Skarprettere og henrettelser på Bornholm fra 1661 til 1802

Martyrtavlen i Sankt Olof kirke i Østerlen i Skåne o 1650

Historier om henrettelser og skarprettere er frastødende og fascinerende på samme tid. I al sin gru er det også en beretning om et samfund som forandres.
Skarpretteren arbejdede i statens tjeneste og han skulle eksekvere domme udstedt af de bornholmske by- og herredsting og det bornholmske landsting. Fra 1661 og til skarprettertjenesten på Bornholm blev nedlagt i 1802 skete en professionalisering. Efter 1728 og til 1780 tilhørte skarpretterne familiedynastier, der havde specialiseret sig i det makabre arbejdet. Skarpretterne anbefalede hinanden til de ledige stillinger. Tjenesten gik ofte i arv fra far til søn.
Fra 1780 blev opgaven tildelt apotekeren i Rønne, der næppe havde forestillet sig, at fuldføre arbejdet personligt, men sørge for at nogen gjorde det.
I de første årtier kunne dødsdomme dømmes alene ved underretten, men det var almindeligt, at de blev anket til Landstinget i Åkirkeby. Fra starten af 1700-tallet blev dødsdommene tillige prøvet ved højesteret, som ofte omstødte dommen ”af kongelig nåde” til livsvarigt arbejde på f.eks. Spindehuset og Bremerholm i København eller også til arbejde i jern på Christiansø.
Der var mange henrettelser i 1660’erne, men antallet aftog med årene. I periodens slutning gik der henved 10 år mellem at nogen blev idømt den ultimative straf at miste livet. Oplysningstiden resulterede en ændret straffelovgivning, som var starten på afviklingen af korporlige afstraffelser.
I hele perioden var skarpretteren den embedsmand, der alene i kraft af sin eksistens, skulle advare folk om, at loven skulle holdes.
Denne historie er foranlediget af min gennemgang af jordebogsregnskaberne (se oversigten) og udfærdigelse af indholdsfortegnelse heraf. I de første 40 år af regnskaberne er der mange oplysninger om civile skarpretterne. På Bornholm har der i den første tid også været en militær skarpretter.
Skarpretterudgifterne forsvinder ud af Jordebogsregnskaberne i 1752 og skal herefter findes i kontributionsregnskaberne, hvorfor denne artikel handler mest om perioden 1661 til 1752.

Se Bornholms skarprettere 1661-1802
Se Bornholms rettersteder
Se Bornholms henrettelse 1661-1752

Skarpretterens ansættelse

På Bornholm blev skarpretteren ansat af Amtmanden og ansættelsen blev konfirmeret af den enevældige konge, som var den suveræne og retfærdige dommer. Skarpretteren udførte sit arbejde i kraft af kongens love.
Amtmand Christian Gedde udnævnte den 30. marts 1681 Oluf Jensen til skarpretter på Bornholm fra 1. maj 1681. I ansættelsesbrevet pointeredes det, at han skulle udføre amtmandens eller amtsbetjentenes befalede opgaver – om det var med ”sværd, strikke eller andet som hans bestilling og embede vedkom”. Han skulle forrette sine opgaver med al ”flid, ædruelighed, skikkelighed samt med nidkærhed”. Desuden skulle han forholde sig som enhver anden ”Mestermand og Skarpretter”. Ansættelse skulle vare så længe, som han kunne varetage sine opgaver. Han skulle han nyde samme løn som sin forgænger.

Skarpretterens opgaver

Skarpretteren håndterede de fleste former for legemlige afstraffelser. Dømmes man til ”kagen” eller ”til at miste sin hud”, betød det piskning, som skarpretteren udførte. Vanærende straffe, som for eksempel anbringelse i gabestokken, blev ikke udført af skarpretteren, men oftest af bysvenden hvis opgaver kan sammenlignes med politibetjentens eller arrestforvarerens.

