En stranding med fransk brændevin 1720
120 ankre fransk cognac var overskriften på min artikel i Journalen, Lokal- og Kulturhistorisk Tidsskrift, Nr. 5 – december 1995 – de kan ses her: 120 ankre fransk brændevin – Journalen
Min manuskript afviger lidt fra artiklen, hvorfor den bringes her:
På jagt i kilderne!
Slægtsforskerens mest benyttede kilder er kirkebøger, folketællinger og skifter. For at skildre en persons livsforløb må man nødvendigvis også søge i andre kildegrupper. Denne artikel handler om min tip-tip-tip-tip-tip-oldefar og om hvilke kilder jeg måtte opsøge, for at afsløre momenter af hans mærkværdige historie.
Handelsskibenes vej til Østersøens byer gik tæt forbi Bornholms kyster. Et pludseligt opstået uvejr bevirkede, at mange skibe aldrig nåede deres bestemmelsessted, men i stedet forliste på Bornholms kyster. En ulykkelig hændelse for skibenes besætning og ejer, men ofte en god forretning for dem, der ejede stranden, og for dem der bjærgede strandingsgodset.
Bjærgelønnen var i begyndelsen af 1700-tallet 1/3-del af skibets og lastens værdi. Mange eksotiske varer fandt på den måde vej til bornholmernes hjem og kunne i visse tilfælde vende op og ned på folks tilværelse. Et hollandsk skibs stranding i 1744 betød f. eks. at en helt ny produktion på øen. Skibet medførte nemlig 5 engelske standure, som på den efterfølgende auktion blev købt af nogle dygtige bornholmske håndværkere, der kopierede dem. Dette blev starten på fremstillingen af de kendte bornholmerure. I 1720 strandede et andet hollandsk skib, som i samtiden uden tvivl var et større samtaleemne end strandingen i 1744. Lasten bestod nemlig af fransk cognac i kolossale mængder nok til at forsyne hver eneste voksen bornholmer med en flaske.
Nysgerrigheden for at afdække enkeltheder om denne eksotiske hændelse fik mig til at dykke ned i arkiver, som jeg tidligere ikke havde været i. Men desværre viste det sig, at der var mange kildemæssige problemer. Mange vigtige arkiver er ikke bevarede, og de der eksisterer, er ikke særligt meddelsomme. En appelsag f.eks. i Landsretten spildte ikke papir på at gengive hændelsesforløbet, hvis den allerede var gengivet i herredstingsprotokollen. Søndre Herreds Ting-protokol er desværre kun bevaret fra slutningen af 1722, kun nogle måneder efter, at strandingen er retsbehandlet. Det har derfor været nødvendigt, at sammenholde brudstykker fra forskellige andre arkiver, hvilket så til gengæld medførte, at andet end strandingshistorien kom frem.
Min interessante forfader er Edvard Olufsen Sonne, f. 1667, død 1727. Han blev gårdmand på 28. selvejergård Store Loftsgård i Aaker ved at gifte sig den 6. Februar 1688 med gårdmandsenken Karen Henningsdatter Bohn, datter af H. K. Bohn, Rådmand i Rønne. Karen Bohn d_de i 1708 og Edvard Sonne giftede sig anden gang i 1709 med Karen Kofoed. I 1699 blev han tillige besidder af nabogården, den 29. selvejergård.
Sporet begynder i skifteprotokollen[1] . Modsat så mange andre skifter var dette fattigt på indbo og avlsredskaber. Stervboet var bogstavelig talt ribbet for værdier og der var ingen direkte forklaringer. Til gengæld stod det klart, at den afdøde person var interessant. Henvisninger til herreds og landsretten fortalte, at manden ikke havde holdt sig tilbage for at slæbe sine modstandere i retten, hvis han mente sig uretmæssigt behandlet. Hans efterladte enke fik sin sag for, hvis hun skulle redde sig ud af en alvorlig økonomisk knibe.
