1 ¼ år). Hun fortalte, at i november måned blev der begået to tyverier hos hendes husbond med 8 dages mellemrum. Det første tyveri blev opdaget af Hans Pedersen, der kl. 4 om morgenen var ude for at lade sit vand. Han så at vinduet til spisekammeret var taget ud. Der var forsvundet 4 brød, 1/3 fjerding spegesild, 1 ost, 1 pot honning, en brændevins bimpel (Lille tønde) med henimod 16 potter brændevin.

Det andet tyveri blev opdaget af hendes madmor. En saltetønde med saltet kød og 3 pund talg. Tyvene var kommet ind af samme vindue, men modsat sidste gang var vinduet sat ind i rammen. De havde bemærket spor efter to personer, hvoraf den ene havde haft træsko på. De havde gået nordpå. Hunden på nabogården havde gøet meget.

Tjenestepigen genkendte brændevinstønder som var fundet på lyngen. Madmor var ikke rask, så hun var ikke kommet til afhøring.

Side 53b – 16. januar 1852

På byfogedkontoret i Hasle.

Sagen pigen Karen Kirstine Kure kontra ungkarl Lars Otto Jensen  om fadderskabet til hendes barn drengebarn, der den 30. november blev døbt Andreas Peter Larsen. Klagerinden Karen Kirstine Kure var mødt med værgen Lars Hansen Kure. Forlig blev forsøgt, men ikke opnået.

Karen Kirstine ville have ham til at betale et alimentationsbidrag. Lars Otto Jensen havde haft omgang med Karen, men ikke på den tid som passede til barnets fødsel. Sagen gik til doms.

Side 53b – 16. januar 1852

På rådstuen i Hasle.

Tyverisagen mod Lars Hansen m.fl.

Lars Hansen var transporteret fra Rønne til Hasle for at han kunne være med ved vidnernes edsaflæggelse. Lars Hansens hustru var tilsagt til at møde, men hun dukkede ikke op.

Husmand Hans Lyster på 30. slg. fortov bekræftede, at han havde lånt Lars Hansen 6 pund brød.

Dommeren gentog straffen for at begå meded for gårdejerne Jespersen, Peter Poulsen og Castus Kofoed, samt tjenestepige Stine Samuelsen, arrestanterne husmand Lars Hansen og Svend Johan Andersen Holm. Herefter aflagde de ed på af hvad de havde sagt i retten. Jespersen frafaldt al erstatning for de bortstjålne genstande.

Angående generalia forklarede husmand Lars Hansen, at han var født i Klemensker efter hans formening i 1799. Han er konfirmeret 1813 eller 1814 i Klemensker. Hans far hed Hans Jørgen og boede på 45. slg. i Klemensker. Han har aldrig tjent nogetsteds, men ernæret sig ved skomagerprofessionen efter konfirmationen til 1821, da han kom til København, hvor han var i 2 år, hvor han var hos en skomager i Christen Bernikowstræde ved navn Johan Christian Fisker, en tysker, os hvem han var i ½ år efter han var blevet svend. Derefter kom han til Klemensker hvor han ernærede sig ved at sy sko. Hvorlænge han arbejdede inden han blev gift første gang, husker han ikke, men antager at det var nogle år. Han blev gift første gang med en enke efter Peter Hansen, Karen Marie eller Margrethe og fik med hende hus i Østerlars sydlige del.. Der boede han et par år, hvorefter han solgte og flyttede til Klemensker, hvor han byggede et hus på Piberegårds grund. Huset havde han i 3-4 år, hvorefter han solgte og byggede et nyt hus på Hintzegårds grund. Dette hus havde han også i nogle år, hvorefter han flyttede tilbage til Østerlars og fik sit et hus på Egeskovs Grund, som han havde et par årm hvorefter han afhændede det. Medens han boede der døde hans kone, hvorefter han efter omtrent 1 års forlød giftede sig med Magdalene Marie Jensen, med hvem han endnu er gift. Med sin første kone fik han fire børn, hvoraf to endnu lever. Med Magdalene har han fået et barn. Fra Østerlars flyttede han tilbage til Klemensker og byggede sig et hus på 31. selvejergårds fortov, hvilket hus han har haft omtrent 9 år. Han har aldrig være tiltalt eller straffet før. Han fastholdte stadig, at han aldrig har stjålet noget, men erkender at have haft den gule fajancebolle, men den må have været byttet om med en anden.

Side 55b – 17. januar 1852

Sagen mod Lars Hansen m.fl. fortsatte.

Dommeren konstaterede at Lars Hansens kone ikke var mødt til forhør.

Møller Anders Andresen på  25. slg. grund (Splitsmøllen) fortalte, at han havde malet gryn til Jespersen på Splitsgård kort før det sidste tyveri skete. Grynposen har ofte været hos ham i møllen, så han mente at kunne genkende den, hvis han så den. Posen som blev fundet på lyngen ved brændevinsankeret blev fremvist. Han mente bestemt, at posen var den der tilhørte Jespersen på Splitsgård.

Husmand og møller på 37 slg. grund Hans Pedersen vurderede de hos ham stjålne genstande således: Brændevinsankeret med 16 potter brændevin 3 rd 1 mk, 4 brød 1 rd 1 mk, osten 1 mk 4 sk, en pot honning 2 mk 8 sk, silden 1 rd, kødet kan han ikke angive præcist, men antog at det var 1 rd for kødet og talgen 3 pund er 3 mk 6 sk. Han frafaldt erstatning.

Side 56b – 20. januar 1852

Lars Hansens hustru Magdalene Marie Jensen fortalte, at hun var født i Gudhjem den 11. oktober 1811, hvor hendes fader var kirkesanger. Derimod er hun konfirmeret i Klemensker i året 1825, hvor hendes far var ansat som degn og skolelærer. I året 1828 eller 1829 kom hun i væverlære hos Jens Christensen i Rønne. Dog måtte hun snart forlade stedet, da hun led af en øjensvaghed. Derefter kom hun igen hjem og var hjemme til hun kom i tjeneste for assessor Jacobsen i Hasle da hun var 20 år gammel.. Derefter tog hun til sin søster, der var gift medgårdmand Klaus Nielsen i Klemensker. Her var hun ½ år., derefter tjente hun ½ år på Kofoedgård hos Hans Madsen Jensen. Derefter 2½ år i Rønne hos sin moster, der var gift med rokkedrejer Rapsøe. Derefter tjente hun sammesteds hos Adolph Dam i ½ år, Peter Bidstruo i 1 år og Erik Mortensen i ½ år. Derefter tog hun tilbage til Gudhjem og var hos Lars Jensen i 1½ år. Så var hun et ½ år hos Mads Jensen, hvorefter hun noget over 28 år blev gift med Husmand Lars Hansen og boede med ham på Egeskovgårds grund i Østerlars i 1½ år. Derefter flyttede de til Klemensker og opførte et hus på kongens mark, det hus de endnu bebor og hvor hun har født sit eneste barn, som hun har.

Gårdmand Rask på Bjørnegård fortalte at hans gård gav undentag til husmand og møller Hans Pedersen på 37. slg. grund i Klemensker og derfor havde han ofte haft brændevinsankeret i sine hænder, når han skulle levere de16 af de 52 potter brændevin, som han årligt var forpligtet til at levere til mølleren ifølge aftægtskontrakten. Gårdmanden turde afgive sin ed på, at det var den tønde som blev fundet på lyngen.

Vidnerne og arrestanterne var alle forsamlede på rådstuen. Vidnesbyrdene blev oplæst og efter nøje formaning om straffe for meded, afgav vidnerne deres ed på rigtigheden i deres påstande.

Hans Peter Tønnesen kone var kaldt til forhør, men hun var syg. Desuden var Anders Rømer og hustru indkaldt, men de var arresterede i Svaneke.

Side 57b – 23. januar 1852

På rådstuen i Hasle blev sagen mellem pigen Karen Kirstine Kure og ungkarl Lars Peter Jensen afsagt dom, som er afskrevet i protokollen: Da den indklagede ikke turde aflægge ed på at han ikke var far til hendes barn, blev han dømt til at betale alimentationsbidrag.

Side 58b – 24. januar 1852

Retten var sat på Skindebymøllen på 37. slg. grund i Klemensker

Tyverisagen mod Lars Hansen m.fl. fortsat. At forhøret blev afholdt på Skinderbymøllen var at Hans Pedersens kone var 80 år og svagelig. Lars Hansen og Svend Johan Andersen Holm var blevet ført dertil og Magdalene var blev tilsagt til at møde der.

Den gamle kone var svagelig, men havde fornuftens fulde brug. Hun bekræftede de to sidste tyverier og tilføjede, at der nok ikke var 3 pund talg, da noget var taget til at støbe 2 lys af. Hun forklarede at den ene gang var tre ruder slået ud i vinduer og den anden gang var hele vinduet udtaget men forblev helt og kunne sættes ind i karmen igen. Brændevinsankeret havde på låget bogstaverne HCS, som hun ikke vidste hvad betød. Hendes mand havde vist nok i 1816 købt tønden i Østerlars. På tønden stod at den rummede 16½ pot, men det passede ikke. Den kunne kun rumme 16 potter. Hun kunne ikke bestemme værdien af det stjålne. Der var tidligere begået indbrud ved at slå hul i en væg, men det var før de to tyverier, som sagen nu omhandlede.

Den afhørte afgav ed på sine påstande i nærvær af Lars Hansen, hans kone Magdalene og Svend Johan Andersen Holm. Magdalene blev dimitteret og de to arrestanter ført tilbage til Hasle arrest.

Side 59a – 31. januar 1852

Sat på Rådstuen i Rønne i sagen mod Lars Hansen m.fl.

Dommeren havde i den forløbne uge været optaget af forhør ang. indbrud i Sandvig, hvorfor der ikke var ført forhør i sagen Lars Hansen m.fl.

Tjenestepigen Karen Kirstine Skou af Rønne, 24½ år, og tjent hos garver Wulff i 4½ år. Hun beså skjorten og bemærkede faconen over brystet og de nye håndlinninger (?) og derfor med sikkerhed kunne sige, at skjorten tilhørte hendes husbond garver Wulff. Hun kunne tilføje at skjorten var syet af jomfru Lene Lund, en datter af Jens Jensen Lund, som i dag opholder sig i København.

Birgitte Catrine Nielsen gift med sømand Christian Hansen Vest i Rønne sagde, at hun havde hjulpet Jørgen Larsen i Rø med at høste og således flere gange har været i deres hus. Hun kendte ikke noget til fajancebolle, men derimod genkendte hun dynevåret, som hun havde ligget på i huset. Dels ved striberne og dels at det havde været gennemgnavet af mus. Brændevinspimplen kendte hun ikke.

Garver Wulff sagde at det var Lene Ipsen, der for 7 år siden havde syet hans skjorte, men hun var, så vidt han vidste, hos fru Franke i København. Måske var det ikke hende, der havde sat nye linninger på ærmerne, men en pige i Neksø.

Arrestanten Svend Johan A. Holm nægtede fortsat at have stjålet eller set skjorten og voksdugen.

Lars Hansen blev mindet om, at han tidligere havde sagt at skjorterne og voksdugen var i hans logerende Svend Johans besiddelse. Hvilket han bekræftede og  indrømmede at ”ved sig selv  (havde) tænkt, at han måske havde stjålet dem i Aabyegaarden. Han troede ikke eller tænkte ikke paa, at de kunde været stjaalen hos Skolelærer Siersted”. Dommeren spurgte Lars Hansen hvorfor han ikke tidligere havde fortalt om sin formodning, sagde han, at han blot havde forholdt sig til hvad Svend selv havde fortalt.

Dommeren indførte herefter følgende i sagen:

En dåbs og forholdsattest dat 29/1 1852

En straffeattest fra herredsskriveren i Østre herred

En attest fra by- og herredsskriveren i Nordre Herred, Hasle Købstad og Hammershus birk dateret 26/1 1852

En attest fra Justitskontoret under Kjøbenhavns Criminal og Politiret dat. 23/1 1852

Magdalene Marie Jensen bekræftede hendes forklaring om at skjorterne og voksdug tilhørte Svend Johan. Ligeledes stod hun ved, at Fajancebollen var købt af hendes mand i Rønne og af ham bragt hjem til huset og at der var ingen mulighed for at bollen kunne være forbyttet i hendes hus.

For hende fremlagde dommeren følgende attester:

En dåbs og forholdsattest dat 28/1 1852, samt attest for hendes konfirmation.

En straffeattest fra skriveren i Østre herred,

En straffeattest fra Bysjriver Paludan dat 26/1 1852

En straffeattest fra byskriver Gorm dat 24/1 1852.

I anledning af en anden sag sagen mod Otto Nielsen Helgreen var det fremkommet, at Svend havde fortalt ham, da de sad sammen i arresten, at han havde stjålet voksdugen fra en mand i Rønne og at han i samme by havde stjålet frakke, som han havde gemt på lyngen imellem nogle klipper.

Side 61a  – 2. februar 1852

Hammershus birks politiret på Hasle Rådstue.

Forhør om det hos Thor Jørgensens i Sandvig stedfundne indbrud.

Husmand Hans Pedersen på Hasle kulværk fortalte at lørdag den 14. var Marcus Marcussen kommet ml. kl. 9 og 10 sammen med to svenskere, hvoraf den ene hed Henrik, til han hus. De havde forlangt at spille Mariago om brændevin [Mariago er måske kortspillet, der også hedder ”Hurtige Marie”?]. Han var gået i seng, men konen havde ladet dem få brændevin og brød mod betaling. Han vidste ikke hvor længe de blev og hvor meget de betalte.

Anders Nielsen Kofoed sagde, at hans tjenestekarl Marcus Marcussen for 8 dage siden den 14. januar havde været i Rønne til auktion til auktion over skindpelse og brugt munderingssager og senere var han hos Hans Pedersen. Marcus var gået bort med hans tilladelse og var hjemkommet mandag morgen.

Marcus Marcussen fortalte at han, da han gik fra Rønne, havde fået selskab med to svenskere, Den ene hed Carl Larsen og den anden Andersen, men for ham ellers ubekendte. Da de så at der var lys hos Hans Pedersen var de kommet ind. Der var andre i huset som spillede kort og drak brændevin. Hans Pedersen havde dels været opp og dels ligget på sin seng. De havde først gået henved kl 5 om morgenen. Han havde ikke gået hjem til sin husbond, men været i Hasle. Natten mellem søndag og mandag havde han spillet kort med sin svoger Jens Nykjær.

Marcus sagde, at han ikke var fæstet halvårsvis, da han til Spitsbergen med Robbefangerne, men han havde månedsvis ansættelse til en løn af 2 rd.

Side 62b – 4. februar 1852

Sat på 25. slg. i Rø. Fortsættelse med sagen vedr. overfald på Hans Thorsen i Rø.

Udsættelsen af sagen var sket da Else Marie Marcus Larsens hustru var gammel og svag. Den sigtede Jeppe Dal var arresteret for mistanke om indbrudstyveri.

Else Margrethe Niels Haagens enke fortalte at Hans Thorsens havde været i hendes hus og bedt om at få noget at drikke. Da Jeppe Dal netop var inde hos hende og hun var bange for ham, der er så farligt et menneske og desuden denne aften var meget fuld, havde hun bedt Hans Thorsen om at komme indenfor. Tidligere på aften havde Jeppe Dals kone og søn været hos hende, medens de ventede på Jeppe, der var på kroen. Han kom og de fulgtes ad hjem. Jeppe var imidlertid kommet tilbage senere på aftenen – uden grund – sagde hun – og det var umiddelbart før Hans Thorsen ankom.

De havde forladt hende omtrent kl. 9 om aftenen. Jeppe var kommet tilbage henad klokken 2, banket på dør og vindue, men hun havde ikke lukket op. Han havde slået en rude itu, men om det var i fuldskab eller andet vidste hun ikke.

Else Marie, Marcus Larsens hustru og mor til Jeppe, indrømmede at Jeppe kunne været kommet op på fattighusets loft og gemt tørklæde der.

Ane Marie Frederik Poulsens enke og Karen Kirstine Jens Rasmussens enke blev afhørt.

Jeppe Dal blev afhørt og indrømmede at han var hos Niels Haagens enke, men nægtede at han havde været i kroen. Han nægtede fortsat at han havde stjålet…

Side 63b – 5. februar 1852

I rådstue i Hasle i sagen mod Lars Hansen m.fl.

Ellen Kirstine, Otto Nielsen Helgreens hustru på Splitsgårds grund fortalte, at hun havde i længere tid været bosat hos Lars Hansen og kone. Hun er derfor også meget bekendt med den hos dem værende svensker Svend Johan A. Holm og ”har erfaret adskilligt angående de af disse personer begåede tyverier”. At hun ikke før har fortalt om tyverierne skyldes, at Svend Johan A. Holm havde truet med at slå hende ihjel, hvis hun angav dem. Svend Johan havde fortalt hende, at det var ham, der havde begået det indbrud på Splitsgård hvor teskeerne blev taget. Den samme gang skulle de også have stjålet sammesteds en otting sæbe. Dette havde hun ikke hørt fra Svend eller Magdalene, men fra Lars Hansens datter Line, der boede på Bromme i Rø sogn hos gårdmand Peter Dam. Efter Lines forklaring skulle denne otting være gravet ned i lyngen ud for Lars Hansens hus. Ellen Kirstine mente at datteren Line kunne pege på, hvor den var nedgravet. Da de tog ottingen på Splitsgård, troede de, at det var smør.

Noget juni kom Lars Hansen kone og hilste hende (Ellen Kirstine) fra Svend Johan, der bad om at låne en munk (lille lerdunk) til at have brændevin i. Hun lånte ham den, selv om hun dårligt kunne undvære den.  Senere havde hun hørt at den var nedgravet i Lyngen og at sandemanden og Splitsgårdsbonden næppe vil kunne finde den. Svend Johan havde truet Hendes mand Otto Nielsen til at tie med hans deltagelse i tyveriet af uret i Aakirkeby, som han alene blev dømt for. Ofte ville Svend Johan have hendes mand med ud om natten, hvilket denne ikke ville indlade sig på.

Ellen Kirstine havde aldrig hørt at Lars Hansen havde været med på tyvetogt på Splitsgård, men mente at det var sandsynligt.

Ellen havde hørt, at Svend Johan var tidligere straffet. Han skulle også have fået sine papirer forandrede sidst han var i Sverige.

Svend Johan havde foreslået Ellen, at hun skulle stjæle dyner til udskiftning af hendes gamle fattige sengedyner. Det ville hun ikke. Han sagde, at så kunne hun i det mindste nøjes med fjerene, da de ikke kunne genkendes. Hun havde også hørt fra Svend Johan, at de havde stjålet fire lys på Splitsgård og at de skulle være gemt oppe i taget på Lars Hansens hus.

Magdalene havde fortalt hende om de stjålne særke fra Nyker, som ar gemt så de aldrig kunne findes.

Gårdmand Jespersen bekræftede at der samtidigt med teskeerne blev stjålet en otting sæbe, men det var først opdaget en af de sidste dage. At der er forsvundet brændevin kunne han ikke sige, da de havde en hel tønde eller fustage på 300 potter stående. Det er muligt at der er tappet noget af denne. Det er muligt at deres brændevin, der er købt i Køge, smager anderledes en andre steder på øen, men han ville ikke kunne genkende den.

Jespersen havde hørt at Svend Johan og Lars Hansen havde været i Rønne hos gartner Aaberg, der boede ved fattighuset i Rønne. De ville sælge ham nogle fjer for 24 sk. Pundet. Konen havde fattet mistanke om det var tyvegods. Naboen i samme hus havde i stedet købt dem.

Side 65b – 6. februar 1852

På rådstuen i Hasle, Sag mellem husmand Peder Kofoed Jørgensen i Nyker kontra husmand Esper Olsen i Klemensker vedr. daglønsarbejde. Noget om betaling for aftalt arbejde og om arbejdet egentlig var udført. Sagen gik til doms.

Side 66a – 7. februar 1852

På rådstuen i Hasle. Sagen ang. overfald på husmand Hans Thorsen i Rø fortsat.

Flere vidner fortalte om Hans Thorsen havde været bange for Jeppe Larsen Dal. En havde fulgt han hjem. Smed Mogens Henriksen kone i Baadstad havde lukket op for Jeppe Dal i  natten mellem kl 12 og 1. Jeppe havde sagt, at han ikke kunne komme næste dag og binde koste, som det var aftalt, at han skulle.

Else Marie Marcus Larsens hustru på fattighuset kunne ikke svare på spørgsmål om hvordan Hans Thorsens genstande var kommet på loftet af fattighuset. (Flere detaljer er nævnt)

Side 67b – 9. februar 1852

På byskriverkontoret i Allinge vedr. ovennævnte sag.

Købmand Jørgen Nielsen i Allinge fortalte om de varer som Hans Thorsen havde købt samme dag som han blev overfaldet i Rø. Hans Thorsen handlede ofte hos ham, hvorfor det var svært for købmanden at bestemme hvad hav havde købt den specifikke dag.
Købmand N.P.Grønbech af Allinge svarede nogenlunde som Jørgen Nielsen.

Side 68a – 11. februar 1852

Sat på 27. slg. i Klemensker vedr. Lars Hansen m.fl. begåede indbrud og tyveri.

Caroline Kirstine Hansen, datter af arrestanten husmand Lars Hansen, 14½ år gammel og ikke konfirmeret. Hun har boet hos sin far og stedmoder. ”Uagtet såvel disse som Svend Johan, den logerende, der forsøgte at skjule for hende de Tyverier, som de begik, så vidste hun, at der foregik Tyverier”.

Det første tyveri hun fik kendskab til blev begået på Splitsgård, hvor der blev stjålet brændevin og en otting sæbe og nogle Formlys. Hun var hjemme da hendes far og Svend Johan kom hjem fra Splitsgård og hørte deres samtale, klokken var ti om formiddagen. De havde stjålet dem i løbet af natten. De gemte dem om natten ude på lyngen. Sæben havde hendes far gemt i et rum som de brugte til at gemme ting og Svend Johan krøb op på loftet og stak lysene ind i taget for at skjule dem der. Hun havde set at Svend Johan havde hentet lysene og gemt dem i en vandpost (?) ude på lyngen og trampet oven på jorden. Hun havde også set, at Svend Johan engang noget tidligere havde kommet fra et sted i nærheden af den brandtomt, hvor Lars Larsens hus stod, med et stykke flæsk på omtrent en hånds størrelse samt en kniv. Dette stykke flæsk havde han gravet op et sted i nærheden af ovennævnte hus. Hun vidste at dette stykke kød var stjålet fra Skinderbymølleren. Hun havde nemlig stået i køkkenet da Svend Johan havde forsøgt at overtale hendes far til at gå med til Skinderbymølleren, da der var godt at stjæle. Han havde vægret sig at gå med, men lod sig overtale mod, at han ikke gik ind i huset, men stod udenfor og tage imod tingene.

Hun lå i samme kammer som Svend Johan og havde ofte hørt at Svend Johan først var kommet hjem henimod morgenstunden.

På spørgsmål om hendes stedmor var vidende om tyverierne, svarede hun, at hun vidste ikke om hun var vidende om alt, men noget. Stedmoren havde indtrængende bedt hende om at tie stille med hvad hun havde set og hørt. Men stedmor havde ikke truet hende til tavshed ej heller hendes far. Svend Johan derimod havde truet hende med at ville slå hende ihjel, hvis hun åbenbarede noget hun havde fået kundskab om. Ingen af dem havde bedt hende om at deltage i ulovlighederne, hverken med observationer eller direkte at deltage.

Hun kendte intet til fjer til dyner, men det skyldtes måske, at hun i vinter – noget tid før hendes far blev arresteret – kom til Bromme i Rø sogn.

Hun mente ikke, at hun kunne udpege gemmestederne for tyvegodset, da hun ikke havde set hvor. Hun formodede at det  var ved gærdet eller ved Lars Larsens forrige hus.

Stedmoren havde belært hende – efter faderen var blevet arresteret – ikke at tilstå, hvad hun vidste. Hun var dog ikke belært om hvordan hun skulle benægte og hvad hun skulle sige.

Hun kendte intet til Svend Johans skjorter og voksdug.

Side 69b – 12. februar 1852

Fortsættelse af sagen om overfaldet på Hans Thorsen.

Mogens Henriksens kone Karen i Bådstad i Rø fortalte, at Jeppe Dal havde banket på døre ml. kl. 12 og 1 om natten og spurgt efter hendes mand, Årsagen var, at han ville melde, at han ikke kom for at binde koste dagen efter og den følgende dag.

Flere blev afhørt Skomager Peder Pedersen syede sko på Nørregård og boede der under arbejdet. Han boede ellers i et hus på 8. vg. grund. Han havde været oppe i stuen medens Hans Thorsen var kommet ind blodig og forslået. Hans Thorsen fortalte at han var blevet slået af Jeppe Dal og at han ikke turde at gå hjem alene. Skomageren vækkede tjenestekarlen Hans Morten Christensen og disse to fulgte Thorsen hjem gennem Spællingebrødden og på vejen mod skolen hvor Hans Thorsen så kunne gå hjem.

Skomageren og tjenestekarlen fandt på hjemvejen ved  Spællingebrødden en kurv med enkelte af Thorsens varer. De tog kurvet med til Nørregård.

Side 71a – 13. februar 1852

På rådstuen i Hasle.

1.Det offentlig kontra madame Munck på Dammegård i Klemensker ang. at undlade at stille en dragonhest til øvelser

2. Ungkarl Lars Peter Jensen af Rutsker kontra ugift fruentimmer Karen Kirstine Kure til edsaflæggelse efter dommen af 23. januar 1852

3.Sagen mellem husmand Peter Kofoed Jørgensen af Nyker contra husmand Esper Olsen af Klemensker. Dommen afsagt og afskrevet side 71b. Esper Olsen blev dømt til at betale 24 rd 3 sk. Til Peter Kofoed Jørgensen.

Side 72a – 17. februar 1852

På rådstuen i Rønne. Sagen mod Lars Hansen m.fl. fortsættelse.

Gartner Aabergs hustru Christine der fortalte om at svenskeren Svend og husmanden Lars Hansen havde forsøgt at sælge hende fjer for 2 rd 8 sk eller 2 rd 2 sk. Pr pund. Hun købte dem ikke fordi hun ikke havde råd. En mand, der tilfældigvis var i hendes stue, Johansen hed han, købte fjerene til en pris som han fik tinget til 1 mark 8 sk pr pund. Der var 7, 7½ eller 8 pund fjer. Hun kendte Svend, da hendes søn havde tjent sammen på Løkkegård. Ved konfrontation genkendte hun Lars Hansen som den der var med Svend Johan.

Vaskemager (?) Johansen erkendte, at han havde købt 6½ pund fjer af de to 14 dage før jul. Han genkendte Lars Hansen  ved fremvisningen.

Side 73 – 18. februar 1852

Politiret holdt på 27. slg. i Klemensker, hvor forhør i sagen mod Lars Hansen fortsatte.

Dommeren fandt det rigtigt at holde retten på 27. slg. da den lå i nærheden af Magdalene Marie i håb om, at han kunne bevæge hende til at tilstå hendes deltagelse i tyverierne.

Magdalene Marie Jensen fik oplæst alle vidnesbyrd fra Ellen Kirstine og hendes steddatter Caroline Kirstine, der talte imod hendes uskyld. Magdalene vedblev at nægte at hun havde nogen som helst kendskab til  tyverierne af ”mange gange kaldte Gud til vidne på hendes uskyldighed”.

Hun blev spurgt om om det var sandt, at hun havde ladet sit stedbarn ligge i senge sammen med Svend Johan. ”Hun svarede at dette forholdt sig således, da de ikke havde sengeklæder til mere end to senge og hendes mand ville ikke ligge i kammeret hos Svend Johan. Foreholdt den synd, hun derved var begaaet imod barnet, og den ulykke, hun derved har maattet paaføre det, erklærer hun, at det var hendes Mand, som var skyldig deri, da han ikke havde villet undvære Svend Johans Medhjælp”.

Hun sagde, at ”datteren ikke havde vægret sig ved at ligge hos Svend Johan, ligesom hun også ytrede formodning om, at han skulle have tilført hende nogen skade”. Hun kom hjemme fra i høsten.

Dommeren vedblev i to timer at fremsige omstændigheder som siger, at hun ikke kunne være uvidende om de tyverier som hendes mand og Svend Johan havde udført. Men hun fastholdt sin uskyldighed.

Ellen Kirstine fremsagde sine beskyldninger i Magdalenes påhør, men uden resultat. Hun vedblev at hun var aldeles uskyldig.

Dommeren anså Magdalene som medvidende om tyverierne og han måtte derfor, trods det, at hun havde et barn på 1½ år, sætte hende i personlig arrest.

Side 74a – 19. februar 1852

Politiretten sat på rådstuen i Hasle.

Svend Johan Andersen Holm tilbød at ville afgive ”en åbenhjertelig tilståelse om tyverierne, som han har deltaget i. Han angrede sin tidligere levnet efter han havde læst i bibelen, som arrestforvaringen har ladet ham læse.

Den første misgerning var tyveriet af Jørgen Thorups ur for næsten 2 år siden. Han fortalte, at han sammen med tærskemanden Otto Nielsen Helgreen var beskæftiget med at køre afhugget brænde fra skoven. Han stod ovenpå læsset da Jørgen mistede sit ur ved at en gren havde fisket det op af hans lomme. Han havde set de og at Otte havde taget uret til sig.

Otto Nielsen havde haft uret til han tjente på Splitsgård i maj 1850. Da opfordrede Otte Svend til hjælp med at sælge det i Åkirkeby til en tjenestekarl. Uret havde de vist til en værtshusholder i Åkirkeby som havde henvist til sandemandens tjenestekarl, som købte uret for 8 rd 3 mark. Og derved blev det afsløret, at det var Otto der var tyven. Otto havde i arresten angivet en anden svensker som medvirkende. Han hed Ginberg, men det var valgt, da han vidste at han var faldet overbord og druknet.

Dommeren bemærkede, at Ottos sag var indstævnet for højesteret da denne havde afgivet tilståelse, men dette havde ikke bevirket af Svend Johan havde tilstået sin del af forbrydelsen.

To skjorter havde han taget fra Skolen i Nyker i oktober året før da han havde været i Rønne i et ærinde, som han ikke var i stand til at angive. I mørkningen havde han set, at der hang linned på en snor i haven. Det var fine skjorter som han fik lyst til og derfor sprang over havegærdet og tog. Han tog ikke fruentimmersærke. Særke eller ej ville ikke påvirke straffens størrelse, sagde dommeren, så han opfordrede Svend Johan til ærligt at svare. Lars Hansen var ikke deltagende i tyveriet og han og Magdalene har aldrig fået at vide, hvor han havde skjorterne fra. Han havde selv vasket dem, men ikke turdet hænge dem ud for at tørre på en snor. Derfor havde han lagt dem over sengens himmel for at tørre, den dag hvor ransagningen fandt sted, hvor han ikke var tilstede.

Han og Lars Nielsen havde ikke været deltagelse ved en begravelse i Ny kirke.

Voksdugen havde han taget fra et bord i Rønne, og vist nok samme dag som han tog skjorterne. Han huskede ikke præcist hvor han tog voksdugen, men det var i venstre side af gaden der løber fra store orv mod nord imod Hasle norden for købmand Mikkelsens gård.

Omtrent 8 a 14 dage før han blev arresteret havde han og Lars Hansen begået indbrud hos Skinderbymølleren. Men de havde ikke begået det tidligere indbrud, som havde været anmeldt. Dette indbrud havde de hørt om og da de vidste at mølleren var en formuende mand, måtte de også begå indbrud hos ham. Lars Hansen vidste hvor spisekammeret var og hvor folkene sov. De havde taget en tang med at at trække sømmene ud af vinduet, hvorigennem Svend var krøbet ind og taget noget kød, talg, nogle sild fra en fjerding. Kødet havde den nedgravet på lyngen, talget blev givet til Magdalene som gjorde lys af dem. De havde spist sild og kødet, som var gravet ned, samt tre små rullepølser.

Svend havde tidligere været hos mølleren for at flikke sko, men han forsikrede at han ikke tidligere havde begået indbrud.

Nogle dage efter indbrud hos Skindebymølleren, fortalte Svend Johan, at Lars Hansen formåede at få ham med til at begå et tyveri i Rø sogn. Sent på aftenen var de gået omtrent en mil over lyngen til en hus ejet af folk han kendte, De havde før ejet en gård [ 9 vg. Mortingegård i Rø], hvor Lars Hansen havde arbejdet. De havde en tang med, som de brugte til at udtrække sømmene  i vinduet således at de kunne tage det ud. En hund gøede og de havde trukket sig væk et stykke tid. Lidt efter var de tilbage og fjernet vinduet og Svend var krøbet ind i stuen, som de antog at være storstuen. De tog den ene af to dyner, der lå over en stol. De syntes det var synd at tage begge. De to bollen, som var fremvist i retten. Der var fløde i skålen som de drak noget af. De tog en lille brændevinsanker, som de regnede med var med brændevin. Den lå foran chatollet ved en væg med sofa. På chatollet stod kaffebønner og en snustobaksdåse, som han rakte ud til Lars Hansen, der stod udenfor vinduet.

Af de stjålne koster havde Svend Johan kun fået lidt brændevin og så fløden. Derimod var han bekendt med gemmestedet på lyngen, som var fundet.

Vinduet havde de ikke kunne få sat ind i rammen igen, da det var ”trængt”. Brændevinen havde de på hjemvejen gemt i Lyngen. Resten havde de taget hjem til Lars Hansens hus. Bollen blev givet til Lars Hansens kone. Lars Hansen havde taget snustobaksdåsen tog Lars Hansen til sig.

Næste dag var de gået til Rønne og fjerene havde de solgt til en svensk mand, som de traf hos Aabergs kone. Han vidste at de solgte fjerene for 20 sk. Pundet og Lars Hansen fik 10 mark, som han beholdte alle sammen selv.

Svend Johan fik forevist genstandene, som han bekræftede var stjålet i Rø.

Svend Johan nægtede at have begået tyveri på Splitsgård. Line (Caroline) Hansens vidnesbyrd om sæben og lysene nægtede han var sandt. Desuden nægtede han, at han havde lånt en ”munk” af Otto Nielsens kone. Det var derimod sandt at de havde talt om sengeklæder, men det var hende, der havde bedt ham om at skaffe nogle fjer. Hvilket han lovede, men aldrig fuldført. Han benægtede tyveri af teskerne.

Dommeren gjorde Svend opmærksom på at kosterne fra Splitsgård var fundet tæt ved det sted hvor de øvrige ting, som han havde stjålet, lå. Derfor var det sandsynlig at han også var delagtig i disse tyverier.

Otte Nielsen havde forklaret, at Svend Johan havde havde gemt en fin frakke på lyngen. Det var fuldkommen usandt, sagde han.

Han indrømmer, at han i længere tid har ligget sammen med Line Hansen, men han forsikrede, at han aldrig havde forsøgt ”nogen legemlig omgang med hende, som han kun havde betragtet som et Barn”.

Han fortalte, at inden han blev konfirmeret var han straffet nogle dages arrest på vand og brød for hæleri. Han forsikrede, at han ikke havde forfalsket sine papirer eller sit pas.

Side 78a – 20. februar 1852

På rådstuen i Hasle.

I sagen mellem det offentlige  kontra madame Munck til Store Dammegård i Klemensker. Hun prøvede at undskylde sig med at hun var en kvinde, der ikke havde så meget styr på lovene. Desuden mente hun, at hun var fritaget, da hun tidligere havde ydet tjeneste med hest og vogn. Og så havde hun undskyldt overfor kommandanten! Sagen om ikke at stille med dragonhest til mønstringen gik til doms.

Side 78b – 21. februar 1852

På rådstuen i Hasle.

Arrestantinden Magdalene Marie Jensen, arrestant Lars Hansens hustru, blev afhørt. Hun nægtede fortsat håndnakket, men efter at have fået andres vidnesbyrd oplæst, var hun klar over, at hun ikke kunne befri sig for straf. ”Endeligen tilbød hun at ville fremkomme med en åbenhjertig Tilstaaelse”.

Hun vedkendte sin viden om det begåede indbrud hos Jørgen Larsen, men hun havde ikke vidst noget før de var kommet hjem om morgenen med kosterne, nemlig en stor fajancebolle med ”omtrent en god halv pot fløde i”, en sengedyne, knap 1½ fjerdingspund kaffebønner og en snustobaksdåse. Noget brændevin havde de ikke haft med sig, men den havde de nok ladet blive på lyngen! Svend Johan og Magdalene havde taget fjerene ud af sengedynen. Men de blev ikke gemt i en pose, men brugt til fyld i sengeklæderne i kammeret. De fjerde som Svend Johan og hendes mand solgte i Rønne var den første og dermed tidligere kommet hjem med. Men hvor den stammede, vidste hun ikke.

Årsagen til hun ikke før havde bekendt sin viden var, at både hendes mand og Svend Johan hav pålagt hende om at bevare tavsheden og ikke på nogen måde gå til bekendelse.

Dommeren gjorde hende opmærksom på, at det der var blevet oplyst i sagen, må betyde, at han har begået langt flere tyverier. Dommeren var sikker på, at flere indbrud hos Skinderbymølleren og Splitsgård kunne tilskrives ham. Hun svarede, at det var Svend Johan, der havde lokket hendes mand til at begå indbrud og tyverier. Hun var først selv klar over omfanget sent og at hun aldrig havde set eller vidst noget om gemmestedet på Lyngen. Hun indrømmede nu, at hun tror, at det var hendes mand og Svend Johan, der havde begået det første tyveri på Splitsgård:

”Dengang da dette skete om Natten, var Otto Nielsen Helgreens kone kommet til dem med sit barn og under forskjellige Paaskud forblevet hos dem, saa at de maatte have hende hos dem om Natten. Som en følge heraf havde denne Kone og Arrest. [altså Magdalene] ligget sammen i Sengen i Stuen, medens hendes Mand og Svend Johan havde ligget i Kammeret, og det er hendes Overbevisning, at de have staaet op om Natten. Nogen fuldkommen vished derom kan hun rigtigt nok ikke have, da hun ikke saa dem gå ud, men hun har drukket en del af det brændevin som ved denne lejlighed var blevet drukket”.

Hun vidste med sikkerhed, at hendes man ikke var med til det sidste indbrud på Splitgård, da han havde ligget i sengen med hende hele natten.

Hun kendte intet til de stjålne teskeer. Det er hendes overbevisning, at Svend Johan har givet Otto Nielsen Helgreens kone mange af de ting, som er blevet stjålne på Splitsgård. Hun vidste også at Helgreens kone havde vist hendes datter [Caroline – hendes steddatter] hvor der var gravet honning ned i tørrehuset.

Det var hendes mening, at det var Otto Nielsen der oprindeligt havde forført Svend Johan til at stjæle.

Ved ransagningen første og anden gang blev det konstateret, at der var mange flere gryn anden gang. Hun kunne ikke forklare hvor hun havde grynene fra.

Snustobaksdåsen kendte hun intet til.

Arrestanten Svend Johan Andersen blev ført ind i lokalet medens Magdalene endnu var til stede. Han fik Magdalenes fortalt, at Magdalene havde sagt at fjerene fra Jørgen Larsens bortstjålne dyne blev anvendt til eget brug. Svend erkendte dette. Han erkendte nu, at han havde fjerene fra Store Dammegård, som han kom forbi når han ”torskede” i Risby. En halvdør stod åben til den østre længe. Der lå nogle sengeklæder. Han tog en pude med sig.

Dommeren erkendte at arresterne var af dårlig forfatning og fyldte – ligesom arresten i Rønne var fulde. Derfor lod han Lars Hansens kone tage hjem til sit barn.

Dommeren spurgte Svend Johan, at han havde taget to skjorter, men der var tre, som Siersted havde mistet. Svend nægtede at have taget den og som han sagde, hang der en mængde linned, som han ligeså godt kunne have taget!

Svend Johan gjorde opmærksom på at han i Dammegården ikke havde taget mere end en pude og ikke en dyne, som også lå der. Han syntes at det var synd for Madame Munck, hvorfor han havde taget den mindste pude. Han havde ikke fået noget ud af det, da Lars Hansen havde taget alle pengene.

Dommeren fortalte Svend Johan, at Lars Hansens kone havde fortalt, at han havde et forhold til Otto Nielsens kone og at hun havde fået en del af tyvekosterne. Svend Johan svarede, at Ottos kone flere gange havde sendt bud efter ham for at få ham til at stjæle på Splitsgård fordi hun vidste, at de have bagt på gården. Han havde ikke gjort det, da han mistænkte hende for at have sat folk ud til at gribe ham på fersk gerning. Han antog for øvrigt, at det var Lars Hansen der havde foretaget tyverierne. Han antydede at tyverierne må have fundet sted i forbindelse med Lars Larsen eller andre.

Ved opløsning af hans vidnesbyrd sagde Svend Johan, at han havde angivet forkert mht. fjerenes oprindelse. Det var for at skåne Lars Hansen kone.

Side 81a – 24. februar 1852

På rådstuen i Hasle. Sagen mod Lars Hansen fortsat.

Lars Hansens hustru Magdalene havde erindret, at den aften da indbruddet skete hos Jørgen Larsens i Rø, fristede Svend Johan hendes mand meget inden han gav efter. Hun mener ”med fuldkommen Overbevisning at hendes Mand paa ingen Maade er hovedmand ved de i Clemensker Sogn begaaede Tyverier, men kun har deltaget i enkelte af dem forført af Andre”. Hun havde levet med ham i mange år uden  det mindste tyveri er blevet begået.

Lars Hansen blev fremstillet uden andre tiltaltes nærværelse. Dommeren gjorde det klart for ham, at der er mange indicier på hans indbrud og tyverier. Især fajancebolle, der var fundet i hans besiddelse, antages at være bevis nok til at få ham dømt.

”Dommeren vedblev i flere Timer at gjøre Arrestanten begribelig, at det maatte være det klogeste og rigtigste, at han ligefrem tilstod den del, han navnlig maatte have i denne forbrydelse, og at han ved de af han som usandfærdige godtgjorte forklaringer ikkun kunde skade sig selv”.

Han blev derefter fortalt at både hans kone og Svend Johan havde tilstået, som klart viste hans deltagelse i forbrydelserne.  ”Desuagtet vedbliver Arrestanten haardnakket at benægte, at han har gjort sig skyldig i noget som helst tyveri eller været delagtig i noget som helst indbrud og paastaaer at saavel hans egen Kone som Svend Johan have paaført ham Løgn og at han er aldeles uskyldig”.

Dernæst fremstod Svend Johan Andersen der pålagde ham deltagelse i såvel tyveri hos Jørgen Larsens og hos mølleren på Skindebymøllen Hans Pedersen. Lars Hansen stod fast på sin benægtelse.

Så fremstod hans kone Magdalene, der med ”grædende Taarer bad sin mand om at han dog vilde bekjende sin delagtighed i de tyverier, hvori han havde gjort sig skyldig, og mange gange yttrede for ham, at han jo nok kunde se, at der var saa meget oplyst i Sagen, at han ikke kunne gaa fri for Straf, og at denne efter hendes Mening maatte forøges ved en saadan fortsat benægtelse”. Hun fortsatte med at minde ham om, da han kom hjem fra indbruddet hos Jørgen Larsen, bollen med fløde, dynen, kaffebønnerne og snustobaksdåsen. Lars Hansen vedblev at nægte og beskyldte nu sin kone for at lyve. Han havde ikke deltaget i noget som helst tyveri.

Dommeren erkendte at en konfrontation ikke førte til noget. Han lod Svend indsætte i arresten og lod Magdalene gå hjem.

Lars Hansen nægte salget af fjerene i Rønne. ”Han ville aldrig have noget med sådant at bestille”. Svend Johan havde aftenen før afgivet endnu en tilståelse til Lars Hansen. Det var ham (altså Svend Johan)  der sammen med Lars Larsen og Lars Hansen havde begået indbrud på Spitsgård, hvormed sølvteskeerne blev taget. Dengang var det Lars Larsen, som var gået ind ad vinduet og det var Svend Johan der modtog kosterne udenfor. Lars Hansen havde opsyn, så de ikke risikerede at blive opdaget. Vinduet sad løst i, så der skulle ikke tang til at løsne det. Foruden teskeerne tog de en otting eller en liden fjerding sæbe som de antog som smør, 3 brød og nogle pølser. Lars Larsen havde et krus med sig som han brugte til at tappe 3 potter brændevin fra et liggende anker eller et såkaldt kar. Teskeerne blev givet Lars Hansen, som nedlagde dem i havegærdet nær ved huset mod øst. Han  var villig til at påvise hvor de er gemt.

Kosterne blev aftalt fordelt mellem deltagerne: Svend Johan skulle have en del af de penge som de kunne få af teskeerne og noget brændevin. Lars Larsen fik noget brændevin og to brød og en del pølser. Sæben blev gemt på lyngen, men en del blev givet til Magdalene. Det var altså rigtig, hvad Lars Hansens datter har fortalt om sæbefjerdingen og at han havde gemt lys i taget, men urigtigt, at han skulle have nedtrampet dem i en sump.

Dommeren havde ladet sin fuldmægtig Møller tage ud til Lars Hansens hus og undersøge nøjere, hvad det var i Svend Johans kiste. Han kom tilbage med to lange uldne halstørklæder, 2 formlys og to silkefløjls veste. Svend Johan vedkendte, at det var hans ting.

Angående lysene forklarede han, at de var stjålne på Splitsgård. Tørklæderne havde han en aften kort efter den 1. november taget fra købmand Thorsen  i Rønne, hvor de hang i forstuen. Lars Hansen havde været med og passet på udenfor døren. Samme aften havde de været på gæstgiverstedet Skandinavien og der havde de taget en frakke, der hang i gangen til højre for indgangen. Lars Hansen havde stået vagt. Sæben og frakken kunne han skaffe til veje. Han havde også en hue, som han stjal samme sted som frakken.

Svend Johan indrømmede, at han tilståelse af tyveriet i Nyker ikke var fuldstændig. Han havde taget tre skjorter og 3 særke. De to skjorter havde han selv beholdt, den tredje havde han givet til Lars Larsen og de tre særke til Lars Hansens kone. De lå i hendes kiste ved ransagningen, men de så ikke mistænkelige ud, da de var temmelig grimme.

Svend Johan erkendte de nye tyverier og forklarede, at han ikke havde angivet dem tidligere, for ikke at bringe nogen i ulykke. Men da han vidste, at de var blevet aflyttet i arresten, ville han nu fortælle alt i stedet for at tie stille eller afgive falsk forklaring.

Angående de to halstørklæder havde han og Lars Hansen aftalt at sige, at de var købt for 4 mark 8 sk. stykket af en kone, da de arbejdede på Frigårdsmarken. Hun var kommet over Frigårdsgærdet op gået på stien mod kirken, som var meget krum, så ingen kunne se dem og derfor ikke blev opdaget.

Videre fortalte Svend Johan at der var engang hos Otto Nielsen, at dennes kone gav dem noget smør og fortalte dem, at det havde hun fået af sin mand, stjålet hos Jespersen på Splitsgård gennem et vindue, der ikke var spiret til og som nemt kunne tages ud. Ottos kone havde også drukket noget af brændevinen. Hun havde straks genkendte brændevinen, som værende fra Splitsgård da den var lidt farvet og temmelig stærk.

Vestene blev fremviste og Svend Johan sagde, at dem havde han købt. Den ene af Jørgen Kofoed, der skal tjene på Præstegården i Vestermarie og den anden har han købt af Lars Hansens søn, der er blæser ved musikken i København.

Side 84a – 26. februar 1852

På 27. slg. i Klemensker.

Dommeren havde ladet Svend Johan Andersen transporter til Klemensker for at kunne påvise de gemte koster.

De ransagede Lars Hansens hus for de to særke, som Svend Johan efter sigende skulle have givet Magdalene, som for øvrigt blev truffet hjemme. Særkene blev ikke fundet og Magdalene nægtede at have fået dem. Svend Johan så Magdalene i øjnene og sagde, at det var sandt, at hun havde fået dem.

Dernæst begav gruppen sig ud i haven, hvor Svend Johan viste, hvor teskeerne var gemt. Men heller ikke dem fandt de. Dog var der spor efterforetaget gravning. Dernæst gik de ud på lyngen og fandt en tue, hvor sæbefjerdingen var. I en hule bag en klippe skulle frakken være gemt, men den var væk. Svend Johan sagde, at der var flere der kendte denne hule, bla. husmand Lars Larsen.

På selve politiretten på 27. slg. genkendte Jespersen sin sæbefjerding som den der var blevet stjålet, og som han ansatte til en værdi af 3 a 4 rd.

Svend Johan havde fundet den hue som han havde stjålet sammen med frakken i Rønne. Den blev taget i forvaring af retten.

Side 85a – 28. februar 1852

På rådstuen i Hasle.

Købmand Olsen og skrædder Hansen aflagde beretning om hvad de havde lyttet sig til udenfor døren til de to celler, hvor Lars Hansen og Svend Johan blev indsat efter forhøret. Skrædder Hansen måtte dog forlade sin post på grund af hoste.

Købmand Olsen havde hørt hvorledes Lars Hansen havde opfordret Svend Johan ikke til at afsløre ham og at han havde benægtet alt det dommeren havde påstået og vidnerne havde fortalt, uanset de hårde udtryk, der var brugt mod ham og om han var en tyv og at han væltede skylden over på sin kone, hvorved hun og barnet ville komme til at lide. Dyr viste kærlighed og omhyggelighed for sit afkom, Lars gjorde det ikke.

Dommeren bemærkede at det var omvendt. Han pålagde sin frue al skyld i forbindelse med Svend Johan.

Købmand Olsen fortalte videre, at Svend Johan havde foreslået en partiel bekendelse, hvortil Lars Hansen havde sagt, at det gjorde det meget værre sådan. Derefter var de gået til sengs, men efter et stykke tid var de stået op og sagte talte sammen gennem nøglehullet: Lars Hansen havde opfordret Svend Johan til at trække sine bekendelser tilbage især dem der gjaldt Svend. Og så skulle han sige, at det var hans og Magdalenes plan at rette al skyld på Lars Hansen alene. Lars havde spurgt Svend om han havde bekendt tyveriet af frakken. Hvilket Svend ikke havde gjort. Lars Hansen havde så ytret:

”Jeg har min Sjæl ikke sagt Noget, som kunde skade Dig. Du maa ikke forraade mig, men være mig troe, Svend. Jeg skal være Dig troe i alle Maader. Lad mig see, at du Intet siger. Du kommer vel bort (:bliver dømt til offentlig Arbeide:/, men jeg skal reise over til Dig og gjøre Dig alt det Gode. Jeg kan, ja jeg skal gaae til Kongen og bede for Dig”

Dernæst spurgte Lars om Svend havde sagt noget til en anden arrestant Jeppe Larsen Dal, og opfordrede ham ikke til at sige noget til andre. Lars havde spurgt Svend om hvor han havde gjort af sølvskeerne og svend havde sagt ”I Gjærdet Østen for Huset”.

Nu fulgte en længere samtale om Lars Larsen og Otto Nielsen Halgreens kone som købmand Olsen ikke forstod, da en rotte begyndte at skære i træet nær ved. Han forstod så meget, at de kunne fortælle lidt om disse to personer, men så alligevel ikke. Det var farligt da de til gengæld kunne afsløre andet som de vidste.

Lars fortalte Svend, at fuldmægtig Møller havde taget to veste og to lange tørklæder. Lars havde sagt til Svend: ”Du skal sige, at vi have kjøbt dem af en Kjælling, som kom fra Frigaardsløkkerne og som der faldbød  til 4 mk 8 sk, for det kunne være en passende Priis, og at Konen derefter var gået op mod Kirken. Du maa ikke sige noget om, at jeg var med til at tage dem.

Lars fortalte Svend noget om, at Otto Nielsen Helgreens kone engang skulde have vist hans datter Line at der var nedgravet honning i hendes tørvehus. Lars vidste kun det som hans datter havde fortalt ham.

Så fulgte en historie om en ”Skaal”, som Lars Hansen havde gjort i stand [i arresten?] og for det havde han fået 4 skilling og som han i dommerens påsyn havde givet de tre skilling til sin kone. Dernæst fulgte noget, som købmanden ikke forstod, men efter hans menig drejede sig om et på Splitsgaard begået tyveri. Lars pålagde atter Svend til tavshed og han til gengæld ikke ville afsløre noget på Svend.

Dommeren afbrød beretningen og erkendte, at han havde hørt fra Lars Hansen historien om den nedgravede honning og at han havde tilladt Lars Hansen, at hans kone fik 3 skilling.

Købmand Olsen kunne aflægge sin ed på, at det han har fortalt i retten var sandt, men dog ikke var sikker på historiernes rækkefølge.

Lars Hansen blev dernæst fremstillet. Dommeren sagde, at Lars Hansen ikke kunne unddrage sig straf for indbruddet i Rø hos Jørgen Larsen, hvor han skulle have været hovedmanden. Lars Hansen benægtede og sagde, at han flere gange havde prævet at for Svend Johan til at afstå for indbruddet, men forgæves. Selv efter at de var gået i skjul på lyngen, da hunden havde forskrækket dem. Svend Johan var hovedmanden i dette indbrud. Han havde blot stået udenfor og modtaget kosterne. På vej hjem havde de skiftet til at bære tingene.

Lars Hansen erkendte, at han kendte Jørgen Larsen. Han havde arbejdet for ham medens han have Mortinegård i Rø,men han havde aldrig været i det hus, hvor han nu boede. De havde set lys i det de mente var storstuen da de ankom, men ventede til der blev mørkt. Han vidste ikke hvad klokken var de de ankom og hvornår de var hjemme igen, men vel nok kl. 11 og kl. 2.

Han kendte ikke gemmestederne på lyngen. Hvor Svend Johan havde gemt dem.

Han fortalte at Svend Johan og Magdalede fik dynen blev skåret op og stoppet fjerene ind i de sengeklæder, som lå i kammeret i den stående seng, hvor Svend Johan og hans datter Line sov. Lars Hansen bedyrede at han intet havde med dette at gøre.

Om der blev stjålet en 2 alen stort lærred hos Jørgen Larsen benægtede han.

Lars Hansen fortalte nu at han havde, sammen med Svend Johan, solgt nogle fjer i Rønne omtrent på samme tid som indbruddet hos Jørgen Larsen. Det var fjer som Svend Johan havde stjålet på Store Dammegård. Han havde intet med tyveriet at gøre, men dog med til at sælge i Rønne til en svensker, som nu er arresteret. Salget skete hos Aabergs kone. Han påstod, at han da var uvidende om at fjerene var stjålne, men dog at de var kommet til Svend Johan på ”en uredelig maade”. Svend havde svaret på hans spørgsmål om hvor fjerene stammede med: ”derfra, hvor de findes”.

Han havde brugt pengene på indkøb i Rønne. Samme dag, så vidt Lars huskede, var de hos en pige der logerede i et hus overfor den store mølle. Hus vaskede Svend Johans kraver (? Skjorterne kraver). Derefter gik de til ”Skandinavien”, hvor Svend gik ind og kom ud med en bylt, der indeholdt en frakke og en hue. Derefter til Jens Thorsens, hvor Svend atter løb ind og lidt efter kom tilbage til Lars der var gået op på store torv. Lars benægter, at han havde båret frakken. Lars Hansen havde aftalt med Jørgine Kofoed, at når hun kom ud af arresten skulle hun finde frakken og skøre den i stykker. Men om dette var sket, vidste Lars Hansen ikke. Dommeren spurgte hvorfor han nu fortalte disse ting om andre. Hvilket han sagde, at han ikke havde tænkt over.

”Dommeren foreholdt Lars Hansen det syndige i at han havde sin egen datter, ikke voksne datter, der kun er 14½ år gammel og ikke konfirmeret, til stadighed ligget i seng sammen med Svend Johan. Han havde svaret at hun endnu kun var et barn, har hun formodentligen ingen skade taget, og at han tiltroede Svend Johan til, at han vilde gøre hende noget.”

Dommeren havde indkaldt skrædder Hansen til et andet retsmøde vedr. arrestanternes samtale. Han kunne ikke, på grund af forhindringer ikke kunne møde på det afviklede møde.

Side 88a – 1. marts 1852

På rådstuen i Hasle

Pigen Caroline Kirstine Hansen, 14½ år, ukonfirmeret og datter af husmand arrestanten Lars Hansen, fortalte ”at hun i flere år havde ligget afklædt i sengen med Svend Johan, uden at denne, dog med undtagelse af nogle gange iden sidste tid, har forsøgt samleje med hende. Men i den senere Tid er dette sket nogle gange, dog uden at det har været forbundet med nogle smerte eller med nogle behagelige fornemmelser for hende”.

Hun havde fortalt sin stedmor om forholdet, men hun ville ikke tro på hende.

Hun havde fået en af de tre særke fra Nyker. De to andre havde hende stedmor fået. Dagen efter hendes far var arresteret, havde stedmoderen bedt hende gemme de tre særke Hun havde da gravet dem ned i et hul med en sten over. Samme sted havde hun nedlagt nogle kopper og tallekener son Svend Johan kom hjem med fra Rønne.

Svend Johan og Otto Nielsen  havde engang sammen stjålet 3 pund smør. Det havde Ottos kone fortalt hende. I en hodde [dommeren forklarede at det var en lille udbygning] hos Otto Nielsen havde hun set en temmelig stor honningkrukke nedgravet. Krukken havde de købt i Gudhjem. Hvor de havde solgt det smør, som de havde stjålet på Splitsgård. Honningen skulle, efter hun havde hørt, være taget i Nyker. Ved samme lejlighed havde hun også set 8 eller 10 lys, nogle med dobbeltvæger, hos Otto Nielsens.

Den tredje skjorte, fortalte hun, var byttet eller solgt i Rønne. Han havde haft denne fine skjorte ovenpå en trøje. Under trøjen havde han en grøn skjorte. Han var hjemkommet med den grønne skjorte alene. Han sagde, at han havde solgt den anden..

Hendes far Lars Hansen havde engang fra en vogn, der holdte ved et byled i Rønne, stjålet nogle kaffebønner, brunt sukker, puddersukker og nogle søm. På hjemvejen havde de desuden desuden stjålet en bistade hos husmand Lars Espersen i Klemensker. De pressede honning ud af staden i deres forstue. Hvorefter de gemte dem i en tørvestak tilhørende Lars Larsen. Tørvestak stod østen for hendes fars hus. Bistokken satte de mellem nogle sten, som stod ved den vestre gavl af Lars Larsens nye hus. Det var eneste gang hun blev benyttet til at bære deres koster for dem.

Svend Johan blev derefter konfronteret med Caroline vidnesbyrd. Det var rigtigt, at han og Otto Nielsen havde solgt tre pund smør til en enke i Gudhjem. Han mente, at enken hed Rømer og boede på venstre side når man kommer ind i byen. De havde fået 1 mark 6 sk. som de brugte på en krukken på 3 a 4 potter. Smørret var stjålet af Otto Nielsen Helgreen på Splitsgård. Svend havde ikke andel i tyveriet, men blot stået udenfor havegærdet medens Otto havde stjålet smørret fra et trug i smørstuen. Han havde heller ikke ved med til planlægningen.

Svend havde set lys med to væger hos Otto Nielsen, som ligeledes var stjålet på Splitsgård. Svend Johan indrømmede nu, at have nedlagt noget honning og 2 krukker som han havde fået hos Otto Nielsens kone. Det skete den dag før fuldmægtig Møller kom for at ransage anden gang. Magdalene havde været nærværende, da han havde gravet det ned, da hun var på vej til datteren i Rø med sukker, som hun havde givet hende.

Caroline Kirstine Hansen sagde at hendes moder var kommet midt om dagen ned til hende i Rø samme dag som hendes far blev arresteret. Hun havde intet med til hende, men havde taget hende med hjem til sig under påskud af, at hun skulle hjælpe hende med at vaske.  Hun havde været hjemme nogle dage – netop de dage hvor hun gemte særkene på lyngen. Han vidste ikke om Magdalene havde taget honningen op, da han siden da havde været arresteret.

Caroline kunne tilføje, at Magdalene forgæves havde ledt efter honningen siden da.

Svend Johan sagde, at det var Lars Hansen og Lars Larsen der havde afpresset honningen i forstuen. Honning som han havde hørt var stjålet.

Svend Johan indrømmede nu, at efter at være konfronteret af Caroline, at ”han havde været uterlig overfor hende nogle gange, uden han dog derved formener at have tilført hende nogen legemlig skade”.

 Svend Johan fortalte at han og Caroline havde solgt Otto Nielsens konens smør i Rønne. Han havde solgt 5 pund til Langschoff og hun havde solgt 2 pund.

Caroline indrømmede at hun havde solgt til en pottemager og fået 1 mk 2 sk. pundet.

Svend Johan erkendte at da han stjal voksdugen også stjal nogle kopper og ganske små tallerkener som han gav til Magdalene.

Sammen med Otto Nielsen Helgren havde Svend Johan gået ind til købmand Jens Vefts forstue og stjålet omtrent 1 lispund klipfisk. Netop den dag holdt klemenskerpræstens vogn udfor købmand Norup og de fik drengen Andreas (husmand Peter Hansens søn!) til at tage klipfisk med til Klemens Kro, hvor de så kunne hente den dagen efter. På hjemvejen ved Staalegård havde Otto Nielsen og Svend Johan stjålet et bistade. De havde puttet jord i hullet, men bierne havde alligevel stukket dem. Ved en skov, som han tror tilhørte Kyndegård, havde Otto, forsynet med svovl og fyrstikker,  tændt svovlet og dræbt bierne. Bistaden havde han bragt hjem til Ottos. Det var samme nat hvor de havde stålet de 3 pund smør fra Splitsgård, som tidligere omtalt.

Otto Nielsen havde fortalt ham ”her i Hasle” [altså i arresten] at han havde stjålet en vest fra magister Adler. Den må være hjemme hos ham, hvis ikke at han [Otto]havde nået at skaffe den af vejen, den dag han løb fra de folk, der var tilsagt til at føre ham tilbage til Rønne.

Side 91a – 2. marts 1852

Politiret sat i Rønne Rådstue.

Politiretten var sat i Rønne for at afdække tyverierne, som skulle være sket her.

Cementfabrikant Samsings hustru Emilie fortalte, at hun en søndag eftermiddag i november mellem kl. 10 og 11 blev der fra en kommode ved vinduet taget en voksdug og nogle små fade til at sætte under potter – 2 gule og 2 brune. Hun havde spurgt naboerne om de havde bemærket noget, men uden resultat. Deres hus ligger på Grummekulegade på den vester omtrent midt i mellem købmand Mikkelsen og byleddet. Voksdugen genkendte hun straks, men hun frabad sig erstatning.

Købmand Jens Jørgen Thorsen genkendte straks tørklædet som hans og som blev borttaget fra hans forstue. Tyveriet blev først opdaget morgenen efter og han havde ikke anmeldt det. Han afgav værdien til 7 mark., men han ville ikke fordre erstatning, men ville gerne have tørklæder udleveret.

Købmand Jens Vest fortalte at et lispund klipfisk var købt af Jens Kure på Mæbygård i Nyker. Han havde henlagt fiske i forstuen. Købmanden måtte give ham en ny portion klipfisk. Han havde ikke anmeldt det og fordrede ingen erstatning. Klipfisken havde en værdi af 4 mak.

Politimesteren i Rønne havde  modtaget anmeldelse den 9. november 1852 om tyveri af frakke på Skandinavien. Gæstgiver Sørensen fortalte, at tyveriet af en frakke og en lodden hue tilhørende landinspektør Asmussen var sket fra et værelse, der lå ud til entreen ved porten, der alene var bestemt som opbevaringssted for klubgæsterne tøj. Asmussen var midlertidigt på Bornholm og var ellers bosat i Jylland. Ved samme lejlighed forsvandt en lampe som stod ved vinduet. Olien var hældt ud i porten. Huen blev fremvist og passede til den beskrevne hue som landinspektøren havde mistet.  Samme sted 8 dage efter forsvandt en hue, der tilhørte kaptajn Bohn.

Fuldmægtig Lund på politimesterens kontor beså huen og var overbevist om, at det var den samme som landinspektøren havde på, da han så ham.

Dernæst blev arrestanten Otto Nielsen Halgreen afhørt, men benægter anklagerne om tyverierne, han skulle have gjort i Rønne. Klipfisken fra købmand Vests forstue havde han ikke stjålet men købt hos købmand Ølsted. Han erkender, at han en aften havde været sammen med Svend Johan og de havde aftalt med klemenskerpræstens tjenestedreng, at han skulle tage 16 pund klipfisk med til kroen i Klemensker. Dommeren sendte to mand til købmand Ølsted for at få belyst rigtigheden af dette vidnesbyrd. Østed havde ikke været hjemme, men hans folk benægtede at det kunne have været sket.

Otto Nielsen Halgreen blev at afhørt og nu sagde han: En aften i efteraaret noget før 1ste Nov. Var han kommet i Jens Vests butik og der spurgt efter en Almanak. Da de ingen havde, var han gået igjennem Forstuen, og der havde han set et bundt Klipfisk. Det faldt ham ind, at tage dem og gået over pladsen med Svend Johan”. Klipfisken kørelejlighed var som tidligere fortalt. Klipfisken skulle lægges hos kromand Jens Falck på Klemens Kro.

Otto Nielsen benægtede alt mht tyveri på Splitsgård og at han nogensinde havde solgt smør i Gudhjem.

At han skulle have taget et bistade på vej hjem fra Rønne benægtede han ligeledes. Derimod tilstår han tyveriet af en vest fra magister Adler i Hasle. Han havde sidste sommer været i et ærinde hos magisteren og medens han havde hentet penge, havde han benyttet lejligheden til at tage en vest som lå i stuen. Vesten havde ligget i hans hjem medens han var arresteret, men som han hentede, da han undslap under transporten fra Hasle til Rønne. Men andre tyverier havde han ikke bedrevet og nu ventede han på højesterets afgørelse på herredstings dom for hans tyveri af uret. Han havde tilbagekaldt sin tilståelse af ur-tyveriet, men det fortrød han nu.

Side 93a – 4. marts 1852

På rådstuen i Hasle.

Svend Johan Andersen forklarede at husmand Lars Larsen havde sidste efterår  på lyngen stjålet gårdmand Morten Kofoeds kvie og slagtet den hos husmand Hans Larsen i Klemensker. Det var almindelig kendt i sognet.

Kødet og huden blev pakket ned i et lynglæs, der blev kørt til Rønne, hvor disse varer blev afsatte. Endnu en gang sagde Svend Johan, at Lars Larsen var skyldig i tyveriet af sølvskeerne, sæben og brændevinen mm på Splitsgård. Desuden var han med til at udpresse bistadet, de havde stjålet hos Hans Espersen for honning i Lars Hansens hus.

Dommeren havde dagen før givet ordre til at anholde Lars Larsen til Hasle og Hans Larsen og Otto Nielsen  Helgreens hustru til Rønne.

Husmand Lars Larsen af Klemensker sogn, fortalte, at han var 29 år og for en halvsnes år siden straffet 1 års forbedringsarbejde for tyveri. I året 1849 var han atter tiltalt og dømt 2 års forbedringsarbejde for tyveri, men frifundet ved højesteret. Han benægtede på det bestemteste, at han havde begået tyveri.

Dommeren ansat det for rigtigst, at holde ham under arrest indtil dommeren fik indhentet husmand Jens Pedersen forklaring.

Arrestanten Lars Hansen fastholdt stadig sin uskyld vedr. tyveri på Splitsgård og på Skinderbymøllen. Desuden nægtede han de nye anklager om bistadet og han kendte intet til Svend Johans tyveri af frakke, hus og lampe/lampeglas, samt samme sted 8 dage senere tyveri af endnu en hue.

Side 94a – 4. marts 1852

Nordre herreds politiret blev atter sat i Rønne på byens rådstue.

Fremstod skrædder Hansen fra Hasle fortalte, at han i mange år har hørt Lars Hansen omtale som en person der skal have begået tyverier uden af han kunne blive anklaget og dømt. ”Han er en meget fundig person” [kløgtig, opfindsen og listig i føkge Ordbog over det danske sprog].

Dernæst husmand Hans Larsen fortalte at han forløbne efterår havde kørt et lispund kød for husmand Lars Larsen fra Rønne til Hans Larsens hus tillige med omtrent ½ lispund klipfisk. Hans Larsen var sammen med Peder Rasmusen fra Bjergegårds fortov i Rønne med egen hest vogn hos købmand Mads Lunds eller ved siden af denne. Hans Larsen havde været i Rønne med et lynglæs, og holdt ved købmand Lund. Lars Larsen kom til ham og bad om, at han tog kødet og fisken med hjem. Hans Larsen sagde til Lars Larsen, at ”kommer du der din tyveknægt, som tog mit høstereb i sommer?”

Hans Larsen var sikker på sit udsagn om Lars Larsen. Desuden havde han for ham og i hans kones og datters nærhed, at han ville stikke ild på sit eget hus. Han havde nogen tid før hans hus brændte sagt: ”Kan jeg få mit hus brandsat, stikker jeg min Salighed Ild paa det”.

Svend Johan havde sagt, at Hans Larsen var vidende om, at Lars larsen  havde stjålet og slagtet en kvie, der tilhørte gårdmand Morten Kofoed. Slagtningen skulle være sket hos Hans Larsen. Dommeren sagde, at det var mistænkeligt, at Hans Larsen skulle køre et stort kvantum kød hjem for Lars Larsen, tyvagtig og vel vidende at han var fattig og næppe burde have råd til det.

Dommeren, der endnu ikke havde formået at få Jens Pedersen til afhøring, havde givet ordre til ham at møde næste dag. Hans Larsen måtte finde sig i, at måtte være under anholdelse indtil da.

Otto Nielsen Helgreens kone var heller ikke mødt til afhøring.

Side 95b – 5. marts 1852

På rådstuen i Hasle.

Husmand Hans Larsens hustru Berthe Marie forklarede, at hendes mand og Lars Hansen ikke havde stået i et venskabeligt forhold, fordi Lars Hansen havde skjul noget af hans høstereb. Hun havde ikke været hjemme da hendes mand havde kørt noget kød fra Rønne og  hjem til dem.

”Hun havde hørt forblommede Talemaader af Lars Larsen, hvorved hun kunne slutte, at det var hans hensigt at afbrænde sit hus.

Husmand Jens Pedersen på 30. slg. grund i Klemensker fortalte om rygtet om, at husmand Hans Larsen var en mistænkelig person, der længe stod i forhold til Lars Larsen, som i sognet var alm. bekendt som en, der havde begået flere tyverier. Dog havde han ikke set at Hans Larsen og Lars Larsen havde kørt kød til Rønne. Derimod har han hørt at Lars Larsen fornyligt havde stjålet rug fra Dyngegården, hvor han for tiden arbejder som tærskemand. Hans Winberg havde selv fundet rugen oppe på stænget, men han havde ikke tiltalt ham for det.

Lars Larsen havde sagt til Jens Pedersen at han ville gå til Løkkegård en aften og stjæle et får. Men han vidste ikke om han gjorde det. Godt nok brugte Lars Larsen ikke ordet ”stjæle”, men der var ingen tvivl om, at det var det han mente. Jens Pedersens afhøring sluttede hermed.

Dommeren mente, at der ikke var forhold, der retfærdiggjorde Hans Larsens fortsatte forvaring i Rønne Arrest. Han udstedte en attest herom, som Hans Larsens hustru straks ville bringe til Rønne.

Lars Larsen benægtede stadig tyveri, selv om dommeren mente, at hans benægtelse var usandsynlig. Han havde aldrig sagt, at han ville brænde sit hus af. Derimod var det Hans Larsen, der havde bragt mulighed på banen, at et slet mennesker skulle kunne have gjort det. Lars Larsen kunne aldrig selv ville have gjort det. Tilfældighed ville så, at hans hus nedbrændte nogle tid derefter. Da det brændte havde han været alene i hust med sine to små børn. Hans kone var gået hen til Mads Andersen for at bage brød. Han blev akdrig klar over hvordan det var opstået ild i huset og han erindrer ikke hvor lang tid der gik mellem han forsikrede og at huset brændte.

[Der gik seks måneder. Den 3. februar 1851 lod Lars Larsen sin 5 fags hus på 31. slg. grund forsikre for 110 rd  Arkivalieronline og den 1. august brændte det Arkivalieronline]

Lars Larsen fortalte, at Hans Larsen havde kørt noget kød for ham fra Rønne til Klemensker. Kødet havde han købt hos Tilman Frank i Rønne. Hvor meget huskede han ikke, men der var både lamme og oksekød og måske også noget klipfisk, som han da må have købt hos Jens Vest, med hvem han handler.

Dommeren mente at med de nye oplysninger og hans tidligere straffe, så var rigtigst at ”belægge ham med arrest”.

Otto Nielsens Helgreens hustru Ellen Kirstine erkendte, at hun vidste, at hendes mand og Svend Johan havde begået tyverier på Splitsgaard og andetsteds. Ved mikkelsdagstider forrige år efter der var høstet på Splitsgård, var hendes mand og Svend Johan kommer kommet hjem med et bistade, som de havde stjålet. Hun forsikrede, at hun intet vidste om deres handling før de kom hjem. De udpressede honningen på loftet. Dagen efter havde de stjået noget smør på Splitsgård, som Svend samme morgen gik til Gudhjem for at sælge. Hun huskede handlingerne, da hun samme tid havde været meget syg og at Jespersen (gårdejeren på Splitsgård) var kommet til deres dør og snakket med hendes mand.

Krukken som Svend havde købt i Gudhejm havde hun først stående i hodden ”det vil sige, at hendes mand havde gravet den ned”.

Hun vedkendte også, at hun havde 6 eller 7 lys, som hendes mand havde stjålet på Splitsgård. Han havde brudt ind gennenspisekammervinduet. Han havde tappet brændevin i en 2 potter munk af en tønde, der stod i spisekammeret. Dette var sket 2 eller 3 gange. Hun fortalte at Svend Johan og Line Hansen solgtes smør i Rønne. Om disse 7 pund smør var leveret af hendes mand, vidste hun ikke.

Dommeren lod Svend Johan fremstå i rådstuen og han meddelte, at det var Ellen Kirstine, der havde leveret smørret i krukken. Hun nægtede og nægtede også, at hun havde modtaget nogen betaling herfor, hverken brændevin eller kaffebønner, som Svend påstod.

Ellen Kirstine fortalte, at hendes mand havde hentet et lispund klipfisk hos Jens Olsen Falck (Klemens kro), som de havde købt i Rønne og så fortalte hun, at hendes mand var i besiddelse af en klædes Vest, som han foregav at have købt i København. Han havde skåret et stykke af, som hun igen har synet på. Manden havde forbudt hende, at fortælle, at hun havde sammensyet vester.

Tyveriet af sølvskeerne var begået efter hendes mand var arresteret. Krukken, som Svend Johan købte i Gudhjem, havde hun endnu.

Ellen Kirstine blev ikke arresteret, dels fordi hun havde et lille barn og dels fordi, at l hun havde et lille barn og dels fordi fængslerne var fyldte.

Side 97b – 9. marts 1852

Politiretten afholdt på Rønne Rådstue

Arrestanten Otto Nielsen Helgreen blev konfronteret med hans hustru Ellen Kirstines vidnesbyrd. Uanset argumenter mod han, fast holdt han, at han ikke havde gjort sig skyldig i de nævnte tyverier og derfor kunne han ikke forklare noget som helst herom.

”På given foranledning” erkender han nu, at han selv havde afskåret det nederste af vesten, som han stjal fra magisteren og at hans kone havde syet den på igen. Han forklarer  nu at han havde drukket brændevin hos magisteren og da han var ude efter mere, benyttede han lejligheden til at putte vesten under trøjen.

Side 98a – 10. marts 1852

På rådstuen i Hasle.

Pigen Birthe Marie Hansen, 21½ år gammel, datter af husmand Hans Larsen, kendte intet til sin faders bekendskab med husmand Lars Larsen og at han dermed formode, at han skulle have gjort sig meddelagtig i nogen af de mange tyverier, der blev begået. Hun sov i samme stue som faderen og derfor vidste hun, at han aldrig gik ud om natten.

Hun mente, at der var fjendskab mellem hendes far og Lars Larsen, da han havde stjålet noget høstereb fra hans vogn. Både hendes far og mor havde hørt fra Lars Larsen, at han ville stikke ild sit hus.

Gårdmand H.Wiinberg fra Klemensker berettede, at Lars Larsen har tjent hos ham for dagsløn siden sidste høst efter aftale. Dog er han udeblevet fra arbejdet uden at give en grund. Da han sagde, at han ville går lidt rundt på landet og gårdmanden havde en mistanke om, at han havde stukket noget til side, gav han til at undersøge det. Han fandt da en pose med 2 skæpper renkastet rug på stænget. Det måtte have været Lars larsen der havde gemt dem, da han var alene om at færdedes der. En anden episode var, da han, også som daglejer, havde gemt to poser med omtrent 3 skp byg i havreloen. Poserne måtte Lars Larsens kone kunne genkende, men dommeren ville ikke indkalde hende som vidne, da hun kunne nedkomme hvornår det skulle være. Den ene pose var vist nok stjålet fra Morten Kofoed på Løkkegård.

Der var stormangel på folk, så Winberg måtte atter leje Lars Larsen til hjælp.

Madame Munck fra Store Dammegård fortalte, at hun ved morten dags tider mistede en pude, der blev taget fra karlekammeret sammen med nogle andre sengeklæder. Der gik nogle dage før tyveriet blev opdaget, da i 14 dage ikke var i brug i karlekammeret, der lå i den sydlige ende af den østre længe. Hun indrømmer, at døren har stået åben og at der havde været fri adgang. Hun erindre at Svend Johan, dengang han arbejdede på Risby, havde gået forbi gården. Men hun havde aldrig haft mistanke til ham. Hun var glad for at tyven ikke havde taget en helt ny overdyne.

Tjenestekarl på Dyndegård Christian Andersen, 23 år, fortalte at noget efter nytår, da Lars Larsen var færdig med at kaste rugen, havde – sammen med husbonden Wiinberg – fundet en pose med ca 2 skp.  kastet rug på stænget. Mistanken til Lars Larsen var vagt men kunne ikke bevises. Krogen på luen var taget bort, således at den nemt kunne afhentes om natten.

Tjenestekarl på Dyndegård Anders Magnussen, 23 år gammel, svarede som ovennævnt tjenestekarl.

Side 100a – 11. marts 1852

På rådstuen i Hasle  

Arrestanten Lars Larsen fik oplæst Viinbergs og de to tjenestekarles vidnesbyrd. Lars Larsen sagde, at han godt havde set poserne, men det var ikke ham, der ville stjæle. Det har været en anden. At krogen var taget af skyldes ikke, at ha havde gjort klar til at komme tilbage. Lugen var åben altid, når der blev kastet sæd. (For at få luft?)

Han indrømmede, at poserne var hans, men han havde taget dem med og havde dem hængene i nogle piletræer, så han kunne fylde dem med sand fra Vinbergs bakke eller Dyngebakken og tage dem med hjem efter arbejde. Men de var blevet taget af Vinbergs og derfor kunne han ikke vide hvordan de er endt med rug, forstod han ikke. Herefter en længere redegørelse om hvordan han havde fået poserne.

Lars Hansen tilstod nu at han havde været med Svend Johan en aften ved havegærdet på Splitsgård, da han brød ind i spisekammeret og stjal en otting sæbe og noget brændevin, som blev taget i en lille træflaske. Om teskeerne blev taget i samme indbrud, var han ikke bekendt med. Det samme med lysene. Lars Hansen havde hjulpet med at bære kosterne til gemmestedet mellem klipperne og senere hjem til huset. Lars Hansen sagde på det bestemteste, at han ikke havde været med andre gange end denne ene gang.

Lars Hansen fortalte at Svend Johan havde brugt sine svovlstikker til at tænde og se sig om i stuen hos Jørgen Larsen i Rø.

Side 101a- 11. marts 1852

På rådstuen i Hasle.

Sag for Olsker Sogneforstanderskab om to personer – Hans Jørgensen og 46årige Peter Jensen Halgreens – forsørgelsesberettigelse. Peter Jensen Halgreen havde en sygdom i hænderne hvor han var blevet opsagt i sin tjeneste. Det var ikke en arbejdsskade, men en sygdom, hvorfor opsigelsen var i orden. Alle tjenestesteder blev opremset.

Hans Jørgensen var udeblevet.

Side 101b – 12. marts 1852

På rådstuen i Hasle

Sag om injurier og trusler mellem gårdmand Christen Beck og hustru Cicelie Kirstine Jørgensdatter kontra husmand Jørgen Bjerregård alle Klemensker sogn. Jørgen Bjerregaard havde generet Cicekie Kirstine Jørgensdatter. Klageren ville have sagen udskudt i 8 dage.

Side 102a – 12. marts 1852

På rådstuen i Hasle

Gårdmand Hans Christensen, hvor Peter Jensen Halgren var blevet syg og opsagt blev afhørt. Han sagde, at Peter var blevet syg, så han havde foreslået, at han skulle indlægges i fattighuset i Olsker sogn. Halgren var blevet indlagt i tre uger til sygestuen i Rønne.

Hans Jørgensen var blevet syg og var ikke kommet til afhøring.

Side 102b – 13. marts 1852

På rådstuen i Hasle

Svend Johan Andersen blev af dommeren gjort opmærksom på at indbruddet på Skinderbymøllen, hvor der blev stjålet køb, talg og noget sild var foregået den 11. december og indbruddet hos Jørgen Larsen i Rø den 8. december. Da Svend Johan havde tilstået, at det første indbrud han iværksatte, var på Skinderbymøllen. Dommeren konkluderede at Svend Johan også have begået indbruddet på Skinderbymøllen den 26. november, hvor der blev taget brændevinsankeret med 16 potter brændevin, 4 brød, 1 ost, 1 pot honning og sild.

Svend Johan påstod, at han kun havde begået det ene indbrud på Skinderbymøllen, hvor der kun var stålet nogle stykker lammekød, talg og nogle sild. Han havde også taget nogle pøler fra et kar. Lars Hansen havde stået udenfor og taget imod varerne. Tidspunktet har været omkring midnat.

Også indbruddet hos Jørgen Larsen var foregået ved midnatstid. Begge steder havde han anvendt strygesvovlstikker for at kunne se. På Skindebymøllen vidste han hvor folkene sov og hvor spisekammeret var i forhold dertil. Hos Jørgen Larsen havde han først pillet et vindue ud i gavlen og været inde i et lille kammer og konstateret, at der ikke var noget at stjæle. Derefter var han gået ud for at tage vinduet ud af til den stue, der lå op til lillestuen, hvor han antog at folkene sov. Han husker ikke om han havde sat vinduet til kammeret på plads eller om han havde ladet det stå op ad væggen.

Han erindrede at han ikke havde lånt en munk til brændevinen af Otto Nielsens kone, men fik 4 potter brændevin, 2 lys og smørret af hende, som han og Line Hansen solgte i Rønne. Af de penge som de fik ved salget, havde de aftalt, skulle bruges på kaffebønner og sukker samt noget brød til en festlig sammenkomst hos Lars Hansen søndag aften. Det blev ikke til noget, da Otto Nielsen ikke ville have at hans kone kom til Lars Hansen den aften. I stedet gav de Otto Nielsens kone sin andel til eget brug. Brændevinen blev hos Lars Hansen og drukket af de der mødte frem.

Svend Johan nægtede at have stjålet en lampe på Skandinavien i Rønne. Han korrigerede sin tidligere bekendelse, at frakken tog han ikke i forstuen, men i et værelse, der stødte op til forstuen. Der hang kun denne ene frakke til trods for at der var mange knager. I lommen var et hvidt lommetørklæde, som han gav sin kone, et par handsker og en nøgle, som han kastede bort. Han nægtede at han havde stjålet huen fra Skandinavien otte dage efter hans tyveri af frakken.

Han indrømmede, at da han sad arresteret sammen med Jørgine Kofoed, havde opfordret hende til at gå ud på lyngen og fjerne frakken. Men der var ikke tale om, at hun skulle skære den op.

Svend Johan mente nu, at Otto Nielsen ikke var med ham i Gudhjem, men han den dag var gået til Klemensker kro for at hente klipfisken. Svend sagde, at de ofte havde været sammen i Gudhjem, hvorfor han havde blandet begivenhederne sammen – det var ikke med vilje!

Han husker ikke navnet på den pige, der vaskede hans kraver. Men hun boede ved den store mølle og hun havde endnu to kraver, som han ikke nåede at afhente inden han blev arresteret.

Han mente ”med største bestemthed” at Lars Hansen og Lars Larsen var med til tyveriet på Splitsgård, hvor sæben og teskeerne blev stjålet. Lars Larsen havde siddet i cellen ved siden af ham i Hasle indtil samme dag, og han havde opfordret ham til at trække tilståelsen tilbage, således at han kunne døkke over sin egen deltagelse. Svend Johan havde besluttet ikke om at tie med dette indbrud.

Lars Larsen havde også opfordret Svend til at bryde ud af arresten sammen med ham. Han havde mulighed for at komme til København.

Lars Hansen havde også forsøgt at få Svend Johan til at trække tilståelser tilbage for at fjerne mistanke til ham.

Angående tyveriet af voksdugen mente Samsings kone, at det var sket en formiddag, hvorimod Svend var sikker på, at det var lørdag aften, da det var måneskin. Han indrømmer, at den meget vel kunne have ligget på en kommode og ikke et bord. Endelig bemærker han, at han ved samme lejlighed to 2 gule og 2 brune små tallerkener til at sætte urtepotter på.

Side 104b – 15. marts 1852

På rådstuen i Hasle.

Sandemand Hans Nielsen fortalte, at han, sammen med vægteren H. Clausen, havde på dommerens ordre havde ført Svend Johan Andersen og pigen Line Hansen ud på lyngen for at Svend Johan kunne vise hvor han havde nedgravet honningkrukkerne og hvor hun havde gemt særkene og de små tallerkener. Husmand Hans Lyster var efter ordre med på denne besigtigelse.

Der var meget sne på jorden at kendetegnene var ukendelige. Line mente, at når sneen var smeltet, så kunne hun finde dem. Svend var mere i tvivl, og sagde, at måske havde Magdalene fundet dem og gravet dem op.

Lars Hansen vedblev på det bestemteste at have gjort sig skyldig i tyverierne end dem han allerede havde vedkendt sig.

Hans datter havde fortalt om at han sammen med Lars Larsen havde taget af kaffebønner fra en vogn i Rønne og stjålet et bistade fra husmand Lars Espersen. Han benægtede stadig og sagde, at alt hvad Svend Johan og hans datter sagde var usandt. Han hvde aldrig været i Rønne med Lars Larsen, ej hellere på Splitsgård med Lars Larsen og Svend på Splitsgård.

Derimod havde Lars Larsen ved Sankt Hans tider slagtet et lam på lyngen. En søndag morgen kl. 3 eller 4 havde Lars Larsen banket på hans dør og tilbudt ham et halvt lam. Lars Hansen skulle spørge sin kone, som havde sagt at de ikke ville have nogte. Lammet skulle have tilhørt en ham ubekendt mand.

Han vedkender sig, at han ofte har sagt, at det kød, som de spiste sammen, var Morten Kofoeds kvie. Men det havde han sagt i spøg.

Han erkendte, at de hos Jørgen Larsen i Rø først havde forsøgt indbrud i et kammer på gavlen, men ikke fundet noget at stjæle. Han husker heller ikke om de havde sat vinduet i igen.

Lars Larsen nægtede at han ville sælge Lars Hansen noget lammekød og han nægtede fortsat at han havde til hensigt at stjæle korn fra Wiinberg

Side 106a – 16. marts 1852

På rådstuen i Hasle

Svend Johan Andersen sagde at ”hans samvittigheds stemme opfordrede ham til at forandre nogle tilståelser”. Det var urigtigt, at husmand Lars Larsen var med på Splitsgård. Han og Lars Hansen var ene om denne forbrydelse. Han bemærkede at han havde tappet brændevin i et ”kjærlinge-krus” der havde tud. Med det havde han hældt det over i en flaske eller træflaske.Teskeerne havde han selv haft i vestelommen og lysene i trøjelommen. At Lars Larsen ikke havde været med betød, at hanheller ikke vidste, hvor det var gemt.

Om Lars Hansens kone havde give Lars Larsens kone noget sæbe var Svend ubekendt.

Årsagen til at Svend havde løjet Lars Larsen til en forbrydelse var, at han var bitter på ham fordi, det var ham der i sin tid havde angivet ham og Otto Nielsen for ur-tyveriet til Jørgen Thorup.

Svend Johan mente dog, at Lars Larsen var uskyldig i forbrydelserne og muligvis ”skyldigere” end de andre, men han var for klog til at afsløre det. Det med bistadet var sandt, men muligvis havde Lars Hansen være meget beskænket og lå i senge, hvorfor det var Lars Larsen, Johan og Line, der havde afpresset honningen.

Dommeren bemærkede at Otto Nielsen Helgreen var ankommet fra Rønne arrest og da han skulle tilbage, måtte han afbryde forhøret af Svend og i stedet afhøre Otto.

Otto Nielsen Helgreen blev presset til at tilstå tyveriet smørret på Splitsgård, som de solgte i Gudhjem og så bistadet  på Staalegaard i Nyker. Ideen til at tage bistaden, havde Svend Johan undfanget på turen til Rønne. På samme tur havde Otto taget klipfisken, som de lod køre til Klemensker kro. På vejen ud af Rønne gik de ind til købmand Tranumm, hvor Otto købte svovl og et par tutter svovlstikker. Svend Johan kendte en gård i Nyker, hvor de havde bier, men her var ingen. Næst efter denne gård lå Staalegård. Nordøst for Staalegaard var en lille skov tilhørende Kyndegård og her drøbte de bierne med svovlet. De skiftedes til at bære bistokken hjem Otto, hvis hus lå på Splitsgårds grund tilsyneladende nord for Splitsgård. Otto fik den ide, at stjæle smør på Splitsgård. Otto havde i nogen tid været tærskemand på gården og var derfor bekendt med forholdene. Mælkestuen lå i den nordøstlige ende af hovedbygningen eller stuelængen og havde to fag vinduer eller halvefag vinduer, den ene mod nord og den anden mod øst. Otto skaffede sig adgang gennem det østre vindue. Han brugte en træske og tog noget smør op i et tørklæde og derefter satte han vinduet på plads. Vinduet var valgt for at undgå en lænkehunds opmærksom på gårdspladsen. Klokken var imellem 12 og 1 nat. Altså var indbruddet ikke planlagt men spontant gennemført. Han sov i Ottos hus og næste dag gik Svend Johan til Gudhjem og Otto til kroen for at hente klipfisken. Først om søndagen blev honningen presset ud af bistokke.

Otto Nielsen indrømmede nu, at han havde været i Jespersens spisekammer i Splitsgårds stuelænge tre gange. Alle gange skete med at løfte krogene af  vinduet. , Første gang var i september, hvor han tog brændevin i en munk eller omtrent 2 potter, 4 lys af en kasse under under et fast bord. Omtrent 8 dage efter var han inde igen og togbrændevin og 3 lys og tredje gang nogen tid efter fyldte han sin munk med brændevin, Alle tre gange var han alene, og tidspunktet var 3 -4 tiden medens han var på vej på arbejde. Han gemte kosterne i haven og tog dem med efter arbejdsdagen var slut og han var på vej hjem. Han havde så godt kendskab til arbejdsgangene på Splitsgård, at han vidste at tjenestefolkene ikke kom ud på nordsiden af gården. Karlene var på den tid altid beskæftiget med hestene og pigerne med at malke. Jespersen og kones sovekammer var i samme længe men 8 rum eller fag fra spisekammeret og de lå på den tid og sover.

Otto Nielsen følte nu ”meget anger over sine forbrydelser og ville nu for bestandig opføre sig skikkeligt og ernære sig på en redelig måde”.

Dommeren følte nu, at det var rigtigst at konfrontere arrestanterne Otto Nielsen og Svend Johan Andersen. Svend fik forklaret tidspunktet for smørtyveriet. Svend erkendte at han muligvis havde taget fejl mht bistaden og at de kom til Splitsgård, hvor Otto stjal smørret. I erkendte at det var ved Kyndegårdsskoven , hvor de drak noget brændevin og spise noget brød samt noget af honningen. De var ikke enige om hvem der blev stukket af bierne. Og om de stoppe muld eller tørklæde i hullet.

Derefter blev husmand Christian Rasmussen på 45. slg. grund afhørt. Han fortalte, at han sammen med sin nærmeste nabo Lars Espersen haft fælles bistade, som stod i Rasmussens have. De fuk stålet bistadet før 11. november

Side 109b – 17. marts 1852

På rådstuen i Hasle

Svend Johan Andersen indrømmede at han alene havde stjålet kød ud af vinduet på Skinderbymøllen, og bragt det til Lars Hansen, hvor de sammen havde fortæret det. Lars Hansen var altså uskyldig i denne forbrydelse. Årsagen til at Svend havde gjort Lars Hansen til deltager i tyveriet, forklarede han med at fordi Lars Hansen og hans familie havde fortæret størstedelen af kødet var det passende, at han også tog sin del af straffen for tyveriet. Og for øvrigt var Svend Johan bitter over, at både Lars Hansen og Magdalene havde angivet ham for tyveri af skjorterne, hvilket var anledning til, at han blev arresteret. Svend Johan tog hævn over Lars Hansen og hans hustru, ved at lade ham være medskyldig for hans egen forbrydelse.

Dommeren havde svært med Svend Johans tilbagetrækning af Lars Hansens deltagelse i tyveriet, da han vidste at Lars Hansen til stadighed forsøgte at få ham til at trække sin tilståelse tilbage. Senest den forløbne nat, hvor Lars Hansen havde råbt til Svend i arresten om at gøre det. Dommeren mente, at seneste handling fra Svend kunne gøre straffen endnu større. Dommeren forudsagde, at både Lars Hansen og Lars Larsen havde begået forbrydelser, som endnu ikke var kommet for dagen.

Dommeren spurgte Svend Johan om han havde andre fejlagtige tilståelser, hvilket han med bestemthed benægtede. Han var glad for ”at afsige sin skyld og begynde et nyt og skikkeligt levned”.

Dommeren fandt nu, at det var gennemgå Svend Johans tidligere aflagte bekendelser ord og ord, samt forklare omstændighederne:

Ang. ”besiddelsestagelse af Jørgen Thorups ud på Splitsgård inden salget fandt sted i Åkirkeby. Otto Nielsen og Svend Johan havde været inde hos købmand Hartzsen i Hasle havde de falbudt uret mod at købe varer for pengene. De havde også foreslået en pantsættelse af uret hos købmanden, hvilket forslag købmanden havde afslået.

Ang. voksdugen i Rønne og tyveri af 6 stykker linned i Nyker skole, forklarede han ikke at han ved samme lejlighed tog en Mandskrave, som han indleverede til vask hos en pige i Rønne, som havde andre kraver fra ham til vask.

Svend havde givet Lars Larsen den ene skjorte, som han stjal i Nyker, men havde undladt st sige, at den var stålet, hvilket måske han skulle have tænkt sig til. Svend tilføjede, at han havde forlagt 1 daler for den, hvilket han ikke fik.

Ang. Skindebymøllen fastholdt Svend Johan sin forklaring om, at han var ene om indbruddet. Men det var rigtigt, at han og Lars Hansen havde talt om at Skinderbymølleren var en formuende mand. De talte om at stjæle hos ham. Skinderbymølletyvriet var før indbruddet hos Jørgen Larsen i Rø

Tyveriet i Rø var som forklaret tidligere. Efter Svends opfattelse,  stjal de ikke noget lærred, så vidt han huskede. Men de kunne for så vidt, have tabt det på vejen tilbage.

Snustobaksdåsen havde Lars Hansen på sig, da han blev anholdt påstod Svend Johan eller også havde han fået at kaste den fra sig.

Dammegårdstyveriet af en pude gentog Johan uden ændringer.

Tyveriet på Splitsgård udført af Svend Johan og Lars Hansen skete en aften da Otto Nielsen kone var på besøg hos Lars Hansen. Hun blev der så længe, at hun måtte overnatte i stuen i sengen hvor Lars Hansens kone også sov. Lars Hansen og Svend lagde sig i sengen i kammeret. De sov i den seng, hvor Lars Hansens datter Line også lå. Lars og Svend stod på uden at Line vågnede. De gik ud af huset på til Splitsgård. Svend havde en tang med sig. De regnede ikke med at bruge den, da de vidste, at den var sat løst i. Lars gik med hen til stakittet, nogle få meter før vinduet i spisekammeret. Efter at Svend var kommet ind i Spisekammeret strøg han en svovlstikke. Med sig havde han en træflaske – en såkaldt Kjællingekrus med tud – hvori han tappede brændevin. Brændevinsflasle og 3 brød. Dernæst tog han sæbefjerdingen og satte på bordet ved vinduer. Han troede det var smør, da der stod ”S” på siden af tønden. Dernæst to lys og et fad pølser. Da han krøb ud af vinduet opdagede han, at på en tebakke stod nogle kopper med 2 (3?)  teskeer. Han havde taget sine støvler af inden han krøb igennem vinduet for  ikke at lave støj, når han gik omkring i spisekammeret. Han havde taget bakken med tekopperne med ud. De to lys havde to væger og var beregnede til at brænde til jul.

Dommeren fremviste to lys, men Svend vedkendte sig ikke disse. Troede at Lars Hansen kone havde taget og gemt dem.

Jespersen kone havde set to personer på havegangen, hvor den ene havde træsko og den anden støvler, hvilket passede på deres fodbeklædning.

Da de var kommet hjem lige udenfor havegærder, væltede Lars Hansen kruset med brændevinen. Det der var tilbage drak de og spiste et par pølser, da de var kommet lidt ud på lyngen.

Svend Johan havde i spisekammeret bemærket et stor sølvske i en bolle. Han undlod at tage den, da den ikke kunne afsættes uden at den let kunne spores til Splitsgård.

Samme dag – efter de var kommet hjem fra Splitsgård, kom en mand, Jørgen Jørgensen, som skulle flikke et par støvler for Lars Hansen. Lars ville byde på en snaps, og sagde, at han hentede noget hos naboen. I stedet for at gå ud kom han ind i kammeret til Svend og bad om lidt bændevin, hvilket Svend havde afslået, da brændevinen kunne spores til Splitsgård. Måske har skoflikkeren fået en mistanke og givet Jespersen besked.

Da Jørgen Jørgensen og Otto Nielsens kone var gået bort hentede Svend sæbefjerdingen. Da de opdagede at det var sæbe, tog de lidt og gemte resten ude på lyngen. Lars Hansens kone vidste hvor.

Svend Johan sagde, at han kun havde begået dette ene indbrud på Splitsgård og det var helt sandfærdigt. Da smørret blev stjålet, var det af Otto Nielsen og Svend havde stået ude ved havegærdet.

Alle Svends forklaringer blev gennemgået og godkendt af Svend Johan. Han havde ikke andre ”modeficeringer”

Side 114a – 18. marts 1852

På rådstuen i Hasle.

Lars Hansen bekræftede, at Lars Larsen ikke var med i det omtalte indbrud og tyveri på Splitsgård. Det var Svend Johan der opfordrede ham til at gå med. Han bekræftede også, at Otto Nielsens kone havde været på besøg og sov hos dem om natten. Hun i hans seng med Magdalene. Han sov derfor i sengen hos Line og Svend Johan, men han kunne ikke rigtig huske at det var den nat de gik til Splitsgård. Han var bange og var gået lidt tilbage, så han så ikke om Svend Johan havde bakken med tekopper.

Han bekræftede også hvad Svend var kommet ud med fra spisekammeret, og hvordan de bar kosterne hjem. Østen for stengærdet havde han sat kællingekruset med brændevinen fra sig og derefter spildte omtrent to pæle brændevin. Ude på lyngen spiste de et par blodpølser og drak noget af brændevinen af kruset.

Han huskede ikke at Jørgen Jørgensen kom om morgenen, men han medgav, at hans hukommelse i den senere tid var dårlig.

Så vidt han huskede var der 6 rum mellem Jespersens sovekammer og spisekammeret, men pigerne sov i lillestuen, hvor der blot var to døre til spisekammeret. Han mente, at tyveriet skete ved midnat. Men var ikke sikker.

Indbruddet hos Jørgen Larsen i Rø, var derimod Lars Larsens ide. Der var let at stjæle. Lars Hansen bekræftede indbrud og genstande.

Dommeren resonerede, at da der var fundet en pose i forbindelse med tyveriet på Skinderbymøllen, der stammede fra et tyveri på Splitsgård, må Lars Hansen have begået flere tyverier, som han havde vedgået. Lars Hansen måtte indrømme, ”at skinnet er imod ham” og kunne ikke forklare noget som helst om andre tyverier.

Dernæst blev Svend Johan Andersen forhørt om detaljer ved Splitsgårdsindbruddet. Dommeren undrede sig over, at de kunne bære kosterne. De havde begge haft et reb om skuldrene og kosterne, således at de kunne bære dem hjem. Tingene var fundet da Line Hansen var med ham på lyngen for at finde koster.

Sandemanden havde ved en skrivelse (a 16/3) overdraget en lyseform og et stk talg, som han havde fundet på lyngen. Svend Johan nægtede i første omgang kendskabet til disse fundne genstande, men efter at være ”formanet til Sandhed” tilstod at dem havde han stjålet på Tornegård sidst i november 1851. Svend havde kendskab til gården, hvor han og Lars Hansen havde haft arbejde med hakning.

Det var som sædvanligt måneskin, når han skulle ud at stjæle. Det må have være efter kl. 11. at han var kommet frem. Folkene var gået i seng. Han havde tang med sig. Den brugte han til at udtage sømmene i vinduet til køkkenet. Men der var tremmer for vinduet, så han skulle fiske tingene ud med en stang. Han tog lyseformen, et stykke talg og en flaske uden hals, hvori han formåede var kaffebønner. På vejen hjem erfarede han, at det var brændte ærter. Han tog med alligevel med hjem fordi han formodede, at de kunne bruges til noget. Alt gav han til Lars Hansens kone. Han formodede at Lars Hansens kone have brugt dem og senere skjult dem på lyngen.

Side 117a – 22. marts 1852

På byfogedkontoret i Hasle

Eline Kirstine Hansen, husmand Jørgen Larsens hustru, Rø gengav sin historie om indbruddet i huset. Hun bekræftede indbruddet i kammeret, hvor der intet var at stjæle. Derefter blev vinduet til storstuen taget ud osv.