Der var forskellige henrettelsesmetoderne alt efter forbrydelsens art:

Tyveri blev straffet med hængning. I dommene brugtes udtrykket ”til galge og gren”, der indikerer at den dømte kunne hænges i en gren uden videre foranstaltning. Tyven fik lov til at hænge i sin strikke til legemet faldt ned til skræk og advarsel for andre, der kunne fristes til at begå samme forbrydelse. Metoden skal ses i sammenhæng med beskyttelse af den private ejendomsret. I den ældste lov, Jyske lov, var det tilladt herredsfogeden at hænge en tyv uden dom, hvis kosterne havde en værdi på en halv mark, og hvis tyven var taget på fersk gerning. Den militære domstol kunne desuden dømme soldater til døde ved hængning for andre forseelser.
Hængning for tyveri blev afskaffet i Christian den femtes Danske lov i 1683, men genindført i 1693 efter adskillige klager. Jeg kender kun til ganske få hængninger for tyveri efter 1693 på Bornholm, men flere tyve, der blev brændemærket i panden for deres ugerning.

Kvinders fødsler i dølgsmål og efterfølgende foster- eller barnedrab blev takseret til dødsdom. Det er her, der er flest henrettelser på Bornholm. Straffen lød på ”at miste sin hals” enten ved sværd eller økse. Hvis det blev afsløret, at det ikke var første gang, at kvinden havde ombragt sit barn, kunne henrettelsesmetoden suppleres med at en hånd blev afhugget, hvorefter det og hoved blev sat på en steile. Legemet blev begravet på retterstedet.
Partering af liget og at hele legemet blev anbragt på ”hjul og stejle” har jeg ikke fundet eksempler på i den periode.

Blodskam afstraffedes på samme måde. Der er flere tilfælde af dødsdomme i denne gruppe, heraf også af en kvinde, der havde været vidende om datterens forhold til stedfaren. (Læs min artikel)

Seksuel omgang med dyr – kaldet forbrydelser mod naturen – blev straffet med bålet. På Bornholm kendes to eksempler på seksuel omgang med køer, hvor koen tillige blev brændt, sidste gang i 1693. Fra min læsning af tingbøgerne i Nørre herred var der flere undersøgelsesager af disse forbrydelser, men ingen blev dømte. Man fornemmer en uvilje fra retten side til at forfølge anklagerne.

For mord var henrettelsesmetoden halshugning med sværd.

Der er ingen dødsdomme for hekseri i min periode, men der var flere anklager. Se min artikel
For alle henrettelse gjaldt, at legemet ikke kunne begraves på indviet jord med mindre at kongen gav tilladelse til det. De fleste henrettede legemer blev begravet på retterstedet.

Skarpretternes stilling i samfundet

Skarpretterne blev rekrutterede fra samfundslag, der sjældent er omtalt i kilderne, hvorfor de er svære at identificere. Det ser ud til at, frem til 1728, var skarpretterne bornholmere eller indvandrere fra Skåne. De beholdt hvervet indtil de døde. De havde assistenter, der kunne håndtere sværdet og klare jobbet med at ”ophænge misdæderen” i galgen. Frem til 1728 tyder det på, at skarpretteren havde hjælp fra en af amtet ansat ”natmand”, der også havde til opgave at flå selvdøde dyr. Natmanden var ansat med løn i form af bolig og jord.
Det var almindeligt at hvervet gik i arv fra far til søn. De ”bornholmske” skarpretter kunne ikke læse eller skrive, men dog printe sit mærke/bogstaver, hvilket fremgår at de bevarede lønkvitteringen, som amtsskriveren formulerede for at bevise sine udgifter.

Samfundets syn på skarpretteren

Skarpretteren blev almindeligvis betragtet som uhæderlig menneske man ikke skulle omgås. Jeg kender dog kun en episode fra Bornholm, der fortæller noget om skarpretterens forhold til beboerne. På Nørre herredsting den 28. august 1744 blev der læst en skrivelse fra stiftsbefalingsmand Gerstorphs til kommandant Kruse og amtmand Urne. Almuen advaredes om ikke at udøve ”mytteri enten i ord eller gerninger” mod Bornholms skarpretter Asthausen og hans familie. Skete det igen ville man blive sagsøgt og straffet for at angribe på skarpretterens ære, liv og gods. Advarslen må have været en konsekvens af klager fra skarpretteren, der ønskede at blive betragtet som et ærligt menneske.
Bortset fra to skarprettere, Haagen Nielsen og hans søn Niels Haagensen, er der kun få familieoplysninger at finde i kilderne. Faddere til Niels Haagensens børn i Østermarie og Ibsker kirkebog stammer alle fra lokalområdet og heriblandt flere fra Maccabæus slægten, som er en indvandrerfamilie fra Skåne. Umiddelbart kunne det tyde på en helt almindelig omgangskreds, som andre.

