Forordning om strandede Skibe og Gods. 21. Marts 1705
(Schous forordning II, 112-122)
Vi Frederik den fjerde &c. G. A. V., at, saasom Vi ugjerne maa fornemme, hvorledes een og anden söfarende Folk, som ved Storm og Uveir, eller andre i Söen tilfaldende ulykkelige Hændelser, kommer til at lide Skibbrud, og med deres Skibe og Fartöi paa Strandene udi Vore Riger og Lande inddrives, ei aleniste ikke altid skal nyde den Hjelp og Undsætning, som Loven i slige Tilfælde tilholder at skal skee, men endog at saadanne i Skibbrud og Nöd bestædde Folk derforuden en og anden Overlast, Röveri og Tyveri af onde og udædiske Mennisker imod Guds, Naturens og Vores Lov paa uchristelig Maade skal vorde tilföiet, hvorudover vel ogsaa undertiden Mord og Mandslæt skal kunde begaaes; da, paa det de Söfarende, som herefter kunde komme til at lide Skibbrud udi Vore Riger og Lande, kan der nyde behörig Undsætning og Frelse for sig og hvis de med sig förer, og onde og vanartige Mennisker, som dennem udi saadavne ulykkelige Tilfælde enten paa een eller anden Maade ville söge at beskadige, derfra hindres og afskrækkes, have Vi ikke aleniste herved villet have alle og enhver Vedkommende, som boer og tilholder paa de Steder udi Vore Riger og Lande, hvor saadanne ulykkelige Strandinger herefter maatte hændes at skee, strengeligen og alvorligen erindret og advaret, at de sig, saavidt enhver tilkommer, efterrettelig holder og ubrödeligen efterkommer alt hvis som Lovens fjerde Bogs tredie og fjerde Capituler om ulykkelige Hændelser, item om Skibbrud og Vrag byder og befaler, men endog allernaadigst for got befunden, til ydermere Sikkerhed for skibbrudne Folk og til Straffens Skjærpelse for dennem, som dem i saadan deres Ulykke nogen Skade tilföier, efterfölgende allernaadigste Anordning at lade udgaae:
1) Fyrens Inspecteurer eller Forvaltere skal strengeligen være anbefalet, ei alene saa betimelig at antænde Fyren, at den kan staa udi fuld Blus til en vis bestemt Tid, som bör at være om vinteren, beregnet fra Mikkelsdag til Paaske, en halv Time efter Solens Undergang, og om sommeren, at regne fra Paaske til Mikkelsdag, een Time efter Solens Undergang, og saaledes continuere indtil at Solen igjen om Morgenen opgaar, men endog at lade Fyr-Vippen altid hænge af den selvsamme Höide, paa det fyren desbedre af de Söfarende kan vorde kjendt; forseer Fyrens Inspecteurer eller Forvaltere sig her imod, straffes som Vores Mandaters Overtrædere.
2) Saasom Lovens 4. Bogs 3. Capit. 2. Art. tilholder, at hvo som om Nattetide optænder nogen Ild, eller opretter noget Tegn paa Klipper eller andensteds ved Strandsiden, at forföre den Seilende og bringe ham til Ulykke eller fare, skal straffes paa Livet; saa ville Vi og allernaadigst, at de som uden foregaaende de Vedkommendes Anordning og Approbation borttager eller forandrer de Varder og Kjendetegn, som kunde være sat udi Söen eller ved Strandsiden til de Seilendes Efterretning, eller og med Villie og Forsæt opfylder Dybet, for at tilföie den Seilende Skade, skal være lige Straf undergivne.
3) Paa det og den Söfarne ved optændte Lyses Skin igjengem Vindever [=vinduer] ikke skulde vorde forledet i sin Seilads, men magelig kunde komme til at kjende den rette Fyr, da skal alle Vore Undersaatter, som ved Strandsiderne boe, og ved Vindever have Udsigt til Stranden, hermed alvorligen være befalet, selv, saavel som og at tilholde deres Börn og Tjenistetyende, saa snart Lys tændes, deres Vindeveskaadder heel tæt at optrække, saafremt de, som sig der udi forsee, ikke ville ansees og straffes som Vores kongel. Mandats Overtrædere.
