Nordlyset – Bolbyvej 1

”Nordlyset”, Bolbyvej 1, Klemensker

matr. 24b og 22d

[Underside til “Udbyggere og husmænd”]

Krykkegårds udbygger, på det ældste matrikelkort markeret som 22B, lå separeret fra Krykkegårds grund nordøst fra Bolbygård omgivet af gårdens jorde. Ved opmålingerne 1818 var det på 38480 kvadratalen (2,7 tønder land). De eneste kendte beboere på denne grund er sandsynligvis de sidste på grunden inden udflytningen. Jorden overførtes til Bolbygård og huset blev revet ned eller måske solgt og flyttet til den oprettede parcel nr. 2 – senere matrikel 24b.

Udsnit af det ældste matrikelkort med Krykkegårds udbygger på senere Bolbyjord

Stedets beliggenhed gør det rimeligt at tage den med i dette afsnit, da det sandsynligvis kan være en del af starten på matrikel 24b.

(-1827) Hans Andersen (1774-1818) og Karen (1744-1827)

En udbygger under Krykkegård, der blev nedlagt. De sparsomme oplysningerne stammer fra Matrikelprotokollen og kirkebogen. Jeg har ikke fundet fæstebreve på jord eller skøde på hus. Huset var meget gammelt og jorden har næppe været i brug da Karen døde i 1827. I kirkebogen nævnes hun som fattiglem.

Karen var 30 år ældre end Hans og det indikeret, at Karen havde været gift før. Et skifte efter Ole Larsen (NH 29/4 1784) vil være et kvalificeret gæt. Han døde på 14. slg. grund som udbygger i 1784. Hans enken hed Karen Hansdatter og de havde en datter på et år ved navn Stine Marie Olsdatter.

Ejendommens tidligste historie

Det senere matrikel 24b omfattede Bolbygårds parcel nr. 2. Før 1819 havde det været under Bolbygårds egen avl, hvilket blev nævnt i fæstebrevet.

1819-1855 Mogens Pedersen (1786-1845) og hustru Ane Marie Jørgensdatter (1781-1869)

Fæstebrevet den 18. august 1819 (først læst den 12.marts 1830) udstedtes af Bolbys ejer og beboer Peter Thorsen til Mogens Pedersen og hans forlovede Ane Marie. Indfæstningspengene var på 21 rd i sedler og den årlige afgift var seks dages mandsarbejde, to om sommeren og fire til høsten.

Kirkebogens oplysninger ved vielsen den 20/10 1819 fortæller, at Mogens Pedersen var tjenestekarl på 68 slg. i Klemensker og var 33½ år gammel. Anne Marie Jørgensdatter var tjenestepige på 17. slg. grund og 38 år gammel. Hun er født i Aakirkeby.

Mogens Pedersen og Annas børn: 17/2 1921 begravede de et dødfødt drengebarn, Anne Marie Pedersen (f. 28/3 1822) og Jørgen Pedersen (f. 12/4 1825)

I folketællingen i 1834 står, at Mogens Pedersen på 47 år lever af ” en liden jordlod og daglønsarbejde”. I 1840 og 1845 boede begge børn hjemme. I 1850 var Mogens Pedersen død og sønnen Jørgen Pedersen på 25 år boede hjemme hos moderen. Han var skomager.

Mogens Pedersen døde 10. december 1845 62 år gammel. Ane Marie Jørgensdatter døde 25. marts 1869

(1845) 1855-1868 Jørgen Pedersen (1825-1900) og Ane Catrine Nielsdatter (1818-1903)

Jørgen Pedersen og Ane Cathrine Nielsdatter, tjener på den 10 vg. gr. blev gift den 4. juli 1852. Ane var datter af Niels Pedersen og Else Marie Hintsedatter
Efter faderens død i 1845, har det været sønnen Jørgen Pedersen, der har drevet ejendomme, samtidigt med sit skomageri. Huset var moderens formelle ejendom indtil 1859, hvor sønnen Jørgen overtog huset og indgik en undentagskontrakt med hende.