Skarpretterens bolig

Fra 1742 boede skarpretteren i Rønne. Før den tid er der kun få oplysninger om bortset Haagen Nielsen og hans søn Niels Haagensen i Bølshavn og i Listed fra 1682 til 1728.
I Bornholmske stednavne fra 1951 kobles Bølshavn til bøddelen, men faktisk boede Haagen Nielsen i Bølshavn før han blev udnævnt til skarpretter. Hans mange år i Bølshavn har sandsynligvis skabt opfattelsen at det var bøddelens havn. Allerede i 1744 finder man i udbyggernes fæsteprotokol navnet Bøddels-gaden, der jo klart kobler stedet til bøddelen. Peder Nicolai Skougaard skrev i 1804, at Bølshavn stammede fra det gamle mandsnavn Bele (s. 261)
Haagen Nielsen var eneste skarpretter på Bornholm og han måtte lade sig transportere sig rundt på landet for at eksekvere domme. Han måtte endda tage turen til Christiansø, for at brænde en soldat, der havde forbrudt sig mod naturen. (Se min artikel)

Skarpretterens løn

Skarpretterens faste løn kom op på omkring 100 rigsdaler, hvilket svarede til de højere embedsmænds løn. Skarpretteren blev betalt af tre forskellige kasser. Så tidligt som 1624 blev skarpretteren betalt af en ekstraordinær skat, der blev pålagt hver bonde og borger. Bonden på landet og borgeren med jord i købstadens vang skulle betale 4 skilling. Husmænd/udbyggere og borgere med jordløse huse i købstaden og fiskerlejerne betalte 2 skilling.
Den anden del af lønnen bestod i 33 1/3 rigsdaler (50 slettedaler), der stammede fra knægtepengene, der var pålagt hver bondegård på Bornholm. Knægtepenge var primært tiltænkt uddannelse af unge mænd i krigskunst. Knægtepengene eksisterede indtil skarpretterembedet blev nedlagt i 1802.
Den sidste del af lønnen var betalingen for hver eksekution han udførte.
Lønnen var god og det kan undre at da Niels Haagensen dødsbo skulle vurderes i 1728, var der blot et faldefærdigt 4 stolperums hus og intet andet af værdi.

De professionelle skarprettere efter 1728

Skarpretterne efter 1728 var udefra kommende ”professionelle” folk, som havde været assistenter for skarprettere andre steder i Danmark. De tilhørte familiedynasti fra indvandrede skarprettere fra Tyskland eller hertugdømmerne.
I jordebogsregnskabernes bilag kan man se, at de underskrev sig med deres fulde navne hvilket viser, at de kunne læse og skrive. Flere kunne endda formulere brevet og argumentere for højere løn.
Den første at disse nye professionelle skarprettere var August Anthon Lædel [Leddet]. Han var gift med Sofie Mühlhausen, der kom fra en kendt bøddelfamilie fra Nordtyskland. Han var ung (født 1701) og havde et potentiale til at kunne klare større og vigtigere opgaver end Bornholm. I 1733 blev han forflyttet til Christiania [Oslo] i Norge, hvor han blev ”stamfader” til fire generationers skarprettere indtil 1846.

Periode uden skarpretter 1733-1742

Den 3. september 1733 blev Anna Pedersdatter blev dømt til kagen på Vester herredsting for ”uordentlig omgang med barnefødslen”. Skarpretter Lædel var netop rejst fra landet. I stedet for piskningen, lod amtmanden hende fængsle i Rønne rådhuskælder i 5-6 uger, hvorefter han løslod hende uden videre straf. Ingen anden end en skarpretter kunne eksekvere dommen.
Johanne Pedersdatter fra Nyker, der havde født i dølgsmål og dømt til henrettelse. Johanne Pedersdatter blev arresteret den 23. februar 1735. Først den 23. februar 1737 blev hun sendt til København, hvor dødsdommen blev fuldført. I kommissionsforretninger i 1738 beregnedes at merudgifterne for arrestation i 24 uger kostede 30 rigsdaler og 51 skilling.
I mangel på skarpretter fandt amtmand West en løsning med at bede den militære “Profos” at udføre afstraffelser. Det skete mindst to gange. Den 2. april 1738 fik profos Jørgen Larsen 3 rigsdaler for at piske Jep Esbersen fra Klemensker. Han blev netop dømt til at miste sin hud for begået tyveri. ”Profos” var militærets fangefoged som også fuldbyrdede legemsstraffe bortset fra henrettelser.
Det var dyrt at få en skarpretter til Bornholm, hver gang der skulle ske en henrettelse, ligesom det var dyrt at fragte den dødsdømte til København til eksekution ved en af de københavnske skarprettere eller ved en af de to bødler i Københavns Stift.
Situationens alvor ses af at der i 1739 udstedtes en kongelig resolutionen, at der skulle være en skarpretter på Bornholm. Den kongelige vilje var ikke nok. Først knapt tre år efter lykkedes det at finde en person, der ville tage til Bornholm.