Dommeren nævnte at tyveri af 2 alen lærred ikke var bekræftet af de to tyve, Svend Johan og Lars Hansen. Hun sagde, at tøjet ikke har været at finde noget steds. Lærred lå ved siden af sytøjet, som ikke blev taget.

Side 117b – 23. marts 1852

På rådstuen i Rønne

Holgerine Christiane Landschoff af Rønne erindrede, at hun i efteråret at fik besøg af en mand med et svensk mål af hvem hun købte 5 a 6 pund smør og betalte 1 mk 6 sk pundet. Hun lagde mærke til at smørret var af ganske usædvanlig god kvalitet, bedre end det der sædvanligvis blev falbudt ved døren. Hvilket ikke var så få mennesker, der gjorde.

Hun troede, at hun kunne genkende den unge mand, hvis hun så ham. Men hun var ikke sikker.

Dernæst Ane Cathrine Bjerregaard af Rønne havde også købt noget usædvanlig godt smør ved døre for 1 mk 7 sk pundet. Hun ville ikke kunne genkende manden, hvis hun så ham. Der kom så mange med smør fra landet.

Politibetjent Koefoed af Rønne havde forsøgt at opspore den pige, der havde vasket kraverne for Svend Johan. Han fandt hende ikke.

Cementfabrikant Samsings hustru Emilie, der fik stjålet voksdugen og tallerkenerne. Hun turde ikke påstå, at tyveriet fandt sted på formiddagen. Det kunne måske have været sket om eftermiddage eller tidl. aften. Voksdugen lå i salen, hvor der normalt ikke opholder sig mennesker.

Side 118b – 24. marts 1852

På rådstuen i Hasle.

Afhøring af Magdalene Marie Jensen, Lars Hansens kone. Hun fik dommerens beretning om de tre særke. Hun havde ikke tænkt over, hvorfra de stammede. Det var først senere hun havde fået mistanke om ”uredelighed”.

Hun vedkendte sig den aften, hvor der blev begået indbrud på Splitsgård, men hun nægtede at kendskab til det. Dommeren var overbevist om, at hun talte usandt. Hun må have vidst hvad hendes mand og Svend Johan var i gang med. I hvert fald fik hun kendskab til tyveriet næste dags morgen. Hendes datter Line vidste sikkert meget mere om hvad der foregik end hun vidste.

Det sidste tyveri på Skinderbymøllen var hun sikker på, at hendes mand ikke havde været med til, da han havde ligget hos hende i sengen hele natten.

Hun huskede at hendes mands svoger, Jørgen Jørgensen, var kommet til dem for at spørge efter et par støvler og straks efter gik hendes mand ud for at låne noget brændevin så han kunne traktere svogeren med noget brændevin.

Hun erindrede også at Svend Johan og hendes steddatter var i Rønne og kom hjem derfra med nogle kaffebønner, sukker og hvedebrød. Hun var derimod ubekendt med, at de havde solgt smør i Rønne, som de havde hentet hos Otto Nielsens kone. For disse penge havde de købt varerne ,som de kom hjem med.  Meningen var, at de skulle holde selskab, hvilket ikke blev til noget.  Måske var det fordi de udskød selskabet til julehelligdage.

Dommeren spurgte hende, om hun vidste hvor der tredje skjorte, som Svend Johan havde stjålet i Nyker, blev af? Svend havde fortalt hende, at den var givet til en karl ved navn Peter, der tjente hos Ancher i Knudsker og kort tid tidligere på Sæderegård i Klemensker. Men, det var nok en usandhed, antog hun nu. Han havde nok solgt den eller givet den til Lars Larsen, thi han gik med den på til Rønne og kom hjem uden. Med sig hjem havde han kaffebønner, sukker og puddersukker. Lars larsen havde ikke været hjemme den nat, men en times tid var han hos dem, hvorefter han gik ud på sit arbejde med

at tække tag. Hun havde advaret sin mand i at gå ud sammen med Lars Larsen, der havde ry for at være ”en stor tyv”.

Hun havde været opmærksom på den pakke som Lars Larsen havde en pakke til sin kone, uden at finde ud af hvad det var. Hun huskede tilbage på dengang Lars Larsen boede i deres hus [vist efter hans hus brændte] havde han sagt til sin kone, at hun skulle gå over til Hans Larsen og hente oksekød, lammekød, klipfisk, malt og brød. Han havde fået oksekødet  hos Jens Vest i Rønne, som forskud på brandpengene (skriveren forklarer i parentes: ”Assurancen for det afbrændte hus”). Dette skete netop på den tid, da Morten Kofoeds kvie blev borte.

Magdalene erindrede nu, at Lars Larsen, før han hus brændte, engang om natten var kommet til dem, og spurgte hendes mand, om de ville købe noget lammekød. Hvilket hendes mand havde afslået.

Hun vidste intet til, at Lars Larsen og hendes mand havde presset honning ud af bistade i deres hus. Dommeren mente, at det var usandsynligt, at hun ikke havde bemærket det, hvilket fik hende til at indrømmer, at hun havde været med til at gemme to krukker honning. Men  hendes mand havde ikke noget med det at gøre. Honningen stammede fra Svend Johan og Otto Nielsen Helgreen.

Dernæst blev husmand Peter Rasmussen på Bjergegårds Grund afhørt. Han fortalte, at han havde været i Rønne, havde Lars Larsen bedt Hans Larsen at køre noget hjem for ham. Hans Larsens vogn stod nord for byen, lidt nord for Mads Engel Lunds hus. Hans Larsen var nabo til Lars Larsen og kunne ikke undslå sig for at tage noget med hjem for ham. Hans Larsen var i Rønne med et læs lyng.

Svend Johan Andersen måtte forklare Magdalenes historie om den tredje skjorte, som han havde taget i Nyker. Svend indrømmede nu, at han havde solgt skjorten til en karl, der hen Peter, på en tur til Rønne, for 1 rdl. Karlens fulde navn kendte han ikke, men han tjente i sommers hos Qvintus (?) Han havde endnu 2 mark til gode. Årsagen til, at han havde sagt, at det var til Lars Larsen han havde solgt skjorten,  var, at han var en større tyv end andre. Lars Larsen havde fortalt Svend Johan, at det var ham, der havde taget og slagtet Mortens Kofoeds kvie på lyngen.

Svend bekræftede honningpresningen i Lars Hansens forstue. Magdalene havde naturligvis været vidende om det. Hun havde tørret bordet af.

Lars Larsen havde mange gange fortalt ham om sine tyverier ”og rost sig af dem”. For eksempel dengang han stjal kalkuner i Simblegårdsskoven og solgt dem til købmand Hartz i Hasle.

Side 121a – 27. marts 1852

På rådstuen i Hasle

Magister Adler i Hasle forklarede at i begyndelsen af maj 1851 var en svensker ved navn Otto Nielsen Helgreen kommet med et brev. Han havde først givet ham en snaps og dernæst gået ud og givet ordre til, at han skulle have et glas vin. Om aftenen havde han savnet en sort klædes vest. Mistanke om at det var Otto, der havde taget den, blev frafald, da han ”ansaa det for Synd at bringe et Menneske i Ulykke”. Derfor anmeldte han ikke tyveriet.

Vesten var syet af Hartvig Andersen i Hasle. Ved fremvisning genkendte Adler vesten, men bemærkede, at den var blevet delt og igen sammensyet. Han vurderede vest til 3 rdl.

Skrædder Hartvig Andersen i Hasle bekræftede at han havde syet en sort vest til magisteren.

Købmand Hartz af Hasle erkendte, at han for et par år siden, var kommet to svenskere og faldbør  et ur for varer. Han havde afslået tilbuddet og også sagt nej til at lade uret stå i pant. Han kunne ikke genkende Svend Johan som den ene af de to, der kom med uret.

Forespurgt om han erindrede at en mand havde solgt ham en kalkun, svarede han, at det ”ikke var usandsynligt”, at han kunne genkende personen, der havde solgt ham kalkunen. Svend Johan blev ført væk og Lars Larsen blev ført ind. Købmanden sagde, at han ikke kunne genkende manden, som den, der havde solgt ha kalkunen.

Lars Larsen blev afhørt. Han nægtede fortsat at han havde gemt rug og byg hps Winberg på Dyndegården for senere at stjæle det. Han nægtede at have deltaget ”i noget som helst tyveri”, ej hellere af en kalkun, som han ville sælge i Hasle.

Side 122a – 29. marts 1852

På rådstuen i Hasle

Kaptajn Dam til Tornegård i Klemensker. Han fortalte at for to år siden havde Svend Johan og husmand Lars Hansen ophakket noget krat på et jordstykke, der tilhørte ham.

Han kunne også berette at der i slutningen af november 1851 blev stjålet et stykke talg og en dobbelt lyseform og en flaske med afbrækket hals med nogle brændte ærter i. Tingene var ophængte ved vinduet ud til haven. Han husker ikke på hvad tidspunkt, men mellem kl. 1 og 2 var han oppe for at lade sit vand efter hans lænkehund havde vækket ham. Måske havde han skræmt tyven, således, at der ikke blev stjålet mere.

Mistanken var faldet på Lars Hansen datter Line Hansen, der netop på dagen havde været inde i køkkenet. Hans kone havde været i gang med at støbe lys i formen. Han genkendte lyseformen efter fremvisning. Han vurderede tingene til en værdi af 7 mk 8 sk. Han vurderede at tyveriet kunne være begået af en enkelt tyv.

Svend Johan Andersen afhørt om tyveriet på Tornegård. Han indrømmede, at det var Line Hansen, der havde givet ham anvisning i at talg og lyseformen kunne tages fra vinduet. Hun havde underrettet ham om, at der var tremmer for vinduet, hvorfor han ikke kunne komme ind. Han havde ikke sendt hende derhen for at orientere sig om mulighed for tyverier. Derimod havde hendes far Lars Hansen sendt hende, for at købe brød. Line havde bemærket flaske med nogle bønner, som hun mente var kaffebønner, men som var alm. brændte bønner. Han var bekymret for at blive afsløret på grun af den nyfaldne sne.

Kaptajn Damm huskede ikke at Line Hansen var der for at købe brød. Han huske heller ikke om det havde sneet den aften/nat hvor det havde sneet.

Gårdmand Morten Kofoed fra Løkkegård sagde at det var ganske rigtigt, at han havde mistet en 3-4 års kvie i august 1851. Hans mistanke faldt på husmand Lars Larsen, dels fordi han havde ry for at være sognets største tyd og dels fordi han havde tilbudt ham 2 skæpper korn, hvis han kunne finde kvien og få den tilbage til gården. Lars Larsen gjorde intet for at finde kvien. Han mistænkte også Lars Larsen for at have taget en jernaksel, men det kunne han ikke bevise.

Morten Kofoed fortalte desuden, at husmand Hans Larsen havde truet ham med at slå ham ”så flad som en Flynder”, fordi Morten havde beskyld ham for at have kørt kødet til Rønne. Hans Larsen var næsten ligeså stor en tyv som Lars Larsen.

Side 124b – 30. marts 1852

På rådstuen i Hasle.

Gårdejer Jespersen på Splitsgård bekræftede, at mælkekammeret var i det nordøstre ende af hovedbygningen, som Otto Nielsen Helgreen havde sagt. Vinduerne var forsynede med jernstænger, så Otto Nielsens beskrivelse af tyveriet af 3 pund smør er meget sandsynligt. Smørret stod ved vinduet og der var altid en ske i smørret, som kun anvendes af hans kone og af jomfruen. Sådan et tyveri kunne sjældent opdages, da der ikke var synlige sport, hvis altså vinduet var sat i igen.

Spisekammeret i hovedbygningen havde et vindue, der sad løst i og Jespersen vidste hvornår det var blevet løsnet. Vinduet havde ikke beslag, men sømmet i rammen, som var lette at tage ud. Måske havde der været indbrud uden at nogen havde opdaget det?

Brændevinen var købt i Køge, som tidligere var vidnet. Han havde dog ikke lagt mærke til, at den havde en anden farve. Jespersen bekræftede, at der i spisekammeret var en fajanceskål og en stor patageske, der ikke blev taget. Derimod var en kop slået i stykker.

Jespersen tvivlede på, at Otto Nielsen havde udført indbruddet tidlig morgen på vej på arbejde og gemte kosterne i haven til han om eftermiddagen var på vej hjem. Jespersen troede, at det var mere sandsynligt, at Ottos kone havde været medvirkende og bragt kosterne hjem eller til det sted på lyngen, hvor Hans Larsen og Svend Johan arbejdede. Der stod en lyngstak, som udmærket kunne være et skjulested..

Sæbefjerdingen havde et hul i låget og ”S” ind, hvilket var bogstavet på Urtekræmmer Schyttes navn, fra hvem den er tilsendt Splitsgård. Lars Hansen og Svend Johan må også have begået tyveriet den 9. november, eftersom posen og grynene blev fundne samme sted som de andre koster.

Jespersen mente, at Svend Johan havde stået ved Axeltræet [røn] ved havegærdet, medens Otto stjal smørret, ellers havde det været mistænkeligt for folk der var gået forbi på vejen, der lå nord for hovedbygningen. Jespersen angav mælkestuen mod øst i hovedbygningen, dernæst mod nord lå spisekammeret og mod syd bryggerset, dernæst mod nord køkkenet og syd folkestuen, hvor pigerne ligger, dernæst mod nord børnekammeret og syd dagligstuen. I børnekammeret ligger Jespersens to små sønner. Dernæst mod nord havestuen og mod syd Jespersens sovekammer.

Både spisekammeret og mælkestuen var aflåste om natten.

Jespersen resonerede at den der havde begået indbruddet havde haft træsko på og taget dem af inden hav havde kravlet ind af vinduet på stømpesokker. Ellers havde han sat spor på gulvet, der var bestrøet med sand.

Side 126a – 31. marts 1852

På rådstuen i Hasle

Caroline Kirstine Hansen, arrestant Lars Hansens datter på 14½ år. Hun bekræftede, at hun var sendt til Tornegård for at købe brød. Hun havde fået ordre af Svend Johan, at lægge mærke til om der i køkkenet var noget at stjæle. Hun havde set noget talg i et kar ved vinduet og en flaske uden hals med noget i som hun bedømte at være kaffebønner. Hun observerede, at der også stod en lyseform i køkkenvinduet. Da hun kom hjem fortalte hun Svend hvad hun havde set. Samme aften gik han til Tornegård og stjal tingene.

Caroline forsikrede, at hun igen andre gange var blevet brugt til at spionere for Svend.

Selv om det ikke var kaffebønner i flaske, så kogte hendes mor kaffe af ærterne. Svend støbte lys af talget.

Caroline gentog historien om atr hende far og Lars Larsen havde taget søm, kaffebønner og sukker fra en vogn i Rønne, samt at de havde stjålet et bistade fra Lars Espersen i Klemensker. Hun fortalte, at hendes far havde Svends støvler på, men de havde gnavet ham så meget, at han var gået i seng. Defor måtte Line hjælpe Lars Larsen med at bære bistaden hen til Lars Larsens nye hus og gemme bistaden under nogle markstene og halm. Der stod den nogle dage indtil den blev bragt hjem og honningkagerne blev udtaget, gemt i en tørvestak ved deres hus for om søndagen at bleive bragt ind og afpræsset for honning.

Hun fastholdt, at Lars Larsen havde været med i tyveriet og behandlingen af honningen. Ved konfrontation gentog Caroline historien om Rønnetyveriet og bistadet for arrestanten Lars Larsen, som hårdnakket afviste historien.

Caroline fortalte om tyverierne hos Skinderbymølleren. Det var ikke en, men flere tyverier, som hendes far og Svend John havde begået der. Der var taget et brændevinsanker, 2 a 3 brød, ost og noget sild. Det sidste tyveri på møllen havde Svend Johan været ene om. Det vidste hun med sikkerhed, da Svend Johan havde gået og vente på hendes far, der imidlertid ikke kom hjem fra et besøg på Jørgen Jørgensen.

Tyveriet af sæben på Splitsgård huskede hun meget godt, da det var på den dag hvor Otto Nielsen Helgreens kone og hendes lille barn var kommet til dem ved middagstid. Det var et kraftigt regnvejr, så hun kunne ikke gå hjem men sov i sengen sammen med sin stedmoder, medens hendes far og Svend Johan havde ligget i kammeret hos hende. Hun havde bemærket at de havde stået op – måske ved midnatstid – og kommet hjem hen på morgenen.

Sæbefjerdingen blev først gemt i klipperne.

Hun huskede efter tyveriet, at Jørgen Jørgensen var kommet for at flikke et par støvler for hendes far. Faderen havde gået ud med ”pægleflasken” for at låne noget brændevin. Han havde blot gået ind i kammeret og fyldt flasken der. Svend Johan havde frarådet hendes far, at byde og drikke brændevinen fra Splitsgård sammen med fremmede, da den kunne genkendes som Splitsgårds brændevin.

Under det sidste indbrud på Splitsgård var hun ikke hjemme.

Smørret som hun sammen med Svend Johan solgte i Rønne, stammede fra Otto Nielsens kone. Hun havde 2 pund, som hun solgte for 1 mk 7 sk. pundet. For pengene havde hun købt kaffe, sukker og lidt holstensk ost og så vidt hun husker lidt hvedebrød. Hunerindrer, at de skulle have holdt en fest hjemme, men det var ikke blevet til noget. Hvorfor, huskede hun ikke.

Hendes far blev konfronteret med datterens tilståelser, hvilket han fortsat benægtede.

Indbruddet og tyveriet hos Jørgen Larsens i Rø kendte hun intet til, da hun var kommet til Peder Dams på Brommegården. Det sidste tyveri hun kendte til, var det på Skinderbymøllen.

Dom. Madame Munk på Store Dammegård i Klemensker måtte modtage en mulkt på 10 rd. som hun skulle betale til amtets fattigkasse, for forsømmelse under mønstringen ved ikke at stille en dragonhest til mønstringen den 31. juli 1851.

Side 128b – 2. april 1852

På rådstuen i Hasle

Svend Johan Andersen erkendte, at han var bange for at blive tildømt strafarbejde på livstid, hvorfor han havde fortiet flere tyverier og ”ikke været fuldkommen oprigtig”. Han ville nu bekende flere hændelser: Svend Johan og Lars Hansen var på vej til Hasle. De var ved Frigård i Rutsker for at søge arbejde. Dernæst opsøgte de Jens Bidstrup ”oven for Hasle” for at kræve nogle penge, som han skyldte dem. Han havde ingen. Dernæst var de ved Hasle Kulværk for at søge arbejde for vinteren. Opsynsmand Frederik Kure havde tidligere love Lars Hansen arbejde, men da han ikke indfandt sig i rette tid, så måtte han gå igen. På vej hjem lagde de planer om at stjæle en bistok hos smed Mikkel Hansen sydvest for Klemens kirke. Bistaden stod sydvest for huset og det var Svend der tog bierne, medens Lars Hansen stod udenfor havegærdet.

Lars Larsen boede i huset hos dem, da hans hus var brændt og da de på den tid endnu ikke var ”i komplot” med dem” turde de ikke gå hjem med bistokken. I stedet gik de til Lars Hansen svoger Jørgen Jørgensen, som de regnede med ikke ville angive dem. Her dræbte de bierne. Hvordan vidste Svend ikke, da han havde lagt sig ind på en sofa og blundede en times tid. De havde dog drukket lidt brændevin og spist honning, som de havde udvundet i en gryde. De havde først senere presset honning ud. Selve udpresningen sket medens Svend var på arbejde i Hasle. Jørgen Jørgensen havde beholdt halvdelen af honningen som sin part.

Noget efter stjal Svend fire høns fra Splitsgård, vist nok samtidigt med at Lars Larsen var flyttet hen til Peter Bertelsen. Svend stjal hønsene som sad i kostalden, hvilket han vidste, da han tjente på gården. Han kunne åbne døren ved hjælp af en kniv, der kunne løfte den indvendige krog.  Han vred halsen om på dem før de nåede at skrige. Efterhånden kogte de hønsene og spiste dem.

Noget hen på efteråret begiv han tyveri hos husmand Esper Christensen, hvis hus lå et bøsseskud fra Lars Hansens hus. Anledningen til tyveriet var Line Hansen (Caroline), der havde været henne for at købe mælk hos dem. Hun var blevet opmærksom på, at der hang flæsk og uldgarn, samt nogle oste tæt ved vinduet og derfor ikke behøvede at gå ind i spisekammeret. Det var måneskin, så han kunne se at pille sømmene ud og tog vinduet af. Her stal han to stk røget flæsk på omtrent et pund, noget uldgarn og 3 små oste i et net.

Svend havde kunnet høre Esper Christensen snorke i rummet ved siden af det ligge spisekammer, der kun var et par alen bredt. Vinduet satte han i igen.

Da han kom hjem til Lars Hansen havde han vækket konen, som stod op og lavede mad til ham. Efter måltidet gik han klokken 2 mod Rønne i den hensigt at sælge de omtrent tre pund uld og to oste.  Flæsket og den ene ost behold Lars Hansens.

Han var kommet så tidligt afsted mod Rønne at han lagde sig til at sove på ”sandflugten” mellem Sejersgård og Rønne. Han gik til hattemager Olsens, hvor konen og datteren var hjemme. Her solgte han uldet for 9 mark og ostene for 1 mark 8 sk. For pengene havde han købt brændevin og kaffebønner. Lars Hansen fik det meste af dem.

Det havde været et fælles beslutning, at de skulle stjæle fra møller Hans Pedersen på Skinderbymøllen. Han var på undentag fra Bjørnegård, så han var en holden mand. Da Lars Hansens klokke slog et stod de op. De var sovet over sig, da det havde været meningen, at de skulle afsted tidligere. Men det var endnu ingen frost og vejene var farbare. Lars Hansen ejede ingen strømper, så det var koldt i træsko.

Indbruddet var på samme måde ved at pille vinduet ud af rammen og sætte det på jorden. Inde i spisekammeret strøg han en svovlstikke, for at kunne se, hvad der var. Først så de en mælkebøtte, som de drak mælk af. Straks efter så han brændevinsankeret. Fik det langet ud gennemvinduesåbningen til Lars Hansen. Derefter tog han fire brød, en sildefjerding, en del sild, et par oste og en pot honning.

Han satte vinduet i igen, men ikke fæstet med sømmene. Det kunne var faldet ud, men han fastgjorde dem så godt han kunne. Med et reb om skuldrene fik de bragt kosterne ud på lyngen ved huset, hvor de nedlagde brændevinsankeret og brødene i en lyngstak. Resten tog de med hjem.

Dagen var ved at lysne inden de kom ind i Lars Hansens hus. Senere på dagen gik de på arbejde med at kløve sten. Brødet og brændevinen fortærede de løbende. Da ankeret var tømt tog det det med hjem og brændte den i kakkelovnen. Lars Hansen kone var vidende om disse tyveriet og fik mad fra dem.

 

Omtrent 6 dage før han blev anholdt begik han tyveri på Splitsgård. Line var da kommet til Rø sogn. Vinduet som han tidligere havde pillet ud, var sat i med to søm, som var lette at tage ud.- Det var det tyveri , hvor han stjal sølvteskeerne. Støvlerne havde han trukket af og stillet udenfor. Han tog et kræmmerhus med noget i – troede det var puddersukker. Her tog han en pose gryn, fire brød, to krukker med svinefedt. Lille stykke ost. Efter han havde taget disse ting, satte han vinduet i, dog uden at banke sømmene i. Det meste gemte han på lyngen ved klipperne og lyngstakken, hvor de arbejdede. Noget tog han med hjem.

Lars Hansens kone kogte grød af grynene og vælling af rismelet, som var i den ene krukke. I kræmmerhuset var der nødder, som han ikke vidste blev af.

 

Posen med grynene var blev gennemskåret af musene og var de resterende gryn opsamlet og båret hjem.

Om torsdagen før Svend Johan blev anholdt om mandagen var han og Lars Hansen gået til Sorthat for at bede om arbejde med at bryde kul. Det fik ikke arbejde den dag, men var gået hjemad med forvished om, at de nok skulle få arbejde der senere. De gik mod Agregårdsmøllen i Nyker sogn og der besluttede de sig til at stjæle den tungeste af de to bistokke, der stod i haven. Da de gik over agrene faldt bunden uf og nogle bikager faldt ud og bierne stak dem. De skyldte sig ind i en skov, tog tøjet af og Svends skjorte blev brugt til at pakke den resterende del af bikuben ind, således at de kunne bære den hjem. De var kommet hjem ved midnat og Lars Hansens kone blev vækket og lukkede dem ind.  I forstuen dræbte de biernened et stykke svovlpapir.

Lars Hansens kone fortalte, at medens vi havde været væk, havde sandemanden været der og spurgt efter dem. Det bevirkede, at de ikke fik udpresset honningen. Bivokskagerne gemte de i en gammel kaffekande på lyngen, hvor den sandsynligvis stadig var, sagde Svend til dommeren.

Til sidst fortalte Svend Johan, at det var ud for hattemager Olsen i Rønne han havde solgt skjorten til karlen Peter. Han havde tidligere fortiet stedet, fordi han var bange for at det ville afsløre tyveriet hos Esper Christensen. – Hermed blev Svend Johan ført tilbage til arresten.

Side 134a – 3. april 1852

På rådstuen i Hasle.

Gårdmand Jørgen Pedersen til Staalegård i Nyker – fortalte at han omtrent 14 dage efter Mikkelsdag blev han frastjålet en bistok – den ene af to, som han havde i sin have syd for gården. Morgenen efter opdagede han tyveriet og havde fulgt sporet efter to mennesker først et lille stykke sydpå, så mod øst. Han formodede, at tyveriet var fundet sted inden kl. 10 aften, da det derefter blev klart måneskin. To mennesker var blevet sete af folk i sognet på det tidspunkt. Bunden af bistokken fandt han i rugmarken hen mod Møllegårdsskoven, så han formodede at bierne blev dræbt der. Værdien af bistokken vurderede han til 8 rdl. På nabogård mod øst (Møllegård) havde haft bier tidligere, men de var uddøde.

Lars Hansen blev derefter afhørt. Han tilstod nu tyveriet på Skinderbymøllen, som Svend havde fortalt om bl.a. et anker med 16 potter brændevin. Men det var ”ingenlunde” ham, der havde opmuntret til dette tyveri. Det var Svend Johan, da han engang havde syet sko der.

Der var ½ times afstand til Skindebymøllen fra Lars Hansens hus og de havde gået hjemmefra omkring midnat. Han bekræftede Svend beskrivelse af indbrud og hvad de havde taget. Han beskrev hvordan han med reb havde båret anker og brød hængende over skuldrene. I hånden bar han honningkrukken. Lars Hansen var ”ængstelig” når de var ude og stjæle, derfor kunne han ikke så præcist berette om enkeltheder. Brændevinsankeret og brød gemte de der, hvor de kløvede sten. Resten tog de med hjem til huset, noget med de samme og noget efterhånden. Meningen var også, at de skulle have nydt brændevinen og brødet medens de arbejdede.

Det  med at musene havde ødelagt posen og at ankeret blev brugt til at transportere gryn til huset, kendte han intet til, hvilket skyldtes, at han var rundt omkring på arbejde. På daværende tidspunkt arbejdede han navnlig for Peder Thorsen på Bolbygård. Derfor nægtede han deltagelse i det sidste tyveri på Splitsgård, men han var dog hjemme om natten. Han erkendte, at han havde spist noget af det mad, som Svend Johan havde taget med hjem fra sine togter.

Han erkendte ”at han sikkert må have været med” da bistaden hos Mikkel Hansen Smed i Klemensker og på Agregårdsmøllen i Nyker blev taget. Men han nægtede stadig, at han havde deltaget i tyveriet.

Dommeren bemærkede, at to af vidnerne, skolelærer Seiersted og ejeren af Mulegården ikke var kommet til afhøring.

Side 136b – 6. april 1852

Politiretten sat i Rønne.

Tjenestekarl Jonas Peter Petersen i tjeneste hos møller Stibolt i Rønne. Han forklarede hvordan han havde købt en shirtings skjorte ud for hattemager Olsen af en svensk mand ved navn Svend engang i november måned 1851.

Han forsikrede, at han ingen mistanke til Svend som tyv. Svend var altid fint påklædt og derfor var det for ham sandsynligt, at han kunne sælge en skjorte, der var finere end dem som bønderkarle plejede at gå med på Bornholm. Svend havde haft skjorten på og havde taget den af i et kammer hos hattemager Olsen. Aftalt pris var 1 rd., og som afdrag betalte han 4 mark og skyldte altså 2 mark, som Svend tidligere havde tilstået.

Jonas Peter havde solgt skjorten videre til en anden karl ved navn Johan Peter Berglund, der logerede hos Olsens. Her fik han skjorten vasket. Berglund var ikke længere i landet, men var på robbefangst ved Spitsbergen med en skonnert der føres af skipper Lerche.

Hattemager Olsens hustru Marie fortalte at engang i den sidste vinter havde Svend Johan solgt en skjorte til en anden svensk mand ved navn Jonas Peter Petersen. Hun så det ikke, men det havde foregået i hendes kammer. Hun havde fået fortalt historien og også set den, da den blandt flere af Jonas Peters tøj hængte hos hende, medens han kløvede sten for løjtnant Stender i Vestermarie. I en tid logerede hos hende en svensk mand ved navn Johan Peter Berglund. Han ejede to shirting skjorter som han havde solgt til en anden svensk mand ved navn Olsen.

Marie fortalte at hun havde købt uldgarn og oste af Svend Johan. Svend havde forsikret, at det ikke var stjålne sager, men tilhørte konen, hvor han logerede. Dommeren bemærkede, at hendes mand engang havde fået bøde for at have købt tyvekoster, hvilket hun benægtede var sandt.

Hun var ikke klar over hvad den anden svensker med efternavnet Olsen egentlig hed, men hun mente, at han i dag tjente en gårdmand ved navn Jespersen. Han skulle tidligere logeret hos en kone i Hasle, som han var gået fra hende uden at betale.

Pigen Barbara Marie Grønbek, 27 år gl. Hun fortalte at hun havde modtaget to kraver til vask af en svensker ved navn Svend Johan Andersen, som hen ellers ikke kendte. Hun havde bragt dem videre til Hans Peter Koefoeds kone, der ville vaske dem. Denne kone havde den stadigvæk.

Urmager Hans Peter Koefoed af Rønne vedstod, at hans kone vaskede for folk. Det var rigtigt, at hun havde modtaget to kraver af Marie Grønbek til vask i nov. Dec 1852. Han havde mdbragt kraverne, som nu blev overdraget politiretten.

Side 137b – 7. april 1852

På rådstuen i Hasle.

Husmand Jørgen Jørgensen fra Løkkegårds grund. Han fortalte, at engang ved mikkeldagstider var hans svoger Lars Hansen og en hos dem boende svensker Svend Johan en aften var kommet ind en aften. Efter nogen tid blev han spurgt om han ville smage noget honning. Udenfor så han en bistade, som de fortalte at have taget fra Mikkel Smeds have. Han huskede at der var bier, der kravlede rundt i  stuen. Hans kone var kommet hjem medens de var der, og det var hende, der hjalp Lars Hansen med at udtage  kagerne ud af kuben i deres køkken. Han erkendt, at det var ham, der gravede kagerne ned udenfor huset. De havde ikke haft de rette redskaber til at udpresse honningen, men noget af det havde de dog efter at de havde ligget i en gryde.

Samme aften havde de nydt noget honning sammen med nogle snapse brændevin.

Nogle dage efter havde de udpresset honningen. Han tilstod, at han havde fået halvdelen af honningen (ca 3 potter til en værdi af 2 mk 8 sk), men ellers ikke tilskyndet eller støttet tyverier eller gjort sig skyldig i hæleri. Han håbede, at det ville komme ham til gode, at han tilstod første gang han til tilsagt til afhøring. Han håbede på at få en mild straf.

Jørgen Jørgensen huskede den morgen 3 eller 4 dage før jul, at han var hos Lars Hansen for at hente sine støvler, som Lars Hansen havde lovet at reparere. Til stede var hans kone (Jørgens kones søster), Line. Otto Nielsens kone og hendes lille barn og Svend Johan. De havde drukket et par snapse brændevin, som Lars Hansen havde hentet hos naboen, da han ikke havde noget hjemme. Støvlerne var ikke repareret og da Lars Hansen ikke ventede at få tid, havde han taget støvlerne med sig.

Jørgen Jørgensen blev født i Rø i året 1791. Hans far, Jørgen Jørgensen, flyttede til Klemensker i 1800 og Jørgen blev konfirmeret i 1806 i Klemensker. Boede hjemme på Boesgård (46. slg.) til 1815, hvor han blev gift med den kone han endnu har. De har 6 børn, hvoraf den yngste skal konfirmeres i år. Da han blev gift fik han 45 slg. (Carlsgård). I 1818 byttede han sig til Boesgård. Her var han til 1823, da han solgte til den mand der endnu har gården. Han fik i 1823 noget jord i fæste hvor han så byggede det hus han endu boede i. Det ligger på et udlod, der hører til Vestermarie sogn og som ligger midt inde i Klemensker sogn, men hans jord henhører under Løkkegård. Han har ikke forhen været tiltalt eller straffet.

Karen Kirstine Hansdatter – Jørgen Jørgensens hustru forklarede at hun ved Mikkeldags tider var hun kommet hjem en aften i november hvor hun mødte Svend Johan og Lars Hansen, hendes bror, i huset sammen med sin mand Jørgen. Hun havde i første omgang nægtet at have noget med bierne at gøre, men efter en tid gav hun efter. Hun mente ikke at bierne blev dræbt i huset, da hun ikke lugtede noget svovl. Hun og Lars Hansen tog kagerne ud af kuben og lagde dem i en gryde. Hun mente ikke at være med i noget komplot sammen med sin bror Lars og Svend Johan.

Hun er født i Klemensker i 1796 eller 1797, hendes far var Hans Jørgensen og ejede den 45. slg. i Klemensker. Hun blev konfirmeret i 1809 eller 1810. Hun blev gift 17 år gammel og boede først i hendes forældres gård. I  1818 flyttede de til Boesgård. Senere boede de i et hus på den 45. slg grund og for noget over 10 år siden flyttede de til det hus, som de stadig boede i. De har 6 levende børn, hvoraf den yngste skal konfirmeres i år.

Arrestant Lars Larsen blev forholdt navnlig Svend Johan og Lines vidnesbyrd om at han havde deltaget i tyveriet af Lars Espersen i Klemenskers bistade. Han nægter stadig alt.

Dommeren bemærkede, at han endnu ikke havde formået at afhøre Lars Larsens kone, da hun er højst frugtkommelig og af et svagt helbred. Han måtte stadig have Lars Larsen arresteret for ikke at ødelægge konens vidnesbyrd. Lars Larsen ry i sognet var, at han var den virksomste tyv i Klemensker. Løsladelse ville ødelægge mulighederne for at få ham til at bekende tyverierne.

Arrestantens skjorte var ham tilhørende og det var hans kone, der havde syet den til ham. Tøjet (klædet må han mene) var købt af en kone på en almindelig torvedag i Rønne. Linningerne var af anden slags end det øvrige stof, påpegede dommeren, som gerne ville vide, hvor han havde den fra. Lars Larsen mente, at det havde hans kone haft. I Rønne havde han kun købt 3½ eller 4 alen stof.

Herefter sluttede afhøringen.

139b – 10. april 1852

På rådstuen i Hasle

Rapport fra Sandemand Hans Nielsen i Klemensker dateret 9. april.

Magdalene Marie Jensen, Lars Hansens hustru, blev præsenteret for sandemandens indsendte genstande og rapport. Der var fundet talg på lyngen, som ikke er blevet forklaret og der var desuden fundet to krukker med honning, som ikke passede til forklaringerne. Der var meget honning, noget, sagde Magdalene, stammede fra Svend Johan og Otto Nielsen, som havde købt det. Hun havde sørget for at grave dem ned. Dommeren nævnte, at det jo ikke var nødvendig af skjule honning, som var lovligt købt. Men Lars Hansen havde sagt til hende, at det var bedst sådan, så der ikke kunne komme tvivl om lovligheden.

Hun nævnte, at hun også havde honning med, da hun gik til datteren i Rø og videre til Lars Jensen i Gudhjem, som var en slægtning. Hun havde lovet ham at skaffe noget honning.

Magdalene var gået til Rø den dag, hvor hendes mand og Svend Johan blev sat i arresten i Hasle. Hun tog Line med hjem. Line hjælp hende med at grave ting ned på lyngen. Det drjede sig om de tre serke, som Svend havde stjålet i Nyker, de små fade, som han stjal i Rønne, et par handsker, som hun antog var stjålet, men ikke vidste noget om.

Det hvide lommetørklæde, som Svend havde stjået sammen med frakken på ”Skandinavien” i Rønne og havde givet Line, blev ikke gravet ned, men Line havde beholdt det vel vidende, at det var stjålet.

Dommeren gennemgik de bevarede koster fra skinderbymøllen. Der var detaljer, som ikke passede, F.eks. havde hun sagt at Line og Svend havde brugt lysestøbeformen og de lys som de støbte blev lagt i Svends kiste. Lysene blev fundet i hendes kiste. Hun undskyldte sig med dårlig hukommelse.

Tyveriet hos Jørgen Larsen fastholder hun ukendskabet til. Det samme med de lange tørklæder, som var stjålet hos købmand Thorsen i Rønne. Hvis hun havde vidst de var stjålne, så havde hun skaffet dem af vejen og ikke have ladet dem ligge i huset.

Handsker og tørklædet med navn på, gættede hun sig til var stjålne, hvorfor Line havde fjernet dem fra huset.

En aftenstund kom Lars Larsen til huset. Hun var gået i seng i kammeret med sit barn, så hun deltog ikke i presningen af honning, som blev taget på hjemvejen fra Rønne- Hun vidste hvad der skete i stuen.

Hun tilstod at have modtaget brændte ærter af Svend, men ikke hvorfra han havde stjålet dem.

Hun kendte heller ikke tyveriet af honning hos Mikkel Hansen Smed og at de afpressede honningen hos Jørgen Jørgensen.

De fire høns fra Splitsgård kendte hun til. Hun kogte suppe på dem.

Hun kendte til tyveriet hos Esper Christensen.

Hun huskede også, at Svend kom hjem en sen aften med forskelligt. Efter Svend havde spist gik han til Rønne for at sælge uldgarn og to oste. Han havde efterladt en ost og noget flæsk til hende. Hun vidste ikke hvorfra disse koster stammede.

Hun huskede også den sidste aften før Svend Johan skulle møde til forhør i anledning af det stjålne ur fra Jørgen Thorup. Da var han sen aften kom med en bistade fortalte hun Svend Johan, at han næste dag var tilsagt til forhør i Hasle. Hun var gået i seng, men stod ikke op. Hun lagde mærke til, at han gik rundt i stuen, uden at registrere, hvad han havde for. Hun fik at vide, at de den dag var gået til Sorthat kulværk for at søge arbejde.

Hun huskede at hendes mand var hjemme hos hende hele natten, da der blev stjålet på Splitsgård. Svend Johan var kommet hjem om morgenen med brød, svinefedt og noget mel i et kræmmerhus samt noget gryn. Han havde sagt, at han havde stjålet det på Splitsgård. Hun var ikke helt klar over hvad der blev bragt til huse og hvornår.

Dommeren havde bedt Otto Hansens kone til afhøring, men sandemanden oplyste, at hun var syg.

Side 142b – 13. april 1852

På rådstuen i Rønne.

Otto Nielsen Helgreen blev forelagt Jespersen fra Splitsgårds forklaring, der havde påpeget det usandsynlige, at Otto Havde begået indbrud og tyveri  på hans vej på arbejde, gemte dem i haven og for så at hente dem på vejen hjem fra sit arbejde. Jespersen mente, at dette ikke kunne lade sig gøre. Otto fastholdt sin forklaring og sagde, at han vidste at pigerne var i gang med at malke og karlene røgtede hestene. Han havde gemt kosterne i den nordøstlige del af haven i en grøft, der leder vand fra kilden ud til landevejens grøfter. Der hvor der stod nogle kirsebærtræer.

Otto blev foreholdt Lars Hansen og Svend Johans historie om smørret, som de havde fået af Ottos kone, og som de havde solgt i Rønne. Det skulle være en krukke med 8 a 9 pund smør. Arrestanten kunne ikke begribe, hvordan hans kone skulle kunne have smørret og udleveret det. Han havde ikke stjålet andet smør end den ene gang fra mælkekammeret på omkring 3 pund.

Side 143b– 14. april 1852

På rådstuen i Hasle.

Arrestanten Lars Hansen huskede den dag, hvor de tog en bistade hos Mikkel Hansen Smed i Klemensker. Først havde Svend Johan været på Frigård i Rutsker for at bese nogle sten, som de havde kløvet der. Så var de hos Jens Bidstrup ovenfor Hasle, for at få nogle penge, som de havde til gode. Dernæst på Hasle Kulværk for at søge arbejde, hvilket de ikke fik. På hjemvejen havde Svend fortalt om bistadet hos Mikkel Hansen, på Bjørnegårds grund Bjørnshøj – Klemens Storegade 70 – Bornholms historie

De tog bistaden og bragte den hen til hans søster og svoger Jørgen Jørgensen. De ville ikke gå hjem med bistadet, da Lars Larsen boede hos dem efter at deres hus var brændt.

Så vidt Lars Hansen huskede, havde Svend noget svovl i lommen, som de ellers brugte til miner, som de sprængte sten med. Der var ikke mange bier i kuben, da bunden faldt ud og en stor del bier røg ud. De havde sænket kuben ned i åen ved Aagården og derved skylde en del bier ud. Jørgens kone havde været med til at udtage honningkager og anbragt dem i en gryde, som Jørgen gravede ned udenfor huset. Nogle dage efter blev honningen udpresset. Han huskede ikke om de ved den lejlighed drak meget brændevin.

Lars Hansen bekendte, at han sammen med Svend Johan havde stjålet bistade ved Agremøllerens hus, der skete også efter at de havde været ved Sorthat Kulværk for at søge arbejde. Det skete umiddelbart før Svend Johan blev arresteret. Det var ligesom forrige bistadetyveri sket ved at Svend Johan sprang over havegærdet og tog bierne. Lars Hansen havde advaret og bedt om at han ikke gjorde det.  Ved denne  aktion tabte de også bunden af bikuben, og Svend Johan måtte tage alle sine klæder af og bruge skjorten til at holde sammen på resterne af bikuben. Da de var kommet hjem underrettede kone Svend Johan, at han skulle stille til forhør i Hasle dagen efter. De havde derfor skyldt sig at gemme bikagerne i krukke og i en gammel kaffekande, hvorefter Svend havde gravet dem ned på Lyngen.

Lars Hansen var bekendt med Svends tyveri på Skandinavien. Han vidst også at Svend havde taget et glas med sølvkant. Sølvet havde han solgt til en sølvsmed i Rønne, som han ikke kendte navn og adresse på. Lars Hansen mente at han hed noget i retning af Boasen eller Goasen.

Lars erindrede at Svend havde haft en kasket under bukseklappen, som han mente han havde stjålet på Skandinavien sammen med frakken. Kasketten blev solgt til Otto Nielsen for noget brændevin.

Da Svend Johan havde afsløret så meget om Lars Hansen, syntes han, at det var på plads at afsløre mere om Svend Johan. Svend havde truet Lars Larsen på livet. Lars Larsen havde nemlig påtaget sig opgaven at passe på uret, de havde taget fra Jørgen Thorup. Uret, der var viklet ind i et stykke klæde, var gravet ned på lyngen. For denne ydelse, mente Lars Larsen, at han var berettiget til at få nogle af pengene, som indkom ved salget af uret. Det fik han ikke, hvorfor Lars Larsen havde afsløret tyveriet under et forhør. Svend havde blevet meget forbitret på Lars Larsen, hvorfor han flere gange havde sagt, at han ville hævne sig.

 Lars Hansen nægtede fortsat, at han sammen med Lars Larsen havde taget varer fra en vogn i Rønne og stjålet bistade fra Lars Espersen i Klemensker.

Skolelærer Siersted fra Nyker erkender at der var taget tre skjorter, 3 særke og også en krave. Kraven havde han tidligere antaget var blæst bort. Kraven var af samme slags, som han bar i politiretten, nemlig med eneste fæste til brystet. Han mente sig nogenlunde sikker på, at den fremviste krave var hans.

Side 145b – 15. april 1852

Retten sat på Splitsgård i Klemensker.

Retten med vidner begav sig ud i spisekammeret og mælkekammeret. Dommeren oplæste arrestanternes beskrivelse af forholdene og fandt, at de passede meget vel. Dog lå brændevinstøndens bund mod den nordre væg og ikke mod den østre.

Derefter begav retten sig ud i haven og beså kilden og grøften. Der var meget dårlige skjulestedsforhold og ydermere blev kilden ofte brugt i løbet af dagen, så det synes utænkeligt, at Otte Nielsen kunne havde brugt stedet som skjul for kosterne.

Endvidere blev afprøvet muligheden for at åbne døren til kostalden med en kniv. Det var muligt at løfte den indvendige krog, som Svend Johan havde påstået.

Retten blev derefter fortsat inde i stuen, hvor madame Jespersen blev afhørt. Hun mente, at det var umuligt at bevise om der havde været to personer om indbruddet. Sporene udenfor vinduet viste intet konkret.

Derefter begav retten med vidner sig til Otto Nielsen Helgreens hus, hvor de fandt hans kone hjemme. Hun lovede at komme til afhøring om lørdagen. Hun sagde, at hendes mand havde købt eller fået en hue af Svend Johan. Hun hentede huet i et kammer og overlod den til rettens forvaring.

Retten havde medbragt Svend Johan således at han kunne vise retten, hvor han havde skjult kosterne. Endvidere havde de tilsagt Caroline Hansen om at være med, således at hun kunne vise, hvor hun havde gemt de tre stjålne særke, nu når frosten havde sluppet sit tag.

På lyngen fandt Svend Johan stedet hvor han havde gemt brød. Rester af brød blev fundet. De fandt også et sted, hvor der var synlige spor af en krukke, der havde været nedgravet. De fandt kaffekanden med rester af bi-vokskager.

Caroline Hansen fandt længere ude på lyngen stedet, hvor hun havde gemt de tre særke og fire små urtefade. Krukken med svinefedt, krukker og kaffekande med voxkagerne blev taget i rettens forvaring.

De gik tilbage til Splitsgård og fortsatte med afhøring af Jespersen, der indrømmede, at indbruddet i kostalden ikke var sket via et vindue, men som Svend Johan havde sagt, ved at løfte krogen af ved hjælp af en kniv.

Side 147a – 17. april 1852

På rådstuen i Hasle.

Svend Johan Andersen blev konfronteret med Lars Hansens forklaringer og blev forevist den sorte hue, som lå i Otto Nielsens hus og som hans hustru udleverede. Huen skulle være taget fra ”Skandinavien” en aftenstund otte dage efter at Svend havde taget frakken. Svend kunne ikke erindre hvilket ærinde han havde i Rønne, men han indrømmede, at han var taget til ”Skandinavien” for at stjæle. Han tog huen og tillige et par gamle lyse handsker. Hvor handskerne er blevet er husker han ikke, men de havde ligget i Lars Hansen hus et stykke tid. Lars Hansen vidste meget godt, at Otto skulle have huen mod noget brændevin, som han selv var med til at drikke. Oprindelig havde huen en rem over skyggen og Ottos kone havde syet den ind, da den var noget for stor til Otto. Men han genkendte den.

Svend indrømmede, at han den 1. november 1851 havde taget et glas med en sølvring omkring. Han var gået til Rønne fordi der denne dag almindeligvis var dans og spil i Rønne. Han husker datoen, som var en lørdag, og derfor ikke dans og spil. Han havde besluttet sig for ikke at gå hjem igen og derfor søgte logi på ”Skandinavien”. Det var første gang han var der, så ingen kendte ham. Han var fejlagtigt gået ind i et kammer, hvor der hang en frakke. Han undersøgte lommen og fandt glasset, som han puttede i sin egen lomme. Bagefter spurgte han en mand, som han antog for værten, om nattelogi. Da manden ville have 12 skilling for natten, havde han forladt stedet. Det var for dyrt, syntes han.

I stedet gik han til Steffensen, der boede nord i byen og som kløvede sten ligesom han selv. Steffensen var ikke hjemme, men to ”fruentimmere” havde givet ham lov til at overnatte i huset uden betaling.

2 til 3 dage før han blev arresteret, havde han været i Rønne. Han havde ide om, at lade sølvringen forarbejde til to små øreringe. Sølvsmedens pris var 4 mark, så han bestilte arbejdet. Han havde ikke haft råd til at betale, så øreringene lå stadig hos sølvsmeden.

Kaffekanden, som de havde fundet på lyngen to dage tidligere, erkendte Svend at have taget hos købmand Thorsen i Rønne sammen med de to tørklæder, som han tidligere havde tilstået. Han fik de fundne genstanden fra lyngen forevist. En af de fem krukker tilhørte Lars Larsens. Urtefadene, mente han, ta han havde taget hos Samsings i Rønne. Særkene var han derimod usikker på om det var dem som han stjal i Nyker hos Siersted.

Lærredet, der var svøbt omkring kosterne, kendte han intet til. Dommeren formodede at det var en del af det lærred som han og Lars Hansen havde taget hos Jørgen Larsen i Rø. Svend mente ikke at det var derfra.

Husmand Esper Christensen på 30. slg grund i Klemensker fortalte at et par dage mikkelsdagstider i 1851 fik stjålet 3 oste på omkring 3 pund og 2 stk flæsk, hvis vægt han ikke kunne af angive.  Værdien blev anslået til knapt 3 rd. De var hængt i snore og ligget på et fad tæt ved vinduet. Det havde været muligt at stjæle dem uden at være gået igennem vinduet. Spisekammeret var smalt 2-3 alen bredt og lå op til stuen hvor Esper og hans kone sov.

Han bekræftede, at Line Hansen plejede at købe mælk hos dem, men han havde ingen mistanke til hende.

Husmand og møller Hans Pedersen på Skinderbymøllen blev hørt om han huskede datoen for indbruddet. Dommeren referere Svends antagelse, at det skete den 11. december og indbruddet i Rø hos Jørgen Larsen skete den 8. december.

Hans Pedersen var til afhøring på tamperdag den 15. december efter to indbrud i løbet af højst 8 dage, hvorfor han antog, at indbruddet hos Jørgen Larsen skete sidst. Dommeren meddelte, at han ved forhøret den 15/12, havde meddelt at det var sket torsdagen  før, altså den 9. december. De blev ikke enige om den eksakte dag. Dommeren forsøgte også at få styr på, hvor de stjålne genstande stod i spisekammeret og at der også var sild, der blev stjålet.

Mikkel Hansen Smed på 10. vg. grund afgav sit vidnesbyrd om det stjålne bistade fra hans have, der var sket, så vidt han huskede, i slutningen af september 1851. Og han antog, at det må have været efter han var gået i seng, som på den tid af året var omtrent kl. 9. Han så på fodaftryk, at tyvene var gået mod syd indtil åen, der løber forbi Aagård.  Han antog, at de begge havde læderfodtøj på og ikke træsko. Det stjålne havde en værdi 7 a 8 rdl.

Otto Nielsen Helgreens kone, Elna Kirstine Haagensdatter erklærede at den hue, som hun havde udleveret til politiretten havde hendes mand fået af Svend Johan. Da den var for stor til hendes mands hoved, havde hun syet den mindre.

Dommeren forholdt hende det umulige i, at hendes mand havde begået indbrud på vej på arbejde. Hun erklærede, at hun aldrig var gået med sin mand på indbrud og transporteret kosterne hjem. Hun var altid blevet liggende i sengen, når hendes mand efter midnat stod op for at begå indbrud.

Hun nægtede at have udleveret 7 pund smør til Svend Johan, som han så kunne sælge i Rønne.

Elna Kirstine Haagensdatter var født i Gudhjem i 1822. Hendes forældre var Haagen Johansen og Kirstine Larsdatter. Hun blev konfirmeret 1837 i Østerlars kirke. Straks efter konfirmationen tjente hun hos Anders Ipsen på ”Gamlavella” i Østerlars i ½ år, derefter ½ år hos præsten Vinslov i Østerlars, derefter hos Christian Lind på Nørregaard i 1 år, dernæst hos Jespersen på Splitsgård og 1 år dernæst for Jørgen Dalby på Krashavegård i Klemensker i 1 år, så et ½ år hos præsten Bolbroe, dernæst gjorde hun barsel og var fraværende i ½ år og efterfølgende tilbage i et ½ år i præstens tjeneste. Sidenhen tjente hun hos købmand Juul og dernæst blev hun gift med den mand, med hvem hun har levet sammen med i 4 år.

Hun er straffet i året 1849 med en mulkt af 4 rd for ”uærlighed med hensyn til nogle gryn”. Da hun ikke var i stand til at betale har hun afsonet 8 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Ellers har hun ikke været tiltalt eller straffet.

Side 151a – 20. april 1852

På Rådstuen i Rønne.

Kaptajn Bohn forklarede, at han en aften forrige efteråret var på ”Skandinavien”. Da han skulle hjem opdagede han at han havde mistet sin huen, som han havde hængt i stuen, hvor gæsterne tøj opbevaredes. Der havde også mistet et par meget game vaskeskindshandsker. De havde en værdi af 4 mark, mente han. Huen genkendte han, men konstaterede at den ikke længere passede ham. Den var blevet syet ind.

Han fortalte at efter flere tyverier, var det blev forbudt gæsterne at gå igennem dette kammer, hvor tøj blev opbevaret.

Købmand Jens Thorsen fra Rønne fik forevist den gamle kaffekande, som var blevet fundet på lyngen med honningkager. Den kunne minde om de fajanceting, som han havde haft stående i forstuevinduet, som den stammede med al rimelighed fra ham. Den var forsvundet i efteråret sammen med to halstørklæder. Han havde ikke anmeldt tyveriet straks, så han kunne ikke sige præcist hvornår det skete.

Fabrikant Samsings hustru fik fremvist de fire urtefade, som Line Hansen havde påvist på lyngen. Hun genkendte dem som værende hendes og som hun tidligere havde udtalt sig om.

Guldsmed Boesen fra Rønne nægtede at have arbejde liggende, som Svend Johan havde påstået. Han havde aldrig talt med en svensker om at få lavet øreringe af en sølvring. Han var optaget af arbejde som grosserer Switzer havde med det strandede russiske skib. Dommeren advarede ham at modgå fakta om at have modtaget sølvring. Straffen vil blive større for nægtelse af at have købt tyvekoster, hvis det viste sig, at han havde gjort det.  Han havde aldrig været tiltalt eller straffet for at have købt sølvtøj. Dommeren var vidende om, at han tidligere havde været underkastet forhør om køb af stjålet sølv. Han nægtede fortsat.

Otto Nielsen Helgreen blev konfronteret med sin hustrus vidnesbyrd. Han fastholdt sin fortælling om, at han havde skjult kosterne i grøften medens han var på arbejde. Otto fik fremvist huen, som han erkendte var den, som han havde modtaget af Svend Johan og Lars Hansen som betaling for fire potter brændevin.

Otto Nielsen erkendte, at han i længere tid havde haft Jørgen Thorups ur i forvaring, indsvøbt i et klæde ude på lyngen under nogle lyngkviste. Lars Larsen havde i løbet af sidste vinter hørt om uret, men ikke før vidst noget om at uret var gemt på lyngen. Historien om uret havde Otto fortalt Lars Larsen på en tur fra kulværket og hjem. Dommeren ville have Otto til at fortælle om Lars Larsen til gengæld havde fortalt ham om sine meritter. Otto sagde, at Lars Larsen var alt for klog til at fortælle om sine handlinger, om de senere kunne blive brugt mod ham.

Side 153a – 21. april 1852

På rådstuen i Hasle

Jens Kure på 4. slg. i Nyker fortalte, at han hos købmand Jens Vest havde købt 1 lispund klipfisk og havde fået lov til at lægge dem på bordet i forstuen, så han senere kunne køre forbi og hente dem. Da han senere kom forbi med vognen var de borte. Sammen med købmanden havde de måttet slutte, at de var stjålet. Han havde fået andre fisk som erstatning.

Løjtnant Riis fra 14. vornedgård i Nyker fortalte at han om natten mellem den 20. og 21. december 1850 fik stjålet en del fødevarer: 12 a 14 ænder, en del fårekød og nogle pølser og en kobbertragt. Alt havde ligget i spisekammeret i den nordre side i den nordre længe. Tyvene havde gået gennem haven og udtaget et vindue. Døren mellem spisekammeret og forstuen var bundet til for at forhindre tyven mod overrumpling. Der havde været mistanke mod Lars Larsen, som formand for tyveriet. Lars havde tjent et ½ års tid på gården og senere havde gjort sig adskillige ærinder til gården.

Riis havde også mistanke til en tredje mand, men er vendt tilbage til Lars Larsen. ”Lars Larsen er en for Tyveri straffet Person, og det er den almindelige Mening, at denne er en af de allervirksomste Tyve her paa Landet, men at han med sin Snedighed har undgaaet at blive straffet saaledes, som han har fortjent”.

En andet der talte for at Lars Larsen var tyven til dette indbrud var, at der var en træstang i spisekammervinduet, der fordrede en tyv der var meget smal og tynd. Det var Lars Larsen.

Skolelærer Siersteds pige Margrethe Mikkelsen genkendte de tre særke, der blev påvist af Line Hansen på Lyngen. Dog var den ene blevet ”opsømmet” på ny. Alle tre var meget medtagne. Men ønskede dem tilbage, når de ikke længere var et bevismateriale. Hun frafaldt erstatning.

Husmand og møller Claus Hansen på Agremøllen i Nyker. En ud af sine to bistader, der stod udenfor stuen var stjålet en søndag morgen før jul. Han antager at deer har været to om tyveriet på grund af fodtrinene. Den ene var i træsko og den anden i støvler. De var gået mod nordøst . Han have fundet bunden i bistadet og en krans. Han havde også fundet nogle vokskager. Han plejer at gå til seng kl. 9 -10 aften og han formodede, at tyveriet var sket efter denne tid, da der ellers havde været lys fra stuen, der faldt ud på bistaderne.

Side 154b – 21. april 1852

Politiret holdt på 2. slg. i Olsker

Forhør afholdt i anledning af at husmand Jørgen Hansen Steenbergs hus på 1. slg. grund var brændt.

Brandlidte Jørgen Hansen Steenberg fortalte at samme dags morgen omtrent kl. 6 var hans datter gået ud for at spænde hesten for vognen, da han skulle køre til møllen for at få malet. Hun havde opdaget, at der var gået ild i en del hør, som de havde lagt ovenpå kakkelovnen så det kunne tørre.

Hun havde råbt: ”Herre Jesus! Der brænder Linen” (hørret). Straks efter var der ild i taget og hule stuehuset var på kort tid omspændt af flammer, så de ikke fik reddet noget ud. Han havde med nød og næppe reddet sig selv ud af. Han blev bragt til det nærmeste hus.

Huset var gammelt men vel vedligeholdt. Og der var nyt tag på stuelængen og var først blevet færdig nogle dage inden branden. Han havde bygget flere fag til huset, som nu havde 18 fag og nye vinduer og døre. Han mente at det var langt mere værd end det var assureret for. Hans løsøre var ikke forsikret og intet blev reddet. Han bedømte værdien til 1000 rdl. Inkl flere sæt sengeklæder bestemt til hans børn, der lå på loftet. Hestene og de øvrige kreaturer blev reddede på nær en kal og nogle gæs.

Hørret lå på en tværramme, der hang over kakkelovnen, sådan som de plejede at tørre hørret.
Huset var forsikret for 300 rdl. Han havde nok underforsikret for at spare lidt i skat. Han troede ikke at sådan en ulykke kunne ramme ham.

Vidnerne bemærkede at  manden var meget forbrændt i ansigtet og på hænderne.

Hustruen Kirstine Margrethe havde opdaget røg og brand og tænkte straks at ville redde kreaturerne. Da hun løb efter en gås opdagede hun at der var ild i hendes hovedtøj og hendes lille dreng måtte hjælpe hende med at få den af. Kalven og gåsen reddede de ikke. Hun havde ikke forstand på værdien af det brændte, men sengeklæder, linned og uldent, 5 tønder rug, en del havre, kartofler og meget mere. Hun vidste at de havde tørret hør over kakkelovnen.

Vidnerne bemærkede at hun var forbrændt i ansigtet og hænder.

Datteren Kirstine Margrethe 33½ år var beskæftiget med at spænde hestene for vognen. Da så hun gennem vinduet, at der var ild i stuen. Allerede da var stuen omspændt af flammer. Hendes bror Jørgen, der var flyttet til et nærliggende hus, kom. Sammen fik de et par skuffer ud. Det var alt som de nåede at redde. Kreaturerne blev næsten reddet alle sammn

Hun mente, at det var hendes mor, der havde lagt hørret ovenpå kakkelovnen aftenen før for at det kunne tørre. Hørret lå på en træramme over kakkelovnen og hun antog, at rammen var blevet så varm, at den var antændt af varmen. Hun havde fyret op i kakkelovnen tidlig morgen ved hjælp af noget lyng, som de havde på loftet. Det var en  gammel kakkelovn, men der var ingen sprækker i den.

Deres søn Jørgen Hansen Steenberg, 28½ år, havde gået tidligt fra sine svigerforældres hus, hvor han sædvanligvis ligger, hen til sine forældre. Da han kom i nærheden af huset så han røg men intet lue endnu. Hans søster havde fået taget vinduet ud fra salen. Han gik ind og fik taget 4 skuffer med tøj ud fra den der stående dragkiste. Det var så vidt han vidste det eneste der blev reddet af indbo. Han var Dragon, men havde ingen af kongens ”Armatursager” (?) i huset.

Husmand Anders Hansen på 2. slg. fortov var især med at vande sine heste ved dammen, da han opdagede ,at det brændte. Han måtte efterlade sine heste ubundne og var gået over til Steenberg. Da var stuehuset tag i brænd og også sidebygningens tag brændte. Han kunne ikke sige hvor ilden opstod.

Han havde hjulpet sønnen med at få ploven ag harven ud af vognskuret. Ilden blev snart så stærk, at de ikke nåede at redde andet.

Peter Olsen, søn af Ole Jørgensen, 22½ år gammel. Da han kom frem var hele overdelen i brand, så han kunne ikke oplyse hvor ilden var startet. Han mente at huset brændte ned i løbet af en time.

Sandemand Hullegaard fortalte at sognet ingen sprøjte har og den fra Rutsker og den fra Klemensker var ikke kommet frem. Det brændende tømmer kunne ikke slukkes.

Side 157b – 23. april 1852

På rådstuen i Hasle

Fortsat afhøringer af Lars Hansen med flere.

Ane Kirstine Jeppe Jørgen Ipsens hustru ovenfor Hasle fortalte at husmand Lars Larsen kom med en kalkun hane til hendes hus inden hendes mand var gået på arbejde på kulværket, altså inden kl. 6. Han var på vej til Hasle og var bange for at komme for tidligt. De var endnu ikke stået op, så han bad om at kalkunen blev hos dem et stykke tid. Hun husker ikke hvor længe de havde kalkunen og hun husker ikke tidspunktet, da hun og hendes mand ofte opbevarede ting for folk. I huset var også en anden kone ved navn Karen Møller, hun ville måske kunne huske tidspunktet. Hendes mand var sejlet ud i et af de skibe der var taget på robbefangst under Spitsbergen. Han ville først komme hjem ved St. Hansdag tider.

Karen Margrethe Hansdatter, enke efter møller Jens Johan. Ikke sidste efterår, men forrige efterår (1850) kom husmand Lars Larsen til Jeppe Jørgen Ipsens hus med en kalkunhane. Han spurgte manden i huset, om kalkunen kunne bliver der, til han kunne hente den senere på dagen. Hun havde hørt hanen skreg om eftermiddagen. Hun havde ikke set den, men husker at Lars Larsen skulle til Hasle for at sælge den.

Drengen Peter Hansen Riis 13½ år, stedsøn til politibetjent Christoffersen havde set i sommers hos købmand Hartz butik at Lars Larsen var inde og falbød en ”kalkunske høns”, som han havde liggende i forstuen. Madame Hartz bad Lars Larsen vente lidt, så ville hun se på dem.

Arrestanten Lars Larsen blev orienteret om vidnernes udsagn om kalkunhistorien.  Han nægtede at han skulle have stjålne kalkuner til salg. Det måske have været for en anden mand han solgte dem.

Løjtnant Riis forklaring på indbruddet sagde han, at det var rigtigt, at han havde tjent på gården, men aldrig nogensinde begået tyveri i denne mand spisekammer. Vidnerne i retten kunne ved selvsyn se, at han var en lille mand, der var usædvanlig smal mellem brøst og ryg.

Dommeren fandt det rigtigst at konfrontere Lars Larsen og de to kvinder i Jeppe Jørgen Ipsens hus. Lars sagde, at han intet erindrede, men hvis han havde været der, så havde det været i et ærinde for en anden mand.

Han gentog atter ”det husker han nu intet af”-

Side 158b – 24. april 1852

Politiretten sat på Bjørnegård i Klemensker

Dommeren sagde, at han underhånden er kommet til kundskab om, at Lars Larsens kone skulle have givet en urigtig beretning om den tid hvor hun skulle føde. Hun havde angivet fødselstidspunktet tidligere for at slippe for afhøring i Hasle. Han havde sendt politibetjenten til fattighuset i Klemensker, hvor konen nu befandt sig og der havde hun lovet at underkaste sig et forhør.

Lars Larsens hustru, Dorthea Hartvig, havde nu i noget tid hver dag ventet sin nedkomst. Da hendes mand ikke  længere kunne skaffe hende det nødvendige til føden, havde hun sagt, at hun var længere i sit svangerskab end hun virkelig var.

”Siden hendes mand sidste gang var arresteret for tyveri i Hasle, har han aldeles ikke haft nogen fortrolighed med hende, og hun, som havde mistanke til, at han begik Tyverier, har ofte bebrejdet ham hans adfærd og truet ham med, at hun ville angive ham, så snart hun kom til kundskab om nogen sådan forbrydelse.”

Sidst han kom hjem med 3 skp. Rug, havde hun sagt, at han vel ikke havde stjålet det. Han var blevet vred og sagt, at hvis hun en gang til beskyldte ham for at stjæle, ville hun ikke få noget fra ham igen. Hun vidste intet om hans eventuelle forbrydelse, da han intet har sagt. Endvidere har han ikke ligget hjemme en tredjepart af nætterne i den forløbne vinter. Det er en almindelig antagelse, at hendes mand havde begået mange tyverier, hvilket er et rygte og ikke sandhed.

 

Han gik ofte ud om eftermiddag og kom først hjem sent på aftenen eller natten. Han kom aldrig med koster.  Nogen  gange kom han slet ikke hjem før dagen efter. Han sagde ofte at han havde sovet hos Vinbergs, hvor han havde arbejde.

Hendes mand havde været i Rønne med Lars Hansen på den sidste dag hvor de boede hos ham. Dagen efter var de flyttet til Peder Bertelsen.

Hun havde forbudt sin mand at gå til Rønne og Lars Hansens kone havde ligeledes forbudt sin mand at tage med Lars Larsen til Rønne. De gjorde det alligevel og først efter, at Lars Larsen havde hentet brændevin til rejsen for at drille hende. Dagen efter var Lars Hansens kone kommet over til Bertelsen med ½ pund kaffe og ½ pund puddersukker. Hun tror, at disse var købt hos købmand Jens Vest i Rønne. Anden gang kom han hjem med et pot honning, som han først sagde stammede fra Vinbergs og da hun bad ham om at aflevere den tomme krukke til Vinbergs, sagde han, at han havde købt den af Lars Hansen. Krukken afleverede hun til retten, som lod den plombere og forsynet med et bånd med lak.

Hun kendte intet til at Lars Larsen skulle have slagtet Mortens Kofoeds kvie. Derimod havde han ledt efter kvien på lyngen for at indkasserer dusøren, som var lovet til den der fandt den.

Oksekød kendte hun intet tid undtagen den dag hvor Lars Larsen kom hjem med halvt lam, samt 3 a 4 pund oxekjød og et par små klipfisk – varer som han og Lars Hansen havde købt i Rønne. Alle ting var kørt hjem, hvorimod de havde gået.

Lars Hansen havde en treskaftet bomuldsskjorte med bomuldslærreds linninger med i arresten. Hun nægter, at hun har syet denne skjorte ind så den passede ham. Hendes mand havde sagt, at han havde købt den. Hun fremlagde endnu en skjorte, som hun ikke havde syet, men som han havde købt til sig selv.

Angående deres hus, der brændte, havde hun mistanke til hendes mand, men han har aldrig fortalt hende noget om det. Hun skulle have været over til Mads Andersen for at bage, men hun var ikke vel, så hun bad sin mand om at gå over og melde afbud. Han var gået klokken 4½ og hun blev hos børnene.  En halv time efter var huset brudt i brand.

Kalkuner havde hun aldrig hørt om.

Da konen var blevet besværet blev forhøret udsat.

Side 160a – 26. april 1852

På rådstuen i Hasle

Klaudine Louise, købmand Hartz hustru i Hasle fortalte, at hun havde købt kalkuner af mange mennesker, så hun kunne ikke genkende Lars Larsen om en af dem. Lars Larsen blev kaldt ind, så hun kunne vurdere om hun kendte ham som en af kalkunsælgere. Hun mente nok, at hun havde set ham i butikken, men kunne ikke erindre, at han havde solgt hende en kalkun.

Lars Larsen sagde at den skjorte han havde på, var syet af hans kone. Han havde desuden en, som var købt i Rønne af en kone, som også havde solgt ham klædet til den hjemmesyede. Dommeren fremviste en skjorte, som havde navnene Jørgensen Damm Jespersen, som blev indtaget i retten om lørdagen. Lars sagde, at det netop var den skjorte han havde købt af en kone på torvet i Rønne. Han fastholdte sin forklaring på trods af hans hustrus forklaring ikke stemte overens.

Han erkendte, at han var kommet hjem med en pot honning. Han havde købt den for 2 mk 12 sk., men ”han kunne aldeles ikke erindre” hvem han havde købt honningen af. Vidnerne bemærkede, at Lars Larsen blev rød i ansigtet og at han først svarede efter en længere betænkningstid.

Han kunne hellere ikke erindre, at han havde været i Rønne sammen med Lars Hansen. Han huskede heller ikke om han havde efterladt sig varer, som han havde med fra Rønne, hos Lars Hansens kone og som hun leverede til hans bopæl dagen efter. Om han var gået til Vinbergs for at overnatte, kunne han heller ikke erindre.

Han så sig heller ikke i stand til erindre, at han havde solgt kalkuner til købmand Hartz i Hasle.

Han blev foreholdt sin kones anmodning til ham om at gå til Mads Andersen for at opvarme ovnen den morgen, da hans hus brændte, erklærede han ”at han ikke ser sig i stand til at erindre dette”.

Side 161a – 27. april 1852

På Rådstuen i Rønne.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreen blev forholdt det usandsynlige om tiden han havde begået indbruddet på Splitsgård, samt måden han havde gemt kosterne i grøften ved kilden. Først efter han havde fastholdt sin forklaring, ændrede han nu forklaring. Han havde fortiet sandheden, da han var bange for at han ville blive straffet hårdere.

Han forklarede nu, at han en aften havde siddet oppe ved kakkelovnen uden at gå i seng, fordi han ville gå til Splitsgård og tage brændevin og lys. Det gjorde han og han havde vitterligt gemt dem i grøften. Dagen efter havde han mødt på arbejde på Splitgård og ville have taget dem med hjem om aftenen, men blev forhindret, da en mand ville følges med ham hjemad efter arbejdstid. To andre gange havde han stået op om natten, gået til Splitsgård og stjålet ting og gået hjem i seng.

Han nægtede at det var ham der stjal  en krukke med 8 pund smør og brød. At hans kone havde sagt at han havde taget brød fra spisekammeret må være en misforståelse. Han havde fået brød af Jespersen på arbejdet og havde taget resterne med hjem. Jespersen havde gjort mange velgerninger mod ham, da han vidste, at han ”havde møje” med at føde kone og to børn.

Christian Hansen Tromle af Rønne fortalte at noget efter høst var en ganske lille husmand kommet til ham og fået noget oksekød og noget lammekød, som han skulle bruge til folk, der hjalp ham med at opbygge hans hus, som skulle være brændt. Han var ikke sikker på hans navn, men tror nok, at dt var Lars Larsen. Christian Hansen nægtede, at Lars Larsen skulle have villet sælge kød og ikke købe.

Side 161b – 28. april 1852

På rådstuen i Hasle

Arrestanten Lars Hansen blev meddelt hvad hans kone og Lars Larsens kone havde vidnet om hans og Lars Larsens tur til Rønne og retur. Han indrømmede ”til dels” at have stjålet Lars Espersen i Klemenskers bistade. Dog mindes han ikke, at hans kone havde forsøgt at tale ham fra, at tage med Lars Larsen i Rønne. Han erindrer heller ikke at Lars Larsen havde været fuld efter meget brændevin, dog ville han heller ikke benægte det. Det var heller ikke Svend Johans støvler han havde på, men hans svoger Jørgen Jørgensens støvler, der ikke passede ham. Han var ikke i stand til at forklare hvorvidt Lars Larsen stjal nogle varer fra en vogn i Rønne, men det var ved byens søndre led. Da de senere kom ind til Sokkans (?) havde drukket brændevin og en kop kaffe. De havde betalt hende med kaffebønner.

Han selv, som ingen penge havde,  købte ingen varer i Rønne den dag og ved heller ikke om der blev bragt varer hjem til hans hus [hvor Lars Larsen og familien boede].

Han blev forevist et sort hvid ternet tørklæde, som skulle have været brugt til at svøbe en honningkrukke ind inden hans kone havde begravet den på lyngen. Tørklædet skulle være bragt hjem af ham og lars larsen på netop den omtalte tur til Rønne. Han genkendte ikke tørklædet.

På turen hjem over Ny kirke og Klemensker sogn havde Lars Larsen foreslået, at de skulle tage et bistade fra Lars Espersen, der boede på kongens mark 44. slg. fortov, hvilket lå på deres vej kun et lille stykke fra landevejen. Lars Hansen havde til sidst indvilliget. Lars Larsen havde gået ind i haven og taget bistaden. Han ved intet om, hvad der skete da han kom hjem. Han var gået i seng på grund at støvlerne. Hans fødder værkede. Men han havde hørt at Svend Johan og hans datter Line havde hjulpet Lars med at gemme det under en bunke marksten. Han mente ikke at han havde været med til at udpresse honningen senere.

Forevist den krukke som dommeren havde fået af Lars Larsens kone, sagde han, at han ikke genkendte den, men at ”det var aldeles vist”, at Lars Larsen engang havde fået honning hos ham.

At Lars Larsen skulle have stukket ild på sit eget hus, synes Lars Hansen ikke at være i tvivl om, selv om han ikke havde set det. ”Hvad der foruden den omstændighed at husets materialer vare meget gamle og forrådnede, og at det lå på et fugtigt sted, har bevæget ham til denne tanke, var, at efter hans kones forklaring, havde Lars Larsen bragt sine børn hen til Arrestantens kone, forinden han antændte huset om morgenen tidligt og ikke efter at der var gået ild i det”. Han selv havde været på arbejde hos en mand ved Skarpeskade og han kom først hjem om aftenen som det brændte om dagen.

At Lars larsen havde i sinde, at brænde huset af, havde han ”yttret, men dog ikke sagt udtrykkeligt”.

”At Lars Larsen er en tyv, der længe ustraffet far begået forbrydelser, derom er han fuldkommen overbevist, og konen er slet ikke bedre end ham. Thi hun har ofte forandret det tøj, som hendes mand er kommen hjem med, og omfarvet det for at gøre det ukendeligt”.

Han var overbevist om at Lars Larsen havde stjålet tøjet hos Jeppe Rasmussen på Baggårds grund i Klemensker og at han kone havde forandret det.

De havde købt 12 pund garn til benklæder til ham selv og Svend Johan for 8 skillingen pundet. Desuden forekom det Lars Hansen at han havde købt en rød halvkåbe af Lars Larsen, men det vidste han Lars Hansens kone bedre end ham selv.

Dommeren bemærkede at natten før palmesøndag i 1851var der begået indbrud hos Jeppe Rasmussen og stjålet 1 lispund garn halv hør og halv hamp, et par benklæder og en trøje Soldatklæde, 4 særke, 2 tørklæder og 2 små forklæder tilhørende datteren Petrea Kirstine, 7 særke, en grønstribet klædning og en rød halvkåbe tilhørende Marie, indsidder Christian Jensens hustru, og endelig et par lagener af hørgarn tilhørende Jeppe Rasmussen.

Lars Hansen vidste ikke om det var Lars Larsen der slagtede Morten Kofoeds kvie. Men han havde set Lars Larsen stå på en stige op til et lynglæs. Han lavede noget med bare arme på toppen af læsset. Han tror, at det var den omtalte kvie, der lå der oppe. Han havde hørt, at Lars Larsen og Hans Larsen var fulgtes ad til Rønne. Lars Larsen havde ofte havde vigtet sig af [gjort sig interessant], at al hans tøj var stjålne. Men det måtte dommeren selv afhøre hans kone om, da hun vidste bedre.

Lars Hansen blev spurgt om hvem der havde taget krukken med 8 pund smør i mælkestuen på Splitsgård. Det var Svend Johan. Svend og hans datter Line solgte smørret i Rønne.

Arrestanten Svend Johan Andersen blev forholdt Lars Hansens forklaring om krukken på Splitsgård med smør. Han nægtede først, men tilstod efterfølgende. Han havde hørt fra Otto Nielsen at der i mælkestuen stod smør i krukke og i fjerdinger. Lidt efter høst havde han stået op og gået til gården. Det var måneskin. Det ene vindue i nord mod landevejen var ikke engang fæstnet på kroge, så det var lige til at tage ud. Krukken med smør stod på et bord så tæt ved vinduet, at krukken var lige til at tage, uden at det var nødvendigt at kravle ind gennem vinduesrammen. Han satte vinduet i rammen efterfølgende.

Han kunne ikke finde krukken blandt de effekter, der var bragt til retten i Hasle. Det var en lige op og ned og var lysegul og af bornholmsk fajance. Både Lars Hansen og hans kone kendte hans tyveri. Og det var det smør som han og Line havde solgt i Rønne, som tidligere fortalt. Hvor krukken var blevet af, vidste han ikke.

Lars Larsen havde flere gange opfordret ham til at begå tyverier sammen med ham. Men det var ikke blevet til noget. Da de begge arbejdede med at mure hans hus op, ville han havde Lars Hansen til at gå med op til skolen i Nyker for at se om de kunne tage rebstigen og truget (?) der var en del af skolen klattremaskine – thi så behøvede han ikke at købe kabel til at binde halmen på taget [til hans nye hus]. Det blev ikke til noget. Ligeledes ville Lars Larsen havde ham med til at tage 4 a 5 får på Lyngen og sælge kødet i Rønne. Han ville også have Lars Hansen med at stikke en gris tilhørende Esper Christensen. Lars havde sagt nej uanset at Lars havde sagt, at det var let og uden risiko.

Arrestanten og datteren Line havde på vej hjem fra Rønne mødt Lars Larsen ved Mæby. Han fortalte, at han skulle tage kalkuner ved Blykoppeskoven og sælge dem i Rønne. Han ville have Lars Hansen med, men han var alt for træt. Kalkuner havde han taget flere gange tidligere.

Uanset der ikke var penge til det, så var der altid tøj i huset hos Lars Larsen. Hans kone syede tøjet om til børnene. Lars havde rost sig selv med at sige, at han ikke en eneste gang havde købt tøj så længe han havde været gift. Lars havde en gang set i Lars Larsens kiste, der var låst med nøgle, noget brunrødt tøj, der kunne være den halvkåbe, som blev stjålet fra Jeppe Rasmussens. Lars havde mistænkt Lars Larsen at have stjålet hans lommekniv, hvorfor han havde dirket kisten op for at se om den var der.

Lars Larsen er i besiddelse af en ham tilhørende snustobaksdåse, som han må have stjålet fra ham i hans fraværelse.

Arrestanten Lars Hansen var også i stand til at sige hvilke tyverier han havde begået. Da de fulgtes ad hjem fra Rønne hvor de sammen stjal en bistade fra Stålegård i Nyker.  Otto fortalte ham, at han engang havde stålet et stykke lærred, der lå til blegning ud for 14. vg. i Nyker tilhørende løjtnant Riis,

Han tjente engang på degnegården i Klemensker og da lod han sy en skjorte af dette lærred.

I 1851 stjal han et stort stykke lærred på Thorupgård i Klemensker tilh. Gamle Hermann Becks datter, der lå på loftet ved skortsenen. Han havde set et vindue stod åbent i gavlen. Der var ransaget efter det, men ikke fundet hos Lars Larsen. Lars havde solgt det til glarmester Boss, som var på indkøb for fattigvæsenet i Rønne.

Lars Larsen var torskemand på Splitsgård blev der ofte stjålet fra gården, både sæd og kartofler. Han havde nemlig en pose med når han ”torskede” og posen gemte han under lidt halm. Han lod som om han gik hjem om aftenen, men han vendte om og gik ind ad lugen, som han med vilje ikke sat en krog i, for at han kunne komme ind igen. Lugen var anbragt i den længe hvor torskemaskinen stod. Lars Hansen havde, efter han havde fundet posen, advaret ham og at han for eftertiden skulle være forsigtig.

Da Lars Hansen havde siddet arresteret sammen i Hasle, havde Lars Larsen fortalt ham, at han var skyldig i det tyveri, som højesteret frifandt ham for i 1849. Han havde dengang lært hvordan man skulle bære sig ad for at slippe fra at blive straffet med offentlig arbejde.

Side 165a – 30. april

På Rådstuen i Hasle

Sagen mellem pigen Hansine Kofoed og gårdmand Morten Kofoed angående arbejdsfortjeneste.

Hansine Kofoed mødte og fremlagde en lovlig forkyndt klage med indkaldelsespåtegning. Hun krævede udbetalt sit tilgodehavende på 1 rd 2 sk samt sagens omkostninger. Hun skulle have for 2 dage hvor hun kartede uld for 4 sk. dagligt og derefter 7 dage hvor hun skjættede hør 8 sk. dagligt. Dette udgør 4 daler. Den indklagede indrømmede at være det beløb skyldig, samt også 8 sk. for de reparerede hestedækkener.

Før han ville udbetale lønnen skulle hun aflevere 12 pund hørblaar som hun havde fået til forarbejdning. Men sagde Hansine, det var ikke hørblaar men Skjetteuld. Hun var dog ikke sikker på at alle 12 pund stadig var tilstede. Noget kunne være bortkommet medens hun havde været arresteret. Hun var villig til at aflevere hvad hun havde.

Indklagde bad om udsættelse, da han ikke var klar over beskaffenheden af de udleverede 12 pund materiale. Sagen udsat til 14. maj.

Side 165b – 1. maj 1852

På 27. slg. i Klemensker

Lars Hansens kone Magdalene Marie erkendte, at hendes mand sidste sommer eller høst købte en del garn af Lars Larsen. Garnet var halvt blaar og halt hampegarn a 8 sk, pr pund, der blev brugt til at væve tøj af. Hendes mand og Svend Johan fik hver et par benklæder. Den sidstnævnte fik også et trøje og desuden solgte hun 3½ alen vævet lærred til Peter Espersen i Hasle.

Hvor Lars Larsen havde dette garn fra, vidste hun ikke.

Magdalene fortalte desuden at Lars Larsens kone havde farvet  et stykke tøj om, hvoraf hun syede kjoler til sine børn. Dette tøj holdt hun skjult medens de boede hos den [efter deres hus var brændt] og først farvet det efter de var flyttet til Peder Bertelsens. Tøjet var farvet med trærødt og blev omfarvet til træblåt.

Magdalene vidste at Lars Larsens kone ikke havde syet den sidste skjorte. Da han kom hjem fra kulværket en søndag, overværede hun at konen havde spurgt sin mand om hvor han havde den skjorte fra. Han sagde blot, at den havde kostet mange penge.

Med hensyn til den røde eller brunrøde kåbe havde Magdalene set Otto Nielsens kone fået syet tøj med disse farver til mamelukker med vat i til sine børn.  Otto Nielsen og Lars Larsen arbejdede på denne tid sammen på kulværket. Lars Larsens gangklæder og andet findes nu hos konen i fattighuset. Kun enkelte gamle møbler var tilbage i huset.

Dommeren oplyste, at årsagen til at de var på 27. slg. var at han ville lave en ransagning i Lars Larsens hus og også udføre et forhør af hende. Men da hun snart ville nedkomme undlod han at udsætte hende for sindsbevægelser, som kunne skade hende og hendes barn  [hun nedkom i fattighuset med datteren Juliane Marie Larsen den 22. maj Arkivalieronline]

Side 166a – 3. maj 1852

På rådstuen i Hasle.

Løjtnant Riis på 14. vg. i Nyker fortalte at en søndag middag for et par år siden blev det stjålet et lærred fra ham som lå til blegning i gården. Han havde på den tid snedkere ansat til at skære tømmer til en længe. Disse var gået ind i stuen for at spie til middag. Datteren havde netop gjort lærredet, der bestod af 6 – 7 stykker, vådt inden hun var gået ind. Et kvarter efter var hun ude i gården igen og da savnedes  et stykke lærred på henved en snes alen. De havde straks eftersøgt det i omegnen også i den nærliggende rugmark uden resultat. Der var en skov i nærheden, som kunne have været brugt som skjulested, men Riis undrede sig over den dristighed det var at stjæle på højlys dag. Lærredet blev skønnet til en værdi af 5 rdl. men gjorde ingen fordring på erstatning. Tuidspunktet må have været hen på sommeren hvor rugen havde en højde, som kunne bruges som skjulested.

Pigen Johanne Cathrine Beck 23½ år fortalte i året 1850 omtrent ved Hellamesse (1. november) blrv stjålet et stykke blaargarns lærred som havde ligget over hanebjælkerne ved skorsten på Thorupgård. Hun havde sit ophold på gården og skulle fra 1. november i tjeneste der. Den 3. november var hun på loftet for at hente et stykke til sin far. Der opdagede hun, at et stykke var borte. Det var på 18 til 20 alen klippe i tre stykker. Værdi 1 mk 8 sk. alen i alt mindst 4 rdl 3 marks værdi. Hun fordrede ingen erstatning.

Tyven måtte have kendskab til stedet, hvorfor der  havde været mistanke til Otto Nielsen var gerningsmanden. Han var på den tid daglejer på gården. En Ransagning med Ottos tilladelse blev foretaget uden resultat.

På gården var der arbejdsfolk på den tid til at reparere gavlen af stuehuset. Gavlen var udtaget, men det har været umuligt at komme op på loftet ad den vej, da gulvet i salen var væk og under salen var kælderen

Niels Larsen Prats enke på 27. slg. grund i Klemensker fortalte at Lars Larsen ikke havde været hos hende eller hendes afdøde mand for at bytte lærred. Derimod havde hun hørt at Lars Larsen havde været hos Otto Nielsen Helgreens kone for at bytte linned med dem, hvilket de havde undslået.

Peder Bertelsens hustru Karen Kirstine fortalte at noget før første november forrige år var Lars Larsen og kone kommet for at logere hos dem, ”De havde ikke haft lyst til at have saadanne folk boende, men Lars Larsen havde talt saa net og lovet at gøre deres hus i stand for dem”. Han havde lovet at det kun drejede sig om kort tid, hvorfor de sagde ja, men det var svært at komme af med dem.

Hun huskede ikke at Lars Hansens kone kom dagen efter de var flyttet hjem med nogle varer, som var kommet fra Rønne til Lars Larsen. Lars Larsen var sjældent hjemme og der blev sagt, at han ofte om nætterne lå på Dyngegård.

Det var rigtigt at Lars Larsens kone, medens de boede hos dem, syede et hvergarns skørt om til børnene. Hu havde ikke kunne omfarve stoffet i deres hus. Dette skørt havde Lars Larsen fået af sin familie, havde hun sagt til Karen.

Karen havde ikke lagt mærke til en brun eller rødbrun kaabe, men derimod havde hun set, at Lars Larsens kone havde tørret fire særke på en gang foran deres hus. Ellers havde Karen ikke lagt mærke til hendes tøj.

Husmand Peder Bertelsen på 31. slg. grund fortalte at kort før 1. november 1851 havde Lars Larsen været hos hans kone, der havde ladet sig overtale til at give dem logi, da de ikke havde noget hus at bo i. Han havde ikke givet tilladelsen, da Lars Larsen var almindelig bekendt for at stjæle. Han ville ikke udsætte sig for mistanke for det samme, når de havde ham boende i huset.

De havde tidligere boet hos Hans Larsen, men de var blevet uenige.

Han havde ikke bemærket noget tyveri begået af Lars Larsen medens de boede hos dem. Lars Larsen havde sjældent været hjemme om nætterne, men det blev sagt, at han sov på Dyndegård hvor han havde arbejde.

Peder Bertelsen gik på dagløn hos Hans Lyster og var sjældent hjemme om dagen. Derfor vidste han ikke noget om tøj, som Lars Larsen og kone havde og evt. omsyede.

Otto Nielsen Helgreens kone Elna Kirstine fortalte at hendes mand arbejdede i Kulbakkerne sammen med Lars Larsen ”i fjor vinter” og at de ofte fulgtes hjem om lørdagen. Hun erindre at noget efter nytår 1851 kom han hjem med noget der kunne ligne et stykke af en fruentimmerkaabe, hvor der sad noget vat. Tøjet var ternet og del lyst lyst og noget grønt shirting. Hun troede, at hun stadig havde nogle lapper liggende derhjemme, men dette var ”sværtet med blaaspaand og vitriol” thi når det er lyst blev det hurtigt beskidt. Af dette tøj havde hun syet en trøje til sig selv og dels noget tøj til børnene. Hendes mand havde sagt, at han havde købt det af en kone i Hasle for 4 mark.

Hun kendte ikke til, at hendes mand skulle være kommet hjem med lærred tilhørende Hermans Becks

datter på Thoruppegård. Og for øvrigt var der sket en ransagning efter dem. Uden resultat.

Hun tjente på præstegården samtidig med sin mand og han havde ikke noget lærred dengang og hun  syede ikke skjorter til ham medens de boede sammen på Præstegården.

Elna Kirstine sagde, at det var rigtigt, at han ofte kom hjem med en lille på sæd (både rug og byg) da han kom hjem fra tærskemandsarbejde. Hun troede at det var en del af lønnen.

168a – 4. maj 1852

På rådstuen i Rønne

Otto Nielsen Helgreen fortalte da han for omtrent 4 år siden tjene hos degnen i Klemensker var han ved middagstid gået fra Rønne og hjem til Degnegården. Ved en gård i Nyker var der en dam, hvor der lå flere stykke lærred. Han fik lyst til at tage et af dem. Lagde det sammen som lærred skal lægges sammen og skyndte sig ind i en rugmark, som var så høj, at det fungerede som skjul for ham.

Han tog det hjem til degnegården, hvor han lod sy et par bukser og et par skjorter. Skjorterne syede Cecilie, der havde opsyn med fattighuset og bukserne af Jacob Skrædder som boede nord for kirken i Bolleris. Der blev et lille stykke tilovers. Hvor stort erindrede han ikke.

 Ligeledes tilstod han tyveriet af lærred på Thorupgårds loft i efteråret 1850. Han var dengang daglønner på gården og havde opdaget, at der lå en del lærred på loftetpå hanebjælkerne. Han vidste at der blev brøddet hør på gården. Tyveriet sket ev de daggry. Han havde opdaget, at man kunne komme op på loftet fra salen. Gavl og loft var nedtaget, men det var muligt at gå på nogle brædder der lå på bjælkerne. Han havde kun taget en rulle.

Det stjålne lrred var i tre stykker, hvor de fo solgte han i Rønne til glarmester Boss. Det tredje blev anvendt til benklæder. Han mente, at han fik 18 skilling alen. Han havde gemt det på lyngen, hvorfor at de ikke blev fundet under ransagningen. Han vidste ikke af lærredet tilhørt Herman Becks datter.

Han indrømmede også tyveriet af den store kåbe. Han havde været i Hasle i et ærinde. På vej hjem havde han opdaget kåben, der lå på den store sten, der var ved indgangen til kirkegården. Der hvor den gamle præst plejede at sidde når det var godt vejr. Han mente, at det var en rejsekåbe: Yderst af ternet hvergarnstøj og foret af grønt shirting. Det var sikker en af præsten døtre, der havde lavet den. Det var på den tid, at hans mindste barn skulle i kirken.

Otto kendte intet til, at Lars Larsen skulle have stjålet hos Jeppe Rasmusen på Baggårds grund. Men der var en anden forhold, som han kunne fortælle om Lars Larsen. Han ville sælge både skjorter og særke til Otto, men han ville ikke købe, da han frygtede at det ville blive opdaget at han blev hæler. Lars Larsen sagde, at der intet var at frygte, da det var stjålet så langt væk, at ingen ville opdage det.

Endelig tilsted han, at han nogle gange havde stjålet sæd da han var tærskemand på Splitsgård. Han gemte sække i en halmstak og tog den med hjem senere. Men kun to poser rug og en pose byg, Han erkendte også, at han havde taget en skæppe kartofler fra kartoffelkulen sydost for Splitsgård kl 5 om morgenen.

Otto Nielsen Helgreen erklærede, at han nu havde tilstået alle sine forbrydelser og håbede på en formildelse i straffen.

Efterfølgende tilstod han uden opfordring at han ikke sidste men forrige påske havde stjålet flæsk fra Hans Thorsen i Rø sogn sammen med Lars Larsen. Det sket efter forslag af Lars Larsen og uden hans kones kendskab. Der var hul i gavlen af Hans Thorsens hus og de måtte bryde det større for at komme igennem. Otto gik ind og Lars blev udenfor. Han stjal et par lispund flæsk, som han rakte ud til Lars Larsen udenfor. De havde delt flæsket i to hos Otto og hans kone var nærværende, men stod ikke op af sengen.

Dommeren  henstillede til Otto om at fortælle sandheden. Var Lars Larsen med ham på denne tur til Rø? Hvilket Otto ”med den største bestemthed og med Taarer i Øjnene forsikrede at være tilfældet”.

Glarmester Boss i Rønne fortalte, at han var indkøber af lærred for fattigvæsenet, hvorfor han ”havde med mange personer af almuen at bestille”. Han kunne derfor ikke med bestemthed kende Otto som en af dem der havde solgt til ham. Men 18 sk. pr alen var en almindelig pris.

170a – 8. maj 1852

På rådstuen i Hasle.

Dommeren havde været beskæftiget den 5. og den 6. maj med to forskellige tyverier og i går var det store bededag.

Jens Christian Jensen, pt i Klemensker fortalte, at han ikke var bekendt med husmand Lars Larsen i Klemensker. Dommeren spurgte om det ikke var rigtig, at han havde købt dyrekød af en lille mand fra Klemensker, hvilket han benægter.

Jens Christian Jensen havde været straffet med 3 års forbedringsarbejde for at have fremstillet falske penge.

Cecilie Kirstine, enke efter Niels Hansen Dam, opsynskone på Klemensker fattighus. Erkender, at hun far syet og lappet samt syet skjorter for Otto Nielsen Helgreen, medens han tjente på Ladegården, og da han tjente på Degnegården.

Angående Ottos kones ophold i fattighuset var i anledning af at hun snart skulle nedkomme. Hun indrømmer, at det havde stået på længe, men nu var det op over. Det kunne man se på hende.

Skrædder Jacob Jacobsen på Degnegårds grund i Klemensker huskede at han for omkring 4 år siden syede et par lærred bukser til Otto Nielsen Helgreen, medens han tjente på Degnegården. Lærredet må have været leveret af Otto, da han sjældent selv leverer stoffet til bukserne. Da det var så mange år siden, turde han ikke med bestemthed udtale sig om denne person.

Arrestanten Svend Johan Andersen bekræftede sit tyveri på ”Skandinavien” og med hensyn til afsendelsen til guldsmeden. Han kender ikke navnet på guldsmeden, men han kendte stedet hvor han bor, hvis han blev transporteret til Rønne.

Svend Johan  fortalte at havde set Lars Larsen og Otto Nielsen komme gående med stængetræer, som de havde stjålet fra Kjølleregård. Det skete for omtrent 3 år side da Svend arbejdede på Splitsgård. Det var en søndag eftermiddag på besøg på Piberegård og da han var på vej hjem, så han de to, Lars Larsen og Otto Hansen, men han ænsede dem ikke.  Stængetræet blev lagt på loftet hos Lars Larseb, hvor Otto boede. Det var før han hus brændte. Otto bad senere Svend om at tie med hans viden.

Svend fortalte at Otto også havde stjålet 3 eller 4 skjorter på krohuset ved Blykoppeåen. Det havde Otto fortalt Svend engang de var inde og drikke en snaps på kroen.Foruden skjorterne havde han taget noget linned, som lå på et gærde.

Endelig fortalte Svend at Otto Nielsen havde stjålet to oste, hvor han havde taget dem vidste han ikke, men han havdehørt at Christian Munck ved Risby havde fået stjånet to oste.

Hvad kvien angår, som gårdmand Morten Kofoed mistede, var Svend fuldkommen overbevist om, at det var Lars Larsens værk og den blev slagtet i Hans Larsens hus og fragtet til Rønne. Hans Larsens hustru var med til at lave pølser af denne kvie. Han ved at Jens Pedersen vidste noget, som kunne oplyse sagen, nemlig både huden og kødet blev nedpakket i et lynglæs. Måske havde Jens Pedersen og Lars Larsen flere hemmeligheder sammen, hvor Jens Pedersen ikke ville sige noget.

Svend Johan fortæller, at årsagen til, at han har angivet andre, der var større tyve end ham eller ligeså så slemme som ham , skulle straffes på linje med ham og ikke mindre ”som retfærdigheden har fortjent”.

Dommeren påpegede, at Svend tidligere havde beskyldt Lars Larsen for forbrydelse, som han var uskyldig i. Denne angivelse bevirkede, at det er svært at stole på hans ord. Jamen, sagde Svend, dengang var han i bedrøvet stemning over, at han, som var så ung, skulle straffes hårdt når andre gik fri. Netop Lars Larsen var langt værre end ham og det var uretfærdigt, hvis han skulle slippe fri.

Dommeren meddelte at Hans Thorsen og hustru var tilsagt, men udeblev.

Side 171b – 10. maj 1852

På rådstuen i Hasle.

Ritmester Holm på Simlegård fortalte sidste efterår mistede han en kalkunsk hane og efteråret forud en anden kalkun. Han havde ikke anmeldt deres forsvinden, da han antog, at det var ræven, der havde taget dem. Han nævnet at hans og naboernes kalkuner gik samlet i Simlegårdsskoven. Naboerne var Christian Munck, Hans Andersen og Andreas Rasmussen.

Gårdmand Christian Munck på 54. slg. i Klemensker fortalte at han havde mistet 3 oste  i august 1850 var blevet bestjålet. Værdi 4 mark 8 skilling. Han havde ikke mistet kalkuner i skoven.

Husmand Peder Kofoed Rømer på 21.slg. fortov havde i sommeren 1850 kørt et læs Rønne for Otto Nielsen Helgreen. Vognen var læsset langt ude på lyngen. Først senere blev han klar over, at det ikke var Ottos lyng, men en anden mands. Han havde fået 9 mark for lyngen, hvoraf han efter sædvane skulle have halvdelen for transporten.

Arrestanten Lars Hansens hustru Magdalene Marie fortalte om den morgen hvor Lars Hansens hus brændte. Hendes datter line var meget tidligt gået til Gudhjem for at hente sild og derfor var hun alene i huset. Lars Larsen var kommet ind til hende tidligt om morgenen gennem ladedøren, som Line havde lukket udvendigt fra.  Hun var alene, da han kom og spurgte om hun havde noget malurt. Hun havde noget på loftet som han kunne tage. Det havde han ikke gjort blot gået ud af døren igen. Kort efter kom han løbende med børnene og fortalte at hans hus brændte.

Hun havde ikke hørt direkte fra Lars Larsen, at han ville sætte ild i sit eget hus, men det var det almindelige rygte. Hun havde hørt sin mand sige, at hvis han satte ild på huset måtte det ikke blæse, for så kunne deres hus været gået med i flammerne. Huset lå kun en halv snes skridt fra deres.

Dommeren bemærkede at ved det optagne brandforhør havde Lars Larsen påstået, at han lå i sin seng, da ilden udbrød. Han havde ikke fortalt om sin gang til naboen. Dommeren lod arrestanten Lars Larsen fremstille til konfrontation med disse oplysninger fra Magdalene. Lars Larsen bekræftede, at han havde været hos Magdalene og spurgt efter malurt. Men han var gået tilbage i seng og faldet i søvn. Blev vækket ved at det knagede fra taget, hvilket skyldtes ilden. Magdalene sagde, at det kunne ikke passe, at han lå i seng. Han var meget hurtigt kommet med børnene. Lars Larsen vedblev sin påstand om, at han var gået i seng og havde sovet. Dommeren gav udtryk for det usandsynlige i Lars Larsens påstand. Lars Larsen blev ført tilbage til arresten.

Arrestanterne Lars Hansen og Svend Johan blev fremstillet og konfronteret med Magdalene og hendes udsagn. Svend Johan sagde, at Magdalene var helt klar over indbruddet hos Jørgen Larsen i Rø. At Lars Hansen ikke ville stå ud af sengen og gå med, var korrekt, men Magdalene havde tvunget ham til det, ”ellers skulle han gøre mere arbejde end han ellers gjorde”.

Magdalene sagde, at hun kendte til planerne, men at hun ikke havde brugt det ordvalg mod sin mand.

Side 173b – 11. maj 1852

På 9. slg. grund i Rutsker.

Brandforhør i forbindelse med at husmand og skrædder Niels Hansens hus var brændt om morgenen.

Niels Hansen blev vækket at lyde fra loftet. Han var stået op og gået ud i køkkenet. Gennem en sprække i loftet så han ilden. Han var gået tilbage og vækket konen, der var stået på at taget deres barn. Han havde taget sengetøjet under armen og løbet ud. Der havde han set, at det var ild i begge gavle og det meste af taget. Han kunne ikke angive arnestedet, men ilden må være kommet udefra, da der ikke havde været ild i underetagen. Han mente ikke at det kunne være fra skorstenen.