Huset blev brandforsikret for første gang 3. oktober 1854 og i protokollen står, at det var ejet af Jørgen Pedersen. Beskrivelsen var således: Et hus på 16. slg. gr., opført for mange år siden og ej forhen forsikret. Bestod af 10 fag, 7½ alen bredt, 3½ alen højt på stolperne, opført af blandingstømmer, klinede vægge og stråtag, en skorsten, en bageovn, 2 bræddegavle, bræddeloft i 6 fag, bræddegulv i 2 fag, 5 fag vinduer, 8 døre, indrettet til beboelse og køkken, samt til lo og lade, takseret således: 6 fag stuehus a 40 rd. er 240 rd. og 4 fag ladehus a 30 rd. Er 120 rd, i alt 360 rd. forsvarlig imod ildsraade.

Jorden i selvejer fra 1855

Parcellen nr. 2 var den første. der med indenrigsministeriets godkendelse den 3. marts 1855 blev solgt fra Bolbygård. Jorden var i hartkorn sat til 2 skæpper, 2 fdkr, 3/4 album og husmand Jørgen Pedersen købte jorden for 300 rd af gårdejeren Jens Hansen på Bolbygård.
Samtidigt med grundsalget blev fæstebrevet fra 1819 til Mogens Pedersen udslettet

Generationsskifte

Jørgen Pedersen og Anne Marie og deres børn havde boet sammen med mor og svigermoderen siden 1852. Først i 1859 købte Jørgen Pedersen huset af sin mor Ane Marie Jørgensdatter. Der blev indgået en undentagskontrakt, der lovede at forsørge hende resten af hendes liv.

Undentagskontrakten og skødet, der var forenet i et dokument, lød, at sønnen overtog hus og al løsøre undtagen hendes gangklæder, seng med sengeklæder, en stol og en rok for 100 rd. Moderen skulle blive boende i hele sit liv, få klæder, mad, varme og vask og renlighed. Sønnen skulle sørge for en anstændig og kristelig begravelse. At bryde kontrakten ville koste 100 rd. Prisen på 100 rd var billigt, da værdien blev opgjort til 800 rd. Med overdragelsen af huset fulgte de 2½ tønder land jord, som var lejet af Krykkegård (14 slg.)

Kilde: Undentagskontrakt, der var inkluderet i skødet blev separat udslettedes 18. marts 1868 inden han solgte huset videre.
Jørgen Pedersen og hustru, fire børn og den gamle mor flyttede til 1. selvejergårds fortorv i Klemensker. Det ser ud til at det hus han mageskiftede med Jens Frederik Kofoed (se denne) i 1868. Huset på Allinge byvang blev ikke familiens bolig.

Fra 1. selvejergårds fortorv flyttede familien den 9. juni 1875 til 1. slg. parcel i Olsker. Familien bestod af skomager Jørgen Pedersen, hustruen Ane Cathrine og børnene Kirstine Cathrine Pedersen på 13 år og Petrus Christian Pedersen på 10 år.

Kilde: 24/1 1877 fik Jørgen Pedersen skøde på hus som Jens Jensen købte den 35/3 1868, samt leje- og fæstekontrakt på 3½ td land jord fra parcellen matr. 5g på 1. slg. i Olsker  Hans sælger ejendom videre til August Abrahamsson den 5/3 1890.

Skomager Jørgen Pedersen døde den 17/11 1900 som indsidder på 16. slg.s parcel i Olsker. Ane Katrine Nielsdatter døde 9/3 1903 samme sted.

Jørgen Pedersen og Cathrines børn: Marianne Kirstine Pedersen (f. 1853), Elisa Caroline Catrine Pedersen (f. 1856 i Klemensker), Ane Marie Catrine Pedersen (f. 1859), Christine Catrine Pedersen (f. 1863), Petrus Christian Pedersen (f. 1866)

1868-1911 Jens Frederik Kofoed (1836-1928) og hustru Ane Margrethe Sonne (1843-1920)

Daglejer ved agerbruget Jens Frederik Kofoed, f. 28/8 1836 forældre 25. slg. udbygger Peder Kofoed og Stine Maria Frederichsen.

Ane Margrethe Sonne, f. 8/6 1843. De blev gift 18/10 1865 i Klemensker – forældre 24 slg. ejer Peder Pedersen og Karen Margrethe Vest.
I 1866 boede familien på 1. slg. fortorv i Klemensker.