Han kaldtes i skiftet for “leutnant over kavaleriet ved rytteriet”, altså den afdeling af militæret, som bestod af gårdmændenes heste og ryttere. En leutnant var ikke en høj rang, men tituleredes dog som “Edle” Hr. Leutnant og han var – på Bornholm – og i sin samtid ikke hvem som helst.
Arvinger var først og fremmest den salige mands “Kjæreste”[2], Karen Hansdatter Kofoed. Fra det første ægteskab skulle en datter arve, og fra det andet ægteskab var der tre sønner. Enken oplyste, at en kaptajn Schor havde gjort udlæg i boet efter en landstingsdom. Imedens Sonne lå på sit yderste og hustruen Karen var borte, havde Schor fjernet ting fra stuen og køkkenet, brudt igennem vindue til herbergshuset, og fjernet mange ting uden nogen øvrighedspersons medvirken. Enken antydede altså, at der uretmæssigt var fjernet ting. F. eks. fjernedes den indmurede kobberkedel. I Bornholms Landstings justitsprotokol (fol. 247) den 16. Maj 1725 kan læses, at kaptajn Ancher Anthony Schor[3] havde fået medhold i, at Sonne skyldte ham i alt 645 sld. 3 mk og 13 sk. Gælden stammede fra hans far, amtsskriver Schor, og der var udstedt pantebreve så tidligt som i 1707, 1713 og 1714. Landstinget havde givet Schor myndighed til at tage pantet i brug på Sonnes 2 gårde nr. 28 + 29 i Aaker sogn. Landstingsdommen oplyser ikke om det var en offentlig gæld til amtsskriver Schor, eller om det var en privat gæld, såsom en arv, som var tilfaldet kaptajn Schors hustru. Hun var nemlig datter af pastor Herman Sode i Nylars og var således i slægt med Edvard Sonne.
Schor kunne med en vis rettighed udtage værdier af boet, men næppe uden øvrighedens registrering. Enken synes ikke at have tabt modet, hun mente derimod at Schor skyldte boet penge, fordi 4 heste, 4 køer og en stud havde været opstaldet på gården, og at hun var berettiget til betaling for at have dyrene på stald. 2 dyr var døde og enken ville ikke være ansvarlig herfor. Sagen blev henvist til “lands lov og ret” – altså til domstolen.
Til gårdens få værdier hørte “regningspenge”, som Amtstuen skyldte Sonne for årene 1718, 1719 og 1721 med hver 9 rdl., samt 1723 med 3 rdl. i alt 30 rdl. Hvad disse regningspenge er for noget, ved jeg ikke, men måske er det salæret, som han modtog som løjtnant ved rytteriet eller salær som sandemand[4] for både Aaker og Pedersker sogne. At være sandemand for to sogne er et særsyn på øen, men lige netop i denne periode fandtes der flere dobbeltbesættelser. I Rentekammerets dokumenter[5] findes mange breve omkring en sandemandssag fra 1707-08, hvor Amtmand Valdemar Retz havde afsat to kaptajner fra deres sandemandhverv med den begrundelse, at de ikke samtidigt kunne varetage to opgaver tilfredsstillende nok. Den ene Kaptajn havde to sogne, nemlig Østermarie og Ibsker. Tre nye sandemænd brev udnævnt af amtmanden, men de fik kun lov til at varetage deres job i et år. Kaptajnerne klagede til Kongen (Rentekammeret) med argumenter om, at de mente, at de let kunne forvalte de to offentlige erhverv godt nok, og at det i de sidste år havde været kutyme, at folk med militær rang havde sandemandsjobbet ved siden af deres militære opgaver, hvilket i sin tid nærmest kun bestod i at eksercere på kirkestævnerne om søndagen. Dobbeltsogne var heller ikke ukendte, og der nævntes to eksempler: Edvard Sonne i Aaker og Pedersker og Christopher Olsen i Poulsker og Bodilsker. Kongen gav klagerne medhold, og amtmanden fik pålæg om at genindsætte de to kaptajner fra virkning fra april 1708. Den enevældige Konge foretrak loyale embedsfolk ude i lokalsamfundet, som ville konfirmere centraladministrationens ordre og henstillinger. Den bornholmske uvillighed til at acceptere ordrer fra København viste sig også i denne sag. I Østermarie underskrev de største gårdmænd en skrivelse om, at de ønskede lokale sandemænd, der kun forvaltede det selv samme sogn, som de var bosiddende i. En anden ordning ville være imod bornholmsk sædvane. Bornholmerne ønskede ikke at fremmede i embeder, og selv en mand fra nabosognet var for dem fremmed. Gårdmændenes initiativ lykkedes; kaptajnerne blev atter sat fra hvervet. 20 år efter fandtes der ikke flere dobbeltsognestillinger, og alle sandemænd var bosiddende i sognet. Edvard Sonne var altså fremmed sandemand i Pedersker og blev måske af gårdmændene betragtet som systemets mand. Han beholdte de 2 sogne, i hvert fald, til 1713.