Han fik reddet en kiste inden folk kom til hjælp. Den første var Jens Nielsen Muncks kone som blev vækket af Niels kone, der var løbet over til naboen. Dernæst kom Claus Mortensen. Det var først muligt at komme ind i huset efter at taget var udbrændt. Takket være at der var ler på loftsgulvet kunne man komme ind i huset og redde det meste af bohavet ud. Der var intet at stor værdi på loftet.

Der blev spurgt ind til, hvorfor at konen sov så tungt at manden havde besvær med at vække hende, nu når de havde en lille barn. Dommeren mente, at det var ”besynderligt” at det var manden, der passede barnet. Han svarede at barnet var ”uregerligt” havde holdt moderen vågen ud på natten, så han havde ligesom taget over med at trøste  barnet, hvorfor det var ham, der havde hørt ilden på loftet. Han mente, at klokken var henimod 3, da det lysnede. Han skønnede, at klokken var omtrent 12, da de var faldet i søvn og havde slukket lyset.

Ildens opståen kunne ingen forklare. De havde hverken baget, brygget eller vasket i løbet af dagen. Og de fyrede sidste gang i kakkelovne kl. 7 aften.

Huset var 2 år gammel og bygget af ejeren, men endnu ikke helt færdigt. Det var assureret for 150 rdl. Bohavet var ikke forsikret.

Brandlidtes hustru Ane Kirstine Munck, naboens Jens Nielsen Muncks hustru Elsebeth Kirstine, hvis mand var på arbejde på Slotsvangegården og husmand og skrædder Claus Mortensen blev afhørt om branden. Det var meget samstemmende med mandens forklaring.

Synsmændene konstaterede at skorsten ikke viste tegn på, at ilden var opstået der. Skaderne på underetagen var opstået af det afbrændte tag, der var faldet ned på siden af huset.

Sanedmand Sonne ankom kl .7, hvor ilden på det nærmeste var skukket.

Side 175b – 11. maj 1852

På rådstuen i Hasle.

Husmand Hans Thorsen på 9. vg. grund i Rø sogn fortalte at natten mellem påske lørdag og søndag blev der fra hans skorsten stjålet 2 lispund flæsk i tre stykke, der hængte til røgning. Tyven måtte have fået adgang til huset gennem et hul i gavlen, der var beregnet til hønsene. Der var taget en marksten ud, så hullet var stort nok til et menneske. Derfra var der adgang forstuen og køkken. Skorstenen var opmuret mellem køkken og den stue, hvor Hans Thorsen og hustru sov.

Tyven havde træsko på og sporene kunne følges over lynggærdet mod Klemensker sogn mod et hus, hvis ejer han nu ikke kendte, men som tidligere var beboet af Otto Nielsen Helgreen da tyveriet var foregået.

Da Hans Thorsen havde konstateret sporene, turde han ikke gå ind i huset, men kontaktede en udbygger Hans Peter Lund (Lind?) ,efter hvad han troede boede på Thorupgårdens grund, men som ikke ville gå med ham. Derefter gik han til udbygger Hans Lind, der skulle bo på Kuregårds grund og dernæst til Mads Andersen, der boede lige ved lynggærdet. Denne sidste gav sig det ærinde, at han ville besøge Otto for at tale om gærdets tilstand. Da de gik ud i lyngen nærmede de sig det sted hvor træskosporene var set. Otto sagde da, at hun havde andet at bestille, så han gik bort inden de fik konfronteret ham med deres mistanke. Mads Andersen havde nået at måle hans træsko i forstuen inden de var gået ud. Målene passede på de aftryk, som de fandt på lyngen.

At mistanken faldt på Otto Nielsen skyldtes også, at Otto havde forsøgt at sælge Hans Thorsen nogle høns og at han da havde set flæsket hænge i skorstenen og han havde konstateret adgangen gennem hønsehuset.

At tyveriet ikke blev anmeldt til politimesteren var, at han tvivlede på beviserne var stærke nok til at fælde tyven og at flæsket under alle omstændigheder var borte.

Hans Thorsens hustru Karen Kirstine Larsdatter fortalte at Otto Nielsen Helgren var kommet til dem skærtorsdag sidste år for at sælge dem nogle høns, fordi hendes mand var hønsekræmmer og solgte høns til skibene i Allinge. Hun fortalte samme historie om hønsehuset, træsko og spor til Ottos hus.

Side 176b – 12. maj 1852

På rådstuen i Hasle

Husmand Hans Nielsen Lind på 27. slg. grund i Klemensker fortalte om påske søndag 1851 hvor husmand Hans Thorsen var kommet til ham  og fortalt om mistanke mod Otto Nielsen. De fandt på nogle påskud for at komme ind i huset. Hans Lind påskud var, at han måske ville købe Ottos hus til sin søster. Mads Andersens påskud var at få ham med på at fordele arbejdet med at vedligeholde lynggærdet. Så snart de kom ind i huset hos Otto fortalte Hans Thorsen om tyveriet og at de havde mistænkt ham for tyveriet. Hans Lind havde set et stykke flæsk, men det var meget mindre end det stjålne. De havde fået Otto med ud på Lyngen til sporene. Men kort efter havde Otto forladt dem, da han havde andet at bestille.

Træskosporene var tydelige, da træskoen for nyligt var blevet klampet. Mads Andersen havde målt hans træsko i forstuen med sin tommestok, som passede med trinene. Da de var nået frem til Hans Thorsens hus, var der imidlertid mange fodspor, som de ikke kunne skelne fra hinanden.

Husmand Mads Andersen på 28. slg.fortov fortalte, at der ikke var entydige forspor. Der var forspor, der så ud som et par slidte træsko eller som et par læderfodtøj. Det var lidt forvirrende, men kunne være at der var forskel på klamperne på den venstre og den højre.

Husmand Hans Peter Lund på 28. slg. grund erkendte, at han havde afslået at gå med på ransagningen.

Side 178a – 14. maj 1852

På rådstuen i Hasle

I sagen mellem pigen Hansine Kofoed og gårdmand Morten Kofoed  ang. arbejdsfortjeneste. Angående ueninghed om stoffets værdi. Hansine påstod at ”skættefald” ikke kunne ansættes til 5 skilling pundet men kun 3 skilling . Hun havde ikke bragt det med sig til Hasle hvorfor sagen blev udsat i 8 dage.’

Side 178b – 14. maj 1852

På rådstuen i Hasle

Sagen om husmand Lars Hansen m.fl. fortsat.

Husmand Anders Andersen ved Balsmyre under Simlegård fortalte at han havdefor et par år siden om efteråret omtrent kl. 3 a 4 om morgenen, mødt Lars Larsen i nærheden af Kuregårdsskoven. Lars havde en dragt på nakken. Han synes, at det var besynderligt, at en mand gik der på den tid. Han havde hørt at en gammel kone ved navn Karen, som har i familien med husmand Christian Jensen, var blevet bestjålet. Anders Andersen mente derfor, at det sandsynligt var Lars Larsen, der havde bestjålet den gamle kone.

Husmand Christian Jensen på 27. slg. grund fortalte at han tidligere havde været nabo til Anders Andersen på Balsmyre og at Anders havde fortalt om sit møde med Lars Larsen om morgenen. Han kalder den bestålne for en gammel pige, datter af Jørgen Hermansen. Hun huskede ikke årstallet,men det må have været for et par år siden.

Dommeren havde tilsagt Otto Nielsen Helgreens kone til forhør, men hun var ikke kommet.

Side 179a – 15. maj 1852

På rådstuen i Rønne

Fisker Valerius Michael Peter Fallesten af Rønne fortalte at han for et års tid siden var blevet frastjålet tre skjorter. Han boede da i Blykoppekrohuset i Nyker. Skjorterne var blandt andet lagt til tørre på et gærde et par hundrede alen fra huset, som han vidste var lidt uforsigtigt. Men da der gik folk på vejarbejde tæt ved kroen og at han havde en søster på 8 år, som gik og vogtede kreaturer på bakkerne, havde han tænkt, at ingen ville stjæle dem. Der var ingen navn på skjorten og han var ikke sikker på, at han ville kunne genkende dem i dag.

Guldsmed Kolding af Rønne fortalte at for ½ års tid kom en svensker med et stykke sølv, som han bad om blev brugt til to ringe. Han spurgte svenskeren hvad det var for noget sølv og fik at vide, at det havde været en longnet. Hvilket han godtog, da det var udstukket til en lang  tråd. Han havde lavet de to ønskede ringe som imidlertid ikke var blevet afhentet. Han bedømte sølvet til en værdi af 1 mark 8 skilling.

Dommeren havde fundet guldsmeden ved at lade politibetjenten i Rønne ledsage Svend Johan rundt i gaderne i Rønne, hvorved Svend havde udpeget Guldsmed Kolding.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreen indrømmer, at han havde taget tre skjorter på en bakke (?) ved Blykoppekrohuset. Der var en del andet tøj, der var hængt til tørre. Han var på vej hjem fra Rønne og han tog de tre skjorter og puttede dem i den pose, han havde med sig. De havde forskelligt finhed. Den groveste var af blaargarn, sam han brugte som arbejdsskjorte medens han arbejdede i kulværket i sidste vinter, hvilket må betyde, at det var mere en et år siden, resonerede han. Den anden skjorte var af hørgarn og den tredje og fineste var så vidt han vidste ”Tvist” (?) De var alle opslidne. Han havde sagt til konen, at han havde købt dem for 1 rdl. stykket.

Otto nægtede at have begået tyveri hos Christian Munck i Risby. Han nægtede også at have stjålet kalkuner ved Simlegård.

Han vedgik at han havde været sammen med Lars Larsen på Piberegård for 3 år siden og der var også Svend Johan og Lars Hansen, der havde sin violin med. Lars spillede for de andre, moret sig og det var søndag aften. Han og sin husvært Lars Larsen fulgtes på vej hjem og da de kom forbi Kjølleregård havde de taget tre store stokke eller pæle – stængetræ var det ikke – med sig hjem. Pælene var lidt tykkere end kosteskaft og noget over 2 alen lange. Værdien kunne ikke være over 1 skilling stykket. De brændte sammen med huset noget efter.

Svend Johan stod frem og sagde at Ottos kone havde sagt, at Otte havde stjålet en kalkunsk hane. Otto tilsted at han havde taget en kalkun i Simlegårdsskoven. Han bragte den hjem til konen og de fortærede kalkunen med det samme. Han huske ikke tilberedningsmetoden.

Hvad angik de to oste, havde Svend Johan ikke noget konkret at beskylde Otto for.

Uoverensstemmelse var der også med uret, som Otto Nielsen skulle have taget uret op af lommen på Jørgen Thorup, eller, som Svend Johan sagde, at det skulle havde hængt på en gren. Grenen havde fisket uret op af hans lomme. For at komme mistanke mod ham i møde, sov han et par nætter på Splitsgård. Han fortalte at ret var købt af Gundberg, som han vidste var druknet sidenhen.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreen fastholdt at Lars Larsen havde været med ham hos Hans Thorsen i Rø. Otto havde ganske rigtigt forsøgt at sælge et par høns til Thorsen nogle dage før. Men han fik ikke hønsene da de ikke kunne komme overens med prisen. Tyveriet skete mellem påske lørdag og søndag. Mads Andersen var kommet for at få ham til at reparere gærdet  Hans Lind var kommet for at se på huset da han agtede at købe det. Med ham var husmand Hans Peter Lund. De havde anklaget ham for tyveri og de ville måle hans træsko, hvilket de ikke fik gjort. Han havde ikke haft tid til at gå længere sammen med dem på lyngen, da han havde arbejde at gøre. Han frygtede også at hans spor skulle kunne genkendes oppe ved Thorsens hus.

Lars Larsen havde haft gamle udslidte træsko på, så dem kunne man ikke se på lyngen.

Dommeren henstillede til Otte Nielsen at tale sandt [han troede vist ikke på at Lars Larsen havde været med i dette tyveri] De havde delt flæsket mellem dem. Otto havde en logerende Stine Samuelsen, der tjente på Splitsgård, lå i kammeret ved siden af stuen hvor de delte flæsket.

Lene Marker, der var skilt fra sin mand for 17 år siden blev afhørt. Hendes næring var at sælge hvedebrød og skænke lidt brændevin for folk. Derfor kender hun mange mennesker uden at kende deres navne. Hun siger, at hun måske kender personerne, når hun ser dem. Hun sagde, at det nok kunne være sandsynligt, at kun havde fået kaffebønner af en mand mod kaffe og brændevin.

Da hun hørte at Lars Hansens øgenavn var ”Lars Hundelort”, huskede hun, at af denne mand havde hun fået en fjerding kaffebønner for kaffe og brændevin. Hun erindrer ikke at der havde været en lille mand sammen med ham. Måske kunne hun genkende ham, hvis hun så ham. Hun husker ikke hvornår, men det er ikke sket i dette år.

Side 181b – 17. maj 1852

På rådstuen i Sandvig

Arrestanten Lars Hansens datter Caroline Kirstine  14½ år gammel, fortalte at hun var flyttet med sin husbonde Laurius Dam til Saa (?) i Allinge. Hun erkender, at hun har det hvide lommetørklæde, som Svend Johan tog af lommen  på frakken, som han stjal i Skandinavien i Rønne. Hun afleverede tørklædet, hvor der i hjørnet var skrevet med blæk F.A.

Hun forsikrede, at hun havde talt sandt om at hendes far og Lars Larsen havde stjålet sukker, søm og kaffebønner, samt tyveriet af en bistade. Hendes far var gået til sengs, da han fødder smertede på grund af støvlerne, så hun havde hjulpet Lars Larsen med at gemme bistadet ved gærdet hvor Lars Larsens hus havde stået. Nogle dage efter havde de presset honning af bikagerne og resterne havde de skjult under en tørvestak. Krukken med honning var gemt samme steds. Der havde ikke været andre til stede end hendes mor og far.

Da Lars Larsens hus brændte var hun omkring kl. 4 morgen gået mod Gudhjem efter sild, så hun havde ikke set ildebranden. Hun vidste kun det som hendes mor havde fortalt. Og så gentog hun rygterne om at Lars Larsen selv havde brændt det af. Hun tilføjede at det også kunne være Lars Larsen kone, der havde gjort det inden hun gik til Mads Andersen for at bage brød.

Side 182a – 19. maj 1852

I sandemandens gård i Rø sogn.

Det af sognets anlagte justitssag mod arrestanten Jeppe Dal i forbindelsen med overfald på Hans Thorsen.

Husmand Hans Thorsen på 9. vg.s grund i Rø angav værdien af de ting der var fundet på loftet af fattighuset: ½ pund hvidt sukker 13 sk., ½ pund brunt sukker 13 sk, ½ pund poleret (?) krudt  2 mk, ½ pund grøn sæbe, 7 sk, ½ fjerdingsnus 2 mk, ¼ pund lim 8 sk. Og så var der varerne fundet i kurven: 1 flaske med 3 pæle brændevin 20 sk, 4 bundter svovlstikker 4 sk, ¼ alen sort fløjl 1 mk . 2 dusin tinknapper 6 sk. 1 bundt hægter 10 sk og 2 hus? 10 sk.

Hans Thorsen afsagde sig erstatning hos Jeppe Dal eller fra hans mor. Justitssagens forklaring blev oplæst.

Side 182b – 21. maj 1852

På rådstuen i Hasle

1.Sagen mellem Hansine Kofoed og gårdmand Morten Kofoed om arbejdsfortjeneste. Sagen blev forliget, således at Morten Kofoed betalte Hansine 1 rd 2 sk. Dommeren eftergav gebyret.

2.Sagen mellem skrædder Ole Jensen af Allinge contra ungkarl Jørgen Christensen i Rutsker. Om uberettiget nærings brug. Klageren varmødt med den indklagede var syg og bad om udsættelse i 4 uger (18/6 kl. 12)

3. Sagen husmand Anders Hansen Holm på 26. slg. fortov i Rutsker contra husmand Hans Jensen Grønberg samme gårds fortov ang. verbale injurier. Sagen blev forligt således at den indklagende aldeles ikke mente noget med et han havde sagt. Det var ufortjente skældsord han havde sagt. Sagens omkostninger på 3 mark betalte af indklagede.

Side 183a – 22. maj 1852

På rådstuen i Hasle

Fortsat afhøringer i sagen mod Lars Hansen med flere.

Dommeren bemærkede at han den 18. og 19. havde han været optaget at at lægge planer for vejenes vedligeholdelse. Den 20. var kristi himmelfarts dag og den 21. havde han været optaget af ransagning og forhør, holdt gæsteret og ekstraret og politiret.

Husmand Lars Olsen på 62. slg. grund fortalte, at han lidt efter Sankt Hans for to år siden havde haft en lyngstak stående på udmarken på Stensbjerg øst for Splitsgård. Den forsvandt uden hans vidende og vilje. Han hørte af folk, at Peder Kofoed Rømer havde læsset og kørt bort med det efter aftale med Otto Nielsen Helgreen. Et par dage senere var Otto kommet til ham og erkendt, samt tilbudt at betale for den. Han fik 4 mark og var dermed tilfreds.

Husmand Jeppe Rasmussen på Baggaards grund i Klemensker fortalte om tyveriet fra hans sal palmesøndag i fjor. Det stjålne var 7 særke, 2 lagner, en grønstribet klædning og en Bekans kappe med hvidt Molton alt tilhørende husmand Christian Jensens fraskilte hustru Marie, som nu bor på Bjørnegårds grund. 4 særke, 5 tørklæder og 2 tørklæder tilhørende hans datter Petrea, der nu er konfirmeret. Desuden 1 lispund halvt hør og halvt hamp, en soldater frakke tilhørende ham selv og et par lyseblå soldaterbuksen tilhørende Peder Espersen som nu bor østen for Åhalsegård i Rutsker sogn.

Jeppe Rasmussen beskyldte først Christian Kofoed Riis for at have taget disse genstande, da han engang havde kørt bort med et stykke jern, som han ikke havde kommet ærligt til. Men han kunne efter undersøgelse ikke have gjort det.

Jeppe Rasmussen havde kontakt med en karl der endnu tjente på Samsinggård og var Palmesøndag tidlig morgen var på vej ned til sin bror Poul Andersen. Han havde set to personer sidde i grøften. Den ene var en meget lille person og havde en pakke foran sig. Den anden, som var meget større, var sprunget op og truet ham med en kæp. Han spurgte om hvem han var og om de kendte hinanden, hvilket han benægtede.

”Lille Lars” havde arbejdet sammen med Jeppe Rasmussens svigersøn Christian Hansen på kulværket. Lars havde også logeret hos ham et stykke tid. Han mente at det var Lars Larsen, der havde stjålet genstandene, sammen med en person.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreens hustru Ellen Kirstine gentog, at hun ikke havde syet for Otto medens han tjente på Degnegården, men det havde Cecilie, der nu bor i fattighuset [hun var opsynskone] og hvis hun ikke tog fejl, så syede Jacob Skrædder han et par bukser.

Hun ”mente bestemt at hun var uvidende om hendes mand tyveri” på Thoruppegård. Lærredet blev gemt på lyngen og senere solgt i Rønne, havde hun hørt.

Kåben som hendes mand kom hjem med, havde han købt i Hasle, sagde han.

Ang. tyveriet hos Jeppe Rasmussen var hun fuldstændig overbevist om blev begået af Lars Larsen. Han havde foræret hende et par gamle særke på den tid. Om hendes mand havde været med, var hende ubekendt. Det var dengang han arbejdede på kulværket.

Hun var bekendt med at hendes mand havde hentet kartofler i i kartoffelkule på Splitsgård. Da han var tærskemand på Splitsgård havde han en pose, hvori han to sæd med hjem et par gange. Posen rummede ”en gammel skæppe”.

Hun var klar over at hendes mand og Lars Larsen en aften til påske søndag var i Rø og stjal flæsk hos husmand Hans Thorsen. Da Lars Larsen var på besøg havde hun en logerende Kirstine Samuelsen. Da de kom tilbage til huset, havde de delt flæsket. Hun gentog historien om ransagningen og sagde, at hendes mand var gået med dem ud på lyngen og at hendes mand havde træsko med nye klamper.

Hun huskede at Otto havde tre skjorter med hjem fra hans tur til Rønne, men det var først senere hun fik fortalt historien om Blykoppekroen.

Hun kendte intet til at Lars Larsen og Otto skulle have tage pæle på Kjølleregård. Ostene fra Riisby troede hun ikke at hendes mand havde taget, men kalkunen på Simlegård var rigtig nok. Det skete i efteråret 1850. Hun havde kogt og fortæret den. Der var for øvrigt sort spraglet.

Hun blev atter spurgt om hendes mand var med til tyveriet hos Jeppe Rasmussen. Hvilket hun ikke mente. Men sikkert var det at Lars Larsen havde gjort det. Nu huskede hun, at hendes mand  havde bortbyttet de to skjorter med Lars Larsen.

Hun kom i tanke om, at hun havde købt et gammel lagen af Lars Larsen for 4 sk. Det var kort tid efter tyveriet hos Jeppe Rasmussen.

Kirstine Samuelsen var tilsagt til at møde, men hun kom ikke.

Side 186a – 24. maj 1852

Sat på Simlegård i Klemensker, da der var brændt et hus på gårdens grund. Huset tilhørte Jens Jørgen Pedersen se Sultekrogshuset – Bornholms historie.

Jens Jørgen Pedersen spiste til middag kl. 12 og var derefter gået hen for at sove. Kl. 2 var han stået op i den hensigt at gå til Marevad for om muligt at købe en tønde rug. I den anledning havde han barberet sig og hans kone havde givet ham vand dertil. Da han var færdig gik han ud af den nordre dør og blev opmærksom på, at det stod røg ud af tagskægget. Konen sad og lappede  en barneskjorte og hun løb ud. De tog sengeklæder med ud og konen løb ind i kammeret og tog noget tvist, som hun skulle væve for en fremmed pige.

Ilden greb hurtigt om sig og snart var det umuligt at komme ind i huset. En stor del af bohavet brændte og det var ikke assureret. De brændte løsøre var en væv, en dusin stole, en slagbænk, 2 borde, et stueur, linned, klæder, 2 puder og mere, der i alt vel løb op til 100 rd.

Huset på 7 fag var assureret for 300 rdl, han havde sat nyt tømmer i i den ene gavl. Der var hverken brygget, vasket eller bagt eller foretaget andet husgerning, som fordrede ild, andet end at der blev kogt mad til middagen, så de havde ild i skorstenen – de brugte kul og brænde. Han vidste ikke hvordan ilden var opstået.

Han havde 250 rdl gæld i huset .

Sprøjten kom først efter at hele overdelen var brændt. Mølleren Hans Jensen og karlen på gården Ole Absalon var kommet til undsætning.

Hustruen Ane Marie gentog hvad manden havde fortalt om middagssøvn og lapning af barneskjorte indtil hun hørte manden skrige, at der kom røg ud af tagskægget. Hun tog sengeklæder og i den liggende kat som det første ud på den søndre side af huset. Manden tog sengeklæder ud på den venstre side af huset. Hun fik ikke taget mere ud da hendes lille dreng skreg udenfor huset. Hun havde i dag ikkeandet ild i skorstenen en til middag, hvor hun lavede grød og vare barbervand efterfølgende.

Hun sagde at huset var syd fag med vedligeholdt stråtag.

Møller Hans Jensen på Simlegårds grund fortalte at omtrent kl. 3  stod han ved møllen, der lå 500 skridt fra det afbrændte hus. Han undrede sig over den kraftige skorstens røg, men kort efter så han at ilden slog igennem taget. Da han kom frem til huset slog ilden ud af den østre gavl.

Ungkarl Ole Absalon, 23 år gammel og tjente på gården (Simlegård). Han opdagede ilden kl. 3 eller 3½. Da han nåede frem faldt taget ned, så han kunne ikke når at redde noget indbo. Huset nedbrændte aldeles. Huset var ”temmelig vedligeholdt”

Side 187b – 26. maj 1852

På rådstuen i Hasle

Dommeren oplyste at han denne dag havde været optaget af forhør ved Hasle Købstads Politiret og brandsag på landet, å han har kun taget sig af det mest nødvendige.

Husmand Jørgen Jørgensen på 33. slg. grund forklarede at hans hustru havde ligget syg i henved 6 uger, hvorfor hun ikke kunne komme til forhør. Hun er meget svag og kan endda ikke selv vende sig i sengen.

Dommeren fremlagde attest fra sognepræsten på at han ikke kunne levere en dåbsattest på denne person, da kirkebøgerne er brændte i året 1801. Efter attest fra kapellanen blev han konfirmeret 1807 15 år gammel og gift i 1815 23 år gammel, det vil sige at han er født 1792.

Ifølge straffeattest er han hverken tiltalt eller dømt i dette jurisdiktion.

Disse oplysninger blev forelagt Jørgen Jørgensen, der dog rettede sit konfirmationsår til 1806.

Arrestanten Lars Hansen fortalte ”at han var fuldstændig overbevist om, at det var Lars Larsen der stjal og slagtede Morten Kofoeds kvie og det almindelige rygte vil vide, at det skete hos husmand Hans Larsen. Han havde også set, som tidligere nævnt, ligge med bar skjorteærmer oppe på et læs lyng, og blev transporteret af Hans Larsen til byen med kødet, som han havde hørt. At Hans Larsens kone havde lavet pølser af kødet havde han hørt fra flere.

Hans Larsens hustru benægtede på det bestemteste, at Lars Larsen havde stjålet en kvie og slagtet det. Hverken hun, hendes mand eller datter har deltaget i slagtning og kørsel til Rønne.

Dommeren troede ikke på hende, i sæt da hun havde ”gjort sig selv mistænkelig derved, at hun ikke havde anmeldt for Politiet, at det var Lars Larsens hensigt at brænde sit hus af”. Hun havde aldrig troet på hans ord, hvorfor hun mente, at det ikke var nødvendigt at anmelde det.

Hendes datter Birthe Marie Hansen benægter at Lars Larsen skulle have bragt  en kvie til hendes forældres hus. Hun vidste ikke noget af, at hendes far skulle have kørt et lynglæs til Rønne. Hun havde ikke hørt fra Lars Larsen, at han ville brænde sit hus af. Hun havde hørt det far sin far.

Kirstine Samuelsen var tilsagt at møde, men var udeblevet på grund af sygdom.

Husmand Jens Jørgen Jensen på 36. slg. fortov i Klemensker. Han forklarede, at han havde et led ved hans hus, som de brugte når de skulle gæssene igennem [til lyngen]. Lars Larsen kom ofte forbi hans hus. Han besøgte en meget mistænkelig mand ved navn Christian Hansen, der boede tæt ved Jens Jørgen Jensens hus. Han opdagede en dag at leddet var væk – stjålet i forrige sommer. Han så leddet nogle dage efter hænge på Lars Larsens hus. Det var godt nok ændret så en flade ”træmme” var  byttet ud med rundt, samt bund og topstykket var forkortet, men han kunne genkende resten som hans.

Skrædder Lars Jensen logerer på 34. slg. fortov fortalte at han ofte  havde arbejdet for husmand Jens Jørgen Jensen. Han kendte til lyngleddet, der havde siddet tæt ved hans hus. Han havde også set resterne af det ved Lars Larsens hus. Han nævnte at hullet i træet, hvor der tidligere havde siddet en fladt træ, sad  nu et rundt. I ”opstanderen” var der huller, som var en fælge af at gæssene havde gnavet i dem.

Jens Jørgen Jensen erklærede, at han kone kunne aflægge ed på, at det omtalte led tilhørte dem og ikke Lars Larsen. Desuden havde han en 21 årig søn, der kunne gøre det samme, men han er for øjeblikket på Spitsbergen.

Side 189b – 29. maj 1852

Politiret sat på 27. slg. i Klemensker

Dommeren havde troet, at det var rigtigst at medtage arrestanten Lars Larsen med til hans tilhørende hus. Han blev spurgt om han selv havde sat leddet ved hans hus vestre gavl. Hvilket han bekræftede. Leddet blev forsynet med dommerens og de to retsvidners navne og taget med til politirettens møde på 27. slg.

Lars Larsen sagde efter spørgsmål, at ”det ham tilhørende hus, som nu er solgt, har han købt af Lars Peter Nielsen, der igen har købt det eller tilbyttet sig det af Jørgen Marker. Efter hvad han har hørt er det sidstnævnte, der har indtaget omtrent en skp. Land geom. mål fra den ved huslodden liggende lyng. Det skete for omtrent 5 år siden. Ham selv har flyttet det før afbrændte hus hen på den søndre kant af lodden, og det er muligt, at de 2 østre rum af dette nye hus står på udmarken, men den vestre det af huset samt det ved samme stående led står derimod på bondemarken, hvilket han ved med vished, da han selv har sat leddet der ved den vestre gavl”.

Han gentog sin påstand, at han havde bearbejdet leddet, som altså var flyttet fra sin oprindelige plads ved lynggærdet mod vest til husets gavl ind mod bondejorden. Han gentog et par gange, at det havde hængt ved huset i længere tid og at han selv havde forarbejdet det.

Husmand Jens Jørgen Jensen besigtigede leddet i arrestantens  Lars Larsens nærværelse og erklærede, at det var hans led som blev stjålet fra han i juni sidste år. Det ville han afgive sin ed på.

Husmand Jens Jørgen Jensens kone Gertrud Margrethe Jensen fortalte at ved Sankt Hans dags tider, natten efter den dag, der var auktion i Almindingen, blev deres stjålet et led i gærdet. Ved fremvisning genkendte hen leddet og ville afgive ed på, at det var deres ejendom.

Skædder Lars Jensen genkendte leddet og gentog, hvad han havde sagt ved forrige forhør.

Lars Larsen ændrer nu sin forklaring, at han havde købt leddet af husmand Hans Kofoed. Dommeren gjorde opmærksom på, at denne mand var død, og at Hans Kofoed, der boede tæt ved arrestantens hus, var død inden han var blevet arresteret, hvorfor ”det efter al sandsynlighed var usandhed”. Lars Larsen erklærede, at der var ingen tilstede da han købte leddet af Hans Kofoed og at ingen havde set  at han havde givet ham pengene kontant.

Jens Jørgen Jensen sagde, at hans søn var en af Robbefangerne, der var kommet tilbage. Han ville kunne genkende leddet.

Retten begav sig dernæst til husmand Jørgen Jørgensen, hvor dennes hustru Karen Kirstine blev truffet sengeliggende. Hun blev afhørt. Byskriver Paludans straffeattest blev oplæst – hun havde ikke været tiltalt eller straffet. Kapellanens havde attesteret, at hun var født i året 1797. Hun erklærede at attesterne var korrekte. Ingen spørgsmål blev stillet.

Side 190b – 1. juni 1852

På rådstuen i Rønne.

Dommeren fremlagde højesteretsdom af 9. marts 1852 over arrestanten Otto Nielsen Helgreen er blevet ”anset med et års forbedringsarbejde for Ejendomsindgreb”.

Otto Nielsen havde ikke begyndt afsoningen af denne dom, da han inden højesteretsdommens afsigelse faldt, var anklaget for nye forbrydelser. Dommeren henviste til afhøringen den 20. december 1851, hvilken Otto Nielsen erkendte var korrekt.

Otto Nielsen erkendte, at han havde taget gamle Lars Olsens lyngstak og ladet den køre til Rønne af P.K.Rømer, hvilket skulle være sket fro et par år siden. Han undskyldte sig med, at det var på ”en underfundig måde” at han havde taget stakke, men at det hele tiden var hans hensigt at betale Lars Olsen for stakken.

Side 191a – 2. juni 1852

På 29. slg. i Klemensker i anledning af at kaptajn Siemsens hustru Rebekka Louise Kofoed var fundet druknet i gårdens brønd samme dags morgen.

Dommeren bemærkede, at der allerede var sendt en vogn efter lægen, som kort tid efter hans ankomst ankom.

Så snart hun blev opdaget i brønden, blev hun taget op ”malket for at bringe vandet til at løbe ud”, men det blev konstateret, at hun var død.

Overlæge Zahrtmann erklærede, at han havde været afdødes huslæge i mange år og fundet hende mere eller mindre melankolsk. Nu og da havde det udviklet sig i den grad, at han betragtede hende ”ikke at være i besiddelse af sine forstandsemner”. Han kom fem 5 timer, at hun blev fundet og beskrev hendes tilstand.

Afdødes svoger undentagsmand Erik Hansen afgav forklaring at hans konens søster var melankolsk og i øjeblikke sindssvag. Han frygtede at hun ville gøre en ulykke på sig selv. Han havde været til stede, da folkene trak hende op ad brønden.

Erik Hansens datter Karen Kirstine Hansen, 20 år bekræftede sin fars oplysninger. Hun sov i samme rum som afdøde og havde bemærket, at hun ikke talte med noget menneske. Da de skulle drikke kaffe kl. 7 var det påfaldende at hun ikke kom ind. Da begyndte de at lede efter hende og hendes mor, fik den tanke om hun havde gjort en ulykke på sig selv.

Tjenestedrengen Jens Kofoed 15½ år var den der først opdagede afdøde i brønden.

Gårdejeren Castus Kofoed Hansen fortalte hvornår han sidst havde set sin moders søster var kl. 4 da han gik igennem stuen, hvor hun lå i sengen sammen med hans søster. Han bekræftede af afdøde var meget nedtrykt og i en sindssvag tilstand.

Dommeren erklærede herefter at det var meget sandsynligt, at hun havde taget sit eget liv.

192b – 2. juni 1852

På rådstuen i Hasle

Forhør angående hvorvidt Jørgen Marker havde gjort sig skyldig i kvaksalveri

Dommeren fremlagde amtets skrivelse af 20. f.måned.

Husmand Jens Dam fra 24. slg. grund i Klemensker fortalte at han sammen med sin far var en søndag gået til Jens Monsen for at betale ham nogle penge som de skyldte. De fandt Jens Monsen i en dårlig tilstand, Han klagede forfærdeligt over smerter i sit ben.

Til stede i huset var han kone og en mand ved navn Jørgen Marker, der var kendt som en der kunne behandle syge mennesker. Marker havde sine kundskaber fra Sverige. Han blev brugt af folk, der led af forskellige sygdomme.

Jens Dam havde set hvor råddent foden var og at den kun var hængte sammen med benet ved en strimmel kød. Jørgen Marker ikke villet skære foden af, og Jens Dam heller ikke, hvorfor Jens Monsen havde forlangt at konen skulle gøre det. Da det var sket satte Jørgen Marker et plaster på stumpen. Det blødte næsten ikke.

Jens Dam var åbenbart kendt for at årelade folk, så Jens Monsen sendte bud efter ham to dage efter amputationen. Han havde ingen tilladelse til åreladning, men han gjorde det på folk, der boede langt ude i sognet og langt fra lægen. Jens Monsen døde 4 dage efter amputationen.

Indsidder Jørgen Marker, 27 år gl. fortalte, at han havde givet mange mennesker råd i deres sygdomstilstand og dermed reddet mange mennesker. Han sagde at han aldrig med vished kunne love helbredelse, men han havde helbredt mange også nogen som var opgivet af lægerne. Han kom ofte til den syge, når det ønskedes. Hans viden havde han fået af en skrædder i Sverige ved navn Hørberg.

Af folk han har været kaldet til var: Lars Jensen på Fåregård i Olsker, Lyngberg på Brøddegård i Rø, Lars Christensen på Spællingegård i Rø, Claus Jørgensen på Kjølleregård i Rutsker, Jens Clausen på Kovgård i Rutsker, Grønbech i Helligpeder, husmand Hans Lyster i Klemensker, husmand Anders Christensen i Klemensker og andre, som han ikke lige kunne huske. Han havde også behandlet en fattig mand i Tejn Fattighus efter opfordring fra præsten i Olsker, Han havde ordineret ham varme bade. Han tager forskellig betaling  1 sk, 2 sk. og nogen gange 4 sk.

Han boede hos Jens Monsens enke, som han for 14 dage siden blev kaldt op til, da der var gået forrådnelse i foden. Han kendte ikke nok til behandlingsmåden, så han ville ikke gøre noget. Jens Monsen havde fået konen til at skære foden af. Han nægtede at have et plaster parat. Det var først bagefter han så sig nødsagen til at sætte et plaster på, efter han havde smurt stumpen med salve. Plasteret havde han fra apoteket. Han sagde, at Jens Monsen først døde fire uger 2 gade efter at foden blev sat af. Han holdt fast i, at han ikke havde sagt at foden skulle sættes af. Salve som han lavede var ad Voks, Terpentin, Talg, Harpiks og honning.

Han mente ikke at han havde forbrudt sig ved at kurere folk, derimod havde han anbefalinger fra folk, han havde hjulpet. Navnlig Lyngberg havde anbefalet ham.

Spørgsmål om han benyttede kunster som ”Maalen og Støben” [målen og sigen?], hvilken han benægtede. Han brugte kun ting som man kunne købe på apoteket.

Jens Monsens enke Ingeborg Pedersen fortalte at hendes mand havde været syg i sit ben i 23 år. Det blev værre og værre og til sidst hang foden ikke sammen med det øvrige ben. Han kunne ikke ligge på ryggen eller på siden længere. Jens Dam var kommet sammen med sin far. Og Jørgen Marker var der. Jørgen Marker havde sagt, at han nok kunne kurer benet når foden var taget af, men han ville ikke skære det af. Heller ikke Jens Dam. Jens Dam lovede at tage benet af og Jørgen Marker havde salve parat. Hvordan foden blev skåret af, vidste hun ikke, da hun kunne ikke tåle at se på det. Da det sket kom der en meget ilde lugt.

Til behandling af den dårlige fod havde hun mest brugt tjære, da det synes hende virkede bedst.

Husmand Jens Dam erkendte at det var ham der skilte foden fra benet efter at Jens Monsen havde bedt ham om det. Da han så hvor slemt det stod til med foden blev han overbevist om at foden var rådden. Han undskylde, at han først havde benægtet sin deltagelse i amputationen.

Jørgen Marker fortalte, at han ikke havde brugt salve, men rugmel og mælk. Det var Jens Monsens kone der havde bedt ham om at komme og efter han havde set benet, havde han sagt, at han ikke kendte til at sætte benet af og derfor ikke ville gøre det.

Forhøret udsat.

Side 195a – 2. juni 1852

På rådstuen i Hasle

Tjenestepigen Kirstine Samuelsen fra Splitsgård, 27 år, fortalte at hun i 1851 logerede hos Otto Nielsen Helgreen. En aften før påskesøndag var Lars Larsen kommet til dem i huset. Hun havde ikke hørt samtalen, som blev født udenfor. Hun var i det lille kammer med sit lille barn, da de omkring midnat kom tilbage efter at have været væk et stykke tid. Hun hørte hvad de sagde. De havde været hos ÆggeThorsen og stjålet flæsk, som de delte mellem sig. Der blev spist lidt om morgenen og resten blev gravet ned på lyngen.

Dagen efter var Mads Andersen, Hans Lind og Hans Lund for at søge efter flæsket. Otto havde nægtet og sagt, at det flæsk de havde tilbage i huset var købt i Rønne.

Hun var sikker på at det var Lars Larsen hun havde hørt, da hun kendte ”hans snak”. Hun kunne forstå, at de også havde forsøgt at gå ind et andet sted.

Dommeren havde tilsagt en del mennesker dagen efter for at foretage ransagning hos Lars Larsens kone efter det linned som kunne stamme fra Jeppe Rasmussen. Han havde fået besked fra kapellanen, at Lars Larsens kone havde nedkommet med et barn den 22. maj. De havde været raske, men var nu blevet syg, så ransagningen var udsat.

Side 196a – 8. juni 1852

På rådstuen i Hasle. Dommeren var på rejse til København, sa retten blev varetaget af exam.jur. Møller med amtets konstitution til at fortsætte afhøringerne.

Ejer af Splitsgård Jacob Jespersen blev afhørt om Svend Johan Andersen Holms forklaring den 28. april om at tyveriet i mælkestuen på Splitsgård var forestået af én person. Jespersen mente ikke at det havde været muligt, da smørkrukken var så tung, at den af en mand kunne løftes op fra gulvet gennem vinduet. Smørret var i en gul bornholmsk fajancekrukke med omtrent 8 pund smør.

Otto Nielsens tilståelse den 8. maj af at han medens han var tærskemand på Splitsgård havde stjålet sæd fra gården. Jespersen sagde, at han ikke havde lagt mærke til at der i vinteren 1850 og 1851 var forsvundet sæd. Ang. kartofler vidste han, at der var forsvundet noget, men kunne ikke angive hvor meget.

Arrestanten Svend Johan Andersen Holm blev fremstillet løs og ledig. Svend angav, at tyveriet var udført på den beskrevne måde, men kun af ham selv med begge hænder fra gulvet.

Husmand Lars Hansens datter Line Hansen gentog sin forklaring om at hun forrige års efterår var gået til Rønne sammen med Svend Johan hvor de solgte smør. Hun solgte 2 pund han 4 eller 5 pund smør. På hjemvejen mødte de Lars Larsen ved Mæby, som foreslog Svend at følge med til Rønne igen, hvor de skulle tage nogle kalkuner og får og sælge dem i Rønne. Han havde en pose med til formålet. Svend ville ikke med, da han skulle hjem med de indkøbte varer, som vat græskar og brød.

Hun har hørt Lars Larsens kone jamre sig over at hendes børn ingen klæder havde efter deres hus brændte i fjor sommer. I sidste vinter havde hun bemærket at Lars Larsens to børn havde fået nye kjoler, som var syet af omfarvet tøj, som smittede af ved at røre det. Senere så hun Lars Larsens kone gå med en kjole af brunrød kulør – om det var omfarvet vidste hun ikke.

Side 197a – 10. juni 1852

På rådstuen i Hasle

Tjenestekarl på Samsingsgård Poul Jensen fortalte at han få dage efter han var kommet i tjeneste den 1. april  i fjor blev der begået et tyveri hos Jeppe Rasmussen på Baggårds grund. Tidligt samme morgen gik han til sin bror Anders Poulsen. På landevejen mødte han to mænd der sad i vejgrøften. Den ene meget lille. Den anden og større person sprang frem og med en kæp i hånden truede ham og spurgte om han kendte dem. Efter at have benægtet det, var han gået videre ret forskrækkede. Han så, at der i grøften lå to pakker, uden at kunne beskrive dem nærmere. Han mente, at den lille person var meget lig arrestanten Lars Larsen. Hvem den anden person havde han intet bud på.

Afdøde Hans Kofoeds søn Christian Hansen Kofoed af Klemensker sogn, 24 år, forklarede at han i fjor i april måned (1851) havde forladt skomagerprofessionen i Rønne, kom han hjem til sine forældre og har været der siden. Han kan med bestemthed sige, at hans far aldrig har haft noget egetræ eller træstykker, ej hellere de opstandere som findes ved det hus, som Lars Larsen havde haft ved sit hus og som blev fremvist ved politiretten. Han ved bestemt, at hans nu afdøde far ikke hade solgt noget til  Lars Larsen. Han bemærkede, at hans mor ikke kunne møde ved retten, da hun var svagelig, næsten blind og hørte dårligt.

Afdøde Hans Kofoeds søn Jens Morten Kofoed, 18 år gl. fortalte at han de sidste 34 år havde opholdt sig hos forældrene. Da han så opstanderne erklærede han med sikkerhed, at de aldrig har tilhørt hans far.

Bager Niels Peter Espersen i Hasle erkendte at han i fjor sommer (1851) havde købt et stykke vadmelstøj på 3½ alen, som var af blaar og hampegarn af Lars Hansen og kone fra Klemensker. Han husker ikke prisen. Da Lars Hansen sat arresteret kom han kone og ville sælge blaargarn til ham. Han ville ikke købe, da han var bange for at det var stjålet.

Side 198a – 14. juni 1852

Politiretten sat på Klemensker kro.

Efter de mange forhørs oplyste omstændigheder måtte man antage at Lars Larsen stod bag tyverierne hos Jeppe Rasmussen  på Baggårds grund. At konen og børnene havde tøj, der kunne være fra dette indbrud skulle der nu være ransagning hos arrestantens kone, der for tiden opholdte sig på fattighuset i nærheden. Derfor:

”Thi decreteres

Der bør foretages Ransagning hos Arrestant Lars Larsens hustru, der for Tiden har ophold paa Clemensker Fattighus”

Til stede var husmand Jeppe Rasmussen, dennes datter og Christian Jensens fraseparerede hustru – Fra kroen gik de sammen med til ransagningen på fattighuset hvor Lars Larsens hustru Dorthe Hartvig var til stede. Hun viste sin kiste og deri fandtes intet mistænkeligt. På spørgsmål fremviste hun et stykke hvidt Molton for. Hendes børn blev fremstillet og deres kjortler blev undersøgte. Det viste sig at det var af samme stof, som tilhørte Christian Jensens fraskilte kone. Tøjet var farvet, men der hvor det var slidt kunne man se den oprindelige farve, som var grøn. Molton og børnenes kjortler blev taget af retten som bevis.

På fattighuset fremkom Otto Nielsen Helgreens kone Ellen med at stykke lagen som havde købt af Lars Larsen, samt en barneskjorte, som var syet af en særk, som hendes mand havde fået af Lars Larsen.

Retten blev fortsat på kroen.

Christian Jensens fraskilte kone Marie Margrethe meddelte, at hun var blev frastjålet for omtrent 2 år siden noget tøj, som lå hos Jeppe Rasmussen på Baggårds grund. Det bestod af en rød Berkans kappe med hvidt hjemmegjort for, 7 særke, en grøn hvergarns klædning og 2 lagner. Hun havde ved ransagningen haft en lap af det tøj som klædningen var gjort af, som hun sammenlignede med børnenes kjoler og fundet, at det var af ganske samme sort tøj som hende. Det var blevet farvet, men det var tydeligt, at det oprindelig havde været grønt. Hun antog derfor at Lars Larsens børns kjortler var syede at det stjålne tøj.

Det samme skete med Otto Nielsen Helgreens kones fremlagde stykke lagen, der ligner det som fandtes hos Lars Larsens kone.

Lars Larsens kone Dorthea Hartvig påstod, at det tøj som børnenes kjortler var syede af, havde hendes mand kommet med og havde sagt, at han havde købt det. Hun kunne nu godt se, at det måtte være det samme stof af de stjålne til fra Baggårds grund, så hun havde nu grund til at formode, at hendes mand havde stjålet det et eller andet sted. Hun nægtede, at det var hende der havde omformet tøjet og påstod at hendes mand var kommet med det, som det er nu. Dommeren gjorde hende opmærksom på, at vidner havde sagt, at det var hende der havde syet kjortlerne.

Det hvide for, som var fundet ved ransagningen, havde Dorthea mistænkt som være stjålet, da hendes mand kom med det. Han havde benægtet. Det havde for øvrigt været ude af huset et stykke tid, da manden ønskede at få det byttet. Det det kom tilbage brugte hun det som svøb til barnet.

Hendes mand havde i besiddelse et par blå soldaterbukser, som han sagde, at have købt på auktion i Rønne.

Hun var uvidende om at Lars Larsen havde solgt garn til Lars Hansen.

Husmand Jeppe Rasmussen, der havde været med til ransagningen, uden at finde noget, som kunne have tilhørt ham. Dog var der fundet et stykke af soldaterbukser, men da der på den tid var solgt rigtig mange soldaterbukser på auktion, var det umuligt at konstatere, om det var de samme som han havde mistet.

Jeppe Rasmussens datter Petrea Christine Ipsen 14½ år, konfirmeret, så en skjorte, der var gjort af tøj, der lignede en særk som hun havde mistet, men hun var ikke sikker på, at det var hendes. Hun havde mistet 4 særke.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreens kone, Ellen Kirstine, fortalte at Lars Larsen i vinter for et år siden, havde solgt til hendes mand 1 gl lagen, 3 gamle forslidte særke for 4 mark. 1. mark 8 sk eller 12 sk. blev betalt med en kylling. Resten skulle betales kontant. Hun syede særkene om til tøj til børnene. Hun vidste, at Lars Larsen kone havde omformet noget tøj til børnene.

Side 200a – 17. juni 1852

På rådstuen i Hasle.

Arrestanten Lars Larsen forklarede, at han ikke var i stand til at erindre hvorvidt han havde bragt tøj hjem til konen, som så har synet dem om til kjortler til børnene. Efter han længe og alvorligt blev advaret mod at tale usandt, samt at foregive, at han intet kunne huske. Han fortsatte med at sige, at han ”intet kan huske desangående”.

Dog husker han, at han havde købt en kylling af Otto Nielsen, men ikke hvor meget han gav for den. Men nægtede at have solgt lagen og 3 gamle særke til Otto. Hvorvidt han havde været i Rønne med Lars Hansen og været inde hos en kone, der kaldtes for ”Sokkan”, var han ikke i stand til at erindre.

Dommeren oplæste nu hvad Otto Nielsen, hans kone og Kirstine Samuelsen havde fortalt under afhøringerne om hans delagtighed i indbruddet hos Hans Thorsen i Rø. Selv om entydige fortællinger, påstod han med største bestemthed, at han ikke har været med til tyveriet, som omtales. Han har ikke delt noget flæsk i Otto Nielsens stue.

Endelig blev han fortalt, at Hans Kofoed sønner var parat til at afgive ed på, at Lars Larsen ikke havde købt et led hos deres far. Lars Larsen påstod, at det var sandt, det han havde sagt. Opstanderne havde i længere tid stået ud for Hans Kofoeds død. Dommeren sagde, at hvis det var sand, så måtte sønnerne have kendt dem, Til dette svarede Lars Larsen intet. Og så sagde Lars Larsen, at Hans Kofoed for ham har ytret, at ”hans sønner vare ude at supe altid”.

Lars Larsen er født i Østerlars i året 1821 eller 1822, har var konfirmeret* i forbedringshuset i en alder, såvidt han erindrer af 17 eller 18 år. Da han kom tilbage fra forbedringshuset tjente han først i Østerlars hos Bendix Hermansen på Risegård i 1½ år, dernæst hos Hans Munck på Bakkegård i samme sogn i ½ år, dernæst for løjtnant Riis på Bakkegård i Nyker i ½ år, dernæst tilbage til Hans Munck, hos hvem ha atter tjente i et ½ år. Dernæst tjente han hos Jens Pedersen på Smedegård i Rø i 1½ år, hvorefter han blev gift med den kone som han nu har i en alder af 23 eller 24 år. I forbedringshuset var han i et år, og dette ifølge en dom her ved jurisdiktionen for tyveri og attentat (?) på indbrud. I året 1849 blev han sat under tiltale her ved jurisdiktionen for et tyveri, men han blev samme år frifundet ved højesterets dom.

[*ifølge kirkebogen for forbedringshuset Arkivalieronline er han konfirmeret den 17. april 1842, hvor hans forældre angivet at være husmand Lars Larsen og Bodil Pedersdatter i Rønne. Han blev født 18. maj 1823. Hans kundskab ”godt” og opførsel ”mg”]

Side 201a – 18. juni 1852

På rådstuen i Hasle

Jørgen Marker var tilsagt til at møde, men udeblev.

Gårdmand Jens Clausen Schou fra 22. slg. i Rutsker fortalte at han havde været syg i lang tid uden at vide hvorfor. Han havde henvendt sig til krigsraad Curdt, der ikke havde kunnet hjælpe ham med de dråber, han havde ordineret. Han hørte, at en mand i Klemensker kunne kurere sygdomme, hvorfor han henvendte sig til Jørgen Marker, som han hed. Han havde sagt, at han skulle tage fodbad og harlemmer???. Derudover fik han noget, vist kaldt Delliggraeh, som han skulle blande i mælk. Det skulle han tage en ½ pot hver dag. Jens Clausen sagde, at han kom sig og var Jørgen Marker meget taknemlig.  Han betalte Jørgen 1 mark, hvilket han nu synes var for lidt. Han ville efterbetale ham med flere penge. Jørgen havde ikke brugt nogen ”Maalen, Manen eller andre Kunster”

Gårdmand Claus Jørgensen til 13. slg. i Rutsker, der fortalte at hans kone havde fået indvendig krampe. Han havde ikke henvendt sig til en læge, da det var på vårens tid. Da han hørte Jens Clausen Schous succes med Jørgen Marker, havde han tilkaldt ham. Jørgen havde ordineret fodbad og åreladning på den ene fod. Aareladningen blev udført af jordemoderen i Allinge, da Jørgen ikke ville give sig af med det. Hun fik derefter ordineret de såkaldte ”Moderdraaber”. Det gjorde hende rask. Han forlagte ingen bestemt betaling, men overlod det til ham Claus Jørgensen at give, hvad han syntes. Han fik 4 mark. Han havde ikke betjent sig af ”Maallen, manen eller sådanne kunstner.”

Gårdmand Olaus Lyngberg på 4.slg. i Rø havde en 2årig søn med heftig næseblod. Han henvendte sig til doktor Grove, men han kunne ikke helbrede drengen. Gårdmanden havde haft et andet barn, der var død af sygdommen. Han fik kendskab til Jørgen Marker og tilkaldte ham. Jørgen foreskrev, at drengen skulle bades i  vand med laurbærblade, noget saft som kaldes barbarersaft og en mikstur, hvis navn han har glemt. Barnet er endnu ikke blevet helt rask, men næseblodet var standset. Jørgen fik 1 rd som betaling.

Lars Christensen til 2 vg. i Rø forklarede at hans kone i længere tid har haft en sygdom, hvor blodet steg hende til hovedet og forårsagede hovedpine og hævelse, hvoraf hun led meget. Hun havde tidligere – før de blev gift – søgt læge uden resultat. Da han hørte at Jørgen Marker var i nærheden, havde han bedt ham om at komme. Han kom flere gange for at tilse konen. Han foreskrev fodbad med humle og malt, samt åreladning på hovedåren, hvilken åreladning blev foretaget af Peder Larsen fra Lindeskoven. Desuden skulle hendes hoved smøres i salve, som bestod, så vidt han vidste, af hovedvand, samt rød Koral og hvid koral. Hovedet skulle omvindes med vat. Hun skulle også tage nogle dråber Malagavin. Jørgen sagde, at der nok skulle gå et helt år, før konen blev rask. Lars Christensen mente, at hun havde det bedre, men var endnu ikke rask. Han har ikke givet penge for hjælpen, men rugmel og gryn til en værdi på 9 a 10 mark.

Gårdmand Lars Jensen på 32. slg. i Olsker fortalte at ”hans kone havde lidt af en meget heftig sygdom, som navnlig bestod i en overordentlig stor ængstelse, så hun var aldeles bange for folk og i en heftig hjertebanken”. Han havde søgt råd hos doktor Zahrtmann uden at de mange dråber havde hjulpet. Da han hørte at Jørgen Marker var på egnen, så havde han kontaktet ham.

Jørgen Marker ordinerede hende gigtdråber i malagavin, som han imidlertid ikke kunne skaffe. I stedet brugte han gammel vin. Dernæst skulle hun bade i varmt vand med afkog af smørurter, hvide engstjerner og Bukkestat..? (Bukkeurt?) og skovsyre.

Lars Jensens kone var vel ikke blevet helbredt, men hun har dog følt noget bedring.

Jørgen Marker havde for at have besøgt dem 4 a 6 gange fik en forårsgris til værdi et par rigsdaler.. Han anvendte ingen ”Maalen eller Manen eller andre slige Kunster”.

Husmand Peder Grønbeck i Helligpeder i Rutsker forkalrede, at han i længere tid havde lidt af ”pine i brøstet og maven”, hvorfor doktor Grove havde foreskrevet hamnogle dråber, der også havde hjulpet ham lidt. Men da dråberne slap op og ikke kunne komme til Rønne, kontaktede han Jørgen Marker, som han hørte var på egnen. Jørgen forskrev ham Harlemmerdråber og Bæverdråber. Han synes, at han havde det bedre nu, men om det var fordi vejret var blevet bedre eller dråberne vidste han ikke. Jørgen Marker fik 2 mark. Jørgenhavde ikke betjent sig af andre midler.

Hans Lyster kunne ikke møde i politiretten da han var så syg at han kunne give møde i byen.

Side 203a – 21. juni 1852

På rådstuen i Hasle. Forhør i sagen mod Lars Hansen med flere.

Til stede var tjenestepigen på Splitsgård Kirstine Samuelsen og hendes tidligere afgivne vidnesbyrd om Lars Larsens delagtighed i tyveriet hos Hans Thorsen i Rø blev læst op i nærværelse af arrestanten Lars Larsen. Lars Larsen benægtede og sagde, at han ikke var i stand til at erindre at han havde været hos Otto Nielsen påskelørdag aften 1851. Men det var løgn, at han havde stjålet flæsk fra Hans Thorsen.

Dommeren bemærkede at Kirstine Samuelsen var straffet med 5 dages fængsel for hæleri samt 3 x 5 dages fængsel på vand og brød for at have i utide forladt sin tjeneste. Derfor kunne hun ikke betragtes som et fuldgyldigt vidne. Men dommeren mente, at hendes vidnesudsagn var vigtig. Efter at hun blev advaret mod at begå meded, afgav hun sin korporlige ed, at det hun havde vidnet ar sandt.

Dernæst fremstod indsidder og skrædder Lars Jensen på 34. slg. fortov afgav sin ed på sandheden i sin tidligere afgivne forklaring om Lars Larsen.

Arrestanten Lars Larsen gav dernæst sin ed på sine benægtelser.

Dommeren bemærkede, at Jens Jørgen Jensen og hans kone ikke kunne komme til afhøring. Jens Jørgen var på arbejde på Brøddegård i Rø og fik tilsigelse for sent  – og hans kone var syg. Deres søn var ikke kommet hjem fra Grønland, men ventes hver dag.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreens hustru Ellen Kirstine erklærede sig villig til at afgive ed på sin forklaring på Lars Larsens deltagelse i flæsketyveriet. Hun gentog sin fortælling medens hun fastholdt øjenkontakten med  Lars Larsen. Der til slut sagde, at hun løj.

I henhold til bestemmelserne L-13-17 kunne dommeren ikke bruge Ellen Kirstines vidnesbyrd.

Ellen Kirstine fik forelagt følgende attester:

1.I flg dåbsattest af 10/5 1852 er hun født 7. november 1822

2.Forholdsattest fra Klemenskerpræsten dat. 22/4 1852

3.En straffeattest fra herredsfoged Olivarius i Svaneke dat 24 april 1852 at hun ikke var var straffet i Østre herred

4. Straffeattest fra Nordre herred, Hasle og Hammershus uden tiltale og straf.

Dommeren meddelte, at Dorthea Larsen, arrestanten Lars Larsens hustru ikke kunne møde. Han havde været i kirke i går og for øvrigt ikke rask.

Side 204b – 22. juni 1852

På rådstuen i Rønne

Fremstod Kirstine Margrethe, stenhugger Steffensens hustru i Rønne fortalte at engang i efteråret var en ubekendt svensk mand, som påstod at han kendte hendes mand, der ikke var hjemme, men ude og hugge sten for folk på landet. Han påstod at de havde hugget sten sammen. Hendes uvilje blev ved til, at han fik lov til at overnatte på loftet. Dagen efter havde han købt brød og smør, hvorefter han var gået.

Lene Marker, skilt fra sin mand, fra Rønne fastholdt sin tidligere forklaring. Lars Larsen var medtaget fra arresten i Hasle og fremstillet for Lene Marker. Hun genkendte ham som værende sammen med den Lars Hansen eller, som hun kaldte ham, Lars Hundelort, den dag for 2 år siden da de havde byttet en fjerding kaffebønner for kaffe (og brændevin).

Lars Larsen erklærede, at han ikke erindrede at han havde mødt hende. Da dommeren ikke kunne skaffe beviser på denne hændelse, fandt han det unødvendigt at afhøre Lene Marker yderligere.

Pigen Cathrine Marie Hansen fra Rønne, 40 år, der logerede hos Steffensen, bekræftede, at hun havde set den svenske mand, der overnattede på loftet i noget rughalm.

Politibetjent Kofoed fra Rønne havde eftersøgt en svensk mand ved navn Olsen, der i hattemager Olsens hus, skulle have købt 2 shirting skjorter af Berglund. Han havde ikke været i stand til at finde den person. Sandemanden havde også søgt efter denne Olsen uden resultat.

Dommeren havde ladet averteret i Bornholms Tidende [det var i  Bornholms Avis den 27. april] efter ejermanden til en lorgnet, der blev stjålet på Skandinavia, men uden resultat.

Bornholms Avis 27. april 1852

Side 205b – 23. juni 1852

På rådhuset i Hasle

Arrestant Lars Larsens hustru Dorthea Hartvig blev afhørt, Hun nægtede at have omformet og farvet tøjet til brug for hende børn.

Dernæst blev Lars Larsen fremstillet og konfronteret med Dorthea Hartvig. Lars Larsen sagde, at han ikke kunne erindre at han nogensinde havde været i Rønne med Lars Hansen og derfor ikke kunne have noget med tyveri af kaffebønner at gøre ”Dorthea Hartvig vedblev sin omstændige forklaring angaaende der, der foregik forinden lars Larsen og Lars Hansen gik til Rønne sammen”

Historien om honningen forklarer han sig som tidligere og han kunne ikke erindre at han havde købt skjorten, men at hans kone havde syet den. Konen benægtede dette.

Dommeren eksaminerede dem begge ang. branden af huset og om kalkunen til Hasle, hvilket ikke førte til et nyt resultat.

Arrestanten kunne ikke erindre noget om en fruetimmerskørt, som konen påstod, at han var kommet hjem med og som hun havde syet om. Han huskede intet om en udbyggerkone et eller andet sted skulle have solgt ham den.

Dorthea Hartvig fortalte, at hun var et uægte barn, og hendes far var møller Mogens Hartvig i Hasle og hendes mor hed Ellen. Født 23. juni 1822, men hun blev konfirmeret i Allinge. Efter sin konfirmation tjente hum 4 år hos skolelærer Meilgaard i Hasle, dernæst 3 år på Smedegård i Rø hos Jens Pedersen, derefter 1 år hos kaptajn Dam på Tornegård i Klemensker. Dernæst tilbage til Jens Pedersen i Rø i 1½ år Herefter blev hun gift med Lars Larsen. De har haft deres bopæl i Klemensker siden.

Side 206b – 23. juni 1852

På rådstuen i Hasle

Dommeren fremlagde Amtets skrivelse af 10. ds med 7 bilag.

Indsidder Jørgen Marker fortalte at han tidligere havde ejet det hus, som senere har tilhørt Lars Larsen. Det var ham der havde flyttet skellet og således af lyngmarken øst for huset indtaget et stykke land på 1/3 skæppe land. Dette havde han gjort med tilladelse af Jeppe Andersen, der ejede Tøjregård, på hvilket gårds fortov dette indtagne jord var beliggende, og til hvilken dette stykke jord med udskiftningen ville blive tildelt.

Dommeren forelagde han de fremlagte dokumenter. Jørgen Marker erkendte at ifølge obligation af 17/12 1847 skyldte han Lars Peter Nielsen 60 rdl – men at der var indgået et forlig den 24/5 hvorved han gav Lars Peter første prioritet i huset og løsøret (opremset). Men han havde også givet første prioritet til Absalon Ipsen for et lån i løsøret.  Sikkerheden for de to panthavere stod altså i de samme genstande.

Derefter skulle Jørgen Marker forholde sig til de vidnesbyrd, der var fremkommet den 18. juni:

1. Jens Clausen Schous. Det må have været Fillumgrat han havde givet denne mand.
2. Claus Jørgensen Han benægte at have ordineret åreladning, men rådet til at give fillumgrat. Hendes fodbad bestod af ¼ pund humle, ½ pund malurt, 1 pot gul havre.
3. Olaus Lyngberg, erkender han ordinationen. Miksturen var saltmikstur.
4. Claus Christensens forklaring passede efter Jørgens mening. Dråberne var harlommen og moderdråber, som ikke skulle tages i vin, men vand, som alle dråber skal.
5. Rigtigheden af Lars Jensens forklaring vedgik han ligeledes. Fodbadet bestod af smørurt, engstjerner men ikke bukkeurt, Skovsyren var rigtig nok.
6. Huusmand Peder Grønbech forklaring erkender han var rigtig.

Jørgen Marker sagde, at han havde kureret mange flere end de nævnet, men han kan ikke huske deres navne.

Han er født som uægte barn i Rønne den 4. juni 1826 af forældrene Lars Marker og Sanne Cathrine. Han blev konfirmeret i Aaker sogn. Da han blev konfirmeret kom han i skrædder lære i Nexø hos Jens Jørgen i Dikkegaarden (?). Der var han i 2 år. Derefter var han hos skrædder Lars Peter Nielsen i Aaker sogn, her var han i omtrent 1 år eller mindre. Derefter kom han til gårdmand P. Munck på Lille Kastelsgård i Aaker i et halvt år til 1. november 1845, hvor han tjente som karl. Derefetr kan han til gamle Anders Beck på Kuregård i Klemensker, hos hvem han tjente i et ½ år. Derefter blev han gift og boede i Klemensker mere end ¾ år, hvorefter han atter flyttede til Aaker sogn. Der boede han i 4 år hvorefter han flyttede til Rønne den 16. marts 1850, hvor han blev til den 15/7 1851. derefter flyttede han til Nexø, hvor han til dels bor endnu, da han har en del gods der endnu. Nu tænker han på at flytte til Allinge, hvor han i denne tid har taget ophold.

Side 207a – 24. juni 1852

På rådstuen i Hasle

Jens Jørgen Jensen på 36. slg. fortov i Klemensker fastholdt sin tidligere forklaring på leddet, som blev fremvist i retten. Led og opstandere blev sat til en værdi af 12 sk.

Arrestanten Lars Larsen mente ikke at det vedkom ham, at erkende værdien af opstanderne.

Jens Jørgen Jensen afgav sin ed på sin forklarings rigtighed.

Jens Jørgen Jensens hustru Gjertrud Margrethe Jensen erkendte rigtigheden i et og alt vedr. led og opstandere. Hun afgav sin ed.

Arrestanterne Svend Johan Andersen og Lars Hansen blev konfronteret med Lars Larsen ang. tøjet han solgte dem, kaffebønnetyveriet, bistadetyveriet, mødet i Mæby, kalkuner, lynglæsset tilh. Hans Larsen, om tøjet der blev forandret til børne kjortler.

Lars Larsen benægtede alt medens Svend Johan og Lars Hansen så ham i øjnene. Alt var løgn.

Side 208a – 26. juni 1852

På rådstuen i Hasle

Forhøret over Jørgen Marker forsattes.

Gårdmand Jeppe Andersen, Tøjregård i Klemensker ”benægtede, at han nogen siden havde givet tilladelse til at indtage et stykke af udmarksjorden. Det hus som Lars Larsen og før ham Lars Peter Nielsen ejede, ligger på hans grund og var tidligere bortfæstet til en fruentimmer, der kom fra Snogebæk, som enten var ugift eller enke. Imedens hun boede der i dette hus, tjente Jørgen Marker på Kuregård og blev derfra gift med dette fruentimmer. Dog er han ikke aldeles vis på om det var før eller efter han blev gift med dette fruentimmer at Jørgen Marker flyttede gærdet ind på udmarken. Så vidt han erindrer blev nok dette gærdes flytning foretaget efter giftermålet, og han er i alt fald vis på, at om den blev foretaget før, så er den først endt efter giftermålet. Efter hans løselige skøn, så drejede det sig om et par skæpper land.”

Gårdmanden sagde, at han ikke vidste hvordan udskiftningen af lynglodden kommer til at falde ved udskiftningen, men så vidt han vidste var landinspektøren bestilt, men endnu ikke påbegyndt.

Jørgen Marker var indkaldt til forhør men ikke mødt på grund af sygdom.

[Ifølge Klemens kirkebog  Arkivalieronline blev den 20årige Jørgen Marcher tjenestekarl på 27. slg. gift den 2. maj 1847 med 1. gangs enken Ane Kirstine Olsdatter, 40 år boende på 31. slg. grund. Forlovere var udbygger Hans Nielsen Lind på 27. slg. gr. og gårdmand 27. slg. Anders Nielsen Bech]

Side 208b – 29. juni 1852

På byfogedkontoret i Hasle

Efter amtets ordre skulle branden hos husmand Jørgen Hansen Steenberg den 21. april undersøges nøjere. Særlig oplysningen om at de havde tørret hør på kakkelovnen.

Husmand Jørgen Hansen Steenberg på 1. slg. grund i Olsker indrømmede at der blev tørret hør på kakkelovnen. Han vidste godt at det var forkert og bad om undskyldning. Han havde mistet næsten alt og var en gammel svagelig mand. Han kunne ikke genopføre sit hus af assurancebeløbet. Han bad om en mild mulkt på 1 rdl. Dommeren lod dette meddele amtet i håb om approbation. Mulkten skulle tilfalde amtsfattigkassen.

Side 209a – 30. juni 1852

På byfogedkontoret i Hasle

Afdøde Hans Kofoeds søn Christian Hansen Kofoed, 24 år var villig til at afgive sin ed på det han havde vidnet den 10. juni.

Arrestanten Lars Larsen fik oplæst afhøringerne af Hans Kofoeds sønners vidnesbyrd. Christian afgav ed på det.

Broderen Jens Morten Kofoed fatholdt sit vidnesbyrd af den 10. juni. Han afgav også sin ed på sit vidnesbyrd.

Side 209b – 1. juli 1852

På rådstuen i Hasle

Husmand Peder Larsen af Lindeskoven i Rø blev forholdt Lars Christensens udsagn om, at han åreladede dennes kone. Han bekræftede at det skete to gange – en gang på foden og en gang på armen.

Han havde åreladet i 30 år og hans fader før ham og derfor troede han ikke, at han gjorde noget ulovligt. Han havde åreladet en person i doktor Priemes overværelse efter hans begæring. Han sagde, at det fra gammel tid har været skik at folk lader sig årelade. Han var ikke bevidst at nogen nogensinde var blevet straffet for det.

Peder Larsen blev født i Lindeskoven i 1797. Han var omtrent 20 år, da han blev konfirmeret i Østerlars, der tjente han et ½ års tid hos Mons Andersen ”norden Larskirken”. Siden kom han til Allinge, hvor han lærte skomagerfaget hos Mikkel Pedersen. Her var han i 3 år. Derefter kom han tilbage til Rø og købte huset af sine forældre. Lars Pedersen og Johanne. I året 1831 flyttede han til Helligdomsgården, hvor han boede for omtrent 3 år siden, flyttede til det hus, hvor han stadig bor. Han har aldrig været tiltalt eller straffet.

Dommeren bemærkede at Jørgen Marker lå syg med ”hovenhed i Benene” og derfor ikke var i stand til at møde op til forhør.

Side 210a – 12. juli 1852

På byskriverkontoret i Allinge,

Dommeren var på rejse til København. Politiretten administrerede af fuldmægtig Møller.

Fremstod Jørgen Marker fik forelagt gårdmand Jeppe Andersens forklaring fra den 26. juni, hvor han påpeger, at han ikke havde givet ham tilladelse til at indtage et stykke udmarksjord. Jørgen Marker vedblev at påstå, at Jeppe Andersen havde givet tilladelse og endda ytret, at når udmarken blev ham tilladt, ville han give fæste på det indtagne stykke i forbindelse med den jord der tidligere var bortfæstet til huset. Hans Larsen skulle have hørt denne udtalelse af Jeppe Andersen.

Fremstod jordemoder Marie Schou af Allinge fortalte at for et par måneder siden kom hun til gårdmand Claus Jørgensen i Rutsker for at tilse hans kone efter at Jørgen Marker havde sagt, at en læge eller en jordemoder skulle årelade hende på foden. Hun vedstod, at hun havde gjort det.

Side 210b – 23. juni 1852

På rådstuen i Hasle

Husmand Jens Dam fra Klemensker forklarede at han var 43 år og født af forældrene Hans Jørgen Dam og Karen Margrethe der begge lever  og bor i sognet. Han er født i Klemensker og konfirmeret i 1823. Han var hjemme hos sine forældre til han var 30 år, da han kom i tjeneste hos kaptajn Kofoed på Splitsgård hvor han var i 8 år, herefter giftede han sig og købte huset af hans forældre på 27. slg. grund hvor han endnu boede. Han bekender sig til den evangeliske kristelige religion og har hverken været tiltalt eller straffet. I militæret står han som menig ved 3. herredskompagni.

Konst. dommer Møller konstaterede at hverken Hans Larsen eller Jeppe Andersen var mødt til afhøring.

Side 210b – 27. juli 1852

På et hus på 21. vornedgårds grund i Klemensker ang. at husmand Esper Olsens lille barn var druknet i en brønd den 26. juni.

Husmand Esper Olsen var på arbejde hos gårdmand Claus Pedersen fra morgenstunden. Hen i mod aften kom hans kone og fortalte at deres godt et år gamle barn Jens Espersen var faldet i brønden. Hun og nabokonen havde forsøgt at bringe barnet til live. Han var løbet hjem og fundet barnet og var fuldkommen overbevist om, at barnet var dødt, hvorfor det ikke var nødvendigt at hente lægen.Brønde lå en halv snes alen fra forstuedøren. Han forklarede at der havde været en fastluge over brænden, men den var gået i stykker i vinter og der havde blot ligget nogle brædder over hullet.

Hustruen Ellen Dorthea forklarede at hun havde gået et ærinde på marken kl. 4, Hendes pige på 10 år plejede at passe barnet. Så hun var gået uden ængstelse. Da de andre børn opdagede ulykken havde de skriget og nabokonen var kommen. Straks efter kom hun selv hjem og med fælles hjælp fik de barnet op og forsøgte alt, hvad der stod i deres magt, at genoplive barnet.

Husmand Jørgen Hansens hustru Maren Cathrine gik på marken et lille stykke fra Esper Olsens hus. Hun hørte børnene skrige. Hun ankom omkring kl. 6

Side 211b – 27. juli 1852

På rådstuen i Hasle

Husmand Hans Larsen på 27. slg. fortov (Lystrup, Dyndegårdsvej 24 – matrikel 146 – Bornholms historie) fortalte, at han boede i nærheden at det hus som Jørgen Marker havde haft i fæste og som senere beboedes af Lars Larsen. Han var bekendt med at Jørgen Marker havde indtaget et stykke af udmarken til sin fæstejord og flyttede gærdet ud i udmarken. Han ”benægtede på det bestemteste” at han havde hørt, at Jeppe Andersen på Tøjregård havde givet Jørgen Marker tilladelse til at indtage et stykke lyng eller noget som helst.

Jørgen Marker indrømmede nu, at Jeppe Andersen ”muligen ikke” har givet tilladelse til ham selv. Det var før han blev gift med sin nuværende kone, der som enke havde huset i besiddelse. Han blev først gift med hende 14 dage efter i Maj [2. maj 1847]. Hans kone skulle have fået Jeppe Andersens tilladelse.

Gårdmand Jeppe Andersen til Tøjregård vedblev med sin tidligere forklaring. Dog bemærkede han at han måske havde snakket med Jørgen Marker eller hans kone om, at efter udskiftningen kunne et stykke af udmarken tilfalde ham og hvis det gjorde, så ville han ikke have noget imod at bortfæste det til huset.

Jørgen Marker sagde, at Jeppe Andersen ikke havde frarådet ham at flytte gærdet, men det kunne være sket før han blev gift.

Jørgen Markers hustru Ane Stine fortalte, at hun som enke besad huset med jordlod der var fæstet fra Tøjregård. Medens hun sad i enkestand fik hun i sinde at indtage og indhegne et stykke af udmarks jorden. Hun gjorde sig ingen betænkning med at gøre dette, da andre husmænd på denne måde forøgede deres jordlodder. Hun var derimod uvis på om det kunne betale sig at flytte udmarksgærdet. Hun indrømmede at Jeppe Andersen havde advaret hende, men senere havde han sagt, at hvis han fik tildelt det stykke af udmarken ved den forestående udskiftningen, så ville han lade den fæste til hende. Det skete omtrent 14 dage før hun blev gift med Jørgen Marker, men de var forlovede. Gærdet blev flyttet og det blev en fordel for dem begge.

Om hendes mand ”endnu vedblev at Kurere på folk” var hende ubekendt. Men han havde kureret på mange, det var bevisligt nok, så hun kunne ikke nægte det.

Hun var født i Rønne den 18. august 1806, og konfirmeret i Åkirkeby i påsken 1821. Hun var i tjeneste hos ritmester Sonne i Aaker i 5 år da hun blev konfirmeret, derfra kom hun atter til Rønne hvor hun tjente hos adjunkt West i 1 år, derefter i Rønne hos kaptajn Johnsen ½ år. Derefter kom hun atter at tjene i Vasegård i 2 år. Længere har hun ikke tjent, men i en alder af 30 år ernærede hun sig ved at spinde og væve for folk, først 1 år ved Åkirkeby, dernæst, medens hun holdt hus for en enke, i Aaker sogn, senere efter dennes død i flere år på forskellige steder i samme sogn. Hun var over 37 år da hun  blev gift med Peder Hansen Madvig, med hvilken mand hun flyttede til Svaneke, men da han 2 måneder efter druknede på søen flyttede hun tilbage til Aaker, hvor hun købte sig et hus og boede der et par år, hvorefter hun fæstede et stykke jord og hus fra Tøjregård  i Klemensker. Der boede hun et år og blev gift med Jørgen Marker, med hvem hun flyttede til Aaker og boede henved 2 år, da huset brændte for dem. Derefter boede de til leje i nogen tid i sognet, hvorefter de igen flyttede til Klemensker og for tiden har ophold i Allinge. Hun havde aldrig været tiltalt eller straffet.

Fremstod Jørgen Marker erkendte konens vidnesbyrd og indrømmede, at han foretog udflytningen af udmarksgærdet til fordel for sig og hans tilkommende kone, men han havde ikke kunnet på det , men dog deltaget.

På forespørgsel erkendte Jørgen Marker, at han have ”kureret på” Anders Christensens datter. Hendes lårben var brudt i stykker af forkølelse eller anden sygdom eller måske sket da hun sprang over et gærde. Hende havde han givet blodrensende dråber og tilrådet hende bade med hvedeklid. Hun er ikke ”kommen sig”, men havde det bedre. Og fået lindring.

Anders Christensen på 29. slg. grund i Klemensker (se Bjergly, Dyndegårdsvej 17 – matrikel 37c – Bornholms historie) erklærede, at han havde benyttet sig af Jørgen Marker. Hans datters ene hofte var dårlig, og der var et hul, der altid flyder (ikke oplyst, men vel med materie?) Jørgen fik 3 mark for at  se på hende. Han foreslog bade med hvedeklid, samt plaster af honning, voks, talg, beg og harpix, Hans datter er ikke blevet rask, men hun har det bedre. [Datteren må være Anna Margrethe Christensen f 30/8 1835 ]

Side 213b – 29. juli 1852

På rådstuen i Hasle

Anledningen var at optage forhør i anledning af tyveri begået af de udbrudte fanger Otto Nielsen Helgreen og Laurentius Larsen,

Bornholms Avis 25. juni 1852

Dommeren fremlagde udskrift af Rønne Politiprotokol af 16. juli og 17. juli, amtets skrivelse af 24. juni og byfogdens skrivelse af  21. juni  med meddelelse om at fangerne var udbrudte af byens arrest og endelig tre rapporter fra Sandemanden i Rø af 1., 2. og 11. i denne måned. [De to udbrudne arrestanter var igen bag lås og slå i Rønne]

Fremstod gårdmand Anders Rask til Bjørnegård i Klemensker forklarede at samme nat som arrestanterne brød ud af arresten i Rønne blev der hos ham begået et tyveri, hvor der blev taget en mængde klædningsstykker og 1 par oste. Da de om morgenen omtrent kl. 5 kom ud i forstuen opdagede de at der manglede en del tøj, der måtte være stjålet. Et vindue i mellemsalen var udtaget. Sømmene der holdt vinduet var udtaget. I salen var hensat til tørring to oste. De var taget. I mellemsalen var der taget en grå hvergarns frakke. Døren mellem mellemsalen og salen var lukket men ikke låst. I salen blev der taget en blå uniformsfrakke, et par sorte bukser og en blå vest. I mellemsalen var også taget en flad klædes kasket.  Nord for mellemsalen var et kammer, hvor Anders Rask’s broders stedsøn Thomas Kofoed på 18 år lå og sov. Han havde intet observeret. I det nordre kammer var døren lukket op, men her var intet taget. Mellem mellemsalen og forstuen var der ingen lås men forsynes med en krog. I forstuen blev taget en grå klædes vinterfrakke, en sort klædes frakke, en blå klædes trøje, en blå klædes vest, et halsklud, en lodden hue, et par blå klædes bukser. I lommen på den sorte frakke var et silketørklæde, og i lommen på vinterfrakken var et rødblommet lommetørklæde, I bikserne var nøgle småpenge vel 3 a 4 mark.

Forstuen støder umiddelbart op til storstuen, hvor gårdmanden ligger om sommeren. Døren var ikke låst men lukket. Han  havde ikke hørt noget, og han mente, at det må have fundet sted efter kl. 12.

Spor fra Nyker til Bjørnegård viste at der var to mennesker. Den en med bare fødder og den anden med sko eller støvler med flade såler. Efter Bjørnegård var de gået mod Rø eller Lyngen.

Gårdmand Hans Munck til Dyndalegård i Rø natten mellem 21 og 22 juni blev de begået et indbruds tyveri, hvor han mistede nogle fødevarer og en del klædningsstykker. Indbruddet var sket ved at en væg til køkkenet blev nedbrudt. Tyvene havde adgang til køkken om melhuset. På den anden side af køkkenet lå den såkaldte lillestue, hvor pigerne sov. Ved lillestuen var der adgang til et kammer hvor Hans Muncks gamle far sov. Gårdmanden ærgrede sig over, at de ikke havde fuldført byggeriet og at der var en del åbningen, der ikke var færdiggjorte. Der var ingen låse mellem stuerne og køkken. De havde bagt brød den 21. og der lå brød flere stedet på gården. Der var forsvundet 5 brød, 3 flæskeskinker fra køkkenet, samt en sæk, tilsyneladende til transport af kosterne. Tyvene var kommet ind via et af de tre vinduer i salen, der lå østligst i bygningen. Der var tre alen til vinduerne fra jorden og de har benyttet en lille stige. I salen blev taget en grå klædes vinterfrakke, et par blå klædesbukser, en blå vadmelsfrakke, to gamle og en ny sort klædes veste, to par grå klædesbenklæder, en sort atlask vest, en blå klædestrøje, ti forskellige  halstørklæder og endelig en fruentimmertørkløde. Og fire nye hørgarns skjorter.

Noget af det gamle tøj blev senere fundet mellem klipperne, 3 ud af 5 brød og flæsket. Nogle gamle klæder, et stentøjskar, to træbånd, hvori var svinefedt og et stykke ost.

Der var ingen spor af tyvene udenfor gården, da der var stenbro hele vejen rundt. De må have været to da de ellers ikke kunne have båret alle koster. I salen bar der tydelige spor af en barfodet tyv.

Gårdmand Birk til Offergård i Rø sogn fortalte at natten mellem den 2. og 3. juli (1852) blev der stjålet et par støvler og en ost fra skorstenen, der lå mellem lillestuen og forstuen. I Lillestuen sov gårdmandsparret. Mellem stor- og lillestuen er der en dør, der ikke kan lukkes i lås. Osten stod i vinduet og støvlerne stod på en bænk. Et vindue i til storstuen var blevet taget ud og tyvene var kommet ind den vej. Tyven der var kommet ind havde støvler eller sko på.

Tidspunktet for tyveriet må være efter kl 10, hvor han gik i seng og før 1 ¼, da han var oppe for at se hvad klokken var. Han bemærkede at det traf fra storstuen, hvor et vindue var åbent.

Husmand Peder Thorsen på 19. slg. gr, i Rø sogn forklarede at der var indbrud i hans spisekammer, hvor han mistede 3 potter brændevin i en stor flaske til 4 potter. Desuden blev der taget en snese æg i en kurv med ½ pund uldgarn, 10 potter mælk med fløde på, 1½ pund smør, 2 krukker og 1 tom pægleflaske.

Tjenestekarl på Rø præstegård Jens Jørgen Pihl, 21 år, så sankt hans nat, da han var på vej fra kl. 7 aften til Helligdommen for at more sig. Han kom tilbage kl. 2. I karlekammeret sov også en yngre tjenende dreng og han vågnede ikke da han kom hjem. Han opdagede heller ikke at noget havde stjålet 2 støvler fra tjenestekarlen. Støvlerne stod mellem karlekammeret og laden.

Husmand Hans Jensen Høgh på Præstegårdens grund forklarede natten mellem den 28. og 29. juni blev stjålet madvarer fra spisekammeret, gennem vinduet som var udtaget – sømmene udtrukket. Der blev stjålet en krukke med 2 og 3 pund smør, en krukke med 3 potter fløde, en ost på 2 pund, en krukke med 3 potter mælk, nogle stegte sild og nogle tykke pandekager og 2 tallerkener, der havde ligget over krukkerne. Tyverierne var sket mellem kl. 10 og kl. 4

Side 217a – 30. juli 1852

På rådstuen i Rønne

Bjørnegårds ejer A. Rask fik forevist de koster, som arrestanterne sagde stammede fra Bjørnegård. Han genkendte genstandene, men sagde, at de var i endnu dårligere forfatning.

Gårdmand H. Munck og Birk fra Offergård fra Rø fik ligeledes kosterne at se.

Arrestanten Laurentius Larsen fortalte at han tidligere havde tjent på Bjørnegård, hvorfor han kendte til stuerne og kamrene. Otto Nielsen Helgreen var også bekendt med Bjørnegård. De havde aftalt, at de som det første skulle gå til Bjørnegård, for at skaffe sig nye klæder. Det var Otto der pillede vinduet ud og gået ind på bare tær. Laurentius havde sko på. De havde fundet 1 mark og 6 skilling i frakkelommen. Flere ting fra Bjørnegård havde de ikke registreret og måske slet ikke taget. Et silkelommetørklæde havde de ikke set.

På Dyndalegården var der blot en klinke til gårdspladsen og så igennem et vindue i gavlen, som havde stået åbent, men fra fodmuren var der en mands højde til vindueskanten som de kom op til ved at stille en gl. stenslæde op ad muren. Han huskede ikke hvilke ting de tog hvor.

Tyveriet på præstegården i Rø stede ca kl. 10 Sankt Hans aften. Tyveriet på Ofergård var en del over midnat. Det var igen Otto, der tog vinduet ud. Arrestanten kendte Offergård og vidste at husbonden og konen sov i lillestuen der stødte op til storstuen.

Han fik forelagt Hans Jensen Høgh og Peder Thorsens forklaringer. Arrestanten nægtede at have begået indbrud hos dem. Han havde tilstået alle indbrud.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreen gentog sine tilståelser, som han havde afgivet til Rønnes politi. Otto bekræftede Laurentius forklaringer. At det netop var Bjørnegården deres første indbrud blev begået var, at de vidste at der hang overtøj og bukser i forstuen, som de tog.

Dyndalegårds vindue mod øst stod åbent, så det var ledt at komme ind ved hjælp af en stenslæde. Efter at have gennemsøgt salen gik Otto ind i gården, hvor han kunne udvide et lille hul i væggen, som gav adgang til køkkenet. Her lå en del brød og fra skorstenen tog de tre flæskesider.

Rø præstegård med de to støvler var hans beretning som Laurentius´.

Offergård var han ikke bekendt med, så det var Laurentius der var inde i ejendommen, og Otto der sørgede for at komme igennem vinduet.

Der var nogle genstande som de havde fundet men ikke stjålet. Otto sagde, at han havde ikke begået andre indbrud end de nævnte. Kosterne var efterladte i Kleven ved Dynddalen ifølge Sandemandens rapport af 2. juli.

Side 220b – 1. august 1852

Politiret sat på Krusegård i Rutsker i anledning af et nedbrændt hus på 8. slg. udlod tilhørende Hans Madsen Kofoed var nedbrændt.

Husmand Hans Madsen Kofoed forklarede at han ikke havde mærket noget til ildebranden før han kone vækkede ham. Han var gået set i seng og de havde spist fisk og kartofler. Da han var kommet ud af huset så han at hele taget var omspændt af flammer, så han kunne ikke se hvor arnestedet var. Han kunne ikke se om ilden var opstået i og omkring skorstenen. Han var ganske uvidende om hvad der kunne skyldes branden.

Han havde købt huset samme år for 450 rdl og efter hans mening i god stand. Han vidste ikke hvor meget huset var forsikret for, da han endnu ikke havde betalt nogen brandskat. Bohavet var ikke assureret, men det meste var reddet ud.

Det var endnu nat da de opdagede ilden. Konen og datteren var kommet ud af det nordre vindue i stuen.

De første der kom til hjælp var husmændene Jens Christensen og Claus Clausen. De havde brudt væggen ned til stuen og da der var lagt ler på loftet, tog det lang tid for ilden at bryde igennem. Gennem hullet var det muligt at redde det meste bohave ud. Et bord, de fleste trævarer og nogle klæder var brændt. Han havde ikke skønne over bohavets værdi, men troede dog at det var mindst 100 rdl., hvoraf det brændte udgjorde mindst 10 rdl.

Datteren sov sammen med konen i en stue, ham selv i et kammer ved siden af stuen.

Det var tåget og ilden havde ikke kunnet ses langt væk. Det havde været grunden til at sprøjten ikke kom. Der var ikke gjort noget som helst husgerning, hvor der blev brugt ild. Dommeren mente, at det var noget mistænkeligt, at der ikke var mistanke til hvor ilden var opstået.

Brandlidtes hustru Kirstine Margrethe havde opdaget ilden ved at skæret deraf lyste op i stuen. Kirstine fortalte, at fordi hun havde været syg i længere tid, plejede at ligge vågen en del af natten. Da hun vågnede var hun forvirret og havde kaldt på manden.  Manden var løbet ud for at redde koen og hun selv havde taget sengeklæderne ud sammen med datteren.

Hun fortalte at en ny rok, der lå på loftet var brændt. Manden havde ligget syg i sommeren og derfor var huset endnu ikke blevet lavet, som det skulle. Hun havde lavet mad mellem 7 og 8. Hendes mand kom først senere hjem, så han måtte spise kold mad. Da manden ikke lå i samme stue som hende, kunne hun ikke  vide om manden havde været oppe i løbet af natten.

Datteren, ugift fruentimmer Magnine Conradine Kofoed afgav samme forklaring som sin mor.

Husmand Jens Christensen på degnegårds parcel var blevet vækket af sin hund der gøede hæftigt og længe. Da huset kun lå 500 skrift fra hans hus kom han hurtigt til stedet. Det brændte hus lå temmelig lavt, så han så røgen ikke ilden og var derfor ikke i stand til at se arnestedet. Da han kom frem var taget allerede faldet ned men ikke gennem etageadskillelsen. De havde slået en væg ned ind til stuen og derigennem fået en del bohave ud. Vandstedet var nær huset og det kunne ikke nås på grund af varmen. Det var søndag og folk lå længere, og – tænkte han – var årsagen til at sprøjten ikke kom frem. Klokken var 3 ¼ da hunden gøede.

Husmand Claus Clausen fra 1. slg. Grund i Klemensker. Brandlidtes datter vækkede ham. Hvorefter han var løbet til hjælp. Hans hus lå 400 alen væk. Forklaringen stemmer overens med forrige mands udsagn.

Sandemanden ankom først kl 5½ og da var branden slukket og huset nedbrandt. Tidspunktet var årsagen til at sprøjten ikke kom frem.

Side 222b – 1. august 2052

Politiret sat på Ladegården i Klemensker i anledning af at et hus på gårdens grund tilhørende husmand Hans Espersen var brand ved middagstid.

Husmand Hans Espersen fortalte at han ved kl. 9½ var gået til kirken og gik derfra lidt over middag. Da han kom hjem skiftedehan bukser i stuen. Han hørte knagen der forekom ham at være ild. Han løb mod skorsten, mefandt ingen ild, derfra ud af døren til marken og røgen slog ned på ham. Tilabe til stuen hvor han tog sengedynen på armen og gik ud. Nu så han ild i taget både mod norden og vesten. Han kunne ikke se hvor ilden havde sin oprindelse. Derefter reddede han sin ko. Mere nåede han ikke før taget faldt ned. Først derefter kunne han redde noget af det som var i stuerummet.

Hans hus bestod af 9 fag og var ikke assureret. Hans løsøre heller ikke. Han havde haft ild i skorsten om morgenen for at varme noget søbe. Hjemme i huset var hans hustru, som i den senere tid havde været noget sindssvag, samt hans datter, hvis mand imidlertid ikke var hjemme, da hun tjente på Pilegård. Desuden havde han en søn på 9 år. Hvorledes ilden var opkommet kunne han ikke forklare.

Hans vinterbrændsel og kløver havde han allerede fået bragt i hus.

Et kvarters tid efter ildens opkomst ankom Klemenskers sprøjte, men den kunne ikke gøre noget, da ilden var for omfangsrig.

Til hjælp kom naboen Jens Mogensen senere flere til.

Brandlidtes hustru Gjertrud Kirstine, havde malket koen og på vej ind i køkkenet så hun røgen slå ned fra taget. Videre havde hun ikke set, da folk havde fået hende til at gå op på gården ”eftersom hun var meget betaget over den stedfundne ildebrand”. Hun mente at ilden var opstået i den vester ende af huset. Hendes mand havde været i kirke og kort efter han var kommet hjem, startede ilden. Hun var sikker på at det ikke kom fra skorstenen, da hun ikke havde haft ild i den. Hus sagde, at huset var gammelt ”men da de selv er gamle folk, og det kunne nok stå så længe de levede”.

Datteren Ane Marie Hansen, gift med tjenestekarl på Pilegården Ole Hansen Kjøller, fortalte at hun ikke mærkede noget til ilden før hendes lillebror kom løbende ind og fortalte hende det. Hun løb ud og så, at der var ild i den vestre gavl og i taget. Hun løb ind og reddere nogle klæder, som hun kastede i kartoflerne (?), atter ind i stuen hvor hun reddede 2 rokke. Derefter var ilden så stærk, at hun ikke kunne gå ind længere. Af hendes ejendele brændte en del hørgarn og uldgarn. Samt lærred, samt alle hendes mands klæder. Hun kunne ikke forstå ildens opståen og nogen gerningsmand kunne hun heller ikke nævne. Heller ikke hendes yngste bror mente hun kunne være det.

Fremstod brandlidtes søn Lars Peter Hansen 9½ år tilstod at det var ham, der havde forårsaget ildebranden. Han havde taget svovlstikkerne fra et hul ved skorstenen ved middagstid. Han ville kun fornøje sig med dem på nogle langhalmsknipper som var sat omkring ovnen for at beskytte dem for regn. Der stod tre knipper på ned nordlige side af huset og der var kun et tilbage. Han strøg fyrstikken på stenen ved ovnen og der gik ind i en af knipperne, der satte ild på taget. Han blev bange og løb ind til sin søster.

Retten bemærkede, at drengens adfærd viste, at han ”var temmelig fjollet” og næppe har haft begreb om de følger, som hans handlinger ville medføre.

Jens Mogensen havde også været i kirke. Da han kom hjem havde han set, at der steg røg op fra Hans Espersens hus, som ligger 200 alen fra hans hus. Han løb derover, men kunne ikke hjælpe da taget var omspændt af flammer. Først da taget faldt ned, kunne de redde noget af indboet. Samtidigt med ham kom sprøjten, men huset var så tørt, at de ikke kunne få bugt med ilden. Hele huset afbrændt.

Husmand Hans Bendixen på denne gårds grund. Hans hus lå 5 a 600 alen det afbrændte hus. Forklarede ligesom Jens Mogensen.

Drengen Lars Peter Hansen blev ført til brandstedet. Han viste hvor det hul i skorsten hvor svovlstikkerne lå. Han kunne nemt nå dem. Der lå stadig nogle ubrugte svovlstikker tilbage. Han viste også den sten hvor han havde strøget stikkerne.

Side 224b – 4. august 1852

På rådstuen i Hasle ang. anmeldelse om at husmand S.M. Kjøller var blevet frastjålet et ur.

Tjenestedreng på 7. slg. (Hullegård) i Klemensker Hans Christian Sonne forklarede, at ”han bar nag til husmand Kjøller, der boede på Hullegårds fortov, fordi dennes søn havde fået en tjeneste, som han selv attråede”. Han besluttede derfor at hævne sig på ham en lørdag formiddag. Kjøller var sammen med sin kone, kørt et læs hø. Han vidste da, at huset der ingen var i huset. Han skaffede sig adgang gennem køkkendøren, derefter ind storstuen og derfra ind i lillestuen, hvor han vidste at Kjøllers ur hængte (det var et lommeur). Han tog den og gik ud. Meget hurtig fortrød han og ville hænge uret tilbage, men Kjøller var kommet tilbage. Så han gik sin vej. Kjøller anede snart at det var tjenestedrengen, der havde taget uret. Sammen var de gået tilbage til huset og hængt uret op igen.

Hans Christian Sonne var 17 år, født i 1835 den 5. juni i Tejn i Olsker, hvor han blev konfirmeret noget over 14 år. Hans far var Jørgen Sonne, der var skibroer i Tejn. Hans mor hed Cicilie. Efter hans konfirmation tjente han på Enggegården i Rutsker hos Morten Thomsen og nu tjente han hos Niels Somme på Hullegård i Klemensker.

S.M. Kjøllers lommeur blev ansat til en værdi af 5 rdl. Og var afleveret til politiretten.

Husmand på 7. slg. fortov Svend Mogensen Kjøller fortalte at han lørdag formiddag, sammen med sin kone og sin lille 10årige datter var beskæftiget med at køre hø til huset. Han kom først ind i huset lidt over 12 og savnede straks uret. Han løb ud og så om der var nogen i nærheden. Hans kone spurgte naboerne om de havde set nogen fremmed gå ind i huset. Naboens Hans Jørgens pige havde set tjenestedrengen på Hullegård gå i dalen og havde gjort et sving ind til Kjøllers hus.

Kjøller gik til Hullegård og fik fadt i Christian der var ved at tøjre et par får, der var sluppet løs. Han nægtede først at have taget uret,men da han ”trængte på ham” indrømmede han sin gerning. Han tilbød at aflevere uret. Kjøller ville have at der var vidner til uret afleveringen, så han aftalte med Christian at han skulle komme om en time. Han var dog ikke kommet hjem før tjenestedrengen indhentede ham og ville give ham uret. Kjøller fik naboen Hans Jørgen med og han overværede at uret blev afleveret.

Det forholdt sig rigtigt, at Kjøllers søn havde fæstet sig hos præstebonden i Olsker, men Kjøller var ”ikke vidende om at Christian attråede denne tjeneste”.

Sagen blev oplæst på politiretten for tjenestedrengen.

Side 226a – 6. august 1852

Sat på 26. slg. grund i Olsker i anledning af at møllen ved huset var brændt i løbet af natten

Fremstod møller Ole Kofoed fortalte at efter han havde spist til aften gik han op til møller og lukkede den som han plejede. Han tog træspånerne af mølle-vingerne og bundet vingerne fast. Træspånerne lagde han 4 alen fra møllen og lagde en sten ovenpå dem, så de ikke blæste bort. Derefter gik han kl. 8 hjem i seng. Om morgenen kl. 4 kom en husmand  Jacob Mortensen og vækkede ham. Møllen stod i brand. Han sprang ud af sengen og løb op til møllen, der lå omtrent 300 alen fra hans hus. Møllen var allerede totalt nedbrændt da han kom frem.

Ole Kofoed mente, at ilden var påsat. Rebet der holdt møllen var løsnet. Træspånerne. Der bruges i stedet for sejldug på vingerne, var flyttet. Der var en del små søm ved mølleporten, hvorfor han troede at sømmene var brugt til at slå ild med. Han havde ingen fjender, mente han, som kunne have gjort det.

Han havde ikke brugt ild eller lys siden foråret i møllen.

I møllen brændte hans snedkerredskaber, møllens inventarium og 4 skæpper rug som han selv skulle have brugt til brødbagning. Desuden var der fremmed korn for omkring 100 rdlalers værdi.

Møllen, mente han ,var vel vedligeholdt og den var assureret for 600 rdl. Inventaret var ikke forsikret og havde en anslået værdi til 3 a 400 rdl.

Møllekonen Ane Kirstine blev afhørt hun fortalte, at det var stille vejr, så der var intet at bestille og derfor gik de tidligt i seng. Hun forsikret med bestemthed, at hendes mand ikke havde været oppe i løbet af natten.

Husmand Jacob Mortensen af Tejn var stået op mellem kl. 3 og 4 – han så branden og var løbet der op. Afstanden kunne lås i løbet af 6 – 7 minutter. Der var ingen ved møllen, hvorfor ah løb ned og vækkede mølleren, som kom ud i bar skjorte. Alt var nedbrændt undtagen stjerten og noget tømmer nederst ved stenfoden.

Møllen var nybygget for 5 a 6 år siden

Ungkarl Anders Kjøller 20 år, en søn af Lars Kjøller på Bjergegård kom til ildebranden 4½ efter at have været til selskab. Da han se branden – gik der til – var møllen opbrændt.

Brandlidtes søn Hans Kofoed 21½ år havde også været til gilde i sognet og var kommet hjem kl 12. Han havde ikke været oppe ved møllen, men set den hjemmefra.

Brandlidtes datter Oline Margrethe, 12 år, lå i samme seng som sin bror. Hun havde ikke bemærket hvornår han kom hjem. Det blev begge vækket af moderen, da de fik besked.

[29. november 1853 – Olsker – En vejrmølle af hollandsk bygning på 26. slg. grund tilhørende Ole Kofoed, forskr. No. 616, opført efter branden den 6. august 1852. Møllen er bygget af fyrretømmer med fyrrebeklædning. 10½ alen høj på stolperne, 10 ¾ alen bred nederst og 6 alen 8 tommer bred øverst, med en melkværn og en grynkværn, stående på en ottekantet fodrem af kampesten, 2de porte, taxeret til 800 rdl, forsvarlig mod ildsvaade. https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=15066532#186421,31581683 ]

Side 228a – 7. august 1852

Sat på Simlegård i Klemensker i anledning af et hus på 52. slg. grund tilhørende Jens Jensen var brændt i løbet af dagen.