4) Naar en söfaren Mand ankommer med sit Skiberom for nogen Vall og gjör Nödtegn efter Lods eller Hjelp, enten ved Skud, Flags Sammenvikling, som kaldes Schjouw, eller om det ved Nattetide ved Blik-Fyr eller Lögters Opheisning, een over den anden, da skal de nærmeste Landets Indbyggere, som udi Lodsningen ere kyndige, forpligtede være, af yderste Evne at stræbe at udkomme med deres Baade, ham at indlodse udi een eller anden best beleilig Plads og Havn imod billig Betaling, som gode Mænd, hvor ingen vis Taxt er sat, efter Billighed sigendes vorder; men skulle Storm og Uveir forhindre Udkomsten, saa at Skibet, for at vorde salveret, endelig maa sættes paa Stranden, da skal Indbyggerne paa Landet ved Bakker eller andre for de Söfarende kjendelige Tegn anvise Skipperen Plads, hvor beste Grund er til Skibet at strande, hvis nogen da falsk Tegn skulle give, straffes den efter den næst foregaaende auden Post.
5) Saa snart noget Skib er strandet, skal Amtmanden, eller den sig der næst hos befindende kongel. Amtsbetjente, udi det District, hvor Strandingen er skeet, være tiltænkt paa Vore Vegne strax og uden Ophold skarp at Lade inqvirere udi de næst omliggende Byer og Pladser, for at faae endelig Kundskab paa hvad Maade Skibet er strandet, og hvor de Folk, som ere afblevne, hvilken Inqvisition skal leveres i Forvaring hos Stiftbefalingsmanden til Efterretning i sin Tid; skulle nu siden indkomme anden Oplysning end den, som Amtmanden eller og bemeldte kongel. Betjente indhenter, og det lovligen overbevises dennem at have været tilstede, og kundet saaet bedre Oplysning ved Inqvisitionen, end som skeet er, da bör de at stande tilrette for ulovlig Inqvisition, fordi de ikke deres Pligt med bedre Flid haver gjort; det samme skal enhver Herrestands Proprietarius, paa hvis Gods Amtmanden ikke gjör slig Inqvisition, være tilholden at forrette, under lige Straf; bliver ellers nogen overbevist, voldeligen at have overfaldet og dræbt skibbrudne Folk, da skal den tilligemed alle dennem, som udi samme Misgjerning deelagtig været haver, knuses paa deres Lemmer og levendes paa Steile henlegges, saa og derforuden have al deres Gods, Jord og Eiendom forbrudt (note: formildet ved For. 4. Octbr. 1833 §10)
6) Og saasom Vores Toldrettighed af strandet Gods hidindtil, formedelst en og anden Mishandling, meget er bleven forkortet, saa maa ingen, i hvo det og være kunde, enten Skibbrudne, Bjergere, Proprietarier, Bönder, Forstrands Forpagtere eller andre, som sig noget af det Strandede paa lovlig Maade kunde have tilforhandlet, understaa sig noget af det Bjergede fra Stranden at bortföre eller bortföre lade, med mindre det Vores Amtmand og næste Tolder tilforn er vorden tilkjendegivet, som skulle være til forpligtede de strandede Vare strax at tage udi Øiesyn, og ifald de skulle være fordærvede, dennem, om fornöden gjöres, efter Varenes Tilstand ved uvillige Mænd lade taxere, paa det Tolden derefter kan oppebæres; paa det der og kan vides, at det Tolderen saaledes i rette Tide er bleven angiven, saa skal de Vedkommende, som noget fra Stranden lader före, forsyne sig med Tolderens Attest, som skal fölge Varene, naar de fra et sted til et andet forflyttes, hvilken Attest Tolderen skal være til forpligted uden nogen Betaling dennem at meddele; skulle Nogen betrædes her imod at handle, og han dermed enten paa Veien vorder greben, eller og det hannėm nöiaglig og lovlig bliver overbeviist, da straffes samme, foruden Varenes Confiscation og Toldens Betaling, med Pengemulct paa 500 Rdlr., eller i Mangel af Betaling med Arbeid udi Jern paa Bremmerholm.
7) Skulle nogen Indvaaner paa Landet understaa sig at tænde ild paa noget anden Mands tilhörende, strandet eller paa Landet inddreven Skiberom, hvad heller der er Folk paa eller ikke, da skal han have sit Liv forbrudt; dog skal det ikke være nogen formeent udi Feidetid at stikke sit underhavende Skib i Brand, naar Fornödenhed det erfordrer.