Den mest interessante oplysning bringes i slutningen af skiftet. Enken havde en bror ved navn Hans Hansen Kofoed, som den 3. marts 1727 betalte den anseelig sum på 421 rigsdaler til tolder Topp for en portion fransk brændevin[6], som var bjærget af Edvard Olufsen Sonne. Hans Hansen Kofoed havde til gengæld fået vandmøllen og de 4 huse, der lå på den 28. sg. grund. Den franske brændevin må Edvard Sonne havde solgt inden toldsatserne var fastsat, da flere købere stadig skyldte boet for et antal ankre. Et anker fransk brændevin udløste told for i alt 5 rigsdaler og 14½ sk. Da Tolder Top indkasserede i alt 432 rigsdaler, må Edvard Sonne have bjærget mindst 81½ anker cognac[7]. Senere skulle det vise sig, at bjergelønnen i alt var på 120 ankre, dvs ca. 4524 liter cognac eller mere end 6000 flasker!
Selve bjærgningen må have gået lystigt for sig. I Pedersker kirkebog kan man udfor den 30. Marts 1720 læse, at Lars Nielsen fra Krampegården begravedes med øvrighedens billigelse, da “han drak sig til døde i fransk brændevin i Evart Olsens gård – fra vraget på 22 ejendom” (fejlagtigt for den 28.).
Boet havde penge til gode hos flere cognacaftagere, og det er interessant at se hvem det er: Sognepræsten i Aaker Adolph Ahn [1677‑1727] havde fået 1 anker. En borger Jens Michelsen i Aakirkeby for 1 anker, 2 gårdmænd Peder Larsen i Aaker 1 anker og Hans Madsen, Aaker for 1 anker, Kaptajn Hammer, Aaker 1 anker, Sognepræsten i Poulsker Peder Katkjær (1680‑1732) 1 anker og brigader og amtmand sal. von Bippen [1651-1722] skyldte for hele 6 ankre fransk brændevin.
Strandingen fandt sted i marts 1720, og der gik flere måneder inden centraladministrationen (Rentekammeret) hørte om strandingen, og den 8. oktober 1720[8] skrev de til Tolder Johan Topp, at han skulle indberette hændelsesforløbet omkring det hollandske skibs stranding på sognegrænsen mellem Aaker og Pedersker, og om hvordan han havde håndteret kongens rettigheder til told for den franske brændevin. Tolder Topps tøver tilsyneladende med at indberette og først efter, at rentekammeret have bedt amtmand von Bippen at tage sig af sagen, kom tolderens rapport hen på foråret 1722. Amtmanden har også selv måtte afgive skriftlig forklaring på sagen. Desværre findes i Rentekammeret kun afskrifterne af brevene til de bornholmske embedsmænd, og der er kun et eneste originalt brev om sagen bevaret i amtets arkiver.
