“Selvtægt i Østersøen”

Jeg har fået en lille interessant bog fra 1845 skrevet af bornholmeren Carl Peter Dick, som jeg gerne vil anbefale. Bogen er udgivet under pseudonymet Charles Dick, hvilket kan skyldes forfatterens fascination af Charles Dickens roman Oliver Twist, der udkom i 1837-39, hvor hovedpersonen flygtede fra et engelsk børnehjem. Carl Peter Dicks hovedperson i romanen ”Selvtægt i Østersøen” flygtede som barn fra en voldelig og tyrannisk far og som, efter 10 år på langfart til Amerika og Vestindien, vender tilbage til sin, for ham, ikke elskelige fødeø. Forfatteren har desuden hentet inspiration mange andre steder.

Dicks eventyrlige historie fortælles af en ung københavner, Wulff, der, for at slippe fra storbyens trivielle kedsomhed, har taget imod en invitation fra købmand Carl Julius Halberg i Rønne. Historien starter med, at Wulff går ombord i kaptajn Diderich Johansen Maglegaards jagt, der ligger klar til afgang ved bommen ved Toldboden i København.

Der er flere passagerer ombord, heriblandt fortællingens hovedperson, en ung matros Holm, der er bornholmer, som ikke har set sin fødeø siden han var 14 år. Ikke langt fra København passerer de et smukt amerikanske skib i Øresund og vores fortæller bemærker Holms reaktion og hans engelske hilsen til skibets kaptajn.

Wulffs spørger interesseret til den unge sømand Holms historie, om hans barndom, voldelige far og onde stedmor, hans flugt og hans færd på verdenshavene. Det viser sig, at Holm havde sejlet med den just passerede amerikansk skonnert ”The Dart” fra Charleston med skipperen Kaptajn Wilkens, der sejlede mellem amerikanske byer og Vestindien. Med ombord var hans elskelige hustru og datteren Emmeline, som Holm forelskede sig i. Skonnerten blev overfaldet af sørøvere på vej fra Kingston til St. Thomas. Sørøverne var danske og deres skib var en kapret ostindienfarer, som de huserede med i det vestindiske farvand. Sørøverskibets skipper, kaptajn Francke, var fra Bornholm ligesom en bådsmand ved navn Knudsen, der stammede fra Allinge. Sørøverne plyndrede Wilkens skib, stjal alle værdier samt Wilkens hustru, som skipper Francke lovede tilbage, når Wilkens kom til St. Thomas, hvilket ord holdt, men som lig i en sort kiste, maltrakteret og dræbt på skændigste vis.

Undervejs til Bornholm indtages store mængder af punch og inden de når Bornholm, har Wulff lovet Holm at bistå ham i hans forehavende, nemlig at fange sørøveren, der skulle opholde sig på øen.

Skipper Maglegaards indsejling til Rønne bliver en festforestilling ansporet af Maglegaards uvenskab med lodsen, som han spiller et pus. Ankomsten og modtagelse på anløbsbroen er morsomt skildret.

Det er sommer og der er få dage til midsommerfesten i Almindingen. Allerede på førstedagen opsporer Holm sørøverkaptajnen, der gemmer sig under navnet Thiesen. Han havde ernærede sig ved handel med skibene ud for Allinge og ved at brandskatte de rejsende på landjorden. Nu er han krovært i et usselt hus i Ringeby i Vestermarie sogn.

De to sammenbragte unge mænd lejer heste og rider ud til Ringeby for at møde Thiesen. De finder kroen, hvor Thiesen sidder og spiller kort med sin svoger og to andre. Thiesens hustru er kuet af sin voldelige ægtemand. Det mislykkes Thiesen at arrangere et baghold på deres videre færd mod Svaneke og forsøger i stedet at frarøve dem deres penge i kroen. Det mislykkes, da Holm forsvarede sig med sin kniv, hvorved Thiesen får et stik i højre arm. Thiesens svoger ”den skaldede” aftaler at hjælpe Holm ved at anmelde Thiesen for hans gerninger, således at han kunne blive indsat i arresten under Rønne Rådhus. Holms plan er at lokke Thiesen til at flygte med en båd ud til kaptajn Wilkens, der ville ankre op med sit skib ud for Nebbeodde nord for Rønne.