Jens Jensens hustru Karen Marie Jensen fortalte at ilden begyndte omtrent kl. 9 formiddag. Hun havde fremmed hjælp til bagning. KL. 9 havde hun fyret ovnen op. Det skete med halm og lyng. Halmen blev hentet fra loen. De havde lagt brødene ind i ovnen og klinet til, var de gået ind i stuerne for at spise nogle sild og kartofler, som hun havde varmet samtidigt med at ovnen blev gjort klar. Medens de ventede på brødet var hun gået med børnene ind i storstuen og hjælpekonen til lillestuen. Hun hørte noget ”knokke” på loftet. De opdagede ild på loftet. Hun tog børnene ud og bagefter tog hun og hjælpersken sengeklæderne ud af huset, en kiste, et par ankere og et lille bord. Så blev inden så kraftig at de ikke længere kunne komme ind i huset. Løsøret mente hun var meget mere end 100 rdl. Værdi. Møbler og køkkenting bl.a. en Slagklokke (bornholmer?), uld og linned lå på loftet, klæder mm.

Desuen brændte en rugstak, der stod tæt udenfor murene.

Deres bohave var ikke forsikret. For 4 år siden havde de fået lagt nyt tag på den sønde side og der blev lagt loft over køkkenet. På ovnen lå nogle kirsebærtræ, som manden, der var snedker, skulle bruge til stole. Hendes mand arbejdede ved havnen i Rønne og havde ikke været hjemme siden tirsdags. Han havde det meste af sit værktøj i Rønne, men han havde også noget hjemme, som ilden fortærede.

De første der kom til undsætning var løjtnant Sonnes tjenestekarle, der høstede på marken.

Sprøjten var ankommet tre kvarter efter at branden var startet, men da var huset næsten brændt ned. Sprøjten blev brugt til ”at afslukke med”.

Tjenestekarl på Hoglebjerg Absalon Madsen 19 år han var beskæftiget med at så trekløver på marken et par hundrede alen fra huset. Den anden karl havde set ilden. De mente at ilden var opstået øst eller vest for skorstenen. De to karle havde forsøgt at redde chartollet og slagklokken, men det nåede de ikke dag der faldt ild gennem loftet, så de måtte slå vindue i stykker for at komme ud.

Tjenestekarl Jeppe Hansen Frost, 38 år fra Hoglebjerg fortalt detaljer som de to andre karle.

Karen Margrethe, Herman Hansen Kofoeds hustru på 60. slg. grund i Klemensker hjalp til med at bage. Hun fortalte som konen i huset, at de havde, sammen med børnene, spist sild og kartofler efter de havde klinet ovnen. Da ilden blev opdaget var hen med til at redde nogle sengekløder, et lille bord, en kiste og lidt mere. Da hun kom ud at huset så hun at røgen slog ud  tæt østen eller sydligt for skorstenen, men den spredte sig hurtigt over hele taget. Hun havde anvendt ild med meget forsigtighed, så branden kunne ikke være forårsaget af hende. Derimod troede hun, at det kunne skyldes en revne i ovnen eller at der kunne have ligget noget ovenpå ovnen, der var brudt i brand. Måske noget ophugget træ.

Den brandlidte husmand på 52. slg. grund Jens Jensen fortalte at han var gået til Rønne om tirsdagen for at arbejde på havnen og havde siden ikke været hjemme. På dagen kl. 1½ fik han underretning om at hans hus var brændt og han havde straks gået hjem. Hun kunne fortælle at huset var forsikret for 260 rdl. Bohavet var uforsikret. Rugstakken, som han havde fået af sin svigerfar var ligeledes brændt.

Han fortalte, at der i løbet af foråret var noget af den indvendige spækning faldet ned, men det var ubetydeligt, så han ikke troede at det kunne være årsagen til branden. Taget på den søndre side var nyt omlagt for 4 år siden og der var lagt loft over køkkenet samme år. Den vestre gavl blev samtidigt omsat.

Dommeren havde ved sin ankomst taget lokaliteterne i øjesyn og ladet ovnen undersøge. Han konstaterede at ovnen havde en revne der gik fra loftet og ned på den ene side af ovnen. Han var dog ikke i stand til at sige om dette var årsagen til branden, men dog ”rimeligt”.

Nykersprøjten var ankommet efter huset næsten var nedbrændt. Den blev ikke anvendt. Derimod blev Klemenskersprøjten brugt til efterslukningen.

Side 230a – 16. august 1852

På 10. vornedgård (Bjørnegård) i Klemensker.

Fortsat forhør af arrestanterne O.H. Helgreen og L. Larsen.

Dommeren fremlagde skrivelser af Øster Herreds politiprotokol af 9. august, 11. og 13. august. Dommeren bemærkede at han med vilje havde udsat afhøringerne til han havde fået forhørsudskifterne og for at lade oplysninger meddele ved kirkestævnerne om den fundne stentøjskrukken med svinefedt  i Lundelykken. Ingen meldte sig som ejer eller havde oplysninger om samme.

Retten med vidner tog lokaliteterne i øjesyn og alt svarede til arrestanternes beskrivelse. Retten konstaterede at det var mulig med fingrene alene at udtage vinduet. Rammen var temmelig gammel og mør.

Gårdejer Rask at der var mindst 3 mark i hans bukser, der blev stjålet og ikke kun 1 mark 6 skilling, som Laurantius Larsen havde angivet. Den stjålne kasket blev afsat til 3 rdl i værdi.

Otto Nielsen Helgreens tyveri af en kåbe fra kirkegården var aldrig visualiseret, hvorfor retten begav sig til kirkegården. Jomfru Marie Bolbroe, 30 år gl. fortalte at i næstsidste vinter blev stjålet fra en sten udenfor kirkegården en kåbe af grønternet hvergarn med grønt shirtings for. Kåben var gammel og brugt og lå på stenen fordi hendes gamle far plejede at sidde på stenen. Han havde sandsynligvis glemt at tage den ind. Værdi 1 rdl.

Side 231a- 16. august 1852

Politiretten sat på Bondegården i Rø sogn.

Gårdmand Hans Munck til Dyndalegård i Rø fortalte at fire skjorter var stålet af mellemsalen eller som den kaldtes ”Melsalen” og ikke ”Meelstuen”  eller Meelhuset”, som det blev skrevet i referatet. Der blev stjålet flere andet linned som lå på en kiste og på sengen. Præcis placering kunne han ikke huske. Indbrud gennem vindue, som var sket ved at krybe op på sen stenslæde var mulig og Munck viste at det stod flere stenslæder i nærheden. Og ikke en kort stige, som han forestillede sig. Sækken til transport af brød til dyndalen var taget i køkkenet.

Retten bevægede sig derefter til Rø præstegård, hvor de undersøgte døren i den vester længe. Den øverste halvdør kunne rigtignok skydes i vejret, åbne den indvendige krog på den nederste halvdør og derved give adgang til huset.

Derefter begav retten sig til Offergård og besigtigede vinduet, der befandt sig som vinduet på Bjørnegård, der kunne udtages uden ”instrument”.

Side 231b – 17. august 1852

På rådstuen i Hasle

Fremstod Jørgen Marker og fik at vide, at dette var den sidste afhøring, hvorfor han måtte fremkomme med sin egen forklaring. Han sagde, at han ikke vidste at i lovgivningen var det forbudt at kurere folk for sygdomme. Han ”benægtede med bestemthed, at han havde givet sig af med sådant”

Dommeren fremlagde indkomne attester:

Dåbsattest dat. 28/6 1852 i hvilken at han var døbt den 6/12 1826.

Konfirmation og forholdsattest fra Pastor Madsen, dat. 29/6

Straffeattest for Rønne og Vester herred

Straffeattest for Nexø, Åkirkeby og søndre herred

Straffeattest for Hasle, Hammershus birk og Nørre Herred,

Fremstod Jørgen Markers hustru Ane Kirstine Olesdatter, erklærede, at hun aldrig har været i besiddelse af en skudsmålsbog. Hun blev forklaret, at hun havde uden tilladelse bemægtiget sig fremmed ejendom. Hun sagde, at hun ikke vidste, at det var ulovligt, da så mange andre også havde gjort det. Det var vel ikke værre det hun havde gjort som mange andre?

Lignende straffeattester fra øens 4 herreder og købstæder blev fremvist. Dåbsattesten vist hendes dåb i Rønne den 24/8 1806.

Dommeren bemærkede at han endnu ikke havde modtaget straffeattester fra Svaneke og Østre herred.

Husmand Jens Dam på 24. slg. grund i Klemensker bedyrede, at han aldrig ville havde indladt sig på at skære foden af Jens Mogensen, hvis ikke ham selv og konen stærkt havde opfordret ham til det. Foden var helt forrådnet og der var igen knogle mellem ben og fod, kun skind og ingen årer. Det var kun et enkelt snit, der skulle til. Han indrømmede, at han havde åreladet mange folk og han havde ingen forestilling om, at det var ulovligt.

Jens Dams attester var følgende:

Dåbs, konfirmations og forholdsattest. Ifølge dåbsattesten blev han døbt 20. søndag efter Trinitatis 1808.

Straffeattest for Hasle, Nordre Herred og Hammershus Birk.

Husmand Peder Larsen erkendte, at han som tjenestekarl har haft ophold i Østerlars sogn og ikke noget andet sted. Han har hverken boet i Melsted eller Østermarie. Han indrømmede, at han ofte havde åreladt folk. Han troede ikke, at det var utilladeligt.

Attester for ham var:

Attest fra sognepræst Bolbroe om at kirkebogen for Rø var brændt i året 1800, hvorfor det ikke kunne oplyses han eksakte fødsels/dåbs dato. Han opgave selv sin alder til 55 år, hvilket retten og vidnerne fandt plausibelt.

Konfirmationsattest fra pastor Bruun i Østerlars

Straffeattest for Svaneke og Østre herred hvilket det må antages, at han hverken er tiltalt eller straffet  der. Der var åbenbart en Peder Larsen i Melsted og Østermarie, hvilket han påstod var en anden, da han aldrig havde boet disse to steder.

Dommeren fremlagde en skrivelse fra sognepræst Gottlieb i Olsker sogn om at husmand Hans Lyster var afgået ved døden. Jørgen Marker havde kureret ham, men altså efterfølgende død.

Side 233a – 18. august 1852

På rådstuen i Hasle

1.sag: Pastor Bolbroe kontra husmand Holger Kofoed på 62. slg. grund for forsømmelse med at præstere høstdag.
Præsten var repræsenteret af avlingsforvalter Rasch. Holger Kofoed tilbød at forrette høstdagen og betale sagens omkostninger. Sagen blev således forliget.

2.sag: Paster Bolbroe kontra husmand Esper Hansen på 2. sg. grund for forsømmelse med at præstere høstdag.Esper Hansen mente at han var indkaldt ureglementeret. Rasch påstod det modsatte og krævede Esper Hansen idømt en mulkt og sagens omkostninger

3. Bolbroe kontra husmand Hans Hansen på 7. slg.grund. Hansen påstod, at han var parcellist og derfor var fritaget for høstdage, Men det viste sig, at han også fæstede jord, der lå under et andet hus. For det skulle han yde som andre fæstere.
4. Bolbroe kontra husmand Mads Rømer på 40. slg. grund ang høstdag forsømmelse. Rømer mente sig fritaget da han ikke ejede noget hus. Hans kone og børn boede ”til huse” hos Ole Thomsen på 40. slg. grund. Han arbejdede for Ole Jørgensen i Vestermarie.
5. Bolbroe kontra husmand P.J. Kjøller på 40. slg. grund ang høstdag forsømmelse. Kjøller ville frifindes fordihan var blevet tilsagt samme dag til sin husbonde og til præsten. Desuden mente han, at han havde betalt 1 mk 8 sk for dagsværket.
6. Bolbroe kontra husmand P.O. Marker ang høstdag forsømmelse. Sagen udsat på gr. af sygdom.
7. Bolbroe kontra husmand Hans Peter Olsen på 4. vd. grund ang høstdag forsømmelse. Olsen ville frifindes fordi han var blevet tilsagt samme dag til sin husbonde og til præsten.
8. Bolbroe kontra husmand Niels Henrich Vest på 49. slg.gr. Den indklagede påstod sig frifundet da han nu var 70 år og derfor ikke så sig i stand til at gøre dagsværk. Sagen udsat – Vest ville mødemed dåbsattest om 8 dage.
9. Bolbroe kontra husmand Lars Thorsen på 49. slg. gr.for at gøre dagsværk. Den indklagede var tilsagt til at slå græs, men han var ikke i besiddelse af en le. Derfor så han ingen nytte til at møde og fordi han havde givet kirken et offer.- Udsat 8 dage.

10.Bolbroe kontra husmand Jørgen Hansen Roos på 42. slg. gr. ang. høstdags forsømmelse. Den inklagede var kommet til skade på den dag, hvor han skulle møde. Han havde givet et offer, men indrømemde, at han havde fæstejord.

11. Bolbroe kontra Jørgen Michael Olsen på 61. slg. gr. Den indklagede undskyldte sig med sygdom.

12.Bolbroe kontra møller Hans Pedersen på 31. slg. gr. Den indklagede påstod sig frifundet, da han var over 70 år. Hans pige var syg, så han kunne heller ikke sende hende i stedet. Sagen udsat 8 dage.

Side 236a – 19. august 1852

På rådstuen i Hasle

Sag ang. sagen om det stjålne lommeur.

Husmand Hans Jørgen Hansen på 6. slg. fortov i Klemensker fortalte at hans nabo Svend M. Kjøller havde spurgt om han havde set et fremmed mennesker, der var gået ind i hans hus. Det havde han ikke men derimod en lille pige, der havde set Hullegårdskarlen Hans Christian Sonne ved huset. Senere havde Kjøller kommet til ham med tjenestekarlen og bedt ham om at følge med som vidne på, at karlen aflevede sit ur tilbage på det sted, hvor han havde taget det. Dette gjorde han så.

Tjenestekarlen Hans Christian Sonne sagde, at han havde villet levere uret tilbage, men blev afbrudt i sit forehavende, da Kjøller kom og forlangte det. Kjøller tvivlede på dette, da karlen havde gemt uret under noget græs i i løkken tæt ved den østre gavl.

Hans Christian Sonne attester:

1.Dåbsattest, konfirmations og forholdsattest af 14/8 1852 ifølge den blev han født 5/6 1835.

2.Straffeattest, der var blank

Han ejende ingen skudsmålsbog, fordi han ”aldrig var blevet meddelt ham nogen”.

Tjenestekarlen sagde, at han havde betalt Kjøller 12 sk for tidsspilde medens han forsøgte at opklare tyveriet. Kjøller havde lovet ham at ”tie” med hans tyveri.

Side 237a – 25. august 1852

På rådstuen i Hasle.

Rasch var mødt på præsten Bolbroes vegne for at hører dommene mellem ham og husmændene.

Sag 1. Sagen forligt og husmanden måtte betale 5 mark 4 skilling i sagsomkostninger

Sag 2. Afsagt dom (henv. Til protokol side 239b) samt at husmanden skulle betale 5 mark 4 skilling i sagsomkostninger

Sag 3.  Afsagt dom (henv. Til protokol side 240a) samt at husmanden skulle betale 5 mark 4 skilling i sagsomkostninger

Sag 4. Afsagt dom (henv. Til protokol side 240a) samt at husmanden skulle betale 5 mark 4 skilling i sagsomkostninger

Sag 5. Sagen var afgjort

Sag 6. Afsagt dom (henv. Til protokol side 240b) samt at husmanden skulle betale 5 mark 4 skilling i sagsomkostninger

Sag 7. Den indklagedes alder var 68 år, hvorfor sagen gik til doms

Sag 8. Sagen mod Lars Thorsen blev udsat efter at Thorsen havde fremlagt et fæstebrev på et lod af 17/9 1842, Men Rasch skønnede, at denne ikke kunne give ham fritagelse for afgiften. Sagen gik til doms

Sag 9. Afsagt dom (henv. Til protokol side 241a) samt at husmanden skulle betale 5 mark 4 skilling i sagsomkostninger

Sag 10. Domsafsigelse udsat da Jørgen Michael Olsen ikke var mødt.

Sag 11: Forlig blev indgået. Den indklagede betalte 24 skilling sagens omkostninger

Side 237b – 1. september 1852

På rådstuen i Hasle

Dommen i de resterende af præstens sager mod husmændene blev afsag. Alle blev idømt en mulkt og sagsomkostninger på 2 mark 4 skilling.

Sag mellem husmand Niels A. Funch af Aaker sogn kontra ungkarl Claus Anker på 41. slg. gr. i Klemensker for reelle injurier (Slagsmål med beskyldninger)

Funch krævede Claus Anker dømt efter anordningerne og forsvie og smerte, badskærløn og tabt arbejdsfortjeneste. Klageren mødte med vidner:

Gårdmand Diderik Hansen på 4. vg. i Vestermarie fortalte hvad der skete den 28. juli. Hen på eftermiddagen efter auktionen på brænde i Almindingen var han på vej hjem. Da han var mellem planteskolen og Widskesbakken 10 skridt skrift foran klageren, der fulgtes med husmand Hans Jørgen Jørgensen. Omkring et halv hundrede skrift foran gik Brogårdsmanden og Lille Hallegårdsmanden fra Aaker sogn. Didrik Hansen hørte ikke noget ”ondmæssigt eller skjendemål” mellem klageren og indklageren. Kort efter så han klageren (Niels Funch) ligge i grøften og Claus Anker tilføejede ham adskillige slag med en stok med krumt håndtag.

Det andet godvillige vidne var husmand Hans Jørgen Jørgensen på Vallensgårds grund i Aaker. Samme sted som forrige vidne så han, at Claus Anker og en anden person dukkede op og væltede Niels Funch ned i grøften. Claus Anker slog med en krumbøjet stok adskillige gange. Funch var blevet ganske blodig i nakken og halsen. Han kunne næsten ikke gå efter den behandling

Den anden person var også med i overfaldet og var blevet idømt at betale 20 rdl til Niels Funch i Vester herredsting.

Hernæst (side 239b-242a) følger dommene over husmændene, der ikke havde leveret en høstdag til præsten – De blev idømt en mulkt på 48 skilling til præsten og at betale sagens omkostninger på 36 skilling.

Side 242a – 15. september 1852

På rådstuen i Hasle.

Sag mod husmand Esper Olsen på 12. vg. grund i Klemensker for manglende tilsyn med barn, der druknede i en brønd.

Esper Olsen fandt det urimeligt oveni hans store sorg skulle straffes. Han var en fattig husmand, der var nødt til at arbejde for føden ligesom han hustru, der også måtte tjene sit brød udenfor huset. Barnet måtte nødvendigvis betroet til sine ældre søskendes opsyn. Den ældste var 13 år, der kun i et øjeblik havde været fraværende. Han foreslog at betale 2 rdl til amtsfattigkassen og ”mod at videre forfølgelgelse imod ham derved kunde blive forhindret”.

Dommeren måtte i henholdt til bestemmelserne i Lovens 6 kapitel og da åbenbar skrifte nu er ganske ophævet, må han indstille Esper Olsens forligstilbud til amtets ratifikation.

Side 242b – 22. september 1852

På rådstuen i Hasle

Om sagen mellem Niels A. Funch af Aaker sogn og ungkarl Claus Anker på 41. slg. grund i Klemensker.

Klageren fremstillede gårdmand Mikkel Hansen til Broegård i Aaker og flere andre vidner. Alle havde set slagsmålet og beskrevet det som ren vold. Ingen omtaler hvorfor.

Side 243b – 27. september 1852

På rådstuen i Hasle.

Forhør angående husmand Lars Hansen med fleres forøvede tyverier fortsættelse.

Ungkarl Jens Madsen Jensen 21½ år, søn af Jens Jørgen Jensen på 36. slg. fortov i Klemensker var kommet til afhøring ”efter han havde hørt at et led, som tilhørte han far, og som hængte på udgærdet til lyngen imedens han var på robbefangst”. Om han kunne genkende leddet var han i tvivl, da han ikke så ofte havde været hjemme. Han havde været på robbefangst i den seneste tid, så han var ikke så bekendt med sin fars ejendele. Da han så stolperne, sagde han, at det forekom ham, at være de samme som hans far havde. Han turde ikke give sin ed på, at det havde været hans fars.

Arrestanten Lars Larsen blev foreholdt følgende:

1.Højesteretsdom, af 18. oktober 1849, hvorved han blev frifundet af aktors tiltale

2.Nordre Herreds domsakt af 7. september 1851 med de  samme ledsagende bilag, der er

a.Udskrift af Nordre herreds politiprotokol fra 29. maj 1849 til 13. juli 1850

b.Højesterretsdom af 26. maj 1841

3. attest fra byskriver Paludan angående hvorvidt bemeldte arrestant er tiltalt of straffet under Hasle købstad, nordre herreds og Hammershus birks jurisdictioner dat. 18. mar. 1851
4. Forholdsattest fra sognepræsten Bolbroe

Herefter fremstod arrestanten og vedkendte sig attesternes ordlyd. Dog bemærkede han, at straffen fra 1841 havde han udstået.

Side 244b – 30. september 1852

Politiretten sat på 11  slg. i Rutsker ang. afbrændt hus på 5. vg. grund om aftenen den 29. september tilhørende Thomas Munk

Thomas Munk var til skovgilde, hvor han og andre opdagede at der var ildebrand i nordøstlig retning. Klokken var omkring 7. Han gik hjemad og efter en ½ times tid var han fremme og opdagede at det var hans hus der brændte. Overdelen var ved allerede nedbrændt og der var en mængde mennesker tilstede.

Thomas fortalte at huset var på 3 fag og ikke forsikret i brandkassen, så nu har han var en fattig mand, der havde lidt et betydeligt tab. Huset lå på 32. slg. parcel og huset havde han udlejet til ugifte fruentimmer Marie Lund.

Marie Lund fortalte at hun var hjemme med sine to små børn. I mørkningen var hus ude for at hente en stol og det var da hun opdagede røg i forstuen. Hendes mor Jeppe Jensens Knuds enke var på besøg og hun mente at ilden opstod da hun skulle tænde lampen med en svovlstikke. Hun måtte hurtigt flygte ud af huset da ilden fik fat i taget. Hun løb ind i huset og reddede en sengedyne. Derefter foretog han sig ikke andet end at passe sine to børn. Der gik en time og huset var nedbrændt. Det meste af ”hendes ubetydelige ejendele” var brændt.

Marie vidste ikke hvordan ilden var opstået. Hun havde kogt kartofler om eftermiddagen på skorstenen, men ilden blev slukket. Hun havde ild i kakkelovnen med lidt brænde, men denne var slukket. Hun havde ikke været på loftet med lys.

Cecilie Elisabeth Benedicte Brun, Jeppe Jensen Knuds enke af Rutsker sogn, fortalte at hun var kommet på besøg om eftermiddagen. Hun fortalte, da datteren sagde, at der lugtede af røg i forstuen, at det måtte skyldes, at hun havde tændt en lampe med en svovlstikke (som altså plejede at lugte af røg!). Da de gik ud af huset, så de at det røg fra det nordøstlige del af huset. Hun reddede et par stole, men hurtigt, var det umuligt at komme ind i huset. Hun var ikke klar over hvordan ilden var opstået.

Husmand Christian Hansen af Rutsker havde været i Hasle og på vej hjem, da han opdagede ildebranden. Sammen med andre reddede han enkelte ejendele ud af stuen ved hjælp af brandhager. Han havde ingen anelse om brandårsagen.

Peder Kofoed af 11, vg, i Rutsker fortalte at huset lå 500 skridt fra gården. Han så ilden som to brændende lys. Han løb ind og tog en brandspand og løb til huset. Brandspanden var yil ingen nytte, da ilden havde bredt sig til hele taget. Derimod lykkedes det at hive bohave ud ved hjælp af brandhager.

Sandemand Sonne i Rutsker kom ikke til brandstedet og kunne derfor ikke udtale sig.

Side 245b – 1. oktober 1852

Sat i Rådstuen i Rønne

Forhøret ang. Lars Hansen med flere begåede tyverier – forsættelse.

Landinspektør Asmussen fortalte at han en aften i november 1851 var hos gæstgiver Sørensen på Skandinavien i Rønne og hængt sin frakke i det sædvanlige opbevaringsværelse. Da han ville forlade stedet omkring 9 a 10 var frakken og huen ikke til at finde. Han angav strakt en skriftlig anmeldelse til politiet. I lommen havde han et lommetørklæde, et par handsker og en nøgle, som han havde glemt at anmelde til politiet. Retten fremviste tørklæde og rejsehuen, som han straks genkendte. Frakken angav han i værdi 8 rdl, mm

Fabrikant Samsings hustru angav værdi af voksdug og 4 små fajancefade til 4 rdl + 4 sk.

Købmand Jens Thorsen angav værdien af kaffekanden til 3 rdl.

Arrestant Svend Johan Andersen Holm accepterede værdiansættelserne. Han gjorde opmærksom på, at han ikke havde begået tyveriet af klipfisk hos Jens Vest – det var Otto Nielsen Helgreens værk.

Side 246b – 4. oktober 1852

På rådstuen i Hasle

Lars Hansen mfl. Fleres tyveri fortsat

Pigen Jørgengine Hansine Kofoed, 29 år, på Bjergegårds grund i Klemensker, forklarede at hun havde siddet arresteret ved siden af Svend Johan Andersen. I den tid talte Svend ofte med hende, men hun kunne ikke erindre om hvad. På spørgsmål om hvordan hun turde, svarede hun, at tiden skulle gå med noget. Hun kunne nu erindre, at Svend Johan havde opfordret hende, hvis hun kom ud af arresten, at hente frakken, som han stjal på Skandinavien i Rønne. Hun nægtede dog, at hun gjorde det og vidste heller ikke, hvor den var blevet af.

Side 247a – 13. oktober 1852

På rådstuen i Hasle

Ang. injurier mellen husmand Niels A. Funck fra Aaker sogn kontra ungkarl Claus Anker på 41. slg. grund i Klemensker.

Claus Anker erkendte, at han havde væltet Funck omkuld, men ikke at han havde slået med en stok. Årsagen var, at Funck havde skåret i Ole Kofoed skos overlæder, samt at tillige sammen dag havde været i slagsmål med Hans Hansen Snedker boende ved Vestermarie kirke. (Sagen omfattede flere personer, sommeren eller mindre havde været i Slagsmål under auktionen i Almindingen – ikke læst grundigt!) Sagen udsat 8 dage.

Side 248a – 16. oktober 1852

På rådstuen i Hasle

Fortsættelse af sagen mod Lars Hansen med flere.

Aktor havde i skrivelse til dommeren af politiretten bedt om nærmere oplysninger om tyvekosternes værdi.

Ritmester Holm til Simlegård vurderede kalkunen til 4 rdl. Værd

Gårdejer Jespersen til Splitsgård vurderede således: 3 sølvteskeer 3 rdl, brændevinet som Svend Johan stjal 2 mk 8 sk., lysene 2 mk, 3 brød 4 mk, 2 pølser 8 sk, 3 pund smør 4 mk 8 sk, 4 høns 4 mk, 4               1 pund rismel 8 sk, 2 muskatnødder 3 sk, 4 brød 4 mk 8 sk, 2 krukker med svinefedt 3 rdl, en krukke med 8 pund smør med krukken 2 rdl, 4 lys og 2 potter brændevin 3 mk, 3 lys og 2 poter brændevin 2 mk 12 sk, 3 potter brændevin 2 mk, 1 skp rug 4 mk, 1 do 4 mk, en skp byg 2 mk, 1 skp kartofter 1 mk, Posen med gryn er tidligere sat til 1 rdl og ottingen med grøn sæbe til 3 rdl 2 mk

Efter spørgsmål oplyste Jespersen at Svend Johan havde tjent hos ham fra 1 december 1849 til 1 maj 1850.

Sandemand Hans Nielsen af Klemensker oplyste at Svend Johan Andersen kom til landet om sommeren 1848 og tjente fra St. Hans dag 1848 til 1. november samme år på Løkkegård. Dernæst nogen tid hos Ole Mogensen på Piberegård, hos Jespersen på Splitsgård fra 1. december til maj 1850, Hos Hans Nielsen (sandemanden) fra 1. juli til 1. nov, 1850, derfra hos Niels Sonne i Vestermarie til nytår 1851, derfra til Rask i Aabygårddene, hvor han var til maj 1851. I mellemtiden, da han ikke tjente, arbejdede han for husmand Lars Hansen, hos hvem han da logerede. Hans Nielsen var bekendt med at Svend i sommeren 1851 var på en kort rejse til Sverige, hvorfra han straks kom tilbage. (Se også Side 26a – 14. december 1851)

Morten Kofoed på Løkkegård var syg, så han kom ikke.

Gårdmand Ole Mogensen på Lille Bakkegård, Rutsker, havde tidligere Piberegård, hvor Svend Johan havde tjente i 2 måneder. Han havde intet at klage over mht. Svends arbejde.

Jørgen Thorup oplyste at hans ur havde en værdi af 19 rdl.

Arrestanten Lars Hansen godkendte aktors skrivelse om værdiansættelse af de koster som han var tilskrevet.

Side 249a – 20. oktober 1851

På Rådstuen i Hasle

Sag.1.Ugift fruentimmer Petrea Louise Pedersdatter af Klemensker kontra sadelmager Christian Larsen af Hasle om alimentationsbidrag til et af Petreas søn Laurits Peter Christian Møller.

Petrea fremlagde præsteattest på drengen der blev føst 28/8 1852.

Parterne blev forligede således at sadelmageren betaler 12 rdl med halvårlige terminer af 6 rdl til barnet blev 14 år.

Sag 2. Ugifte fruentímmer Ane Margrethe Kofoed kontra ungkarl Niels Jørgen Nielsen af Klemensker ang. ”paterniteten til et af klagerinden født uægte drengebarn, der i dåben blev kaldt Niels Jørgen Christian Kofoed”.

En præsteattest vist, at drengen var født 12/7 1852. Anne Margrethe ville have Niels Jørgen til at betale til barnet indtil sit 14. år. Den indklagede indrømmede, at han havde ”haft omgang med klagerinden”, men ikke på den tid, hvor han kunne have gjort hende gravid. Anne Margrethe benægtede det. Sagen gik til doms.

Sag 3. Husmand Niels A. Funck af Aaker kontra ungkarl Claus Anker. Prokurator Fog mødte på klagerens vegne og fremlagde to attester og en regning fra bataljons-kirurg Bolbroe. Han krævede Anker dømt for svie og smerter, læge og apoteker i alt 50 rdl, samt en alvorlig mulkt og sagens omkostninger.

Der blev formuleret et forlig til anklagerens prokurator, der ville overveje tilbuddet.

Side 250a – 20. oktober 1852

På rådstuen i Hasle

Sagen mod Lars Hansen med flere fortsat.

Skolelærer Siersted fra Nyker bedømte de tre skorters værdi til 1 rdl stykket og kraven til 1 mk 8 sk.

Pigen Margrethe Mikkelsen værdisatte sin mistede særke til 4 mk stykket.

Gårdmand P. Rask til Aabygård i Nyker fortalte retten at Svend Johan Andersen tjente ham fra nytår til 1. maj 1851. I den tid havde han intet at udsætte på ham.

Smed Niels Sonne fra Vestermarie fortalet, at Svend Johan tjente hos ham nogle måneder indtil nytår 1851 og havde i den tid intet at klage på ham.

Tjenestekarl på Løkkegård Hans Peter Olsen, 21 år gl., at han, som tjente på gården, var bekendt med at Svend Johan kom til at tjene der i Juli måned 1848 indtil 1/11 1848. Han var mødt i stedet for sin husbonde, da han lå syg.

Dommeren fremlagde dernæst udskrift af nordre herreds politiret dom af 28. juli 1848, i hvilket Otto Nielsen Helgreens hustru, Elna Kirstine Haagensdatter blev idømt en mulkt på 4 rdl for tyveri.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreens hustru Elna Kirstine Haagensdatter blev præsenterede for attester og værdiangivelse på koster. Hvilket hun accepterede. Den idømte mulkt kunne hun ikke betale, men havde afsonet med fængsel på vand og brød i stedet.

Arrestanten Lars Hansens hustru Magdalene Marie blev præsenteret for forskellige vurderinger som hun accepterede.

Tiltalte husmand Jørgen Jørgensen blev præsenteret for værdien af Mikkel Hansens angivne bistade, som han accepterede. Hans hustru var også indkaldt, men var ikke mødt på grund af sygdom.

Arrestanten Lars Hansen blev forholdt Siersted og hans piges angivelse af kosternes værdi. Lars Hansen sagde, at det var ham uvedkommende

Side 251b – 21. oktober 1852

På byfogedkontoret i Hasle

Arrestanten Lars Hansens datter Caroline værdiangivelserne blev præsentere for hende og hun erklærede, at de ikke var for høje.

Dommeren fremlagde dernæst hendes døbe- og forholdsattest, som hun godkendte.

”Endelig fremlagde dommeren et fra landphysikus og justitsråd Grove indsendte skøn, over denne tiltaltes modenhed til at pleje Samleje”

På spørgsmål om det var hende eller Svend Johan, der havde fordelt smørret de solgte i Rønne, svarede hun, at det var Svend Johan.

Side 151b – 21. oktober 1852

På Rådstuen i Rønne

Arrestanten Svend Johan Andersen blev forelagt vurderinger på de stjålne koster. Svend angrede endnu en gang sine handlinger og bad om den mildeste straf.

Arrestanten Laurentius Larsen blev foreholdt højesteretsdommen af 7. oktober 1852 (se Arkivalieronline] for indbrudstyveri på 6 års tugthusarbejde og derved blev ekstrarettens (Hammershus birketing !) dom af 27/5 1852 stadfæstet.

Med hensyn til de ikke tilståede forbrydelsers vidneafhøringer, krævede loven, at der blev afgivet ed. Dommeren mente sig overensstemmende med den varsomhed der krævedes til edens afgivelse.

Side 252a – 22. oktober 1852

På Rådstuen i Hasle

Arrestanten Lars Larsen blev præsenteret for kosternes værdiangivelser. Han erklærede at han var disse værdiangivelser uvedkommende

Side 252b – 27. oktober 1852

På rådstuen i Hasle

Dom mellem Ane Margrethe Kofoed og ungkarl Niels Jørgen Nielsen. Hvis Niels Jørgen Nielsen turde aflægge ed på, at han ikke havde haft samkvem med Ane Margrethe på et tidspunkt, der kunne resultere i en graviditet, er han frikendt. Hvis ikke, så skulle han betale alimentationsbidrag til barnets fyldte 14. år. (ifølge lovens 6.13.5)

Side 253a – 30. oktober 1852

Hasle købstads politiret på rådstuen i Hasle (Indført her da Hasleprotokollen var i Allinge!)

Ang. tyveri af kartofler hos avlsbruger Christian Dam i Hasle. Sigtet var Jeppe Dals kone, Martha Kirstine, i fattighuset.

Side 253b – 2. november 1852

Politiret i et hus på Stangegårds grund i Klemensker i anledning af en anmeldelse et tyveri i sognets kirke.

Kirkeværgen gårdejer Stender havde modtaget en anmeldelse der pegede på en bestemt person, nemlig Jørgen Hansen Riis, hvorfor der skulle foregå ransagning i hans hus.

Til stede var Jørgen Hansen Riis og kone Bodil Kirstine. På en hylde fandt de et ganske nyt spil kort. Jørgen Hansen Riis påstod at han havde købt det for kort tid siden i Rønne. Hvor kunne han ikke huske, men måske hos Jens Vest hvor han handlede i lørdags. Andet mistænkeligt fandtes ikke.

Jørgen Riis kendte intet til det eftersøgte bly og benægtede, at han havde solgt det i Rønne.

Kirkeværgen Stender sagde, at han ikke var sikker på at den ommeldte ”Jørgen Hansen” var husmand Jørgen Hansen Riis.

Dommeren fandt det rigtigst at anholde Jørgen Hansen Riis og sende ham til Rønne arrest så længe benægtelsen ikke med sikkerhed kunne godkendelse. Endvidere skulle han Ransages på kroppen for at se om han havde et anseeligt beløb på sig. Han mente at have 10 rdl. På sig. Det viste sig, at han havde 16 rdl 2 mk 7 sk. i sin bukselomme. Han havde solgt havre til købmand Juul i Hasle, købmand Wulf i Rønne og på torvet i Rønne. Pengene blev taget i forvaring af retten.

Jørgen Hansen Riis kone Bodil Kirstine fortalte at hendes mand for 14 dage siden var væk hele natten. I lørdags kom han først hjem kl. 12 om natten. De sidste to dage havde han været i Rønne. Kortene havde han købt i Rønne. Hun kendte intet til bly og troede ikke at hendes mand havde stjålet. Hun havde selv 16 rdl., som hun havde fået af sin mand. I lørdags havde han været i Rønne for at sælge en gris, mente hun. De 16 rdl i sølv blev konfiskeret af retten.

Retten blev opmærksom på et helt nyt spejl. Konen erkendte, at hendes mand var kommet med det i lørdag. Han havde desuden købt et flaskeglas (snapseglas), 3 kopper, 2 potter ekstrakt, 9 overkopper og 5 underkopper, 3 potter brændevin, ½ pund kaffebønner, ¼ pund sukker, 9 pund klipfisk, ½ pund puddersukker, rosiner, blommer, 6 par knive og gafler, 1 pund tobak, cikorie, en slagtet gås, samt fire levende gæs. I går købte han desuden 8 pund oksekød.

Side 255a – 3. november 1952

På rådstuen i Hasle.

Sag mellem Christiane Larsen af Olsker kontra tjenestekarl Hans Ipsen af Skovgård i Rutsker ang. paterniteten til at af klagerindens uægte barn kaldet Andrea Jensine Larsenfødt 20/6 1852.

Hans Ipsen indrømmede, at han en gang havde haft legemlig omgang med Christiane, men det var på en tid, hvor han ikke kunne være far til barnet. Christiane kunne ikke bevise tidspunktet på hvornår de havde været sammen.

Side 255a – 3. november 1852

På rådstuen i Hasle

Sag mellem Jens Christian Kures fraskilte kone Sine Line Marie Lund kontra snedkerlærling Jørgen Christian begge af Rutsker ang. paterniteten til hendes uægte barn Evenus Peter Lund.

Jørgen nægtede at have haft omgængelse med Sine Line. Hun havde vidner, hendes mor og søster, havde set dem ligge nøgne i sengen. Retten udsat 8 dage.

Side 255b – 5. november 1852

Sat på byfogedkontoret i Hasle. Fortsættelse af tyveriet af bly fra Klemens kirke.

Efter udskrift af afhøringer i vestre herreds politiret, var det nu beviseligt, at husmand Jørgen Hansen Riis har solgt 18 lispund bly til glarmester Boss i Rønne, som efter al sandsynlighed stammede fra Klemens kirke. Han idømmes nu i personlig arrest og på grund af Hasle arrest var optaget, så blev han i Rønne arrest.

Kirkeværgen Stender  forklarede at han mandag eller tirsdag for 14 dage siden blev opmærksom på et en rude af det vestre vindue i våbenhuset var slået ud. Han kunne ikke umiddelbart konstatere mangler, men da der var reparationer i gang i kirken, undersøgte han det nærmere. Der var en del bly, som han bemærkede lå i en anden ordning. En undersøgelse viste, at der mangle en hel del bly, der blev opbevaret i våbenhuset.

Jens Olsen Falk, der boede vedkirken, havde opsigt med kirke og sørgede for at åbne om morgenen og om aftenen at der blev lukket. Han opdagede tyveriet og konstaterede, at der var forsvundet både gammelt og nyt bly. Det gamle stammede fra taget og der nye, der var leveret af glarmester Boss i Rønne, var til reparation af vinduer og bestod af 17 eller 18 smalle ruller. Murer Anders Pedersen fra Nyker og hans læredreng Esper Olsen og håndlanger Jeppe Pedersen Hal ville kunne genkende blyet, hvis de så det.

Side 256b – 6. november 1852

Sat i rådstuen i Rønne

Glarmester Boss i Rønne forklarede at han for 8 dage siden ml. kl. 4 og 5  var der kommet en mand der tilbød bly. Han ville give 7 mark pr lispund. Han var ikke særlig villig til at købe, da han havde meget bly i forvejen. Lidt efter kom kaptajn Spiets, der kendte Jørgen Hansen og han fortalte Boss at han godt kunne indlade sig på handel med ham. I første omgang solgte han 10 lispund for 11 rdl 4 mk, men han havde mere som han skulle sælge for sin bror og en anden mand i Tejn. Han købte samme dag et spejl.

Anden gang nogle dage efter kom han igen op faldbød 8 lispund bly som han købte for 9 rdl 2 mk. Glarmesteren var dog lidt mistænksom og derfor spurgte har flere kunder i butikken om de kendte manden. Samsinggårds ejer løjtnant Rømer mente, at han kendte manden, som en der tidligere havde været mistænkt og straffet for tyveri. Han havde nøje set på det indkøbte bly, hvori han opdagede tre huller, der var i de samme blyplader, som han for længe siden havde leveret til Klemens Kirkes tag. Han anmeldte derfor sagen til politimesteren i Rønne.

Kaptajn Spiets kendte Jørgen Hansen Riis og havde sagt god for ham, da han for et stykke tid siden havde købt en ko af samme mand.

Andre afhørte var svend hos Boss Jens Michael Madsen på 23 år  og læredreng Jens Frederik Jørgensen på 20 år.

Jørgen Hansen Riis fremstod og erklærede at alle beskyldninger var løgn. Han havde ikke solgt noget bly til glarmester Boss. Han havde købt et spejl og et glas og intet andet.

Retten tog blyet i forvaring.

Side 259a – 8. november 1852

På rådstuen i Hasle

Dommeren oplæste justitsråd Gardes skrivelse om Boss anmeldelse af 18 lispund bly som Jørgen Hansen Riis efter angivelse havde stjålet.

Husmand og skrædder Jacob Jacobsen på Degnegårds grund i Klemensker fortalte at han havde ringet med klokkerne i 46 år. Ved denne tid ringede han første gang kl. 9. Efter han havde lånt kirkenøglen af kromanden Jens Olsen Falk og ville låse op. Opdagede han at et vindue i våbenhuset var slået ud.

Han kunne ikke se, at der manglede noget, men opdagede at krogen til det andet vindue var taget af.  Han nævnte det for Jens Olsen Falk, men vist ikke det med krogene.

Jens Olsen Falk bekræftede Jørgen Jørgensens historie. Han havde haft barsel om aftenen og var derfor kommet set i seng, hvorfor han ikke med det samme var gået op til kirken for at bese skaderne. Det var først flere dage efter at det blev opdaget at der manglede en del bly. Det var murer Anders Pedersen og hans læredreng der opdagede at der manglede en stod del af blyet.

Snedker Jørgen Hansen på 18. slg. fortov var blev kaldt til Klemens kirke den 18/10 for at reparerer vinduet i våbenhuset. Han kunne fortælle, at han ikke havde flyttet på blyet og om hvorvidt det manglede nogle blyplader. Han genkendte flere af blypladerne, som engang var leveret af Boss til kirken.

Murer Anders Pedersen fra 6. vg.’s parcel i Nyker fortalte at der lå to forskellige blyting. Dels plader fra taget, der var under reparation og dels nye ruller bly, der var leveret af glarmester Boss i Rønne. Han konstaterede at de gamle plader var lagt i en stak uden at være talte. Det arbejde stod Esper Olsen og Jeppe Pedersen Hal for. Han genkendte flere af de konfiskerede blyplader som hørte til kirken.

Jeppe Pedersen Hal var håndlanger og fortalte at han havde stablet de gamle blyplader i våbenhuset. Men først i onsdag havde han konstateret, at blyet var flyttet og stakken var blevet mindre. Han genkendte også flere blyplader.

Læredreng hos Anders Pedersen, Esper Olsen, 19 år, havde taget blyplader ned fra taget og også været med til at lægge dem i en stak i våbenhuset. Han genkendte også blypladerne og bemærkede at den resterende stak i våbenhuset var blevet mindre og flyttet.

Side 262a – 9. november 1852

På rådstuen i Hasle

Jørgen Hansen Riis hustru Bodil Kirstine Pedersen fortalte at hende mand ikke havde været ude om natten på nær i onsdags 14 dage da han var kørt med en mand ved navn Hans Peter Herlovsen. Han var kommet aftenen før og sagt, at han ikke kunne gå til Rønne, da hans støvler var ”for knappe”. Han skulle være i Rønne kl. 3 for at komme ud på søen og fiske. Nogle dage efter var hendes mand ude indtil sent på aftenen kl. 11 eller kl. 12.

Efter spørgsmål til det store indkøb af fødemidler, sagde hun. At hun også var misfornøjet med det og at det var mod hendes vilje. Hun fastholdt at hendes mand havde solgt havre og at det sammen med 3 lam og en gris havde givet 23 rdl.

Kirkeværgen Stender korrigerende sin viden om de konfiskerede blyplader. Mistanken om, at der var forsvundet flere blyplader end de 13, som blev konfiskeret, var en mulighed. Men han ville ikke kunne mistænke arbejderne, som gik i kirken. Han oplyste at kromanden Jens Olsen Falk, der opbevarede nøglen til kirken, selv arbejdede i kirken og havde været tilstede det meste af arbejdstiden.

Ungkarl Christian Hansen Beck, 21 år, der boede hos Jens Olsen Falk, havde fra ringeren Jacob Jacobsen erfaret, at der var slået en rude i stykker i våbenhuset. Han havde sat krogene på, så ikke andre rude skulle gå i stykker under blæsevejr, men ellers ikke taget notits af forholdene.

Side 263b – 10. november 1852

På rådstuen i Hasle

Sag 1.Ugifte fruentimmer Christiane Larsen af Olsker sogn kontra tjenestekarl Hans Ipsen af Skovgård i Rutsker. Da hun ikke kunne bevise ved vidner, at de havde været sammen, så lød dommen, at manden kunne fralægge sig kravet om at betale alimentationsbidrag (loven 6-13-5) ved at afgivet ed. om at han ikke havde haft legemlig omgang med Christiane.

Sag 2.Jens Christian Kures fraskilte kone Sine Line Marie Lund og snedkerlærling Jørgen Christian begge af Rutsker blev enige om at sagen skulle ophæves.

Sag 3.Ugifte fruentimmer Christine Samuelsen, nu i Rønne kontra gårdejer Jespersen på Splitsgård i Klemensker om paterniteten til Christines uægte barn Johanne Samuelsen født 25/10 1852. Jespersen nægtede at have haft legemlig omgang med Christine og derfor påstod han, at han skulle frifindes for anklagen. Christine kunne ikke føre vidner, der kunne bekræfte at Jespersen havde haft omgang med hende. Sagen blev ført til doms og afgørelse om 8 dage

Side 264b – 16. november 1852

På rådstuen i Rønne

Forhør vedr. tyveri fra Klemens Kirke

Skomager Kjøge i Rønne havde købt to lam af Jørgen Hansen Riis og noget efter havde han villet sælge ham en ko. Ved denne lejlighed havde han spurgt skomageren om han troede, at pottemagerne ville købe bly, som han havde til salg. Det var pladebly han havde til salg. Skomageren havde sagt, at han vidste at glarmester Boss brugte bly, så han ville sikkert gerne købe.

Hans Peter Herløfsen af Rønne fortalte at han havde været straffet to gange for tyveri, men på spørgsmål, fortsatte ham med at berette om, at han for 3 eller 4 uger siden var på vej til Tejn til en fisket ved navn Hans Dick, som han ville købe et hus af. Han nåede ikke så langt, da hans støvler trykkede og at han ikke kunne gå længere. Han gik til Jørgen Hansen Riis og bad ham om at kæøre han tilbage til Rønne. Hestene havde været ude at pløje, så det var først kl. 11 at hestene var klar til at køre. Og Riis havde et ærinde i Rønne, så det passede ham fint. Herløfsen steg af ved bygrænsen og gik hjem derfra. Han var under opsyn fra politiet og han skulle egentlig have være hjemme inden kl. 10.

Glarmester Boss og hans lærling gentog sin tidligere forklaring.

Jørgen Hansen Riis nægtede stadig at han havde solgt bly til glarmesteren og ændrede nu forklaring, at glarmesteren og han ”var fjendsk”, hvilket skyldtes en tidligere sag om salg af smør, hvor glarmesteren kun ville give 1 mk 6 sk. pundet mod tidligere 1 mk 8 sk. Jørgen mente, at glarmesteren derfor havde beskyldt ham for blysalget som straf.

Glarmesteren nægtede at han nogensinde havde købt smør af Riis. Vidnerne fra Rønne afgav ed på deres vidnesbyrd.

Riis nægtede fortsat ethvert kendskab til tyveriet.

Jørgen Hansen Riis var født i Klemensker i 1819 og konfirmeret i Nyker, medens han tjente på Møllegård. Derfra kom han til Krashavegård og derefter i snedkerlære. Siden havde han ernæret sig ved snedkerarbejde. Han blev gift for en halv snese år siden med Bodil Kirstine og boede først i et hus i Rutsker i 2 år, hvorefter han flyttede til et hus i Klemensker, hvor han stadig boede. Han havde fire børn, to drenge og to piger. Han bekender sig til den lutherske religion.

Han blev straffet for 11 eller 12 år siden med 3 gange 5 dages fængsel på vand og brød for at have stjålet noget tøj medens han i kort tid arbejde i Gudhjem. Derefter – for 5 a 6 år siden – blev han straffet med 18 måneders forbedringsarbejde for at have stjålet et ur i Hasle.

Jørgen Hansen Riis ville have tilført, at kaptajn Spietz også havde had til ham. Spitz mente, at have købt en ko for 20 rdl, men da Riis havde forlangt 26 rdl, så var de blevet uvenner. Boss svend og lærling hadede ham også da han havde vundet over dem i kortspil hos Mads Olsen. Og desuden havde gårdejer Rasch fra Aabygård villet have ham til at stjæle 150 rdl fra en anden mand, som han ikke nævnte navnet på. Riis ville ikke gøre det, hvorfor Rasch hadede ham.

Side 266a – 17. november 1852

På rådstuen i Hasle

Domsafsigelse i sagen mellem Christine Samuelsen og gårdejer Jespersen til Splitsgård ang paterniteten til hendes barn. Da Christine ikke kunne føre nogen bevis, så kunne Jespersen kun aflægge sit ansvar ved at afgive ed på, at han aldrig havde haft legemlig omgang med hende. Han havde trende solemærker til at aflægge eden.

Side 267a – 19. november 1852

På byfogedkontoret i Hasle

Løjtnant Rømer fra Samsingsgård fortalte i retten, at han havde genkendt Jørgen Hansen Riis hos glarmester Boss og havde fortalt ham, at Riis havde afsonet forbedringshusstraf for tyveri. Han var helt sikker på, at det var Riis han havde set efter han havde solgt bly til Boss.

Side 267b – 20. november 1852

På rådstuen i Hasle

Philip Henning Rasch fra Aabygård fortalte om sit møde med Boss, da han lige havde købt bly af en mand. Manden havde påstået, at blyet ikke var hans med stammede fra nogle mænd fra Tejn. Boss havde sagt at det var tagbly, men det kunne også være skibsbly, der kunne havde fået samme overflade. Rasch kendte Riis af udseende fra auktioner men ikke af navn.

Kromand Jens Olsen Falk benægtede at have noget bly fra kirken hos sig, og at blyet var bortkommet med hans vidende og vilje. Det ville han afgive ed på.

Jørgen Hansen Riis vedblev at nægte alt. Han havde ikke solgt bly til Boss, men blot købt et spejl og et snapseglas. Både Rasch og Spietz havde været på stedet da han var hos Boss. På spørgsmål om hans kone også var i besiddelse af penge, sagde han at det havde han igen viden om.

Følgende afgav ed på deres forklaringer: kromand Jens Olsen Falk gårdejer P.H.Rasch. Anders Pedersen på 6. vg. parcel, Jeppe Pedersen Hal, snedker Jørgen Hansen på 18. slg. fortov, murer Anders Pedersen.

Arrestanten Riis erklærede at Boss, kaptajn Spietz og P.H.Rassch formodentlig var dem der havde stjålet blyet og at de skød skylden på ham. Da han havde afsløret dem som tyve, så havde de betalt ham til at tie stille – derefter en længere forklaring på hvordan og hvad de havde sagt til ham. Beretningen blev oplæst for Riis og godkendt.

Bogholder hos købmand Jens Vest Soltau fremlagde oversigt over hvad Jørgen Hansen Riis havde købt i butikken den 21. og 30. oktober. Den 30. oktober købte han et nyt spil kort.

Side 269b – 26. november 1852

På rådstuen i Rønne

Arrestanten Jørgen Hansen Riis blev fremstille løs og ledig i retten.

Kirkeværgen Stender af Klemensker aflagde forklaring i arrestantens nærværelse. Han erklærede, at det var uden hans vidende og nærværende, at de 13 stykker bly var forsvundet fra kirken. Dermed aflagde han ed.

Dommeren fremlagde højesteretsdom af 5. december 1845 hvorved herredets ekstratingsdom af 5. september blev stadfæstet og idømt 18 måneders forbedringshusarbejde. En straffeattest og dåbs attest blev fremlagt.

Arrestanten vedblev på det bestemteste, at han aldrig havde været i besiddelse af bly.

Side 270a – 27. november 1852

På byfogedkontoret i Hasle – der blev fermlagt en modtaget skrivelse fra Københavns Politikammer af 19. november med bilag.

Pigen Christine eller Kirstine Caroline Jespersen af Helligpeder i Rutsker blev forholdt ovennævnte rapports forklaring erkendt af urtekræmmersvend Morten Jensen at hun har lånt 5 rdl i hans navn og 2 rdl i sit eget navn af madame Holm, hos hvem hun logerede. Skipperen havde først meldt hendes afrejse da hun var ombord på vej til Bornholm. Hun ville snart vende tilbage og betale sin gæld. Hun tilbød nu at betale de skyldige 7 rdl. De blev modtaget og straks afsendt.

Hun lovede at melde sig til Politikammeret så snart hun kom til København.

Hun blev født den 30. november 1834 af forældrene Hans Peter Jespersen og Ellen Kirstine Nielsdatter. Hun har ikke tjent andre steder end i København hvortil hun kom i 1850.

Side 270b – 8. december 1852

På rådstuen i Hasle

Sagen mellem Martha Margrethe Schou kontra tjenestekarl Jørgen Hansen på 58. slg. i Klemensker vedr. paterniteten til hendes uægte barn ved navn Kirstine Jørgine Marie Schou født 16/9 1852.

Jørgen Hansen nægtede at have haft omgang med Martha i den tid, hvor det var muligt at blive far til barnet.  Martha kunne ikke føre vidner for rigtigheden. Sagen blev optaget til doms.

Side 271a – 15. december 1852

På rådstuen i Hasle

Dom i sagen mellem Martha Margrethe Schou og tjenestekarl Jørgen Hansen på 58. slg. grund. Da Martha ikke kunne føres bevis, så kunne den udlagte barnefader nægte ved ed, at han var fader til barnet inden tre solemærker fra dato. Ellers skulle han betale alimentationsbidrag til barnet  indtil dets fyldte 14. år.

Side 271b – 24. december 1852

På byfogedkontoret i Hasle

I sagen mod Svend Johan Andersen Holm med flere fortsat.

Husmand Jørgen Larsens hustru Ellen Kirstine af Rø sogn der på egne og sin mands vegne, da denne er blind, fordrede at de koster, der var fundet i Lars Hansens hus og på lyngen, skulle leveres tilbage. Efterfølgende ville hun ikke kræve erstatning his arrestanterne og andre.

Side 272a – 12, januar 1853

På rådstuen i Hasle.

Sag mellem det offentlige kontra løjtnant Rømer af Klemensker for forsømmelse med at have meldt tilgang til sognet.

Dommeren læste Kapellan Nyholm skrivelse af 31. dec. 1852 samt bemærkede at Hans Christian Lund ikke var mødt.

Løjtnant Rømer til 8. vg.s hovedlod i Klemensker erkendte, at det  var rigtigt at han ikke havde meldt tilgang efter han var flyttet til sognet før november sidste år. Som forklaring fremførte han, at det var præsterne der skulle have opsyn for fremmede tilkomne personer, men det tilkom ikke for dem der havde købt ejendom, som ham, at melde sig. Og desuden da han som løjtnant hos dragonerne ikke kunne henregnes til almuen. Han havde flyttet mange gang her på landet uden at melde til- og afgang. Han ville ikke indgå en almindelig overenskomst og betale mulkt, men forlangte at sagen gik til doms. Han var 44 år.

Side 272a – 26. januar 1853

På rådstuen i Hasle

Sag om tjenestekarl Hans Christian Sonne på Hullegård i Klemensker for forsømmelse ved at berigtige sin flytning til sognet.

Hans Christian Sonne erkendte at han ikke havde meldt tilgang til sognet. Han var født 5. juni 1835 og konfirmeret i samme sogn. Han havde ingen skudsmålsbog, fordi det var hans far, der fæstede ham bort. Han mente ikke at skolen havde meddelt han om reglen med skudsmålsbøger.

Side 273b – 29. januar 1853

På byskriverkontoret i Allinge i anledning af rekvisition fra Københavns Kriminal og politirets skrivelse af 21. januar

Fremstod daglønner Anders Jørgen Kjøller af Allinge 26½ år gl forklarede at han i foråret 1848 tillige med en del andre folk fra Bornholm forlod Rønne havn med den derfra sejlende Jagt og tog til København for at melde sig til frivillig tjeneste i marinen. Han huske ikke hvad dag han meldte sig til tjeneste på Gammelholm. Han blev kommanderet til Re….?, hvor han skulle blive indtil han blev udkommanderet, hvilket sket ca 8 dage efter. Han kom ombord på Thetis (fregat), der skulle løbe ned til Danzig. Efter ca. 14 dage kom han tilbage, da skibet skulle tage proviant ind. Derefter gik det til Nordsøen. Medens han var i kasernen ved Nyhavn fik han 8 eller 10 sk. dagligt til livets ophold, men fremefer fik han ingen penge. Ombord på Thetis fik han 4 rdl hver måned og han fik en kontrabog, som han blev afkrævet da han i oktober måned kom tilbage til København. Bogen blev leveret til skriveren ombord. Afregninger skete derefter på Gammelholm, men han husker ikke hvor meget de fik. Han husker at en del penge gik til køb af benklæder, blank hat og andre nødvendige ting. Han huske ikke personerne, der udbetalte afregningerne.

Fisker Peter Christian af Tejn 43 år gl, fortalte at han gik fra Rønne med en jagt i foråret 1848 for at melde sig som frivillig til tjeneste i marinen. Han husker ikke dato hvornår han ankom til København, men det var mandag. Om tirsdagen var han på et sted han antager var Gammelholm, hvor der blev udbetalt 2 rdl, dels for at han kunne købe sig et par lædersko og dels til livets ophold. Derefter kan han til en stor kaserne ved Nyhavn, Om torsdagen blev han sendt ombord på Thetis. Men ombord blev de klar over hans alder og derfor ville de ikke antage ham. Han fik tilladelse til at vende tilbage. Han forlod København og kom til Christiansø lørdag morgen. Han kender ingen andre at de personer i København i samme ærinde. Han fik ingen kontrabog og fik ikke flere penge end de 2 rdl.

Tjenestekarl Jens Peter Lund af Olsker sogn fortalte at han gik med skonnerten Delphinen fra Bornholm tidligt i foråret 1849 for at melde sig frivillig til tjeneste i marinen. Dagen efter han ankom til København blev han kommanderet til tjeneste på Trekroner (søfortet) . Han er ikke i stand til at angive datoen, Da han havde været der i et år blev der gjort afregning. Han skulle have 4 rdl månedligt og 3 rdl til klæder årligt. Han er ikke stand til at sige hvor meget han fik udbetalt, da han løbende måtte købe det nødvendige tøj. Derefter var han i omtrent 5 måneder ombord på Trekroner. Han blev udskiftet af en mand og kom tilbage til Trekroner i 5 dage. Derefter kom han med dampskibet Skriver der gik til Fredericia og derefter over land til Vestkysten af Slesvig og kom ombord i kanonbådene ved Føhr. Der var han i 2  a 3 måneder, indtil bådene blev oplagte. Han gjorde derefter tjeneste på land  i Tønningen i dagene efter belejringen af Frederiksstad blev hævet. Her blev han til våbenstilstanden blev indgået og fik lov til at rejse hjem.

På Fehmern havde han ikke været.

Huskede ikke den sidste dag, hvor der blev gjort afregning med ham, men han ved, at han var i tjeneste i 2 år på nær 14 dage. Sidste udbetaling var en lørdag på 9 rdl 29 sk. Han var ikke bekendt med, at han muligvis skulle have flere penge end dem han fik. Om søndagen rejste han hjem.

Side 274a – 2. februar 1853

På rådstuen i Hasle

Ungkarl Niels Jørgen Nielsen mødte for at aflagde ed på, at han ikke var far til Ane Margrethe Kofoeds barn, da han ikke havde haft legemlig omgang med hende på den tid, det krævede for at være far til et barn der blev født 12/7 1852. Men edsaflæggelsen blev frafaldt og der blev indgået forlig, som medførte Niels Jørgen Nielsens betaling alimentationsbidrag til barnet med navnet Niels Jørgen Christian Kofoed

 Side 274b – 2. februar 1853

På rådstuen i Hasle

Dom afsagt mellem det offentlige og løjtnant Rømer ang. forsømmelse med at melde tilgang til sognet. Dom gengivet på side 279b

Side 274b – 9. februar 1853

På rådstuen i Hasle.

Sag mellem ungkarl Hans Ipsen af Rutsker og pigen Christiane Larsen og edsaflæggelse om paterniteten. Hans Ipsen aflagde ed på at han ikke havde haft legemlig omgang med Christiane.

Side 275a – 9. februar 1853

På rådstuen i Hasle

Sag til oplysning i sagen mellem Olsker Sogneforstanderskab og gårdmand Jens Pedersen af Østermarie sogn.

Rekvisition fra kancelliråd Kofoed den 22/1 1853 blev oplæst. Sagen var en gammel faderskabssag og det efterfølgende mellemværende mellem Jens Jensen Schou og hans hustru Johanne Mathea kontra Jens Pedersen.

Johanne Mathea Hersted fik et barn med Jens Pedersen, men hun havde ladet sig overtale til ikke at angive ham som fader. Jens Pedersen havde givet hende 50 rdl for at tie. Senere havde han lovet at betale mere. I stedet havde hun angivet en person, som hun troede ikke eksisterede. Da Jens Pedersen ikke betalte til barnet og hun måtte af fattigdom søge i sognet, havde hun set sig nødsaget til at sige sandheden. Hendes nuværende mand havde derefter indgået en kontrakt med Jens Pedersen. Hendes nuværende mand har overtaget forsørgelsen af barnet, selv om han ikke var fader til barnet.

Jens Jensen Schou var husmand på 30. slg. grund i Olsker.

Side 276a – 10. februar 1853

På byfogedkontoret i Hasle

Ang. skrivelse fra Københavns fattigvæsen om pigen Elsebeth Cathrine Hansens forsørgelse.

Hendes far var husmand Esper Hansen på 1. slg.s grund i Klemensker. Hans data var. Født i Klemensker 1804 og konfirmeret som 15årig der. Efter konfirmationen til han blev 22 år, tjente han forskellige steder: 1 år i Hasle, 2 år på Ingemandsgård i Rutsker, 2 år på Brogård i Klemensker og 2 år på Rosendalegård i Rutsker. Efter han blev gift boede han ½ år hos forældrene i Olsker ved lyngleddet, Derefyer flyttede han til Skrubbekrak i Klemensker i 4 år, hvorefter han byggede hus på 1. slg. grund i Klemensker. Der boede han endnu i 1853.

Så vidt han husker var det 27 år siden han blev gift med sin kone Karen Kirstine. Med hende havde han 9 børn, hvor det fjerde barn var Elsebeth Cathrine. Hun fyldte 18 år i forrige eller begyndelse af februar i indeværende år. Siden hun var ganske lille kom hun ud at tjene som kreaturvogterske. som sådan tjente hun i 2 år i Vedby i Olsker sogn. Et år før hun kom fra Vedby blev hun konfirmeret. Derefter tjente hun på Baggegård i Olsker i et år, derefter på Marevad i Klemensker i 1 år, derpå på Slotsvangegård under Hammershus birk i ½ år og dernæst kom hun til København. Siden den tid havde faderen ikke hørt meget til hende.

Side 276b – 16. februar 1853

På rådstuen i Hasle

I sagen mellem det offentlige og tjenestedreng Hans Christian Sonne ang forsømmelse  ved at berigtige sin flytning til Klemensker sogn.

Hans Christian Sonne viste sin skudsmålsbog med de forskellige til og afgange, som blev berigtiget. Han havde ikke været klar over kravet og da det var sket før han fyldte 18 år, Han havde nu skaffet sig en skudmålsbog og blev derfor frifundet for offentlig tiltage.

Side 177a -23. Februar 1853

På rådstuen i Hasle

I sagen mellem sogneforstanderskabet i Olsker og gårdmand Jens Pedersen i Østermarie. Sagen udsat på grund at det meget store snefald, hvorved over halvdelen af vidnerne var udeblevet.

Side 177a -2. marts  1853

På rådstuen i Hasle

Nogle af vidnerne var ikke mødt (på grund af snefog). Dommeren bemærkede, at der var faldet meget sne og at det ”i dag” var stærk snefog, så for en fruentimmer var det næste ufrakommenlig når hun skal tilbagelægge det til fods. Vidnerne fra Rø kunne ikke komme.

Husmand Peder Drejer og kone fra Klemensker var mødt og fremstod, at han ikke var tilstede da Jens Jensen Schous kone erklærede, at Jens Pedersen ikke var far til hendes barn, men det var hans kone Ellen Ane Dorthea. Hun havde sammen med Claus Kofoed, denne kone og Jørgen Hersted. Ellen Ane Dorthea aflagde ed på det.

Side 178a – 9. marts 1853

På rådstuen i Hasle

Sag mellem maskinbygger Anders Pedersen og snedkerlærling Hans Jørgen Tranberg. Anders Pedersen ville have  Hans Jørgen Tranberg at aflevere det lånte værkstøj. Han krævede at lærlingen skulle betale en mulkt på 30 rdl.

Hans Jørgen indrømmede, at han havde værktøj, som han havde brugt ved opførsel af en tærkskemaskine hos Lars Christensen. Lars Christensen havde betalt ham 30 rdl, hvilke tilhørte Hans Jørgen, da han havde akkorderet med Lars Christensen og udført arbejdet. Anders Pedersen kunne fremlægge en attest, der viste, at det var ham, der havde indgået kontrakten.

Hans Jørgen bad om udsættelse. Han var endnu ikke 25 år, så ville vare have et møde med kurator og forsvarer om sagen.

Side 178b -9. marts 1853

På rådstuen i Hasle

Mogens Jensen kontra gårdmand Ole Jørgensen Kofoed fra Klemensker ang. arbejdsfortjeneste.

Ole Jørgensen havde fæstet Mogens Jensen for klæder og nogle penge, mente han. Mogens Jensen påstod, at han var daglejer og havde arbejde for Ole Jørgensen Kofoed i 14 dag og derefter forladt tjenester. Mogens Jensen måtte vende tilbage til sin tjeneste i Vestermarie, som han havde forladt. Sagen udsat 14 dage.

Side 179a -9. marts 1853

På rådstuen i Hasle

Ugift fruentimmer Ellen Kirstine Larsen kontra arbejder Jens Madsen ang. alimentationsbidrag til sit uægte pigebarn ved navn Elise Eleonora Mathea Madsen, der blev født 9/1 1852.

Jens Madsen indgik forlig og ville betale et helårligt bidrag til Ellen Kirstine Larsen.

DOM

Løjtnant Rømer af 8. vg. hovedlod havde indrømmet, at han ikke havde meldt tilgang til sognet skulle betale 1 rdl for hver uge til amtets fattigkasse.

Side 178b -16. marts 1853

På rådstuen i Hasle

Sagen ml. Olsker sogneforstanderskab og gårdmand Jens Pedersen i Østermarie.

Johanne Mathea Hersted fik et barn med Jens Pedersen, men hun lod sig overtale mod 50 rdl, at angive en anden mand som barnefader. Overenskomsten skulle bevises ved at indkalde vidner. Det var der ikke mange som ønskede bla. kaptajn Jens Kofoed, der havde forfattet en attest på, at han ikke var far til barnet. Attesten blev også underskrevet af husmand Lars Hansen af Rø sogn, der også erklærede sig uvidende om den tilsyneladende samme historie om at Jens Pedersen ikke var far til barnet.

Johanne Mathea Hersted sagde i retten, at pengene skulle gå til hendes nuværende mand til forsørgelse af barnet. Hun havde til præsten oplyst  en tjenestekarl som barnefader – hun huskede ikke hvilket navn – men havde fortrudt efter dåben og opgav for ham den virkelige fader til barnet, NEMLIG Jens Pedersen. Hun antog, at der derefter skete en rettelse i kirkebogen

Hovedministerialbogen for Klemens kirke Arkivalieronline

(Kontraministerialbogen for Klemens kirke: Arkivalieronline

 

Side 280b – 16/3 1853

På rådstuen i Hasle

Sagen mellem maskinbygger Anders Pedersen og snedkerlærling Hans Jørgen Tranberg. Sagen udskudt, da de begge ønskede at føre vidner.

Side 280b – 23. marts 1853

På rådstuen i Hasle

Mogens Jensen kontra gårdmand Ole Jørgensen Kofoed fra Klemensker ang. arbejdsfortjeneste fortsat. Klageren Mogens Jensen udeblev. Den indklagende ville have sagen til dom. Hvilket skete.

Side 280b – 23. marts 1853

På rådstuen i Hasle

Olsker sogneforstanderskab kontra gårdmand Jens Pedersen fra Østermarie. Jens Pedersen var ikke mødt på grund af stærk snefog og der var særdeles vanskeligt at færdes mellem Østermarie, Rønne og Hasle. Smed Jørgen Hersted fra Hasle var som den eneste mødt. Han blev afhørt og sagen blev ellers udsat. Jørgen Hersted der var kommet til kundskab om den rette sammenhæng, vra gået til capellan Bolbroe i Klemensker, der nu var død, og berettet om hvem der var den rette fader til hans søsters barn. Han kendte intet til en speciel ”overenskomst” mellem søsteren, hendes kommende mand og Jens Pedersen kendte han intet til.

Side 281a – 23. marts 1853

På rådstuen i Hasle

Ingen var mødt i sagen mellem maskinbygger Anders Pedersen og snedkersvend Hans Jørgen Tranberg

Side 281b – 30. marts 1853

På rådstuen i Hasle

Dom afsagt mellem tjenestekarl Mogens Ipsen af Vestermarie og gårdmand Ole Jørgensen Kofoed.

Klageren Mogens Ipsen kunne ikke føre bevis for det skyldige beløb og tøj, hvortfor Ole Jørgensen Kofoed blev frifundet.

Side 281b – 30. marts 1853

På rådstuen i Hasle

Olsker sogneforstanderskab kontra gårdmand Jens Pedersen fra Østermarie.

Broderen smed Jørgen Hersted aflagde ed på sin aflagte forklaring på henvendelse itil præsten i Klemensker. Prokurator Fog, der repræsenterede Jens Pedersen, havde ingen yderligere spørgsmål.

Side 282a – 31. marts 1853

Politiretten sat på 47. slg. i Rutsker i anledning af et hus på denne gårds grund samme dag var afbrændt.

Dommeren bemærkede, at røgen fra ildebranden kunne ses i Hasle og det havde givet anledning til at sprøjten blev afsendt – dog uden nytte, da huset var nedbrændt inden sprøjten ankom.

Brandlidte Mogens Larsen var stået op kl. 6. I huset var hans kone og hans datter på 11 år. Den 11årige gik kl 6½ hen til sin søster for at passe dennes barn. Kort efter gik hans kone til Tornegård for at aflevere en hægle hun havde lånt. Han selv begyndte at forarbejde træsko.

Konen havde ”lagt ild i kakkelovnen” inden hun gik (det må betyde at tænde op i kakkelovnen). Ca en time efter han var stået på hørte han det”knoklede” på loften. Han gik ud af huset og opdagede at der var ild i taget syd for skorstenen.

Straks løb han ind og tog sengeklæder og en kiste ud. Derefter var det umuligt at redde noget. Men folk kom for at hjælpe og det lykkedes at redde en stordel af hans fattige bohave. Alt der lå på loftet brændte – de lå en del træ til træsko og linned. Hans 6. fags hus var assureret for 150 rdl og var vel vedligeholdt. Bohavet var ikke forsikret. Måske var værdien af det brændte bohave for 100 rdl.

Han kunne ikke oplyse hvordan ilden var opstået. Men det kunne være hans kat, der havde en vane at lægge sig nær ilden. Måske var den blevet antændt og løbet op på loftet? Den var i hvert fald indebrændt.

Hans kone Marikke Margrethe fortalte at hun havde lagt i kakkelovnen primært brænde oh bredtjørn, da de ikke havde kul. Hun havde ikke lavet mad eller andet inden hun var gået til Tornegård.

Datteren Dorthea Kirstine Mogensen var gået til sin gifte storesøster, der boede i Teglkås og havde ingen oplysninger.

Gårdmand Morten Mogensen fra gården havde opdaget flyvende aske før han havde opdaget at Mogens Larsens hus brænde.

 

Indholdsreferat udfærdiget i december 2024 og januar 2025

Jesper Vang Hansen

Politiprotokol for Nørre Herreds 1851-1853

Politiretten dommer var byfoged i Hasle, herredsfoged i Nørre herred og birkefoged for Hammershus birk, Fritz Hendrik Jørgensen f. 1812 [Han kom fra en fuldmægtigstilling  i justitsministeriet. Udnævnt byfoged den  24/8 1849 indtil 21/11 1864, hvor han blev byfoged og byskriver i Hobro.

Han skrev selv referater af politiforhør og var dygtig til at fange enkeltheder. Han skrev formfuldendt og havde en tegnsætning, der gør hans referater lette at læse. Der er flere steder, hvor han tolker bornholmske udtryk og var meget påpasselig med at nævne årsager til udsættelse af forhør, hvis det var andre uopsættelige arbejder, han skulle tage sig af eller hvis f.eks. vejrliget gør det umuligt at indkalde vidner.

Under hans fravær blev hans fuldmægtig, exam. juris. (Fritz Theodor) Møller, konstitueret dommer i politiretten.

 

 

 

 

Side 1a –

Indbrud på Løkkegård (33. slg. Klemensker ejer: Morten Kofoed)  fortsættelse af tjenestekarl Hans Peter Olsens forklaring.

Anholdte ugifte fruentimmer  Hansine Jørgine Koefoed afhørt: Hun ville ikke vedkende sig træskomærkerne, som var fundet ud for Løkkegård. Hendes træsko havde ikke kramper på.

Det ikke var hende der var løbet på strømpesokker bort fra Løkkegård søndag nat. Morten Kofoed skyldte Hansine 3 rd 3 mk og han havde formodentlig fundet på historien for at slippe for at betale hende pengene. Dommeren mente, at Hansine var skyldig og derfor ”belægge hende med personlig arrest”.

Dernæst besluttede dommeren at sætte hende personlig arrest (=varetægsfængsling).

Side 2b – 29. november 1851

På rådstuen i Hasle

Forhøret vedr. overfaldet på husmand Hans Thorsen blev fortsat.

Datter af arrestantinden Else Marie Larsen, fruentimmer Ellen Kirstine Larsen, genkendte nogle klæder, som moderen havde lånt af hende. Desuden mente hun af en skjorte i moderens varetægt i fattighuset i Hasle, tilhørte hendes broder Morten, som var 16 år. Han var lille af størrelse.

Det fundne lap tøj, var ikke solgt af købmand Hartz af Hasle.

Else Marie Larsen erkender at hun havde fået to nattrøjer af sin datter Ellen i Hasle og at hun havde lånt støvler til Jeppe, der skulle til Nyker. Støvler var givet tilbage om søndagen.

Arrestanten Jeppe Larsen Dal blev afhørt. Den onsdag aften da han var fulgt med husmand Hans Thorsen, havde han træsko på, de som han havde på nu. Han skulle ikke låne nogle støvler af sin moder, da de ikke kunne holde vandet ude.  Han ejede kun de træsko, han havde på.

Side 3b – 30. november 1851

Højesteret havde udbedt sig oplysninger om Jørgen Edvardsen og hustruen Else Marie i indstævnede justitssag. Retten ”affattede en grundtegning over Pilegården”.

Jørgen Edvardsen var undveget fra arresten i Hasle. Amtet ville have at underretten valgte Marckman til defensor for Jørgen Edvarden, men han var ”upasselig”, som han ikke kunne møde.

Gårdmand Peder Poulsen til Pilegården (26. slg. i Klemensker), stod frem og godkendte grundplanen af Pilegården. Jørgen Edvardsen var blevet pågrebet af bondens søn og karlen, hvorfor grundtegningen skulle bruges til at forklare hændelsesforløbet.

Rebekke Marie Espersen, hustru til Peder Poulsen, godkendte grundplanen.

Tjenestepigen Ellen Elisabeth Sonne og tjenestekarl Nicolas Pedersen godkendte grundpalen og afstanden mellem værelserne

Castus Koefoed Hansens fra Bjergegård (29. slg. i Klemensker) godkendte grundplanen for Bjergegård til brug for beskrivelse av Jørgen Edvardsens indbrud i gården. Flere andre vidner mødte og bekræftede.

Side 6a – 2. december 1851

Ang. Indbrud på Løkkegård. Magdalene Margrethe Hansen, Morten Kofoeds hustru, forklarede at natten mellem den 23. og 24. forrige måned kom tjenestepigen listende ind til hende og manden og fortalte at der var tyve i huset. Karlen blev vækket.

Gården blev gennemsøgt, men ikke fundet nogen tyv i første omgang. De fortsatte søgningen i kælderen, og da fandt de en træsko, som blev genkendt tilhørte Hansine Kofoed. Hansine havde nægtet, da klamperne ikke var hendes træsko. Dagen efter var der fundet fodaftryk på strømpefødder hen til Hansines hus. Det var svært at få noget arbejde, derfor havde Hansine ørdagen før Hansine fået lov, mod betaling, at rive i maltet, hvilket ærinde havde fået hende til at planlægge tyveri. Om det var hende, vidste de ikke, men Hansines søster var gift med Jørgen Edvardsen, der var udbrudt fra arresten i Hasle. Edvardsen havde hjulpet hende med at stjæle, men Magdalene Hansen.

Leo Morten Kofoed, 14år og søn af gårdmand Morten Kofoed på Løkkegård, ikke konfirmeret, sov i karlekammeret sammen med sin sted broder og karlen afgav forklaring.

Arrestanten Hansine Jørgine Kofoed fremstod og afgav forklaring. Hun havde ikke været på loftet, men rigtig nok havde hun om søndagen ikke rørt i maltkøllen, da de på løkkegård havde en tjenestepige, der havde den opgave. Imidlertid havde hun siddet at og forarbejdet hørren. Hansine nægtede alt og desuden havde hun været hjemme hele søndagen og natten til mandagen den 24.forrige måned.  Træskoene var fremstillet af Jens Haagensen. Arrestantinden blev overdraget til arresten.

Side 9b – 2. december 1851

politiretten sat på 4. slg. i Rutsker

En gammel undentagskone Karen Olsdatter, enke efter Peder Pedersen Melgaard, var fundet druknet i eftermiddage. Der var ingen ydre tegn på begået vold mod kvinden.

Vidne Bentine Oline Olsen, enke, fraskilt sin mand Lars Hansen Kure, boede i huset sammen med afdøde Karen Olsdatter. Karen var 75 år og temmelig rask i forhold til sin alder, som gik rundt i huset for ”at sysle” i stedet for at sidde uvirksom., derimod var hun temmelig forfalden til drik, men havde den dag kun fået en snaps. Hun havde sagt, at hun ville gå ned til vandstedet der lå en snes skridt nordøst for huset. Da det havde taget lang tid, havde vidnet gået ud for at se efter hende. Hun fandt hende liggende i vandstedet med kun lidt at kjolen var synlig.. Hun havde slæbt hende op af vandet og løbet efter hjælp på Melgården og fundet en mand på marken 150 alen fra huset. De havde forsøgt at bringe hende til live, men forgæves.

Flere vidner blev afhørte. Alle mente at konen havde fået et slagtilfælde og faldet forover i kilden

Side 11b – 3. december 1851

Jen Haagensen på Simlegårds grund bekræftede, at han havde lavet tre par træsko til Hansine Kofoed for 4 til 5 uger siden. Hun havde fortalt at hun var søster til Jørgen Edvardsens hustru på Bjergegårds grund i Klemensker. For 14 dage siden var Jørgen Edvardsens kone kommet for at hente de to træsko, som han havde nået at lave. Han genkendte den fundne træsko som en han havde lavet, men kunne ikke være sikker på, at der var andre der kunne lave nogen lignende. Han havde travlt og fremstillede 2 til tre par træsko om dagen.

Træskomageren genkendte Jørgen Edvandsens kones søster, som den der havde bestilt træsko for 4 a 5 uger siden.

Jørgine Hansine Kofoed genkendte Jens Haagensen hos hvem hun havde bestilt træsko hos.

Side 13a – 3.december 1851

Overfaldet på husmand Hans Thorsen fortsættelse.

Vidnet gårdmand Hans Munck til 7 slg. i Rø fortalte, at da drengen Morten Peter Larsen, der går på omgang i sognet, havde haft ophold hos ham, og han havde givet ham et par gamle støvler. Støvlerne fundet i fattighuset blev genkendt af ham

Husmand Jørgen Peter Andersen på Bådstadgårdens grund i Rø havde set Hans Thorsen og Jeppe Larsen (Dal) på vejen op til Dyndalegården.

Husmand på 1. vornedgårds fortov i Rø Mogens Christian Lind havde mødt de to ved Vallevig ved Dyndalen.

Jeppe Larsen Dal fastholdt at han havde lånt støvlerne af sin moder. Deres fortalte han at han hele natten havde være optaget med at stange ørreder og var på vej til Vallevig (havet ud for Dyndalen) og at han havde forladt Hans Thorsen umiddelbart efter at de havde mødt de nævnte personer. Han havde kun været ved havet i 5 min.

Husmændene Mogens Christian Lind og Jørgen Peter Andersen gik på hver side af åen, der var omtrent 5 a 6 alen bred, med en lygte i hånden. Da de nåede gangtræet, gik Andersen over på den nordlige side af åen. De havde ikke set Jeppe i den time, hvor de søgte fisk i åen. Jeppe svarede, at han ikke havde lygte med, men sagtens kunne fiske i mørket. Nu sagde Jeppe, at han havde set tre lygter ved åen og han påstod, at han havde været der.

Drengen Morten Peter Larsen på 16 år havde været hjemme hos sin mor i fattighuset i søndags. Hans halvbror Jeppe Dal var der ikke. Støvlerne stod til tørre på kakkelovnen og han havde været misfornøjet, at andre havde benyttes hans støvler. Tørklædet vidste han intet op.

Side 15a – 3. december 1851

Jørgen Edvardsen og hustru Else Maries sag.

Fremstod den 22. og 24. januars retsvidne skomager Sonne som sagde at Else Marie virkede rask og rørig. Senere var hun bedrøvet indtil hun blev løsladt fra arresten, og fået tilladelse fra sandemanden om at hun måtte besøge sin mand, der lå på sygestue i Rønne. Da hun var løsladt mente Sonne, at hun intet fejlede.

Arrestforvareren politibetjent Christophersen havde haft hendes besøg umiddelbart før hun skulle afhøres i januar og efter hun havde været indsat i arresten. Hun sagde, at hun ikke var vel. På madrassen i arresten var der en plet så stor som to hoveder, som han antog stamme fra hende, der havde sine ”forandringer”. Han mente ikke, at Else Marie havde aborteret i arresten.

Prokurator Fog blev defensor for Jørgen Edvardsen – sagen udsat på grund af at der skulle synes en død person i Rutsker sogn.

4. december 1851 Retten sat i et hus på Bjergegårds grund, hvor Else Marie, Jørgen Edvardsens hustru fandtes sengeliggende. Hun var villig til at svare på spørgsmål. Hun bekræftede at hun for nogle dage siden var hos Jens Haagensen for at hente træsko til hendes søster Jørgine Hansen, men den ene var gået i stykker. Derfor havde søsteren kastet den i kakkelovnen.

Else Marie fortalte at hendes mand, der nu var undveget fra arresten, ofte havde opholdt til på Bjergegård da ”han havde et utilladelig forbindelse med Morten Koefoeds Kone”. Hun sagde: Morten Koefoed er en stor fux ?? imod alle Folk, og nu vil han med falsk Vidnesbyrd føre folk i Ulykke saaledes som der staar i en Vise, som hun har hørt, og hvor der staaer: Falske Vidner han altid fører, en sprukken Træsko Resten gjoer”.

Søsteren havde set at hendes søster havde siddet i stuen på gården og lappet et par hestedækkener.

Side 17a – 4. december 1851

Politiret på Bjergegårds grund i Jørgen Edvardsens hus.

Jørgen Edvardsens hustru Else Marie var sengeliggende. De kunne ikke finde nogle sygdoms symptomer og mente at hun kunne transporteret til sygestuen i Rønne.

Else Marie sagde at hun aborterede i arresten i Hasle, som hun var i fra den 22. til den 24. januar. Hun havde været for svag til at bede om hjælp og for bly til at lægge sit foster foran dommeren. Fosteret skulle have været omtrent 12 uger gammelt efter hendes formening. Hun havde meddelt sin tilstand før hun blev sat i arresten. Hun blev transporteret til sygearresten i Rønne, da arrestordren endnu var gældende.

Side 17b – 5. december 1851

På rådstuen i Hasle.

I sag mellem det offentlige og parcellist Jens Kaas på 4. vg. i Olsker for forsømmelse af vejarbejde på sognets biveje. Han havde været syg – betalte 1 mk 8 sk. Til amtsfattigkassen i mulkt.

Side 17b – 6. december 1851

På rådstuen i Hasle.

Arrestantinden Jørgine Hansine Koefoed fortalte om da hun kom hjem den søndag morgen fra Egebjerg, havde hun kastet træskoene under kakkelovnen og satte sig til at lappe et par hestedækkener tilh. Morten Koefoed på Løkkegård.

Hun fortalte hvordan hun havde udlånt 3 rd 3 mk til Morten Kofoed, der skulle til Allinge for at købe sild.

Jørgine Hansine fortalte, at hun var født i Nyker i 1823, konfirmeret i Rø og første tjeneste som 13årig hos Mads Engel på Kantedam i Vestermarie. Dernæst i Rø hos gårdmand Jens Pedersen på Smedegård i hvis tjeneste hun blev konfirmeret. Hendes bedsteforældre Jens Madsen og kone i Nyker på Kongens Mark var svagelige tog hun hjem til dem om 16årig og blev der i 2 år. Dernæst 1½ år hos gårdmand Peder Jensen i Vestermarie – navnet på gården havde hun glemt. Dernæst 4 års tjeneste hos løjtnant Vest på Smørenge. Hos dem avlede hun et uægte barn og hun udlagde Peder Espersen som barnefaderen men som fralagde sig under ed. Barnet fødte hun hos sine bedsteforældre i Nyker. Her var hun et ½ år indtil hun tog ophold i et hus i Klemensker, som hun havde købt for sine sammensparede penge. Hun havde ikke været tiltalt eller straffet tidligere.

Hun fastholdt sin forklaring om træskoene, der var gået i stykker. Dommeren mente ikke at helt nye træsko kunne gå i stykker. Hun førte derefter tilbage i arresten

Side 19b – 6. december 1851

på Rådstuen i Hasle

Overfaldet på husmand Hans Thorsen i Rø sogn. Jeppe Dals mor blev afhørt. Jeppe Dal og hans kone var tilsagt at møde på tinget, men var udeblevet

Side 19b – 8. december 1851

Politiret afholdt i et hus i Tejn angående overfaldet på Hans Thorsen.

Huset i Tejn tilhørte Kristine Dam hvor Jeppe Dals kone havde tilhold. Konen havde efterladt sig en pose med lærredslap og en jerngryde. Konen havde derefter logi hos Poul Hansen og Hans Morten, hvortil retten begav sig. De fandt intet hos disse to mennesker.

Side 20b – 8. december 1851

Efter rekvisition afhørtes sømand Peder Bødker, som sejlede med skipper Lyngberg. På en tur til Pommern efter laks, faldt skipperen overbord. Han fortalte at skipperen så syner og var afsindig.

Side 20b – 9. december 1851

Afhøringer vedr. overfaldet på husmand Hans Thorsen. Thorsens hustru Marthe Kirstine blev afhørt. Hun og hendes søn havde været oppe hos svigermor om aftenen i fattighuset. Flere detaljer om støvler, tørklæde mm

Side 21b – 11. december 1851

Forhør af arrestanten Otto Nielsen Helgreen

, der havde begået ”ejendomsindgreb”, efter anmodning fra By- og herredsfoged Smith i Nexø. En udskrift af Søndre Herreds Politiprotokol dat 25, 26 og 27 November samt 1. og 4 . december blev lagt til akten.

Helgreens hustru Ellen Kirstine  Haagensdatter blev afhørt. Hun vidste intet til sin mands færden i Aaker sogn og hun kendte Svend Johan Andersen Holm, da han ofte var sammen med ham. Carl Gunberg kendte hun imidlertid ikke. Noget lommeur i hans ejendom kendte hun intet til. Han havde solgt sit ur, da de blev gift for 4 år siden. Det fremviste ur kendte hun intet til.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreen blev afhørt. Han nægtede at have tilstået. Uret, der tilhørte Jørgen Thorup har han aldrig haft i sin besiddelse. Han havde ikke været i Aakirkeby siden sin ankomst til landet, som skete til byen.

Arrestanten var efter hans egen udsagn 24½ år og født i Johleby (Johbeby?) Sogn lidt over en mil fra Kalmar, hvor han også var konfirmeret. Han havde været på Bornholm i 6 år og i den tid har han tjent 1 år på Ladegård hos Stender, ½ år hos degnen, ½ år hos præsten, ½ år hos snedker Lars Thorsen i et hus på Skarpeskade da han blev gift. Siden logerede han hos Jens Johansens enke syd for kirken i 1 år, dernæst hos Hans Kofoed i et hus sydøst for Splitsgård og dernæst hos Lars Larsen i et hus på Tøjregårds grund i 1 år, dernæst hos Hans Bonde i et hus på Pilegårds grund i Klemensker i 1 år. I foråret købte han det hus han nu har.

Side 22b – 11. december 1851

Sagen vedr. indbrud på Løkkegård fortsatte. Ungkarl Peder Kofoed på 23 år afhørtes. Han erklærede at han var fuldstændig sikker på at Jørgine Hansine Kofoed ejede de træsko, som var blevet fundet. Tjenestekarl på 20½ år Hans Peter Olsen bekræftede Peders udsagn og at det var dem som madmor og pigen fandt udenfor stuelængen.

Gårdmand Morten Koefoed erkendte at han skyldte arrestantinden 3 rd 3 mark. Arrestantindens søster, Else Marie, afgivne forklaring gav han intet for. Hun var kendt for at være usandfærdig og kan ikke befri sig for straf.  Hun stod i utilladelig forbindelse med Erik Hansen på Bjergegård. De omtalte tyvekoster, sagde hun stammede fra Jespersen på Splitsgård som en belønning for at hun havde tilladt ham omgang med hende.

Morten Kofoeds hustru Magdalene Margrethe Hansen på Løkkegård følte sig meget fornærmet over Else Maries påstand om, at hun havde et forholdt til Jørgen Edvardsen. Else Marie var kendt som et meget slet menneske, der ofte har påstået sådanne beskyldninger.

Magdalene mente, som tjenestefolkene, at træskoen tilhørte arrestantinden. Tjenestepigen  sagde det sammen. Træskomageren Jens Haagensen vidnede igen.

Hansine Jørgine Kofoed nægtede stadig og udtalte at hun ikke brød sig om folk, der vidnede falsk.

Efter edsaflæggelse blev vidnet Jørgen Edvardsens hustrus udtalelser dømt uden magt, da hun tidligere var straffet for tyveri og hæleri. Hun kunne nu dømmes for meddelagtighed i indbrud, der var begået af hendes søster. Hun havde opdigtet usandheder.

Side 25b – 12. december 1851

Sagen mellem gårdejer Anders Rasch til Bjørnegård og landmand Tønnes Rasch på Klemensker Præstegård angående verbal injurier. Anders Rasch blev kaldt for en Kjeltring

Side 26a – 14. december 1851

Sagen mod Otto Nielsen Helgreen ang. forøvet ejendomsindgreb.

Svend Johan Andersen Holm anklagedes for at have hjulpet Otto Nielsen Helgreen med at hente et ur, hvilket han nægtede.

Svend Johan Andersen Holms data

22½ år gammel født i Sørup By i Kalmar Län. Han kom til landet lidt efter Sankt Hans dag i 1848 og tjente hos Morten Kofoed på Løkkegård i lidt over fire måneder. Derefter kom han til husmand Lars Hansen på 31. slg. fortov og ernærede sig med at sy sko om vinteren. Hos Lars Hansen var han omtrent 4 måneder, Dernæst tjente han 2 måneder hos Ole Mogensen på Piberegård. Siden arbejdede han som murer ved ovennævnte Lars Hansen fra 1. mak til St. Hansdag 1849. derefter tog han tilbage til Sverige, hvor han var noget over 14 dage og kom derefter tilbage til Bornholm. Atter arbejdede med Murerarbejde i forbindelse med ovennævnte Lars Hansen indtil den 17. december 1849, da han fik tjeneste på Splitsgård. Der tjente han til 1. maj 1850. Derefter arbejdede han atter 2 måneder med Lars Hansen, hvorefter han fik tjeneste hos Sandemanden i Klemensker, hvor han var i 4 måneder. Så var han 2 måneder til nytårsdag 1851 hos smed Niels Sonne i Vestermarie. Derefter indtil 1. maj 1851 hos Philip Rasch i Aabygårdene i Nyker. Siden den tid har han arbejder i forbindelse med ovennævnte Lars Hansen med at kløve sten.

Dommeren pålagde Svend at tage ½årsarbejde og ikke lejlighedsvis arbejde. Hvis han ikke rettet sig efter dette tilhold kunne han straffes for løsgængeri.

Side 26b – 14. december 1851

Husmand Hans Thorsens overfald.

Arrestanten Jeppe Larsen Dals forklaringer anses til dels som usande og da han tidligere var straffet med 10 dages fængsel på vand og brød efter at han havde slaget sin husbonde N.V. Holm i Allinge.¨

Jeppe Larsen Dal data

Han fødtes i Rø i året 1812 af forældrene Morten Pedersen Stange og Else Marie Larsen. Der er han også konfirmeret. Hans første tjeneste var hos P. Koefoed på Kroggården i Rø til hvem han kom da han var 11 år eller der omtrent. Der blev han i 5½ år til han blev konfirmeret. Dernæst tjente han 1½ år hos P. Dam på Hallegård i Østermarie, 1 år hos sandemand Lund i Rø, 1½ år hos Klaus Munck på Dyndalegård, 1 år hos løjtnant Rømer på Store Hallegård i Olsker, 3 år hos Ole Stub og Niels Nielsen Holm i Allinge og ½ år hos Ole Jørgensen på Tønnekulle. I året 1838 eller 1839 giftede han sig i Hasle og ernærede sig ved at sejle med købmand Juuls båd eller ved at arbejde i Kulværket om vinteren. Da hans kone var kendt øst på, flyttede de derned (?) og ernærede sig der med at fiske. Han tænkte at hans kone der kunne aflægge sin trang til Drik, men det var ikke sket. I Kaase havde de lejet ophold hos Hans Morten.

Dommeren kunne ikke trække flere oplysninger ud af ham og derfor var det ikke muligt at forlænge arrestationen.

Arrestantinden Else Marie Larsen skulle forholde sig til Jeppe Dals hustrus afgivne forklaring, hvad der var sket på fattighuset, hvor hun boede. Hun mente ikke at hun havde haft noget tørklæde og lapper.

Else Marie Larsens data

Else fortalte om sit tidligere liv: Født i 1789 eller 1786 i Rø sogn, hvor hun også var konfirmeret. Hendes forældre var Peder Rasmussen og Maren Margrethe, som ikke var gifte. Medens hun  tjente hos præsten blev hun konfirmeret og siden var hun hjemme hos sin moder. Da hun var en snes år kom hun til København og tjente der omtrent i 1 års tid hos en spækhøker ved navn Lars Lund i Dronningensgade på Christianshavn. Da hun tjente der blev København bombarderet, derefter kom hun atter hjem til sin moder. I året 1809 eller 1810 blev hun gift med Morten Pedersen Stange og boede med ham adskillige steder i Rø, Rønne og Klemensker. Da manden druknede var hun enke i 2 år. Derefter gift med Marius Larsen. Med ham boede hun i Rø sogn omtrent i 15 år og derefter i Tejn i 5 år. Derefter kom hun i Rø fattighus hvor hun nu har været omtrent 11 år. Hun blev straffet i 1841 med fængsel på vand og brød for tyveri.

Side 28a – 14. december 1851

Politiretten afholdt på byfogedkontoret i Hasle.

Anmeldelse af tyveri på Splitsgård

Fremlagde en skrivelse fra sandemand H. Nielsen og en fra gårdejer Jespersen. Anledningen var at husmand Lars Hansen havde vægret at forevise prøver af hans gryn og på grund af, at han i lang tid har huset en svensker Svend Johan Andersen Holm, der for tiden var tiltalt for et ejendomsindgreb (indbrud), samt at stjålne koster var fundet der, hvor han og Svend havde deres daglige arbejde. Der burde foretages ransagning hos Lars Hansen på 31. slg. fortov, hvor Svend Johan Andersen Holm logerede.

Da dommeren var optaget med tingdag i Allinge ville ransagningen næste dag blive foretaget af den konstituerede fuldmægtig exam. juris. Møller.

Side 28b – 15. december 1851

Politiretten fandt sted i det hus der tilhørte Lars Hansen på 31. slg. fortov i Klemensker.

Ransagning i Lars Hansens hus

Retten blev holdt ved Møller og husmændene Andreas Pedersen og Peter Bertelsen. Ransagning blev foretaget. Årsagen til at han ikke ville udlevere grynene til sandemanden var, at han skulle bruge dem til at koge grød af. Han anslog, at der kun var to potter gryn. Ransagningen afslørede ingen gryn, men der fandtes en stor Spølkum (flad kop uden hank) af gul fajance, som tilhørte husmand Jørgen Larsens kone i Rø.

Lars Hansen erklærede, at han havde købt denne spølkum af mærket Spietz i Rønne for 1 mark 8 skilling.

Endvidere blev der fundet 2 fine ”Cambreds Skiorter” [Kamgarn – Uld skjorter] indviklet våde i et stykke voksdug ovenpå en sengehimmel. Lars Hansen sagde at det tilhørte den hos ham værende svensker Svend Johan A. Holm. Spølkummen, de to skjorter og voksdugen blev taget i rettens forvaring.

Side 29a – 16. december 1851

Forhøret fortsattes.

Eline Kirstine Hansen, gift med husmand på Smedegårds fortov i Rø sogn, Jørgen Larsen (Kofoed), fortalte at hun for 8 dage siden havde mistet forskellige ting ved et tyveri og at hun havde mistanke til husmand Lars Hansen. Da hun hørte, at der skulle foretages ransagning, mødte hun op i huset. Hun havde opdaget den gule ”bolle” på en hylde ved senge. Hun kendte den matte klang når man slog på den. Årsagen var, at der var en lille revne i den. Men ellers havde bollen tre mærker i bunden: to runde mørke pletter og en tredje, derfor ville hun altid kunne genkende bollen når hun så den.  Hun turde aflægge sin ed på, at bollen var hendes. Hun havde købt bollen for 2 – 3 år siden hos en fajancehandler i Storegade i Rønne overfor apoteket. Hun fik den for 8 skilling – en fejlfri kostede 18 sk.

Hun forklarede, at omtrent kl. 11½ hørte hun en susen og deres hund begyndte at gø heftigt. Hun kikke ud af vinduet, men så intet. Hendes mand var blind og var gået i seng. Han stod op og gik ud i storstuen, der er øst for lillestuen, for at se hvad der var på færde. Han havde følt efter et par dyner, som skulle lille på en stol udenfor sofabænken i storstuen. Han mærkede en dyne, men ikke at der manglede en. Han havde heller ikke observeret at det nederste vindue var taget ud. Dog mærkede han trækket fra det manglende vindue, men da det blæste meget, mente han at det skyldtes træk.

Konen havde gået ud i gården for at tysse på hunde, der havde gøet kort før at hun havde hørt den omtalte susen, der altså var foranlediget, at vinduet blev taget ud.

Næste dag konstaterede de at vinduet var taget ud og stillet op ad muren. Ved siden af stod en lille tallerken til at sætte en urtepotte i. Den plejede at stå i vindueskarmen.

Vinduet var slået fast med søm, der ikke var fastere end at de kunne trækkes ud med fingrene.

Det stjålne var en dyne, der havde ligget på stolen, et kvart anker med 9 potter brændevin, ½ pund kaffebønner, som lå ovenpå et chatol i storstuen, en snustobaksdåse med en stjerne på låget, samt det omtalte fajance bolle. Ankeret tilhørte hendes fader og den havde et mærke ”H med et S i”. Hendes far hed Hans Seier Hansen.

Sandemanden fremviste et brændevinspimpel sammen med et dynevår, som var fundet liggende på lyngen lige ved det sted hvor Lars Hansen og hans logerende Svend Johan A. Holm havde deres daglige arbejde. Dynevåret havde været hendes broders. Brændevinsankeren havde mærket, som hun omtalte

 

Side 30b

Gryn og pose kendte hun intet til. Dynevåret kunne hun beskrive med striber og lapper. Da hun så det passede det med hendes beskrivelse.

Hun nævnte en række koner, der sandsynligvis kunne bevidne, at tyvekosterne tilhørte hende.

Voksdug og skjorter kendte hun intet til. Desuden nævnte hun at den gule fajancebolle var fyldt med fløde, som blev hældt ud på gulvet, da den blev taget.

Næste vidne var Ellen Marie, der  var husmand på 20. slg. grund i Rø Jørgen Peters hustru. Hun havde boet i huset hos Eline Kirstine i 6 uger, da hun gjorde barsel. Det var tre år siden. Eline Kirstine havde været i Rønne og købt fajance bollen. Hun genkendte bolle på den omtalte lyd. Dynevåret var hun overbevist om, at det har tilhørt Jørgen Larsen.  Derimod kendte hun intet til brændevinsankeret, grynfjerdingen, posen, voksdugen og skjorterne.

Husmand Lars Hansen på 31. slg. fortov blev afhørt. Han fastholdt at bollen havde han købt hos fajancefabrikant Spietz på hjørnet ved købmand Jens Thorsen og han betalte 1 mark 8 sk. Revnen var der også da han købte den.