8) Handler ellers Nogen ilde med skibbrudne Folk i saadanne ulykkelige Hændelser, og saarer dem paa Legeme eller Lemmer, da skal den Skyldige miste sit Liv, og skal med hans efterladte Midler forholdes, som Loven melder om dem, der Drab begaaet haver.
9) Röver eller borttager Nogen med Magt noget fra skibbrudden Mand, eller og af strandet Skib og Fartöi, saalænge Skibsfolkene derved ere tilstede, og selv ville eller kunne bjerge Godset, da skal den Skyldige derfor straffes, som Stiemand efter Loven; findes nogen at være Medvider udi det frarörede og med Magt borttagne Gods, og det ikke, för eller naar derom inqvireres, aabenbarer, den straffes efter Sagens Beskaffenhed med Arbeid udi Jern paa Bremmerholm.
10) Stjæler Nogen hemmelig noget fra skibbrudne Folk, som overgaaer et halv Hundret Lod Sölv, da skal han straffes med Galgen, og af hans Boeslod betales Igjeld og Tvigjeld; derimod maa den, som veed at angive noget af samme fra skibbrudne Folk hemmelig bortstjaalen Gods, nyde for sio Umage sjette Delen af hvis han veed at anvise. (note: For. 27. April 1771, 20. Febr. 1789 og 11. April 1840)
11) Borttager eller fordölger Nogen noget af Skib og Gods, som kan være inddreven og ingen levende Folk er hos, da skal den Skyldige, omendskjöndt saadant dölges, og ei bliver bevislig aabenbaret inden to eller tre Aar derefter, derfor straffes som for uhjemmelt efter Loven; dog skal under saadan borttagen og fordulgt Gods ikke regnes det, som nogen Forstrands Eier og forpagter bjerger, naar han, saa snart noget af ham eller hans Folk bjerges, det först Stedets Amtmand tilkjendegiver. (note: Plak. 4. Mai 1778 og For. 12. Marts 1790)
12) Har Nogen været i Raad med den Skyldige og videndes dulgt eller nydt noget af det strandede og rövede Gods, da bör han at være samme Straf undergiven, som den der Godset rövet haver; men aabenbarer han strax hvis hannem derom er vidende, efter Tilspörsel, eller föruden videre Examen, eller Beviis, skal han ganske være fri for Straf, og end derforuden for saadan hans frivillig aabenbare Bekjendelse nyde efter den foregaaende tiende Post den sjette Deel af hvad som overgaar halvtrediesindstyve Lod Sölv.
13) Kjöber Nogen videndes noget af hvis, som saaledes staalet eller rövet er, og det ikke over
gaaer den Summa af et halv Hundret Lod Sölv; da skal han have forbrudt det, som han haver kjöbt, og derforuden lide og böde, som for smaat Tyverie, efter Loven; har han intet at betale med, straffes han paa Kroppen, men hvis det Kjöbte overgaaer forskrevne Summa, da bör han ikke aleniste at betale det, som han har kjöbt, men endog derforuden straffes paa Livet, og dersom han det strax aabenbarer, skal og Straffen formildes, hvis ikke, da skjærpes Straffen efter Sagens befunden Beskaffenhed.
14) Paa det og al Overlast, Röveri og Tyveri fra skibbrudne Folk desbedre kan afværges, og de Forulykkede tilfredsstilles, for hvis som dennem paa saadan ulovlig Maade frakommer, ville vi hermed allernaadigst have anbefalet Vores Amtmænd, Borgemestere og Raad, Fogder, Strandforpagtere, Strandfogder, og alle andre, som ved Strandsiden Befaling haver, saavelsom og udi Almindelighed enhver Proprietarius overalt udi Vore Riger og Lande, som enten Gods ved Strandsiderne haver, eller og af Os med Forstrandsrettighed er benaadet, at de strengeligen og alvorligen advarer og tilholder deres underhavende, samt Bönder og Tjenere, at entholde sig fra alt det, som imod denne Vores allernaadigste Forordning kan stride, under Straf, som derudi meldt er, og paa det skarpeste Indseende med dennem derover haver, saasom vi allernaadigst ville, at dersom Nogen, som med sit Skib og Gods forulykkes, bliver berövet og ilde medhandlet, og saadant holdes saa dult, at Gjerdingsmanden ei strax vorder aabenbaret, den beviislig Skades Lidelse, som den Skibbrudne ved saadan Röveri og ilde Medhandling haver taget, da rigtig til Betaling skal lignes af Amtsbetjenterne paa alle dem, som boer der i Districtet, enten derudi er Kjöbstæder eller ikke, hvor saadan Utilbörlighed er forefalden, udi hvilken Betaling ingen, enten Grevers, Friherrers eller andre Proprietariers Bönder og Tjenere maa exciperes, og skal samme District strække sig to Mile paa hver side af det strandede Skib, og en Miil ind i Landet, hvorimod de kunde have og söge deres Regres, som de best vide og kunde, efter lovlig Medfart.