Det er ikke handlingen, der fascinerer mig ved læsningen af bogen, men de mange små sted- og personbeskrivelser. Sejlturen er interessant og man fornemmer, at forfatteren har oplevet sejlturen mange gange. Hans beskrivelse af Rønne er genkendelig og veje, gårde og landskab er korrekt beskrevet. Da de to følgesvende forsøgte på at finde røveren Thiesen i Ringeby, beskrives vejen fra ledet ved byvangen over Snorrebakken til Hallegaard, med udsigt over Nyker kirke og sogn, og vejen videre mod Ringeby til kroen på højre hånd og før broen, hvor der er en vej, der fører over engen mod Sydlandet. Forfatterens beskrivelse af Ringeby Kro (side 131-132) som uhumsk og misligholdt virker troværdig.

Forfatteren skriver ironisk om ”Jomfruhøjen” i Almindingen, hvis navn blev kasseret og omdøbt til ”Christianshøj”, således at de ”fine Cavallerer ikke fik et velkomment Paabud til at undgaae al Berørelse med de Simplere”. ”Skrivere og Kjøbmandssønner, ville skamme sig ved at tage deel i Skovgildet St. Hansaften” (side 35), men alligevel mødte alle op til festen på Christianshøj (side 165f) ved obelisken – Christian den ottendes mindestøtte – omgivet af kaffevogne, brændevinssælgere og interimistiske telte med kortspil osv.

Forfatteren har meget på hjertet og forlader ind imellem historien for at fortælle noget helt andet: Han beskriver en midsommeraften i 1831 på Slotslyngen, hvor han roser naturens skønhed og slutter: ”Hvis Kjøbenhavnerne vidste, hvilke rige Naturskatte der stode til deres Raadighed i fireogtyve Miles afstand fra deres fattige ”environs”, ville Prinds Wilhelm ikke faae Grund til at klage over Forstyrrelse i sin Middagslur paa Charlottenlund. Nu vil jeg tilføie: og Tivoliactionairerne vilde gaae tilgrunde.”[i]

Forfatteren fletter flere historiske personligheden ind i sin fortælling. Blandt andet skildres kaptajn Wolffsen[ii], der beroliger en menneskemængde foran Rådstuen, der var i oprør over at en fra borgervæbningen havde fået en ”næse” under militærmanøvre på Galløkken[iii]. Borgerne følte deres privilegier angrebet og oprøret førte til revolutionsagtige scener på byens plads. Fortælleren beretter om mønstringen på Galløkken: ”Der manglede intet af hvad der ellers pleier at give denne Høitidelighed den behørige Relief. Der var Stibolts graae Telt, Sælgekiællingerne med deres Brændeviinslærker, Kramvognenen med deres Peberkager, Mjød og Punchextract. Der var Præsten Balle fra Aakiær[iv], Major Kaas – Kronprindsessens ulykkelige Ælsker – der var Fyren fra Arbeidshuset, der blæser Trompet uden Instrument, en Skilling Marchen.”

Personer som Holger ”avet om” alias Holger Bistrup (side 179), Vallentin fra Hakkeled og studenten Gustav Brandt hentyder sandsynligvis til eksisterende personer, som forfatteren har kendt. Stednavne som ”Markirke-Stevvel”[v] (side 184), Markirke Skoven og Ringeby bro og kro refererer til samme område, hvor mordet på kirkemølleren Lars Dick blev dræbt i 1833 og hvor Sandemand Holst nedkært søgte efter morderen. Det er sandemand Holst, der arresterer sørøveren Thiesen!