Åbenbart havde Edvard Sonne sat sig på hele bjergegodset og havde raget uklar med sine bjergningskollegaer. Han ville ikke udlevere bjergeparterne til dem og blev derfor indstævnet for søndre herredsret af bl.a. fisker Peder Hansen fra Pedersker. Dommen fra 20. maj 1721, som kun kendes i referat i den senere landsretsdom, gav Sonne medhold i, at da han hæftede for toldens betaling til kongen, kunne bjergeparten ikke udleveres, før tolden blev betalt til ham. Fiskeren og de øvrige bjergere ankede dommen til landsretten[9], der den 18. marts 1722 dømte Sonne til at udlevere bjergeparten. Landsretten mente, at Sonne først senere var blevet pålagt told for cognacen, og så burde det være en sag mellem bjergerne og tolderen at få ordnet told-mellemværendet.
Måske var det Sonnes ærekærhed, der fik ham til at føre sagen til højesteret, hvis dom den 26. december 1726[10] gav ham medhold. Det kan se ud, som om det også blev hans økonomiske ruin. Sonne fik afvist landsretsdommen, og det blev således herredstingets dom fra 1721 der stod ved magt. Derved fik han pålagt ansvaret for at al told blev betalt til kongens kasse. Ved hans død nogle måneder senere resterede der toldindbetalinger for i alt godt 80 ankre; i alt en formue så stor, at man kunne erhverve sig en af de større gårde på Bornholm.
Fra landsretsprotokollen, rentekammerets kopibog og i højesteretsdommen kan man efterhånden sammensætte en strandingshistorie. Den må have fundet sted i slutningen af marts 1720 på sognegrænsen mellem Aaker og Pedersker sogn. Skibet må have været stort for at kunne rumme 3×120 ankre fransk brændevin. Den hollandske skibsreders navn var Arinad Buer. Hvor skibet var på vej hen blev ikke oplyst, men sandsynligvis til russiske zar Peter den Stores hof i Sankt Petersborg.
28 kreditorer henvendte sig til skifteretten. De fleste krav blev behændigt afvist af enken og hendes laugværge og henvist til “lov og ret”. Gælden skal ikke opremses her, men blot nævnes, at han skyldte penge og materialer til et væld af mennesker, såsom løn til tjenestefolk, høsteløn til husmænd, for køb hos købmanden, gebyrer til byskriver og sågar 4 par pistoler og 5 carabingeværer til herredskaptajnen. Man kunne undre sig over, at Sonne har kunnet slippe godt fra at skylde penge væk i så mange år. I Landsrettens protokol kan man læse om domme, der pålægger Edvard Sonne at betale gældsposter tilbage. Sonne havde tilsyneladende i mange år undladt at betale sine kreditorer. Men selv om boets totalværdi endte på minus 185 sld. fik den afdøde mand, trods alt, en for bornholmske bønder værdig begravelse, som kostede 30 sld.
En nærliggende spørgsmål er så, hvorfor Edvard Olufsen Sonne ved sin død var så forarmet. Om hans udskejelser i livsførelsen kan man sjældent gøre sig håb om at finde kilder til. Og dog. I Bornholmske Samlinger[11] nævnes en sag mellem Sonne og Aakerpræsten Claus Lynge. De havde gennem flere år strides og konflikten kunne ikke løses på øen, men blev pådømt på det årlige landemode i Roskilde i 1717. Landemodeprotokollen[12] er bevaret og i den kan man læse følgende:
Imellem Lieutnant Edvard Olsen Sonne fra Bornholm og Hr. Claus Lyng sammesteds sognepræst til Aakirkes menighed, angående at hr. Claus Lyng har nægtet at antage citanten til herrens bord, hvilken sag var indstiftet til Dionysii landemode 1716. Men blev ej foretaget, såsom stevningen hos vedkommende, i henseende til mangel at befordre den, ej da i rette tider var bleven forkyndt, hvoraf ingen af parterne mødte.