Han blev forevist dynevåret og kvartankeret brændevin, en fjerding med gryn og en pose, der var fundet ved hans og Svends arbejdssted på lyngen. Desuden forevistes en gammel trøje af mørkt vadmel. Alle disse sager erklærede han var ”aldeles uvedkommende” og aldrig set dem før.

Han erkendte, at han ved sandemandens henvendelse i første omgang ikke havde sagt, at han skulle bruge dem om aftenen til grød, men først dagen efter ved ransagningen.

Dernæst svenskeren Svend Johan Andersen Holm logerende hos Lars Hansen. Han meddelte, at han var i besiddelse af 3 a 4 blaargarns skjorter, som er i hans kiste eller hænger på væggen. Det snavsede linned lå på loftet. Han har ikke noget kammer for sig selv, men har dog ”et særegent kammer, hvor han ligger ene”. Noget voksdug til at ligge på bunden af kisten, har han aldrig været i besiddelse af. Skjorter og voksdug, der blev fundet på hans sengehimmel benægtede han på det kraftigste var hans og aldrig havde set dem før. Han mente, at have set bollen i huset så længe som han havde været der, men vist ikke i den størrelse. De øvrige ting, som blev fundet på lyngen, kendte han intet til. Han nægtede på det bestemteste, at han havde begået noget tyveri.

Anholdte Lars Hansen mente at de fundne skjorter tilhørte hans logerende Svend, der havde fået dem sidste gang han havde været i Sverige. Voksdugen tilhørte Svend og blev brugt til at ligge nederst i kisten. Hvorfra den stammede vidste han ikke.

Side 32b – 17. december 1851

Ovenstående sag fortsattes.

Husmand Lars Pedersen på 18. slg. grund forklarede at han ofte havde hjulpet Jørgen Larsen, dels med vinterarbejde og dels også med høstarbejdet. Fajancebollen havde han set, men kunne ikke med sikkerhed udpege den. Den samme usikkerhed havde han med brændevinsankeret, men det lignede. Vedrørende bollen huskede han nu, at han havde haft mellem hænderne og sagde nu. At det var ”accurat sådan en bolle” han havde set.

Husmand Jens Kofoed i Lindeskoven i Rø var bror til Jørgen Larsen, men det var længe siden at de set hinanden, så han kunne næppe genkende hans ting.

Husmand på 20.slg. fortov Jørgen Peter havde hjulpet Jørgen Larsen et par år, fordi han var blevet blind og ikke kunne klare markarbejdet. Han vidste, at Jørgen i et par år havde haft en gul fajancebolle med en revne, men som dog klingede når man slog på den, som om den var hel. Dynevåret kunne han ikke kende og han havde ikke overnattet i huset. Ankeret havde han set, men ikke så nøje, at han kunne være sikker på, at det var den samme. De øvrige ting kendte han ikke.

Husmand og møller Hans Pedersen på 37. slg. grund i Klemensker fortalte, at der ”ofte er bleven stjålet fra ham, hvilket er udført ved indbrud om natten”. Det drejede sig om fødevarer, men han havde ikke kunnet fatte mistanke til nogen. Hans bopæl ligger temmelig langt fra andre bygninger og han er alene med hans kone på omtrent 80 år, samt en pige, og han selv var 71 år gammel, hvorfor bekendte folk let kunne begå indbrud uden at det blev opdaget. I foråret 1849 blev der stjålet om natten en murkedel. I året 1850 blev stjålet 4 a 6 brød, 8 pund flæsk, en lysestage, en kobbertragt, samt en ost. I 1851 stjal de i første omtrent for 3 uger siden et brændevinsanker med 16 potter brændevin, 4 brød, en ost og en pot honning.  Natten mellem sidst torsdag og fredag var der atter indbrud, hvor der blev stjålet en del kød, som lå nedsaltet i en tønde, der stod i det nordøstre kammer.  De var tre gange kommet ind ved at tage et vindue ud. Indbruddet året før skete ved at brude ind gennem en væg.

Husmand og møller fortalte om det første indbrud i året bemærkede han kl. 4, da han gik nord om huset, at vinduet til kammeret var faldet ned og lå på jorden. Han tænkte straks, at der havde været tyveri i løbet af natten. Der var fra kammeret flyttet nogle mælkebøtter og spildt mælk på gulv og bord. I en fjerding med sild var halvdelen taget, hvilket han glemte at fortælle da han opremsede brændevinsankeret med 16 potter, 4 brød, en ost og en pot honning. Nogle fodspor, eller andet der kunne afsløre tyven, fandt de ikke. Brændevinsankeret ville han kunne genkende, da der er udskåret et navn og at det kunne rumme 16½ potter, hvilket er usandt, da det kun rummede 16 potter og en pægl.

Sandemanden fremvist en bund , der lå i den tidligere omtalte grynfjerding, med bogstaverne HCS. Husmand og møller Hans Pedersen sagde, at det var hans kones initialer og at den tilhørte hende og hendes forrige mand. Bunden lugtede af brændevin. Øvrige mulige tyvekoster var ham ubekendte.

Det sidste tyveri torsdag nat bestod af 3 a 4 pund saltet kød i en tønde. Tyven var kommet ind af det samme vindue, som denne gang var udtaget med en tang. Han havde brugt store søm for at fæstne det. Kammeret støder op til forstuen, der ligger op til skorsten og videre til lillestuen, hvor han og konen sov.

Lars Hansen blev fremstillet og blev konfronteret med Svend Johan A. Holm benægtelse til skjorterne. Lars Hansen var sikker på, at de tilhørte ham, da han set at han havde haft dem på flere gange. Voksdugen var også Svends. Han fastholdt ejerskabet til bollen. Retten bemærkede, at han tidligere havde sagt, at det var i foråret han havde erhvervet bollen og senere sagt, at det var fire uger siden.

Retten fandt det bevist at Lars Hansen havde stjålet fajancebollen fra Jørgen Larsen og dette atter leder til formodning om delagtighed i flere indbrudstyverier, hvorfor han nu kunne sættes i personlig arrest.

Anholdte Svend Johan A. Holm blev fremstillet og konfronteret med Lars Hansens udsagn. Han nægtede stadig kendskabet til skjorter og voksdug.

Dommeren anså det bevist, at Svend var meddelagtig i de af Lars Hansens begåede tyverier, hvorfor han bør undergives personlig arrest.

Side 35b – 18. december 1851

Ovenstående forhør fortsattes.

Gårdejer Jespersen på Splitsgård fortalte, at der fem gange var begået tyveri fra hans ejendom. Straks efter høst blev der stjålet en ost, der var stillet ud i haven for at ”Soles”. 8 dage efter blev en krukke med 8-9 pund smør stjålet fra mælkekammeret ved at fjerne vinduesgitteret. Tredje gang blev der stjålet 4 høns fra kostalden. Og fjerde gang blev vinduet taget ud af spisekammeret. Der blev taget 2 a 3 brød, en pølse og 3 sølvteskeer som stod i en tekop på bordet.

Det sidste indbrud skete på samme måde. Her forsvandt 4 a 5 brød, ½ ost, omtrent 1 skålpund gryn, en pose, 2 krukker med Svinefedt samt et kræmmerhus med 1 lispund rismel og 2 muskatnødder. Et tyveri begået natten mellem tirsdag og onsdag i forrige uge.

Teskeerne og posen vil han kunne genkende, men de andre varer ville han næppe kunne udpeget med sikkerhed.

Jespersen havde bedt Sandemanden om at ransage hos Lars Hansen, da han havde en mistanke til ham. Vidner til ransagningen var gårdmand Castus Kofoed fra Bjergegård, gårdmand Peter Poulsen til Pilegård og husmand Hans Lyster på 30. slg. fortov. Lars Hansen havde givet tilladelse til ransagningen og der blev ikke fundet noget. De fandt ikke fødevarerne i huset. Peter Poulsen, Castus Kofoed og Hans Lyster fulgte med ud på lyngen, hvor han vidste af Lars Hansen og Svend Johan havde sit daglige arbejde. Det var set før på Bornholm, at tyvekoster var gravet ned på lyngen. Sandemanden var ikke med, da han havde opgaver andet steds. De fandt straks et lille gemmested, som så ud til at nogle brød havde ligget der. Nu var den tom. Under en sten fandt de et stykke dynevår og senere fandt Peter Poulsen et lille brændevinsanker med noget brændevin i. Senere en grynfjerding eller rettere et brændevinshalvanker, hvoraf det ene endestykke var slået ud. I denne halvanker fandtes omtrent en halv skæppe gryn samt en pose og en gammel pjalt af en trøje. Senere fandt de dynevår mage til den tidligere fundne.

Jespersen mente at kunne genkende flere genstande som værende hans.

Gårdmændene Peter Poulsen fra Pilegård og Castus Kofoed fra Bjergegård, samt husmand Hans Lyster bekræftede Jespersen beretning.

Tjenestepige Kirstine Samuelsen fra Splitsgård på 26 år ville afgive sin ed på, at posen, der blev fundet på Lyngen, stammede fra Splitsgårds spisekammer, hvor der blev stjålet gryn for 8 dage siden.

Side 38a – 19. december 1851

Sagen mellem Anders Rasch på Bjørnegård og Tønnes Rasch på præstegården i Klemensker ang. Injurier. Sagen gennemgået og optaget til doms efter 14 dage.

Side 39a – 20. december 1851

Forhør ang. indbrud på Løkkegård blev fortsat. Punkter til sagen: 1. Arrestantinden Jørgengine Hansine Diderikke Koefoeds dåbsattest viste, at hun blev født 26/11 1823. 2. Konfirmationsattest fra Rø sogn.3. Forholdsattest fra præsten i Klemensker dateret 18. december 1851. 4. Straffeattest, der viste at hun ikke var straffet i Hasle, Nørre Herred og Hammershus birk.

Præsterne i Rø og Klemensker havde skrevet Jørgensine i attesterne, hvilket var en fejl.

Jørgengine fastholdte, at hun havde stillet træskoene bag kakkelovnen, da hun kom hjem fra Egebjerg, uanset at hendes søster Else Marie havde en modstridende forklaring. Hun havde ikke set sin svoger efter han var udbrudt fra arresten i Hasle og hun mente ikke, at Jørgen nogen side havde været på Løkkegård. Hun nægtede stadig, at hun havde begået indbrud på Løkkegård eller have begået nogen som helst forbrydelse.

Arrestantinden gjorde opmærksom på. At gårdmand Morten Koefoed var straffet under Nexø Købstads jurisdiktion og forlangte, at en attest herpå skulle tillægges sagen.

Side 39b – 20. december 1851

Sagen mod Lars Hansen m. fl. Vedr. tyveri. 
Lars Hansens hustru Magdalene Marie Jensen blev afhørt. Hun forklarede at det gryn, som de havde købt af husmand Hans Lyster, skulle bruges og derfor ikke ville udlevere det til sandemanden. Hun fastholdt ejerskabet til fajancebollen, som hendes mand havde købt for 3 a 4 uger siden. Hun var ikke med ved købet i Rønne, men sagde, at han ved samme lejlighed købte nogle kopper. Det brød de havde spist de sidste 14 dage var dels købt og dels lånt. De havde lånt et 6 pund brød hos Hans Lyster og 2 pund hos husmand Jørgen Jørgensen i Klemensker. For 8 dage side havde de købt et stykke på 6 pund i Gudhjem hos Hans Christensens. Den rug, som hendes mand havde tjent til, var kogt til grød.

Dommeren mente, at det var for lidt brød til ”at nære dem”, hvortil Magdalene svarede, at hendes hukommelse var svag, hvorfor hun ikke kunne erindre hvor ellers de havde fået brød fra.

Revnen i fajanceskålen havde hun ikke lagt mærke til, så hun kunne ikke svare på, hvor lang den var.

De to skjorter sagde hun tilhørte Svend, der logerede hos dem, og at hun mente, at han havde haft dem med sig, da han sidst var i Sverige. Voksdugen havde han haft i længere tid og brugt til at lægge nederst i sin kiste.

På nye spørgsmål vedrørende fajancebolle, svarede hun nu, at hun selv var kommet til at slå revnen i bollen, men hun havde ikke tænkt over, hvor lang den var. Dommeren gjorde hende opmærksom på, at revnen ikke var slået, men opstået ved en fejl før eller under forbrændingen. Dommeren sagde, at det var utroligt, at de havde købt en bolle i en tid, hvor de måtte gå rundt og låne brød. Det var utroligt, at hun ikke havde spurgt manden om prisen på bollen i den svære tid.

Dommeren bemærkede, at ”inkvirenten” havde et barn, hun ”gav die” og da de to ”arrester” i Hasle var så overfyldte, at hun ikke kunne anbringes der uden at hun kunne samtale med sin mand, valgte han at lade hende gå hjem til sit barn.

Arrestforvareren meddelte dommeren, at Lars Hansen, der var indsat mandag aften klagede over heftige smerter i maven, så han havde bedt ”landphysikusen” om at undersøge ham. Han havde først ”åbning” (afføring) torsdag morgen, som det var sandsynligvis derfra smerten stammede. Landphysikusen havde ikke kunnet vurdere årsagen til smerten og ville have fangen overført til Rønne arrest, hvor der var lægeovervågning. Hvilket sket, hvorfor dommeren ansøgte amtet om at afholde politiret i Rønne næste gang.

Side 41a – 20. december 1851

Fortsat forhør af Otto Nielsen Helgreen og Svend Johan A. Holm.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreen nægtede, at han havde tilstået sagen i Søndre Herreds ret, da han ikke havde været i Aaker siden dengang han kom til landet. Dommeren fremlagde følgende til akten:

1.Domsakt med bilag ifølge hvilken arrestanten ved Nørre Herreds Ekstrarets dom af 27/4 1849 for tyveri blev dømt til fængsel på vand og brød i 5 gange 5 dage. Dommen var afsonet.

2.Bilag til dommen i 1849 var et forhørsudskrift af 20/3 1849, hvori attester nr. 1 og 3. førte til stridsmål.

3.Attest fra sognepræsten Bolbro i Klemensker dat 18/12 1851

4.Attest fra byskriver Paludan om at der ikke var andre straffe på ham end ovennævnte.

Nr. 3 og 4 blev tilført sagen.

Side 41b – 21. december 1851

Politiretten afholdt på byfogedkontoret i Hasle

Svend Johan Andersen Holm blev afhørt for sandsynlig meddelagtighed i en del indbrudstyverier. Han var varetægtsarresteret ved dekret af 17/12 – følgende attester blev tilføjet akten:

a.En dåbsattest der viste, at han var døbt 2. marts 1829

b.Et skudmål fra Morten Koefoed dat. 1. november 1848

c.Et skudsmål fra O.M.Marker dat. 19. juni 1849

d.Et par af 12. juli 1849 med påtegnet skudsmål fra Jespersen af 14. maj 1850

e.En forholdsattest fra sognepræsten i Klemensker dat. 18. december 1851

f.En straffeattest fra byskriver Paludan om at han ikke tiltalt eller dømt under Hasle Købstad, Nordre herreds eller Hammershus Birks jurisdiktion.

Svend Johan tilføjede, at han ikke var tiltalt eller dømt i sit fødeland.

Side 41a – 22. december 1851

Politiret afholdt på rådstuen i Rønne vedr. sagen mod Lars Hansen m.fl. Bollen var medtaget til Rønne.

Fabrikant Curdts af Rønne fortalte, at han ikke var i stand til at bestemme om bollen var fabrikeret af ham eller fajancefabrikant Spietz, da de brugte samme stempel. Men et var han sikker på. Revnen var opstået i brændingen og ikke ved slag eller stød.  Dette vidste han, da bollen havde bevaret sin klang. Revnen opstår under ”halvbrændingen” hvor karrene sættes ind i hverandre.

En hel fajancebolle ville have kostet 18 skilling og en med revne kunne meget vel have været solgt for 8 skilling, vel at mærke, hvis den var solgt sammen med andre varer i butikken.

Fajancefabrikant Spietz i Rønne bedyrede, at bollen ikke var fremstillet af ham og derfor ikke solgt i hans udsalg. En tilsvarende hel fajancebolle ville han sælge for 16 skilling. Bollen havde en brænderevne og ikke frembragt ved slag eller stød. Han fremstillede ikke den slags bolle, men en lidt større til 24 skilling.

Fabrikant Jens Andersen Bager, der havde arbejdet længe hos Spietz, kunne meddele, at den fremviste fajancebolle ikke var fremstillet hos Spietz. Revne af den slags var opstået ved brændingen og ikke ved slag.

Magdalene og hendes mand Lars Hansen blev afhørt sammen. Lars Hansen holdt fast sin forklaring af købet af fajancebollen, ”i det han vendte sig om til Konen, sagde han til denne, om hun ikke huskede, at de havde sammen kjøbt Bollen, hvilket hun imidlertid benægtede”.

Curdts, Spietz og Jens Andersen Bager så arrestanten i øjnene og sagde, at han aldrig kan have købt bollen hos Spietz. Lars Hansen fastholdt sin forklaring.

Dommeren forklarede Lars Hansen om edens hellighed og angav straffen for mened.

Lars Hansen erklærede, at det muligvis ikke var den bolle, som han købte og som han leverede konen, men måske senere blev forbyttet i hans hus med en anden. Han så ikke så nøje på sådanne ting og kunne ikke forklare sig anderledes end som han havde gjort. Han huskede nu, at han havde nogle skår af en bolle liggende under kisten i kammeret for omtrent 8 dage siden. Lars Hansen blev ført til sin arrest.

Magdalene Marie Jensen benægtede, at hun havde været i Rønne de 2 sidste år. Hun sagde også, at de havde haft en bolle på omtrent 3 potter størrelse, som var slået i stykker, men det var længere tid siden.

Side 43b – 22. december 1851

Politiret sat på Rønne rådstue ang, det på Løkkegård skete indbrud.

Arrestanten Jørgen Edvardsen benægtede at have begået indbrud på Løkkegård. På spørgsmål om hvor han havde været ”ommeldte aften, da han som undvegen fra Arresten i Hasle havde holdt sig skjult, erklærede han, at han har været hele Tiden paa Løkkegården”

Han havde ikke talt med andre end Morten Koefoed og dennes kone og børn, Han opholdte sig i et kammer ved siden af salen, men også i stuen, når folkene var ude. Med Jørgengine Hansine Koefoed talte han kun med den første aften. Han havde ikke mærket noget til en skade ved noget indbrud. Han havde været undveget arresten i 9 uger og opholdt sig på Løkkegård, hvor han syede linned.

Dernæst Jørgen Edvardsens hustru Else Marie erindrede ikke, hvorfra hun tog træskoen og kastede den på ilden, enten den lå i stuen eller i køkkenet. Hun huskede heller ikke, om hendes søster bestilte andet end at stoppe og lappe på Morten Kofoeds hestedækkener den søndag, hvor indbruddet skete på Løkkegård. Hun blev gjort opmærksom på, at hun tidligere ikke havde kunnet huske noget om hendes træsko og som hun nu siger, at hun brændte dem.

Hun benægtede også, at have gemt de koster, som hendes mand skal have stjålet, da han var udbrudt af arresten i Hasle. Hun havde kun set ham en gang efter han var udbrudt og vidste ikke hvor han gemte sig, men antog, at det var på Løkkegård.

Side 44b – 23. december 1851

På Rådstuen i Hasle.

Arrestforvarer politibetjent Christophersen meddelte, at de arresterede om natten havde forsøgt at gennembryde en mur for at undslippe. Der var nedbrudt en 9 gange 7 tommer hul ved kakkelovnen. Når muren omkring kakkelovnen var løsnet, så kunne der blive adgang til skorstenen, hvorfra man nemt kunne undvige.

Alle tre arrestanter vidste intet til hullet. Jørgine Hansine Kofoed havde lavet en kost af noget halm, som skulle tilintetgøre sporene af nedfalden kalk og sten. Murstenene var satte løse i hullet og resten af stenene var gemt under briksen.

Otto Nielsen Helgreen sagde at de havde brudt hullet for at få adgang mellem arresterne, således at Jørgine Hansine Kofoed kunne bringe hendes middagsmad ind til ham og Svend Johan Andersen Holm. De havde ikke til hensigt at bryde ud af arresten.

Dommeren troede ikke på forklaringen, som synes afstemt med hinanden. Han dømte de to mandlige arrestanter hver 15 rottingslag og Jørgine 7 rottingslag.

Side 45a – 24. december 1851

Afhøring i sagen mod Lars Hansen m.fl.

Svend Johan A. Holm sagde nu, at de to skjorter ikke var hans, hvilket stred mod Lars Hansens og hans hustrus vidnesbyrd. Han ville heller ikke vedkende sig voksdugen, som Lars Hansen og kone havde tilskrevet ham.

Side 46a – 29. december 1851

Skolelærer (Peter Rømer) Siersted fra Nyker mødte og forklarede at den 25. oktober om eftermiddagen mellem kl. 7 og 8 ville tjenestepigen tage vasketøjet ind fra snoren i haven. Tre  skjorter manglede, hvoraf de to tilhørte Siersted og den tredje hans svoger garver Wueff i Rønne. Pigens havde 3 særke. Tyveriet var anmeldt politimesteren i Vester herred. Han mente, at tyven var sprunget over det to alen høje stengærde til haven. Han mente, at han havde set Lars Hansen og svenskeren fra Klemensker samme  dag, men det var først i dag han sammenkæder hændelsen til dem.

Siersted kendte en af de to skjorter, som var fundet hos Lars Hansen. Den havde et påsyet mærke ”S” med kædesting. Han var sikker på hans hustru kunne identificere dem. Det anden var muligvis hans svogers. Sypigen til skjorterne var Ane Kofoed, der havde logi på 3. slg. i Nyker,  vil sandsynligvis kunne bekræfte ejendomsretten til skjorterne. Voksdugen havde han intet kendskab til.

Siersted genkendte svenskeren, som han så på Nyker kirkegård  samme dag som tyveriet skete.

Side 47a – 30. december 1851

Politiret på Hasle Rådstue. Sagen mellem det offentlige contra gårdmand Hans Jensen Marker, der ikke mødte med sin dragonhest til mønstringen. Amtet tillod at udstede en mulkt på 5 rdl for forsømmelsen.

Side 47a – 30. december 1851

Sagen mod Lars Hansen m.fl.

Sypigen Ane Margrethe Kofoed, der logerer på 3. slg. i Nyker, 26 år gl. Efter at have synes de to skjorter var hun fuldstændig vis på, at hun havde syet den ene til skolelærer Siersted. Hun kendte den på syningen, på faconen og på det påsyede bogstav ”S”. Hun var ikke fuldstændig vis på den anden skjorte, men det kunne være den som hun havde at sy efter og som tilhørte garver Wulff i Rønne.

Pigen Margrethe Mikkelsen på 25 år, der tjente hos skolelærer Siersted i Nyker. Hun sagde, at det lignede de skjorter, der var hængt til tørre i haven, men da hun kun få gange havde set dem, havde hun ikke rigtigt sikre kendetegn hun kunne bruge for at identificere dem.

Side 48a – 3. januar 1852

Sagen op det på Løkkegård hørende indbrud.

Ungkarl Peter Kofoed, 23 år, søn af gårdmand Morten Kofoed sagde, at det var aldeles usandfærdigt, at Jørgen Edvardsen skulle have haft ophold på Løkkegård i den tid, hvor han havde brudt ud af arresten i Hasle. Han ville have opdaget det, da han næsten dagligt havde været omkring i huset også i det kammer, der lå op til salen. Han havde ikke hørt eller set noget til ham. Han havde talt med sin svigerinde, der havde arbejde på gården, heller ikke havde nævnt noget.

Tjenestekarl på Løkkegård Hans Peter Olsen 20½ år havde heller ikke observeret Jørgen Edvardsen på gården eller i det omtalte kammer, som man kan observere gennem vinduet til kammeret. Men han havde hørt fra sin madmor, at Jørgen Edvardsen havde været forbi for at tale med Hansine Kofoed, en aften efter han var brudt ud.

Tjenestepige på Løkkegård Karen Margrethe Kjøller havde ofte sin gang i huset. Der var ingen rum, der var aflukkede, så hun kunne med vished sige, at hun ikke har truffet Jørgen Edvardsen. Hun kan også sige, at der ikke var blevet serveret mad til Edvardsen. Hun var den, der bar maden ind og bar ud fra bordet.

Hun fortalte at madmor, den aften Edvardsen var brudt ud af arresten, havde set ham, da hun var i gården for at forrette sin nødtørft. Han ville tale med Hansine Kofoed, hvilket skete på gårdspladsen.

Side 49a – 7. Januar 1852

På rådstuen i Rønne. Sagen mod Lars Hansen m.fl. fortsat.

Dommeren havde taget skjorterne med fra Nørre Herreds ret. Skolelærer Siersteds hustru Emilie, født Wulff, genkendte de ene skjorte som værende sin mands. Hun havde flyttet knapperne ved hænderne og havde selv syet ”S” på den. Den anden skjorte mente hun var hendes brors garver Wulffs.

Skolelærer Siested og pigen Ane Margrethe Kofoed vedstod det de tidligere havde vidnet. Derefter blev arrestanterne Lars Hansen og Svend Johan Andersen Holm fremstillet. Det nævnes at Svend var transporteret til Rønne i den anledning.

Arrestanterne blev oplyst om straffen ved meded. De afgav ed på deres vidnesbyrd.

Garver Wulff kendte ikke skjorten med ”S”, men det anden var sikkert hans. Dog lagde han ikke så meget mærke til sine skjorter, at han kunne være fuldstændig sikker. Hans kone er svagtseende, så hun vil ikke være et troværdigt vidne.

Side 50a – 8. januar 1852

Sagen ang. indbrud på Løkkegård.

Magdalene Margrethe Hansen, gårdmand Morten Kofoeds hustru, sagde, at det var usandt, at Jørgen Edvardsen har haft ophold hos dem medens han var undvegen fra arresten i Hasle. Men hun bekræftede at hun en aften 3 eller 4 dage efter hans udbrud, var ”gået ud for sig selv udenfor den nordre gavl. Han havde da hilst på hende, der var blevet forskrækket ved hans kommen. Han ønskede at snakke med sin svigerinde, der på den tid arbejdede på gården. Han havde gået med ind i huset til pigekammeret og der talte han med Hansine. Siden havde hun ikke set ham. Hun erkendte, at det var en fejl, at der ikke skete en anmeldelse efterfølgende. Hun havde først om morgenen fortalt sin mand om hændelsen. Han havde søvnbesvær og meget svagelig, så hun ville ikke vække ham.

Løkkegårds ejer Morten Kofoed havde sagt til sin kone, at hun havde handlet galt ved at give Jørgen Edvardsens ret til at komme ind i gården. Han erkendte også, at det var en fejl, at de ikke havde anmeldt Jørgens besøg på gården.

Morten Kofoed oplyste om at han i Aaker sogn var blevet straffet med 4 gange 5 dages fængsel på vand og brød i 1833 eller 1834. Sagen var ”tumult” i anledning af en nabo var begyndt at ”holde hegn og traad” og derved mishandlet sine kreaturer. Det havde endt i håndgemen, men de havde senere fået fritagelse for at straffen skulle ødelægge deres navn og rygte.

Side 51a – 9. januar 1853

Dommeren oplæste dommen i sagen mellem gårdmand Rask til Bjørnegård og Tønnes Rask på Klemensker præstegård (Dommen indskrevet side 51b) Tønnes Rask blev dømt en mulkt på 5 rd og omkostninger på 2 rdl 72 sk

Side 52a – 13. januar 1852

Sagen mod Lars Hansen m.fl. fortsat på Sandemandsgården i Rø.

Husmand Jørgen Larsen fra Rø forklarede, at han ved et uheld var blevet blind og har mange smerter i øjnene i sær i denne tid hvor det er koldt. Han havde ikke kunnet komme til Hasle, hvorfor afhøringen foregik i Rø. Hans forklaring stemte overens med hans kone Eline Kirstine Hansens afgivne forklaring, dog med den tilføjelse, at der også forsvandt 2 alen hvidt lærred.

Han blev blind året før at fajancebollen blev købt. Han har således ikke set den. Andre vidner til genkendelse til bollen nævnte han: Trine, der er gift i Rønne med Christian, en søn af husmand Lars Christian og som boede på den lille plads i Rønne lige overfor Qvintus Port i en spækhøkerhus øster i gaden, samt konens søster Karen Marie, den nu går til præst.

Bollen var sat i værdi til 8 skilling, snustobaksdåsen 11 sk, dynen 8 rd. Brændevinsankeret tilhørte ikke ham selv, men hans konens familie i Sandvig. Den var af egetræ. Brændevinen blev ansat til 1 rd, 4 pund kaffebønner til 14 sk og forrådet til 2 mk 12 sk.

Jørgen Larsen havde haft mistanke til Lars Hansen. Han fortalte, at da Jørgen Larsen boede på 9. vg havde han haft besøg af Lars Hansen, der ville købe en kvie. Det ville Jørgen Larsen ikke. Dagen efter savnede han et fedt får, og han mistænkte Lars Hansen som tyven.

Husmand Hans Tønnes hustru Marie havde været noget dynevår for 10 -11 år siden. Hun plejede at væve dynevår i rødt sort hvidt, men da det var så længe siden, kunne hun ikke huske mønsteret.

Husmand Hans Thorsens kone, Laurine Kirstine talte at hun en enkelt gang havde hjulpet Jørgen Larsens kone med arbejde. Det var for kort til at hun kunne genkende dynevåret og andre ting.

Side 53a  – 15. januar 1852

Sagen mod Lars Hansen m.fl. fortsættes

Elsebeth Kirstine Hansdatter, 31 år, havde tjent på Skinderbymøllen hos Hans Pedersen henved 5 fjerding år (1 ¼ år). Hun fortalte, at i november måned blev der begået to tyverier hos hendes husbond med 8 dages mellemrum. Det første tyveri blev opdaget af Hans Pedersen, der kl. 4 om morgenen var ude for at lade sit vand. Han så at vinduet til spisekammeret var taget ud. Der var forsvundet 4 brød, 1/3 fjerding spegesild, 1 ost, 1 pot honning, en brændevins bimpel (Lille tønde) med henimod 16 potter brændevin.

Det andet tyveri blev opdaget af hendes madmor. En saltetønde med saltet kød og 3 pund talg. Tyvene var kommet ind af samme vindue, men modsat sidste gang var vinduet sat ind i rammen. De havde bemærket spor efter to personer, hvoraf den ene havde haft træsko på. De havde gået nordpå. Hunden på nabogården havde gøet meget.

Tjenestepigen genkendte brændevinstønder som var fundet på lyngen. Madmor var ikke rask, så hun var ikke kommet til afhøring.

Side 53b – 16. januar 1852

På byfogedkontoret i Hasle.

Sagen pigen Karen Kirstine Kure kontra ungkarl Lars Otto Jensen  om fadderskabet til hendes barn drengebarn, der den 30. november blev døbt Andreas Peter Larsen. Klagerinden Karen Kirstine Kure var mødt med værgen Lars Hansen Kure. Forlig blev forsøgt, men ikke opnået.

Karen Kirstine ville have ham til at betale et alimentationsbidrag. Lars Otto Jensen havde haft omgang med Karen, men ikke på den tid som passede til barnets fødsel. Sagen gik til doms.

Side 53b – 16. januar 1852

På rådstuen i Hasle.

Tyverisagen mod Lars Hansen m.fl.

Lars Hansen var transporteret fra Rønne til Hasle for at han kunne være med ved vidnernes edsaflæggelse. Lars Hansens hustru var tilsagt til at møde, men hun dukkede ikke op.

Husmand Hans Lyster på 30. slg. fortov bekræftede, at han havde lånt Lars Hansen 6 pund brød.

Dommeren gentog straffen for at begå meded for gårdejerne Jespersen, Peter Poulsen og Castus Kofoed, samt tjenestepige Stine Samuelsen, arrestanterne husmand Lars Hansen og Svend Johan Andersen Holm. Herefter aflagde de ed på af hvad de havde sagt i retten. Jespersen frafaldt al erstatning for de bortstjålne genstande.

Angående generalia forklarede husmand Lars Hansen, at han var født i Klemensker efter hans formening i 1799. Han er konfirmeret 1813 eller 1814 i Klemensker. Hans far hed Hans Jørgen og boede på 45. slg. i Klemensker. Han har aldrig tjent nogetsteds, men ernæret sig ved skomagerprofessionen efter konfirmationen til 1821, da han kom til København, hvor han var i 2 år, hvor han var hos en skomager i Christen Bernikowstræde ved navn Johan Christian Fisker, en tysker, os hvem han var i ½ år efter han var blevet svend. Derefter kom han til Klemensker hvor han ernærede sig ved at sy sko. Hvorlænge han arbejdede inden han blev gift første gang, husker han ikke, men antager at det var nogle år. Han blev gift første gang med en enke efter Peter Hansen, Karen Marie eller Margrethe og fik med hende hus i Østerlars sydlige del.. Der boede han et par år, hvorefter han solgte og flyttede til Klemensker, hvor han byggede et hus på Piberegårds grund. Huset havde han i 3-4 år, hvorefter han solgte og byggede et nyt hus på Hintzegårds grund. Dette hus havde han også i nogle år, hvorefter han flyttede tilbage til Østerlars og fik sit et hus på Egeskovs Grund, som han havde et par årm hvorefter han afhændede det. Medens han boede der døde hans kone, hvorefter han efter omtrent 1 års forlød giftede sig med Magdalene Marie Jensen, med hvem han endnu er gift. Med sin første kone fik han fire børn, hvoraf to endnu lever. Med Magdalene har han fået et barn. Fra Østerlars flyttede han tilbage til Klemensker og byggede sig et hus på 31. selvejergårds fortov, hvilket hus han har haft omtrent 9 år. Han har aldrig være tiltalt eller straffet før. Han fastholdte stadig, at han aldrig har stjålet noget, men erkender at have haft den gule fajancebolle, men den må have været byttet om med en anden.

Side 55b – 17. januar 1852

Sagen mod Lars Hansen m.fl. fortsatte.

Dommeren konstaterede at Lars Hansens kone ikke var mødt til forhør.

Møller Anders Andresen på  25. slg. grund (Splitsmøllen) fortalte, at han havde malet gryn til Jespersen på Splitsgård kort før det sidste tyveri skete. Grynposen har ofte været hos ham i møllen, så han mente at kunne genkende den, hvis han så den. Posen som blev fundet på lyngen ved brændevinsankeret blev fremvist. Han mente bestemt, at posen var den der tilhørte Jespersen på Splitsgård.

Husmand og møller på 37 slg. grund Hans Pedersen vurderede de hos ham stjålne genstande således: Brændevinsankeret med 16 potter brændevin 3 rd 1 mk, 4 brød 1 rd 1 mk, osten 1 mk 4 sk, en pot honning 2 mk 8 sk, silden 1 rd, kødet kan han ikke angive præcist, men antog at det var 1 rd for kødet og talgen 3 pund er 3 mk 6 sk. Han frafaldt erstatning.

Side 56b – 20. januar 1852

Lars Hansens hustru Magdalene Marie Jensen fortalte, at hun var født i Gudhjem den 11. oktober 1811, hvor hendes fader var kirkesanger. Derimod er hun konfirmeret i Klemensker i året 1825, hvor hendes far var ansat som degn og skolelærer. I året 1828 eller 1829 kom hun i væverlære hos Jens Christensen i Rønne. Dog måtte hun snart forlade stedet, da hun led af en øjensvaghed. Derefter kom hun igen hjem og var hjemme til hun kom i tjeneste for assessor Jacobsen i Hasle da hun var 20 år gammel.. Derefter tog hun til sin søster, der var gift medgårdmand Klaus Nielsen i Klemensker. Her var hun ½ år., derefter tjente hun ½ år på Kofoedgård hos Hans Madsen Jensen. Derefter 2½ år i Rønne hos sin moster, der var gift med rokkedrejer Rapsøe. Derefter tjente hun sammesteds hos Adolph Dam i ½ år, Peter Bidstruo i 1 år og Erik Mortensen i ½ år. Derefter tog hun tilbage til Gudhjem og var hos Lars Jensen i 1½ år. Så var hun et ½ år hos Mads Jensen, hvorefter hun noget over 28 år blev gift med Husmand Lars Hansen og boede med ham på Egeskovgårds grund i Østerlars i 1½ år. Derefter flyttede de til Klemensker og opførte et hus på kongens mark, det hus de endnu bebor og hvor hun har født sit eneste barn, som hun har.

Gårdmand Rask på Bjørnegård fortalte at hans gård gav undentag til husmand og møller Hans Pedersen på 37. slg. grund i Klemensker og derfor havde han ofte haft brændevinsankeret i sine hænder, når han skulle levere de16 af de 52 potter brændevin, som han årligt var forpligtet til at levere til mølleren ifølge aftægtskontrakten. Gårdmanden turde afgive sin ed på, at det var den tønde som blev fundet på lyngen.

Vidnerne og arrestanterne var alle forsamlede på rådstuen. Vidnesbyrdene blev oplæst og efter nøje formaning om straffe for meded, afgav vidnerne deres ed på rigtigheden i deres påstande.

Hans Peter Tønnesen kone var kaldt til forhør, men hun var syg. Desuden var Anders Rømer og hustru indkaldt, men de var arresterede i Svaneke.

Side 57b – 23. januar 1852

På rådstuen i Hasle blev sagen mellem pigen Karen Kirstine Kure og ungkarl Lars Peter Jensen afsagt dom, som er afskrevet i protokollen: Da den indklagede ikke turde aflægge ed på at han ikke var far til hendes barn, blev han dømt til at betale alimentationsbidrag.

Side 58b – 24. januar 1852

Retten var sat på Skindebymøllen på 37. slg. grund i Klemensker

Tyverisagen mod Lars Hansen m.fl. fortsat. At forhøret blev afholdt på Skinderbymøllen var at Hans Pedersens kone var 80 år og svagelig. Lars Hansen og Svend Johan Andersen Holm var blevet ført dertil og Magdalene var blev tilsagt til at møde der.

Den gamle kone var svagelig, men havde fornuftens fulde brug. Hun bekræftede de to sidste tyverier og tilføjede, at der nok ikke var 3 pund talg, da noget var taget til at støbe 2 lys af. Hun forklarede at den ene gang var tre ruder slået ud i vinduer og den anden gang var hele vinduet udtaget men forblev helt og kunne sættes ind i karmen igen. Brændevinsankeret havde på låget bogstaverne HCS, som hun ikke vidste hvad betød. Hendes mand havde vist nok i 1816 købt tønden i Østerlars. På tønden stod at den rummede 16½ pot, men det passede ikke. Den kunne kun rumme 16 potter. Hun kunne ikke bestemme værdien af det stjålne. Der var tidligere begået indbrud ved at slå hul i en væg, men det var før de to tyverier, som sagen nu omhandlede.

Den afhørte afgav ed på sine påstande i nærvær af Lars Hansen, hans kone Magdalene og Svend Johan Andersen Holm. Magdalene blev dimitteret og de to arrestanter ført tilbage til Hasle arrest.

Side 59a – 31. januar 1852

Sat på Rådstuen i Rønne i sagen mod Lars Hansen m.fl.

Dommeren havde i den forløbne uge været optaget af forhør ang. indbrud i Sandvig, hvorfor der ikke var ført forhør i sagen Lars Hansen m.fl.

Tjenestepigen Karen Kirstine Skou af Rønne, 24½ år, og tjent hos garver Wulff i 4½ år. Hun beså skjorten og bemærkede faconen over brystet og de nye håndlinninger (?) og derfor med sikkerhed kunne sige, at skjorten tilhørte hendes husbond garver Wulff. Hun kunne tilføje at skjorten var syet af jomfru Lene Lund, en datter af Jens Jensen Lund, som i dag opholder sig i København.

Birgitte Catrine Nielsen gift med sømand Christian Hansen Vest i Rønne sagde, at hun havde hjulpet Jørgen Larsen i Rø med at høste og således flere gange har været i deres hus. Hun kendte ikke noget til fajancebolle, men derimod genkendte hun dynevåret, som hun havde ligget på i huset. Dels ved striberne og dels at det havde været gennemgnavet af mus. Brændevinspimplen kendte hun ikke.

Garver Wulff sagde at det var Lene Ipsen, der for 7 år siden havde syet hans skjorte, men hun var, så vidt han vidste, hos fru Franke i København. Måske var det ikke hende, der havde sat nye linninger på ærmerne, men en pige i Neksø.

Arrestanten Svend Johan A. Holm nægtede fortsat at have stjålet eller set skjorten og voksdugen.

Lars Hansen blev mindet om, at han tidligere havde sagt at skjorterne og voksdugen var i hans logerende Svend Johans besiddelse. Hvilket han bekræftede og  indrømmede at ”ved sig selv  (havde) tænkt, at han måske havde stjålet dem i Aabyegaarden. Han troede ikke eller tænkte ikke paa, at de kunde været stjaalen hos Skolelærer Siersted”. Dommeren spurgte Lars Hansen hvorfor han ikke tidligere havde fortalt om sin formodning, sagde han, at han blot havde forholdt sig til hvad Svend selv havde fortalt.

Dommeren indførte herefter følgende i sagen:

En dåbs og forholdsattest dat 29/1 1852

En straffeattest fra herredsskriveren i Østre herred

En attest fra by- og herredsskriveren i Nordre Herred, Hasle Købstad og Hammershus birk dateret 26/1 1852

En attest fra Justitskontoret under Kjøbenhavns Criminal og Politiret dat. 23/1 1852

Magdalene Marie Jensen bekræftede hendes forklaring om at skjorterne og voksdug tilhørte Svend Johan. Ligeledes stod hun ved, at Fajancebollen var købt af hendes mand i Rønne og af ham bragt hjem til huset og at der var ingen mulighed for at bollen kunne være forbyttet i hendes hus.

For hende fremlagde dommeren følgende attester:

En dåbs og forholdsattest dat 28/1 1852, samt attest for hendes konfirmation.

En straffeattest fra skriveren i Østre herred,

En straffeattest fra Bysjriver Paludan dat 26/1 1852

En straffeattest fra byskriver Gorm dat 24/1 1852.

I anledning af en anden sag sagen mod Otto Nielsen Helgreen var det fremkommet, at Svend havde fortalt ham, da de sad sammen i arresten, at han havde stjålet voksdugen fra en mand i Rønne og at han i samme by havde stjålet frakke, som han havde gemt på lyngen imellem nogle klipper.

Side 61a  – 2. februar 1852

Hammershus birks politiret på Hasle Rådstue.

Forhør om det hos Thor Jørgensens i Sandvig stedfundne indbrud.

Husmand Hans Pedersen på Hasle kulværk fortalte at lørdag den 14. var Marcus Marcussen kommet ml. kl. 9 og 10 sammen med to svenskere, hvoraf den ene hed Henrik, til han hus. De havde forlangt at spille Mariago om brændevin [Mariago er måske kortspillet, der også hedder ”Hurtige Marie”?]. Han var gået i seng, men konen havde ladet dem få brændevin og brød mod betaling. Han vidste ikke hvor længe de blev og hvor meget de betalte.

Anders Nielsen Kofoed sagde, at hans tjenestekarl Marcus Marcussen for 8 dage siden den 14. januar havde været i Rønne til auktion til auktion over skindpelse og brugt munderingssager og senere var han hos Hans Pedersen. Marcus var gået bort med hans tilladelse og var hjemkommet mandag morgen.

Marcus Marcussen fortalte at han, da han gik fra Rønne, havde fået selskab med to svenskere, Den ene hed Carl Larsen og den anden Andersen, men for ham ellers ubekendte. Da de så at der var lys hos Hans Pedersen var de kommet ind. Der var andre i huset som spillede kort og drak brændevin. Hans Pedersen havde dels været opp og dels ligget på sin seng. De havde først gået henved kl 5 om morgenen. Han havde ikke gået hjem til sin husbond, men været i Hasle. Natten mellem søndag og mandag havde han spillet kort med sin svoger Jens Nykjær.

Marcus sagde, at han ikke var fæstet halvårsvis, da han til Spitsbergen med Robbefangerne, men han havde månedsvis ansættelse til en løn af 2 rd.

Side 62b – 4. februar 1852

Sat på 25. slg. i Rø. Fortsættelse med sagen vedr. overfald på Hans Thorsen i Rø.

Udsættelsen af sagen var sket da Else Marie Marcus Larsens hustru var gammel og svag. Den sigtede Jeppe Dal var arresteret for mistanke om indbrudstyveri.

Else Margrethe Niels Haagens enke fortalte at Hans Thorsens havde været i hendes hus og bedt om at få noget at drikke. Da Jeppe Dal netop var inde hos hende og hun var bange for ham, der er så farligt et menneske og desuden denne aften var meget fuld, havde hun bedt Hans Thorsen om at komme indenfor. Tidligere på aften havde Jeppe Dals kone og søn været hos hende, medens de ventede på Jeppe, der var på kroen. Han kom og de fulgtes ad hjem. Jeppe var imidlertid kommet tilbage senere på aftenen – uden grund – sagde hun – og det var umiddelbart før Hans Thorsen ankom.

De havde forladt hende omtrent kl. 9 om aftenen. Jeppe var kommet tilbage henad klokken 2, banket på dør og vindue, men hun havde ikke lukket op. Han havde slået en rude itu, men om det var i fuldskab eller andet vidste hun ikke.

Else Marie, Marcus Larsens hustru og mor til Jeppe, indrømmede at Jeppe kunne været kommet op på fattighusets loft og gemt tørklæde der.

Ane Marie Frederik Poulsens enke og Karen Kirstine Jens Rasmussens enke blev afhørt.

Jeppe Dal blev afhørt og indrømmede at han var hos Niels Haagens enke, men nægtede at han havde været i kroen. Han nægtede fortsat at han havde stjålet…

Side 63b – 5. februar 1852

I rådstue i Hasle i sagen mod Lars Hansen m.fl.

Ellen Kirstine, Otto Nielsen Helgreens hustru på Splitsgårds grund fortalte, at hun havde i længere tid været bosat hos Lars Hansen og kone. Hun er derfor også meget bekendt med den hos dem værende svensker Svend Johan A. Holm og ”har erfaret adskilligt angående de af disse personer begåede tyverier”. At hun ikke før har fortalt om tyverierne skyldes, at Svend Johan A. Holm havde truet med at slå hende ihjel, hvis hun angav dem. Svend Johan havde fortalt hende, at det var ham, der havde begået det indbrud på Splitsgård hvor teskeerne blev taget. Den samme gang skulle de også have stjålet sammesteds en otting sæbe. Dette havde hun ikke hørt fra Svend eller Magdalene, men fra Lars Hansens datter Line, der boede på Bromme i Rø sogn hos gårdmand Peter Dam. Efter Lines forklaring skulle denne otting være gravet ned i lyngen ud for Lars Hansens hus. Ellen Kirstine mente at datteren Line kunne pege på, hvor den var nedgravet. Da de tog ottingen på Splitsgård, troede de, at det var smør.

Noget juni kom Lars Hansen kone og hilste hende (Ellen Kirstine) fra Svend Johan, der bad om at låne en munk (lille lerdunk) til at have brændevin i. Hun lånte ham den, selv om hun dårligt kunne undvære den.  Senere havde hun hørt at den var nedgravet i Lyngen og at sandemanden og Splitsgårdsbonden næppe vil kunne finde den. Svend Johan havde truet Hendes mand Otto Nielsen til at tie med hans deltagelse i tyveriet af uret i Aakirkeby, som han alene blev dømt for. Ofte ville Svend Johan have hendes mand med ud om natten, hvilket denne ikke ville indlade sig på.

Ellen Kirstine havde aldrig hørt at Lars Hansen havde været med på tyvetogt på Splitsgård, men mente at det var sandsynligt.

Ellen havde hørt, at Svend Johan var tidligere straffet. Han skulle også have fået sine papirer forandrede sidst han var i Sverige.

Svend Johan havde foreslået Ellen, at hun skulle stjæle dyner til udskiftning af hendes gamle fattige sengedyner. Det ville hun ikke. Han sagde, at så kunne hun i det mindste nøjes med fjerene, da de ikke kunne genkendes. Hun havde også hørt fra Svend Johan, at de havde stjålet fire lys på Splitsgård og at de skulle være gemt oppe i taget på Lars Hansens hus.

Magdalene havde fortalt hende om de stjålne særke fra Nyker, som ar gemt så de aldrig kunne findes.

Gårdmand Jespersen bekræftede at der samtidigt med teskeerne blev stjålet en otting sæbe, men det var først opdaget en af de sidste dage. At der er forsvundet brændevin kunne han ikke sige, da de havde en hel tønde eller fustage på 300 potter stående. Det er muligt at der er tappet noget af denne. Det er muligt at deres brændevin, der er købt i Køge, smager anderledes en andre steder på øen, men han ville ikke kunne genkende den.

Jespersen havde hørt at Svend Johan og Lars Hansen havde været i Rønne hos gartner Aaberg, der boede ved fattighuset i Rønne. De ville sælge ham nogle fjer for 24 sk. Pundet. Konen havde fattet mistanke om det var tyvegods. Naboen i samme hus havde i stedet købt dem.

Side 65b – 6. februar 1852

På rådstuen i Hasle, Sag mellem husmand Peder Kofoed Jørgensen i Nyker kontra husmand Esper Olsen i Klemensker vedr. daglønsarbejde. Noget om betaling for aftalt arbejde og om arbejdet egentlig var udført. Sagen gik til doms.

Side 66a – 7. februar 1852

På rådstuen i Hasle. Sagen ang. overfald på husmand Hans Thorsen i Rø fortsat.

Flere vidner fortalte om Hans Thorsen havde været bange for Jeppe Larsen Dal. En havde fulgt han hjem. Smed Mogens Henriksen kone i Baadstad havde lukket op for Jeppe Dal i  natten mellem kl 12 og 1. Jeppe havde sagt, at han ikke kunne komme næste dag og binde koste, som det var aftalt, at han skulle.

Else Marie Marcus Larsens hustru på fattighuset kunne ikke svare på spørgsmål om hvordan Hans Thorsens genstande var kommet på loftet af fattighuset. (Flere detaljer er nævnt)

Side 67b – 9. februar 1852

På byskriverkontoret i Allinge vedr. ovennævnte sag.

Købmand Jørgen Nielsen i Allinge fortalte om de varer som Hans Thorsen havde købt samme dag som han blev overfaldet i Rø. Hans Thorsen handlede ofte hos ham, hvorfor det var svært for købmanden at bestemme hvad hav havde købt den specifikke dag.
Købmand N.P.Grønbech af Allinge svarede nogenlunde som Jørgen Nielsen.

Side 68a – 11. februar 1852

Sat på 27. slg. i Klemensker vedr. Lars Hansen m.fl. begåede indbrud og tyveri.

Caroline Kirstine Hansen, datter af arrestanten husmand Lars Hansen, 14½ år gammel og ikke konfirmeret. Hun har boet hos sin far og stedmoder. ”Uagtet såvel disse som Svend Johan, den logerende, der forsøgte at skjule for hende de Tyverier, som de begik, så vidste hun, at der foregik Tyverier”.

Det første tyveri hun fik kendskab til blev begået på Splitsgård, hvor der blev stjålet brændevin og en otting sæbe og nogle Formlys. Hun var hjemme da hendes far og Svend Johan kom hjem fra Splitsgård og hørte deres samtale, klokken var ti om formiddagen. De havde stjålet dem i løbet af natten. De gemte dem om natten ude på lyngen. Sæben havde hendes far gemt i et rum som de brugte til at gemme ting og Svend Johan krøb op på loftet og stak lysene ind i taget for at skjule dem der. Hun havde set at Svend Johan havde hentet lysene og gemt dem i en vandpost (?) ude på lyngen og trampet oven på jorden. Hun havde også set, at Svend Johan engang noget tidligere havde kommet fra et sted i nærheden af den brandtomt, hvor Lars Larsens hus stod, med et stykke flæsk på omtrent en hånds størrelse samt en kniv. Dette stykke flæsk havde han gravet op et sted i nærheden af ovennævnte hus. Hun vidste at dette stykke kød var stjålet fra Skinderbymølleren. Hun havde nemlig stået i køkkenet da Svend Johan havde forsøgt at overtale hendes far til at gå med til Skinderbymølleren, da der var godt at stjæle. Han havde vægret sig at gå med, men lod sig overtale mod, at han ikke gik ind i huset, men stod udenfor og tage imod tingene.

Hun lå i samme kammer som Svend Johan og havde ofte hørt at Svend Johan først var kommet hjem henimod morgenstunden.

På spørgsmål om hendes stedmor var vidende om tyverierne, svarede hun, at hun vidste ikke om hun var vidende om alt, men noget. Stedmoren havde indtrængende bedt hende om at tie stille med hvad hun havde set og hørt. Men stedmor havde ikke truet hende til tavshed ej heller hendes far. Svend Johan derimod havde truet hende med at ville slå hende ihjel, hvis hun åbenbarede noget hun havde fået kundskab om. Ingen af dem havde bedt hende om at deltage i ulovlighederne, hverken med observationer eller direkte at deltage.

Hun kendte intet til fjer til dyner, men det skyldtes måske, at hun i vinter – noget tid før hendes far blev arresteret – kom til Bromme i Rø sogn.

Hun mente ikke, at hun kunne udpege gemmestederne for tyvegodset, da hun ikke havde set hvor. Hun formodede at det  var ved gærdet eller ved Lars Larsens forrige hus.

Stedmoren havde belært hende – efter faderen var blevet arresteret – ikke at tilstå, hvad hun vidste. Hun var dog ikke belært om hvordan hun skulle benægte og hvad hun skulle sige.

Hun kendte intet til Svend Johans skjorter og voksdug.

Side 69b – 12. februar 1852

Fortsættelse af sagen om overfaldet på Hans Thorsen.

Mogens Henriksens kone Karen i Bådstad i Rø fortalte, at Jeppe Dal havde banket på døre ml. kl. 12 og 1 om natten og spurgt efter hendes mand, Årsagen var, at han ville melde, at han ikke kom for at binde koste dagen efter og den følgende dag.

Flere blev afhørt Skomager Peder Pedersen syede sko på Nørregård og boede der under arbejdet. Han boede ellers i et hus på 8. vg. grund. Han havde været oppe i stuen medens Hans Thorsen var kommet ind blodig og forslået. Hans Thorsen fortalte at han var blevet slået af Jeppe Dal og at han ikke turde at gå hjem alene. Skomageren vækkede tjenestekarlen Hans Morten Christensen og disse to fulgte Thorsen hjem gennem Spællingebrødden og på vejen mod skolen hvor Hans Thorsen så kunne gå hjem.

Skomageren og tjenestekarlen fandt på hjemvejen ved  Spællingebrødden en kurv med enkelte af Thorsens varer. De tog kurvet med til Nørregård.

Side 71a – 13. februar 1852

På rådstuen i Hasle.

1.Det offentlig kontra madame Munck på Dammegård i Klemensker ang. at undlade at stille en dragonhest til øvelser

2. Ungkarl Lars Peter Jensen af Rutsker kontra ugift fruentimmer Karen Kirstine Kure til edsaflæggelse efter dommen af 23. januar 1852

3.Sagen mellem husmand Peter Kofoed Jørgensen af Nyker contra husmand Esper Olsen af Klemensker. Dommen afsagt og afskrevet side 71b. Esper Olsen blev dømt til at betale 24 rd 3 sk. Til Peter Kofoed Jørgensen.

Side 72a – 17. februar 1852

På rådstuen i Rønne. Sagen mod Lars Hansen m.fl. fortsættelse.

Gartner Aabergs hustru Christine der fortalte om at svenskeren Svend og husmanden Lars Hansen havde forsøgt at sælge hende fjer for 2 rd 8 sk eller 2 rd 2 sk. Pr pund. Hun købte dem ikke fordi hun ikke havde råd. En mand, der tilfældigvis var i hendes stue, Johansen hed han, købte fjerene til en pris som han fik tinget til 1 mark 8 sk pr pund. Der var 7, 7½ eller 8 pund fjer. Hun kendte Svend, da hendes søn havde tjent sammen på Løkkegård. Ved konfrontation genkendte hun Lars Hansen som den der var med Svend Johan.

Vaskemager (?) Johansen erkendte, at han havde købt 6½ pund fjer af de to 14 dage før jul. Han genkendte Lars Hansen  ved fremvisningen.

Side 73 – 18. februar 1852

Politiret holdt på 27. slg. i Klemensker, hvor forhør i sagen mod Lars Hansen fortsatte.

Dommeren fandt det rigtigt at holde retten på 27. slg. da den lå i nærheden af Magdalene Marie i håb om, at han kunne bevæge hende til at tilstå hendes deltagelse i tyverierne.

Magdalene Marie Jensen fik oplæst alle vidnesbyrd fra Ellen Kirstine og hendes steddatter Caroline Kirstine, der talte imod hendes uskyld. Magdalene vedblev at nægte at hun havde nogen som helst kendskab til  tyverierne af ”mange gange kaldte Gud til vidne på hendes uskyldighed”.

Hun blev spurgt om om det var sandt, at hun havde ladet sit stedbarn ligge i senge sammen med Svend Johan. ”Hun svarede at dette forholdt sig således, da de ikke havde sengeklæder til mere end to senge og hendes mand ville ikke ligge i kammeret hos Svend Johan. Foreholdt den synd, hun derved var begaaet imod barnet, og den ulykke, hun derved har maattet paaføre det, erklærer hun, at det var hendes Mand, som var skyldig deri, da han ikke havde villet undvære Svend Johans Medhjælp”.

Hun sagde, at ”datteren ikke havde vægret sig ved at ligge hos Svend Johan, ligesom hun også ytrede formodning om, at han skulle have tilført hende nogen skade”. Hun kom hjemme fra i høsten.

Dommeren vedblev i to timer at fremsige omstændigheder som siger, at hun ikke kunne være uvidende om de tyverier som hendes mand og Svend Johan havde udført. Men hun fastholdt sin uskyldighed.

Ellen Kirstine fremsagde sine beskyldninger i Magdalenes påhør, men uden resultat. Hun vedblev at hun var aldeles uskyldig.

Dommeren anså Magdalene som medvidende om tyverierne og han måtte derfor, trods det, at hun havde et barn på 1½ år, sætte hende i personlig arrest.

Side 74a – 19. februar 1852

Politiretten sat på rådstuen i Hasle.

Svend Johan Andersen Holm tilbød at ville afgive ”en åbenhjertelig tilståelse om tyverierne, som han har deltaget i. Han angrede sin tidligere levnet efter han havde læst i bibelen, som arrestforvaringen har ladet ham læse.

Den første misgerning var tyveriet af Jørgen Thorups ur for næsten 2 år siden. Han fortalte, at han sammen med tærskemanden Otto Nielsen Helgreen var beskæftiget med at køre afhugget brænde fra skoven. Han stod ovenpå læsset da Jørgen mistede sit ur ved at en gren havde fisket det op af hans lomme. Han havde set de og at Otte havde taget uret til sig.

Otto Nielsen havde haft uret til han tjente på Splitsgård i maj 1850. Da opfordrede Otte Svend til hjælp med at sælge det i Åkirkeby til en tjenestekarl. Uret havde de vist til en værtshusholder i Åkirkeby som havde henvist til sandemandens tjenestekarl, som købte uret for 8 rd 3 mark. Og derved blev det afsløret, at det var Otto der var tyven. Otto havde i arresten angivet en anden svensker som medvirkende. Han hed Ginberg, men det var valgt, da han vidste at han var faldet overbord og druknet.

Dommeren bemærkede, at Ottos sag var indstævnet for højesteret da denne havde afgivet tilståelse, men dette havde ikke bevirket af Svend Johan havde tilstået sin del af forbrydelsen.

To skjorter havde han taget fra Skolen i Nyker i oktober året før da han havde været i Rønne i et ærinde, som han ikke var i stand til at angive. I mørkningen havde han set, at der hang linned på en snor i haven. Det var fine skjorter som han fik lyst til og derfor sprang over havegærdet og tog. Han tog ikke fruentimmersærke. Særke eller ej ville ikke påvirke straffens størrelse, sagde dommeren, så han opfordrede Svend Johan til ærligt at svare. Lars Hansen var ikke deltagende i tyveriet og han og Magdalene har aldrig fået at vide, hvor han havde skjorterne fra. Han havde selv vasket dem, men ikke turdet hænge dem ud for at tørre på en snor. Derfor havde han lagt dem over sengens himmel for at tørre, den dag hvor ransagningen fandt sted, hvor han ikke var tilstede.

Han og Lars Nielsen havde ikke været deltagelse ved en begravelse i Ny kirke.

Voksdugen havde han taget fra et bord i Rønne, og vist nok samme dag som han tog skjorterne. Han huskede ikke præcist hvor han tog voksdugen, men det var i venstre side af gaden der løber fra store orv mod nord imod Hasle norden for købmand Mikkelsens gård.

Omtrent 8 a 14 dage før han blev arresteret havde han og Lars Hansen begået indbrud hos Skinderbymølleren. Men de havde ikke begået det tidligere indbrud, som havde været anmeldt. Dette indbrud havde de hørt om og da de vidste at mølleren var en formuende mand, måtte de også begå indbrud hos ham. Lars Hansen vidste hvor spisekammeret var og hvor folkene sov. De havde taget en tang med at at trække sømmene ud af vinduet, hvorigennem Svend var krøbet ind og taget noget kød, talg, nogle sild fra en fjerding. Kødet havde den nedgravet på lyngen, talget blev givet til Magdalene som gjorde lys af dem. De havde spist sild og kødet, som var gravet ned, samt tre små rullepølser.

Svend havde tidligere været hos mølleren for at flikke sko, men han forsikrede at han ikke tidligere havde begået indbrud.

Nogle dage efter indbrud hos Skindebymølleren, fortalte Svend Johan, at Lars Hansen formåede at få ham med til at begå et tyveri i Rø sogn. Sent på aftenen var de gået omtrent en mil over lyngen til en hus ejet af folk han kendte, De havde før ejet en gård [ 9 vg. Mortingegård i Rø], hvor Lars Hansen havde arbejdet. De havde en tang med, som de brugte til at udtrække sømmene  i vinduet således at de kunne tage det ud. En hund gøede og de havde trukket sig væk et stykke tid. Lidt efter var de tilbage og fjernet vinduet og Svend var krøbet ind i stuen, som de antog at være storstuen. De tog den ene af to dyner, der lå over en stol. De syntes det var synd at tage begge. De to bollen, som var fremvist i retten. Der var fløde i skålen som de drak noget af. De tog en lille brændevinsanker, som de regnede med var med brændevin. Den lå foran chatollet ved en væg med sofa. På chatollet stod kaffebønner og en snustobaksdåse, som han rakte ud til Lars Hansen, der stod udenfor vinduet.

Af de stjålne koster havde Svend Johan kun fået lidt brændevin og så fløden. Derimod var han bekendt med gemmestedet på lyngen, som var fundet.

Vinduet havde de ikke kunne få sat ind i rammen igen, da det var ”trængt”. Brændevinen havde de på hjemvejen gemt i Lyngen. Resten havde de taget hjem til Lars Hansens hus. Bollen blev givet til Lars Hansens kone. Lars Hansen havde taget snustobaksdåsen tog Lars Hansen til sig.

Næste dag var de gået til Rønne og fjerene havde de solgt til en svensk mand, som de traf hos Aabergs kone. Han vidste at de solgte fjerene for 20 sk. Pundet og Lars Hansen fik 10 mark, som han beholdte alle sammen selv.

Svend Johan fik forevist genstandene, som han bekræftede var stjålet i Rø.

Svend Johan nægtede at have begået tyveri på Splitsgård. Line (Caroline) Hansens vidnesbyrd om sæben og lysene nægtede han var sandt. Desuden nægtede han, at han havde lånt en ”munk” af Otto Nielsens kone. Det var derimod sandt at de havde talt om sengeklæder, men det var hende, der havde bedt ham om at skaffe nogle fjer. Hvilket han lovede, men aldrig fuldført. Han benægtede tyveri af teskerne.

Dommeren gjorde Svend opmærksom på at kosterne fra Splitsgård var fundet tæt ved det sted hvor de øvrige ting, som han havde stjålet, lå. Derfor var det sandsynlig at han også var delagtig i disse tyverier.

Otte Nielsen havde forklaret, at Svend Johan havde havde gemt en fin frakke på lyngen. Det var fuldkommen usandt, sagde han.

Han indrømmer, at han i længere tid har ligget sammen med Line Hansen, men han forsikrede, at han aldrig havde forsøgt ”nogen legemlig omgang med hende, som han kun havde betragtet som et Barn”.

Han fortalte, at inden han blev konfirmeret var han straffet nogle dages arrest på vand og brød for hæleri. Han forsikrede, at han ikke havde forfalsket sine papirer eller sit pas.

Side 78a – 20. februar 1852

På rådstuen i Hasle.

I sagen mellem det offentlige  kontra madame Munck til Store Dammegård i Klemensker. Hun prøvede at undskylde sig med at hun var en kvinde, der ikke havde så meget styr på lovene. Desuden mente hun, at hun var fritaget, da hun tidligere havde ydet tjeneste med hest og vogn. Og så havde hun undskyldt overfor kommandanten! Sagen om ikke at stille med dragonhest til mønstringen gik til doms.

Side 78b – 21. februar 1852

På rådstuen i Hasle.

Arrestantinden Magdalene Marie Jensen, arrestant Lars Hansens hustru, blev afhørt. Hun nægtede fortsat håndnakket, men efter at have fået andres vidnesbyrd oplæst, var hun klar over, at hun ikke kunne befri sig for straf. ”Endeligen tilbød hun at ville fremkomme med en åbenhjertig Tilstaaelse”.

Hun vedkendte sin viden om det begåede indbrud hos Jørgen Larsen, men hun havde ikke vidst noget før de var kommet hjem om morgenen med kosterne, nemlig en stor fajancebolle med ”omtrent en god halv pot fløde i”, en sengedyne, knap 1½ fjerdingspund kaffebønner og en snustobaksdåse. Noget brændevin havde de ikke haft med sig, men den havde de nok ladet blive på lyngen! Svend Johan og Magdalene havde taget fjerene ud af sengedynen. Men de blev ikke gemt i en pose, men brugt til fyld i sengeklæderne i kammeret. De fjerde som Svend Johan og hendes mand solgte i Rønne var den første og dermed tidligere kommet hjem med. Men hvor den stammede, vidste hun ikke.

Årsagen til hun ikke før havde bekendt sin viden var, at både hendes mand og Svend Johan hav pålagt hende om at bevare tavsheden og ikke på nogen måde gå til bekendelse.

Dommeren gjorde hende opmærksom på, at det der var blevet oplyst i sagen, må betyde, at han har begået langt flere tyverier. Dommeren var sikker på, at flere indbrud hos Skinderbymølleren og Splitsgård kunne tilskrives ham. Hun svarede, at det var Svend Johan, der havde lokket hendes mand til at begå indbrud og tyverier. Hun var først selv klar over omfanget sent og at hun aldrig havde set eller vidst noget om gemmestedet på Lyngen. Hun indrømmede nu, at hun tror, at det var hendes mand og Svend Johan, der havde begået det første tyveri på Splitsgård:

”Dengang da dette skete om Natten, var Otto Nielsen Helgreens kone kommet til dem med sit barn og under forskjellige Paaskud forblevet hos dem, saa at de maatte have hende hos dem om Natten. Som en følge heraf havde denne Kone og Arrest. [altså Magdalene] ligget sammen i Sengen i Stuen, medens hendes Mand og Svend Johan havde ligget i Kammeret, og det er hendes Overbevisning, at de have staaet op om Natten. Nogen fuldkommen vished derom kan hun rigtigt nok ikke have, da hun ikke saa dem gå ud, men hun har drukket en del af det brændevin som ved denne lejlighed var blevet drukket”.

Hun vidste med sikkerhed, at hendes man ikke var med til det sidste indbrud på Splitgård, da han havde ligget i sengen med hende hele natten.

Hun kendte intet til de stjålne teskeer. Det er hendes overbevisning, at Svend Johan har givet Otto Nielsen Helgreens kone mange af de ting, som er blevet stjålne på Splitsgård. Hun vidste også at Helgreens kone havde vist hendes datter [Caroline – hendes steddatter] hvor der var gravet honning ned i tørrehuset.

Det var hendes mening, at det var Otto Nielsen der oprindeligt havde forført Svend Johan til at stjæle.

Ved ransagningen første og anden gang blev det konstateret, at der var mange flere gryn anden gang. Hun kunne ikke forklare hvor hun havde grynene fra.

Snustobaksdåsen kendte hun intet til.

Arrestanten Svend Johan Andersen blev ført ind i lokalet medens Magdalene endnu var til stede. Han fik Magdalenes fortalt, at Magdalene havde sagt at fjerene fra Jørgen Larsens bortstjålne dyne blev anvendt til eget brug. Svend erkendte dette. Han erkendte nu, at han havde fjerene fra Store Dammegård, som han kom forbi når han ”torskede” i Risby. En halvdør stod åben til den østre længe. Der lå nogle sengeklæder. Han tog en pude med sig.

Dommeren erkendte at arresterne var af dårlig forfatning og fyldte – ligesom arresten i Rønne var fulde. Derfor lod han Lars Hansens kone tage hjem til sit barn.

Dommeren spurgte Svend Johan, at han havde taget to skjorter, men der var tre, som Siersted havde mistet. Svend nægtede at have taget den og som han sagde, hang der en mængde linned, som han ligeså godt kunne have taget!

Svend Johan gjorde opmærksom på at han i Dammegården ikke havde taget mere end en pude og ikke en dyne, som også lå der. Han syntes at det var synd for Madame Munck, hvorfor han havde taget den mindste pude. Han havde ikke fået noget ud af det, da Lars Hansen havde taget alle pengene.

Dommeren fortalte Svend Johan, at Lars Hansens kone havde fortalt, at han havde et forhold til Otto Nielsens kone og at hun havde fået en del af tyvekosterne. Svend Johan svarede, at Ottos kone flere gange havde sendt bud efter ham for at få ham til at stjæle på Splitsgård fordi hun vidste, at de have bagt på gården. Han havde ikke gjort det, da han mistænkte hende for at have sat folk ud til at gribe ham på fersk gerning. Han antog for øvrigt, at det var Lars Hansen der havde foretaget tyverierne. Han antydede at tyverierne må have fundet sted i forbindelse med Lars Larsen eller andre.

Ved opløsning af hans vidnesbyrd sagde Svend Johan, at han havde angivet forkert mht. fjerenes oprindelse. Det var for at skåne Lars Hansen kone.

Side 81a – 24. februar 1852

På rådstuen i Hasle. Sagen mod Lars Hansen fortsat.

Lars Hansens hustru Magdalene havde erindret, at den aften da indbruddet skete hos Jørgen Larsens i Rø, fristede Svend Johan hendes mand meget inden han gav efter. Hun mener ”med fuldkommen Overbevisning at hendes Mand paa ingen Maade er hovedmand ved de i Clemensker Sogn begaaede Tyverier, men kun har deltaget i enkelte af dem forført af Andre”. Hun havde levet med ham i mange år uden  det mindste tyveri er blevet begået.

Lars Hansen blev fremstillet uden andre tiltaltes nærværelse. Dommeren gjorde det klart for ham, at der er mange indicier på hans indbrud og tyverier. Især fajancebolle, der var fundet i hans besiddelse, antages at være bevis nok til at få ham dømt.

”Dommeren vedblev i flere Timer at gjøre Arrestanten begribelig, at det maatte være det klogeste og rigtigste, at han ligefrem tilstod den del, han navnlig maatte have i denne forbrydelse, og at han ved de af han som usandfærdige godtgjorte forklaringer ikkun kunde skade sig selv”.

Han blev derefter fortalt at både hans kone og Svend Johan havde tilstået, som klart viste hans deltagelse i forbrydelserne.  ”Desuagtet vedbliver Arrestanten haardnakket at benægte, at han har gjort sig skyldig i noget som helst tyveri eller været delagtig i noget som helst indbrud og paastaaer at saavel hans egen Kone som Svend Johan have paaført ham Løgn og at han er aldeles uskyldig”.

Dernæst fremstod Svend Johan Andersen der pålagde ham deltagelse i såvel tyveri hos Jørgen Larsens og hos mølleren på Skindebymøllen Hans Pedersen. Lars Hansen stod fast på sin benægtelse.

Så fremstod hans kone Magdalene, der med ”grædende Taarer bad sin mand om at han dog vilde bekjende sin delagtighed i de tyverier, hvori han havde gjort sig skyldig, og mange gange yttrede for ham, at han jo nok kunde se, at der var saa meget oplyst i Sagen, at han ikke kunne gaa fri for Straf, og at denne efter hendes Mening maatte forøges ved en saadan fortsat benægtelse”. Hun fortsatte med at minde ham om, da han kom hjem fra indbruddet hos Jørgen Larsen, bollen med fløde, dynen, kaffebønnerne og snustobaksdåsen. Lars Hansen vedblev at nægte og beskyldte nu sin kone for at lyve. Han havde ikke deltaget i noget som helst tyveri.

Dommeren erkendte at en konfrontation ikke førte til noget. Han lod Svend indsætte i arresten og lod Magdalene gå hjem.

Lars Hansen nægte salget af fjerene i Rønne. ”Han ville aldrig have noget med sådant at bestille”. Svend Johan havde aftenen før afgivet endnu en tilståelse til Lars Hansen. Det var ham (altså Svend Johan)  der sammen med Lars Larsen og Lars Hansen havde begået indbrud på Spitsgård, hvormed sølvteskeerne blev taget. Dengang var det Lars Larsen, som var gået ind ad vinduet og det var Svend Johan der modtog kosterne udenfor. Lars Hansen havde opsyn, så de ikke risikerede at blive opdaget. Vinduet sad løst i, så der skulle ikke tang til at løsne det. Foruden teskeerne tog de en otting eller en liden fjerding sæbe som de antog som smør, 3 brød og nogle pølser. Lars Larsen havde et krus med sig som han brugte til at tappe 3 potter brændevin fra et liggende anker eller et såkaldt kar. Teskeerne blev givet Lars Hansen, som nedlagde dem i havegærdet nær ved huset mod øst. Han  var villig til at påvise hvor de er gemt.

Kosterne blev aftalt fordelt mellem deltagerne: Svend Johan skulle have en del af de penge som de kunne få af teskeerne og noget brændevin. Lars Larsen fik noget brændevin og to brød og en del pølser. Sæben blev gemt på lyngen, men en del blev givet til Magdalene. Det var altså rigtig, hvad Lars Hansens datter har fortalt om sæbefjerdingen og at han havde gemt lys i taget, men urigtigt, at han skulle have nedtrampet dem i en sump.

Dommeren havde ladet sin fuldmægtig Møller tage ud til Lars Hansens hus og undersøge nøjere, hvad det var i Svend Johans kiste. Han kom tilbage med to lange uldne halstørklæder, 2 formlys og to silkefløjls veste. Svend Johan vedkendte, at det var hans ting.

Angående lysene forklarede han, at de var stjålne på Splitsgård. Tørklæderne havde han en aften kort efter den 1. november taget fra købmand Thorsen  i Rønne, hvor de hang i forstuen. Lars Hansen havde været med og passet på udenfor døren. Samme aften havde de været på gæstgiverstedet Skandinavien og der havde de taget en frakke, der hang i gangen til højre for indgangen. Lars Hansen havde stået vagt. Sæben og frakken kunne han skaffe til veje. Han havde også en hue, som han stjal samme sted som frakken.

Svend Johan indrømmede, at han tilståelse af tyveriet i Nyker ikke var fuldstændig. Han havde taget tre skjorter og 3 særke. De to skjorter havde han selv beholdt, den tredje havde han givet til Lars Larsen og de tre særke til Lars Hansens kone. De lå i hendes kiste ved ransagningen, men de så ikke mistænkelige ud, da de var temmelig grimme.

Svend Johan erkendte de nye tyverier og forklarede, at han ikke havde angivet dem tidligere, for ikke at bringe nogen i ulykke. Men da han vidste, at de var blevet aflyttet i arresten, ville han nu fortælle alt i stedet for at tie stille eller afgive falsk forklaring.

Angående de to halstørklæder havde han og Lars Hansen aftalt at sige, at de var købt for 4 mark 8 sk. stykket af en kone, da de arbejdede på Frigårdsmarken. Hun var kommet over Frigårdsgærdet op gået på stien mod kirken, som var meget krum, så ingen kunne se dem og derfor ikke blev opdaget.

Videre fortalte Svend Johan at der var engang hos Otto Nielsen, at dennes kone gav dem noget smør og fortalte dem, at det havde hun fået af sin mand, stjålet hos Jespersen på Splitsgård gennem et vindue, der ikke var spiret til og som nemt kunne tages ud. Ottos kone havde også drukket noget af brændevinen. Hun havde straks genkendte brændevinen, som værende fra Splitsgård da den var lidt farvet og temmelig stærk.

Vestene blev fremviste og Svend Johan sagde, at dem havde han købt. Den ene af Jørgen Kofoed, der skal tjene på Præstegården i Vestermarie og den anden har han købt af Lars Hansens søn, der er blæser ved musikken i København.

Side 84a – 26. februar 1852

På 27. slg. i Klemensker.

Dommeren havde ladet Svend Johan Andersen transporter til Klemensker for at kunne påvise de gemte koster.

De ransagede Lars Hansens hus for de to særke, som Svend Johan efter sigende skulle have givet Magdalene, som for øvrigt blev truffet hjemme. Særkene blev ikke fundet og Magdalene nægtede at have fået dem. Svend Johan så Magdalene i øjnene og sagde, at det var sandt, at hun havde fået dem.

Dernæst begav gruppen sig ud i haven, hvor Svend Johan viste, hvor teskeerne var gemt. Men heller ikke dem fandt de. Dog var der spor efterforetaget gravning. Dernæst gik de ud på lyngen og fandt en tue, hvor sæbefjerdingen var. I en hule bag en klippe skulle frakken være gemt, men den var væk. Svend Johan sagde, at der var flere der kendte denne hule, bla. husmand Lars Larsen.

På selve politiretten på 27. slg. genkendte Jespersen sin sæbefjerding som den der var blevet stjålet, og som han ansatte til en værdi af 3 a 4 rd.

Svend Johan havde fundet den hue som han havde stjålet sammen med frakken i Rønne. Den blev taget i forvaring af retten.

Side 85a – 28. februar 1852

På rådstuen i Hasle.

Købmand Olsen og skrædder Hansen aflagde beretning om hvad de havde lyttet sig til udenfor døren til de to celler, hvor Lars Hansen og Svend Johan blev indsat efter forhøret. Skrædder Hansen måtte dog forlade sin post på grund af hoste.

Købmand Olsen havde hørt hvorledes Lars Hansen havde opfordret Svend Johan ikke til at afsløre ham og at han havde benægtet alt det dommeren havde påstået og vidnerne havde fortalt, uanset de hårde udtryk, der var brugt mod ham og om han var en tyv og at han væltede skylden over på sin kone, hvorved hun og barnet ville komme til at lide. Dyr viste kærlighed og omhyggelighed for sit afkom, Lars gjorde det ikke.

Dommeren bemærkede at det var omvendt. Han pålagde sin frue al skyld i forbindelse med Svend Johan.

Købmand Olsen fortalte videre, at Svend Johan havde foreslået en partiel bekendelse, hvortil Lars Hansen havde sagt, at det gjorde det meget værre sådan. Derefter var de gået til sengs, men efter et stykke tid var de stået op og sagte talte sammen gennem nøglehullet: Lars Hansen havde opfordret Svend Johan til at trække sine bekendelser tilbage især dem der gjaldt Svend. Og så skulle han sige, at det var hans og Magdalenes plan at rette al skyld på Lars Hansen alene. Lars havde spurgt Svend om han havde bekendt tyveriet af frakken. Hvilket Svend ikke havde gjort. Lars Hansen havde så ytret:

”Jeg har min Sjæl ikke sagt Noget, som kunde skade Dig. Du maa ikke forraade mig, men være mig troe, Svend. Jeg skal være Dig troe i alle Maader. Lad mig see, at du Intet siger. Du kommer vel bort (:bliver dømt til offentlig Arbeide:/, men jeg skal reise over til Dig og gjøre Dig alt det Gode. Jeg kan, ja jeg skal gaae til Kongen og bede for Dig”

Dernæst spurgte Lars om Svend havde sagt noget til en anden arrestant Jeppe Larsen Dal, og opfordrede ham ikke til at sige noget til andre. Lars havde spurgt Svend om hvor han havde gjort af sølvskeerne og svend havde sagt ”I Gjærdet Østen for Huset”.

Nu fulgte en længere samtale om Lars Larsen og Otto Nielsen Halgreens kone som købmand Olsen ikke forstod, da en rotte begyndte at skære i træet nær ved. Han forstod så meget, at de kunne fortælle lidt om disse to personer, men så alligevel ikke. Det var farligt da de til gengæld kunne afsløre andet som de vidste.

Lars fortalte Svend, at fuldmægtig Møller havde taget to veste og to lange tørklæder. Lars havde sagt til Svend: ”Du skal sige, at vi have kjøbt dem af en Kjælling, som kom fra Frigaardsløkkerne og som der faldbød  til 4 mk 8 sk, for det kunne være en passende Priis, og at Konen derefter var gået op mod Kirken. Du maa ikke sige noget om, at jeg var med til at tage dem.

Lars fortalte Svend noget om, at Otto Nielsen Helgreens kone engang skulde have vist hans datter Line at der var nedgravet honning i hendes tørvehus. Lars vidste kun det som hans datter havde fortalt ham.

Så fulgte en historie om en ”Skaal”, som Lars Hansen havde gjort i stand [i arresten?] og for det havde han fået 4 skilling og som han i dommerens påsyn havde givet de tre skilling til sin kone. Dernæst fulgte noget, som købmanden ikke forstod, men efter hans menig drejede sig om et på Splitsgaard begået tyveri. Lars pålagde atter Svend til tavshed og han til gengæld ikke ville afsløre noget på Svend.

Dommeren afbrød beretningen og erkendte, at han havde hørt fra Lars Hansen historien om den nedgravede honning og at han havde tilladt Lars Hansen, at hans kone fik 3 skilling.

Købmand Olsen kunne aflægge sin ed på, at det han har fortalt i retten var sandt, men dog ikke var sikker på historiernes rækkefølge.

Lars Hansen blev dernæst fremstillet. Dommeren sagde, at Lars Hansen ikke kunne unddrage sig straf for indbruddet i Rø hos Jørgen Larsen, hvor han skulle have været hovedmanden. Lars Hansen benægtede og sagde, at han flere gange havde prævet at for Svend Johan til at afstå for indbruddet, men forgæves. Selv efter at de var gået i skjul på lyngen, da hunden havde forskrækket dem. Svend Johan var hovedmanden i dette indbrud. Han havde blot stået udenfor og modtaget kosterne. På vej hjem havde de skiftet til at bære tingene.

Lars Hansen erkendte, at han kendte Jørgen Larsen. Han havde arbejdet for ham medens han have Mortinegård i Rø,men han havde aldrig været i det hus, hvor han nu boede. De havde set lys i det de mente var storstuen da de ankom, men ventede til der blev mørkt. Han vidste ikke hvad klokken var de de ankom og hvornår de var hjemme igen, men vel nok kl. 11 og kl. 2.

Han kendte ikke gemmestederne på lyngen. Hvor Svend Johan havde gemt dem.

Han fortalte at Svend Johan og Magdalede fik dynen blev skåret op og stoppet fjerene ind i de sengeklæder, som lå i kammeret i den stående seng, hvor Svend Johan og hans datter Line sov. Lars Hansen bedyrede at han intet havde med dette at gøre.

Om der blev stjålet en 2 alen stort lærred hos Jørgen Larsen benægtede han.

Lars Hansen fortalte nu at han havde, sammen med Svend Johan, solgt nogle fjer i Rønne omtrent på samme tid som indbruddet hos Jørgen Larsen. Det var fjer som Svend Johan havde stjålet på Store Dammegård. Han havde intet med tyveriet at gøre, men dog med til at sælge i Rønne til en svensker, som nu er arresteret. Salget skete hos Aabergs kone. Han påstod, at han da var uvidende om at fjerene var stjålne, men dog at de var kommet til Svend Johan på ”en uredelig maade”. Svend havde svaret på hans spørgsmål om hvor fjerene stammede med: ”derfra, hvor de findes”.

Han havde brugt pengene på indkøb i Rønne. Samme dag, så vidt Lars huskede, var de hos en pige der logerede i et hus overfor den store mølle. Hus vaskede Svend Johans kraver (? Skjorterne kraver). Derefter gik de til ”Skandinavien”, hvor Svend gik ind og kom ud med en bylt, der indeholdt en frakke og en hue. Derefter til Jens Thorsens, hvor Svend atter løb ind og lidt efter kom tilbage til Lars der var gået op på store torv. Lars benægter, at han havde båret frakken. Lars Hansen havde aftalt med Jørgine Kofoed, at når hun kom ud af arresten skulle hun finde frakken og skøre den i stykker. Men om dette var sket, vidste Lars Hansen ikke. Dommeren spurgte hvorfor han nu fortalte disse ting om andre. Hvilket han sagde, at han ikke havde tænkt over.

”Dommeren foreholdt Lars Hansen det syndige i at han havde sin egen datter, ikke voksne datter, der kun er 14½ år gammel og ikke konfirmeret, til stadighed ligget i seng sammen med Svend Johan. Han havde svaret at hun endnu kun var et barn, har hun formodentligen ingen skade taget, og at han tiltroede Svend Johan til, at han vilde gøre hende noget.”

Dommeren havde indkaldt skrædder Hansen til et andet retsmøde vedr. arrestanternes samtale. Han kunne ikke, på grund af forhindringer ikke kunne møde på det afviklede møde.

Side 88a – 1. marts 1852

På rådstuen i Hasle

Pigen Caroline Kirstine Hansen, 14½ år, ukonfirmeret og datter af husmand arrestanten Lars Hansen, fortalte ”at hun i flere år havde ligget afklædt i sengen med Svend Johan, uden at denne, dog med undtagelse af nogle gange iden sidste tid, har forsøgt samleje med hende. Men i den senere Tid er dette sket nogle gange, dog uden at det har været forbundet med nogle smerte eller med nogle behagelige fornemmelser for hende”.

Hun havde fortalt sin stedmor om forholdet, men hun ville ikke tro på hende.

Hun havde fået en af de tre særke fra Nyker. De to andre havde hende stedmor fået. Dagen efter hendes far var arresteret, havde stedmoderen bedt hende gemme de tre særke Hun havde da gravet dem ned i et hul med en sten over. Samme sted havde hun nedlagt nogle kopper og tallekener son Svend Johan kom hjem med fra Rønne.

Svend Johan og Otto Nielsen  havde engang sammen stjålet 3 pund smør. Det havde Ottos kone fortalt hende. I en hodde [dommeren forklarede at det var en lille udbygning] hos Otto Nielsen havde hun set en temmelig stor honningkrukke nedgravet. Krukken havde de købt i Gudhjem. Hvor de havde solgt det smør, som de havde stjålet på Splitsgård. Honningen skulle, efter hun havde hørt, være taget i Nyker. Ved samme lejlighed havde hun også set 8 eller 10 lys, nogle med dobbeltvæger, hos Otto Nielsens.

Den tredje skjorte, fortalte hun, var byttet eller solgt i Rønne. Han havde haft denne fine skjorte ovenpå en trøje. Under trøjen havde han en grøn skjorte. Han var hjemkommet med den grønne skjorte alene. Han sagde, at han havde solgt den anden..

Hendes far Lars Hansen havde engang fra en vogn, der holdte ved et byled i Rønne, stjålet nogle kaffebønner, brunt sukker, puddersukker og nogle søm. På hjemvejen havde de desuden desuden stjålet en bistade hos husmand Lars Espersen i Klemensker. De pressede honning ud af staden i deres forstue. Hvorefter de gemte dem i en tørvestak tilhørende Lars Larsen. Tørvestak stod østen for hendes fars hus. Bistokken satte de mellem nogle sten, som stod ved den vestre gavl af Lars Larsens nye hus. Det var eneste gang hun blev benyttet til at bære deres koster for dem.

Svend Johan blev derefter konfronteret med Caroline vidnesbyrd. Det var rigtigt, at han og Otto Nielsen havde solgt tre pund smør til en enke i Gudhjem. Han mente, at enken hed Rømer og boede på venstre side når man kommer ind i byen. De havde fået 1 mark 6 sk. som de brugte på en krukken på 3 a 4 potter. Smørret var stjålet af Otto Nielsen Helgreen på Splitsgård. Svend havde ikke andel i tyveriet, men blot stået udenfor havegærdet medens Otto havde stjålet smørret fra et trug i smørstuen. Han havde heller ikke ved med til planlægningen.

Svend havde set lys med to væger hos Otto Nielsen, som ligeledes var stjålet på Splitsgård. Svend Johan indrømmede nu, at have nedlagt noget honning og 2 krukker som han havde fået hos Otto Nielsens kone. Det skete den dag før fuldmægtig Møller kom for at ransage anden gang. Magdalene havde været nærværende, da han havde gravet det ned, da hun var på vej til datteren i Rø med sukker, som hun havde givet hende.

Caroline Kirstine Hansen sagde at hendes moder var kommet midt om dagen ned til hende i Rø samme dag som hendes far blev arresteret. Hun havde intet med til hende, men havde taget hende med hjem til sig under påskud af, at hun skulle hjælpe hende med at vaske.  Hun havde været hjemme nogle dage – netop de dage hvor hun gemte særkene på lyngen. Han vidste ikke om Magdalene havde taget honningen op, da han siden da havde været arresteret.

Caroline kunne tilføje, at Magdalene forgæves havde ledt efter honningen siden da.

Svend Johan sagde, at det var Lars Hansen og Lars Larsen der havde afpresset honningen i forstuen. Honning som han havde hørt var stjålet.

Svend Johan indrømmede nu, at efter at være konfronteret af Caroline, at ”han havde været uterlig overfor hende nogle gange, uden han dog derved formener at have tilført hende nogen legemlig skade”.

 Svend Johan fortalte at han og Caroline havde solgt Otto Nielsens konens smør i Rønne. Han havde solgt 5 pund til Langschoff og hun havde solgt 2 pund.

Caroline indrømmede at hun havde solgt til en pottemager og fået 1 mk 2 sk. pundet.

Svend Johan erkendte at da han stjal voksdugen også stjal nogle kopper og ganske små tallerkener som han gav til Magdalene.

Sammen med Otto Nielsen Helgren havde Svend Johan gået ind til købmand Jens Vefts forstue og stjålet omtrent 1 lispund klipfisk. Netop den dag holdt klemenskerpræstens vogn udfor købmand Norup og de fik drengen Andreas (husmand Peter Hansens søn!) til at tage klipfisk med til Klemens Kro, hvor de så kunne hente den dagen efter. På hjemvejen ved Staalegård havde Otto Nielsen og Svend Johan stjålet et bistade. De havde puttet jord i hullet, men bierne havde alligevel stukket dem. Ved en skov, som han tror tilhørte Kyndegård, havde Otto, forsynet med svovl og fyrstikker,  tændt svovlet og dræbt bierne. Bistaden havde han bragt hjem til Ottos. Det var samme nat hvor de havde stålet de 3 pund smør fra Splitsgård, som tidligere omtalt.

Otto Nielsen havde fortalt ham ”her i Hasle” [altså i arresten] at han havde stjålet en vest fra magister Adler. Den må være hjemme hos ham, hvis ikke at han [Otto]havde nået at skaffe den af vejen, den dag han løb fra de folk, der var tilsagt til at føre ham tilbage til Rønne.

Side 91a – 2. marts 1852

Politiret sat i Rønne Rådstue.

Politiretten var sat i Rønne for at afdække tyverierne, som skulle være sket her.

Cementfabrikant Samsings hustru Emilie fortalte, at hun en søndag eftermiddag i november mellem kl. 10 og 11 blev der fra en kommode ved vinduet taget en voksdug og nogle små fade til at sætte under potter – 2 gule og 2 brune. Hun havde spurgt naboerne om de havde bemærket noget, men uden resultat. Deres hus ligger på Grummekulegade på den vester omtrent midt i mellem købmand Mikkelsen og byleddet. Voksdugen genkendte hun straks, men hun frabad sig erstatning.

Købmand Jens Jørgen Thorsen genkendte straks tørklædet som hans og som blev borttaget fra hans forstue. Tyveriet blev først opdaget morgenen efter og han havde ikke anmeldt det. Han afgav værdien til 7 mark., men han ville ikke fordre erstatning, men ville gerne have tørklæder udleveret.

Købmand Jens Vest fortalte at et lispund klipfisk var købt af Jens Kure på Mæbygård i Nyker. Han havde henlagt fiske i forstuen. Købmanden måtte give ham en ny portion klipfisk. Han havde ikke anmeldt det og fordrede ingen erstatning. Klipfisken havde en værdi af 4 mak.

Politimesteren i Rønne havde  modtaget anmeldelse den 9. november 1852 om tyveri af frakke på Skandinavien. Gæstgiver Sørensen fortalte, at tyveriet af en frakke og en lodden hue tilhørende landinspektør Asmussen var sket fra et værelse, der lå ud til entreen ved porten, der alene var bestemt som opbevaringssted for klubgæsterne tøj. Asmussen var midlertidigt på Bornholm og var ellers bosat i Jylland. Ved samme lejlighed forsvandt en lampe som stod ved vinduet. Olien var hældt ud i porten. Huen blev fremvist og passede til den beskrevne hue som landinspektøren havde mistet.  Samme sted 8 dage efter forsvandt en hue, der tilhørte kaptajn Bohn.

Fuldmægtig Lund på politimesterens kontor beså huen og var overbevist om, at det var den samme som landinspektøren havde på, da han så ham.

Dernæst blev arrestanten Otto Nielsen Halgreen afhørt, men benægter anklagerne om tyverierne, han skulle have gjort i Rønne. Klipfisken fra købmand Vests forstue havde han ikke stjålet men købt hos købmand Ølsted. Han erkender, at han en aften havde været sammen med Svend Johan og de havde aftalt med klemenskerpræstens tjenestedreng, at han skulle tage 16 pund klipfisk med til kroen i Klemensker. Dommeren sendte to mand til købmand Ølsted for at få belyst rigtigheden af dette vidnesbyrd. Østed havde ikke været hjemme, men hans folk benægtede at det kunne have været sket.

Otto Nielsen Halgreen blev at afhørt og nu sagde han: En aften i efteraaret noget før 1ste Nov. Var han kommet i Jens Vests butik og der spurgt efter en Almanak. Da de ingen havde, var han gået igjennem Forstuen, og der havde han set et bundt Klipfisk. Det faldt ham ind, at tage dem og gået over pladsen med Svend Johan”. Klipfisken kørelejlighed var som tidligere fortalt. Klipfisken skulle lægges hos kromand Jens Falck på Klemens Kro.

Otto Nielsen benægtede alt mht tyveri på Splitsgård og at han nogensinde havde solgt smør i Gudhjem.

At han skulle have taget et bistade på vej hjem fra Rønne benægtede han ligeledes. Derimod tilstår han tyveriet af en vest fra magister Adler i Hasle. Han havde sidste sommer været i et ærinde hos magisteren og medens han havde hentet penge, havde han benyttet lejligheden til at tage en vest som lå i stuen. Vesten havde ligget i hans hjem medens han var arresteret, men som han hentede, da han undslap under transporten fra Hasle til Rønne. Men andre tyverier havde han ikke bedrevet og nu ventede han på højesterets afgørelse på herredstings dom for hans tyveri af uret. Han havde tilbagekaldt sin tilståelse af ur-tyveriet, men det fortrød han nu.

Side 93a – 4. marts 1852

På rådstuen i Hasle.

Svend Johan Andersen forklarede at husmand Lars Larsen havde sidste efterår  på lyngen stjålet gårdmand Morten Kofoeds kvie og slagtet den hos husmand Hans Larsen i Klemensker. Det var almindelig kendt i sognet.

Kødet og huden blev pakket ned i et lynglæs, der blev kørt til Rønne, hvor disse varer blev afsatte. Endnu en gang sagde Svend Johan, at Lars Larsen var skyldig i tyveriet af sølvskeerne, sæben og brændevinen mm på Splitsgård. Desuden var han med til at udpresse bistadet, de havde stjålet hos Hans Espersen for honning i Lars Hansens hus.

Dommeren havde dagen før givet ordre til at anholde Lars Larsen til Hasle og Hans Larsen og Otto Nielsen  Helgreens hustru til Rønne.

Husmand Lars Larsen af Klemensker sogn, fortalte, at han var 29 år og for en halvsnes år siden straffet 1 års forbedringsarbejde for tyveri. I året 1849 var han atter tiltalt og dømt 2 års forbedringsarbejde for tyveri, men frifundet ved højesteret. Han benægtede på det bestemteste, at han havde begået tyveri.

Dommeren ansat det for rigtigst, at holde ham under arrest indtil dommeren fik indhentet husmand Jens Pedersen forklaring.

Arrestanten Lars Hansen fastholdt stadig sin uskyld vedr. tyveri på Splitsgård og på Skinderbymøllen. Desuden nægtede han de nye anklager om bistadet og han kendte intet til Svend Johans tyveri af frakke, hus og lampe/lampeglas, samt samme sted 8 dage senere tyveri af endnu en hue.

Side 94a – 4. marts 1852

Nordre herreds politiret blev atter sat i Rønne på byens rådstue.

Fremstod skrædder Hansen fra Hasle fortalte, at han i mange år har hørt Lars Hansen omtale som en person der skal have begået tyverier uden af han kunne blive anklaget og dømt. ”Han er en meget fundig person” [kløgtig, opfindsen og listig i føkge Ordbog over det danske sprog].

Dernæst husmand Hans Larsen fortalte at han forløbne efterår havde kørt et lispund kød for husmand Lars Larsen fra Rønne til Hans Larsens hus tillige med omtrent ½ lispund klipfisk. Hans Larsen var sammen med Peder Rasmusen fra Bjergegårds fortov i Rønne med egen hest vogn hos købmand Mads Lunds eller ved siden af denne. Hans Larsen havde været i Rønne med et lynglæs, og holdt ved købmand Lund. Lars Larsen kom til ham og bad om, at han tog kødet og fisken med hjem. Hans Larsen sagde til Lars Larsen, at ”kommer du der din tyveknægt, som tog mit høstereb i sommer?”

Hans Larsen var sikker på sit udsagn om Lars Larsen. Desuden havde han for ham og i hans kones og datters nærhed, at han ville stikke ild på sit eget hus. Han havde nogen tid før hans hus brændte sagt: ”Kan jeg få mit hus brandsat, stikker jeg min Salighed Ild paa det”.

Svend Johan havde sagt, at Hans Larsen var vidende om, at Lars larsen  havde stjålet og slagtet en kvie, der tilhørte gårdmand Morten Kofoed. Slagtningen skulle være sket hos Hans Larsen. Dommeren sagde, at det var mistænkeligt, at Hans Larsen skulle køre et stort kvantum kød hjem for Lars Larsen, tyvagtig og vel vidende at han var fattig og næppe burde have råd til det.

Dommeren, der endnu ikke havde formået at få Jens Pedersen til afhøring, havde givet ordre til ham at møde næste dag. Hans Larsen måtte finde sig i, at måtte være under anholdelse indtil da.

Otto Nielsen Helgreens kone var heller ikke mødt til afhøring.

Side 95b – 5. marts 1852

På rådstuen i Hasle.

Husmand Hans Larsens hustru Berthe Marie forklarede, at hendes mand og Lars Hansen ikke havde stået i et venskabeligt forhold, fordi Lars Hansen havde skjul noget af hans høstereb. Hun havde ikke været hjemme da hendes mand havde kørt noget kød fra Rønne og  hjem til dem.

”Hun havde hørt forblommede Talemaader af Lars Larsen, hvorved hun kunne slutte, at det var hans hensigt at afbrænde sit hus.

Husmand Jens Pedersen på 30. slg. grund i Klemensker fortalte om rygtet om, at husmand Hans Larsen var en mistænkelig person, der længe stod i forhold til Lars Larsen, som i sognet var alm. bekendt som en, der havde begået flere tyverier. Dog havde han ikke set at Hans Larsen og Lars Larsen havde kørt kød til Rønne. Derimod har han hørt at Lars Larsen fornyligt havde stjålet rug fra Dyngegården, hvor han for tiden arbejder som tærskemand. Hans Winberg havde selv fundet rugen oppe på stænget, men han havde ikke tiltalt ham for det.

Lars Larsen havde sagt til Jens Pedersen at han ville gå til Løkkegård en aften og stjæle et får. Men han vidste ikke om han gjorde det. Godt nok brugte Lars Larsen ikke ordet ”stjæle”, men der var ingen tvivl om, at det var det han mente. Jens Pedersens afhøring sluttede hermed.

Dommeren mente, at der ikke var forhold, der retfærdiggjorde Hans Larsens fortsatte forvaring i Rønne Arrest. Han udstedte en attest herom, som Hans Larsens hustru straks ville bringe til Rønne.

Lars Larsen benægtede stadig tyveri, selv om dommeren mente, at hans benægtelse var usandsynlig. Han havde aldrig sagt, at han ville brænde sit hus af. Derimod var det Hans Larsen, der havde bragt mulighed på banen, at et slet mennesker skulle kunne have gjort det. Lars Larsen kunne aldrig selv ville have gjort det. Tilfældighed ville så, at hans hus nedbrændte nogle tid derefter. Da det brændte havde han været alene i hust med sine to små børn. Hans kone var gået hen til Mads Andersen for at bage brød. Han blev akdrig klar over hvordan det var opstået ild i huset og han erindrer ikke hvor lang tid der gik mellem han forsikrede og at huset brændte.

[Der gik seks måneder. Den 3. februar 1851 lod Lars Larsen sin 5 fags hus på 31. slg. grund forsikre for 110 rd  Arkivalieronline og den 1. august brændte det Arkivalieronline]

Lars Larsen fortalte, at Hans Larsen havde kørt noget kød for ham fra Rønne til Klemensker. Kødet havde han købt hos Tilman Frank i Rønne. Hvor meget huskede han ikke, men der var både lamme og oksekød og måske også noget klipfisk, som han da må have købt hos Jens Vest, med hvem han handler.

Dommeren mente at med de nye oplysninger og hans tidligere straffe, så var rigtigst at ”belægge ham med arrest”.

