Præsten Anders Agerbech – rebel eller fantast?

Den afskedigede præst Anders Agerbech skrev flere bøger om naturmedicin.

”Jeg er intet uden en undertrykt belæst gammel Mand paa 63 Aar” skriver Anders Agerbech om sig selv i forordet til ”Den filosofiske Apothekers Historie” fra 1764. På Kongelig Bibliotek findes flere skrifter fra Agerbech, der fra 1739 til 1756 var præst på Bornholm. Her var han kendt som en kontroversiel personlighed ikke på grund af naturmedicinen, men på grund af hans stridigheder med øens myndighedspersoner.

For perioden 1739 til 1757 findes flere hundrede dokumentsider i Biskoppens arkiv, der handler om Anders Agerbech, som var en farverig personlighed. I dag er det svært at få et entydigt billede af Agerbech, der var præst 1½ år i Poulsker og senere 14 år i Klemensker. Med kontroversielle prædiker fik han mange uvenner og hans handlinger og provokerende udtalelser, der førte til langvarige retssager.

Agerbech blev født i Varde i 1701 og kom som ung i apotekerlære, blev student og kom på universitetet i København for at læse teologi. Han var præget at tidens pietistiske tanker, som han blandede sammen med interesse for botanik. Tidens tanker delte han med den pietistiske konge Christian IV, som støttede Agerbech og hjalp ham til en studierejse Halle og Leyden for at studere medicin og lægekunst. Det var lægevidenskaben, der havde hans interesse og i 1739 afleverede han sin doktorafhandling med titlen ”Sjælen som den bedste doctor Medicinæ”, til bedømmelse. Til hans store frustration blev den ikke antaget. Han blev derefter, efter eget udsagn, tvunget til en kapellanstilling i Frederikshald i Norge, hvor han dog snart ragede uklar med provsten. Tilbage i København fik han lov til at dyrke sin interesse for medicinen og virkede som læge i hofkredse. Hans holdningers ubøjelighed i diskussioner bevirkede, at han måtte forlade København. Med pålæg om at forholde sig i ro blev han i 1739 sendt til Bornholm som sognepræst i Poulsker. Medicinen og lægekunsten dyrkede han fortsat og vi ved, at den svagelige kommandant Peucker på Christiansø fik bevilget en rejse til Poulsker for at søge hjælp hos Agerbech. Poulsker var for fattigt et kald for Agerbech og i 1741 fik han det rigere Klemensker præstekald.

Kommandanten, provsten og sågar biskoppen måtte stå for skud for Agerbechs sarkasme og når det førte til tjenstlige undersøgelser, argumenterede Agerbech for sin uskyld og mente sig forfulgt og uretfærdig behandlet. Kampen mod synd og helvedes magter var i tråd med den pietistiske tankeverden, som han udviklede i en ekstrem retning. Den store kvægpest i 1740erne på Sjælland var, efter hans mening, guds straf for menneskenes synd og fordærv. Hans vækkelsestaler holdt han ikke kun i sin kirken, men der, hvor han mente, det gav en særlig gennemslagskraft, for eksempel ud foran Rønne rådstuearrest. Her sad en kvinde, der skulle dømmes for forsterdrab. Provsten mente, at Agerbech skulle tale med kvinden om sin synds forladelse, men i stedet brugte han kvindens eksempel til forkyndelse af sin dommedagstanker til den sammenstimlede folkemængde.

Hans verbale angreb mod øvrigheden og i særdeleshed mod militære myndighedspersoner kan være årsag til, at han fik mange tilhængere i menigheden. Militærpersoner havde en særstilling ude i sognene. Kaptajnen og løjtnanten nød skattefordele og havde sin egen krigsret. Den militære disciplin var streng, men i verdslige sager slap de billigere. Agerbech tornede bl.a. mod militære personers fritagelsen for den kirkelige tugt og bøder i forbindelse med lejermålssager.

På en forunderlig måde mistede Agerbech ikke sit kald, men tiderne ændrede sig. Med Christian Vis død mistede pietismen sin fornemmeste støtte. Anders Agerbech blev i 1756 tvunget til at forlade Klemensker og bytte kald med Thomas From på Christiansø, med pålæg om at forholde sig rolig og ikke yppe kiv og starte konflikter, som han var kendt for. Det varede dog ikke mange måneder før han blev uvenner med sin nærmeste, nemlig øens degn og skoleholder Jørgen Togsverd.

