Bornholms Tidende 13. december 1966
Mellem tvillinger er der ofte sjælsforbindelse, sådan at forstå, at de milevidt fra hinanden kan fornemme, om søsteren eller broderen har det godt eller dårligt. Sådant noget efterforskede vi forgæves hos tvillingerne Andrea og Hansine Hammer, Hvilehjemmet, Nørregade, Nexø, men de havde et andet tvillingetræk at berette om, og det gjaldt ligheden i det ydre.
Som børn var ligheden så udpræget, at læreren ikke kunne kende forskel på dem.
– Drev I så gæk med læreren? spurgte vi i går Hansine Hammer, der svarede:
– Det blev der nu ikke noget af, for læreren, Carl Magnus Kofoed, tegnede et mærke på min pande, så han kunne kende forskel!
Og tvillingerne, der I dag fylder 80 år, ler hjerteligt over dette gamle minde.
De er fra Tejn. hvor faderen var landbrugsmedhjælper Hans Jørgen Hammer. Som sæd og skik var kom de tidligt ud at tjene – de var syv søskende hjemme – og senere hjalp de i en årrække fiskere med i arbejdet.
-Vi måtte ofte arbejde både nat og dag, siger Andrea Hammer.
Vi begyndte ved midnatstid at plukke garn rene for sild, og det kunne der nemt gå nogle timer med. Vi arbejdede ved tællelys, og det var hyggeligt, men ikke så godt at arbejde ved som elektrisk lys.
I mange år boede de sammen i et hus i Tejn, og for otte år siden kom de til Hvilehjemmet i Nørregade, hvor de er glade for at være.
-Vi har det så godt, som vi kan ønske os det, siger Hansine Hammer, men det manglede også bare andet efter det meget arbejde, vi havde som børn. Jeg husker, jeg som 12-årig arbejdede i et hjem, hvor jeg hjalp til på forskellig måde. Jeg stod op kl. 5.30, havde tre børn at tage mig af, anrettede kaffebord, inden jeg gik til skolen kl. halv otte. Og efter skoletid måtte jeg slide videre i det. Lønnen? Jeg fik tre kroner for et halvt års tjeneste, og de tre kroner var Ikke engang nok til at få sig en kjole for.
Tvillingerne har glædet sig til dagen i dag, for da skal der festes for dem på Hvilehjemmet, og familien i Tejn skulle komme hertil for at fejre dem.
Serik