På lieutnant Edvards vegne mødte tillige med ham selv Niels Carsbøll, på Hr. Hans Lyngs vegne mødte Jens Bietorph tillige med præstens hustru Dorthea Plum. Såsom Hr. Claus Lyng Sognepræst til Aakjær menighed på Bornholm har ej alene uden ringeste lovlig årsag afvist citanten lieutnant Edvard Olufsen Sonne fra Skriftestolen, og ikke villet annamme hannem til skriftemål og herrens nadver, som ses af præstevidnet indført i acten pag. 4 et seqv.: Men endog, efter acten pag. 50, såvel som pag. 91, sagt at han burde stå åbenbar skiftemål, eller udelukkes fra herrens nadver, thi han har erklæret sig ved ed, at han ej med vilje, men af glemsomhed havde forsømt at indføre de af kirkeregnskabets stolestadepenge, som var udlagt, dem han også ville have betalt flere gange, hvilket ses af hans indlæg dat. 4. marts 1713, indført i acten pag. 38. Men hr. Claus Lyng har forbudt kirkeværgen at tage imod pengene, efter hans egen tilståelse pag, 21. Som og Hr. Claus Lyng både i sit brev uden dato, så og ellers mundtlig og skriftlig mangfoldige gange har angrebet lieutnant Edvard Olsen Sonne med uanstændige og ubeviselige beskyldninger på hans navn og rygte, hvilket erfares af acten pag. 6, 27, 28, 31 og flere steder; Så kiendes for rette, at Hr. Claus Lyng bør, når leutnant Edvard Olsen Sonne det begjærer, annamme hannem til lovlig skriftemål og herrens nadvere og desforuden, inden 3 uger, efter denne dom er ham forkyndet, gøre Edvard Olsen Sonne i landprovstens og af 2de af landets præster overværelse en sømmelig erklæring og tilstrækkelig afbigt, og det udi Aakiær for mange grove beskyldninger, hand uden årsag og ringeste bevisning har angrebet ham udi, samt og for uretmæssig og uforsvarlig omgang i denne sag, såvelsom de grove beskyldninger, og en guds ords tjeners uanstændige ord hand har brugt, særdelis pag. 31 udi provsteacten, bøde til fattige præste‑enkers her i sjællands stift 24 rdl. og ellers betale den nu processis.
Selv om præsten blev desavoueret, er der måske noget, der kunne pege i retning af, at Sonne havde levet et, for kirken, usømmeligt liv.
[1]LA, Bornholms retsbetjentarkiv, De bornholmske landdistrikters skifteforvaltning, prot. 29, fol 345b (18/3 1727)
[2] Officeres hustruer “tituleres” i denne periode almindeligvis som kærester i officielle dokumenter som skifter og kirkebøger.
[3] Ancher Anthoni Schor blev vicekommandant på Bornholm, født 1701 og døde 1778. Hans far var amtskriver og proviantforvalter Hans Henriksen Schor (d. 1718), som giftede sig 22/6 1700 med Elsebeth Kofoed, datter af borgmester i Svaneke Poul Kofoed. (BS 3. bd. s. 192)
[4] En bornholmsk sognefoged, der som institution i hvert fald havde eksisteret siden år 1500. (Bornholmske Samlinger, bd. 3, s. 41ff.
[5]Rentekammeret 2214.44 (RA): Breve, Dokumenter og Akter vedr. København, Købstæderne og Amter [1679-1848], II. Sjællands Stift, læg nr. 7 omh. Bornholms Amt.
[6]I flg. Ordbog over det danske sprog (Verner Dahlerup) betyder fransk brændevin “Alkohol, fremstillet af vin, Kognak. (Modsat brændevin, der er et destillat af bl.a. korn)
[7]1 anker er lig 40 potter, er lig 37,7 liter.
[8]RA. Ordre og missive Protokol udi Sjællands Stifts Contor, nr. 672.
[9]LA. Bornholms Amt, Landstingets journalprotokol 1718-1742, fl.steder.
[10]RA. Voteringsprotokol s. 287.
[11] Bornholmske Samlinger 1. rk. bd. 20, s. 96 (1929)
[12] LA. Sjællands Bispearkiv, Acta Synodi Stiftiralis An. 1717