15) Hvo som kan gjöre beviislig Anvisning paa noget af det ved Skibets Stranding bortrövede Gods, skal ikke aleniste være fri for den Inddeling og Liguing, som næst foregaaende fjortende Post befaler at skal skee ved Amtsbetjenterne imellem alle udi Districtet boende, til den erlidte Skades Betaling, men endog nyde Belönning efter bemeldte tiende Post; og maa ingen af de skibbrudne Folk gjöres nogen Hinder eller Forfang udi at lade inqvirere efter deres Skibs bjergede Gods, hvor de kan faae noget saadant opspurt, eller have Mistanke til, at det er henkommen, naar saadan Inqvisition ikkun skeer lovlig ved Districtets forordnede Amtsbetjente.
16) Understaar sig nogen at tage eller udgive falske Attester, for at betjene sig deraf ved saadan Skibbrud eller Bjergning, Rederen eller Befragteren til Forurettelse og större Skade, da skal de, som saadant lovligen overbevises, derfor straffes som Falsknere.
17) Skal det være Vores Amtmænd, Amts- og Toldbetjente og andre, som noget paa Vores og deres Embedes Vegne haver at befale, alvorligen forbudet, enten directe eller indirecte herefter at interessere udi Strandforpagtningen eller i strandede Skibes og Godses Kjöb, men derimod være befalet ei alene udi Almindelighed at bevise den Strandede al muelig Hjelp og Assistentze, men endog i særdeleshed med at lade ham anvise beqvem Plads og Værelser til at bevare det bjergede Gods udi under Lukkelse og god Varetægt, hvortil, dersom i Nærværelsen ei kan findes noden beqvem Leilighed, maa bruges næste Kirketaarn eller Loft, til hvilken Ende det Huses eller Gaards Eie- eller Leiemand, som vorder af nogen strandet Skipper advaret om den ham i saa Maade paakommen Ulykke, eller og som faaer selv derom ved Hændelse nogen Kundskab, skal, foruden lovlig Undskyldning eller Forevending af Forfald, hvad det end kan være, tiltænkt være, saasom han og herved strengelig befales, under hans Boeslods Fortabelse, om han nogen haver, til næste Hospital, og ellers anden haard Straf paa Kroppen, at kundgjöre samme ulykkelig Hændelse
for förste kongel. Betjente eller Grundens Eiermand, hvad heller han paa det sted, hvor Skibet er strandet, haver Forstrandsrettighed eller ei, hvilken Betjente eller Grundens Eiermand da ligesaavel om Natten, som om Dagen, skal lade Strandsiden, hvor det strandede Skibsvrag ligger udfor, saaledes besætte med dygtige Vægtere af det Sogns uden forskjel iboende Bönder, som han dertil vil svare, og derforuden samle de omkringliggende Sogners Folk, hvoraf den skibbrudne Skipper kan udvælge sig saa mange, som han eragter nödig, til Godsets Bjergning, hvilke Bjergere da nyder for deres Umage, saasom Skipperen med dem kan forenes, og i Fald ingen Forening forud skeer, eller og ubilligt vorder æsket, da skulle de dog bjerge, og siden af Övrigheden, efter deres Fare og Möie, deres Bjergelön determineres; hvis Baade, som bruges til Bjergningen og at före de bjergede Vare i Land med, betales derforuden à parte efter Billighed; med saadan Bjergning skal Grevernes, Friherrernes og andre Proprietariers Fuldmægtige og Sognefogderne have vedbörlig Indseende, at dermed lovlig og christelig forfares, og dersom det forulykkede Skib strander heelt, da skaffer Bjergerne, med tilladelig Veirlig, Skipperen af Ladningen i Land hvis mueligt kan være, og skal hvis Gods saaledes vorder bjerget, henföres til den Plads, som anvises, og Skipperne gives fri Magt til det at handtere efter egen Behag, enten med sit eget Skibsfolk eller med fremmede, om han til deres Hjelp trænger, imod en Daglöns Betaling til hver, som hannem hjelper, herimod Skipperen skal være tiltænkt at betale af Huset eller Kirken, hvor det bjergede Gods oplægges, for de förste trende Maaneder tolv Skilling danske af hver Hundred Rigsdaler (note: For. 4. Okt. 1799), som de bjergede Vare haver kostet Skipperen ved Indkjöb fra förste Haand, og derforuden udi Vognleic hvis billigt kan erkjeodes, efter hvert Stæds eller Provinces derpaa værende Taxt; men hvad sig angaar Trælast og deslige Gods, som af Snee, Regn og Solskin ei kan fordærves, det kan alt. sammen slæbes og föres saa höit op paa Landet, at det der kan ligge uden fare af Söstyrtning, og stande det Skipperen frit for siden at lade det bevagte med sit eget Skibsfolk, eller og dertil at bruge det Sogns gemene Almue, hvor Godset er oplagt, som dertil ved Omgang, foruden Persons Anseelse, skal skiftes, og nyde for deres Opsigt Nat og Dag, hver fire og tyve Skilling danske, og derimod være forpligtet at svare til Godset.
