Landlyst – Krashavevej 12

Landlyst, Krashavevej 12, Klemensker

Matrikel 28q – parcel af 20. slg. Store Krashavegård, Klemensker

[Underside til “Udbyggere og husmænd”]

Skøde- og panteprotokollen fra 1912 Læs protokollen her

Ejendommens historie

Store Krashavegårds udlænger brændte den 26. januar 1912 og ejeren Frederik Grant Stender solgte hele ejendommen til ”Foreningen til opkøb og udstykning af landejendomme i Bornholms Amt” den 28. februar 1913 for 56.000 kr. samt assurancen. Krashavegård var en af de 14 ejendomme, som foreningen købte og udstykkede.

Allerede i foråret 1912 blev ejendommen opdelt i følgende matrikler: Hovedloddet 28a, udmatrikuleringerne 28p, q, r, s, t, u, v, x – i alt i hartkorn 10 td 5 skp 3 fdk. Foreningen solgte hovedlodden og fem jordlodder til nye brug.

Landlyst blev opført af Foreningen og var tilsyneladende i drift inden marts 1913. Måske har der været indgået en kontrakt med en potentiel køber, men noget var gået galt, hvorfor skødet til kontrakthaveren aldrig blev underskrevet. Hvem der havde ejendommen på hånden, har jeg ikke kunnet verificere, men ejendommen var i brug og ved salget i 1913 og det solgtes med afgrøde på strå, hø og utærsket sæd samt gødning.

Det var J.P. Nielsen fra Grønvang i Rønne, der på vegne af Foreningen, solgte ejendommen. Prisen for jorden var 5.734,67 kr og for bygningerne 6.595 kr, i alt 12.329,67 kr.

Den 14/3 1913 indgik foreningen en købekontrakt med avlsbruger Hans Albert Kristian Busk Læs kontrakt og skøde her . Og skødet blev underskrevet allerede 25/3 1913.

Landlysts jordlod, matrikel 28q var sat i hartkorn på 1 td 4 skp 3 fdk 2 ½ alb.

Ejerliste

1913-1916 Hans Albert Kristian Busk og Hansine Margrethe, f. Mogensen

Hans Albert Christian Busk blev født 6/9 1875 i Søndre Asmindrup ved Holbæk.
Hansine Margrethe Mogensen blev født 15/11 1878 i Klemensker. Forældre: Lauritz Andreas Mogensen og Kirstine Margrethe, f. Kofod på 10. vg. grund. Hun døde 17/8 1953 i Vigerslev sogn, Holbæk amt.

Gift 19/11 1898 i Holbæk. I 1901 bosat i København og han havde arbejdede som arbejdsmand på Frederiksholms Teglværk, I 1906 boede de i Marke, Kundby sogn, Holbæk Amt og i 1911 husmand i Holbæk amt (?)

Deres barn: Emma Margrethe Busk, f. 11/2 1900 i København.

Hans Albert Kristian Busk optog lån på 9000 kr i ”Kreditforeningen af Grundejere i de danske Østifter” Læs lånedokumentet her . Til vitterlighed underskrev Hansines far, Lauritz Mogensen, på Degnegårds Parcel i Klemensker.

Den 26/3 1914 satte Albert Busk sin 14½ tønder lands ejendom til salg i Bornholms Tidende.

Skøde den 29/12 1915

Læs skødet her

Hans Albert Kristian Busk solgte ejendommen i 1915 til Martin Julius Kjøller. Købesummen var 16.300 kr og overtagelsesdato 1. april 1916. Fra salget var undtaget 3 kalve og 7 svin.

Landlyst luftfoto 1946 – tilhører Kgl. Bibliotek

1915-1952 Martin Julius Kjøller og Ellen, f. Christoffersen

Landbruget og dets Biografier, 1950

28q – ”LANDLYST”, Klemensker. 20. Slg. Pc. 7,9 ha – Htk. 1-4-3-2½ – Ejdsk. 18,700 – Grdsk. 6,500. Overtoges 1916 af: Martin Julius Kjøller, f. 4. 9. 1894 i Olsker (S. af Anders K. og Anna Marie K.). G. m. Ellen Karoline, f. Christoffersen, d. 7. 4. 1895 i Sandvig. Børn: Hedvig Martine, f. 14. 7.1917. Emmy Mary, f. 3. 3. 1920. Knud Frede, f. 13. 1. 1922. Gunvor Lillian, f. 11. 8. 1932.