Fortællingen har mange små sidehistorie, som sikkert ligger forfatterens stærkt på sinde at få fortalt. Eksempelvis fortæller Halberg om den langagtige flade sten i gaden, der er lagt til minde om ”en snigmorders udåd ved at myrde Printzenskjold”. ”Men nævn det ikke for andre”, siger Halberg, ”hans forretning ville få ubodeligt tab derved”. Man stiller ikke ustraffet spørgsmål til den fælles historie.

Et andet eksempel på en sidehistorie er, hvor de sammensvorne har to timer tilovers. Halberg foreslår, at de kunne besøge byens seværdigheder f.eks. ”den vel vise magistrat havde indrette flere institutioner til borgernes religiøsitet og oplysning samt sædernes forbedring i Vester Herred og han kunne anbefale kirken med orgel, de to skoler, tvangsarbejdshuset, hovedvagten eller Politibureauet med ”alt til at håndhæve Christians den femtes lov og de salvede efterkommeres forordninger”. De vælger at besøge teateret, som beskrives indgående (side 111f) både indretningsmæssigt med korridorerne og retiradernes placering, men også det ledelsesmæssige, hvor medlemmerne af ”Concordia”, som fra deres midte årligt vælger to direktører, en sekretær og to deputerede. De fem udvalgte blev underlagt love der håndhævedes uden nåde, da det gav mulkt i form af vin til fælles fornøjelse.

”Selvtægt i Østersøen” beskriver Stub-Jørgensen som en lille følgetonroman: ”Velskreven med meget ægte Lokalfarve, at den stadig bevarer lokalhistorisk Interesse”, den eneste fra Carl Peter Dick hånd.[vi]

Verner Svendsen har skrevet en artikel i Bornholmske Samlinger om forfatteren Carl Peter Dick (1818-1863) og hans slægtsskab[vii]: Dick blev student i Rønne og startede på teologistudiet på universitetet i København. Det gennemfører han ikke. Han sejlede til de vestindiske øer, hvorfor og hvordan har Svendsen ikke kunnet forklare. Men Dick kommer tilbage til København, hvor han ernærer sig med oversættelser fra fransk og engelsk i samarbejde med Heinrich Ludvig Jordan.

Det er derfor meget interessant, at netop samtidigt med ”Selvtægt i Østersøen” udkommer, på Jordans Forlag, Charles Dickens ”The adventures og Oliver Twist” (originaludgave fra 1838) på dansk. Måske er det Carl Peter Dick, der er oversætteren?[viii]

Hvis man ikke lader sig afskrækket af krøllede bogstaver kan jeg anbefale at læse den lille bog, som jeg har scannet til fælles fornøjelse. Læs den her: Selvtægt paa Østersøen

noter:

[i] Tivoli åbnede i 1843. Hvor Prins Wilhelm (af Preussen?) kommer ind i fortællingen kan jeg ikke verificere.

[ii] Wolffsen var berømt som en dristig kaperkaptajn og Vestindienfarer. Sit otium tilbringer han i Rønne som Toldsinspektør hvor han død i 1836.

[iii] En ”næse” var ret bogstavelig: Løjtnanten dyppede fingeren i den sorte olie, der brugtes til at smøre geværlåsene, hvorefter han med fingeren sværtede den uværdiges næsetip.

[iv] Peder Thomsen Balle var sognepræst i Aaker 1790-1848 og i Series Pastotum fra 1907 skriver J. A. Jørgensen (side 2, 7-8) , at han ”ikke erhvervede sig agtelse i sin lange embedstid, dertil var hans væsen for upræstelig, hans ord var upaalideligt, hans levned for letfærdigt”

[v] Vestermarie Kirkesklokketårn med fangehul. Mordet i 1833 er skildret i den bornholmske kriminalhistorie ”Mordet i Vestermarie”, af Palle Rosenkrantz, 1902.

[vi] ”Bornholmernes land” 1944, side 11.

[vii] Bornholmske Samlinger, bind 37 (1960)

[viii] Se: Dickens i Danmark, Jørgen Erik Nielsen, Tusculanums Forlag, København 2009, side 36

Billedet af indsejling til Rønne havn stammer fra P. Haubergs “Bornholm i Billeder og Text”, 1879