Otto Nielsens Helgreens hustru Ellen Kirstine erkendte, at hun vidste, at hendes mand og Svend Johan havde begået tyverier på Splitsgaard og andetsteds. Ved mikkelsdagstider forrige år efter der var høstet på Splitsgård, var hendes mand og Svend Johan kommer kommet hjem med et bistade, som de havde stjålet. Hun forsikrede, at hun intet vidste om deres handling før de kom hjem. De udpressede honningen på loftet. Dagen efter havde de stjået noget smør på Splitsgård, som Svend samme morgen gik til Gudhjem for at sælge. Hun huskede handlingerne, da hun samme tid havde været meget syg og at Jespersen (gårdejeren på Splitsgård) var kommet til deres dør og snakket med hendes mand.

Krukken som Svend havde købt i Gudhejm havde hun først stående i hodden ”det vil sige, at hendes mand havde gravet den ned”.

Hun vedkendte også, at hun havde 6 eller 7 lys, som hendes mand havde stjålet på Splitsgård. Han havde brudt ind gennenspisekammervinduet. Han havde tappet brændevin i en 2 potter munk af en tønde, der stod i spisekammeret. Dette var sket 2 eller 3 gange. Hun fortalte at Svend Johan og Line Hansen solgtes smør i Rønne. Om disse 7 pund smør var leveret af hendes mand, vidste hun ikke.

Dommeren lod Svend Johan fremstå i rådstuen og han meddelte, at det var Ellen Kirstine, der havde leveret smørret i krukken. Hun nægtede og nægtede også, at hun havde modtaget nogen betaling herfor, hverken brændevin eller kaffebønner, som Svend påstod.

Ellen Kirstine fortalte, at hendes mand havde hentet et lispund klipfisk hos Jens Olsen Falck (Klemens kro), som de havde købt i Rønne og så fortalte hun, at hendes mand var i besiddelse af en klædes Vest, som han foregav at have købt i København. Han havde skåret et stykke af, som hun igen har synet på. Manden havde forbudt hende, at fortælle, at hun havde sammensyet vester.

Tyveriet af sølvskeerne var begået efter hendes mand var arresteret. Krukken, som Svend Johan købte i Gudhjem, havde hun endnu.

Ellen Kirstine blev ikke arresteret, dels fordi hun havde et lille barn og dels fordi, at l hun havde et lille barn og dels fordi fængslerne var fyldte.

Side 97b – 9. marts 1852

Politiretten afholdt på Rønne Rådstue

Arrestanten Otto Nielsen Helgreen blev konfronteret med hans hustru Ellen Kirstines vidnesbyrd. Uanset argumenter mod han, fast holdt han, at han ikke havde gjort sig skyldig i de nævnte tyverier og derfor kunne han ikke forklare noget som helst herom.

”På given foranledning” erkender han nu, at han selv havde afskåret det nederste af vesten, som han stjal fra magisteren og at hans kone havde syet den på igen. Han forklarer  nu at han havde drukket brændevin hos magisteren og da han var ude efter mere, benyttede han lejligheden til at putte vesten under trøjen.

Side 98a – 10. marts 1852

På rådstuen i Hasle.

Pigen Birthe Marie Hansen, 21½ år gammel, datter af husmand Hans Larsen, kendte intet til sin faders bekendskab med husmand Lars Larsen og at han dermed formode, at han skulle have gjort sig meddelagtig i nogen af de mange tyverier, der blev begået. Hun sov i samme stue som faderen og derfor vidste hun, at han aldrig gik ud om natten.

Hun mente, at der var fjendskab mellem hendes far og Lars Larsen, da han havde stjålet noget høstereb fra hans vogn. Både hendes far og mor havde hørt fra Lars Larsen, at han ville stikke ild sit hus.

Gårdmand H.Wiinberg fra Klemensker berettede, at Lars Larsen har tjent hos ham for dagsløn siden sidste høst efter aftale. Dog er han udeblevet fra arbejdet uden at give en grund. Da han sagde, at han ville går lidt rundt på landet og gårdmanden havde en mistanke om, at han havde stukket noget til side, gav han til at undersøge det. Han fandt da en pose med 2 skæpper renkastet rug på stænget. Det måtte have været Lars larsen der havde gemt dem, da han var alene om at færdedes der. En anden episode var, da han, også som daglejer, havde gemt to poser med omtrent 3 skp byg i havreloen. Poserne måtte Lars Larsens kone kunne genkende, men dommeren ville ikke indkalde hende som vidne, da hun kunne nedkomme hvornår det skulle være. Den ene pose var vist nok stjålet fra Morten Kofoed på Løkkegård.

Der var stormangel på folk, så Winberg måtte atter leje Lars Larsen til hjælp.

Madame Munck fra Store Dammegård fortalte, at hun ved morten dags tider mistede en pude, der blev taget fra karlekammeret sammen med nogle andre sengeklæder. Der gik nogle dage før tyveriet blev opdaget, da i 14 dage ikke var i brug i karlekammeret, der lå i den sydlige ende af den østre længe. Hun indrømmer, at døren har stået åben og at der havde været fri adgang. Hun erindre at Svend Johan, dengang han arbejdede på Risby, havde gået forbi gården. Men hun havde aldrig haft mistanke til ham. Hun var glad for at tyven ikke havde taget en helt ny overdyne.

Tjenestekarl på Dyndegård Christian Andersen, 23 år, fortalte at noget efter nytår, da Lars Larsen var færdig med at kaste rugen, havde – sammen med husbonden Wiinberg – fundet en pose med ca 2 skp.  kastet rug på stænget. Mistanken til Lars Larsen var vagt men kunne ikke bevises. Krogen på luen var taget bort, således at den nemt kunne afhentes om natten.

Tjenestekarl på Dyndegård Anders Magnussen, 23 år gammel, svarede som ovennævnt tjenestekarl.

Side 100a – 11. marts 1852

På rådstuen i Hasle  

Arrestanten Lars Larsen fik oplæst Viinbergs og de to tjenestekarles vidnesbyrd. Lars Larsen sagde, at han godt havde set poserne, men det var ikke ham, der ville stjæle. Det har været en anden. At krogen var taget af skyldes ikke, at ha havde gjort klar til at komme tilbage. Lugen var åben altid, når der blev kastet sæd. (For at få luft?)

Han indrømmede, at poserne var hans, men han havde taget dem med og havde dem hængene i nogle piletræer, så han kunne fylde dem med sand fra Vinbergs bakke eller Dyngebakken og tage dem med hjem efter arbejde. Men de var blevet taget af Vinbergs og derfor kunne han ikke vide hvordan de er endt med rug, forstod han ikke. Herefter en længere redegørelse om hvordan han havde fået poserne.

Lars Hansen tilstod nu at han havde været med Svend Johan en aften ved havegærdet på Splitsgård, da han brød ind i spisekammeret og stjal en otting sæbe og noget brændevin, som blev taget i en lille træflaske. Om teskeerne blev taget i samme indbrud, var han ikke bekendt med. Det samme med lysene. Lars Hansen havde hjulpet med at bære kosterne til gemmestedet mellem klipperne og senere hjem til huset. Lars Hansen sagde på det bestemteste, at han ikke havde været med andre gange end denne ene gang.

Lars Hansen fortalte at Svend Johan havde brugt sine svovlstikker til at tænde og se sig om i stuen hos Jørgen Larsen i Rø.

Side 101a- 11. marts 1852

På rådstuen i Hasle.

Sag for Olsker Sogneforstanderskab om to personer – Hans Jørgensen og 46årige Peter Jensen Halgreens – forsørgelsesberettigelse. Peter Jensen Halgreen havde en sygdom i hænderne hvor han var blevet opsagt i sin tjeneste. Det var ikke en arbejdsskade, men en sygdom, hvorfor opsigelsen var i orden. Alle tjenestesteder blev opremset.

Hans Jørgensen var udeblevet.

Side 101b – 12. marts 1852

På rådstuen i Hasle

Sag om injurier og trusler mellem gårdmand Christen Beck og hustru Cicelie Kirstine Jørgensdatter kontra husmand Jørgen Bjerregård alle Klemensker sogn. Jørgen Bjerregaard havde generet Cicekie Kirstine Jørgensdatter. Klageren ville have sagen udskudt i 8 dage.

Side 102a – 12. marts 1852

På rådstuen i Hasle

Gårdmand Hans Christensen, hvor Peter Jensen Halgren var blevet syg og opsagt blev afhørt. Han sagde, at Peter var blevet syg, så han havde foreslået, at han skulle indlægges i fattighuset i Olsker sogn. Halgren var blevet indlagt i tre uger til sygestuen i Rønne.

Hans Jørgensen var blevet syg og var ikke kommet til afhøring.

Side 102b – 13. marts 1852

På rådstuen i Hasle

Svend Johan Andersen blev af dommeren gjort opmærksom på at indbruddet på Skinderbymøllen, hvor der blev stjålet køb, talg og noget sild var foregået den 11. december og indbruddet hos Jørgen Larsen i Rø den 8. december. Da Svend Johan havde tilstået, at det første indbrud han iværksatte, var på Skinderbymøllen. Dommeren konkluderede at Svend Johan også have begået indbruddet på Skinderbymøllen den 26. november, hvor der blev taget brændevinsankeret med 16 potter brændevin, 4 brød, 1 ost, 1 pot honning og sild.

Svend Johan påstod, at han kun havde begået det ene indbrud på Skinderbymøllen, hvor der kun var stålet nogle stykker lammekød, talg og nogle sild. Han havde også taget nogle pøler fra et kar. Lars Hansen havde stået udenfor og taget imod varerne. Tidspunktet har været omkring midnat.

Også indbruddet hos Jørgen Larsen var foregået ved midnatstid. Begge steder havde han anvendt strygesvovlstikker for at kunne se. På Skindebymøllen vidste han hvor folkene sov og hvor spisekammeret var i forhold dertil. Hos Jørgen Larsen havde han først pillet et vindue ud i gavlen og været inde i et lille kammer og konstateret, at der ikke var noget at stjæle. Derefter var han gået ud for at tage vinduet ud af til den stue, der lå op til lillestuen, hvor han antog at folkene sov. Han husker ikke om han havde sat vinduet til kammeret på plads eller om han havde ladet det stå op ad væggen.

Han erindrede at han ikke havde lånt en munk til brændevinen af Otto Nielsens kone, men fik 4 potter brændevin, 2 lys og smørret af hende, som han og Line Hansen solgte i Rønne. Af de penge som de fik ved salget, havde de aftalt, skulle bruges på kaffebønner og sukker samt noget brød til en festlig sammenkomst hos Lars Hansen søndag aften. Det blev ikke til noget, da Otto Nielsen ikke ville have at hans kone kom til Lars Hansen den aften. I stedet gav de Otto Nielsens kone sin andel til eget brug. Brændevinen blev hos Lars Hansen og drukket af de der mødte frem.

Svend Johan nægtede at have stjålet en lampe på Skandinavien i Rønne. Han korrigerede sin tidligere bekendelse, at frakken tog han ikke i forstuen, men i et værelse, der stødte op til forstuen. Der hang kun denne ene frakke til trods for at der var mange knager. I lommen var et hvidt lommetørklæde, som han gav sin kone, et par handsker og en nøgle, som han kastede bort. Han nægtede at han havde stjålet huen fra Skandinavien otte dage efter hans tyveri af frakken.

Han indrømmede, at da han sad arresteret sammen med Jørgine Kofoed, havde opfordret hende til at gå ud på lyngen og fjerne frakken. Men der var ikke tale om, at hun skulle skære den op.

Svend Johan mente nu, at Otto Nielsen ikke var med ham i Gudhjem, men han den dag var gået til Klemensker kro for at hente klipfisken. Svend sagde, at de ofte havde været sammen i Gudhjem, hvorfor han havde blandet begivenhederne sammen – det var ikke med vilje!

Han husker ikke navnet på den pige, der vaskede hans kraver. Men hun boede ved den store mølle og hun havde endnu to kraver, som han ikke nåede at afhente inden han blev arresteret.

Han mente ”med største bestemthed” at Lars Hansen og Lars Larsen var med til tyveriet på Splitsgård, hvor sæben og teskeerne blev stjålet. Lars Larsen havde siddet i cellen ved siden af ham i Hasle indtil samme dag, og han havde opfordret ham til at trække tilståelsen tilbage, således at han kunne døkke over sin egen deltagelse. Svend Johan havde besluttet ikke om at tie med dette indbrud.

Lars Larsen havde også opfordret Svend til at bryde ud af arresten sammen med ham. Han havde mulighed for at komme til København.

Lars Hansen havde også forsøgt at få Svend Johan til at trække tilståelser tilbage for at fjerne mistanke til ham.

Angående tyveriet af voksdugen mente Samsings kone, at det var sket en formiddag, hvorimod Svend var sikker på, at det var lørdag aften, da det var måneskin. Han indrømmer, at den meget vel kunne have ligget på en kommode og ikke et bord. Endelig bemærker han, at han ved samme lejlighed to 2 gule og 2 brune små tallerkener til at sætte urtepotter på.

Side 104b – 15. marts 1852

På rådstuen i Hasle.

Sandemand Hans Nielsen fortalte, at han, sammen med vægteren H. Clausen, havde på dommerens ordre havde ført Svend Johan Andersen og pigen Line Hansen ud på lyngen for at Svend Johan kunne vise hvor han havde nedgravet honningkrukkerne og hvor hun havde gemt særkene og de små tallerkener. Husmand Hans Lyster var efter ordre med på denne besigtigelse.

Der var meget sne på jorden at kendetegnene var ukendelige. Line mente, at når sneen var smeltet, så kunne hun finde dem. Svend var mere i tvivl, og sagde, at måske havde Magdalene fundet dem og gravet dem op.

Lars Hansen vedblev på det bestemteste at have gjort sig skyldig i tyverierne end dem han allerede havde vedkendt sig.

Hans datter havde fortalt om at han sammen med Lars Larsen havde taget af kaffebønner fra en vogn i Rønne og stjålet et bistade fra husmand Lars Espersen. Han benægtede stadig og sagde, at alt hvad Svend Johan og hans datter sagde var usandt. Han hvde aldrig været i Rønne med Lars Larsen, ej hellere på Splitsgård med Lars Larsen og Svend på Splitsgård.

Derimod havde Lars Larsen ved Sankt Hans tider slagtet et lam på lyngen. En søndag morgen kl. 3 eller 4 havde Lars Larsen banket på hans dør og tilbudt ham et halvt lam. Lars Hansen skulle spørge sin kone, som havde sagt at de ikke ville have nogte. Lammet skulle have tilhørt en ham ubekendt mand.

Han vedkender sig, at han ofte har sagt, at det kød, som de spiste sammen, var Morten Kofoeds kvie. Men det havde han sagt i spøg.

Han erkendte, at de hos Jørgen Larsen i Rø først havde forsøgt indbrud i et kammer på gavlen, men ikke fundet noget at stjæle. Han husker heller ikke om de havde sat vinduet i igen.

Lars Larsen nægtede at han ville sælge Lars Hansen noget lammekød og han nægtede fortsat at han havde til hensigt at stjæle korn fra Wiinberg

Side 106a – 16. marts 1852

På rådstuen i Hasle

Svend Johan Andersen sagde at ”hans samvittigheds stemme opfordrede ham til at forandre nogle tilståelser”. Det var urigtigt, at husmand Lars Larsen var med på Splitsgård. Han og Lars Hansen var ene om denne forbrydelse. Han bemærkede at han havde tappet brændevin i et ”kjærlinge-krus” der havde tud. Med det havde han hældt det over i en flaske eller træflaske.Teskeerne havde han selv haft i vestelommen og lysene i trøjelommen. At Lars Larsen ikke havde været med betød, at hanheller ikke vidste, hvor det var gemt.

Om Lars Hansens kone havde give Lars Larsens kone noget sæbe var Svend ubekendt.

Årsagen til at Svend havde løjet Lars Larsen til en forbrydelse var, at han var bitter på ham fordi, det var ham der i sin tid havde angivet ham og Otto Nielsen for ur-tyveriet til Jørgen Thorup.

Svend Johan mente dog, at Lars Larsen var uskyldig i forbrydelserne og muligvis ”skyldigere” end de andre, men han var for klog til at afsløre det. Det med bistadet var sandt, men muligvis havde Lars Hansen være meget beskænket og lå i senge, hvorfor det var Lars Larsen, Johan og Line, der havde afpresset honningen.

Dommeren bemærkede at Otto Nielsen Helgreen var ankommet fra Rønne arrest og da han skulle tilbage, måtte han afbryde forhøret af Svend og i stedet afhøre Otto.

Otto Nielsen Helgreen blev presset til at tilstå tyveriet smørret på Splitsgård, som de solgte i Gudhjem og så bistadet  på Staalegaard i Nyker. Ideen til at tage bistaden, havde Svend Johan undfanget på turen til Rønne. På samme tur havde Otto taget klipfisken, som de lod køre til Klemensker kro. På vejen ud af Rønne gik de ind til købmand Tranumm, hvor Otto købte svovl og et par tutter svovlstikker. Svend Johan kendte en gård i Nyker, hvor de havde bier, men her var ingen. Næst efter denne gård lå Staalegård. Nordøst for Staalegaard var en lille skov tilhørende Kyndegård og her drøbte de bierne med svovlet. De skiftedes til at bære bistokken hjem Otto, hvis hus lå på Splitsgårds grund tilsyneladende nord for Splitsgård. Otto fik den ide, at stjæle smør på Splitsgård. Otto havde i nogen tid været tærskemand på gården og var derfor bekendt med forholdene. Mælkestuen lå i den nordøstlige ende af hovedbygningen eller stuelængen og havde to fag vinduer eller halvefag vinduer, den ene mod nord og den anden mod øst. Otto skaffede sig adgang gennem det østre vindue. Han brugte en træske og tog noget smør op i et tørklæde og derefter satte han vinduet på plads. Vinduet var valgt for at undgå en lænkehunds opmærksom på gårdspladsen. Klokken var imellem 12 og 1 nat. Altså var indbruddet ikke planlagt men spontant gennemført. Han sov i Ottos hus og næste dag gik Svend Johan til Gudhjem og Otto til kroen for at hente klipfisken. Først om søndagen blev honningen presset ud af bistokke.

Otto Nielsen indrømmede nu, at han havde været i Jespersens spisekammer i Splitsgårds stuelænge tre gange. Alle gange skete med at løfte krogene af  vinduet. , Første gang var i september, hvor han tog brændevin i en munk eller omtrent 2 potter, 4 lys af en kasse under under et fast bord. Omtrent 8 dage efter var han inde igen og togbrændevin og 3 lys og tredje gang nogen tid efter fyldte han sin munk med brændevin, Alle tre gange var han alene, og tidspunktet var 3 -4 tiden medens han var på vej på arbejde. Han gemte kosterne i haven og tog dem med efter arbejdsdagen var slut og han var på vej hjem. Han havde så godt kendskab til arbejdsgangene på Splitsgård, at han vidste at tjenestefolkene ikke kom ud på nordsiden af gården. Karlene var på den tid altid beskæftiget med hestene og pigerne med at malke. Jespersen og kones sovekammer var i samme længe men 8 rum eller fag fra spisekammeret og de lå på den tid og sover.

Otto Nielsen følte nu ”meget anger over sine forbrydelser og ville nu for bestandig opføre sig skikkeligt og ernære sig på en redelig måde”.

Dommeren følte nu, at det var rigtigst at konfrontere arrestanterne Otto Nielsen og Svend Johan Andersen. Svend fik forklaret tidspunktet for smørtyveriet. Svend erkendte at han muligvis havde taget fejl mht bistaden og at de kom til Splitsgård, hvor Otto stjal smørret. I erkendte at det var ved Kyndegårdsskoven , hvor de drak noget brændevin og spise noget brød samt noget af honningen. De var ikke enige om hvem der blev stukket af bierne. Og om de stoppe muld eller tørklæde i hullet.

Derefter blev husmand Christian Rasmussen på 45. slg. grund afhørt. Han fortalte, at han sammen med sin nærmeste nabo Lars Espersen haft fælles bistade, som stod i Rasmussens have. De fuk stålet bistadet før 11. november

Side 109b – 17. marts 1852

På rådstuen i Hasle

Svend Johan Andersen indrømmede at han alene havde stjålet kød ud af vinduet på Skinderbymøllen, og bragt det til Lars Hansen, hvor de sammen havde fortæret det. Lars Hansen var altså uskyldig i denne forbrydelse. Årsagen til at Svend havde gjort Lars Hansen til deltager i tyveriet, forklarede han med at fordi Lars Hansen og hans familie havde fortæret størstedelen af kødet var det passende, at han også tog sin del af straffen for tyveriet. Og for øvrigt var Svend Johan bitter over, at både Lars Hansen og Magdalene havde angivet ham for tyveri af skjorterne, hvilket var anledning til, at han blev arresteret. Svend Johan tog hævn over Lars Hansen og hans hustru, ved at lade ham være medskyldig for hans egen forbrydelse.

Dommeren havde svært med Svend Johans tilbagetrækning af Lars Hansens deltagelse i tyveriet, da han vidste at Lars Hansen til stadighed forsøgte at få ham til at trække sin tilståelse tilbage. Senest den forløbne nat, hvor Lars Hansen havde råbt til Svend i arresten om at gøre det. Dommeren mente, at seneste handling fra Svend kunne gøre straffen endnu større. Dommeren forudsagde, at både Lars Hansen og Lars Larsen havde begået forbrydelser, som endnu ikke var kommet for dagen.

Dommeren spurgte Svend Johan om han havde andre fejlagtige tilståelser, hvilket han med bestemthed benægtede. Han var glad for ”at afsige sin skyld og begynde et nyt og skikkeligt levned”.

Dommeren fandt nu, at det var gennemgå Svend Johans tidligere aflagte bekendelser ord og ord, samt forklare omstændighederne:

Ang. ”besiddelsestagelse af Jørgen Thorups ud på Splitsgård inden salget fandt sted i Åkirkeby. Otto Nielsen og Svend Johan havde været inde hos købmand Hartzsen i Hasle havde de falbudt uret mod at købe varer for pengene. De havde også foreslået en pantsættelse af uret hos købmanden, hvilket forslag købmanden havde afslået.

Ang. voksdugen i Rønne og tyveri af 6 stykker linned i Nyker skole, forklarede han ikke at han ved samme lejlighed tog en Mandskrave, som han indleverede til vask hos en pige i Rønne, som havde andre kraver fra ham til vask.

Svend havde givet Lars Larsen den ene skjorte, som han stjal i Nyker, men havde undladt st sige, at den var stålet, hvilket måske han skulle have tænkt sig til. Svend tilføjede, at han havde forlagt 1 daler for den, hvilket han ikke fik.

Ang. Skindebymøllen fastholdt Svend Johan sin forklaring om, at han var ene om indbruddet. Men det var rigtigt, at han og Lars Hansen havde talt om at Skinderbymølleren var en formuende mand. De talte om at stjæle hos ham. Skinderbymølletyvriet var før indbruddet hos Jørgen Larsen i Rø

Tyveriet i Rø var som forklaret tidligere. Efter Svends opfattelse,  stjal de ikke noget lærred, så vidt han huskede. Men de kunne for så vidt, have tabt det på vejen tilbage.

Snustobaksdåsen havde Lars Hansen på sig, da han blev anholdt påstod Svend Johan eller også havde han fået at kaste den fra sig.

Dammegårdstyveriet af en pude gentog Johan uden ændringer.

Tyveriet på Splitsgård udført af Svend Johan og Lars Hansen skete en aften da Otto Nielsen kone var på besøg hos Lars Hansen. Hun blev der så længe, at hun måtte overnatte i stuen i sengen hvor Lars Hansens kone også sov. Lars Hansen og Svend lagde sig i sengen i kammeret. De sov i den seng, hvor Lars Hansens datter Line også lå. Lars og Svend stod på uden at Line vågnede. De gik ud af huset på til Splitsgård. Svend havde en tang med sig. De regnede ikke med at bruge den, da de vidste, at den var sat løst i. Lars gik med hen til stakittet, nogle få meter før vinduet i spisekammeret. Efter at Svend var kommet ind i Spisekammeret strøg han en svovlstikke. Med sig havde han en træflaske – en såkaldt Kjællingekrus med tud – hvori han tappede brændevin. Brændevinsflasle og 3 brød. Dernæst tog han sæbefjerdingen og satte på bordet ved vinduer. Han troede det var smør, da der stod ”S” på siden af tønden. Dernæst to lys og et fad pølser. Da han krøb ud af vinduet opdagede han, at på en tebakke stod nogle kopper med 2 (3?)  teskeer. Han havde taget sine støvler af inden han krøb igennem vinduet for  ikke at lave støj, når han gik omkring i spisekammeret. Han havde taget bakken med tekopperne med ud. De to lys havde to væger og var beregnede til at brænde til jul.

Dommeren fremviste to lys, men Svend vedkendte sig ikke disse. Troede at Lars Hansen kone havde taget og gemt dem.

Jespersen kone havde set to personer på havegangen, hvor den ene havde træsko og den anden støvler, hvilket passede på deres fodbeklædning.

Da de var kommet hjem lige udenfor havegærder, væltede Lars Hansen kruset med brændevinen. Det der var tilbage drak de og spiste et par pølser, da de var kommet lidt ud på lyngen.

Svend Johan havde i spisekammeret bemærket et stor sølvske i en bolle. Han undlod at tage den, da den ikke kunne afsættes uden at den let kunne spores til Splitsgård.

Samme dag – efter de var kommet hjem fra Splitsgård, kom en mand, Jørgen Jørgensen, som skulle flikke et par støvler for Lars Hansen. Lars ville byde på en snaps, og sagde, at han hentede noget hos naboen. I stedet for at gå ud kom han ind i kammeret til Svend og bad om lidt bændevin, hvilket Svend havde afslået, da brændevinen kunne spores til Splitsgård. Måske har skoflikkeren fået en mistanke og givet Jespersen besked.

Da Jørgen Jørgensen og Otto Nielsens kone var gået bort hentede Svend sæbefjerdingen. Da de opdagede at det var sæbe, tog de lidt og gemte resten ude på lyngen. Lars Hansens kone vidste hvor.

Svend Johan sagde, at han kun havde begået dette ene indbrud på Splitsgård og det var helt sandfærdigt. Da smørret blev stjålet, var det af Otto Nielsen og Svend havde stået ude ved havegærdet.

Alle Svends forklaringer blev gennemgået og godkendt af Svend Johan. Han havde ikke andre ”modeficeringer”

Side 114a – 18. marts 1852

På rådstuen i Hasle.

Lars Hansen bekræftede, at Lars Larsen ikke var med i det omtalte indbrud og tyveri på Splitsgård. Det var Svend Johan der opfordrede ham til at gå med. Han bekræftede også, at Otto Nielsens kone havde været på besøg og sov hos dem om natten. Hun i hans seng med Magdalene. Han sov derfor i sengen hos Line og Svend Johan, men han kunne ikke rigtig huske at det var den nat de gik til Splitsgård. Han var bange og var gået lidt tilbage, så han så ikke om Svend Johan havde bakken med tekopper.

Han bekræftede også hvad Svend var kommet ud med fra spisekammeret, og hvordan de bar kosterne hjem. Østen for stengærdet havde han sat kællingekruset med brændevinen fra sig og derefter spildte omtrent to pæle brændevin. Ude på lyngen spiste de et par blodpølser og drak noget af brændevinen af kruset.

Han huskede ikke at Jørgen Jørgensen kom om morgenen, men han medgav, at hans hukommelse i den senere tid var dårlig.

Så vidt han huskede var der 6 rum mellem Jespersens sovekammer og spisekammeret, men pigerne sov i lillestuen, hvor der blot var to døre til spisekammeret. Han mente, at tyveriet skete ved midnat. Men var ikke sikker.

Indbruddet hos Jørgen Larsen i Rø, var derimod Lars Larsens ide. Der var let at stjæle. Lars Hansen bekræftede indbrud og genstande.

Dommeren resonerede, at da der var fundet en pose i forbindelse med tyveriet på Skinderbymøllen, der stammede fra et tyveri på Splitsgård, må Lars Hansen have begået flere tyverier, som han havde vedgået. Lars Hansen måtte indrømme, ”at skinnet er imod ham” og kunne ikke forklare noget som helst om andre tyverier.

Dernæst blev Svend Johan Andersen forhørt om detaljer ved Splitsgårdsindbruddet. Dommeren undrede sig over, at de kunne bære kosterne. De havde begge haft et reb om skuldrene og kosterne, således at de kunne bære dem hjem. Tingene var fundet da Line Hansen var med ham på lyngen for at finde koster.

Sandemanden havde ved en skrivelse (a 16/3) overdraget en lyseform og et stk talg, som han havde fundet på lyngen. Svend Johan nægtede i første omgang kendskabet til disse fundne genstande, men efter at være ”formanet til Sandhed” tilstod at dem havde han stjålet på Tornegård sidst i november 1851. Svend havde kendskab til gården, hvor han og Lars Hansen havde haft arbejde med hakning.

Det var som sædvanligt måneskin, når han skulle ud at stjæle. Det må have være efter kl. 11. at han var kommet frem. Folkene var gået i seng. Han havde tang med sig. Den brugte han til at udtage sømmene i vinduet til køkkenet. Men der var tremmer for vinduet, så han skulle fiske tingene ud med en stang. Han tog lyseformen, et stykke talg og en flaske uden hals, hvori han formåede var kaffebønner. På vejen hjem erfarede han, at det var brændte ærter. Han tog med alligevel med hjem fordi han formodede, at de kunne bruges til noget. Alt gav han til Lars Hansens kone. Han formodede at Lars Hansens kone have brugt dem og senere skjult dem på lyngen.

Side 117a – 22. marts 1852

På byfogedkontoret i Hasle

Eline Kirstine Hansen, husmand Jørgen Larsens hustru, Rø gengav sin historie om indbruddet i huset. Hun bekræftede indbruddet i kammeret, hvor der intet var at stjæle. Derefter blev vinduet til storstuen taget ud osv.

Dommeren nævnte at tyveri af 2 alen lærred ikke var bekræftet af de to tyve, Svend Johan og Lars Hansen. Hun sagde, at tøjet ikke har været at finde noget steds. Lærred lå ved siden af sytøjet, som ikke blev taget.

Side 117b – 23. marts 1852

På rådstuen i Rønne

Holgerine Christiane Landschoff af Rønne erindrede, at hun i efteråret at fik besøg af en mand med et svensk mål af hvem hun købte 5 a 6 pund smør og betalte 1 mk 6 sk pundet. Hun lagde mærke til at smørret var af ganske usædvanlig god kvalitet, bedre end det der sædvanligvis blev falbudt ved døren. Hvilket ikke var så få mennesker, der gjorde.

Hun troede, at hun kunne genkende den unge mand, hvis hun så ham. Men hun var ikke sikker.

Dernæst Ane Cathrine Bjerregaard af Rønne havde også købt noget usædvanlig godt smør ved døre for 1 mk 7 sk pundet. Hun ville ikke kunne genkende manden, hvis hun så ham. Der kom så mange med smør fra landet.

Politibetjent Koefoed af Rønne havde forsøgt at opspore den pige, der havde vasket kraverne for Svend Johan. Han fandt hende ikke.

Cementfabrikant Samsings hustru Emilie, der fik stjålet voksdugen og tallerkenerne. Hun turde ikke påstå, at tyveriet fandt sted på formiddagen. Det kunne måske have været sket om eftermiddage eller tidl. aften. Voksdugen lå i salen, hvor der normalt ikke opholder sig mennesker.

Side 118b – 24. marts 1852

På rådstuen i Hasle.

Afhøring af Magdalene Marie Jensen, Lars Hansens kone. Hun fik dommerens beretning om de tre særke. Hun havde ikke tænkt over, hvorfra de stammede. Det var først senere hun havde fået mistanke om ”uredelighed”.

Hun vedkendte sig den aften, hvor der blev begået indbrud på Splitsgård, men hun nægtede at kendskab til det. Dommeren var overbevist om, at hun talte usandt. Hun må have vidst hvad hendes mand og Svend Johan var i gang med. I hvert fald fik hun kendskab til tyveriet næste dags morgen. Hendes datter Line vidste sikkert meget mere om hvad der foregik end hun vidste.

Det sidste tyveri på Skinderbymøllen var hun sikker på, at hendes mand ikke havde været med til, da han havde ligget hos hende i sengen hele natten.

Hun huskede at hendes mands svoger, Jørgen Jørgensen, var kommet til dem for at spørge efter et par støvler og straks efter gik hendes mand ud for at låne noget brændevin så han kunne traktere svogeren med noget brændevin.

Hun erindrede også at Svend Johan og hendes steddatter var i Rønne og kom hjem derfra med nogle kaffebønner, sukker og hvedebrød. Hun var derimod ubekendt med, at de havde solgt smør i Rønne, som de havde hentet hos Otto Nielsens kone. For disse penge havde de købt varerne ,som de kom hjem med.  Meningen var, at de skulle holde selskab, hvilket ikke blev til noget.  Måske var det fordi de udskød selskabet til julehelligdage.

Dommeren spurgte hende, om hun vidste hvor der tredje skjorte, som Svend Johan havde stjålet i Nyker, blev af? Svend havde fortalt hende, at den var givet til en karl ved navn Peter, der tjente hos Ancher i Knudsker og kort tid tidligere på Sæderegård i Klemensker. Men, det var nok en usandhed, antog hun nu. Han havde nok solgt den eller givet den til Lars Larsen, thi han gik med den på til Rønne og kom hjem uden. Med sig hjem havde han kaffebønner, sukker og puddersukker. Lars larsen havde ikke været hjemme den nat, men en times tid var han hos dem, hvorefter han gik ud på sit arbejde med

at tække tag. Hun havde advaret sin mand i at gå ud sammen med Lars Larsen, der havde ry for at være ”en stor tyv”.

Hun havde været opmærksom på den pakke som Lars Larsen havde en pakke til sin kone, uden at finde ud af hvad det var. Hun huskede tilbage på dengang Lars Larsen boede i deres hus [vist efter hans hus brændte] havde han sagt til sin kone, at hun skulle gå over til Hans Larsen og hente oksekød, lammekød, klipfisk, malt og brød. Han havde fået oksekødet  hos Jens Vest i Rønne, som forskud på brandpengene (skriveren forklarer i parentes: ”Assurancen for det afbrændte hus”). Dette skete netop på den tid, da Morten Kofoeds kvie blev borte.

Magdalene erindrede nu, at Lars Larsen, før han hus brændte, engang om natten var kommet til dem, og spurgte hendes mand, om de ville købe noget lammekød. Hvilket hendes mand havde afslået.

Hun vidste intet til, at Lars Larsen og hendes mand havde presset honning ud af bistade i deres hus. Dommeren mente, at det var usandsynligt, at hun ikke havde bemærket det, hvilket fik hende til at indrømmer, at hun havde været med til at gemme to krukker honning. Men  hendes mand havde ikke noget med det at gøre. Honningen stammede fra Svend Johan og Otto Nielsen Helgreen.

Dernæst blev husmand Peter Rasmussen på Bjergegårds Grund afhørt. Han fortalte, at han havde været i Rønne, havde Lars Larsen bedt Hans Larsen at køre noget hjem for ham. Hans Larsens vogn stod nord for byen, lidt nord for Mads Engel Lunds hus. Hans Larsen var nabo til Lars Larsen og kunne ikke undslå sig for at tage noget med hjem for ham. Hans Larsen var i Rønne med et læs lyng.

Svend Johan Andersen måtte forklare Magdalenes historie om den tredje skjorte, som han havde taget i Nyker. Svend indrømmede nu, at han havde solgt skjorten til en karl, der hen Peter, på en tur til Rønne, for 1 rdl. Karlens fulde navn kendte han ikke, men han tjente i sommers hos Qvintus (?) Han havde endnu 2 mark til gode. Årsagen til, at han havde sagt, at det var til Lars Larsen han havde solgt skjorten,  var, at han var en større tyv end andre. Lars Larsen havde fortalt Svend Johan, at det var ham, der havde taget og slagtet Mortens Kofoeds kvie på lyngen.

Svend bekræftede honningpresningen i Lars Hansens forstue. Magdalene havde naturligvis været vidende om det. Hun havde tørret bordet af.

Lars Larsen havde mange gange fortalt ham om sine tyverier ”og rost sig af dem”. For eksempel dengang han stjal kalkuner i Simblegårdsskoven og solgt dem til købmand Hartz i Hasle.

Side 121a – 27. marts 1852

På rådstuen i Hasle

Magister Adler i Hasle forklarede at i begyndelsen af maj 1851 var en svensker ved navn Otto Nielsen Helgreen kommet med et brev. Han havde først givet ham en snaps og dernæst gået ud og givet ordre til, at han skulle have et glas vin. Om aftenen havde han savnet en sort klædes vest. Mistanke om at det var Otto, der havde taget den, blev frafald, da han ”ansaa det for Synd at bringe et Menneske i Ulykke”. Derfor anmeldte han ikke tyveriet.

Vesten var syet af Hartvig Andersen i Hasle. Ved fremvisning genkendte Adler vesten, men bemærkede, at den var blevet delt og igen sammensyet. Han vurderede vest til 3 rdl.

Skrædder Hartvig Andersen i Hasle bekræftede at han havde syet en sort vest til magisteren.

Købmand Hartz af Hasle erkendte, at han for et par år siden, var kommet to svenskere og faldbør  et ur for varer. Han havde afslået tilbuddet og også sagt nej til at lade uret stå i pant. Han kunne ikke genkende Svend Johan som den ene af de to, der kom med uret.

Forespurgt om han erindrede at en mand havde solgt ham en kalkun, svarede han, at det ”ikke var usandsynligt”, at han kunne genkende personen, der havde solgt ham kalkunen. Svend Johan blev ført væk og Lars Larsen blev ført ind. Købmanden sagde, at han ikke kunne genkende manden, som den, der havde solgt ha kalkunen.

Lars Larsen blev afhørt. Han nægtede fortsat at han havde gemt rug og byg hps Winberg på Dyndegården for senere at stjæle det. Han nægtede at have deltaget ”i noget som helst tyveri”, ej hellere af en kalkun, som han ville sælge i Hasle.

Side 122a – 29. marts 1852

På rådstuen i Hasle

Kaptajn Dam til Tornegård i Klemensker. Han fortalte at for to år siden havde Svend Johan og husmand Lars Hansen ophakket noget krat på et jordstykke, der tilhørte ham.

Han kunne også berette at der i slutningen af november 1851 blev stjålet et stykke talg og en dobbelt lyseform og en flaske med afbrækket hals med nogle brændte ærter i. Tingene var ophængte ved vinduet ud til haven. Han husker ikke på hvad tidspunkt, men mellem kl. 1 og 2 var han oppe for at lade sit vand efter hans lænkehund havde vækket ham. Måske havde han skræmt tyven, således, at der ikke blev stjålet mere.

Mistanken var faldet på Lars Hansen datter Line Hansen, der netop på dagen havde været inde i køkkenet. Hans kone havde været i gang med at støbe lys i formen. Han genkendte lyseformen efter fremvisning. Han vurderede tingene til en værdi af 7 mk 8 sk. Han vurderede at tyveriet kunne være begået af en enkelt tyv.

Svend Johan Andersen afhørt om tyveriet på Tornegård. Han indrømmede, at det var Line Hansen, der havde givet ham anvisning i at talg og lyseformen kunne tages fra vinduet. Hun havde underrettet ham om, at der var tremmer for vinduet, hvorfor han ikke kunne komme ind. Han havde ikke sendt hende derhen for at orientere sig om mulighed for tyverier. Derimod havde hendes far Lars Hansen sendt hende, for at købe brød. Line havde bemærket flaske med nogle bønner, som hun mente var kaffebønner, men som var alm. brændte bønner. Han var bekymret for at blive afsløret på grun af den nyfaldne sne.

Kaptajn Damm huskede ikke at Line Hansen var der for at købe brød. Han huske heller ikke om det havde sneet den aften/nat hvor det havde sneet.

Gårdmand Morten Kofoed fra Løkkegård sagde at det var ganske rigtigt, at han havde mistet en 3-4 års kvie i august 1851. Hans mistanke faldt på husmand Lars Larsen, dels fordi han havde ry for at være sognets største tyd og dels fordi han havde tilbudt ham 2 skæpper korn, hvis han kunne finde kvien og få den tilbage til gården. Lars Larsen gjorde intet for at finde kvien. Han mistænkte også Lars Larsen for at have taget en jernaksel, men det kunne han ikke bevise.

Morten Kofoed fortalte desuden, at husmand Hans Larsen havde truet ham med at slå ham ”så flad som en Flynder”, fordi Morten havde beskyld ham for at have kørt kødet til Rønne. Hans Larsen var næsten ligeså stor en tyv som Lars Larsen.

Side 124b – 30. marts 1852

På rådstuen i Hasle.

Gårdejer Jespersen på Splitsgård bekræftede, at mælkekammeret var i det nordøstre ende af hovedbygningen, som Otto Nielsen Helgreen havde sagt. Vinduerne var forsynede med jernstænger, så Otto Nielsens beskrivelse af tyveriet af 3 pund smør er meget sandsynligt. Smørret stod ved vinduet og der var altid en ske i smørret, som kun anvendes af hans kone og af jomfruen. Sådan et tyveri kunne sjældent opdages, da der ikke var synlige sport, hvis altså vinduet var sat i igen.

Spisekammeret i hovedbygningen havde et vindue, der sad løst i og Jespersen vidste hvornår det var blevet løsnet. Vinduet havde ikke beslag, men sømmet i rammen, som var lette at tage ud. Måske havde der været indbrud uden at nogen havde opdaget det?

Brændevinen var købt i Køge, som tidligere var vidnet. Han havde dog ikke lagt mærke til, at den havde en anden farve. Jespersen bekræftede, at der i spisekammeret var en fajanceskål og en stor patageske, der ikke blev taget. Derimod var en kop slået i stykker.

Jespersen tvivlede på, at Otto Nielsen havde udført indbruddet tidlig morgen på vej på arbejde og gemte kosterne i haven til han om eftermiddagen var på vej hjem. Jespersen troede, at det var mere sandsynligt, at Ottos kone havde været medvirkende og bragt kosterne hjem eller til det sted på lyngen, hvor Hans Larsen og Svend Johan arbejdede. Der stod en lyngstak, som udmærket kunne være et skjulested..

Sæbefjerdingen havde et hul i låget og ”S” ind, hvilket var bogstavet på Urtekræmmer Schyttes navn, fra hvem den er tilsendt Splitsgård. Lars Hansen og Svend Johan må også have begået tyveriet den 9. november, eftersom posen og grynene blev fundne samme sted som de andre koster.

Jespersen mente, at Svend Johan havde stået ved Axeltræet [røn] ved havegærdet, medens Otto stjal smørret, ellers havde det været mistænkeligt for folk der var gået forbi på vejen, der lå nord for hovedbygningen. Jespersen angav mælkestuen mod øst i hovedbygningen, dernæst mod nord lå spisekammeret og mod syd bryggerset, dernæst mod nord køkkenet og syd folkestuen, hvor pigerne ligger, dernæst mod nord børnekammeret og syd dagligstuen. I børnekammeret ligger Jespersens to små sønner. Dernæst mod nord havestuen og mod syd Jespersens sovekammer.

Både spisekammeret og mælkestuen var aflåste om natten.

Jespersen resonerede at den der havde begået indbruddet havde haft træsko på og taget dem af inden hav havde kravlet ind af vinduet på stømpesokker. Ellers havde han sat spor på gulvet, der var bestrøet med sand.

Side 126a – 31. marts 1852

På rådstuen i Hasle

Caroline Kirstine Hansen, arrestant Lars Hansens datter på 14½ år. Hun bekræftede, at hun var sendt til Tornegård for at købe brød. Hun havde fået ordre af Svend Johan, at lægge mærke til om der i køkkenet var noget at stjæle. Hun havde set noget talg i et kar ved vinduet og en flaske uden hals med noget i som hun bedømte at være kaffebønner. Hun observerede, at der også stod en lyseform i køkkenvinduet. Da hun kom hjem fortalte hun Svend hvad hun havde set. Samme aften gik han til Tornegård og stjal tingene.

Caroline forsikrede, at hun igen andre gange var blevet brugt til at spionere for Svend.

Selv om det ikke var kaffebønner i flaske, så kogte hendes mor kaffe af ærterne. Svend støbte lys af talget.

Caroline gentog historien om atr hende far og Lars Larsen havde taget søm, kaffebønner og sukker fra en vogn i Rønne, samt at de havde stjålet et bistade fra Lars Espersen i Klemensker. Hun fortalte, at hendes far havde Svends støvler på, men de havde gnavet ham så meget, at han var gået i seng. Defor måtte Line hjælpe Lars Larsen med at bære bistaden hen til Lars Larsens nye hus og gemme bistaden under nogle markstene og halm. Der stod den nogle dage indtil den blev bragt hjem og honningkagerne blev udtaget, gemt i en tørvestak ved deres hus for om søndagen at bleive bragt ind og afpræsset for honning.

Hun fastholdt, at Lars Larsen havde været med i tyveriet og behandlingen af honningen. Ved konfrontation gentog Caroline historien om Rønnetyveriet og bistadet for arrestanten Lars Larsen, som hårdnakket afviste historien.

Caroline fortalte om tyverierne hos Skinderbymølleren. Det var ikke en, men flere tyverier, som hendes far og Svend John havde begået der. Der var taget et brændevinsanker, 2 a 3 brød, ost og noget sild. Det sidste tyveri på møllen havde Svend Johan været ene om. Det vidste hun med sikkerhed, da Svend Johan havde gået og vente på hendes far, der imidlertid ikke kom hjem fra et besøg på Jørgen Jørgensen.

Tyveriet af sæben på Splitsgård huskede hun meget godt, da det var på den dag hvor Otto Nielsen Helgreens kone og hendes lille barn var kommet til dem ved middagstid. Det var et kraftigt regnvejr, så hun kunne ikke gå hjem men sov i sengen sammen med sin stedmoder, medens hendes far og Svend Johan havde ligget i kammeret hos hende. Hun havde bemærket at de havde stået op – måske ved midnatstid – og kommet hjem hen på morgenen.

Sæbefjerdingen blev først gemt i klipperne.

Hun huskede efter tyveriet, at Jørgen Jørgensen var kommet for at flikke et par støvler for hendes far. Faderen havde gået ud med ”pægleflasken” for at låne noget brændevin. Han havde blot gået ind i kammeret og fyldt flasken der. Svend Johan havde frarådet hendes far, at byde og drikke brændevinen fra Splitsgård sammen med fremmede, da den kunne genkendes som Splitsgårds brændevin.

Under det sidste indbrud på Splitsgård var hun ikke hjemme.

Smørret som hun sammen med Svend Johan solgte i Rønne, stammede fra Otto Nielsens kone. Hun havde 2 pund, som hun solgte for 1 mk 7 sk. pundet. For pengene havde hun købt kaffe, sukker og lidt holstensk ost og så vidt hun husker lidt hvedebrød. Hunerindrer, at de skulle have holdt en fest hjemme, men det var ikke blevet til noget. Hvorfor, huskede hun ikke.

Hendes far blev konfronteret med datterens tilståelser, hvilket han fortsat benægtede.

Indbruddet og tyveriet hos Jørgen Larsens i Rø kendte hun intet til, da hun var kommet til Peder Dams på Brommegården. Det sidste tyveri hun kendte til, var det på Skinderbymøllen.

Dom. Madame Munk på Store Dammegård i Klemensker måtte modtage en mulkt på 10 rd. som hun skulle betale til amtets fattigkasse, for forsømmelse under mønstringen ved ikke at stille en dragonhest til mønstringen den 31. juli 1851.

Side 128b – 2. april 1852

På rådstuen i Hasle

Svend Johan Andersen erkendte, at han var bange for at blive tildømt strafarbejde på livstid, hvorfor han havde fortiet flere tyverier og ”ikke været fuldkommen oprigtig”. Han ville nu bekende flere hændelser: Svend Johan og Lars Hansen var på vej til Hasle. De var ved Frigård i Rutsker for at søge arbejde. Dernæst opsøgte de Jens Bidstrup ”oven for Hasle” for at kræve nogle penge, som han skyldte dem. Han havde ingen. Dernæst var de ved Hasle Kulværk for at søge arbejde for vinteren. Opsynsmand Frederik Kure havde tidligere love Lars Hansen arbejde, men da han ikke indfandt sig i rette tid, så måtte han gå igen. På vej hjem lagde de planer om at stjæle en bistok hos smed Mikkel Hansen sydvest for Klemens kirke. Bistaden stod sydvest for huset og det var Svend der tog bierne, medens Lars Hansen stod udenfor havegærdet.

Lars Larsen boede i huset hos dem, da hans hus var brændt og da de på den tid endnu ikke var ”i komplot” med dem” turde de ikke gå hjem med bistokken. I stedet gik de til Lars Hansen svoger Jørgen Jørgensen, som de regnede med ikke ville angive dem. Her dræbte de bierne. Hvordan vidste Svend ikke, da han havde lagt sig ind på en sofa og blundede en times tid. De havde dog drukket lidt brændevin og spist honning, som de havde udvundet i en gryde. De havde først senere presset honning ud. Selve udpresningen sket medens Svend var på arbejde i Hasle. Jørgen Jørgensen havde beholdt halvdelen af honningen som sin part.

Noget efter stjal Svend fire høns fra Splitsgård, vist nok samtidigt med at Lars Larsen var flyttet hen til Peter Bertelsen. Svend stjal hønsene som sad i kostalden, hvilket han vidste, da han tjente på gården. Han kunne åbne døren ved hjælp af en kniv, der kunne løfte den indvendige krog.  Han vred halsen om på dem før de nåede at skrige. Efterhånden kogte de hønsene og spiste dem.

Noget hen på efteråret begiv han tyveri hos husmand Esper Christensen, hvis hus lå et bøsseskud fra Lars Hansens hus. Anledningen til tyveriet var Line Hansen (Caroline), der havde været henne for at købe mælk hos dem. Hun var blevet opmærksom på, at der hang flæsk og uldgarn, samt nogle oste tæt ved vinduet og derfor ikke behøvede at gå ind i spisekammeret. Det var måneskin, så han kunne se at pille sømmene ud og tog vinduet af. Her stal han to stk røget flæsk på omtrent et pund, noget uldgarn og 3 små oste i et net.

Svend havde kunnet høre Esper Christensen snorke i rummet ved siden af det ligge spisekammer, der kun var et par alen bredt. Vinduet satte han i igen.

Da han kom hjem til Lars Hansen havde han vækket konen, som stod op og lavede mad til ham. Efter måltidet gik han klokken 2 mod Rønne i den hensigt at sælge de omtrent tre pund uld og to oste.  Flæsket og den ene ost behold Lars Hansens.

Han var kommet så tidligt afsted mod Rønne at han lagde sig til at sove på ”sandflugten” mellem Sejersgård og Rønne. Han gik til hattemager Olsens, hvor konen og datteren var hjemme. Her solgte han uldet for 9 mark og ostene for 1 mark 8 sk. For pengene havde han købt brændevin og kaffebønner. Lars Hansen fik det meste af dem.

Det havde været et fælles beslutning, at de skulle stjæle fra møller Hans Pedersen på Skinderbymøllen. Han var på undentag fra Bjørnegård, så han var en holden mand. Da Lars Hansens klokke slog et stod de op. De var sovet over sig, da det havde været meningen, at de skulle afsted tidligere. Men det var endnu ingen frost og vejene var farbare. Lars Hansen ejede ingen strømper, så det var koldt i træsko.

Indbruddet var på samme måde ved at pille vinduet ud af rammen og sætte det på jorden. Inde i spisekammeret strøg han en svovlstikke, for at kunne se, hvad der var. Først så de en mælkebøtte, som de drak mælk af. Straks efter så han brændevinsankeret. Fik det langet ud gennemvinduesåbningen til Lars Hansen. Derefter tog han fire brød, en sildefjerding, en del sild, et par oste og en pot honning.

Han satte vinduet i igen, men ikke fæstet med sømmene. Det kunne var faldet ud, men han fastgjorde dem så godt han kunne. Med et reb om skuldrene fik de bragt kosterne ud på lyngen ved huset, hvor de nedlagde brændevinsankeret og brødene i en lyngstak. Resten tog de med hjem.

Dagen var ved at lysne inden de kom ind i Lars Hansens hus. Senere på dagen gik de på arbejde med at kløve sten. Brødet og brændevinen fortærede de løbende. Da ankeret var tømt tog det det med hjem og brændte den i kakkelovnen. Lars Hansen kone var vidende om disse tyveriet og fik mad fra dem.

 

Omtrent 6 dage før han blev anholdt begik han tyveri på Splitsgård. Line var da kommet til Rø sogn. Vinduet som han tidligere havde pillet ud, var sat i med to søm, som var lette at tage ud.- Det var det tyveri , hvor han stjal sølvteskeerne. Støvlerne havde han trukket af og stillet udenfor. Han tog et kræmmerhus med noget i – troede det var puddersukker. Her tog han en pose gryn, fire brød, to krukker med svinefedt. Lille stykke ost. Efter han havde taget disse ting, satte han vinduet i, dog uden at banke sømmene i. Det meste gemte han på lyngen ved klipperne og lyngstakken, hvor de arbejdede. Noget tog han med hjem.

Lars Hansens kone kogte grød af grynene og vælling af rismelet, som var i den ene krukke. I kræmmerhuset var der nødder, som han ikke vidste blev af.

 

Posen med grynene var blev gennemskåret af musene og var de resterende gryn opsamlet og båret hjem.

Om torsdagen før Svend Johan blev anholdt om mandagen var han og Lars Hansen gået til Sorthat for at bede om arbejde med at bryde kul. Det fik ikke arbejde den dag, men var gået hjemad med forvished om, at de nok skulle få arbejde der senere. De gik mod Agregårdsmøllen i Nyker sogn og der besluttede de sig til at stjæle den tungeste af de to bistokke, der stod i haven. Da de gik over agrene faldt bunden uf og nogle bikager faldt ud og bierne stak dem. De skyldte sig ind i en skov, tog tøjet af og Svends skjorte blev brugt til at pakke den resterende del af bikuben ind, således at de kunne bære den hjem. De var kommet hjem ved midnat og Lars Hansens kone blev vækket og lukkede dem ind.  I forstuen dræbte de biernened et stykke svovlpapir.

Lars Hansens kone fortalte, at medens vi havde været væk, havde sandemanden været der og spurgt efter dem. Det bevirkede, at de ikke fik udpresset honningen. Bivokskagerne gemte de i en gammel kaffekande på lyngen, hvor den sandsynligvis stadig var, sagde Svend til dommeren.

Til sidst fortalte Svend Johan, at det var ud for hattemager Olsen i Rønne han havde solgt skjorten til karlen Peter. Han havde tidligere fortiet stedet, fordi han var bange for at det ville afsløre tyveriet hos Esper Christensen. – Hermed blev Svend Johan ført tilbage til arresten.

Side 134a – 3. april 1852

På rådstuen i Hasle.

Gårdmand Jørgen Pedersen til Staalegård i Nyker – fortalte at han omtrent 14 dage efter Mikkelsdag blev han frastjålet en bistok – den ene af to, som han havde i sin have syd for gården. Morgenen efter opdagede han tyveriet og havde fulgt sporet efter to mennesker først et lille stykke sydpå, så mod øst. Han formodede, at tyveriet var fundet sted inden kl. 10 aften, da det derefter blev klart måneskin. To mennesker var blevet sete af folk i sognet på det tidspunkt. Bunden af bistokken fandt han i rugmarken hen mod Møllegårdsskoven, så han formodede at bierne blev dræbt der. Værdien af bistokken vurderede han til 8 rdl. På nabogård mod øst (Møllegård) havde haft bier tidligere, men de var uddøde.

Lars Hansen blev derefter afhørt. Han tilstod nu tyveriet på Skinderbymøllen, som Svend havde fortalt om bl.a. et anker med 16 potter brændevin. Men det var ”ingenlunde” ham, der havde opmuntret til dette tyveri. Det var Svend Johan, da han engang havde syet sko der.

Der var ½ times afstand til Skindebymøllen fra Lars Hansens hus og de havde gået hjemmefra omkring midnat. Han bekræftede Svend beskrivelse af indbrud og hvad de havde taget. Han beskrev hvordan han med reb havde båret anker og brød hængende over skuldrene. I hånden bar han honningkrukken. Lars Hansen var ”ængstelig” når de var ude og stjæle, derfor kunne han ikke så præcist berette om enkeltheder. Brændevinsankeret og brød gemte de der, hvor de kløvede sten. Resten tog de med hjem til huset, noget med de samme og noget efterhånden. Meningen var også, at de skulle have nydt brændevinen og brødet medens de arbejdede.

Det  med at musene havde ødelagt posen og at ankeret blev brugt til at transportere gryn til huset, kendte han intet til, hvilket skyldtes, at han var rundt omkring på arbejde. På daværende tidspunkt arbejdede han navnlig for Peder Thorsen på Bolbygård. Derfor nægtede han deltagelse i det sidste tyveri på Splitsgård, men han var dog hjemme om natten. Han erkendte, at han havde spist noget af det mad, som Svend Johan havde taget med hjem fra sine togter.

Han erkendte ”at han sikkert må have været med” da bistaden hos Mikkel Hansen Smed i Klemensker og på Agregårdsmøllen i Nyker blev taget. Men han nægtede stadig, at han havde deltaget i tyveriet.

Dommeren bemærkede, at to af vidnerne, skolelærer Seiersted og ejeren af Mulegården ikke var kommet til afhøring.

Side 136b – 6. april 1852

Politiretten sat i Rønne.

Tjenestekarl Jonas Peter Petersen i tjeneste hos møller Stibolt i Rønne. Han forklarede hvordan han havde købt en shirtings skjorte ud for hattemager Olsen af en svensk mand ved navn Svend engang i november måned 1851.

Han forsikrede, at han ingen mistanke til Svend som tyv. Svend var altid fint påklædt og derfor var det for ham sandsynligt, at han kunne sælge en skjorte, der var finere end dem som bønderkarle plejede at gå med på Bornholm. Svend havde haft skjorten på og havde taget den af i et kammer hos hattemager Olsen. Aftalt pris var 1 rd., og som afdrag betalte han 4 mark og skyldte altså 2 mark, som Svend tidligere havde tilstået.

Jonas Peter havde solgt skjorten videre til en anden karl ved navn Johan Peter Berglund, der logerede hos Olsens. Her fik han skjorten vasket. Berglund var ikke længere i landet, men var på robbefangst ved Spitsbergen med en skonnert der føres af skipper Lerche.

Hattemager Olsens hustru Marie fortalte at engang i den sidste vinter havde Svend Johan solgt en skjorte til en anden svensk mand ved navn Jonas Peter Petersen. Hun så det ikke, men det havde foregået i hendes kammer. Hun havde fået fortalt historien og også set den, da den blandt flere af Jonas Peters tøj hængte hos hende, medens han kløvede sten for løjtnant Stender i Vestermarie. I en tid logerede hos hende en svensk mand ved navn Johan Peter Berglund. Han ejede to shirting skjorter som han havde solgt til en anden svensk mand ved navn Olsen.

Marie fortalte at hun havde købt uldgarn og oste af Svend Johan. Svend havde forsikret, at det ikke var stjålne sager, men tilhørte konen, hvor han logerede. Dommeren bemærkede, at hendes mand engang havde fået bøde for at have købt tyvekoster, hvilket hun benægtede var sandt.

Hun var ikke klar over hvad den anden svensker med efternavnet Olsen egentlig hed, men hun mente, at han i dag tjente en gårdmand ved navn Jespersen. Han skulle tidligere logeret hos en kone i Hasle, som han var gået fra hende uden at betale.

Pigen Barbara Marie Grønbek, 27 år gl. Hun fortalte at hun havde modtaget to kraver til vask af en svensker ved navn Svend Johan Andersen, som hen ellers ikke kendte. Hun havde bragt dem videre til Hans Peter Koefoeds kone, der ville vaske dem. Denne kone havde den stadigvæk.

Urmager Hans Peter Koefoed af Rønne vedstod, at hans kone vaskede for folk. Det var rigtigt, at hun havde modtaget to kraver af Marie Grønbek til vask i nov. Dec 1852. Han havde mdbragt kraverne, som nu blev overdraget politiretten.

Side 137b – 7. april 1852

På rådstuen i Hasle.

Husmand Jørgen Jørgensen fra Løkkegårds grund. Han fortalte, at engang ved mikkeldagstider var hans svoger Lars Hansen og en hos dem boende svensker Svend Johan en aften var kommet ind en aften. Efter nogen tid blev han spurgt om han ville smage noget honning. Udenfor så han en bistade, som de fortalte at have taget fra Mikkel Smeds have. Han huskede at der var bier, der kravlede rundt i  stuen. Hans kone var kommet hjem medens de var der, og det var hende, der hjalp Lars Hansen med at udtage  kagerne ud af kuben i deres køkken. Han erkendt, at det var ham, der gravede kagerne ned udenfor huset. De havde ikke haft de rette redskaber til at udpresse honningen, men noget af det havde de dog efter at de havde ligget i en gryde.

Samme aften havde de nydt noget honning sammen med nogle snapse brændevin.

Nogle dage efter havde de udpresset honningen. Han tilstod, at han havde fået halvdelen af honningen (ca 3 potter til en værdi af 2 mk 8 sk), men ellers ikke tilskyndet eller støttet tyverier eller gjort sig skyldig i hæleri. Han håbede, at det ville komme ham til gode, at han tilstod første gang han til tilsagt til afhøring. Han håbede på at få en mild straf.

Jørgen Jørgensen huskede den morgen 3 eller 4 dage før jul, at han var hos Lars Hansen for at hente sine støvler, som Lars Hansen havde lovet at reparere. Til stede var hans kone (Jørgens kones søster), Line. Otto Nielsens kone og hendes lille barn og Svend Johan. De havde drukket et par snapse brændevin, som Lars Hansen havde hentet hos naboen, da han ikke havde noget hjemme. Støvlerne var ikke repareret og da Lars Hansen ikke ventede at få tid, havde han taget støvlerne med sig.

Jørgen Jørgensen blev født i Rø i året 1791. Hans far, Jørgen Jørgensen, flyttede til Klemensker i 1800 og Jørgen blev konfirmeret i 1806 i Klemensker. Boede hjemme på Boesgård (46. slg.) til 1815, hvor han blev gift med den kone han endnu har. De har 6 børn, hvoraf den yngste skal konfirmeres i år. Da han blev gift fik han 45 slg. (Carlsgård). I 1818 byttede han sig til Boesgård. Her var han til 1823, da han solgte til den mand der endnu har gården. Han fik i 1823 noget jord i fæste hvor han så byggede det hus han endu boede i. Det ligger på et udlod, der hører til Vestermarie sogn og som ligger midt inde i Klemensker sogn, men hans jord henhører under Løkkegård. Han har ikke forhen været tiltalt eller straffet.

Karen Kirstine Hansdatter – Jørgen Jørgensens hustru forklarede at hun ved Mikkeldags tider var hun kommet hjem en aften i november hvor hun mødte Svend Johan og Lars Hansen, hendes bror, i huset sammen med sin mand Jørgen. Hun havde i første omgang nægtet at have noget med bierne at gøre, men efter en tid gav hun efter. Hun mente ikke at bierne blev dræbt i huset, da hun ikke lugtede noget svovl. Hun og Lars Hansen tog kagerne ud af kuben og lagde dem i en gryde. Hun mente ikke at være med i noget komplot sammen med sin bror Lars og Svend Johan.

Hun er født i Klemensker i 1796 eller 1797, hendes far var Hans Jørgensen og ejede den 45. slg. i Klemensker. Hun blev konfirmeret i 1809 eller 1810. Hun blev gift 17 år gammel og boede først i hendes forældres gård. I  1818 flyttede de til Boesgård. Senere boede de i et hus på den 45. slg grund og for noget over 10 år siden flyttede de til det hus, som de stadig boede i. De har 6 levende børn, hvoraf den yngste skal konfirmeres i år.

Arrestant Lars Larsen blev forholdt navnlig Svend Johan og Lines vidnesbyrd om at han havde deltaget i tyveriet af Lars Espersen i Klemenskers bistade. Han nægter stadig alt.

Dommeren bemærkede, at han endnu ikke havde formået at afhøre Lars Larsens kone, da hun er højst frugtkommelig og af et svagt helbred. Han måtte stadig have Lars Larsen arresteret for ikke at ødelægge konens vidnesbyrd. Lars Larsen ry i sognet var, at han var den virksomste tyv i Klemensker. Løsladelse ville ødelægge mulighederne for at få ham til at bekende tyverierne.

Arrestantens skjorte var ham tilhørende og det var hans kone, der havde syet den til ham. Tøjet (klædet må han mene) var købt af en kone på en almindelig torvedag i Rønne. Linningerne var af anden slags end det øvrige stof, påpegede dommeren, som gerne ville vide, hvor han havde den fra. Lars Larsen mente, at det havde hans kone haft. I Rønne havde han kun købt 3½ eller 4 alen stof.

Herefter sluttede afhøringen.

139b – 10. april 1852

På rådstuen i Hasle

Rapport fra Sandemand Hans Nielsen i Klemensker dateret 9. april.

Magdalene Marie Jensen, Lars Hansens hustru, blev præsenteret for sandemandens indsendte genstande og rapport. Der var fundet talg på lyngen, som ikke er blevet forklaret og der var desuden fundet to krukker med honning, som ikke passede til forklaringerne. Der var meget honning, noget, sagde Magdalene, stammede fra Svend Johan og Otto Nielsen, som havde købt det. Hun havde sørget for at grave dem ned. Dommeren nævnte, at det jo ikke var nødvendig af skjule honning, som var lovligt købt. Men Lars Hansen havde sagt til hende, at det var bedst sådan, så der ikke kunne komme tvivl om lovligheden.

Hun nævnte, at hun også havde honning med, da hun gik til datteren i Rø og videre til Lars Jensen i Gudhjem, som var en slægtning. Hun havde lovet ham at skaffe noget honning.

Magdalene var gået til Rø den dag, hvor hendes mand og Svend Johan blev sat i arresten i Hasle. Hun tog Line med hjem. Line hjælp hende med at grave ting ned på lyngen. Det drjede sig om de tre serke, som Svend havde stjålet i Nyker, de små fade, som han stjal i Rønne, et par handsker, som hun antog var stjålet, men ikke vidste noget om.

Det hvide lommetørklæde, som Svend havde stjået sammen med frakken på ”Skandinavien” i Rønne og havde givet Line, blev ikke gravet ned, men Line havde beholdt det vel vidende, at det var stjålet.

Dommeren gennemgik de bevarede koster fra skinderbymøllen. Der var detaljer, som ikke passede, F.eks. havde hun sagt at Line og Svend havde brugt lysestøbeformen og de lys som de støbte blev lagt i Svends kiste. Lysene blev fundet i hendes kiste. Hun undskyldte sig med dårlig hukommelse.

Tyveriet hos Jørgen Larsen fastholder hun ukendskabet til. Det samme med de lange tørklæder, som var stjålet hos købmand Thorsen i Rønne. Hvis hun havde vidst de var stjålne, så havde hun skaffet dem af vejen og ikke have ladet dem ligge i huset.

Handsker og tørklædet med navn på, gættede hun sig til var stjålne, hvorfor Line havde fjernet dem fra huset.

En aftenstund kom Lars Larsen til huset. Hun var gået i seng i kammeret med sit barn, så hun deltog ikke i presningen af honning, som blev taget på hjemvejen fra Rønne- Hun vidste hvad der skete i stuen.

Hun tilstod at have modtaget brændte ærter af Svend, men ikke hvorfra han havde stjålet dem.

Hun kendte heller ikke tyveriet af honning hos Mikkel Hansen Smed og at de afpressede honningen hos Jørgen Jørgensen.

De fire høns fra Splitsgård kendte hun til. Hun kogte suppe på dem.

Hun kendte til tyveriet hos Esper Christensen.

Hun huskede også, at Svend kom hjem en sen aften med forskelligt. Efter Svend havde spist gik han til Rønne for at sælge uldgarn og to oste. Han havde efterladt en ost og noget flæsk til hende. Hun vidste ikke hvorfra disse koster stammede.

Hun huskede også den sidste aften før Svend Johan skulle møde til forhør i anledning af det stjålne ur fra Jørgen Thorup. Da var han sen aften kom med en bistade fortalte hun Svend Johan, at han næste dag var tilsagt til forhør i Hasle. Hun var gået i seng, men stod ikke op. Hun lagde mærke til, at han gik rundt i stuen, uden at registrere, hvad han havde for. Hun fik at vide, at de den dag var gået til Sorthat kulværk for at søge arbejde.

Hun huskede at hendes mand var hjemme hos hende hele natten, da der blev stjålet på Splitsgård. Svend Johan var kommet hjem om morgenen med brød, svinefedt og noget mel i et kræmmerhus samt noget gryn. Han havde sagt, at han havde stjålet det på Splitsgård. Hun var ikke helt klar over hvad der blev bragt til huse og hvornår.

Dommeren havde bedt Otto Hansens kone til afhøring, men sandemanden oplyste, at hun var syg.

Side 142b – 13. april 1852

På rådstuen i Rønne.

Otto Nielsen Helgreen blev forelagt Jespersen fra Splitsgårds forklaring, der havde påpeget det usandsynlige, at Otto Havde begået indbrud og tyveri  på hans vej på arbejde, gemte dem i haven og for så at hente dem på vejen hjem fra sit arbejde. Jespersen mente, at dette ikke kunne lade sig gøre. Otto fastholdt sin forklaring og sagde, at han vidste at pigerne var i gang med at malke og karlene røgtede hestene. Han havde gemt kosterne i den nordøstlige del af haven i en grøft, der leder vand fra kilden ud til landevejens grøfter. Der hvor der stod nogle kirsebærtræer.

Otto blev foreholdt Lars Hansen og Svend Johans historie om smørret, som de havde fået af Ottos kone, og som de havde solgt i Rønne. Det skulle være en krukke med 8 a 9 pund smør. Arrestanten kunne ikke begribe, hvordan hans kone skulle kunne have smørret og udleveret det. Han havde ikke stjålet andet smør end den ene gang fra mælkekammeret på omkring 3 pund.

Side 143b– 14. april 1852

På rådstuen i Hasle.

Arrestanten Lars Hansen huskede den dag, hvor de tog en bistade hos Mikkel Hansen Smed i Klemensker. Først havde Svend Johan været på Frigård i Rutsker for at bese nogle sten, som de havde kløvet der. Så var de hos Jens Bidstrup ovenfor Hasle, for at få nogle penge, som de havde til gode. Dernæst på Hasle Kulværk for at søge arbejde, hvilket de ikke fik. På hjemvejen havde Svend fortalt om bistadet hos Mikkel Hansen, på Bjørnegårds grund Bjørnshøj – Klemens Storegade 70 – Bornholms historie

De tog bistaden og bragte den hen til hans søster og svoger Jørgen Jørgensen. De ville ikke gå hjem med bistadet, da Lars Larsen boede hos dem efter at deres hus var brændt.

Så vidt Lars Hansen huskede, havde Svend noget svovl i lommen, som de ellers brugte til miner, som de sprængte sten med. Der var ikke mange bier i kuben, da bunden faldt ud og en stor del bier røg ud. De havde sænket kuben ned i åen ved Aagården og derved skylde en del bier ud. Jørgens kone havde været med til at udtage honningkager og anbragt dem i en gryde, som Jørgen gravede ned udenfor huset. Nogle dage efter blev honningen udpresset. Han huskede ikke om de ved den lejlighed drak meget brændevin.

Lars Hansen bekendte, at han sammen med Svend Johan havde stjålet bistade ved Agremøllerens hus, der skete også efter at de havde været ved Sorthat Kulværk for at søge arbejde. Det skete umiddelbart før Svend Johan blev arresteret. Det var ligesom forrige bistadetyveri sket ved at Svend Johan sprang over havegærdet og tog bierne. Lars Hansen havde advaret og bedt om at han ikke gjorde det.  Ved denne  aktion tabte de også bunden af bikuben, og Svend Johan måtte tage alle sine klæder af og bruge skjorten til at holde sammen på resterne af bikuben. Da de var kommet hjem underrettede kone Svend Johan, at han skulle stille til forhør i Hasle dagen efter. De havde derfor skyldt sig at gemme bikagerne i krukke og i en gammel kaffekande, hvorefter Svend havde gravet dem ned på Lyngen.

Lars Hansen var bekendt med Svends tyveri på Skandinavien. Han vidst også at Svend havde taget et glas med sølvkant. Sølvet havde han solgt til en sølvsmed i Rønne, som han ikke kendte navn og adresse på. Lars Hansen mente at han hed noget i retning af Boasen eller Goasen.

Lars erindrede at Svend havde haft en kasket under bukseklappen, som han mente han havde stjålet på Skandinavien sammen med frakken. Kasketten blev solgt til Otto Nielsen for noget brændevin.

Da Svend Johan havde afsløret så meget om Lars Hansen, syntes han, at det var på plads at afsløre mere om Svend Johan. Svend havde truet Lars Larsen på livet. Lars Larsen havde nemlig påtaget sig opgaven at passe på uret, de havde taget fra Jørgen Thorup. Uret, der var viklet ind i et stykke klæde, var gravet ned på lyngen. For denne ydelse, mente Lars Larsen, at han var berettiget til at få nogle af pengene, som indkom ved salget af uret. Det fik han ikke, hvorfor Lars Larsen havde afsløret tyveriet under et forhør. Svend havde blevet meget forbitret på Lars Larsen, hvorfor han flere gange havde sagt, at han ville hævne sig.

 Lars Hansen nægtede fortsat, at han sammen med Lars Larsen havde taget varer fra en vogn i Rønne og stjålet bistade fra Lars Espersen i Klemensker.

Skolelærer Siersted fra Nyker erkender at der var taget tre skjorter, 3 særke og også en krave. Kraven havde han tidligere antaget var blæst bort. Kraven var af samme slags, som han bar i politiretten, nemlig med eneste fæste til brystet. Han mente sig nogenlunde sikker på, at den fremviste krave var hans.

Side 145b – 15. april 1852

Retten sat på Splitsgård i Klemensker.

Retten med vidner begav sig ud i spisekammeret og mælkekammeret. Dommeren oplæste arrestanternes beskrivelse af forholdene og fandt, at de passede meget vel. Dog lå brændevinstøndens bund mod den nordre væg og ikke mod den østre.

Derefter begav retten sig ud i haven og beså kilden og grøften. Der var meget dårlige skjulestedsforhold og ydermere blev kilden ofte brugt i løbet af dagen, så det synes utænkeligt, at Otte Nielsen kunne havde brugt stedet som skjul for kosterne.

Endvidere blev afprøvet muligheden for at åbne døren til kostalden med en kniv. Det var muligt at løfte den indvendige krog, som Svend Johan havde påstået.

Retten blev derefter fortsat inde i stuen, hvor madame Jespersen blev afhørt. Hun mente, at det var umuligt at bevise om der havde været to personer om indbruddet. Sporene udenfor vinduet viste intet konkret.

Derefter begav retten med vidner sig til Otto Nielsen Helgreens hus, hvor de fandt hans kone hjemme. Hun lovede at komme til afhøring om lørdagen. Hun sagde, at hendes mand havde købt eller fået en hue af Svend Johan. Hun hentede huet i et kammer og overlod den til rettens forvaring.

Retten havde medbragt Svend Johan således at han kunne vise retten, hvor han havde skjult kosterne. Endvidere havde de tilsagt Caroline Hansen om at være med, således at hun kunne vise, hvor hun havde gemt de tre stjålne særke, nu når frosten havde sluppet sit tag.

På lyngen fandt Svend Johan stedet hvor han havde gemt brød. Rester af brød blev fundet. De fandt også et sted, hvor der var synlige spor af en krukke, der havde været nedgravet. De fandt kaffekanden med rester af bi-vokskager.

Caroline Hansen fandt længere ude på lyngen stedet, hvor hun havde gemt de tre særke og fire små urtefade. Krukken med svinefedt, krukker og kaffekande med voxkagerne blev taget i rettens forvaring.

De gik tilbage til Splitsgård og fortsatte med afhøring af Jespersen, der indrømmede, at indbruddet i kostalden ikke var sket via et vindue, men som Svend Johan havde sagt, ved at løfte krogen af ved hjælp af en kniv.

Side 147a – 17. april 1852

På rådstuen i Hasle.

Svend Johan Andersen blev konfronteret med Lars Hansens forklaringer og blev forevist den sorte hue, som lå i Otto Nielsens hus og som hans hustru udleverede. Huen skulle være taget fra ”Skandinavien” en aftenstund otte dage efter at Svend havde taget frakken. Svend kunne ikke erindre hvilket ærinde han havde i Rønne, men han indrømmede, at han var taget til ”Skandinavien” for at stjæle. Han tog huen og tillige et par gamle lyse handsker. Hvor handskerne er blevet er husker han ikke, men de havde ligget i Lars Hansen hus et stykke tid. Lars Hansen vidste meget godt, at Otto skulle have huen mod noget brændevin, som han selv var med til at drikke. Oprindelig havde huen en rem over skyggen og Ottos kone havde syet den ind, da den var noget for stor til Otto. Men han genkendte den.

Svend indrømmede, at han den 1. november 1851 havde taget et glas med en sølvring omkring. Han var gået til Rønne fordi der denne dag almindeligvis var dans og spil i Rønne. Han husker datoen, som var en lørdag, og derfor ikke dans og spil. Han havde besluttet sig for ikke at gå hjem igen og derfor søgte logi på ”Skandinavien”. Det var første gang han var der, så ingen kendte ham. Han var fejlagtigt gået ind i et kammer, hvor der hang en frakke. Han undersøgte lommen og fandt glasset, som han puttede i sin egen lomme. Bagefter spurgte han en mand, som han antog for værten, om nattelogi. Da manden ville have 12 skilling for natten, havde han forladt stedet. Det var for dyrt, syntes han.

I stedet gik han til Steffensen, der boede nord i byen og som kløvede sten ligesom han selv. Steffensen var ikke hjemme, men to ”fruentimmere” havde givet ham lov til at overnatte i huset uden betaling.

2 til 3 dage før han blev arresteret, havde han været i Rønne. Han havde ide om, at lade sølvringen forarbejde til to små øreringe. Sølvsmedens pris var 4 mark, så han bestilte arbejdet. Han havde ikke haft råd til at betale, så øreringene lå stadig hos sølvsmeden.

Kaffekanden, som de havde fundet på lyngen to dage tidligere, erkendte Svend at have taget hos købmand Thorsen i Rønne sammen med de to tørklæder, som han tidligere havde tilstået. Han fik de fundne genstanden fra lyngen forevist. En af de fem krukker tilhørte Lars Larsens. Urtefadene, mente han, ta han havde taget hos Samsings i Rønne. Særkene var han derimod usikker på om det var dem som han stjal i Nyker hos Siersted.

Lærredet, der var svøbt omkring kosterne, kendte han intet til. Dommeren formodede at det var en del af det lærred som han og Lars Hansen havde taget hos Jørgen Larsen i Rø. Svend mente ikke at det var derfra.

Husmand Esper Christensen på 30. slg grund i Klemensker fortalte at et par dage mikkelsdagstider i 1851 fik stjålet 3 oste på omkring 3 pund og 2 stk flæsk, hvis vægt han ikke kunne af angive.  Værdien blev anslået til knapt 3 rd. De var hængt i snore og ligget på et fad tæt ved vinduet. Det havde været muligt at stjæle dem uden at være gået igennem vinduet. Spisekammeret var smalt 2-3 alen bredt og lå op til stuen hvor Esper og hans kone sov.

Han bekræftede, at Line Hansen plejede at købe mælk hos dem, men han havde ingen mistanke til hende.

Husmand og møller Hans Pedersen på Skinderbymøllen blev hørt om han huskede datoen for indbruddet. Dommeren referere Svends antagelse, at det skete den 11. december og indbruddet i Rø hos Jørgen Larsen skete den 8. december.

Hans Pedersen var til afhøring på tamperdag den 15. december efter to indbrud i løbet af højst 8 dage, hvorfor han antog, at indbruddet hos Jørgen Larsen skete sidst. Dommeren meddelte, at han ved forhøret den 15/12, havde meddelt at det var sket torsdagen  før, altså den 9. december. De blev ikke enige om den eksakte dag. Dommeren forsøgte også at få styr på, hvor de stjålne genstande stod i spisekammeret og at der også var sild, der blev stjålet.

Mikkel Hansen Smed på 10. vg. grund afgav sit vidnesbyrd om det stjålne bistade fra hans have, der var sket, så vidt han huskede, i slutningen af september 1851. Og han antog, at det må have været efter han var gået i seng, som på den tid af året var omtrent kl. 9. Han så på fodaftryk, at tyvene var gået mod syd indtil åen, der løber forbi Aagård.  Han antog, at de begge havde læderfodtøj på og ikke træsko. Det stjålne havde en værdi 7 a 8 rdl.

Otto Nielsen Helgreens kone, Elna Kirstine Haagensdatter erklærede at den hue, som hun havde udleveret til politiretten havde hendes mand fået af Svend Johan. Da den var for stor til hendes mands hoved, havde hun syet den mindre.

Dommeren forholdt hende det umulige i, at hendes mand havde begået indbrud på vej på arbejde. Hun erklærede, at hun aldrig var gået med sin mand på indbrud og transporteret kosterne hjem. Hun var altid blevet liggende i sengen, når hendes mand efter midnat stod op for at begå indbrud.

Hun nægtede at have udleveret 7 pund smør til Svend Johan, som han så kunne sælge i Rønne.

Elna Kirstine Haagensdatter var født i Gudhjem i 1822. Hendes forældre var Haagen Johansen og Kirstine Larsdatter. Hun blev konfirmeret 1837 i Østerlars kirke. Straks efter konfirmationen tjente hun hos Anders Ipsen på ”Gamlavella” i Østerlars i ½ år, derefter ½ år hos præsten Vinslov i Østerlars, derefter hos Christian Lind på Nørregaard i 1 år, dernæst hos Jespersen på Splitsgård og 1 år dernæst for Jørgen Dalby på Krashavegård i Klemensker i 1 år, så et ½ år hos præsten Bolbroe, dernæst gjorde hun barsel og var fraværende i ½ år og efterfølgende tilbage i et ½ år i præstens tjeneste. Sidenhen tjente hun hos købmand Juul og dernæst blev hun gift med den mand, med hvem hun har levet sammen med i 4 år.

Hun er straffet i året 1849 med en mulkt af 4 rd for ”uærlighed med hensyn til nogle gryn”. Da hun ikke var i stand til at betale har hun afsonet 8 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Ellers har hun ikke været tiltalt eller straffet.

Side 151a – 20. april 1852

På Rådstuen i Rønne.

Kaptajn Bohn forklarede, at han en aften forrige efteråret var på ”Skandinavien”. Da han skulle hjem opdagede han at han havde mistet sin huen, som han havde hængt i stuen, hvor gæsterne tøj opbevaredes. Der havde også mistet et par meget game vaskeskindshandsker. De havde en værdi af 4 mark, mente han. Huen genkendte han, men konstaterede at den ikke længere passede ham. Den var blevet syet ind.

Han fortalte at efter flere tyverier, var det blev forbudt gæsterne at gå igennem dette kammer, hvor tøj blev opbevaret.

Købmand Jens Thorsen fra Rønne fik forevist den gamle kaffekande, som var blevet fundet på lyngen med honningkager. Den kunne minde om de fajanceting, som han havde haft stående i forstuevinduet, som den stammede med al rimelighed fra ham. Den var forsvundet i efteråret sammen med to halstørklæder. Han havde ikke anmeldt tyveriet straks, så han kunne ikke sige præcist hvornår det skete.

Fabrikant Samsings hustru fik fremvist de fire urtefade, som Line Hansen havde påvist på lyngen. Hun genkendte dem som værende hendes og som hun tidligere havde udtalt sig om.

Guldsmed Boesen fra Rønne nægtede at have arbejde liggende, som Svend Johan havde påstået. Han havde aldrig talt med en svensker om at få lavet øreringe af en sølvring. Han var optaget af arbejde som grosserer Switzer havde med det strandede russiske skib. Dommeren advarede ham at modgå fakta om at have modtaget sølvring. Straffen vil blive større for nægtelse af at have købt tyvekoster, hvis det viste sig, at han havde gjort det.  Han havde aldrig været tiltalt eller straffet for at have købt sølvtøj. Dommeren var vidende om, at han tidligere havde været underkastet forhør om køb af stjålet sølv. Han nægtede fortsat.

Otto Nielsen Helgreen blev konfronteret med sin hustrus vidnesbyrd. Han fastholdt sin fortælling om, at han havde skjult kosterne i grøften medens han var på arbejde. Otto fik fremvist huen, som han erkendte var den, som han havde modtaget af Svend Johan og Lars Hansen som betaling for fire potter brændevin.

Otto Nielsen erkendte, at han i længere tid havde haft Jørgen Thorups ur i forvaring, indsvøbt i et klæde ude på lyngen under nogle lyngkviste. Lars Larsen havde i løbet af sidste vinter hørt om uret, men ikke før vidst noget om at uret var gemt på lyngen. Historien om uret havde Otto fortalt Lars Larsen på en tur fra kulværket og hjem. Dommeren ville have Otto til at fortælle om Lars Larsen til gengæld havde fortalt ham om sine meritter. Otto sagde, at Lars Larsen var alt for klog til at fortælle om sine handlinger, om de senere kunne blive brugt mod ham.

Side 153a – 21. april 1852

På rådstuen i Hasle

Jens Kure på 4. slg. i Nyker fortalte, at han hos købmand Jens Vest havde købt 1 lispund klipfisk og havde fået lov til at lægge dem på bordet i forstuen, så han senere kunne køre forbi og hente dem. Da han senere kom forbi med vognen var de borte. Sammen med købmanden havde de måttet slutte, at de var stjålet. Han havde fået andre fisk som erstatning.

Løjtnant Riis fra 14. vornedgård i Nyker fortalte at han om natten mellem den 20. og 21. december 1850 fik stjålet en del fødevarer: 12 a 14 ænder, en del fårekød og nogle pølser og en kobbertragt. Alt havde ligget i spisekammeret i den nordre side i den nordre længe. Tyvene havde gået gennem haven og udtaget et vindue. Døren mellem spisekammeret og forstuen var bundet til for at forhindre tyven mod overrumpling. Der havde været mistanke mod Lars Larsen, som formand for tyveriet. Lars havde tjent et ½ års tid på gården og senere havde gjort sig adskillige ærinder til gården.

Riis havde også mistanke til en tredje mand, men er vendt tilbage til Lars Larsen. ”Lars Larsen er en for Tyveri straffet Person, og det er den almindelige Mening, at denne er en af de allervirksomste Tyve her paa Landet, men at han med sin Snedighed har undgaaet at blive straffet saaledes, som han har fortjent”.

En andet der talte for at Lars Larsen var tyven til dette indbrud var, at der var en træstang i spisekammervinduet, der fordrede en tyv der var meget smal og tynd. Det var Lars Larsen.

Skolelærer Siersteds pige Margrethe Mikkelsen genkendte de tre særke, der blev påvist af Line Hansen på Lyngen. Dog var den ene blevet ”opsømmet” på ny. Alle tre var meget medtagne. Men ønskede dem tilbage, når de ikke længere var et bevismateriale. Hun frafaldt erstatning.

Husmand og møller Claus Hansen på Agremøllen i Nyker. En ud af sine to bistader, der stod udenfor stuen var stjålet en søndag morgen før jul. Han antager at deer har været to om tyveriet på grund af fodtrinene. Den ene var i træsko og den anden i støvler. De var gået mod nordøst . Han have fundet bunden i bistadet og en krans. Han havde også fundet nogle vokskager. Han plejer at gå til seng kl. 9 -10 aften og han formodede, at tyveriet var sket efter denne tid, da der ellers havde været lys fra stuen, der faldt ud på bistaderne.

Side 154b – 21. april 1852

Politiret holdt på 2. slg. i Olsker

Forhør afholdt i anledning af at husmand Jørgen Hansen Steenbergs hus på 1. slg. grund var brændt.

Brandlidte Jørgen Hansen Steenberg fortalte at samme dags morgen omtrent kl. 6 var hans datter gået ud for at spænde hesten for vognen, da han skulle køre til møllen for at få malet. Hun havde opdaget, at der var gået ild i en del hør, som de havde lagt ovenpå kakkelovnen så det kunne tørre.

Hun havde råbt: ”Herre Jesus! Der brænder Linen” (hørret). Straks efter var der ild i taget og hule stuehuset var på kort tid omspændt af flammer, så de ikke fik reddet noget ud. Han havde med nød og næppe reddet sig selv ud af. Han blev bragt til det nærmeste hus.

Huset var gammelt men vel vedligeholdt. Og der var nyt tag på stuelængen og var først blevet færdig nogle dage inden branden. Han havde bygget flere fag til huset, som nu havde 18 fag og nye vinduer og døre. Han mente at det var langt mere værd end det var assureret for. Hans løsøre var ikke forsikret og intet blev reddet. Han bedømte værdien til 1000 rdl. Inkl flere sæt sengeklæder bestemt til hans børn, der lå på loftet. Hestene og de øvrige kreaturer blev reddede på nær en kal og nogle gæs.

Hørret lå på en tværramme, der hang over kakkelovnen, sådan som de plejede at tørre hørret.
Huset var forsikret for 300 rdl. Han havde nok underforsikret for at spare lidt i skat. Han troede ikke at sådan en ulykke kunne ramme ham.

Vidnerne bemærkede at  manden var meget forbrændt i ansigtet og på hænderne.

Hustruen Kirstine Margrethe havde opdaget røg og brand og tænkte straks at ville redde kreaturerne. Da hun løb efter en gås opdagede hun at der var ild i hendes hovedtøj og hendes lille dreng måtte hjælpe hende med at få den af. Kalven og gåsen reddede de ikke. Hun havde ikke forstand på værdien af det brændte, men sengeklæder, linned og uldent, 5 tønder rug, en del havre, kartofler og meget mere. Hun vidste at de havde tørret hør over kakkelovnen.

Vidnerne bemærkede at hun var forbrændt i ansigtet og hænder.

Datteren Kirstine Margrethe 33½ år var beskæftiget med at spænde hestene for vognen. Da så hun gennem vinduet, at der var ild i stuen. Allerede da var stuen omspændt af flammer. Hendes bror Jørgen, der var flyttet til et nærliggende hus, kom. Sammen fik de et par skuffer ud. Det var alt som de nåede at redde. Kreaturerne blev næsten reddet alle sammn

Hun mente, at det var hendes mor, der havde lagt hørret ovenpå kakkelovnen aftenen før for at det kunne tørre. Hørret lå på en træramme over kakkelovnen og hun antog, at rammen var blevet så varm, at den var antændt af varmen. Hun havde fyret op i kakkelovnen tidlig morgen ved hjælp af noget lyng, som de havde på loftet. Det var en  gammel kakkelovn, men der var ingen sprækker i den.

Deres søn Jørgen Hansen Steenberg, 28½ år, havde gået tidligt fra sine svigerforældres hus, hvor han sædvanligvis ligger, hen til sine forældre. Da han kom i nærheden af huset så han røg men intet lue endnu. Hans søster havde fået taget vinduet ud fra salen. Han gik ind og fik taget 4 skuffer med tøj ud fra den der stående dragkiste. Det var så vidt han vidste det eneste der blev reddet af indbo. Han var Dragon, men havde ingen af kongens ”Armatursager” (?) i huset.

Husmand Anders Hansen på 2. slg. fortov var især med at vande sine heste ved dammen, da han opdagede ,at det brændte. Han måtte efterlade sine heste ubundne og var gået over til Steenberg. Da var stuehuset tag i brænd og også sidebygningens tag brændte. Han kunne ikke sige hvor ilden opstod.

Han havde hjulpet sønnen med at få ploven ag harven ud af vognskuret. Ilden blev snart så stærk, at de ikke nåede at redde andet.

Peter Olsen, søn af Ole Jørgensen, 22½ år gammel. Da han kom frem var hele overdelen i brand, så han kunne ikke oplyse hvor ilden var startet. Han mente at huset brændte ned i løbet af en time.

Sandemand Hullegaard fortalte at sognet ingen sprøjte har og den fra Rutsker og den fra Klemensker var ikke kommet frem. Det brændende tømmer kunne ikke slukkes.

Side 157b – 23. april 1852

På rådstuen i Hasle

Fortsat afhøringer af Lars Hansen med flere.

Ane Kirstine Jeppe Jørgen Ipsens hustru ovenfor Hasle fortalte at husmand Lars Larsen kom med en kalkun hane til hendes hus inden hendes mand var gået på arbejde på kulværket, altså inden kl. 6. Han var på vej til Hasle og var bange for at komme for tidligt. De var endnu ikke stået op, så han bad om at kalkunen blev hos dem et stykke tid. Hun husker ikke hvor længe de havde kalkunen og hun husker ikke tidspunktet, da hun og hendes mand ofte opbevarede ting for folk. I huset var også en anden kone ved navn Karen Møller, hun ville måske kunne huske tidspunktet. Hendes mand var sejlet ud i et af de skibe der var taget på robbefangst under Spitsbergen. Han ville først komme hjem ved St. Hansdag tider.

Karen Margrethe Hansdatter, enke efter møller Jens Johan. Ikke sidste efterår, men forrige efterår (1850) kom husmand Lars Larsen til Jeppe Jørgen Ipsens hus med en kalkunhane. Han spurgte manden i huset, om kalkunen kunne bliver der, til han kunne hente den senere på dagen. Hun havde hørt hanen skreg om eftermiddagen. Hun havde ikke set den, men husker at Lars Larsen skulle til Hasle for at sælge den.

Drengen Peter Hansen Riis 13½ år, stedsøn til politibetjent Christoffersen havde set i sommers hos købmand Hartz butik at Lars Larsen var inde og falbød en ”kalkunske høns”, som han havde liggende i forstuen. Madame Hartz bad Lars Larsen vente lidt, så ville hun se på dem.

Arrestanten Lars Larsen blev orienteret om vidnernes udsagn om kalkunhistorien.  Han nægtede at han skulle have stjålne kalkuner til salg. Det måske have været for en anden mand han solgte dem.

Løjtnant Riis forklaring på indbruddet sagde han, at det var rigtigt, at han havde tjent på gården, men aldrig nogensinde begået tyveri i denne mand spisekammer. Vidnerne i retten kunne ved selvsyn se, at han var en lille mand, der var usædvanlig smal mellem brøst og ryg.

Dommeren fandt det rigtigst at konfrontere Lars Larsen og de to kvinder i Jeppe Jørgen Ipsens hus. Lars sagde, at han intet erindrede, men hvis han havde været der, så havde det været i et ærinde for en anden mand.

Han gentog atter ”det husker han nu intet af”-

Side 158b – 24. april 1852

Politiretten sat på Bjørnegård i Klemensker

Dommeren sagde, at han underhånden er kommet til kundskab om, at Lars Larsens kone skulle have givet en urigtig beretning om den tid hvor hun skulle føde. Hun havde angivet fødselstidspunktet tidligere for at slippe for afhøring i Hasle. Han havde sendt politibetjenten til fattighuset i Klemensker, hvor konen nu befandt sig og der havde hun lovet at underkaste sig et forhør.

Lars Larsens hustru, Dorthea Hartvig, havde nu i noget tid hver dag ventet sin nedkomst. Da hendes mand ikke  længere kunne skaffe hende det nødvendige til føden, havde hun sagt, at hun var længere i sit svangerskab end hun virkelig var.

”Siden hendes mand sidste gang var arresteret for tyveri i Hasle, har han aldeles ikke haft nogen fortrolighed med hende, og hun, som havde mistanke til, at han begik Tyverier, har ofte bebrejdet ham hans adfærd og truet ham med, at hun ville angive ham, så snart hun kom til kundskab om nogen sådan forbrydelse.”

Sidst han kom hjem med 3 skp. Rug, havde hun sagt, at han vel ikke havde stjålet det. Han var blevet vred og sagt, at hvis hun en gang til beskyldte ham for at stjæle, ville hun ikke få noget fra ham igen. Hun vidste intet om hans eventuelle forbrydelse, da han intet har sagt. Endvidere har han ikke ligget hjemme en tredjepart af nætterne i den forløbne vinter. Det er en almindelig antagelse, at hendes mand havde begået mange tyverier, hvilket er et rygte og ikke sandhed.

 

Han gik ofte ud om eftermiddag og kom først hjem sent på aftenen eller natten. Han kom aldrig med koster.  Nogen  gange kom han slet ikke hjem før dagen efter. Han sagde ofte at han havde sovet hos Vinbergs, hvor han havde arbejde.

Hendes mand havde været i Rønne med Lars Hansen på den sidste dag hvor de boede hos ham. Dagen efter var de flyttet til Peder Bertelsen.

Hun havde forbudt sin mand at gå til Rønne og Lars Hansens kone havde ligeledes forbudt sin mand at tage med Lars Larsen til Rønne. De gjorde det alligevel og først efter, at Lars Larsen havde hentet brændevin til rejsen for at drille hende. Dagen efter var Lars Hansens kone kommet over til Bertelsen med ½ pund kaffe og ½ pund puddersukker. Hun tror, at disse var købt hos købmand Jens Vest i Rønne. Anden gang kom han hjem med et pot honning, som han først sagde stammede fra Vinbergs og da hun bad ham om at aflevere den tomme krukke til Vinbergs, sagde han, at han havde købt den af Lars Hansen. Krukken afleverede hun til retten, som lod den plombere og forsynet med et bånd med lak.

Hun kendte intet til at Lars Larsen skulle have slagtet Mortens Kofoeds kvie. Derimod havde han ledt efter kvien på lyngen for at indkasserer dusøren, som var lovet til den der fandt den.

Oksekød kendte hun intet tid undtagen den dag hvor Lars Larsen kom hjem med halvt lam, samt 3 a 4 pund oxekjød og et par små klipfisk – varer som han og Lars Hansen havde købt i Rønne. Alle ting var kørt hjem, hvorimod de havde gået.

Lars Hansen havde en treskaftet bomuldsskjorte med bomuldslærreds linninger med i arresten. Hun nægter, at hun har syet denne skjorte ind så den passede ham. Hendes mand havde sagt, at han havde købt den. Hun fremlagde endnu en skjorte, som hun ikke havde syet, men som han havde købt til sig selv.

Angående deres hus, der brændte, havde hun mistanke til hendes mand, men han har aldrig fortalt hende noget om det. Hun skulle have været over til Mads Andersen for at bage, men hun var ikke vel, så hun bad sin mand om at gå over og melde afbud. Han var gået klokken 4½ og hun blev hos børnene.  En halv time efter var huset brudt i brand.

Kalkuner havde hun aldrig hørt om.

Da konen var blevet besværet blev forhøret udsat.

Side 160a – 26. april 1852

På rådstuen i Hasle

Klaudine Louise, købmand Hartz hustru i Hasle fortalte, at hun havde købt kalkuner af mange mennesker, så hun kunne ikke genkende Lars Larsen om en af dem. Lars Larsen blev kaldt ind, så hun kunne vurdere om hun kendte ham som en af kalkunsælgere. Hun mente nok, at hun havde set ham i butikken, men kunne ikke erindre, at han havde solgt hende en kalkun.

Lars Larsen sagde at den skjorte han havde på, var syet af hans kone. Han havde desuden en, som var købt i Rønne af en kone, som også havde solgt ham klædet til den hjemmesyede. Dommeren fremviste en skjorte, som havde navnene Jørgensen Damm Jespersen, som blev indtaget i retten om lørdagen. Lars sagde, at det netop var den skjorte han havde købt af en kone på torvet i Rønne. Han fastholdte sin forklaring på trods af hans hustrus forklaring ikke stemte overens.

Han erkendte, at han var kommet hjem med en pot honning. Han havde købt den for 2 mk 12 sk., men ”han kunne aldeles ikke erindre” hvem han havde købt honningen af. Vidnerne bemærkede, at Lars Larsen blev rød i ansigtet og at han først svarede efter en længere betænkningstid.

Han kunne hellere ikke erindre, at han havde været i Rønne sammen med Lars Hansen. Han huskede heller ikke om han havde efterladt sig varer, som han havde med fra Rønne, hos Lars Hansens kone og som hun leverede til hans bopæl dagen efter. Om han var gået til Vinbergs for at overnatte, kunne han heller ikke erindre.

Han så sig heller ikke i stand til erindre, at han havde solgt kalkuner til købmand Hartz i Hasle.

Han blev foreholdt sin kones anmodning til ham om at gå til Mads Andersen for at opvarme ovnen den morgen, da hans hus brændte, erklærede han ”at han ikke ser sig i stand til at erindre dette”.

Side 161a – 27. april 1852

På Rådstuen i Rønne.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreen blev forholdt det usandsynlige om tiden han havde begået indbruddet på Splitsgård, samt måden han havde gemt kosterne i grøften ved kilden. Først efter han havde fastholdt sin forklaring, ændrede han nu forklaring. Han havde fortiet sandheden, da han var bange for at han ville blive straffet hårdere.

Han forklarede nu, at han en aften havde siddet oppe ved kakkelovnen uden at gå i seng, fordi han ville gå til Splitsgård og tage brændevin og lys. Det gjorde han og han havde vitterligt gemt dem i grøften. Dagen efter havde han mødt på arbejde på Splitgård og ville have taget dem med hjem om aftenen, men blev forhindret, da en mand ville følges med ham hjemad efter arbejdstid. To andre gange havde han stået op om natten, gået til Splitsgård og stjålet ting og gået hjem i seng.

Han nægtede at det var ham der stjal  en krukke med 8 pund smør og brød. At hans kone havde sagt at han havde taget brød fra spisekammeret må være en misforståelse. Han havde fået brød af Jespersen på arbejdet og havde taget resterne med hjem. Jespersen havde gjort mange velgerninger mod ham, da han vidste, at han ”havde møje” med at føde kone og to børn.

Christian Hansen Tromle af Rønne fortalte at noget efter høst var en ganske lille husmand kommet til ham og fået noget oksekød og noget lammekød, som han skulle bruge til folk, der hjalp ham med at opbygge hans hus, som skulle være brændt. Han var ikke sikker på hans navn, men tror nok, at dt var Lars Larsen. Christian Hansen nægtede, at Lars Larsen skulle have villet sælge kød og ikke købe.