Skarpretter efter 1742

Amtmand Urne ansatte en ung bøddelknægt fra Tønder, Ismael Asthusen, der så at sige havde arbejdet i generne. Han stammede fra en familie, som havde skarpretterembeder i Hamborg og på Tønderegnen. Trods hans unge alder (25 år) lod han sig først overtale, da han blive lovet et bedre ”kald” i Københavns stift, når det blev ledigt hvis det blev ledigt.
Han nåede dog ikke at virke andre steder. Han døde i Rønne 1749 og der skulle gå tre år inden en ny blev ansat.

Amtmanden Urnes kvaler

Amtmand Urne havde forventet at Asthusens svoger Gottschalk Mühlhausen i København ville overtage stillingen. Det skete ikke. Derimod var Acthusens anden svoger, Philip Jochim Møller, kommet til landet for at kræve sin arv efter Asthusen. Amtmanden talte med Møller om, at han skulle finde en duelig skarpretter. Medens Møller var i Rønne hjalp han amtmanden med at eksekvere en kagstrygning og en brændemærkning, hvilket skete til amtmandens store tilfredshed.
Møller formåede ikke at hjælpe Urne med en ny skarpretter, hvorfor amtmanden atter måtte klage sin nød til Stiftsamtmanden i et brev den 5. september 1749. Amtmanden nævnte, at der sikkert snart skulle være en stor eksekution, da to forbrydere lige havde tilstået at have dræbt en bondemand, der forsøgte ”at vogte sit hø om natten”. Urne ville have at skarpretterlønnen skulle op på 200 rd. om året i stedet for de 119 rigsdaler som det hidtil havde været.
Den 10. november 1749 var der intet sket endnu. Han skrev til Stiftsamtmanden hvor omkostningsfuldt, det var at transportere en skarpretter til Bornholm, dels fordi vinterens sejladser var højst usikre og dels fordi, at det tog tid når sager kunne prøves ved højesteret. Der var mange formaliteter, der skulle foretages inden eksekutionen kunne ske. Amtmanden mente, at de ganske få henrettelser på Bornholm burde være en fordel for skarpretteren, hvis han var sikret en fast løn.

Bornholms sidste tre skarpretter

Amtmanden fik tilladelse til at indføre en ekstra skat til aflønning af en skarpretter, men blev mødt med modstand fra Bornholmerne, da ekstraskatter stred mod landets privilegier fra 1660. Der skete en omlægning af aflønningsmåden. Hvordan er jeg ikke klar over, men udgiftsposten forsvandt fra jordebogsregnskaberne. Det lykkedes amtmanden at skaffe penge, således at han kunne aflønne skarpretteren med 200 rigsdaler om året.
Skarpretter Jürgen Eberhard Geltzer, søn af skarpretter på Ærø og Langeland, fik ansættelsesbrev i slutningen af 1751 og fungerede fra 1752 til han døde i Rønne i 1764. Derefter kom Hans Christian Møller, der havde været skarprettersvend i Fredericia.
Da Møller døde i 1780 fik apoteker og læge Caspar Frederik Dirch i Rønne ”privilegiet” at være skarpretter for Bornholm. Han mente, at på grund af det ringe antal eksekutioner, så kunne han købe sig til hjælp, når det beskidte job med henrettelse blev aktuel. Det viste sig, at hans årlige honorar på 200 rigsdaler ikke kunne dække udgiften til en henrettelse. Skarpretteren måtte han hente i Ystad.
I 1802 døde apotekeren og skarpretterembedet blev nedlagt. Knægtepengene på 33 1/3 rigsdaler som siden 1660 var reserveret til skarpretterens løn, blev i 1804 tillagt amtets jordemoder.

Kilder: https://www.bornholmerting.dk/jordebogsregnskaber/

Sjællands Stiftamt\Indkomne breve mv fra Bornholms købstæder 1730-1750]