18) Ingen skibbrudden Mand maa tvinges til at sælge noget af hans strandede Skib og Gods, og om han end selv villigen dertil kunde inclinere, saa maa dog saadant Kjöb ikke sluttes uden udi Vores Tolders og Rettens Betjenters samt fem eller sex andre Personers Overværelse, og det, om mueligt er, udi det Sprog, som den skibbrudden Skipper forstaar, eller i det ringeste ham fortolkes ved en eller anden troværdig Mand, som skal være tiltænkt ei alleneste Contracten, som oprettes om Kjöbet, med sin Haauds Underskrift at verificere, men end og personlig möde med Skipperen til næste Thing, og der, saasom Contracten da skal publiceres, gjöre sin Eed efter Loven, at Skipperen den frivillig, unöd og utvungen haver indgaaet, om Kjöbet ellers siden gyldig skal være (note: For. 7. Dec. 1775)
19) Naar Skib og Gods bliver solgt, tillades Skibs – Folkene ubehindret at tage til sig deres med rette tilhörende Kister og Baadsmands Föring, naar de det for Vedkommende strax angiver, hvis ikke, da lider de Skade, fordi at de det ei betimeligen har angivet, ellers staar det dennem frit for, om de deres Töi vil sælge til Bjergelöns og Toldens Betaling.
20) Skulle den Strandede klage over nogen Forurettelse, da skal hannem strax forordnes en extraordinaire Ret, og der uden Ophold efter Gjeste – Retten til Dom befordres, og gives hannem, om han det begjærer, Credit saavel paa Vores stemplet Papir , som paa Dom- og skriver – Penge, indtil Sagens Uddrag.
21) I det övrige hyde og befale Vi hermed udi Almindelighed alle vores kjere og tro Undersaatter, som ved Strandsiderne ere bosiddende, at de ved forskrevnc ulykkelige Hændelser ikke alene selv gaaer de Skibbrudne tilhaande, og dennem al muelig Hjelp og Velvillighed beviser, men endog alvorligen tilholder deres Bönder og Tjenere det samme at gjöre, uden at aftvinge eller affordre Nogen noget i mindste Maade over det, som Loven dennem til en billig Bjergelön tillader, og i Særdeleshed Vores Grever og Friherrer, Stiftbefalingsmænd og Amtmænd, Præsidenter, Borgemestere og Raad, Fogder og alle andre Vedkommende, som denne Vores allerpaadigste forordning under Vores Cancellie-Seigl tilskikket vorder, at de den paa behörige Steder til Alles Efterretning strax lader læse og forkynde, og siden derover alvorligen holder; i Særdeleshed ville Vi og have Biskopperne allerpaadigst befalet, at de strax, enhver udi sit Stift, den Anstalt gjöre, at samme Vores Forordning bliver paa alle Prædikestole for Menighederne aflæst, hvilket Vi og allernaadigst ville at skal skee herefter en Gang om Aaret, nemlig: paa Prædikestolene næste Söndag for Mikkelsdag, og til alle Retter og Thinge næste Thingdag for Mikkelsdag, paa det enhver des bedre kunde vide sig derefter at rette, og for Skade tage vare.
Givet paa Vort Slot Kjöbenhavn den 21. Martii Anno 1705.