Landlyst luftfoto 1951 – tilhører Kgl. Bibliotek

Guldbryllup i Rø

[Bornholms Tidende 14. april 1966]

Rentier Julius Kjøller og hustru, Rø Stationsby, har guldbryllup tirsdag

Tirsdag den 19. april fejrer rentier Julius Kjøller og hustru Ellen, født Christoffersen, Rø Stationsby, guldbryllup.

Ægteparret Kjøller har gennem 14 år haft deres hyggelige hjem i Rø Stationsby, lige overfor rutebilstationen, men har ellers udført deres væsentligste livsgerning i Klemensker på ejendommen Landlyst, hvor parret boede i 36 år.

Om deres tidligere virke fortæller de blandt andet, at Landlyst oprindelig var en lille udstykningsejendom, med mindre bygninger. Så der var nok at tage fat på for et par unge, raske mennesker, selv om det af og til kunne se lidt trøstesløst ud, indskyder fru Kjøller i samtalens løb. Ved udførelsen af et målbevidst arbejde lykkedes det ægteparret Kjøller at få meget forandret til det bedre, hvilket vil sige gennem udvidelsen og forbedringer på snart sagt alle områder. Udover varetagelsen af de daglige pligter i hjemmet påtog Kjøller sig tid efter anden arbejde for andre. I høstens tid således med en af den tidligere ejer af Landlyst, avlsbruger Albert Busk, specielt fremstillet høstmaskine, som vakte megen opmærksomhed. Senere anskaffedes både selvbinder og tærskeværk, der medførte en mærkbar lettelse i arbejdets afvikling.
Julius Kjøller, der er 71 år og stammer fra Dammegård i Olsker, fortæller videre om opdrætning af heste, der vel var hans kæreste interesse, og som han indbragt ham en mængde glæder samt dertil smukke resultater, og kommer endelig ind på arbejdets rent fysiske afvikling. Herom mener Kjøller at kunne fastslå, at det i tidligere tid mere beroede på selv glæden over arbejdet, hvorimod der i vore dage mere skeles til arbejdets materielle fortjenester.

Kjøller har haft tillidshverv i bl.a. Klemensker Husmandsforening og Klemenskers Venstreforening.
Fru Ellen Kjøller, der ligeledes er 71 år og stammer fra Sandvig, har livet igennem været i besiddelse af en betydelig energi og arbejdsevne. Gennem årene har fru Kjøller udført en påskønnelsesværdig indsats til gavn for hjem og familie.

Julius og Ellen Kjøller har fire børn, tre døtre og en søn. Fru Hedvig Jensen, Tornvang, Tejn, fru Emmy Hansen, Landlyst, Klemensker, fru Gunver Mortensen, Kroggård, Rø, og formand Knud Kjøller, Haslevej 38, Rønne. Derudover kan hr. og fru Kjøller glæde sig over fem oldebørn.

Den store festdag vil blive markeret ved et familiesamvær på Hotel Rø.

Skøde 14/7 1952 fra Julius Kjøller til Hans Peter Hansen. Købssum 40.000 kr

1952-1989 Hans Peter Hansen

”Ejendomshandeler”

(Born. Tid. 1/7 1951)
Børge Hansen, Granlund, Klemensker har solgt sin Ejendom til Forvalter Karl Adolf Falkenberg. Børge Hansen har derefter købt Svartingehus i Tejn af Hans Peter Hansen, som saa igen har købt Landlyst i Krashave af Julius Kjøller.
Overtagelsen skar 1. Juli”

Landlyst luftfoto 1955 – tilhører Kgl. Bibliotek

Skøde 10/9 1989 til Eva la Cour, købssum 453.400 kr

1989-1994 Eva la Cour

Skøde 15/8 1994 til Jan Jørgensen. Købssum 374.609 kr

1994-1996 Jan Jørgensen

Skøde 23/5 1996 til Kirsten Pedersen. Købssum 493.000 kr

1996- Kirsten Petersen

1999 var matrikel 28q på 74.930 m2
2001 var matr. 28q på 8.863 m2 og matr. 28ac på 2.608 m2

2008- Ann Charlott Skogøy og Frederik Spengler Horsted

Skødedato 22/5 2008

Landlyst. Foto 26. februar 2022 JVH