Samfundet var betydelig anderledes på Christiansø end på Bornholm. Her var det kommandanten, der havde den endegyldige magt. Kommandanten Stibolt kunne ikke accepterede en præst, der mente, at han med sin gejstlige myndighed havde ret til at blande sig i øens anliggender. Sagen på Christiansø er skildret indgående i dokumenter i Biskoppens arkiv. De kaster et lys over Agerbechs handlinger ikke blot på øen, men også under hans embedstid på Bornholm. (Krigsrettens undersøgelser kan læses her)

Christiansø-sagen startede med at Agerbech skriftligt klagede til kommandant Stibolt over sin degn, som han påstod ”holdt Huus og Samling med Drick, Spill, Dands, Hujen, Brølen, Banden, Formalediden, Skielden etc”.

Typisk for Agerbech henviste han til lov og ret, men havde svært at forholde sig til Søkrigsartiklerne, der gjaldt på Christiansø. Utvivlsomt havde Agerbech regnet med at kommandanten ville give degnen en reprimande og ikke, som det skete, lod sagen føre i krigsretten. Det kunne havde endt med et forlig, men det lå fjernt for Agerbech, der i stedet fortsatte sine anklage ikke blot mod degnen, men løjtnanterne Grolow og Risbrich samt auditøren Johan Dietrich Petersen. De blev anklaget for fylderi og på helligdag at danse og spille musik, der af Agerbech betragtedes som syndigt. Præstens anklager udfordrede hele systemet og indirekte dermed kommandantens ledelse. Agerbech lod sig ikke kue af regler og forsøgte at omgå kommandovejene ved at bede om tilladelse til at sende sin kone til det ”høje Combinerede Collegium og general-auditørens” i København.

Kommandanten lod sin auditør J.D. Petersen – selv en kontroversiel person – føre med en længere redegørelse, som klart omtaler Agerbech som en yderst trættekær mand, der absolut ikke fulgte kærlighedens vejen, men snarere opildnede til modstand mod eliten.

I auditør Petersens anklage mod Agerbech læses, at han

”priiser og ophøjer den gemeene Mands Salighed, imod de stores, med saa haandgribelige som nærgaaende explicationer, som vidner imod den respect han burde selv have og andre formane til. … og med på prædikestolen med affecteret graad, igientagen store Raab: ”O! I stackler! De store sticker Hovedet Sammen” sigter det til andet end at giøre sig hård som paa Bornholm et anhang mod Øvrigheden og dem som haver at commandere. Kildrer det icke den gemeen mand naar Øvrigheden bliver saaledes Huud-flettet udi Prædikerne? Og giver den store Latter udi Kierken icke tilkiende, at sligt finder applausum hos den Gemeene Mand? Har den gemene Mand icke allerede begyndt at løbe om aftenen naar det er mørkt til Agerbechs?”

Agerbech blev med andre ord opfattet som en trussel mod ø-samfundets sammenhold. Hans præstegerning på Christiansø blev hans sidste. Biskoppen fratog Agerbech retten til et embede.

Fra 1757 er han i København og allerede i 1758 begynder han at udgive skrifter om naturmedicin. I sit forord til Filosofiske Apotek håbede han på kongelig støtte, hvilket han ikke fik. Han tilbragte sine sidste år i Svaneke, hvor han døde den 30. januar 1770.

Agerbechs vækkelse overlevede ham selv og blev grundlaget for en sekt, hvis tilhængere blev kaldt for Agerbechianere og som eksisterede op i 1800-tallet.

Læs om Agerbech i Christansøs historie af Anker E. Kofoed fra side 141.

Anders Agerbech i Dansk biografisk Lexicon:

Se ogås J.C.Hagemanns artikel om bl.a. Agerbech (Bornholms Ø-arkiv 1980-44) 14 Kronikker i Bornholms Tidende “Af de forvistes Saga”, begyndt 24. marts 1927

I Danske Kancelli findes en pakke arkivalier fra 1744 vedr. Kommissionsdomstol, der blev nedsat for at undersøge Anders Agerbechs embedsførelse. Jeg har affotograferet næsten alle bilag, som du kan finde her: 1. Bilag  til undersøgelsen. 2. Kommissionsprotokol