Side 161b – 28. april 1852

På rådstuen i Hasle

Arrestanten Lars Hansen blev meddelt hvad hans kone og Lars Larsens kone havde vidnet om hans og Lars Larsens tur til Rønne og retur. Han indrømmede ”til dels” at have stjålet Lars Espersen i Klemenskers bistade. Dog mindes han ikke, at hans kone havde forsøgt at tale ham fra, at tage med Lars Larsen i Rønne. Han erindrer heller ikke at Lars Larsen havde været fuld efter meget brændevin, dog ville han heller ikke benægte det. Det var heller ikke Svend Johans støvler han havde på, men hans svoger Jørgen Jørgensens støvler, der ikke passede ham. Han var ikke i stand til at forklare hvorvidt Lars Larsen stjal nogle varer fra en vogn i Rønne, men det var ved byens søndre led. Da de senere kom ind til Sokkans (?) havde drukket brændevin og en kop kaffe. De havde betalt hende med kaffebønner.

Han selv, som ingen penge havde,  købte ingen varer i Rønne den dag og ved heller ikke om der blev bragt varer hjem til hans hus [hvor Lars Larsen og familien boede].

Han blev forevist et sort hvid ternet tørklæde, som skulle have været brugt til at svøbe en honningkrukke ind inden hans kone havde begravet den på lyngen. Tørklædet skulle være bragt hjem af ham og lars larsen på netop den omtalte tur til Rønne. Han genkendte ikke tørklædet.

På turen hjem over Ny kirke og Klemensker sogn havde Lars Larsen foreslået, at de skulle tage et bistade fra Lars Espersen, der boede på kongens mark 44. slg. fortov, hvilket lå på deres vej kun et lille stykke fra landevejen. Lars Hansen havde til sidst indvilliget. Lars Larsen havde gået ind i haven og taget bistaden. Han ved intet om, hvad der skete da han kom hjem. Han var gået i seng på grund at støvlerne. Hans fødder værkede. Men han havde hørt at Svend Johan og hans datter Line havde hjulpet Lars med at gemme det under en bunke marksten. Han mente ikke at han havde været med til at udpresse honningen senere.

Forevist den krukke som dommeren havde fået af Lars Larsens kone, sagde han, at han ikke genkendte den, men at ”det var aldeles vist”, at Lars Larsen engang havde fået honning hos ham.

At Lars Larsen skulle have stukket ild på sit eget hus, synes Lars Hansen ikke at være i tvivl om, selv om han ikke havde set det. ”Hvad der foruden den omstændighed at husets materialer vare meget gamle og forrådnede, og at det lå på et fugtigt sted, har bevæget ham til denne tanke, var, at efter hans kones forklaring, havde Lars Larsen bragt sine børn hen til Arrestantens kone, forinden han antændte huset om morgenen tidligt og ikke efter at der var gået ild i det”. Han selv havde været på arbejde hos en mand ved Skarpeskade og han kom først hjem om aftenen som det brændte om dagen.

At Lars larsen havde i sinde, at brænde huset af, havde han ”yttret, men dog ikke sagt udtrykkeligt”.

”At Lars Larsen er en tyv, der længe ustraffet far begået forbrydelser, derom er han fuldkommen overbevist, og konen er slet ikke bedre end ham. Thi hun har ofte forandret det tøj, som hendes mand er kommen hjem med, og omfarvet det for at gøre det ukendeligt”.

Han var overbevist om at Lars Larsen havde stjålet tøjet hos Jeppe Rasmussen på Baggårds grund i Klemensker og at han kone havde forandret det.

De havde købt 12 pund garn til benklæder til ham selv og Svend Johan for 8 skillingen pundet. Desuden forekom det Lars Hansen at han havde købt en rød halvkåbe af Lars Larsen, men det vidste han Lars Hansens kone bedre end ham selv.

Dommeren bemærkede at natten før palmesøndag i 1851var der begået indbrud hos Jeppe Rasmussen og stjålet 1 lispund garn halv hør og halv hamp, et par benklæder og en trøje Soldatklæde, 4 særke, 2 tørklæder og 2 små forklæder tilhørende datteren Petrea Kirstine, 7 særke, en grønstribet klædning og en rød halvkåbe tilhørende Marie, indsidder Christian Jensens hustru, og endelig et par lagener af hørgarn tilhørende Jeppe Rasmussen.

Lars Hansen vidste ikke om det var Lars Larsen der slagtede Morten Kofoeds kvie. Men han havde set Lars Larsen stå på en stige op til et lynglæs. Han lavede noget med bare arme på toppen af læsset. Han tror, at det var den omtalte kvie, der lå der oppe. Han havde hørt, at Lars Larsen og Hans Larsen var fulgtes ad til Rønne. Lars Larsen havde ofte havde vigtet sig af [gjort sig interessant], at al hans tøj var stjålne. Men det måtte dommeren selv afhøre hans kone om, da hun vidste bedre.

Lars Hansen blev spurgt om hvem der havde taget krukken med 8 pund smør i mælkestuen på Splitsgård. Det var Svend Johan. Svend og hans datter Line solgte smørret i Rønne.

Arrestanten Svend Johan Andersen blev forholdt Lars Hansens forklaring om krukken på Splitsgård med smør. Han nægtede først, men tilstod efterfølgende. Han havde hørt fra Otto Nielsen at der i mælkestuen stod smør i krukke og i fjerdinger. Lidt efter høst havde han stået op og gået til gården. Det var måneskin. Det ene vindue i nord mod landevejen var ikke engang fæstnet på kroge, så det var lige til at tage ud. Krukken med smør stod på et bord så tæt ved vinduet, at krukken var lige til at tage, uden at det var nødvendigt at kravle ind gennem vinduesrammen. Han satte vinduet i rammen efterfølgende.

Han kunne ikke finde krukken blandt de effekter, der var bragt til retten i Hasle. Det var en lige op og ned og var lysegul og af bornholmsk fajance. Både Lars Hansen og hans kone kendte hans tyveri. Og det var det smør som han og Line havde solgt i Rønne, som tidligere fortalt. Hvor krukken var blevet af, vidste han ikke.

Lars Larsen havde flere gange opfordret ham til at begå tyverier sammen med ham. Men det var ikke blevet til noget. Da de begge arbejdede med at mure hans hus op, ville han havde Lars Hansen til at gå med op til skolen i Nyker for at se om de kunne tage rebstigen og truget (?) der var en del af skolen klattremaskine – thi så behøvede han ikke at købe kabel til at binde halmen på taget [til hans nye hus]. Det blev ikke til noget. Ligeledes ville Lars Larsen havde ham med til at tage 4 a 5 får på Lyngen og sælge kødet i Rønne. Han ville også have Lars Hansen med at stikke en gris tilhørende Esper Christensen. Lars havde sagt nej uanset at Lars havde sagt, at det var let og uden risiko.

Arrestanten og datteren Line havde på vej hjem fra Rønne mødt Lars Larsen ved Mæby. Han fortalte, at han skulle tage kalkuner ved Blykoppeskoven og sælge dem i Rønne. Han ville have Lars Hansen med, men han var alt for træt. Kalkuner havde han taget flere gange tidligere.

Uanset der ikke var penge til det, så var der altid tøj i huset hos Lars Larsen. Hans kone syede tøjet om til børnene. Lars havde rost sig selv med at sige, at han ikke en eneste gang havde købt tøj så længe han havde været gift. Lars havde en gang set i Lars Larsens kiste, der var låst med nøgle, noget brunrødt tøj, der kunne være den halvkåbe, som blev stjålet fra Jeppe Rasmussens. Lars havde mistænkt Lars Larsen at have stjålet hans lommekniv, hvorfor han havde dirket kisten op for at se om den var der.

Lars Larsen er i besiddelse af en ham tilhørende snustobaksdåse, som han må have stjålet fra ham i hans fraværelse.

Arrestanten Lars Hansen var også i stand til at sige hvilke tyverier han havde begået. Da de fulgtes ad hjem fra Rønne hvor de sammen stjal en bistade fra Stålegård i Nyker.  Otto fortalte ham, at han engang havde stålet et stykke lærred, der lå til blegning ud for 14. vg. i Nyker tilhørende løjtnant Riis,

Han tjente engang på degnegården i Klemensker og da lod han sy en skjorte af dette lærred.

I 1851 stjal han et stort stykke lærred på Thorupgård i Klemensker tilh. Gamle Hermann Becks datter, der lå på loftet ved skortsenen. Han havde set et vindue stod åbent i gavlen. Der var ransaget efter det, men ikke fundet hos Lars Larsen. Lars havde solgt det til glarmester Boss, som var på indkøb for fattigvæsenet i Rønne.

Lars Larsen var torskemand på Splitsgård blev der ofte stjålet fra gården, både sæd og kartofler. Han havde nemlig en pose med når han ”torskede” og posen gemte han under lidt halm. Han lod som om han gik hjem om aftenen, men han vendte om og gik ind ad lugen, som han med vilje ikke sat en krog i, for at han kunne komme ind igen. Lugen var anbragt i den længe hvor torskemaskinen stod. Lars Hansen havde, efter han havde fundet posen, advaret ham og at han for eftertiden skulle være forsigtig.

Da Lars Hansen havde siddet arresteret sammen i Hasle, havde Lars Larsen fortalt ham, at han var skyldig i det tyveri, som højesteret frifandt ham for i 1849. Han havde dengang lært hvordan man skulle bære sig ad for at slippe fra at blive straffet med offentlig arbejde.

Side 165a – 30. april

På Rådstuen i Hasle

Sagen mellem pigen Hansine Kofoed og gårdmand Morten Kofoed angående arbejdsfortjeneste.

Hansine Kofoed mødte og fremlagde en lovlig forkyndt klage med indkaldelsespåtegning. Hun krævede udbetalt sit tilgodehavende på 1 rd 2 sk samt sagens omkostninger. Hun skulle have for 2 dage hvor hun kartede uld for 4 sk. dagligt og derefter 7 dage hvor hun skjættede hør 8 sk. dagligt. Dette udgør 4 daler. Den indklagede indrømmede at være det beløb skyldig, samt også 8 sk. for de reparerede hestedækkener.

Før han ville udbetale lønnen skulle hun aflevere 12 pund hørblaar som hun havde fået til forarbejdning. Men sagde Hansine, det var ikke hørblaar men Skjetteuld. Hun var dog ikke sikker på at alle 12 pund stadig var tilstede. Noget kunne være bortkommet medens hun havde været arresteret. Hun var villig til at aflevere hvad hun havde.

Indklagde bad om udsættelse, da han ikke var klar over beskaffenheden af de udleverede 12 pund materiale. Sagen udsat til 14. maj.

Side 165b – 1. maj 1852

På 27. slg. i Klemensker

Lars Hansens kone Magdalene Marie erkendte, at hendes mand sidste sommer eller høst købte en del garn af Lars Larsen. Garnet var halvt blaar og halt hampegarn a 8 sk, pr pund, der blev brugt til at væve tøj af. Hendes mand og Svend Johan fik hver et par benklæder. Den sidstnævnte fik også et trøje og desuden solgte hun 3½ alen vævet lærred til Peter Espersen i Hasle.

Hvor Lars Larsen havde dette garn fra, vidste hun ikke.

Magdalene fortalte desuden at Lars Larsens kone havde farvet  et stykke tøj om, hvoraf hun syede kjoler til sine børn. Dette tøj holdt hun skjult medens de boede hos den [efter deres hus var brændt] og først farvet det efter de var flyttet til Peder Bertelsens. Tøjet var farvet med trærødt og blev omfarvet til træblåt.

Magdalene vidste at Lars Larsens kone ikke havde syet den sidste skjorte. Da han kom hjem fra kulværket en søndag, overværede hun at konen havde spurgt sin mand om hvor han havde den skjorte fra. Han sagde blot, at den havde kostet mange penge.

Med hensyn til den røde eller brunrøde kåbe havde Magdalene set Otto Nielsens kone fået syet tøj med disse farver til mamelukker med vat i til sine børn.  Otto Nielsen og Lars Larsen arbejdede på denne tid sammen på kulværket. Lars Larsens gangklæder og andet findes nu hos konen i fattighuset. Kun enkelte gamle møbler var tilbage i huset.

Dommeren oplyste, at årsagen til at de var på 27. slg. var at han ville lave en ransagning i Lars Larsens hus og også udføre et forhør af hende. Men da hun snart ville nedkomme undlod han at udsætte hende for sindsbevægelser, som kunne skade hende og hendes barn  [hun nedkom i fattighuset med datteren Juliane Marie Larsen den 22. maj Arkivalieronline]

Side 166a – 3. maj 1852

På rådstuen i Hasle.

Løjtnant Riis på 14. vg. i Nyker fortalte at en søndag middag for et par år siden blev det stjålet et lærred fra ham som lå til blegning i gården. Han havde på den tid snedkere ansat til at skære tømmer til en længe. Disse var gået ind i stuen for at spie til middag. Datteren havde netop gjort lærredet, der bestod af 6 – 7 stykker, vådt inden hun var gået ind. Et kvarter efter var hun ude i gården igen og da savnedes  et stykke lærred på henved en snes alen. De havde straks eftersøgt det i omegnen også i den nærliggende rugmark uden resultat. Der var en skov i nærheden, som kunne have været brugt som skjulested, men Riis undrede sig over den dristighed det var at stjæle på højlys dag. Lærredet blev skønnet til en værdi af 5 rdl. men gjorde ingen fordring på erstatning. Tuidspunktet må have været hen på sommeren hvor rugen havde en højde, som kunne bruges som skjulested.

Pigen Johanne Cathrine Beck 23½ år fortalte i året 1850 omtrent ved Hellamesse (1. november) blrv stjålet et stykke blaargarns lærred som havde ligget over hanebjælkerne ved skorsten på Thorupgård. Hun havde sit ophold på gården og skulle fra 1. november i tjeneste der. Den 3. november var hun på loftet for at hente et stykke til sin far. Der opdagede hun, at et stykke var borte. Det var på 18 til 20 alen klippe i tre stykker. Værdi 1 mk 8 sk. alen i alt mindst 4 rdl 3 marks værdi. Hun fordrede ingen erstatning.

Tyven måtte have kendskab til stedet, hvorfor der  havde været mistanke til Otto Nielsen var gerningsmanden. Han var på den tid daglejer på gården. En Ransagning med Ottos tilladelse blev foretaget uden resultat.

På gården var der arbejdsfolk på den tid til at reparere gavlen af stuehuset. Gavlen var udtaget, men det har været umuligt at komme op på loftet ad den vej, da gulvet i salen var væk og under salen var kælderen

Niels Larsen Prats enke på 27. slg. grund i Klemensker fortalte at Lars Larsen ikke havde været hos hende eller hendes afdøde mand for at bytte lærred. Derimod havde hun hørt at Lars Larsen havde været hos Otto Nielsen Helgreens kone for at bytte linned med dem, hvilket de havde undslået.

Peder Bertelsens hustru Karen Kirstine fortalte at noget før første november forrige år var Lars Larsen og kone kommet for at logere hos dem, ”De havde ikke haft lyst til at have saadanne folk boende, men Lars Larsen havde talt saa net og lovet at gøre deres hus i stand for dem”. Han havde lovet at det kun drejede sig om kort tid, hvorfor de sagde ja, men det var svært at komme af med dem.

Hun huskede ikke at Lars Hansens kone kom dagen efter de var flyttet hjem med nogle varer, som var kommet fra Rønne til Lars Larsen. Lars Larsen var sjældent hjemme og der blev sagt, at han ofte om nætterne lå på Dyngegård.

Det var rigtigt at Lars Larsens kone, medens de boede hos dem, syede et hvergarns skørt om til børnene. Hu havde ikke kunne omfarve stoffet i deres hus. Dette skørt havde Lars Larsen fået af sin familie, havde hun sagt til Karen.

Karen havde ikke lagt mærke til en brun eller rødbrun kaabe, men derimod havde hun set, at Lars Larsens kone havde tørret fire særke på en gang foran deres hus. Ellers havde Karen ikke lagt mærke til hendes tøj.

Husmand Peder Bertelsen på 31. slg. grund fortalte at kort før 1. november 1851 havde Lars Larsen været hos hans kone, der havde ladet sig overtale til at give dem logi, da de ikke havde noget hus at bo i. Han havde ikke givet tilladelsen, da Lars Larsen var almindelig bekendt for at stjæle. Han ville ikke udsætte sig for mistanke for det samme, når de havde ham boende i huset.

De havde tidligere boet hos Hans Larsen, men de var blevet uenige.

Han havde ikke bemærket noget tyveri begået af Lars Larsen medens de boede hos dem. Lars Larsen havde sjældent været hjemme om nætterne, men det blev sagt, at han sov på Dyndegård hvor han havde arbejde.

Peder Bertelsen gik på dagløn hos Hans Lyster og var sjældent hjemme om dagen. Derfor vidste han ikke noget om tøj, som Lars Larsen og kone havde og evt. omsyede.

Otto Nielsen Helgreens kone Elna Kirstine fortalte at hendes mand arbejdede i Kulbakkerne sammen med Lars Larsen ”i fjor vinter” og at de ofte fulgtes hjem om lørdagen. Hun erindre at noget efter nytår 1851 kom han hjem med noget der kunne ligne et stykke af en fruentimmerkaabe, hvor der sad noget vat. Tøjet var ternet og del lyst lyst og noget grønt shirting. Hun troede, at hun stadig havde nogle lapper liggende derhjemme, men dette var ”sværtet med blaaspaand og vitriol” thi når det er lyst blev det hurtigt beskidt. Af dette tøj havde hun syet en trøje til sig selv og dels noget tøj til børnene. Hendes mand havde sagt, at han havde købt det af en kone i Hasle for 4 mark.

Hun kendte ikke til, at hendes mand skulle være kommet hjem med lærred tilhørende Hermans Becks

datter på Thoruppegård. Og for øvrigt var der sket en ransagning efter dem. Uden resultat.

Hun tjente på præstegården samtidig med sin mand og han havde ikke noget lærred dengang og hun  syede ikke skjorter til ham medens de boede sammen på Præstegården.

Elna Kirstine sagde, at det var rigtigt, at han ofte kom hjem med en lille på sæd (både rug og byg) da han kom hjem fra tærskemandsarbejde. Hun troede at det var en del af lønnen.

168a – 4. maj 1852

På rådstuen i Rønne

Otto Nielsen Helgreen fortalte da han for omtrent 4 år siden tjene hos degnen i Klemensker var han ved middagstid gået fra Rønne og hjem til Degnegården. Ved en gård i Nyker var der en dam, hvor der lå flere stykke lærred. Han fik lyst til at tage et af dem. Lagde det sammen som lærred skal lægges sammen og skyndte sig ind i en rugmark, som var så høj, at det fungerede som skjul for ham.

Han tog det hjem til degnegården, hvor han lod sy et par bukser og et par skjorter. Skjorterne syede Cecilie, der havde opsyn med fattighuset og bukserne af Jacob Skrædder som boede nord for kirken i Bolleris. Der blev et lille stykke tilovers. Hvor stort erindrede han ikke.

 Ligeledes tilstod han tyveriet af lærred på Thorupgårds loft i efteråret 1850. Han var dengang daglønner på gården og havde opdaget, at der lå en del lærred på loftetpå hanebjælkerne. Han vidste at der blev brøddet hør på gården. Tyveriet sket ev de daggry. Han havde opdaget, at man kunne komme op på loftet fra salen. Gavl og loft var nedtaget, men det var muligt at gå på nogle brædder der lå på bjælkerne. Han havde kun taget en rulle.

Det stjålne lrred var i tre stykker, hvor de fo solgte han i Rønne til glarmester Boss. Det tredje blev anvendt til benklæder. Han mente, at han fik 18 skilling alen. Han havde gemt det på lyngen, hvorfor at de ikke blev fundet under ransagningen. Han vidste ikke af lærredet tilhørt Herman Becks datter.

Han indrømmede også tyveriet af den store kåbe. Han havde været i Hasle i et ærinde. På vej hjem havde han opdaget kåben, der lå på den store sten, der var ved indgangen til kirkegården. Der hvor den gamle præst plejede at sidde når det var godt vejr. Han mente, at det var en rejsekåbe: Yderst af ternet hvergarnstøj og foret af grønt shirting. Det var sikker en af præsten døtre, der havde lavet den. Det var på den tid, at hans mindste barn skulle i kirken.

Otto kendte intet til, at Lars Larsen skulle have stjålet hos Jeppe Rasmusen på Baggårds grund. Men der var en anden forhold, som han kunne fortælle om Lars Larsen. Han ville sælge både skjorter og særke til Otto, men han ville ikke købe, da han frygtede at det ville blive opdaget at han blev hæler. Lars Larsen sagde, at der intet var at frygte, da det var stjålet så langt væk, at ingen ville opdage det.

Endelig tilsted han, at han nogle gange havde stjålet sæd da han var tærskemand på Splitsgård. Han gemte sække i en halmstak og tog den med hjem senere. Men kun to poser rug og en pose byg, Han erkendte også, at han havde taget en skæppe kartofler fra kartoffelkulen sydost for Splitsgård kl 5 om morgenen.

Otto Nielsen Helgreen erklærede, at han nu havde tilstået alle sine forbrydelser og håbede på en formildelse i straffen.

Efterfølgende tilstod han uden opfordring at han ikke sidste men forrige påske havde stjålet flæsk fra Hans Thorsen i Rø sogn sammen med Lars Larsen. Det sket efter forslag af Lars Larsen og uden hans kones kendskab. Der var hul i gavlen af Hans Thorsens hus og de måtte bryde det større for at komme igennem. Otto gik ind og Lars blev udenfor. Han stjal et par lispund flæsk, som han rakte ud til Lars Larsen udenfor. De havde delt flæsket i to hos Otto og hans kone var nærværende, men stod ikke op af sengen.

Dommeren  henstillede til Otto om at fortælle sandheden. Var Lars Larsen med ham på denne tur til Rø? Hvilket Otto ”med den største bestemthed og med Taarer i Øjnene forsikrede at være tilfældet”.

Glarmester Boss i Rønne fortalte, at han var indkøber af lærred for fattigvæsenet, hvorfor han ”havde med mange personer af almuen at bestille”. Han kunne derfor ikke med bestemthed kende Otto som en af dem der havde solgt til ham. Men 18 sk. pr alen var en almindelig pris.

170a – 8. maj 1852

På rådstuen i Hasle.

Dommeren havde været beskæftiget den 5. og den 6. maj med to forskellige tyverier og i går var det store bededag.

Jens Christian Jensen, pt i Klemensker fortalte, at han ikke var bekendt med husmand Lars Larsen i Klemensker. Dommeren spurgte om det ikke var rigtig, at han havde købt dyrekød af en lille mand fra Klemensker, hvilket han benægter.

Jens Christian Jensen havde været straffet med 3 års forbedringsarbejde for at have fremstillet falske penge.

Cecilie Kirstine, enke efter Niels Hansen Dam, opsynskone på Klemensker fattighus. Erkender, at hun far syet og lappet samt syet skjorter for Otto Nielsen Helgreen, medens han tjente på Ladegården, og da han tjente på Degnegården.

Angående Ottos kones ophold i fattighuset var i anledning af at hun snart skulle nedkomme. Hun indrømmer, at det havde stået på længe, men nu var det op over. Det kunne man se på hende.

Skrædder Jacob Jacobsen på Degnegårds grund i Klemensker huskede at han for omkring 4 år siden syede et par lærred bukser til Otto Nielsen Helgreen, medens han tjente på Degnegården. Lærredet må have været leveret af Otto, da han sjældent selv leverer stoffet til bukserne. Da det var så mange år siden, turde han ikke med bestemthed udtale sig om denne person.

Arrestanten Svend Johan Andersen bekræftede sit tyveri på ”Skandinavien” og med hensyn til afsendelsen til guldsmeden. Han kender ikke navnet på guldsmeden, men han kendte stedet hvor han bor, hvis han blev transporteret til Rønne.

Svend Johan  fortalte at havde set Lars Larsen og Otto Nielsen komme gående med stængetræer, som de havde stjålet fra Kjølleregård. Det skete for omtrent 3 år side da Svend arbejdede på Splitsgård. Det var en søndag eftermiddag på besøg på Piberegård og da han var på vej hjem, så han de to, Lars Larsen og Otto Hansen, men han ænsede dem ikke.  Stængetræet blev lagt på loftet hos Lars Larseb, hvor Otto boede. Det var før han hus brændte. Otto bad senere Svend om at tie med hans viden.

Svend fortalte at Otto også havde stjålet 3 eller 4 skjorter på krohuset ved Blykoppeåen. Det havde Otto fortalt Svend engang de var inde og drikke en snaps på kroen.Foruden skjorterne havde han taget noget linned, som lå på et gærde.

Endelig fortalte Svend at Otto Nielsen havde stjålet to oste, hvor han havde taget dem vidste han ikke, men han havdehørt at Christian Munck ved Risby havde fået stjånet to oste.

Hvad kvien angår, som gårdmand Morten Kofoed mistede, var Svend fuldkommen overbevist om, at det var Lars Larsens værk og den blev slagtet i Hans Larsens hus og fragtet til Rønne. Hans Larsens hustru var med til at lave pølser af denne kvie. Han ved at Jens Pedersen vidste noget, som kunne oplyse sagen, nemlig både huden og kødet blev nedpakket i et lynglæs. Måske havde Jens Pedersen og Lars Larsen flere hemmeligheder sammen, hvor Jens Pedersen ikke ville sige noget.

Svend Johan fortæller, at årsagen til, at han har angivet andre, der var større tyve end ham eller ligeså så slemme som ham , skulle straffes på linje med ham og ikke mindre ”som retfærdigheden har fortjent”.

Dommeren påpegede, at Svend tidligere havde beskyldt Lars Larsen for forbrydelse, som han var uskyldig i. Denne angivelse bevirkede, at det er svært at stole på hans ord. Jamen, sagde Svend, dengang var han i bedrøvet stemning over, at han, som var så ung, skulle straffes hårdt når andre gik fri. Netop Lars Larsen var langt værre end ham og det var uretfærdigt, hvis han skulle slippe fri.

Dommeren meddelte at Hans Thorsen og hustru var tilsagt, men udeblev.

Side 171b – 10. maj 1852

På rådstuen i Hasle.

Ritmester Holm på Simlegård fortalte sidste efterår mistede han en kalkunsk hane og efteråret forud en anden kalkun. Han havde ikke anmeldt deres forsvinden, da han antog, at det var ræven, der havde taget dem. Han nævnet at hans og naboernes kalkuner gik samlet i Simlegårdsskoven. Naboerne var Christian Munck, Hans Andersen og Andreas Rasmussen.

Gårdmand Christian Munck på 54. slg. i Klemensker fortalte at han havde mistet 3 oste  i august 1850 var blevet bestjålet. Værdi 4 mark 8 skilling. Han havde ikke mistet kalkuner i skoven.

Husmand Peder Kofoed Rømer på 21.slg. fortov havde i sommeren 1850 kørt et læs Rønne for Otto Nielsen Helgreen. Vognen var læsset langt ude på lyngen. Først senere blev han klar over, at det ikke var Ottos lyng, men en anden mands. Han havde fået 9 mark for lyngen, hvoraf han efter sædvane skulle have halvdelen for transporten.

Arrestanten Lars Hansens hustru Magdalene Marie fortalte om den morgen hvor Lars Hansens hus brændte. Hendes datter line var meget tidligt gået til Gudhjem for at hente sild og derfor var hun alene i huset. Lars Larsen var kommet ind til hende tidligt om morgenen gennem ladedøren, som Line havde lukket udvendigt fra.  Hun var alene, da han kom og spurgte om hun havde noget malurt. Hun havde noget på loftet som han kunne tage. Det havde han ikke gjort blot gået ud af døren igen. Kort efter kom han løbende med børnene og fortalte at hans hus brændte.

Hun havde ikke hørt direkte fra Lars Larsen, at han ville sætte ild i sit eget hus, men det var det almindelige rygte. Hun havde hørt sin mand sige, at hvis han satte ild på huset måtte det ikke blæse, for så kunne deres hus været gået med i flammerne. Huset lå kun en halv snes skridt fra deres.

Dommeren bemærkede at ved det optagne brandforhør havde Lars Larsen påstået, at han lå i sin seng, da ilden udbrød. Han havde ikke fortalt om sin gang til naboen. Dommeren lod arrestanten Lars Larsen fremstille til konfrontation med disse oplysninger fra Magdalene. Lars Larsen bekræftede, at han havde været hos Magdalene og spurgt efter malurt. Men han var gået tilbage i seng og faldet i søvn. Blev vækket ved at det knagede fra taget, hvilket skyldtes ilden. Magdalene sagde, at det kunne ikke passe, at han lå i seng. Han var meget hurtigt kommet med børnene. Lars Larsen vedblev sin påstand om, at han var gået i seng og havde sovet. Dommeren gav udtryk for det usandsynlige i Lars Larsens påstand. Lars Larsen blev ført tilbage til arresten.

Arrestanterne Lars Hansen og Svend Johan blev fremstillet og konfronteret med Magdalene og hendes udsagn. Svend Johan sagde, at Magdalene var helt klar over indbruddet hos Jørgen Larsen i Rø. At Lars Hansen ikke ville stå ud af sengen og gå med, var korrekt, men Magdalene havde tvunget ham til det, ”ellers skulle han gøre mere arbejde end han ellers gjorde”.

Magdalene sagde, at hun kendte til planerne, men at hun ikke havde brugt det ordvalg mod sin mand.

Side 173b – 11. maj 1852

På 9. slg. grund i Rutsker.

Brandforhør i forbindelse med at husmand og skrædder Niels Hansens hus var brændt om morgenen.

Niels Hansen blev vækket at lyde fra loftet. Han var stået op og gået ud i køkkenet. Gennem en sprække i loftet så han ilden. Han var gået tilbage og vækket konen, der var stået på at taget deres barn. Han havde taget sengetøjet under armen og løbet ud. Der havde han set, at det var ild i begge gavle og det meste af taget. Han kunne ikke angive arnestedet, men ilden må være kommet udefra, da der ikke havde været ild i underetagen. Han mente ikke at det kunne være fra skorstenen.

Han fik reddet en kiste inden folk kom til hjælp. Den første var Jens Nielsen Muncks kone som blev vækket af Niels kone, der var løbet over til naboen. Dernæst kom Claus Mortensen. Det var først muligt at komme ind i huset efter at taget var udbrændt. Takket være at der var ler på loftsgulvet kunne man komme ind i huset og redde det meste af bohavet ud. Der var intet at stor værdi på loftet.

Der blev spurgt ind til, hvorfor at konen sov så tungt at manden havde besvær med at vække hende, nu når de havde en lille barn. Dommeren mente, at det var ”besynderligt” at det var manden, der passede barnet. Han svarede at barnet var ”uregerligt” havde holdt moderen vågen ud på natten, så han havde ligesom taget over med at trøste  barnet, hvorfor det var ham, der havde hørt ilden på loftet. Han mente, at klokken var henimod 3, da det lysnede. Han skønnede, at klokken var omtrent 12, da de var faldet i søvn og havde slukket lyset.

Ildens opståen kunne ingen forklare. De havde hverken baget, brygget eller vasket i løbet af dagen. Og de fyrede sidste gang i kakkelovne kl. 7 aften.

Huset var 2 år gammel og bygget af ejeren, men endnu ikke helt færdigt. Det var assureret for 150 rdl. Bohavet var ikke forsikret.

Brandlidtes hustru Ane Kirstine Munck, naboens Jens Nielsen Muncks hustru Elsebeth Kirstine, hvis mand var på arbejde på Slotsvangegården og husmand og skrædder Claus Mortensen blev afhørt om branden. Det var meget samstemmende med mandens forklaring.

Synsmændene konstaterede at skorsten ikke viste tegn på, at ilden var opstået der. Skaderne på underetagen var opstået af det afbrændte tag, der var faldet ned på siden af huset.

Sanedmand Sonne ankom kl .7, hvor ilden på det nærmeste var skukket.

Side 175b – 11. maj 1852

På rådstuen i Hasle.

Husmand Hans Thorsen på 9. vg. grund i Rø sogn fortalte at natten mellem påske lørdag og søndag blev der fra hans skorsten stjålet 2 lispund flæsk i tre stykke, der hængte til røgning. Tyven måtte have fået adgang til huset gennem et hul i gavlen, der var beregnet til hønsene. Der var taget en marksten ud, så hullet var stort nok til et menneske. Derfra var der adgang forstuen og køkken. Skorstenen var opmuret mellem køkken og den stue, hvor Hans Thorsen og hustru sov.

Tyven havde træsko på og sporene kunne følges over lynggærdet mod Klemensker sogn mod et hus, hvis ejer han nu ikke kendte, men som tidligere var beboet af Otto Nielsen Helgreen da tyveriet var foregået.

Da Hans Thorsen havde konstateret sporene, turde han ikke gå ind i huset, men kontaktede en udbygger Hans Peter Lund (Lind?) ,efter hvad han troede boede på Thorupgårdens grund, men som ikke ville gå med ham. Derefter gik han til udbygger Hans Lind, der skulle bo på Kuregårds grund og dernæst til Mads Andersen, der boede lige ved lynggærdet. Denne sidste gav sig det ærinde, at han ville besøge Otto for at tale om gærdets tilstand. Da de gik ud i lyngen nærmede de sig det sted hvor træskosporene var set. Otto sagde da, at hun havde andet at bestille, så han gik bort inden de fik konfronteret ham med deres mistanke. Mads Andersen havde nået at måle hans træsko i forstuen inden de var gået ud. Målene passede på de aftryk, som de fandt på lyngen.

At mistanken faldt på Otto Nielsen skyldtes også, at Otto havde forsøgt at sælge Hans Thorsen nogle høns og at han da havde set flæsket hænge i skorstenen og han havde konstateret adgangen gennem hønsehuset.

At tyveriet ikke blev anmeldt til politimesteren var, at han tvivlede på beviserne var stærke nok til at fælde tyven og at flæsket under alle omstændigheder var borte.

Hans Thorsens hustru Karen Kirstine Larsdatter fortalte at Otto Nielsen Helgren var kommet til dem skærtorsdag sidste år for at sælge dem nogle høns, fordi hendes mand var hønsekræmmer og solgte høns til skibene i Allinge. Hun fortalte samme historie om hønsehuset, træsko og spor til Ottos hus.

Side 176b – 12. maj 1852

På rådstuen i Hasle

Husmand Hans Nielsen Lind på 27. slg. grund i Klemensker fortalte om påske søndag 1851 hvor husmand Hans Thorsen var kommet til ham  og fortalt om mistanke mod Otto Nielsen. De fandt på nogle påskud for at komme ind i huset. Hans Lind påskud var, at han måske ville købe Ottos hus til sin søster. Mads Andersens påskud var at få ham med på at fordele arbejdet med at vedligeholde lynggærdet. Så snart de kom ind i huset hos Otto fortalte Hans Thorsen om tyveriet og at de havde mistænkt ham for tyveriet. Hans Lind havde set et stykke flæsk, men det var meget mindre end det stjålne. De havde fået Otto med ud på Lyngen til sporene. Men kort efter havde Otto forladt dem, da han havde andet at bestille.

Træskosporene var tydelige, da træskoen for nyligt var blevet klampet. Mads Andersen havde målt hans træsko i forstuen med sin tommestok, som passede med trinene. Da de var nået frem til Hans Thorsens hus, var der imidlertid mange fodspor, som de ikke kunne skelne fra hinanden.

Husmand Mads Andersen på 28. slg.fortov fortalte, at der ikke var entydige forspor. Der var forspor, der så ud som et par slidte træsko eller som et par læderfodtøj. Det var lidt forvirrende, men kunne være at der var forskel på klamperne på den venstre og den højre.

Husmand Hans Peter Lund på 28. slg. grund erkendte, at han havde afslået at gå med på ransagningen.

Side 178a – 14. maj 1852

På rådstuen i Hasle

I sagen mellem pigen Hansine Kofoed og gårdmand Morten Kofoed  ang. arbejdsfortjeneste. Angående ueninghed om stoffets værdi. Hansine påstod at ”skættefald” ikke kunne ansættes til 5 skilling pundet men kun 3 skilling . Hun havde ikke bragt det med sig til Hasle hvorfor sagen blev udsat i 8 dage.’

Side 178b – 14. maj 1852

På rådstuen i Hasle

Sagen om husmand Lars Hansen m.fl. fortsat.

Husmand Anders Andersen ved Balsmyre under Simlegård fortalte at han havdefor et par år siden om efteråret omtrent kl. 3 a 4 om morgenen, mødt Lars Larsen i nærheden af Kuregårdsskoven. Lars havde en dragt på nakken. Han synes, at det var besynderligt, at en mand gik der på den tid. Han havde hørt at en gammel kone ved navn Karen, som har i familien med husmand Christian Jensen, var blevet bestjålet. Anders Andersen mente derfor, at det sandsynligt var Lars Larsen, der havde bestjålet den gamle kone.

Husmand Christian Jensen på 27. slg. grund fortalte at han tidligere havde været nabo til Anders Andersen på Balsmyre og at Anders havde fortalt om sit møde med Lars Larsen om morgenen. Han kalder den bestålne for en gammel pige, datter af Jørgen Hermansen. Hun huskede ikke årstallet,men det må have været for et par år siden.

Dommeren havde tilsagt Otto Nielsen Helgreens kone til forhør, men hun var ikke kommet.

Side 179a – 15. maj 1852

På rådstuen i Rønne

Fisker Valerius Michael Peter Fallesten af Rønne fortalte at han for et års tid siden var blevet frastjålet tre skjorter. Han boede da i Blykoppekrohuset i Nyker. Skjorterne var blandt andet lagt til tørre på et gærde et par hundrede alen fra huset, som han vidste var lidt uforsigtigt. Men da der gik folk på vejarbejde tæt ved kroen og at han havde en søster på 8 år, som gik og vogtede kreaturer på bakkerne, havde han tænkt, at ingen ville stjæle dem. Der var ingen navn på skjorten og han var ikke sikker på, at han ville kunne genkende dem i dag.

Guldsmed Kolding af Rønne fortalte at for ½ års tid kom en svensker med et stykke sølv, som han bad om blev brugt til to ringe. Han spurgte svenskeren hvad det var for noget sølv og fik at vide, at det havde været en longnet. Hvilket han godtog, da det var udstukket til en lang  tråd. Han havde lavet de to ønskede ringe som imidlertid ikke var blevet afhentet. Han bedømte sølvet til en værdi af 1 mark 8 skilling.

Dommeren havde fundet guldsmeden ved at lade politibetjenten i Rønne ledsage Svend Johan rundt i gaderne i Rønne, hvorved Svend havde udpeget Guldsmed Kolding.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreen indrømmer, at han havde taget tre skjorter på en bakke (?) ved Blykoppekrohuset. Der var en del andet tøj, der var hængt til tørre. Han var på vej hjem fra Rønne og han tog de tre skjorter og puttede dem i den pose, han havde med sig. De havde forskelligt finhed. Den groveste var af blaargarn, sam han brugte som arbejdsskjorte medens han arbejdede i kulværket i sidste vinter, hvilket må betyde, at det var mere en et år siden, resonerede han. Den anden skjorte var af hørgarn og den tredje og fineste var så vidt han vidste ”Tvist” (?) De var alle opslidne. Han havde sagt til konen, at han havde købt dem for 1 rdl. stykket.

Otto nægtede at have begået tyveri hos Christian Munck i Risby. Han nægtede også at have stjålet kalkuner ved Simlegård.

Han vedgik at han havde været sammen med Lars Larsen på Piberegård for 3 år siden og der var også Svend Johan og Lars Hansen, der havde sin violin med. Lars spillede for de andre, moret sig og det var søndag aften. Han og sin husvært Lars Larsen fulgtes på vej hjem og da de kom forbi Kjølleregård havde de taget tre store stokke eller pæle – stængetræ var det ikke – med sig hjem. Pælene var lidt tykkere end kosteskaft og noget over 2 alen lange. Værdien kunne ikke være over 1 skilling stykket. De brændte sammen med huset noget efter.

Svend Johan stod frem og sagde at Ottos kone havde sagt, at Otte havde stjålet en kalkunsk hane. Otto tilsted at han havde taget en kalkun i Simlegårdsskoven. Han bragte den hjem til konen og de fortærede kalkunen med det samme. Han huske ikke tilberedningsmetoden.

Hvad angik de to oste, havde Svend Johan ikke noget konkret at beskylde Otto for.

Uoverensstemmelse var der også med uret, som Otto Nielsen skulle have taget uret op af lommen på Jørgen Thorup, eller, som Svend Johan sagde, at det skulle havde hængt på en gren. Grenen havde fisket uret op af hans lomme. For at komme mistanke mod ham i møde, sov han et par nætter på Splitsgård. Han fortalte at ret var købt af Gundberg, som han vidste var druknet sidenhen.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreen fastholdt at Lars Larsen havde været med ham hos Hans Thorsen i Rø. Otto havde ganske rigtigt forsøgt at sælge et par høns til Thorsen nogle dage før. Men han fik ikke hønsene da de ikke kunne komme overens med prisen. Tyveriet skete mellem påske lørdag og søndag. Mads Andersen var kommet for at få ham til at reparere gærdet  Hans Lind var kommet for at se på huset da han agtede at købe det. Med ham var husmand Hans Peter Lund. De havde anklaget ham for tyveri og de ville måle hans træsko, hvilket de ikke fik gjort. Han havde ikke haft tid til at gå længere sammen med dem på lyngen, da han havde arbejde at gøre. Han frygtede også at hans spor skulle kunne genkendes oppe ved Thorsens hus.

Lars Larsen havde haft gamle udslidte træsko på, så dem kunne man ikke se på lyngen.

Dommeren henstillede til Otte Nielsen at tale sandt [han troede vist ikke på at Lars Larsen havde været med i dette tyveri] De havde delt flæsket mellem dem. Otto havde en logerende Stine Samuelsen, der tjente på Splitsgård, lå i kammeret ved siden af stuen hvor de delte flæsket.

Lene Marker, der var skilt fra sin mand for 17 år siden blev afhørt. Hendes næring var at sælge hvedebrød og skænke lidt brændevin for folk. Derfor kender hun mange mennesker uden at kende deres navne. Hun siger, at hun måske kender personerne, når hun ser dem. Hun sagde, at det nok kunne være sandsynligt, at kun havde fået kaffebønner af en mand mod kaffe og brændevin.

Da hun hørte at Lars Hansens øgenavn var ”Lars Hundelort”, huskede hun, at af denne mand havde hun fået en fjerding kaffebønner for kaffe og brændevin. Hun erindrer ikke at der havde været en lille mand sammen med ham. Måske kunne hun genkende ham, hvis hun så ham. Hun husker ikke hvornår, men det er ikke sket i dette år.

Side 181b – 17. maj 1852

På rådstuen i Sandvig

Arrestanten Lars Hansens datter Caroline Kirstine  14½ år gammel, fortalte at hun var flyttet med sin husbonde Laurius Dam til Saa (?) i Allinge. Hun erkender, at hun har det hvide lommetørklæde, som Svend Johan tog af lommen  på frakken, som han stjal i Skandinavien i Rønne. Hun afleverede tørklædet, hvor der i hjørnet var skrevet med blæk F.A.

Hun forsikrede, at hun havde talt sandt om at hendes far og Lars Larsen havde stjålet sukker, søm og kaffebønner, samt tyveriet af en bistade. Hendes far var gået til sengs, da han fødder smertede på grund af støvlerne, så hun havde hjulpet Lars Larsen med at gemme bistadet ved gærdet hvor Lars Larsens hus havde stået. Nogle dage efter havde de presset honning af bikagerne og resterne havde de skjult under en tørvestak. Krukken med honning var gemt samme steds. Der havde ikke været andre til stede end hendes mor og far.

Da Lars Larsens hus brændte var hun omkring kl. 4 morgen gået mod Gudhjem efter sild, så hun havde ikke set ildebranden. Hun vidste kun det som hendes mor havde fortalt. Og så gentog hun rygterne om at Lars Larsen selv havde brændt det af. Hun tilføjede at det også kunne være Lars Larsen kone, der havde gjort det inden hun gik til Mads Andersen for at bage brød.

Side 182a – 19. maj 1852

I sandemandens gård i Rø sogn.

Det af sognets anlagte justitssag mod arrestanten Jeppe Dal i forbindelsen med overfald på Hans Thorsen.

Husmand Hans Thorsen på 9. vg.s grund i Rø angav værdien af de ting der var fundet på loftet af fattighuset: ½ pund hvidt sukker 13 sk., ½ pund brunt sukker 13 sk, ½ pund poleret (?) krudt  2 mk, ½ pund grøn sæbe, 7 sk, ½ fjerdingsnus 2 mk, ¼ pund lim 8 sk. Og så var der varerne fundet i kurven: 1 flaske med 3 pæle brændevin 20 sk, 4 bundter svovlstikker 4 sk, ¼ alen sort fløjl 1 mk . 2 dusin tinknapper 6 sk. 1 bundt hægter 10 sk og 2 hus? 10 sk.

Hans Thorsen afsagde sig erstatning hos Jeppe Dal eller fra hans mor. Justitssagens forklaring blev oplæst.

Side 182b – 21. maj 1852

På rådstuen i Hasle

1.Sagen mellem Hansine Kofoed og gårdmand Morten Kofoed om arbejdsfortjeneste. Sagen blev forliget, således at Morten Kofoed betalte Hansine 1 rd 2 sk. Dommeren eftergav gebyret.

2.Sagen mellem skrædder Ole Jensen af Allinge contra ungkarl Jørgen Christensen i Rutsker. Om uberettiget nærings brug. Klageren varmødt med den indklagede var syg og bad om udsættelse i 4 uger (18/6 kl. 12)

3. Sagen husmand Anders Hansen Holm på 26. slg. fortov i Rutsker contra husmand Hans Jensen Grønberg samme gårds fortov ang. verbale injurier. Sagen blev forligt således at den indklagende aldeles ikke mente noget med et han havde sagt. Det var ufortjente skældsord han havde sagt. Sagens omkostninger på 3 mark betalte af indklagede.

Side 183a – 22. maj 1852

På rådstuen i Hasle

Fortsat afhøringer i sagen mod Lars Hansen med flere.

Dommeren bemærkede at han den 18. og 19. havde han været optaget at at lægge planer for vejenes vedligeholdelse. Den 20. var kristi himmelfarts dag og den 21. havde han været optaget af ransagning og forhør, holdt gæsteret og ekstraret og politiret.

Husmand Lars Olsen på 62. slg. grund fortalte, at han lidt efter Sankt Hans for to år siden havde haft en lyngstak stående på udmarken på Stensbjerg øst for Splitsgård. Den forsvandt uden hans vidende og vilje. Han hørte af folk, at Peder Kofoed Rømer havde læsset og kørt bort med det efter aftale med Otto Nielsen Helgreen. Et par dage senere var Otto kommet til ham og erkendt, samt tilbudt at betale for den. Han fik 4 mark og var dermed tilfreds.

Husmand Jeppe Rasmussen på Baggaards grund i Klemensker fortalte om tyveriet fra hans sal palmesøndag i fjor. Det stjålne var 7 særke, 2 lagner, en grønstribet klædning og en Bekans kappe med hvidt Molton alt tilhørende husmand Christian Jensens fraskilte hustru Marie, som nu bor på Bjørnegårds grund. 4 særke, 5 tørklæder og 2 tørklæder tilhørende hans datter Petrea, der nu er konfirmeret. Desuden 1 lispund halvt hør og halvt hamp, en soldater frakke tilhørende ham selv og et par lyseblå soldaterbuksen tilhørende Peder Espersen som nu bor østen for Åhalsegård i Rutsker sogn.

Jeppe Rasmussen beskyldte først Christian Kofoed Riis for at have taget disse genstande, da han engang havde kørt bort med et stykke jern, som han ikke havde kommet ærligt til. Men han kunne efter undersøgelse ikke have gjort det.

Jeppe Rasmussen havde kontakt med en karl der endnu tjente på Samsinggård og var Palmesøndag tidlig morgen var på vej ned til sin bror Poul Andersen. Han havde set to personer sidde i grøften. Den ene var en meget lille person og havde en pakke foran sig. Den anden, som var meget større, var sprunget op og truet ham med en kæp. Han spurgte om hvem han var og om de kendte hinanden, hvilket han benægtede.

”Lille Lars” havde arbejdet sammen med Jeppe Rasmussens svigersøn Christian Hansen på kulværket. Lars havde også logeret hos ham et stykke tid. Han mente at det var Lars Larsen, der havde stjålet genstandene, sammen med en person.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreens hustru Ellen Kirstine gentog, at hun ikke havde syet for Otto medens han tjente på Degnegården, men det havde Cecilie, der nu bor i fattighuset [hun var opsynskone] og hvis hun ikke tog fejl, så syede Jacob Skrædder han et par bukser.

Hun ”mente bestemt at hun var uvidende om hendes mand tyveri” på Thoruppegård. Lærredet blev gemt på lyngen og senere solgt i Rønne, havde hun hørt.

Kåben som hendes mand kom hjem med, havde han købt i Hasle, sagde han.

Ang. tyveriet hos Jeppe Rasmussen var hun fuldstændig overbevist om blev begået af Lars Larsen. Han havde foræret hende et par gamle særke på den tid. Om hendes mand havde været med, var hende ubekendt. Det var dengang han arbejdede på kulværket.

Hun var bekendt med at hendes mand havde hentet kartofler i i kartoffelkule på Splitsgård. Da han var tærskemand på Splitsgård havde han en pose, hvori han to sæd med hjem et par gange. Posen rummede ”en gammel skæppe”.

Hun var klar over at hendes mand og Lars Larsen en aften til påske søndag var i Rø og stjal flæsk hos husmand Hans Thorsen. Da Lars Larsen var på besøg havde hun en logerende Kirstine Samuelsen. Da de kom tilbage til huset, havde de delt flæsket. Hun gentog historien om ransagningen og sagde, at hendes mand var gået med dem ud på lyngen og at hendes mand havde træsko med nye klamper.

Hun huskede at Otto havde tre skjorter med hjem fra hans tur til Rønne, men det var først senere hun fik fortalt historien om Blykoppekroen.

Hun kendte intet til at Lars Larsen og Otto skulle have tage pæle på Kjølleregård. Ostene fra Riisby troede hun ikke at hendes mand havde taget, men kalkunen på Simlegård var rigtig nok. Det skete i efteråret 1850. Hun havde kogt og fortæret den. Der var for øvrigt sort spraglet.

Hun blev atter spurgt om hendes mand var med til tyveriet hos Jeppe Rasmussen. Hvilket hun ikke mente. Men sikkert var det at Lars Larsen havde gjort det. Nu huskede hun, at hendes mand  havde bortbyttet de to skjorter med Lars Larsen.

Hun kom i tanke om, at hun havde købt et gammel lagen af Lars Larsen for 4 sk. Det var kort tid efter tyveriet hos Jeppe Rasmussen.

Kirstine Samuelsen var tilsagt til at møde, men hun kom ikke.

Side 186a – 24. maj 1852

Sat på Simlegård i Klemensker, da der var brændt et hus på gårdens grund. Huset tilhørte Jens Jørgen Pedersen se Sultekrogshuset – Bornholms historie.

Jens Jørgen Pedersen spiste til middag kl. 12 og var derefter gået hen for at sove. Kl. 2 var han stået op i den hensigt at gå til Marevad for om muligt at købe en tønde rug. I den anledning havde han barberet sig og hans kone havde givet ham vand dertil. Da han var færdig gik han ud af den nordre dør og blev opmærksom på, at det stod røg ud af tagskægget. Konen sad og lappede  en barneskjorte og hun løb ud. De tog sengeklæder med ud og konen løb ind i kammeret og tog noget tvist, som hun skulle væve for en fremmed pige.

Ilden greb hurtigt om sig og snart var det umuligt at komme ind i huset. En stor del af bohavet brændte og det var ikke assureret. De brændte løsøre var en væv, en dusin stole, en slagbænk, 2 borde, et stueur, linned, klæder, 2 puder og mere, der i alt vel løb op til 100 rd.

Huset på 7 fag var assureret for 300 rdl, han havde sat nyt tømmer i i den ene gavl. Der var hverken brygget, vasket eller bagt eller foretaget andet husgerning, som fordrede ild, andet end at der blev kogt mad til middagen, så de havde ild i skorstenen – de brugte kul og brænde. Han vidste ikke hvordan ilden var opstået.

Han havde 250 rdl gæld i huset .

Sprøjten kom først efter at hele overdelen var brændt. Mølleren Hans Jensen og karlen på gården Ole Absalon var kommet til undsætning.

Hustruen Ane Marie gentog hvad manden havde fortalt om middagssøvn og lapning af barneskjorte indtil hun hørte manden skrige, at der kom røg ud af tagskægget. Hun tog sengeklæder og i den liggende kat som det første ud på den søndre side af huset. Manden tog sengeklæder ud på den venstre side af huset. Hun fik ikke taget mere ud da hendes lille dreng skreg udenfor huset. Hun havde i dag ikkeandet ild i skorstenen en til middag, hvor hun lavede grød og vare barbervand efterfølgende.

Hun sagde at huset var syd fag med vedligeholdt stråtag.

Møller Hans Jensen på Simlegårds grund fortalte at omtrent kl. 3  stod han ved møllen, der lå 500 skridt fra det afbrændte hus. Han undrede sig over den kraftige skorstens røg, men kort efter så han at ilden slog igennem taget. Da han kom frem til huset slog ilden ud af den østre gavl.

Ungkarl Ole Absalon, 23 år gammel og tjente på gården (Simlegård). Han opdagede ilden kl. 3 eller 3½. Da han nåede frem faldt taget ned, så han kunne ikke når at redde noget indbo. Huset nedbrændte aldeles. Huset var ”temmelig vedligeholdt”

Side 187b – 26. maj 1852

På rådstuen i Hasle

Dommeren oplyste at han denne dag havde været optaget af forhør ved Hasle Købstads Politiret og brandsag på landet, å han har kun taget sig af det mest nødvendige.

Husmand Jørgen Jørgensen på 33. slg. grund forklarede at hans hustru havde ligget syg i henved 6 uger, hvorfor hun ikke kunne komme til forhør. Hun er meget svag og kan endda ikke selv vende sig i sengen.

Dommeren fremlagde attest fra sognepræsten på at han ikke kunne levere en dåbsattest på denne person, da kirkebøgerne er brændte i året 1801. Efter attest fra kapellanen blev han konfirmeret 1807 15 år gammel og gift i 1815 23 år gammel, det vil sige at han er født 1792.

Ifølge straffeattest er han hverken tiltalt eller dømt i dette jurisdiktion.

Disse oplysninger blev forelagt Jørgen Jørgensen, der dog rettede sit konfirmationsår til 1806.

Arrestanten Lars Hansen fortalte ”at han var fuldstændig overbevist om, at det var Lars Larsen der stjal og slagtede Morten Kofoeds kvie og det almindelige rygte vil vide, at det skete hos husmand Hans Larsen. Han havde også set, som tidligere nævnt, ligge med bar skjorteærmer oppe på et læs lyng, og blev transporteret af Hans Larsen til byen med kødet, som han havde hørt. At Hans Larsens kone havde lavet pølser af kødet havde han hørt fra flere.

Hans Larsens hustru benægtede på det bestemteste, at Lars Larsen havde stjålet en kvie og slagtet det. Hverken hun, hendes mand eller datter har deltaget i slagtning og kørsel til Rønne.

Dommeren troede ikke på hende, i sæt da hun havde ”gjort sig selv mistænkelig derved, at hun ikke havde anmeldt for Politiet, at det var Lars Larsens hensigt at brænde sit hus af”. Hun havde aldrig troet på hans ord, hvorfor hun mente, at det ikke var nødvendigt at anmelde det.

Hendes datter Birthe Marie Hansen benægter at Lars Larsen skulle have bragt  en kvie til hendes forældres hus. Hun vidste ikke noget af, at hendes far skulle have kørt et lynglæs til Rønne. Hun havde ikke hørt fra Lars Larsen, at han ville brænde sit hus af. Hun havde hørt det far sin far.

Kirstine Samuelsen var tilsagt at møde, men var udeblevet på grund af sygdom.

Husmand Jens Jørgen Jensen på 36. slg. fortov i Klemensker. Han forklarede, at han havde et led ved hans hus, som de brugte når de skulle gæssene igennem [til lyngen]. Lars Larsen kom ofte forbi hans hus. Han besøgte en meget mistænkelig mand ved navn Christian Hansen, der boede tæt ved Jens Jørgen Jensens hus. Han opdagede en dag at leddet var væk – stjålet i forrige sommer. Han så leddet nogle dage efter hænge på Lars Larsens hus. Det var godt nok ændret så en flade ”træmme” var  byttet ud med rundt, samt bund og topstykket var forkortet, men han kunne genkende resten som hans.

Skrædder Lars Jensen logerer på 34. slg. fortov fortalte at han ofte  havde arbejdet for husmand Jens Jørgen Jensen. Han kendte til lyngleddet, der havde siddet tæt ved hans hus. Han havde også set resterne af det ved Lars Larsens hus. Han nævnte at hullet i træet, hvor der tidligere havde siddet en fladt træ, sad  nu et rundt. I ”opstanderen” var der huller, som var en fælge af at gæssene havde gnavet i dem.

Jens Jørgen Jensen erklærede, at han kone kunne aflægge ed på, at det omtalte led tilhørte dem og ikke Lars Larsen. Desuden havde han en 21 årig søn, der kunne gøre det samme, men han er for øjeblikket på Spitsbergen.

Side 189b – 29. maj 1852

Politiret sat på 27. slg. i Klemensker

Dommeren havde troet, at det var rigtigst at medtage arrestanten Lars Larsen med til hans tilhørende hus. Han blev spurgt om han selv havde sat leddet ved hans hus vestre gavl. Hvilket han bekræftede. Leddet blev forsynet med dommerens og de to retsvidners navne og taget med til politirettens møde på 27. slg.

Lars Larsen sagde efter spørgsmål, at ”det ham tilhørende hus, som nu er solgt, har han købt af Lars Peter Nielsen, der igen har købt det eller tilbyttet sig det af Jørgen Marker. Efter hvad han har hørt er det sidstnævnte, der har indtaget omtrent en skp. Land geom. mål fra den ved huslodden liggende lyng. Det skete for omtrent 5 år siden. Ham selv har flyttet det før afbrændte hus hen på den søndre kant af lodden, og det er muligt, at de 2 østre rum af dette nye hus står på udmarken, men den vestre det af huset samt det ved samme stående led står derimod på bondemarken, hvilket han ved med vished, da han selv har sat leddet der ved den vestre gavl”.

Han gentog sin påstand, at han havde bearbejdet leddet, som altså var flyttet fra sin oprindelige plads ved lynggærdet mod vest til husets gavl ind mod bondejorden. Han gentog et par gange, at det havde hængt ved huset i længere tid og at han selv havde forarbejdet det.

Husmand Jens Jørgen Jensen besigtigede leddet i arrestantens  Lars Larsens nærværelse og erklærede, at det var hans led som blev stjålet fra han i juni sidste år. Det ville han afgive sin ed på.

Husmand Jens Jørgen Jensens kone Gertrud Margrethe Jensen fortalte at ved Sankt Hans dags tider, natten efter den dag, der var auktion i Almindingen, blev deres stjålet et led i gærdet. Ved fremvisning genkendte hen leddet og ville afgive ed på, at det var deres ejendom.

Skædder Lars Jensen genkendte leddet og gentog, hvad han havde sagt ved forrige forhør.

Lars Larsen ændrer nu sin forklaring, at han havde købt leddet af husmand Hans Kofoed. Dommeren gjorde opmærksom på, at denne mand var død, og at Hans Kofoed, der boede tæt ved arrestantens hus, var død inden han var blevet arresteret, hvorfor ”det efter al sandsynlighed var usandhed”. Lars Larsen erklærede, at der var ingen tilstede da han købte leddet af Hans Kofoed og at ingen havde set  at han havde givet ham pengene kontant.

Jens Jørgen Jensen sagde, at hans søn var en af Robbefangerne, der var kommet tilbage. Han ville kunne genkende leddet.

Retten begav sig dernæst til husmand Jørgen Jørgensen, hvor dennes hustru Karen Kirstine blev truffet sengeliggende. Hun blev afhørt. Byskriver Paludans straffeattest blev oplæst – hun havde ikke været tiltalt eller straffet. Kapellanens havde attesteret, at hun var født i året 1797. Hun erklærede at attesterne var korrekte. Ingen spørgsmål blev stillet.

Side 190b – 1. juni 1852

På rådstuen i Rønne.

Dommeren fremlagde højesteretsdom af 9. marts 1852 over arrestanten Otto Nielsen Helgreen er blevet ”anset med et års forbedringsarbejde for Ejendomsindgreb”.

Otto Nielsen havde ikke begyndt afsoningen af denne dom, da han inden højesteretsdommens afsigelse faldt, var anklaget for nye forbrydelser. Dommeren henviste til afhøringen den 20. december 1851, hvilken Otto Nielsen erkendte var korrekt.

Otto Nielsen erkendte, at han havde taget gamle Lars Olsens lyngstak og ladet den køre til Rønne af P.K.Rømer, hvilket skulle være sket fro et par år siden. Han undskyldte sig med, at det var på ”en underfundig måde” at han havde taget stakke, men at det hele tiden var hans hensigt at betale Lars Olsen for stakken.

Side 191a – 2. juni 1852

På 29. slg. i Klemensker i anledning af at kaptajn Siemsens hustru Rebekka Louise Kofoed var fundet druknet i gårdens brønd samme dags morgen.

Dommeren bemærkede, at der allerede var sendt en vogn efter lægen, som kort tid efter hans ankomst ankom.

Så snart hun blev opdaget i brønden, blev hun taget op ”malket for at bringe vandet til at løbe ud”, men det blev konstateret, at hun var død.

Overlæge Zahrtmann erklærede, at han havde været afdødes huslæge i mange år og fundet hende mere eller mindre melankolsk. Nu og da havde det udviklet sig i den grad, at han betragtede hende ”ikke at være i besiddelse af sine forstandsemner”. Han kom fem 5 timer, at hun blev fundet og beskrev hendes tilstand.

Afdødes svoger undentagsmand Erik Hansen afgav forklaring at hans konens søster var melankolsk og i øjeblikke sindssvag. Han frygtede at hun ville gøre en ulykke på sig selv. Han havde været til stede, da folkene trak hende op ad brønden.

Erik Hansens datter Karen Kirstine Hansen, 20 år bekræftede sin fars oplysninger. Hun sov i samme rum som afdøde og havde bemærket, at hun ikke talte med noget menneske. Da de skulle drikke kaffe kl. 7 var det påfaldende at hun ikke kom ind. Da begyndte de at lede efter hende og hendes mor, fik den tanke om hun havde gjort en ulykke på sig selv.

Tjenestedrengen Jens Kofoed 15½ år var den der først opdagede afdøde i brønden.

Gårdejeren Castus Kofoed Hansen fortalte hvornår han sidst havde set sin moders søster var kl. 4 da han gik igennem stuen, hvor hun lå i sengen sammen med hans søster. Han bekræftede af afdøde var meget nedtrykt og i en sindssvag tilstand.

Dommeren erklærede herefter at det var meget sandsynligt, at hun havde taget sit eget liv.

192b – 2. juni 1852

På rådstuen i Hasle

Forhør angående hvorvidt Jørgen Marker havde gjort sig skyldig i kvaksalveri

Dommeren fremlagde amtets skrivelse af 20. f.måned.

Husmand Jens Dam fra 24. slg. grund i Klemensker fortalte at han sammen med sin far var en søndag gået til Jens Monsen for at betale ham nogle penge som de skyldte. De fandt Jens Monsen i en dårlig tilstand, Han klagede forfærdeligt over smerter i sit ben.

Til stede i huset var han kone og en mand ved navn Jørgen Marker, der var kendt som en der kunne behandle syge mennesker. Marker havde sine kundskaber fra Sverige. Han blev brugt af folk, der led af forskellige sygdomme.

Jens Dam havde set hvor råddent foden var og at den kun var hængte sammen med benet ved en strimmel kød. Jørgen Marker ikke villet skære foden af, og Jens Dam heller ikke, hvorfor Jens Monsen havde forlangt at konen skulle gøre det. Da det var sket satte Jørgen Marker et plaster på stumpen. Det blødte næsten ikke.

Jens Dam var åbenbart kendt for at årelade folk, så Jens Monsen sendte bud efter ham to dage efter amputationen. Han havde ingen tilladelse til åreladning, men han gjorde det på folk, der boede langt ude i sognet og langt fra lægen. Jens Monsen døde 4 dage efter amputationen.

Indsidder Jørgen Marker, 27 år gl. fortalte, at han havde givet mange mennesker råd i deres sygdomstilstand og dermed reddet mange mennesker. Han sagde at han aldrig med vished kunne love helbredelse, men han havde helbredt mange også nogen som var opgivet af lægerne. Han kom ofte til den syge, når det ønskedes. Hans viden havde han fået af en skrædder i Sverige ved navn Hørberg.

Af folk han har været kaldet til var: Lars Jensen på Fåregård i Olsker, Lyngberg på Brøddegård i Rø, Lars Christensen på Spællingegård i Rø, Claus Jørgensen på Kjølleregård i Rutsker, Jens Clausen på Kovgård i Rutsker, Grønbech i Helligpeder, husmand Hans Lyster i Klemensker, husmand Anders Christensen i Klemensker og andre, som han ikke lige kunne huske. Han havde også behandlet en fattig mand i Tejn Fattighus efter opfordring fra præsten i Olsker, Han havde ordineret ham varme bade. Han tager forskellig betaling  1 sk, 2 sk. og nogen gange 4 sk.

Han boede hos Jens Monsens enke, som han for 14 dage siden blev kaldt op til, da der var gået forrådnelse i foden. Han kendte ikke nok til behandlingsmåden, så han ville ikke gøre noget. Jens Monsen havde fået konen til at skære foden af. Han nægtede at have et plaster parat. Det var først bagefter han så sig nødsagen til at sætte et plaster på, efter han havde smurt stumpen med salve. Plasteret havde han fra apoteket. Han sagde, at Jens Monsen først døde fire uger 2 gade efter at foden blev sat af. Han holdt fast i, at han ikke havde sagt at foden skulle sættes af. Salve som han lavede var ad Voks, Terpentin, Talg, Harpiks og honning.

Han mente ikke at han havde forbrudt sig ved at kurere folk, derimod havde han anbefalinger fra folk, han havde hjulpet. Navnlig Lyngberg havde anbefalet ham.

Spørgsmål om han benyttede kunster som ”Maalen og Støben” [målen og sigen?], hvilken han benægtede. Han brugte kun ting som man kunne købe på apoteket.

Jens Monsens enke Ingeborg Pedersen fortalte at hendes mand havde været syg i sit ben i 23 år. Det blev værre og værre og til sidst hang foden ikke sammen med det øvrige ben. Han kunne ikke ligge på ryggen eller på siden længere. Jens Dam var kommet sammen med sin far. Og Jørgen Marker var der. Jørgen Marker havde sagt, at han nok kunne kurer benet når foden var taget af, men han ville ikke skære det af. Heller ikke Jens Dam. Jens Dam lovede at tage benet af og Jørgen Marker havde salve parat. Hvordan foden blev skåret af, vidste hun ikke, da hun kunne ikke tåle at se på det. Da det sket kom der en meget ilde lugt.

Til behandling af den dårlige fod havde hun mest brugt tjære, da det synes hende virkede bedst.

Husmand Jens Dam erkendte at det var ham der skilte foden fra benet efter at Jens Monsen havde bedt ham om det. Da han så hvor slemt det stod til med foden blev han overbevist om at foden var rådden. Han undskylde, at han først havde benægtet sin deltagelse i amputationen.

Jørgen Marker fortalte, at han ikke havde brugt salve, men rugmel og mælk. Det var Jens Monsens kone der havde bedt ham om at komme og efter han havde set benet, havde han sagt, at han ikke kendte til at sætte benet af og derfor ikke ville gøre det.

Forhøret udsat.

Side 195a – 2. juni 1852

På rådstuen i Hasle

Tjenestepigen Kirstine Samuelsen fra Splitsgård, 27 år, fortalte at hun i 1851 logerede hos Otto Nielsen Helgreen. En aften før påskesøndag var Lars Larsen kommet til dem i huset. Hun havde ikke hørt samtalen, som blev født udenfor. Hun var i det lille kammer med sit lille barn, da de omkring midnat kom tilbage efter at have været væk et stykke tid. Hun hørte hvad de sagde. De havde været hos ÆggeThorsen og stjålet flæsk, som de delte mellem sig. Der blev spist lidt om morgenen og resten blev gravet ned på lyngen.

Dagen efter var Mads Andersen, Hans Lind og Hans Lund for at søge efter flæsket. Otto havde nægtet og sagt, at det flæsk de havde tilbage i huset var købt i Rønne.

Hun var sikker på at det var Lars Larsen hun havde hørt, da hun kendte ”hans snak”. Hun kunne forstå, at de også havde forsøgt at gå ind et andet sted.

Dommeren havde tilsagt en del mennesker dagen efter for at foretage ransagning hos Lars Larsens kone efter det linned som kunne stamme fra Jeppe Rasmussen. Han havde fået besked fra kapellanen, at Lars Larsens kone havde nedkommet med et barn den 22. maj. De havde været raske, men var nu blevet syg, så ransagningen var udsat.

Side 196a – 8. juni 1852

På rådstuen i Hasle. Dommeren var på rejse til København, sa retten blev varetaget af exam.jur. Møller med amtets konstitution til at fortsætte afhøringerne.

Ejer af Splitsgård Jacob Jespersen blev afhørt om Svend Johan Andersen Holms forklaring den 28. april om at tyveriet i mælkestuen på Splitsgård var forestået af én person. Jespersen mente ikke at det havde været muligt, da smørkrukken var så tung, at den af en mand kunne løftes op fra gulvet gennem vinduet. Smørret var i en gul bornholmsk fajancekrukke med omtrent 8 pund smør.

Otto Nielsens tilståelse den 8. maj af at han medens han var tærskemand på Splitsgård havde stjålet sæd fra gården. Jespersen sagde, at han ikke havde lagt mærke til at der i vinteren 1850 og 1851 var forsvundet sæd. Ang. kartofler vidste han, at der var forsvundet noget, men kunne ikke angive hvor meget.

Arrestanten Svend Johan Andersen Holm blev fremstillet løs og ledig. Svend angav, at tyveriet var udført på den beskrevne måde, men kun af ham selv med begge hænder fra gulvet.

Husmand Lars Hansens datter Line Hansen gentog sin forklaring om at hun forrige års efterår var gået til Rønne sammen med Svend Johan hvor de solgte smør. Hun solgte 2 pund han 4 eller 5 pund smør. På hjemvejen mødte de Lars Larsen ved Mæby, som foreslog Svend at følge med til Rønne igen, hvor de skulle tage nogle kalkuner og får og sælge dem i Rønne. Han havde en pose med til formålet. Svend ville ikke med, da han skulle hjem med de indkøbte varer, som vat græskar og brød.

Hun har hørt Lars Larsens kone jamre sig over at hendes børn ingen klæder havde efter deres hus brændte i fjor sommer. I sidste vinter havde hun bemærket at Lars Larsens to børn havde fået nye kjoler, som var syet af omfarvet tøj, som smittede af ved at røre det. Senere så hun Lars Larsens kone gå med en kjole af brunrød kulør – om det var omfarvet vidste hun ikke.

Side 197a – 10. juni 1852

På rådstuen i Hasle

Tjenestekarl på Samsingsgård Poul Jensen fortalte at han få dage efter han var kommet i tjeneste den 1. april  i fjor blev der begået et tyveri hos Jeppe Rasmussen på Baggårds grund. Tidligt samme morgen gik han til sin bror Anders Poulsen. På landevejen mødte han to mænd der sad i vejgrøften. Den ene meget lille. Den anden og større person sprang frem og med en kæp i hånden truede ham og spurgte om han kendte dem. Efter at have benægtet det, var han gået videre ret forskrækkede. Han så, at der i grøften lå to pakker, uden at kunne beskrive dem nærmere. Han mente, at den lille person var meget lig arrestanten Lars Larsen. Hvem den anden person havde han intet bud på.

Afdøde Hans Kofoeds søn Christian Hansen Kofoed af Klemensker sogn, 24 år, forklarede at han i fjor i april måned (1851) havde forladt skomagerprofessionen i Rønne, kom han hjem til sine forældre og har været der siden. Han kan med bestemthed sige, at hans far aldrig har haft noget egetræ eller træstykker, ej hellere de opstandere som findes ved det hus, som Lars Larsen havde haft ved sit hus og som blev fremvist ved politiretten. Han ved bestemt, at hans nu afdøde far ikke hade solgt noget til  Lars Larsen. Han bemærkede, at hans mor ikke kunne møde ved retten, da hun var svagelig, næsten blind og hørte dårligt.

Afdøde Hans Kofoeds søn Jens Morten Kofoed, 18 år gl. fortalte at han de sidste 34 år havde opholdt sig hos forældrene. Da han så opstanderne erklærede han med sikkerhed, at de aldrig har tilhørt hans far.

Bager Niels Peter Espersen i Hasle erkendte at han i fjor sommer (1851) havde købt et stykke vadmelstøj på 3½ alen, som var af blaar og hampegarn af Lars Hansen og kone fra Klemensker. Han husker ikke prisen. Da Lars Hansen sat arresteret kom han kone og ville sælge blaargarn til ham. Han ville ikke købe, da han var bange for at det var stjålet.

Side 198a – 14. juni 1852

Politiretten sat på Klemensker kro.

Efter de mange forhørs oplyste omstændigheder måtte man antage at Lars Larsen stod bag tyverierne hos Jeppe Rasmussen  på Baggårds grund. At konen og børnene havde tøj, der kunne være fra dette indbrud skulle der nu være ransagning hos arrestantens kone, der for tiden opholdte sig på fattighuset i nærheden. Derfor:

”Thi decreteres

Der bør foretages Ransagning hos Arrestant Lars Larsens hustru, der for Tiden har ophold paa Clemensker Fattighus”

Til stede var husmand Jeppe Rasmussen, dennes datter og Christian Jensens fraseparerede hustru – Fra kroen gik de sammen med til ransagningen på fattighuset hvor Lars Larsens hustru Dorthe Hartvig var til stede. Hun viste sin kiste og deri fandtes intet mistænkeligt. På spørgsmål fremviste hun et stykke hvidt Molton for. Hendes børn blev fremstillet og deres kjortler blev undersøgte. Det viste sig at det var af samme stof, som tilhørte Christian Jensens fraskilte kone. Tøjet var farvet, men der hvor det var slidt kunne man se den oprindelige farve, som var grøn. Molton og børnenes kjortler blev taget af retten som bevis.

På fattighuset fremkom Otto Nielsen Helgreens kone Ellen med at stykke lagen som havde købt af Lars Larsen, samt en barneskjorte, som var syet af en særk, som hendes mand havde fået af Lars Larsen.

Retten blev fortsat på kroen.

Christian Jensens fraskilte kone Marie Margrethe meddelte, at hun var blev frastjålet for omtrent 2 år siden noget tøj, som lå hos Jeppe Rasmussen på Baggårds grund. Det bestod af en rød Berkans kappe med hvidt hjemmegjort for, 7 særke, en grøn hvergarns klædning og 2 lagner. Hun havde ved ransagningen haft en lap af det tøj som klædningen var gjort af, som hun sammenlignede med børnenes kjoler og fundet, at det var af ganske samme sort tøj som hende. Det var blevet farvet, men det var tydeligt, at det oprindelig havde været grønt. Hun antog derfor at Lars Larsens børns kjortler var syede at det stjålne tøj.

Det samme skete med Otto Nielsen Helgreens kones fremlagde stykke lagen, der ligner det som fandtes hos Lars Larsens kone.

Lars Larsens kone Dorthea Hartvig påstod, at det tøj som børnenes kjortler var syede af, havde hendes mand kommet med og havde sagt, at han havde købt det. Hun kunne nu godt se, at det måtte være det samme stof af de stjålne til fra Baggårds grund, så hun havde nu grund til at formode, at hendes mand havde stjålet det et eller andet sted. Hun nægtede, at det var hende der havde omformet tøjet og påstod at hendes mand var kommet med det, som det er nu. Dommeren gjorde hende opmærksom på, at vidner havde sagt, at det var hende der havde syet kjortlerne.

Det hvide for, som var fundet ved ransagningen, havde Dorthea mistænkt som være stjålet, da hendes mand kom med det. Han havde benægtet. Det havde for øvrigt været ude af huset et stykke tid, da manden ønskede at få det byttet. Det det kom tilbage brugte hun det som svøb til barnet.

Hendes mand havde i besiddelse et par blå soldaterbukser, som han sagde, at have købt på auktion i Rønne.

Hun var uvidende om at Lars Larsen havde solgt garn til Lars Hansen.

Husmand Jeppe Rasmussen, der havde været med til ransagningen, uden at finde noget, som kunne have tilhørt ham. Dog var der fundet et stykke af soldaterbukser, men da der på den tid var solgt rigtig mange soldaterbukser på auktion, var det umuligt at konstatere, om det var de samme som han havde mistet.

Jeppe Rasmussens datter Petrea Christine Ipsen 14½ år, konfirmeret, så en skjorte, der var gjort af tøj, der lignede en særk som hun havde mistet, men hun var ikke sikker på, at det var hendes. Hun havde mistet 4 særke.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreens kone, Ellen Kirstine, fortalte at Lars Larsen i vinter for et år siden, havde solgt til hendes mand 1 gl lagen, 3 gamle forslidte særke for 4 mark. 1. mark 8 sk eller 12 sk. blev betalt med en kylling. Resten skulle betales kontant. Hun syede særkene om til tøj til børnene. Hun vidste, at Lars Larsen kone havde omformet noget tøj til børnene.

Side 200a – 17. juni 1852

På rådstuen i Hasle.

Arrestanten Lars Larsen forklarede, at han ikke var i stand til at erindre hvorvidt han havde bragt tøj hjem til konen, som så har synet dem om til kjortler til børnene. Efter han længe og alvorligt blev advaret mod at tale usandt, samt at foregive, at han intet kunne huske. Han fortsatte med at sige, at han ”intet kan huske desangående”.

Dog husker han, at han havde købt en kylling af Otto Nielsen, men ikke hvor meget han gav for den. Men nægtede at have solgt lagen og 3 gamle særke til Otto. Hvorvidt han havde været i Rønne med Lars Hansen og været inde hos en kone, der kaldtes for ”Sokkan”, var han ikke i stand til at erindre.

Dommeren oplæste nu hvad Otto Nielsen, hans kone og Kirstine Samuelsen havde fortalt under afhøringerne om hans delagtighed i indbruddet hos Hans Thorsen i Rø. Selv om entydige fortællinger, påstod han med største bestemthed, at han ikke har været med til tyveriet, som omtales. Han har ikke delt noget flæsk i Otto Nielsens stue.

Endelig blev han fortalt, at Hans Kofoed sønner var parat til at afgive ed på, at Lars Larsen ikke havde købt et led hos deres far. Lars Larsen påstod, at det var sandt, det han havde sagt. Opstanderne havde i længere tid stået ud for Hans Kofoeds død. Dommeren sagde, at hvis det var sand, så måtte sønnerne have kendt dem, Til dette svarede Lars Larsen intet. Og så sagde Lars Larsen, at Hans Kofoed for ham har ytret, at ”hans sønner vare ude at supe altid”.

Lars Larsen er født i Østerlars i året 1821 eller 1822, har var konfirmeret* i forbedringshuset i en alder, såvidt han erindrer af 17 eller 18 år. Da han kom tilbage fra forbedringshuset tjente han først i Østerlars hos Bendix Hermansen på Risegård i 1½ år, dernæst hos Hans Munck på Bakkegård i samme sogn i ½ år, dernæst for løjtnant Riis på Bakkegård i Nyker i ½ år, dernæst tilbage til Hans Munck, hos hvem ha atter tjente i et ½ år. Dernæst tjente han hos Jens Pedersen på Smedegård i Rø i 1½ år, hvorefter han blev gift med den kone som han nu har i en alder af 23 eller 24 år. I forbedringshuset var han i et år, og dette ifølge en dom her ved jurisdiktionen for tyveri og attentat (?) på indbrud. I året 1849 blev han sat under tiltale her ved jurisdiktionen for et tyveri, men han blev samme år frifundet ved højesterets dom.

[*ifølge kirkebogen for forbedringshuset Arkivalieronline er han konfirmeret den 17. april 1842, hvor hans forældre angivet at være husmand Lars Larsen og Bodil Pedersdatter i Rønne. Han blev født 18. maj 1823. Hans kundskab ”godt” og opførsel ”mg”]

Side 201a – 18. juni 1852

På rådstuen i Hasle

Jørgen Marker var tilsagt til at møde, men udeblev.

Gårdmand Jens Clausen Schou fra 22. slg. i Rutsker fortalte at han havde været syg i lang tid uden at vide hvorfor. Han havde henvendt sig til krigsraad Curdt, der ikke havde kunnet hjælpe ham med de dråber, han havde ordineret. Han hørte, at en mand i Klemensker kunne kurere sygdomme, hvorfor han henvendte sig til Jørgen Marker, som han hed. Han havde sagt, at han skulle tage fodbad og harlemmer???. Derudover fik han noget, vist kaldt Delliggraeh, som han skulle blande i mælk. Det skulle han tage en ½ pot hver dag. Jens Clausen sagde, at han kom sig og var Jørgen Marker meget taknemlig.  Han betalte Jørgen 1 mark, hvilket han nu synes var for lidt. Han ville efterbetale ham med flere penge. Jørgen havde ikke brugt nogen ”Maalen, Manen eller andre Kunster”

Gårdmand Claus Jørgensen til 13. slg. i Rutsker, der fortalte at hans kone havde fået indvendig krampe. Han havde ikke henvendt sig til en læge, da det var på vårens tid. Da han hørte Jens Clausen Schous succes med Jørgen Marker, havde han tilkaldt ham. Jørgen havde ordineret fodbad og åreladning på den ene fod. Aareladningen blev udført af jordemoderen i Allinge, da Jørgen ikke ville give sig af med det. Hun fik derefter ordineret de såkaldte ”Moderdraaber”. Det gjorde hende rask. Han forlagte ingen bestemt betaling, men overlod det til ham Claus Jørgensen at give, hvad han syntes. Han fik 4 mark. Han havde ikke betjent sig af ”Maallen, manen eller sådanne kunstner.”

Gårdmand Olaus Lyngberg på 4.slg. i Rø havde en 2årig søn med heftig næseblod. Han henvendte sig til doktor Grove, men han kunne ikke helbrede drengen. Gårdmanden havde haft et andet barn, der var død af sygdommen. Han fik kendskab til Jørgen Marker og tilkaldte ham. Jørgen foreskrev, at drengen skulle bades i  vand med laurbærblade, noget saft som kaldes barbarersaft og en mikstur, hvis navn han har glemt. Barnet er endnu ikke blevet helt rask, men næseblodet var standset. Jørgen fik 1 rd som betaling.

Lars Christensen til 2 vg. i Rø forklarede at hans kone i længere tid har haft en sygdom, hvor blodet steg hende til hovedet og forårsagede hovedpine og hævelse, hvoraf hun led meget. Hun havde tidligere – før de blev gift – søgt læge uden resultat. Da han hørte at Jørgen Marker var i nærheden, havde han bedt ham om at komme. Han kom flere gange for at tilse konen. Han foreskrev fodbad med humle og malt, samt åreladning på hovedåren, hvilken åreladning blev foretaget af Peder Larsen fra Lindeskoven. Desuden skulle hendes hoved smøres i salve, som bestod, så vidt han vidste, af hovedvand, samt rød Koral og hvid koral. Hovedet skulle omvindes med vat. Hun skulle også tage nogle dråber Malagavin. Jørgen sagde, at der nok skulle gå et helt år, før konen blev rask. Lars Christensen mente, at hun havde det bedre, men var endnu ikke rask. Han har ikke givet penge for hjælpen, men rugmel og gryn til en værdi på 9 a 10 mark.

Gårdmand Lars Jensen på 32. slg. i Olsker fortalte at ”hans kone havde lidt af en meget heftig sygdom, som navnlig bestod i en overordentlig stor ængstelse, så hun var aldeles bange for folk og i en heftig hjertebanken”. Han havde søgt råd hos doktor Zahrtmann uden at de mange dråber havde hjulpet. Da han hørte at Jørgen Marker var på egnen, så havde han kontaktet ham.

Jørgen Marker ordinerede hende gigtdråber i malagavin, som han imidlertid ikke kunne skaffe. I stedet brugte han gammel vin. Dernæst skulle hun bade i varmt vand med afkog af smørurter, hvide engstjerner og Bukkestat..? (Bukkeurt?) og skovsyre.

Lars Jensens kone var vel ikke blevet helbredt, men hun har dog følt noget bedring.

Jørgen Marker havde for at have besøgt dem 4 a 6 gange fik en forårsgris til værdi et par rigsdaler.. Han anvendte ingen ”Maalen eller Manen eller andre slige Kunster”.

Husmand Peder Grønbeck i Helligpeder i Rutsker forkalrede, at han i længere tid havde lidt af ”pine i brøstet og maven”, hvorfor doktor Grove havde foreskrevet hamnogle dråber, der også havde hjulpet ham lidt. Men da dråberne slap op og ikke kunne komme til Rønne, kontaktede han Jørgen Marker, som han hørte var på egnen. Jørgen forskrev ham Harlemmerdråber og Bæverdråber. Han synes, at han havde det bedre nu, men om det var fordi vejret var blevet bedre eller dråberne vidste han ikke. Jørgen Marker fik 2 mark. Jørgenhavde ikke betjent sig af andre midler.

Hans Lyster kunne ikke møde i politiretten da han var så syg at han kunne give møde i byen.

Side 203a – 21. juni 1852

På rådstuen i Hasle. Forhør i sagen mod Lars Hansen med flere.

Til stede var tjenestepigen på Splitsgård Kirstine Samuelsen og hendes tidligere afgivne vidnesbyrd om Lars Larsens delagtighed i tyveriet hos Hans Thorsen i Rø blev læst op i nærværelse af arrestanten Lars Larsen. Lars Larsen benægtede og sagde, at han ikke var i stand til at erindre at han havde været hos Otto Nielsen påskelørdag aften 1851. Men det var løgn, at han havde stjålet flæsk fra Hans Thorsen.

Dommeren bemærkede at Kirstine Samuelsen var straffet med 5 dages fængsel for hæleri samt 3 x 5 dages fængsel på vand og brød for at have i utide forladt sin tjeneste. Derfor kunne hun ikke betragtes som et fuldgyldigt vidne. Men dommeren mente, at hendes vidnesudsagn var vigtig. Efter at hun blev advaret mod at begå meded, afgav hun sin korporlige ed, at det hun havde vidnet ar sandt.

Dernæst fremstod indsidder og skrædder Lars Jensen på 34. slg. fortov afgav sin ed på sandheden i sin tidligere afgivne forklaring om Lars Larsen.

Arrestanten Lars Larsen gav dernæst sin ed på sine benægtelser.

Dommeren bemærkede, at Jens Jørgen Jensen og hans kone ikke kunne komme til afhøring. Jens Jørgen var på arbejde på Brøddegård i Rø og fik tilsigelse for sent  – og hans kone var syg. Deres søn var ikke kommet hjem fra Grønland, men ventes hver dag.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreens hustru Ellen Kirstine erklærede sig villig til at afgive ed på sin forklaring på Lars Larsens deltagelse i flæsketyveriet. Hun gentog sin fortælling medens hun fastholdt øjenkontakten med  Lars Larsen. Der til slut sagde, at hun løj.

I henhold til bestemmelserne L-13-17 kunne dommeren ikke bruge Ellen Kirstines vidnesbyrd.

Ellen Kirstine fik forelagt følgende attester:

1.I flg dåbsattest af 10/5 1852 er hun født 7. november 1822

2.Forholdsattest fra Klemenskerpræsten dat. 22/4 1852

3.En straffeattest fra herredsfoged Olivarius i Svaneke dat 24 april 1852 at hun ikke var var straffet i Østre herred

4. Straffeattest fra Nordre herred, Hasle og Hammershus uden tiltale og straf.

Dommeren meddelte, at Dorthea Larsen, arrestanten Lars Larsens hustru ikke kunne møde. Han havde været i kirke i går og for øvrigt ikke rask.

Side 204b – 22. juni 1852

På rådstuen i Rønne

Fremstod Kirstine Margrethe, stenhugger Steffensens hustru i Rønne fortalte at engang i efteråret var en ubekendt svensk mand, som påstod at han kendte hendes mand, der ikke var hjemme, men ude og hugge sten for folk på landet. Han påstod at de havde hugget sten sammen. Hendes uvilje blev ved til, at han fik lov til at overnatte på loftet. Dagen efter havde han købt brød og smør, hvorefter han var gået.

Lene Marker, skilt fra sin mand, fra Rønne fastholdt sin tidligere forklaring. Lars Larsen var medtaget fra arresten i Hasle og fremstillet for Lene Marker. Hun genkendte ham som værende sammen med den Lars Hansen eller, som hun kaldte ham, Lars Hundelort, den dag for 2 år siden da de havde byttet en fjerding kaffebønner for kaffe (og brændevin).

Lars Larsen erklærede, at han ikke erindrede at han havde mødt hende. Da dommeren ikke kunne skaffe beviser på denne hændelse, fandt han det unødvendigt at afhøre Lene Marker yderligere.

Pigen Cathrine Marie Hansen fra Rønne, 40 år, der logerede hos Steffensen, bekræftede, at hun havde set den svenske mand, der overnattede på loftet i noget rughalm.

Politibetjent Kofoed fra Rønne havde eftersøgt en svensk mand ved navn Olsen, der i hattemager Olsens hus, skulle have købt 2 shirting skjorter af Berglund. Han havde ikke været i stand til at finde den person. Sandemanden havde også søgt efter denne Olsen uden resultat.

Dommeren havde ladet averteret i Bornholms Tidende [det var i  Bornholms Avis den 27. april] efter ejermanden til en lorgnet, der blev stjålet på Skandinavia, men uden resultat.

Bornholms Avis 27. april 1852

Side 205b – 23. juni 1852

På rådhuset i Hasle

Arrestant Lars Larsens hustru Dorthea Hartvig blev afhørt, Hun nægtede at have omformet og farvet tøjet til brug for hende børn.

Dernæst blev Lars Larsen fremstillet og konfronteret med Dorthea Hartvig. Lars Larsen sagde, at han ikke kunne erindre at han nogensinde havde været i Rønne med Lars Hansen og derfor ikke kunne have noget med tyveri af kaffebønner at gøre ”Dorthea Hartvig vedblev sin omstændige forklaring angaaende der, der foregik forinden lars Larsen og Lars Hansen gik til Rønne sammen”

Historien om honningen forklarer han sig som tidligere og han kunne ikke erindre at han havde købt skjorten, men at hans kone havde syet den. Konen benægtede dette.

Dommeren eksaminerede dem begge ang. branden af huset og om kalkunen til Hasle, hvilket ikke førte til et nyt resultat.

Arrestanten kunne ikke erindre noget om en fruetimmerskørt, som konen påstod, at han var kommet hjem med og som hun havde syet om. Han huskede intet om en udbyggerkone et eller andet sted skulle have solgt ham den.

Dorthea Hartvig fortalte, at hun var et uægte barn, og hendes far var møller Mogens Hartvig i Hasle og hendes mor hed Ellen. Født 23. juni 1822, men hun blev konfirmeret i Allinge. Efter sin konfirmation tjente hum 4 år hos skolelærer Meilgaard i Hasle, dernæst 3 år på Smedegård i Rø hos Jens Pedersen, derefter 1 år hos kaptajn Dam på Tornegård i Klemensker. Dernæst tilbage til Jens Pedersen i Rø i 1½ år Herefter blev hun gift med Lars Larsen. De har haft deres bopæl i Klemensker siden.

Side 206b – 23. juni 1852

På rådstuen i Hasle

Dommeren fremlagde Amtets skrivelse af 10. ds med 7 bilag.

Indsidder Jørgen Marker fortalte at han tidligere havde ejet det hus, som senere har tilhørt Lars Larsen. Det var ham der havde flyttet skellet og således af lyngmarken øst for huset indtaget et stykke land på 1/3 skæppe land. Dette havde han gjort med tilladelse af Jeppe Andersen, der ejede Tøjregård, på hvilket gårds fortov dette indtagne jord var beliggende, og til hvilken dette stykke jord med udskiftningen ville blive tildelt.

Dommeren forelagde han de fremlagte dokumenter. Jørgen Marker erkendte at ifølge obligation af 17/12 1847 skyldte han Lars Peter Nielsen 60 rdl – men at der var indgået et forlig den 24/5 hvorved han gav Lars Peter første prioritet i huset og løsøret (opremset). Men han havde også givet første prioritet til Absalon Ipsen for et lån i løsøret.  Sikkerheden for de to panthavere stod altså i de samme genstande.

Derefter skulle Jørgen Marker forholde sig til de vidnesbyrd, der var fremkommet den 18. juni:

1. Jens Clausen Schous. Det må have været Fillumgrat han havde givet denne mand.
2. Claus Jørgensen Han benægte at have ordineret åreladning, men rådet til at give fillumgrat. Hendes fodbad bestod af ¼ pund humle, ½ pund malurt, 1 pot gul havre.
3. Olaus Lyngberg, erkender han ordinationen. Miksturen var saltmikstur.
4. Claus Christensens forklaring passede efter Jørgens mening. Dråberne var harlommen og moderdråber, som ikke skulle tages i vin, men vand, som alle dråber skal.
5. Rigtigheden af Lars Jensens forklaring vedgik han ligeledes. Fodbadet bestod af smørurt, engstjerner men ikke bukkeurt, Skovsyren var rigtig nok.
6. Huusmand Peder Grønbech forklaring erkender han var rigtig.

Jørgen Marker sagde, at han havde kureret mange flere end de nævnet, men han kan ikke huske deres navne.

Han er født som uægte barn i Rønne den 4. juni 1826 af forældrene Lars Marker og Sanne Cathrine. Han blev konfirmeret i Aaker sogn. Da han blev konfirmeret kom han i skrædder lære i Nexø hos Jens Jørgen i Dikkegaarden (?). Der var han i 2 år. Derefter var han hos skrædder Lars Peter Nielsen i Aaker sogn, her var han i omtrent 1 år eller mindre. Derefter kom han til gårdmand P. Munck på Lille Kastelsgård i Aaker i et halvt år til 1. november 1845, hvor han tjente som karl. Derefetr kan han til gamle Anders Beck på Kuregård i Klemensker, hos hvem han tjente i et ½ år. Derefter blev han gift og boede i Klemensker mere end ¾ år, hvorefter han atter flyttede til Aaker sogn. Der boede han i 4 år hvorefter han flyttede til Rønne den 16. marts 1850, hvor han blev til den 15/7 1851. derefter flyttede han til Nexø, hvor han til dels bor endnu, da han har en del gods der endnu. Nu tænker han på at flytte til Allinge, hvor han i denne tid har taget ophold.

Side 207a – 24. juni 1852

På rådstuen i Hasle

Jens Jørgen Jensen på 36. slg. fortov i Klemensker fastholdt sin tidligere forklaring på leddet, som blev fremvist i retten. Led og opstandere blev sat til en værdi af 12 sk.

Arrestanten Lars Larsen mente ikke at det vedkom ham, at erkende værdien af opstanderne.

Jens Jørgen Jensen afgav sin ed på sin forklarings rigtighed.

Jens Jørgen Jensens hustru Gjertrud Margrethe Jensen erkendte rigtigheden i et og alt vedr. led og opstandere. Hun afgav sin ed.

Arrestanterne Svend Johan Andersen og Lars Hansen blev konfronteret med Lars Larsen ang. tøjet han solgte dem, kaffebønnetyveriet, bistadetyveriet, mødet i Mæby, kalkuner, lynglæsset tilh. Hans Larsen, om tøjet der blev forandret til børne kjortler.

Lars Larsen benægtede alt medens Svend Johan og Lars Hansen så ham i øjnene. Alt var løgn.

Side 208a – 26. juni 1852

På rådstuen i Hasle

Forhøret over Jørgen Marker forsattes.

Gårdmand Jeppe Andersen, Tøjregård i Klemensker ”benægtede, at han nogen siden havde givet tilladelse til at indtage et stykke af udmarksjorden. Det hus som Lars Larsen og før ham Lars Peter Nielsen ejede, ligger på hans grund og var tidligere bortfæstet til en fruentimmer, der kom fra Snogebæk, som enten var ugift eller enke. Imedens hun boede der i dette hus, tjente Jørgen Marker på Kuregård og blev derfra gift med dette fruentimmer. Dog er han ikke aldeles vis på om det var før eller efter han blev gift med dette fruentimmer at Jørgen Marker flyttede gærdet ind på udmarken. Så vidt han erindrer blev nok dette gærdes flytning foretaget efter giftermålet, og han er i alt fald vis på, at om den blev foretaget før, så er den først endt efter giftermålet. Efter hans løselige skøn, så drejede det sig om et par skæpper land.”

Gårdmanden sagde, at han ikke vidste hvordan udskiftningen af lynglodden kommer til at falde ved udskiftningen, men så vidt han vidste var landinspektøren bestilt, men endnu ikke påbegyndt.

Jørgen Marker var indkaldt til forhør men ikke mødt på grund af sygdom.

[Ifølge Klemens kirkebog  Arkivalieronline blev den 20årige Jørgen Marcher tjenestekarl på 27. slg. gift den 2. maj 1847 med 1. gangs enken Ane Kirstine Olsdatter, 40 år boende på 31. slg. grund. Forlovere var udbygger Hans Nielsen Lind på 27. slg. gr. og gårdmand 27. slg. Anders Nielsen Bech]

Side 208b – 29. juni 1852

På byfogedkontoret i Hasle

Efter amtets ordre skulle branden hos husmand Jørgen Hansen Steenberg den 21. april undersøges nøjere. Særlig oplysningen om at de havde tørret hør på kakkelovnen.

Husmand Jørgen Hansen Steenberg på 1. slg. grund i Olsker indrømmede at der blev tørret hør på kakkelovnen. Han vidste godt at det var forkert og bad om undskyldning. Han havde mistet næsten alt og var en gammel svagelig mand. Han kunne ikke genopføre sit hus af assurancebeløbet. Han bad om en mild mulkt på 1 rdl. Dommeren lod dette meddele amtet i håb om approbation. Mulkten skulle tilfalde amtsfattigkassen.

Side 209a – 30. juni 1852

På byfogedkontoret i Hasle

Afdøde Hans Kofoeds søn Christian Hansen Kofoed, 24 år var villig til at afgive sin ed på det han havde vidnet den 10. juni.

Arrestanten Lars Larsen fik oplæst afhøringerne af Hans Kofoeds sønners vidnesbyrd. Christian afgav ed på det.

Broderen Jens Morten Kofoed fatholdt sit vidnesbyrd af den 10. juni. Han afgav også sin ed på sit vidnesbyrd.

Side 209b – 1. juli 1852

På rådstuen i Hasle

Husmand Peder Larsen af Lindeskoven i Rø blev forholdt Lars Christensens udsagn om, at han åreladede dennes kone. Han bekræftede at det skete to gange – en gang på foden og en gang på armen.

Han havde åreladet i 30 år og hans fader før ham og derfor troede han ikke, at han gjorde noget ulovligt. Han havde åreladet en person i doktor Priemes overværelse efter hans begæring. Han sagde, at det fra gammel tid har været skik at folk lader sig årelade. Han var ikke bevidst at nogen nogensinde var blevet straffet for det.

Peder Larsen blev født i Lindeskoven i 1797. Han var omtrent 20 år, da han blev konfirmeret i Østerlars, der tjente han et ½ års tid hos Mons Andersen ”norden Larskirken”. Siden kom han til Allinge, hvor han lærte skomagerfaget hos Mikkel Pedersen. Her var han i 3 år. Derefter kom han tilbage til Rø og købte huset af sine forældre. Lars Pedersen og Johanne. I året 1831 flyttede han til Helligdomsgården, hvor han boede for omtrent 3 år siden, flyttede til det hus, hvor han stadig bor. Han har aldrig været tiltalt eller straffet.

Dommeren bemærkede at Jørgen Marker lå syg med ”hovenhed i Benene” og derfor ikke var i stand til at møde op til forhør.

Side 210a – 12. juli 1852

På byskriverkontoret i Allinge,

Dommeren var på rejse til København. Politiretten administrerede af fuldmægtig Møller.

Fremstod Jørgen Marker fik forelagt gårdmand Jeppe Andersens forklaring fra den 26. juni, hvor han påpeger, at han ikke havde givet ham tilladelse til at indtage et stykke udmarksjord. Jørgen Marker vedblev at påstå, at Jeppe Andersen havde givet tilladelse og endda ytret, at når udmarken blev ham tilladt, ville han give fæste på det indtagne stykke i forbindelse med den jord der tidligere var bortfæstet til huset. Hans Larsen skulle have hørt denne udtalelse af Jeppe Andersen.

Fremstod jordemoder Marie Schou af Allinge fortalte at for et par måneder siden kom hun til gårdmand Claus Jørgensen i Rutsker for at tilse hans kone efter at Jørgen Marker havde sagt, at en læge eller en jordemoder skulle årelade hende på foden. Hun vedstod, at hun havde gjort det.

Side 210b – 23. juni 1852

På rådstuen i Hasle

Husmand Jens Dam fra Klemensker forklarede at han var 43 år og født af forældrene Hans Jørgen Dam og Karen Margrethe der begge lever  og bor i sognet. Han er født i Klemensker og konfirmeret i 1823. Han var hjemme hos sine forældre til han var 30 år, da han kom i tjeneste hos kaptajn Kofoed på Splitsgård hvor han var i 8 år, herefter giftede han sig og købte huset af hans forældre på 27. slg. grund hvor han endnu boede. Han bekender sig til den evangeliske kristelige religion og har hverken været tiltalt eller straffet. I militæret står han som menig ved 3. herredskompagni.

Konst. dommer Møller konstaterede at hverken Hans Larsen eller Jeppe Andersen var mødt til afhøring.

Side 210b – 27. juli 1852

På et hus på 21. vornedgårds grund i Klemensker ang. at husmand Esper Olsens lille barn var druknet i en brønd den 26. juni.

Husmand Esper Olsen var på arbejde hos gårdmand Claus Pedersen fra morgenstunden. Hen i mod aften kom hans kone og fortalte at deres godt et år gamle barn Jens Espersen var faldet i brønden. Hun og nabokonen havde forsøgt at bringe barnet til live. Han var løbet hjem og fundet barnet og var fuldkommen overbevist om, at barnet var dødt, hvorfor det ikke var nødvendigt at hente lægen.Brønde lå en halv snes alen fra forstuedøren. Han forklarede at der havde været en fastluge over brænden, men den var gået i stykker i vinter og der havde blot ligget nogle brædder over hullet.