1868: Jens Frederik Kofoed mageskiftede jord og hus af Jørgen Pedersen mod matr. 368 og 369 i Allinge Vang, parcel 4 (15700 kvadratalen) af Olsker degnegård og lejeretten til 3-4 tønder land fra 13. slg. i Klemensker. Bytteprisen var 100 rd. og 100 rd. (Værdien blev sat til 900 rd. I købet indgik lejeret til 2½ td. Land jord på 14. slg. Krykkegård.

Børn: Karoline Petria Kofoed, (f. 27/12 1866), Hans Julius Kofoed (f. 2/1 1870), Anine Margrethe Kofoed (f. 6/8 1872 – gift med P.A. Juul, Olsker), Kristine Marie Kofoed (f. 4/1 1875), Jens Peter Kofoed (f. 20/10 1876), Nicolai Frederik Kofoed (f. 25/10 1878), Sanne Nikoline Kofoed (f. 16/6 1881), Hansine Julie Kofoed (f. 5/7 1884), Julie Magrethe Kofoed (f. 27/12 1886), Anton Timand Kofoed (f. 26/4 1888)

Ane Margrethe Kofoed døde på 16. slg. pc. Den 21. januar 1920. Dødsannonce over Jens Frederik Kofoed i Bornholms Tidende 28/7 1928 indsendt af Anine Juul, f. Kofoed. Olsker

1911-1922 Anton Timand Kofoed (1888-)

Anton købte ejendommen af sine forældre mod at de skulle blive boende i huset resten af deres dage. Det skete ikke. Det ser ud til at de flyttede til deres datter Anine Huul i Olsker inden 1921 og hvor de døde i 1927 og 1928.

Anton var i husejer og landmand. I 1921 var han ugift, men havde en husbestyrinde Anna Andersen (f. 1896 i Rutsker).

Anton Timand Kofoed (skøde læst den 19/7 1911). Det var Jens Frederik Kofoeds søn. Salgsprisen var 7.000 kr. på betingelse af at Jens Frederik Kofoed og hans hustru, Ane Margrethe, skulle nyde vederlagsfrit underhold og ophold, samt føde, klæder, lys, varme og opvartning. Købesummen var 6500 kr og aftægten blev kapitaliseret til 1000 kr.
Ejendommen bestod af matr. 24b af hartkorn 2 skp. 2 fdk ¾ album og matr. 22d på 2 skp. 3 fdk ½ album.

1922 Hans Peter Bech

Anton Kofoed solgte til avlsbruger Hans Peter Bech for 8000 kr inklusiv inventar og besætning  (skøde læst den 28/2 1922). Aftægtskontrakten med Antons forældre stod stadig i ejendommen og var kapitaliseret til 1000 kr. Aftægtskontrakten blev annulleret.

1922: Jøns Andersson

Hans Peter Bech solgte ejendommen ½ år efter til Jøns Andersson fra Østerlars. Salget omfattede 3 køer, 1 kalv, 2 grise og 25 høns, samt ejendommens gødning, avl og afgrøde, redskaber, inventarium og øvrigt udbo for 12.000 kr. Sælgeren Hans Peter Bech skulle tække den nordre længe, fire fag mod nord og 2 fag mod syd, samt opmure en væg i svinestalden.  Se skødet her.

Nordlyset1955 – set fra nordvest
Sylvest Jensen Luftfoto; Det Kgl. Bibliotek.

1923-1961 Ejner Johannes Larsen (f. 1892) og Elsenore Marie f. Futermann

Jøns Andersson solgte ejendommen et år efter købet for 13.000 kr til murer Larsen. Ejendommen sælges med al inventar og besætning inkl. En drægtig so, der ville nedkomme med grise. Kuldet skulle deles mellem sælger og køber efter en aftalt plan.
Murermester Ejner Larsen havde tre sønner, de to var Børge Larsen og Knud Arne Larsen, der også var murere. Han havde mange store opgaver, bla. opførelsen af Tejn Kirke i 1940 (Bornholms Tidende 25/6 1980).

1961- Svend Åge Larsen (1925-)

Født 3/11 1925 Kørelærer. Indehaver af ”Bornholms Køreskole”, som han tog afsked fra i 2012 efter 47 års virke (Kilde: Bornholms Tidende).

Skøde fra Murer Larsen til hans søn køreskolelærer Svend Åge Larsen er dateret 18/3 1961