Hustruen Ellen Dorthea forklarede at hun havde gået et ærinde på marken kl. 4, Hendes pige på 10 år plejede at passe barnet. Så hun var gået uden ængstelse. Da de andre børn opdagede ulykken havde de skriget og nabokonen var kommen. Straks efter kom hun selv hjem og med fælles hjælp fik de barnet op og forsøgte alt, hvad der stod i deres magt, at genoplive barnet.

Husmand Jørgen Hansens hustru Maren Cathrine gik på marken et lille stykke fra Esper Olsens hus. Hun hørte børnene skrige. Hun ankom omkring kl. 6

Side 211b – 27. juli 1852

På rådstuen i Hasle

Husmand Hans Larsen på 27. slg. fortov (Lystrup, Dyndegårdsvej 24 – matrikel 146 – Bornholms historie) fortalte, at han boede i nærheden at det hus som Jørgen Marker havde haft i fæste og som senere beboedes af Lars Larsen. Han var bekendt med at Jørgen Marker havde indtaget et stykke af udmarken til sin fæstejord og flyttede gærdet ud i udmarken. Han ”benægtede på det bestemteste” at han havde hørt, at Jeppe Andersen på Tøjregård havde givet Jørgen Marker tilladelse til at indtage et stykke lyng eller noget som helst.

Jørgen Marker indrømmede nu, at Jeppe Andersen ”muligen ikke” har givet tilladelse til ham selv. Det var før han blev gift med sin nuværende kone, der som enke havde huset i besiddelse. Han blev først gift med hende 14 dage efter i Maj [2. maj 1847]. Hans kone skulle have fået Jeppe Andersens tilladelse.

Gårdmand Jeppe Andersen til Tøjregård vedblev med sin tidligere forklaring. Dog bemærkede han at han måske havde snakket med Jørgen Marker eller hans kone om, at efter udskiftningen kunne et stykke af udmarken tilfalde ham og hvis det gjorde, så ville han ikke have noget imod at bortfæste det til huset.

Jørgen Marker sagde, at Jeppe Andersen ikke havde frarådet ham at flytte gærdet, men det kunne være sket før han blev gift.

Jørgen Markers hustru Ane Stine fortalte, at hun som enke besad huset med jordlod der var fæstet fra Tøjregård. Medens hun sad i enkestand fik hun i sinde at indtage og indhegne et stykke af udmarks jorden. Hun gjorde sig ingen betænkning med at gøre dette, da andre husmænd på denne måde forøgede deres jordlodder. Hun var derimod uvis på om det kunne betale sig at flytte udmarksgærdet. Hun indrømmede at Jeppe Andersen havde advaret hende, men senere havde han sagt, at hvis han fik tildelt det stykke af udmarken ved den forestående udskiftningen, så ville han lade den fæste til hende. Det skete omtrent 14 dage før hun blev gift med Jørgen Marker, men de var forlovede. Gærdet blev flyttet og det blev en fordel for dem begge.

Om hendes mand ”endnu vedblev at Kurere på folk” var hende ubekendt. Men han havde kureret på mange, det var bevisligt nok, så hun kunne ikke nægte det.

Hun var født i Rønne den 18. august 1806, og konfirmeret i Åkirkeby i påsken 1821. Hun var i tjeneste hos ritmester Sonne i Aaker i 5 år da hun blev konfirmeret, derfra kom hun atter til Rønne hvor hun tjente hos adjunkt West i 1 år, derefter i Rønne hos kaptajn Johnsen ½ år. Derefter kom hun atter at tjene i Vasegård i 2 år. Længere har hun ikke tjent, men i en alder af 30 år ernærede hun sig ved at spinde og væve for folk, først 1 år ved Åkirkeby, dernæst, medens hun holdt hus for en enke, i Aaker sogn, senere efter dennes død i flere år på forskellige steder i samme sogn. Hun var over 37 år da hun  blev gift med Peder Hansen Madvig, med hvilken mand hun flyttede til Svaneke, men da han 2 måneder efter druknede på søen flyttede hun tilbage til Aaker, hvor hun købte sig et hus og boede der et par år, hvorefter hun fæstede et stykke jord og hus fra Tøjregård  i Klemensker. Der boede hun et år og blev gift med Jørgen Marker, med hvem hun flyttede til Aaker og boede henved 2 år, da huset brændte for dem. Derefter boede de til leje i nogen tid i sognet, hvorefter de igen flyttede til Klemensker og for tiden har ophold i Allinge. Hun havde aldrig været tiltalt eller straffet.

Fremstod Jørgen Marker erkendte konens vidnesbyrd og indrømmede, at han foretog udflytningen af udmarksgærdet til fordel for sig og hans tilkommende kone, men han havde ikke kunnet på det , men dog deltaget.

På forespørgsel erkendte Jørgen Marker, at han have ”kureret på” Anders Christensens datter. Hendes lårben var brudt i stykker af forkølelse eller anden sygdom eller måske sket da hun sprang over et gærde. Hende havde han givet blodrensende dråber og tilrådet hende bade med hvedeklid. Hun er ikke ”kommen sig”, men havde det bedre. Og fået lindring.

Anders Christensen på 29. slg. grund i Klemensker (se Bjergly, Dyndegårdsvej 17 – matrikel 37c – Bornholms historie) erklærede, at han havde benyttet sig af Jørgen Marker. Hans datters ene hofte var dårlig, og der var et hul, der altid flyder (ikke oplyst, men vel med materie?) Jørgen fik 3 mark for at  se på hende. Han foreslog bade med hvedeklid, samt plaster af honning, voks, talg, beg og harpix, Hans datter er ikke blevet rask, men hun har det bedre. [Datteren må være Anna Margrethe Christensen f 30/8 1835 ]

Side 213b – 29. juli 1852

På rådstuen i Hasle

Anledningen var at optage forhør i anledning af tyveri begået af de udbrudte fanger Otto Nielsen Helgreen og Laurentius Larsen,

Bornholms Avis 25. juni 1852

Dommeren fremlagde udskrift af Rønne Politiprotokol af 16. juli og 17. juli, amtets skrivelse af 24. juni og byfogdens skrivelse af  21. juni  med meddelelse om at fangerne var udbrudte af byens arrest og endelig tre rapporter fra Sandemanden i Rø af 1., 2. og 11. i denne måned. [De to udbrudne arrestanter var igen bag lås og slå i Rønne]

Fremstod gårdmand Anders Rask til Bjørnegård i Klemensker forklarede at samme nat som arrestanterne brød ud af arresten i Rønne blev der hos ham begået et tyveri, hvor der blev taget en mængde klædningsstykker og 1 par oste. Da de om morgenen omtrent kl. 5 kom ud i forstuen opdagede de at der manglede en del tøj, der måtte være stjålet. Et vindue i mellemsalen var udtaget. Sømmene der holdt vinduet var udtaget. I salen var hensat til tørring to oste. De var taget. I mellemsalen var der taget en grå hvergarns frakke. Døren mellem mellemsalen og salen var lukket men ikke låst. I salen blev der taget en blå uniformsfrakke, et par sorte bukser og en blå vest. I mellemsalen var også taget en flad klædes kasket.  Nord for mellemsalen var et kammer, hvor Anders Rask’s broders stedsøn Thomas Kofoed på 18 år lå og sov. Han havde intet observeret. I det nordre kammer var døren lukket op, men her var intet taget. Mellem mellemsalen og forstuen var der ingen lås men forsynes med en krog. I forstuen blev taget en grå klædes vinterfrakke, en sort klædes frakke, en blå klædes trøje, en blå klædes vest, et halsklud, en lodden hue, et par blå klædes bukser. I lommen på den sorte frakke var et silketørklæde, og i lommen på vinterfrakken var et rødblommet lommetørklæde, I bikserne var nøgle småpenge vel 3 a 4 mark.

Forstuen støder umiddelbart op til storstuen, hvor gårdmanden ligger om sommeren. Døren var ikke låst men lukket. Han  havde ikke hørt noget, og han mente, at det må have fundet sted efter kl. 12.

Spor fra Nyker til Bjørnegård viste at der var to mennesker. Den en med bare fødder og den anden med sko eller støvler med flade såler. Efter Bjørnegård var de gået mod Rø eller Lyngen.

Gårdmand Hans Munck til Dyndalegård i Rø natten mellem 21 og 22 juni blev de begået et indbruds tyveri, hvor han mistede nogle fødevarer og en del klædningsstykker. Indbruddet var sket ved at en væg til køkkenet blev nedbrudt. Tyvene havde adgang til køkken om melhuset. På den anden side af køkkenet lå den såkaldte lillestue, hvor pigerne sov. Ved lillestuen var der adgang til et kammer hvor Hans Muncks gamle far sov. Gårdmanden ærgrede sig over, at de ikke havde fuldført byggeriet og at der var en del åbningen, der ikke var færdiggjorte. Der var ingen låse mellem stuerne og køkken. De havde bagt brød den 21. og der lå brød flere stedet på gården. Der var forsvundet 5 brød, 3 flæskeskinker fra køkkenet, samt en sæk, tilsyneladende til transport af kosterne. Tyvene var kommet ind via et af de tre vinduer i salen, der lå østligst i bygningen. Der var tre alen til vinduerne fra jorden og de har benyttet en lille stige. I salen blev taget en grå klædes vinterfrakke, et par blå klædesbukser, en blå vadmelsfrakke, to gamle og en ny sort klædes veste, to par grå klædesbenklæder, en sort atlask vest, en blå klædestrøje, ti forskellige  halstørklæder og endelig en fruentimmertørkløde. Og fire nye hørgarns skjorter.

Noget af det gamle tøj blev senere fundet mellem klipperne, 3 ud af 5 brød og flæsket. Nogle gamle klæder, et stentøjskar, to træbånd, hvori var svinefedt og et stykke ost.

Der var ingen spor af tyvene udenfor gården, da der var stenbro hele vejen rundt. De må have været to da de ellers ikke kunne have båret alle koster. I salen bar der tydelige spor af en barfodet tyv.

Gårdmand Birk til Offergård i Rø sogn fortalte at natten mellem den 2. og 3. juli (1852) blev der stjålet et par støvler og en ost fra skorstenen, der lå mellem lillestuen og forstuen. I Lillestuen sov gårdmandsparret. Mellem stor- og lillestuen er der en dør, der ikke kan lukkes i lås. Osten stod i vinduet og støvlerne stod på en bænk. Et vindue i til storstuen var blevet taget ud og tyvene var kommet ind den vej. Tyven der var kommet ind havde støvler eller sko på.

Tidspunktet for tyveriet må være efter kl 10, hvor han gik i seng og før 1 ¼, da han var oppe for at se hvad klokken var. Han bemærkede at det traf fra storstuen, hvor et vindue var åbent.

Husmand Peder Thorsen på 19. slg. gr, i Rø sogn forklarede at der var indbrud i hans spisekammer, hvor han mistede 3 potter brændevin i en stor flaske til 4 potter. Desuden blev der taget en snese æg i en kurv med ½ pund uldgarn, 10 potter mælk med fløde på, 1½ pund smør, 2 krukker og 1 tom pægleflaske.

Tjenestekarl på Rø præstegård Jens Jørgen Pihl, 21 år, så sankt hans nat, da han var på vej fra kl. 7 aften til Helligdommen for at more sig. Han kom tilbage kl. 2. I karlekammeret sov også en yngre tjenende dreng og han vågnede ikke da han kom hjem. Han opdagede heller ikke at noget havde stjålet 2 støvler fra tjenestekarlen. Støvlerne stod mellem karlekammeret og laden.

Husmand Hans Jensen Høgh på Præstegårdens grund forklarede natten mellem den 28. og 29. juni blev stjålet madvarer fra spisekammeret, gennem vinduet som var udtaget – sømmene udtrukket. Der blev stjålet en krukke med 2 og 3 pund smør, en krukke med 3 potter fløde, en ost på 2 pund, en krukke med 3 potter mælk, nogle stegte sild og nogle tykke pandekager og 2 tallerkener, der havde ligget over krukkerne. Tyverierne var sket mellem kl. 10 og kl. 4

Side 217a – 30. juli 1852

På rådstuen i Rønne

Bjørnegårds ejer A. Rask fik forevist de koster, som arrestanterne sagde stammede fra Bjørnegård. Han genkendte genstandene, men sagde, at de var i endnu dårligere forfatning.

Gårdmand H. Munck og Birk fra Offergård fra Rø fik ligeledes kosterne at se.

Arrestanten Laurentius Larsen fortalte at han tidligere havde tjent på Bjørnegård, hvorfor han kendte til stuerne og kamrene. Otto Nielsen Helgreen var også bekendt med Bjørnegård. De havde aftalt, at de som det første skulle gå til Bjørnegård, for at skaffe sig nye klæder. Det var Otto der pillede vinduet ud og gået ind på bare tær. Laurentius havde sko på. De havde fundet 1 mark og 6 skilling i frakkelommen. Flere ting fra Bjørnegård havde de ikke registreret og måske slet ikke taget. Et silkelommetørklæde havde de ikke set.

På Dyndalegården var der blot en klinke til gårdspladsen og så igennem et vindue i gavlen, som havde stået åbent, men fra fodmuren var der en mands højde til vindueskanten som de kom op til ved at stille en gl. stenslæde op ad muren. Han huskede ikke hvilke ting de tog hvor.

Tyveriet på præstegården i Rø stede ca kl. 10 Sankt Hans aften. Tyveriet på Ofergård var en del over midnat. Det var igen Otto, der tog vinduet ud. Arrestanten kendte Offergård og vidste at husbonden og konen sov i lillestuen der stødte op til storstuen.

Han fik forelagt Hans Jensen Høgh og Peder Thorsens forklaringer. Arrestanten nægtede at have begået indbrud hos dem. Han havde tilstået alle indbrud.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreen gentog sine tilståelser, som han havde afgivet til Rønnes politi. Otto bekræftede Laurentius forklaringer. At det netop var Bjørnegården deres første indbrud blev begået var, at de vidste at der hang overtøj og bukser i forstuen, som de tog.

Dyndalegårds vindue mod øst stod åbent, så det var ledt at komme ind ved hjælp af en stenslæde. Efter at have gennemsøgt salen gik Otto ind i gården, hvor han kunne udvide et lille hul i væggen, som gav adgang til køkkenet. Her lå en del brød og fra skorstenen tog de tre flæskesider.

Rø præstegård med de to støvler var hans beretning som Laurentius´.

Offergård var han ikke bekendt med, så det var Laurentius der var inde i ejendommen, og Otto der sørgede for at komme igennem vinduet.

Der var nogle genstande som de havde fundet men ikke stjålet. Otto sagde, at han havde ikke begået andre indbrud end de nævnte. Kosterne var efterladte i Kleven ved Dynddalen ifølge Sandemandens rapport af 2. juli.

Side 220b – 1. august 1852

Politiret sat på Krusegård i Rutsker i anledning af et nedbrændt hus på 8. slg. udlod tilhørende Hans Madsen Kofoed var nedbrændt.

Husmand Hans Madsen Kofoed forklarede at han ikke havde mærket noget til ildebranden før han kone vækkede ham. Han var gået set i seng og de havde spist fisk og kartofler. Da han var kommet ud af huset så han at hele taget var omspændt af flammer, så han kunne ikke se hvor arnestedet var. Han kunne ikke se om ilden var opstået i og omkring skorstenen. Han var ganske uvidende om hvad der kunne skyldes branden.

Han havde købt huset samme år for 450 rdl og efter hans mening i god stand. Han vidste ikke hvor meget huset var forsikret for, da han endnu ikke havde betalt nogen brandskat. Bohavet var ikke assureret, men det meste var reddet ud.

Det var endnu nat da de opdagede ilden. Konen og datteren var kommet ud af det nordre vindue i stuen.

De første der kom til hjælp var husmændene Jens Christensen og Claus Clausen. De havde brudt væggen ned til stuen og da der var lagt ler på loftet, tog det lang tid for ilden at bryde igennem. Gennem hullet var det muligt at redde det meste bohave ud. Et bord, de fleste trævarer og nogle klæder var brændt. Han havde ikke skønne over bohavets værdi, men troede dog at det var mindst 100 rdl., hvoraf det brændte udgjorde mindst 10 rdl.

Datteren sov sammen med konen i en stue, ham selv i et kammer ved siden af stuen.

Det var tåget og ilden havde ikke kunnet ses langt væk. Det havde været grunden til at sprøjten ikke kom. Der var ikke gjort noget som helst husgerning, hvor der blev brugt ild. Dommeren mente, at det var noget mistænkeligt, at der ikke var mistanke til hvor ilden var opstået.

Brandlidtes hustru Kirstine Margrethe havde opdaget ilden ved at skæret deraf lyste op i stuen. Kirstine fortalte, at fordi hun havde været syg i længere tid, plejede at ligge vågen en del af natten. Da hun vågnede var hun forvirret og havde kaldt på manden.  Manden var løbet ud for at redde koen og hun selv havde taget sengeklæderne ud sammen med datteren.

Hun fortalte at en ny rok, der lå på loftet var brændt. Manden havde ligget syg i sommeren og derfor var huset endnu ikke blevet lavet, som det skulle. Hun havde lavet mad mellem 7 og 8. Hendes mand kom først senere hjem, så han måtte spise kold mad. Da manden ikke lå i samme stue som hende, kunne hun ikke  vide om manden havde været oppe i løbet af natten.

Datteren, ugift fruentimmer Magnine Conradine Kofoed afgav samme forklaring som sin mor.

Husmand Jens Christensen på degnegårds parcel var blevet vækket af sin hund der gøede hæftigt og længe. Da huset kun lå 500 skrift fra hans hus kom han hurtigt til stedet. Det brændte hus lå temmelig lavt, så han så røgen ikke ilden og var derfor ikke i stand til at se arnestedet. Da han kom frem var taget allerede faldet ned men ikke gennem etageadskillelsen. De havde slået en væg ned ind til stuen og derigennem fået en del bohave ud. Vandstedet var nær huset og det kunne ikke nås på grund af varmen. Det var søndag og folk lå længere, og – tænkte han – var årsagen til at sprøjten ikke kom frem. Klokken var 3 ¼ da hunden gøede.

Husmand Claus Clausen fra 1. slg. Grund i Klemensker. Brandlidtes datter vækkede ham. Hvorefter han var løbet til hjælp. Hans hus lå 400 alen væk. Forklaringen stemmer overens med forrige mands udsagn.

Sandemanden ankom først kl 5½ og da var branden slukket og huset nedbrandt. Tidspunktet var årsagen til at sprøjten ikke kom frem.

Side 222b – 1. august 2052

Politiret sat på Ladegården i Klemensker i anledning af at et hus på gårdens grund tilhørende husmand Hans Espersen var brand ved middagstid.

Husmand Hans Espersen fortalte at han ved kl. 9½ var gået til kirken og gik derfra lidt over middag. Da han kom hjem skiftedehan bukser i stuen. Han hørte knagen der forekom ham at være ild. Han løb mod skorsten, mefandt ingen ild, derfra ud af døren til marken og røgen slog ned på ham. Tilabe til stuen hvor han tog sengedynen på armen og gik ud. Nu så han ild i taget både mod norden og vesten. Han kunne ikke se hvor ilden havde sin oprindelse. Derefter reddede han sin ko. Mere nåede han ikke før taget faldt ned. Først derefter kunne han redde noget af det som var i stuerummet.

Hans hus bestod af 9 fag og var ikke assureret. Hans løsøre heller ikke. Han havde haft ild i skorsten om morgenen for at varme noget søbe. Hjemme i huset var hans hustru, som i den senere tid havde været noget sindssvag, samt hans datter, hvis mand imidlertid ikke var hjemme, da hun tjente på Pilegård. Desuden havde han en søn på 9 år. Hvorledes ilden var opkommet kunne han ikke forklare.

Hans vinterbrændsel og kløver havde han allerede fået bragt i hus.

Et kvarters tid efter ildens opkomst ankom Klemenskers sprøjte, men den kunne ikke gøre noget, da ilden var for omfangsrig.

Til hjælp kom naboen Jens Mogensen senere flere til.

Brandlidtes hustru Gjertrud Kirstine, havde malket koen og på vej ind i køkkenet så hun røgen slå ned fra taget. Videre havde hun ikke set, da folk havde fået hende til at gå op på gården ”eftersom hun var meget betaget over den stedfundne ildebrand”. Hun mente at ilden var opstået i den vester ende af huset. Hendes mand havde været i kirke og kort efter han var kommet hjem, startede ilden. Hun var sikker på at det ikke kom fra skorstenen, da hun ikke havde haft ild i den. Hus sagde, at huset var gammelt ”men da de selv er gamle folk, og det kunne nok stå så længe de levede”.

Datteren Ane Marie Hansen, gift med tjenestekarl på Pilegården Ole Hansen Kjøller, fortalte at hun ikke mærkede noget til ilden før hendes lillebror kom løbende ind og fortalte hende det. Hun løb ud og så, at der var ild i den vestre gavl og i taget. Hun løb ind og reddere nogle klæder, som hun kastede i kartoflerne (?), atter ind i stuen hvor hun reddede 2 rokke. Derefter var ilden så stærk, at hun ikke kunne gå ind længere. Af hendes ejendele brændte en del hørgarn og uldgarn. Samt lærred, samt alle hendes mands klæder. Hun kunne ikke forstå ildens opståen og nogen gerningsmand kunne hun heller ikke nævne. Heller ikke hendes yngste bror mente hun kunne være det.

Fremstod brandlidtes søn Lars Peter Hansen 9½ år tilstod at det var ham, der havde forårsaget ildebranden. Han havde taget svovlstikkerne fra et hul ved skorstenen ved middagstid. Han ville kun fornøje sig med dem på nogle langhalmsknipper som var sat omkring ovnen for at beskytte dem for regn. Der stod tre knipper på ned nordlige side af huset og der var kun et tilbage. Han strøg fyrstikken på stenen ved ovnen og der gik ind i en af knipperne, der satte ild på taget. Han blev bange og løb ind til sin søster.

Retten bemærkede, at drengens adfærd viste, at han ”var temmelig fjollet” og næppe har haft begreb om de følger, som hans handlinger ville medføre.

Jens Mogensen havde også været i kirke. Da han kom hjem havde han set, at der steg røg op fra Hans Espersens hus, som ligger 200 alen fra hans hus. Han løb derover, men kunne ikke hjælpe da taget var omspændt af flammer. Først da taget faldt ned, kunne de redde noget af indboet. Samtidigt med ham kom sprøjten, men huset var så tørt, at de ikke kunne få bugt med ilden. Hele huset afbrændt.

Husmand Hans Bendixen på denne gårds grund. Hans hus lå 5 a 600 alen det afbrændte hus. Forklarede ligesom Jens Mogensen.

Drengen Lars Peter Hansen blev ført til brandstedet. Han viste hvor det hul i skorsten hvor svovlstikkerne lå. Han kunne nemt nå dem. Der lå stadig nogle ubrugte svovlstikker tilbage. Han viste også den sten hvor han havde strøget stikkerne.

Side 224b – 4. august 1852

På rådstuen i Hasle ang. anmeldelse om at husmand S.M. Kjøller var blevet frastjålet et ur.

Tjenestedreng på 7. slg. (Hullegård) i Klemensker Hans Christian Sonne forklarede, at ”han bar nag til husmand Kjøller, der boede på Hullegårds fortov, fordi dennes søn havde fået en tjeneste, som han selv attråede”. Han besluttede derfor at hævne sig på ham en lørdag formiddag. Kjøller var sammen med sin kone, kørt et læs hø. Han vidste da, at huset der ingen var i huset. Han skaffede sig adgang gennem køkkendøren, derefter ind storstuen og derfra ind i lillestuen, hvor han vidste at Kjøllers ur hængte (det var et lommeur). Han tog den og gik ud. Meget hurtig fortrød han og ville hænge uret tilbage, men Kjøller var kommet tilbage. Så han gik sin vej. Kjøller anede snart at det var tjenestedrengen, der havde taget uret. Sammen var de gået tilbage til huset og hængt uret op igen.

Hans Christian Sonne var 17 år, født i 1835 den 5. juni i Tejn i Olsker, hvor han blev konfirmeret noget over 14 år. Hans far var Jørgen Sonne, der var skibroer i Tejn. Hans mor hed Cicilie. Efter hans konfirmation tjente han på Enggegården i Rutsker hos Morten Thomsen og nu tjente han hos Niels Somme på Hullegård i Klemensker.

S.M. Kjøllers lommeur blev ansat til en værdi af 5 rdl. Og var afleveret til politiretten.

Husmand på 7. slg. fortov Svend Mogensen Kjøller fortalte at han lørdag formiddag, sammen med sin kone og sin lille 10årige datter var beskæftiget med at køre hø til huset. Han kom først ind i huset lidt over 12 og savnede straks uret. Han løb ud og så om der var nogen i nærheden. Hans kone spurgte naboerne om de havde set nogen fremmed gå ind i huset. Naboens Hans Jørgens pige havde set tjenestedrengen på Hullegård gå i dalen og havde gjort et sving ind til Kjøllers hus.

Kjøller gik til Hullegård og fik fadt i Christian der var ved at tøjre et par får, der var sluppet løs. Han nægtede først at have taget uret,men da han ”trængte på ham” indrømmede han sin gerning. Han tilbød at aflevere uret. Kjøller ville have at der var vidner til uret afleveringen, så han aftalte med Christian at han skulle komme om en time. Han var dog ikke kommet hjem før tjenestedrengen indhentede ham og ville give ham uret. Kjøller fik naboen Hans Jørgen med og han overværede at uret blev afleveret.

Det forholdt sig rigtigt, at Kjøllers søn havde fæstet sig hos præstebonden i Olsker, men Kjøller var ”ikke vidende om at Christian attråede denne tjeneste”.

Sagen blev oplæst på politiretten for tjenestedrengen.

Side 226a – 6. august 1852

Sat på 26. slg. grund i Olsker i anledning af at møllen ved huset var brændt i løbet af natten

Fremstod møller Ole Kofoed fortalte at efter han havde spist til aften gik han op til møller og lukkede den som han plejede. Han tog træspånerne af mølle-vingerne og bundet vingerne fast. Træspånerne lagde han 4 alen fra møllen og lagde en sten ovenpå dem, så de ikke blæste bort. Derefter gik han kl. 8 hjem i seng. Om morgenen kl. 4 kom en husmand  Jacob Mortensen og vækkede ham. Møllen stod i brand. Han sprang ud af sengen og løb op til møllen, der lå omtrent 300 alen fra hans hus. Møllen var allerede totalt nedbrændt da han kom frem.

Ole Kofoed mente, at ilden var påsat. Rebet der holdt møllen var løsnet. Træspånerne. Der bruges i stedet for sejldug på vingerne, var flyttet. Der var en del små søm ved mølleporten, hvorfor han troede at sømmene var brugt til at slå ild med. Han havde ingen fjender, mente han, som kunne have gjort det.

Han havde ikke brugt ild eller lys siden foråret i møllen.

I møllen brændte hans snedkerredskaber, møllens inventarium og 4 skæpper rug som han selv skulle have brugt til brødbagning. Desuden var der fremmed korn for omkring 100 rdlalers værdi.

Møllen, mente han ,var vel vedligeholdt og den var assureret for 600 rdl. Inventaret var ikke forsikret og havde en anslået værdi til 3 a 400 rdl.

Møllekonen Ane Kirstine blev afhørt hun fortalte, at det var stille vejr, så der var intet at bestille og derfor gik de tidligt i seng. Hun forsikret med bestemthed, at hendes mand ikke havde været oppe i løbet af natten.

Husmand Jacob Mortensen af Tejn var stået op mellem kl. 3 og 4 – han så branden og var løbet der op. Afstanden kunne lås i løbet af 6 – 7 minutter. Der var ingen ved møllen, hvorfor ah løb ned og vækkede mølleren, som kom ud i bar skjorte. Alt var nedbrændt undtagen stjerten og noget tømmer nederst ved stenfoden.

Møllen var nybygget for 5 a 6 år siden

Ungkarl Anders Kjøller 20 år, en søn af Lars Kjøller på Bjergegård kom til ildebranden 4½ efter at have været til selskab. Da han se branden – gik der til – var møllen opbrændt.

Brandlidtes søn Hans Kofoed 21½ år havde også været til gilde i sognet og var kommet hjem kl 12. Han havde ikke været oppe ved møllen, men set den hjemmefra.

Brandlidtes datter Oline Margrethe, 12 år, lå i samme seng som sin bror. Hun havde ikke bemærket hvornår han kom hjem. Det blev begge vækket af moderen, da de fik besked.

[29. november 1853 – Olsker – En vejrmølle af hollandsk bygning på 26. slg. grund tilhørende Ole Kofoed, forskr. No. 616, opført efter branden den 6. august 1852. Møllen er bygget af fyrretømmer med fyrrebeklædning. 10½ alen høj på stolperne, 10 ¾ alen bred nederst og 6 alen 8 tommer bred øverst, med en melkværn og en grynkværn, stående på en ottekantet fodrem af kampesten, 2de porte, taxeret til 800 rdl, forsvarlig mod ildsvaade. https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=15066532#186421,31581683 ]

Side 228a – 7. august 1852

Sat på Simlegård i Klemensker i anledning af et hus på 52. slg. grund tilhørende Jens Jensen var brændt i løbet af dagen.

Jens Jensens hustru Karen Marie Jensen fortalte at ilden begyndte omtrent kl. 9 formiddag. Hun havde fremmed hjælp til bagning. KL. 9 havde hun fyret ovnen op. Det skete med halm og lyng. Halmen blev hentet fra loen. De havde lagt brødene ind i ovnen og klinet til, var de gået ind i stuerne for at spise nogle sild og kartofler, som hun havde varmet samtidigt med at ovnen blev gjort klar. Medens de ventede på brødet var hun gået med børnene ind i storstuen og hjælpekonen til lillestuen. Hun hørte noget ”knokke” på loftet. De opdagede ild på loftet. Hun tog børnene ud og bagefter tog hun og hjælpersken sengeklæderne ud af huset, en kiste, et par ankere og et lille bord. Så blev inden så kraftig at de ikke længere kunne komme ind i huset. Løsøret mente hun var meget mere end 100 rdl. Værdi. Møbler og køkkenting bl.a. en Slagklokke (bornholmer?), uld og linned lå på loftet, klæder mm.

Desuen brændte en rugstak, der stod tæt udenfor murene.

Deres bohave var ikke forsikret. For 4 år siden havde de fået lagt nyt tag på den sønde side og der blev lagt loft over køkkenet. På ovnen lå nogle kirsebærtræ, som manden, der var snedker, skulle bruge til stole. Hendes mand arbejdede ved havnen i Rønne og havde ikke været hjemme siden tirsdags. Han havde det meste af sit værktøj i Rønne, men han havde også noget hjemme, som ilden fortærede.

De første der kom til undsætning var løjtnant Sonnes tjenestekarle, der høstede på marken.

Sprøjten var ankommet tre kvarter efter at branden var startet, men da var huset næsten brændt ned. Sprøjten blev brugt til ”at afslukke med”.

Tjenestekarl på Hoglebjerg Absalon Madsen 19 år han var beskæftiget med at så trekløver på marken et par hundrede alen fra huset. Den anden karl havde set ilden. De mente at ilden var opstået øst eller vest for skorstenen. De to karle havde forsøgt at redde chartollet og slagklokken, men det nåede de ikke dag der faldt ild gennem loftet, så de måtte slå vindue i stykker for at komme ud.

Tjenestekarl Jeppe Hansen Frost, 38 år fra Hoglebjerg fortalt detaljer som de to andre karle.

Karen Margrethe, Herman Hansen Kofoeds hustru på 60. slg. grund i Klemensker hjalp til med at bage. Hun fortalte som konen i huset, at de havde, sammen med børnene, spist sild og kartofler efter de havde klinet ovnen. Da ilden blev opdaget var hen med til at redde nogle sengekløder, et lille bord, en kiste og lidt mere. Da hun kom ud at huset så hun at røgen slog ud  tæt østen eller sydligt for skorstenen, men den spredte sig hurtigt over hele taget. Hun havde anvendt ild med meget forsigtighed, så branden kunne ikke være forårsaget af hende. Derimod troede hun, at det kunne skyldes en revne i ovnen eller at der kunne have ligget noget ovenpå ovnen, der var brudt i brand. Måske noget ophugget træ.

Den brandlidte husmand på 52. slg. grund Jens Jensen fortalte at han var gået til Rønne om tirsdagen for at arbejde på havnen og havde siden ikke været hjemme. På dagen kl. 1½ fik han underretning om at hans hus var brændt og han havde straks gået hjem. Hun kunne fortælle at huset var forsikret for 260 rdl. Bohavet var uforsikret. Rugstakken, som han havde fået af sin svigerfar var ligeledes brændt.

Han fortalte, at der i løbet af foråret var noget af den indvendige spækning faldet ned, men det var ubetydeligt, så han ikke troede at det kunne være årsagen til branden. Taget på den søndre side var nyt omlagt for 4 år siden og der var lagt loft over køkkenet samme år. Den vestre gavl blev samtidigt omsat.

Dommeren havde ved sin ankomst taget lokaliteterne i øjesyn og ladet ovnen undersøge. Han konstaterede at ovnen havde en revne der gik fra loftet og ned på den ene side af ovnen. Han var dog ikke i stand til at sige om dette var årsagen til branden, men dog ”rimeligt”.

Nykersprøjten var ankommet efter huset næsten var nedbrændt. Den blev ikke anvendt. Derimod blev Klemenskersprøjten brugt til efterslukningen.

Side 230a – 16. august 1852

På 10. vornedgård (Bjørnegård) i Klemensker.

Fortsat forhør af arrestanterne O.H. Helgreen og L. Larsen.

Dommeren fremlagde skrivelser af Øster Herreds politiprotokol af 9. august, 11. og 13. august. Dommeren bemærkede at han med vilje havde udsat afhøringerne til han havde fået forhørsudskifterne og for at lade oplysninger meddele ved kirkestævnerne om den fundne stentøjskrukken med svinefedt  i Lundelykken. Ingen meldte sig som ejer eller havde oplysninger om samme.

Retten med vidner tog lokaliteterne i øjesyn og alt svarede til arrestanternes beskrivelse. Retten konstaterede at det var mulig med fingrene alene at udtage vinduet. Rammen var temmelig gammel og mør.

Gårdejer Rask at der var mindst 3 mark i hans bukser, der blev stjålet og ikke kun 1 mark 6 skilling, som Laurantius Larsen havde angivet. Den stjålne kasket blev afsat til 3 rdl i værdi.

Otto Nielsen Helgreens tyveri af en kåbe fra kirkegården var aldrig visualiseret, hvorfor retten begav sig til kirkegården. Jomfru Marie Bolbroe, 30 år gl. fortalte at i næstsidste vinter blev stjålet fra en sten udenfor kirkegården en kåbe af grønternet hvergarn med grønt shirtings for. Kåben var gammel og brugt og lå på stenen fordi hendes gamle far plejede at sidde på stenen. Han havde sandsynligvis glemt at tage den ind. Værdi 1 rdl.

Side 231a- 16. august 1852

Politiretten sat på Bondegården i Rø sogn.

Gårdmand Hans Munck til Dyndalegård i Rø fortalte at fire skjorter var stålet af mellemsalen eller som den kaldtes ”Melsalen” og ikke ”Meelstuen”  eller Meelhuset”, som det blev skrevet i referatet. Der blev stjålet flere andet linned som lå på en kiste og på sengen. Præcis placering kunne han ikke huske. Indbrud gennem vindue, som var sket ved at krybe op på sen stenslæde var mulig og Munck viste at det stod flere stenslæder i nærheden. Og ikke en kort stige, som han forestillede sig. Sækken til transport af brød til dyndalen var taget i køkkenet.

Retten bevægede sig derefter til Rø præstegård, hvor de undersøgte døren i den vester længe. Den øverste halvdør kunne rigtignok skydes i vejret, åbne den indvendige krog på den nederste halvdør og derved give adgang til huset.

Derefter begav retten sig til Offergård og besigtigede vinduet, der befandt sig som vinduet på Bjørnegård, der kunne udtages uden ”instrument”.

Side 231b – 17. august 1852

På rådstuen i Hasle

Fremstod Jørgen Marker og fik at vide, at dette var den sidste afhøring, hvorfor han måtte fremkomme med sin egen forklaring. Han sagde, at han ikke vidste at i lovgivningen var det forbudt at kurere folk for sygdomme. Han ”benægtede med bestemthed, at han havde givet sig af med sådant”

Dommeren fremlagde indkomne attester:

Dåbsattest dat. 28/6 1852 i hvilken at han var døbt den 6/12 1826.

Konfirmation og forholdsattest fra Pastor Madsen, dat. 29/6

Straffeattest for Rønne og Vester herred

Straffeattest for Nexø, Åkirkeby og søndre herred

Straffeattest for Hasle, Hammershus birk og Nørre Herred,

Fremstod Jørgen Markers hustru Ane Kirstine Olesdatter, erklærede, at hun aldrig har været i besiddelse af en skudsmålsbog. Hun blev forklaret, at hun havde uden tilladelse bemægtiget sig fremmed ejendom. Hun sagde, at hun ikke vidste, at det var ulovligt, da så mange andre også havde gjort det. Det var vel ikke værre det hun havde gjort som mange andre?

Lignende straffeattester fra øens 4 herreder og købstæder blev fremvist. Dåbsattesten vist hendes dåb i Rønne den 24/8 1806.

Dommeren bemærkede at han endnu ikke havde modtaget straffeattester fra Svaneke og Østre herred.

Husmand Jens Dam på 24. slg. grund i Klemensker bedyrede, at han aldrig ville havde indladt sig på at skære foden af Jens Mogensen, hvis ikke ham selv og konen stærkt havde opfordret ham til det. Foden var helt forrådnet og der var igen knogle mellem ben og fod, kun skind og ingen årer. Det var kun et enkelt snit, der skulle til. Han indrømmede, at han havde åreladet mange folk og han havde ingen forestilling om, at det var ulovligt.

Jens Dams attester var følgende:

Dåbs, konfirmations og forholdsattest. Ifølge dåbsattesten blev han døbt 20. søndag efter Trinitatis 1808.

Straffeattest for Hasle, Nordre Herred og Hammershus Birk.

Husmand Peder Larsen erkendte, at han som tjenestekarl har haft ophold i Østerlars sogn og ikke noget andet sted. Han har hverken boet i Melsted eller Østermarie. Han indrømmede, at han ofte havde åreladt folk. Han troede ikke, at det var utilladeligt.

Attester for ham var:

Attest fra sognepræst Bolbroe om at kirkebogen for Rø var brændt i året 1800, hvorfor det ikke kunne oplyses han eksakte fødsels/dåbs dato. Han opgave selv sin alder til 55 år, hvilket retten og vidnerne fandt plausibelt.

Konfirmationsattest fra pastor Bruun i Østerlars

Straffeattest for Svaneke og Østre herred hvilket det må antages, at han hverken er tiltalt eller straffet  der. Der var åbenbart en Peder Larsen i Melsted og Østermarie, hvilket han påstod var en anden, da han aldrig havde boet disse to steder.

Dommeren fremlagde en skrivelse fra sognepræst Gottlieb i Olsker sogn om at husmand Hans Lyster var afgået ved døden. Jørgen Marker havde kureret ham, men altså efterfølgende død.

Side 233a – 18. august 1852

På rådstuen i Hasle

1.sag: Pastor Bolbroe kontra husmand Holger Kofoed på 62. slg. grund for forsømmelse med at præstere høstdag.
Præsten var repræsenteret af avlingsforvalter Rasch. Holger Kofoed tilbød at forrette høstdagen og betale sagens omkostninger. Sagen blev således forliget.

2.sag: Paster Bolbroe kontra husmand Esper Hansen på 2. sg. grund for forsømmelse med at præstere høstdag.Esper Hansen mente at han var indkaldt ureglementeret. Rasch påstod det modsatte og krævede Esper Hansen idømt en mulkt og sagens omkostninger

3. Bolbroe kontra husmand Hans Hansen på 7. slg.grund. Hansen påstod, at han var parcellist og derfor var fritaget for høstdage, Men det viste sig, at han også fæstede jord, der lå under et andet hus. For det skulle han yde som andre fæstere.
4. Bolbroe kontra husmand Mads Rømer på 40. slg. grund ang høstdag forsømmelse. Rømer mente sig fritaget da han ikke ejede noget hus. Hans kone og børn boede ”til huse” hos Ole Thomsen på 40. slg. grund. Han arbejdede for Ole Jørgensen i Vestermarie.
5. Bolbroe kontra husmand P.J. Kjøller på 40. slg. grund ang høstdag forsømmelse. Kjøller ville frifindes fordihan var blevet tilsagt samme dag til sin husbonde og til præsten. Desuden mente han, at han havde betalt 1 mk 8 sk for dagsværket.
6. Bolbroe kontra husmand P.O. Marker ang høstdag forsømmelse. Sagen udsat på gr. af sygdom.
7. Bolbroe kontra husmand Hans Peter Olsen på 4. vd. grund ang høstdag forsømmelse. Olsen ville frifindes fordi han var blevet tilsagt samme dag til sin husbonde og til præsten.
8. Bolbroe kontra husmand Niels Henrich Vest på 49. slg.gr. Den indklagede påstod sig frifundet da han nu var 70 år og derfor ikke så sig i stand til at gøre dagsværk. Sagen udsat – Vest ville mødemed dåbsattest om 8 dage.
9. Bolbroe kontra husmand Lars Thorsen på 49. slg. gr.for at gøre dagsværk. Den indklagede var tilsagt til at slå græs, men han var ikke i besiddelse af en le. Derfor så han ingen nytte til at møde og fordi han havde givet kirken et offer.- Udsat 8 dage.

10.Bolbroe kontra husmand Jørgen Hansen Roos på 42. slg. gr. ang. høstdags forsømmelse. Den inklagede var kommet til skade på den dag, hvor han skulle møde. Han havde givet et offer, men indrømemde, at han havde fæstejord.

11. Bolbroe kontra Jørgen Michael Olsen på 61. slg. gr. Den indklagede undskyldte sig med sygdom.

12.Bolbroe kontra møller Hans Pedersen på 31. slg. gr. Den indklagede påstod sig frifundet, da han var over 70 år. Hans pige var syg, så han kunne heller ikke sende hende i stedet. Sagen udsat 8 dage.

Side 236a – 19. august 1852

På rådstuen i Hasle

Sag ang. sagen om det stjålne lommeur.

Husmand Hans Jørgen Hansen på 6. slg. fortov i Klemensker fortalte at hans nabo Svend M. Kjøller havde spurgt om han havde set et fremmed mennesker, der var gået ind i hans hus. Det havde han ikke men derimod en lille pige, der havde set Hullegårdskarlen Hans Christian Sonne ved huset. Senere havde Kjøller kommet til ham med tjenestekarlen og bedt ham om at følge med som vidne på, at karlen aflevede sit ur tilbage på det sted, hvor han havde taget det. Dette gjorde han så.

Tjenestekarlen Hans Christian Sonne sagde, at han havde villet levere uret tilbage, men blev afbrudt i sit forehavende, da Kjøller kom og forlangte det. Kjøller tvivlede på dette, da karlen havde gemt uret under noget græs i i løkken tæt ved den østre gavl.

Hans Christian Sonne attester:

1.Dåbsattest, konfirmations og forholdsattest af 14/8 1852 ifølge den blev han født 5/6 1835.

2.Straffeattest, der var blank

Han ejende ingen skudsmålsbog, fordi han ”aldrig var blevet meddelt ham nogen”.

Tjenestekarlen sagde, at han havde betalt Kjøller 12 sk for tidsspilde medens han forsøgte at opklare tyveriet. Kjøller havde lovet ham at ”tie” med hans tyveri.

Side 237a – 25. august 1852

På rådstuen i Hasle.

Rasch var mødt på præsten Bolbroes vegne for at hører dommene mellem ham og husmændene.

Sag 1. Sagen forligt og husmanden måtte betale 5 mark 4 skilling i sagsomkostninger

Sag 2. Afsagt dom (henv. Til protokol side 239b) samt at husmanden skulle betale 5 mark 4 skilling i sagsomkostninger

Sag 3.  Afsagt dom (henv. Til protokol side 240a) samt at husmanden skulle betale 5 mark 4 skilling i sagsomkostninger

Sag 4. Afsagt dom (henv. Til protokol side 240a) samt at husmanden skulle betale 5 mark 4 skilling i sagsomkostninger

Sag 5. Sagen var afgjort

Sag 6. Afsagt dom (henv. Til protokol side 240b) samt at husmanden skulle betale 5 mark 4 skilling i sagsomkostninger

Sag 7. Den indklagedes alder var 68 år, hvorfor sagen gik til doms

Sag 8. Sagen mod Lars Thorsen blev udsat efter at Thorsen havde fremlagt et fæstebrev på et lod af 17/9 1842, Men Rasch skønnede, at denne ikke kunne give ham fritagelse for afgiften. Sagen gik til doms

Sag 9. Afsagt dom (henv. Til protokol side 241a) samt at husmanden skulle betale 5 mark 4 skilling i sagsomkostninger

Sag 10. Domsafsigelse udsat da Jørgen Michael Olsen ikke var mødt.

Sag 11: Forlig blev indgået. Den indklagede betalte 24 skilling sagens omkostninger

Side 237b – 1. september 1852

På rådstuen i Hasle

Dommen i de resterende af præstens sager mod husmændene blev afsag. Alle blev idømt en mulkt og sagsomkostninger på 2 mark 4 skilling.

Sag mellem husmand Niels A. Funch af Aaker sogn kontra ungkarl Claus Anker på 41. slg. gr. i Klemensker for reelle injurier (Slagsmål med beskyldninger)

Funch krævede Claus Anker dømt efter anordningerne og forsvie og smerte, badskærløn og tabt arbejdsfortjeneste. Klageren mødte med vidner:

Gårdmand Diderik Hansen på 4. vg. i Vestermarie fortalte hvad der skete den 28. juli. Hen på eftermiddagen efter auktionen på brænde i Almindingen var han på vej hjem. Da han var mellem planteskolen og Widskesbakken 10 skridt skrift foran klageren, der fulgtes med husmand Hans Jørgen Jørgensen. Omkring et halv hundrede skrift foran gik Brogårdsmanden og Lille Hallegårdsmanden fra Aaker sogn. Didrik Hansen hørte ikke noget ”ondmæssigt eller skjendemål” mellem klageren og indklageren. Kort efter så han klageren (Niels Funch) ligge i grøften og Claus Anker tilføejede ham adskillige slag med en stok med krumt håndtag.

Det andet godvillige vidne var husmand Hans Jørgen Jørgensen på Vallensgårds grund i Aaker. Samme sted som forrige vidne så han, at Claus Anker og en anden person dukkede op og væltede Niels Funch ned i grøften. Claus Anker slog med en krumbøjet stok adskillige gange. Funch var blevet ganske blodig i nakken og halsen. Han kunne næsten ikke gå efter den behandling

Den anden person var også med i overfaldet og var blevet idømt at betale 20 rdl til Niels Funch i Vester herredsting.

Hernæst (side 239b-242a) følger dommene over husmændene, der ikke havde leveret en høstdag til præsten – De blev idømt en mulkt på 48 skilling til præsten og at betale sagens omkostninger på 36 skilling.

Side 242a – 15. september 1852

På rådstuen i Hasle.

Sag mod husmand Esper Olsen på 12. vg. grund i Klemensker for manglende tilsyn med barn, der druknede i en brønd.

Esper Olsen fandt det urimeligt oveni hans store sorg skulle straffes. Han var en fattig husmand, der var nødt til at arbejde for føden ligesom han hustru, der også måtte tjene sit brød udenfor huset. Barnet måtte nødvendigvis betroet til sine ældre søskendes opsyn. Den ældste var 13 år, der kun i et øjeblik havde været fraværende. Han foreslog at betale 2 rdl til amtsfattigkassen og ”mod at videre forfølgelgelse imod ham derved kunde blive forhindret”.

Dommeren måtte i henholdt til bestemmelserne i Lovens 6 kapitel og da åbenbar skrifte nu er ganske ophævet, må han indstille Esper Olsens forligstilbud til amtets ratifikation.

Side 242b – 22. september 1852

På rådstuen i Hasle

Om sagen mellem Niels A. Funch af Aaker sogn og ungkarl Claus Anker på 41. slg. grund i Klemensker.

Klageren fremstillede gårdmand Mikkel Hansen til Broegård i Aaker og flere andre vidner. Alle havde set slagsmålet og beskrevet det som ren vold. Ingen omtaler hvorfor.

Side 243b – 27. september 1852

På rådstuen i Hasle.

Forhør angående husmand Lars Hansen med fleres forøvede tyverier fortsættelse.

Ungkarl Jens Madsen Jensen 21½ år, søn af Jens Jørgen Jensen på 36. slg. fortov i Klemensker var kommet til afhøring ”efter han havde hørt at et led, som tilhørte han far, og som hængte på udgærdet til lyngen imedens han var på robbefangst”. Om han kunne genkende leddet var han i tvivl, da han ikke så ofte havde været hjemme. Han havde været på robbefangst i den seneste tid, så han var ikke så bekendt med sin fars ejendele. Da han så stolperne, sagde han, at det forekom ham, at være de samme som hans far havde. Han turde ikke give sin ed på, at det havde været hans fars.

Arrestanten Lars Larsen blev foreholdt følgende:

1.Højesteretsdom, af 18. oktober 1849, hvorved han blev frifundet af aktors tiltale

2.Nordre Herreds domsakt af 7. september 1851 med de  samme ledsagende bilag, der er

a.Udskrift af Nordre herreds politiprotokol fra 29. maj 1849 til 13. juli 1850

b.Højesterretsdom af 26. maj 1841

3. attest fra byskriver Paludan angående hvorvidt bemeldte arrestant er tiltalt of straffet under Hasle købstad, nordre herreds og Hammershus birks jurisdictioner dat. 18. mar. 1851
4. Forholdsattest fra sognepræsten Bolbroe

Herefter fremstod arrestanten og vedkendte sig attesternes ordlyd. Dog bemærkede han, at straffen fra 1841 havde han udstået.

Side 244b – 30. september 1852

Politiretten sat på 11  slg. i Rutsker ang. afbrændt hus på 5. vg. grund om aftenen den 29. september tilhørende Thomas Munk

Thomas Munk var til skovgilde, hvor han og andre opdagede at der var ildebrand i nordøstlig retning. Klokken var omkring 7. Han gik hjemad og efter en ½ times tid var han fremme og opdagede at det var hans hus der brændte. Overdelen var ved allerede nedbrændt og der var en mængde mennesker tilstede.

Thomas fortalte at huset var på 3 fag og ikke forsikret i brandkassen, så nu har han var en fattig mand, der havde lidt et betydeligt tab. Huset lå på 32. slg. parcel og huset havde han udlejet til ugifte fruentimmer Marie Lund.

Marie Lund fortalte at hun var hjemme med sine to små børn. I mørkningen var hus ude for at hente en stol og det var da hun opdagede røg i forstuen. Hendes mor Jeppe Jensens Knuds enke var på besøg og hun mente at ilden opstod da hun skulle tænde lampen med en svovlstikke. Hun måtte hurtigt flygte ud af huset da ilden fik fat i taget. Hun løb ind i huset og reddede en sengedyne. Derefter foretog han sig ikke andet end at passe sine to børn. Der gik en time og huset var nedbrændt. Det meste af ”hendes ubetydelige ejendele” var brændt.

Marie vidste ikke hvordan ilden var opstået. Hun havde kogt kartofler om eftermiddagen på skorstenen, men ilden blev slukket. Hun havde ild i kakkelovnen med lidt brænde, men denne var slukket. Hun havde ikke været på loftet med lys.

Cecilie Elisabeth Benedicte Brun, Jeppe Jensen Knuds enke af Rutsker sogn, fortalte at hun var kommet på besøg om eftermiddagen. Hun fortalte, da datteren sagde, at der lugtede af røg i forstuen, at det måtte skyldes, at hun havde tændt en lampe med en svovlstikke (som altså plejede at lugte af røg!). Da de gik ud af huset, så de at det røg fra det nordøstlige del af huset. Hun reddede et par stole, men hurtigt, var det umuligt at komme ind i huset. Hun var ikke klar over hvordan ilden var opstået.

Husmand Christian Hansen af Rutsker havde været i Hasle og på vej hjem, da han opdagede ildebranden. Sammen med andre reddede han enkelte ejendele ud af stuen ved hjælp af brandhager. Han havde ingen anelse om brandårsagen.

Peder Kofoed af 11, vg, i Rutsker fortalte at huset lå 500 skridt fra gården. Han så ilden som to brændende lys. Han løb ind og tog en brandspand og løb til huset. Brandspanden var yil ingen nytte, da ilden havde bredt sig til hele taget. Derimod lykkedes det at hive bohave ud ved hjælp af brandhager.

Sandemand Sonne i Rutsker kom ikke til brandstedet og kunne derfor ikke udtale sig.

Side 245b – 1. oktober 1852

Sat i Rådstuen i Rønne

Forhøret ang. Lars Hansen med flere begåede tyverier – forsættelse.

Landinspektør Asmussen fortalte at han en aften i november 1851 var hos gæstgiver Sørensen på Skandinavien i Rønne og hængt sin frakke i det sædvanlige opbevaringsværelse. Da han ville forlade stedet omkring 9 a 10 var frakken og huen ikke til at finde. Han angav strakt en skriftlig anmeldelse til politiet. I lommen havde han et lommetørklæde, et par handsker og en nøgle, som han havde glemt at anmelde til politiet. Retten fremviste tørklæde og rejsehuen, som han straks genkendte. Frakken angav han i værdi 8 rdl, mm

Fabrikant Samsings hustru angav værdi af voksdug og 4 små fajancefade til 4 rdl + 4 sk.

Købmand Jens Thorsen angav værdien af kaffekanden til 3 rdl.

Arrestant Svend Johan Andersen Holm accepterede værdiansættelserne. Han gjorde opmærksom på, at han ikke havde begået tyveriet af klipfisk hos Jens Vest – det var Otto Nielsen Helgreens værk.

Side 246b – 4. oktober 1852

På rådstuen i Hasle

Lars Hansen mfl. Fleres tyveri fortsat

Pigen Jørgengine Hansine Kofoed, 29 år, på Bjergegårds grund i Klemensker, forklarede at hun havde siddet arresteret ved siden af Svend Johan Andersen. I den tid talte Svend ofte med hende, men hun kunne ikke erindre om hvad. På spørgsmål om hvordan hun turde, svarede hun, at tiden skulle gå med noget. Hun kunne nu erindre, at Svend Johan havde opfordret hende, hvis hun kom ud af arresten, at hente frakken, som han stjal på Skandinavien i Rønne. Hun nægtede dog, at hun gjorde det og vidste heller ikke, hvor den var blevet af.

Side 247a – 13. oktober 1852

På rådstuen i Hasle

Ang. injurier mellen husmand Niels A. Funck fra Aaker sogn kontra ungkarl Claus Anker på 41. slg. grund i Klemensker.

Claus Anker erkendte, at han havde væltet Funck omkuld, men ikke at han havde slået med en stok. Årsagen var, at Funck havde skåret i Ole Kofoed skos overlæder, samt at tillige sammen dag havde været i slagsmål med Hans Hansen Snedker boende ved Vestermarie kirke. (Sagen omfattede flere personer, sommeren eller mindre havde været i Slagsmål under auktionen i Almindingen – ikke læst grundigt!) Sagen udsat 8 dage.

Side 248a – 16. oktober 1852

På rådstuen i Hasle

Fortsættelse af sagen mod Lars Hansen med flere.

Aktor havde i skrivelse til dommeren af politiretten bedt om nærmere oplysninger om tyvekosternes værdi.

Ritmester Holm til Simlegård vurderede kalkunen til 4 rdl. Værd

Gårdejer Jespersen til Splitsgård vurderede således: 3 sølvteskeer 3 rdl, brændevinet som Svend Johan stjal 2 mk 8 sk., lysene 2 mk, 3 brød 4 mk, 2 pølser 8 sk, 3 pund smør 4 mk 8 sk, 4 høns 4 mk, 4               1 pund rismel 8 sk, 2 muskatnødder 3 sk, 4 brød 4 mk 8 sk, 2 krukker med svinefedt 3 rdl, en krukke med 8 pund smør med krukken 2 rdl, 4 lys og 2 potter brændevin 3 mk, 3 lys og 2 poter brændevin 2 mk 12 sk, 3 potter brændevin 2 mk, 1 skp rug 4 mk, 1 do 4 mk, en skp byg 2 mk, 1 skp kartofter 1 mk, Posen med gryn er tidligere sat til 1 rdl og ottingen med grøn sæbe til 3 rdl 2 mk

Efter spørgsmål oplyste Jespersen at Svend Johan havde tjent hos ham fra 1 december 1849 til 1 maj 1850.

Sandemand Hans Nielsen af Klemensker oplyste at Svend Johan Andersen kom til landet om sommeren 1848 og tjente fra St. Hans dag 1848 til 1. november samme år på Løkkegård. Dernæst nogen tid hos Ole Mogensen på Piberegård, hos Jespersen på Splitsgård fra 1. december til maj 1850, Hos Hans Nielsen (sandemanden) fra 1. juli til 1. nov, 1850, derfra hos Niels Sonne i Vestermarie til nytår 1851, derfra til Rask i Aabygårddene, hvor han var til maj 1851. I mellemtiden, da han ikke tjente, arbejdede han for husmand Lars Hansen, hos hvem han da logerede. Hans Nielsen var bekendt med at Svend i sommeren 1851 var på en kort rejse til Sverige, hvorfra han straks kom tilbage. (Se også Side 26a – 14. december 1851)

Morten Kofoed på Løkkegård var syg, så han kom ikke.

Gårdmand Ole Mogensen på Lille Bakkegård, Rutsker, havde tidligere Piberegård, hvor Svend Johan havde tjente i 2 måneder. Han havde intet at klage over mht. Svends arbejde.

Jørgen Thorup oplyste at hans ur havde en værdi af 19 rdl.

Arrestanten Lars Hansen godkendte aktors skrivelse om værdiansættelse af de koster som han var tilskrevet.

Side 249a – 20. oktober 1851

På Rådstuen i Hasle

Sag.1.Ugift fruentimmer Petrea Louise Pedersdatter af Klemensker kontra sadelmager Christian Larsen af Hasle om alimentationsbidrag til et af Petreas søn Laurits Peter Christian Møller.

Petrea fremlagde præsteattest på drengen der blev føst 28/8 1852.

Parterne blev forligede således at sadelmageren betaler 12 rdl med halvårlige terminer af 6 rdl til barnet blev 14 år.

Sag 2. Ugifte fruentímmer Ane Margrethe Kofoed kontra ungkarl Niels Jørgen Nielsen af Klemensker ang. ”paterniteten til et af klagerinden født uægte drengebarn, der i dåben blev kaldt Niels Jørgen Christian Kofoed”.

En præsteattest vist, at drengen var født 12/7 1852. Anne Margrethe ville have Niels Jørgen til at betale til barnet indtil sit 14. år. Den indklagede indrømmede, at han havde ”haft omgang med klagerinden”, men ikke på den tid, hvor han kunne have gjort hende gravid. Anne Margrethe benægtede det. Sagen gik til doms.

Sag 3. Husmand Niels A. Funck af Aaker kontra ungkarl Claus Anker. Prokurator Fog mødte på klagerens vegne og fremlagde to attester og en regning fra bataljons-kirurg Bolbroe. Han krævede Anker dømt for svie og smerter, læge og apoteker i alt 50 rdl, samt en alvorlig mulkt og sagens omkostninger.

Der blev formuleret et forlig til anklagerens prokurator, der ville overveje tilbuddet.

Side 250a – 20. oktober 1852

På rådstuen i Hasle

Sagen mod Lars Hansen med flere fortsat.

Skolelærer Siersted fra Nyker bedømte de tre skorters værdi til 1 rdl stykket og kraven til 1 mk 8 sk.

Pigen Margrethe Mikkelsen værdisatte sin mistede særke til 4 mk stykket.

Gårdmand P. Rask til Aabygård i Nyker fortalte retten at Svend Johan Andersen tjente ham fra nytår til 1. maj 1851. I den tid havde han intet at udsætte på ham.

Smed Niels Sonne fra Vestermarie fortalet, at Svend Johan tjente hos ham nogle måneder indtil nytår 1851 og havde i den tid intet at klage på ham.

Tjenestekarl på Løkkegård Hans Peter Olsen, 21 år gl., at han, som tjente på gården, var bekendt med at Svend Johan kom til at tjene der i Juli måned 1848 indtil 1/11 1848. Han var mødt i stedet for sin husbonde, da han lå syg.

Dommeren fremlagde dernæst udskrift af nordre herreds politiret dom af 28. juli 1848, i hvilket Otto Nielsen Helgreens hustru, Elna Kirstine Haagensdatter blev idømt en mulkt på 4 rdl for tyveri.

Arrestanten Otto Nielsen Helgreens hustru Elna Kirstine Haagensdatter blev præsenterede for attester og værdiangivelse på koster. Hvilket hun accepterede. Den idømte mulkt kunne hun ikke betale, men havde afsonet med fængsel på vand og brød i stedet.

Arrestanten Lars Hansens hustru Magdalene Marie blev præsenteret for forskellige vurderinger som hun accepterede.

Tiltalte husmand Jørgen Jørgensen blev præsenteret for værdien af Mikkel Hansens angivne bistade, som han accepterede. Hans hustru var også indkaldt, men var ikke mødt på grund af sygdom.

Arrestanten Lars Hansen blev forholdt Siersted og hans piges angivelse af kosternes værdi. Lars Hansen sagde, at det var ham uvedkommende

Side 251b – 21. oktober 1852

På byfogedkontoret i Hasle

Arrestanten Lars Hansens datter Caroline værdiangivelserne blev præsentere for hende og hun erklærede, at de ikke var for høje.

Dommeren fremlagde dernæst hendes døbe- og forholdsattest, som hun godkendte.

”Endelig fremlagde dommeren et fra landphysikus og justitsråd Grove indsendte skøn, over denne tiltaltes modenhed til at pleje Samleje”

På spørgsmål om det var hende eller Svend Johan, der havde fordelt smørret de solgte i Rønne, svarede hun, at det var Svend Johan.

Side 151b – 21. oktober 1852

På Rådstuen i Rønne

Arrestanten Svend Johan Andersen blev forelagt vurderinger på de stjålne koster. Svend angrede endnu en gang sine handlinger og bad om den mildeste straf.

Arrestanten Laurentius Larsen blev foreholdt højesteretsdommen af 7. oktober 1852 (se Arkivalieronline] for indbrudstyveri på 6 års tugthusarbejde og derved blev ekstrarettens (Hammershus birketing !) dom af 27/5 1852 stadfæstet.

Med hensyn til de ikke tilståede forbrydelsers vidneafhøringer, krævede loven, at der blev afgivet ed. Dommeren mente sig overensstemmende med den varsomhed der krævedes til edens afgivelse.

Side 252a – 22. oktober 1852

På Rådstuen i Hasle

Arrestanten Lars Larsen blev præsenteret for kosternes værdiangivelser. Han erklærede at han var disse værdiangivelser uvedkommende

Side 252b – 27. oktober 1852

På rådstuen i Hasle

Dom mellem Ane Margrethe Kofoed og ungkarl Niels Jørgen Nielsen. Hvis Niels Jørgen Nielsen turde aflægge ed på, at han ikke havde haft samkvem med Ane Margrethe på et tidspunkt, der kunne resultere i en graviditet, er han frikendt. Hvis ikke, så skulle han betale alimentationsbidrag til barnets fyldte 14. år. (ifølge lovens 6.13.5)

Side 253a – 30. oktober 1852

Hasle købstads politiret på rådstuen i Hasle (Indført her da Hasleprotokollen var i Allinge!)

Ang. tyveri af kartofler hos avlsbruger Christian Dam i Hasle. Sigtet var Jeppe Dals kone, Martha Kirstine, i fattighuset.

Side 253b – 2. november 1852

Politiret i et hus på Stangegårds grund i Klemensker i anledning af en anmeldelse et tyveri i sognets kirke.

Kirkeværgen gårdejer Stender havde modtaget en anmeldelse der pegede på en bestemt person, nemlig Jørgen Hansen Riis, hvorfor der skulle foregå ransagning i hans hus.

Til stede var Jørgen Hansen Riis og kone Bodil Kirstine. På en hylde fandt de et ganske nyt spil kort. Jørgen Hansen Riis påstod at han havde købt det for kort tid siden i Rønne. Hvor kunne han ikke huske, men måske hos Jens Vest hvor han handlede i lørdags. Andet mistænkeligt fandtes ikke.

Jørgen Riis kendte intet til det eftersøgte bly og benægtede, at han havde solgt det i Rønne.

Kirkeværgen Stender sagde, at han ikke var sikker på at den ommeldte ”Jørgen Hansen” var husmand Jørgen Hansen Riis.

Dommeren fandt det rigtigst at anholde Jørgen Hansen Riis og sende ham til Rønne arrest så længe benægtelsen ikke med sikkerhed kunne godkendelse. Endvidere skulle han Ransages på kroppen for at se om han havde et anseeligt beløb på sig. Han mente at have 10 rdl. På sig. Det viste sig, at han havde 16 rdl 2 mk 7 sk. i sin bukselomme. Han havde solgt havre til købmand Juul i Hasle, købmand Wulf i Rønne og på torvet i Rønne. Pengene blev taget i forvaring af retten.

Jørgen Hansen Riis kone Bodil Kirstine fortalte at hendes mand for 14 dage siden var væk hele natten. I lørdags kom han først hjem kl. 12 om natten. De sidste to dage havde han været i Rønne. Kortene havde han købt i Rønne. Hun kendte intet til bly og troede ikke at hendes mand havde stjålet. Hun havde selv 16 rdl., som hun havde fået af sin mand. I lørdags havde han været i Rønne for at sælge en gris, mente hun. De 16 rdl i sølv blev konfiskeret af retten.

Retten blev opmærksom på et helt nyt spejl. Konen erkendte, at hendes mand var kommet med det i lørdag. Han havde desuden købt et flaskeglas (snapseglas), 3 kopper, 2 potter ekstrakt, 9 overkopper og 5 underkopper, 3 potter brændevin, ½ pund kaffebønner, ¼ pund sukker, 9 pund klipfisk, ½ pund puddersukker, rosiner, blommer, 6 par knive og gafler, 1 pund tobak, cikorie, en slagtet gås, samt fire levende gæs. I går købte han desuden 8 pund oksekød.

Side 255a – 3. november 1952

På rådstuen i Hasle.

Sag mellem Christiane Larsen af Olsker kontra tjenestekarl Hans Ipsen af Skovgård i Rutsker ang. paterniteten til at af klagerindens uægte barn kaldet Andrea Jensine Larsenfødt 20/6 1852.

Hans Ipsen indrømmede, at han en gang havde haft legemlig omgang med Christiane, men det var på en tid, hvor han ikke kunne være far til barnet. Christiane kunne ikke bevise tidspunktet på hvornår de havde været sammen.

Side 255a – 3. november 1852

På rådstuen i Hasle

Sag mellem Jens Christian Kures fraskilte kone Sine Line Marie Lund kontra snedkerlærling Jørgen Christian begge af Rutsker ang. paterniteten til hendes uægte barn Evenus Peter Lund.

Jørgen nægtede at have haft omgængelse med Sine Line. Hun havde vidner, hendes mor og søster, havde set dem ligge nøgne i sengen. Retten udsat 8 dage.

Side 255b – 5. november 1852

Sat på byfogedkontoret i Hasle. Fortsættelse af tyveriet af bly fra Klemens kirke.

Efter udskrift af afhøringer i vestre herreds politiret, var det nu beviseligt, at husmand Jørgen Hansen Riis har solgt 18 lispund bly til glarmester Boss i Rønne, som efter al sandsynlighed stammede fra Klemens kirke. Han idømmes nu i personlig arrest og på grund af Hasle arrest var optaget, så blev han i Rønne arrest.

Kirkeværgen Stender  forklarede at han mandag eller tirsdag for 14 dage siden blev opmærksom på et en rude af det vestre vindue i våbenhuset var slået ud. Han kunne ikke umiddelbart konstatere mangler, men da der var reparationer i gang i kirken, undersøgte han det nærmere. Der var en del bly, som han bemærkede lå i en anden ordning. En undersøgelse viste, at der mangle en hel del bly, der blev opbevaret i våbenhuset.

Jens Olsen Falk, der boede vedkirken, havde opsigt med kirke og sørgede for at åbne om morgenen og om aftenen at der blev lukket. Han opdagede tyveriet og konstaterede, at der var forsvundet både gammelt og nyt bly. Det gamle stammede fra taget og der nye, der var leveret af glarmester Boss i Rønne, var til reparation af vinduer og bestod af 17 eller 18 smalle ruller. Murer Anders Pedersen fra Nyker og hans læredreng Esper Olsen og håndlanger Jeppe Pedersen Hal ville kunne genkende blyet, hvis de så det.

Side 256b – 6. november 1852

Sat i rådstuen i Rønne

Glarmester Boss i Rønne forklarede at han for 8 dage siden ml. kl. 4 og 5  var der kommet en mand der tilbød bly. Han ville give 7 mark pr lispund. Han var ikke særlig villig til at købe, da han havde meget bly i forvejen. Lidt efter kom kaptajn Spiets, der kendte Jørgen Hansen og han fortalte Boss at han godt kunne indlade sig på handel med ham. I første omgang solgte han 10 lispund for 11 rdl 4 mk, men han havde mere som han skulle sælge for sin bror og en anden mand i Tejn. Han købte samme dag et spejl.

Anden gang nogle dage efter kom han igen op faldbød 8 lispund bly som han købte for 9 rdl 2 mk. Glarmesteren var dog lidt mistænksom og derfor spurgte har flere kunder i butikken om de kendte manden. Samsinggårds ejer løjtnant Rømer mente, at han kendte manden, som en der tidligere havde været mistænkt og straffet for tyveri. Han havde nøje set på det indkøbte bly, hvori han opdagede tre huller, der var i de samme blyplader, som han for længe siden havde leveret til Klemens Kirkes tag. Han anmeldte derfor sagen til politimesteren i Rønne.

Kaptajn Spiets kendte Jørgen Hansen Riis og havde sagt god for ham, da han for et stykke tid siden havde købt en ko af samme mand.

Andre afhørte var svend hos Boss Jens Michael Madsen på 23 år  og læredreng Jens Frederik Jørgensen på 20 år.

Jørgen Hansen Riis fremstod og erklærede at alle beskyldninger var løgn. Han havde ikke solgt noget bly til glarmester Boss. Han havde købt et spejl og et glas og intet andet.

Retten tog blyet i forvaring.

Side 259a – 8. november 1852

På rådstuen i Hasle

Dommeren oplæste justitsråd Gardes skrivelse om Boss anmeldelse af 18 lispund bly som Jørgen Hansen Riis efter angivelse havde stjålet.

Husmand og skrædder Jacob Jacobsen på Degnegårds grund i Klemensker fortalte at han havde ringet med klokkerne i 46 år. Ved denne tid ringede han første gang kl. 9. Efter han havde lånt kirkenøglen af kromanden Jens Olsen Falk og ville låse op. Opdagede han at et vindue i våbenhuset var slået ud.

Han kunne ikke se, at der manglede noget, men opdagede at krogen til det andet vindue var taget af.  Han nævnte det for Jens Olsen Falk, men vist ikke det med krogene.

Jens Olsen Falk bekræftede Jørgen Jørgensens historie. Han havde haft barsel om aftenen og var derfor kommet set i seng, hvorfor han ikke med det samme var gået op til kirken for at bese skaderne. Det var først flere dage efter at det blev opdaget at der manglede en del bly. Det var murer Anders Pedersen og hans læredreng der opdagede at der manglede en stod del af blyet.

Snedker Jørgen Hansen på 18. slg. fortov var blev kaldt til Klemens kirke den 18/10 for at reparerer vinduet i våbenhuset. Han kunne fortælle, at han ikke havde flyttet på blyet og om hvorvidt det manglede nogle blyplader. Han genkendte flere af blypladerne, som engang var leveret af Boss til kirken.

Murer Anders Pedersen fra 6. vg.’s parcel i Nyker fortalte at der lå to forskellige blyting. Dels plader fra taget, der var under reparation og dels nye ruller bly, der var leveret af glarmester Boss i Rønne. Han konstaterede at de gamle plader var lagt i en stak uden at være talte. Det arbejde stod Esper Olsen og Jeppe Pedersen Hal for. Han genkendte flere af de konfiskerede blyplader som hørte til kirken.

Jeppe Pedersen Hal var håndlanger og fortalte at han havde stablet de gamle blyplader i våbenhuset. Men først i onsdag havde han konstateret, at blyet var flyttet og stakken var blevet mindre. Han genkendte også flere blyplader.

Læredreng hos Anders Pedersen, Esper Olsen, 19 år, havde taget blyplader ned fra taget og også været med til at lægge dem i en stak i våbenhuset. Han genkendte også blypladerne og bemærkede at den resterende stak i våbenhuset var blevet mindre og flyttet.

Side 262a – 9. november 1852

På rådstuen i Hasle

Jørgen Hansen Riis hustru Bodil Kirstine Pedersen fortalte at hende mand ikke havde været ude om natten på nær i onsdags 14 dage da han var kørt med en mand ved navn Hans Peter Herlovsen. Han var kommet aftenen før og sagt, at han ikke kunne gå til Rønne, da hans støvler var ”for knappe”. Han skulle være i Rønne kl. 3 for at komme ud på søen og fiske. Nogle dage efter var hendes mand ude indtil sent på aftenen kl. 11 eller kl. 12.

Efter spørgsmål til det store indkøb af fødemidler, sagde hun. At hun også var misfornøjet med det og at det var mod hendes vilje. Hun fastholdt at hendes mand havde solgt havre og at det sammen med 3 lam og en gris havde givet 23 rdl.

Kirkeværgen Stender korrigerende sin viden om de konfiskerede blyplader. Mistanken om, at der var forsvundet flere blyplader end de 13, som blev konfiskeret, var en mulighed. Men han ville ikke kunne mistænke arbejderne, som gik i kirken. Han oplyste at kromanden Jens Olsen Falk, der opbevarede nøglen til kirken, selv arbejdede i kirken og havde været tilstede det meste af arbejdstiden.

Ungkarl Christian Hansen Beck, 21 år, der boede hos Jens Olsen Falk, havde fra ringeren Jacob Jacobsen erfaret, at der var slået en rude i stykker i våbenhuset. Han havde sat krogene på, så ikke andre rude skulle gå i stykker under blæsevejr, men ellers ikke taget notits af forholdene.

Side 263b – 10. november 1852

På rådstuen i Hasle

Sag 1.Ugifte fruentimmer Christiane Larsen af Olsker sogn kontra tjenestekarl Hans Ipsen af Skovgård i Rutsker. Da hun ikke kunne bevise ved vidner, at de havde været sammen, så lød dommen, at manden kunne fralægge sig kravet om at betale alimentationsbidrag (loven 6-13-5) ved at afgivet ed. om at han ikke havde haft legemlig omgang med Christiane.

Sag 2.Jens Christian Kures fraskilte kone Sine Line Marie Lund og snedkerlærling Jørgen Christian begge af Rutsker blev enige om at sagen skulle ophæves.

Sag 3.Ugifte fruentimmer Christine Samuelsen, nu i Rønne kontra gårdejer Jespersen på Splitsgård i Klemensker om paterniteten til Christines uægte barn Johanne Samuelsen født 25/10 1852. Jespersen nægtede at have haft legemlig omgang med Christine og derfor påstod han, at han skulle frifindes for anklagen. Christine kunne ikke føre vidner, der kunne bekræfte at Jespersen havde haft omgang med hende. Sagen blev ført til doms og afgørelse om 8 dage

Side 264b – 16. november 1852

På rådstuen i Rønne

Forhør vedr. tyveri fra Klemens Kirke

Skomager Kjøge i Rønne havde købt to lam af Jørgen Hansen Riis og noget efter havde han villet sælge ham en ko. Ved denne lejlighed havde han spurgt skomageren om han troede, at pottemagerne ville købe bly, som han havde til salg. Det var pladebly han havde til salg. Skomageren havde sagt, at han vidste at glarmester Boss brugte bly, så han ville sikkert gerne købe.

Hans Peter Herløfsen af Rønne fortalte at han havde været straffet to gange for tyveri, men på spørgsmål, fortsatte ham med at berette om, at han for 3 eller 4 uger siden var på vej til Tejn til en fisket ved navn Hans Dick, som han ville købe et hus af. Han nåede ikke så langt, da hans støvler trykkede og at han ikke kunne gå længere. Han gik til Jørgen Hansen Riis og bad ham om at kæøre han tilbage til Rønne. Hestene havde været ude at pløje, så det var først kl. 11 at hestene var klar til at køre. Og Riis havde et ærinde i Rønne, så det passede ham fint. Herløfsen steg af ved bygrænsen og gik hjem derfra. Han var under opsyn fra politiet og han skulle egentlig have være hjemme inden kl. 10.

Glarmester Boss og hans lærling gentog sin tidligere forklaring.

Jørgen Hansen Riis nægtede stadig at han havde solgt bly til glarmesteren og ændrede nu forklaring, at glarmesteren og han ”var fjendsk”, hvilket skyldtes en tidligere sag om salg af smør, hvor glarmesteren kun ville give 1 mk 6 sk. pundet mod tidligere 1 mk 8 sk. Jørgen mente, at glarmesteren derfor havde beskyldt ham for blysalget som straf.

Glarmesteren nægtede at han nogensinde havde købt smør af Riis. Vidnerne fra Rønne afgav ed på deres vidnesbyrd.

Riis nægtede fortsat ethvert kendskab til tyveriet.

Jørgen Hansen Riis var født i Klemensker i 1819 og konfirmeret i Nyker, medens han tjente på Møllegård. Derfra kom han til Krashavegård og derefter i snedkerlære. Siden havde han ernæret sig ved snedkerarbejde. Han blev gift for en halv snese år siden med Bodil Kirstine og boede først i et hus i Rutsker i 2 år, hvorefter han flyttede til et hus i Klemensker, hvor han stadig boede. Han havde fire børn, to drenge og to piger. Han bekender sig til den lutherske religion.

Han blev straffet for 11 eller 12 år siden med 3 gange 5 dages fængsel på vand og brød for at have stjålet noget tøj medens han i kort tid arbejde i Gudhjem. Derefter – for 5 a 6 år siden – blev han straffet med 18 måneders forbedringsarbejde for at have stjålet et ur i Hasle.

Jørgen Hansen Riis ville have tilført, at kaptajn Spietz også havde had til ham. Spitz mente, at have købt en ko for 20 rdl, men da Riis havde forlangt 26 rdl, så var de blevet uvenner. Boss svend og lærling hadede ham også da han havde vundet over dem i kortspil hos Mads Olsen. Og desuden havde gårdejer Rasch fra Aabygård villet have ham til at stjæle 150 rdl fra en anden mand, som han ikke nævnte navnet på. Riis ville ikke gøre det, hvorfor Rasch hadede ham.

Side 266a – 17. november 1852

På rådstuen i Hasle

Domsafsigelse i sagen mellem Christine Samuelsen og gårdejer Jespersen til Splitsgård ang paterniteten til hendes barn. Da Christine ikke kunne føre nogen bevis, så kunne Jespersen kun aflægge sit ansvar ved at afgive ed på, at han aldrig havde haft legemlig omgang med hende. Han havde trende solemærker til at aflægge eden.

Side 267a – 19. november 1852

På byfogedkontoret i Hasle

Løjtnant Rømer fra Samsingsgård fortalte i retten, at han havde genkendt Jørgen Hansen Riis hos glarmester Boss og havde fortalt ham, at Riis havde afsonet forbedringshusstraf for tyveri. Han var helt sikker på, at det var Riis han havde set efter han havde solgt bly til Boss.

Side 267b – 20. november 1852

På rådstuen i Hasle

Philip Henning Rasch fra Aabygård fortalte om sit møde med Boss, da han lige havde købt bly af en mand. Manden havde påstået, at blyet ikke var hans med stammede fra nogle mænd fra Tejn. Boss havde sagt at det var tagbly, men det kunne også være skibsbly, der kunne havde fået samme overflade. Rasch kendte Riis af udseende fra auktioner men ikke af navn.

Kromand Jens Olsen Falk benægtede at have noget bly fra kirken hos sig, og at blyet var bortkommet med hans vidende og vilje. Det ville han afgive ed på.

Jørgen Hansen Riis vedblev at nægte alt. Han havde ikke solgt bly til Boss, men blot købt et spejl og et snapseglas. Både Rasch og Spietz havde været på stedet da han var hos Boss. På spørgsmål om hans kone også var i besiddelse af penge, sagde han at det havde han igen viden om.

Følgende afgav ed på deres forklaringer: kromand Jens Olsen Falk gårdejer P.H.Rasch. Anders Pedersen på 6. vg. parcel, Jeppe Pedersen Hal, snedker Jørgen Hansen på 18. slg. fortov, murer Anders Pedersen.

Arrestanten Riis erklærede at Boss, kaptajn Spietz og P.H.Rassch formodentlig var dem der havde stjålet blyet og at de skød skylden på ham. Da han havde afsløret dem som tyve, så havde de betalt ham til at tie stille – derefter en længere forklaring på hvordan og hvad de havde sagt til ham. Beretningen blev oplæst for Riis og godkendt.

Bogholder hos købmand Jens Vest Soltau fremlagde oversigt over hvad Jørgen Hansen Riis havde købt i butikken den 21. og 30. oktober. Den 30. oktober købte han et nyt spil kort.

Side 269b – 26. november 1852

På rådstuen i Rønne

Arrestanten Jørgen Hansen Riis blev fremstille løs og ledig i retten.

Kirkeværgen Stender af Klemensker aflagde forklaring i arrestantens nærværelse. Han erklærede, at det var uden hans vidende og nærværende, at de 13 stykker bly var forsvundet fra kirken. Dermed aflagde han ed.

Dommeren fremlagde højesteretsdom af 5. december 1845 hvorved herredets ekstratingsdom af 5. september blev stadfæstet og idømt 18 måneders forbedringshusarbejde. En straffeattest og dåbs attest blev fremlagt.

Arrestanten vedblev på det bestemteste, at han aldrig havde været i besiddelse af bly.

Side 270a – 27. november 1852

På byfogedkontoret i Hasle – der blev fermlagt en modtaget skrivelse fra Københavns Politikammer af 19. november med bilag.

Pigen Christine eller Kirstine Caroline Jespersen af Helligpeder i Rutsker blev forholdt ovennævnte rapports forklaring erkendt af urtekræmmersvend Morten Jensen at hun har lånt 5 rdl i hans navn og 2 rdl i sit eget navn af madame Holm, hos hvem hun logerede. Skipperen havde først meldt hendes afrejse da hun var ombord på vej til Bornholm. Hun ville snart vende tilbage og betale sin gæld. Hun tilbød nu at betale de skyldige 7 rdl. De blev modtaget og straks afsendt.

Hun lovede at melde sig til Politikammeret så snart hun kom til København.

Hun blev født den 30. november 1834 af forældrene Hans Peter Jespersen og Ellen Kirstine Nielsdatter. Hun har ikke tjent andre steder end i København hvortil hun kom i 1850.

Side 270b – 8. december 1852

På rådstuen i Hasle

Sagen mellem Martha Margrethe Schou kontra tjenestekarl Jørgen Hansen på 58. slg. i Klemensker vedr. paterniteten til hendes uægte barn ved navn Kirstine Jørgine Marie Schou født 16/9 1852.

Jørgen Hansen nægtede at have haft omgang med Martha i den tid, hvor det var muligt at blive far til barnet.  Martha kunne ikke føre vidner for rigtigheden. Sagen blev optaget til doms.

Side 271a – 15. december 1852

På rådstuen i Hasle

Dom i sagen mellem Martha Margrethe Schou og tjenestekarl Jørgen Hansen på 58. slg. grund. Da Martha ikke kunne føres bevis, så kunne den udlagte barnefader nægte ved ed, at han var fader til barnet inden tre solemærker fra dato. Ellers skulle han betale alimentationsbidrag til barnet  indtil dets fyldte 14. år.

Side 271b – 24. december 1852

På byfogedkontoret i Hasle

I sagen mod Svend Johan Andersen Holm med flere fortsat.

Husmand Jørgen Larsens hustru Ellen Kirstine af Rø sogn der på egne og sin mands vegne, da denne er blind, fordrede at de koster, der var fundet i Lars Hansens hus og på lyngen, skulle leveres tilbage. Efterfølgende ville hun ikke kræve erstatning his arrestanterne og andre.

Side 272a – 12, januar 1853

På rådstuen i Hasle.

Sag mellem det offentlige kontra løjtnant Rømer af Klemensker for forsømmelse med at have meldt tilgang til sognet.

Dommeren læste Kapellan Nyholm skrivelse af 31. dec. 1852 samt bemærkede at Hans Christian Lund ikke var mødt.

Løjtnant Rømer til 8. vg.s hovedlod i Klemensker erkendte, at det  var rigtigt at han ikke havde meldt tilgang efter han var flyttet til sognet før november sidste år. Som forklaring fremførte han, at det var præsterne der skulle have opsyn for fremmede tilkomne personer, men det tilkom ikke for dem der havde købt ejendom, som ham, at melde sig. Og desuden da han som løjtnant hos dragonerne ikke kunne henregnes til almuen. Han havde flyttet mange gang her på landet uden at melde til- og afgang. Han ville ikke indgå en almindelig overenskomst og betale mulkt, men forlangte at sagen gik til doms. Han var 44 år.

Side 272a – 26. januar 1853

På rådstuen i Hasle

Sag om tjenestekarl Hans Christian Sonne på Hullegård i Klemensker for forsømmelse ved at berigtige sin flytning til sognet.

Hans Christian Sonne erkendte at han ikke havde meldt tilgang til sognet. Han var født 5. juni 1835 og konfirmeret i samme sogn. Han havde ingen skudsmålsbog, fordi det var hans far, der fæstede ham bort. Han mente ikke at skolen havde meddelt han om reglen med skudsmålsbøger.

Side 273b – 29. januar 1853

På byskriverkontoret i Allinge i anledning af rekvisition fra Københavns Kriminal og politirets skrivelse af 21. januar

Fremstod daglønner Anders Jørgen Kjøller af Allinge 26½ år gl forklarede at han i foråret 1848 tillige med en del andre folk fra Bornholm forlod Rønne havn med den derfra sejlende Jagt og tog til København for at melde sig til frivillig tjeneste i marinen. Han huske ikke hvad dag han meldte sig til tjeneste på Gammelholm. Han blev kommanderet til Re….?, hvor han skulle blive indtil han blev udkommanderet, hvilket sket ca 8 dage efter. Han kom ombord på Thetis (fregat), der skulle løbe ned til Danzig. Efter ca. 14 dage kom han tilbage, da skibet skulle tage proviant ind. Derefter gik det til Nordsøen. Medens han var i kasernen ved Nyhavn fik han 8 eller 10 sk. dagligt til livets ophold, men fremefer fik han ingen penge. Ombord på Thetis fik han 4 rdl hver måned og han fik en kontrabog, som han blev afkrævet da han i oktober måned kom tilbage til København. Bogen blev leveret til skriveren ombord. Afregninger skete derefter på Gammelholm, men han husker ikke hvor meget de fik. Han husker at en del penge gik til køb af benklæder, blank hat og andre nødvendige ting. Han huske ikke personerne, der udbetalte afregningerne.

Fisker Peter Christian af Tejn 43 år gl, fortalte at han gik fra Rønne med en jagt i foråret 1848 for at melde sig som frivillig til tjeneste i marinen. Han husker ikke dato hvornår han ankom til København, men det var mandag. Om tirsdagen var han på et sted han antager var Gammelholm, hvor der blev udbetalt 2 rdl, dels for at han kunne købe sig et par lædersko og dels til livets ophold. Derefter kan han til en stor kaserne ved Nyhavn, Om torsdagen blev han sendt ombord på Thetis. Men ombord blev de klar over hans alder og derfor ville de ikke antage ham. Han fik tilladelse til at vende tilbage. Han forlod København og kom til Christiansø lørdag morgen. Han kender ingen andre at de personer i København i samme ærinde. Han fik ingen kontrabog og fik ikke flere penge end de 2 rdl.

Tjenestekarl Jens Peter Lund af Olsker sogn fortalte at han gik med skonnerten Delphinen fra Bornholm tidligt i foråret 1849 for at melde sig frivillig til tjeneste i marinen. Dagen efter han ankom til København blev han kommanderet til tjeneste på Trekroner (søfortet) . Han er ikke i stand til at angive datoen, Da han havde været der i et år blev der gjort afregning. Han skulle have 4 rdl månedligt og 3 rdl til klæder årligt. Han er ikke stand til at sige hvor meget han fik udbetalt, da han løbende måtte købe det nødvendige tøj. Derefter var han i omtrent 5 måneder ombord på Trekroner. Han blev udskiftet af en mand og kom tilbage til Trekroner i 5 dage. Derefter kom han med dampskibet Skriver der gik til Fredericia og derefter over land til Vestkysten af Slesvig og kom ombord i kanonbådene ved Føhr. Der var han i 2  a 3 måneder, indtil bådene blev oplagte. Han gjorde derefter tjeneste på land  i Tønningen i dagene efter belejringen af Frederiksstad blev hævet. Her blev han til våbenstilstanden blev indgået og fik lov til at rejse hjem.

På Fehmern havde han ikke været.

Huskede ikke den sidste dag, hvor der blev gjort afregning med ham, men han ved, at han var i tjeneste i 2 år på nær 14 dage. Sidste udbetaling var en lørdag på 9 rdl 29 sk. Han var ikke bekendt med, at han muligvis skulle have flere penge end dem han fik. Om søndagen rejste han hjem.

Side 274a – 2. februar 1853

På rådstuen i Hasle

Ungkarl Niels Jørgen Nielsen mødte for at aflagde ed på, at han ikke var far til Ane Margrethe Kofoeds barn, da han ikke havde haft legemlig omgang med hende på den tid, det krævede for at være far til et barn der blev født 12/7 1852. Men edsaflæggelsen blev frafaldt og der blev indgået forlig, som medførte Niels Jørgen Nielsens betaling alimentationsbidrag til barnet med navnet Niels Jørgen Christian Kofoed

 Side 274b – 2. februar 1853

På rådstuen i Hasle

Dom afsagt mellem det offentlige og løjtnant Rømer ang. forsømmelse med at melde tilgang til sognet. Dom gengivet på side 279b

Side 274b – 9. februar 1853

På rådstuen i Hasle.

Sag mellem ungkarl Hans Ipsen af Rutsker og pigen Christiane Larsen og edsaflæggelse om paterniteten. Hans Ipsen aflagde ed på at han ikke havde haft legemlig omgang med Christiane.

Side 275a – 9. februar 1853

På rådstuen i Hasle

Sag til oplysning i sagen mellem Olsker Sogneforstanderskab og gårdmand Jens Pedersen af Østermarie sogn.

Rekvisition fra kancelliråd Kofoed den 22/1 1853 blev oplæst. Sagen var en gammel faderskabssag og det efterfølgende mellemværende mellem Jens Jensen Schou og hans hustru Johanne Mathea kontra Jens Pedersen.

Johanne Mathea Hersted fik et barn med Jens Pedersen, men hun havde ladet sig overtale til ikke at angive ham som fader. Jens Pedersen havde givet hende 50 rdl for at tie. Senere havde han lovet at betale mere. I stedet havde hun angivet en person, som hun troede ikke eksisterede. Da Jens Pedersen ikke betalte til barnet og hun måtte af fattigdom søge i sognet, havde hun set sig nødsaget til at sige sandheden. Hendes nuværende mand havde derefter indgået en kontrakt med Jens Pedersen. Hendes nuværende mand har overtaget forsørgelsen af barnet, selv om han ikke var fader til barnet.

Jens Jensen Schou var husmand på 30. slg. grund i Olsker.

Side 276a – 10. februar 1853

På byfogedkontoret i Hasle

Ang. skrivelse fra Københavns fattigvæsen om pigen Elsebeth Cathrine Hansens forsørgelse.

Hendes far var husmand Esper Hansen på 1. slg.s grund i Klemensker. Hans data var. Født i Klemensker 1804 og konfirmeret som 15årig der. Efter konfirmationen til han blev 22 år, tjente han forskellige steder: 1 år i Hasle, 2 år på Ingemandsgård i Rutsker, 2 år på Brogård i Klemensker og 2 år på Rosendalegård i Rutsker. Efter han blev gift boede han ½ år hos forældrene i Olsker ved lyngleddet, Derefyer flyttede han til Skrubbekrak i Klemensker i 4 år, hvorefter han byggede hus på 1. slg. grund i Klemensker. Der boede han endnu i 1853.

Så vidt han husker var det 27 år siden han blev gift med sin kone Karen Kirstine. Med hende havde han 9 børn, hvor det fjerde barn var Elsebeth Cathrine. Hun fyldte 18 år i forrige eller begyndelse af februar i indeværende år. Siden hun var ganske lille kom hun ud at tjene som kreaturvogterske. som sådan tjente hun i 2 år i Vedby i Olsker sogn. Et år før hun kom fra Vedby blev hun konfirmeret. Derefter tjente hun på Baggegård i Olsker i et år, derefter på Marevad i Klemensker i 1 år, derpå på Slotsvangegård under Hammershus birk i ½ år og dernæst kom hun til København. Siden den tid havde faderen ikke hørt meget til hende.

Side 276b – 16. februar 1853

På rådstuen i Hasle

I sagen mellem det offentlige og tjenestedreng Hans Christian Sonne ang forsømmelse  ved at berigtige sin flytning til Klemensker sogn.

Hans Christian Sonne viste sin skudsmålsbog med de forskellige til og afgange, som blev berigtiget. Han havde ikke været klar over kravet og da det var sket før han fyldte 18 år, Han havde nu skaffet sig en skudmålsbog og blev derfor frifundet for offentlig tiltage.

Side 177a -23. Februar 1853

På rådstuen i Hasle

I sagen mellem sogneforstanderskabet i Olsker og gårdmand Jens Pedersen i Østermarie. Sagen udsat på grund at det meget store snefald, hvorved over halvdelen af vidnerne var udeblevet.

Side 177a -2. marts  1853

På rådstuen i Hasle

Nogle af vidnerne var ikke mødt (på grund af snefog). Dommeren bemærkede, at der var faldet meget sne og at det ”i dag” var stærk snefog, så for en fruentimmer var det næste ufrakommenlig når hun skal tilbagelægge det til fods. Vidnerne fra Rø kunne ikke komme.

Husmand Peder Drejer og kone fra Klemensker var mødt og fremstod, at han ikke var tilstede da Jens Jensen Schous kone erklærede, at Jens Pedersen ikke var far til hendes barn, men det var hans kone Ellen Ane Dorthea. Hun havde sammen med Claus Kofoed, denne kone og Jørgen Hersted. Ellen Ane Dorthea aflagde ed på det.

Side 178a – 9. marts 1853

På rådstuen i Hasle

Sag mellem maskinbygger Anders Pedersen og snedkerlærling Hans Jørgen Tranberg. Anders Pedersen ville have  Hans Jørgen Tranberg at aflevere det lånte værkstøj. Han krævede at lærlingen skulle betale en mulkt på 30 rdl.

Hans Jørgen indrømmede, at han havde værktøj, som han havde brugt ved opførsel af en tærkskemaskine hos Lars Christensen. Lars Christensen havde betalt ham 30 rdl, hvilke tilhørte Hans Jørgen, da han havde akkorderet med Lars Christensen og udført arbejdet. Anders Pedersen kunne fremlægge en attest, der viste, at det var ham, der havde indgået kontrakten.

Hans Jørgen bad om udsættelse. Han var endnu ikke 25 år, så ville vare have et møde med kurator og forsvarer om sagen.

Side 178b -9. marts 1853

På rådstuen i Hasle

Mogens Jensen kontra gårdmand Ole Jørgensen Kofoed fra Klemensker ang. arbejdsfortjeneste.

Ole Jørgensen havde fæstet Mogens Jensen for klæder og nogle penge, mente han. Mogens Jensen påstod, at han var daglejer og havde arbejde for Ole Jørgensen Kofoed i 14 dag og derefter forladt tjenester. Mogens Jensen måtte vende tilbage til sin tjeneste i Vestermarie, som han havde forladt. Sagen udsat 14 dage.

Side 179a -9. marts 1853

På rådstuen i Hasle

Ugift fruentimmer Ellen Kirstine Larsen kontra arbejder Jens Madsen ang. alimentationsbidrag til sit uægte pigebarn ved navn Elise Eleonora Mathea Madsen, der blev født 9/1 1852.

Jens Madsen indgik forlig og ville betale et helårligt bidrag til Ellen Kirstine Larsen.

DOM

Løjtnant Rømer af 8. vg. hovedlod havde indrømmet, at han ikke havde meldt tilgang til sognet skulle betale 1 rdl for hver uge til amtets fattigkasse.

Side 178b -16. marts 1853

På rådstuen i Hasle

Sagen ml. Olsker sogneforstanderskab og gårdmand Jens Pedersen i Østermarie.

Johanne Mathea Hersted fik et barn med Jens Pedersen, men hun lod sig overtale mod 50 rdl, at angive en anden mand som barnefader. Overenskomsten skulle bevises ved at indkalde vidner. Det var der ikke mange som ønskede bla. kaptajn Jens Kofoed, der havde forfattet en attest på, at han ikke var far til barnet. Attesten blev også underskrevet af husmand Lars Hansen af Rø sogn, der også erklærede sig uvidende om den tilsyneladende samme historie om at Jens Pedersen ikke var far til barnet.

Johanne Mathea Hersted sagde i retten, at pengene skulle gå til hendes nuværende mand til forsørgelse af barnet. Hun havde til præsten oplyst  en tjenestekarl som barnefader – hun huskede ikke hvilket navn – men havde fortrudt efter dåben og opgav for ham den virkelige fader til barnet, NEMLIG Jens Pedersen. Hun antog, at der derefter skete en rettelse i kirkebogen

Hovedministerialbogen for Klemens kirke Arkivalieronline

(Kontraministerialbogen for Klemens kirke: Arkivalieronline

Side 280b – 16/3 1853

På rådstuen i Hasle

Sagen mellem maskinbygger Anders Pedersen og snedkerlærling Hans Jørgen Tranberg. Sagen udskudt, da de begge ønskede at føre vidner.

Side 280b – 23. marts 1853

På rådstuen i Hasle

Mogens Jensen kontra gårdmand Ole Jørgensen Kofoed fra Klemensker ang. arbejdsfortjeneste fortsat. Klageren Mogens Jensen udeblev. Den indklagende ville have sagen til dom. Hvilket skete.

Side 280b – 23. marts 1853

På rådstuen i Hasle

Olsker sogneforstanderskab kontra gårdmand Jens Pedersen fra Østermarie. Jens Pedersen var ikke mødt på grund af stærk snefog og der var særdeles vanskeligt at færdes mellem Østermarie, Rønne og Hasle. Smed Jørgen Hersted fra Hasle var som den eneste mødt. Han blev afhørt og sagen blev ellers udsat. Jørgen Hersted der var kommet til kundskab om den rette sammenhæng, vra gået til capellan Bolbroe i Klemensker, der nu var død, og berettet om hvem der var den rette fader til hans søsters barn. Han kendte intet til en speciel ”overenskomst” mellem søsteren, hendes kommende mand og Jens Pedersen kendte han intet til.

Side 281a – 23. marts 1853

På rådstuen i Hasle

Ingen var mødt i sagen mellem maskinbygger Anders Pedersen og snedkersvend Hans Jørgen Tranberg

Side 281b – 30. marts 1853

På rådstuen i Hasle

Dom afsagt mellem tjenestekarl Mogens Ipsen af Vestermarie og gårdmand Ole Jørgensen Kofoed.

Klageren Mogens Ipsen kunne ikke føre bevis for det skyldige beløb og tøj, hvortfor Ole Jørgensen Kofoed blev frifundet.

Side 281b – 30. marts 1853

På rådstuen i Hasle

Olsker sogneforstanderskab kontra gårdmand Jens Pedersen fra Østermarie.

Broderen smed Jørgen Hersted aflagde ed på sin aflagte forklaring på henvendelse itil præsten i Klemensker. Prokurator Fog, der repræsenterede Jens Pedersen, havde ingen yderligere spørgsmål.

Side 282a – 31. marts 1853

Politiretten sat på 47. slg. i Rutsker i anledning af et hus på denne gårds grund samme dag var afbrændt.

Dommeren bemærkede, at røgen fra ildebranden kunne ses i Hasle og det havde givet anledning til at sprøjten blev afsendt – dog uden nytte, da huset var nedbrændt inden sprøjten ankom.

Brandlidte Mogens Larsen var stået op kl. 6. I huset var hans kone og hans datter på 11 år. Den 11årige gik kl 6½ hen til sin søster for at passe dennes barn. Kort efter gik hans kone til Tornegård for at aflevere en hægle hun havde lånt. Han selv begyndte at forarbejde træsko.

Konen havde ”lagt ild i kakkelovnen” inden hun gik (det må betyde at tænde op i kakkelovnen). Ca en time efter han var stået på hørte han det”knoklede” på loften. Han gik ud af huset og opdagede at der var ild i taget syd for skorstenen.

Straks løb han ind og tog sengeklæder og en kiste ud. Derefter var det umuligt at redde noget. Men folk kom for at hjælpe og det lykkedes at redde en stordel af hans fattige bohave. Alt der lå på loftet brændte – de lå en del træ til træsko og linned. Hans 6. fags hus var assureret for 150 rdl og var vel vedligeholdt. Bohavet var ikke forsikret. Måske var værdien af det brændte bohave for 100 rdl.

Han kunne ikke oplyse hvordan ilden var opstået. Men det kunne være hans kat, der havde en vane at lægge sig nær ilden. Måske var den blevet antændt og løbet op på loftet? Den var i hvert fald indebrændt.

Hans kone Marikke Margrethe fortalte at hun havde lagt i kakkelovnen primært brænde oh bredtjørn, da de ikke havde kul. Hun havde ikke lavet mad eller andet inden hun var gået til Tornegård.

Datteren Dorthea Kirstine Mogensen var gået til sin gifte storesøster, der boede i Teglkås og havde ingen oplysninger.

Gårdmand Morten Mogensen fra gården havde opdaget flyvende aske før han havde opdaget at Mogens Larsens hus brænde.

 

Indholdsreferat udfærdiget i december 2024 og januar 2025

Jesper Vang Hansen